Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Et skrækkeligt Eksempel hvilke Forhold vor Samfundstilstand kan udvikle, findes i en over Bodil Kirstine Andersen for Barnemord afsagt Dom. Da Arrestantinden, der i Begyndelsen af Juni Maarted f. A. kom hertil Staden fra Holsten, hvor hun havde havt Tjeneste, besluttede hun straks at føde hemmeligt og at ombringe Barnet, hvis det blev født levende, i hvilken Hensigt hun dels nægtede lige over for flere Personer paa Forehold om hendes Tilstand, at hun var frugtsommelig, dels for at forebygge at blive forhindret i sit anførte Forsæt undlod i den sidste Tid at skaffe sig Bopæl, men derimod, medens hun om Dagen havde Arbejde paa en Fabrik, havde tilbragt Nætterne i et Lysthus paa Nørrebro. Eflerat Arrestantinden var bleven antruffen her om Morgenen den 6te Oktober sidstleden af Politiet, fik hun Bopæl hos en Arbejdsmands Kone, hos hvem hun tidligere havde været. Medens Arrestantinden samme Dags Aften efter endt Arbejde ventede uden for denne Kones Bopæl for at oppebie hendes Hjemkomst, mærkede hun, at Fødselen nærmede sig. Hun gik derfor straks bort og forføjede sig for at bringe sin Hensigt til Udførelse ud i en Grusgrav paa Lammefælleden ved Jagtvejen, hvor Arrestantinden omtrent Kl. 10 samme Aften i oprejst Stilling fødte et Barn, der bevægede Arme og Ben og som hun saaledes mærkede var levende. Om dette Barns Hals bandt hun straks for at kvæle det er Silkebaand, og indsvøbte dets Krop og Hoved i sit Skørt, for at der ikke skulde kunne drage Aande. I denne Stilling lod Arrestanten Barnet blive liggende, medens hun samtidig tilbragte hele Natten i Grusgraven, indtil det blev Morgen. Hun tog da Skørtet af Barnet, og da hun nu saae, at det var dødt, lagde hun dets Lig i nogle Nælder i Grusgraven og begav sig hen til en Kone, hvor hun drak en Kop Kaffe, hvorpaa hun gik sin Vej. Da Arrestantinden imidlertid umiddelbart derefter blev urolig over, at Barnets Lig skulde blive fundet for hurtigt paa det Sted, hvor hun havde gemt det, gik hun tilbage til Grusgraven og bragte Barnets Lig derfra til Nørrefælled, hvor hun lagde der i et Hul i en af Militæretaten opkastet Jordvold og tilstoppede Hullet med Græstørv. Her blev det den 8de næstefter fundet af nogle Drenge, der anmældte det for Politiet. Ved den foretagne legale Obduktionsforretning blev det oplyst, at Barnet, der var en fuldbaaren Dreng og havde levet 1 a 2 Timer efter Fødselen, var død ved Kvælning, bevirket ved den strangulerende Snor. Arrestantinden, der er 25 Aar gl., tidligere har været straffet og under Sagen desuden var overbevist skyldig i Tyveri, blev ved Kriminal- og Politirettens Dom anset efter Straffelovens § 192 sidste Led og § 231 1ste Led med 6 Aars Forbedringshusarbejde. 

(Social-Demokraten 1. april 1877).

Vort Partis Stilling i Øjeblikket. (Efterskrift til Politivennen)

Der er næppe noget Medlem af vort Parti, der, naar han modtager nærværende Artikel, ikke kender, saa vel den Omstændighed, at d'Hrr. Louis Pio og Povl Geleff i Fredags rejste herfra over England til Amerika, som de Domme, der af Publikum bliver afsagt over denne Afrejse, og det vilde være urigtigt, om det socialdemokratiske Parti vilde lægge noget Skjul paa, at Afrejsen har fundet Sted paa en saadan Maade, at der derved er fremkaldt hos Partiets Medlemmer den yderligste Overraskelse. Dhrr. Pio og Geleff har forladt Danmark, og de har forladt det under Omstændigheder, der ikke giver Plads for nogen begrundet Tvivl om, at de for bestandig har taget Afsted med deres Virksomhed for den socialdemokratiske Politiks Trivsel her i Landet.

Saaledes er altsaa Stillingen, og det er om den vi her skal sige et Par Ord.

Man kan ikke med Billighed forlange, at de danske Arbejdere i samme Øjeblik, som de forlod den gamle Ligegyldighedstilstand, og traadte frem til en kraftig Varetagelse af deres politiske og økonomiske Interesser, straks skulde kunne tilegne sig en klar Erkendelse af, hvad der paa ethvert Punkt er absolut fornødent for at de kan være fuldt ud berettiget til at sige, at de er traadt ud af den gamle Afhængighedstilstand. Et af de Punkter, hvor der stadigt for en stor Del af vort Partis Medlemmer har hersket Uklarhed om, hvad der maa fordres af den Arbejder, der erklærer sig for at være Socialdemokrat, er, at der ikke har været den rigtige Forstaaelse til Stede af, at et socialdemokratisk Parti absolut maa være bygget paa det Grundprincip, at Partiet gennem den almindelige og lige Valgret maa ubetinget være sin egen Herre og gennem sin Valgret have ubetinget Magtfuldkommenhed over Alt, hvad der angaar og tilhører Partiet. Den mangelfulde Opfattelse i den Retning erAarfagen til, at vort Parti i et meget vigtigt Punkt ikke har været i Overeensstemmelse med sine egne Principer og derigennem ogsaa Aarsag til, at der har kunnet finde Begivenheder Sted i vort Parti, der har fremkaldt Mistillid til Fremtiden hos den Del af dets Medlemmer, der har begaaet den store Fejl at tro, at man som Socialdemokrat nok tør følge den uden den gamle Afhængighedstilstand herskende Skik og Brug, næmlig, at Arbejderne skal blindt hengive sig Andre i Vold i stedet for at stole paa sig selv, og at de skal gøre sig afhængig af Andre i Stedet for at gøre sig afhængig at sig selv. Vi finder det imidlertid ikke alene undskyldeligt, men endog selvfølgeligt, at den her nævnte mangelfulde Opfattelfe vilde gøre sig gældende i Partiets første Perioder, men paa den anden Side finder vi det urimeligt, om Arbejderne ikke af Erfaringen skulde ville lade sig belære om, hvad der i saa Henseende udfordres af dem og om de ikke i Stedet for at lade Mistilliden vinde Plads hos dem, vilde sige saaledes: For Fremtiden stoler vi paa os selv, for Fremtiden administrerer og kontrollerer vi selv paa alle Punkter vore egne Anliggender og for Fremtiden giver vi os derved al mulig Sikkerhed for, at ingen Tab i nogen Retning af saa stort Omfang, at det kan skade os føleligt i økonomisk Henseende eller paa nogen Maade ryste vor Partistilling, kan tilføjes os af enkelte Personer.

Denne Opfattelse af Forholdene er det nu paa Tiden at ethvert Medlem tilegner sig. Det Medlem, der ikke nu sluttelig og endelig gør det, han gør ikke sin Pligt mod sig selv, mod Partiet eller mod de Principer, som han ved at mælde sig ind i det socialdemokratiske Parti har erklæret at hylde.

Vil Partiets Medlemmer i den her nævnte Retning gøre deres Pligt, skal det nok vise sig at Socialdemokratiet i Danmark skal gaa fremad med oprejst Pande, fremad mod en bedre Tilstand for Arbejderne og for det overvejende Flertal af de andre Klasser af vore Medborgere. Ser vi tilbage paa Partiets Fortid, har vi ingen Grund til at tvivle om, at ogsaa det Stød som her er tilføjet det, vil være virkningsløst; det er hverken første eller anden Gang at Partiel har gennemgaaet alvorlige Kriser, og det vil ogsaa vide, at gaa sejrende ud af denne.

Vi har Grunde nok til at sige til os selv: "Vi vil sejre". Vi har for det Første Hensynet til vore egne Interesser, til vor Nutid og vor Fremtid, men vi har ogsaa et Hensyn at tage til vore Modstandere, navnlig det, at vi vil, saa hurtigt som muligt, berøve dem al Anledning til at glæde sig over, at det gaar tilbage med os. Disse gar altid, hvor Lejligheden dertil nogenlunde har været for Haanden, været paa Pladsen med deres Spaadomme om at nu stod Socialdemokratiet paa Randen af sin Undergang. Denne Gang kommer Spaadommen frem med en Del større Tillidsfuldhed end ved tidligere Lejligheder. "Berl. Tid." f. Eks fortæller at nu maa nok "Soc. Dem " gaa ind og "Dagstelegrafen" haaber, at "nu vil den kunstige Bevægelse som har bragt Nød og Fortvivlelse i saa mange Arbejderfamilier, og som næppe har været uden Indflydelse paa vore indre politiske Forhold, paa Grund at Venstreførernes Leflen med den, (det vil sige med Socialdemokraterne) i det Væsenlige være endt." "Dagbladet" skriver i den foreliggende Anledning en Leder, der udtrykker de Nationalliberales Glæde over at de nu tør haabe at være bleven af med Socialismen her i Danmark. "Vore Arbejdere", hedder set i nævnte Leder, "er visselig ikke af Naturen anlagt til at være Gudsfornægtere og Fædrelandsforhaanere", og Bladet glæder sig til at de nu som den forlorne Søn vil vende om fra Forværdelsens Vej og for Fremtiden lade være med at synge Sange om Frihed, Lighed og Broderskab mellem Nationerne og i Stedet for istemme de filosofisk-kristelige Krigsfange, som s. Eks.: "Nu skal vi nok atter med Prøjserne slaas" osv. "Selv om Arbejderbevægelsen ikke med et Slag er forbi," siger "Dagbl.", saa vil dog den Kritik, der er vakt ved de Bortdragnes Afrejse, ikke lægge sig til at sove igen overfor disses Afløsere. Det er en Stræng, som "Dagbladet" naturligvis i Øjeblikket finder Anledning til at spille paa. Det er paa Mistilliden indenfor Grænserne af det socialdemokratiske Parti, at vore Modstandere bygger deres Forhaabninger, men de Herrer vil komme til at erkende, at de dog ad den Vej Intet kan udrette, fordi vort Parti, som vi ovenfor har udtalt, nu vil organisere sig saaledes i alle dets Anliggender, at Mistilliden derved berøves en Grundvold at staa paa.

Den Stemning, der har været til Stede paa de Møder, der siden i Fredags er holdt i Anledning af den Situation, der foreligger, giver os al Grund til at haabe, at den Mistillid, der naturlig i Øieblikket er til Stede hos adskillige Medlemmer af vort Parti, vil vise sig at være ugrundet og at det Samme vil blive Tilfældet med vore Modstanderes Glæde.

Tiden er nu for Haanden, da det skal vise sig, om vort Partis Medlemmer er principtro Socialdemokrater eller ikke. Enhver principtro Socialdemokrat vil nu slutte sig inderligere til Foreningernes og Partiets Organ end nogenside tidligere, i Erkendelse af, at Socialdemokratiets Fremtid her i Landet afhænger af den Fasthed, hvormed nu Partiets Medlemmer slutter sig sammen om det socialdemokratiske Princip.

(Social-Demokraten 27. marts 1877).

Ud over ca 5 manglende numre i de to næste uger opretholdt Social-Demokraten udgivelsen af et nummer om dagen. Men den daværende samfundskrise betød små lønninger så arbejderne ikke havde råd til at betale fagforeningskontingent. Da Folketinget i  foråret 1877 nedstemte regeringens finanslovsforslag, sendte og Estrup tinget hjem og udstedte en finanslov på egen hånd uden vedtagelse af rigsdagen. Arbejderbevægelsen gik ind i en nedgangsperiode: Mange fagforeninger blev opløst, mange forlod partiet. Det begyndte at vende i februar 1878 med dannelsen af Socialdemokratisk Forbund hvor blev parti og fagbevægelse blev adskilt. Partiets ledere valgtes fra arbejdernes rækker. 

Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Nordslesvig den 21de Marts 1877. Den Tysker, der i sin Tid skrev Farcen "Drei nette Jungens"  maa have været i besiddelse af et ligesaa skarpt Serblik, som Danmarks Sankta Eberta. Ti Manden maa i det øjeblik han fik Idéen til sine drei nette Jungens upaatvivlelig have havt et Syn, der viste ham Lars Dinesen. som Rebaktør af den folkelige Vandmølle. med Lucianus Kofoed og Julius Schytte, som Stabstrompeter og basunblæser paa Vandmøllen. Dog det var ikke Hr. Lars Dinesen, men hans Aandsfælle, Hjort-Lorenzen og Dannevirke, vi ville ofre nogle Pennestrøg - den storreaktionære bureaukrat og forhenværende By- og Herredsfoged Hjort-Lorenzen maa virkelig undskylde os. at vi nævner en bonde som hans Aandsfælle, dog Tilgivelsen er os sikker, da bonden ikke hører til de Forenede, men til de Forvandlede.

Skønt de andre danske blade i Nordslesvig med største Samvittighedsfuldhed kun er et Ekko af "Dannevirke", der igen danser efter "Fædrelandet"s og "Dagbladet"s Piber, hører man dog ofte af vore ultra Danananer, at der var bedst for den danske Sag, at der kun i Nordslesvig eksisterede ét dansk blad, naturligvis "Dannevirke", da det var tilskrækkeligt. Fuldkommen rigtig, I Herrer Danananer, "Dannevirke" Hyrden og befolkningen Faarene, saaledes bør det være, og er det i Virkeligheden allerede, da vore danske blade, som vi tidligere har omtalt i "Social-Demokraten", ikke optager i sine Spalter et eneste Oppositionsord mod den reaktionære danske Højreretning, hvis Apostel "Dannevirke" er. Bille, Ploug og de øvrige danske Højremænd behøver virkelig ikke noget bedre Talerør end Hjort-Lorenzen med sin "Dannevirke".

Vore danske og tyske blade har nu et ypperligt Spaltefoder ved at skændes om den af Kryger i den tyske Rigsdag stillede Opfordring, angaaende en Opfyldelse at den bekendte § 5. Uagtet de tyske Socialister fra første Færd har erklæret sig for Opfyldelsen af denne § 5, idet de med Rette paastaar, at ligesom Privatmanden er retslig forpligtet til at opfylde et givet Løfte, bør ogsaa Staten være det, har Hr. Kryger denne Gang som Medundertegner af sit Andragende benytter de mest reaktionære Partikularister. Man maa altsaa antage, at Hr. Kryger efter sine københavnske Højrevenners Raad og Ordre nu har fuldbragt det brud med Socialdemokraterne, som han paa en mindre heldig Maade indledede ved de Skrivelser, han sendte ud i Verden i Slutningen af forrige Aar. Social-Demokraterne trænger ikke til Hr. Krygers Kammeratskab, men hvorvidt Hr. Kryger har handlet politisk rigtigt, ved ikke at søge Hjælp hos et Parti, der i Løbet af tre Aar har vundet 50 Procent Slemmer, er et andet Spørgsmaal, som en ikke altfor fjern Tid maaske vil løse. Hr. Krygers københavnske Venner har allerede gjort saa mange politiske Dumheder siden den første slesvigske Krig, at der aldeles ikke er noget Forunderligt i, at de ogsaa faar ham lokket paa Glatisen. - m - 

(Social-Demokraten 23. marts 1877).

Lommetyveri. (Efterskrift til Politivennen)

Efter at den oftere for Tyveri og Bedrageri straffede Ole Hansen i December f. A. havde udstaaet en Maaneds Tvangshusstraf for Løsgængeri, blev han indlagt af Fattigvæsenet i Islemark Fattighus. Her frastjal han et andet Fattiglem en Portemonnaie med nogle Penge i, samt en Tobakspibe med Tobakspung. Straks efter at have vedgaaet dette Tyveri forlod Ole Fattighuset og begav sig hen i Brønshøj Kro. Her satte han sig til at svire og spille med tre Arbejdere, der imidlertid i Løbet af Natten forlod Kroen. Tilsidst, da Kl. var 4, var Ole alene tilbage i Krostuen, idet Kroens Staldmester, der tillige bestyrer Kælderstuen, havde, overvældet af Træthed, lagt sig til at sove i et Sideværelse, iført sine Klæder. Lysten til at begaa Tyveri opstod nu igen hos Ole, der i Løbet af Natten havde opbrugt det Fattiglemmet fra stjaalne Pengebeløb, og han listede sig derfor ind til Staldmesteren og udtog med Forsigtighed af dennes ene Benklædelomme en Portemonnaie, hvori der hændelsesvis den Nat var et stort Beløb, næmlig 195 Kr. Han forlod nu straks Kroen og begav sig ad Landevejen til Ballerup, hvor han om Morgenen tidlig bankede Krofolkene op og satte sig straks til at holde fint Maaltid og at drikke. Han byttede en Hundredekroneseddel og bortskænkede til forskellige Personer, han kom i Berøring med, større og mindre Beløb, købte et Gevær osv. Han blev imidlertid samme Dag greben, men havde da allerede forbrugt henimod 100 Kr., af hvilke det lykkedes at skafte Staldmesteren en Del tilbage, foruden de hos Ole ved hans Anholdelse beroende Penge. Ved Københavns Amts nordre Birks Ekstrarets Dom blev Ole Hansen, der er 20 Aar gammel, anset efter Straffelovens 230 med Forbedringshusarbejde i 1 Aar.

(Social-Demokraten 21. marts 1877).

Korrespondence fra Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Nordslesvig, den 11te Marts.

I den gamle Invalid "Berlingske Tidende", der nu med Vemod kan tænke tilbage paa den Tid, da den som en anden Ridder uden Frygt og Dadel brød en Toskillings-Landse for det københavnske Hvedebrød, har Hr. Vicedirektør Oldenborg for længere Tid tilbage leveret den Udtalelse, at et hvert Menneske bør stadig følge den barmhjertige Samaritans Eksempel. Da Københavns Politi og Barmhjertighed altid har forekommet os som to hinanden modsatte størrelser, blev vi noget overraskede ved denne Udtalelse af Vicepolitidirettøren. og besluttede at beholde den i Hukommelsen for ved given Lejlighed at opfriske den. Efter at Frihedsmanden Karl Ploug med sit elskværdige gammelstrandske Galanteri har leveret et Dommedagsslag mod de to Præster, der rigtignok paa en lidt bagvendt Maade optraadte mod Prostitutionen, synes Sagen igen at falde noget sammen, skøndt Prostitutionens Ophævelse hører til de Ting, der uafbrudt bør staa paa Dagsordenen, indtil ogsaa i dette Forhold Humanitet og Ret har besejret det moderne Slaveri. Paa en Forespørgsel, vi for et Par Aar tilbage rettede i Hamborg, om hvorfor Politiet havde anordnet forskellige Takster i de forskellige offenlige Huse, blev der i fuld Alvor givet os det Svar: Forskjellig Pris maa der være, for at de gamle Senatorer og rige Handelsherrer kan have Steder at besøge, hvor ikke enhver Plebejer har Raad til at komme. Svaret var ligesaa kynisk og bistert som træffende for de nuværende Samfundstilstande. Alt for Mammon, for at beskytte den fashionable Verden er intet Offer for dyrt, selv om tusinde af Kvinder derved skal stilles udenfor Samfundet, betegnede af Politiet som Udstødt af Menneskeheden. Den barmhjertige Samaritan gælder ikke for den faldne Kvinde - ti Tvangsarbejdsanstalten paa Københavns Ladegaard og den barmhjertige Samaritan, hvorledes de to Ting kan forliges, gaar over vor Forstand, og vistnok over Vicepolitidirektørens med. I Hamborg nøjes man dog med simpel Arrest for, som det officielt hedder de under Sædelighedspolitiets Kontrol staaende Kvinder, ligesom i det Hele taget, om end Fængselsstraffen anvendes noget hyppigere i Tyskland end i Danmark, saa udføres den til Gengæld i Tyskland paa en langt mindre pinlig Maade. Noget vi allerede tidligere har omtalt i "Social-Demokraten", men tror ikke kan gentages for ofte.

I forskellige Lande har der nu dannet sig Foreninger til Prostitutionens fuldstændige Ophævelse, men i det kære gamle Danmark, der ellers har nok baade af mulige og umulige Foreninger, har endnu Ingen taget Iniativet i denne Sag. Vil Etatsraader og Grosserere ikke stille sig i Spidsen, lad saa Proletariatet tage fat paa Tingene, det vil ikke være første Gang, at Proletaren har løftet den Sten, der var Storborgeren for tung. "Afskaf Prostitutionen, og Magdalena Stiftelsen- samt de øvrige forskellige Projekter til vammelsød kristelig Frelse for Kvinden vil forsvinde som Dug for Solen, ligesom i den socialistiske Stat Tyveri og Grunden vil være en Umulighed, fordi Socialismen i sig selv er en Tilintetgørelse af Roden til alt Ondt, Begærligheden. Prostitutionen er et nødvendigt Onde! raader Politiet, dets Sagkyndige og en stor Del af det Bestaaendes ufortrødne Talsmænd, uden at tænke paa, at de netop ved dette Udraab udtaler den skarpeste Fordømmelsesdom over den nuværende Samfundsorden, ti et Samfund, som ikke kan bestaa uden Prostitution, fratager sig selv Retten til at eksistere. Vil Politiet ikke afskaffe Prostitutionen, fordi det har den Overbevisning, at Bordellet og indskrevne Fruentimmer er en Nødvendighed i denne Verden, og er Folkestemningen endnu ikke stærk nok til ad lovlig Vej at hidføre en Forandring i Skandalen, bør dog Politiet i det mindste sørge for, at disse stakkels Kvinder, der hjemfalder til Prostitutionen, ikke ved saa at sige at stilles udenfor Loven og det borgerlige Samfund, styrtes dybere i Elendigheden, end det er absolut nødvendigtþÿ  en Bue, spændt for haardt, springer itu, og en Strænghed, dreven for vidt, forfejler sit Maal. At Politiet, som vi gærne tror, med stor Beredvillighed af og til redder en Kvinde fra Smudset, betyder intet mod den Mængde af Kvinder, der ved det nuværende Systems Haardhed, med og mod sin Vilje, lidt efter lidt styrtes dybere i Afgrunden. "Med den prostituerede Kvinde er der Intet at stille op!" hører man ofte stot henkastet, men hvis saa er, hvem bærer Skylden? Hvorfor straffe Virkningen og lade Aarsagen gaa fri?

- M -

(Social-Demokraten 14. marts 1877).