Fattigforsørgelsessag i Svendborg. (Efterskrift til Politivennen)

Communalt.

Svendborg Byraadsmøde Onsdagen den 8de Decbr. -

- - -

Sluttelig meddelte Formanden, at han havde modtaget en Skrivelse fra Indenrigsministeriet angaaende en Sag om 150 Rd., som en tidligere Fatligcommission ulovligen havde benyttet af Communens Midler, og som Ministeriet fordrer, at Commissionen skal erstatte Byen. Skrivelsen blev ikke oplæst, og der fandt ingen oplysende Discussion Sted om denne Sag, men Raadet vedtog vedblivende at nægte at inddrive Fordringen *).

*) Denne Sags Enkeltheder ere, saavidt vi have kunnet sætte os ind i disse, omtrent saaledes: Svendborg Fattigcommission har for endeel Aarsiden (med Pastor Tr. Smith som Formand) skjænket en Mand 150 Rd. som Hjælp til at komme i Besiddelse af et Huus ved Odense og derved sætte ham istand til at kunne gifte sig med et Fruentimmer med flere Børn, der var eller Vilde falde Svendborg Commune til Byrde. Da Familien senere kom ind under Odense Fattigvæsen, oplystes dette, hvilket foranledigede en start Klage fra Odense over en slig hemmelig Understøttelse. Ministeriet har resolveret, at den daværende Fattigcommission skal tilbagebetale de 150 Rd. til Svendborg Kæmnerkasse som ulovlig anvendte, hvorimod Odense skulde forsørge Familien. Den første Resolutions Berettigelse har Byraadet uagtet sin Anerkjendelse, det anseer den som et Indgreb i kommunens Selvstændighed, men Ministeriet har paany fordret, at Beløbet skal inddrives, da Ingen selvfølgelig ustraffet kan overtråde Lovens Bud, hvilket, som ovenfor bemærket, i Raadets Møde paany nægtedes. Formanden udtalte forøvrigt samtidig sin Misbilligelse med det af Fattigcommissionen foretagne Stridt.

- - -

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 13. december 1869. Uddrag)

Hr. Redacteur !

Jeg er blevet opmærksom paa Deres Referat af Svendborg Byraads Forhandlinger i dets Møde den 8de ds., og skal tillade mig at fuldstændiggjøre dette med følgende Oplysninger, fordi denne Sag virkelig fortjener at blive almindelig bekjendt. 

Paa en Gaard i Nærheden af Svendborg tjente en Røgter, forsørgelsesberettiget i Odense, hvor han tidligere havde nydt urefunderet Fattigunderstøttelse, og en i Svendborg forsørgelsesberettiget Pige, af hvis 4 uægte Børn de trende vare udsatte i Pleie paa Svendborg Fattigvæsens Bekostning. Et femte Barn var ivente, og da ifølge det optagne Politiforhør det blev dem betydet, at Svendborg Fattigvæsen vilde understøtte deres Giftermaal, saa bleve de enige om at knytte Hymens Lænker, naar de af Svendborg Fattigvæsen kunde opnaae en Medgift af 150 Rd. I dette Øiemed og paa dertil af et Medlem af den nævnte Fattigcommission given Anledning fremstillede han sig i Commissionen med et Brev fra sin Moder, der tilsagde ham Fæste paa hendes Huus, hvilket Brevs Ægthed eller dets Indholds Paalidelighed man dog ikke fandt ringeste Opfordring til nøiere at undersøge, ligesaalidt som til desangaaende at forhøre sig hos hans Forsørgelsescommune. Man bød ham da 100 Rd. "for at gifte dette Fruentimmer og overtage Forsørgelsen af hendes 4 Børn", men da han ikke kunde gaae ind herpaa, gik han sin Vei. Nogle Dage derefter fik han Bud fra et Medlem af Fattigcommissionen om atter at møde i denne, og der blev da sagt ham, at man nu vilde betale ham 150 Rd. for at gifte Fruentimret, men at Pengene først bleve betalte naar han fremlagde Vielsesattest - i denne Retning iagttoges altsaa megen Forsigtighed. Han skyndte sig nu at holde Bryllup, mødte Dagen derpaa med Vielsesattesten i Svendborg Fattigcommission og fik sin accorderede Løn derfor rigtig udbetalt. Der er nu aldrig mere Tale om den tidligere Fortælling om at erholde et Huus i Fæste, men da Kjøbepengene for Giftermaalet efter kort Tids Forløb ere opspiste, tyer Manden til Odense Fattigvæsen, der ved Giftermaalet nu ogsaa er blevet Forsørgelsesstedet for hans Kone og hendes uægte ham tidligere aldeles uvedkommende Børn. Odense Fattigvæsen fandt dog, at det var for galt, at den ene Commune ved at kiøbe en Mand til at gifte sig, skulde kunne frigjøre sig for de paahvilende Byrder, og vælte disse over paa en Anden, thi om der end forsikkres, "at man ved at faae hende gift har villet reise denne saa dybt sunkne Kvinde", saa synes det dog tydeligt at fremgaae, at man ikke har brudt sig, det Allerringeste om Andet, end ved et engang for Alle bragt Pengeoffer at befri sit Fattigvæsen fremtidig for dets hidtidige Byrde.

Det hører langtfra til Sjeldenhederne, at een Communes Beboere ved private Sammenskud underhaanden understøtte en Person i en anden, saalænge indtil han der kan erhverve Forsørgelsesret, og der lader sig Intet stille op imod en saadan Trafik, men man kunde dog vistnok have ventet, at Forsørgelsesbyrden ikke ved en saadan Handel vilde blive væltet over paa en anden Commune. Alligevel er dette skeet idet Ministeriets Resolution lyder paa, "at Odense i Trangstilfælde skal forsørge saavel ham som hans Hustru og hendes (forud for Ægtestabet avlede uægte), Børn, uden at det i saa Henseende kan komme i Betragtning, at Ægteskabet er indgaaet imod Bestemmelserne i Lov af 29de Decbr. 1857, eller at der af Svendborg Commune er udbetalt den Paagjældende et Beløb af 150 Rd. for at sætte ham istand til at imdgaae Ægteskab med det førnævnte Fruetimmer, men at Forørgelsescommunen iøvrigt vil kunne søge Regres hos Vedkommende, hvem Ægteskabets lovstridige Indgaaelse kan tilregnes."

Deres Referat giver imidlertid den for os hidtil skjulte, men høist interessante Oplysning, at Ministeriet endvidere har resolveret, at den daværende Fattigcommission skal tilbagebetale Svendborg Kæmnerkasse de 150 Rd,, som ulovlig anvendte i dette Øiemed! Altsaa ere dHrr. dømte til at erstatte det ved deres ulovlige Handel Communen paaførte Tab, men her synes Ministeriet aabenbart at være geraadet i en besynderlig Modsigelse, som for almindelig Menneskeforstand synes ufattelig. Svendborg Commune har ganske vist ved denne Handel maattet bringe et Offer engang for alle, men ved denne Fattigcommissionens Nidkjærhed er den blevet befriet for bestandig for en aarlig Udgift af 80 Rd., hvorimod Odense, som den eneste, der i Virkeligheden taber, alligevel skal bære Byrden af den lovstridige Handel med Ægteskab - sandelig en smuk ministeriel Retfærdighed! Et andet ikke mindre interessant Punkt oplyser Deres Referat af Forhandlingerne om, det nemlig, at Formanden - ved denne Leilighed - udtalte sin Misbilligelse af det af Fattigcommissionen foretagne Skridt!

Moralen af denne Sag synes at være, at de forskjellige Fattigcommuner opfordres til at finde Kjøbere til deres "dybt sunkne Kvinder", men at Vedkommende, for at hytte deres eget Skind, maa anvende høist mulig Forsigtighed, og ikke drive Handelen saa ugeneert, som i nærværende Tilfælde. Det bliver opbyggeligt, hvis det blev almindeligt i Communerne ved lignende Midler paa andre Communers Bekostning at gjøre de "dybt sunkne Kvinder" til ærbare Matroner, og Ministeriet med lignende Retfærdighed hjælpe dertil.

Odense, den 20de Decbr. 1869.

Deres ærbødige

Lor. Bierfreund.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 21. december 1869)

Lars Dinesen (1840-1903): Lorens Christian Petersen Bierfreund (2.12.1817-27.6.1891) købmand, bankdirektør. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Lorenz Christian Petersen var blandt initiativtagerne til Fyens Disconto Kasse (1846) hvor han først var bogholder, 1858-1891 administrerende direktør. Han var endvidere købmand og oprettede Odense Dampvæveri. 1861–72 var han medlem af Odense byråd.

En Fattigforsørgelsessag. Borgemester Schrum i Svendborg har under 8de dS. i "Svendb. Amtstid." imødegaaet den af Bankdirekteur Bierfreund i "Sydf. Tid." givne Fremstilling af en Fattigforsørgelsessag, som Svendborg og Odense Kommuner have havt med hinanden. Efter Hr. B.s Fremstilling skulde Svendborg Fattigkommission have opfordret de to omhandlede Personer til at gifte sig med hinanden, for at den kunde vælte Forsørgelsespligten, som Svendborg havde i Forhold til Pigen og hendes uægte børn, fra sig. Borgemester Schrum bemærker imidlertid hertil:

"Det gjør mig ondt at maatte sige, at Hr. B. meget vel veed, at dette ikke forholder sig saaledes, da han kjender Sagens Akter, deriblandt det i Odense over Manden, Lars Pedersen, optagne Forhør, der viser, at de to Personer, der tjente sammen og vare Kjærester, ønskede af egen Drift og gjensidig Tilbøjelighed at gifte sig med hinanden uden mindste Tilskyndelse fra Fattigkommissionens Side. Men, hører jeg Nogen spørge, hvorledes hængte del da sammen med de 150 Rd.? Det hængte ganske simpelt saaledes sammen, at Lars Pedersen henvendte sig til Kommissionen og forestillede den, at, medens han paa den ene Side gierne vilde have Hedevig Rielsen tilægte, saa dristede han sig paa den anden Side ikke til dette Skridt, da han med hende maatte overtage Forsørgelsen af 4 børn (det 5te var ivente), medmindre han kunde sættes istand til at betale Indfæstning af et Huus under Einsidelsborg Gods, som hans Moder havde i besiddelse. Dette Forlangende var dog egentlig ikke saa ubilligt af Lars Pedersen. Hvorledes bar nu Fattigtommissionen sig ad? Efter Hr. B.S Fremstilling skulde man troe, at den strax slog til, kisteglad ved at slippe Hedevig Nielsen med hendes 4 børn. Langtfra. Kommissionen søgte saavidt muligt at skaffe sig Sikkerhed for, at en saadan Foranstaltning virkelig kunde hjælpe de Paagjældende, og henvendte sig desangaaende til Pigens Præst, Pastor Prip i Egense, der erklærede, at han antog, at hun ad denne Vei endnu vilde kunne reise sig, og at han derfor meget maatte anbefale, at Giftermaalet kom istand, og til Karlens Huusbond, der erklærede om ham, at han var en ædruelig og arbeidsom Mand. Jeg seer virkelig ikke rettere, end at Svendborg Fattigkommission har brugt forstandigt Overlæg i Sagen, og at den havde gyldig Grund til at troe, at et Par arbeidsføre, raske, unge Folk ved den Haandsrækning, der blev dem given, vilde kunne hjælpe sig igjennem Livet. Nu faaer denne Foranstaltning et uheldigt Udfald; Splid imellem Ægtefolkene førte her som overalt til, at den Smule, de havde, ødelagdes, og at Familien hjemfaldt til Odense. Denne Byes Fattigudvalg har under en meget langvarig Sag søgt at hævde sin Byes Ret, hvilket ikke er mere end billigt, og Sagen har nu faaet sin juridiske Afslutning ved den af Ministeriel givne Resolution, hvorved Odense har beholdt Familien. Hr. B. søger nu at angribe vor Ærlighed, Tro og Love; det er første Gang, at dette er skeet i min Tid, men jeg haaber, at hans Angreb ikke vil overtale ret Mange til at troe paa hans Sigtelser. Det hører til en af Fattigvæsenets vanskeligste Opgaver at skjønne, naar det bør gribe rask til og tilstaae en ofte betydelig Understøttelse paa een Gang, før at holde den Understøttede metret, inden det endnu er for silde. Klagerne over, at Fattigvæsenet forsømmer denne Pligt, ere overalt meget almindelige. Nu indtræffer det modsatte Tilfælde, men da Sagen ikke lykkes, bliver Fattigkommissionen Gjenstand for en nærgaaende Dadel, der ikke indskrænker sig til at bestride Foranstaltningens Hensigtsmæssighed, men ligefrem sigter Kommissionen for Svig. At Menneskenes Handlinger til en vis Grad, forsaavidt deres Klogskab og Hensigtsmæssighed angaaer, maae bedømmes efter Udfaldet, det erkjender jeg, og derfor har jeg nu, da Følgerne af vor Handling laae for Dagen, udtalt mig tvivlende, om vi have handlet rigtigt; men aldrig i den Forstand har jeg misbilliget Handlingen, som om den indeholdt Noget, der stred mod Tro og Love og Akrlighed. Det er kun Hr. B., der har dristet sig til at insinuere noget Saadant. - Den angrebne Fattigkommission bestod af hæderlige og anseete borgere samt af Byens Præster, Dhrr Pastor Troels Smith og E. Barburg "

(Flyveposten 12. janur 1870)

Hr. Bankdirekteur Bierfreund har anmodet os om at optage Følgende:

Hr. Overauditeur Schrum har søgt at imødegaae min Fremstilling af en Fattigforsørgelsessag, i hvilken Anledning jeg beder vel at lægge Mærke til :

1) at det ogsaa af Hr. S. omtalte Politiforhør oplyser, at der var givet Lars Pedersen Vink om af Svendborg Fattigvæsen at faae Understøttelse til sit Giftermaal, og at han, paa Tilskyndelse af et Medlem af Fattigkommissionen, i denne Anledning fremstillede sig for samme,

2) at Svendborg Fattigkommission, uden at undersøge Ægtheden af Moderens Brev eller Paalideligheden af det deri givne Tilsagn om at erholde hendes Huus i Fæste eller endog blot at forespørge i hans Forsørgelseskommune, strax bød ham 100 Sid. for at gifte Fruentimmeret, for hvilken Sum han dog ikke vilde gjøre det,

3) at Svendborg Fattigkommission faa Dage derefter sendte Bud efter ham og da indvilligede i at betale ham 150 Rd., naar han foreviste Vielsesattest.

Med nogle flotte Talemaader borteskomoterer man virkelig ikke saadanne Kjendsgjerninger, dem Hr. S. jo heller ikke bestrider, medens hans egen Beviisførelse jo endog klart godtgjør, at Fattigkommissionen ikke har gjort eet Allermindste for at sikkre Medgiftens Anvendelse paa den foregivne Maade (Fæste af Huset) til Betryggelse af Familiens fremtidige Existents, men fundet det fuldt tilstrækkeligt at nøies med en Erklæring fra Præsten i Pigens Hjemstavn om, at "han antog, hun ad denne Vei endnu kunde reise sig". Naar man ikke kan anføre andre eller bedre Grunde til Forsvar for en Sag, jeg saa godt kan forstaae man helst havde ønsket uomtalt, havde det vist ræret klogere slet ikke at imødegaae mit formeentlige Angreb "paa vor Ærlighed, Tro og Love". Til Ære for Hr. S. skal jeg dog oplyse, at Sagens Akter vise, at han aldeles Intet har havt med "Handelen" at bestille; det er først nu, "da han er bleven tvivlende, om vi have handlet rigtigt", at han optræder som Forsvarer for den daværende Fattigkommission og priser den for at have handlet "med forstandigt Overlæg" - ja, det er netop det, der nu svier til Odense. Som Hr. S. overhovedet gaaer udenom Sagen og i alt Fald slet ikke indlader sig paa dens Kjærnepunkter, saaledes vil han naturligviis heller ikke see, at jeg ved min Fremstilling af Sagen ingenlunde har villet alene vise Fattigkommissionens Nidkjærhed, men ogsaa den mærkelige Modsigelse i Ministeriets Resolution, der fordømmer Svendborg Fattigkommissions Fremgangsmaade, paalægger dennes Medlemmer at tilbagebetale Svendborg Kæmnerkasse de 150 Rd. "som ulovlig anvendte", men alligevel bestemmer, at fem Personers fremtidige Forsørgelse skal overtages udelukkende af Odense !

Ganske vist har, som Hr. S. siger, Sagen ved Ministeriets Resolution fundet sin juridiske Afgjørelse, i alt Fald foreløbigt, men er der overhovedet nogen Fattigforsørgelsessag, som egner sig til offentlig Paatale, da har bestemt denne fortrinsviis Krav derpaa, og kan jeg, ved at have bragt den paa Bane, bidrage til at forebygge fremtidige Anstrengelser af lignende Art imellem Kommunerne, da skal jeg ikke beklage over herved at have paadraget mig personlige Ubehageligheder.

Odense den 10de Januar 1870.

Lor. Bierfreund.

(Svendborg Amtstidende 13. januar 1870).

Fra nogle navngivne Borgere ere vi anmodede om at optage Følgende:

"Hr. Bankdirecteur Bierfreund i Odense har i Deres ærede Blad givet en Fremstilling af en Fattigforsørgelsessag heri Byen, som ikke er correct. Han siger saaledes, at Fattigcommissionen (altsaa i sin Heelhed) ikke har gjort det Allermindste for at sikkre Medgiftens Anvendelse til, at Vedkommende kunde faae Fæste af et Huns. Dette er urigtigt; en Minoritet af Commissionen har vel indvilliget i, at Beløbet udbetaltes naar der præsteredes Beviis for, at den Vedkommende havde ægtet Pigen og erholdt "Forældrenes Huus" i Fæste, men senere, da der kun leveredes Beviis for det Første, vægrede denne sig ved at give en forlangt Tilstaaelse for, at Pengene maatte udbetales. Det var altsaa kun en Majoritet af kommissionen, der begik Feilen, og Minoriteten kan ikke drages til Ansvar for de slet anvendte Penge.

Herr Bankdirecteur Bierfreund bemærker endvidere, at Hr. Overauditeur Schrum tidligere Intet har havt med Sagen at gjøre; herimod bør dog oplyses, at den daværende Formand for Fattigcommissionen, Herr Pastor Smith, da Sagen stod paa yttrede sig tvivlende om. hvorvidt det var rigtigt at tilstaae den omtalte Understøttelse, hvorfor han først vilde afæske Byfogden, Hr. Overauditeur Schrum's Anskuelse. Han meddelte kort efter, at Byfogden havde raadet Fattigcommissionen til at handle, som den gjorde. Ogsaa Commissionens Forretningsfører, Hr. Chordegn Frederiksen, skal med samme Resultat have henvendt sig til Schrum. - Der har hidtil aldrig været Grund til at tvivle om Pastor Smiths Sanddruhed"

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 14. januar 1870).

I Indledningen til et Inserat i "Svendborg Amtstidende" for 9de dS. har Hr. Overauditeur Schrum benyttet Lejligheden til et aldeles umotiveret Angreb vaa vort Blads Respectabilitet, indklædt saaledes, at han ikke kan drages til Ansvar ved en Injurieproces. Da Hr. Overauditeur Schrum's Meninger om vort Blad ere os temmelig ligegyldige, og hans afmægtige Vrede paa os hidtil kun har gavnet og ikke skadet os, skulde vi ikke have omtalt denne Sag, naar vi ikke fra forskjellige Sider vare blevne opfordrede dertil. Vi ville nu kun korteligen erklære Hr. Overauditeuren, at vi gjerne overlade ham Æren af, istedetfor at sige os sin Mening ærligt i Ansigtet, at anvende sine juridiske Kundskaber til et Forsøg paa at nedsætte os gratis (mon dette egentlig kan kaldes respectabelt af en Lovens Haandhæver?); vi forsikkre ham, at han, om han end ogsaa selv troer det, ikke er den Mand, som skal sidde til Doms over vort Blad; vi have en meget bedre Dommer i vor Abonnements-Protocol, der til Exempel viser - hvad Hr. Overauditeuren let kan overbevise sig om - at herværende Postcontoir i Øieblikket modtager 214 Exemplarer, (intet andet Blad heri Byen har tilnærmelsesvis naaet dette Tal) medens vi for 4 Aar siden begyndte med 23.

Red.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 15. januar 1870)

Den svendborgske Fattigforsørgelsessag. I "Fyens Stiftstidende" har Bankdirecteur Bierfreund til Overauditeur Schrums Fremstilling af den svendborgske Fattigforsørgelsessag bemærket: at et optaget Politiforhør har oplyst, at den omhandlede Røgter har faaet Vink om, at han af Svendborg Fattigvæsen vilde faae Understøttelse til sit Ægteskab; at Svendborg Fattigcommission, uden at undersøge Paalideligheden af det ham af hans Moder gjorte Tilbud om Afstaaelsen af et Fæstehuus, strax tilbød ham 100 Rd. for at ægte paagjældende i Svendborg forsørgelsesberettigede Fruentimmer, og endelig at samme Commission faa Dage efter sendte Bud efter ham og tilbød ham 150 Rd., naar han fremlagde Vielsesattest. Disse Kjendsgjerninger har Hr. S., som personlig staaer heelt udenfor denne Sag, ikke bestridt. 

(Kallundborg Avis 18. januar 1870).

Parti ved Færgebroen i Svendborg. Tegnet efter Naturen af Carl Baagøe. Fra Illustreret Tidende nr. 554, 1870.

Hanne Andrea Adolphine Braun. (Efterskrift til Politivennen)

Anholdelse. Politiet her i Byen har i disse Dage anholdt det i de kriminelle Annaler velbekjendte Fruentimmer Hanne Andrea Adolphine Braun, som for kort Tid siden er bleven løsladt fra Tugthuset, hvor hun i Eftersommeren 1861 blev indsat til Straffearbeide i 8 Aar, efterat hun allerede dengang, da hun var i en Alder af 36 Aar, havde været to Gange i Forbedringshuset, foruden at hun gjentagne Gange havde udstaaet Vand- og Brød- og anden Fængselsstraf. Braun er en af Hovedstadens dristigste Forbrydersker, og hun har altid benyttet enhver Leilighed, som har tilbudt sig, til at stjæle uden at toge Hensyn til Tiden eller Maaden, hvorpaa hun stjal. Under den mod hende i 1861 anlagte Sag tilstod hun saaledes over 20 tildels natlige Indbrudstyverier, medens hun med en Ømhed og Inderlighed, der var en bedre Sag værdig, søgte at holde sin kjæreste udenfor sin Forbrydervirksomhed, skjøndt det viste sig, at han, der døde under Sagen, ved mange Lejligheder havde været hendes Medskyldige. Hun har efter sin Anholdelse allerede tilstaaet 16 Tyverier, hvoriblandt flere, der vidne om hendes sædvanlige Frækhed og Dristighed. Egenskaber, som man ved at se hende ikke kan tiltro hende, og der er ingen Tvivl om, at hun i den nærmeste Tid vil rykke frem med Tilstaaelse om endnu langt flere Tyverier.

(Dags-Telegraphen (København) 13. december 1869)

En driftig kvindelig Tyv. Arrestantinden Hanne Andrea Adolphine Braun, der signaliseres saaledes: 44 Aar gammel, middel af Væxt, blondt Haar, blegt, sygeligt Udseende, iført et lysttærnet Shavl, sort Kyse, bærer i Almindelighed en hvid Kurv paa Armen, er et Fruentimmer, hvis Besøg enhver Familie helst maa se sig forskaanet for, da hun har en sjelden Færdighed i at tilvende sig de mest forskjelligartede Gjenstande fra de Huse, hun under et eller andet Paaskud og med ualmindelig Dristighed hjemsøger. Hun har flere Gauge været straffet, saaledes i 1846 for Bedrageri og ulovlig Omgang med Hittegods med Fængsel paa vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, for Tyveri 3 Gange, senest i 1861, da hun idømtes 8 Aars Tugthuusarbeide. Neppe havde hun udstaaet denne Straf den 31te August f. A., førend hun begyndte at stjæle paany, og i Tidsrummet fra Slutningen af September f. A., indtil hun den 10de December næstefter blev anholdt, har hun udfoldet en saadan Virksomhed i denne Retning, at hun har begaaet ikke mindre end 22 Tyverier. Vel ere disse af den Beskaffenhed, at Straffeloven karakteriserer dem som simple, ligesom de stjaalne Gjenstandes Art og Værdi var høist forskjellig, men Værdien af det Hele, hun har tilvendt sig, beløber sig dog til imellem 140 og 150 Rd. Hun har tilvendt sig Gjenstandene, hvor hun kunde se Leilighed dertil, fra Kjældere, Forstuer, Kjøkkener, Pigekamre, Kvistværelser og Lofter. I et Sted paa Østergade, hvor hun fandt Døren til et værelse, der støder ud til Trappegangen, uaflaaset, tilvendte hun sig et Guld-Cylinderuhr, en Guld-Halskjæde, et Uhrstativ og en Paraply, tilsammen til en Værdi af 55 Rd. Paa andre Steder tog hun Uhre, Sølvskeer, Glasvarer, Klædningsstykker, saavel Mands- som Fruentimmerklæder, Husholdningsgjenstande, Linned, pletterede og Messingsager, vaser, kort sagt Alt, hvad der kunde gjøree i Penge eller benyttes, fra Guldbrocher til Lersparebøsser. Arrestantinden blev derhos funden i Besiddelse af nogle til 11 Rd. 1 Mk. vurderede Sengklæder, der af en Værtshusholder gjenkjendtes som ham frastjaalne i Oktober Maaned f. A. Saavel han som hans Hustru aflagde Tilhjemlingsed med Hensyn til disse Gjenstande og førte Bevis for deres tidligere Besiddelse, og da Arrestantinden ikke herimod kunde fremkomme med anden Forklaring, end at hun havde faaet dem i Bytte af en hende ubekjendt Person, kunde der intet Hensyn tages til hendes Paastand om, at hun havde erhvervet dem med Rette, og hun blev derfor i Medfør af D. L. 6-17-10 og 11, jvfr. Forordningen af 8de September 1841 § 6, af Kriminal- og Politiretten dømt for uhjemlet Besiddelse af de ommeldte Sengklæder, efter Omstændighederne dog kun som for Hæleri. For hendes hele Forhold dømtes hun efter StraffelovenS § 232 for 4de Gang begaaet simpelt Tyveri og efter sammes § 238, jvfr. § 241, 1ste Stykke, som for 4de Gang begaaet Hæleri til Tugthusarbeide i 5 Aar, og hun vil saaledes for dette Tidsrum være gjort uskadelig for Samfundet.

(Dags-Telegraphen (København) 24. maj 1870).

“Hanne Andrea Adolph: Braun, Hjh: i Kbhn:, str: oftere, navnlig for Tyveri af Uhre fra Mandfolk og for Tyveri af Sølvtøi; sidst med 8 Aars Tugth:; see mist: Prot: D. Pag 29.” [1869]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag. 

Fædrelandet den 23. maj 1870 bragte samme artikel.

Lillebælt. (Efterskrift til Politivennen).

Fra Lillebelt. Hr. Redaktør! Medens Dampskibsfarten paa Storebelt kun lader Lidet tilbage at ønske, er dette derimod ikke Tilfældet med den paa Lillebelt, som bliver behandlet med en Sparsommelighed, der med Rette kan kaldes uanstændigt kniberi. En tilstrækkelig Begrundelse for, at der snarest mulig maa ske en gennemgribende og af alle Reisende længe savnet Forandring i den sidstnævnte Befordring, indeholdes formentlig i Følgende : Paa Storebelt er det ikke alene et Dampskib særlig for den ene Reise, der gjøres om Dagen, og et andet for den ligeledes enkelte Reise, der gjøres om Natten, hvilket naturligvis er en Ordning, som netop fremkalder de største Driftsomkostninger; men ikke nok hermed. Til Dagreisen har man endog valgt det mindste af Skibene, og det er ikke stort nok, saa at de store Skibe, der fare paa Kiel, regelmæssig en Gang om Ugen maa gjøre en af Dagrejserne. Det andet Skib skal gjøre Nattereisen, men heller ikke dette gjennemføres konsekvent; thi at seile om Natten regnes i Postvæsenet for extra Sømandsbeskæftigelse og belønnes med Dusør for hver Uge, hvori Sligt finder Sted. Det vilde nu ganske vist være stridende mod gammel Skik, om denne Indtægt skulde formenes et enkelt Skibs Besætning; derfor gjør det Skib, der gaaer om Dagen, kun en eneste Natreise, og Udgiften til Dusører kan da passere. Foruden disse to Skibe og de tre store Skibe, som fare paa Kiel, holder der endvidere i Reserve i Korsør et stort Dampskib med en væsentlig Del af sin Besætning. Paa Storebelt ansees saaledes de to Dampskibe "Freya"og "Fyen" ikke for store nok, men paa Lillebelt regnes de to smaa Dampskibe "Niord" og "Lillebelt" for tilstrækkelige, uanseet at Trafiken hver Dag er ligesaa stor over Lillebelt som over Storebelt, og med mange af de østgaaende Tog vel endog en hel Del større. "Niord" har kun ringe Kahytsplads og, naar der er noget Gods med, kun høist indskrænket Dæksplads. Om "Lillebelt" kan man næsten sige, at det ingen af Delene har. I Almindelighed afgive Kahytterne neppe Plads for de reisende Damer og enkelte ældre, svagelige Herrer. Resten af Passagererne maa staa sammenpakket paa Dækket. Om Sommeren og i godt Veir finde de Reisende sig vel deri, men en ganske anden Sag bliver det dog om Vinteren, i Stormveir med Regn, Slud og Kulde at forlange, at den Reisende, selv om han har løst 1ste Klasses Billet, skal være udsat for kun at faa Plads paa Dækket, der neppe tillader ham at røre sig, og at han taalmodig skal lade sig gjennemblæse og gjennembløde af Regn og Søvand samt være udsat for at gjøre Resten af sin maaske temmelig lange Reise i vaade Klæder, og det paa samme Tid, som Postvæsenet foruden Overflødigheden af Dampskibe i Storebelt endvidere har liggende i Reserve i Kjøbenhavn de tre Dampskibe "Skirner", "Gerda" og "Limfjorden". Vi tillade os derfor at henstille til Generalpostdiret øren« Overoeittte, om der ikke var fuld Anledning til i det Mindste at ombytte Dampskibet "Lillebelt" med "Skirner" eller "Gerda", og det snarest mulig, endnu inden Julen, til hvilken Tid der, som bekjendt, altid reiser et betydeligt forøget Antal Passagerer. Skeer en saadan Forandring ikke, ville de Reisende istedenfor Juleglæder kunne vente at hente sig Spiren til en alvorlig Sygdom ved Overfarten over Lillebelt.

W.

(Dags-Telegraphen (København) 13. december 1869).

Carl Henrik Bøgh (1827-1893): Snoghøi Feltvagtens Tidsfordriv i ledige Øjeblikke ved Strib Færgegaard. 1865. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Lillebæltsoverfarten foregik Strib til Fredericia. I nødstilfælde brugte man i stedet for færgelejerne "Nordenbro". Passagererne skulle skifte fra tog til færge og fra færge til tog, hvilket var en langsommelig affære. Den første jernbanefærge blev indsat i 1872 (hjuldamperen H/F Lillebelt). Det tog ca. 20 minutter. I 1923 kom overfarten Faaborg-Mommark (Als). Et maleri af færgen Niord findes på Det kongelige Bibliotek.

Episoder fra Pedermadsens Gang. (Efterskrift til Politivennen).

Et frækt Tyveri. En paa St. Kjøbmagergade boende Handlende bemærkede igaar Middags, medens han sad i sil Kontor, der ligger umiddelbart op til Boutiken, at Boutiksdøren sagte aabnedes, og han saa derpaa en Drengearm med et hurtigt Greb nappe to Kasser med engelske Biscuits, som stod lige indenfor Døren. Da den Handlende i Øieblikket var ene, kunde han ikke strax forfølge den dristige Tyv, men da hans Medhjælperske kort efter kom hjem, begav han sig ufortøvet ud paa en Opdagelsesrejse, og neppe var ban kommen en halvhundrede Alen bort fra sin Boutik, førend han fik Øie paa en Sværm Drenge, der ganske gemytlig drev af med de nu aabnede Kasser og fortærede Bicuits af al Magt. Saasnart de saa den Handlende, spredtes de ad som Avner for Vinden, efterladende Krigsbyttet paa Gaden; men Manden satte efter den af Drengene, der havde baaret Kasserne, og det lykkedes at opløbe ham i Antoniestræde. Der havde imidlertid naturligvis samlet sig et stort Opløb, og vedkommende Handlende blev af den forsamlede Mængde tvungen til at lade "den stakkels Dreng gaa. da det var Synd og Skam at bringe ham paa Kamret" Sagen blev nu anmeldt til Stationen i Pilestræde, og ved Hjælp af de andre Drenge Ivkkedes det en Betjent at faa fat i Tyven, der viste sig at være den af Skjæbnen i den senere Tid saa haardt forfulgte, "stakkels Dreng", der bærer Hædersnavnet "Sildehovedet", og som tilligemed sin Kammerat "Byldefugeren" r de sidste fjorten Dage har været tre Gange tiltalt for Tyveri ved den offenlige Politiret. - I Anledning af, hvad vi ovenfor berørte, at den forsamlede Mængde tvang den bestjaalne Handlende til at opgive sin Forfølgelse af Tyven, skulle vi ikke undlade at udtale vor Forundring over. at det store Publikum ikke snart kan blive vænnet af med den, mildest talt, ilde anbragte Barmhjertighed, der leder det til at hjælpe Forbryderen, istedenfor den af ham Forurettede. 

(Dagens Nyheder 7. december 1869)

Tyveri, udført af Drenge. De tre af de unge Syndere, der, som tidligere af os meddelt, havde gjort sig skyldige i Tyveri af en Kasse Kiks hos en Delikatessehandler paa st. Kjøbmagergade, stod igaar for Skranken i den offenlige Politiret. Den Fjerde var ikke mødt, da han ifølge Faderens Sigende var afleveret til Fattigvæsenet. De tre Drenge benægtede imidlertid igaar deres til Rapporten afgivne Tilstaaelse, som de erklærede kun at have afgivet af Frygt for Mishandling af en Overbetjent. Under disse Omstændigheder fandt Dommeren, Assessor Walich det rigtigst at lade dem sætte under Anholdelse.

(Dagens Nyheder 14. december 1869).

Tyveri, udøvet af Drenge. De fire af os tidligere omtalte Drenge, der havde gjort sig skyldig i Tyveri af en Kasse Kiks hos en paa St. Kjøbmagergade boende Delikatessehandler, vare igaar paany fremstillede i den offenlige Politiret og vedgik nu, at de to af dem havde udøvet Tyveriet, medens de to andre vare vidende om dette og meddelagtige i dets Udbytte. Da de tre af Drengene alt tidligere have gjort sig skyldig i Tyverier, var der egenlig ingen Anledning til at fritage dem for Straf denne Gang, men Dommeren, Assessor Wallick, fandt dog en Undskyldning for Børnenes Fordærvelse i de Forhold, hvorunder de leve hos deres Forældre i Peder Madsens Gang og som vare aldeles ødelæggende for Børn. De slap derfor for Straf, men i Henhold til Forordningen af 11te Mai 1810, der tillader Øvrigheden at overgive løsladte Børn, hvem det ansees for betænkeligt at udlevere til deres Forældre, til Pleieforældre, bleve Drengene afleverede til Politiet, for at dette kunde træffe de fornødne Foranstaltninger i faa Henseende.

(Dagens Nyheder 16. december 1869)

Fra den offenlige Politiret. Politiet havde igaar foranlediget en Sag imod Eieren af Ejendommene Nr. 3, 6 og 7 i Pedermadsensgang, Brændevinsbrænder Haslund, eller rettere imod hans Vicevært, Høker Sandgaard, som mødte i Retten og erkjendte, at Ansvaret for det paaklagede Forhold paahvilede ham. Han havde nemlig uden Eierens Vidende udleiet lil Beboelse et i nævnte Eiendom værende Rum, der ikke maa benyttes til Beboelse, fordi del ligger ovenover en Kostald. Efter vedkommende Distriktslæges Erklæring er det et usselt Rum, 3 Alen høit og henved 6 Alen i Kvadral , og ved den senest foretagne Undersøgelse fandt han det beboet at 3 fruentimmer og en lille Pige paa 9 à 10 Aar. I de sidste Par Maaneder har han havt under Behandling der en Dreng, Søn af et al Fruentimmerne, hvilket Barn for Skarlagensfeber og Diphteritis indlagdes paa kommunehospitalet, hvor det døde, og senere Drengens Moder og et af de andre fruentimmer, der indlagdes paa samme Hospital for Vandrosen. Hvorvidt disse sørgelige Resultater udelukkende ere en følge af Lokalets Usundhed, vil blive undersøgt og næmere oplyst; men der er neppe Tvivl om, at Lokalets Beliggenhed og daarlige Beskaffenhed for en stor Del er Skyld deri, og denne Sag afgiver saaledes nyt Bevis paa, at det hele Kvarter i Pedermadsensgang kunde trænge til, at der træffes alvorlige og omfattende foranstaltninger til at faa Tilstanden sammesteds undersøgt og forandret 

(Fædrelandet 21. december 1869)

Sandgaard blev senere idømt en mulkt på 30 rigsdaler. Det synes imidlertid ikke at have afholdt Haslund for at fortsætte:

Mere fra Peder Madsens Gang. Politiet anholdt forleden Dag en Tiggerske, der opgav sin Bolig som Nr. 5 i Peder Madsens Gang. Ved at se efter fandt man umiddelbart op til en Stald ligeoverfor 3 Retirader et snevert Rum med Komfur, hvor Konen tilligemed sit Barn havde sit leje paa et Stengulv mellem nogle Klude. Dette Opholdssted gav hun 3 Mk. i leje af ugenlig. I en Stue ved Siden af boede hendes Værtinde med 3 Børn og en anden Kone med 3 Børn, saa at et lille Værelse med Køkken, hvortil man kommer op gennem en Stald, tiener til Opholdssted for 3 Koner og 7 Børn. Hvad Følgerne heraf er og kan blive, er det overflødigt at antyde. Sundhedspolitiet maa have en meget daarlig Hukommelse, hvis det har glemt de Børn, der for et Par Aar siden behandledes paa Hospitalet for væmmelige Sygdomme. Brændevinsbrænder Haslund, som ejer det omtalte og Nabostedet, maa staa sig godt ved at udleje sine Huler, da han i Efteraaret bødede 30 Rd. for sine Ejendommes uforsvarlige Tilstand. Ordenspolitiet havde for ikke lang Tid siden jævnlig Anledning til at stride ind mod en Bande smaa Tyve, som havde deres Tilhold i denne uhumske Smøge. Men Peder Madsens Gang vedbliver at være det samme Opbevaringssted for legemligt Smuds og moralsk Smitte. Vil Magistraten ikke i Menneskelighedens Navn jævne dette Sodoma med Jorden, saa var det vist ikke vanskeligt med Tal at bevise, at det koster København flere Summer at bevare denne Planteskole for Usundhed og Usædelighed end at ødelægge den.

(Folkets Avis - København 27. maj 1870)

Annonce fra Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 23. december 1869. Måske rigtig nok, men den kan lige så godt være et forsøg på bedrag.

En Familiescene fra Peders madsens Gang. I den offentlige Politiret foretoges igaar en Sag, der gav rettighed til at gjøre et nyt Indblik i de Forhold, hvorunder Beboerne af denne Kjøbenhavns Skamplet leve. Mad. Knudsen, der er en gammel Bekjendt i den offentlige Politiret, hvor hun har mødt flere Gange, dels paa egne Vegne som tiltalt for Gadeuorden, dels paa hendes "fordærvelige" Søns Løgne, som havde været delagtig i flere Tyverier, mødte atter igaar, idet hun og hendes Mand, hvilken Sidste ikke havde behaget at give Møde, vare tiltalte for at have været i en saadan Kiv og Strid med hinanden, at "Gangens" Beboere, der dog vistnok ellers ikke ere uvante til det Slags Scener, havde fundet sig foranledigede til at lade Politiet hente. Ved Betjentenes Ankomst fandt disse Manden tilligemed et Par af Børnene spadserende paa Gaden, idet de ikke vovede at gaa ind i Huset, hvorfra Md. Knudsen i et Anfald af Raseri, ved hvilket ogsaa et Par Vinduesruder var gaaet i Løbet, havde fordrevet dem, idet hun truede Manden med en Kniv, som hendes ophidsede Tilstand ogsaa gjorde det sandsynligt, at hun vilde bruge. Mad. Knudsens Forklaring, der var i hot Grad forvirret, idet hun snart fortalte vidt og bredt om, at Manden bankede hende, snart atter paastod, at hun ikke vilde blotte sin Mand, og hentydede til indre ægteskabelige Forhold, som skulde retfærdiggjort hendes Forhold til Manden, hvem det forøvrigt ved en Kjendelse af Overpræsidenten er forbudt at komme til hende, gik derimod ud paa, at Manden var Skyld i hele Ulykken. Hendes Adfærd saavel ved denne som ved flere tidligere Leiligheder bestyrkede imidlertid Dommeren i hans Mening om, at det ikke stod rigtig til i hendes Hoved, saa at der, naar baade hun og Manden, hvad der nok af og til skal være Tilfældet, have drukket en lille Taar over Tørsten, let kan opstås Strid imellem dem. Dommeren ønskede imidlertid ikke at foretage Videre ved Sagen, forinden ogsaa Manden var bleven hørt, og den blev derfor udsat. Som et yderligere Bidrag til Oplysning om Tilstanden i Pedermadsens Gang kan det fremhæves, at i det Værelse, hvor det her omtalte Ægtepar og 8 Børn opholdt sig, boer der ogsaa to Fruentimmer, som have deres Sovepladser hver i sit Hjørne af Værelset, naturligvis uden Sengested eller Sengklæder, og at det ene af disse erklærede "aldrig nogensinde at have været i et saadant Hus", skjøndt hun vel ikke har været forvænt i saa Henseende.

(Dags-Telegraphen (København) 30. december 1869)

Peder Madsens Gang set fra Grønnegade ca. 1870. Kildetekst: Nedrevet Aar 1873. Ny Østergade førtes ind over det dermed indvundne store Areal. Peder Madsens Gang! Hvilke sørgelige Tanker forbindes ikke med dette Hjemsted for Bærmen af vort Proletariat hedder det i et Jammerskrig over denne Kjøbenhavns Skændsel. Dette Arnested for alt Smitsot, dette Hjem for Lasten og Elendigheden i dens værste Skikkelser. Det føltes som en virkelig Glæde da Det Kjøbenhavnske Byggeselskab erhvervede Koncession til Peder Madsens Gangs Ombygning. Den gik ud paa en Ombygning af Hotel d'Angleterre, tilintetgørelse af den berygtede Prammandens Gang, der gjennem en lav Gadedør mundede ud i Ny Adelgade, og Anlæget af en ny bred Gade (Ny Østergade) paa Ruinerne af Peder Madsens Gang og enkelte andre tilstødende Eiendomme.Lader ethvert Haab ude, I som træder herind burde man i sin Tid have skrevet over den port, som fra Østergade førte ind til Gyden. Gangen var opkaldt efter Kræmmer og Brygger Peder Madsen, som omkring Aar 1615, var byens Kæmner. Paa et af Gadens fineste Huse, No. 6, som var ret pænt at se til, var anbragt en Medallon med Hovedet af en Mand, der var prydet med Rundskæg og Baret. Det er Peder Madsen, sagde Folk i Gaden, idet de beundrende betragtede den store Mands Billede. Men de gode Folk var paa Vildspor. Medaillonen skulde vistnok forestille Kong Christian d. 3die den Mand efter hvem Gaden er opkaldt, har intet som helst Krav paa at blive mindet. Fra Peder Madsens Gang udgik Store og Lille Pistolstræde, to meget smalle og korte Gyder, som for øvrigt endnu fandtes ved Aar 1914. (Mariboe). Kbhbilleder.

Lærerinder. (Efterskrift til Politivennen)

Lærerinderne i Kjøbenhavns Almueskoler. Det har sikkert forundret ikke saa faa Sagkyndige, naar en Forfatter - Nemo - som i "Dags Telegrafen" for den 25de og 26de November undersøger Hovedmanglerne ved kjøbenhavns Almueskoler - Undersøgelser, som i det Hele forekomme os temmelig overfladiske - , iblandt disse Mangler opfører "en overdreven Ansættelse af Lærerinder"; men Forundringen maa stige, naar man erfarer, at det Væsentligste, som man har at iboende mod Lærerindernes Virksomhed, er, at nogle af dem mangle den fornødne Færdighed til at undervise i Skrivning, en Paastand, som begrundes ved at Sammenligning af sideordnede Klasser skulde for det Meste udvise et bedre Resultat for de Klassers Vedkommende, som undervises af Lærere. Dette maa vi bestemt benegte; vi paastaa og vi tro, at enhver i Sandhed Sagkyndig vil give os Ret deri, at Lærerindernes Resultater i det Hele fuldkommen kunne maale sig med Lærernes ikke blot i Skrivning, men ogsaa i alle andre Retninger, hvilket ikke udelukker, at de paa et enkelt Sted kunne staa under, et andet Sted endog over. Erfaringen har desuden her, ligesom i Sverige, Norge og Finland, tilstrækkelig godtgjort, til hvor stor Velsignelse den dannede Kvindes Gjerning er i Folkeskolen, og vi kunne dristig indbyde til en Sammenligning imellem de Klasser, hvor Pigebørnene ere betroede til Lærerinders Vejledning, og dem, der undervises af Lærere, og skjøndt der naturligvis kan gives Undtagelser, vil man dog let opdage, hvor der i Reglen hersker den største Disciplin, Orden, Renlighed og i det Hele taget den bedste Tone. Det er derfor saa langt fra, at vore Pigeklasser i det Hele taget have tabt ved Lærerinders Indførelse, at de tværtimod væsentlig have vundet; thi vi maa vel erindre, at Almueskolen ikke blot skal være undervisende, men i Sandhed ogsaa virke forædlende og opdragende; vi Lærere kunne undervise ligesaa godt, for ikke et sige bedre end mangen Lærerinde, men vi kunne dog umulig tro om os selv, at vi skulde være de Bedste til at opdrage den vordende Kvinde; i den Henseende maa vi absolut give tabt. Vi skulle vel vogte os for alle Overdrivelser og derfor villig indrømme, at Lærerinder skulle vælges med Skjønsomhed, og at der bør gjøres Forskjel paa Lærerinder som paa Lærere; Alle have ikke lige store Evner, Alle tilveiebringe ikke lige store Resultater, det vilde jo være umuligt, men de allerfleste af vore Lærerinder skulle have det velfortjente Vidnesbyrd, at de arbeide med en Iver, en Udholdenhed, en Punktlighed og Utrættelighed, som gjør dem selv Ære, er Skolen til stor Gavn og i flere Henseender kunne være os Lærere til gavnlig Paamindelse. Er der derfor med Hensyn til Lærerinders Ansættelse ved vore Folkeskoler en Mangel tilstede, da ligger denne ikke i, at der er ansat for mange, men snarere deri, at man ikke endnu har været istand til at føre Principet fuldt ud: Ansættelse af Lærerinder i alle Pigeklasser - dog naturligvis ikke med Udelukkelse af Faglærere, hvor dette gjøres nødvendigt, og det ikke blot i de Høiere, men først og fremmest i Elementarklasserne. Ogsaa i denne Henseende er vi nemlig fuldstændig uenige med Hr. Nemo; ogsaa i denne Henseende ere vi saa heldige at kunne henvise til Erfaringens sikre Vidnesbyrd; vi have nemlig Lærerinder i enkelte Pigeforberedelsesklasser, og vi have god Grund til at mene, at man maa være særdeles tilfreds med deres hele Virksomhed, saa tilfreds, at Overstyrelsen derved nu sikkert har vundet den Overbevisning om Lærerinders Anvendelighed paa dette Punkt, som den savnede for 8 Aar siden. Og det ligger i sagens Natur, at det lille Barn, som med Ængstelse og Bedrøvelse forlader sin Moders Omsorg, langt lettere slutter sig til, langt lettere kan veiledes af en Kvinde, som i Reglen er taalmodigere, kjærligere, mildere og venligere end nogen Mand, der ofte mod sin Villie foretrækker Barnet ved sit barskere Væsen og sin Haardere Tiltale. Vi ville derfor aldeles ikke have Noget imod at se Lærerinder i vore Drengeforberedelsesklasser og kunne ingenlunde med Hr. Nemo finde dette absolut forkasteligt, dog vel at mærke, naar disse Klasser samtidig blive gjort, meget mindre. Deri maa nemlig Alle være enige, at de nuværende Elementarklasser med et Antal af stundom indtil 100 Børn ere aldeles forkastelige, og at de tilføie baade Skolen og Individerne, navnlig de svagere begavede, den ubodeligste Skade, selv der, hvor man har de dygtigste Lærere eller Lærerinder; vi ere ogsaa overbeviste om, at de kun opretholdes af rent økonomiske Grunde, idet man hidtil er vegen tilbage for de ikke ubetydelige Udgifter, som forøget Lærerkraft og Ombygning af Lokaler vilde medføre. Sagen lod sig dog sikkert ordre uden altfor store Udgifter, naar man lod Lærerinder, der jo nu engang haves billigere, undervise overalt i Elemertærklasserne, hver et Antal af indtil 30 a 40 Børn , og for disse Klassers Vedkommende kunde der ikke være noget Væsentligt at indvende imod, at to Klasser samtidig undervistes i et Rum, da de til disse Klasser bestemte Værelser ere meget store, hvorved altsaa alle Ombygninger kunde undgaaes. Som et Forsøg paa at komme ud over den nuværende uheldige Tilstand have vi ikke taget i Betænkning at fremsætte dette Forslag, som naturligvis vil møde megen Modstand, til nærmere Overveielse; vi tro, at det uden store Vanskeligheder lader sig gjennemføre. Endnu maa det være os tilladt at bemærke, at disse Linier, hvad der vel kan sees paa flere Steder, ikke have til Hensigt at fremhæve Lærerinderne paa vor egen Bekostning; vi have kun gjort et Forsøg paa at hævde vore Lærerinders Stilling som et vigtigt Led i Almueskolens nuværende Ordning overfor Udtalelser, som vi fandt uretfærdige mod dem og skadelige for den Sag, for hvilken vi alle kæmpe, hvor uenige vi end i det Enkelte kunne være: vor Almueskoles Vel og Fremgang. A-n.

(Dags-Telegraphen (København) 29. november 1869).

I 1859 havde kvinder fået mulighed for at blive lærere i offentlige skolers pigeklasser og fra 1867 også i blandede klasser og drengeklasser.