Fra Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen).

Kjøbenhavn er ikke mere det gamle Kjøbenhavn. Det er ikke blot de gamle Huse og Gader, der "forsvinder". Der er ogsaa Andet, der forsvinder. En Del af den forrige kjøbenhavnske Aand er ved at forsvinde. I mange Henseender er en ny Aand i Fremvæxt.

De, der kjendte Kjøbenhavn i Christian d. 8des Dage, vil finde at Adskilligt fra den Tid er vendt tilbage, men med andre Mænd. Den Gang var den mod Friheden fjendlige eller dog uvenlige og ligegyldige Aand den herskende. Kun enkelte Blade førde Frisprog, nemlig "Fædrelandet", "Kjøbenhavnsposten" og "Den Frisindede", hver dog i sin Retning. Da Kjøbenhavn fik en ny Kommunalindretning, samledes de egenlige Fremskridtsmænd om Kjøbenhavns Kommune. Det var den Gang Alberti kunde sidde Side om Side med Krieger i Kjøbenhavns Borgerrepræsentation.

Ogsaa den Gang var der to Retninger i Studenterverdenen. De Gammeldags holdt sig i Studenterforeningen, som var meget fin og fornem. De Fremadstræbende samledes i Akademikum. Men disse to Foreninger smeltedes dog sammen i den ny Studenterforening, som har affødt den nuværende med dens nye Spaltninger.

I Christian d. 8des Dage var der en Hoftid ligesom nu, ogsaa den Gang opholdt mange Godseiere sig em Vinteren i Hovedstaden og deltog i Hofballerne. Da Frederik 7de kom paa Thronen uden Dronning hørte Hoflivet op, og i hele hans Tid trak Godseierne sig tilbage baade fra Hovedstaden og Politiken.

Kjøbenhavn vilde dog omtrent have vedblevet at være den gamle med en stor Mængde Ligegyldigt og en lille Kreds Virksomme, hvis ikke Februaromvæltningen i Paris og de paafølgende Martsdage aldeles havde omskabt Tænkemaaden. De Retninger, der i Statsraadet fremtraadte med Tschernings Navn overfor Monrads og Lehmanns, i Borgerrepræsentationen med Albertis Navn overfor Kriegers og Kaysers, skildes nu ad. Det var som om den ene sagde: skal hele Folket med, saa maa vi ud af Kjøbenhavns Porte, medens den anden sagde: vi vil være Herrer i Hovedstaden og dermed Herrer overfor hele Landet.

Da Grundloven drøftedes, var der i Hovedstaden ingen stor Deltagelse for denne vigtige Sag. Der var Tegn til, at man vilde udsætte Sagen, til Slesvigs Stilling var ordnet. Det foreslog Krieger; men mon man da nogensinde havde opnaat en Grundlov! Der var Folk, som mente, at Rigsforsamlingen skulde blive saa uenig, at Frederik d. 7de ikke kunde underskrive en Grundlov, som kun var vedtaget af et ringe Flertal. Da var det, at Venstre holdt sit afgjørende Møde, hvor man opgav sine egne Forslag for at stemme for det Bruun-Jespersenske Landsthingsforslag, hvilket Novemberministeriet støttede. Man skulde blot have set og hørt den Overraskelse hos Høire, da B. Christensen paa Venstres Vegne udtalte sig om dette kloge Skridt, om hvilket Venstres Medlemmer havde iagttaget den ubrydeligste Taushed. Selv Ørsted tilstaar, at denne Venstres Holdning egenlig var det, der afgjorde Grundlovens Skæbne: thi nu blev Grundloven vedtaget med stor Stemmeflerhed, og derfor kunde man lettere overvinde den Modstand, der fra visse Sider rørte sig, da Ministeriel forelagde Grundloven til Underskrift for Frederik den 7de, hvis Pennestrøg dermed fraskrev sig sine otte Forgængeres Enevoldsmagt.

Der var aldeles ingen Jubel i Hovedstaden, da Grundloven underskreves; det var knap nok, at en lille Kreds kunde samles de følgende Aar paa Grundlovsdagen. Man sammenligne hermed det Røre i Studenterforeningen, Rimestads Arbejderforening samt paa Gader og Stræder, da man 1863 vilde have Christian den 9de til at underskrive Novemberloven, hvis Hensigt efter Halls eget Udsigende var, at skulle bære hele vor konstitutionelle Udvikling, og hvad Plads blev der da for Frederik den 7des Junigrundlov !

Frederik d. 7de levede ikke meget i Hovedstaden, hvor man meget tydelig lod ham vide, at man ikke yndede hans Ægteskab. Som man erindrer, rettedes ved Nyaar 1860 meget voldsomme Overgreb mod Kongens Arnefred og det Rottwittske Ministerium. Men ved Rottwitts bratte Død i Februar kom Hall atter til Roret, og saaledes herskede Nationalliberale de sidste 4 Aar af Frederik den 7des Levetid.

Da de frygtede, at den nye Konge mere yndede Helstatspartiet, modtoges han ingenlunde med Jubel, og naar Frederik den 7de efter sin Død hyldedes ogsaa af de kjøbenhavnske Qvinder, saa stod dette i Modstrid med den overvættes Jubel, hvormed man havde hilset "Grevinden og hendes Sødskendebarn."

De Nationalliberale optraadte meget skarpt mod den nye Konges Mænd, mod hans gule Garde, med Augustforeningen, der stillede sig paa Kongens Side, men da Grundlovskampen var endt, indtraadte et Vindstille under det første Godseierministerium.

Først det Holsteinske Ministerium, der atter bragte de National-Liberales Hovedmænd Hall, Krieger og Fenger til Roret efter 6 Aars Fraværelse, gav Hovedstaden helt nye Strømninger. Det var noget Nyt, at et Arbeiderrøre, der ikke lededes af sine Herrer i islandske Trøier, gjorde sig gjeldende i selve Hovedstaden.

Hvad andre Hovedstæder veed hører med til Storstadslivet, bragte aldeles vore Ministre og Politimænd ud af Fatning. Enhver, der levede blant selve Arbejderne, veed, at det Hele fra først af var saare spagfærdigt, men den Uklogskab, at de store Blade gjorde Nar ad Arbejdernes Taler ved deres Møder, hvad jo ogsaa Advokat Nellemann tavlede i sit Forsvar, satte ondt Blod, og fra nu af er der kommet et yderste Venstre i Hovedstaden, til Dels netop ved de "National-Liberales" Uklogskab.

De havde aldrig villet taale, at selve det gamle Venstre fik Raaderum i Kjøbenhavn. Netop fordi den gamle Arbeiderforening, af hvilken J. A. Hansen, Reinh. Jensen, Müllen og Rugaard var Medlemmer, modsatte sig Stormløbene mod Kongens Hustru 1860, traadte E. V. Rimestad til og dannede sig en egen ny Arbejderforening af 1860.

Men Aaret 1870 har ogsaa givet Venstre ny Styrke i Hovedstaden. Hvad der prøvedes i Rugaards Tid 1856 med Morgenposten som Venstres Dagblad i Hovedstaden, prøvedes igjen med Morgenbladet, som arbejder med nye og friste Kræfter. Onsdagsforeningen er en afgjort Venstreforening. At der kunde holdes en Fest for J. A. Hansen under talrig Tilslutning, og at L. Bjørnbak kunde holde Møde i Kasino, er Vidnesbyrd om en hel ny Retning i mange Kredse.

Dertil kommer, hvad der især vækker Uro for de fordum eneraadende Universitetsherrer: de unge Studerende vil ikke længer Alle godkjende Ploug som deres Leder.

Sluttelig kan det fremhæves, at aldrig før har Rigsdagen været Gjenstand for en saadan Opmærksomhed som netop nu, og Tilhørerne er ikke længer udelukkende mod Venstre. "Dagbladet" vilde 1855 have nedbragt Rigsdagen til at være et stort Amtsraad. Men Rigsdagen har Skridt for Skridt vunden Indgang hos en Mængde tænkende Mænd ogsaa i Hovedstaden, hvor det offenlige Liv følges med Deltagelse selv der, hvor man aldrig før hørte Tale derom.

(Folketidenden 27. november 1874).

Studenterforeningen. (Efterskrift til Politivennen)

I Studenterforeningen i Kjøbenhavn har der i den sidste Tid hersket et temmeligt stærkt Modsætningsforhold mellem de Orthodoxes ("Theologerne") og den saakaldte frie Tankes Tilhængere ("Jøderne"), og denne Strid affødte i Løverdags en overordentlig talrig besøgt Generalforsamling, som havde foranlediget mange ældre Akademikere til at indmelde sig i Foreningen. Nogle unge Mennesker havde siddet samlede en Aften i Foreningen, og en af dem havde da fundet for godt at efterligne en aarhusiansk Degns Maade at sige Indledningsbønnen paa, hvorefter de Andre, 16 i Tallet, havde sunget God save the Queen med nogle Fagter til, der af Enkelte, der havde seet det, vare blevne opfattede som parodierende Andagten i en Kirke. Det Hele var en Bagatel, kaade Drengestreger, men hos "Theologerne" vakte det stor Indignation, og der rettedes en Forespørgsel til Senioratet, hvad det vilde gjøre i Sagen, og da dette vel ansaae det for rigtigt at give de Paagjældende en Irettesættelse, men ikke vilde gaae videre, fremkom der Forslag om de 16 unge Menneskers Exklusion paa 5 Aar. Der blev strax fra den mere maadeholdne Side (og den tæller mange ansete Mænd) stillet et Modforslag, gaaende ud paa, at man skulde udtale sin Misbilligelse af det Skete, men iøvrigt ikke foretage Skridt, som ellers kun pleie at bringes til Anvendelse ved Tyveri eller lignende vanærende Handlinger. Ved Generalforsamlingen i Løverdags Aftes seirede den maadeholdnere Anskuelse, og efterat Hovedmanden for det Passerede havde gjort Afbigt, vedtog Generalforsamlingen at lade Sagen beroe ved et Dadelsvotum. Denne Afgjørelse finder Billigelse hos det store Publikum udenfor Foreningen, der beklager, at denne er bleven Tumlepladsen for religieuse Modsætninger og retter en Dadel imod Ultraerne af begge Retninger, der let kunde fremkalde en daarlig Tone i del daglige Omgangsliv indenfor Foreningen.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 10. november 1874).

Optøjer i Studenterforeningen. Der skrives i "Aalb. Amtstid." fra København: I den herværende Studenterforening har der i den sidste Uge været et stærkt Røre, foranlediget ved et meget forargelig: Optrin, som fandt Sted forrige Lørdags Aften. En Del unge Studenter, som var samlede i Konversationsværelset, kom nemlig paa Tale om "det Latterlige" i mange af vore kirkelige Ceremonier og for at vise det praktisk, sprang en af dem op paa en Stol og fremlæspede en af Ritualiens Bønner, medens nogle andre messede med brægende og svovlende Stemmer og sluttelig udførte en af dem paa Klaveret en Salmemelodi, hvori han blandede Toner af forstellige Drikkesange. Denne improviserede Gudstjeneste blev da endelig afbrudt ved en af Seniorernes (Bestyrelsesmedlemmernes) Tilstedekommen. Historien kom snart ud i Byen og Dagen derester tilsendte Prof. H. N. Clausen Senioratet et meget skarpt Brev. hvori han blandt Andet truede med at sende sit Diplom som Æresmedlem tilbage, dersom der ikke blev gjort noget Alvorligt i denne Sag. I den Anledning sammenkaldtes en Generalforsamling til i Lørdags, og der mødte da saa mange, som man ingensinde tidligere mindes at have set. Paa denne Forsamling bad de Paagældende om Forladelse og paaberaable sig Fuldskab ven nævnte Aften. Hermed lod Majoriteten af Generalforsamlingen sig nøje, men en stor Mængde Medlemmer meldte sig straks ud af Foreningen. Vore Dagblade har selvfølgelig intet berettet om denne Skandale, vel nærmest fordi Hovedmandene var Sønner ar en af det national liberale Parties Høvdinge (Professor B.) og fordi Scenen er foregaaet i Studenterforeningen; dersom noget Lignende var foregaaet i Onsdagsforeningen, vilde man næppe have dækket de Paagældende med Kærlighedens Klædebon! - Vi tilføjer: Var saadant sket i en af de social-demokratiske Foreninger, saa skulde man have hørt et Hyl og set "Dagstelegrafen" notere Syndernes Navne.

(Social-Demokraten 12. november 1874)

Vejle Amts Folkeblad nævnte at en arbejdsmand ved højesteret var blevet idømt 4 gange 5 dages vand og brød for at have forstyrret en præst i en ligtale ved at yttre at det var løgn det han sagde. Avisen mente at det svarede til at "de små skælme hænger man, medens man lader de store løbe". Silkeborg Avis 20. november 1874 nævnte andre sager hvor småfolk var blevet dømt, mens de velstående gik fri.

Korsang på St. Croix. (Efterskrift til Politivennen).

CHORAL SINGING IN THE SANTA CRUZ CHURCHES.

To the Editor of the "St. Croix Avis"

Sir,

Having had opportunities of hearing all the choirs of this island sing, I beg permission to say a few words about choral singing, a subject which to me appears very important. I shall in the first place state my opinion of the singing in the different Churches respectively, and shall write according to the impression that has been made upon my mind; and should I chance to sacrifice delicacy at the shrine of truth, I shall cast myself upon the elemency of the ladies and gentlemen who will read this, and hope they won't be hard upon me.

Now then let me begin with Bassin;- that being head-quarters, I dare say some deference must be shown it.- Some time ago I attended English service in the Lutheran church, and whilst listening to the Singing, I was particularly struck with the boisterous manner in which the choir sung. There is, among young choristers, a certain vanity of showing off, each one trying to out-do the other, at the sacrifice, very often, of all that is beautiful and attracting in singing. This vanity appears to be regulated by the amount of musical knowledge possessed. Now, in the case of the choir in question the musical knowledge appears either small, or much limited, hence the jarring manner in which they sang and which could not fail to be detected by any well regulated oar. Nor was this the only defect I noticed in their singing; the sharp and abrupt manner in which the words were uttered, is another source of complaint to say nothing of the fearful amount of indistinctness accompanying it. As in oratory, clear and distinct utteranoo is the beauty of speech, so also it is one of the distinctive features ofgood singing; although this point appears to receivo little attention from West Indian choir trainers generally.

There was also much indistinctness in tho playing, which had a tendency to mislead the singers, owing to a predominance of the Bass. In leading singing, care must he taken that the singers hear distinctly the treble notes; hence many good organists strike them first, and then allow the other parts to come in afterwards. When once there is any indistinctness about the pitch of a tune the singers will generally be found below the instrument at the end of the line; and then, it demands a great amount of skill to bring them again into the proper key.

I shall pass on to notice next the singing in the Roman Catholic church. However well the Roman Catholics of other countries may sing, some exception must be made when we speak of the Roman Catholics of St. Croix. I remember, that once when, passing by a Roman Catholic church in one of the English islands, I was so much enraptured by the singing of the choir, that, I dare say, I felt as Telemachus did when listening to the chantings of the Nymphs of the goddess Calypso. The singing of the St. Croix Roman Catholics has no such attractions. Like the Lutheran choristers, they seem to pay little or no attention to sweet and harmonious singing, but each one endeavours to be heard.

The Singing in Saint John's church is just now very low. Although, unlike most of tho others, this choir appears to be composed principally of parties who possess more or less musical knowledge, yet in spite of this great advantage, their singing is just now almost a mere farce! Do you ask for the reason? Let me see if I can furnish you with an answer.

In the first place the choir is too small. The size of a choir must always be in proportion to that of the congregation. At present the choir consists of about 14 members, and of those sometimes more than 6 are not present at the public services, nay, I have seen as few as 2, Nor is the non-attendance at church the only thing to be deplored ; I understand that the attendance at the practising is not less unsatisfactory. Let me say that the possession of musical knowledge does not remove the necessity of going to practise, since we find professors, before coming into public with their performances, always meeting for practising together. I have never read or heard of any number ot singers, going into public to sing before coming together for previous practice. If therefore practise is necessary with professors, much more so must it be with those whose knowledge can at the most be small and limited. But I fear I have said too much upon this point; allow me then to pass on to my next reason, which is the want of an organ. I dont know of any other church of that site, which has only a harmonium to accompany the singing. I dont believe, as some seem to do, that the presence of an organ in the church, without any other aids, will remove all the defects at present existing in the singing. Until the choir has been enlarged and better trained, an organ will be able to effect little. Of what use then, you will ask me, is the organ in the church? Well, the sound of an organ being the nearest approach to that of the human voice, that instrument is better adapted, than any other, to lead singing in a church. Besides, an organ skilfully managed will keep down bad singing in a congregation. At another time  I shall suggest a few plans for the improvement of Choral singing, as well as enlarging choirs.

The Moravians at Friedensthal seem to be aware of the great utility of an efficient choir in their church, and have greatly improved their singing. But among their choristers are some bad voices, and in their last choral singing there was much of the "nasal twang." This is not the smallest defect in singing. It is bad enough to hear words slurred over and indistinctly uttered, but who can tolerate sounds proceeding front the nose?

Taken as a whole there is no very great difference between the Bassin and West End Choirs. There is much of the same coarse boisterousness and indistinctness in the West End Lutheran and Roman Catholic choirs, with a fearful lack of musical skill and tasto displayed especially in the latter choir.

The choir of "Saint Paul's" was, I understand, much superior in former years to what it is at present; then, I dare say, the ladies composing it, had better health and greater zeal. I am told that the number of choristers is somewhat smaller now than formerly; and that sickness has done much in impairing the voices of some of its best members. Still, however this appears to me to be the only one among the choirs of St. Croix which has some notion of what church singing ought to be.

With thanks, kind editor, for your present indulgence, and hoping D. V. to trouble you soon age in,

I beg to subscribe

Yours respectfully

P. Q. R. S.

26th Oct. 1874.

(St. Croix Avis 31. oktober 1874).

To the Editor of the "St Croix Avis", 

Dear Sir,

Allow me through your Columns to make a few remarks on a letter which appeared in your paper of October 31st in reference to the singing in the various Churches of St. Croix. I think if the writer desires to remedy the defects he attempts to point out, he should make himself active in another way, and not after making the painful, indelicate public remarks, to profess shortly in another letter to make suggestions. It seems to me as though P, Q. R, S, is some dismissed Singing Master (too lazy to work) who thinks he will get some easy employment here, where he can pass away time pleasantly, but I can assure him, that we are quite satisfied with our nasal, boisterous, and disagreeable singing; as men quite as capable, (if not more so) have been using efforts to remedy those defects long before this and will not thank him for his suggestions, which he proposes sending, as they will not be given with a good motive. Again, if he be a man of so great importance, why not give his name, residence, and other particulars, and offer his services to private individuals, who may desire to avail themselves ot his valuable assistance. We cannot think much of a man nobody knows. Has P, Q, R, S, a good voice? Who are you? Where did you get such a knowledge of music? Is music your forte? Have you nothing else to write about? If you have time to spare, get up a Choir, and give us a treat and we will judge whether or not your romarks are worth noticing. In concluding let me tell you, that you had better go about your business to some other place, if you are not satisfied with us in Sta. Cruz, and not be making yourself odious in this community, or you will find yourself so completely stung by bees, that you will have the painful necessity of being satisfied to remain within doors till the creatures are quiet. I simply mean to tell you this, keep your fingers from giving publicity to your thoughts on such points as the one you mentioned, or the bees will sting you by the same press, till you forget your suggestions. Thanking you, Mr. Editor, for the space allowed me

I remain

Obediently yours,

One of the Boisterous

SINGERS OF ST. CROIX.

November 2nd 1874,

(St. Croix Avis 4. november 1874).

Kvindelig Læseforening. (Efterskrift til Politivennen)

Kvindelig Læseforening, der har bestaaet i henved tre Aar, er nu naaet saa vidt, at dens Tilværelse er nogenlunde sikkret, idet Forskjellige, saavel private Personer som offentlige Myndigheder hidtil have skjænket den deres nidkjære og velvillige Bistand. Den har i sin Nyhed havt nogen Fordom at kjæmpe imod, men denne begynder at svinde, idet man mere og mere tilsender, hvor smuk denne Forenings Formaal er, og hvor megen Nytte den i Virkeligheden kam stifte. Der gives nemlig en Mængde Damer her i Byen, hvis egne Midler ikke tillade dem at tilfredsstille den Trang til en aandelig Udvikling, der deels er en nødvendig Betingelse for dem til Udførelsen af deres Livs Gjerning paa en Maade, der svarer til Tidens Krav og deels er den kjæreste Opmuntring for dem efter Dagens Arbejde, og som deres private Forhold ikke kunne yde dem paa anden Maade. For disse er "kvindelig Læseforening" en sand Velgjerning, og den fortjener derfor at anbefales til den offentlige Opmærksomhed. Til Oplysning for dem, der kunne have Glæde af denne Forening, men endnu ikke kjende den, ville vi tilføie, at der i dens Læseværelser findes danske og udenlandske Blade og Tidsskrifter, de nye danske Bøger i Literaturens forskjellige Retninger og, saavidt muligt, det Bedste af Udlandets Frembringelser. Medlemsbidraget, 5 Rd. aarlig, der er sat lavt af Hensyn til at gavne de Ubemidlede, giver desuden ogsaa Berettigelse til Hjemlaan af to Bøger ad Gangen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. oktober 1874).

Sophus Pihl efter Løsladelsen. (Efterskrift til Politivennen)

Til Arbejderne

Idet jeg griber Pennen er det for igennem vort Organ "Social-Demokraten" at bringe Arbejderne min Hilsen og Tak for den Støtte, der er bleven ydet min Familie og mig, saavel i moralsk som i pekuniær Henseende. Der er maaske Mange iblandt Eder, der gyser ved Tanken om, hvor forfærdeligt det maa være at sidde saa lang Tid indelukket bag Fængslets Mure. Jeg kan imidlertid forsikre Eder, at jeg for mit Vedkommende bestandig har levet i bedste Velgaaende og været ved godt Mod; men hvorledes skulde jeg ogsaa have Grund til at være forsagt? Arbejderne har sørget for min Familie, som om det ogsaa var deres Familie; de har sørget for mig som for en Broder. At Arbejderne har flottet mig paa denne Maade, er mig især meget glædeligt, da jeg derigennem har faaet Bevis for, i at Arbejderne stræber efter at danne et fast og broderligt Arbejderparti, som er af den største Nødvendighed, hvis Arbejderne skal komme til deres Ret; det er mig ogsaa glædeligt af en anden Grund. Politiinspektør Hertz gjorde sig nemlig i et Retsmøde megen Umage med at faa mig til at tro, at Arbejderne ikke bekymrede sig det Mindste om mig; hvis Hensigten, som jeg har Grund til at tro, har været den, at svække min Interesse for Arbejderbevægelsen, saa er han bleven skuffet; ti jeg kan forsikre ham, at jeg endyderlig er bleven styrket i min Overbevisning om, at Socialismens Gennemførelse er det Maal Arbejderne bør stræbe efter, naar de vil være fuldt betrygget, at faa deres Arbejdsprovenu ubeskaaret. De er nu for oplyste til, at de vedblivende skulde lade sig nøje med at gnave de Ben, som Storborgerne tilkaster dem, og for stolte til at modtage Almisser i Form af Legater og lignende Understøttelser, som de med lidt Eftertanke godt kan indse, at de ved deres Arbejdes Sved selv har tilvejebragt, og de kan derfor ikke være tjent med at modtage det som Gave eller Almisse. Arbejdene vil ikke vedblivende, foruden at betale direkte og indirekte Skat til Stat og Kommune, endyderlig betale Skat til Mestre og Fabriksherrer, hvorved de stadig staar Fare for deres Eksistens. De vil drive Arbejdet i Fællesskab og vælge deres Bestyrelse og Forretningsmænd af deres egen Midte. Arbejderne forlanger tillige, at alt Arbejde for Staten eller det Offenlige tilstilles dem direkte og ikke igennem Entreprenører. Men det er ikke alene Haandværkere og Fabrikarbejdere, dette gælder; ogsaa Landarbejderne, og ikke mindst disse gælder det at tilkæmpe sig deres Ret, som efterhaanden er bleven dem fraranet, ti de maa kunne indse, at Godsejere og Gaardmænd ikke paa den rette Maade anvender deres store Rigdomme, og de har saa let ved at indse dette ved deres destoværre altfor lange Erfaring, der i fuldt Maal har vist dem, at de ved al deres Slid og Slæb fra Morgen til Aften, dog ikke har kunnet opnaa at faa det daglige Brød, og med alt dette staar de nu desuden Fare for ved nye og flere Saa- og Høstmaskiners Indførelse at blive kastet bort som et Stykke, man ingen Brug har for. Maskinerne, hvis Bestemmelse det er at lette Menneskene Arbejdet, bliver af den moderne Civilisation benyttet som Middel til at holde Arbejderne i evigvarende Trældom. Det er derfor nødvendigt, hvis Arbejderne ikke fremdeles vil betragtes som en Vare, der staar i Kurs efter dets større og mindre Mængde, at de slutter sig sammen til Kamp, saa at der af Enkelte ophobede Arbejde (Kapitalen) omsider kan komme tilbage til dets retmæssige Ejermænd. Jeg haaber, at de Operationer, som de danske Magthavere har foretaget sig for at knuse den begyndte Arbejderbevægelse kun vil have til Følge, at Arbejderne ruster sig endnu stærkere til Kamp.

Historien leverer os Eksempler nok, der viser, at Magthaverne til alle Tider har fundet villige Redskaber til at udfore Voldsomheder og gruopvækkende Mishandlinger mod Mænd, som er fremtraadt med nye Reformer til Hjælp for de Undertrykte. Fanatiske og havesyge Præster har til alle Tider været villige til at anbefale Torturen og udslynge Gejsthedens Banstraale mod de Partier, som kæmpede for Friheden; men det vigtigste Redskab, som Magthaverne har havt, er Politiet. Der er derfor altid i kritiske Tilfælde bleven sørget for at besætte Ledelsen af denne Institution med en Person, som forstod at benytte den til Værn for deres Magt og Storhed. Egennytte, Partiaand og Samvittighedsløshed hos en Politichef har altid været ret farligt for Folket, og langt skadeligere end hos selve Regeringen i et i Land, efterdi denne kun kan skade i det Hele, hvorimod hin ved Hjælp as sine utallige smaa Kanaler kan undergrave, udsuge, undertrykke og tyrannisk mishandle de enkelte Dele, og dette saa meget sikrere og ustraffet, da hans Operationer for det Meste kun er ham og hans Kreaturer bekendt og da han har tusinde Paaskud og Midler til at skjule, besmykke og undskylde dem med. Han kan under Paaskud af at tjene Statens Vel forfølge sin personlige Interesse, være Blodigel, Arrestforvarer, Dommer og Bøddel på én Gang.

Det er ikke nødvendigt, at jeg her gentager, hvad der saa ofte er bleven omtalt, om det danske Politics Operationer mod Arbejderbevægelsen, - det er nok, naar jeg bemærker, at der er gjort alt Muligt for at holde Arbejdende i en politisk umyndig Tilstand, og vor meget ivrige Politidirektør har endogsaa tilladt sig ulovlige Midler i den Retning, idet han den 4de Maj 1872 udstedte et med Grundlovens § 88 aldeles uoverensstemmende Forbud imod Internationales fremtidige Møder, men da Politiet indtil den Tid ikke havde fundet noget, som gav dem Ret til at anholde vore tre Førere, saa maatte det jo tage sin Tilflugt til et saadant Forbud, da det jo kunde tænke, at hvis de udstedte et Forbud overensstemmende med Grundlovens Bud, det da vilde være blevet respekteret af de tre Førere. At disse tre Mænd er blevet dømt til Forbedringshuset, fordi de ikke har følt sig forpligtet til at respektere et Forbud af ovennævnte Art, kan kun vække Tvivl hos Arbejderne om Domstolenes Retfærdighed, tilmed da det ser ud, som om Politidirektøren har Lov til at handle, som han finder for godt. Naar jeg siger, at de tre Mænd er bleven dømt for dette alene, saa gaar jeg ud fra, at hvis de tidligere havde foretaget sig Noget, som stred imod Loven, saa maatte det være Politidirektørens Pligt ogsaa tidligere at drage dem til Ansvar.

Vi ved nok, at det er bleven sagt, at de 3 Mænd har gjort Tilstaaelser; men vi ved ikke, hvorledes det hænger sammen med disse Tilstaaelser. Jeg skal derfor tillade mig her at give enkelte Oplysninger om min egen Sags Behandling i Retten, for derved at give Arbejderne et lille Indblik i vore Retsforhold. At Politidirektøren advarede mig imod at sammenkalde Arbejderne paa Slotspladsen, kunde jeg selvfølgelig ikke respektere, da han ogsaa tidligere havde truet mig med, at han vilde anlægge Sag imod mig. for Udtalelser i Adressen til Kongen, hvilken Trudsel det har vist sig, var tom og intetsigende. Jeg kunde derfor af hans sidste Advarsel ikke slutte mig til Andet, end at den blev givet mig som Forsøg paa at afholde mig fra at gøre min Pligt mod de Mange, som havde vedtaget Adressen. At Forhørsdommeren ogsaa straks frikendte mig for Ansvar herfor, bestyrker mig i, at jeg har draget den rette Slutning.

Flere Gange blev jeg forhørt paa Kryds og Tvers, snart ved opfarende Heftighed, snart ved smigrende Venlighed, snart med Fraaden imellem Tænderne, snart med Smil paa Læberne, for at saa at vide, om det ikke var min Hensigt med Mødet paa Slotspladsen al ville true Kongen. Da jeg imidlertid ikke kunne erkende at dette havde varet min Hensigt, men at min Hensigt derimod var den, at overlevere Adressen til Kongen, støttet ved en talrig Arbejderforsamling, for derved at vise ham, hvormange det var, der udtalte de Ønsker og de Meninger, som Adressen indeholdt, da jeg havde Grund til at tro, at Kongen havde faaet et forvrænget Referat af Mødet paa Nørresalled - blev det mig af Forhørsdommeren (Vallich) betydet, at der paa Politikammeret fandtes saadanne Sager, der kunde give Oplysning om, hvad min egenlige Hensigt havde været. Han (Vallich) vilde dog helst uudgaa at drage disse Ting ind i Sagen og meget hellere slutte Sagen uden disse Oplysninger (formodenlig for at faa mere Ære deraf). Han vilde derfor anbefale mig, hellere straks at erkende min virkelige Hensigt, og hvis jeg var bange for Ordet true, saa kunne vi jo benytte Ordet imponere, da dette maaske ogsaa var mere rigtig! Jeg fastholdt min Forklaring. Der skulde dog nu først benyttes et andet Middel, førend de omtalte Sager fra Politikammeret kom frem. Politiinspektør Hertz maatte møde i Retten, for at give en Forklaring i mit Paahør, hvilken Forklaring væsenlig drejede sig om Mødet paa Nørrefælled. Han tillod sig imidlertid at afbryde sig selv flere Gange, ved at henvende sig til mig med: er det ikke Pihl! Og naar jeg da ikke kunne bekræfte det, tiltalte han mig med stort Rabalder paa følgende smukke Maade: - De lyver, det kan ikke nytte Dem at De kommer med Deres Humbug for her bliver De klædt helt af. (Henvendende sig til Forhørsdommeren): Pihl har erhvervet sine Kundskaber og sin Dannelse ved at vagabondere i fremmede Lande. Hvis Inspektøren for Politispioneme, som Komparent i Retten ikke har mere Ret end enhver anden, saa kan denne Opførsel af Hertz vistnok ikke betragtes anderledes end meget usømmelig og som en Krænkelse af Rettens Værdighed. Det kan være, at Hertz som Væversvend har vagabonderet, og han af den Grund tror at kunne sige det samme om mig. Alt dette kunde dog ikke bringe mig til at frafalde min tidligere givne Forklaring, hvorfor Dommeren med megen Eftertryk henvendte sig til Hertz: ja, vil De saa ikke skaffe mig alle de Oplysninger om Pihl, som det er Dem muligt. Hertz: jo jeg skal nok skaffe Dem disse Oplysninger, der viste sig kun at bestaa af Referater af Udtalelser paa forskellige Møder, som jeg havde holdt eller været med til. Hvorledes der af disse er bleven draget den Slutning, at jeg havde til Hensigt at true Kongen, kan jeg ikke forstaa, for jeg har ikke erkendt det.

Borgere og Borgerinder !

Jeg forstaar ikke med smukke Ord at takke Eder for den Opofrelse, I har vist mod mig; men jeg tror at takke Eder bedre ved i Gerningen at vise mig Eders Tillid værdig, og skal jeg bestandig, saavidt mine Evner naar, staa til Eders Disposition. Jeg tillader mig paa det Indstændigste at opfordre Eder til at støtte vort Organ "Socialisten". Vil I støtte vor egen Sag, vil I støtte de 3 Mænd, vil I støtte mig, saa støt Bladet. Jeg har Grund til at antage, at der vil blive brugt alle Kneb, for at undergrave Bladets Eksistents. Asses-Vallich henvendte sig til Hertz med Forespørgsel om der nu ikke var andet end Bladet tilbage og hvem dets Hovedredaktør var. Hertz gav herpaa til Svar, at nu var der kun det forbandede Blad tilbage og Hovedredaktøren var Vilhelm Rasmussen, der naturligvis endte paa Ladegaardenl!! Kammerater, lad disse Ord befordre Bladets Mangfoldiggørelse.

Med socialistisk Hilsen.

Sophus Pihl.

Civilarresten i København, den 18de Marts 1874.

(Social-Demokraten 1. oktober 1874).

Snedkersvend Sophus Pihl, der forleden blev advaret om at ophøre med det af ham drevne Værtshuushold, hvortil han ikke har kunnet erholde Borgerskab, har vedvarende over Indgangen til sin Bopæl i Tordenskioldsgade Nr. 31 i Kjælderen, stort Skilt, hvorpaa staaer anført: "Frokoststue, Café og Billard. Sophus Pihl.", ligesom der ogsaa er anbragt en rød Løgte med Navnet "Pihl". Den 7de om Aftenen var der meget oplyst i Lokalet, hvor der var endeel Personer samlede, og da Politiet anstillede nærmere Undersøgelse, viste det sig, at nogle af de Tilstedeværende vare blevne beværtede med Toddy, som de hver betalte med 1 Mk. Pihl erkiendte ogsaa, da han senere mødte i Retten, at han havde fortsat sit Værtshuushold efter sit sidste Møde i Retten og vedtog at bøde 15 Rd. herfor, saaledes, at denne Afgøsrelse i Gjentagelsestilfælde skal have Lukning som en Dom for 1ste Gang forøvet ulovligt Værtshuushold og Brændevinsudskjænkning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. november 1874).

Til mine ærede Venner og Meningsfæller!

Jeg kan ikke undlade at bekendtgøre for mine mange Venner og Meningsfæller, hvilke Efterstræbelser jeg er udsat for fra Politiets Side, fordi jeg ved egen Hjælp søger at danne mig en Næringsvej. At Magistraten har nægtet mig Bevilling som Værtshusholder, er vist nok allerede bekendt nok, men da jeg har indgivet Ansøgning til Indenrigsministenet desangaaende, saa skal jeg foreløbig ikke omtale dette, men vente, at Svar fra Ministeriet foreligget; hvad jeg derimod nu vil bekendtgøre, er, at jeg igaar blev tilsagt at møde ved Politidirektørens Protokol, og her blev det mig betydet at tage mit Skilt ned, hvorpaa staar skrevet: "Frokoststue, Kafe og Billard. Sophus Pihl", inden Aften, da det i modsat Fald vilde blive taget ned af Politiet paa min Bekostning; [det] maa jeg naturligvis finde mig og være glad til, at de ikke tillige tager mine Ruder ud og mine Rullegardiner ned hvorpaa der staar skrevet omtrent det Samme som paa Skiltet. Vicepolitidirektøren bemærkede ved denne Lejlighed, at han ikke kunde begribe, at jeg ville udsætte mig for en Sag, som jeg aldeles kunde have undgaaet. Jeg kan her ikke forstaa Andet, end at Vicepolitidirektørens Mening var den, at jeg kunde have undgaaet Politiets Efterstræbelser naar jeg havde modtaget Avtoriteterne om Penge og Tilbud enten til at rejse [] eller til at ernære mig paa den af dem angivne Maade; men da jeg er af den Formening, at Autoriteternes Myndighed ikke strækker saa vidt, at de har Ret til at benytte de dem anbetroede Penge til at sende politiske Modstandere ud af Landet med eller paa anden Made købe dem, saa kunde det dog ikke falde mig ind at benytte mig af en saadan Rundhaandethed. Men jeg har nu begyndt at føle, hvor vanskeligt det er at bane sig en selvstændig Næringsvej, naar man ikke hylder de samme Principer som Avtoriteterne.

Jeg taber imidlertid aldrig Modet og jeg skal vise Avtoriteterne, at jeg har Mod til at kæmpe for min Eksistens som jeg har havt Mod til at kæmpe for min Overbevisning.

Med socialistisk Hilsen

Sophus Pihl

Tordenskjoldsgade 31

(Social-Demokraten 11. november 1874)

Sophus Pihl blev dagen efter tilsagt til politidirektørens protokol hvor han blev bedt om at fjerne rullegardiner og al påskrift som tydede på værtshushold.