Pio, Brix og Geleff løslades. (Efterskrift til Politivennen)

Til mine Meningsfæller.

Som det rimeligvis vil være de fleste af mine Venner bekendt, har jeg i ca. 2½ Aar lidt af en ved min Indespærring foraarsaget smertefuld Sygdom, der for en Maaned siden endte med en hastig Blodstyrtning. Det er blevet betydet mig af de Læger, som jeg i denne Anledning har haft Lejlighed til at raadspørge, at enhver Sindsbevægelse i den første Tid vilde være ligefrem livsfarlig for mig, ligesom jeg ogsaa blev tilraadet at være forsigtig med Hensyn til min Beskæftigelse med skriftlige Arbejder og Lignende. Jeg maa derfor bede de Mange blandt mine Venner, hvem jeg skylder Tak for deres Deltagelse, undskylde, at jeg endnu nogen Tid opsætter al privat Korrespondance; derimod haaber jeg om nogle faa Dage at kunne offenliggøre en kort Udtalelse, der hos dem, der ikke kender mig personlig, kan fjerne al Tvivl om mine Meningers og Grundsætningers Uforandrethed.

For at kunne desto sikrere genvinde mine Kræfter, agter jeg at opholde mig en Maanedstid paa Landet, hvorefter jeg, hvis mine Omstændigheder tillader det, vil foretage en kort Sundhedstur til Udlandet; men angaaende disse Planer vil mine Venner selvfølgelig senere faa al den Underretning de maatte Ønske.

Med socialistisk Haandslag og Hilsen.

Den 9de April 1875.
Louis Pio

Til vore Venner og Meningsfæller!

Efterat vi atter er komne paa fri Fod, føler vi Trang til paa det Hjærteligste at takke vore mange Meningsfæller trindtom i Landet for al den Deltagelse, der paa saa mange Maader er bleven vist os.

Det er en Selvfølge, at vore Anskuelser den Dag i Dag er de samme som før vor Arrestation, men da vort Helbred er noget medtaget, og da vi er fuldstændig ubekendt med de nuværende Forhold og Alt, hvad der er foregaaet under vor treaarige Indespærring, nødes vi til en kort Tid at afholde os fra at tage aktiv Del i Kampen for Arbejdersagen.

Fra Begyndelsen af næste Maaned agter vi atter at vie vore Kræfter til den Sag  fra hvilken vi for tre Aar siden reves bort.

Harald Brix. Povl Geleff.

(Social-Demokraten 11. april 1875).

Brix og Geleff,

der et Par Dage efter deres Ankomst hertil Byen af deres Læge blev raadede til midlertidig at flytte ud paa Landet, har taget Ophold i Ny Holte Kro ved Holte Station. Geleff, hvis Jernhelbred ikke har kunnet ødelægges af 35 Maaneders Celletortur, men som dog var en Del medtaget ved Løsladelsen, bliver Dag for Dag raskere, og det er hans Hensigt at "melde sig til Tjeneste" om en 14 Dages Tid. Brix er derimod endnu meget lidende. Han maa stadig holde Sengen, og det maa anses for i høj Grad tvivlsomt, at han nogen Sinde igen fuldstændig kan genvinde sit Helbred. Vi henleder Opmærksomheden paa, at hans Læge har forbudt ham at tage imod Besøg, da han ikke kan taale den med en Samtale forbundne Anstrengelse.

- - -

Det fremgaar af ovenstaaende Meddelelse fra de Herrer Brix og Geleff, at Brix vedvarende er meget svag, et Faktum, der paa en sørgelig Maade illustrerer Justitsministerens med saa overordenlig Suffisance fremsatte Paastand om, at vore Form har været idømt en "meget mild" Straf. Naar en af Hr. Klein anset "meget mild" Straf kan drage saadanne Følger efter sig, som de, Pio og Brix øjensynlig lider under, saa fristes man rigtignok til at spørge, hvad Kongens Justitsminister (naturligvis med "blødende Hjerte"!) vilde betragte som en haard Straf, og som Loven dog "vilde kunne give Medhold". Mon Hr. Klein ikke, naar han udtaler en Dom over politiske Modstanderes Handlinger, burde mindes det gamle gode Ord:

"Som I dømmer, saaledes skal I ogsaa dømmes!"

Endnu kun Et. Justitsministeren siger, at vore Førere er dømt "lemfældig" og "meget mild". Men vi kan rigtignok ikke se rettere, end at Justitsministeren har gjort sig skyldig i en Modsigelse, der bliver end mere skærende ved den skaanselsløse og stærkt iøjnefaldende lidenskabelige Maade, hvorpaa han udtaler sin personlige Dom over Førernes Handlinger. Den er i Sandhed hverken "lemfældig" eller "meget mild", og den bidrager i høj Grad til at bestyrke os i den Mening, at Herr Klein ikke har ment det alvorlig, hverken da han talte om sit "blødende" Herte, eller da han priste Straffens "Mildhed"!

Hermed vil vi for i Dag tage Afsked med Hr. Klein, idet vi lover snart at komme tilbage til hans Udtalelser i Tinget i Mandags.

(Social-Demokraten 28. april 1875).

Bentzens begravelse på Garnisonskirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

 En begravelse for 30 år tilbage. 

Indtil for kort tid eksisterede der på Nørrebro et beværtningssted, kaldet "Billigheden". Her kom if. D. N. en stor del ærbare borgere sammen og fordrev tiden, og iblandt disse daglige gæster var børstenbinder Bentzen fra Antonistræde. En skøn dag udeblev imidlertid Bentzen til stor forundring for hans omgangsvenner, og således gik det også næste dag. Den sædvanlige "pot" blev helt forsømt for at drøfte grunden til udeblivelsen, og man blev endelig enig om at en deputation med skomager Sørensen som ordfører skulle sendes til Bentzens hjem for at undersøge sagen. De deputerede blev modtaget af madame Bentzen, der grædende fortalte dem, at hendes mand for to aftener siden var kommet hjem fra "Billigheden" i sådant et velsignet humør. "Ja, det ved jeg," afbrød Sørensen hende, "jeg fulgte ham selv hjem". - "Han gik glad til sengs." fortsatte madamen, - men næste morgen var han død."

Nu bad hun hans gode venner om at møde i hendes bopæl næste tirsdag for at bære hendes salig mand til det sidste hvilested, men da jordpåkastelsen efter den tids skik og brug skule gå for sig i hjemmet, anmodedes de om at komme tidligt for forinden at indtage en bid brød og en drik af et eller andet. Til den fastsatte tid mødte en flok venner, som for ret at hædre den afdøde spiste og drak som om de var betalte for det. Vel forfriskede overværede de ceremonien, og de begav sig nu til Garnisonskirkegården, bærende deres hensovede ven. Ankommet der blev de antastede af graveren, der spurgte: "Hvem er det?" - "det er jo Bentzen, ham børstenbinderen fra Antonistræde." - "Vi skal ingen Bentzen have, det må være på den anden side af gaden, på søetatens kirkegård". - Forundrede over fejltagelsen vandrede de da over gaden; dog gjorde de et lille holdt ved et værtshus, hvor de indtog en lille forfriskning, mens Bentzen tålmodigt ventede udenfor. Endelig kom de ind på kirkegården, men samme modtagelse: "Hvem er det?" "Ih! Bentzen, ham børstenbinderen fra Antoniestræde". - "Det er ikke her, det må være på den anden side af gaden, på Garnisonskirkegården". - "Nej, der har vi været". - "Ja så må det være på Assistentskirkegård på Nørrebro". - Her var jo ikke andet for end at gå den lange gang ad Nørrebro til, og toget bevægede sig højtideligt til St. Hans Torv, hvor de udenfor den kære "Billighed" holdt en lille rådslagning, og på Sørensens forslag blev Bentzen bragt ind i haven, medens sørgeskaren "spillede en pot" for at hædre mindet om den afdøde. Derefter fortsattes vejen til Assistentskirkegård, men her måtte de vandre omkring, stadigt fulgte af spørgsmålet: "Hvem er det?" "Ih! det er jo Bentzen, Børstenbinderen fra Antoniestræde." "Det er ikke her, det er ved siden af", og da de havde gennemvandret alle kirkegårdene måtte de, så nødig de ville, bære Bentzen hjem igjen. Man kan tænke sig madame Bentzens forskrækkelse, da Sørensen dinglende - den lange vej og de øvrige strabadser havde udmattet ham - i mørkningen viste sig for hende med de Ord: "Ak! lille madam, her har De Bentzen igen". - "Du forbarmende! var han ikke rigtig død!" - "Jo, det tror jeg nok, han var, men nu har vi været på alle byens kirkegårde, men ingen steder vil de have ham". 

Madamen, der hele dagen have drukket gravøl med sine kvindelige bekendte, protesterede mod atter at modtage Bentzen ved den huslige arne, men Sørensen var ubønhørlig, Bentzen måtte ind igen, og nu begyndte drøftelsen angående denne mærkelige sag; tilsidst opklaredes det, at begravelsen på kirkegården ved en fejltagelse var bestilt til om torsdagen i stedet for om tirsdagen. Følgen heraf blev, at Bentzen fik lov til at hvile et par dage i sin egen stue, og hans venner samledes da atter til en lille frokost, hvorpå de vandrede til Garnisonskirkegård, og denne gang blev Bentzen modtaget.

(Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis, 7. april 1875).

Det er ikke muligt at verificere at der skulle have boet en børstenbinder Bentzen i Antonistræde. Så der er sandsynligvis tale om en anekdote. 

Annoncer. (Efterskrift til Politivennen).

 

Damernes

Opmærksomhed henledes paa A. Meyers Tøirensningsetablissement, i Lighed med de første og største i Europa, der nu ved Foraar-Saisonens Begyndelse samt paa Grund af Etablissementets Udvidelse har nedsat sine Priser til de samme, som betales i Udlandets første Etablissementer. Damekioler renses fra 1 Krone 33 Øre. Silke, Antik-Moirée, Fistel, franske og Krep-Schavler. Alle Slags Pletter, selv Kaffe og Vinpletter borttages. NB. Kjoler (heel og halvuldne), Beduiner o. s. v. renses med fuldstændig Besætning uden at opsprættes. Damekjoler decarteres paa enestaaende og paalideligste Decarteermaskiner her paa Pladsen. Handsker vadskes og presses. NB Herrebeenklæder renses og presses i Facon for 1 Krone. - Indleveringssteder: Store Kongensgade 39, Lille Kongensgade 16 med Indgang fra Østergade 15 og Lille Torvegade 5.

NB. Mit nye Dampfarveri og Trykkeri bringes herved i Publicums velvillige Erindring.

A. Meyer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. april 1875).

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19 april 1875. 2. udgave.

Ulovlige Gibsere. (Efterskrift til Politivennen)

Uberettiget næringsbrug. I Følge Anmeldelse fra tre Gibsere her i Staden var Gibser Giuliano Brunichardi, i der tidligere er mulkteret for uberettiget Næringsbrug, sigtet for vedblivende at drive Forretninger uden Borgerskab. Denne Forretning bestaar i, at han dels forhandler Gibsvarer fra en Butik i Tordenskjoldsgade, dels lader en halv snes Mennesker løbe om og falbyde saadanne Varer. Forhandlingerne om denne Sag, der paabegyndtes i et tidligere Retsmøde, førtes ved Hjalp af en Tolk, da Tiltalte kun kunde udtrykke sig i det italienske Sprog. Tiltalte erkjendte i det første Møde, at Butiksforretningen drives for hans Regning, uden at han hertil har Borgerskab, hvorimod Varerne forfærdiges af ham selv i Forening med tre Brødre, Ismaelle, Angelo, og Andrea Brunichardi, samt 2 Fættere, Giovanni og Ubaldino Brunichardi. Det Udbytte eller Tab, som Butikssorretningen giver, vedkommer alene Giuliano Brunichardi. Derimod var han i Kompagni med de øvrige med Hensyn til den Handel, der er foregaaet ved Omløben. I Gaar forandrede Tiltalte Forklaringen derhen, at Andrea B. her i Byen kun har ombaaret og solgt enkelte Figurer, der forud vare bestilte, samt tilføjede, at Kompagniskabet mellem ham og hans 3 Brødre ogsaa omfatter Butikshandelen, der saaledes drives for alle 1 Brødres Regning. Dette Kompagniskab ansaa han berettiget uden særegen Adkomst, da Varerne efter hans Paastand kun kunde betragtes som Husflidsgjenstande. Der kunde imidlertid ikke tages Hensyn til denne hans Opfattelse af Forholdet, og da hverken Giuliano eller Angelo B. vilde rette for sig i Mindelighed, og da de to andre Brødre havde forladt Staden, og det kunde befrygtes, at de tvende tilbageblevne Brødre enten ved Bortrejse paa ubestemt Tid eller paa anden Maade kunde ville søge at forhale Sagens Afgjørelse og unddrage sig Ansvar, blev der strax afsagt Dom, ved hvilken Giuliano og Angelo B. bleve ansete med Bøder, der for førstnævntes Vedkommende i Betragtning af, i at han som bemærket tidligere er mulkteret for lignende Forseelser som den her omaandlede, bestemtes til 30 Kr., og for sidstnævnte til 15 Kr.; da de omtalte Fættere ved Sygdom vare forhindrede fra at møde i Retten, udsattes Sagens yderligere Afgjørelse indtil videre.

(Morgenbladet (København) 2. april 1875).

Uroligheder paa Holmen. (Efterskrift til Politivennen)

(Kjøbenhavn, den 10de Marts.) I et af mine tidligere Breve har jeg berettet om en vis Gjæring, der var paa Holmen iblandt Haandværkerne derude, foranlediget ved det derværende Polities noget irriterende Optræden ligeoverfor dem ved den daglige Visitation, hvilken Gjæring dog snart lagde sig igjen, da Værftschefen tog Parti, med Haandværkerne og viste Politiet tilbage til dets rette Enemærker. Dette har dog kun været som et Havblik før Stormen, thi Gjæringen er nu atter brudt ud og har antaget meget betydelige Dimensioner. Anledningen hertil er dog ikke paany given af Politiet, men af Marineministeriet. I de sidste Aar har det nemlig været Skik, hvergang vi naaede Marts Maaned, at Ministeriet gav Ordre til, at der skulde "overarbeides" paa Holmen, saa at Arbeidstiden blev forøget med to Timer. Grunden hertil skal efter Mesternes eget Sigende være den Høist mærkelige, at Ministeriet vil bruge de Penge, det har faaet til Arbeider paa Værftet, til sidste Skilling for ikke at have noget Overskud at tilbagelevere til Finantshovedkassen ved Finantsaarets Udløb, af Frygt, som det hedder, for at Rigsdagen da skulde bevilge et mindre Beløb paa den kommende Finantslov. Arbeiderne paa Værftet have i de senere Sar givet deres Uvillie tilkjende over dette "Overarbeide" paa en stedse meer og mere høirøstet Maade, og iaar er Bevægelsen nu saa stærk, at den grændser noget nær til Oprør og Mytteri. Den første Aften, det var i forrige Uge, da Overarbeidet skulde tage sin Begyndelse, nægtede saa godt som alle Haandværkerne at arbeide to Minuter endsige to Timer længere og de forlode Værkstederne for at begive sig ud af Holmen. Ved Udgangen til denne fandt de imidlertid opstillet omtrent alle Værftets Underofficerer med dragne Sabler og Politiet med dragne Stave. Dette var selvfølgeligt et temmelig stærkt Stykke at byde Haandværkere i vore Dage, men takket være den vore Arbeideres egne Ro og Selvbeherskelse kom det ikke til noget blodigt Sammenstød. De indskrænkede sig til paa en temmelig kategorisk Maade at forlange sig lukkede ud af Holmen, og efter at Værftschefen havde gjort nogle frugtesløse Forsøg  paa at tale Haandværkerne "tilrette", maatte han stikke Piben ind og lade Arbeiderne gaae, men dog ikke uden at han lod dem spadsere mellem en dobbelt Række af Underofficerer og Betjente. Arbeiderne toge denne Sag med stor Ro og Gemytlighed og marscherede ud af Holmen under "Socialistmarschen" og andre populaire Arier. Den næste Aften gjentog Scenen sig atter, man nægtede at arbeide og blev fulgt ud under "Bedækning" og saaledes gaaer det nu hver Aften. Hvad Enden skal blive derpaa, er ikte let at indsee, og Værftschefen befinder sig i en meget kritisk Situation, thi han kan befrygte, at Arbeiderne reent ud nægte at give Arbeide paa Holmen, dersom de vedblivende skulle tracteres paa denne Maade, som selvfølgeligt maa være meget krænkende for dem. Naar man veed, hvor daarligt Holmens Arbeidere ere aflagte, i Forhold til deres Colleger i Byen, hører en Arbejdsnedlæggelse derude ikke til de behagelige Ting for Ministeriet, isærdeleshed naar dette selv maa erkjende at have givet den første Anledning dertil, thi det er Virkelig temmelig ubilligt at forlange omtrent gratis "Overarbejde" af Arbeiderne i den Tid, hvori de ellers privat maae tjene det nødvendige Tilskud til deres knappe Løn.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 12. marts 1875).