Hartmanns Grøft. (Efterskrift til Politivennen).

Fra den offentlige Politiret. Brolægningsinspecteuren rettede den 7de August d. A. en Anmodning til Politiet om, at Skibsbygger Hartmann der boer paa Hartmanns Plads ved Kallebodstrand, maatte blive opfordret til at lade en Grøft, som løber langs hans Plads og udmunder i Kallebodstrand, oprense snarest muligt. Hartmann nægtede, efterat denne Opfordring var udgaaet til ham, at lade Arbejdet udføre, og Sagen blev henviist til Retten. For at tilveiebringe Oplysning i samme blev der af Politiet foretaget et Eftersyn af den omtalte Grøft, og herunder oplystes det, at den tjener og i mange Aar har tjent som Afløb for alt det Spildevand, der kommer fra Absalonsgade, Badeveien og Dannebrogsgade, efterat det har passeret Magistratens Vandløb langs den gamle Jernbanevold. Dette Vandløb blev vel i afvigte Sommer reguleret cg steensat, men efter hvad der blev meddeelt af Formanden paa Hartmanns Plads, skal der ikke have fundet nogen Oprensning Sted, hvorimod Mudderet Tid efter Andet blev skudt frem, saa at det omsider samlede sig i Hartmanns Grøft, der blev saa opfyldt, at Vandet ikke havde Afløb. Grøften, der skjønnedes at være 7 a 800 Alen lang, danner Skjællet imellem to private Oplagspladser. Tiltaltes engagerede Sagfører bemærkede, at da Magistraten havde forlangt, at Tiltalte skulde grave sin Grøft dybere, havde Tiltalte nægtet at efterkomme delte Forlangende, fordi hans Grøft ligger lavere end Stranden ved almindelig Vandstand; Magistraten havde derefter ladet Arbeidet udført, og Følgen blev, at Mudderet samlede sig i Grøften uden at kunne faae Afløb. Der blev derefter af Tiltalte tilstillet Magistraten et Andragende em, at den over hans Eiendom førende Grøft maatte blive forandret, saa at dens Bund kom til at ligge høiere, men herpaa svarede Magistraten i en Skrivelse, som Tiltaltes Sagfører fremlagde i Retten, at da Grøften i sin Tid var ordnet saaledes, som Forholdene paa det Terrain, der skal have Afløb derigjennem, fordrede det, og da disse Forhold ikke senere vare undergaaede nogen saadan Forandring, at Grøften kunde forandres, kunde det Ansøgte ikke indrømmes. Efter den Tid har Sagen henstaaet paa Forhandlinger imellem Magistraten og Indenrigsministeriet, hvis Mellemkomst Tiltalte paakaldte. Igaar mødte Tiltaltes Sagfører og bemærkede, at der endnu ikke var modtaget noget Svar paa det indgivne Andragende, og Dommeren udtalte derefter, at han ansaae det for uheldigt, at nogen Sag i længere Tid henstaaer uafgjort for den offentlige Politiret; han havde derfor confereret med vedkommende Borgmester, som havde erklæret sig enig i, at Sagen hævedes paa sit nuværende Standpunkt, idet der selvfølgelig ikke var noget til Hinder for, at en ny Sag senere anlagdes angaaende det omhandlede Forhold, saafremt det ikle lykkedes at faae dette ordnet paa tilfredsstillende Maade gjennem de forhaandenværende Forhandlinger. Sagen blev derefter hævet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. december 1875).

Badevejen skiftede senere navn til Knudsgade. I folkemunde blev der også kaldt "Balladevejen"

Vamdrup. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Vamdrup skrives til os den 2den Decbr.: For 1864, da Vamdrup var en lille, daarligbygget Landsby, Annex til Hjarup, var der faa eller ingen Fjerntboende, der offrede en Tanke paa denne Plet. Efter den anden slesvigske Krigs sørgelige Afslutning fik Vamdrup Betydning som den danske Statsbanes sydligste Grændsestation. En stor Deel Stats- og Baneemdedsmænd fik her anviist deres Virksomhed; forskiellige Handlende, Haandværkere, Læge osv. toge Bolig her, og snart fik den lille ubetydelige Landsby et heelt andet Udseende. Om end ikke store, saa findes her dog endeel velbyggede Huse. Vamdrup Station er en lang Træbygning, men til Brug for Jernbane, Toldvæsen og Rejsende, temmelig lille.

Dette giælder navnlig Toldvæsenets Locale udenfor Skranken, hvis Størrelse ikke staaer i Forhold til den ofte overvældende Mængde Reisende, som komme med Iiltogene. Vamdrup er nu, som bekjendt, skilt fra Hjarup i kirkelig Henseende og Beboerne vente med Længsel paa Beskikkelsen af en Præst. Her er holdt "Menighedsmøde" herude angaaende denne Sag; dog langtfra alle Menighedens Medlemmer vidste noget derom. Det gaaer her som saamange Steder, at nogle ønske en Præst af den grundtvigske Retning, andre derimod nære ikke Ønsket om at faae en Mand af bestemt kirkelig Retning, men ønske blot en troende og nidkiær Præst, som er sig sin betydningsfulde Gierning bevidst og voxen.

Grændsetoldopsynet i Vamdrup bestaaer af 1 Forvalter, 1 Controlleur, 4 Assistenter, 1 Medhjælper og 4 edsvorne Karle, c: ialt 12 Functionærer. Man skulde synes, at det er et tilstrækkeligt stort Totdopsyn, men der er i Virkeligheden saa Meget at tage vare paa for det, at det hyppigt kan holde haardt nok for Personalet at have Alt expederet i den hyppigt indskrænkede Tid, som er indrømmet det dertil, navnlig til Expedition af Reisegods. Det vilde derfor ogsaa være ønskeligt, om Opholdet mellem Iltogenes Ankomst og Afgang kunde blive forlænget fra som nu 10 til 20 Minuter. En hensigtsmæssig Foranstaltning vilde det ogsaa være, om der i Høide med Vognvinduerne blev opreist et Par Veivisere, som tydelig viste Publicum Udgangen gjennem Toldopsynets Locale.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. deceomber 1875).

Vamdrup station var 1866 endestation på jernbaneforbindelserne Fredericia-Vamdrup og Padborg-Vamdrup. I 1864 blev den grænsestation. Efter 1920 blev grænsestationen flyttet til Padborg og Vamdrups betydning forsvandt - 250 familier forlod byen.

Den Malling-Hansenske Skrivekugle.

Det er nu lykkedes Opfinderen af det nævnte Apparat, Forstander for det kgl. Døvstumme-Institut. Pastor Malling-Hansen, at indføre saa væsentlige Forbedringer ved Skrivekuglen, navnlig en saa stor Simplificering, at Apparatet væsentlig er blevet en heel ny Maskene, idet kun Kuglestykket og Stemplerne ere bibeholdte. Elektriciteten anvendes ikke længere som Drivkraft, Uhrværket er bortfaldet, den hele Papirføring er betydelig simplificeret, og Størrelsen er indskrænket til en Sjettedeel og Vægten til en Sextendedeel i Sammenligning med den tidligere Maskine, idet det nye Apparat kun veier 9 Pund, det gamle 150 Pund. Fabrikationsprisen er nedsat til det Halve af tidligere, og der staaer kun tilbage at udfinde en Maade, hvorpaa Skrivekuglen kan forfærdiges i det Store som almindelig Fabrikgjenstand, hvilket dog møder særlige Vanskeligheder, da Stemplerne ere og maae være af Staal. De Fordele, som nu ere opnaaede ved Skrivekuglen, ere saa betydelige, at den ikke blot hos os, men overalt i Udlandet fortjener at tildrage sig Opmærksomhed som en af vor Tids vigtigste Opfindelser. Man kan efter Behag benytte Maskinen i siddende eller staaende Stilling (tidligere kun staaende); den kan - i Modsætning til den lange Anviisning, som Symaskinen udkræver - bruges strax af Enhver; efter faa Timers Øvelse skriver den indtil da Uøvede allerede ligesaa hurtigt som med Pennen og ved fortsat Øvelse tre, fire Gange saa hurtigt; Maskinen kan paa eengang levere sex Exemplarer af det Skrevne, og ved Hjælp af en Satineermaskine kan der tages henved 30 Aftryk. I Contoirer vil ved Skrivekuglen saavel Papirforbrugen som Personalets Antal kunne nedsættes betydeligt (omtrent en Trediedeel). Til Udlandet er der ogsaa allerede solgt endeel Maskiner, navnlig til Telegraphstationer.

Den første Skrivekugle var færdig i Septbr. 1870. Hovedformaalet var allerede ved den opnaaet, men den led af enkelte praktiske Mangler. Maskinen var (med nogen Fremgang i dens Construction) paa den skandinaviske Industriudstilling i 1872 og belønnedes der med første Medaille og Fortjenstmedaillen i Guld. Den samme Maskine vakte paa Verdensudstillingen i Wien megen Opmærksomhed og Omtale og fik den første Medaille "Die Fortschrittsmedaille", hvorhos Opfinderen af Keiseren af Østerrig belønnedes med den store Guldmedaille Literis et artibus.

Som det kunde ventes, har den Malling-Hansenske Skrivekugle fremkaldt endeel Efterligninger. En russisk Skrivemaskine af Alisoff præsenteredes saaledes i Wien i de sidste Par Uger af Verdensudstillingen; den skrev langsommere end Pennen og var 6 Gange dyrere end Skrivekuglen. Foruden denne sidste existerer der en amerikansk Type-Writer, som dog i flere væsentlige Henseender staaer tilbage (den er 10 Gange større end Skrivekuglen, trædes med en Pedal, er langt mere kompliceret, men fører dog ikke faa mange Stempler). Som et Curiosum fortjener det at anføres, at en Tydsker i New York ganske ugeneert indbyder til Dannelsen af et Consortium paa en af ham annekteret Udgave af den Malling-Hansenske Maskine.

Skrivekuglen forfærdiges med stor Nøiagtighed i Prof. Jungers mechaniske Etablissement. Den er, som Maskine betragtet, elegant og solid, kommer ikke i Uorden og er let at arbeide med. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. december 1875).

Højesteretsafgørelse om Helligdagsordningen. (Efterskrift til Politivennen)

Højesteretsdom. Høiesteret paakjendte idag ifølge dertil meddeelt allerhøjeste Bevilling under Eet de 2de tidligere heri Bladet omtalte Sager, hvorunder deels 20 forskejllige Personer, deels Poul Johansen Geleff tiltaltes for Overtrædelse af Helligdagsforordningen af 16de Marts 1845.

Som det vil erindres, havde den saakaldte Centralbestyrelse for de frie Fagforeninger - af hvilken Bestyrelse 18 af de ovenmeldte først nævnte Personer vare Medlemmer, deels som Formand, deels som Repræsentanter for forskjellige Fagforeninger - ved et Udvalg meddeelt Politidirecteuren mundtlig i dennes Embedslocale, at Centralbestyrelsen havde besluttet at afholde et offentligt Arbeidermøde en af Søndagene i afvigte Juli Maaned, ved hvilken Lejlighed Politidirecteuren tilkjendegav Udvalget, at en saadan Meddelelse ikke var tilstrækkelig, men at der ifølge ovennævnte Helligdagsforordnings § 11 udfordredes Politidirecteurens Tilladelse, hvorom nærmere skriftligt Andragende maatte indgives, men at Centralbestyrelsen paa et faa Dage efter afholdt Møde besluttede alligevel at afholde et Arbeidermøde under aaben Himmel Søndag den 18de Juli uden at indhente Politidirecteurens Tilladelse dertil, idet det kun vilde blive at anmelde hos Politidirecteuren samtidig med at det averteredes i "Socialdemokraten", og i Overeensstemmelse hermed tilstilledes der under 14de s. M. Politidirecteuren en dertil sigtende skriftlig Meddelelse, undertegnet "Centralbestyrelsen", hvori det udtaltes, at denne formeente, at det ifølge Grundlovens § 88 ikke var nødvendigt at bede om særlig Tilladelse til at afholde Mødet, hvorhos der i "Socialdemokraten" for 15de f. M. indrykkedes en Bekjendtgjørelse om Mødets forestaaende Afholdelse den nævnte Søndag. I den Anledning blev det den paafølgende Dag, den 16. Juli, efter skriftlig Tilsigelse til en af Udvalgets Medlemmer, i hans Egenskab som Formand for den ovennævnte Centralbestyrelse, tilkjendegivet denne til Politidirecteurens Protocol, at ligesom Medlemmerne af Bestyrelsen og den ansvarlige Redacteur af "Socialdemokraten" vilde blive satte under Tiltale for den Overtrædelse af den nysciterede Paragraph af Helligdagsanordningen, hvori de ved at beramme og indbyde til det omhandlede offentlige Møde allerede havde gjort sig skyldige, saaledes vilde yderligere Tiltale finde Sted, saafremt Mødet virkelig afholdtes, uden at Politiets Tilladelse dertil forud var erhvervet. Centralbestyrelsen fastholdt imidlertid, trods den skete Tilkendegivelse, sin Beslutning, og efterat en fornyet Bekjendtgjørelse om Mødet havde været indrykket i nævnte Blad, afholdtes Mødet Søndagen den 18de Juli fra Kl. 4½ til Kl. 6 1/4 Eftermiddag paa Nørrefælled i en Afstand af omtrent 500 Alen fra St. Johannes Kirke, hvor der begyndte Gudstjeneste Kl. 6. De 18 af de ovennævnte Tiltalte havde erkjendt at have deeltaget og samtykket i Beslutningen om Afholdelsen af det nævnte Møde uden dertil indhentet Tilladelse, og i Bestyrelsens Bekjendtgjørelse i "Socialdemokraten", ligesom 4 af de nævnte Tiltalte havde erkjendt deels at have ledet Mødet, deels at være optraadte som Talere ved samme, hvilket ligeledes den 19de Tiltalte og Poul Geleff havde erkjendt at have gjort, uagtet de vidste, at Mødet afholdtes uden Politidirecteurens Tilladelse. Som Følge heraf vare de nævnte 19 Personer ved Criminal- og Politirettens Dom af 7de September d. A. og Poul Geleff ved samme Rets Dom af 25de f. M. ansete efter § 14 i Helligdagsanordningen med Bøder hver især til Kjøbenhavns Communes Kasse af fra 10 til 30 Kroner. Hvad den 20de Tiltalte, Redacteuren af "Socialdemokraten" - for hvilken ingen særlig Udgiver er anført paa samme - angik, var han ved bemeldte Rets Dom af 7de Septbr. d. A. frifunden for det Offentliges Tiltale af Hensyn til, at Ansvaret ifølge Presseloven af 3die Januar 1851 for Indholdet af et her i Riget ved Trykken offentliggjort Skrift paahviler Forfatteren, naar han paa Skriftet har navngivet sig og ved Sagens Anlæg er inden Statens dømmende Myndigheds Omraade, og de tvende ovenomhandlede Bekjendtgjørelser i "Socialdemokraten" udtrykkelig angave sig som hidrørende fra Centralbestyrelsen for de frie Fagforeninger, hvilket efter Rettens Formening maatte sættes i Klasse med en Navngivelse af Forfatteren.

Ved Høiesteretsdommen blev Sagen for en af de Tiltaltes Vedkommende afviist, idet det ikke ved det Høiesteret Forelagte kunde ansees tilstrækkeligt oplyst, at Indstævningen til Høiesteret var tilstrækkelig forkyndt for ham.

Hvad Tiltalen imod Redacteuren af "Socialdemokraten" angik, billigede Høiesteret i Henhold til de herfor i den indankede Dom anførte Grunde, at han var frifunden for det Offentliges Tiltale og Sagens Omkostninger for hans Vedkommende paalagte det Offentlige.

Hvad de øvrige Tiltalte angik, bemærkede Høiesteret, "at efter de i Fr. 26de Marts 1845 § 11 brugte omfattende Udtryk, samt naar hensees til §ens Bestemmelse om, at Politimesteren kan tilstede Afholdelsen af Møder paa Søn- og Helligdage efter Kl. 4, blandt Andet, naar dette, som det hedder, ikke kan give Anledning til at befrygte Uordener, maa bemeldte ansees at indeholde et Forbud mod Afholdelsen paa Søn- og Helligdage ikke blot af communale Møder og andre, som dermed kunne sættes i Klasse, men af offentlige Forsamlinger i Almindelighed."

I Betragtning deraf samt iøvrigt i Henhold til hvad der i de indankede Domme var anført, billigede Høiesteret, at de her ommeldte Tiltalte for det af dem udviste Forhold vare ansete efter Forordningens § 14 med de i Dommene fastsatte Bøder til Kjøbenhavns Communes Kasse, samt at det var paalagt dem at udrede Omkostningerne, og bemeldte Domme bleve derfor for disse Tiltaltes Vedkommende stadfæstede.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. november 1875).

Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Nordslesvig. Korrespondance til "Social-Demokraten", dateret Haderslev, den 17de November 1875:

Da jeg forudsætter, det kan interessere "Social-Demokratens" Læsere at høre Noget fra Nordslesvig om de herværende Tilstande, saa vil jeg gøre de ærede Meningsfæller nogle Meddelelser desangaaende. Tilsyneladende ser det ud som om den sociale Bevægelse var meget kølnet, men det er langt fra Tilfældet. Ogsaa her lider og kæmper Arbejderen for sine Rettigheder, og her havde for længe siden været stiftet Foreninger i socialistisk Aand, dersom det havde været muligt at erholde et Lokale, men det er for Øjeblikket lige saa umuligt som at krybe til Maanen. Allerede for et Aar siden var her en Del Arbejdere, som udarbejdede Love til en Læseforening, og Lovene var godkendte af den herværende Borgmester, men nu skulde vi jo have et Lokale, og det var ikke at erholde; dog har vi ikke opgivet Haabet om at det vil lykkes os. Se, ærede Meningsfæller, derfor kan I indse, at det ikke er saa godt for os, da vi ikke ejer et Lokale, hvor vi kan samles.

Om den nordslesvigske Presse vil jeg ogsaa tillade mig et Par Ord. Her i Haderslev udgaar tre Blade, først den verdensberømte, om Forladelse, den nordslesvigsk berømte "Dannevirke", den bringer hver Dag sin Kæphest, Paragraf 5 til Torvs samt Alen lange Artikler fra de nationalliberale Blade i København, og ligeledes nationalliberale Korrespondancer fra København. I hvilken Aand disse skrives behøver altsaa ikke nærmere at præciseres, men jeg frembærer herved min dybtfølte Tak til "Dannevirkes" københavnske Korrespondent, fordi han viser sig som en ivrig Læser af "Social-Demokraten", og fordi han i sine Korrespondancer bringer Meddelelser om den socialistiske Bevægelse. Derved kan dog den Uvidende her faa at see, at der i København udgaar et Blad, som taler den Undertryktes Sag. At han naturligvis gaar ud paa at latterliggøre Arbejderne og deres Organ, gør ikke noget til Sagen, ti at baade Arbejderbevægelsen og "Social-Demokraten" gaar fremad, kan enhver Læser se gennem hans nationalliberale Korrespondance. Lad ham kun more sig med at give sin Ærgrelse Luft i uforskammede Udtryk imod Arbejderne og deres Førere, og lad ham og hans Lige kun more sig paa deres Maade; det var Synd at misunde dem deres sidste Glæde. Det andet Blad, som udgaar her hedder "Nordslesvigsk Tidende" og den er officiel. Den har "et helt 100 Abonnenter." Deraf kan det naturligvis ikke bestaa saa det lever mest af "Reptiliemad". I Preussen er Regeringen næmlig saa opmærksom mod sine Undersatter, at den for Folkets Penge underkøber Pressen til at virke mod Folkets Interesse. Er Danmark naaet saa højt i Civilisation? Nu kommer jeg til den tredie Avis. Der om man kunde bedømme den efter dens Navn var den god, ti den hedder næmlig "Folkebladet", men desværre gaar det den som saa mange andre Blade af samme Navn, den svarer ikke til Navnet. Den gaar ud paa at stifte Fred mellem Partier, efter hvad den selv siger, men i folkelig Aand skriver den ikke meget. At den saa vel som de andre Blade har stillet sig fjendtlig over for Arbejderspørgsmaalet er vel overflødigt at bemærke. Saaledes er den Presse, som udgaar i Nordslesvig, og det er den aandelige Føde, som bydes Folket. At det ikke skal blive meget oplyst deraf er indlysende, men Frihedens opgaaende Sol begynder ogsaa her at kaste sine Straaler ind i det af Nationalhad søndersplittede og af Despotismen lænkede Land, og inden ret længe vil det nordslesvigske Folk vaagne op af den Dvale, som de fanatiske Nationalitetshansværmere har dysset det ned i. For denne Gang vil jeg slutte mit Brev, men naar den ærede Redaktion vil optage flere, saa skal De af og til høre noget fra Nordslesvig; det Nordslesvig, som de Nationalliberale gennem deres dumme Politik har skaffet Danmark af med. P.

(Social-Demokraten 19. november 1875).

Den socialistiske/socialdemokratiske bevægelse havde trange kår i Slesvig på det tidspunkt da den stod i skyggen af nationalitetsspørgsmålet. Den tyske socialistiske arbejderbevægelse eksisterede og blev politisk en magtfaktor i 1880'erne. Her kunne den rekruttere arbejderstemmer, også fra ellers populære dansksindede rigsdagsmænd som Gustav Johannsen i Flensborg hvor industrialiseringen betød en stærk tilgang af arbejdskraft. Også andre byers arbejderbefolkning på østkysten sluttede sig efterhånden til socialdemokraterne, især på bekostning af den danske bevægelse. Socialdemokratiet kritiserede Köller-politikken 1898-1901 og udvisningen af dansksindede.