Valget i Flensborg. (Efterskrift til Politivennen).

Som vi allerede har omtalt for et Par Dage siden, er vi af det socialdemokratiske Parti i Tyskland og navnlig i Hertugdømmerne blevet opfordret til at virke for Hr. Hasenclevers Valg i Flensborg, og vi gjorde det saameget hellere, som vi ved samme Anledning vilde faa Lejlighed til at prøve, hvor dvbt de storborgerlige danske Slesvigeres Patriotisme igrunden stikker. Vi maa sige, at det skete vil være en gavnlig Lære for alle dem, som tror paa den saakaldte Fædrelandskærlighed. Omendskønt det nemlig er os vitterligt, at de danske Vælgere paa Grund af den snedige, prøjsiske Inddeling af Valgkredsene, ikke vil kunne sætte nogen dansksindet Kandidat igennem, og omendskønt Hr. Hasenclever har erklæret, at han, som Socialist, holdt paa Nordslesvigernes Selvbestemmelsesret, altsaa indtog fuldstændig det samme Standpunkt, som d'Hrr. Krüger og Ahlmann, saa var det dog en altfor stor Ærgrelse for Storborgerne at se en Social-Demokrat blive valgt, til at de ikke skulde gøre Alt for at forhindre det.

Det kunde vare meget interessant at faa at vide, paa hvilke Grunde "Dannevirke" støtter den Protest, som Bladet har nedlagt mod Hr. Hasenclevers Valg. Hvad er egentlig de dansksindede Flensborgeres Mening? Vil de have en Repræsentant, som paaser den danske Befolknings Interesser, eller vil de have en Repræsentant for Storborgerne? Det er nemlig to meget forskellige Ting. I første Tilfælde maatte det jo være dem aldeles ligegyldigt, om Manden saa var en Kineser af Nation, naar han blot holdt paa Befolkningens Ret til efter fri Afstemning at vende tilbage til Danmark; i sidste Tilfælde derimod er det en bestemt Stands Interesser, som de ønsker at han skal kæmpe for, og da træder jo Nationaliteten i Baggrunden, for at give Plads for Erhvervelsen eller rettere Bibeholdelsen af det tilranede Herredømme over Arbejderne. Vi for vor Part har alletider været overtydede om, at Storborgernes "Nationalitetsfølelse" ikke havde meget at sige, men vi er tillige forvissede om at den slesvigske Arbejder ved det bevægede Liv, som han har levet i de sidste 25 Aar, er kommet til en saadan Grad af politisk Modenhed, at han ikke længere vil lade sig trække om, ved Næsen af de Folk, som bruger Nationalitetens Skærmbrædt, naar de vil benytte Arbejderne til Formaal, som strider imod disses Interesser. Hr. Hasenclevers Valg vil i dobbelt Henseende være en Fordel for de dansksindede Arbejdere i Flensborg, eftersom han for det Forske vil virke for, at de faar Ret tit at slutte sig til det Land, som deres Fortid har knyttet dem til, og for det Andet fordi han tillige vil vare en værdig Repræsentant for Arbejderklassen, den Klasse, som netop i vor Tid er ifærd med at tilkæmpe sig de Rettigheder, som Storborgerne, saavel i Slesvig, som i Danmark og Tyskland har vidst at tilrive sig paa deres Bekostning. Ved at stemme paa Hr. Hasenclever tilfredsstiller Slesvigs Arbejdere altsaa paa en Gang deres patriotiske og deres Klasse Interesser; Udfaldet af Valgene vil nu vise, om Ulykken har lært vore slesvigske Brødre at være selvstændige, eller om de endnu sjasker af i Hælene paa Storborgerne!

(Socialisten 7. april 1872).

Wilhelm Haseclever. Public domain.

Opstillingen fandt sted i forbindelse med et suppleringsvalg til rigsdagen. Tysklands socialdemokratiske Arbejderparti var blevet dannet i 1869. Medlemmerne kom fortrinsvis fra Sachsen og Sydtyskland. Der fandtes på det tidspunkt to socialdemokratiske partier som først blev forener i 1875. Wilhelm Hasenclever (1837-1889) repræsenterede det Lassalske pari og efterfulgte advokaten I. B. Schweitzer. Ved valget den 30. maj 1872 fik professor Hinschin 6.000, Krüger 4.434 og Wilhelm Haseclever 995 stemmer. Geleff kunne godt tøtte Hasenclever af natiuonalistiske grunde, mens Louis Pio mere var tilbøjelig til at gøre det for hans lassalleanske sympatier. Det fik modparten, Eisenacherne til at udsende advarsler mod Hasenclever som de kaldte "Bismarcks agent".

Straf for at have udsat sit spæde Barn. (Efterskrift til Politivennen)

De nærmere Omstændigheder ved en af Høiesteret i disse Dage paakjendt Sag, hvorunder et Fruentimmer tiltaltes for denne Forbrydelse, vare følgende: Fruentimmeret, der er ugift, men to Gange tidligere, i 1830 og 1838, har født Børn, af hvilke det ene lever, fødte den 8de October f. A. paa Fødselsstiftelsen et Drengebarn, hvorefter hun henvendte sig til Barnefaderen, der tjente paa en Gaard i Jylland, om Hjælp til at faae Barnet anbragt, og da hun ikke fik noget Svar, forlod hun Stiftelsen den 20de f. M. i den Hensigt, at bringe Barnet til hendes Broder ved Helsingør. Først gik hun til en Gaard ved Birkerød, hvor hun tidligere havde tjent, og efter at have overnattet der gik hun til Birkerød Station for med Jernbanetoget at tage til Helsingør, men da hun kom for sildig besluttede hun, da Toget til Kjøbenhavn netop stoppede, at tage med dette her til Staden, uden at hun har kunnet gjøre sig Rede for, hvad der bevægede hende til denne forandrede Beslutning. Efterat være kommen til Kiøbenhavn, gik hun med Barnet om paa Nørre- og Vesterbro uden at tænke paa at gaae nogetsteds ind, idet hun efter sin Forklaring var i en nedtrykt Stemning og kjed af hele Verden, og først under denne Omvanken opstod Tanken hos hende om at sætte Barnet ud. Medens hun en Timestid overveiede denne Tanke, var hun gaaet til Frederiksberg, hvor hun gik ned ad Lampeveien og ind paa en til samme stødende Steenplads; der satte hun sig med Barnet, som hun gav Mælk og Brød samt en frisk Sut, hvorefter hun lagde det ned paa Jorden og forlod Pladsen, idet hun dog fra Gl. Kongevei vendte tilbage for at see, om der kom Nogen, der kunde opdage Barnet, og vil hun efter sin Forklaring, hvis Rigtighed imidlertid ikke har kunnet nærmere oplyses, have bemærket tre Damer, der fra Falkoneeralleen dreiede ind paa Lampeveien, hvorefter hun vendte om og gik her til Staden. Den omhandlede Steenplads ligger, som bemærket, umiddelbart op til Lamveien, men er indhegnet med et 2 Al. høit beplantet Dige, saa at man ikke fra Veien kunde see Barnet; men herom og at det kunde ligge og døe havde Moderen ikke gjort sig nogen Tanke, men blot tænkt, at der nok vilde komme Nogen gaaende, som blev opmærksom paa Barnet, i hvilken Henseende maa mærkes, at det endnu var lyst og Veiret ret godt. Barnet blev omtrent Kl. 4½ om Eftermiddagen fundet ved, at dets Skrig hørtes, og det var i en af Kulde forkommen Tilstand, saa at de Personer, der fandt det, have sluttet, at det havde henligget paa Pladsen omtrent en Time, men ved strax anvendt omhyggelig Pleie kom Barnet sig snart, og efter vedkommende Læges Erklæring befinder det sig nu fuldkomment vel. Høiesteret stadfæstede de foregaaende Instantsers Domme, hvorved Moderen, der er født 1839 og ikke tidligere tiltalt eller straffet, for dette Forhold imod sit Barn var anseet med Straf af 1 Aars Forbedringshuusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. april 1872).

Lampevejen er nutidens Howitzvej på Frederiksberg som løber parallelt med Smallegade mellem Fasanvej og Falkoneralle.

Oversvømmelser. (Efterskrift til Politivennen)

Oversvømmelser. Paa mange Steder rundtomkring i Landet har der fundet ikke ubetydelige Oversvømmelser Sted som Følge af den Hurtighed, hvormed store Sneemasser ere bortsmeltede under det indtraadte milde Veirlig. Saaledes meddeler "Næstved Av.", at Suusaaen i Søndags var stegen i den Grad, at Beboerne af flere Huse i Lillenæstved havde maattet flytte ud. I Byens Omegn vare mange Steenkister, navnlig paa Biveiene, styrtede sammen, og Veiene have flere Steder lidt endeel. - I Kjøge Aa var der i Løverdags en saa høi Vandstand, at en lignende ikke kan mindes af de ældste Folk. Foruden at Vandet havde sammen skyllet Steenkister paa Veiene, havde det tillige ødelagt tvende store Broer. - I "Fyens Stiftstd." meddeeles, at Vandet i Gravene omkring Herregaarden Nygaard ved Tøbrudet var steget over disses Breder og i Forening med en tilstedende Oversvømmelse af nogle Marker havde dannet en meget betydelig Sø. Vandet gjennembrød i Torsdags en Dæmning ved Rygaard og steg strax saa høit, at det gik ind ad Mælkestuevinduerne paa Gaarden og oversvømmede Veien derfra til Glorup, saa at dennc endnu i Fredags stod flere Alen under Vand. I Glorups berømte Have har Vandet desværre anrettet betydelig Skade, navnlig i det saakaldte franske Qvarteer, hvori det i Løverdags stod en Alen op over Fodstykkerne af de kostbare Statuer, saa at man kunde sale omkring i Qvarteret, hvor Rosentræer og utallige sjeldne og pragtfulde Væxter svømmede omkring mellem løsrevne Blomsterstokke og Ruiner af de mange i Haven anbragte, men ved Vandets Kraft iturevne Sluser og Broer. Ved Horsens vare, ifølge B. A.. Engene mellem Byen og Herregaarden Bygholm i Fredags og i Løverdags omdannede til en stor Sø, hvis Afløb styrtede ned igjennem Jernbanebroen i rivende Fart og derpaa søgte ud i Fjorden, deels gjennem Aaløbet, deels gjennem Rødebro, der havde en haard Prøve at bestaa. - I Vendsyssel har Jernbanen i flere Dage staaede saaledes under Vand, at Togene ikke have kunnet befare den. Flere Broer i Nærheden af Hjørring have lidt Skade. Ogsaa fra Aarhuus, Skanderborg, Kolding o. fl. Steder berettes om Oversvømmelser og Ødelæggelse af Veie og Broer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. april 1872).

Falsk. (Efterskrift til Politivennen)

Criminalretten har i Tirsdags paakjendt en Sag, hvorunder Forbrydelsen Falsk var begaaet under særdeles formildende Omstændigheder. Tiltalte, en Enke, der blev gift i en ung Alder med en Væversvend, som kort efter Bryllupet forlod hende og senere er død i et Fattighuus i Sachsen, boede i afvigte December Maaned i et af de bekjendte Huse i Pedermadsensgang. Hendes Hjem bar Præget af den allerstørste Fattigdom. Hun boede der med sine 3 Børn, af hvilke det yngste kun var 8 Maaneder gammelt, uden at være istand til at skaffe sig nogen Fortjeneste. Af Fattigvæsenet fik hun kun 3 Mk. om Ugen, hvilke Penge netop vare tilstrækkelige til al betale Huusleien med. Grunden til, at Hjælpen ikke var større, var den, at hun er forsørgelsesberettiget i Søllerød Commune, og denne har ikke villet yde hende nogen større Understøttelse. 

Den Overbetjent, der senere foretog Undersøgelse i Boligen, beskriver Forholdene saaledes: "Hun sad ved min Ankomst med sit yngste Barn aldeles nøgent, blot indsvøbt i et Forklæde; dets faa Pjalter vare nemlig hængte til Tørring, idet Moderen havde, som hun udtrykte sig, været saa heldig at faae tigget nogle Tørvestumper paa Gaden af en Bonde, hvorved hun var bleven istand til at faae lidt Varme i Kakkelovnen. Sengklæder eiede hun ingen af længere; hun og Børnene laae i nogle faa Klude, udstoppede med lidt Hø og for Iicsten lidt Halm. Hendes hele Optræden gjorde Indtrykket af, at hun uforskyldt er sunken ned i den dybeste Armod". 

Følgen af, at hun ikke havde den ringeste Fortjeneste, var, at hun brugte de 3 Mk., hun fik af Fattigvæsenet, til at kjøbe Brød for, og derved kom hun i Restance med Huusleien. Fattigvæsenet gav hende nu ogsaa Haab om, at hun, som overordentlig Understøttelse, kunde faae udbetalt et saa stort Beløb, som hun stod til Restance med, men gjorde det til en Betingelse, at hun ved Attest fra Huusværten skulde skaffe Oplysning om Restancens Størrelse, og om hun kunde blive boende, naar Gjælden betaltes. Hun henvendte sig derfor til Huusværten med Anmodning om en sadan Attest; men Værten, der var meget utilbøielig til at meddele en saadan Attest, da han af Erfaring vidste, at de, der forlange den, ofte forbruge de Penge, de ved Hjælp af en saadan Attest faae af Fattigvæsenet, henviste hende til Viceværten, en Politibetjent, der havde paataget sig at incassere Huusleien. Da Tiltalte henvendte sig til ham, svarede han, at han ikke havde Forstand paa at udstedt det Slags Attester, og vilde ikke have noget dermed at gjøre; han har derhos enten dengang eller tidligere truet hende med at lade hende sætte ud af Leiligheden, hvis hun ikke skaffede Penge, da hun i Løbet af de sidste 3 Maaneder stadig havde været tilbage med Betalingen af Huusleien.

I den Forlegenhed, hvori Tiltalte nu var bragt, bestemte hun sig til selv at skrive de 2 Attester, som man i Magistratens 3die Afdeling havde forlangt af hende, først den ene om Restancens Størrelse, og derpaa, da den ikke viste sig tilstrækkelig, den anden, om at hun kunde blive boende, naar Leien blev betalt. Hun fik derefter det i de falske Attester nævnte Beløb 16 Mk. udbetalt, og af dette Beløb anvendte hun 9 Mk. til Betaling af den skyldige Huusleie, og for de tilbageværende 7 Mk. kjøbte hun nogle Klæder til sit yngste Barn, der var aldeles blottet herfor og den paafølgende Søndag skulde i Kirke. Efterat det var kommet for Dagen at Attesterne ikke vare ægte, tilstod Tiltalte strax sin Brøde, og angav, at det kun var den yderste Nød, der havde drevet hende til at giøre sig skyldig i det omhandlede Forhold, i Forbindelse med, at Værten ikke bestemt nægtede at udstede Attesten, men kun henviste hende til Viceværten, idet hun derved fik den Tro, at Værten ikke vilde have Noget imod, at Attesten blev udstedt. Begge de falske Attester bleve efter deres Beskaffenhed af Retten henregnede til de mindre farlige Documenter, men Tiltalte kunde dog ikke undgaae Ansvar efter Straffelovens § 270, jfr, § 271, og ved Dommen bestemtes Straffen til Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage. Tiltalte, der ikke tidligere er straffet, vil formodentlig blive indstillet til fuldstændig Benaadning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. marts 1872. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Fornærmelse mod Politiet og Overfald. (Efterskrift til Politivennen)

Da en paa Utterslev Mark boende Arbejdsmand om Aftenen den 30te Januar d. A. tilligemed sin Hustru var beskjæftiget med af bære noget paa Veien udfor deres Huus aflæsset Kvas ind i deres Brændehuus, kom 2de Prangere, Brødrene S. og N. forbi Stedet med et Læs Sand. Da de kom til Kvasbunken, og S., der gik ved Siden af Vognen, formodentlig fandt, at Bunken laa ham i Veien, blev han hidsig og foer aldeles uden Foranledning af Arbeidsmanden eller dennes Hustru ind paa den Førstnævnte og gav ham et Slag paa det ene Øre. Han gik nu lidt videre, men vendte imidlertid strax tilbage og gav sig til at trampe omkring i Kvaset, som Arbejdsmanden netop havde fat paa, og da S. herved var lige ved at falde, blev han vred og foer atter ind paa Arbeidsmanden, hvem han nu slog med knyttet Haand i Ansigtet, saa at han kom stærkt tit at bløde og faldt omkuld. R. sprang nu af Vognen, løb hen til Stedet og begyndte sammen med Broderen at prygle løs paa Overfaldne, og da dennes Hustru i sin Skræk raabte om Hjælp, sparkede S. hende, saa at hun faldt om i Snavset paa Veien. En paa Veien gaaende Mand, som forsøgte at tale Brødrene tilrette, blev nu Gjenstand for deres brutale Vrede, og navnlig bibragte N. ham et Slag paa Overlæben, saa at der blev et Hul i den. En Huuseier, som kom til og vilde stifte Fred, fik ligeledes Prygl og modtog navnlig et Slag i Nakken med en Skovl samt fik sin Næse slaaet tilblods. Sidstnævnte ilede nu bort og hen til den paa Uttersløvmark stationerede Politibetjent. Da denne ankom paa Kamppladsen, forefandt han endeel Mennesker samlede, og paa hans Forespørgsel om, hvad der var passeret, foregav begge Brødrene, at de vare blevne overfaldne, ligesom S. forlangte, at Betjenten skulde finde hans under Overfaldet borteblevne Kaskjet, "derfor var han Betjent". Paa dennes Opfordring til Brodrene om at forholde sig rolige og navnlig, kjøre deres Vogn tilside, da den spærrede Veien, nægtede de dette paa en meget uforskammet Maade. Nu kom Urostifternes Moder, en Enke fra Utterslev Mark, til og tog strax Parti, med sine Sønner mod Betjenten og deeltog i deres høirøistede og opsætsige Optræden. Betjenten, som bar Uniformskasket, foreviste dem nu sit Politiskilt, som imidlertid ikke blev respecteret, men snarere foranledigede nye Skjældsord navnlig af S., der udskjældte Betjenten for "Laban", hvorfor Betjenten anholdt ham. Han fulgte nu med Betjenten et kort Stykke Vei, men søgte derpaa pludselig at slippe bort, idet han slog Betjenten over Armene. Det lykkedes ham imidlertid ikke strax at komme bort, hvorfor hans Moder kastede sig over Betjenten og greb ham i Brystet og Armene, og da samtidig Broderen søgte at trække ham bort, maatte Betjenten slippe sit Tag i Anholdte. Betjenten løb nu hen til Enkens tæt ved liggende Huus og stillede sig i Døren for at forhindre Anholdte i at slippe derind, men Moderen tog nu atter fat i Betjenten, stødte ham tilside og slog ham samt tiltalte ham med "Du" og nogle Skjældsord. Imidlertid flygtede de to Brødre ad Kjøbenhavn til og undslap. Betjenten opførte sig ved den omhandlede Lejlighed efter de afgivne Vidneforklaringer- roligt og besindigt og gav ingen Anledning ved sin Adfærd til den mod ham udviste Opførsel. Det er endvidere oplyst, at Brødrene ere bekjendte for at være meget voldsomme og ondskabsfulde i deres Adfærd. De Tiltalte, hvoraf Enken er 51 Aar gammel og S. og N. 24 og 19 Aar gl., medens ingen af dem ere forhen tiltalte, bleve ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extraretsdom, i Henhold til Straffelovens §§ 100 og 101, anset, den Førstnævnte samt Sønnen S. med 2 Gange 5 Dage og Sønne N. med 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. marts 1872).