Frederikke Amalie Kjærsgaard. (Efterskrift til Politivennen)

Tyveri. En i Møntergade boende Værtshusholder anmeldte den 19de August f. A. paa Politistationen Nr. 2, at der fra en aflaaset Skuffe i en i hans Sovekammer henstaaende Kommode var frastjaalet ham tre ham tilhørende Bikube-Sparekassebøger, henholdsvis lydende med paaløbne Renter paa 1,730 Rd.. 402 Rd. 1 Mk. 6 Sk. og 422 Rd. 11 Sk. Mistanken for dette Tyveri blev imidlertid henledet paa en Pige ved Navn Frederikke Amalie Kjærsgaard, der tidligere havde tjent ham, hvorfor hun blev anholdt, og ved den derpaa i hendes Bolig foretagne Visitation forefandtes der et Beløb af 1000 Rd. i Hundrededalersedler i en Portemonnaie, hvoraf hun var i Besiddelse, og senere 500 Rd. indsyede i en til hendes Seng hørende Dyne, samt 20 Rd. skjulte i et Tapet i det af hende beboede Værelse. Efterat hun derpaa efter sin Anholdelse var bragt til Politistationen Nr. 2, afgav hun følgende Tilstaaelse: Den foregaaende Aften havde hun indfundet sig hos den Bestjaalne for at drikke en Kop Kaffe og gik ind ad Kjøkkendøren, der stod paaklem. Da der Ingen var i Kjøkkenet, gik hun videre igjennem Sovekamret ind i Stuen til Gaden, men traf heller ikke her Nogen. Det faldt hende da ind, at hun fra tidligere Tid kunde erindre, at den Bestjaalne gjemte sine Penge i den øverste Skuffe af den i Sovekamret staaende Kommode, hvorpaa hun gik hen til denne, tog den ovenpaa den liggende Nøgle, aabnede den øverste Kommodeskuffe og udtog heraf de omtalte Sparekassebøger, hvormed hun derefter bortfjernede sig uden at møde Nogen. Næste Dag begav hun sig med Sparekassebogen paa l,730 Rd. til "Bikubens" Kontor, hvor hun, efterat have opgivet Navnet paa den, paa hvem Bogen lød, erholdt 1,725 Rd. udbetalt, af hvilke hun anvendte en Del paa forskjellig Maade, saasom til Indkjøb af et Gulduhr og andre Gjenstande. Da hun efter sin Anholdelse og Afhøring skulde føres fra Politistationen Nr. 2 til Hovedstationen, saa hun Leilighed til i et ubevogtet Øieblik hemmelig at sætte sig i Besiddelse af den omtalte Portemonnaie med de deri værende 1000 Rd., 500 i hvert Rum, som laa paa en Pult i Politistationens Lokale, hvilket hun paastod, at hun havde gjort ikke for at tilegne sig Pengene, men for at disse skulde komme Andre tilgode. Paa Veien til Hovedstationen havde hun efter sin Forklaring taget Pengene ud af det ene Rum i Portemonnaien samt seet Leilighed til at stikke de udtagne Penge ind under en Trappe, hvilket lykkedes hende, uden at den Betjent, der havde transporteret hende, blev opmærksom herpaa, idel hun for ham foregav, at hun havde tabt en Handske. Under den omtalte Trappe bleve ogsaa de 400 Rd. fundne, hvorimod det ikke lykkedes at skaffe de endnu manglende 600 Rd. tilveie. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden, der er 24 Aar gammel og tidligere straffet for Tyveri, anseet efter Straffelovens § 231 med 2 Aars Forbedringshusarbeide samt tilpligtet at betale den Bestjaalne i Erstatning 663 Rd.

(Dags-Telegraphen (København) 15. januar 1869)

Højesteret stadfæstede den 18. februar 1869 dommen. 

“Frederikke Amalie Kjærsgaard, født og hjemmeh: i Viborg, straffet senest med 2 Aars Forbdh: for Tyveri; et tyvagtigt og hevngjerrigt Fruentimmer. See mist: Prot: G. Pag: 134.” [1870]. Genealogisk Forlag.

Værtshusholderen lagde kort efter erstatningssag mod politiet for ikke at have passet på de 600 Rd som arrestantinden havde kastet af vejen mens hun var i politiets varetægt og som aldrig dukkede op. Den 13. december 1869 frifandt Hof- og Stadsretten politidirektør Crone og assistent Thalbitzer, mens betjent Holck blev dømt til at erstatte værtshusholderen de 600 Rd. og dertil betale ham 25 Rd. i sagsomkostninger. Højesteret frifandt imidlertid betjent Holck:

---

Efterat Politibetjent Holck derpaa havde indanket denne Dom til Prøvelse i Høiesteret, har samme idag paakjendt Sagen og har frifundet Betjent Holck. I sine Præmisser til Dommen mærker Høiesteret, at der ikke - som fra Holcks Side principaliter paastaaet - er Grund til ex officio at afvise Sagen, som ikke henhøre ude under Domstolens Afgiørelse. Hvad Realiteten angaaer, bemærker Høiesteret, at der efter de fremkomne Oplysninger om Beskaffenheden af det Hverv, der ved den paagjældende Leilighed var overdraget Holck, og om de locale Forhold ikke findes at kunne lægges ham tillast, at han, efterat have afhørt det ovennævnte anholdte Fruentimmer, lod Portemonnaien med deri værende Penge, som Politiet havre bragt tilstede, blive liggende paa den Betjents Pult, der havde indbragt samme til Stationen og skulde optage Fortegnelse over samtlige i Bevaring tagne Koster, og vel havde Holck ved at gaae ud af det paagjældende Værelse foran den Anholdte ladet hende være sig ude af Syne i et Øieblik, hvilket hun netop benyttede til at snappe Portemonnaien, men om han endog maatte siges herved at have viist nogen Mangel paa Omtanke, fattet Høiesteret dog, naar samtlige under Sagen oplyste Omstændigheder toges i Betragtning, at han ikke ved dette Forhold kunde antages at have gjort sig skyldig i en saadan Skjødesløshed i Udførelsen af sin Bestilling, som kunde paadrage ham Erstatningsansvar til Værtshuusholder Petersen, og Høiesteret frifandt som Følge heraf Politibetjent Holck for Petersens Tiltale.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. maj 1870).

I juli 1870 blev Frederikke Amalie Kjærsgaard løsladt fra straffeanstalten på Christianshavn, og politiet rettede henvendelse til byfogden i Viborg, hvor hun stammede fra. Her anerkendte man hende som forsørgelsesberettiget, men tilføjede samtidig, at Viborg byråd var villig til at betale en del af udgifterne ved hendes udvandring til USA. Langt de fleste fik billetten betalt af Københavns Politi, men også andre myndigheder var villige til at betale rejseomkostningerne, hvis politiet blot ville sørge for det praktiske. Kommuner og politi rundt omkring i Danmark bad nemlig Københavns Politi om bistand, når man ville „hjælpe" en for det offentlige bekostelig person til et nyt liv i USA. 

Arbejderboliger paa Christianshavn. (Efterskrift til Politivennen)

Nye Arbejderboliger paa Christianshavn. (Fdl.). Nytaarsaften heisedes Krandsen paa tre af de fire Arbejderboliger, der for Tiden opføres paa Christianshavn under Ledelse af den derværende Understøttelsesforenings Bestyrelse. De to af disse ligge i Prindsessegade ved Siden af Communens Skole ligeoverfor Vor Frelsers Kirke; den ene ud til Gaden, den anden tilbage paa den omtrent 3000 Qv.-Alen store Byggegrund. Den tredie  af de reiste Bygninger ligger lidt derfra paa den omtrent 3400 Qv.-Alen stor Grund paa Hiørnet af St Annagade og Gaden langs Volden. Hver af de førstnævnte bygninger, er omtrent 40 Alen lang og 16 Alen dyb, den sidstnævnte er 60 Alen lang med samme Dybde som de andre. Den fjerde Bygning, der paa Grund af de stedlige forhold ikke kan opføres endnu, skal ligge ud til Volden og have en Længde 30 Alen. De opførte Bygninger ere alle tre Etager høie og adskille paa hver 20 Alen ved Brandgavle. Der skaffes ved dette Byggeforetagende Boliger for 100 Familier, hvoraf 64 faae eet Værelse, 5½ Alen og 7 Alen, et Kjøkken og et Loftskammer; 36 Leiligheder have foruden Værelset tillige et Kammer ved Siden deraf. Leien for disse er tænkt at blive 32 Rd. halvaarlig, for hine 24 Rd. I Bygningen i Prindsessegade indrettes desuden Leilighed for en Urtekræmmer og en Høker. Den Capital, der udkræves til dette Forelagende, er anslaaet til omtrent 85,000 Rd.; heraf ønskedes, saavidt vides, omtrent 35,000 Rd. tilvejebragt ved Actier paa 200 Rd. Stykket, og Beløbet tegnedes i nogle faa Dage. Baade Communen og andre Autoriteter ere ligeledes komne Foretagendet beredvillig imøde; men den væsentligste Fortjeneste deraf har dog den christianshavnske Understøttelsesforenings Bestyrelse, der har taget sig af denne Sag med den Kraft, Varme og Udholdenhed, som man kjender saa godt fra dens øvrige Virksomhed for Christianshavns Fattige.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. januar 1869)

"Opført af Kjøbenhavns Kommune Aar 1865" står der på bygningen i Prinsessegade 56. Foto Erik Nicolaisen Høy.

"Opført ved CUF 1869" står der på bygningen i Christianshavns Voldgade 59, set fra foden af volden ved Lillemølle. CUF var Christianshavns Understøttelsesforening. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Christianshavns Understøttelsesforening blev som den første af sin art stiftet i 1866. Selv om foreningen var stiftet af 2 præster ved Frelserkirken, var formålet ikke kristent, men humanitært: dvs. ad frivillighedens og kærlighedens vej at understøtte "værdigt trængende" på Christianshavn, således at de blev sat i stand til at hjælpe sig selv og så vidt muligt forhindredes i at synke ned i uhelbredelig nød og overgå til det offentlige fattigvæsen. Man skulle have boet et halvt år på Christianshavn og ikke modtage fattghjælp. Omkring 60 mænd og kvinder fra den etablerede middelklasse. Den opvoksende arbejderbevægelse havde skabt ængstelse for at samfundet ville brække over i to fjendtlige dele. For at få hjælp skulle man ikke have modtaget offentlig fattighjælp, og man skulle have boet på Christianshavn i det sidste halve år. I perioden 1868-1872 opførte foreningen billige arbejderboliger på Christianshavn: Prinsessegade 56-58 (matr.nr. 411), Christianshavns Voldgade 49-59 (matr.nr. 279a) og Dronningensgade 16 (matr.nr. 249).

Husvilde i Søkvæsthuset. (Efterskrift til Politivennen)

I Borgerrepræsentanternes Møde igaar Alles Kl. 6½ foretoges Stadens Budget for 1869 til 2den Behdl.

- - -

Ved fattigvæsenet har Udvalget kun stillet et forslag om en Nedsættelse af Inventarieudgifter, medens Ulrik har stillet 3 forslag. Del ene om, at den Del af Søkvæsthusel, som er leiet til interimistiske Husvilde, skal op igen til fraflytning næstkommende flyttedag, hvilket Udvalget ikke kan tiltræde, fordi det maa regnes for altfor radicalt og ugjennemførligt, da der i saa fald maa skaffes Plads andetsteds. Del andet gaaer ud paa at negte Anskaffelsen af 15.000 Stykker ny Kobbertegn til Brug paa Ladegaarden, og det tredie er at stryge Posten til Indkjøb af Tobak og Brændevin i Ladegaardens Marketenderi, for derved at hindre Udsalg af disse Sager til Lemmer e. Heller ikke disse forslag vil Udvalget tiltræde, fordi Spørgsmaalene bør komme frem under Drøftelse af den hele Sag om Fattigvæsenets Omordning. 

- Howitz fremstiller paa Ulriks Vegne Betydningen af de trende forslag. Husvilde-Afdelingen paa Søkvæsthuset er i den Grad i slet og sørgelig Tilstand, at man burde nedlægge den, og det er efter hans Mening urigtigt, at folk, der have givet sig saaledes ind under Communens forsorg som Ladegaardslemmer, selv kunde tilkjøbe sig deres Forbrugsartikler, da de tvertimod bør have ligefrem Forplejning rationsvis. Fremfor Alt bør det ikke taales, at de tilkjøbe sig Brændevin og Tobak. 

- Clausen tiltræder Ulriks første Forslag; der maa gjøres Ende paa denne Tilstand, der er saa sørgelig og demoraliserende, at det var mere christeligt, om man strax slog de Paagjældende ihjel. (Der findes nu over 200 Individer over 10 Aars Alderen). 

- Borgmester Holm vilde ikke have kunnet ønske noget Bedre, end at kunne hæve Husvilde-Afdelingen, men det er ikke muligt at finde en anden Plads hertil, og man vil jo til 1ste April faae en hel Mængde nye Familier at skaffe Plads til, nemlig ved Fraflytningen af Toldbodpladsens Huse. Der vilde ikke vindes Noget ved al forbyde Brændevinsudskænkning paa Ladegaarden, da Vedkommende jo alligevel kunde kjøbe Brændevin for rede Penge, og de i dels sted vilde kjøbe Brød o. lign. for kobbertegnene. Det er ikke i Arbejdere af første klasse, som hver Dag kunne faae 1 Snaps Brændevin, og det vil da kun blive en Snaps hveranden Dag til hele Ladegaardens Befolkning Aaret rundt. Man bør ikke pludselig gjøre Ændringer i et gammelt Reglement, da det vilde regnes for en meget haard Uretfærdighed. 

- Clausen troer ikke, at man vilde betænke sig paa at lukke Søkvæsthuset strax, hvis man kjendte dets sande Tilstand. 

- Eskildsen: Man kan jo dog ikke lukke det, uden at paavise, hvor de Derboende skulle hen Sagen vil jo desuden meget snart komme til Drøftelse ved den almindelige Fattigudvalgs-Betænkning. 

- Herforth værger dette Udvalg mod Mistanken for ikke at have været flittigt, og minder om, at det fra Begyndelsen af mødte bestemt Modstand og Uvillie fra Magistratens Side, saa at det selv maatte skaffe sig alle Oplysninger og føre en udførlig Brevvexling. 

- Clausen: Man kunde i ethvert Fald lægge Folkene fra Søkvæsthuset i Barakker, det var langt bedre. 

Udvalgets Forslag vedtoges enst.: Ulriks derimod forkastedes imod faa Stemmer (Clausen, Meldahl og Olsen).

- - -

(Fældrelandet 31. december 1868. Uddrag, afsnit indsat for overskuelighedens skyld)

Provst Peters, Flensburg. (Efterskrift til Politivennen)

I 1852 (et år efter den danske menigheds oprettelse i Flensborg) var skibskaptajn Thomas Christian Sabroe blevet medlem. Hans kone døde 2 år efter mens han var i Vestindien. Før sin død havde hun kontaktet pastor O. N. H. Peters ved Marie Kirken med henblik på begravelsen - som han også foretog. Pastor Graae (medstifter af den danske borgerskole i Flensborg) fandt ud af dette og mente hun hørte til den danske menighed, Peters havde derfor ikke været berettiget til at begrave hende og udtrykte ønske om at Peters skulle slette hende i kirkebogen, for i stedet at opføre hende i den danske. Peters protesterede, men kirkevisitationen gik ham imod, og han blev pålagt at slette hende i kirkebogen. Dødsfaldet blev indført i den danske kirkebog (men ikke slettet i den tyske). (Danske Kirkebøger i Sydslesvig, bind 1. Ved Lars N. Henningsen. 1993. s. 13-14.)

Pastor Peters havde gjort sig upopulær blandt de tysksindede da han optrådte ved indvielsen af Istedløven på Flensborg kirkegård. Provst Hansen blev afskediget som provst i 1864 efter magtskiftet, og pastor Peters konstitueret i hans sted. Især viste fjendtligheden mod hans indsættelse i marts 1864 sig i Angeln sogn, hvor man udtrykte ønske om indsættelse af en anden.

Fra Slesvig. Provst Peters i Flensborg, en af de modbydeligste af de mange foragtelige Renegater, der i Aarene siden 1864 have arbeidet for Sønderjyllands Fortydskning, har i en Skrivelse til "Flensb. Anz.", der er affattet i den overmodigste Tone, anført de Grunde, hvorfor han forfølger det danske Sprog og særlig dets Benyttelse i Holdts private Realskole i Flensborg. Han betegner i Skrivelsen det danske Sprog i Flensborg som en Frugt af "systematisk dansk Propaganda og Agitation", som en "Drivhuusplante, der maatte gaae under ved den første Storm", og han erklærer, at han vil vedblive Forfølgelsen imod enhver dansk Skole, fordi den i "vor tydsk-talende By Flensborg bestandig kun maa blive et Arnested for politisk Propaganda eller Agitation", i hvilken Henseende han beraaber ug paa de Erfaringer, han har vundet i Aarene fra 1851 til 1863, da han "havde Leilighed til at kaste et altfor nøiagtigt Blik ind i dette jesuitiske Væv". Det er bekjendt nok, at Provst Peters - af Folkevittigheden i Flensborg formedelst en Tale om den overhaandtagende Brug af Kaffe i Reglen benævnes "onse lütje Kaffekann" - i disse Aar som Præst ved Mariekirken bestandig spillede loyal, og at han endog deeltog i Indvielsen af Løvemindesmærket paa Flensborg Kirkegaard. Men saasnart det viste sig fordeelagtigt for ham, afkastede han sin Maske, forfulgte skaanselløst alt Dansk, fik de blomstrende, danske Skoler og den danske Menighed ophævede og er endog fræk nok til nu at tale om de tidligere Tilstande, hvis lydige Tjener han var, som "et jesuitisk Væv" , skjøndt Ingen har viist sig mere jesuitisk end netop han i hele sin Færd. At han foragtes af Flensborgs dansksindede Borgere, er en Selvfølge; naar han ikke ligeledes er en Gjenstand for Tydskernes Ringeagt, saa kan det kun være fordi den tydske "Sittligkeit" er et fra andre Folks Moral aldeles forskjelligt Begreb. 

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 23. december 1868)

I november 1865 var der 450 elever i danske borgerskoler i Flensborg. 320 blev tvunget til at flytte til de tyske borgerskoler, mens 130 fortsatte. I 1869 blev dette tal yderligere beskåret. I forbindelse med sit 50 års jubilæum som præst i oktober 1895 verserede rygter om at han søgte sin afsked. Endnu i 1896 ser det ud til at han var provst i Flensborg. Provst Peters fejrede den 7. januar 1904 sin 85. fødselsdag.

Kvas i Boserup Skov. (Efterskrift til Politivennen)

Kvaset i Boserup Skov. Vinteren er indtraadt, og for de Fattige, der bo i Nærheden af Skove, er det altid en Trøst, at de kunne værge sig nogenlunde mod Kulden og varme deres knappe Maaltider ved det Kvas, der kan samles paa skovbunden, thi ingensteds, det vi have hørt, har man negtet den Fattige at samle de nedfaldne Grene, hverken i Statens eller Kommunernes eller Privatmands Skovstrækninger. Det er en Barmhiertigheds, en Menneskeligheds Gjerning, hvortil Naturen selv ligesom har anvist Eieren ved om Vinteren at strø de udgaaede Grene over Jorden. Kjøbenhavns Magistrat eier Boserup Skov ved Roskilde, og den har givet det første Exempel paa en modsat Fremgangsmaade ved at lukke Skoven for de Fattige i St. Jørgensbjergs Sogn ved Roskilde. Vi vide vel, at den ikke har gjort det uden, at være ægget derved, at der er foregaaet ikke faa, maaske heller ikke smaa Overtrædelser fra den nævnte Befolknings Side, men vi tro paa den anden Side, at en Del af Skylden herfor paahviler Skovopsynet. Idetmindste har man forsikret os, at der langtfra ikke skete saa mange Krænkelser af skovfreden  dengang, da der var to skovbetjente, som nu, da der er tre. Lad dog den Fattige have lov til at samle Kvas i Skoven, som han har Tilladelse til at sanke Buskenes Bær og Axene paa Marken. Det har overalt og til alle Tider været Fattigmands Ret, lad ikke Kjøbenhavn gjøre Begyndelsen til at bryde den. Vi erindre, at for endel Aar siden en Domænedirektør vilde paalægge den Fattige en Afgift for Tilladelsen til at plukke Bar i Statens Skove, men han veg tilbage for den offentlige Mening, der stærkt reiste sig imod ham. Vi anmode indstændig Kjøbenhavns Magistrat om at tage sit Forbud tilbage. Lad Skovbetjentene gjøre deres Pligt; lad der blive straffet, om endelig saa skal være, men lad ikke det gaa ud over alle Fattige, som ganske vist ikke er Alles Værk.

"Bedrøv ikke en hungrig Sjæl, og forbitre ikke en Mand i hans Armod."

Jesu Sirach. Kap. IV. Vers 2.

(Dags-Telegraphen (København) 12. december 1868)

I starten af 1869 var der en pengeindsamling i gang til fordel for trængende i Sct. Jørgensbjerg Sogn.