29 oktober 2022

Tyendeloven. (Efterskrift til Politivennen)

Første artikel fra 2. december 1874 skrev om baggrunden: Rigsdagens diskussion af en ny tyendelov, samt især folketingsmand Jagd som ønskede tyendeloven endnu mere restriktiv overfor tyendet. Herefter går artiklen over til at beskrive tyendets faktiske forhold:

---

Hvad de faktiske Forhold angaar, da er disse gennemgaaende baade i By og paa Land saaledes, at Lovgivningen absolut bør gribe reformerende ind deri. Mon der f. Eks. skulde findes mange ret Personer i Danmark, der ikke kender idetmindste nogle af de mange Tilfælde, hvor Husbonden byder sit Tyende el Nattelogi, der er saa uhyggelig og elendig som muligt og som desuden er absolut helbredsnedbrydende. Man kan tage Forholdene hvor man vil overalt i hele Landet, og man vil finde, at det gennemgaaende er saa temmelig ens allevegne. Man finder den samme Hensynsløshed mod og Ringeagt for Tyendet repræsenteret i nogenlunde lige høj Grad baade i København, Provinsbyerne og omkring paa Landet. Talrige "Herskaber" i København anviser deres Tjenestepiger et Nattelogi, der ofte bestaar af en Baas under en Trappe eller et "Værelse" (!) oppe under Taget, hvor der kun er Plads til en Seng og ikke engang til en Kommode eller et Klædeskab, og hvor der naturligvis ingen Kakkelovn findes. Ingen af Stederne, hverken i "Baasen" eller i "Værelset" kan Pigen opholde sig undtagen den Tid hun sover, og derfor maa hun tilbringe de enkelte Timer, som hun engang imellem "har fri", siddende i Køkkenet, mange Gange i en haard Vinter uden Spor af Varme. Dersom Pigen har Bekendte, der ønsker at besøge hende, til Trods for et saa ubehageligt Modtagelsesværelse som et koldt Køkken, skal "Fruen" naturligvis have at vide, "hvad det er for Bekendtskaber Pigen har". En saadan Tilværelse fører en meget stor Mængde af københavnske Piger, og denne Tilværelse forskønnes ved at de paagældende "Herskaber" i Reglen er ligesaa fordringsfulde i de Krav, de stiller til Pigens Arbejdsydelser, som de er ligegyldige med Hensyn til at opfylde deres egen Pligt. De københavnske Tjenestekarle har det maaske gennemgaaende noget bedre, men stor Forskel er der ikke for en større Del af disses Vedkommende.

Paa Landet og i Provinsbyerne er Forholdene i Mangt og Meget ikke bedre end i København, medens de dog i enkelte Henseender er noget heldigere for Tyendet. Det landlige Tjenestetyendes natlige Opholdssted, respektive "Pigekammere" og "Karlekammere", hvor Tyendet naturligvis ogsaa maa opholde sig, naar de en enkelt Gang modtager Besøg af en Bekendt, giver ikke de københavnske "Værelser" noget efter. Kakkelovne er i disse "Kammere" en aldeles ukendt, ja næsten utænkelig Luksus, og det er meget almindeligt, at der i Karlekamrene ikke bliver fejet Gulv - Gulvet er naturligvis af Ler - 10 Gange om Aaret. Hvor der bliver fejet en Gang om Ugen er Kulturen i den Retning overordenlig vidt fremskreden! At Husbonden ikke er uvidende om, i hvilken nedværdigende Tilstand Tyendets natlige Opholdssted befinder sig, fremgaar blandt Andet deraf, at det anses for den mest ubetingede Ringeagt, der kan vises en fremmed Gæst, dersom man anviser en saadan at sove i Karle- eller Pigekammeret. Det kan næsten bedre gaa an, naar der ikke findes andet Logi i Huset, da at anvise Gæsten Nattelogi i Høgulvet! Vi har ovenfor sagt, at Forholdet paa Landet i enkelte Henseender er heldigere for Tyendet end i Byerne. Vi sigter dermed til, at det landlige Tyende indtager sine Maaltider og tilbringer sine Aftenfritimer, enten i opvarmede saakaldte "Folkestuer" eller - i en Del Bøndergaarde - i Familiens Dagligstue. I sidste Tilfælde er det dog Tyendet indirekte forment at modtage Besøg af Bekendte og underholde sig med samme. Finder saadanne Besøg Sted fjerner begge Parter, nemlig det besøgende og det Besøg modtagende Tyende sig, og den Samtale, som de ønsker at føre med hinanden, maa føres udenfor Stuen i Kulde og Mørke. Der gives vel Undtagelser i nævnte Retning, men Forholdene, som de er anført, er i hvert Fald Reglen. Det eneste Sled, hvor Tyendet kan komme sammen og færdes ugenert med hverandre, uden at være generet af Madmoderens og Husbondens meget skarpe Kritik, er Dansestuerne.

Saaledes som her anført ser Tjenestetyendets borgerlige Stilling ud for det her omhandlede Omraades Vedkommende. Hvad Kosten og Lønnen angaar er der ligeledes megen Grund til Utilfredshed med de bestaaende Tilstande. Navnlig har Kosten paa de saakaldte Herregaarde, paa Knaldproprietærgaardene og paa forfinede Bøndergaarde, hvor "Folkene" spiser særskilt, i hvert Fald indtil den nyeste Tid, mange Steder været meget slet, og er ganske vist endnu meget hyppigt aldeles utilfredsstillende. Paa Landet kan Karlens og Pigens Løn jo nok strække til Klæder og øvrige Udgifter i Forhold til de Fordringer, der stilles, men i Byerne er det derimod langtfra Tilfældet. Hvorledes skal f. Eks. en Tjenestepige i København kunne holde sig vedlige med Klæder, Fodtøj, Vask osv., for en Løn af 3 a 5 Rd. maanedlig, naar man tager Hensyn til hvormeget Fodtøj og Klæder en Pige under sin rastløse Virksomhed maa forbruge. Beregner man 1 Rd. maanedlig til Vask, 2 Rd. til Fodtøj og 1 Rd. til Smaaudgifter, bliver der af en Løn paa 4 Rd. slet Intet tilovers til Klæder, og af en Løn paa 5 Rd. bliver der kun 1 Rd. maanedlig tilovers dertil, og 12 Rd. aarlig er det dog umuligt at klæde sig nogenlunde ordenlig for. Ikkedestomindre raaber alle Spidsborgerne i Kor, at det er forfærdeligt som Tjenestetyendet nu skummer Fløde gennem de høje Lønninger.

Tjenestetyendets Stilling er i de fleste Tilfælde og i de fleste Henseender saa slet, at den uden Overdrivelse kan kaldes demoraliserende i høj Grad. Hr. Jagd kan, som Jordarbejdsentreprenør ikke være ukendt med, at der gives en Del Arbejdere, der er endnu slettere stillet end det almindelige Tjenestetyende, nemlig de saakaldte Jordarbejdere. Den Tilstand, der hersker paa mange af slige Arbejdspladser, f. Eks. ved Udtørringer, er saa demoraliserende of fysisk uforsvarlige, at der absolut fra Lovgivningens Side burde træffes meget strænge Bestemmelser for at hæmme det paa mange slige Steder herskende mangesidige Uvæsen.

De sociale Forhold, saaledes som de er, medfører uundgaaelig, at der i særdeles mange Tilfælde maa herske et uvenligt Forhold mellem Husbonde og Tyende, men Husbonden har oftere end Tyendet Skyld i de deraf opstaaede Ubehageligheder. Humane Husbonde, der søger at gøre Forholdet mellem sig og Tyendet saaledes som det bør være, klager meget sjældent over sit Tyende, men Klager kommer fra dem, der ved deres egen fordringsfulde, hovmodige og hensynsløse Opførsel fremtvinger Ligegyldighed og Uvenlighed fra Tyendets Side.

Som ægte spidsborgerlig Storborger finder Hr. Jagd sig naturligvis kaldet til at optræde som de i Forvejen stærkt Begunstigedes Forsvarer og Talsmand. De Ulemper, der opstaar ved at Forholdene nu er slette og uretfærdige, tror han at kunne fjerne ved at gøre dem endnu slettere og uretfærdigere. Dersom Hr. Jagd var født for et Hundrede Aar siden i et Land, hvor Slaverisystemet blomstrede, vilde han formodenlig være bleven en stor Mand, medens han derimod her i Danmark vistnok bliver til Ingenting, i hvert Fald som Politiker og Reformator betragtet. Der er en Del Mennesker, der, som man siger, er forud for deres Tid, og det kan være meget slemt; Hr. Jagd er derimod kommen for sildig til Verden og det er endnu værre, ti ham levnes der ikke engang det Haab, at Tidsudviklingen kan naa ham.

Hvad Realiteten af Hr. Jagds Forespørgsel angaar, da er det vanskeligt at se, hvad det egenlig er for prakliske Reformer i Tyendelovgivningen, som han tror kan gennemføres til Fordel for Husbonden. Man vil ikke være istand til i Tyendeloven af 10de Maj 1854 at finde en eneste Paragraf, der giver Tyendet en fortrinsvis Ret overfor Husbonden, hvorimod en stor Mængde af nævnte Lovs Paragrafer og Stykker giver Husbonden en fortrinsvis Ret over Tyendet. Dette er saaledes Tilfældet med Lovens § 14, § 15, første, andet og tredje Stykke, §§ 16, 21, 22, 24, 26, 27, 28, 20, 31, 36, cg 41, fjerde, femte, tolvte og femtende Stykke, 43, tredje, fjerde og sjette Stykke, § 51 og § 66. Alle de her nævnte Paragrafer og Stykker stifter ulige mellem Husbond og Tyende med Hensyn til disses Rettigheder og Pligter overfor hinanden, idet de Rettigheder, der gives Husbonden, er større og mere omfattende end Tyendets tilsvarende Rettigheder, medens det omvendte Forhold er tilstede med Hensyn til Forpligtelserne.

Det vilde blive for vidtløftig her at citere og kritisere alle de nævnte Paragrafer, men den Ulighed som de skaber i de tvende Parters Rettigheder og Pligter, er ved en nogenlunde grundig Gennemlæsning iøjnefaldende nok. Dog skal vi fremhæve et Par Eksempler paa Tyendelovens Karakter. § 24 lyder saaledes : "Heller ikke maa Tyendet uden Husbondens Tilladelse forlade Huset i egne Anliggender, eller blive borte længere end tilladt". Denne Paragraf behøver ingen Kommentar: den taler for sig selv som et slaaende Bevis paa gennem hvilke Briller Lovgivningen i 1854 betragtede Tyendet. I § 31 hedder det: "Paaføres Tyendet en Legemsskade eller anden Sygdom som Følge af utilbørligt Forhold fra Husbondens Side, saasom naar han paalægger det overanstrængende eller noget med særegen Fare forbundet usædvanligt Arbejde, bør han bekoste Helbredelsen og kan desuden tilpligtes at give Tyendet en billig Erstatning for det Næringstab som det lider, efter at Tjenesten er ophørt. Denne Paragraf, der forudsætter, al Tyendet skal udføre et hvilketsomhelst Arbejde, der paalægges det, selv om det er overanstrengende eller forbundet med særegen Fare, er ligefrem barbarisk.

I § 51 befales "at ethvert Tyende bør vøre forsynet med Skudsmaalsbog". Hvorfor skal ikke ligeledes enhver Husbond være forsynet med en saadan? Er det ikke ligesaa nødvendigt og af ligesaa stor Vigtighed for Tyendet at vide noget om Husbonden, som omvendt? Ofte lader f. Eks. en Pige i Kjøbenhavn sig bortfæste til en Plads, som hun paa ingen Maade ville være traadt ind i, dersom hun af en Skudsmaalbog kunde have set, at det paagjældende "Herskab" skiftede Pige et Par Gange om Maaneden.

Vi har nu givet et lille kortfattet Omrids af Tjenestetyendes Stilling, saavel overfor de borgerlige Forhold som overfor Pengemagten, og vi finder, at Lejligheden, der gives ved Hr. Jagds Forespørgsel, burde benyttes til at forberede nogle af de Reformer, der i dette Anliggende er i saa høj Grad paatrængende nødvendige. Hr. Jagd kan da have den Tilfredsstillelse, idetmindste en Gang i sit Liv - om det endog sker mod hans Villie - at have været Banebryder for noget Gavnligt.

(Social-Demokraten 3. december 1874).

28 oktober 2022

Fra Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen).

Kjøbenhavn er ikke mere det gamle Kjøbenhavn. Det er ikke blot de gamle Huse og Gader, der "forsvinder". Der er ogsaa Andet, der forsvinder. En Del af den forrige kjøbenhavnske Aand er ved at forsvinde. I mange Henseender er en ny Aand i Fremvæxt.

De, der kjendte Kjøbenhavn i Christian d. 8des Dage, vil finde at Adskilligt fra den Tid er vendt tilbage, men med andre Mænd. Den Gang var den mod Friheden fjendlige eller dog uvenlige og ligegyldige Aand den herskende. Kun enkelte Blade førde Frisprog, nemlig "Fædrelandet", "Kjøbenhavnsposten" og "Den Frisindede", hver dog i sin Retning. Da Kjøbenhavn fik en ny Kommunalindretning, samledes de egenlige Fremskridtsmænd om Kjøbenhavns Kommune. Det var den Gang Alberti kunde sidde Side om Side med Krieger i Kjøbenhavns Borgerrepræsentation.

Ogsaa den Gang var der to Retninger i Studenterverdenen. De Gammeldags holdt sig i Studenterforeningen, som var meget fin og fornem. De Fremadstræbende samledes i Akademikum. Men disse to Foreninger smeltedes dog sammen i den ny Studenterforening, som har affødt den nuværende med dens nye Spaltninger.

I Christian d. 8des Dage var der en Hoftid ligesom nu, ogsaa den Gang opholdt mange Godseiere sig em Vinteren i Hovedstaden og deltog i Hofballerne. Da Frederik 7de kom paa Thronen uden Dronning hørte Hoflivet op, og i hele hans Tid trak Godseierne sig tilbage baade fra Hovedstaden og Politiken.

Kjøbenhavn vilde dog omtrent have vedblevet at være den gamle med en stor Mængde Ligegyldigt og en lille Kreds Virksomme, hvis ikke Februaromvæltningen i Paris og de paafølgende Martsdage aldeles havde omskabt Tænkemaaden. De Retninger, der i Statsraadet fremtraadte med Tschernings Navn overfor Monrads og Lehmanns, i Borgerrepræsentationen med Albertis Navn overfor Kriegers og Kaysers, skildes nu ad. Det var som om den ene sagde: skal hele Folket med, saa maa vi ud af Kjøbenhavns Porte, medens den anden sagde: vi vil være Herrer i Hovedstaden og dermed Herrer overfor hele Landet.

Da Grundloven drøftedes, var der i Hovedstaden ingen stor Deltagelse for denne vigtige Sag. Der var Tegn til, at man vilde udsætte Sagen, til Slesvigs Stilling var ordnet. Det foreslog Krieger; men mon man da nogensinde havde opnaat en Grundlov! Der var Folk, som mente, at Rigsforsamlingen skulde blive saa uenig, at Frederik d. 7de ikke kunde underskrive en Grundlov, som kun var vedtaget af et ringe Flertal. Da var det, at Venstre holdt sit afgjørende Møde, hvor man opgav sine egne Forslag for at stemme for det Bruun-Jespersenske Landsthingsforslag, hvilket Novemberministeriet støttede. Man skulde blot have set og hørt den Overraskelse hos Høire, da B. Christensen paa Venstres Vegne udtalte sig om dette kloge Skridt, om hvilket Venstres Medlemmer havde iagttaget den ubrydeligste Taushed. Selv Ørsted tilstaar, at denne Venstres Holdning egenlig var det, der afgjorde Grundlovens Skæbne: thi nu blev Grundloven vedtaget med stor Stemmeflerhed, og derfor kunde man lettere overvinde den Modstand, der fra visse Sider rørte sig, da Ministeriel forelagde Grundloven til Underskrift for Frederik den 7de, hvis Pennestrøg dermed fraskrev sig sine otte Forgængeres Enevoldsmagt.

Der var aldeles ingen Jubel i Hovedstaden, da Grundloven underskreves; det var knap nok, at en lille Kreds kunde samles de følgende Aar paa Grundlovsdagen. Man sammenligne hermed det Røre i Studenterforeningen, Rimestads Arbejderforening samt paa Gader og Stræder, da man 1863 vilde have Christian den 9de til at underskrive Novemberloven, hvis Hensigt efter Halls eget Udsigende var, at skulle bære hele vor konstitutionelle Udvikling, og hvad Plads blev der da for Frederik den 7des Junigrundlov !

Frederik d. 7de levede ikke meget i Hovedstaden, hvor man meget tydelig lod ham vide, at man ikke yndede hans Ægteskab. Som man erindrer, rettedes ved Nyaar 1860 meget voldsomme Overgreb mod Kongens Arnefred og det Rottwittske Ministerium. Men ved Rottwitts bratte Død i Februar kom Hall atter til Roret, og saaledes herskede Nationalliberale de sidste 4 Aar af Frederik den 7des Levetid.

Da de frygtede, at den nye Konge mere yndede Helstatspartiet, modtoges han ingenlunde med Jubel, og naar Frederik den 7de efter sin Død hyldedes ogsaa af de kjøbenhavnske Qvinder, saa stod dette i Modstrid med den overvættes Jubel, hvormed man havde hilset "Grevinden og hendes Sødskendebarn."

De Nationalliberale optraadte meget skarpt mod den nye Konges Mænd, mod hans gule Garde, med Augustforeningen, der stillede sig paa Kongens Side, men da Grundlovskampen var endt, indtraadte et Vindstille under det første Godseierministerium.

Først det Holsteinske Ministerium, der atter bragte de National-Liberales Hovedmænd Hall, Krieger og Fenger til Roret efter 6 Aars Fraværelse, gav Hovedstaden helt nye Strømninger. Det var noget Nyt, at et Arbeiderrøre, der ikke lededes af sine Herrer i islandske Trøier, gjorde sig gjeldende i selve Hovedstaden.

Hvad andre Hovedstæder veed hører med til Storstadslivet, bragte aldeles vore Ministre og Politimænd ud af Fatning. Enhver, der levede blant selve Arbejderne, veed, at det Hele fra først af var saare spagfærdigt, men den Uklogskab, at de store Blade gjorde Nar ad Arbejdernes Taler ved deres Møder, hvad jo ogsaa Advokat Nellemann tavlede i sit Forsvar, satte ondt Blod, og fra nu af er der kommet et yderste Venstre i Hovedstaden, til Dels netop ved de "National-Liberales" Uklogskab.

De havde aldrig villet taale, at selve det gamle Venstre fik Raaderum i Kjøbenhavn. Netop fordi den gamle Arbeiderforening, af hvilken J. A. Hansen, Reinh. Jensen, Müllen og Rugaard var Medlemmer, modsatte sig Stormløbene mod Kongens Hustru 1860, traadte E. V. Rimestad til og dannede sig en egen ny Arbejderforening af 1860.

Men Aaret 1870 har ogsaa givet Venstre ny Styrke i Hovedstaden. Hvad der prøvedes i Rugaards Tid 1856 med Morgenposten som Venstres Dagblad i Hovedstaden, prøvedes igjen med Morgenbladet, som arbejder med nye og friste Kræfter. Onsdagsforeningen er en afgjort Venstreforening. At der kunde holdes en Fest for J. A. Hansen under talrig Tilslutning, og at L. Bjørnbak kunde holde Møde i Kasino, er Vidnesbyrd om en hel ny Retning i mange Kredse.

Dertil kommer, hvad der især vækker Uro for de fordum eneraadende Universitetsherrer: de unge Studerende vil ikke længer Alle godkjende Ploug som deres Leder.

Sluttelig kan det fremhæves, at aldrig før har Rigsdagen været Gjenstand for en saadan Opmærksomhed som netop nu, og Tilhørerne er ikke længer udelukkende mod Venstre. "Dagbladet" vilde 1855 have nedbragt Rigsdagen til at være et stort Amtsraad. Men Rigsdagen har Skridt for Skridt vunden Indgang hos en Mængde tænkende Mænd ogsaa i Hovedstaden, hvor det offenlige Liv følges med Deltagelse selv der, hvor man aldrig før hørte Tale derom.

(Folketidenden 27. november 1874).

27 oktober 2022

Studenterforeningen. (Efterskrift til Politivennen)

I Studenterforeningen i Kjøbenhavn har der i den sidste Tid hersket et temmeligt stærkt Modsætningsforhold mellem de Orthodoxes ("Theologerne") og den saakaldte frie Tankes Tilhængere ("Jøderne"), og denne Strid affødte i Løverdags en overordentlig talrig besøgt Generalforsamling, som havde foranlediget mange ældre Akademikere til at indmelde sig i Foreningen. Nogle unge Mennesker havde siddet samlede en Aften i Foreningen, og en af dem havde da fundet for godt at efterligne en aarhusiansk Degns Maade at sige Indledningsbønnen paa, hvorefter de Andre, 16 i Tallet, havde sunget God save the Queen med nogle Fagter til, der af Enkelte, der havde seet det, vare blevne opfattede som parodierende Andagten i en Kirke. Det Hele var en Bagatel, kaade Drengestreger, men hos "Theologerne" vakte det stor Indignation, og der rettedes en Forespørgsel til Senioratet, hvad det vilde gjøre i Sagen, og da dette vel ansaae det for rigtigt at give de Paagjældende en Irettesættelse, men ikke vilde gaae videre, fremkom der Forslag om de 16 unge Menneskers Exklusion paa 5 Aar. Der blev strax fra den mere maadeholdne Side (og den tæller mange ansete Mænd) stillet et Modforslag, gaaende ud paa, at man skulde udtale sin Misbilligelse af det Skete, men iøvrigt ikke foretage Skridt, som ellers kun pleie at bringes til Anvendelse ved Tyveri eller lignende vanærende Handlinger. Ved Generalforsamlingen i Løverdags Aftes seirede den maadeholdnere Anskuelse, og efterat Hovedmanden for det Passerede havde gjort Afbigt, vedtog Generalforsamlingen at lade Sagen beroe ved et Dadelsvotum. Denne Afgjørelse finder Billigelse hos det store Publikum udenfor Foreningen, der beklager, at denne er bleven Tumlepladsen for religieuse Modsætninger og retter en Dadel imod Ultraerne af begge Retninger, der let kunde fremkalde en daarlig Tone i del daglige Omgangsliv indenfor Foreningen.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 10. november 1874).


Optøjer i Studenterforeningen. Der skrives i "Aalb. Amtstid." fra København: I den herværende Studenterforening har der i den sidste Uge været et stærkt Røre, foranlediget ved et meget forargelig: Optrin, som fandt Sted forrige Lørdags Aften. En Del unge Studenter, som var samlede i Konversationsværelset, kom nemlig paa Tale om "det Latterlige" i mange af vore kirkelige Ceremonier og for at vise det praktisk, sprang en af dem op paa en Stol og fremlæspede en af Ritualiens Bønner, medens nogle andre messede med brægende og svovlende Stemmer og sluttelig udførte en af dem paa Klaveret en Salmemelodi, hvori han blandede Toner af forstellige Drikkesange. Denne improviserede Gudstjeneste blev da endelig afbrudt ved en af Seniorernes (Bestyrelsesmedlemmernes) Tilstedekommen. Historien kom snart ud i Byen og Dagen derester tilsendte Prof. H. N. Clausen Senioratet et meget skarpt Brev. hvori han blandt Andet truede med at sende sit Diplom som Æresmedlem tilbage, dersom der ikke blev gjort noget Alvorligt i denne Sag. I den Anledning sammenkaldtes en Generalforsamling til i Lørdags, og der mødte da saa mange, som man ingensinde tidligere mindes at have set. Paa denne Forsamling bad de Paagældende om Forladelse og paaberaable sig Fuldskab ven nævnte Aften. Hermed lod Majoriteten af Generalforsamlingen sig nøje, men en stor Mængde Medlemmer meldte sig straks ud af Foreningen. Vore Dagblade har selvfølgelig intet berettet om denne Skandale, vel nærmest fordi Hovedmandene var Sønner ar en af det national liberale Parties Høvdinge (Professor B.) og fordi Scenen er foregaaet i Studenterforeningen; dersom noget Lignende var foregaaet i Onsdagsforeningen, vilde man næppe have dækket de Paagældende med Kærlighedens Klædebon! - Vi tilføjer: Var saadant sket i en af de social-demokratiske Foreninger, saa skulde man have hørt et Hyl og set "Dagstelegrafen" notere Syndernes Navne.

(Social-Demokraten 12. november 1874)


Vejle Amts Folkeblad nævnte at en arbejdsmand ved højesteret var blevet idømt 4 gange 5 dages vand og brød for at have forstyrret en præst i en ligtale ved at yttre at det var løgn det han sagde. Avisen mente at det svarede til at "de små skælme hænger man, medens man lader de store løbe". Silkeborg Avis 20. november 1874 nævnte andre sager hvor småfolk var blevet dømt, mens de velstående gik fri.

Korsang på St. Croix. (Efterskrift til Politivennen).

CHORAL SINGING IN THE SANTA CRUZ CHURCHES.

To the Editor of the "St. Croix Avis"

Sir,

Having had opportunities of hearing all the choirs of this island sing, I beg permission to say a few words about choral singing, a subject which to me appears very important. I shall in the first place state my opinion of the singing in the different Churches respectively, and shall write according to the impression that has been made upon my mind; and should I chance to sacrifice delicacy at the shrine of truth, I shall cast myself upon the elemency of the ladies and gentlemen who will read this, and hope they won't be hard upon me.

Now then let me begin with Bassin;- that being head-quarters, I dare say some deference must be shown it.- Some time ago I attended English service in the Lutheran church, and whilst listening to the Singing, I was particularly struck with the boisterous manner in which the choir sung. There is, among young choristers, a certain vanity of showing off, each one trying to out-do the other, at the sacrifice, very often, of all that is beautiful and attracting in singing. This vanity appears to be regulated by the amount of musical knowledge possessed. Now, in the case of the choir in question the musical knowledge appears either small, or much limited, hence the jarring manner in which they sang and which could not fail to be detected by any well regulated oar. Nor was this the only defect I noticed in their singing; the sharp and abrupt manner in which the words were uttered, is another source of complaint to say nothing of the fearful amount of indistinctness accompanying it. As in oratory, clear and distinct utteranoo is the beauty of speech, so also it is one of the distinctive features ofgood singing; although this point appears to receivo little attention from West Indian choir trainers generally.

There was also much indistinctness in tho playing, which had a tendency to mislead the singers, owing to a predominance of the Bass. In leading singing, care must he taken that the singers hear distinctly the treble notes; hence many good organists strike them first, and then allow the other parts to come in afterwards. When once there is any indistinctness about the pitch of a tune the singers will generally be found below the instrument at the end of the line; and then, it demands a great amount of skill to bring them again into the proper key.

I shall pass on to notice next the singing in the Roman Catholic church. However well the Roman Catholics of other countries may sing, some exception must be made when we speak of the Roman Catholics of St. Croix. I remember, that once when, passing by a Roman Catholic church in one of the English islands, I was so much enraptured by the singing of the choir, that, I dare say, I felt as Telemachus did when listening to the chantings of the Nymphs of the goddess Calypso. The singing of the St. Croix Roman Catholics has no such attractions. Like the Lutheran choristers, they seem to pay little or no attention to sweet and harmonious singing, but each one endeavours to be heard.

The Singing in Saint John's church is just now very low. Although, unlike most of tho others, this choir appears to be composed principally of parties who possess more or less musical knowledge, yet in spite of this great advantage, their singing is just now almost a mere farce! Do you ask for the reason? Let me see if I can furnish you with an answer.

In the first place the choir is too small. The size of a choir must always be in proportion to that of the congregation. At present the choir consists of about 14 members, and of those sometimes more than 6 are not present at the public services, nay, I have seen as few as 2, Nor is the non-attendance at church the only thing to be deplored ; I understand that the attendance at the practising is not less unsatisfactory. Let me say that the possession of musical knowledge does not remove the necessity of going to practise, since we find professors, before coming into public with their performances, always meeting for practising together. I have never read or heard of any number ot singers, going into public to sing before coming together for previous practice. If therefore practise is necessary with professors, much more so must it be with those whose knowledge can at the most be small and limited. But I fear I have said too much upon this point; allow me then to pass on to my next reason, which is the want of an organ. I dont know of any other church of that site, which has only a harmonium to accompany the singing. I dont believe, as some seem to do, that the presence of an organ in the church, without any other aids, will remove all the defects at present existing in the singing. Until the choir has been enlarged and better trained, an organ will be able to effect little. Of what use then, you will ask me, is the organ in the church? Well, the sound of an organ being the nearest approach to that of the human voice, that instrument is better adapted, than any other, to lead singing in a church. Besides, an organ skilfully managed will keep down bad singing in a congregation. At another time  I shall suggest a few plans for the improvement of Choral singing, as well as enlarging choirs.

The Moravians at Friedensthal seem to be aware of the great utility of an efficient choir in their church, and have greatly improved their singing. But among their choristers are some bad voices, and in their last choral singing there was much of the "nasal twang." This is not the smallest defect in singing. It is bad enough to hear words slurred over and indistinctly uttered, but who can tolerate sounds proceeding front the nose?

Taken as a whole there is no very great difference between the Bassin and West End Choirs. There is much of the same coarse boisterousness and indistinctness in the West End Lutheran and Roman Catholic choirs, with a fearful lack of musical skill and tasto displayed especially in the latter choir.

The choir of "Saint Paul's" was, I understand, much superior in former years to what it is at present; then, I dare say, the ladies composing it, had better health and greater zeal. I am told that the number of choristers is somewhat smaller now than formerly; and that sickness has done much in impairing the voices of some of its best members. Still, however this appears to me to be the only one among the choirs of St. Croix which has some notion of what church singing ought to be.

With thanks, kind editor, for your present indulgence, and hoping D. V. to trouble you soon age in,

I beg to subscribe
Yours respectfully
P. Q. R. S.
26th Oct. 1874.

(St. Croix Avis 31. oktober 1874).


To the Editor of the "St Croix Avis", 

Dear Sir,

Allow me through your Columns to make a few remarks on a letter which appeared in your paper of October 31st in reference to the singing in the various Churches of St. Croix. I think if the writer desires to remedy the defects he attempts to point out, he should make himself active in another way, and not after making the painful, indelicate public remarks, to profess shortly in another letter to make suggestions. It seems to me as though P, Q. R, S, is some dismissed Singing Master (too lazy to work) who thinks he will get some easy employment here, where he can pass away time pleasantly, but I can assure him, that we are quite satisfied with our nasal, boisterous, and disagreeable singing; as men quite as capable, (if not more so) have been using efforts to remedy those defects long before this and will not thank him for his suggestions, which he proposes sending, as they will not be given with a good motive. Again, if he be a man of so great importance, why not give his name, residence, and other particulars, and offer his services to private individuals, who may desire to avail themselves ot his valuable assistance. We cannot think much of a man nobody knows. Has P, Q, R, S, a good voice? Who are you? Where did you get such a knowledge of music? Is music your forte? Have you nothing else to write about? If you have time to spare, get up a Choir, and give us a treat and we will judge whether or not your romarks are worth noticing. In concluding let me tell you, that you had better go about your business to some other place, if you are not satisfied with us in Sta. Cruz, and not be making yourself odious in this community, or you will find yourself so completely stung by bees, that you will have the painful necessity of being satisfied to remain within doors till the creatures are quiet. I simply mean to tell you this, keep your fingers from giving publicity to your thoughts on such points as the one you mentioned, or the bees will sting you by the same press, till you forget your suggestions. Thanking you, Mr. Editor, for the space allowed me

I remain
Obediently yours,
One of the Boisterous
SINGERS OF ST. CROIX.
November 2nd 1874,

(St. Croix Avis 4. november 1874).

24 oktober 2022

Kvindelig Læseforening. (Efterskrift til Politivennen)

Kvindelig Læseforening, der har bestaaet i henved tre Aar, er nu naaet saa vidt, at dens Tilværelse er nogenlunde sikkret, idet Forskjellige, saavel private Personer som offentlige Myndigheder hidtil have skjænket den deres nidkjære og velvillige Bistand. Den har i sin Nyhed havt nogen Fordom at kjæmpe imod, men denne begynder at svinde, idet man mere og mere tilsender, hvor smuk denne Forenings Formaal er, og hvor megen Nytte den i Virkeligheden kam stifte. Der gives nemlig en Mængde Damer her i Byen, hvis egne Midler ikke tillade dem at tilfredsstille den Trang til en aandelig Udvikling, der deels er en nødvendig Betingelse for dem til Udførelsen af deres Livs Gjerning paa en Maade, der svarer til Tidens Krav og deels er den kjæreste Opmuntring for dem efter Dagens Arbejde, og som deres private Forhold ikke kunne yde dem paa anden Maade. For disse er "kvindelig Læseforening" en sand Velgjerning, og den fortjener derfor at anbefales til den offentlige Opmærksomhed. Til Oplysning for dem, der kunne have Glæde af denne Forening, men endnu ikke kjende den, ville vi tilføie, at der i dens Læseværelser findes danske og udenlandske Blade og Tidsskrifter, de nye danske Bøger i Literaturens forskjellige Retninger og, saavidt muligt, det Bedste af Udlandets Frembringelser. Medlemsbidraget, 5 Rd. aarlig, der er sat lavt af Hensyn til at gavne de Ubemidlede, giver desuden ogsaa Berettigelse til Hjemlaan af to Bøger ad Gangen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. oktober 1874).