Sømandshjemmet paa Christianshavn. (Efterskrift til Politivennen)

Sømandsforeningen afholdt i Tirsdags Aftes en extraordinær, efter Forlangende af endel Medlemmer indkaldt Generalforsamling, der lededes af Overretsprokurator Jacobsen. Som Grund til Generalforsamlingens Afholdelse var der anført, at man ønskede undersøgt, hvorvidt der var benyttet gamle Materialier til Opførelsen af Sømandshjemmet, om der ikke kunde raades Bod paa den Maade, hvorpaa Opsigelserne nu finde Sted, om Bestyreren for Forhyringskontoret opfylder de ham paahvilende Pligter, og om det er Bestyrelsen bekjendt, at Forhyringskontorets Personale oppebærer et Gratiale af 1 Kr. for hvert Medlem, der indmeldes. Endelig klagedes der over, at Regnskaberne ikke ere fyldige nok. Dirigenten gjorde først opmærksom paa, at Bestyretsen strax havde været paa det Rene med, at Spørgsmaalene, navnlig det første, ikke vedrørte Forsamlingen, men kun Bestyrelsen; denne havde dog ikke villet forbyde en Diskussion, men det maatte erindres, at en Beslutning ikke kunde tages. Det første Spørgsmaal - om Sømandshjemmet - blev derpaa sat under Diskussion og gav nogle Talere Anledning til paa en meget kraftig, men i høi Grad uklar Maade at udtale deres Misfornøielse med Forholdene i Sømandshjemmet, saasom at der var Væggetøj i Bygningen paa Grund af de gamle Brædder, der vare anvendte til dens Opførelse, at der var Træk navnlig paa Søsiden, og at Bestyrelsen ikke vilde lade Vinduerne kitte, at Opsynsmanden havde sammenkaldt en Forsamling i Gaarden, at Formanden, Kaptain Gjødesen, herskede med en Jernhaand, som om han var ombord i et Fregatskib, og ikke som en Formand for fri Mænd. En af Talerne begyndte en Skildring af sine allerprivateste Forhold i Sømandshjemmet, men fratraadte efter et temmelig livligt Replikskifte, uden at det lykkedes at gjøre ham det Upassende i hans Meddelelse klart. Kaptain Gjødesen oplyste, at Spørgsmaalet om Vinduernes Tilkitning allerede forlænge siden var blevet afgjort, og meddelte, at der vel var blevet benyttet brugte Brædder til Bygningens Opførelse, men disse vare blevne synede omhyggelig og erklærede for at være bedre end nye Brædder, og det viste sig ogsaa, at der netop ikke var Væggetøi i de Værelser, hvor de gamle Brædder vare blevne benyttede. Der var i den Tid, Bygningen havde bestaaet, kun blevet opsagt to Familier, begge paa kontraktmæssig Maade. Af flere Beboere af Sømandshjemmet blev det erklæret, at de ere veltilfredse med Bestyrelsens Administration, men de to, tre Mænd, der hele Aftenen repræsenterede Oppositionen og stadig tog Ordet, reiste det ene mere uvedkommende Spørgsmaal efter det andet og kunde eller vilde ikke begribe Imødegaaelserne. Med Hensyn til det andet Punkt drejede Diskussionen sig navnlig om det formentlig Urigtige i, at Bestyrelsen af Sømandsforeningen som det bedste Middel til at gjøre Sømændene bekjendte med Foreningen og dens Goder giver Forhyringskontorets Bude 1 Kr. for hvert nyt Medlem, de skaffer, hvilket var Opponenterne aldeles ubegribeligt. Forsamlingens store Flertal sluttede sig dog fuldstændig til Bestyrelsen, hvilket fremgik deraf, at et af Grosserer Fritsche forestaaet Tillidsvotum til Bestyrelsen fik et stort Flertal, medens Oppositionen, repræsenteret ved 3 Stemmer, forlangte "skriftlig Afstemning". Med Hensyn til det sidste Spørgsmaal, om Formen for Regnskabsførelsen, var det ligesaa umuligt som med Hensyn til de foregaaende at gjøre Oppositionen nogen Ting begribelig, men ogsaa her var Forsamlingens store Flertal med Bestyrelsen. Til Slutning udtalte Kaptain Gjødesen, at det var ham bekjendt, at der hviskes i Krogene, at Bestyrelsen, skjøndt den er ulønnet, dog forstaaer at gjøre sig sin Stilling indbringende, og han vilde derfor benytte Lejligheden til at erklære en saadan Sigtelse for skamløs Løgn. Det var overhovedet ikke egent for den ærlige danske Sømandsnatur at lytte til Hvisken og Sladren, og han advarede derimod saavel som mod Socialismen, fordi denne hviler paa tre Ting, der ere uforenelige med den danske Sømandsnatur, nemlig Fornegtelsen af Fædrelandet, Familielivet og Religionen. Med kraftige Hurraraab for Sømandsforeningen og dens Bestyrelse sluttedes Mødet.

(Dags-Telegrapgen 21. december 1876).

Wildersgade set fra hjørnet af Sankt Annæ Gade ca. 1900. Tv. Wildersgade med Wildersgades Kaserne, i baggrunden hjørnet af Bådsmandsstræde med sømandshjemmet. Th. Sankt Annæ Gade mod Overgaden neden Vandet. På hjørnet P. Andersens detailhandel (smør, ost, gryn, viktualier mv.). Th. Carl C. Møllers malerværksted, og th. for dette en bager. Billedet tørstemplet Johannes Hauerslev, Fælledvej 9. Kbhbilleder. 

Sømandshjemmet.

De fleste af Københavns Indbyggere befinder sig i en Vildfarelse, hvis de antager at Peter Madsensgang er forsvundet fra Jordens Overstade. Ærede Medborgere! Den eksisterer endnu, men den er flyttet ud paa Kristianshavn og hedder ikke mere Peter Madsensgang men Sømandshjemmet. Den har tillige skiftet Ejer, idet nemlig Sømandsforeningens Fond for Opførelsen af "gode og sunde" Boliger for Søfolk for Øjeblikket er saa lykkelig at raade over dette Paradis. Fondet og Bygningens Administration er underlagt sømandsforeningens Bestyrelse, hvis Formand er den blandt Søfolkene bekendte "grundige" Orlorgskaptejn Gjødesen. Ovennævnte Ejendom blev bygget at Murmester Viinberg, der samtidig med at han byggede Sømandshjemmet nedbrød Peter Madsens Gang. Herfra kom Hr. Viinberg i Besiddelse af en overordenlig Masse gammelt Ros, bestaaende af Loftsbrædder, Tømmer, Sten osv. af den usleste Beskaffenhed og aldeles fuldt af Væggetøjs hvorom Nærmere skal fortælles til Skræk og Advarsel for alle Søfolk, der kunde nære fromme Ønsker om at kunne fortøie i Sømandshjemmet. Oldsagerne fra Peter Madsensgang blev transporterede ud til Sømandshjemmet i hele Vognmandslæs og der benyttet til Skillerum, Forskallinger og Indskudslofte, efter at Hans Ufejlbarlighed Kaptajn Gjødesen havde udtalt som sin uforgribelige Mening, at disse Sager var bedre end nyt og rent, samt indrømmet Bygmesteren Ret til at benytte det, paa Grund at den strænge Kontrakt han var indgaaet paa. Naa, vi antager naturligvis, at Hr. Kaptejn Gjødesen har ladet sig lede af vægtige Motiver ved at ifgive denne rigtignok lidt vel vilkaarlige Tilladelse.

Sømandshjemmet blev færdig og foreningens Medlemmer kappedes om at faa Lejlighed og flyttede vel fornøjede ind i deres nye Hjem. Men hvor længe var Adam i Paradis? Herligheden fik en brat Ende. Da Varmen begyndte i sommeren 1875 var ogsaa Husfreden forbi for Sømandshjemmets Beboere, idet Peter Madsensgangs forhenværende dito væltede frem i Tusindevis fra Vægge, Lofter og Fodpaneler og angreb de arme Lejere paa den blodtørstigste Maade. Enhver Beboer forsvarede sig naturligvis paa bedste Maade, brændte, skoldede og dræbte for Fødevæk.

Efteraaret og Vinteren stansede for en Tid ødelæggelsens Værk, men i Juni l876 begyndte Krigen igen i en endnu større Maalestok. Disse væmmelige Menneskeplagere blev dristigere og dristigere. De indskrænkede sig ikke til Værelserne alene, men spadserede nok saa lystig paa Trappegangene og i Gaarden , ja selv langs Bolværket marscherede de i stokketal, naar en af Husmødrene havde renset sengeklæderne for disse Kryb.

Nogle Medlemmer af sømandsforeningen , ca. 30, tillod at besvære sig over forskellige Mangler ved Beboelseslejlighederne, navnlig over disses Utæthed, de omtalte Væggetøj og de gamle Materialers Anvendelse til Bygningen. Formanden, der sidste sommer havde haft styrke nok til at rende paa Estakaderne med Panserskonnerten "Absalon", han kunde nu ikke taale den Slags. Han svarede, at Bygningen kom ikke Foreningen ved og udstedte kort efter den skriftlige Ordre, at Beboerne ikke maatte holde Møder for at drøfte Bygningens Mangler. En Del af Beboerne fandt dette for groft og sendte Kaptein Gjødesen en Begæring med Anmodning om Afholdelsen af en overordenlig Generalforsamling.

Denne afholdtes den 19de Decb. Her havde man det særsyn at se en tidligere ivrig Forsvarer af Sømandens Rettigheder, Matros Peder Funk, optræde og besørge Kaptein Gjødesens Byærinder.

Funk forsvarede eller bildte sig ind at forsvare Gjødesens Handlinger. Han udtalte, at de gamle Bræder var bedre end nye, at han omhyggelig havde efterset dem og ikke fundet saa meget som spor af Væggetøj deri. Det er klart nok at Funk, inden han gjorte denne Undersøgelse ikke har pudset sine Lanterneglas tilstrækkelig, men disse har nu rigtignok ogsaa været dunkle siden han har faaet Portnerpladsen i sømandshjemmet. Funks Foredrag det var "Putting" for Gjødesen, det var noget, han kunde bruge. Han blev saa modig, at han holdt et tordnende slutningsforedrag, hvori han erklærede: at han havde Magt i Foreningen, at han ved et eneste Ord kunde faa enhver Opposition kastet ud gennem Vinduerne, og sluttede med en Del Pølsesnak om det danske Flag og de slemme socialister.

Dermed sluttede første Akt af det paabegyndte Trama og skal vi ved Lejlighed underrette Publikum om, hvad der for Fremtiden sker i "Sømandens Hjem".

En Beboer af Sømandshjemmet.

(Social-Demokraten 20 marts 1877).

I 1874 blev bygningen "Sailors Home"rejst i Wildersgade eller Bådsmandsstræde og indviet februar 1875. Den trefløjede bygning indeholdt ca. 70 3-, 2- og 1-værelses lejligheder samt et sømandshotel med 30 seng. Bygningen bestod i 25 år, men blev så erstattet af et bedre sømandshjem på St. Anna Plads og i Nyhavn.

Matros Peter Funk havde stiftet Sømandsforeningen i 1856 og var vicevært i Gjødesens Sømandshjem. Han var 1860-1874 færgemand i København. Efter uenighed med foreningen tog han sin afsked i 1879.

Kaptajn i marinen P. F. Gjødesen havde været batterichef på fregatten "Jylland" og deltaget i slaget ved Helgoland i 1864.

Utilfredshed med Sømandsforeningen førte i 1877 til dannelsen af Sømandsforeningen af 1877, formand sejlmager Nielsen. Modsat Sømandsforeningen var denne finansieret af sømænds små bidrag, ikke af store bidrag fra velhavende.

Den kgl. Fødsels og Plejestiftelse. (Efterskrift til Politivennen)

I Finantsaaret 1875-76 var efter den af Prof. Stadfeldt offenliggjorte Beretning Antallet af indkomne Kvinder i Fødselsstiftelsen og dens Filialer 957; af dem udgik 15 uden at have født (deriblandt en død); de Fødendes Antal var 943 (442 i selve Stiftelsen og 501 i Filialerne), idet en af de i forrige Aar indkomne Kvinder først fødte i April. Af de Fødende var 136 Gifte og 807 Ugifte; af disse Sidste var 52 betalende Hemmelig Fødende, 534 Tjenestepiger, 150 Fabrikpiger, 27 Vaske- og Strygepiger, 5 Husjomfruer, 13 Enker. 1 Hospitals- Gangpige, 1 Lem paa Ladegaarden, 11 Fruentimmer af Prostitutionen. Som Førstefødende er der opført 526. medens 417 havde født tidligere. Af Fostrene var 486 Drenge og 473 Piger; 52 Børn var dødfødte, og under Fødselen døde 28. Antallet af Gifte er aftaget, idet det, som anf'rt, kun har været 136 imod 168 i 1874-75 og 202 i 1873-74 Dette Forhold hænger vistnok nærmest sammen med den bedre økonomiske Stilling hos de Samfundsklasser, som plejer at sende dens Koner ind i Stiftelsen. Sundhedstilstanden har i det Hele været god; kun kort efter Aabningen i Septbr. indtraf en Del Tilfælde, men alt i December var den lille Endemi kvalt, og senere har Sundhedstilstanden været fortrinlig. Hele Dødeligheden har været 20 af 940 Tilfælde eller 21 promille. I den gynækologiske Poliklinik har 111 Kvinder søgt Raad og ladet sig behandle i kortere eller længere Tid. I Aarets Løb har 60 Kandidater fra Københavns Universitet og 3 islandske Lægekandtidater gennemgaaet det kliniske Kursus i Fødselsftiftelsen og af Jordemødre har 33 forladt skolen i Aarets Løb efter at have taget Afgangseksamen.

(Social-Demokraten 18. november 1876).

Korrespondance fra Frederits. (Efterskrift til Politivennen)

Havde man ikke den Forvisning, at Miraklernes Tid var forbi, maatte man antage, at et saadant var forestaaende, ti her sker for øjeblikket saamange Tegn og underlige Gerninger, at man kunde fristes til at anse disse som "Forvarsel" for noget overnaturligt. Man ynker Borger Eibeschütz, naar man ser hans Ærgrelser over Arbejdernes "flotte" Klæder og "fine" Hatte; man studser ved at erfare, at Socialisterne "er Skyld" i de slette Tidsforhold, og man spørger uvilkaarlig sig selv, om de ikke ogsaa "er Skyld" i den tidlige og strænge Vinter; man forbavses over Spidsborgernes Træskhed, naar man ser det lille Kobbel med den "lille Nicolay" i Spidsen; travl Virksomhed blandt Koner og Piger for ved Skørteregimentets Hjælp at fortynde Socialisternes Rækker, i hvilke alle "pæne" Arbejdere "skal holde sig for gode til at være"; men man daaner næsten af Skræk ved at høre, at Præsterne Dall og Gøtzsche nu anser Tidens Fylde for kommen til at prædike Evangeliet for de Fattige, ihukommende, at der er større Glæde ved én Synders Omvendelse end ved Ni og Halvfemsindstyve Retfærdige, som ikke har Omvendelse behov. Man anstrenger sin Sekraft, fordi man troer at drømme eller at "det Hele beror paa Øjenforblændelse", men nej! det er intet "Trolleri", det er den skinbarlige Virkelig: - Præsternes Dag er bogstavelig kommen som en Tyv om Natten!

Og hvad er der saa sket? Intet andet end at vore Præster begynder at efterkomme Skriftens Bud om at gaa ud og præke for "al Folket" og at gøre dette for Intet, fordi de har modtaget Ordet for Intet. Sagen er nemlig denne: Hr. Pastor Dall har i Forening med sin Kaldsfælle, Hr. Gøtsche, ønsket at præke hver Lørdag eller Mandag Aften for Cigarmagerne i Fabrikslokalet, og efter Forlydende en anden Aften i Ugen for Væverne paa Dampvæveriet. Ugudeligheden er imidlertid stor paa vor syndefulde Jord, og det baade blandt "Store og Smaa", ti medens "de Store" paa Cigarfabriken synes at have et meget modtageligt Sind og Hjerte, saa var nok det stik Modsatte Tilfældet paa Dampvæveriet, og medens "de Smaa" her maaske ikke var saa ganske uvillige, saa var der paa Cigarfabriken kun 8, som mente at have Omvendelse behov, og det er endda mere end tvivlsomt, hvorvidt sand Anger og Ruelse er til Stede hos disse. Endnu har de Herrer Præster ikke begyndt deres Omvendelsesværk blandt de ugudelige Cigarmagere, men selv om de skulde være lystne efter at begynde "Forestillingen", saa bliver det sikkerligt hverken noget talrigt eller noget noget taknemmeligt Publikum, de kommer til at "spille" for. Afset fra, at det er temmelig sildigt, de Herrer Præster tager fat paa slig "kristelig" Gerning, bliver det dog lidt forunderligt, at specielt Hr. Dall, der saa ofte har dømt og fordømt Socialisterne, pludselig "ynkes" over dem og vil give dem "Naade og Fred". Man fristes til at undersøge Grunden hertil. Har maaske den gode Præstemand indset, at han kun er en ussel Skabning, hverken værre eller bedre end andre Mennesker, og at han ingen anden Ret har til at holde Dom over Døde, endsige Levende, end den, han selv tiltager sig? Nej, ingenlunde, ti han lader sig stadig ikke uden Vidnesbyrd i modsat Retning. Eller har mulig de ærede Præster indset det Taabelige, der ligger i at fremstille Fattigdom som særlig Chance til Erhvervelsen af en "Saligheds Part", samtidig med at de finder saa stort Velbehag ved det "usle Mammon"? Det skulde da være, om de i "de sidste Dage" havde aflagt Vidnesbyrd i saa Henseende. Ejheller er disse "hellige" Mænd bleven "snilde som Slanger og enfoldige som Duer", fordi de, som der menes, er "befalet dertil, men det, der nu fylder dem med "Nidkærhed", er sikkert kun den Omstændighed, at de føler dem trufne af det, "Missionæren" fra Ostindien fortalte dem, og det skal heller ikke nægtes, at han traf Hovedet paa Sømmet. At det kan være ubehageligt for de ærede Præster at faa en saadan Lektion, skal villigt indrømmes, men de Herrer gaar galt i Byen ved det første Skridt, de gør. Dhrr. Dall og Gøtsche tror aabenbart, at Socialismen er Aarsag til den herskende Irreligiøsitet, ret som der ingen "Vantro" fandtes her i Landet for Socialismens Fremkomst. De gode Folk burde vide, at Socialismen ikke er nogen religiøs Doktrin, og at ligesaa vel som der blandt denne Læres Tilhængere findes "Ikke-Troende", ligesaa vel findes der ogsaa "Troende", hvis Tro ikke giver de Herrers en Smule efter i Styrke. Vil Præsterne udrydde Ugudeligheden, saa maa de helst begynde i de højere Lag og mellem de "bedre" Folk, og her vil utvivlsomt være en vid Mark for dem til Virksomhed. Naar Præsterne paa disse Steder har blødgjort de "haarde Hjerter"' ved Kærlighedens og Humanitetens Evangelium, naar de har tvunget Hovmodets Aand til at at vige ved ydmygheds og Sagtmodigheds Lære, og naar de i de samme "Lag" og blandt de samme Folk har fremtvunget Følelsen af Menneskehedens ved Skriften hjemlede Solidaritet; naar de ærede Præstemænd har besørget dette Arbejde, og de derhos ikke har forglemt at reformere sig selv, saa at de praktisk som teoretisk er Kristi sande Disciple - ja, saa kan der dog maaske være Tale om, at deres Omvendelsesværk blandt "Vantroens" og "Ugudelighedens" Børn kan bære Frugt; men som Sagerne nu staar, da er der en til Vished grænsende Sandsynlighed for, at Præsterne selv trænger allerhaardest til "Reformation", nej, da er der ingen Rimelighed for, at hverken Præsteskabet i sin Helhed eller "St. Stefansforeningcn" i Særdeleshed kan bringe større "Frelse" end den, Enhver ved egne Gerninger kan erhverve sig.

Skulde Dhrr. Dall og Gøtzsche imidlertid være af en anden Mening, nuvel, virk da ikke i Krogene, men aabenlyst, og da deres Formaal vel maa være at overbevise, indbyd da "Tro" som "Vantro" til offenlig Meningsudveksling - det vil sikkerlig hverken mangle paa Tilhørere eller paa forskellig Tankeretning.

(Social-Demokraten 16. november 1876).

Folkebibliothek paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

I Februar d. A. sammentraadte en Comitee af 7 Mænd paa Amager, for at søge oprettet et Bibliothek, der skulde tilbyde god og sund Folkelæsning for Amagers Beboere, navnlig for den talrige Haandværker- og Arbeiderbefolkning i Sundbyerne, umiddelbart udenfor Kjøbenhavn, og om Midlerne maatte tillade det, tillige til Oprettelsen af en Læsestue. Efter en offentlig udstedt Opfordring skjænkedes der i dette Øiemed henved 1400 Bind brugelige Bøger, hvoraf en stor Deel fra kjøbenhavnske Boghandlere fra Udvalget for Folkeoplysningens Fremme og fra Selskabet for gudelige Smaaskrifters Udbredelse, samt i Penge 3355 Kr. Hds. Maj. Dronningen, Hs. H. Prinds Hans, Sparekassen for Kiøbenhavn og Omegn, Store Magleby Sogneraad og Dragør Byforstanderskab samt flere private Velgiørere gave større Bidrag, hvortil endnu kom Indtægten af en i Sundby Kirke afholdt Concert. Af de saaledes indkomne bidrag ere c. 1300 Kr. anvendte til Indretning af Bibliothekslocale, Indkjøb og Indbinding af Bøger, Catalog m m.. saa at Samlingen nu kan aabne med c. 1800 Bind, der efterhaanden vil blive forøget, naar Bestyrelsen har vundet Erfaring om, i hvad Retning Forøgelsen bør skee, forat Bibliotheket kan gjøre den størst mulige Nytte.

Bogsamlingens Locale ligger midt i Sundby ved Hovedlandeveien og vil være aabent for Udlaan første Gang Torsdagen den 2den November, Kl. 7 Atten, og fremdeles hver Mandag og Torsdag Aften fra Kl. 7-9 samt Løverdag Formiddag Kl 9-11. For Benyttelsen erlægges 20 Øre for en Maaned, 50 Øre for 3 Maaneder og 1 Kr. 50 Øre for et Aar. Ombytning kan skee hver Udlaansdag og Udlaanet besørges foreløbig af Comiteens Medlemmer. - Da der ved Indkjøbet af Bøgerne er sørget for saavidt muligt at repræsentere alle anerkjendte gode Forfattere af ikkevidenskabelige Skrifter, tilbyder Bbliotheket en sund og belærende Underholdning af almeninteressant Indhold for Folk i forskjellige Livsstillinger og med forskjelltge Interesser, hvorfor det maa haabes, at Bogsamlingen maa blive flittig benyttet af de af Amagers Beboere, for hvem den nærmest er bestemt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. oktober 1876).

Kone nægter Fogden Adgang. (Efterskrift til Politivennen)

Fornærmelser mod Fogden. Den kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret afsagde den 13de ds. Dom i en fra Hindsholms Herreds Extraret indanket Sag, der var anlagt mod en Kone, som, da Fogdens Fuldmægtig tilligemed Fogedrettens Vidner indfandt sig paa hendes Bopæl paa Salby Mark for at foretage Execution for nogle hendes Mand idømte Actionsomkostninger, havde nægtet disse, hvis Stilling hun kjendte, Adgang til Boligen, idet hun stillede sig foran den aflaasede Dør med en Stylte i Haanden, og uagtet Fogden tre Gange i Kongens og Lovens Navn opfordrede hende til at indlade ham, deels truede med at bruge Stylten mod den, der rørte hende eller forsøgte at trænge sig ind i Boligen, deels vedholdende brugte Skjældord mod dem, saasom "Røvere" og "Drukkenbolte" og da Fogden derefter vilde bane sig Adgang skubbede eller stødte til ham. Efterat hun var sat tilside og Døren aabnet med Magt fortsatte hun i Dagligstuen sin skjældende og stridige Adfærd, idet hun skjød et Bord tilside og nægtede Fogden at afbenytte det, hvorfor denne maatte føre Protokollen ved en Commode hvornæst hun for at hindre Fogden fra at komme ind i det tilstødende Sovekammer, bandt Døren fast med et Reb, saa at den maatte aabnes med Magt.

For dette sit Forhold, hvortil Fogden og Vidnerne ikke havde givet nogen Anledning blev hun anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. oktober 1876).