Johan Christian Wiehr (1828-1909). (Efterskrift til Politivennen)

Johan Christian Wiehr (1828-1909) var spillemand/tambour i infanteriet under Krigen 1848-1851. Han optræder som sådan i Hof- og Statskalenderen for 1851. Han fik for sin indsats dannebrogsordenen den 9. september 1849, bl. a. for slaget ved Fredericia hvor han optræder på listen over sårede ved 7. linje-infanteri-batallon som spillemand. Efter krigen var han et par år i Vestindien. Han vendte han tilbage og fik sin første dom for tyveri i 1853. Ved samme lejlighed blev dannebrogskorset frataget ham.

Bedrageri m. m. Arrestanten Arbeidsmand Johan Christian Wiehr blev under en af Criminal- og Politiretten den 18de Februar paakjendt Justitssag overbeviist om at have, efter at han den 1ste December f. A. havde af en Jomfru modtaget en til 2 Rd. 4 Mk. vurderet Assistentshuusseddel og 1 Rd. 3 Mk. 6 sk for at besørge det efter Seddelen pantsatte Shawl indløst, samt efter at bemeldte Pengebeløb efter hans Forklaring af ham var tabt, uden Jomfruens Samtykke solgt Assistentshuusseddelen for 4 Mk. og forbrugt disse. Endvidere blev han overbeviist om at have for Snedkersvend Frederik Vilhelm Stahl affattet et Bønskrift, hvorved denne ved sine 2 Sønner, i en Alder af 9½ og 8 Aar, gaae omkring for at tilbetle sig Penge, samt at have nogle Gange ledsaget Drengene for at anvise dem de Steder, hvor de skulde henvende sig for at betle. For det af Arrestanten saaledes udviste Forhold blev han, der er født i Aar et 1828 og tidligere straffet, anseet med Forbedringshusarbeide i 15 Maaneder. Snedkersvenden, der tidligere er straffet, blev under samme Sag overbevidst at have, foruden som meldt, ladet sine førnævnte Sønner gaae om med Bønskriftet for at betle, benyttet et Bønskrift til selv at tilbetle sig Penge, og blev dømt til Arbeide i Kjøbenhavns Fattigvæsens Tvangsarbeidsanstalt i 2 Maaneder.

(Flyveposten 14. marts 1860)

I stamrullen for statsfængslet i Vridsløselille 1861-1869 ses Johan Christian Wiehr 33 år. Ugift. 23 år. Straf på 2 år ved Højesteret for hæleri. Løslades 16. januar 1863. Født i Sorø, levede af tilfældigt arbejde. Han havde da to tidligere straffe 1859-60.

“Johan Chr: Wiehr, hjemmehørende i Sorø, men har mest opholdt sig her; har 3 Gange været straffet for Tyveri m.m. og 3 Gange tiltalt under Straf; gaaer fra Fængsel og i Fængsel.” [1867] [Se Anne Sofie Vemmelunds speciale fra 2001 “For god ordens skyld. En empirisk og teoretisk analyse af disciplineringen af de fattige i Sorø købstad fra 1803 til 1933.”]. Genealogisk Forlag.

Igaar lykkedes det det herv. Politi at paagribe den fra Roeskilde Arrest undvegne farlige Forbryder ved Navn Wiehr. Han fandtes i Besiddelse af endeel Koster, der ere anmeldte som stjaalne under søndre Birk; men han vil have fundet dem. Han har tidligere under Forhørene nægtet de ham paasigtede Forbrydelser; men da han nu kan indsee, at han i alt Fald vil blive dømt som Hæler, opgiver ham rimeligviis sit Benægtelsessystem. (Dgt.)

(Aarhuus Stifts-Tidende 6. juni 1872)

Forbryderliv. Arrestanten Johan Christian Wiehr er født i Sorø den 11te September 1828 og har fem Gange været straffet ved Kjøbenhavns Criminal- og Politiret for Tyveri m. m. i Aarene 1859, 1869, 1861, 1863 og 1868 med henholdsvis 3 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, Forbedringshuusarbeide i 15 Maaneder, samme Fængsel i 2 Aar, 4 Aars Forbedringshuusarbeide og Tugthuusarbeide i 3 Aar, men han har desuden været straffet bl. A. i Roeskilde og Rudkjøbing for ulovlig Omgang med Hittegods og Betleri med Tugthuusarbejde i 2½ Aar og Fængsel paa Vand og Brød. Senest blev han straffet ved Nordre Birks Politirets Dom af 7de August d. A., da han for Løsgjængeri blev anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage. Efterat Wiehr den 13de August d. A. var bleven løsladt efter Udstaaelsen af denne Straf, begav han sig samme Dags Aften ud paa Uttersløv Mark, hvor han fra et ud til en alfar Vei i et Lysthuus vendende Vindue, i hvilket han bemærkede, at en Rude var ituslaaet, stjal et i Vinduet hængende Gardin. Derefter begav han sig hen til Eiendommen Nr. 94 paa Frederikssundsvejen og gik ind i Haven gjennem den uaflaasede Laage; her stjal han en større Deel forskjellige Linned- og Beklædningsgjenstande samt et Hestedækken, hvilke Effecter vare ophængte til Tørring omkring i Haven. Dagen efter blev Wiehr imidlertid anholdt paa Assistents Kirkegaard, hvor han paa en mistænkelig Maade søgte et Gjemmested for Kosterne. Under den nu mod Arrestanten indledede Undersøgelse tilstod han ikke alene at have begaaet disse Tyverier, men ogsaa, at han havde begaaet flere Tyverier i Tiden, for den i Roeskilde i Aaret 1872 afsagte Dom for ulovlig Omgang med Hittegods overgik ham. Ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extrarets Dom blev Arrestanten anseet efter Straffelovens §§ 64 og 232, 1ste Deel med Tugthuusarbeide i 4 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1875).

Stakkels Mand.

Et Liv i Tugthus og Fængsel.

For Højesteret stod i Onsdags en over 70 Aar gammel Mand Johan Wiehr hvis Synderegister er ganske ualmindeligt. Han er i sit lange Liv dømt for Overtrædelse af alle Straffelovens bekendteste Paragrafer og har tilbragt den langt overvejende Del af sin Levetid indenfor Fængslets Mure. Blandt de utallige Domme, der er overgaaet ham, findes en paa 4 Aars Forbedringshus, en paa 2 Aars Tugthus, en paa 2½ Aars Tugthus, to paa 4 Aars Tugthus og en paa 5 Aars Tugthus; han har tilbragt 17-18 Aar i Horsens Tugthus og siddet paa Vand og Brød eller i Tvangarbejdsanstalt i adskillige Aar.

I Fjor kom han ud fra Horsens Tugthus efter de sidste 4 Aars Ophold der, og for den 70-aarige Mand var der jo ikke andet at gøre end at gaa paa Fattighuset eller tigge. Han foretrak det sidste, blev nappet, tiggede igen o. s. fr , indtil han nu sidst blev idømt 70 Dages Tvangsarbejde. Han erklærede sig "utilfreds", rimeligvis for at kunde blive siddende saa meget længere i Arresten, og i Gaar stadfæstede Højesteret Dommen efter faa Minuters Procedure.

Et mere ulykkeligt og forspildt Liv end dette vil man vanskeligt kunne tænke sig.

(Fyns Venstreblad (Odense) 14. oktober 1898).

Nr. 291 Onsdagen den 12. Oktober

Advokat Hindenburg

contra

Johan Christian Wiehr (def. Nellemann),

der tiltales for Betleri

Kriminal- og Politirettens Dom af 6 September 1898: Arrestanten Johan Christian Wiehr bør straffes med Tvangsarbejde i 90 Dage og betale Sagens Omkostninger. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

Højesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Kriminal og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte Johan Christian Wiehr til Advokaterne Hindenburg og Nellemann 20 Kroner til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: Da Arrestanten Johan Christian Wiehr, der er født den 11 September 1828 og senest anseet ved nærværende Rets Dom af 4 December forrige Aar efter Lov af 3 Marts 1860 § 3 med Tvangsarbejde i 90 Dage, ved sin egen Tilstaaelse og det iøvrigt oplyste er overbevist om at have i Slutningen af Juli Maaned dette Aar betlet her i Staden, vil han være at ansee efter Lov af 3 Marts 1860 § 3 efter Omstændighederne med Tvangsarbejde i 90 Dage.

(Højesteretstidende 1898.)

En sørgelig Livsroman. En nogle og halvfjerds Aar gammel Mand er if. Meddelelse til "Odense Av." i disse Dage idømt 90 Dages Tvangsarbejde i Kjøbenhavn. Han hedder Johannes Wiehr og er født i Sorø. Han deltog med megen Ære i den første slesvigske Krig og blev efter Krigen udnævnt til Dannebrogsmand. Han kom desværre senere i daarligt Selskab, mistede Dannebrogskorset, blev Tyv og blev straffet. Siden er det gaaet ned ad Bakke; men det mærkeligste ved den gamle Mand er, at han endnu har bevaret en næsten ungdommelig Friskhed, saa han atter og atter giver sig ud paa Vidtløftigheder, der bringer ham i Konflikt med Loven.

(Slagelse-Posten 15. oktober 1901)

25 Aar i Tugthuset. En gammel Veteran fra Treaarskrigen, hvis Navn er Johan Christian Wiehr, blev ifl. "Soc. Dem." i Fredags arresteret for Betleri. Wiehr, der flere Gange udmærkede sig under Krigen, blev under denne belønnet med Dannebrogskorset. Særlig fra Udfaldet fra Fredericia vil Wiehrs Navn være ret kendt, idet han tilligemed nuværende Overintendant Petersen var første Mand paa Treldeskansen. Ved den Lejlighed fik W. et Skud i Foden, ligesom han fik et Strejfskud i Brystet.

Ener Krigen var han bl. a et Par Aar i Vestindien. Han blev straffet for Tyveri 1853, og Dannebrogskorset blev ham ved denne Lejlighed frataget, og nu gik det ned ad Bakke for ham. Gang efter Gang blev han straffet, navnlig for Tyveri, og han har tilbragt omtrent 25 Aar i Tugthuset.

(Vejle Amgts Folkeblad 24. marts 1902).

Den forbandede Straf.

- - -

Helten fra 48.

Endelig mindes vi i denne Forbindelse en for nylig i Pressen omtalt dansk Krigshelt, der paa en, om mulig endnu mere oprørende Maade er bleven hjemsøgt af Politi og Dommere, undtil hans Liv er løbet ud i et fuldstændigt Straffe-Helvede.

Denne Mand hedder Joh. Chr. Wiehr. Om ham meddeltes det først (i Anledning af en Dom paa 1 Aars Tvangsarbejde, han forleden fik), at han belønnedes af Staten for sin Heltedaad i 1848 (da han for Tapperhed fik Dannebrogskorset) ved at jages fra Fængsel til Fængsel, og fra Fængslernes til Tvangsarbejdsanstalterne og Ladegaardene uden Ophør for Rapserier og Betleri.

Da dette kom frem, foranstaltede Krigsministeriet en Undersøgelse, og har nu ladet offentliggøre følgende om det ulykkelige Menneskes Liv:

"Joh. Wiehr fødtes i Sorø i 1828 - er altsaa nu, da man igen har idømt ham 1 Aars Tvangsarbejde for Tiggeri, 78 Aar gammel - og han blev 12 Aar gammel Tambourdreng og stod i Hæren som Spillemand fra 1840 til 1850. Han var med i Slaget ved Fredericia og fik Dannebrogskorset for sit udmærkede Forhold under Kampen. 1850 blev han afskediget som Korporal, men 1852 lod han sig hverve til vestindisk Soldat; han var dog kun derovre et halvt Aar, kom derefter hjem og ernærede sig som Arbejdsmand her i Byen. 

Under Opholdet her maa han være kommen paa gale Veje; thi 1859 kom han i Konflikt med Loven, og det har han været uafbrudt siden. Han har ialt været straffet over 30 Gange. Han idømtes bl. a.:

1859: 3x5 Dag. Vand og Brød for Tyveri.
1860: 15 Mdr's Forbedringshus for Tyveri.
1861: 2 aars Forbedringshus for Tyveri.
1863: 4 Aars Forbedringshus for Tyveri.
1868: 3 Aars Forbedringshus for Tyveri.
1872: 2½ Aars Tugthus for Tyveri.
1875: 4 Aars Tugthus for Tyveri.
1882: 5 Aars Tugthus for Tyveri.
1891: 4 Aars Tugthus for Tyveri.

Ind mellem alle disse Tyveridomme har han faaet adskillige Domme for Betleri, og da han i 1895 har afsonet sin sidste Tugthusstraf for Tyveri, levede han, der altsaa den Gang er 67 Aar, udelukkende af Betleri; han har før denne Lovovertrædelse som Regel faaet et Par Straffe hvert Aar, ialt er han straffet 27 Gange for Betleri, straffet, skønt han er 70 Aar. Siden 1859 har han afsonet 7 Vand og Brød Straffe og været idømt Tvangsarbejde 21 Gange, ialt har han tilbragt 6½ Aar paa Tvangsarbejdsanstalterne og 25 3/4 Aar i Forbedringshuset og Tugthuset.

I Fjor, da han var 77 Aar, fik han en Dom paa 6 Maaneders Tvangsarbejde samt 5 Aars tvunget Ophold i sin Fødekommune. Han blev derfor efter udstaaet Straf i Maj dette Aar sendt til Sorø, hvor han anbragtes paa Fattiggaarden."

Herfra gik han atter bort og betlede, og nylig dømte man ham altsaa igen!

Forbløffende er det at se, at Krigsminister Christensen lader dertil indrettede Blade offentliggøre alt dette - for at vise, at den gamle Kriger ikke er bedre Værd end saaledes at mishandles og straffes. Hvilken fæisk Synsmaade overfor et saa grufuldt socialt Eksempel som dette!

Gamle Wiehr er just et af de mest gribende Eksempler paa Straffe-Idiotiens demoraliserende og menneskehærgende Virkning. Han var i sin Ungdom en begejstret, modig og daadkraftig Mand. Saa "kom han paa gale Veje", som det hedder, og Kværnen slugt ham. Den malede ham sønder og sammen med Tugt- og Rasphus for Tyverier, som han begik, fordi Fædrelandet, for hvis Skyld han vovede livet, ikke kom ham til Hjælp i Eksistenskampen, da det kneb, som han i sin Tid var kommen det til Hjælp! Straffene gav man ham derimod, og de ødelagde ham i Bund og Grund, til han blev det sørgelige Skrog, han er. De ødelagde ham, ikke alene fordi de demoraliserede ham personligt, men ogsaa fordi alle Veje til hæderligt Erhverv er spærrede for den straffede Mand. De Ord: han har været straffet! gør hvert Menneske umuligt.

- - -

(Social-Demokraten 5. december 1906)

Helten fra 48.

Vi har modtaget:

Med megen Interesse har jeg læst Meddelelsen i "Social-Demokraten" for Onsdag den 5. December om gamle Joh. Chr. Wiehr, saameget mere som jeg nøje kender baade ham og hans Livstragedie.

Omtalen fandtes i Artiklen "Den forbandede Straf", og jeg kunde ønske at knytte nogle Linjer til det meddelte.

Den 6. Juli under Udfaldet fra Fredericia var Wiehr og en Kammerat, der endnu lever som pensioneret Overintendant, de første 2 Mand paa Treldeskansen, hvor Wiehr dog fik et Bajonetstik i sit ene Ben, saa at han tumlede ned ad Volden som saaret. Ved denne optræden var det, at han vandt sit Dannebrogskors, som han senere maate aflevere.

I 1852 blev han kasseret som uduelig til Militærtjeneste paa Grund af Hjertesygdom. Var dette ikke stødt til, havde Wiehr maaske endnu staaet som den af Magthaverne hædrede Mand. 

Men hvad der navnlig harmer mig, naar jeg tænker paa gamle Wiehr, er den Maade, hvorpaa hans Forsørgelseskommune, Sorø Købstad, behandler ham. Flertallet i Byraadet er Højremænd og vældige "Patrioter", som altid synger om og drikker for Heltene fra 48, men naar det gælder Pengepungen, tager de absolut intet Hensyn til "Helten". Sorø Højremænd har forlængst glemt Wiehrs Ungdomsbedrift. Hver Gang Wiehr har udstaaet sin Betlerstraf, bliv er han hjemsendt til Sorø, hvis Højremænd lige saa regelmæssigt anbringer ham paa noget, han kalder "Lynge Fattiggaard"; men her kan Wiehr ikke lide at være, navnlig fordi Kosten er for spartanske for en gammel Mand, og han gaar straks sin Vej derfra og tager til København.

Jeg synes nok, at Sorø Patrioter kunde have saa meget tilovers for Wiehr, som skal forsørges der, at man gav ham ordentlig Kost og Logis. Saa blev han der nok. 387.

(Social-Demokraten 12. december 1906)

Et omskifteligt Levnedsløb.

I Gaar døde paa Sorø Fattiggaard Arbejdsmand Johan Chr. Wiehr. Han blev omtrent 81 Aar gl., idet han var født den 11. September 1828.

Med dette Dødsfald afsluttedes et meget omskifteligt Levnedsløb, der en Tid tegnede til at skulle blive smukt og rigt, men som saa desværre tog en gal Retning.

Johan Chr. Wiehr er født her i Sorø. Hans Fader kom hertil først i Tyverne i forrige Hundredaar som "Murpolerer", Murerformand ved Sorø Akademi, hvis Hovedbygning da var under Opførelse efter Branden 1813.

Som Soldat kom Wiehr som Spillemand til 7. Liniebataillons 1. Kompagni og forfremmedes til Sergent. Han var sikkert en rask Soldat, der ikke holdt sig tilbage naar det gik hedt til. Han var saaledes den første den plantede Dannebrog paa "Treldeskansen" under Udfaldet fra Fredericia den 6. Juli 1849. Ved denne Lejlighed blev han forresten saaret i Højre Fods Ankel og i Brystet. For sin raske, heltemodige Færd fik han Dannebrogskorset.

Efter Krigens Slutning blev  han vistnok endnu en Tid i tjenesten. Men saa kommer hans Nedgangsperiode, der først afsluttes med hans Død. Han bliver degraderet, Dannebrogskorset bliver taget fra ham oav. Han kommer ind paa Forbryderbanen og 1859 faar han sin første borgerlige Straf - for Tyveri og Betleri - , og saa gaar det i de følgende Aar uafbrudt fra Fængsel til Fængsel. Sommetider blev det Forbedringshuset, sommetider simpelt Fængsel, i hans sidste Leveaaar var det særlig Tvangsarbejde, han blev idømt. Sin sidste Dom fik han saa sent som i 1907 - 1 Aars Tvangsarbejde.

Hans Straffeliste udviser 9 Gange Fængsel, som Regel paa Vand og Brød, Forbedringshus 3 Gange, tilsammen 7 1/4 Aar, Tugthus 5 Gange, tilsammen 18½ Aar, og Tvangsarbejde 24 Gange, tilsammen lidt over 5 Aar, ialt 41 Gange.

Som Regel søgte han hvert Efteraar Audiens hos Kong Christian den 9., naar Kongefamiljen var samlet paa Fredensborg, og han fik da en Gave af 24 Kr. og 3 Cigarer - han var jo gammel Krigsmand.

Den 3. April 1907 fik han Veteranernes Hædersgave. For Resterne af denne skal han begraves fra Sorø Kirke paa Tirsdag.

Han var ugift.

(Ringsted Folketidende 4. september 1909).

Værnedamsvej. (Efterskrift til Politivennen)

Frederiksberg Communalbestyrelse.

Mødet den 28de Oktober.

- - -

12) I Anledning af den af Communalbestyrelsen tagne Beslutning om at lade Værnedamsveien brolægge var der fra Skolebestyrer Schneekloth indkommet en Skrivelse om Ulemperne for hans Skole (Værnedamsvei Nr. 11 og 13) ved en saadan Brolægning, idet han henstiller, om ikke, hvis Communalbestyrelsen troer at burde fastholde sin Beslutning, Brolægningen i alt Fald kunde skee med Træ eller hollandske Klinker. I sin over Skrivelsen afgivne Erklæring udtaler Veiudvalget, at Brolægning maa ansees nødvendig, for at Veien kan holdes ordentlig, hvorfor Udvalget indstiller, at der i Kiørebanens Midte henlægges 2 Rækker tilhugne Steen udfor Skolen, forsaavidt Hr. Schneekloth er villig til at udrede den dermed forbundne forøgede Udgift, c. 600 Kr. Birkedommeren vilde, efter at have erfaret hvilken overordentlig Vægt der fra Skolens Side lægges paa, at Brolægning ikke finder Sted, foreslaae, at man foreløbig udsætter Brolægningen af den udfor Skolen liggende Deel af Værnedamsvei. Topp fandt, at Communalbestyrelsen burde tage alt det Hensyn, den kunde, til den omhandlede Skole, der i saa høi Grad havde medvirket til Communens Befolkning med i økonomisk Henseende velstillede Familier. Lauritzen henstillede, om der ikke der var en god Lejlighed til at gjøre et Forsøg med Træbrolægning. Ingenieuren bemærkede, at Træbrolægning neppe egnede sig for vore Forhold. Den holder sig ikke tør, og det ildelugtende Vand, som sætter sig fast i den, udbreder Stank. Dernæst er den Art Brolægning kostbar, fordi den ikke er meget varig. Nellemann gjorte fremdeles opmærksom paa Vanskeligheden ved at faae Træ af lige Haardhed, hvilket var nødvendigt, da der ellers let fremkom Huller i Brolægningen. Han vilde gierne slutte sig til de 2 første Talere, men var paa den anden Side betænkelig ved, at Communalbestyrelsen skulde forandre en Beslutning, som for kort Tid siden havde taget, efterat Veiudvalget havde anseet den for nødvendig. Schlegel ønskede ogsaa at tage alt muligt Hensyn til Beboerne ved Veien, og navnlig til en Institution som denne, men maatte fremhæve det særdeles Vanskelige og Kostbare ved at holde den stærkt befærdede og forholdsviis smalle Værnedamsvei i en passende Stand under de nuværende Forhold. Sagen gik derefter til 2den Behandling.

- - -

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. november 1875).

Fotograf Emil Stæhr (1827-1912): Værnedamsvej, Schneekloths Latin- og Realskole. Schneekloths Latin- og Realskole (1854) blev flyttet til Værnedamsvej i 1856. Efter en del sammenlægninger og navneforandringer (og en flytning i 1886) overtog staten den i 1919. Det flyttede i 1940'erne til Frederiksberg Alle, og igen i 1969 til Brøndby Møllevej. Efter at Københavns Amt havde overtaget det i 1986, eksisterede det indtil 1992 hvor det blev nedlagt. Bygningen på Værnedamsvej 13A findes stadig. Den er bl.a. blevet benyttet af Dansk Sløjdllærerforening. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Slagsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Concert du Boulevard. Medens flere Herrer den 19de f. M. om Aftenen Kl. 11½ sadde sammen i Concert du Boulevard, gik pludselig den Stol, hvorpaa en af dem, Handelsagent Knudsen, sad, itu, saa at han faldt ned paa Gulvet, og i Faldet væltede et Bord, hvorpaa der stod en Del Glas og Kopper, der gik i Stykker. Dette Uheld faldt saa meget i Publikums Smag, at man begyndte at raabe "Bravo", og herover blev nævnte Herre saa opbragt at han først tog Ryggen af den itubrukne Stol og kastede den henad Gulvet, dernæst Sædet, som han kastede bag over sit Hoved, uden at bryde sig om, hvor det faldt. Heldigvis blev ingen truffet, men en Ulykke kunde let være sket, idel Sædet foer lige forbi en lille Piges Ansigt. Ved dette Syn blev det tilstedeværende Publikum saa forbitret, at det begyndte at omringe Handelsagenten og at raabe: "Smid ham ud; han skal have Prygl; det er ikke hans Skyld, at Barnet ikke er skaaet ihjel eller lemlæstet". Folks Forbittrelse var saa stor, at Politiet maatte træde imellem og berolige dem med Forsikringen om, at det passerede ikke skulde gaa upaatalt hen. Dette skete heller ikke, idet Tiltalte i Erkjendelse af at have overtraadt Bestemmelsen i Politivedtægtens § 67 i Forgaars forinden Retsmødets Begyndelse indfandt sig i den offenlige Politiret og erklærede sig villig til at erlægge en Bøde. Denne fastsattes af Dommeren til 30 Kr. og dermed sluttedes Sagen.

Fornærmelser og Vold imod Politiet Efterat Arrestanten B. Natten mellem 1ste og 2den Avgust d. A. paa Grund af støjende og ufredeligt Forhold var bleven udvist af Dansesalonen "Kjæden", og da han derefter atter gjorde Forsøg paa at trænge ind i Lokalet, af 2de Politibetjente, der iførte Uniform havde Post paa Gaden udenfor, var bleven anmodet om at forføje sig bort, vægrede han sig ved at efterkomme denne Opfordring, idet han ytrede, at han ikke vilde lade sig afvise af saadanne "Gadedrenge". Paa Grund af denne Arrestantens Adfærd blev han af de foranførte Betjente anholdt, men rev sig løs fra dem og forsøgte paa at undløbe, hvilket dog mislykkedes, idet han som Følge af, at han faldt, blev indhentet af Politibetjentene, som forfulgte ham. Da Arrestanten saaledes paany var bleven anholdt, vægrede han sig ved at følge med de foranførte Betjente og en tredie Politibetjent, der imidlertid var kommen tilstede. Ved sin Anholdelse paany vilde Arrestanten, samtidig med at han faldt, ikke gaa, men gjorde Fordring paa at blive kjørt, og da Politibetjentene paa Grund af denne hans Vægring vilde løfte ham op for at bære ham bort, sparkede han om sig, hvorved han bibragte den ene af Politibetjentene et Saar, dog ikke var af videre Betydning. Under Transporten til Politistationen, der skete uden nogen videre Modstand fra Arrestantens Side, udskjældte han Politibetjentene for "Tyveknægte" og "Skjælmer". Under den imod Arrestanten i Anledning af Foranstaaende indledede Undersøgelse havde han stadigt paastaaet, at han ved den paagjældende Lejlighed var saa beruset, at han ikke vidste, hvad han sagde eller gjorde. Men denne hans Paastand var ikke alene ubevist, men ogsaa i Strid med de i Sagen afhørte Vidners Forklaring, der gik ud paa, at han skjønt noget paavirket af stærke Drikke, dog var i fuld tilregnelig Tilstand. Paa Grund af det foranførte blev Arrestantens Dom anset efter Straffelovens §§ 100 og 101 med 3 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Begge indslag fra Morgenbladet (København) 3. november 1875)

Optøier. (Efterskrift til Politivennen)

I Søndags, da Eieren af Dyrehavegaaard var fraværende fra Gaarden, henvendte en af Staldkarlene sig om Aftenen Kl. 6 til Forvalteren paa Gaarden, en yngre Mand, og bad om Tilladelse til at laane en af Hestene for med den at ride til Lyngby. Dette tillod Forvalteren ham, men tilføiede udtrykkelig, at Karlen kun maatte ride, ikke kjøre. Da Forvalteren et Par Timer senere vilde benytte en Eenspændervogn, der pleiede at henstaae i Gaarden, for med Vognen at kjøre til en Ildebrand, var denne borte. En halv Time efter kom en Vogn, hvori der sad flere Personer, kjørende i stærk Fart ind i Gaarden. Det viste sig ganske rigtigt at være Eenspændervognen, forspændt med en af Gaardens Heste. Kiøretøiet blev kjørt af Staldkarlen, og i Vognen sad tillige tre andre af Gaardens Karle, alle i en temmelig stærk beruset Tilstand, i hvilken de foraarsagede megen Støi ved Raab og Skrig. Hesten, der er et meget villigt Dyr, til hvilket Pidsken er overflødig, var i høi Grad overanstrengt og udmattet og dampede af Sved, hvilket ikke forhindrede Staldkarlen i under Kiørselen at pidske paa den af alle Kræfter. Forvalteren foreholdt dem nu det Urigtige i deres Adfærd, men Staldkarlen blev derover rasende, sprang af Vognen og foer ind paa Forvalteren, hvem han tilføiede flere Slag for Brystet. Forvalteren maatte derfor samt af Frygt for yderligere Overlast søge Tilflugt i Mælkeforpagterens Lejlighed paa Gaarden, men dette forhindrede ikke Karlen i at trænge herind, hvor han søgte at faae Forvalteren med ud i Gaarden under det Paaskud. at han skulde see, om Hesten fejlede noget, men øiensynlig i den Hensigt at øve yderligere Vold imod ham, idet de øvrige Karle, der vedblev at støie og raade udenfor, tilbøde at være ham behjælpelig hermed. Forvalteren og Mælkeforpagteren, hvem en anden af Karlene ligeledes lagde voldsom Haand paa, da han vist, sig i Døren, forlangte nu, at Staldkarlen, der i en grov og uartig Tone vedblev at tiltale den, paa en fornærmelig Maade, skulde forlade Stuen, og da han nægtede dette, kastede de ham udenfor. De sendte derefter et ridende Bud til Politiet i Lyngby, Karlene fortsatte imidlertid Mytteriet og Optøierne udenfor, indtil Eieren af Gaarden kom hjem Kl. 11 om Aftenen og fik Ro og Orden bragt tilveie. De 2 værste Urostiftere bleve derefter anholdte og indbragte til Arresthuset paa Blegdamsveien. i I Kjøbenhavns Amts nordre Birks Politiret undskyldte de Anholdte sig med, at de havde været i Jægersborg Kro, hvor de vare blevne berusede. Sagen blev paa Grund af Huusbondens Forbøn afgjort ved et Forlig, hvorefter Staldkarlen erlagde en Mulet af 30 Kroner til Politikassen og 20 Kr. i Erstatning for Mishandlingen af Hesten, medens den anden Karl, der havde lagt Haand paa Mælkeforpagteren, betalte en Mulct af 20 Kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. november 1875).

Det kan være den siden 1957 kommunalt drevne Dyrehavegaard på Hjortekærsvej 50,  tæt ved Dyrehaven.

Teaterstykket "Lygtemænd". (Efterskrift til Politivennen)

Molbech havde indstillet stykket til antagelse, men bemærkede dog at satiren savnede myndighed. Den konservative presse var tilfreds med stykkets hensigt. Om end stykkets miljø- og personskildring ikke var dybtgående. 

Om "Lygtemænd" m. m.

(Første del er udeladt).

* * *

Der gives en "Literat", der fornylig har naaet til at fabrikere den originale 4 Akts Nyhed, "Lygtemænd", som nu skal vandre over Nationalteatrets Brædder. Dette Individ har for flere Aar tilbage i Kompagni med en anden lavet nogle Farcer, der opførtes paa et af Sekundteatrene. De var højst ubetydelige, og det bedste i dem var endda af Kompagnonen. Saa forsøgte han sig for nogle Aar siden med et Stykke til "Nationalteatret". Men det skulde han ikke have gjort. Stykket var udtværet og kedeligt, gjorde ingen Lykke og blev snart lagt hen. Saa begyndte hans Stjerne - hans Middags-Stjerne - at dale. En uheldig Forfatter var der ingen, der brød sig om. Dem var der nok af. Man havde jo baade Richard Kaufmann og unge Grundtvig. Saa følte han, at der maatte gøres noget. Det nye Nationalteater skulde lyksaliggøres med et genialt Stykke af ham. Men sligt Forsøg var jo for strandet. Det maatte ikke ske denne Gang. Saa var det rent ude med ham. Han grublede og grublede. Endelig fik han - det klinger underligt, men er dog sandt - han fik en Idé. Han kunde jo i Stykket angribe enten Socialismen eller den frie Tanke, eller han kunde slaa to Fluer med ét Smæk, og angribe dem begge. Saa var han jo vis paa, at hans Stykke, om det end var nok saa daarligt, dog vilde gøre Lykke hos Adskillige, og fremfor Alt hos Grossererne. Som tænkt, saa gjort. Og saa skrev Villiam Bloch "Lygtemænd", originalt Skuespil i 4 Akter. - Stykket indleveredes saa for c. 1½ Aar siden, men til Uheld for Forfatteren sendte Teaterbestyrelsen ham det tilbage. Han tabte dog ikke Modet. Han lavede om paa Stykket, indleverede det igen, og - det blev antaget. Det var jo ogsaa ubilligt andet. Selv om Stykket var aldrig saa daarligt, Tendensen var dog ypperlig. Og at Stykket er daarligt, det kan vi, der har været saa heldige, eller rettere sagt uheldige, at læse Det, bevidne. Der er, for at tale i Sigurd Müllers Stil, hverken Klarhed i Anlæget eller Skarphed i Formen, hverken "hejbergsk-subjektiv eller holbersk-objektiv Latter"; Handlinger snegler sig hen udtværet og uinteressant. Ikke en eneste god Idé, ikke en eneste fintbygget Replik, ikke en eneste original Tanke. Det Hele er udgaaet fra en forvirret Hjærnes uklare Forestillinger om at Socialisme og Fritænkeri er "noget fælt noget". Et Blik paa Stykket vil gøre dette indlysende. Der er nu Helten, Hr. Holm ("28 Aar gammel"). Han vender i Stykkets Begyndelse tilbage fra et fleraarigt Ophold i Udlandet, hvor han har tilegnet sig Civilisationens Frugter: de frie ideer. Han optræder nu som ægte Radikal, forsøgende paa at gennemføre sine Yndlingsideer i sit Fædreland. Han møder imidlertid Modstand hos Mange, blandt Andre hos Frøken Schnell. Og saa viser Holm sig som et ægte Foster af den blochske Fantasi: han har ingen Karakter. I Stedet for som de frie Ideers Førere herhjemme at sætte sin Sjæls fulde Kraft ind paa at gennemføre din Bevægelse, som de af dem udtalte Ideer har vakt. i Stedet for i Konsekvens med sig selv at kaste Vrag paa den Kvinde, der ikke deler hans Ideer, synker han ængstelig og forsagt sammen under Modstanden, og viser sig som en Pjalt. Og her træder Forfatterens Perfiditet tydelig frem. For at stille mulig frisindede Tilskuere Blaar i Øjnene, viser han os i Begyndelsen de radikale Ideers Magt, for til Slutningen - til de Nationalliberales Glæde og Henrykkelse - at vise os deres totale Afmagt. Denne Helt optræder, omgivet af unge, frisindede Mennesker, der er latterliggjorte, og af Arbejdere, der begynder som Socialister, og ender med at mene, at det dog er bedst at Storborgerslaver! Stykkets mest ideelle Figur er - Hr. Jerndorf!!

Hermed har Læserne sikkert faaet Nok.

Og man forbavse nu ikke over, at det i vore Dage kan falde en ung mand ind at skrive mod Fremskridtsideerne. Husk blot paa, denne unge Mand er Hr. Villiam Bloch. Og hvor skulde han forstaa Fordringen om Arbejdets Ret? Han, der aldrig har vidst, hvad Arbejde er. Og hvor skulde han forstaa Fordringen om Tankens Frihed? Han, der aldrig har vidst, hvad Tænkning er.

Og man forbavses heller ikke over at Teaterbestyrelsen har antaget et saadant Aandsprodukt. For derved vinder den maaske Bifald hos sine værste Plageaander, Recensenterne og disses Ekko: Grossererne.

Ti hvad siger ikke Heinrich Heine:

Nur wenn wir ins Koth uns fanden
so verstanden wir uns gleich. 

E. H.

(Social-Demokraten 6. oktober 1875).

Hansen, Schou & Weller: William Bloch. Optaget mellem 1867 og 1877. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

"Lygtemænd" anstiftede, som vi i gaar bemærkede, adskillige Ulykker i vort fine Nationalteater i Onsdags Aftes. Dhrr. Grosserere havde troet, at de i al Ro og Mag kunde sidde og fryde dem over det idiotiske Makværk, som en af deres Frispisere havde fabrikeret, de gned sig i Hænderne ved at tænke paa, hvor grumt Fyren havde tresakket Alt, hvad der laa udenfor Madstrævet og Børsjobberiet, hvor fuldstændig han havde knust saadanne "Galskaber" som Ideerne om Frihed, Lighed, Broderskab osv.

Men hvorlænge var Abrahams i Paris? Den Herlighed varede ikke længere end til midt i 2den Akt: da Grossererne og deres Pakhuskarle raabte Bravo over Fabrikant Rosens Smørrebrødslogik, skingrede Piberne løs baade fraoven og franeden og vedblev at lade sig høre ved hver Klapsalve. I de næste Akter var det noget stille; kun da en Arbejder i Stykket talte om "Kløften" mellem Storborgere og Arbejdere, udbrød en Socialist under Loftet i et lydeligt: "Det er hørt!" Men da Arbejderformanden i Stykkets sidste Akt kommer krybende for at "bede om Naade" hos Fabrikanten, da Stykkets "Helt" viser sig beredt til at sælge sin Overbevisning for at komme til slikke en Fabrikanttøs med 12 Garneringer, - kort sagt da det viste sig, at Personerne i Stykket kun er Straadukker, der er opstillede for at Forfatteren, Hr. Bloch, kan vise sin Drabelighed ved at stikke til dem, fra det Øjeblik var Stykkets Skæbne afgjort. Vistnok over et halvt Hundrede Piber, deriblandt en sand Jernbanefløjte, hvislede efter Tæppets Fald gennem "Talias Tempel", der havde vanæret sig ved at blive Organ for den smudsigste Reaktion, og skønt Gongongen gik, skønt Storborgerne i yderste Raseri vrælede paa deres Politi, som imidlertid ikke havde vigtig "Lyst til Handverket", vedblev Spektaklet en god halv Time og endte med Fløjternes Sejr.

Den samme Historie gentog sig iaftes. Paa Lørdag gaar Stykket igen, vi anbefaler det til vore Meningsfællers fløjtende Opmærksomhed, og tilføjer, at vi er villige til at købe Billetter til dem, der mælder sig i Løbet af idag paa Ekspeditionskontoret, Suhmsgade 2 eller Gotersgade 83, og forud betaler dem.

(Social-Demokraten 8. oktober 1875).

"Lygtemænd" blev da til Gavns udpebet i Lørdags, blev udpebet trods det, at adskillige Hundreder af de Socialister, der paa "Soc.-Dem." Kontor havde tegnet sig for billetter, ikke fik saadanne. Billetterne til Forestillingen blev allerede for en stor Del opkøbt i Fredags til dobbelte Priiser og de, der var tilbage, købte Billetsjvoverne i Lørdags til forhøiet Pris. Som følge deraf maatte Arbejderne betale to til tre Kroner for en Billet til Galleriet og da der oven i Købet kun kunde skaffes faa Billetter til denne Plads, maatte ikke saa ganske faa Arbejdere løse Billet til Parterret, Balkonen osv., og saare mange fik, som sagt, slet ingen Billet.

Det var ikke alene Billetsjoverne, men ogsaa Politiknægtene, der havde opkøbt Billetterne. Saa godt som hele Københavns Politistyrke var anbragt i Teatret. Allevegne, hvor man saa hen, opdagede man et over- eller underordnet Politimenneske, i Særdeleshed var Galleriet stærkt forsynet. Forestillingen fremkaldte hverken Bifalds- eller Mishagsytringer, førend Midten af fjerde Akt naaedes. Da kunde nogle Klappere ikke længer dy sig, men de blev straks bragt til Tavshed af en Del Hyssen og nogle Pibere. Hovedkritiken over Stykket blev dog selvfølgelig først afsagt, efter at Forestillingen var forbi. Aldrig saa snart rullede Tæppet ned for sidste Akt, førend Piberne begyndte; Klapperne gjorde ligeledes deres bedste, men det forslog ikke, de blev fuldstændig overdøvede. Damerne holdt sig for ørerne og adskillige af dem var nok lige paa Nippet til at besvime. Meningskampen varede ikke ret læge, ti efter i det højeste to Minuters Forløb lød Gongonen, hvorpaa baade Pibere og Klappere øjeblikkelig holdt inde. Til Slutning gav Politiinspektør Clausen, der havde sneget sig ind paa balkonen, en morsom Scene til Bedste. Efier at det andet Slag paa Gongonen havde lydt, og der var indtraadt fuldstændig Stilhed traadte han næmlig frem og brølede: "Det var anden Gang - holdt!" Det tør vel antaget, at dette Brøl i Henhold til Politidirektørens Plakat vil skaffe ham en alvorlig Bøde paa Halsen.

- Efter hvad "Jyllandsposten" vil vide har en Direktør for et Provinsskuespillerselskab skaffet sig Ret til at opføre "Lygtemænd". Han agter at begynde dermed i Aarhus om en Maanedstid. Det er vel ønskeligt, at vi opfordrer vore Meningsfæller i denne By til ligeledes at gøre Kaal paa dette jammerlige Stykke.

(Social-Demokraten 12. oktober 1875).

"Lygtemænd" er et altfor kært Barn for det "kongelige" til at det skulde anvende sine egne Regler paa det. Stykket er nu bleven udpebet 3 Gange og desuagtet bødes det Publikum igen i Gaar. Vi haaber, at den fornuftige Del af Publikum nu, efter at have vist sin Mening om dette Makværk, vil lade Idioterne og Politiet sidde i Ro og beklappe det hver Aften om saa skal være; det vilde være urimeligt at fylde Penge i Hr. Blochs Lommer. Apropos, mon det ikke skulde være passende at give den unge Mand en eller anden Opmuntring, f. Eks. en Dydsmedalje eller Lignende? Da han har vist sig som en drabelig Dydsdragon ligeoverfor den frie Kærlighed paa Scenen, kan det jo ikke fejle, at han ogsaa maa være det i sit eget private Liv, og en saadan Perle af en Storborger kunde der ikke let gøres for meget af. Eller skulde det være sandt at den gamle Historie om Bjælken og Skæden ogsaa gælder om denne Hædersmand?

I Gaar var nogle Arbejdere og Studenter bleven anmodet af Hr. Crone om at besøge ham. Den gode Mand tror aabenbart, at Arbejderne har lige saa Lidt at bestille som han selv. Han vi de næmlig kun fortælle dem, at de ikke vilde blive tiltalt i Anledning af den første Udpibning af "Lygtemænd", og det var selvfølgelig overflødigl, da i saa Tilfælde Klapperne, Hr. Vekselmægler Lorck, Hr. Digter Kock, Hr. Ploug og en hel Hoben Damer ogsaa let kunde have kommet til at figurere i den offenlige Politiret, hvis vi vilde have været saa "uridderlige" at vidne imod dem.

(Social-Demokraten 13. oktober 1875).

Georg Brandes overværede den tredje opførelse fra første parket. Her kunne han opleve hvordan 50 studenter og 150 arbejdere piftede af det ikke særlig godt anmeldte stykke. Brandes skrev om arbejdernei et brev til Gosse: "De er ikke slyngler, langtfra, men fattige, uvidende og til dels fantastiske stakler, som det gjaldt om at hjælpe og ikke om at håne eller kue." (Her citeret efter Jørgen Knudsen: G. B.: En biografi om Georg Brandes (2008).

"Lygtemænd". Dette fire Akts Skuespil, der jo skal være forfattet af en Student Bloch, Broder til Maleren, har, som tilstrækkelig bekjendt, faaet den Skjæbne, der i de senere Aar ikke har timedes ret meget af, hvad der fremkommer paa vort kgl. Teater, at tildrage sig det store Publikums, ikke blot den kjøbenhavnske Tevandssladers, Opmærksomhed. Dette er i og for sig meget. Det viser, at Stykket staar i en eller anden Samklang med Tidens Hovedtanker, hvad somme, mærkværdig nok, synes at anse for en stor Fejl, idet de forlange "Politik" holdt borte fra Scenen, ligesom ogsaa fra Prædikestolen, hvor højlydt end Kjendsgjerningerne vidne om, at Tilskuerne og Tilhørerne i Reglen blive borte med det samme. Anmelderen af dette nu i Bogladerne foreliggende Teaterstykke gaar altsaa ud fra, at dets Berøren af Tidens brændende Spørgsmaal i og for sig er en stor Dyd ved det. Ved Siden af denne Ros tilstaar Anmelderen lige saa aabent, at han ikke billiger Stykkets Tendens medens han villig indrømmer, at Stykket, hvis denne havde gaaet i modsat Retning, uden Tvivl ikke havde naaet at komme frem paa det kgl Teater, der i sin Egenskab som Statsanstalt selvfølgelig paa sit Omraade ubetinget repræsenterer det bestaaende. Bemeldte Tendens gaar nemlig ud paa en dramatisk Forkyndelse af alle Spidsborgeres Yndlingslære om det nedarvedes næsten ubetingede Ret over for det Nye, hvilken Lærdoms Berettigelse Forfatteren i det foreliggende Tilfælde slipper nemt fra at godtgjøre ved det gamle Kneb at lade al Elskværdighed og Ynde være paa det gamles Side, medens det nyes Repræsentanter i det Hele ere Karikaturer. At Forfatteren mellem de forskjellige Nutidsproblemer har valgt den frie Kjærlighed, er selv følgelig blot exempelvis og i Overensstemmelse med det dramatiske Behov, idet Kiærlighed jo er en uundværlig Ingredients i ethvert Stykke.

Dette Valg kan der derfor ikke i og for sig lægges nogen Vægt paa, med mindre man vilde antage, at Forfatterens Mangel paa Sympati med det nye over Hovedet har ladet ham med Forkjærlighed gribe dette i en af dets mest umodne og mest frastødende Skikkelser. Men naar man nu erkjender og føler, at hvad vi hjærtelig trænge til at høre forkyndt med klare og begejstrede Stemmer i Kunstens Templer, er et Vidnesbyrd om den menneskelige Aands Kraft til at bryde nye Baner og til at kaste udlevede Former til Side, og man saa tvertimod bydes en fad og begejstringsløs Gammelklogskab, hvilket, som sagt, sker i det her omhandlede Tilfælde, hvor let forledes man da ikke til at give sin Skuffelse og Ærgrelse Luft, om ikke just ved Pibning, saa dog gjennem en vis Forudindtagethed, der lader en blive lidt partisk overfor Stykkets mulige æstetiske Fortrin! Saadanne ere nemlig virkelig til Stede i en Grad, der bevæger Anmelderen til sluttelig at nedlægge en Indsigelse mod den gjentagende fremsatte Formening, at "Lygtemænd" væsentlig kan takke den ihærdige Udpibning for, at det ikke alt er død Straadøden.

(Aarhus Amtstidende 22. oktober 1875).

Efter anden opførelse forbød politidirektør Crone såvel mishags- som bifaldsytringer under forestillingen. Med ikke efter forestillingens slutning. Ved tredje og fjerde opførelse var der så uhindret spektakel indtil gongongen lød. Efter at tumulterne var blevet helt forbudt, forsvandt interessen for stykket. Et tid spillede stykket et par steder i provinsen:

"Lygtemænd" blev atter spillet i Horsens Tirsdag og Onsdag, og som der i "Horsens Avis" saa smukt refereres, uden Forstyrrelse, da vor dygtige Politimester havde taget sine Forholdsregler. Lad os en Gang undersøge, hvori disse Forholdsregler bestod; for det Første var det forbudt alle de mulkterede Pibere oftere (for Tid og Evighed) at komme i Teatret, naar "Lygtemænd" spilles. Dette Forbud gælder naturligvis over hele Danmark og Bilandene, om Island og Færøerne er deri indbefattet, blev ikke tilføjet. For det Andet blev Galleriet besat af hele vort respektabte Nærpoliti, tilligemed det øvrige Politipersonale, naturligvis med Hr. Kammerherre v. Jessen i egen høje Person som første Kommanderende. Havde Arbejderne givet deres Mishag tilkende, ved at give et Stød i Fløjten, saa havde den naturligvis straks staaet paa Slag, eftersom Lovens Haandhævere var forsynede med de uundværlige Knipler. Her kan man med Rette sige, at alle Politimestre i Danmark (Crone og Hammerich deri indbefattet) er nogle Sinker ligeoverfor Politimesteren i Horsens, som forstaar at tage en saa alvorlig Sag paa den rette Maade, er vi enige derom, saa lad os fortsætte.

I Lørdags er Dommen bleven forkyndt paa den lovbefalede Maade for den "Socialdemokratiske Arbejderforenings" Vært, Hr. Carl Madelaire og Skræder Hoffmann, 2 Syndere, som ikke kunde indse deres store Forbrydelse ved i Teatret at give deres Mishag tilkende, fordi at Arbejderne bliver fremstillet som nogle sande Pjalte, og som Følge deraf ikke vilde indgaa noget som helst Forlig. Dommen tilligemed Udskriften af Retsprotokollen skal blive serveret for Bladets Læsere i de nærmest paafølgende Dage, "hvorefter alle have sig at rette."

I Lørdags Aftes var der Møde af samtlige mulkterede Pibere, og blev der enstemmig vedtaget, ikke at berige hverken Politi-, Fattig- eller Kammerherrens Kasse med 1 Skilling af den idømte Mulkt; hvad der ellers blev forhandlet, vil senere blive offenliggjort her i Bladet tilligemed mere. De dømte klappen i og trampende Spektakelmagere var ogsaa indbudt, men der mødte naturligvis ingen, og det af den simple Grund, at der slet ingen var dømt. Det er kun den fattige Arbejder, der skal blokkes; kan Pengene ikke strække til, saa hedder det sig: Kroppen skal bøde. Om ogsaa Familien lider Sult, kommer ikke Avtoriteterne ved. Nu nok for denne Gang. De skal snart, Hr Redaktør, høre noget mere fra Deres ærbødige

En af Piberne.

(Social-Demokraten 2. november 1875).

Politiet i Horsens og "Lygtemænd". Vi har fra Horsens modlaget følgende Korrespondance:

"Hr. Redaktør! Paa Grund af at jeg havde saavel Samvittighedsnag, fordi jeg ikke tilligemed mine pibende og fløitende Kammerater blev tilsagt og dømt, mødte jeg for Politimesteren. Hr. Kammerherre V. Jessen i Horsens, sidste Lørdag Formiddag Kl. 11 3/4, og bad mig straffet for mine Fløjtetoner ved "Lygtemænds" Opførelse, og samtidig ønskede jeg, der atter at faa min Samrittighedsro tilbage, at opgive Flere, som Politiet muligt (?) havde overset. Men til min store Forbavselse blev jeg affærdiget med et bestemt Afslag: der kunde ikke optoges Flere, Sagen var sluttet. Det er jeg nu slet ikke tilfreds med, jeg har hverken Ro Nat eller Dag, før jeg faar anmeldt for vor upartiske Øvrighed hele den Bunke pibende, klappende og trampende Spektakelmagere, som jeg for Øjeblikket er frugtsommelig med, og faar dem alle afstraffet tilligemed

Deres ærbødige
Jakobsen, Skraber,
Søndergade 82."

(Social-Demokraten 4. november 1875).

Friheden i Danmark. Vi meddelte forleden, at en Del Pibere af "Lygtemænd" i Horsens blev mulkterede, og at det samtidig for Tid og Evighed blev forbudt dem at indfinde sig i Teatret, naar "Lygtemænd" opførtes. Adskillige af vore Læsere har rimeligvis troet, at dette sidste var en behagelig Spøg af os. Af den Grund gengiver vi her følgende:

Udskrift af Horsens Købstads Politiprotokol.

Aar 1875 den 26de Oktober Formiddag Kl. 11½ blev en Politiret sat paa Raadstuen af den i kammerherre Jessens Fraværelse konstituerede Dommere og Skriver Kammerassessor Fuldmægtig Madsen i Overværelse af nedentegnede Vidner.

Hvor da blev foretaget Sag mod forskellige Personer, som i Aftes i Teatret under Opførelse af Stykket "Lygtemænd" havde gjort Spektakler ved vedholdende Piben saaledes, at dette havde forstyrret Forestillingen i den Grad at samme maatte afbrydes i nogen Tid. og først kunde fortsættes, efter at flere af Urostifterne af Politiet var fjernede fra Tilskuerpladsen.

Efter Tilsigelse mødte Møllebygger Christian Johansen, Medlem af den saakaldte socialdemokratiske Forening heri Byen, som forklarede, at han i Aftes indfandt sig i Teatret for at pibe Stykket "Lygtemænd" ud, idet han i Forvejen havde læst Stykket og sundet, at det indeholder en Forhaanelse imod Arbejderne og disses Talsmænd, til hvilke Komparenten ogsaa hører, idet han flere Gange har talt Arbejdernes Sag. Han indrømmer, at han gentagende af Politiet blev forbudt at pibe og desuagtet vedblev dermed, fordi at Andre vedblev at klappe og trampe i Gulvet, og han anser sig liges aa vel berettiget til at ytre sin Mishag ved at pibe som at Andre kan have Lov til at give deres Bifald tilkende ved at klappe og ved at trampe i Gulvet.

Foreholdt, at han, i Forening med hans Meningsfæller, have forstyrret Forestillingen ved den vedholdende Piben, indrømmer han, at dette netop var Hensigten, og at han med mange Andre har i Sinde, atter i Aften at møde i Teatret og pibe for om muligt derved at fortrænge Stykket fra Scenen.

Han blev forelæst Politivedtægtens § 69 og indser, at han har forbrudt sig mod denne, men beder dog udtrykkelig tilføjet, at mange Andre ligeledes har overtraadt Paragrafen ved deres Bifaldsytringer.

Paa Opfordring af Dommeren forpligtede Komparenten sig til for sit udviste Forhold at erlægge en Bøde til Politikassen af 10 Kr , hvormed Sagen for hans Vedkommende blev sluttet. Han blev derefter dimitteret med Tilkendegivende, at han ikke oftere maa indfinde sig i Teatret, naar Stykket "Lygtemænd" opføres, og at han, saafremt han overtræder Dette Tilhold, vil blive tiltalt og straffet derfor.

Retten hævet Ludv. Madsen. 

Vidner Svendsen. Poulsen.

Udskriftens Rigtighed bekræfter Horsens Byfogedkontor den 28. Oktober 1875.
Chr. Jessen.

(Social-Demokraten 17. november 1875).

"Lygtemænd." Under denne Titel opføres i denne Tid paa den danske Skueplads et Stykke, som har vakt en vis Opmærksomhed og meningskamp alle Steder, hvor det er blevet opført, og som man har set af Bladene, er det gennemgaaende blevet udpebet, og derved fremkaldt kraftige Foranstaltninger af det "tappre danske Politi". Da nævnte Stykke skulde opføres her i Rønne, blev der saaledes, uagtet der vist næppe findes 20 Socialister blandt de omtrent 6000 Indbyggere denne By tæller, og Folk herovre desuden ikke er nok med til at kunne forstaa Stykket, gjort Forberedelser i Guds Velsignelse for at forebygge al Uorden og gribe de slemme Pibere. Saaledes mødte i Lørdags til Generalprøven hele vor Politistyrke, (8 Mand stor) Byfogden i Uniform og Ordenskorpset, der vel tæller 20-30 Mand, blev posteret i alle Kroge baade i og udenfor Teatret. Stykket gik meget godt af, ja, næsten altfor godt; ti ingen anden Lyd lod sig høre fra Publikums Side, end den at Folk, kede af at se og høre noget "Pjank", gav sig til at tale under Akterne. Saaledes fik Politiets "kraftige Anstrængelser" for den Andens Vedkommende, en "lang Næse". Søndag Aften skulde Stykket atter gaa, men denne Gang blev dog Ordenskorpset ganske roligt hjemme, medens Byfogden og Politistyrken mødte fuldtallig. Ligeledes denne Aften talte Folk paa Kraft under Akterne, og paa en Bænk, saa jeg en Pige sidde og sove, omtrent da 2den Akt var til Ende, dette er jo i og for sig Bevis nok for, hvilken Interesse og Forstand Bornholmerne har paa dette Stykke. Det bemærkes, at jeg ogsaa, som jeg tilfældig kom til at staa bag to Mænd, der talte sammen, hørte den Ene sige: "Der skulde blot En give Tonen an, saa skulde denne min Sandten komme til Tjeneste," og med det samme vist han den anden en Fløjte.

Rønne d. 13. november. F. Clausen.

(Social-demokraten 18. november 1875).

Som nævnt i den første artikel opførte Det kongelige Teater i 1872 lystspillet "De hvide Roser" af William Edvard Bloch (1845-1926) med Bøgh som medforfatter. Skuespillet Lygtemænd (1875) lå i en tradition på det kongelige Teater hvor man på de gamle magthaveres præmisser parodierede nye samfundsreformatorer (i dette tilfælde Brandes og Holger Drachmann). Dengang som før det medførte det ofte piben og tumulter i teatret. 

Edvard Brandes (1847-1931) svarede igen med parodien "Søgte Mænd eller den frie middag". I denne nærer Willig, Ludolf og Kaufbar et brændende ønske om at stige i graderne og blive en del af det finere selskab. En dag møder Kaufbar en mand, der lover, at indføre ham i et selskab af fornemme mænd af alle aldre, der kalder sig ‘Dydskredsen‘, men én ting er at sidde til bords med de fine herrer, en anden ting er at opføre sig efter rollen. Morgenbladet (København) bragte allerede 23.-24. oktober 1875 et uddrag af dette stykke. ...I juli 1881 blev Bloch ansat som instruktør på Det kgl. teater hvor han samme år fik sit kunstneriske gennembrud med En Folkefjende.

Se også den lille serie her på bloggen om hans kone, skuespilleren Anna Bloch.