Svenske og finske Karle. (Efterskrift til Politivennen)

Vold. To svenske Tienestekarle, Anders og Johan, der tjente hos en Gaardeier i Vangede, kom den 17de October i borgestuen i Skiænderi med Karlen Rasmus, under hvilket Sidstnævnte brugte Udtrykket "svenske Ræve" og giorde sig til af, at han "sagtens kunde staae to saadanne Svenskere ihjel". Da Rasmus var gaaet over i Stalden for at fodre Hestene, fulgte Svenskerne efter og der udspandt sig et Slagsmaal, under hvilket Svenskeren Anders med sin Tollekniv bibragte Rasmus to Snit i Hovedet, det ene oven i Hovedet, 3½ Tomme langt, lige ned til Beenhinden, det andet i Ansigtet, 5 T. langt, fra Næsespidsen tvers over Kinden, hvor Kiæbepulsaaren blev overskaaren; desuden fik han mange Slag i Hovedet. Rasmus's Liv blev kun frelst ved den af hans Huusbond hurtig tilvejebragte Lægehjælp, hvorefter han endnu samme Nat blev bragt til Frederiks Hospital. Her henlaa han i 16 Dage, hvorefter han blev udskreven som helbredet. Under det optagne Forhør benægtede Anders bestemt at have havt til Hensigt at berøve Rasmus Livet, hvorimod han vedgik, at han skar Rasmus, hvor han bedst kunde komme til, samt at han havde handlet deels af Hævnlyst deels af Frygt far, at Touren vilde komme til ham, naar det først var lykkedes Rasmus at prygle Broderen Johan. Det blev ikke oplyst under Sagen, at Svenskerne havde handlet efter foregaaende Aftale. Arrestanten Anders blev ved Kiøbenhavns Amts nordre Birks Extrarets Dom anseet efter Straffelovens § 203 med Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage saml tilpligtet i Erstatning at udrede 86 Kroner.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. december 1875)

- En svensk Tienestekarl er i disse Dage bleven anholdt heri Staden, efter i længere Tid og fra forskiellige Jurisdictioner at være efterlyst for Tyveri, og har ogsaa vedgaaet at være Gjerningsmanden til disse, samt i det Hele afgivet en Forklaring, der viser, at han er en dristig og driftig Forbryder. Han ankom hertil Byen ifior Efteraar og fik strax Tieneste paa Fauerholm ved Hillerød, hvor han tiente i 3 Maaneder og saa en Morgenstund forsvandt med hans Medtjeners værdifuldeste Eiendele. Han vandrede med disse til Ledreborg, hvor han søgte og erholdt Tieneste, og hvor dan forblev, indtil han i Midten af Juli M d. A. giorde sig usynlig, ligeledes efter at have stiaalet sine Medtieneres bedste Eiendele, hvorefter han skiulte sig paa et at Gaardens Hølofter indtil næste Nat, da han atter besøgte Karlekammeiet, hvor 6 Karle havde Natteleie, og stial, hvad han havde levnet Dagen forud, navnlig nogle Uhre. Derefter reiste han med Jernbanen til Fyen og fik Arbeide ved Jernbaneanlæget ved Svendborg, og blev der forsynet med Opholdsbog efter nogle Legitimationspapirer, som han havde stiaalet fra en Landsmand paa Ledreborg. Senere reiste han til Lolland og fik Digearbeide i Nærheden af Rødby og logerede sammen med en anden svensk Digearbeider indtil Slutningen af October d. A., da han forsvandt derfra efter at have frastiaalet sin Landsmand et contant Beløb af 30 Kr. og en Sparekassebog med indestaaende 300 Kroner. Næste Dag hævede han Beløbet i Sparekassen i Nakskov, hvor han kvitterede for Beløbet med Eierens Navn, og begav sig derefter ad Jernbanen over Sjælland til Sverige, hvor han senere forbrugte hele Beløbet ttl Rejser og Fornøielser. Han var nu vendt tilbage der til Landet, sandsynligviis for at udøve lignende Bedrifter, men blev forhindret deri ved at blive anholdt strax efter Ankomsten.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. december 1875).

Vold. Søndag Aften den 14de f. M. gik en Slagtersvend forbi Stedet Nr. 15, i Dybensgade netop i samme Vicblik, som 3 finske Matroser bleve viste ud af dette Sted. Slagtersvenden standsede sin Gang for at tale med den, der havde lukket Matroserne ud, men skjøndt han ingen Deel havde i disses Udviisning, blev den ene af dem dog saa vred, at han sparkede Svenden bagfra saaledes, at denne stødtes over imod Husets Dør, og da Svenden derpaa vendte sig om imod ham og spurgte, hvad det skulde betyde, trak Matrosen en Kniv frem og førte med denne, der havde et 3 Tommer langt Blad, som løb ud i en Spids, et Stød imod den Andens Øre, hvilket han gjennemborede. Da den Angrebne nu et Par Gange sparkede ud efter Angriberen, bibragte denne ham flere Stik i Skulderen, hvilke flængede Overtøiet paa flere Steder og hvoraf eet trængte ind i Huden; derpaa skyndte Matrosen sig bort, men blev kort efter anholdt i en Kjælder i Nærheden af Gjerningsstedet. Ved en foretagen Lægeundersøgelse fandtes der at være bibragt Slagtersvenden et penetrerende Saar af Tommes Længde i den høire Øreflip og et Hudsaar i hans venstre Skulder, hvorimod Knivstikkene iøvrigt ikke vare trængte gjennem Klæderne. Saarene bleve senere helbredede uden at efterlade anden blivende Følge end et vansirende Ar paa Øret, og den Skade, der iøvrigt tilføiedes, fik Skadelidende erstattet af Arrestanten. Denne, der er 25 Aar gl. og ikke er funden forhen straffet her i Landet, blev ved Criminalrettens Dom anseet efter Straffelovens § 203 med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. december 1875).

Hartmanns Grøft. (Efterskrift til Politivennen).

Fra den offentlige Politiret. Brolægningsinspecteuren rettede den 7de August d. A. en Anmodning til Politiet om, at Skibsbygger Hartmann der boer paa Hartmanns Plads ved Kallebodstrand, maatte blive opfordret til at lade en Grøft, som løber langs hans Plads og udmunder i Kallebodstrand, oprense snarest muligt. Hartmann nægtede, efterat denne Opfordring var udgaaet til ham, at lade Arbejdet udføre, og Sagen blev henviist til Retten. For at tilveiebringe Oplysning i samme blev der af Politiet foretaget et Eftersyn af den omtalte Grøft, og herunder oplystes det, at den tjener og i mange Aar har tjent som Afløb for alt det Spildevand, der kommer fra Absalonsgade, Badeveien og Dannebrogsgade, efterat det har passeret Magistratens Vandløb langs den gamle Jernbanevold. Dette Vandløb blev vel i afvigte Sommer reguleret cg steensat, men efter hvad der blev meddeelt af Formanden paa Hartmanns Plads, skal der ikke have fundet nogen Oprensning Sted, hvorimod Mudderet Tid efter Andet blev skudt frem, saa at det omsider samlede sig i Hartmanns Grøft, der blev saa opfyldt, at Vandet ikke havde Afløb. Grøften, der skjønnedes at være 7 a 800 Alen lang, danner Skjællet imellem to private Oplagspladser. Tiltaltes engagerede Sagfører bemærkede, at da Magistraten havde forlangt, at Tiltalte skulde grave sin Grøft dybere, havde Tiltalte nægtet at efterkomme delte Forlangende, fordi hans Grøft ligger lavere end Stranden ved almindelig Vandstand; Magistraten havde derefter ladet Arbeidet udført, og Følgen blev, at Mudderet samlede sig i Grøften uden at kunne faae Afløb. Der blev derefter af Tiltalte tilstillet Magistraten et Andragende em, at den over hans Eiendom førende Grøft maatte blive forandret, saa at dens Bund kom til at ligge høiere, men herpaa svarede Magistraten i en Skrivelse, som Tiltaltes Sagfører fremlagde i Retten, at da Grøften i sin Tid var ordnet saaledes, som Forholdene paa det Terrain, der skal have Afløb derigjennem, fordrede det, og da disse Forhold ikke senere vare undergaaede nogen saadan Forandring, at Grøften kunde forandres, kunde det Ansøgte ikke indrømmes. Efter den Tid har Sagen henstaaet paa Forhandlinger imellem Magistraten og Indenrigsministeriet, hvis Mellemkomst Tiltalte paakaldte. Igaar mødte Tiltaltes Sagfører og bemærkede, at der endnu ikke var modtaget noget Svar paa det indgivne Andragende, og Dommeren udtalte derefter, at han ansaae det for uheldigt, at nogen Sag i længere Tid henstaaer uafgjort for den offentlige Politiret; han havde derfor confereret med vedkommende Borgmester, som havde erklæret sig enig i, at Sagen hævedes paa sit nuværende Standpunkt, idet der selvfølgelig ikke var noget til Hinder for, at en ny Sag senere anlagdes angaaende det omhandlede Forhold, saafremt det ikle lykkedes at faae dette ordnet paa tilfredsstillende Maade gjennem de forhaandenværende Forhandlinger. Sagen blev derefter hævet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. december 1875).

Badevejen skiftede senere navn til Knudsgade. I folkemunde blev der også kaldt "Balladevejen"

Vamdrup. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Vamdrup skrives til os den 2den Decbr.: For 1864, da Vamdrup var en lille, daarligbygget Landsby, Annex til Hjarup, var der faa eller ingen Fjerntboende, der offrede en Tanke paa denne Plet. Efter den anden slesvigske Krigs sørgelige Afslutning fik Vamdrup Betydning som den danske Statsbanes sydligste Grændsestation. En stor Deel Stats- og Baneemdedsmænd fik her anviist deres Virksomhed; forskiellige Handlende, Haandværkere, Læge osv. toge Bolig her, og snart fik den lille ubetydelige Landsby et heelt andet Udseende. Om end ikke store, saa findes her dog endeel velbyggede Huse. Vamdrup Station er en lang Træbygning, men til Brug for Jernbane, Toldvæsen og Rejsende, temmelig lille.

Dette giælder navnlig Toldvæsenets Locale udenfor Skranken, hvis Størrelse ikke staaer i Forhold til den ofte overvældende Mængde Reisende, som komme med Iiltogene. Vamdrup er nu, som bekjendt, skilt fra Hjarup i kirkelig Henseende og Beboerne vente med Længsel paa Beskikkelsen af en Præst. Her er holdt "Menighedsmøde" herude angaaende denne Sag; dog langtfra alle Menighedens Medlemmer vidste noget derom. Det gaaer her som saamange Steder, at nogle ønske en Præst af den grundtvigske Retning, andre derimod nære ikke Ønsket om at faae en Mand af bestemt kirkelig Retning, men ønske blot en troende og nidkiær Præst, som er sig sin betydningsfulde Gierning bevidst og voxen.

Grændsetoldopsynet i Vamdrup bestaaer af 1 Forvalter, 1 Controlleur, 4 Assistenter, 1 Medhjælper og 4 edsvorne Karle, c: ialt 12 Functionærer. Man skulde synes, at det er et tilstrækkeligt stort Totdopsyn, men der er i Virkeligheden saa Meget at tage vare paa for det, at det hyppigt kan holde haardt nok for Personalet at have Alt expederet i den hyppigt indskrænkede Tid, som er indrømmet det dertil, navnlig til Expedition af Reisegods. Det vilde derfor ogsaa være ønskeligt, om Opholdet mellem Iltogenes Ankomst og Afgang kunde blive forlænget fra som nu 10 til 20 Minuter. En hensigtsmæssig Foranstaltning vilde det ogsaa være, om der i Høide med Vognvinduerne blev opreist et Par Veivisere, som tydelig viste Publicum Udgangen gjennem Toldopsynets Locale.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. deceomber 1875).

Vamdrup station var 1866 endestation på jernbaneforbindelserne Fredericia-Vamdrup og Padborg-Vamdrup. I 1864 blev den grænsestation. Efter 1920 blev grænsestationen flyttet til Padborg og Vamdrups betydning forsvandt - 250 familier forlod byen.

Den Malling-Hansenske Skrivekugle.

Det er nu lykkedes Opfinderen af det nævnte Apparat, Forstander for det kgl. Døvstumme-Institut. Pastor Malling-Hansen, at indføre saa væsentlige Forbedringer ved Skrivekuglen, navnlig en saa stor Simplificering, at Apparatet væsentlig er blevet en heel ny Maskene, idet kun Kuglestykket og Stemplerne ere bibeholdte. Elektriciteten anvendes ikke længere som Drivkraft, Uhrværket er bortfaldet, den hele Papirføring er betydelig simplificeret, og Størrelsen er indskrænket til en Sjettedeel og Vægten til en Sextendedeel i Sammenligning med den tidligere Maskine, idet det nye Apparat kun veier 9 Pund, det gamle 150 Pund. Fabrikationsprisen er nedsat til det Halve af tidligere, og der staaer kun tilbage at udfinde en Maade, hvorpaa Skrivekuglen kan forfærdiges i det Store som almindelig Fabrikgjenstand, hvilket dog møder særlige Vanskeligheder, da Stemplerne ere og maae være af Staal. De Fordele, som nu ere opnaaede ved Skrivekuglen, ere saa betydelige, at den ikke blot hos os, men overalt i Udlandet fortjener at tildrage sig Opmærksomhed som en af vor Tids vigtigste Opfindelser. Man kan efter Behag benytte Maskinen i siddende eller staaende Stilling (tidligere kun staaende); den kan - i Modsætning til den lange Anviisning, som Symaskinen udkræver - bruges strax af Enhver; efter faa Timers Øvelse skriver den indtil da Uøvede allerede ligesaa hurtigt som med Pennen og ved fortsat Øvelse tre, fire Gange saa hurtigt; Maskinen kan paa eengang levere sex Exemplarer af det Skrevne, og ved Hjælp af en Satineermaskine kan der tages henved 30 Aftryk. I Contoirer vil ved Skrivekuglen saavel Papirforbrugen som Personalets Antal kunne nedsættes betydeligt (omtrent en Trediedeel). Til Udlandet er der ogsaa allerede solgt endeel Maskiner, navnlig til Telegraphstationer.

Den første Skrivekugle var færdig i Septbr. 1870. Hovedformaalet var allerede ved den opnaaet, men den led af enkelte praktiske Mangler. Maskinen var (med nogen Fremgang i dens Construction) paa den skandinaviske Industriudstilling i 1872 og belønnedes der med første Medaille og Fortjenstmedaillen i Guld. Den samme Maskine vakte paa Verdensudstillingen i Wien megen Opmærksomhed og Omtale og fik den første Medaille "Die Fortschrittsmedaille", hvorhos Opfinderen af Keiseren af Østerrig belønnedes med den store Guldmedaille Literis et artibus.

Som det kunde ventes, har den Malling-Hansenske Skrivekugle fremkaldt endeel Efterligninger. En russisk Skrivemaskine af Alisoff præsenteredes saaledes i Wien i de sidste Par Uger af Verdensudstillingen; den skrev langsommere end Pennen og var 6 Gange dyrere end Skrivekuglen. Foruden denne sidste existerer der en amerikansk Type-Writer, som dog i flere væsentlige Henseender staaer tilbage (den er 10 Gange større end Skrivekuglen, trædes med en Pedal, er langt mere kompliceret, men fører dog ikke faa mange Stempler). Som et Curiosum fortjener det at anføres, at en Tydsker i New York ganske ugeneert indbyder til Dannelsen af et Consortium paa en af ham annekteret Udgave af den Malling-Hansenske Maskine.

Skrivekuglen forfærdiges med stor Nøiagtighed i Prof. Jungers mechaniske Etablissement. Den er, som Maskine betragtet, elegant og solid, kommer ikke i Uorden og er let at arbeide med. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. december 1875).

Højesteretsafgørelse om Helligdagsordningen. (Efterskrift til Politivennen)

Højesteretsdom. Høiesteret paakjendte idag ifølge dertil meddeelt allerhøjeste Bevilling under Eet de 2de tidligere heri Bladet omtalte Sager, hvorunder deels 20 forskejllige Personer, deels Poul Johansen Geleff tiltaltes for Overtrædelse af Helligdagsforordningen af 16de Marts 1845.

Som det vil erindres, havde den saakaldte Centralbestyrelse for de frie Fagforeninger - af hvilken Bestyrelse 18 af de ovenmeldte først nævnte Personer vare Medlemmer, deels som Formand, deels som Repræsentanter for forskjellige Fagforeninger - ved et Udvalg meddeelt Politidirecteuren mundtlig i dennes Embedslocale, at Centralbestyrelsen havde besluttet at afholde et offentligt Arbeidermøde en af Søndagene i afvigte Juli Maaned, ved hvilken Lejlighed Politidirecteuren tilkjendegav Udvalget, at en saadan Meddelelse ikke var tilstrækkelig, men at der ifølge ovennævnte Helligdagsforordnings § 11 udfordredes Politidirecteurens Tilladelse, hvorom nærmere skriftligt Andragende maatte indgives, men at Centralbestyrelsen paa et faa Dage efter afholdt Møde besluttede alligevel at afholde et Arbeidermøde under aaben Himmel Søndag den 18de Juli uden at indhente Politidirecteurens Tilladelse dertil, idet det kun vilde blive at anmelde hos Politidirecteuren samtidig med at det averteredes i "Socialdemokraten", og i Overeensstemmelse hermed tilstilledes der under 14de s. M. Politidirecteuren en dertil sigtende skriftlig Meddelelse, undertegnet "Centralbestyrelsen", hvori det udtaltes, at denne formeente, at det ifølge Grundlovens § 88 ikke var nødvendigt at bede om særlig Tilladelse til at afholde Mødet, hvorhos der i "Socialdemokraten" for 15de f. M. indrykkedes en Bekjendtgjørelse om Mødets forestaaende Afholdelse den nævnte Søndag. I den Anledning blev det den paafølgende Dag, den 16. Juli, efter skriftlig Tilsigelse til en af Udvalgets Medlemmer, i hans Egenskab som Formand for den ovennævnte Centralbestyrelse, tilkjendegivet denne til Politidirecteurens Protocol, at ligesom Medlemmerne af Bestyrelsen og den ansvarlige Redacteur af "Socialdemokraten" vilde blive satte under Tiltale for den Overtrædelse af den nysciterede Paragraph af Helligdagsanordningen, hvori de ved at beramme og indbyde til det omhandlede offentlige Møde allerede havde gjort sig skyldige, saaledes vilde yderligere Tiltale finde Sted, saafremt Mødet virkelig afholdtes, uden at Politiets Tilladelse dertil forud var erhvervet. Centralbestyrelsen fastholdt imidlertid, trods den skete Tilkendegivelse, sin Beslutning, og efterat en fornyet Bekjendtgjørelse om Mødet havde været indrykket i nævnte Blad, afholdtes Mødet Søndagen den 18de Juli fra Kl. 4½ til Kl. 6 1/4 Eftermiddag paa Nørrefælled i en Afstand af omtrent 500 Alen fra St. Johannes Kirke, hvor der begyndte Gudstjeneste Kl. 6. De 18 af de ovennævnte Tiltalte havde erkjendt at have deeltaget og samtykket i Beslutningen om Afholdelsen af det nævnte Møde uden dertil indhentet Tilladelse, og i Bestyrelsens Bekjendtgjørelse i "Socialdemokraten", ligesom 4 af de nævnte Tiltalte havde erkjendt deels at have ledet Mødet, deels at være optraadte som Talere ved samme, hvilket ligeledes den 19de Tiltalte og Poul Geleff havde erkjendt at have gjort, uagtet de vidste, at Mødet afholdtes uden Politidirecteurens Tilladelse. Som Følge heraf vare de nævnte 19 Personer ved Criminal- og Politirettens Dom af 7de September d. A. og Poul Geleff ved samme Rets Dom af 25de f. M. ansete efter § 14 i Helligdagsanordningen med Bøder hver især til Kjøbenhavns Communes Kasse af fra 10 til 30 Kroner. Hvad den 20de Tiltalte, Redacteuren af "Socialdemokraten" - for hvilken ingen særlig Udgiver er anført paa samme - angik, var han ved bemeldte Rets Dom af 7de Septbr. d. A. frifunden for det Offentliges Tiltale af Hensyn til, at Ansvaret ifølge Presseloven af 3die Januar 1851 for Indholdet af et her i Riget ved Trykken offentliggjort Skrift paahviler Forfatteren, naar han paa Skriftet har navngivet sig og ved Sagens Anlæg er inden Statens dømmende Myndigheds Omraade, og de tvende ovenomhandlede Bekjendtgjørelser i "Socialdemokraten" udtrykkelig angave sig som hidrørende fra Centralbestyrelsen for de frie Fagforeninger, hvilket efter Rettens Formening maatte sættes i Klasse med en Navngivelse af Forfatteren.

Ved Høiesteretsdommen blev Sagen for en af de Tiltaltes Vedkommende afviist, idet det ikke ved det Høiesteret Forelagte kunde ansees tilstrækkeligt oplyst, at Indstævningen til Høiesteret var tilstrækkelig forkyndt for ham.

Hvad Tiltalen imod Redacteuren af "Socialdemokraten" angik, billigede Høiesteret i Henhold til de herfor i den indankede Dom anførte Grunde, at han var frifunden for det Offentliges Tiltale og Sagens Omkostninger for hans Vedkommende paalagte det Offentlige.

Hvad de øvrige Tiltalte angik, bemærkede Høiesteret, "at efter de i Fr. 26de Marts 1845 § 11 brugte omfattende Udtryk, samt naar hensees til §ens Bestemmelse om, at Politimesteren kan tilstede Afholdelsen af Møder paa Søn- og Helligdage efter Kl. 4, blandt Andet, naar dette, som det hedder, ikke kan give Anledning til at befrygte Uordener, maa bemeldte ansees at indeholde et Forbud mod Afholdelsen paa Søn- og Helligdage ikke blot af communale Møder og andre, som dermed kunne sættes i Klasse, men af offentlige Forsamlinger i Almindelighed."

I Betragtning deraf samt iøvrigt i Henhold til hvad der i de indankede Domme var anført, billigede Høiesteret, at de her ommeldte Tiltalte for det af dem udviste Forhold vare ansete efter Forordningens § 14 med de i Dommene fastsatte Bøder til Kjøbenhavns Communes Kasse, samt at det var paalagt dem at udrede Omkostningerne, og bemeldte Domme bleve derfor for disse Tiltaltes Vedkommende stadfæstede.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. november 1875).