Falsk og Bedrageri m. m. (Efterskrift til Politivennen)

Der er nu af Criminalretten afsagt Dom i en Sag, hvorunder en Amagerkone var tiltalt for et Plattenslageri i det Store og for at have bedraget en Amagerbonde for et betydeligt Beløb. Vi skulle her gjengive Sagens væsentligste Indhold i Overeensstemmelse med Forhørerne. Den paagjældende Plattenslagerske, hvis Navn er Inger Cathrine Nielsdatter, Hansens Enke, er 36 Aar gl. og født i Sundbyøster; hendes afdøde Mand var Skibstømrer, og de hare havt tre Børn, hvoraf dog kun de to leve. I de 10 Aar, hvori hun har været Enke, har hun ernæret sig ved Grønthandel og har havt Udsalg paa Vesterbrogade Nr. 14. For længere Tid tilbage satte hun sig i Forbindelse med en Slagtermesters senere afdøde Hustru i Sundbyvester, hvem hun indbildte, at hun havde betydelige Leverancer af Grøntsager, som hun lod indkjøbe i Udlandet ved en Mand ved Navn Erichsen, til engelsk Gesandt Lange, Consulerne Smith og Andersen paa Bornholm og engelsk Gesandt v. Louphsulth, lutter opdigtede Personer, idet han slet ikke havde paataget sig nogen Leverance, og Hensigten med at benytte disse tilfældigt valgte Navne var at skaffe sig Penge til at leve et efter hendes Livsstilling overdaadigt Levnet. Hun forstod ved sit Væsen at vinde den omtalte Slagters Hustru, der var den, der bestyrede Ægtefolkenes Pengevæsen, saaledes for sig, at denne efterhaanden udleverede hende ikke ubetydelige Pengesummer, og for at holde hende fast i Troen paa Virkeligheden af de foregivne Leverancer, fortale Arrestantinden hende forskjellige opdigtede Historier og skrev bl. A. de omtalte fingerede Personers Navne under forskjellige Reqvisitioner, som hun lod afskrive og leverede i Afskrift.

Som et Exempel paa, hvorledes Arrestantinden bar sig ad med at skuffe hende, kan anføres følgende Træk: Hun kjørte engang ud med Slagterkonens Søn for at faae Penge hos "engelsk Gesandt von Lange"; i Bredgade bad hun Sønnen om at holde udfor et Sted paa hiøre Haand fra Kongens Nytorv, medens hun gik op i Stedet. Da hun kom tilbage, fortalte hun, at hun havde været paa Langes Contoir, men ikke truffet ham hjemme; der havde været En paa Contoiret, som havde været studs imod hende, men dog betalt hende Beløbet for Leverancen. Derpaa bad hun Sønnen om at kiøre om i en af Sidegaderne, saavidt hun har kunnet erindre i Antonistræde, for at hun kunde opsøge "Eriksen", som skulde boe der; hun gik op i et Sted og kom kort efter tilbage med den Besked, at Eriksen ikke var hjemme. Hendes hele Adfærd ved denne Lejlighed var saa naturlig, den aldeles ingen Mistanke vakte. Undertiden bragte hun Slagterens Kone kostbare Foræringer og forførte hende til at bruge mange Penge til Klæder og Forlystelser, saasom til at gaae i Tivoli og see begge Forestillinger i Circus paa dyre Pladser, ja hun fik hende endog til at opfordre sin Mand Slagteren til at kjøbe en Gaard i den Tro, at de vare blevne rige Folk, hvilket Kiøb dog senere maatte gaae tilbage.

Det var, som bemærket, ikke ubetydelige Beløb, Arrestantinden fik udleveret af Slagterens Kone (der endog engang, da hun ikke havde forlangte Penge, laante disse af en Gaardeiers Kone uden dennes Mands Vidende), men Arrestantinden undlod dog ikke af og til at gjøre Afregning med hende, og hun betalte hende efterhaanden store Summer tilbage, deels som Afdrag, deels som Udbytte af de foregivne Forretninger, saa at det, uagtet Arrestantinden var kommen til at staae i et nominelt Gjældsforhold til hende af i det Hele 4400 Rd., dog maa ansees uafgjort, om Slagteren og hans Hustru have lidt noget directe Tab ved det omhandlede Forhold fra hendes Side.

Det er øiensynligt, at Nødvendigheden af at udrede saa store Pengesummer havde bragt Arrestantinden i Forlegenhed og for at komme ud over denne maatte hun paany tage sin Tilflugt til sine Overtalelsesevner. Historien om de store Leverancer, hun havde paataget sig, var ved Slagterens Kone naaet hen til en Gaardmand i Magleby, og denne havde tidligere laant Sidstnævnte omtrent 2000 Rd., som senere vare ham tilbagebetalte. Til ham henvendte Arrestantinden sig med Anmodning om at forstrække hende med et Laan til en stor ny Leverance af Urter og Grøntsager til Skibe, og med at tilsige ham Andeel i det eventuelle Udbytte fik hun ogsaa omtrent 4000 Rd. Disse Penge med Udbytte tilbagebetalte Arrestantinden ham endnu medens hun havde dem tilovers af de penge, hun havde modtaget af Slagterens Kone, men kun i den Hensigt at gjøre Gaardmanden godtroende og senere at erholde et nyt og større Laan af ham. Da Gaardmanden fandt, at det var gaaet godt med den første Leverance, gik han ogsaa ind paa Arrestantindens senere Anmodning og laante hende for 4000 Rd. og dernæst 3000 Rd., og med disse 7000, Rd. fyldestgjorde Arrestantinden Slagterens Kone. Denne Sidste forblev ifølge en Aftale imellem Gaardmanden og Arrestantinden uvidende om dette Laan, og Hensigten hermed var fra Arrestantindens Side den, at hun havde i Sinde atter at gjøre et nyt Laan paa 10,000 Rd. hos Slagterens Kone for dermed at dække Gaardmanden; dette Forsøg mislykkedes imidlertid, fordi Slagterens Kone ikke kunde skaffe en saa stor Sum tilveie. Gaardmanden fik som Følge heraf ikke sine Penge, og Arrestantinden maatte stadigt opholde ham deels ved forskjellige opdigtede Beretninger om den foregivne engelske Gesandt, deels ved at udbetale ham imellem 4 og 500 Rd., der foregaves at være Gaardmandens Andeel i Udbyttet af Forretningen, samt som Fortjeneste af Laanet imellem 14 og 1500 Rd. Ifjor Efteraar døde Slagterens Kone, og nu kunde Arrestantindens bedrageriske Fremgangsmaade ikke længere skjules. Hun havde fra først af indladt sig paa samme uden Midler til at opfylde de Forpligtelser, hun paadrog sig, og hun havde ingen anden Udsigt til at dække de Tab, han forvoldte end den Mulighed at vinde i Lotteriet. Da Gaardmanden derfor mærkede, at han ingen Dækning fik for sit Tilgodehavende blev der gjort Anmeldelse til Politiet, hvorefter Arrestantinden blev anholdt paa sin Bopæl. Hun er ikke funden tidligere straffet, men blev nu dømt efter Straffelovens § 251 jfr. tildeels § 46 og sammes § 275 jfr. § 270 til Forbedringsarbeide i eet Aar samt til Erstatning til den omtalte Gaardmand at udrede 5500 Rd.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. marts 1871).

Tyveri, Løsgængeri m. m. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående eksempel viser nogle af de fængselsstraffe tyveri kunne udløse:

Politibetjent Nr. 106 lagde en Dag i Slutningen af November f. A. Mærke til 2 Personer, der drev omkring i Gaderne og ikke bestilte Andet end at see ind af Vinduerne. Den ene af dem gik omsider ind i en Høkerboulik i Aabenraa, medens den anden ventede udenfor; lidt efter kom den Første ud med en lille Pakke under Armen og gik hen til sin Kammerat, men i det Samme hørte Betjenten Høkerkonen raabe: "Tag ham, grib ham!", og begge Personerne gav sig nu til at løbe, efterfulgte af Betjenten, hvem det lykkedes at paagribe den ene i en Port i St. Gjertrudstræde. Der oplystes derefter, at den Person, der kom ind i Boutiken, havde kjøbt forskjellige Fødevarer og var løbet sin Vei med dem uden at betale, men dette Bedrageri blev ikke gjort til Gjenstand for Paatale, da Høkerkonen frafaldt samme tilligemed Erstatning. Derimod bevirkede denne Sag, at der fremkom Oplysninger, som ledede til yderligere Undersøgelser saavel imod de tvende omtalte Personer som mod en tredje, og ved disse Undersøgelser godtgjordes det, at de alle tre havde gjort sig skyldige i forskjellige Tyverier m. m. De paagjældende Personer vare Arrestanterne Viggo Valdemar Olsen, 20 Aar gammel, og Christen Sørensen, 28 Aar gl., samt Tiltalte Peter Nielsen, 23 Aar gl. Førstnævnte havde den 20de Novbr. forladt Ladegaarden uden Tilladelse og derved paadraget sig Straf for Løsgængeri. I de paafølgende Dage drev han om med Tiltalte Nielsen, og de mødte paa deres Vandring i Amaliegade Arrestanten Sørensen, med hvem Olsen, udenat Nielsen hørte det, aftalte at begaae et Tyveri i Toldbodgade Nr. 11. Her var Sørensen bekjendt, og begge Arrestanterne gik op i dette Sted, hvor Sørensen paa 3die Sal fra et uaflaaset Pigekammer, medens Olsen blev staaende ved Kjøkkendøren, stjal nogle Fruentimmerklæder, hvoraf de efter et forgjæves Forsøg pantsatte Størstedelen for ialt 8 Mk. Den 28de s. M. traf de to Arrestanter atter sammen og aftalte at forøve et Tyveri i Store Kongensgade Nr. 70, hvor Olsen stjal en Olietrøie, der tilhørte en Matros, og som hang paa en Snor i Gaarden. Sørensen forblev denne Gang udenfor, men Udbyttet af Trøien, som de solgte til en Ubekjendt for 24 sk, forbrugte de i Forening til Spise- og Drikkevarer. Atter Dagen efter gik begge Arrestanterne om Eftermiddagen Kl. omtr. 6 ind i Gaarden Nr. 18 i Borgergade, hvor Olsen bemærkede, at der i Stuen i Baghuset stod et Vindue aabent. Han antydede derpaa Sørensen, hvorledes Tyveriet skulde udføres, og medens denne holdt Vagt, krøb Olsen ved Hjælp af en Huggeblok igjennen Vinduet ind i Værelset, hvor han talte sig i Besiddelse af 2 Frakker og en Vest, som hang paa Væggen. Disse Koster bleve deels solgte, deels pantsatte, og Udbyttet 4 Rd. 3 Mk. deelte Arrestanterne imellem sig. Ogsaa Strandveien hjemsøgte de, og i Stedet Tuborgs Staldbygning satte Olsen sig i Besiddelse af en gammel Vadmelsfrakke, der dog er erklæret for værdiløs. Foruden de Tyverier, Arrestanterne have udøvet i Fællesskab, har Sørensen tillige tilstaaet, at han i 1869 har i Randers stjaalet en Ost fra sin Logisværtinde, og i Byen Paderup et Par Støvler fra en Tjenestepige, ved hvis Hjælp han havde opnaaet at faae Logis sammesteds. Tiltalte Nielsen, der ligesom Olsen havde forladt Ladegaarden uden Tilladelse, var den, der blev anholdt af den ovenfor omtalte Betjent; ved sin Løsladelse fik han paany et Tilhold af Politiet, om ikke at forlade Ladegaarden uden Tilladelse, men ogsaa dette overtraadte han og drev omkring, indtil han frivillig meldte sig til Politiet. Saavel Arrestanterne som Tiltalte have tidligere gjentagne Gange været straffede, Olsen bl. A. med 18 Maaneders Forbedringshuusarbeide, Sørensen bl. A. med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage og Nielsen bl. A. med Forbedringshuusarbeide i 1 Aar. Ved Criminalrettens Dom bleve de dømte Olsen og Sørensen til Forbedringshuusarbeide henholdsviis i 3 Aar og 18 Maaneder, Nielsen til 90 Dages Tvangsarbejde.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. marts 1871).

Istransporten over Storebælt. (Efterskrift til Politivennen)

- I Anledning af Istransportens Ophør indeholder "Korsør Avis" nogle Bemærkninger, hvori det hedder: Spørger man nu, hvilken Erfaring man har indvunden i denne lange og besværlige Isvinter med Hensyn til vor nye Isbryder "Fyen", - thi det er først iaar, at man har havt Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med Dampskibets Lyder og Dyder, da "Fyen" saagodtsom hele forrige Vinter laa indefrosset i Slipshavn, - saa kunne vi hertil svare, at skjøndt "Fyen" ved mange Lejligheder har gjort god Nytte, saa er det alle Sagkyndiges Mening, at "Fyen" i ingen Henseender har kunnet magte Forholdene, og at en Isbryder med større Styrke, under de nuværende Forhold, er paatrængende nødvendig. Et saadant Skib med f. Ex. den dobbelte Hestekraft ("Fyen" har som bekjendt kun 60 Hestes Kraft) vil vanskelig kunne undværes under Forhold som i indeværende Vinter. Men skulde Rigsdagen ikke ville bevilge de nødvendige Penge til et saadant Skib, lad da en af Marinens Pandserskonnerter, hvori der er Drøn, og som har den nødvendige Styrke, tage Station hernede om Efteraaret; vi have jo tidligere havt Marinens Skibe i Postfart. Et saadant Skib vilde i Forbindelse med "Fyen" kunne udrette Alt, hvad der i en Isvinter kan udrettes med Dampskibe. Et andet Punkt, der ligeledes har været meget omtalt, er Mangelen af et tilstrækkeligt Antal lettere Joller, idet man har idet man har villet paastaa, at et større Antal end det, Postvæsenet for Øieblikket er i Besiddelse af. ved flere Lejligheder under Istransporten kunde have udrettet langt mere, navnlig ved Befordring af Brevposten. Hvad der ogsaa har vakt de Rejsendes billige Mishag, er den lidet sømmelige Maade, hvorpaa der er sørget for Bekvemmelighed med Hensyn til Beværtningslokaler; thi de mørke Huller, der bydes de Reisende paa Halskov Rev, hvor de ofte maa opholde sig i flere Timer, har langt mere Lighed med en Smugkro paa Landet end et anstændigt Lokale for Reisende. Trangen til et større Gjæstgiveri, hvor den Rejsende under ugunstige Vejrforhold ogsaa kunde tilbringe Natten, er et Savn, der bidrager sit til at gjøre en Reise paa en saa ublid Aarstid høist besværlig, og det er en Pligt for Postvæsenet ved indtrædende Tilfælde at søge at raade Bod herpaa.

(Aarhus Amtstidende 6. marts 1871).

Tiltale for edelig at have aflagt falsk Vidneforklaring for Retten m. m. (Efterskrift til Politivennen).

I Midten af Decbr. Maaned f. A. forhandledes der i den offentlige Politiret en Sag imod Vognmandskarl Theodor Valdemar Berggreen for Paakjørsel af en Sporvogn mm. Under denne Sag, der endte med, at han idømtes en Bøde af 10 Rd., var der opstaaet Formodning om, at tre af Tiltalte førte Vidner, nemlig Vognmandskarlene Niels Møller Thomsen, Bendt Jørgen Bendtsen og Christian Nielsen havde afgivet falsk Forklaring for Retten og bekræftet samme med Ed, at et fjerde Vidne H. ligeledes havde afgivet falsk Forklaring for Retten, uden at have beediget samme, og at Tiltalte havde forledet alle Fire til disse Forbrydelser. Der blev derfor indledet Undersøgelser imod samtlige fem Personer, som alle blive belagte med Varetægtsfængsel, og igaar (Tirsdag) blev Sagen paadømt af Criminalretten. Af Forhøret fremgaaer Følgende: Den 30te Novbr. f. A. om Formiddagen kom 3 Skraldevogne kjørende fra Byen paa Nørrebrogade. Arrestanten Bendtsen kjørte forrest, Thomsen og Nielsen paa den anden og Berggreen og H. paa den bageste Vogn. Berggreen kjørte i rask Trav i Sporvognssporet og vedblev hermed, uagtet han saae Sporvognen komme sig imøde. For ikke at faae sine Heste paakjørte maatte Sporvognskusken dreie dem til Siden, men han undgik ikke Sammenstødet med Berggreens Vogn, som tørnede saa stærkt imod Sporvognens venstre Side, at Passagererne faldt om imellem hverandre og Sporvognens Trappegelænder tilføieres en Skade, der er ansat til 14 Mk. I det Øieblik, Sammenstødet fandt Sted, vare begge de andre Vogne saa langt fra Berggreens, at de Personer, der befandt sig paa dem, ikke kunde see, hvorledes det gik for sig. Ved flere Vidners Forklaringer blev det godtgjort, at Berggreen havde kjørt i stærk Fart, at han havde havt Tid til at vige ud af Sporet, og at Sporvognskudsken ikke havde kunnet undgaae Sammenstødet ved at bremse. Rigtigheden heraf blev imidlertid benægtet af Berggreen, som i Haab om derved at undgaae Ansvar overtalte de ovenfor nævnte Arrestanter til som Vidner at afgive usandfærdige Forklaringer til Fordeel for ham og i fornødent Fald at bekræfte dem med Ed. Berggreen vidste eller havde erfaret, at Thomsen, Bendtsen og Nielsen slet ikke havde seet noget til Paakjørselen og at H., da den indtraf, var saa beskjænket, at han ingen Mening kunde have om det Forefaldne.

Ikke destomindre overtalte han Arrestanterne til at afgive den falske Forklaring, og han var tilstede i den offentlige Politiret og paahørte Forklaringen og Edsaflæggelsen, uden at foretage det Mindste for at afværge Forbrydelsen. Hvad Arrestanterne angaaer, da have de 3 nævnte imod bedre Vidende usandfærdig udsagt, at de havde været Vidne til Sammenstødet, Arrestanten Bendtsen derhos, at det efter hans Skjøn havde været umuligt for Berggreen at slippe ud af Sporet i rette Tid, og Thomsen og Nielsen tillige, at de havde seet Berggreen 20 Skridt fra det Sted, hvor Sammenstødet skete, gjøre sig al mulig Umage for at dreie ud af sporet, samt at Sporvognskudsken kunde have undgaaet Paakjørselen, hvis han betimelig havde bremset. Arrestanten H. afgav en Forklaring, der lignede de to sidstnævnte Arrestanters, uagtet han maatte vide, at den var falsk. Forinden de tre navngivne Arrestanter beedigede deres Forklaringer, bleve de - hvilket udtrykkelig er indrømmet - alvorlig formanede af Dommeren til at udsige Sandhed og foreholdt Lovens Straf for Mened; de aflagde alligevel Eden, ikke fordi de derved opnaaede noget Vederlag, men alene "fordi de ikke syntes at kunne nægte Arrestanten Berggreen den Villighed at vidne falskelig for ham, naar han bad dem derom". Arrestanten H. blev ikke opfordret til at aflægge Ed og paastod, at han, hvis hans Ed var bleven ham affordret, ikke vilde have trøstet sig til at aflægge den, men han afgav dog den falske Forklaring for Retten under Et« Tilbud af Frygt for Mishandling, naar han modsagde de Andres dengang allerede afgivne falske Forklaringer. Arrestanten H. tilstod strax til Rapporten sin Brøde, hvorimod de andre Arrestanter, flvst Arrestanten Bendtsen, først senere opgave deres Nægtelse af at være skyldige.

Af Arrestanterne, der ere i en Alder af imellem 19 og 29 Aar, ere Bendtsen og Berggreen tidligere straffede for mindre Forseelser. Ved Dommen bleve Arrestanterne Thomsen, Bendtsen, Nielsen og Berggreen ansete med Straf af Forbedringshuuarbeide, Berggreen i 3 Aar, de to Andre i 2 Aar for hver især; Arrestanten H. idømtes Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. marts 1871).

P. Olsen: En ny Sporvogn, construeret af civilingenieur Adolph Keisler. Illustreret Tidende nr. 645, 4. februar 1872.

Socialdemokrater i Holsten. (Efterskrift til Politivennen)

 Hertugdømmerne.

- - -

Socialdemokraterne, det fjerde Parti, have under de sidste tyve Aars Partistridigheder i Hertugdømmerne sygt at organisere sig som eget Parti og at træde i Forhindelse med Ligesindede i Tydskland. Byerne Altona, Neumünster, Heide, Kiel, Rendsborg og Danischwoldistrictet i Sydslesvig have hidtil været Tumleplads for deres Virksomhed. I de sidste Uger have de holdt en Række Møder og opstillet Candidater i Altona (Skrædder Bräuer fra Hamborg), i 7de Valgkreds (Hartmann fra Hamborg) og i Heide (Cigarmager Winther). Talerne paa disse Møder erklærede sig for Ophævelsen af de staaende Hære, for almindelig Valgret, Afskaffelsen af alle indirecte Skatter, fri Underviisning og Understøttelse af Arbeiderassociationer med Statens Midler. Da de derhos ligesom de fængslede Socialdemokrater fra Vesttydskland udtalte sig imod enhver Erobringskrig og ikke viste den mindste patriotiske Sympathi for de slesvigholsteenske Tropper og disses Deeltagelse i de 55 Slag, Fægtninger og Belejringer, kan man let forstaae, at det paa nogle af disse Forsamlinger gik noget tumultuarisk til. Selve den Kjendsgjeming, at store Masser af Arbeiderne indfandt sig ved Møderne og med Interesse fulgte Foredragene, er imidlertid ikke uden Betydning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. februar 1871).