Arbeidsnedlæggelse blandt Murere. (Efterskrift til Politivennen)

Arbeidsnedlæggelse er i disse Dage udbrudt her i Staden blandt Muursvendene, fra hvis Side der allerede for faae Maaneder siden blev gjort Skridt for at opnaae en Forbedring i deres Vilkaar. De Fordringer, som Svendene dengang stillede til Mestrene, gik ud paa, at saavel den saakaldte Priiscourant, der indeholder Bestemmelserne om Betalingen for Accordarbeide, skulde forhøies, som at dette ligeledes skulde være Tilfældet med Hensyn til Daglønnen, og at endelig Arbeidet skulde ophøre Kl. 6 istedetfor Kl 7 Aften, Fordringer, som man forlangte gjennemførte fra 1ste April. Mestrene indvilligede i at forhøje Daglønnen med 1 Mk. - hvorefter den ville blive 9 Mk. i Sommerhalvaaret og 6-8 Mk. i de øvrige Maaneder - hvorimod de ikke vilde gaae ind paa en Forhøjelse af Betalingen for Accordarbeide, da denne er saa høi, at en Svend! Sommerhalvaaret, efter hvad der er os meddeelt, kan i Accord tjene 10-15 Mk daglig og i den øvrige Deel af Aaret gjennemsnitlig 8-9 Mk, hvorved tillige maa bemærkes, at der her i Hovedstaden hele Aaret rundt kan sige at være Arbeide for Muursvendene, saa at selv den daarligste Svend ikke tjener under 400 Rd. Ligesaalidt vilde Mestrene gaae ind paa at forkorte Arbeidstiden - der nu er 11 Timer - med 1 Time, hvilket jo ogsaa vilde medføre et ikke ringe Tab for Svendene, hvis Fordring herom derfor ikke stod i den bedste Harmoni med deres Henviisning til Livsfornødenhedernes høiere Priser som den væsentlige Grund til deres Krav paa høiere Løn. Efterat Mestrene havde givet dette Svar, gik Tiden hen til Begyndelsen af indeværende Maaned, da endeel Svende - dog langtfra 400, som det andetsteds har været paastaaet - der vare paa Arbeide, navnlig ved nogle Bygninger paa Gammellholm og i Villaqvarteret, forlode deres Arbeide allerede Kl. 6 Efterm. Dette foranledigede Mestrenes Forening til i Fredags Aftes at afholde et Møde, hvori man blev enig om aldeles ikke at benytte de Svende, der ikke vilde arbeide til Kl. 7. I Tirsdags Aftes holdt derpaa Svendene paa deres Side et Møde, der var besøgt af 5-600 Svende, og hvori der under Discussionen vel reiste sig endeel Opposition imod at fortsætte Modstanden mod Mestrene, men hvor det imidlertid ved Afstemningen med stor Majoritet blev besluttet at fastholde Fordringen om, at Arbejdstiden ikke skulde være længere end til Kl 6. - Som Følge heraf standsede allerede i Onsdags den største Deel Muurarbeide, og idag skal næsten alt Arbeide af denne Art her i Staden være ophørt. Heldigviis er der med Undtagelse af den nye Theatherbygning - der ogsaa er bleven ramt af Striken - for Tiden ikke noget større Foretagende igang, der vil lide under denne Arbeidsstandsning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. april 1872).

Murernes Strike.

Saa er da atter en af disse Kampe begyndt, der vidner saa slaaende og uigendriveligt om Sandheden af vort Udsagn, at Spliden mellem Kapital og Arbejde ikke kan bilægges ved fredelig Overenskomst. Efter næsten et halvt Aars Forhandlinger med Mestrene, efter at være holdt hen med tomme Talemaader fra den ene Uge til den anden, har Mursvendene endelig besluttet sig til at bryde overtvert og stille Mestrene et Enten Eller, som disse maatte vælge imellem.

Mestrene har valgt; Arbejdet er nedlagt; Kampen er begyndt.

Og hvad er det da for skammelige Fordringer, som disse utaknemlige Svende har stillet, der efter Mestrenes Udsagn "har havt det saa godt"? Har de maaske som ægte Kommunister forlangt at "dele" med Mestrene? Har de forlangt et saa uhyre Tillæg i Lønnen, at der slet Intet bliver tilbage til de stakkels fattige Mestre, der maa slide og slæbe fra Morgen til Aften for at skaffe Ekvipager til dem selv og Silkekjoler til deres Fruer? Nej, men de har været uforskammede nok til at forlange en Times Arbejde mindre om Dagen; de har været taabelige nok til at mene, at ogsaa de var Mennesker og ikke Arbejdsheste, at ogsaa de kunde bruge en Timestid mere om Dagen til deres legemlige Hvile og aandelige Udvikling. Ja, det er naturligvis i Mestrenes Øjne en himmelraabende Forbrydelse, og underligt er det, at de ikke spekulerer paa at tage Politiet til Hjælp for at tvinge disse "ulydige" Geseller til at gøre deres "Pligt".

Men hvorfor har Svendene opstillet Fordringen om en Times kortere Arbejdstid? De taber jo ligefrem ved det, naar de f. Eks. har Akkordarbejde; vilde det ikke have været meget bedre, hvis de havde fordret Priskuranten, som de nu saa længe har forhandlet om? Nej, Svendene har her handlet aldeles rigtigt; de har vist, at de indser, hvorledes Grunden skal lægges til en varig Forbedring af deres Stilling, de har vist, at de foretrækker den sikre Sejr selv om den ligger længere borte, fremfor den øjeblikkelige Pengefordel; de har endelig vist, at de slutter dem til den store Kamp, som for øjeblikket føres af deres Brødre over hele den civiliserede Verden for at indføre Normalarbejdsdagen, og som ikke vil ende før Arbejdet er blevet indskrænket til 8 Timer dagligt.

Er først Arbejdstiden forkortet, saa vil Lønnen med tvingende Nødvendighed stige. Der behøves flere Arbejdere. Konkurrencen bliver altsaa mindre, Prisen bliver ikke trukket, og - Arbejderen behøver akkurat det Samme for at leve som tidligere; han maa altsaa have sin kortere Arbejdstid bedre betalt. Det er heller ikke saa let for Mestrene at rokke ved Tiden, naar den først er bleven vedtaget, som det er for dem at presse Lønnen ned igen. Og, hvad vi ikke maa glemme, Arbejderen faar ved sin større Fritid Lejlighed til at beskæftige sig med andre Ting, leve mere i sin Familie, kortsagt blive mere lig med den Klasse, som nu paastaar at have slugt al Dannelse.

* * *

Det er let at indse, at naar Mestrene, som for kort Tid siden uden Indvendinger vilde gaa ind paa at give en Mark mere i Dagløn, saa haardnakket kæmper imod den nu fremkomne Fordring, saa er det, fordi de mener, at den vil være meget vanskeligere at rive overende igen og meget farligere for deres Pengepunge end selv en større øjeblikkelig Forhøjelse. Og Guderne skal vide, at de stamper haardt nok imod Braaden! De 21 gamle Laugsmestre, som hidtil ikke har kunnet taale de 100 yngre Mestre i deres Nærhed, men stedse har betragtet dem som Svende, der var løbet for tidligt af Lære, de har nu bekvemmet sig til at indlemme en stor Del af dem i Broderskabet og give dem Del i den fede Laugskasse. Det maa have været en haard Dyst for dem! Men kan vi nu end forstaa, at disse gamle forstenede Kegler ikke har fulgt saameget med Tiden, at de kan indse Nødvendigheden af at skikke sig i de ny Forhold saa bliver det os dog ubegribeligt, at de unge Mestre, som dog maa have den Tid i frisk Erindring, da de selv bandede den lave Arbejdstid og den lave Dagløn, ikke længer nærer nogen Følelse for deres tidligere Kammerater, men vil hjælpe til at trække en Strid i Langdrag, hvis endelige Udfald ikke kan være tvivlsomt. Ti sæt ogsaa, at Mursvendene denne Gang blev nødt til at give efter, vilde Sagen da dermed være afgjort? Nej, der vilde komme Skruer paa Skruer indtil Maalet var naaet, ligesom det er gaaet i andre Lande, og Mestrene vilde ved deres Modstand kun have opnaaet at tabe en hel Del Penge selv og maaske bringe de dygtigste Arbejdere til at udvandre. Tilmed er det slet ikke Svendene, der er de unge Mestres værste Fjender, det er derimod de gamle Mestre, de grundmurede Kapitalister, som kan genere dem, og dog betænker de sig ikke paa at gaa Arm i Arm med dem, saasnart de blot nedlader sig til at smøre dem lidt om Munden og give dem Tilladelse til at overvære deres Møder.

* * *

Men hvorom Alting er, Striken er nu udbrudt, og der maa gøres Alt for at føre den til et heldigt Resultat. Hertil udfordres fra Mursvendenes Side Taalmodighed, Udholdenhed, Selvfornægtelse og fremfor Alt Sammenhold. Det vil gælde om at kunne udholde Kampen saalænge som muligt med de smaa Pengemidler, som staar til deres Raadighed, og vi kan derfor ikke undlade at advare de Strikende mod alle Skruers værste Fjende nemlig Kroen. Den uvante Lediggang opfordrer til at nyde baade Spise og Drikke udenfor Hjemmet, og det er for kostbart, naar Pengene har den Værd, som under en Strike. Iøvrigt tvivler vi ikke paa, at den Enighed og det Kameratskab, der har gjort Murerne til en af Arbejdsklassens kraftigste Foreninger, ogsaa vil vise sin Styrke nu, da det gælder at opnaa en varig Fordel for Standen i det Hele.

Vi har ikke fremkaldt denne Skrue, vi har ikke her "stukket Hestefoden frem", som vore Modstandere siger, og vist vore "statsopløsende" Tendenser. Vi er ikke taget med paa Raad om, naar eller hvorledes Striken skulde udbryde; Murerne har selv afgjort Alt. Men desuagtet tager vi ikke i Betænkning at tilbyde de kæmpende Arbejdere den Hjælp, som vi er istand til at yde. Vort Blads Spalter skal være aabne for dem, vi er rede til at indsamle Bidrag til dem og til at anvende den Indflydelse, som vor hidtilværende Optræden skaffet os hos en stor Del af Danmarks Arbejdere saavelsom hos Udlandets. Vi forlanger ingen Tak derfor, det er ligefrem vor Pligt at stolte enhver modig Anstrængelse fra Arbejdernes Side for at bryde deres Stand en ny og friere Bane her i Landet; gjorde vi ikke det, da først vilde man med Sandhed kunne sige, at vi forraadte Arbejdernes Sag!

(Socialisten 11. april 1872).

Murernes Arbeidsnedlæggelse. Paa et igaar Aftes i "Internationale" afholdt Discussionsmøde gav Muursvend Grøn en Meddelelse om den stedfindende Murerstrike. "Det gaaer brillant", begyndte han under Forsamlingens Jubel, "og der er ikke nogensomhelst Grund til at frygte for, at den skal gaae i Stykker, eller for at Murerne skulle sulte ihjel, som Storborgerne, der levede i den salige Tro, at Striken kun havde en Capital af 9 Rd. 1 Mk. 6 sk at virke med, meente og haabede. Der er igaar (Søndag) udbetalt 900 Rd. i Understøttelse til de Svende, som behøvede det, og ikke en eneste har begjært Hjælp uden at faae den, og der haves endnu en Kassebeholdning paa 256 Rd. "Internationales" Bestyrelse havde igaar Formiddags, for den Muligheds Skyld at den begjære de Hjælp kunde komme til at overstige de forhaandenværende disponible Midler, bragt 150 Rd., for hvilke der dog som sagt ikke i Øieblikket havde været Brug. Cigarmagerforeningen "Enigheden" havde ydet Murerne et rentefrit Laan af 200 Rd., og alle de andre Fag og Laug støtte efter Evne Striken. Kunde de forskjellige Strikekasser forenes om at slaae deres Midler sammen i en for Alle fælles Kasse, vilde alle Arbejdere, som det er bleven foreslaaet, give blot en Fireskilling ugentlig til et saadant Fond, saa var Striken saa sikkret, at den vilde kunne holdes gaaende, om det saa var i flere Aar; og Murerne maatte og skulde seire, det var et Livsspørgsmaal for alle Arbejderne." Sluttelig tilføiede Hr. Grøn, at man ikke burde dømme Mestrene altfor haardt, thi deres Modstand skyldtes for en stor Deel den Pression, som Håndværkerforeningens og Grundeierforeningens Storborgere udøve paa dem."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  29. april 1872).

Valget i Flensborg. (Efterskrift til Politivennen).

Som vi allerede har omtalt for et Par Dage siden, er vi af det socialdemokratiske Parti i Tyskland og navnlig i Hertugdømmerne blevet opfordret til at virke for Hr. Hasenclevers Valg i Flensborg, og vi gjorde det saameget hellere, som vi ved samme Anledning vilde faa Lejlighed til at prøve, hvor dvbt de storborgerlige danske Slesvigeres Patriotisme igrunden stikker. Vi maa sige, at det skete vil være en gavnlig Lære for alle dem, som tror paa den saakaldte Fædrelandskærlighed. Omendskønt det nemlig er os vitterligt, at de danske Vælgere paa Grund af den snedige, prøjsiske Inddeling af Valgkredsene, ikke vil kunne sætte nogen dansksindet Kandidat igennem, og omendskønt Hr. Hasenclever har erklæret, at han, som Socialist, holdt paa Nordslesvigernes Selvbestemmelsesret, altsaa indtog fuldstændig det samme Standpunkt, som d'Hrr. Krüger og Ahlmann, saa var det dog en altfor stor Ærgrelse for Storborgerne at se en Social-Demokrat blive valgt, til at de ikke skulde gøre Alt for at forhindre det.

Det kunde vare meget interessant at faa at vide, paa hvilke Grunde "Dannevirke" støtter den Protest, som Bladet har nedlagt mod Hr. Hasenclevers Valg. Hvad er egentlig de dansksindede Flensborgeres Mening? Vil de have en Repræsentant, som paaser den danske Befolknings Interesser, eller vil de have en Repræsentant for Storborgerne? Det er nemlig to meget forskellige Ting. I første Tilfælde maatte det jo være dem aldeles ligegyldigt, om Manden saa var en Kineser af Nation, naar han blot holdt paa Befolkningens Ret til efter fri Afstemning at vende tilbage til Danmark; i sidste Tilfælde derimod er det en bestemt Stands Interesser, som de ønsker at han skal kæmpe for, og da træder jo Nationaliteten i Baggrunden, for at give Plads for Erhvervelsen eller rettere Bibeholdelsen af det tilranede Herredømme over Arbejderne. Vi for vor Part har alletider været overtydede om, at Storborgernes "Nationalitetsfølelse" ikke havde meget at sige, men vi er tillige forvissede om at den slesvigske Arbejder ved det bevægede Liv, som han har levet i de sidste 25 Aar, er kommet til en saadan Grad af politisk Modenhed, at han ikke længere vil lade sig trække om, ved Næsen af de Folk, som bruger Nationalitetens Skærmbrædt, naar de vil benytte Arbejderne til Formaal, som strider imod disses Interesser. Hr. Hasenclevers Valg vil i dobbelt Henseende være en Fordel for de dansksindede Arbejdere i Flensborg, eftersom han for det Forske vil virke for, at de faar Ret tit at slutte sig til det Land, som deres Fortid har knyttet dem til, og for det Andet fordi han tillige vil vare en værdig Repræsentant for Arbejderklassen, den Klasse, som netop i vor Tid er ifærd med at tilkæmpe sig de Rettigheder, som Storborgerne, saavel i Slesvig, som i Danmark og Tyskland har vidst at tilrive sig paa deres Bekostning. Ved at stemme paa Hr. Hasenclever tilfredsstiller Slesvigs Arbejdere altsaa paa en Gang deres patriotiske og deres Klasse Interesser; Udfaldet af Valgene vil nu vise, om Ulykken har lært vore slesvigske Brødre at være selvstændige, eller om de endnu sjasker af i Hælene paa Storborgerne!

(Socialisten 7. april 1872).

Wilhelm Haseclever. Public domain.

Opstillingen fandt sted i forbindelse med et suppleringsvalg til rigsdagen. Tysklands socialdemokratiske Arbejderparti var blevet dannet i 1869. Medlemmerne kom fortrinsvis fra Sachsen og Sydtyskland. Der fandtes på det tidspunkt to socialdemokratiske partier som først blev forener i 1875. Wilhelm Hasenclever (1837-1889) repræsenterede det Lassalske pari og efterfulgte advokaten I. B. Schweitzer. Ved valget den 30. maj 1872 fik professor Hinschin 6.000, Krüger 4.434 og Wilhelm Haseclever 995 stemmer. Geleff kunne godt tøtte Hasenclever af natiuonalistiske grunde, mens Louis Pio mere var tilbøjelig til at gøre det for hans lassalleanske sympatier. Det fik modparten, Eisenacherne til at udsende advarsler mod Hasenclever som de kaldte "Bismarcks agent".

Straf for at have udsat sit spæde Barn. (Efterskrift til Politivennen)

De nærmere Omstændigheder ved en af Høiesteret i disse Dage paakjendt Sag, hvorunder et Fruentimmer tiltaltes for denne Forbrydelse, vare følgende: Fruentimmeret, der er ugift, men to Gange tidligere, i 1830 og 1838, har født Børn, af hvilke det ene lever, fødte den 8de October f. A. paa Fødselsstiftelsen et Drengebarn, hvorefter hun henvendte sig til Barnefaderen, der tjente paa en Gaard i Jylland, om Hjælp til at faae Barnet anbragt, og da hun ikke fik noget Svar, forlod hun Stiftelsen den 20de f. M. i den Hensigt, at bringe Barnet til hendes Broder ved Helsingør. Først gik hun til en Gaard ved Birkerød, hvor hun tidligere havde tjent, og efter at have overnattet der gik hun til Birkerød Station for med Jernbanetoget at tage til Helsingør, men da hun kom for sildig besluttede hun, da Toget til Kjøbenhavn netop stoppede, at tage med dette her til Staden, uden at hun har kunnet gjøre sig Rede for, hvad der bevægede hende til denne forandrede Beslutning. Efterat være kommen til Kiøbenhavn, gik hun med Barnet om paa Nørre- og Vesterbro uden at tænke paa at gaae nogetsteds ind, idet hun efter sin Forklaring var i en nedtrykt Stemning og kjed af hele Verden, og først under denne Omvanken opstod Tanken hos hende om at sætte Barnet ud. Medens hun en Timestid overveiede denne Tanke, var hun gaaet til Frederiksberg, hvor hun gik ned ad Lampeveien og ind paa en til samme stødende Steenplads; der satte hun sig med Barnet, som hun gav Mælk og Brød samt en frisk Sut, hvorefter hun lagde det ned paa Jorden og forlod Pladsen, idet hun dog fra Gl. Kongevei vendte tilbage for at see, om der kom Nogen, der kunde opdage Barnet, og vil hun efter sin Forklaring, hvis Rigtighed imidlertid ikke har kunnet nærmere oplyses, have bemærket tre Damer, der fra Falkoneeralleen dreiede ind paa Lampeveien, hvorefter hun vendte om og gik her til Staden. Den omhandlede Steenplads ligger, som bemærket, umiddelbart op til Lamveien, men er indhegnet med et 2 Al. høit beplantet Dige, saa at man ikke fra Veien kunde see Barnet; men herom og at det kunde ligge og døe havde Moderen ikke gjort sig nogen Tanke, men blot tænkt, at der nok vilde komme Nogen gaaende, som blev opmærksom paa Barnet, i hvilken Henseende maa mærkes, at det endnu var lyst og Veiret ret godt. Barnet blev omtrent Kl. 4½ om Eftermiddagen fundet ved, at dets Skrig hørtes, og det var i en af Kulde forkommen Tilstand, saa at de Personer, der fandt det, have sluttet, at det havde henligget paa Pladsen omtrent en Time, men ved strax anvendt omhyggelig Pleie kom Barnet sig snart, og efter vedkommende Læges Erklæring befinder det sig nu fuldkomment vel. Høiesteret stadfæstede de foregaaende Instantsers Domme, hvorved Moderen, der er født 1839 og ikke tidligere tiltalt eller straffet, for dette Forhold imod sit Barn var anseet med Straf af 1 Aars Forbedringshuusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. april 1872).

Lampevejen er nutidens Howitzvej på Frederiksberg som løber parallelt med Smallegade mellem Fasanvej og Falkoneralle.

Oversvømmelser. (Efterskrift til Politivennen)

Oversvømmelser. Paa mange Steder rundtomkring i Landet har der fundet ikke ubetydelige Oversvømmelser Sted som Følge af den Hurtighed, hvormed store Sneemasser ere bortsmeltede under det indtraadte milde Veirlig. Saaledes meddeler "Næstved Av.", at Suusaaen i Søndags var stegen i den Grad, at Beboerne af flere Huse i Lillenæstved havde maattet flytte ud. I Byens Omegn vare mange Steenkister, navnlig paa Biveiene, styrtede sammen, og Veiene have flere Steder lidt endeel. - I Kjøge Aa var der i Løverdags en saa høi Vandstand, at en lignende ikke kan mindes af de ældste Folk. Foruden at Vandet havde sammen skyllet Steenkister paa Veiene, havde det tillige ødelagt tvende store Broer. - I "Fyens Stiftstd." meddeeles, at Vandet i Gravene omkring Herregaarden Nygaard ved Tøbrudet var steget over disses Breder og i Forening med en tilstedende Oversvømmelse af nogle Marker havde dannet en meget betydelig Sø. Vandet gjennembrød i Torsdags en Dæmning ved Rygaard og steg strax saa høit, at det gik ind ad Mælkestuevinduerne paa Gaarden og oversvømmede Veien derfra til Glorup, saa at dennc endnu i Fredags stod flere Alen under Vand. I Glorups berømte Have har Vandet desværre anrettet betydelig Skade, navnlig i det saakaldte franske Qvarteer, hvori det i Løverdags stod en Alen op over Fodstykkerne af de kostbare Statuer, saa at man kunde sale omkring i Qvarteret, hvor Rosentræer og utallige sjeldne og pragtfulde Væxter svømmede omkring mellem løsrevne Blomsterstokke og Ruiner af de mange i Haven anbragte, men ved Vandets Kraft iturevne Sluser og Broer. Ved Horsens vare, ifølge B. A.. Engene mellem Byen og Herregaarden Bygholm i Fredags og i Løverdags omdannede til en stor Sø, hvis Afløb styrtede ned igjennem Jernbanebroen i rivende Fart og derpaa søgte ud i Fjorden, deels gjennem Aaløbet, deels gjennem Rødebro, der havde en haard Prøve at bestaa. - I Vendsyssel har Jernbanen i flere Dage staaede saaledes under Vand, at Togene ikke have kunnet befare den. Flere Broer i Nærheden af Hjørring have lidt Skade. Ogsaa fra Aarhuus, Skanderborg, Kolding o. fl. Steder berettes om Oversvømmelser og Ødelæggelse af Veie og Broer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. april 1872).

Falsk. (Efterskrift til Politivennen)

Criminalretten har i Tirsdags paakjendt en Sag, hvorunder Forbrydelsen Falsk var begaaet under særdeles formildende Omstændigheder. Tiltalte, en Enke, der blev gift i en ung Alder med en Væversvend, som kort efter Bryllupet forlod hende og senere er død i et Fattighuus i Sachsen, boede i afvigte December Maaned i et af de bekjendte Huse i Pedermadsensgang. Hendes Hjem bar Præget af den allerstørste Fattigdom. Hun boede der med sine 3 Børn, af hvilke det yngste kun var 8 Maaneder gammelt, uden at være istand til at skaffe sig nogen Fortjeneste. Af Fattigvæsenet fik hun kun 3 Mk. om Ugen, hvilke Penge netop vare tilstrækkelige til al betale Huusleien med. Grunden til, at Hjælpen ikke var større, var den, at hun er forsørgelsesberettiget i Søllerød Commune, og denne har ikke villet yde hende nogen større Understøttelse. 

Den Overbetjent, der senere foretog Undersøgelse i Boligen, beskriver Forholdene saaledes: "Hun sad ved min Ankomst med sit yngste Barn aldeles nøgent, blot indsvøbt i et Forklæde; dets faa Pjalter vare nemlig hængte til Tørring, idet Moderen havde, som hun udtrykte sig, været saa heldig at faae tigget nogle Tørvestumper paa Gaden af en Bonde, hvorved hun var bleven istand til at faae lidt Varme i Kakkelovnen. Sengklæder eiede hun ingen af længere; hun og Børnene laae i nogle faa Klude, udstoppede med lidt Hø og for Iicsten lidt Halm. Hendes hele Optræden gjorde Indtrykket af, at hun uforskyldt er sunken ned i den dybeste Armod". 

Følgen af, at hun ikke havde den ringeste Fortjeneste, var, at hun brugte de 3 Mk., hun fik af Fattigvæsenet, til at kjøbe Brød for, og derved kom hun i Restance med Huusleien. Fattigvæsenet gav hende nu ogsaa Haab om, at hun, som overordentlig Understøttelse, kunde faae udbetalt et saa stort Beløb, som hun stod til Restance med, men gjorde det til en Betingelse, at hun ved Attest fra Huusværten skulde skaffe Oplysning om Restancens Størrelse, og om hun kunde blive boende, naar Gjælden betaltes. Hun henvendte sig derfor til Huusværten med Anmodning om en sadan Attest; men Værten, der var meget utilbøielig til at meddele en saadan Attest, da han af Erfaring vidste, at de, der forlange den, ofte forbruge de Penge, de ved Hjælp af en saadan Attest faae af Fattigvæsenet, henviste hende til Viceværten, en Politibetjent, der havde paataget sig at incassere Huusleien. Da Tiltalte henvendte sig til ham, svarede han, at han ikke havde Forstand paa at udstedt det Slags Attester, og vilde ikke have noget dermed at gjøre; han har derhos enten dengang eller tidligere truet hende med at lade hende sætte ud af Leiligheden, hvis hun ikke skaffede Penge, da hun i Løbet af de sidste 3 Maaneder stadig havde været tilbage med Betalingen af Huusleien.

I den Forlegenhed, hvori Tiltalte nu var bragt, bestemte hun sig til selv at skrive de 2 Attester, som man i Magistratens 3die Afdeling havde forlangt af hende, først den ene om Restancens Størrelse, og derpaa, da den ikke viste sig tilstrækkelig, den anden, om at hun kunde blive boende, naar Leien blev betalt. Hun fik derefter det i de falske Attester nævnte Beløb 16 Mk. udbetalt, og af dette Beløb anvendte hun 9 Mk. til Betaling af den skyldige Huusleie, og for de tilbageværende 7 Mk. kjøbte hun nogle Klæder til sit yngste Barn, der var aldeles blottet herfor og den paafølgende Søndag skulde i Kirke. Efterat det var kommet for Dagen at Attesterne ikke vare ægte, tilstod Tiltalte strax sin Brøde, og angav, at det kun var den yderste Nød, der havde drevet hende til at giøre sig skyldig i det omhandlede Forhold, i Forbindelse med, at Værten ikke bestemt nægtede at udstede Attesten, men kun henviste hende til Viceværten, idet hun derved fik den Tro, at Værten ikke vilde have Noget imod, at Attesten blev udstedt. Begge de falske Attester bleve efter deres Beskaffenhed af Retten henregnede til de mindre farlige Documenter, men Tiltalte kunde dog ikke undgaae Ansvar efter Straffelovens § 270, jfr, § 271, og ved Dommen bestemtes Straffen til Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage. Tiltalte, der ikke tidligere er straffet, vil formodentlig blive indstillet til fuldstændig Benaadning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. marts 1872. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).