Mere Oprør! (Efterskrift til Politivennen)

Hvis det ikke har været galt før, saa er det blevet det nu. Kongen har hjemsendt Folketinget, som ikke samstemmende med hans Raadgivere, og ny Valg ere udskrevne til den 14de Novbr. Det er under disse Omstændigheder naturligt, at hele Storborgerpartiet, navnlig Høirepressen, skummer i det vildeste Had og Raseri mod Modpartiet, Smaaborgerne, men især mod disses Ledere. Hvad har da Ministeriet gjort, spørges der om! Der kan svares, at det i visse Retninger har gjort meget for meget, i andre meget for lidt. Der sidder endnu Mand i Kongens Raad, som Enhver, der elsker sit Fædreland og sin Konge, oprigtig maatte ønske vare blevne fjernede derfra for godt 10 Aar siden. Hvad der er udrettet af disse Mænd og deres Tilhængere, det skal Historiens Aarbøger nok vide at opbevare til de sildigste Tider i sørgelig ihukommelse. Men hvad har Flertallet af Rigsdagens Medlemmer da gjort, spørges det ogsaa Slet ikke Andet, end at dette Flertal endelig har besluttet, at ville gjøre Ende paa det Parties Regimente, der - som sagt - har paaført os mere end nok af Ulykker. Men Allarmen og Spektaklen, som Vedkommende gjøre for at holde sig, er ogsaa frygtelig. Det, der nu er sket, bedrives af Storborgerpartiet som Begyndelsen til Oprør, ja næsten som et Saadant. Jeg troer, at dersom alle Helvedes Djævle vare løsladte, kunde det ikke afmales gaæere. Der har været talt om raa Pøbel, om Socialister, Kjæltringer og uopdragne og tølperagtige Slyngler af Arbeiderklassen. Men man maa rigtignok tilstaa, at den "fine Pøbel" i disse Dage overgaar langt den grove do. i Henseende til personlig Udskjælden og nederdrægtig Løgn og Bagvaskelse imod Modstanderne, eller dem, som de ikke kunne bruge for deres Planer. Og blandt dem, som heromkring maa holde allerhaardest for, er Skoleforstander Bjørnbak i Viby, Og hvorfor! Fordi han blotter Kjæltringestregerne hvor han finder dem, og fordi han ved sin sjeldne Fasthed og ufortrødne Arbejdsomhed virkelig er Partiets allerfarligste Fjende. Vore to andre her udkommende Blade hyle og skraale forfærdelig over Bjørnbak, saa at endog Folk, som før have sagt, at Bj. var alt for grov i sit Blad, nu selv indrømme, at Hine er langt grovere, end han nogensinde har været. De ere blevne i den Grad grove, at hvis Beskyldningerne virkelig vare sande, maatte B. for længe siden have siddet i Tugthuset. 

Hvem har da mon den virkelige Skyld for, at Folketinget blev stædigt og vilde raade sig selv lige med Et! Den rette Skyldige er naturligvis - Bjørnbak. Ja hvorfor ikke! Han har Skyld i Alting; at en Tønde Land Jordsmaal i de sidste Aar er steget med et Par hundrede Daler, at en Hest, en Ko, 1 p Smør, Kjød. Flæsk, Mælk, Kasse, Brændevin, Klæder og Sko osv. osv., er steget l/3 imod før, det har B. Skyld i. At en Karl, Pige, en "sølle Husmand" osv. vil have høiere Løn for at arbeide, det har B. Skyld i. At der stiftedes Foreninger i Udlandet af Arbeiderne, fremkaldt af Selvopholdelsesdriften og Nødvendigheden for ikke at sulte at ihjel, og at denne Bevægelse tilsidst ogsaa naaede hertil, kort sagt Alt skrives paa Regning. Jeg ved ikke, hvad man mest skal forundre sig over, enten over den frække Løgnagtighed, der fortæller sligt, eller den Dumhed, som troer det. Hvorfor rase vore Fjender med Løgn og Æreskænderi mod de Mænd, som have vakt os, og som gjøre Alt for at holde os vaagen? Fordi Hine helst selv vilde beholde al Magt. Saa raabes der i Kor, at nu vil man Kongen tillivs. Lutter Løgn - Kongen har ligesaa mange og lige saa tro Undersaatter iblandt os, som iblandt Storborgerpartiet. At slutte sig til os, den talrigste Del af Folket, tager Kongen visselig ingen Skade af. Der skraales om Brud paa Forfatningen. Ligeledes Løgn. Det er Storborgerpartiet selv, som truer denne. Dernæst vil man skræmme med Tilstanden i Spanien, med Kommunen i Paris, den røde Republik, Socialismen, Internationale. Løgn det Hele! Kort, man raaber i et forvirret Raab om Bismark, Bjørnbak, Socialisten, Aarhus Amtstidende, Skjærsliberen, Tugthuskandidater, Husmænd og Dagleiere, og underligt, om ikke Djævelen selv ogsaa bliver stilt op til ydermere Skræk, Men vi kan være overbevist om, at jo høiere Partiet skraaler des tættere er Kniven det for Struben, 

Et lille Raad vil jeg give mine Meningsfæller, som ere svage i Troen: I skulle ikke tro et eneste Ord af alt Dette, Sandheden er, at der er slet ingen Fare paafærde. Møder for Alting Alle paa Valgdagen, hvor Enhver skal give Møde, og rend ikke andre Steder hen. Og skulde Nogen være i Tvivl om, hvem han skal give sin Stemme, da kan Vedkommende nemt hjælpes ud af den Forlegenhed. Vi skal stemme paa den Mand, eller de Mænd, som det Parti, jeg ovenfor har beskreven, rakker allerstærkest ned paa, og skjælder allerstærkest ud; saa tage vi virkelig ikke feil. Og et Raad endnu til dem af mine Læsere, som ville stemme paa en Venstremand, En, der siger Nei til Finantsloven! Faar først at vide til Visse, om Eders Navne ere paa Valglisten, inden I opgive, hvem I stemme paa. Det kunde ellers let hænde, at naar I først have nævnet Kandidaten, Eders Navn da ikke er til at finde af den Vedkommende. Derimod kan en Høirekandidats Vælgeres Navne langt lettere findes, især i Aarhus Amts 2den Valgkreds; vi lode os godt tage ved Næsen i 1866. Det maa vi for Guds Skyld ikke gjøre mere.

E, Sk. Hr. Gaardeier og Sognefoged Jens Andersen Gott i Faarup har igjen for nylig udgydt af sin Visdomspose i Jyllandsposten Nr. 252. Jens Andersen bliver vel snart, tænker jeg, for Jyllandsposten, hvad Konsul Mørk nu er for Stiftstidenden. Hr. Hoffmeyer behøver virkelig ikke at sjenere sig derved, for siden Vorherre kaldte Propr Folsach til Ristrup heden, kan Hr. I. A. G. i Faarup godt betragtes som første Storborger i Faarup og Sabro Sogne. Onde Tunger sige rigtignok, at det ikke er Hr. A. selv, som skriver disse gyldne Ord, hvorunder hans Navn pranger, og man nævner iblandt Flere ogsaa en vis Amtstuefuldmægtig. Men jeg har bandet paa, at dette Rygte vistnok farer med Usandhed. En Amtstuefuldmægtig, der tillige indtager andre betroede Stillinger, maa absolut være en skrivekyndig Mand, og af en saadan Mand maatte man jo altsaa kunne vente en langt bedre Stil. Imod at Skribenten skulde være Hr. J. A. G. selv har man anført, at den som paatager sig saa rørende og ukaldet at præke Fred, Fordragelighed, Forsoning, Dyd og Moral, ja i Sommer i Hundedagene gav gode Raad, Altsammen især for Bjørnbak, jo maatte have saa særdeles pænt Mel i sin Pose i alle de anførte Hensender.

Brabrand Mark, den 4de November 1873.

Niels Pedersen Nørgaard.

Husmand.

(Aarhus Amtstidende 12. november 1873).

Politi mod Forsamling. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn, den 3die November 1873. Igaar overraskede "Socialisten" med en af Formanden for den demokratiske Arbejderforening, Snedker S. Pihl, underskreven Opfordring til Kjøbenhavns Arbejdere om at møde idag Kl. 12 paa Slotspladsen udenfor Kristiansborg Slot, for at støtte Indgivelsen til Kongen af en paa et Arbeidermøde paa Nørrefælled vedtagen Adresse om Benaadning af de tidligere Arbeiderførere Pio, Brix og Geleff. Denne Adresse blev kort efter Vedtagelsen overbragt Kronprindsen, som da førte Regeringen i Kongens Fraværelse, men den blev ikke modtaget, da Kronprindsen anmodede Overbringerne om at afvente Kongens Hjemkomst. Efter denne blev det imidlertid Vedkommende betydet, at Adressen maatte indgives igjennem Justitsminister Klein. Da Arbeiderne imidlertid ikke troede at kunne vente noget godt Resultat ved Justitsministerens Mellemkomst, var det at Pihl udstedte sit Opraab igaar for at Kongen - der gav offentlig Audients idag paa Kristiansborg Slot fra Kl. 11-1 - kunde se, at det var et i Arbeiderbefolkningen almindelig næret Ønske, som Adressen var et Udtryk for, og skal det have varet hans Hensigt under den offentlige Audients at faa Adressen overleveret til Kongen. Igaar Formiddags Kl. 11, da Pihl stod i Begreb med at tage med Banen for at deltage i et offentligt Møde paa Landet, blev han imidlertid anholdt paa Banegaarden af Politiinspektør Hertz og ført til Raad- og Domhuset, hvor han foreløbig sidder under Anholdelse for senere at blive sat under Tiltale for formentlige Fornærmelser mod Kongen. I Morgenbladene bekjendtgjorde derhos Politidirektøren, at en Sammenstimlen paa Slotspladsen ikke vilde blive taalt, hvorfor Enhver advaredes mod at indfinde, sig der til den nævnte Tid. Om nu denne Bekjendtgjørelse ikke er bleven tilstrækkelig kundbar eller ikke er bleven respekteret, veed jeg ikke, men saameget er vist, at der noget over Kl. 12 samledes ikke faa større Grupper paa Slotspladsen, uden dog i mindste Maade at forstyrre Roligheden. Politiet, der var meget talrigt tilstede, fandt imidlertid her en ønskelig Leilighed til at øve deres Myndighed; de begyndte derfor at drive Massen foran sig fra Høibro langs Kanalen til Holmensbro, men dette gik dog fredelig af, da Mængden meget villig lod sig drive afsted. Efter at den var kommen over Holmens Bro, synes det, som om den vilde tage en lille Oprejsning ved Afsyngelsen af Socialisternes Marsch og Hurraraab for Pio, Brix og Geleff, og dette var da ogsaa den tilstedeværende myndige Politiinspektør Clausen formeget. Paa Kommandoordet "Træk Stavene og slaa løs!" foer den betydelige Politistyrke ind blandt de Tilstedeværende, satte efter dem i fuld Fart og slog saa kraftig løs med de tunge Politistave, at Mange bleve betydeligt saarede, navnlig i Hovedet, som Betjentene særlig syntes at bruge som Skive for deres Slag. Det var imidlertid ikke blot dem, der havde været med paa Slotspladsen, som maatte bøde saa haardt, men ogsaa de, der befandt sig "Ved Stranden", da Indhugget skete, bleve revne med i Sværmen og undgik vel heller ikke enkeltvis ved flauende Argumenter at blive mindet om, at det under visse Forhold kan være farligt at færdes paa Gaden i lovligt Ærinde. Det Stormløb, som Betjentene anstillede, var det umuligt at slippe fra i den stærke Trængsel, og Slagene haglede da ned over Skyldige og Uskyldige i Flæng; ja selv Damer bleve ikke skaanede. En gammel graahaaret Arbeider, som neppe vilde eller kunde gjøre stor Kvalm, saa Meddeleren heraf navnlig blive saa ilde tilredt, at det var en Ynk at se, idet der blev ham tilføiet flere større Saar i Hovedet, fra hvilke Blodet strømmede ned over hans Ansigt og Klæder og tilredte ham frygtelig.

(Aarhus Amtstidende 4. november 1873).

Kvindeligt Tyvepar. (Efterskrift til Politivennen)

Christiane Vilh. Andersen blev ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret 23. januar 1863 dømt for bedrageligt forhold. Sagen blev også behandlet i Højesteret. Hun omtaltes der som våbenmester Jensens enke. Hun optræder i forbryderalbum for 1865:

“Christiane Vilh: Andersen, Vaabenmester Jensens Enke, født i Kbhvn d: 26/11 19; hun er straffet 2 Gange i Slesvig med V: og B: i 6 G: 5 D: for Tyveri og Bedrageri og ifølge Høiesteretsdom af 11/6 63 str: med 2 Aars Forbdharbeide for Bedrageri med laante Sengeklæder. – 108”. [1865]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag.

Et par år efter dukkede så Caroline Charlotte Høidal op i aviserne:

- Paakjendte Sager i Criminal- og Politiretten.

Da en i Blancogade boende Enkefrue en Eftermiddag vilde forlade sin Lejlighed, blev hun opmærksom paa, at en fra Trappegangen til hendes Sovekammer førende Dør, der altid pleiede at være aflaaset, stod paa Klem, hvorfor hun antog, at en Uvedkommende havde aaabnet den. Da hun derpaa skubbede den op, traf hun et Fruentimmer staaende bag Døren inde i Soveværelset, og da hun ved Eftersyn i Værelset savnede et Sølv-Cylinderuhr og 26 Rdl., som vare udtagne af en Tegnebog samt en Portemonnaie med nogle Smaapenge m. m., afkrævede hun Fruentimmeret disse Ting, hvilke denne ogsaa udleverede tilligemed en falsk Nøgle. Ved en tilkaldt Politibetjents Foranstaltning blev Fruentimmeret, der var en tidligere straffet Person, nemlig Arrestantinden Caroline Charlotte Høidal, strax anholdt og bragt paa Politistationen.

Efter hvad der under Forhøret ifølge Arrestantindens Tilstaaelse blev oplyst, havde hun i Løbet af et Par Maaneder i indeværende Aar forøvet 11 Tyverier her i Staden, der have været forbundne med Indbrud om Dagen, idet hun ved Hjælp af falske Nøgler havde skaffet sig Indgang i aflaaasede Værelser, og sammesteds tilvendt sig forskjellige Klædningsstykker, Uhre, Prætiosa m. v. til en samlet Værdi af 115 Rdl. 58 hk.

I samme Tidsrum havde Arrestantinden paa 8 i 9 forskjellige Steder stjaalet Nøgler, som sad i Dørene udvendig, og som hun tilvendte sig, for senere ved Leilighed at benytte dem, hvilkel hun ogsaa tildels har gjort.

Arreslantinden, der er 44 Aar gl., har 3 Gange tidligere været straffet for Tyveri, senest ved Høiesteretsdom af 10de Mai 1866. Ved Criminal- og Politirettens Dom blev hun nu anseet efter Straffelovens § 232 for 4de Gang forøvet Tyveri, sammenholdt med § 229 Nr. 4 1ste Led, med 6 Aars Tugthusarbeide.

(Fædrelandet 20. december 1867).

De to må have indledt et samarbejde:

En kvindelig Kvistkammertyv. En Eftermiddag i Juni d. A. bemærkede en ved Nørrevold i Kjøbenhavn boende Dame, at et Fruentimmer var ifærd med at aabne Døren til et Pulterkammer paa den Gang, hvor Damen boede. Denne antog strax. at det var en Tyv, der forsagte at gjøre Indbrud med en Nøgle, og vilde derfor anholde Tyven; men da hun greb fat i hende, rev hun sig løs og ilede ned ad Trappen, men efterlod sit Shawl, som Damen beholdt i Haanden. Ved Hjalp af Shawlet og det opgivne Signalement lykkedes det Politiet at opdage Tyven, Caroline Charlotte Højdal, der 4 Gange tidligere er straffet for Tyveri, senest med Tugthusarbejde i 5 Aar. Siden Januar d. A., i da hun blev løsladt efter udstaaet Straf, har hun gjort sig skyldig i en Rakke af Indbrudstyverier paa Kvistværelser, som hun i Reglen aabnede med sin Stuedørsnøgle, og ved disse Tyverier tilvendte hun sig en stor Del Klædningsstykker til en Værdi af omtrent 54 Rd. Hun logerede hos Christiane Vilhelmine Andersen, Jensens Enke, der ligeledes tidligere har været straffet, og bragte de stjaalne Koster hjem til hende, som uagtet hun vidste, at de vare stjaalne, pantsatte dem og selv beholdt Pengene, medens hun til Gjengiæld underholdt Højdal. Enken Jensen havde endvidere uden Vedkommendes Vidende og Villie pantsat forstjellige Klædningsstykker, Duge m. v., som vare leverede hende til Laans eller Forvaring. Ved Kriminalretten bleve de Begge dømte til Tugthusarbejde, Højdal i 8 Aar. Jensens Enke i 2 Aar.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 11. november 1873)

“Caroline Charlotte Høidahl, født og hjemmeh: i Kbhn:; str: flere Gange og navnlig med 5 Aars Tugthus for Indbrudstyverier med falsk Nøgle i Værelser og [en] mængde Leilighedst: Mist: Prot: G. Pag 29.” [1873]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag.

Ovenstående foto fra 1873 må være taget i forbindelse med de omtalte sager, men at hun fortsatte, fremgår af at hun igen dukkede op i forbryderalbum for 1881. Der står at hun senest er straffet med 8 års forbedringshus:

“Caroline Charlotte Høidahl, født her 16/12 43; i mange Aar str: navnlig for T: med f: N: i Beboelsesleilighed og paa Qvistk:; sidst 8 Aar Tugth:. Mist: Prot: G. 29. 317”. [1881]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag.

En Hustrus Mishandling. (Efterskrift til Politivennen)

Den 19de Mai d. A. indfandt en Arbejdsmands Hustru sig paa 3die Politistation her i Staden og anmeldte, at hun i de sidste 8 Dage var bleven slaaet af sin Mand med en tyk Stok, samt foreviste ved denne Lejlighed Spor af Slag paa højre Side af hendes Hals og Rifter i Ansigtet. Under den den 18de f. M. i Anledning heraf paabegyndte retslige Undersøgelie fastholdt hun sin paa Politistationen afgivne Forklaring og tilføjede, at hendes tiltalte Mand, med hvem hun indtil Slutningen af foranførte Maaned havde boet i Dronningens Tvergade, og derefter i lille Regnegade, ogsaa paa det sidst nævnte Sted havde slaaet hende saavel i Hovedet som paa andre Steder af Legemet, men dog ikke som tidligere med en Stok. Tiltalte erkendte vel, at have lagt Haand paa sin Hustru, men kun for at forhindre hende fra at slaa ham, fra at mishandle deres Barn og fra at ituslaa deres Ejendele. Derimod negtede han at have slaaet hende med en Stok, hvilken Forklaring han stadig uforandret vedblev. Efter at han en halv Snes Dage havde været arresteret under Hovedforhøret, blev han ved dettes Slutning den 28de Juni løsladt af Varetægtsarresten. Straks efter at dette var sket, tilstillede han Kriminalrettens 5te Kriminalkammer, ved hvilket den omhandlede retslige Undersøgelse var bleven foretagen, en med hans Hustrus Navn undertegnet og den 1ste Juli d. A. dateret Skrivelse, hvori det hedder, at hun, der vel for Politiet havde anmeldt de af hendes Mand under deres Uenighed mod hende udviste Haandgribeligheder, ikke kunde fragaa, at hun havde gengældt disse og sikkert ved et mere sindigt og sagtmodigt Forhold kunde have forhindret hans Overfald. og at det vilde gøre hende meget ondt, om Tiltalte skulde komme til at lide Straf for en Overilelse, som hun tildels havde foranlediget, hvorfor hun indstændig anholdt om, at han maatte fritages for Straf, eller at denne i modsat Fald maatte blive saa lempelig som mulig i den Overbevisning, at den tidligere sørgelige Ufred ikke vilde blive genoptagen. I det i Anledning Heraf optagne yderligere Forhør erkendte Tiltaltes Hustru vel at have samtykket i den ovennævnte Skrivelse, men nægtede at være bleven bekendt med dens Indhold og som Følge heraf at have vidst, at deri udtales, at hun havde gengældt eller foranlediget sin Mands Haandgribeligheder, hvorhos hun forklarede, at Tiltalte ogsaa efter sin Løsladelse af Varetægtsarresten stadig havde behandlet hende paa den mest raa og uforskammede Maade, navnlig udskældt hende, spyttet hende i Ansigtet uden nogensomhelst Grund og, naar hun tog til Genmæle, pryglet hende paa det Ubarmhjertigste. Tiltalte havde under det sidstnævnte Forhør erkendt, at han kun havde Bemyndigelse af sin Hustru til at lade udfærdige et Bønskrift til Fordel for ham, men ikke til i denne Skrivelse at anføre, at hun havde foranlediget eller gengældt hans Haandgribeligheder, men paastod, at han ikke havde bemærket, at dette Sidste stod i Skrivelsen, "da denne blev oplæst for ham af den Person, af hvem han havde ladet den udfærdige, og at det ikke havde været hans Hensigt, at det skulde staa deri." Derimod fastholdt han sin Nægtelse af nogensinde at have slaaet sin Hustru ogsaa efter hans Løsladelse af Varetægtsarresten. Da der imidlertid ved det under Sagen Oplyste, navnlig ifølge flere Vidners afgivne og med Ed bekræftede Forklaringer fandtes at være tilvejebragt et tilstrækkeligt Bevis for, at Tiltalte havde gjort sig skyldig i den ham paasigtede Forbrydelse, uden at han dog ved denne havde tilføjet sin Hustru Saar eller Skade paa Helbred, blev han ved Kriminal- og Politirettens Dom anset efter Straffelovens § 202 med 5 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Socialisten 16. oktober 1873).

Karen Christoffersen. (Efterskrift til Politivennen).

Bedrageri. Den 15de Juni f. A. indlagdes en Pige ved Navn Christiane Marie Christoffersen paa Almindelig Hospital. Hun eiede foruden nogle Meubler, Sengklæder og Gangklæder tillige en Sparekassebog i "Bikuben", hvorpaa der indestod 310 Rd. Disse Eiendele betroede hun til sin Søster, Karen Christoffersen og bad hende at tage dem hjem og opbevare dem i hendes Logie, for hvilket Leien var betalt forud. Den 21de næstefter afgik Patientinden ved Døden og efterlod sig en udenfor Ægteskab født Datter, der af Fattigvæsenet var sat i Pleie paa Landet. Den Afdødes Søster besluttede under disse Omstændigheder at tilegne sig de hende betroede Efterladenskaber, der vare blevne henlagte paa et Loft i det Sted, hvor Afdøde havde boet, og da Skifteretten, som behandlede Boet, indfandt sig, paaviste hun kun nogle faa Genstande som Søsterens eiendele og disse bleve kun vurderede til 2 Rd., hvorfor de udlagdes hende som Betaling for Begravelsen, hvilken Karen havde besørget. Hun undlod forsætlig at opgive den omtalte Sparekassebog, nogle Sengklæder og Meubler, en Silkenederdeel og et fransk Shavl, ialt til Værdi 32 Rd. for at fravende Boet disse Gjenstande, og hun tilegnede sig dem derefter, idet hun bl. A pantsatte Shavlet og Silkenederdelen, og da Boet var sluttet, lod hun ved en Kone, hun kjendte, Pengene hæve i "Bikuben", og anvendte heraf c. 100 Rd. til en Symaskine og henved 50 Rd. til Klæder til sig og Confirmationstøi til sin Datter. Den Afdødes Datter tænkte hun derimod ikke paa; men da hendes Broder, en Arbeidsmand, noget efter henvendte sig til hende og fortalte, at han havde hørt omtale, at Søsteren skulde have efterladt sig Penge, foregav hun, at Søsteren havde efterladt 100 Rd., som hendes uægte eneste Barn skulde have, og foreslog Broderen at modtage de 100 Rd. paa Barnets Vegne og sætte dem ud for dette, hvilket Tilbud Broderen modtog, dog uden at opfylde sit Løfte, idet han forødte Pengene. Barnets Værge forlangte ham dog ikke tiltalt herfor, da det ikke godtgjordes, at han var vidende om det begavede Bedrageri. Derimod sattes Karen under Tiltale, og efterat hun i nogen Tid havde siddet arresteret, tilstod hun sin Forbrydelse, for hvilken hun ved Criminalrettens Dom blev anseet efter Straffelovens § 252 med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage, hvorhos hun tilpligtedes i Erstatning til Søsterens Bo at betale 311 Rd. 4 Mk. 6 sk, samt hvad der maatte koste at indløse det pantsatte Shavl og den pantsatte Nederdeel.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. september 1873).