Skomagerstrike. (Efterskrift til Politivennen).

(Forlangt indrykket.)

Hr. Redaktør!

Endel Mennesker er af den Formening, at Murernes Skrue var ugrundet. Jeg gad nok vide, om den samme Paastand vil fremkomme, hvis Skomagerne nu laver en Skrue. Jeg vil give Dem et Indblik i, hvorledes Skomagernes Stilling er. Jeg tror ikke, at der er mange Haandværkere, der er daarligere stillet end Skomagersvendene. Skomagermestrene har for flere Aar siden funden paa den snilde Ide, at de ingen Svende vilde have paa deres Værksteder. De paastod nemlig, at der altid var Drikkeri paa Værkstederne (og saa en Grund). Dette er ingenlunde Tilfældet; Skomagerne er ligesaa ædruelige og respektable Mennesker, som enhver anden Haandværksstand. Det Hele er blot et Paafund af Mestrene, for dog at have en Grund til at lukke deres Værksteder for Svendene. Den sande Grund, hvorfor de ingen Svende har paa Værkstederne, ligger i Konkurrencen; naar først en af de større Mestre har faaet Svendene til at arbejde paa Logi, og saaledes er sluppen for at betale Værkstedsleje, og er bleven fri for at holde Svendene med Pløkker, Garn og andre saadanne Sager, samt fri for at holde Værkstedet med Lys og Varme i de lange Vinteraftener, saa kan man let forstaa, at Udsigterne til en saadan Gevinst er altfor fristende til, at de andre Mestre ikke ogsaa skulde sørge for at saa Skikken indført. Det var jo en Fortjeneste, som ikke var saa ganske ubetydelig.

Enhver kan jo nok forstaa, at det er meget uhyggelig at arbejde paa Logi. For det første har vi i Reglen daarlige Værelser, og for det andet er der ikke ret mange Værter, der vil have Skomagersvende i Logi, og vi maa derfor som oftest betale et Værelse meget dyrere end Andre. Efter hvad jeg hører, er det næsten ikke til at faa Logi for Skomagerne i Sommer, medmindre de vil give en aldeles ublu Betaling. Jeg finder ogsaa, at det er meget ubehageligt for en gift Svend, naar han skal sidde og arbejde hjemme; han har i Reglen ikke mere end et Værelse, og det skal saa bruges baade til Værksted, Dagligstue og Sovekammer; kommer der nu en Del Børn til, og Stuen er lille, da kan man vist nok tænke sig til, at Stuen ikke ligefrem er hyggelig, og hvad det angaar med Fortjenesten, da er den i de fleste Tilfælde ikke over 4 a 5 Rd. om Ugen. Som ovenfor sagt skal vi holde os selv med Pløkker, Garn o. s. v., og om Vinteren tillige med Lys og Varme, og ikke nok dermed, der er ogsaa andre uberegnelige Udgifter og Tab, naar vi f. Eks. har været hos Mesteren om Formiddagen og hentet Arbejde, og vi kommer Dagen efter om Morgenen, da er det saa ofte Tilfældet, at Mesteren ikke er staaet op endnu. "Vil De komme igen om en Timestid," hedder det; naar saa den Timestid er gaaet, kommer vi igen. Ja, saa kommer vi ubelejligt, "Mester spiser. De maa vente eller komme igen."

Paa den Maade spildes mange halve, og jeg kan gerne sige hele Dage, især om Vinteren, hvor Dagene er korte. Hvad det angaar med vor Arbejdstid, saa er den, naar der er noget at bestille, i Reglen 14 a 16 Timer i Døgnet. Vi kan ikke, som de andre Haandværkere, holde en halv Time Frokost, en Time Middag og en halv Time Fesperkost; vi maa spise og arbejde paa samme Tid.

Det vi fordrer mere i Arbejdsløn er saa ubetydeligt, som det vel kan være. Vi burde endog sætte den Fordring til enhver Mester, at levere os ordenlige og gode Værksteder, hvor vi rimeligvis skulde have baade Lys og Varme og de øvrige Pillerier, og saa en begrændset Arbejdstid, f. Eks. 11 Timer. Da kunde vi nogenlunde komme paa samme Plads i Samfundet som de andre Haandværkere og saa ligesaa gode og billige Logier som de, og lad os ikke glemme, at stal vi have vore Fordringer sat igennem, saa er Tiden dertil i Sommer. Vor Finanskasse er rigtignok ikke stor i Forhold til de mange, der vil søge en Understøttelse i Tilfælde af en Skrue; men jeg gør Regning paa, at enhver vil støtte os, da vi er fuldkommen berettiget til at gøre den omtalte Skrue. Det havde rigtignok været udmærket, dersom vi havde faaet den Produksjonsforening igang, der blev begyndt paa i Marts Maaned, men maaske ved kraftig Sammenslutning den endnu kan komme istand. Vi kunde da være sikre paa, at naar alle Svendene holdt op at arbejde for Mestrene og Produksjonsforeningen var i Virksomhed, vi da ville saa uhyre meget at bestille. Vi maatte rimeligvis i dette Tilfælde leje en Stue paa et befærdet Strøg, og sørge for at saa smukt Arbejde i Vinduerne, samt stadigt søge at levere solidt og godt Arbejde, saa vilde Enhver kunde saa hele Udbyttet af sit Arbejde. Kapitalen, der skulde bruges dertil, blev i Foraaret anslaaet til 2000 Rd., og naar vi saa gør Regning paa, at der er mellem 1400 til 2000 Skomagersvende her i Byen, og naar vi beregner, at blot Enhver gav 1 a 2 Rd., saa kunde den jo komme i Virksomhed straks. Jeg tror nok, at de fleste Haandværkere vilde tage deres Arbejde hos os, og for at vise det Arbejde, der blev lavet der, kunde vi jo sætte en Del paa Udstillingen. Jeg er overbevist om, at det vilde kunne maale sig med enhver Skomagermesters, da det jo vilde være de samme Folk, som forarbejdede det.

En Skomagersvend.

(Socialisten 2. juni 1872).

Arbeiderbevægelsen. Efterat Murerstriken er bleven sluttet, synes det nu som om der muligt vil finde en Arbejdsnedlæggelse Sted iblandt Skomagersvendene i Kjøbenhavn. Allerede i Efteraaret henvendte Svendeforeningen sig til Mesterlauget med Andragende om en Forhøielse i Arbeidslønnen, hvortil Bestyrelsen svarede, at den ikke vilde indlade sig paa at søge en Priiscourant faststaaet, idet den meente, at Betalingen rettest bestemtes ved frivillig Overeenskomst mellem de enkelte Mestre og Svende, hvorimod den vilde anbefale Andragendet til velvillig Opmærksomhed af Mestrene. Fra Svendeforeningens Side skete der derpaa i Henhold hertil en Henvendelse til de enkelte Mestre, af hvilke 106 gave en ombaaren Liste Paategning om, at de vare villige til at indrømme en Forhøielse til Svendene, saaledes at disse i det Hele skulde have 1 Mk. i Tillæg for et Par Støvler, 8 sk i Tillæg for Forsaaling m. v. Ligesom det kun var en Minoritet af Mestrene - hvis Antal skal være c. 500, hvoraf imidlertid en stor Deel ikke er i Lauget - der gik ind paa en Forhøielse, saaledes skal det ogsaa være Tilfældet, at ialfald nogle Enkelte af disse Mestre paa Grund af de mindre gode Conjuncturer i Vinterens Løb have standset med deres Indrømmelser og ere gaaede tilbage til den gamle Betaling. Da Foraaret kom, begyndte Bevægelsen igjen, og henimod Slutningen af April Maaned indgaves der et Andragende til Lauget om Nedsættelse af et Udvalg til at forhandle med Andragerne om en af dem udarbeidet Priiscourant. Dette Andragende, der angaves at være tiltraadt af 846 Skomagersvende, var imidlertid ikke udgaaet fra Svendeforeningens Bestyrelse, men var underlegnet af en "Formand for Skomagersvendenes Strikekasse" m. fl. og den foreslaaede nye Priiscourant indeholdt Gjennemgaaende en overordentlig stor Forhøielse for Svendene, saaledes f. Ex. over 100 pCt. for Forsaaling. Andragendet blev ei heller tiltraadt af et kort Tid derefter af Svendeforeningen afholdt Møde, og Mesterlaugets Bestyrelse vedtog, idet den iøvrigt henviste til sin ovenomtalte Skrivelse af afvigte Novbr. Maaned, at svare, at den ikke fandt tilstrækkelig Anledning til at deeltage i Nedsættelsen af et Udvalg for at forhandle om en Priiscourant. Iaften bliver der afholdt et Møde af Skomagersvende til Overveielse af, hvad der videre maatte være at gjøre i denne Sag.

Skomagersvendene skulle med den nuværende Betaling, efter hvad derfor os opgivet, kunne tjene 6 til 7 Rd. om Ugen ved Arbeide for Mestrene, men endeel af Svendene arbeide for sig selv og tjene derved noget Mere. Fra en anden Side er det imidlertid blevet paastaaet. at deres Fortjeneste kun beløber sig til 4 a 5 Rd. om Ugen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. juni 1872).

Skomagersvendenes Møde i "Føniks". Paa den i Tirsdags Aftes af Skomagersvendene afholdte Generalforsamling, der var udmærket godt besøgt, blev det enstemmig vedtaget, at saafremt de af Svendene opstillede Fordringer ikke fra Mestrenes Side blev opfyldte i de nærmeste Dage, da at nedlægge Arbejdet. Vi skal, ved at referere dette Møde, ganske afholde os fra selvstændige Udtalelser, og kun bestræbe os for at referere saa nøjagtig, som det er muligt.

Efter at flere forskellige Talere havde godtgjort, at Svendenes Fordringer var uhyre moderate, idet en Forhøjelse af 30 pCt. paa en gennemsnitlig Ugeløn af 3 -5 Rd. ikke kan anses for at være for betydelig, blev nedenstaaende Priskurant vedtaget til Gennemførelse.

Den mindelige Overenskomst skulde først forsøges, men vilde, efter Mestrenes tidligere Holdning at dømme, neppe føre til noget gunstigt Resultat, og man maatte derfor, ved en total Arbejdsnedlæggelse, søge at faa den vedtagne Priskurant sat igennem.

Denne lyder saaledes:

Stemningen blandt Skomagersvendene var udmærket god, og vi tror, at der er alvorlig Anledning til at lægge Mestrene paa Sinde, at de ikke ved et overilet Svar nøder Svendene til ved Magt at sætte deres Fordringer igennem.

Vi kan endvidere oplyse, at Udvalget for Svendene, der bestaar af ur Medlemmer, igaar har vedtaget at tilsende Oldermanden for Skomagerlauget følgende Skrivelse:

Til Oldermanden.

Vi tillader os herved at underrette Dem Hr. Oldermand om nedenstaaende, som blev vedtaget paa et Møde af Skomagersvende den 4de Juni, hvilket vi beder Dem godhedsfuldt at bringe til Dhrr. Mesteres Kundskab:

Arbejdet vil blive nedlagt Mandagen den 10de Juni hos de Mestere, som ikke - for alle deres Svende - skriftlig vil indgaa paa de engang af Svendene stillede Fordringer, medmindre vi inden den Tid har modtaget fyldestgørende Svar.

Paa Komiteens Vegne

M. Larsen,

Formand.

Oldermanden bedes at bemærke i Skrivelsen, om Indrømmelsen gælder baade for Vinteren og for Sommeren.

Komiteen.

(Socialisten 7. juni 1872)

Arbeiderbevægelsen. Fra Oldermanden for Skomagerlauget her i Staden, Oberst Dahlberg, modtog de Skomagersvende, der havde andraget om en Forhøjelse af Arbeidslønnen, i Løverdags en Svarskrivelse, hvori de underrettedes om, at Bestyrelsen og Repræsentantskabet efter nøie Overveielse vare komne til det samme Resultat, som blev udtalt i en Skrivelse tll den tidligere Formand for Strikekassen i Mai d. A., nemlig, at Arbejdslønnens Forhøielse maatte være en frivillig Sag imellem enhver Mester og Svend. Det tilføiedes i Svaret, at en Forhøjelse allerede havde fundet Sted for et ikke ringe Antal Arbeidere. Der er derefter i Formiddags i Dandsesalonen Phønix afholdt et Møde, der dog kun var besøgt af mellem 2 og 300 af Kiøbenhavns 1572 Svende. Efter en meer end 3 Timers trættende Discussion, der lededes af Skomagersvend Jeppesen (Sectionsformand i Internationale), blev det næsten med Eenstemmighed vedtaget, at nedlægge Arbeidet hos de Mestre, der ikke allerede ere gaaede ind paa eller ikke, naar Svendenes idag tagne Beslutning bliver dem forkyndt, ville gaae ind paa den af Svendene udarbeidede Priiscourant, der giver den omtalte Priis forhøjelse af c. 30 pCt. Det aftaltes endvidere, at der stal oprettes Productionsforeninger. Formanden for Strikekassen, Jørgensen, tilraadede indtrængende, at oprette en saadan Forening; Stemningen var imidlertid meest for at oprette flere mindre, hvilket, dog uden Afstemning, bestemtes at skulle skee snarest muligt, naar de nødvendige Pengemidler dertil vare tilveibragte; men hvor man skulde faae eller søge disse, blev ikke drøftet. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. juni 1872).

Skomagerlauget holdt et møde den 20. juni 1872 hvor 2-300 deltog, og med stor majoritet vedtog man at give svendene en forhøjelse af 30% til den arbejdsløn der blev givet i november 1871.

Marthine Vilhelmine Soelberg. (Efterskrift til Politivennen)

En kvindelig Kvistkammertyv. Det er ikke alene Mandspersoner, der lægge sig efter Kvistkammertyverier, ogsaa Fruentimmer give sig af med denne, som det synes, yndede Maade at giøre sig ulovligt Erhverv paa, eller som det hedder i det af Tyvene indbyrdes brugte Sprog "at redde noget". Det tidligere straffede Fruentimmer, Marthine Vilhelmine, kaldet Soelberg, synes at være en den forleden omtalte Arrestant Emil Ferdinand Petersen værdig Medbeilerske til Lønnen for slige Forbrydelser. Hun er noget ældre end han, nemlig 31 Aar gl., men synes ikke at staae tilbage for ham i Dristighed og Snuhed. Rigtignok naaede hun ikke inden sin Paagribelse det samme Antal af Tyverier som han, men Antallet af dem, hun har tilstaaet, beløber sig dog til 18, og vidner saaledes om en ikke ringe Færdighed. Samtlige Forbrydelser ere udførte i Løbet af forrige Aar, og det har hovedsagelig været Kvistkamre, som benyttedes til Soveværelser eller Pulterkamre, hun har hjemsøgt, men hun tog ogsaa Lejligheden iagt, hvor hun kunde, paa Trappegange, Tørrelofter og Kjældere. Efter den Forklaring, hun har afgivet under Forhørerne og som af Criminalretten efter det Oplyste er antagen for gyldig, var der de fleste Steder, hvor hun har stjaalet, uhindret Adgang for hende, idet Dørene enten stode aabne eller dog ikke vare anderledes lukkede, end at hun uden Anvendelse af saadan Vold, som charakterisere Indbrud, kunde skaffe sig Adgang til Gerningsstederne; men i 2 Tilfælde blev hun dog nødsaget til at anvende saadanne Midler, som gjorde Tyverierne til den Slags, der i Straffeloven betegnes som grove, nemlig et Sted i Klædeboderne, hvor Døren til et Kvistværelse var aflaaset med en simpel paaskruet Pladelaas, og et Sted i Store Kongensgade, hvor Døren til Tørreloftet var forsynet med en lignende Laas; begge Laase vare dog ikke kunstigere end at hun kunde aabne dem med sin Commodenøgle. Gjenstandene for Tyverierne have været af forskjellig Art, dog navnlig Klædningsstykker, Sengklæder, Linned, Gardiner og deslige, og den samlede Værdi af det Stjaalne beløb sig til omtrent 120 Rd. Det omtalte Indbrudstyveri i Store Kongensgade løb ikke ganske heldigt af for hende. Efterat hun nemlig paa det nævnte Tørreloft havde fat sig i Besiddelse af noget Vasketøi, forlod hun Eiendommen og begav sig ned ad Gothersgade; men hendes Tyverier vare imidlertid strax blevne opdagede af den Bestjaalne, en i Stedet boende Boghandler, som ilede efter hende, indhentede hende og tvang hende til at følge med sig tilbage til Eiendommen, hvor han fratog hende Kosterne, ialt 11 Stkr. Tøi; men derefter lod han hende gaae, uden at gjøre Anmeldelse til Politiet om Tyveriet, hvilken Undladelse var saa meget uheldigere, som det Omtalte foregik en af de første Dage i Mai f. A., da Arrestantindens forbryderiske Virksomhed endnu var i sin Begyndelse, og en Anmeldelse muligen vilde have forebygget det Omfang, den senere tog. I det sidste Aarstid før sin Anholdelse, der fandt Sted i Slutningen af October Maaned f. A., havde Arrestantindcn Bopæl og Huusholdning sammen med en Arbeidsmand, der tidligere i sin Militairtjeneste flere Gange var straffet arbitrairt for Tjenesteforseelse og senere havde været arresteret for Bedrageri, uden dog dengang at være bleven straffet. Denne Person blev under Sagens Gang overbeviist om at have været meddeelagtig med Arrestantinden i flere af hendes Tyverier og i det Hele at have været vidende om disse, foruden at han alene har begaaet 3 Tyverier. I en Port i Adelgade stjal han saaledes en Seng, i en Port i Skindergade en Barnevogn og fra en Vogn, der stod i en Gaard i Hausergade, en Bøtte med c. 7 Pd. Smør. Baade han og Arrestantinden have gjensidig hælet med hinanden, idet Sidstnævnte har deeltaget i Fortæringen af det i den omtalte Bøtte værende Smør, og derhos til den fælles Huusholdning anvendt Penge, om hvilke hun vidste, at de vare indkomne ved Salget af de af Medtiltalte stjaalne Koster. Denne havde paa sin Side været Arrestantinden behjælpelig med at pantsætte, hvad hun stjal, skjøndt han vidste, at Tingene vare stjaalne, og ligeledes deeltaget i Fortæringen af de Fødemidler, der vare kjøbte for de ulovligt erhvervede Penge. Tiltalte havde iøvrigt ogsaa aflagt Beviis paa Dumdristighed. Efterat han saaledes engang havde forsøgt at pantsætte 2 af Arrestantinden stjaalne Dyner, uden at dette var lykkedes ham, overdrog han et Bybud at besørge Pantsættelsen. Da vedkommende Pantelaaner yttrede Betænkelighed ved at modtage Dynerne af Bybudet, indfandt Tiltalte sig selv hos Pantelaaneren, og ved den Fripostighed, hvormed han forsikkrede, at der ikke var noget Galt iveien, og at han selv var Eier af Dynerne, lykkedes det ham at faae 6 Rd. at laane paa dem. Ved den, afvigte Tirsdag, afsagte Criminalretsdom bleve Begge kjendte skyldige for de Forbrydelser, for hvilke de vare satte under Tiltale, og Straffen lød for Arrestantinden paa Forbedringshuusarbeide i 3 Aar, og for Tiltalte paa Fængsel paa Vand og Brød i 5 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. maj 1872).

"Martine Vilhelmine Soelberg, født i Kjøbenhavn d: 1/9 41; straffet med V: og B: i 6 G: 5 D: for attent: Fosterfordrivelse og 2 Gange for Tyveri; senest med 3 Aars Forbdharbeide for en Mængde Qvistkammertyverier med falsk Nøgle. Mist: Prot: H. Pag 27.” [1875] Foto Genealogisk Forlag.

Ved højesterets dom 1877 blev hun idømt forbedringshusarbejde i 2 år for tyveri. Ved folketællingen 1880 boede i Rådhusstræde 10 den dengang 38-årige rengøringskone Martine Vilhelmine Soelberg sammen med sin 12-årige søn Georg Frederik Soelberg.  Navnesammenfald med nedenstående person kan være tilfældigt, men jeg bringer den for en ordens skyld. Der findes dog også en kvinde med tilsvarende navn som blev født i 1848:

En Kleptoman. En Kvinde ved Navn Martine Vilhelmine Soelberg-Jensen, der tidligere flere Gange har været straffet for Tyveri, blev i Marts Maaned anholdt i Kjøbenhavn for ved Lommetyveri at have tilvendt sig forskjellige Beløb, som hun gjemte i en Handske og anbragte bag ved en Kommode.

Under Arrestationen viste hun undertiden en saa paafaldende Opførsel, at man havde Anledning til at antage hende for sindssvag, hvorfor hun indlagdes til Observation. Professor Pontoppidan og det kgl. Sundhedskollegium bekræftede denne Antagelse, hvorfor hun ved Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret er bleven fritagen for Straffeansvar, medens hun i Henhold til Straffelovens 38 dømtes til at tages i Forvaring af øvrigheden som farlig for den offentlige Sikkerhed.

(Aarhuus Stifts-Tidende 23. november 1892).

Murerstriken. (Efterskrift til Politivennen)

I det af den herværende Muurmesterforening igaar Aftes afholdte Møde vedtog man at besvare Svendeforeningens Bestyrelses Henvendelse med nedenstaaende Skrivelse, som i Formiddags er bleven overrakt Bestyrelsen efter en Sammenkomst mellem denne og Delegerede for Mestrene: 

"I Anledning af Muursvendelaugets Skrivelse af 6te Mai d. A. skulle vi meddele, at denne har været forelagt de forsamlede Mestre, og at disse eenstemmigt have vedtaget at svare Følgende: Naar Mestrene ikke kunne gaae ind paa den af Svendene forlangte, forkortede Arbeidstid, der i Virkeligheden for Daglønnens Vedkommende er det samme som en forøget Arbeidsløn, saa er dette ikke begrundet i Uvillie; thi Mestrene ønske ligesaa vel som Svendene selv, at disse skulle have en god Betaling for deres Arbeide; men det er begrundet deri, at Mestrene ansee det for at være i hele Samfundets og ikke mindst i Svendenes egen velforstaaede Interesse, at Arbeidslønnen ikke opskrues til en Høide, som staaer i Misforhold til Priserne paa alle andre Livsfornødenheder. Svendene ville let forstaae, at Mestrene ikke kunne have noget directe Tab af at betale en høiere Svendeløn; Mestrene ville snarere have en tilsyneladende Fordeel deraf, da Salairet selvfølgelig ogsaa vilde blive forhøiet; men denne Fordeel vilde for Mestrene ligesom for Svendene ogsaa kun være en tilsyneladende; i Virkeligheden vilde den være et Tab for alle Parter; thi det er indlysende, at naar Murernes Arbeidsløn bliver forhøiet, saa maa nødvendigviis Prisen paa Bygninger blive høiere. Der vil altsaa ikke med Fordeel kunne speculeres i Byggeforetagender; denne Speculation, som i de sidste Aar har brødfødet saamange Arbeidere, vil derfor efterhaandcn forsvinde: Capitalen vil søge anden Anvendelse, og Muursvendene, som i de senere Aar for en stor Deel have havt Arbeide hele Aaret, ville da komme til at ligge ledige flere Maaneder, ligesom det var Tilfældet for tyve Aar siden, førend Bvggespeculationen begyndte. Og forsaavidt som det søges gjort gjældende mod vor Anskuelse, at Svendene overanstrenges ved at arbeide til Kl. 7, og at de ikke have Tid til Aandsudvikling, saa kunne vi heller ikke heri see Anledning til at afkorte Arbejdstiden, da Muursvendene vistnok arbeide strengt om Sommeren, men til Gjengjæld have mere Hvile tid om Vinteren end nogen anden Haandværker, saaledes at de endogsaa ere overordentlig heldigt stillede, forsaavidt de ønske at besøge Skoler eller paa anden Maabe arbeide sig op til bedre Stillinger. Vi skulle ikke forlænge denne Skrivelse ved at anføre flere Grunde; men vi troe, at det Udtalte vil tilstrækkelig have godtgjort, at Mestrene ikke kunne forsvare hverken for deres egen eller for Svendenes Skyld at gaae ind paa Forlangendet om forkortet Arbeidstid; Mestrene have i de sidste tyve Aar fire til fem Gange forhøiet Svendelønnen, og senest have de den 1ste April d. A. forhøiet Svendelønnen med 12 til 16 pCt. De troe herved at have beviist, at de ere villige til at imødekomme alle berettigede Fordringer; men de ansee det ikke for forstandigt at gjøre store Spring i Udviklingen, og de haabe, at de Forandringer, som Fremtiden maatte gjøre nødvendige, maa kunne foretages i Mindelighed og uden voldsomme Kampe."

Iformiddags have Svendene holdt Møde for at drøfte dette Svar. Om Udfaldet af dette Møde have vi endnu Intet erfaret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. maj 1872).

Der kom ikke noget ud af svendenes møde. De påtænkte at afholde et møde på Nørrefælled, men det forbød politiet. Et par tusinde mennesker indfandt sig dog alligevel, men vendte om da en politiassistent og to betjente viste sig. 7 blev anholdt.

Skoleforstander Viborg. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Fredrikshavnsegnen. (Meddelt.) Ved et Møde, som Søndagen den 9. f. M. blev holdt i Dvergetved. opvartede Skoleforstander Viborg fra Smidstrup med et Foredrag, som det maaske kunne interessere "Aarhus Amtstidendes" Læsere at se gjengivet, da disse derved kan en lille Prøve paa, hvorledes Grundtvigianerne her i Egnen stille sig. Nævnte Taler, som først fik Ordet ved Mødet, begyndte med nogle Lignelser, der, efter mit eget Skjøn, skulde godtgjøre, hvor tom og intetsigende den almindelige Stræben efter Frihed og Lighed, ret beset, viser sig at være, forsaavidt den sætter sit Formaal her i denne syndige Verden. Saalænge Barnet, sagde han, staaer i Gangstolen, strækker det Armene efter dronningen, hvor det vil ud at lege med de andre Børn. Men det mærker snart, at heller ikke her har det sin Frihed. Det længes da efter Skolen, der skal bringe det i de ældre og større Børns Selskab. Men ligesaalidt finder det der, hvad det søgte, osv. Den rette Frihed bestod i, at vi lunde kaldes Guds Børn, idet vi fulgte Frelseren efter, ved at tilegne os vor Daabs Naade og gjøre Ret og Skjel mod Andre, som vi ville, at de skulle gjøre mod os. Taleren gav nogle Exempler paa, hvorledes mange Menneskers Gjcrning i saa Henseende strede mod deres Ord. Han kjendte saaledes en ung Bonde fra Silkeborg Egnen, der hver Uge kjørte til Bven i svingende Trav med Korn og Fødevarer. Denne Mand, der bestandig slog om sig med Frihed og Lighed, havde i sit Brød en fattig Dagleier, som tjener ham for 2 Mk. daglig paa egen Kost. Sagde Daglejeren til sin Husbond, at han ikke kunde skaffe Føden til sig og sin Familie, da han var selv 6te, lød Svaret: Du kan reise ad H. . . . til; der er nok at faa af Din Slags. Der er ogsaa, fortsatte Taleren, dem, som udgive disse saakaldte folkeligt Blade. Ogsaa de raabe paa Frihed og Lighed. Men de samme Mænd sige til deres Abonnenter: I maa ikke handle med de Kjøbmand, som ikke holde mit Blad. Derpaa stuttede Foredraget med nogle kristelige Formaninger om, hvad vi skulde tro og gjøre for at dø en salig Død. Ovenstaaende er ialfald det Væsentligste. Hvas Hensigten maa være med slige Yttringer er jo ikke svært at gjætte. Ved f. Ex., saaledes at fremdrage "en ung Bonde fra Silkeborg", som maaske slet ikke er til indenfor Taterens digteriske Indbildningskraft, vækkes der hos enkelte af Arbeidsklassen Mistro mod dens bedste og paalideligste Venner her i Landet, den frisindede jydske Gaardmandsstand. Ligesaa med Sigtelsen mod de folkelige Bladudgivere. Ogsaa den rammer jo helt i Luften. Idetmindste kan jeg ikke tænke mig. at den skulde sigte til Andet, end den, for nærværende Blads Læsere velbekiendte Kjendsgjerning, at omtrent 100 agtede Mænd af Aarhus' nærmeste Omegn nylig have opfordret Frihedens og Lighedens Venner her paa Egnen til saavidt muligt at unde folkelige Handlende og Haandværkere deres Søgning, i Lighed med hvad Frihedens og Lighedens Modstandere længe have gjort. Hvorvidt bemeldte Taler skulde tro, at en Smule kristelig Ordbram er tilstrækkelig til at lade hans Tilhørere faa et andet Syn paa hans Udtalelser end det, som fremgaaer af visses egen Beskaffenhed, maa jeg naturligvis lade staa den, idel jeg slutter min Meddelelse med at tilføie, at Hr. Viborg lovede Søndagen efter Pintse at indfinde sig til et nyt Møde i Qvissel, hvor det skulde glæde mig, om han kunde komme til at staa Ansigt til Ansigt med nogen af de Mænd fra Aarhus Egnen, som saa godt forstaa at afsløre grundtvigianske Talemaader. Men dertil er der vel, desværre, ikke mindste Udsigt.

(Aarhus Amtstidende 11. maj 1872)

Redaktøren for Aarhus Amtstidende, skoleforstander Bjørnbak var stærk modstander af "de krigsgale Grundtvigianere", deriblandt skoleforstander Viborg, der var Højres trofaste Mand.

Vælgermøde. I Søndags blev der ifølge "Frederikshavns Av." afholdt et af omtrent 100 Mennesker besøgt Vælgermode i Kvissel. Efter nogle Udtalelser af Skoleforstander Viborg fra Smidstrup og Gaardmand L. C. Pedersen af Skjortholt forsvarede Gaardmand Knud Dybbro, der paatænker at stille sig i Hjørring Amts 3die Valgkreds, under Forsamlingens Latter Socialisterne og bebrejdede Magthaverne, at de havde forhindret "disse fredelige Folks" Møde paa Nørrefælled. Netop derved havde Socialisterne vundet den største Seir. Nei, man maatte tage varlig paa disse Folk, man maatte lade "Pengeposemændene", "Embedsmænd, der faae 4-6000 Rd. for at ligge paa en Sovesopha", de rige Stiftelser o. s. v. komme de Fattige til Hjælp: man maatte fremme Oplysningen, forbedre Skolelærernes usle Kaar, afskaffe alt Krigsvæsen osv. - Lærer Nielsen af Vangen nedlagde en bestemt Indsigelse imod, at Lærerne vare daarligt lønmnede; i den Henseende havde de ingen Grund til at beklage sig, hvorimod der var megen Grund til at beklage sig, hvorimod der var megen Grund til at beklage sig over den ringe Støtte, som Skolen og dens Gjerning mange Steder havde i Befolkningen selv. Taleren troede, at det bedste Værn mod Socialismen vilde være, at Ungdommen for Fremtiden vænnedes til at beflitte sig paa større Tarvelighed end nu, og han fremdrog under Forsamlingens Bifald flere Exempler, hentede fra sit eget Ungdomsliv, paa, hvorledes man tidligere fremfor nu kunde komme godt igjennem under langt tarveligere Livsvilkaar. Ogsaa fra andre Sider blev Knud Dybbro stærkt imødegaaet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. juni 1872).

Th. Bjørnbaks svoger, gårdejer Knud Dybbro fra Bagterp var tilhænger af "bjørnbakkerne" og afrustning og havde allerede i 1871 formanet forstander Viborg til at styre sin skole i kristelig ånd. Han blev derfor lagt for had og latterliggjort af de nationalliberale og Mellempartiet, ligesom han også havde skilt sig ud fra "det forenede Venstre". Ved folketingsvalget i 1869 fik han i Hjørring næsten lige så mange stemmer (590 stemmer) ved folketingsvalg i 1869 som den konservative modkandidat kaptajn Nyholm (594 stemmer), og en kilde angiver endda at der var foregået uregelmæssigheder så han ikke blev valgt. Ved et møde i Vester-Brønderslev 30. november 1871 havde Dybbro forsvaret Geleff.

Socialistisk Folkemøde. Horsens. (Efterskrift til Politivennen)

Den 13de Mai. (B. A.) Et socialistisk Folkemøde afholdtes igaar efter Indbydelse fra Bestyrelsen for det derværende Afdeling af "Internationale" paa Markedspladsen ved Nørrebro. Mødet var besøgt af over 1000 Mennesker, hvoraf vel største Delen vare Nysgjerrige. Talerne vare Kredsformand Gronemann, Møllebygger Johansen, Skrædersvend Jensen, Bager Jochumsen og Snedkersvend Schmidt. Indholdet af de fremkomne Udtalelser var i det Væsentlige kun en Gjentagclsc af, hvad der er fremsat mange Gange tidligere, deels paa Møder i "Internationale", deels i Socialisten" eller andre Steder. Capitalens overvældende og for Arbeiderne ødelæggende Herredømme burde afskaffes. Ved at udvikle og styrke et ret broderligt Sindelag mellem Folkene indbyrdes, burde Krige søges gjorte overflødige, og naar Kongerne og Fyrsterne alligevel forsøgte paa at føre Krig, da skulde Arbeiderne gjøre en ret alvorlig Strike og fyre Geværerne af i Luften istedetfor at skyde paa hverandre. Af de betydelige Midler, der nu anvendes til Præsternes Lønning, burde en stor Deel hellere anvendes til at udvide og forbedre Almueskolerne. Underviisningstiden i disse burde forlænges og der burde sørges for en bedre Oplysning. Arbeidernes Børn burde derved stilles saaledes, at de havde lige Adgang med de Riges og Fornemmes Børn til at beklæde Embeder og de høie Stillinger i Samfundet, og ved at erholde en bedre Uddannelse burde Arbejderen løftes op fra sit nuværende Standpunkt, hvor han ikke alene har med trange Kaar at kjæmpe, men ogsaa møder Haan hos mange bedre Stillede. Arbeiderne maatte derfor søge at blive repræsenterede i Rigsdagen af Mænd, der vilde tale deres Sag, og en af de Ting, der i politisk Retning navnlig burde stræbes henimod, var den uforandrede Junigrundlovs Gjenerhvervelse. Det udvikledes, at Næringsfriheden havde havt meget skadelige Virkninger for Arbeiderne og Smaaborgerne og hævdedes, at det var nødvendigt for Arbeiderne her og overalt at slutte sig sammen for derved at opnaae en Forbedring i deres Lønningsvilkaar, der for saare Manges Vedkommende vare altfor uheldige, ja ligefrem umålelige. For en af Talerne havde det været Dolkestød, at det i Politivedtægten var fastsat, at kun anstændigklædte Personer maatte færdes paa Fortouge, thi dette var i hans Øine en Haan mod Arbeiderne, der, saavidt han troede, ikke kunde gaae anstændig klædte. Kun ganske enkelte Yttringer vare af vidtgaaende Natur, men det maa indrømmes, at Talerne i det Hele vare meget moderate, og Modstandere af de fremkomne Udtalelser opfordredes endog til at optræde, en Opfordring, der dog ikke blev efterkommet. Mødet varede i omtrent 1½ Time og endte uden nogensomhelst Forstyrrelse af den offentlige Ro og Orden. Lignende Møder vare, efter Forlydende, berammede i Aarhuus og Randers.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. maj 1872).