Korrespondance fra Frederits. (Efterskrift til Politivennen)

Havde man ikke den Forvisning, at Miraklernes Tid var forbi, maatte man antage, at et saadant var forestaaende, ti her sker for øjeblikket saamange Tegn og underlige Gerninger, at man kunde fristes til at anse disse som "Forvarsel" for noget overnaturligt. Man ynker Borger Eibeschütz, naar man ser hans Ærgrelser over Arbejdernes "flotte" Klæder og "fine" Hatte; man studser ved at erfare, at Socialisterne "er Skyld" i de slette Tidsforhold, og man spørger uvilkaarlig sig selv, om de ikke ogsaa "er Skyld" i den tidlige og strænge Vinter; man forbavses over Spidsborgernes Træskhed, naar man ser det lille Kobbel med den "lille Nicolay" i Spidsen; travl Virksomhed blandt Koner og Piger for ved Skørteregimentets Hjælp at fortynde Socialisternes Rækker, i hvilke alle "pæne" Arbejdere "skal holde sig for gode til at være"; men man daaner næsten af Skræk ved at høre, at Præsterne Dall og Gøtzsche nu anser Tidens Fylde for kommen til at prædike Evangeliet for de Fattige, ihukommende, at der er større Glæde ved én Synders Omvendelse end ved Ni og Halvfemsindstyve Retfærdige, som ikke har Omvendelse behov. Man anstrenger sin Sekraft, fordi man troer at drømme eller at "det Hele beror paa Øjenforblændelse", men nej! det er intet "Trolleri", det er den skinbarlige Virkelig: - Præsternes Dag er bogstavelig kommen som en Tyv om Natten!

Og hvad er der saa sket? Intet andet end at vore Præster begynder at efterkomme Skriftens Bud om at gaa ud og præke for "al Folket" og at gøre dette for Intet, fordi de har modtaget Ordet for Intet. Sagen er nemlig denne: Hr. Pastor Dall har i Forening med sin Kaldsfælle, Hr. Gøtsche, ønsket at præke hver Lørdag eller Mandag Aften for Cigarmagerne i Fabrikslokalet, og efter Forlydende en anden Aften i Ugen for Væverne paa Dampvæveriet. Ugudeligheden er imidlertid stor paa vor syndefulde Jord, og det baade blandt "Store og Smaa", ti medens "de Store" paa Cigarfabriken synes at have et meget modtageligt Sind og Hjerte, saa var nok det stik Modsatte Tilfældet paa Dampvæveriet, og medens "de Smaa" her maaske ikke var saa ganske uvillige, saa var der paa Cigarfabriken kun 8, som mente at have Omvendelse behov, og det er endda mere end tvivlsomt, hvorvidt sand Anger og Ruelse er til Stede hos disse. Endnu har de Herrer Præster ikke begyndt deres Omvendelsesværk blandt de ugudelige Cigarmagere, men selv om de skulde være lystne efter at begynde "Forestillingen", saa bliver det sikkerligt hverken noget talrigt eller noget noget taknemmeligt Publikum, de kommer til at "spille" for. Afset fra, at det er temmelig sildigt, de Herrer Præster tager fat paa slig "kristelig" Gerning, bliver det dog lidt forunderligt, at specielt Hr. Dall, der saa ofte har dømt og fordømt Socialisterne, pludselig "ynkes" over dem og vil give dem "Naade og Fred". Man fristes til at undersøge Grunden hertil. Har maaske den gode Præstemand indset, at han kun er en ussel Skabning, hverken værre eller bedre end andre Mennesker, og at han ingen anden Ret har til at holde Dom over Døde, endsige Levende, end den, han selv tiltager sig? Nej, ingenlunde, ti han lader sig stadig ikke uden Vidnesbyrd i modsat Retning. Eller har mulig de ærede Præster indset det Taabelige, der ligger i at fremstille Fattigdom som særlig Chance til Erhvervelsen af en "Saligheds Part", samtidig med at de finder saa stort Velbehag ved det "usle Mammon"? Det skulde da være, om de i "de sidste Dage" havde aflagt Vidnesbyrd i saa Henseende. Ejheller er disse "hellige" Mænd bleven "snilde som Slanger og enfoldige som Duer", fordi de, som der menes, er "befalet dertil, men det, der nu fylder dem med "Nidkærhed", er sikkert kun den Omstændighed, at de føler dem trufne af det, "Missionæren" fra Ostindien fortalte dem, og det skal heller ikke nægtes, at han traf Hovedet paa Sømmet. At det kan være ubehageligt for de ærede Præster at faa en saadan Lektion, skal villigt indrømmes, men de Herrer gaar galt i Byen ved det første Skridt, de gør. Dhrr. Dall og Gøtsche tror aabenbart, at Socialismen er Aarsag til den herskende Irreligiøsitet, ret som der ingen "Vantro" fandtes her i Landet for Socialismens Fremkomst. De gode Folk burde vide, at Socialismen ikke er nogen religiøs Doktrin, og at ligesaa vel som der blandt denne Læres Tilhængere findes "Ikke-Troende", ligesaa vel findes der ogsaa "Troende", hvis Tro ikke giver de Herrers en Smule efter i Styrke. Vil Præsterne udrydde Ugudeligheden, saa maa de helst begynde i de højere Lag og mellem de "bedre" Folk, og her vil utvivlsomt være en vid Mark for dem til Virksomhed. Naar Præsterne paa disse Steder har blødgjort de "haarde Hjerter"' ved Kærlighedens og Humanitetens Evangelium, naar de har tvunget Hovmodets Aand til at at vige ved ydmygheds og Sagtmodigheds Lære, og naar de i de samme "Lag" og blandt de samme Folk har fremtvunget Følelsen af Menneskehedens ved Skriften hjemlede Solidaritet; naar de ærede Præstemænd har besørget dette Arbejde, og de derhos ikke har forglemt at reformere sig selv, saa at de praktisk som teoretisk er Kristi sande Disciple - ja, saa kan der dog maaske være Tale om, at deres Omvendelsesværk blandt "Vantroens" og "Ugudelighedens" Børn kan bære Frugt; men som Sagerne nu staar, da er der en til Vished grænsende Sandsynlighed for, at Præsterne selv trænger allerhaardest til "Reformation", nej, da er der ingen Rimelighed for, at hverken Præsteskabet i sin Helhed eller "St. Stefansforeningcn" i Særdeleshed kan bringe større "Frelse" end den, Enhver ved egne Gerninger kan erhverve sig.

Skulde Dhrr. Dall og Gøtzsche imidlertid være af en anden Mening, nuvel, virk da ikke i Krogene, men aabenlyst, og da deres Formaal vel maa være at overbevise, indbyd da "Tro" som "Vantro" til offenlig Meningsudveksling - det vil sikkerlig hverken mangle paa Tilhørere eller paa forskellig Tankeretning.

(Social-Demokraten 16. november 1876).

Folkebibliothek paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

I Februar d. A. sammentraadte en Comitee af 7 Mænd paa Amager, for at søge oprettet et Bibliothek, der skulde tilbyde god og sund Folkelæsning for Amagers Beboere, navnlig for den talrige Haandværker- og Arbeiderbefolkning i Sundbyerne, umiddelbart udenfor Kjøbenhavn, og om Midlerne maatte tillade det, tillige til Oprettelsen af en Læsestue. Efter en offentlig udstedt Opfordring skjænkedes der i dette Øiemed henved 1400 Bind brugelige Bøger, hvoraf en stor Deel fra kjøbenhavnske Boghandlere fra Udvalget for Folkeoplysningens Fremme og fra Selskabet for gudelige Smaaskrifters Udbredelse, samt i Penge 3355 Kr. Hds. Maj. Dronningen, Hs. H. Prinds Hans, Sparekassen for Kiøbenhavn og Omegn, Store Magleby Sogneraad og Dragør Byforstanderskab samt flere private Velgiørere gave større Bidrag, hvortil endnu kom Indtægten af en i Sundby Kirke afholdt Concert. Af de saaledes indkomne bidrag ere c. 1300 Kr. anvendte til Indretning af Bibliothekslocale, Indkjøb og Indbinding af Bøger, Catalog m m.. saa at Samlingen nu kan aabne med c. 1800 Bind, der efterhaanden vil blive forøget, naar Bestyrelsen har vundet Erfaring om, i hvad Retning Forøgelsen bør skee, forat Bibliotheket kan gjøre den størst mulige Nytte.

Bogsamlingens Locale ligger midt i Sundby ved Hovedlandeveien og vil være aabent for Udlaan første Gang Torsdagen den 2den November, Kl. 7 Atten, og fremdeles hver Mandag og Torsdag Aften fra Kl. 7-9 samt Løverdag Formiddag Kl 9-11. For Benyttelsen erlægges 20 Øre for en Maaned, 50 Øre for 3 Maaneder og 1 Kr. 50 Øre for et Aar. Ombytning kan skee hver Udlaansdag og Udlaanet besørges foreløbig af Comiteens Medlemmer. - Da der ved Indkjøbet af Bøgerne er sørget for saavidt muligt at repræsentere alle anerkjendte gode Forfattere af ikkevidenskabelige Skrifter, tilbyder Bbliotheket en sund og belærende Underholdning af almeninteressant Indhold for Folk i forskjellige Livsstillinger og med forskjelltge Interesser, hvorfor det maa haabes, at Bogsamlingen maa blive flittig benyttet af de af Amagers Beboere, for hvem den nærmest er bestemt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. oktober 1876).

Kone nægter Fogden Adgang. (Efterskrift til Politivennen)

Fornærmelser mod Fogden. Den kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret afsagde den 13de ds. Dom i en fra Hindsholms Herreds Extraret indanket Sag, der var anlagt mod en Kone, som, da Fogdens Fuldmægtig tilligemed Fogedrettens Vidner indfandt sig paa hendes Bopæl paa Salby Mark for at foretage Execution for nogle hendes Mand idømte Actionsomkostninger, havde nægtet disse, hvis Stilling hun kjendte, Adgang til Boligen, idet hun stillede sig foran den aflaasede Dør med en Stylte i Haanden, og uagtet Fogden tre Gange i Kongens og Lovens Navn opfordrede hende til at indlade ham, deels truede med at bruge Stylten mod den, der rørte hende eller forsøgte at trænge sig ind i Boligen, deels vedholdende brugte Skjældord mod dem, saasom "Røvere" og "Drukkenbolte" og da Fogden derefter vilde bane sig Adgang skubbede eller stødte til ham. Efterat hun var sat tilside og Døren aabnet med Magt fortsatte hun i Dagligstuen sin skjældende og stridige Adfærd, idet hun skjød et Bord tilside og nægtede Fogden at afbenytte det, hvorfor denne maatte føre Protokollen ved en Commode hvornæst hun for at hindre Fogden fra at komme ind i det tilstødende Sovekammer, bandt Døren fast med et Reb, saa at den maatte aabnes med Magt.

For dette sit Forhold, hvortil Fogden og Vidnerne ikke havde givet nogen Anledning blev hun anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. oktober 1876).

Mishandling af Kvinde. (Efterskrift til Politivennen).

Høiesteretsdom. Højesteret Paakjendte igaar en Justitssag, hvorunder en Indsidder i Bregentved-Gisselfeld Birks Jurisdiction tiltaltes for at hane mishandlet sin Hustru og sine Børn. Arrestanten, der i 25 Aar været gift med sin Hustru, med hvem han har avlet 7 Børn, hvoraf de 2 ere døde havde i en længere Aarrække ideligt mishandlet sin Hustru ved at tilføje hende Hug og Slag, i Reglen med Hænderne, men ogsaa med et Spanskrør; han havde paa denne Maade mange Gange slaaet hende tilblods og desuden ofte stødt hende om paa Gulvet, revet hende i Haaret, saa at Haar rykkedes ud, og trykket hendes Strube sammen, saa at hun med Nød undgik Kvælning. Disse Mishandlinger ere sjeldent foregaaede med længere Mellemrum end 2 a 3 Uger, og skjøndt Arrestanten under deres Udførelse maa antages at have været noget beruset, har han dog altid været i tilregnelig Tilstand.

Særligt er det oplyst, at Arrestanten for c. 14 Aar siden, da hans Hustru sad med et Pattebarn paa Skjødet, slog hende med knyttet Haand, hvorhos han efter hendes Forklaring med sin Tobakspibe slog Barnet i Hovedet, saa at Blodet løb ned ad dets Ansigt. Derefter jog han ende tilligemed Børnene ud af Huset, saa at de fra Kl. 7 om Aftenen til Kl. omtr. 1 om Natten i en meget Streng Kulde maatte søge Ly i et tilstødende Brændeskuur, indtil to af Husets Beboere fik hende og de af Kulde halvdøde Børn baarne ind i Huset. Efter to af deres Børns Fødsel har Arrestanten slæbt sin Hustru ud af Sengen, den ene Gang umiddelbart efter Fødselen, den anden Gang 2 a 3 Dage efter denne, men uden dog ved disse Leiligheder at tilføie hende nogen yderligere Mishandling. For 10 a 12 Aar siden da Arrestantens Hustru en Dag ved hans Hjemkomst sad paa en stol med sin spæde Datter ved Brystet, udskjældte og mishandlede Arrestanten hende. En Gang i 1868 slog Arrestanten hende meb Kaffekjedlen, der stod paa Kakkelovnen med kogende Kaffe, oven i Hovedet, saa at Kjedlens Indhold sprøjtede ud over hendes ene Arm og hun blev skoldet. For nogle Aar siden, da Arrestanten og Hustru kjørte med Klude slog han hende med dens Varekasse paa Forsiden af Hovedet, saa at hun blødte stærkt oq besvimede i længere Tid. En Nat i December f A. mishandlede han hende jevnlig og slog hende i Hovedet uden mindste Anledning fra hendes Side samt greb fat i hende og trykkede Struben til og slap først, da hun fik saamegen Luft, at hun kunde raabe om Hjælp. Senere samme Maaned tilføiede han hende mange stærke Slag med knyttede Hænder i Hovedet, stødte hendes Hoved mange Gange imod Vægen og slog hende med en Ildtang, saa at han længe efter var fortumlet deraf. Ogsaa sine Børn havde Arrestanten mishandlet, saalænge de i deres spæde og unge Alder opholdt sig i Hjemmet, deels ved Hug og Slag deels ved at jage dem ud af Huset om Natten, mange Gange i streng Kulde. Arrestanten har nægtet ved nogen af disse Mishandlinger at have havt til Hensigt at tilføie sin Hustru eller sine Børn nogen egentlig Skade, og han har under Forhørerne erklæret, at han nu klart seer, hvor umenneskeligt og urigtigt han har baaret sig ad imod sin Familie, og at han nu sørger derover.

Arrestanten, der desuden havde gjort sig skyldig i ulovlig Omgang med Hittegods, har tidligere været straffet for Tyveri og Bedrageri. Ved de to foregaaende Instantsers Domme var Straffen bestemt til 2 Aars Forbedringshuusarbeide. Høiesteret skjærpede Straffen efter samtlige foreliggende Oplysninger tillige Strafarbeide i 3 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. oktober 1876).

Dømte for Nedtagning af Mindetavle. (Efterskrift til Politivennen)

Korrespondence fra Nordslesvig, den 6te Oktober. I Dag forhandles i Berlin en Sag, der i lang Tid har staaet paa Dagsordenen, og her i Nordslesvig er bleven fulgt med megen Interesse. De faktiske Omstændigheder er i Korthed, at de fire Kirkeældste i Bjolderup Sogn paa Vestkysten, efter at have raadspurgt Advokat Bekker i Aabenraa, med Magt borttog en Mindetavle, som var indmuret i Kirken af de Tydsksindede til Erindring om de Soldater fra Sognet, som var faldne i den fransk-tydske Krig. Denne Fremgangsmaade havde til Følge, at Advokat Bekker og de fire Kirkeældste blev anklagede af Statsadvokaten. Da Advokat Bekker paa Grund af sin politiske Overbevisning, som han aldrig har frygtet for at vise i Gerningen, var de Magthavende en Torn i Øjet, endte Sagen med, at man i Modsætning til det sædvanlige Princip at hænge de Smaa og lade de Store løbe, denne Gang gik den modsatte Vej, idet Advokat Bekker fik 3 Maaneders Fængselsstraf at afsone i Glückstadt, medens de fire Kirkeældste slap med 4 Ugers Fængsel i Flensborg. - Inspektøren ved Fængslet i Glückstadt, hvis Navn vi for Øjeblikket ikke erindrer, dog hedder han hverken Crone eller Hertz, syntes at være af den Anskuelse, at Fraværelsen fra Hjemmet og sine Forretninger samt den Tvang, der altid er forbunden med en Fængsling, er en tilstrækkelig Straf for en politisk Forseelse, saa man ikke behøver at gøre Behandlingen mere pinagtig ved store eller smaa Chikanerier, hvorfor ikke alene Hr. Bekker, men ogsaa nogle andre politiske Fanger, blandt andre Socialdemokraten Walther fra Altona, der omtrent samtidig hensade i Glückstadt, blev særdeles humant behandlede. Derimod havde det flensborgske Politis Adfærd mod de fire Kirkefædre en stærk københavnsk Politidyst.

Efter at Advokat Bekker var bleven løsladt, blev han straks suspenderet, og stævnet for en Æresret i Kiel til Fortabelse af sin Bestilling. Æresretten i Kiel, der udelukkende var sammensat af Bekkers Embedsbrødre, men politiske Modstandere, afviste paa en Maade Klagen, idet de lode Bekker slippe med en Formaning, de Herrer Advokater undgik saaledes at skabe et farligt Præcedens, der maaske senere kunde blive anvendt mod dem selv. Regeringen, der imidlertid ikke synes at vilde være tilfreds før Bekkers Bestalling bliver kasseret ved Dom har appelleret Sagen, der nu skal afgøres i Berlin. Saasnart Dommen er falden, som maaske allerede sker idag, vil baade de danske og tydske Blade, især her i Nordslesvig, for Alvor skændes om Sagen, idet hvert betragter den fra sit Standpunkt. Vi har derfor gengivet Sagen aldeles korrekt, saaledes som den forholder sig, uden at ville tilføje nogen Kritik, men overlade til Enhver selv at dømme i en Sag, hvor paa begge Sider Fanatismen synes at spille en ikke lille Rolle. 

- m - 

(Social-Demokraten 10. oktober 1876).

Aabenraa havde dengang omkring 5600 indbyggere. Advokat Carl Bekker (1834-1887) var blandt de største skatteydere. 1862-1864 var han sekretær på amtshuset i Slesvig. Han deltog som officersaspirant i Krigen 1864 og nedsatte sig i Aabenraa i 1866/67. Han var formand for "Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse" og en af de få (den eneste?) danske advokat i Nordslesvig. Modsat de fleste dansksindede jurister havde han aflagt ed til den preussiske konge så han kunne yde den danske befolkning juridisk bistand. Borgmester var den tysksindede Gottburgsen. Dekker støttede i øvrigt i de efterfølgende borgmester på moderate danske kandidater.

Bekker afsonede de tre måneder i Glückstadt. Gustav Johannsen der var indsat på samme tid, skrev at fængselsforholdene var gode. Cellen var rummelig med god udsigt, kakkeloven, bord, klædeskab, ervante, to stole og en seng. Maden kunne leveres fra en restauration, fri rygning og vindrikning. Den øverste instans i Berlin fradømte ikke Bekkers bestilling som advokat og notarius publicus. Derimod en bøde på 1500 rigsmark og en irettesættelse.