Caroline Marie Hansen. (Efterskrift til Politivennen)

Tyveri og Bedrageri. Arrestantinden Caroline Marie Hansen, Tollesens Hustru - der er 32 Aar gammel og tidligere straffet, senest i Aaret 1858 med  Forbedringshuusarbeide i 18 Maaneder - blev under en af Criminal- og Politiretten den 10de September paakjendt Actionssag nu dømt til Forbedringshuusarbeide i 5 Aar som skyldig i 3 Tyverier samt i Bedrageri, idet hun, efter at have i sidstafvigte Juli Maaned leiet et meubleret Værelse af en Magazinbetjent, har uden dennes Vidende og Villie pantsat nogle af de til Værclsets Meublering hcnhørende, til 11 Rd. vurderede Gjenstandc.

(Flyveposten 25. september 1861).

Tyveri. En Politibetjent, der i Febr. d A. en Dag opholdt sig paa Hjørnet af Naboløs og Gammelstrand, bemærkede et Fruentimmer, der ilede ind ad en Port i Snaregade I det Samme kom en as Assistentshusets Kontorpersonale og fortalte, at Fruentimret havde villet pantsætte nogle stjaalne Fruentimmerklæder. Huset blev nu eftersøgt, og hun fandtes flinkt i en Krog paa Loftet. Det viste sig, at hun var den tidligere med Forbedringshusarbeide straffede Caroline Marie Hansen, Tollesens Hustru; hun havde indfundet sig paa Assistentshuset for at pantsatte nogle Fruentimmerklæder, men da den Jomfru, til hvem hun henvendte sig, fattede Mistanke om, at Tøiet var Noget, hvorom der var gjort Anmeldelse, sammen lignede hun det med en Prøve, og Fruentimret blev forskrækket herover og løb sin Vei. Der blev nu anlagt Sag imod Arrestantinden, og hun vedgik, at hun en Eftermiddag havde begivet sig op i et Sted paa Nørrebrogade, hvor hun paa Kvisten med en falsk Nøgle aabnede et aflaaset Værelse, hvori der stod et Klædeskab. Af dette udtog hun en Del Fruentimmertøi, som hun skjulte i en gammel Slobrok, der hang paa Væggen; ovenpaa Skabet fandt hun ligeledes el Par Brunels Støvler, og det Hele beløb sig til en Værdi af 10 Rd. 5 Mk. Hun forlod derefter Værelset, begav sig hjem med Kosterne og skjulte Tyveriet for sin Mand. To Dage efter pantsatte hun en Kjole og brugte Pengene til Brændevin, men da hun derefter forsøgte at pantsatte en anden Kjole og et Skjørt, foranledigede dette hendes Anholdelse. Arrestantinden forandrede senere sin Forklaring derhen, at hun ikke havde begivet sig ind i Kamret for at stjale, men paastod, at hun den Dag var i høi Grad beruset, og for at undgaa den Skam at vise sig i denne Tilstand paa Gaden og for sin Mand gik hun ind i det nærmeste Hus for at finde et eller andet Sted, hvor hun kunde opholde sig, indtil Rusen var gaaet over; først da hun var kommen ind i Værelset, opstod Tanken om at stjæle hos hende. Retten sandt imidlertid ikke Anledning til at tillægge denne sidste Forklaring nogen Betydning og idømte hende Tugthusarbeide i 3 Aar.

(Dagens Nyheder 12. juni 1869).

“Caroline Marie Hansen, Tollesens Kone; str: oftere, navnlig idømt 3 Aars Tugth: 1869 for Tyveri med falsk Nøgle i Beboelsesleiligheder. – See mist: Prot: C 245.” [1872]. Genealogisk Forlag.

Et Udvandrerhotel. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn er i denne Sommer blevet en Hovedplads for Udvandringen til Amerika, idet det Kontingent, som Norden stiller til Befolkningen af den nye Verden hinsides Atlanterhavet, for Størstedelen gaaer over Kjøbenhavn. Der forløber næsten ingen Uge, i hvilken de herværende Udvandringsagenter ikke befordre hele Skibsladninger af Udvandrere, især til England, og ved Ordningen af den direkte Dampskibsforbindelse to Gange maanedlig mellem Kjøbenhavn og New-York er Trafiken bleven forøget i en betydelig Grad. Virkningerne heraf spores allerede; man kan derfor ogsaa jævnlig i Byens Gader møde Skarer af de let kjendelige Udvandrere, især Svenske, og navnlig i Nyhavn og paa St. Annæplads sees disse i stor Mængde udenfor Indgangene til de forskjellige Udvandringsagenters Kontorer, der befinde sig der. Det er derfor heller ikke mere end rimeligt, at Kjøbenhavn nu i Lighed med de andre større Hovedpladser for Udvandringen har faatt sit Udvandrerhotel. Et Besøg i dette er vel Umagen værd for den, der interesserer sig for at erfare, hvorledes Udvandrerne tilbringe de sidste Dage paa Landjorden, førend de begive sig ud paa den lange Reise over Atlanterhavet.

Udvandrerhotellet er beliggende paa Hjørnet af St. Annæplads og Amaliegade i det fordum grevelige Palais, der nu er leiet af Udvandringsagent Bølle, som har indrettet el Par Etager deri til Bolig for Udvandrere. Det er let at finde derhen; thi man kan altid være sikker paa at træffe en Flok af disse udenfor den aabentstaaende Port, og man behøver blot at se ind i Gaarden for at være vis paa, at maa er paa det rette Sted. De Fysiognomier og Klædedragter, man iagtager her, vidne tydelig om, at de tilhøre Folk, som have forberedt sig til en lang Reise. Nogle Smaahandlende og Kagekoner mene dog, at ikke alle Forberedelserne ere afsluttede, og søge med Opbydelsen af alle deres Talegaver at paanøde Udvandrerne deres Varer.

I Værelserne paa 1ste Sal minder man levende om Mellemdækket paa et Udvandrerskib, kun med den Forskjel, at her ikke er fuldt saa overlæsset, men langt mere lyst og højt til Loftet, skjøndt dette Sidste ikke forhindrer, at her findes en meget slet Atmosfære, som er en nødvendig Følge af Forholdene. Langs Væggene er der opslaaet numererede Køier i to Etager, hver til to Personer, og i disse, der ere opfyldte af alle mulige Gjenstande, saasom Seng- og Gangklæder, Rejseposer, Vadsække osv., finder man Værelsets Beboere henslængte sovende, læsende, rygende eller skrivende og indtagende alle mulige og umulige Stillinger. Fysiognomierne og Klædedragterne tyde paa, at Størstedelen af de henved 400 Beboere, Hotellet rummer, ere Svenske. Her sidder en ung svensk Pige og læser andægtig i sin Psalmebog, medens en Karl ved Siden af hende er ifærd med at affatte sin første Epistel til Hjemmet; at det just ikke falder ham let seer man af de lange Pavser, han hvert Øieblik gjør, medens han med et fortvivlet Udtryk i Ansigtet tygger paa Penneskaftet og tørrer Sveddraaberne af Panden. Midt paa Gulvet staaer en Gruppe af ældre Mænd, dampende af deres korte Piber eller rygende en Cigar, i en alvorlig Samtale om det nye Land og om dens Forhaabninger ved Ankomsten dertil. Paa andre Steder ligge smaa Børn, boltrende sig i Sengene, og af og til opfører en lille Skrighals en Koncert, til hvis Diskant de Sovendes dybe Snorken danner Bassen. Forresten er Gulvet naturligvis opfyldt med Sengesteder og Udvandrernes Kister og Kasser, hvorpaa disse, blandt hvilke der findes Mænd og Kvinder i alle Aldere, bivuakere spisende, drikkende, rygende. Nogle med Hænderne i Skjødet, stirrende ud for sig, Andre i fortrolig Samtale med deres Slægt og Kammerater. Blikspande og andre Redskaber ligge henslængte rundt omkring i Vindueskarmene.

Det gamle grevelige Hotel har saaledes i betydelig Grad skiftet Udseende, og dets tidligere Beboere vilde vist undre sig i høi Grad, hvis de kunde se, hvem deres Efterfølgere ere. Billedet af en af de fordums Beboere hænger endnu i et af Værelserne, Side om Side med over national heroes, en Samling Portræter af Mænd, der have udmærket sig i Kampen mellem Nord- og Sydstaterne, og Kort over Amerika, Lister over Dampskibsruter osv. Der er et broget Virvar her i disse Sale, men det danske Udvandrerhotel kan dog nok maale sig med flere af de fremmede, f. Ex. "Zum grossen Auswandererhaus" i Hamborg, hvor de danske Arbeidere skulde bo paa Veien ttl Pariserudstillingen - sørgelig Ihukommelse.

(Dags-Telegraphen (København) 10. juni 1869)

Hjørnet af Amaliegade og Sankt Annæ Plads (det andet hjørne har en lignende bygning). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ejendommen var købt i foråret 1869 af ritmester Allan Dahl og lejet ud til udvandringsagent Bølle. Han engagerede håndværkere til på kort tid at omdanne den store bygning.

Politilægen i Aabenraa. (Efterskrift til Politivennen)

Borgerrepræsentanternes Møde

Mandagen den 24de Mai. Efterm. Kl 6.

- - -

Endeel Grundeiere i Gaden Aabenraa havde til Forsamlingen indgivet et Andragende med Besværing over om i den nævnte Gade i en længere Aarrække stedfindende Visitation i Politilæge Hecquets Ejendom af offentlige Fruentimmer, der vare istand til derfor ar erlægge Extrabetaling. Ved denne Visitation, der fandt Sted Kl 7-9 Form. besværedes Passagen i Gaden, ligesom den ogsaa vanskeliggjordr det for Grundeierne at faa deres Leiligheder bortleiede. Man ønskede derfor Borgerrepræsentationens Medvirkning til, at denne visltaiton blev henlagt til et af Stadens Hospitaler. - Formanden fremhævede, at Forsamlingen ikke var istand til at afgiøre i hvor høi Grad Visitationen forulempede Passagen i Passagen, samt at Borgerrepræsentation ikke kunde have nogen direkte Indflydelse paa Sagens Afgiørelse. Han vilde derfor foreslaa, at man skulde sende Andragendet til Magistraten med Anmodning om at opfordre Sundhedspoliliet til at gjøre hvad det kunde for at formindske de paaankede ulemper. Herforth fandt at det var at giøre Andragendet for megen Ære, thi de offentlige Fruentimmer, hvem det var befalet at møde til Visitation, bleve alle visiterede paa Almindeligt Hospital, og der var i Andraget egentlig Tale om at forbyde en Læge at modtage Patienter, som ønskede at søge ham i hans Bopæl, hvilket vilde være aldeles utilstedeligt. At det paa Grund af det paaankede Forhold skulde være vanskeligt at faa Leilighederne i Gaden bortleiede, var ganske utroligt. Han vilde derfor foreslaae at man skulde meddele Andragerne, at der Intet var at giøre ved Sagen. Syndergaard paastod imidlertid, at der var Tale om Fruentimmer, der vare underkastede Tvangsvisitation, og som istedetfor at møde paa Almindeligt Hospital indfandt sig paa Politilægens Bopæl imod at erlægge en Extrabetaling derfor. Brix ønskede at vide, om den Opfattelse var rigtig. Borgermester Larsen kunde ikke give noget bestemt Svar, men antog iøvrigt, at Syndergaard havde Ret. Mollerup foreslog, at man skulde sende Andragendet til Magistraten og overlade det til den, hvorvidt den vilde finde det rigtigt at foretage noget videre Skridt i Sagen. Formanden sluttede sig til Mollerups Forslag, som vedtoges. 

---

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  26. maj 1869. Uddrag).

Frederik Frantz Hecquet (1811-1876). Underlæge ved 9. infanteri bataljon 1842-1845 (Badstuestræde 129, stuen), konstitueret politilæge i København 1843-1845, fast ansat 1845-1876. Den 17. april 1866 flyttede han til Nørregade 14, 2. sal, Oktober 1868 til Nørrevold 8, 2. sal sammen med sin søn, C. F. A. Han var far til bl. a. skovrider Carl Hecquet og læge C. F. A. Hecquet.

Magistraten behandlede sagen som kom op i Borgerrepræsentationen igen den 5. juli 1869:

Klagen fra Beboerne i Aabenraa over Benyttelsen af Poiitilæge Hecquets Eiendom i den nævnte Gade har været tilstillet Politidiretktøren, som har fremsendt en Udtalelse fra 3die Politiinspektør, Petersen, hvori der bl. Andet gjøres opmærkom paa, at den ene af Andragerne ikke har underskrevet Klagen, hvilket han, der selv lever af Prostitutionen, ikke heller godt kunde have gjort, og at en anden os Klagerne handler med Klæder til berygtede Fruentimmer. Klagen blev selvfølgelig henlagt.

(Dags-Telegraphen_(København) 6. juli 1869)

Magistaten tilføjede at der snart ville ske en omordning af alle prostitutionsforholdene, og der så meget desto mindre var grund til at tage hensyn til andragendet.

Gaden var også oppe i ...

Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling, Assessor With.

Torsdagen den 3die Juni.

- - -

Til Aabenraa's øvrige Behageligheder havde Garvermester Meyer føiet den, at han mellem Kl. 12-1 om Formiddagen havde ladet ildelugtende Land flyde ud i Gadens Rendesten. Paa lignende Maade havde Garvermester Hertz vist sin Ringeagt for Rosenborggades velklingende Navn. Skjøndt det ikke kan disputeres om Smagen, førte de Tiltalte en længere Disput med de vedkommende Betjente om Lugten, idet de paastod, at Vandet ikke var ildelugtende, medens Betjentene i Henhold til deres Næsers Erfaring paastod det Modsatte. Da det nærmere skal undersøges, om det saaledes udflydte Vand henhører under den Kategori, som Sundhedsvedtægten fordrer kun maa løbe ud om Natten, blev Sagen udsat.

- - -

(Dags-Telegrapen (København) 5. juni 1869)

Dølgsmaal i Silkegade. (Efterskrift til Politivennen)

Fødsel i Dølgsmaal. En i et Sted i Silkegade i Kjøbenhavn boende Mand bemærkede i Torsdags Morges Kl. 5, at der var Nogen inde paa et af Latrinerne i Gaarden, idet Nøglen sad i, men da Ingen kom ud derfra, antog han, at Vedkommende var falden i Søvn, og gik derfor ind i en tilstødende Retirade. Et Øieblik efter hørte han, at et Fruentimmer gik ud og lige op i Stedet, og strax derpaa hørte han Barneskrig derinde. Han ilede derfor til og fik Lys tændt, men da Barnet laae nede i Kulen omtrent 2 Alen under Dækket, var det ham ikke muligt at naae det. Han tilkaldte derfor Politiet, ved hvis Foranstaltning Barnet blev udtaget og underkastet Behandling af en strax tilkaldt Jordemoder, men desuagtet afgik det strax efter ved Døden. Det oplystes at Barnet var født af en Pige paa 31½ Aar, som i nogle Dage havde logeret i Huset, og hvis Kjæreste, som var Fader til Barnet, i Februar var reist til Amerika. Den ulykkelige Pige blev ved Politiets Foranstaltning indlagt paa Fødselsstiftelsen.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 10. maj 1869).

Nyfødt dræbt. (Efterskrift til Politivennen)

Tiltale imod en Moder for at have dræbt sit uægte, nyfødte Barn. En Dag i afvigte Vinter blev en praktiserende Læge tilkaldt af en herværende Grosserer for at se til dennes Tjenestepige, Arrestantinden Johanne Bøøk, der for sin Husbond havde foregivet at være angreben af kopper. Efterat Lægen var kommen op til hendes Værelse, fandt han Døren aflaaset, og da den efter gjentagen Anmodning endelig blev aabnet, saa han Arrestantinden liggende paa Sengen og en Spand Vand staaende paa Gulvet, der bar Spor af betydelige Blodpletter, hvoraf Lægen strax formodede, hvad der var passeret; han spurgte da, hvor Barnet var. Efterat Arrestantinden først havde negtet at have noget Barn, pegede hun hen paa et Skab, hvor man endelig fandt Noget indsvøbt i en Avis, der viste sig at være et nyfødt, men dødt - skjøndt endnu ganske varmt - Drengebarn. De sædvanlige Oplivningsmidler bleve strax forsøgte, men uden Virkning. Under det i den Anledning foretagne Forhør tilstod Arrestantinden, at hun, der den 21de September f. A. var kommen hertil fra Sverige for at søge Tjeneste, og hvis Kjæreste boede i Malmø, var, efter at hun var kommen til Kundskab om sin Frugtsommelighedstilstand, men ikke havde omtalt denne for Nogen her, den 21de December sidstleden om Morgenen Kl. 5½ i sin Tjeneste staaet op i det Værelse, hvor hun laa alene. Da Fødselen nu pludselig paakom hende, og hun havde født et Drengebarn, der efter Fødselen gav Lyd fra sig, svøbte hun det ind i sin Klokke og søgte derpaa forgæves Hjælp i Huset, men fandt alle Døre lukkede. I Fortvivlelse herover opstod den Tanke hos hende, da hun atter kom tilbage til Værelset, at skjule Fødselen. Efterat hun derpaa havde seet til Barnet og fundet det levende, svøbte hun det paany ind i Klokken i den Tanke, at det mstder vilde dø, og at hun saa vilde skjule Fødselen. Da hun omtrent 10 Minuter derefter igjen saa til Barnet, fandt hun, at det nu var dødt, hvorfor hun tog det ud af Klokken og lagde det indsvøbt i et Stykke Papir ind i et Skab under Vinduet. Ifølge den foretagne Obduktionsforretning har det omhandlede Barn været fuldbaaret, levedygtigt og nyfødt, har trukket vejr og har altså levet efter Fødselen; dets Død var antaget bevirket ved Kvælning, hvorhos den vedkommende Læge efterat Arrestantinden i Retten havde paavist, hvorledes hun navnlig anden Gang havde indsvøbt Barnet i Klokken, havde erklæret, at dette ved en saadan Indsvøbning upaatvivlelig af Mangel paa Luft omsider har maattet dø. Arrestantinden, der er 20 Aar gammel og ikke før straffet, blev ved Kriminal- og Politirettens Dom anseet efter Straffelovens § 192, 1ste Led, med 2 Aars Forbedringshusarbeide.

(Dags-Telegraphen_(København)_20. april 1869).