Slesvig og det national-liberale Parti. (Efterskrift til Politivennen)

En af de "loyale" Præster i Sydslesvig, der i sin Tid som Officer havde deltaget i den treaarige slesvig holstenske Krig, begyndte sin Tiltrædelsesprædiken i den tysksindede Uenighed med følgende Ord: "Sidste Gang jeg var her, kom jeg som Fjende med Sværdet i Haanden, idag kommer jeg som Ellers Sjælesorger."

Det maa ganske vist have været en meget "blandet" Følelse, hvormed Menigheden hørte "Fredens Evangelium" forkynde af en Mand, hvem enkelte af dens Medlemmer maaske kunde betragte som deres Nærmestes Morder; men den Taktløshed, som den vedkommende Gejstlige udviste, er desværre intet enestaaende Eksempel paa hvad man i hin Nationalfanatismens Blomstringskperiode ansaa det for klogt at byde de Overvundne. Fordrukne, uvidende Præster, uredelige og tølperagtige Herredsfogeder var endnu almindeligere end i Danmark, og omend dette Fænomen tildels kan forklares ved den ringe Tiltrækning som en hadet og afskyet Stilling stedse maa have for enhver hæderlig Mand, saa vilde det paa den anden Side dog være umuligt at nægte, at der fra Regeringens Side i denne Retning blev udvist en overordenlig Pligtforsømmelse, idet der ganske i Almindelig hed kun toges Hensyn til saadanne Personer, der syntes at være mere stilkede til at ophidse Befolkningen ved Uvidenhed og Uforskammethed, end til at berolige den ved samvittighedsfuld Opfyldelse af deres Kaldspligter.

Paastanden om at den slesvigske Embedsstand led af store Mangler under den national-liberale Æra her i Landet, er som bekendt fremsat allerede fra anden Side, men har naturligvis mødt en forbitret Modsigelse fra det Parti, som nu i over to Aarhundreder har kvalt Folkets naturlige sunde Forstand med dumme Formaliteter, nemlig Bureaukratiet, eller som de med et mere betegnende kinesisk Ord burde hedde, Mandarinerne. Denne bornerede og herskesyge Bande var det, der i Virkeligheden skilte os af med Norge i 1814. Folket havde i en lang Aarrække været forbitret paa Embedsstanden, men deres Klager blev behandlede paa den sædvanlige imiterende Maade. Da saaledes den norske Bonde, Kristian Jensen Lofthus fra Nedenæs, i Slutningen af forrige Aarhundrede vovede at overrække Kronprinsen en Klage fra Almuen over de danske Embedsmands Undertrykkelser, blev han af en Specialkommission dømt til Fæstningsarbejde paa Livstid og døde i Agerhus Fæstning Aar 1797. I 1814, da Norge med Magt blev løsrevet fra Danmark, erindrede Folket den infame Behandling, de havde lidt i Aarhundreder, og dette var Grunden til det hastige Ophør af "Frihedskrigen" mod Sverrig, saavel som til det derpaa følgende, i lang Tid stærkt fremtrædende "Danskerhad" i Norge.

Nu er det en ny og ligesaa betydelig Del af Landet, som Bureaukratiet har skilt os af med, men hvis Nogen tror, at vi i vor nuværende reducerede Tilstand skulde være i Sikkerhed for yderligere Lemlæstelse, da turde dette være usikker saalænge ikke Folket er kommet saa vidt, at det foretrækker selv at tage Tøjlerne fremfor at lade sig forlede til politiske Dumheder af Mandarinerne. Det er derfor nødvendigt skaanselløst at blotte deres Opførsel i Slesvig for om mulig at aabne Øjnene paa dem, der endnu anser disse Folk for "Visdommens og Retfærdighedens" ægte Repræsentanter.

Det vilde imidlertid være for trættende at fremkomme med Eksempler paa det smaalige Forfølgelsessystem, der anvendtes mod de tysksindede Slesvigere i Aarene fra 1851-64. Vore Læsere vil faa det bedste Begreb derom, naar de tænker paa den Behandling, der fra det samme Partis Side er blevet os Socialister tildel her i Danmark i de sidste Aar. Iøvrigt skal vi altid være villige til at fremkomme med bestemte Eksempler, hvis vore her fremsatte Paastande skulde blive dragne i Tvivl, men at Ingen for Alvor kan tænke herpaa, det vil en lille Historie maaske kunne bidrage til at vise. Da vi sad fængslede traf det sig, at en Herredsfoged af reaktionær Tjenestiver begik en temmelig betydelig Fadaise. I en Samtale med Politiinspektør H. kom vi til at berøre denne Sag, hvortil Hr. H. svarede med en haanlig Skuldertrækken: "Hvor kan De forlange Andet af det Menneske? Det er jo en forhenværende slesvigsk Embedsmand."

Skal vi saaledes, idetmindste foreløbig, ikke gaa ind paa Personalia i denne Sag, saa er der dog nogle andre herhenhørende Forhold, som vi kunde have Lyst til at omtale, da de tillige paa en Maade forklarer den Dom, der faldt i Sagen om Mødet den 5te Maj 1872.

Som bekendt beredte det slesvig-holstensk sindede Professorparti i Hertugdømmerne deres elskværdige Kolleger her i Landet en hel Del Fortrædeligheder. Ved lang Øvelse havde de faaet en saadan Færdighed i at sno sig mellem de gældende Lovbestemmelser, at det blev dem mulig at drive en temmelig kraftig Agitation for deres separatistiske Tendenser mellem den tyske Befolkning i Hertugdømmerne, uden at det var muligt for de danske Mandariner at straffe dem, medmindre de bestaaende Love aabenlyst skulde krænkes. Samtidig var den nye Straffelov under Behandling i Lovkommissionen her i Byen, og det blev derfor besluttet af Bureaukraterne at benytte denne gunstige Lejlighed til at tilintetgøre de Rester af Forsamlings- og Foreningsfrihed, som hidtil var blevet levnet Slesvigerne. Udkastet til Straffeloven indeholdt derfor en Række Bestemmelser om Lands- og Højforræderi, saa jesuitisk uklare i deres Affattelse, saa barbarisk vilkaarlige i deres Straffebestemmelser, at Ruslands og Prøissens Knutlovbøger blev til Evangelier ved Siden af dette Produkt af en "Frihedsstat". Det vilde efter dette Udkast ikke alene have været muligt at straffe selve Lands- og Højforræderne med Tugthuset eller paa Livet, men endog den, der f. Eks. blot overværede en mod Danmark fjendtlig stemt Forsamling i Udlandet, vilde have været hjemfalden til Straf. Imidlertid, mens Kommissionen tillavede denne "varme Mad" til deres "kære slesvigske Brødre", tog disse som bekendt "Udgangsbillet", og da saaledes den umiddelbare Anledning var bortfaldet, blev den allerværste af Paragraferne strøget, og de andre, endelig vedtagne Bestemmelser i Straffeloven, saaledes som de nu foreligger, giver derfor kun et ufuldstændigt Begreb om den "humane" Behandling, som Regeringen havde tiltænkt sine tysktalende Undersaatter. Dog var disse Forholdsregler ikke aldeles uden "Nytte" for de stakkels svedende Jurister, ti de Slesvigerne tiltænkte Paragrafer er jo nu med meget Held blevet anvendt paa os "statsfarlige" eller rettere "byreaukrati-farlige" Socialister.

Skulde Nogen tvivle om denne Fremstillings Rigtighed, tillader vi os at henvise ham til Straffelovens Behandling i Folketinget. Her havde nemlig Hr. Klein, der var Medlem af Kommissionen, den Aabenhjertighed selv at tilstaa, at de paagældende Straffe sigtede specielt til Slesvigerne.

* * *

Hvis man vil spørge om Grunden til, at vi er fremkomne med disse Oplysninger, da ligger den ikke fjern. Det bureaukratiske Parti, der er ved at gaa i Knæ her i Landet, tæller endnu en stor Del Tilhængere mellem Nordslesvigerne. Vi anser denne Omstændighed for at være i højeste Grad uheldig. Skal Nordslesvigerne for Fremtiden ligesom for glæde sig ved deres danske Brødres Sympati og Deltagelse, skal de stole paa, at det danske Folk under eventuelle Forandringer i Europa vil være beredt til tunge Ofre for at fri dem ud af det Slaveri, som de nu holdes i, da maa vi være forvissede om, at det ikke er en Flok blinde Tilhængere af Reaktionen, som vi skaffer os paa Halsen, men derimod en Flok prøvede, trofaste og frisindede Medborgere. For at bidrage vort til, at Slesvigerne kan faa Øjnene op for den nationalliberale Kirkes Dumhed og Ondstab er det, at vi har skrevet disse Linier, og skulde dette virkelig være lykkedes, da er det vor fulde og faste Overbevisning, at da er det første og nødvendigste Skridt gjort til vore Brødres Forløsning fra tysk Jern- og Blodregimente.

(Social-Demokraten 5. august 1875).

Brevbefordringen fra Hellebæk. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redacteur! Da det lader til, at Deres oprindelige Meddeler angaaende Postforholdene i Hellebæk ikke vil tage til Gjenmæle imod de Bemærkninger, som Hr. Administrator Moldenhawer "i Sandhedens Interesse" har troet at burde fremsætte, vil De maaskee tillade mig at fortælle den hele Sandhed og derved godtgjøre Rigtigheden af den i "Berl. Tid " givne Fremstilling. 

Der finder en daglig Postforbindelse Sted mellem Helsingør og Hellebæk Aalsgaarde. En Invalid fra den nu nedlagte Geværfabrik er af Fideicommissets Administration ansat som Postbud, og han bringer hver Morgen omtrent Kl. 8 Breve fra sit District ind til Helsingørs Postcontoir, hvorfra han saa igjen efter Morgentogets Ankomst fra Kjøbenhavn udbringer Aviser og Breve. I en Deel af Sommeren, naar Feriegjæsterne altsaa ere talrigst, bliver denne daglige Tour forøget med en om Aftenen, idet Postbudet gaaer ind til Helsingør Kl. 6 og strax vender tilbage derfra, medbringende de med Toget Kl. 3, 25' ankommende Postsager, som han ombærer samme Aften. Det maa indrømmes, at dette er en ganske anstændig Postforbindelse og en, som i de allerfleste Tilfælde maa ansees for tilstrækkelig; to Gange Post om Dagen er Alt, hvad man med Billighed kan forlange en Miil fra Kjøbstad. Heller ikke kan man sige, at Besørgelsen er dyr; Postbudet faaer, forsaavidt han ikke slutter fast Accord med de mere varige Beboere, et Par Skilling for hvert Brev han henter eller bringer, og det kan jo ikke godt være mindre Men det vil dog sees, at der ved denne Postforbindelse er idetmindste een væsentlig Mangel, nemlig den, at man ikke kan have Breve besørgede til det Kl. 7 fra Helsingør afgaaende Morgentog. Det var denne Mangel, som Postmesteren i Helsingør, Etatsraad Mühlenstedt, for en 5 a 6 Aar siden var saa forekommende at ville afhjælpe i Sommertiden. Da der fra Hellebæk Kro afgaaer Dagvogn hver Morgen lidt for Kl. 6 og hver Aften Kl. 7 lige til resp. Morgen- og Aftentoget, aftalte han med Kroforpagteren, at Kudsken skulde medtage en Brevkasse, som i dette øjemed ophængtes paa en Pæl tæt ved Kroen, og i hvilken Alle uden Vederlag kunde nedlægge deres Breve. Det var denne hensigtsmæssige og forekommende Foranstaltning, som Administrator Moldenhawer ved et Misbrug af sin Myndighed forstyrrede. Han forbød Forpagteren af Kroen som dengang henhørte til Fideicommisset - nu er den det nye Actieselskabs Eiendom - at have Brevkassen ophængt udenfor Huset og at befordre den til Helsingør, og skjøndt et saadant Forbud i og for sig ikke havde Noget at sige, saa har Kroforpagteren dog rimeligviis fundet det klogest ikke at gjøre Noget, som mishagede Godsforvalteren, og saaledes paadrage sig hans Misfornøielse. Han trak sig derfor tilbage, og Postkassen forsvandt. Saaledes forholder Sagen sig virkelig.

Naar Hr. Moldenhawer vil give det Udseende af, at den eneste Forbedring, som der for Alvor kan være Tale om i den nu bestaaende Postforbindelse, er Indretningen af en kjørende Post hele Aaret rundt og Ansættelsen af en lønnet Postexpediteur, hvilket vil koste mange Penge, saa er dette en stor Overdrivelse. Det vilde allerede være et stort Fremskridt, naar i Sommertiden Dagvognen fra Kroen kunde medføre en Postkasse til Togene Kl. 7 Morgen og Kl. 8 Aften, i hvilken man da indtil omtrent Kl. 6 Morgen og Kl. 7 Aften kunde nedlægge Breve. Det vilde ikke medføre nogen følelig Formindskelse af Postbudets Indtægter, men paa den anden Side være til stor Bekvemmelighed far Mange. Da Kroen og Dagvognen nu ere befriede fra Hr. Moldenhawers Administration, vilde Postmesteren i Helsingør nu kunne gjenoptage sin fornuftige Idee uden at risikere en Gjentagelse af den Indflydelse, som sidst bragte den til at strande.

At der med Tiden maa komme en offentlig Landpostexpeditton fra Helsingør over Hellebæk, Hornbæk, Villingebæk til Nakkehoved og Gilleleie, tør vistnok antages for givet. Men det er ikke nødvendigt at vente paa denne fjernere Fremtid for at gjøre det antydede Fremskridt.

- b.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. august 1875).

Administrator Moldenhower besvarede artiklen 7. august 1875, uden egentlig at fremføre nye argumenter, lige så lidt som svarene.

Det bornholmske Landpostbud Peter Jørgensen Mark. Efter en tegning af J. F. Ridder. Billedet giver måske et indtryk af hvordan et landpostbud - som det i Hellebæk - kan have set ud. Illustreret Tidende nr. 815. 9. maj 1875.

De nationalliberale og Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

I

En Artikel i "Morgenbladet" for 5te Februar, i hvilken vi berørte det nationalliberale Partis beklagelige Fremgangsmaade, medens det havde Herredømmet Slesvig, fremkaldte et vidtløftigt Svar af Hr. P. E. Olsen i "Fædrelandet" af 11te Marts. Vi fandt den Gang ingen Anledning til at imødegaa Hr. Olsen, og dette er heller ikke nu vor Hensigt at indlade os med ham, da hans Svar helt igjennem var bygget paa Misforstaaelser og forvanskede Citater; han ikke alene tillagde os Ytringer og Paastande, som vi ikke havde fremsat, men gjengav endog under Citationstegn Udtalelser som vore, uagtet de ikke fandtes i vor Artikel. Da "Fdrl." af 30te Juli imidlertid atter er kommet tilbage til dette Æmne og paany søger at forsvare sine Venners Færd i Slesvig, skulle vi, hvor uhyggelige og sørgelige disse Forhold end ere, ikke unddrage os for en nærmere Belysning af denne Færd og de Forsvarsgrunde, man oftest ser Partiet benytte paa dette Omraade.

At den henved fem Aar yngre end Grundloven under 15de Febr. 1854 udgivne slesvigske Forfatning hverken gav Pressefrihed, Forenings- eller Forsamlingsfrihed, Petitionsret, ejheller af Øvrighedsmyndigheden uafhængige Domstole eller Ret for disse sidste til at paakjende Spørgsmaal om Øvrigsmyndighedens Grænser, ligesaalidt som den indeholdt noget om Boligens Ukrænkelighed og Husundersøgelses Utilstedelighed, eller om at den, der anholdes, inden en vis Tid skal stilles for sin Dommer, end sige Skattebevillingsret osv. osv. - er noget, der ikke kan bestrides. Men, sige de Nationalliberale, Skylden herfor er ikke vor, det var vore Forgængere, der indførte denne Forfatning; vi tog den kun, som vi forefandt den. Dette er paa en vis Maade rigtigt; men de Nationalliberale styrtede disse Forgængere, netop fordi de erklærede dem for reaktionære og frihedsfjendske. Hvorfor gjorde de da ikke et eneste Skridt senere til at faa Slesvigs Forfatning forandret i mere frisindet Retning? Man møder undertiden det Svar fra de Nationalliberale, at de saa inderlig gjerne vilde have givet Slesvig en friere Forfatning, men at de tydske Stormagters Optræden destoværre var til Hinder derfor. Denne Paastand er fuldstændig urigtig; thi om det end maa indrømmes, at der i Underhandlingerne af 1851-52 var udtalt det Ønske eller den Forudsætning, at man i de Forfatninger, der vare at give Hertugdømmerne, ikke udelukkende vilde tage Grundloven til Mønster, og navnlig ikke inkorporere Slesvig eller foretage noget dertil sigtende Skridt, saa var der dog deri intet til Hinder for, idetmindste for en Del at give Slesvig de samme Goder, som Grundloven hjemlede Kongeriget. At Vanskeligheden ikke laa her, kom ogsaa frem i Stænderforsamlingen af 1800, da den iøvrigt til den tydske Majoritet hørende Grev Baudissin indbragte Forslag om Indførelse af Forsamlings- og Forenings- samt Pressefrihed. I Ministeriets Svar herpaa hedder det nemlig:

"Det er ikkun en naturlig Følge af Oprøret og de dermed i Forbindelse staaende forudgaaende og efterfølgende Begivenheder, naar Befolkningen i Hertugdømmet Slesvig hidtil ikke i fuldt Maal har kunnet gjøres delagtig i forskjellige Friheder, navnlig da i dem, der ere Gjenstand for de her foreliggende Propositioner ...

Regeringen er imidlertid besjælet af Ønsket om at sætte de ikke til det tydske Forbund hørende Dele af Monarkiet, altsaa det danske Hertugdømme Slesvig og Kongeriget, paa samme Fod med Hensyn til Nydelsen af statsborgerlige Friheder, og vilde saaledes være redebon til at imødekomme de Ønsker, der fra Forsamlingens Side maatte fremkomme om en udvidet Pressefrihed og Forsamlingsfrihed, saa fremt Tiden til slige Friheders Meddelelse kunde siges at være kommen."

Det udvikles nu videre, at Tiden formentlig ikke var kommen, bl. a. forbi disse Friheder efter Erfaringens Vidnesbyrd lettest misbrugtes, fordi Befolkningen først maatte komme til Erkendelse om det ubeføjede i den tydske Presses Omtale af slesvigske Forhold, fordi man kun agiterede Befolkningen i Stedet for med Alvor, Omhu og uhildet Blik at drøfte de forelagte Lovudkast osv. osv., og først naar alt dette havde forandret sig efter Regeringens Ønske, kunde der være Tale om at begynde paa at give Friheder.

Hvad man nu end vil sige herom, saa er det i alt Fald noget ganske andet, end at Hindringerne for Friheden skulde ligge i Underhandlingerne af 1851-52. Naturligvis er det fuldkomment sandt, at selv fra den tydske Majoritets Side baade i og udenfor Stænderforsamlingen var en stærk Utilfredshed med, at Oprøret ikke var lykkedes, en Utilfredshed, der skaffede sig Udtryk paa mange Maader, og som det maatte være Regeringens Opgave at bekæmpe, dels saaledes at den ikke førte til Ulovligheder, og dels - hvad der var ligesaa rigtigt - saaledes at den efterhaanden bragtes til at forsvinde. Det er en ubestridelig Erfaringssætning, at man aldrig i Længden kan berolige eller vinde en utilfreds Befolkning ved at nægte den saadanne Rettigheder og Friheder, som den ser tilstaas dens Naboer, og at jo stærkere man gjør Tvangen, desto stærkere og mere levende bliver ogsaa Ønsket om og Bestræbelsen for ved given Lejlighed at sprænge og afkaste den. Hvorledes kunde den slesvigske Befolkning, der i Oplysning paa ingen Maade stod tilbage for Kongerigets, føle sig lykkelig ved en Ordning, der lod Borgerne uden Indflydelse paa Skatternes Bevilligelse og Anvendelse; der endog under Straf nægtede dem Ret til sammen med andre at indgaa med noget som helst Andragende til Regeringen (Petitionsret); der lænkebandt Pressen ved at knytte enhver Bladudgivelse til en særlig Bevilling, som vilkaarlig og uden Varsel kunde tages tilbage og yderligere satte Bladene under Politimesterens Censur; der nægtede enhver Adgang til ved Domstolenes Hjælp at værge sig mod ulovlige Øvrighedsforanstaltninger, og saaledes aabnede Marken for den mest ubundne Øvrighedsvilkaarlighed; der stillede ethvert Hjem blot for vilkaarlig Husundersøgelse og udsatte enhver Borger for at blive arresteret i ubestemt Tid uden at komme i Forhør eller faa nogen Afgjørelse af, om hans Fængsling var berettiget; der i lang Tid indrømmede Gendarmerne Andel i alle Bøder, der idømtes efter disses Angivelse, og saaledes gjorde det til et Erhværv for Gendarmerne at bringe Folk i Forlegenhed; der med hensynsløs Tvang og i Strid med givne Løfter traadte imellem Familiefædrenes Ret til at lade deres Børn undervise og konfirmere i hvilket Sprog, de vilde, osv. osv. - hvorledes tror man, at en oplyst Befolkning i Længden kunde føle sig tilfreds med en saadan Ordning, der dannede den mest skjærende Modsætning til Kongerigets Frihed? Da det nationalliberale Parti saaledes i sin Regeringstid i Slesvig fulgte en Vej, om hvilken det var givet, at den aldrig kunde føre til en Beroligelse eller til en Formindskelse af de i Flertal værende utilfredse Elementer, maatte en Sprængning eller dog Forsøg paa en saadan tidligere eller senere, alt som Lejligheden dertil vilde komme, med uafviselig Nødvendighed paafølge, saafremt ikke i Tide en fuldkommen Systemvexel i Regeringsmaaden fandt Sted. "Ingen Tyran i Verden - skrev Grundtvig 1860 - har endnu været saa klog eller mægtig, al han med Vold eller Magt har kunnet omvende Hjærterne til sig eller dog undgaa at afvende dem fra sig", og han føjede til, hvad Erfaringen desværre i et alt for sørgeligt Maal har bekræftet, at naar den danske Regering "enten tager eller taaler hos sine Embedsmænd halve Forholdsregler til med Hænderne at tugte Aander eller danne Hjærter, da kan man være vis paa, det faar et ynkeligt Udkald." Det var dette, der var den bedrøvelige Sandhed; men uagtet den nationalliberale Regering ved sin Færd bragte foruden det hele Tydskland en Del af det øvrige Evropa i Harnisk imod sig, uagtet advarende Stemmer lod den i Møde saavel fra Venner og Fjender udenlands som fra klartskuende Mænd herhjemme, uagtet alt trak sammen fra alle Kanter, gjorde den intet for at vinde den slesvigske Befolkning ad Frihedens Vej, men vedblev haardnakket at vægre sig ved at gribe det eneste Redningsmiddel, der stod tilbage, et fuldstændigt Systemskifte.

(Morgenbladet (København) 3. august 1875).

II.

Jo mere mon gjør sig bekjendt med det System, der raadede i Slesvig under det nationalliberale Herredømme, desto klarere vil det vise sig, at et fuldstændigt Systemskifte var den eneste Vej, ad hvilken vi kunde vente at bevare denne Landsdel for Riget. Vi have i en foregaaende Artikel i korte Træk skitseret den Tilstand, hvori vort Byrokrati holdt Slesvig; vi skulle i Dag give Ordet til en af Partiets anerkjendte Ordførere, for at Læserne af Partiets egen Mund kunne lære den Aand at kjende, som prægede Styrelsen i Hertugdømmet. Med uforbeholden Tydelighed udtalte "Fædrelandet" sig i to Artikler af 4de Januar 1856 og l0de-12te August 1857. Det skrev:

"Vi ville her slet ikke se Sagen fra et nationalt Standpunkt, vi ville blot spørge, hvad simpel politisk Klogskab tyder. I saa Henseende kan der da hentes Exempel fra den svenske Regerings Fremgangsmaade hinsides Øresund Man gik den Gang ud paa med det gode og onde at forjage alle danske Levninger fra Skaane, Halland og Blekinge .... indfødte Svensk fik stadig Fortrin ved Besættelsen af Embeder, Skolelærerposterne ikke at forglemme, en dansk Student turde end ikke som Huslærer tjene Brødet derovre, overalt i Kirker, Skoler og Huse indførtes svenske Sæder og svensk Sprog, og tilsidst gik man næsten paa Jagt etter de danske Bøger, der kunde forstikke sig hist og her i Hytterne. Følgerne af denne kloge Fremfærd bleve: at et oprindelig dansk Land, det danske Riges Vugge, hvor alt fra Bunden af til alle Tider havde været Dansk, i ikke mere end een Menneskealder var forvandlet til et fuldkommen tro og paalideligt svensk Landskab . . . Hvor langt mere naturlig vilde en lignende Fremgangsmaade af vor Regering ikke være i et saa oprindeligt dansk Land som Slesvig ... . Næppe kunde man oppebie den Fred (i Lund 1079), som Frankrig bevirkede, at Danmark uagtet sin Vaabenlykke maatte afslutte paa ulykkelige Betingelser, før det danske Sprogs Tilintetgjørelse i Skaane og de øvrige gamle danske Provinser blev det Maal, som af alle Kræfter efterstræbtes og inden faa Aar opnaaedes til Held for Sverig, men til Sorg for Danmark .... Allerede før skaanske Krig var tilendebragt, befalede Karl den 11te, at Gudstjenesten i Kristiansstad . . . skulde indrettes paa Svensk med udelukkende svensk Prædiken, der kun maatte besørges af svensk fødte Præster, og svensk Salmesang. To Aar derefter tilkjendegav Kongen Bispen af Lund, hvem Skaaningerne for hans ivrige svensk-nationale Bestræbelser kaldte en politisk Biskop, at det var hans Hensigt at sammenknytte Rigets Indbyggere ved Fællesskab i Sprog og Lighed i Kirkevæsen; derfor skulde de svenske Kirkeceremonier indføres overalt, i hele Stiftet og Ungdommen undervises paa Svensk i alle Skoler og Gymnasier som derfor burde anskaffe sig svenske ABC'er, Katekismusser, Bønnebøger og Læsebøger. Ikke blot i Kirker og Skoler, men selv i private Huse, erklærede Kongen ved en anden Lejlighed, skulde blot findes svenske Salmebøger og Bønnebøger, og saasnart man fik et tilstrækkeligt Antal svenske Bibler trykt, maatte ingen dansk indføres Klokkere og Skolelærere skulde ogsaa saavidt muligt være svenske Mænd, og Provsterne bemyndigedes til uden videre Proces at afsætte dem, der ikke kunde eller vilde undervise Børnene paa Svensk; holdt Forældrene deres Børn borte fra de svenske Læsetimer, straffedes de med Bøder. . . . Selv de værdige danske Pibekraver maatte ikke taales . . . . Provsterne forfulgte Pibekraverne med saa megen Iver, at endog et Portræt af en sømmet Præst med Pibekrave, som hang i en Kirke, blev befalet nedlaget. ..... Forbindelsen med Kjøbenhavns Universitet afbrødes, det blev forbudt Skaaningerne at besøge det. Ligeledes blev det forbudt Forældrene at holde danske Lærere til deres Børns Undervisning. En stor Del af disse Foranstaltninger vare visselig voldsomme, men Statsklogskab paabød de fleste af dem, og for denne have saa mange hellige Rettigheder maattet vige .... *) Dog være det langt fra os befale de Midler, hvorved den svenske Statsklogskab i saa kort Tid opnaaede hint store Resultat, til Efterfølgelse overalt *) i Sønderjylland. Tværtimod, hvor Tydsk virkelige er Befolkningens Sprog (i Strækningen syd for Slien og Danevirke), der agte vi dets Rettigheder hellige. Derimod formene vi unægtelig, at en stor Del af de energiske Forholdsregler, som vi have set de Svenske anvende i Skaane, for længe siden burde have været anvendte i den Del af Sønderjylland, hvor Folkesproget fra Arilds Tid bevislig har været dansk og kun ved Tidernes Forurettelse i den sidste Menneskealder paa enkelte Steder er blevet noget tydskladent . . . ."

I god Samklang med disse Udtalelser staar, hvad det nationalliberale Partis bedste Mand som bekjendt skal have ytret, at eet med blodige Strimer skulde skrives Slesvigerne paa Ryggen, at de vare Danske. Ved en saadan Behandling bildte man sig ind at kunne opnaa "store Resultater" og vinde en Befolkning! I den slesvigske Stænderforsamling ytrede den kgl. Kommissarius ligeledes som Regeringens Mening, at naar først 15 til 30 Aar vare gaaede, vilde der herske fuldkommen Tilfredshed med de trufne Forholdsregler og ingen vilde da kunne begribe, at der var bleven rejst saa kraftig Modstand mod dem.

Lad os som en velgjørende Modsætning til disse oprørende Udtalelser anføre et Par Citater fra en anden Side. Vi gjengav i Gaar en Ytring af Grundtvig, men skulle her meddele den paagjældende Udtalelse i sin Sammenhæng. Den findes i en Artikel i "Dansk Kirketidende" før 1860, Nr. 52, som Grundtvig skrev i Anledning af Konfirmations-Tvangen i Mellem-Slesvig.

"Da jeg for tre Aar siden - begynder Artiklen - ved det første nordiske Kirkemøde strængt paatalte den Konfirmations-Tvang, som de danske Præster i Mellem-Slesvig unægtelig øve, mærkede jeg vel, at de af "vedkommende", som var til Stede, blev meget vrede derover, men de stræbte dog mere at sno sig fra den ubehagelige Sag end at forsvare den. I Aar derimod ser jeg med Forbavselse, at alle de danske Præster, med Mørk Hansen i Spidsen, som ytre sig om Sagen, paatage sig mere eller mindre at forsvare den baade fra den juridiske og den kirkelige Side, uden at nogen af dem værdiger den borgerlige og menneskelige Side mindste Hensyn. Derfor maa jeg gjøre de gode Herrer opmærksom paa, at naar de rase mod Stemmen fra Kongeriget, som højt og lydelig misbilliger den Tvang, der øves paa det danske Sprogs Vegne, enten den saa har sit Udspring fra Regeringen eller fra Præsterne, da er det ... først og sidst min Stemme, de rase imod, saa, vil de forsvare sig paa Aandens Enemærker, da maa de binde op om Lænderne og vove Dysten med en dansk Præst, der dog nok har hævdet sig Stemmeret baade i det kirkelige og i danske Anliggender, og som man næppe tør tilskrive Forkjærlighed enten for Højtydsken eller for Helstaten."

Grundtvig påaviser nu, at den Sprogtvang, der øvedes i Slesvig, i ingen Henseende lod sig forsvare. Selv om der kunde vindes nok saa meget for Dansken og Danskheden ved Tvang, var denne uberettiget og uforsvarlig, men den var tillige i højeste Grad uklog, idet Regeringen, naar den og dens Embedsmænd ikke holdt, hvad der var lovet, bestandig mere maatte fjærne de mange misfornøjede og vildledede fra sig og fra Danmark. Det var umuligt ved Vold og Magt at omvende Hjærterne til sig eller undgaa at vende dem fra sig, og naar Regeringen vilde med Hænderne tugte Aander og danne Hjærter, kunde man derfor være vis paa, det fik et ynkeligt Udfald. Det højeste, man saaledes kunde vinde ved, trods den lovlige Ligeberettigelse at paatvinge Tydskerne i Mellemslesvig dansk Konfirmation, det vilde være - sluttede han - "at pine de bedste over Slien, men da man sikkert beholdt de værste og forstærkede Hadet til alt Dansk i Sydslesvig, vilde det jo være Tab for Dansken paa begge Sider "

Paa samme Side som Grundtvig stod naturligvis Tscherning, der lige saa lidt kunde billige Tvangssystemet. Det vil være tilstrækkeligt at anføre, at han i et Skrift af 1861 "Bemærkninger om Danmarks nuværende politiske Stilling" udtalte sig for "en saa god, saa folkelig, saa lidt sproglig-national, saa virkelig indfødt slesvigsk Regering i Slesvig, at Slesvigerne føle sig lykkelige derved.

*) Udhævet af os.

(Morgenbladet (København) 4. august 1875)

Pastor Mouritz Mørk Hansen (1815-1895) var 1850 blevet sognepræst i Felsted, Aabenraa. Han var valgt til den slesvigske stænderforsamling for det danske mindretal og støttede sprogreskripterne 1852-1864. Han var ven med den mand som havde lagt navn til dem, Regenburg. I 1860 udtalte Mørk Hansen: "at en fri Presse vistnok var en Velsignelse for et Land, men Lovgiveren maatte tage Hensyn til de givne Forhold. Slesvigs Historie lærte, at Misbruget af Pressefriheden havde fremkaldt de Ulykker, som Landet for ikke længe siden havde lidt og endnu led under ... Til Pressefrihed var Tiden endnu ikke kommen, og Ønsket herom næredes heller ikke af Befolkningens Flertal". 

Af det tyske flertal i hertugdømmerne var han berygtet og anset for en fanatiker. Han blev arresteret og afskediget den 23. juli 1864 afskediget. Hans udgivne afskedsprædiken, blev beslaglagt af politiet i Haderslev. Han blev herefter præst i Vonsild og Dalby.

Møde paa Nørre Fælled. (Efterskrift til Politivennen)

Sag om Overtrædelse af Helligdagsanordningen. Den 9de d. M. indfandt Formanden for Centralbestyrelsen for de frie Fagforeninger, Barbeer Klein samt Bestyrelsesmedlemmerne, Cigarmagerne Johnsen og Kiefert, sig hos Politidirecteuren i hans Embedslocale paa Politikamret og meddeelte, at Centralbestyrelsen havde besluttet at afholde et offentligt Arbeidermøde paa Nørrefælled Søndagen den 18de d. PR. Kl. 4½ Efter at Politidirecteuren tilkjendegav dem, at en saadan Meddelelse ikke var tilstrækkelig, men at der ifølge Helligdagsanordningen af 26de Marts 1845 § 11 udfordredes Politiøvrighedens Tilladelse, og at de derfor vilde have at indgive skriftligt Andragende om fornøden Tilladelse, hvilket tillige maatte indeholde Oplysning om, hvad der agtedes forhandlet paa Mødet; dette Andragende skulde da strax blive taget under Overveielse, og Afgjørelsen dem meddeelt. Den 14de indfandt Formanden sig atter hos Politidirecteuren for at meddele, at Kjøbenhavns Magistrats Samtykke til Afbenyttelse af Fælleden til det ommeldte Møde var indhentet. Ved denne Leilighed erholdt Formanden den samme Tilkjendegivelse som ovenfor anført. Den følgende Dag blev der vel tilstillet Politidirecteuren en skriftlig Anmeldelse om Mødet, men intet skriftligt Andragende om Tilladelse til dets Afholdelse, hvorimod Centralbestyrelsen i en Anmeldelsen ledsagende Skrivelse til Politidirecteuren udtalte som sin Formening, at det ifølge Grundlovens § 88 ikke var nødvendigt at bede om særlig Tilladelse til at afholde Mødet, efterat der af Kjøbenhavns Magistrat var anviist en Plads til dets Afholdelse. Samme Dag var der i "Social-Demokraten" blevet indrykket en Bekjendtgjørelse, hvori Centralbestyrelsen for de frie Fagforeninger indbød alle Arbeidere i Kjøbenhavn og Omega til det omtalte offentlige Møde, og bemeldte Bestyrelses Formand blev derefter anmodet om at give Møde hos Politidirecteuren samme Dags Eftermiddag Kl. 2. Formanden nægtede imidlertid at give Møde efter en mundtlig Anmodning, og han tilsagdes derfor skriftligt til Møde den følgende Dag. I dette Møde erkjendte han at have tilstillet Politidirecteuren den ovenomtalte Skrivelse og Anmeldelse samt indrømmede, at Bekjendtgjørelsen i "Social-Demokraten" for den 15de Juli hidrørte fra Centralbestyrelsen. Det blev derefter Barbeer Ernst Vilhelm Klein i hans Egenskab som Formand for den ommeldte Centralbestyrelse tilkjendegivet, at ligesom samtlige Medlemmer af nævnte Bestyrelse og den ansvarlige Redacteur af Bladet "Social-demokraten" vilde blive satte under Tiltale ved Politiretten for den Overtrædelse af den citerede Paragraph af Helligdagsanordningen, hvori de ved at beramme og indbyde til det omhandlede offentlige Møde allerede havde gjort sig skyldige, saaledes vilde yderligere Tiltale imod dem finde Sted, saafremt Mødet virkelig afholdtes, uden at Politiets Tilladelse dertil forud var indhentet. Efterat derefter "Social-Demokraten" for Søndagen den 18de Juli havde indeholdt en ny Bekjendtgjørelse om Mødets Afholdelse, fandt dette Møde Sted samme Dag fra Kl. 4½ til Kl 6 1/4 paa Nørrefælled i Nærheden af St. Johanneskirken, i hvilken der netop samtidig afholdtes Gudstjeneste. Dirigent ved Mødet var Smed Adam Petersen og Talerne vare: Poul Geleff, Skomager Hørdum, Skibstømrer Poulsen, Barbeer Klein og Cigarmager Johnsen. I Forbindelse med den Sag, der var anlagt imod Fagforeningernes Centralbestyrelse og Redacteuren af "Social-Demokraten", S. Larsen, blev nu Tiltale for at have afholdt Modet uden Politiets Tilladelse iværksat imod Centralbestyrelsens Medlemmer som Indbydere, samt mod Dirigenten og samtlige Talere. Efter hvad der bragtes i Erfaring, vare følgende frie Fagforeninger centraliserede, nemlig: Vævernes, Cigarmagernes, Snedker- og Stolemagernes, Skomagernes, Smede- og Maskinarbejdernes, Skrædernes, Sadelmagernes. Billedskjærernes, Murernes, Modelleerarbeidernes, Huustømrernes, Dreiernes, Skibstømrernes, Formernes, Gjørtlernes, Arbejdsmændenes og den blandede; Medlemmerne af Centralbestyrelsen vare Cigarmagerne Kiefert og Jensen, Arbeidsmand Petersen, Skraber Jensen, Xylograph Touscher, Modelsnedker Kuntze samt Gjørtlerne Kiefert og Jensen.

Sagen forhandledes idag i den offentlige Politiret. De Tiltalte vare foruden de alt nævnte endvidere esternævnte Repræsentanter for vedkommende Fagforeninger, nemlig: Snedkerne Andersen og Lamp, Skomager Lindberg, Smedene Thomsen og Hansen, Stræber Berglund, Sadelmager Joerien, Skibstømrerne Trueljen og Holm og Typograph Foltmer, Sidstnævnte som Repræsentant for den blandede Fagforening.

Eflerat de Mødende havde erklæret sig over, hvorvidt de ansee sig ansvarlige for den i Centralbestyrelsens Møde fattede Beslutning om Arbeidermødets Afholdelse og Indbydelsen til samme i "Social-Demokraten", erklærede Formand Klein paa samtlige Tiltaltes Vegne, at de ønskede Sagens Forhandling udsat for at afvente Resultatet af et til Justitsministeriet indgivet Andragende om at faae den behandlet ved Landets almindelige Domstole - hvorved sigtedes til den samlede Criminal- og Politiret - for den eventuelle Appels Skyld, samt om at Sagen maatte blive anlagt imod Foreningen som saadan og ikke med dens enkelte Medlemmer. Dommeren erklærede derefter, at han vilde udsætte Sagen til næste Retsmøde for at conferere med Politidirecteuren i Anledning af det fremkomne Andragende.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. juli 1875).

Helligdagsanordningen blev ret vilkårligt fortolket. I Kalundborg blev Isted-slaget fejret en søndag på Møllebakken. Deltagerne marcherede dertil, der blev  holdt taler og derefter spise- og drikkegilde uden at politiet greb ind. Flere aviser gjorde opmærksom på at anordningen tilsyneladende blev brugt politisk således at den mest ramte ikke-Højre-arrangementer.

Den Sag, som det kjøbenhavnske Arbeiderpartie har ladet reise angaaende Forbudet imod at holde offentlige Møder under aaben Himmel om Søndagen, nyder ikke den Interesse indenfor vor juridiske Verden, som man kunde være tilbøielig til at troe, da Spørgsmaalet jo her synes at dreie sig om et "Princip". Sagen er den, at hele den juridiske Verden er enig om hvad Udfaldet vil blive, idet Dommen kun kan komme til at gaae Arbejderpartiet imod. Det er sørgeligt, men ubestrideligt. Grundloven siger vel i sin § 88, at Borgerne have Ret til at samles ubevæbnede under aaben Himmel, men denne Ret tilhører dem kun i det Omfang, som den øvrige bestaaende Lovgivning tilsteder. Helligdagsanordningen af 1845 staaer endnu ved Magt baade en gros & en detail og Grundlovens § 88 har ikke ophævet dens fameuse § 11. Politiedirecteuren har derfor ikke overskredet sin Competence, idet han forbød eller vel rettere nægtede at give sit Samtykke til Fælledmødet den 18de f. M., men det vilde have stemmet godt og nøie overeens baade med Humanitetens og Retssædvanens Bydende, om han offentligt havde bekjendtgjort, at Helligdagsanordningens § 11 herefter vilde blive bragt i Anvendelse ligeoverfor politiske Møder og andre Folke forsamlinger om Søndagen. Det er nemlig en Retssædvane at en slig offentlig Kundgjørelse finder Sted, naar Øvrigheden paany vil sætte en i længere Tid uændset eller forbigaaet Lovbestemmelse i Kraft; dette gjorde Politiedirecteuren saaledes ifjor ligeoverfor det i saa lang Tid tolererede Billetprangeri uden for det kongelige Theater. Denne Mangel paa Hensynsfuldhed fra Politiedirecteurens Side vil - saaledes antages bet almindeligt af kyndige Jurister - lede til, at de Paagjældende kun ville blive idømte den ringeste Bøde, som Helligdagsanordningen foreskriver, men i selve "Principet" er Tabet af Sagen for dem og Alle, som elske vor Frihed og de Rettigheder, den skjænker os, alligevel særdeles betydningsfuld. Der bliver nu ikke Andet for, end at det - forhaabentligt gjenforenede Venstre til Efteraaret paa en eller anden Maade faaer slaaet en Pæl igjennem den taabelige Helligdagsanordnings taabeligste Paragraph.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 12. august 1875).

Efter avisernes omtaler af hvor politisk anordningen blev håndhævet, begyndte Estrup-regeringen at håndhæve helligdagsanordningen noget hårdere, så det også ramte Højre-folk, fx forbud mod politiske møder om søndagen. En håndhævelse ville under alle omstændighederne ramme arbejderne hårdest eftersom de kun havde fri om søndagen til at gå til møder under åben himmel. 

Efterhånden udvidedes forbuddet også til andre områder. Dog afholdtes folketællingen i 1880 på en - søndag. I Præstø blev Snesere Skyttekreds forbudt at afholde en skyttefest. Af aviser var det mest det nationalliberale Fædrelandet og dens aflæggere som støttede denne linje.

Kriminalretten idømte den 7. september 1875 centralbestyrelsens 5 medlemmer mulkt på 30 kr, 13 fagforeningsformænd 20 kr. Redaktøren  af Social-Demokraten blev frifundet. 

Pigeskoler og lærebøger. (Efterskrift til Politivennen)

Vort Skolevæsen.

III.

(Sidste Artikel.)

Pigeskolerne har vi i denne Skildring af Skolelivet ikke villet tage Hensyn til, da Undervisningen i disse gennemgaaende paa alle Omraader er saa slet, at den staar under al Kritik; Beviser derpaa har man indtil Haandgribelighed i den Mangel paa Aandsdannelse og Overblik, det langt overvejende Antal af Kvinder udviser. En væsenlig Grund dertil ligger i, at de fleste Pigeskoler er meget smaa, saa Mødrene idelig kan gribe ind og tage allehaande Bestemmelser om Sysager og lignende Fag, samt i at Lærere og Lærerinder viser en aldeles forkastelig Opfattelse af deres Hverv. Som Lærer fungerer i Reglen Teologer, der overensstemmende med deres Stilling aldrig aabner en Videnskabsbog og som Følge deraf er ganske uvidende, mangler Overblik og besidder som Kundskab kun nogle spredte forvitrede Brokker fra deres eget Skoleliv. Undervisningen er enten salvelsesfuld Patos eller gækkende Narreri, der paa det modtagelige Kvindesind, navnlig blandt de ældre Disciple, ikke undlader at fremkalde en tilsvarende Refleks. Hvad gør det, ræsoneres der, det er jo kun Pigebørn, og de faar da ikke saadan Brug for Kundskab, at den behøver at være saa grundig. Lærerinderne frembyder ogsaa ofte et tragikomisk Skue; det synes, at den Omstændighed, at de selv har modtaget en fyldigere Uddannelse, har indgivet dem en Slags Foragt for deres eget Køn, ti de lægger sig efter at være mandhaftige og optræder i Skolen som en kommanderende Gymnastiklærer for Fronten af en Deling Rekruter. Samtidigt straaler dog hele deres kvindelige Forfængelighed frem i usvækket Glans, idet de er smykkede, som var de i en Selskabssal mellem Medbejlerinder til Skønhedens Pris. Naturligvis gives der baade af Lærere og Lærerinder heldige Undtagelser, som tilstræber at være, hvad de bør være.

Foruden de Fag, der allerede er nævnede, skal vi gennemgaa: Religion, Dansk, Historie, Geografi, Naturhistorie og Naturlære. Religion, hvorfor skal dette Faglæres i Skolerne, lad Forældrene og Søndagsskolerne om det; der bør i Skolerne ligesaa lidt læres religiøs Trosbekendelse som politisk. - Dansk burde ordnes saaledes, at stadig de Tanker, som gemmes i Ordbetegnelserne, bliver dragne frem og udviklede; herved vilde den almindelige Begrebsforvirring, som nu hersker, forsvinde. Opfattelsen af en Ide vilde blive hurtigere; Forstaaelsen indbyrdes lettere; Bedømmelsen retfærdigere; man vilde mere flyvende og klarere kunne forklare sig end nu, hvor man saa ofte mærker Famlen efter Ord, og hin Færdighed vilde være saa meget nyttigere, som Tiden synes stærkere og stærkere at drive Alt frem til Varetagelse at de offenlige Anliggender; kort og godt, Tanken vilde komme i livligere Bevægelse, Filosofien blive populær, praktisk og til almen Nytte og ikke som nu en Befordrer af Aandsulighed. - Hvad Historie angaar, saa findes endnu ikke skreven en ordenlig Lærebog i dette Fag. Alt hvad man har, er Kongekrøniker og Krigshistorie; som Eksempel behøver man blot at læse: Lærebog i den nyere Historie ved Bohr, 4de Udg., Pag. 234-44, Bonapartes Felttog i Italien 1726. Det, der mest burde lægges Bind paa ved Historielæsning, var en sammenhængende Skildring af Kulturudviklingen, medens Krige og Personer kun bør nævnes, hvor der ved dem er sket Spring eller bratte Overgange i Udviklingen. Krige, som har været blotte Røvertog, og kronesmykkede Folkemordere, som ved umenneskelige Blodsudgydelser har søgt at pirre Liv i deres enerverede Kadavere, dem bør Foragten og Fordømmelsen kaste Forglemmelsens Slør over. - Geografien burde give et fyldigere Billede af Natur- og Folkeejendommelighederne i de forskellige Lande; Geologi (Læren om Jorden), Etnografi (Læren om Folkestammerne), Statistik og Statsorganisationen maa ikke udelades eller fejes af i et Par Linier. - Naturhistorien indskrænkes ofte til Zoologi (Læren om Dyrene), men Botanik (Læren om Planterne) og Mineralogi (Læren om Stenarterne) maa tages med, det Almindelige og Systemet maa fremstilles klart samtidig med at Skildringen af det Enkelte bliver tiltalende og giver et forstaaeligt Billede; Dr. Lütken har været ret heldig i den første Henseende men ikke i den anden, Sahlertz er fortrinlig som Fortæller, men mangler System; dersom en Bog udarbejdedes med disse to Bøger for Øje, fik man en god Lærebog paa dette Omraade. - I Naturlære benyttes i Reglen Prof. Holtens Fysik; angaaende Bogens Fremstillingsmaade og Sprog kan Enhver dømme ved at læse et Par Sider i den, vi vil ikke opholde os derved, men da Bogen skal gælde for en afsluttende Lærebog, saa maa vi paavise en stor Mangel ved den: den mangler et Afsnit om Meteorologi (Læren om Vejret) og Astronomi, to Fag, hvis Genstande Dag og Nat fremstiller sig for vort Blik. Et nyt Fag burde ogsaa almindelig indføres i Skolen, nemlig en Udsigt over vort Lovvæsen. De forenede Kirkeskoler har, saa vidt vides, begyndt dermed; ønskeligt var det, om andre fulgte efter. Grunden til, at Skolebøgerne er saa daarlige, som de er, maa søges i den Omstændighed, at Enhver, som finder Lyst dertil, giver sig af med at skrive dem; følgelig er der en overordenlig Vrimmel af dem; nogle kommer formelig i Mode, florere en kort Tid, og saa kommer atter andre, dette Forhold har sat Splid mellem Skolen og Familien, idet Forældrene, som i og for sig er ganske rimeligt, klager over de mange Udgifter til Bøger, regelmæssigt hvert Aar og mange Gange midt i Aaret. For at undgaa denne Ulempe, burde der altid fra Kultusministeriets Side udsættes Præmier for Udarbejdelsen af de Bøger, der føltes Trang til.

- - -

(Social-Demokraten 16. juli 1875. 3. del af en serie om uddannelses- og skolesystemet i Danmark. Uddrag).