Bentzens begravelse på Garnisonskirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

 En begravelse for 30 år tilbage. 

Indtil for kort tid eksisterede der på Nørrebro et beværtningssted, kaldet "Billigheden". Her kom if. D. N. en stor del ærbare borgere sammen og fordrev tiden, og iblandt disse daglige gæster var børstenbinder Bentzen fra Antonistræde. En skøn dag udeblev imidlertid Bentzen til stor forundring for hans omgangsvenner, og således gik det også næste dag. Den sædvanlige "pot" blev helt forsømt for at drøfte grunden til udeblivelsen, og man blev endelig enig om at en deputation med skomager Sørensen som ordfører skulle sendes til Bentzens hjem for at undersøge sagen. De deputerede blev modtaget af madame Bentzen, der grædende fortalte dem, at hendes mand for to aftener siden var kommet hjem fra "Billigheden" i sådant et velsignet humør. "Ja, det ved jeg," afbrød Sørensen hende, "jeg fulgte ham selv hjem". - "Han gik glad til sengs." fortsatte madamen, - men næste morgen var han død."

Nu bad hun hans gode venner om at møde i hendes bopæl næste tirsdag for at bære hendes salig mand til det sidste hvilested, men da jordpåkastelsen efter den tids skik og brug skule gå for sig i hjemmet, anmodedes de om at komme tidligt for forinden at indtage en bid brød og en drik af et eller andet. Til den fastsatte tid mødte en flok venner, som for ret at hædre den afdøde spiste og drak som om de var betalte for det. Vel forfriskede overværede de ceremonien, og de begav sig nu til Garnisonskirkegården, bærende deres hensovede ven. Ankommet der blev de antastede af graveren, der spurgte: "Hvem er det?" - "det er jo Bentzen, ham børstenbinderen fra Antonistræde." - "Vi skal ingen Bentzen have, det må være på den anden side af gaden, på søetatens kirkegård". - Forundrede over fejltagelsen vandrede de da over gaden; dog gjorde de et lille holdt ved et værtshus, hvor de indtog en lille forfriskning, mens Bentzen tålmodigt ventede udenfor. Endelig kom de ind på kirkegården, men samme modtagelse: "Hvem er det?" "Ih! Bentzen, ham børstenbinderen fra Antoniestræde". - "Det er ikke her, det må være på den anden side af gaden, på Garnisonskirkegården". - "Nej, der har vi været". - "Ja så må det være på Assistentskirkegård på Nørrebro". - Her var jo ikke andet for end at gå den lange gang ad Nørrebro til, og toget bevægede sig højtideligt til St. Hans Torv, hvor de udenfor den kære "Billighed" holdt en lille rådslagning, og på Sørensens forslag blev Bentzen bragt ind i haven, medens sørgeskaren "spillede en pot" for at hædre mindet om den afdøde. Derefter fortsattes vejen til Assistentskirkegård, men her måtte de vandre omkring, stadigt fulgte af spørgsmålet: "Hvem er det?" "Ih! det er jo Bentzen, Børstenbinderen fra Antoniestræde." "Det er ikke her, det er ved siden af", og da de havde gennemvandret alle kirkegårdene måtte de, så nødig de ville, bære Bentzen hjem igjen. Man kan tænke sig madame Bentzens forskrækkelse, da Sørensen dinglende - den lange vej og de øvrige strabadser havde udmattet ham - i mørkningen viste sig for hende med de Ord: "Ak! lille madam, her har De Bentzen igen". - "Du forbarmende! var han ikke rigtig død!" - "Jo, det tror jeg nok, han var, men nu har vi været på alle byens kirkegårde, men ingen steder vil de have ham". 

Madamen, der hele dagen have drukket gravøl med sine kvindelige bekendte, protesterede mod atter at modtage Bentzen ved den huslige arne, men Sørensen var ubønhørlig, Bentzen måtte ind igen, og nu begyndte drøftelsen angående denne mærkelige sag; tilsidst opklaredes det, at begravelsen på kirkegården ved en fejltagelse var bestilt til om torsdagen i stedet for om tirsdagen. Følgen heraf blev, at Bentzen fik lov til at hvile et par dage i sin egen stue, og hans venner samledes da atter til en lille frokost, hvorpå de vandrede til Garnisonskirkegård, og denne gang blev Bentzen modtaget.

(Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis, 7. april 1875).

Det er ikke muligt at verificere at der skulle have boet en børstenbinder Bentzen i Antonistræde. Så der er sandsynligvis tale om en anekdote. 

Annoncer. (Efterskrift til Politivennen).

 

Damernes

Opmærksomhed henledes paa A. Meyers Tøirensningsetablissement, i Lighed med de første og største i Europa, der nu ved Foraar-Saisonens Begyndelse samt paa Grund af Etablissementets Udvidelse har nedsat sine Priser til de samme, som betales i Udlandets første Etablissementer. Damekioler renses fra 1 Krone 33 Øre. Silke, Antik-Moirée, Fistel, franske og Krep-Schavler. Alle Slags Pletter, selv Kaffe og Vinpletter borttages. NB. Kjoler (heel og halvuldne), Beduiner o. s. v. renses med fuldstændig Besætning uden at opsprættes. Damekjoler decarteres paa enestaaende og paalideligste Decarteermaskiner her paa Pladsen. Handsker vadskes og presses. NB Herrebeenklæder renses og presses i Facon for 1 Krone. - Indleveringssteder: Store Kongensgade 39, Lille Kongensgade 16 med Indgang fra Østergade 15 og Lille Torvegade 5.

NB. Mit nye Dampfarveri og Trykkeri bringes herved i Publicums velvillige Erindring.

A. Meyer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. april 1875).

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19 april 1875. 2. udgave.

Ulovlige Gibsere. (Efterskrift til Politivennen)

Uberettiget næringsbrug. I Følge Anmeldelse fra tre Gibsere her i Staden var Gibser Giuliano Brunichardi, i der tidligere er mulkteret for uberettiget Næringsbrug, sigtet for vedblivende at drive Forretninger uden Borgerskab. Denne Forretning bestaar i, at han dels forhandler Gibsvarer fra en Butik i Tordenskjoldsgade, dels lader en halv snes Mennesker løbe om og falbyde saadanne Varer. Forhandlingerne om denne Sag, der paabegyndtes i et tidligere Retsmøde, førtes ved Hjalp af en Tolk, da Tiltalte kun kunde udtrykke sig i det italienske Sprog. Tiltalte erkjendte i det første Møde, at Butiksforretningen drives for hans Regning, uden at han hertil har Borgerskab, hvorimod Varerne forfærdiges af ham selv i Forening med tre Brødre, Ismaelle, Angelo, og Andrea Brunichardi, samt 2 Fættere, Giovanni og Ubaldino Brunichardi. Det Udbytte eller Tab, som Butikssorretningen giver, vedkommer alene Giuliano Brunichardi. Derimod var han i Kompagni med de øvrige med Hensyn til den Handel, der er foregaaet ved Omløben. I Gaar forandrede Tiltalte Forklaringen derhen, at Andrea B. her i Byen kun har ombaaret og solgt enkelte Figurer, der forud vare bestilte, samt tilføjede, at Kompagniskabet mellem ham og hans 3 Brødre ogsaa omfatter Butikshandelen, der saaledes drives for alle 1 Brødres Regning. Dette Kompagniskab ansaa han berettiget uden særegen Adkomst, da Varerne efter hans Paastand kun kunde betragtes som Husflidsgjenstande. Der kunde imidlertid ikke tages Hensyn til denne hans Opfattelse af Forholdet, og da hverken Giuliano eller Angelo B. vilde rette for sig i Mindelighed, og da de to andre Brødre havde forladt Staden, og det kunde befrygtes, at de tvende tilbageblevne Brødre enten ved Bortrejse paa ubestemt Tid eller paa anden Maade kunde ville søge at forhale Sagens Afgjørelse og unddrage sig Ansvar, blev der strax afsagt Dom, ved hvilken Giuliano og Angelo B. bleve ansete med Bøder, der for førstnævntes Vedkommende i Betragtning af, i at han som bemærket tidligere er mulkteret for lignende Forseelser som den her omaandlede, bestemtes til 30 Kr., og for sidstnævnte til 15 Kr.; da de omtalte Fættere ved Sygdom vare forhindrede fra at møde i Retten, udsattes Sagens yderligere Afgjørelse indtil videre.

(Morgenbladet (København) 2. april 1875).

Uroligheder paa Holmen. (Efterskrift til Politivennen)

(Kjøbenhavn, den 10de Marts.) I et af mine tidligere Breve har jeg berettet om en vis Gjæring, der var paa Holmen iblandt Haandværkerne derude, foranlediget ved det derværende Polities noget irriterende Optræden ligeoverfor dem ved den daglige Visitation, hvilken Gjæring dog snart lagde sig igjen, da Værftschefen tog Parti, med Haandværkerne og viste Politiet tilbage til dets rette Enemærker. Dette har dog kun været som et Havblik før Stormen, thi Gjæringen er nu atter brudt ud og har antaget meget betydelige Dimensioner. Anledningen hertil er dog ikke paany given af Politiet, men af Marineministeriet. I de sidste Aar har det nemlig været Skik, hvergang vi naaede Marts Maaned, at Ministeriet gav Ordre til, at der skulde "overarbeides" paa Holmen, saa at Arbeidstiden blev forøget med to Timer. Grunden hertil skal efter Mesternes eget Sigende være den Høist mærkelige, at Ministeriet vil bruge de Penge, det har faaet til Arbeider paa Værftet, til sidste Skilling for ikke at have noget Overskud at tilbagelevere til Finantshovedkassen ved Finantsaarets Udløb, af Frygt, som det hedder, for at Rigsdagen da skulde bevilge et mindre Beløb paa den kommende Finantslov. Arbeiderne paa Værftet have i de senere Sar givet deres Uvillie tilkjende over dette "Overarbeide" paa en stedse meer og mere høirøstet Maade, og iaar er Bevægelsen nu saa stærk, at den grændser noget nær til Oprør og Mytteri. Den første Aften, det var i forrige Uge, da Overarbeidet skulde tage sin Begyndelse, nægtede saa godt som alle Haandværkerne at arbeide to Minuter endsige to Timer længere og de forlode Værkstederne for at begive sig ud af Holmen. Ved Udgangen til denne fandt de imidlertid opstillet omtrent alle Værftets Underofficerer med dragne Sabler og Politiet med dragne Stave. Dette var selvfølgeligt et temmelig stærkt Stykke at byde Haandværkere i vore Dage, men takket være den vore Arbeideres egne Ro og Selvbeherskelse kom det ikke til noget blodigt Sammenstød. De indskrænkede sig til paa en temmelig kategorisk Maade at forlange sig lukkede ud af Holmen, og efter at Værftschefen havde gjort nogle frugtesløse Forsøg  paa at tale Haandværkerne "tilrette", maatte han stikke Piben ind og lade Arbeiderne gaae, men dog ikke uden at han lod dem spadsere mellem en dobbelt Række af Underofficerer og Betjente. Arbeiderne toge denne Sag med stor Ro og Gemytlighed og marscherede ud af Holmen under "Socialistmarschen" og andre populaire Arier. Den næste Aften gjentog Scenen sig atter, man nægtede at arbeide og blev fulgt ud under "Bedækning" og saaledes gaaer det nu hver Aften. Hvad Enden skal blive derpaa, er ikte let at indsee, og Værftschefen befinder sig i en meget kritisk Situation, thi han kan befrygte, at Arbeiderne reent ud nægte at give Arbeide paa Holmen, dersom de vedblivende skulle tracteres paa denne Maade, som selvfølgeligt maa være meget krænkende for dem. Naar man veed, hvor daarligt Holmens Arbeidere ere aflagte, i Forhold til deres Colleger i Byen, hører en Arbejdsnedlæggelse derude ikke til de behagelige Ting for Ministeriet, isærdeleshed naar dette selv maa erkjende at have givet den første Anledning dertil, thi det er Virkelig temmelig ubilligt at forlange omtrent gratis "Overarbejde" af Arbeiderne i den Tid, hvori de ellers privat maae tjene det nødvendige Tilskud til deres knappe Løn.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 12. marts 1875).

Lolland-Falster. (Efterskrift til Politivennen)

"Vi skulle elske vor Næste, saa at vi ikke alene komme ham til Hjælp i Sygdom og anden Legemsfare, men i det Hele søge at fremme hans Vel til Legem og Sjæl." Saaledes lyder til os Alle et af de store Bud i vor Religionslov, men hvor lidet der bliver agtet derpaa og handlet derefter, derom have vi mange og store Beviser. Vi skulle herved tillade os at fremføre et af de meest gjennemgribende, vi kjende, og som er passeret i den senere Tid.

Hos Gaardeier Hans Christoffersen Myssen i Bruntofte tjente en ung Pige. I Midten af forrige Maaned klagede hun gjentagne Gange over Ildebefindende, især om Natten, navnlig Værk i Siderne og i Ryggen. Natten mellem den 17de og 18de f. M. tog det Onde i den Grad Overhaand, at hun fandt sig nødsaget til at gaae ind i Stuen, hvor Manden og Konen sov, for at spørge, om de ikke vilde lade hente en Doktor, for hun kunde ikke nære sig for Værk og Pine. Hertil svarede Hans Myssen, at det kunde han ikke, for han skulde først til Smeden med Hestene og have dem skjærpede. Pigen maatte gaae med den Besked og tilbringe Natten som hun selv bedst kunde. I Løbet af Natten, Kl. 4, fødte hun et Barn uden nogen Menneskers Hjælp. Derefter gik hun atter ind i Stuen og spurgte, om de da ikke nu vilde hente Jordemoderen, for nu havde hun født et Barn. Denne Gang svarede Konen saaledes: "Saa skal Du bort herfra, og det skal være strax; vi kan ikke have Dig her i denne Tilstand og vil heller ikke." Pigen, der kjendte den faste og bestemte Mening, der laae i Konens Ord, og hørte med hvilket Eftertryk, de bleve udtalte, tænkte ved sig selv: "Vil dog Vorherre hjælpe mig, jeg kan komme herfra!" Manden, paa hvem Konens Ord formodentlig heller ikke saa ganske have været uden Virkning, var staaet op af Sengen og kommet ud og spandt et Par Heste for en Vogn, for i den Mellemtid havde Forholdene forandret sig saaledes, at Hans Myssens Heste nu ikke trængte til at blive skjærpede; nei, det gjaldt kun at komme afsted i en Hast. Vognen var nu forspændt; Pigen svøbte sit Barn ind i et Forklæde og tog det saaledes med sig til Vogns, Alt med egen Hjælp; en Dreng eller Karl kjørte saa Pigen fra Bruntofte til Sognets Fattighuus ved Tingsted, en Vejstrækning af en omtrent 3/4 Miil. Naar man nu husker paa, i hvilken Frost og Kulde og Blæst, uden nogen Indpakning, i den Tilstand, - for en rig Bonde at skille sig paa den Maade af med et fattigt Tjenestetyende, som han og Kone vare godt fornøjede med, hvordan mon de da vilde behandlet den, de mulig vare misfornøjede med! - Dersom Hans Myssens Kone havde, istedetfor at blive inde i sin Stue, taget et gammelt Lagen, en Pude eller et Hestedækken og gaaet dermed ud til Pigen og ladet hende benytte det til lidt Indpakning, saa havde hun dog dermed kommet hende lidt tilhjælp; men derimod paa den Maade, de have handlet, har Hans Myssen og Kone overladt deres Tjenestetyende til sig selv i hjælpelos Tilstand, og derved udsat baade Pigens og Barnets Liv og Lemmer og Helbred for en betydelig Fare.

Det skal bemærkes, at efter Anmodning til Pigen om at forklare sig om Sagen overeensstemmende med Sandheden, har hun afgivet Forklaring, som det her er nedskreven.

Til Advarsel for Andre, navnlig for dem, der ere blottede for Kjendskab til Tyendeloven, skal vi tillade os at meddele Følgende. Tyendeloven af 10de Mai 1854 siger i § 36: "Bliver et Tvende sygt og sengeliggende eller angreben af smitsom Sygdom, maa dets Flytning ikke finde Sted, om end Fardag er kommen, eller Tjenesten paa anden Maade er ophørt, førend i Kjøbstæderne en Læge og paa Landet enten en Læge eller, hvor en saadan ikke er tilkaldt, Sognepræsten, Sognefogden eller en Sogneforstander, erklærer at formene, at Flytningen kan skee uden Fare for Tyendets Helbred eller for Smittes Udbredelse. Hvis Husbonden, overtrædende denne Forskrift, skaffer den Syge ud af Huset, skal han straffes paa samme Maade, som i § 31 et bestemt, og desuden bare alle Omkostninger paa den Syges Pleie og Helbredelse." Slutningen af § 31 siger: "Derhos bør han efter Omstændighederne straffes med Bøder fra 5 til 100 Rdl. eller med simpelt Fængsel i indtil 4 Uger, saafremt han ikke efter andre Lovbestemmelser har forskyldt en større Straf." - Men saa kommer almindelig borgerlig Straffelov af 10de Februar 1866; dens § 107 siger: "Den, som udsætter et spædt Baen eller forlader en under hans Varetægt staaende Person i hjælpeløs Tilstand, straffes med Forbedringshuusarbeide eller under formildende Omstændigheder, navnlig hvis Gjerningen ikke har medført Fare for den Paagjældendes Liv eller Helbred, med Fængsel, ikke under 2 Maaneders simpelt Fængsel. Har Handlingen medført det udsatte Barns eller den forladte Persons Død eller en betydelig Legemsbeskadigelse (§ 204), uden at dette dog har været tilsigtet, kan Straffen stige til Tugthuusarbeide i 12 Aar."

Saasnart som det nu hos Pigen og Barnet kan vides, om de ved den ovenfor skildrede Handling bare faaet nogen Legemebeskadigelse eller ikke, saa ville vi haabe at det ærede Sogneraad, hvem det nærmest tilkommer at tage den Fattige i Forsvar, vil træffe Foranstaltninger til Sagens Paatale, saa Lovens strænge Retfærdighed kan gjøre sig gjældende.

Kraghave og Bruntofte, den 2den Marts 1875.
P. Ladefoged. Ole Andersen.

Bedes godbedsfuldt oplaget i "Stubbekjøbing Avis" og "Loll-Falst. Folketidende",

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 11. marts 1875).

Bruntofte, Tingsted Hans Christoffersen Myssen og Kirsten Christiansdatter

Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes?

I "Lollands-Falsters Stifts-Tidende" for 11te Marts findes indrykket et Inserat, hvori ankes over, at Gaardeier H. C. Myssen i Bruntofte har hjemkjørt en Pige, der var i hans Tjeneste, umiddelbart efter at hun havde født et Barn, og hvori til Slutning findes en Henstilling til Sogneraadet om at indanke Sagen for Retten.

Det er som Formand i dette Sogneraad og paa dettes Vegne, jeg finder mig tvungen til følgende Udtalelse.

Jeg skal forudskikke et Par Bemærkninger.

Først skal jeg aldeles ikke drage de 2 hæderlige Mænds ædle Bevæggrunde, som have underskrevet Inseratet, i Tvivl; og dernæst er det meget langt fra, at jeg eller noget Medlem af Sogneraadet billiger H. Myssens Adfærd, hvilket bestemt blev udtalt i Mødet den 10de ds.

Jeg skal dernæst bemærke, at Inseratet lider af adskillige Unøiagtigheder, sandsynligviis foraarsagede ved Pigens upaalidelige Forklaring. Efter H. Myssens gjentagne Erklæring vidste han intet af, at Pigen havde født Barnet, før hun med dette var sprungen op paa Vognen, og da han saae, hvorledes Sagen stod sig og sagde "I den Stilling kan Du ikke tage bort", erklærede hun: "Jo, det kan jeg godt, og jeg vil hjem nu."

Det var dernæst ikke Pigen formeent at benytte de Sengeklæder, der vare i hendes Kammer, hvilke hun ogsaa tildeels tog i Brug.

Endelig er det meget langt fra, at de vare fornøiede med Pigen, hvortil der nok heller ikke har været Grund.

Det burde dernæst ikke forties, at Pigen paa det meest Haardnakkede og lige til det sidste Øieblik benægtede at være frugtsommelig, hvilket som bekjendt berettiger Husbonden til uden Varsel at jage Tyendet af Tjeneste, men at hun saaledes har bedraget sin Husbonde og holdt ham for Nar, lige til Barnet var født, indeholder vel ingen Retfærdiggørelse, men en stor Undskyldning for Manden. Havde han vidst det, var hun forinden bleven fjernet.

Disse Bemærkninger ere Resultat af flere Samtaler baade med Manden og med Pigen,

Vil man sige, at H. Myssens Handlemaade kun vidner lidt om Hjerte for Tjenestepigen, skal jeg ikke benægte det; men jeg skal henstille, om det sørgelige og bittre Forhold, som desværre paa den senere Tid saa almindeligt har afløst det smukke og hjertelige Forhold mellem Husbonde og Tyende, ikke for en meget væsentlig Deel hidrører fra sidstnævnte.

Jeg skal dernæst henstille, om de, der med saa stor Sikkerhed fordømme Mandens Adfærd, ere ganske sikkre paa ikke under lignende Forhold at begaae en lignende Uret. Man tænke sig Manden uden Forestilling om, hvad der var hændet, netop kommen paa det Rene med, at Pigen skulde føde, med Vognen forspændt for nu at hente Jordemoderen, for det var nok nu Bestemmelsen, seende Pigen springe op paa Vognen med det nyfødte Barn, idet hun erklærer, at nu vil hun hjem - er det utilgiveligt, at han i Øieblikkets Forvirring ikke med sikker Raadsnarhed har formaaet at klare sig Faren og Ansvaret? Saasnart han var kommen til Besindelse, gik han ud for at kalde Vognen tilbage, men forsilde.

Foreløbig skal bemærkes, at Straffelovens § 197 er aldeles uanvendelig paa dette Tilfælde, der efter min Mening aldrig kunde fremkalde høiere Straf end Bøde. 

Disse Bemærkninger maae forudskikkes for Fremstillingen af Sogneraadets Forhold til Sagen.

Saasnart jeg modtog Underretning om Sagen, skrev jeg H. Myssen et meget alvorligt Brev til, hvori jeg vel venskabeligt, men bestemt foreholdt ham hans store Uret og uhyre Ansvar, og opfordrede ham til saa vidt muligt gjøre sin Uret mod Pigen god igjen.

Saavel han som hans Kone have siden været meget urolige og nedslaaede og have paa enhver Maade søgt at gjøre deres Uret mod Pigen, som vel at mærke ingen ulykkelige Følger har havt, god igjen. Han indrømmer uforbeholdent, at han har baaret sig urigtigt ad.

I Sogneraademødet den 10de ds. bragtes Sagen paa Bane af Formanden.

Efter at Alt, hvad der var foretaget i Sagen, var bleven meddeelt, deriblandt ogsaa, at Sagen var bleven fremstilt for Herredsfogden, og at H. Myssen for ham havde afgivet sin Forklaring, og efterat Sagen var udførlig debatteret, besluttede Sogneraadet med 7 Stemmer mod 1, idet een afholdt sig fra at stemme, at medens man maatte udtale sin Misbilligelse med H. Myssens Fremgangsmaade, og i Betragtning af, at Paatale intet kunde gavne Pigen, fandt man ikke Opfordring til at paaanke den omtalte Sag for Retten.

Hermed er Sogneraadets Forhold til nærværende Sag afgjort. Den offentlige Mening maa nu billige eller misbillige denne Afgørelse.

Taaderup, den 12te Marts 1875. Blicher.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 15. marts 1875).

Poul Høy Blicher (1822-1901) var præst på Femø 1860, Thingsted 1872 og Kjettinge (Maribo) 1879. Sammen med Thora Eudoxia Schwarts (1828-1912) havde han  på daværende tidspunkt 11 børn, hvoraf alle var født på Femø.