Om forsømte Børn i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen).

(Af Pastor Helms.)

Iblandt de Midler, paa hvilke Nutiden har sin Opmærksomhed henvendt for at forbedre de fattige og arbeidende Klassers Kaar, indtager Bestræbelsen for at forbedre Skolevæsenet, en betydningsfuld Plads. Ogsaa i Kjøbenhavn staaer Skolevæsenet paa Dagsordenen og i de offentlige Skoler har man skyndt sig med at udvide saavel Skoletiden som Underviisningen - en Foranstaltning, som dog neppe kan hilses med ublandet Glæde medmindre den ledsages af tilsvarende Foranstaltninger for de daarlige Børn, som hidtil ikke have kunnet tilfredsstille Skolens Fordringer, og endnu mindre ville kunne dette i Fremtiden. Friskolerne omfatte naturligviis mange fattige og skrøbelige Børn, som leve under de sørgeligste og usleste Vilkaar, Børn, som ved dagligt, ofte strengt og langvarigt Arbeide maae hjælpe til Familiens Underhold. Ikke faa maae tilbringe hele Dagen udenfor Hjemmet, deelte imellem Arbeidet og Skolen, og komme de endelig hjem om Aftenen, er der dog hverken Lyst eller Ro til at læse. Saadanne Børn kunne, tilmed naar de ere tungnemme eller svagelige, afkræftede af Mangel pau ordentlig Næring, kun daarlig følge med i Skolen; jo mere dennes Fordringer strammes, desto mere bleve de tilbage; sløvede og trættede af Skjænd og Oversidden i Klasserne blive de lede og kjede af Skolen, som de omsider forlade med høist mangelfulde Brudstykker af Kundskab. 

For saadanne Børn gives der i Kjøbenhavn en saakaldet Extraskole, som rummer 50 Børn. Det har forlængst været erkjendt, at den er aldeles utilstrækkelig, men den vil blive det i langt høiere Grad, eftersom der stilles højere Fordringer til de normale Skoler. Det er at haabe, at de fornødne Pengemidler maae findes enten til at udvide den bestaaende Extraskole, eller til at oprette Extraklasser ved de forskjellige Friskoler, hvor Underviisningen kan lempes efter de daarlige og forsømte Børns Tarv.

Men en langt betænkeligere sag er det med det stedse stigende Antal Drenge, som mod Forældrenes Villie og Vidende forsømmer Skolen, og som kun, ledsagede af Faderen eller Moderen, kunne bringes derhen. Men Fattigfolk have i Reglen ikke Tid dertil; Arbeidet skal passes, Sygdom eller smaa Børn binde Moderen til Huset, og den Omstændighed, at en saadan stor Knægt stundom river sig løs paa Gaden og løber sin Vei, er ikke behageligt for vedkommende Forældre. Vil Skolen straffe saadanne Skulkere, saa tage de deraf kun Paaskud til ny Forsømmelse, og Skolen staaer ligesaa hjælpeløs overfor dem som Forældrene. At mulctere disse, hvilket man for Exemplets Skyld ikke ganske kan undlade, bliver i mange Tilfælde en Haardhed, som kun stemmer dem bittert imod Skolen, uden at Børnene derfor blive bedre. Stundom kan det lykkes at faae et saadant Barn sendt bort, naar det ikke blot forsømmer Skolen, men løber bort fra Forældrene Dage og Nætter, begaar Tyverier osv. Men bedre vilde det dog være baade for Børnene, Forældrene og hele Samfundet, om det Offentlige antog sig dem itide, før de have givet alt for megen Forargelse. Thi saadanne Drenge nøies i Reglen ikke med selv at skulke, men de ligge idelig paa Luur efter skikkelige Kammerater, som de drage i Ledtog med sig, og der danner sig efterhaanden Smaabander, som give Hovedstadens Proletariat en sørgelig Tilvæxt.

Mulctsystemet gaaer ud fra, at Forældrene ere Skyld i Børnenes Forsømmelser. Men hvor Forældrene have tabt Magten over Børnene, der gjælder det at rumme disse selv, og dette kan formeenllig kun skee ved at sætte dem i en Tvangsskole, saaledes som det skeer med de uregjerlige Børn, der ere under Fattigvæsenet. Der er Forældre nok, som med Taknemmelighed vilde modtage det Offentliges Hjælp til at tugte deres vanartede Børn, ja som endog baade kunde og vilde udrede noget til deres Underhold i nogen Tid, i det Haab, at deres Trods kunde blive kuet, og den blotte Tilværelse af en saadan Tvangsskole vilde indgyde mangt et Barn en gavnlig Respect og lægge en Dæmper paa dets Hang til Udskeielser.

Dit er mit Haab, at den Commission. som er nedsat til at undersøge Skolevæsenet i Kjøbenhavn, vil tage disse Forhold under grundig Overveielse. Det kjøbenhavnske Almueskolevæsen er vistnok bedre, end de Fleste forestille sig, og det fortjener ikke de haarde Domme, som stundom ere fældede over det af Mænd, som kun kjendte meget lidt til det. Men naar man finder Skolerne fortræffelige og beundrer, hvad de knnne præstere ved Examina og Verdensudstillinger, da glemme man ikke at lægge Mærke til det Bundfald af Børn, der enten bliver siddende fast i de nederste Klasser, eller der udvikler sig til Besvær og Fordærvelse for Samfundet!

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. september 1873).

Holmens Kirke. (Efterskrift til Politivennen)

Holmens Kirkes Restauration, der paabegyndtes ifjor Foraar, siden hvilken Tid kirken har staaet lukket, er nu fuldført, og fra førstkommende Søndag vil den atter blive aabnet for Menigheden. Det tidligere saa mørke Kirkerum med dets store, stygge, lukkede Pulpiturer og den smagløse Blanding af Inventarium fra Christian IV s Periode og i Rococcostiil er nu forvandlet til et smukt, lyst Rum med aabne Pulpiturer, der ligesom Stolene paa Gulvet ere deels af Egetræ, deels egetræes-malede, med hvidt Loft og vægge, der ere malede i en let graa Farve. Udvendigt er som bekjendt Kalkpudset borttaget, saa at de oprindelig røde Steen, hvoraf endeel af Kirken er bygget, ere komne frem, medens den øvrige Deel af Bygningen, der er opført af gule Steen, er bleven malet som hiin, ligesom endvidere Jerngitterværket og Portene udenfor Kirken ere blevne malede og Forgyldningen fornyet. I det Indre er alt ældre Inventar, der er blevet bibeholdt, blevet restaureret, og fra flere Sider har Kirken modtaget værdifulde Gaver af forskjellige til dens Brug hørende Gjenstande. Saaledes har Provst Fog skjænket to store Gas-Jerncandelabre, der efter Tegning af Architekt Fenger ere udførte i Chr. IV's Stiil og anbraagt ved Opgangen til Choret. Alterklædet, der er af rødt Fløjel med et Crucifix i ophøiet Guld- og Sølvbroderi, er givet af Pastor Warburg, og to Broncecandelabre, der henstaae paa Alteret, ere skjænkede ved Pastor Schmidt, medens Kirkens Katheketer have givet en smuk, sølvbeslaaet Alterbog, og Trinene, der føre op til Alteret, ere forsynede med smukt Broderi, som er syet af flere af Menighedens Damer. Fra Lehnsgrevinde Danner vil Kirken modtoge to store Sølvstager til Alteret. Af 10 Medlemmer af Menigheden er der skjænket en ny smuk Døbefont af Sandsteen og sort, belgisk Marmor med Relieffer i hvidt Marmor af Evens, hvorimod det gamle Sølvbækken fra Christian IVs Tid er bibeholdt og anbragt i den nye Døbefont. Kirken, hvis Restauration er bleven ledet af Architekt Fenger, rummer nu 11-1200 Siddepladser eller kun omtrent 100 mindre end før, uagtet de gamle Pulpiturer havde flere Etager, medens det nye kun har een. Omkostningerne, der ere udredede af kirkens egne Midler, vare i det oprindelige Overslag anslaaede til 47,000 Rd., men deels paa Grund af Prisernes Stigning, deels fordi man senere har fundet det rigtigt tildeels at anvende bedre Materialier og gjøre flere hensigtsmæssige Forbedlinger, ere Udgifterne naaede op til c. 60.000 Rd. Endnu fremhæve vi, at der er opført en Tilbygning for en Skriftestol foruden de to mindre, der findes i selve Kirken, samt at Kongestolen er bleven flyttet til Pulpituret i Længdeskibet ligeoverfor Prædikestolen, hvor den med sit smukke Snitværk bidrager til at forskjønne dette Parti af Kirken, ligesom den ogsaa er smagfuldt udstyret med Højryggede Stole i Christian IVs Stiil.

Igaar blev Kirken tagen i Øiesyn af Hs. kgl. H. Kronprindsen og Kronprindsessen med Følge tilligemed Hs Exc. Conseilspræsidenten og Cultusministeren m. Fl. Hs. Excell. Marineministeren foreviste som kirkens Patron Logningen for de høie Herskaber.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. september 1873).

Chr. V. Nielsen: Den nyistandsatte Holmens Kirkes indre. Illustreret Tidende nr. 729, 14. september 1873.

Den fri kvindelige Forening. (Efterskrift til Politivennen)

Den fri kvindelige Forening afholdt Møde i Torsdags Aftes i Adelgade 27. Det var ret livligt besøgt og lededes med megen Dygtighed af Borgerinde Hansen, der tillige aabnede Mødet. Hun begyndte med at oplæse Regnskabet, der blev godkendt, og man gik derefter over til at drøfte Lovene der blev vedtagne efter nogen Diskussion. - Borgerinde C. Hansen indprentede de tilstedeværende Kvinder, at de fremfor Alt maatte udtale sig hvis der var Noget ved Lovene, som ikke tiltalte dem, for at der ikke bagefter skulde være Tale om Forandringer, naar Lovene forelaa trykte. Foreningens Formaal var jo kun at danne et Fond for Arbejdernes Taknemlighed, men ved Siden deraf vilde man ogsaa stræbe hen til at hjælpe hinanden gensidig i Sygdomstilfælde eller Lignende senere hen, naar Midlerne tillod det. Kvinderne behøvede ikke at staa tilbage for Mandene, de burde ogsaa bidrage en Del til deres eget Vel, naar de kun vilde slutte sig sammen - Dirigentinden ytrede, at Kvinderne ogsaa havde Fjender i deres egen Lejr, idet der var dem, der tidligere havde skumlet over, at Regnskabet ikke var saa ganske korrekt, og for at forebygge dette, vilde man fremlægge Regnskabet hver Mødeaften. Foreningens Hovedtanke vilde dreje sig om de tre Mand, og hun kunde ikte undlade at bringe dem en Tanke her i Aften. Det var hendes faste Overbevisning, at det ikke vilde vare længe, før vi atter havde dem i vor Midte, og hun knyttede i saa Henseende sit Haab til Rigedagen. Vi, som her er til Stede, har næsten Alle hørt hver Tale fra Pio's Mund, og om saa Hele Verden sagde, at Dommen var retfærdig, saa vilde hun og vistnok Enhver med hende sige, at Dommen var uretfærdig. Man gjorde Stads og Fjas af en Fyrste, der havde været med til at røve flere Stykker Land fra Danmark, medens man behandlede dem, der vilde Arbeidernes, d. e. Landets Vel, som de gemeneste Forbrydere. Borgerinde Clausen  talte for Regnskabets Rigtighed, og ytrede, at det vilde være en gemen Forbrydelse, at tilvende sig den mindste Hvid af Foreningens Formue, særlig med Hensyn til dens Formaal. - Dirigentinden mente, at Benævnelsen "Borgerinde" var den mest passende for Medlemmerne, idet man da slap for Ulejligheden med at skaffe sig at vide, om den man tiltalte, var "Jomfru" eller "Madam , og hun saa ikke i Benævnelsen Noget, der havde med "Internationale" at bestille, ti naar Medlemmernes Mænd, Forlovede, Brødre osv. var "Borgere i Staten", saa maatte disse jo være "Borgerinder". Da Ingen havde begæret Ordet, fortsatte hun med nogle Bemærkninger "om Kvinden", og fortalte meget træffende, at det ærgrede hende, at man kaldte Kvinden "den Svage" til enhver Tid. Det var uberettiget, ti man havde Tusinde Eksempler paa, at Kvinden var den Stærke, naar Manden lod Modet synke. Hvem havde f. Eks. det meste Arbejde, naar Børnene var syge? Saa var Manden i Tilgift ofte knarvurren og gnaven, medens Kvinden opbød hele sin Sjæls styrke og ofrede sin Ro tidligt og silde; og naar saa Manden svigtede sine Pligter og gik paa Værtshus og ødelagde de knappe Indtægler, ja saa var det atter Kvinden, der maatte holde ud, arbejde til det Yderste, for at holde sammen paa Stumperne og bevare det ydre Skin. Naar Mandens Mod svigtede og han f Eks. tog sig af Dage, da var det atter Kvinden, der maatte tage dobbelt Mod til sig for ikke at lade de stakkels uskyldige Børn i Stikken. Og hvor udholdende sidder ikke Kvinden ved Mandens Syge eller Dødsleje? Kort sagt, der var utallige Beviser paa, at Kvinden var den Stærke, og hun ønskede af Hjertet, at man vilde befri hende fra dette Tilnavn. - Sluttelig talte Borgerinde E. Hansen for Benævnelsen "Borgerinde", idet hun dog fremhævede, at man ikke vilde befatte sig med Politik, det overlod man til Mændene. Vi virker stille og beskedent for os selv og for vort Formaal. - Mødet hævedes med Afsyngelsen af flere socialistiske Sange, og den fortrinligste Stemning havde hersket hele Aftenen, tilligemed en Ro eg parlamentarisk Orden, der endogsaa vilde have gjort en Forsamling af Mand til Skamme. 

(Socialisten 13. september 1873).

I Adelgade 27 lå ifølge Hans Scherfig i "Land og Folk" (1974) i sin tid Tømrerkroen som var mødested for deltagerne i "Tømrerskruen" i 1794.

Oline Hansine Schmidt og Marie Oline Andersen. (Efterskrift til Politivennen)

Justitssager. To unge Fruentimre, Arrestantinderne Oline Hansine Schmidt og Marie Oline Andersen, begge i en Alder af 22 Aar og tidligere straffede, ere i disse Dage ved Criminalretten ansete for Forbrydelser, der for den Førstes Vedkommende vidne om en høi Grad af Snedighed og en Forslagenhed, der har været den egentlige Aarsag til, at Medarrestantinden igjen betraadte Forbrydelsens Bane. Efter at være løsladt fra Ladegaarden den 20de Februar d. A. flyttede Arrestantinden Schmidt sammen med en Arbeidsmand, der intet Erhverv havde og derfor daglig forlangte, at hun skulde skaffe Penge, og undertiden endog pryglede hende. Da hun ikke vidste anden Maade at skaffe Penge paa, foregav hun for sin Veninde, Arrestantinden Andersen, hvem hun havde kjendt i flere Aar, at hun havde en Kjæreste, som laa paa Hospitalet, og som havde Penge udestaaende, men ikke kunde faae dem hævede i sin nuværende Tilstand. Derefter skrev hun Breve til nævnte Arrestantinde, underskrevne med den foregivne Kjærestes Navn, og bad heri om Laan, som lovedes tilbagebetalte med gode Renter. Andersen var saa godtroende, at hun efter disse Breve laante Schmidt c. 20 Rd. Sidstnævnte fandt ogsaa paa en anden Plan til at fralokke Andersen Penge. A. havde ladet sig forlyde med, at hun havde staaet i Kjæresteforhold til en Slagtersvend og givet denne en Portnøgle til Eiendommen, hvori hun boede. S. skrev nu først i den somme opdigtede Persons Navn, som tidligere, og senere i en ved Kjøbenhavns Politi ansat Overbetjents og i en af Criminalretsassessorernes Navne, selvfølgelig uden disses Vidende og Villie, Breve til A , hvori denne underrettedes om, at Slagtersvenden var bleven anholdt af Politiet og havde angivet at have faaet Nøglen af hende, hvorfor hun, under Trusel af at komme 8 Maaneder "paa Huset" og af, at Brevskriveren nok skulde finde hende, paabødes at betale Afdrag paa en Mulct af 50 Rd., som Schmidt havde indbildt hende, at hun skulde betale for at have ladet sin Kjæreste faae den omtalte Nøgle; Pengene skulde leveres til Schmidt, der vilde besørge det Fornødne. Ved disse Breve fik Schmidt presset Andersen til at betale hende c. andre 20 Rd., uagtet S. vidste, at Andersen ikke var i Besiddelse af Penge og for at tilveiebringe dem maatte gjøre sig skyldig i Ulovligheder, ja hun opfordrede hende endog selv til at stjæle fra sit Herskab. Schmidt har derhos flere Gange, naar hun var i Besøg hos Andersen, frastjaalet denne Klædningsstykker og pantsat dem og endelig gjort sig skyldig i flere andre mindre Ulovligheder. For at skaffe de omtalte Penge har Arrestantinden Andersen deels stiftet Laan i sin Madmoders Navn, deels frastjaalet sin Huusbond saavel Løsøre til en Værdi af 17 Rd. som Penge til et Beløb af c. 45 Rd. Disse Penge henlaa om Natten i Huusbondens Tegnebog paa en Commode i hans Sovekammer, og om Morgenen, inden han var staaet op eller var bleren paaklædt, tog hun dem ud af Tegnebogen; den sidste Gang bemærkede Huusbonden Tyveriet og foreholdt Pigen det, men gjorde ingen Anmeldelse derom, da hun lovede at tilbagedelale hele det stjaalne Beløb, hvilket Arrestantinden haabede at kunne gjøre, naar hun fik de udlaante Penge tilbage med Renter. De stjaalne Penge anvendte hun deels til Tilbagebetaling af de Laan, hun havde stiftet i sin Madmoders Navn, deels til at tilfredsstille Arrestantinden Schmidts paatrængende Anmodninger og ikke for nogen Deel til sin egen Fordel. Arrestantinden Schmidt blev anholdt, medens hun var i et Besøg hos Andersen, og da Betjenten, idet han gik bort, yttrede til Sidstnævnte: "Jeg kommer siden og taler med Dem." blev hun forskrækket, og uden at tænke over Følgerne gik hun strax hen paa et Apothek, kjøbte for 2sk Svovlsyre i en lille Flaske og begav sig ud i Grønningen, hvor hun drak en Deel af Flaskens Indhold; hun tabte derpaa Besindelsen og kom først til sig selv igjen efter at være bragt paa Hospitalet, hvor hun i flere Uger maatte henligge under Cuur. Ved Dommen blev Arrestantinden Schmidt straffet med Forbedringshuusarbeide i 18 Maaneder, Arrestantinden Andersen med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. september 1873).

Arbejderforeningens udflugt til Frederiksberg. (Efterskrift til Politivennen)

Den demokratiske Arbejderforening

foretog søndag eftermiddag den bebudede udflugt til Frederiksberg. Ved den gamle jernbanevold samledes vel omtrent to tusinde deltagere i turen; efter at Pihl havde gjort opmærksom på at uagtet Crone vistnok havde bestilt dårligt vejr, lod det dog til at blive godt vejr, gik man langs volden til Valby. Det “gode vejr” gjorde dog lidt løjer, idet Crone dog fik den fornøjelse at der lige ved afmarchen kom en heftig regnbyge; men arbejderne tager det ikke så nøje med en smule vådt, og man begav sig  derfor ugenert på vej under afsyngelse af “Arbejdersangen”. Inden man nåede til den gamle jernbanebro havde vejret dog klaret sig, så at Crones glæde kun varede kort; her udbragte Pihl et leve for friheden, og efter et udbragt hurra for Pihl, gik man til Valby Kro. Her lykkedes det kun de færreste at få et glas øl, da man naturligvis ikke var forberedt på at modtage så mange gæster på en gang. Derpå gik det under stadig sang gennem Valby til Søndermarken, hvor man lejrede sig på den smukke lille plæne tæt ved Slotskroen. Her forfriskede man sig lidt, provianten kom frem, og efter en kort hvil begyndte forhandlingerne. Disse arbejder har nu engang den sære vane at de ikke kan komme sammen uden at de skal tale lidt om deres egne anliggender, og nogle enkelte talere optrådte da også, dels for at mindes de te der nu sidder bag lås og slå, mens man her nød friheden på beskeden arbejdervis, og dels for at pirre de tilstedeværende for realisationen af alle arbejderes yndlingstanke: en egen bolig som politiet ikke kan chikanere. Derefter opfordredes de tilstedeværende til at erindre de 6 domfældte for fanesagen, og en indsamling fandt sted der indbragte den ikke ubetydelige sum af 17 rd. 17 sk. Det viser nok så meget at arbejderne selv midt i en fornøjelse ikke taber det store mål af syne, men altid er rede til at bringe deres skærv til dem der lider for sagens skyld. Mængden var imidlertid vokset betydeligt, idet mangfoldige var gået den sædvanlige vej til Frederiksberg, og det er næppe nogen overdrivelse når vi siger at der var samlet 3.000 deltagere foruden tilskuere der holdt sig i beskeden afstand. Som sædvanlig skulle politiet gøre sit for at bringe misstemning tilveje, og her fandt man på at ville forbyde øludskænkning, dog heldigvis for sent for der var ikke mere da forbuddet kom. Det lykkedes altså ikke at bringe forstyrrelse, tværtimod bragte det munterhed, og efter at der var holdt flere taler, hvor der blandt andet også konstateredes at forsamlingen ikke opfattede den murer Grøn overgåede dom som vanærende for ham, begav man sig til Carl Hansen i “Billigheden” i Allegade og her rekreerede man sig på bedste måde og skiltes efterhånden. På hele turen herskede der den bedste stemning, og når Dags-Telegraphen omtaler at stemningen var “mat”, så er det en lige så åbenbar løgn som når referenten er fræk eller dum nok til at forsamlingen var smeltet ind til ca. 400 personer. Der mangler bare et nul, så havde han været sandheden nærmere, men Rimestad kan jo heller ikke lide de “store tal”, og derfor holder han sig så nær til de små at han endog lader sig nøje med 2 og ½.

(Socialisten, 9. september 1873).

En udflugt i det grønne

Snedker Pihl med den ny demokratiske arbejderforening i København havde til i søndags besluttet en vandring til Frederiksberg, og efter opfordringen var der til den fastsatte tid ved den nedlagte jernbanedæmning ved tømmerpladsen samlet henved 1.000 personer af begge køn, af hvilke dog næppe 100 hørte til “foreningens” faste stok. Resten var dels læredrenge, der i stort tal havde givet møde, dels større og mindre familiegrupper der i en lille afstand sluttede sig til hovedstammen. Ved den store bro ud for “Carlsberg” gjorde man ifølge Dags-Telegraphen holdt for at råbe hurra for friheden og for Pihl, og så gik det videre ad banestrækningen til Valby hvor man gæstede kroen. Da man imidlertid måtte skøtte sig selv uden at nogen lod til at ænse besøget, travede man atter afsted og havnede i Søndermarken på en stor plæne tæt ved udgangen ved Slotskroen. Nu skulle talerne til at begynde; men stemningen var åbenbart trykket, og først efter at man havde fået et påskud til at beklage sig over politiet, som erklærede et etableret øludsalg for ulovligt, kom der lidt liv i “førerne” på udflugten, nemlig Pihl, Grøn, Alfred Jørgensen og “redaktør” L. Hansen så at de gav sig til at deklamere om storborgerne, politiet og socialismen. Stemningen var og blev dog mat; efter en times forløb brød man op, og “toget” der nu var smeltet ind til ca. 400 personer, gik derefter gennem Pile Alle til Allegade hvor man i et beværtningssted søgte hvile efter dagens besværligheder.

(Jyllandsposten, 9. september 1873).