Mishandling af sit Barn. (Efterskrift til Politivennen)

En Muurarbeidsmand, svensk af Fødsel, og som i Aaret 1869 kom her til Staden tilligemed sin Hustru, med hvem han var bleven gift i December 1863, er af Criminalretten dømt for at have mishandlet sit Barn, der blev født i April 1864. Tiltalte havde stedse havt Noget imod dette Barn fra dets Fødsel, fordi han havde en Mistanke om, at han ikke var dets Fader, hvilken Mistanke han dog senere erklærede at være ganske ubegrundet. Denne hans Uvillie mod Barnet, der af Andre er omtalt som hverken mere eller mindre uartigt end Børn i Almindelighed, tiltog efterhaanden som Barnet blev ældre, deels fordi det ikke vilde adlyde ham, deels fordi der kom Klager over det fra Skolen, og Tiltalte, der var hengiven til Nydelsen af stærke Drikke, har da i flere Aar tildeels i beruset, men dog altid tilregnelig Tilstand hyppig mishandlet det. Angaaende de Maader, hvorpaa dette skete, hedder det i Dommen, at Tiltalte, foruden at revse Datteren med et Spanskrør og med Hænderne paa en Maade, som han selv har erkiendt at være urigtig og utilbørlig, har slaaet hende med knyttet Haand oven i Hovedet og i Ansigtet, saaledes at hendes Næse kom til at bløde, oftere har stødt til hende, saa at hun faldt omkuld og slog sig tilblods, har trukket hende mindst 3 a 4 Gange saaledes i Haaret, at hun faldt og i Faldet slog sig, saa at hun kom til at bløde, engang har slaaet hende med Haanden og truet med at ville slaae hende med et Stykke Brænde for derved at tvinge hende til med sine blottede Hænder at udtage af Ilden i en Kakkelovn et Laag, som hun havde tabt ned i Ilden, hvilket hun dog undgik ved Andres Mellemkomst, og, da hun laa syg af en begyndende Typhus, hvorfor hun den 3die November f. A. indlagdes i Communehospitalet, har tvunget hende til at staae ud af Sengen og lægge sig paa et paa Gulvet redt Leie, uagtet det af hendes Læge var forbudt, at hun maatte komme ud af den Seng, hvori hun laa. Den Behandling, Barnet har været udsat for, skjønnedes dog ikke at have efterladt egentlige Saar eller anden Skade og hun er senere af Magistraten anbragt i Pleie udenfor Forældrenes Hjem. Tiltalte blev anseet efter Straffelovens § 292 med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. april 1877).

Det nordslesvigske Spørgsmaal i den tydske Rigsdag. (Efterskrift til Politivennen)

"Köln Zeitg". af 20de ds. meddeler efterstaaende Referat af Forhandlingerne i den tydske Rigsdags Møde i forgaars om det af Krüger-Bevtoft og 14 andre Medlemmer indbragte Forslag: "Rigsdagen anmodes om at opfordre Rigskansleren til strax at træffe Forberedelser, hvorved den Ret, der i Henhold til Pragfredens Artikel V er sikkret de nordlige Districter i Slesvig om ved fri Afstemning at bestemme, til hvilken Stat de ville høre, kan komme til praktisk Gyldighed."

Krüger: "Mine Herrer! Naar jeg har indbragt nærværende Andragende, saa er det skeet for det Første i mine Vælgeres Interesse, og dernæst, fordi Rigsdagen er Repræsentant for alle tydske Staters Interesser, og Sagen er af den Beskaffenhed, at Huset kan tage Beslutning desangaaende. Den Art og Maade, hvorpaa en enkelt Stat af det tydske Rige opfylder sine internationale Forpligtelser, angaar hele Riget. Dette gælder ogsaa om Preussens Stilling til Paragraph V i Pragfreden. Mine Herrer! Erobringen af den sydlige Deel af Slesvig, hvor Befolkningen i Tidens Løb var bleven næsten heelt germanisk, og hvor de indvandrende Tydskeres Tal var større end de danskes, lod sig retfærdiggjøre ved Nationalitetsprincipet; men dette gjælder ikke om Annexionen af den nordlige Deel, hvor den danske Folkestamme havde holdt sig reen. Og Annexionen fandt Sted mod den nævnte Folkestammes Villie! Til Beskyttelse af dens Frihed blev der i Art. V af Pragfreden givet den Selvbestemmelsesret, men Tidspunktet var udførelsen af Artikelen, der ikke var anført i samme, kunde kun gjøres afhængig af Tilveiebringelsen af faktiske Beviser for, indenfor hvilken Grændse den danske Folkestamme udgjorde den overveiende Deel af Befolkningen. Nordslesvigs Befolkning efterkom paa det Ivrigste den til samme rettede Opfordring, og har ved et slaaende Valgresultat og ved Massedeputationer skarpt betegnet Nationalitetsgrændsen. Hvis man tvinger Befolkningen til at blive i den nuværende Stilling, saa vil en fremtidig Deeltagelse i Valgene kun tilsigte at nedlægge en Protest imod Preussens Styrelse samt paa det Omhyggeligste at vaage over den Selvbestemmelsesret, som er en nødvendig Basis for de Bestræbelser, hvorved Europa kan opnaae den fredelige Æra, som det saa meget længes efter. Den preussiske Regjering har ikke blot ikke  opfyldt sine Forpligtelser, men har tilmed ivrigt benyttet den forløbne Tid til at germanisere Befolkningen. Embedsmændene bekjæmpe enhver loyal Maade, hvorpaa Nationalfølelsen lægges for Dagen. Ved de sidste Rigsdagsvalg blev der tilstillet Lærerne i Nordslesvig en Regjeringskrivelse, som gjorde dem opmærksom paa den Fare, som de vilde udsætte sig for ved at give mig deres Stemme. Høitstillede Embedmænd erklære reent ud Artikel V for aldeles betydningsløs, og Regjeringen har endnu aldrig desavoueret en saadan Opførsel. Alt dette beviser, at Regjeringen ikke vil bringe Artikel V til Udførelse Ligeoverfor den danske Stamme optræder den ligefrem som erobrende Magt, hvilket maa vække Frygt og Uro hos alle dens Nabofolk. Der begaaes derved et aabent Tractatbrud, som medfører uoverskueligt Farer for Europa. Men det er Tydsklands Opgave at værne om Freden, som det tydske Folk trænger haardt til, og jeg appellerer derfor til dets Repræsentanter om at forlange, at Forbundsregjeringen snart stal bringe Art. V til Udførelse."

Dr. Wachs (4de slesv. Valgkreds): "Der kunde let opstaae den Mening, at dette Andragende den Dag idag udtrykker Nordslesvigernes Overbeviisning og Almindelige Stemning. Men dette er aldeles ikke Tilfældet. Som Repræsentant for en slesvigsk Valgkreds, der tildeels ogsaa har en dansktalende Befolkning, føler jeg mig kaldet til udtrykkelig at constatere, at der i Tidens Løb og navnlig i de sidste Aar har fuldbyrdet sig en Forandring i de nordslesvigske Indbyggeres politiske Anskuelser, som er høist ubehagelig for de danske Agitatorer. Saasnart Hr. Krüger fremkom med sit Andragende, er det ogsaa blevet sagt ham i Pressen og navnlig i "Nat. Ztg.", at det slet ikke er opstaaet paa slesvigsk Jordbund, men har sine Rødder videre mod Nord. Herimod har vel Hr. Krüger protesteret i en Artikel i "Germania" og sagt, at hans Andragende alene skyldtes Nordslesvigernes Retsfølelse. I det danske Blad "Dannevirke", til hvilket Hr. Krüger staaer i det intimeste Forhold, stod der næsten samtidig en Artikel, som retfærdiggjorde "Nat. Ztgs" forudsætning, og sagde, at det var ganske rigtigt, at Krügers Andragende havde sin Rod Nord for Slesvig; thi uden de Danskes nationale Sympathier, vilde Nordslesvigernes Modstand forlængst være brudt; de danske Agitatorer vide meget vel at denne Artikel V er deres sidste Tilflugt og den sidste Etappestation i deres agitatoriske Virksomhed, som stedse mister mere og mere Tilhold i Nordslesvigs Befolkning. Jeg beder min Landsmand Krüger overveie, om han ikke vilde tjene sit Hjemlands Interesser bedre ved at stille sig paa Kjendsgjerningers Grund og ved aabent og ærligt at bryde med den i Dødskampen liggende danske Agitation. Men hvis han ikke følger dette Raud, vil jeg ikke indestaae for, at jeg ikke engang til Efteraaret stiller et Forslag i det preussiske Deputeretkammer om at ophæve Artikel V og derved endelig unddrage den danske Agitation i Nordslesvig sin eneste og sidste Støtte"

Den Deputerede Dr. Hinschius (den 2den slesvigske Kreds) udtalte, at Krüger siden Aaret 1872 regelmæssig var falden igjennem ved Rigsdagsvalget i den nordslesvigsk valgkreds Flensborg-Aabenraa imod ham selv, og fra Aar til Aar havde faaet færre stemmer.

Windthorst (Meppen): "Hvis det virkelig er sandt, hvad de tvende sidste Talere synes at antage, at Majoriteten i Nordslesvig ganske afgjort er paa Tydsklands og Preussens Side, saa vil Intet være lettere end at constatere det ved en simpel Afstemning. Hvorfor har man da saameget imod denne Afstemning? Iøvrigt er jeg af den Mening, at dette meget delicate Spørgsmaal ikke heelt kan oversees af os, og at Tidspunktet og Modaliteten for dets Forhandling maa træffes af vor Regiering, naar de offentlige Forhold i Europa tilraade det. Af disse Grunde, og da jeg som sagt ikke formaaer at oversee Spørgsmaalet klart, kan jeg i dette Øieblik ikke stemme for Krügers Andragende. Men jeg kan ikke indtrængende nok lægge Regjeringen paa Hjerte, at det ikke er heldigt et udsatte dette slags Spørgsmaal til en fjern Fremtid. De blive ikke glemte, men dukke hyppigt op i de allerubeleiligste og piinligste Øieblikke. Jeg haaber, at vor udenrigske Ledelse vil gribe den første gunstige Leilighed, der frembyder sig, til at bringe denne Sag ud af Verden. Den forrige Talers Trusel om at ville foreslaae Deputeretkamret at ophæve Artikel V, er fuldstændig ulogisk. Hvorledes kan man ville foreslaae Ophævelsen af europæiske Tractater eensidigt? Dette maa jeg sige, er mig fuldkommen uforstaaelig. 

Hänel (Altona): "Paa en folkeretlig Undersøgelse af denne Sag i dens fulde Omfang vil jeg ikke indlade mig; min individuelle Overbeviisning gaaer imidlertid ud paa, at der ikke længere behøves nogen Ophævelse af Art. V, da den allerede fra et folkeretligt Standpunkt i og for sig er udtømt og maa falde bort. Først og fremmest maa Enhver, som selv nok saa overfladisk læser Artiklen, sige sig selv, at dens Udførelse blot kan skee under ganske bestemte Forudsætninger, som kun kunne opfyldes ved en Overeenskomst imellem Preussen og Danmark, nu Tydskland og Danmark, en Overeenskomst, som maa indeholde en factisk Udjevning af de colliderende Interessser. Men Preussen har paa sin Side præciseret de Forudsætninger, som først muliggjøre Udførelsen af Art, V og i saa Henseende gjort Danmark et Tilbud ved de bekjendte Underhandlinger, som i 1867-68 førtes imellem Hr. v. Quaade og Hr. Lothar Bucher. Det er imidlertid notorisk, at Danmarks bestemte Afslag har bragt dette Tilbud til at bortfalde. Den anden Grund er følgende: Hvem er den Berettigede ifølge Fredsslutningens Art. V? I formel Henseende Østerrig. Nuvel, vi have Østerrigs ganske bestemte Erklæring i den østerrigsk røde Bog, specielt i de officielt bekjendte Noter, som den daværende Udenrigsminister Grev Beust skrev til Grev Karolyi. Her har Østerrig udtrykktelig tilbageviist en Contrahents Stilling, en efter Fredsslutningen selv Berettiget. Det er Frankrig, som har fremkaldt denne Art. V og som materielt ansaae sig for den egentlig Berettigede i Henhold til denne Art. V. Men hvad ligger nu derimellem? Den franske Krig og Fredsslutningen i Frankfurt. I denne er det folkeretlige Princip blevet gjennemført, at Tractaterne imellem begge de krigsførende Magter ere blevne ophævede, saa at altsaa paa tractatmæssige Afgjørelse beroende Forpligtelser maae falde bort, paa de udtrykkelig deri anførte Traktater og conventionsmæssige Forpligtelser nær. Kun eet Punkt vil jeg endnu fremhæve. Den Deputerede Windthorst har sagt at der utvivlsomt ved denne Fredsslutning opstod en Rettighed for den nordslesvigske Befolkning. Dette er en mægtig Vildfarelse, og det ikke blot t formel, men ogsaa i reel Henseende; thi hvor er Befolkningen i de nordslesvigske Distrikter? Dersom Preussen vilde gaae mala fide tilværks, behøves det kun imorgen at lade afstemme og at forlægge Linien til Slien, og Majoriteten vilde da være sikker. Man vilde da sige at see at vilde være en overveiende Majoritet mod Afstaaelsen til Danmark. Om en Ret kan der altsaa ikke være Tale, navnlig efterat man fra authentisk Side har affattet Artiklen saa ubestemt med denne Latitude for at udelukke den Tanke at der herved skulde tilstaaes bestemte Individer eller endog kun bestemte Districter en bestemt Ret. Kun endnu Eet. De vilde absolut tage feil, dersom de mene, at Udførelsen af denne Art. V. skulde være af overveiende Betydning for Fredens Vedligeholdelse med vor nordlige Nabo. Saa Meget, som der udfordres for at tilfredsstille Danmark, ere vi aldeles ikke istand til at afstaae. (Meget rigtigt.) Dertil vilde vi kunne tvinges ved store Krige; men om at tilfredsstille de Fordringer som Danmark stiller til os ved en fredelig og folkeretlig Overeenskomst, derom er der absolut ikke Tale. Men dersom de skulde tænke paa at tilkaste Danmark en lille Stump, at gjøre en lille Indskjæring i Nordgrændsen, da vilde Danmark, mine Herrer aldrig føle sig iltreds dermed. Jeg beder Dem altsaa af alle disse Grunde om at forkaste Krügers Forslag." (Bifald.)

Schrøder (Lippstadt) erklærede derpaa, at han vilde stemme for Krügers Andragende, men at han ogsaa eventuelt vilde stemme for Ophævelsen af Artikel V. (Munterhed); Den Deputerede Hänels statsretlige Deduktion holdt ikke Stik; han vilde imidlertid kun protestere imod at Hänel satte det nuværende republikanske Frankrig i Forbindelse med Artikel V. Det nuværende Frankrig havde absolut Intet at Gjøre dermed. Anliggendet var et lille, men farligt Saar paa det preussiske Statslegeme. Taleren ønskede, enten at Artikel V blev ophævet, eller at Spørgsmaalet blev ordnet saaledes at man ikke fik mere at see eller høre om Andragendet. (Munterhed) 

Efter Discussionens Slutning bemærkede Krüger, at det vilde krænke Slesvigernes Rettigheder paa det Føleligste, ifald Pragfredens Artikel V ikke blev gjennemført. Han vilde kun advare Husets og Rigsregjeringen for at lade den nævnte Artikel henstaa uafgjort; thi dette vilde let kunne have sørgelige Conseqventser. Taleren anførte derpaa et stort historisk Materiale til Forsvar for sit Andragende og beviste, at Artikel V har fuldstændig retslig Kraft og er bindende for Conttahenterne. Han undrede sig sluttelig over at intet Medlem af Regjeringen havde udtalt sin Opfattelse af Sagen.

Statssecretair v. Bülow: "Jeg maa afstaae at afgive en Erklæring om Sagen selv; jeg er paa Grund af politiske Hensyn ude af Stand dertil. For imidlertid at imødekomme Forslagsstillerens Ønske skal jeg constatere, at Rigsregjeringens Opfattelse den Dag idag er den samme som Hr. Rigskansleren - hvem jeg har den Ære at repræsentere - for 10 Aar siden opstillede. Den daværende Præsident for Forbundsraadet sagde ganske simpelt at der forelaa en Tractat, af hvilken - og det maa jeg særlig gjøre Forslagstilleren opmærksom paa - ingen slesviger er berettiget til at udlede nogen Ret. Der foreligger en Overeenskomst mellem Kongen of Preussen og Keiseren af Østerrig, en Overeenskomst, om hvis Udførelse, om hvis Anvendelse, om hvis Forhold til vore Interesser, til vore politiske og militære Hensyn og om hvis Beleilighed Kongen af Preussen har at træffe en Afgjørelse. Saaledes er Forholdet blevet, og de sidste 10 Aars, altsaa et heelt Decenniums, Erfaring har ikke paa nogen Maade kunnet bevæge Rigsregjeringen til at frasige denne Opfattelse og Anskuelfe om, hvorledes Spørgsmaalet bør behandles. Men idet jeg constaterer, at jeg ikke kan anerkjende Slesvigernes Ret som saadan, men jeg maaa tilføie, at ihvorvel jeg gjerne anerkjender den Bevægelse, hvormed den ærede Forslagsstiller har talt, saa vil Virkningen af hans Advarsler der have antaget Characteren af Trudsler ligeoverfor Rigsregjeringen, blive ganske modsat af den Virkning, han kan vente, naar han vil fremstille sig her som Apostel for Freden eller den gode Forstaaelse. Virkningen vil som sagt blive ganske modsat."

Efterat Krüger paany havde taget Ordet for sit Andragende, forkastedes det. Polakkerne, Elsasserne og en Deel af Centrumspartiet samt Socialdemokraterne stemte for det.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. april 1877).

Besparelser i Dansk Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

As one of the steps in the process of reducing the expenditure, the military establishment in Frederiksted has been now completely withdrawn. We learn that on the 31st March the Fort in that town was handed over to the civil authorities to he used as a police office, and, for other purposes.

The Fort was built in 1760, or about 25 years after the purchase of the island by Denmark from the King of France, and has no doubt served the end for which it was designed. Its abandonment will perhaps be regretted by some; but we think no one can doubt the wisdom of tho measure in the present low state of our finances. That such a protection is needed we can scarcely believe, as, not withstanding the hard times, our population is contented and good natured, and the experience of the past few years of trouble has shown that there is sufficient good sense among them to ensure respect to laws.

- - -

If a small colony like St. Croix is a dull place to live in when contrasted with the capitals and large commercial cities of Europe and America, them is at the same time some compensation in the security which we here enjoy, the immunity from the attacks and sharp practices ot street thieves, and from those skilful and dating burglaries of which we so often read. There is no pleasure which has not its accompanying drawbacks, and the visitor to London or New York from a remote colony, has often found much of his pleasure marred by the constant necessity of observing vigilance against sharpers, pickpockets, find other depredators; a vigilance which is generally lound quite unnecessary in these small West Indian colonies. It has often been said, that we in St. Croix can leave our houses open at all times, even at night, without any fear or surprise or of loss. We regret to say that the grounds of this boast seem to be gradually slipping from under our feet. In the last few years it has become evident that we can no longer be indifferent to the usual precautions adopted in most other places; and if the unpleasant experience of the past few weeks continues, we shall be compelled to become as sharp in our protective measures as the inhabitants ot more highly civilized slates. The rumours of robberies of greater or less extent, both in the towns and in the country districts, have  followed one another so fast that we might almost believe those theorists who imagine that waves of excitement, criminal, political, or religious, may pass through a community, just like epidemics of small-pox or cholera. We believe however in a much more prosaic explanation of this unpleasant fact. It s easy to see that one thief, if successful, makes many; not only by the example of apparently safe crime, but by the shelter which the widespread story of his doings gives to other dishonestly inclined persons.

Although we may be unwilling to believe that persons trusted about our houses would rob us under cover of the popular rumour of "thieves going about"; it is folly to shut our eyes to the weakness of human nature, and while we leave the Policeauthorities to do their part, which they no doubt will, and we hope successfully, we, as citizens, must not overlook our plain duties. Having in the first places cared our dwellings and outbuildings, as far as possible, against outsideis, we must take care that no temptations are left in the way of those inside. Drawers and presses should not be left open, nor keys left in exposed places. Money and small portable artides of value should be well secured, and, in the case of bank notes being put aside, it would be well to make a memorandum of their numbers. We suppose, by the way, that no one would commit the erorrs of carefully putting such a memorandum away along with the notes.

We cannot believe that the present prevalende of robbery is otherwise than exceptional; but sooner we all take the proper precautions, the sooner will these unpleasant sumptoms die out.

(St. Croix Avis 7. april 1877).

Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Et skrækkeligt Eksempel hvilke Forhold vor Samfundstilstand kan udvikle, findes i en over Bodil Kirstine Andersen for Barnemord afsagt Dom. Da Arrestantinden, der i Begyndelsen af Juni Maarted f. A. kom hertil Staden fra Holsten, hvor hun havde havt Tjeneste, besluttede hun straks at føde hemmeligt og at ombringe Barnet, hvis det blev født levende, i hvilken Hensigt hun dels nægtede lige over for flere Personer paa Forehold om hendes Tilstand, at hun var frugtsommelig, dels for at forebygge at blive forhindret i sit anførte Forsæt undlod i den sidste Tid at skaffe sig Bopæl, men derimod, medens hun om Dagen havde Arbejde paa en Fabrik, havde tilbragt Nætterne i et Lysthus paa Nørrebro. Eflerat Arrestantinden var bleven antruffen her om Morgenen den 6te Oktober sidstleden af Politiet, fik hun Bopæl hos en Arbejdsmands Kone, hos hvem hun tidligere havde været. Medens Arrestantinden samme Dags Aften efter endt Arbejde ventede uden for denne Kones Bopæl for at oppebie hendes Hjemkomst, mærkede hun, at Fødselen nærmede sig. Hun gik derfor straks bort og forføjede sig for at bringe sin Hensigt til Udførelse ud i en Grusgrav paa Lammefælleden ved Jagtvejen, hvor Arrestantinden omtrent Kl. 10 samme Aften i oprejst Stilling fødte et Barn, der bevægede Arme og Ben og som hun saaledes mærkede var levende. Om dette Barns Hals bandt hun straks for at kvæle det er Silkebaand, og indsvøbte dets Krop og Hoved i sit Skørt, for at der ikke skulde kunne drage Aande. I denne Stilling lod Arrestanten Barnet blive liggende, medens hun samtidig tilbragte hele Natten i Grusgraven, indtil det blev Morgen. Hun tog da Skørtet af Barnet, og da hun nu saae, at det var dødt, lagde hun dets Lig i nogle Nælder i Grusgraven og begav sig hen til en Kone, hvor hun drak en Kop Kaffe, hvorpaa hun gik sin Vej. Da Arrestantinden imidlertid umiddelbart derefter blev urolig over, at Barnets Lig skulde blive fundet for hurtigt paa det Sted, hvor hun havde gemt det, gik hun tilbage til Grusgraven og bragte Barnets Lig derfra til Nørrefælled, hvor hun lagde der i et Hul i en af Militæretaten opkastet Jordvold og tilstoppede Hullet med Græstørv. Her blev det den 8de næstefter fundet af nogle Drenge, der anmældte det for Politiet. Ved den foretagne legale Obduktionsforretning blev det oplyst, at Barnet, der var en fuldbaaren Dreng og havde levet 1 a 2 Timer efter Fødselen, var død ved Kvælning, bevirket ved den strangulerende Snor. Arrestantinden, der er 25 Aar gl., tidligere har været straffet og under Sagen desuden var overbevist skyldig i Tyveri, blev ved Kriminal- og Politirettens Dom anset efter Straffelovens § 192 sidste Led og § 231 1ste Led med 6 Aars Forbedringshusarbejde. 

(Social-Demokraten 1. april 1877).

Vort Partis Stilling i Øjeblikket. (Efterskrift til Politivennen)

Der er næppe noget Medlem af vort Parti, der, naar han modtager nærværende Artikel, ikke kender, saa vel den Omstændighed, at d'Hrr. Louis Pio og Povl Geleff i Fredags rejste herfra over England til Amerika, som de Domme, der af Publikum bliver afsagt over denne Afrejse, og det vilde være urigtigt, om det socialdemokratiske Parti vilde lægge noget Skjul paa, at Afrejsen har fundet Sted paa en saadan Maade, at der derved er fremkaldt hos Partiets Medlemmer den yderligste Overraskelse. Dhrr. Pio og Geleff har forladt Danmark, og de har forladt det under Omstændigheder, der ikke giver Plads for nogen begrundet Tvivl om, at de for bestandig har taget Afsted med deres Virksomhed for den socialdemokratiske Politiks Trivsel her i Landet.

Saaledes er altsaa Stillingen, og det er om den vi her skal sige et Par Ord.

Man kan ikke med Billighed forlange, at de danske Arbejdere i samme Øjeblik, som de forlod den gamle Ligegyldighedstilstand, og traadte frem til en kraftig Varetagelse af deres politiske og økonomiske Interesser, straks skulde kunne tilegne sig en klar Erkendelse af, hvad der paa ethvert Punkt er absolut fornødent for at de kan være fuldt ud berettiget til at sige, at de er traadt ud af den gamle Afhængighedstilstand. Et af de Punkter, hvor der stadigt for en stor Del af vort Partis Medlemmer har hersket Uklarhed om, hvad der maa fordres af den Arbejder, der erklærer sig for at være Socialdemokrat, er, at der ikke har været den rigtige Forstaaelse til Stede af, at et socialdemokratisk Parti absolut maa være bygget paa det Grundprincip, at Partiet gennem den almindelige og lige Valgret maa ubetinget være sin egen Herre og gennem sin Valgret have ubetinget Magtfuldkommenhed over Alt, hvad der angaar og tilhører Partiet. Den mangelfulde Opfattelse i den Retning erAarfagen til, at vort Parti i et meget vigtigt Punkt ikke har været i Overeensstemmelse med sine egne Principer og derigennem ogsaa Aarsag til, at der har kunnet finde Begivenheder Sted i vort Parti, der har fremkaldt Mistillid til Fremtiden hos den Del af dets Medlemmer, der har begaaet den store Fejl at tro, at man som Socialdemokrat nok tør følge den uden den gamle Afhængighedstilstand herskende Skik og Brug, næmlig, at Arbejderne skal blindt hengive sig Andre i Vold i stedet for at stole paa sig selv, og at de skal gøre sig afhængig af Andre i Stedet for at gøre sig afhængig at sig selv. Vi finder det imidlertid ikke alene undskyldeligt, men endog selvfølgeligt, at den her nævnte mangelfulde Opfattelfe vilde gøre sig gældende i Partiets første Perioder, men paa den anden Side finder vi det urimeligt, om Arbejderne ikke af Erfaringen skulde ville lade sig belære om, hvad der i saa Henseende udfordres af dem og om de ikke i Stedet for at lade Mistilliden vinde Plads hos dem, vilde sige saaledes: For Fremtiden stoler vi paa os selv, for Fremtiden administrerer og kontrollerer vi selv paa alle Punkter vore egne Anliggender og for Fremtiden giver vi os derved al mulig Sikkerhed for, at ingen Tab i nogen Retning af saa stort Omfang, at det kan skade os føleligt i økonomisk Henseende eller paa nogen Maade ryste vor Partistilling, kan tilføjes os af enkelte Personer.

Denne Opfattelse af Forholdene er det nu paa Tiden at ethvert Medlem tilegner sig. Det Medlem, der ikke nu sluttelig og endelig gør det, han gør ikke sin Pligt mod sig selv, mod Partiet eller mod de Principer, som han ved at mælde sig ind i det socialdemokratiske Parti har erklæret at hylde.

Vil Partiets Medlemmer i den her nævnte Retning gøre deres Pligt, skal det nok vise sig at Socialdemokratiet i Danmark skal gaa fremad med oprejst Pande, fremad mod en bedre Tilstand for Arbejderne og for det overvejende Flertal af de andre Klasser af vore Medborgere. Ser vi tilbage paa Partiets Fortid, har vi ingen Grund til at tvivle om, at ogsaa det Stød som her er tilføjet det, vil være virkningsløst; det er hverken første eller anden Gang at Partiel har gennemgaaet alvorlige Kriser, og det vil ogsaa vide, at gaa sejrende ud af denne.

Vi har Grunde nok til at sige til os selv: "Vi vil sejre". Vi har for det Første Hensynet til vore egne Interesser, til vor Nutid og vor Fremtid, men vi har ogsaa et Hensyn at tage til vore Modstandere, navnlig det, at vi vil, saa hurtigt som muligt, berøve dem al Anledning til at glæde sig over, at det gaar tilbage med os. Disse gar altid, hvor Lejligheden dertil nogenlunde har været for Haanden, været paa Pladsen med deres Spaadomme om at nu stod Socialdemokratiet paa Randen af sin Undergang. Denne Gang kommer Spaadommen frem med en Del større Tillidsfuldhed end ved tidligere Lejligheder. "Berl. Tid." f. Eks fortæller at nu maa nok "Soc. Dem " gaa ind og "Dagstelegrafen" haaber, at "nu vil den kunstige Bevægelse som har bragt Nød og Fortvivlelse i saa mange Arbejderfamilier, og som næppe har været uden Indflydelse paa vore indre politiske Forhold, paa Grund at Venstreførernes Leflen med den, (det vil sige med Socialdemokraterne) i det Væsenlige være endt." "Dagbladet" skriver i den foreliggende Anledning en Leder, der udtrykker de Nationalliberales Glæde over at de nu tør haabe at være bleven af med Socialismen her i Danmark. "Vore Arbejdere", hedder set i nævnte Leder, "er visselig ikke af Naturen anlagt til at være Gudsfornægtere og Fædrelandsforhaanere", og Bladet glæder sig til at de nu som den forlorne Søn vil vende om fra Forværdelsens Vej og for Fremtiden lade være med at synge Sange om Frihed, Lighed og Broderskab mellem Nationerne og i Stedet for istemme de filosofisk-kristelige Krigsfange, som s. Eks.: "Nu skal vi nok atter med Prøjserne slaas" osv. "Selv om Arbejderbevægelsen ikke med et Slag er forbi," siger "Dagbl.", saa vil dog den Kritik, der er vakt ved de Bortdragnes Afrejse, ikke lægge sig til at sove igen overfor disses Afløsere. Det er en Stræng, som "Dagbladet" naturligvis i Øjeblikket finder Anledning til at spille paa. Det er paa Mistilliden indenfor Grænserne af det socialdemokratiske Parti, at vore Modstandere bygger deres Forhaabninger, men de Herrer vil komme til at erkende, at de dog ad den Vej Intet kan udrette, fordi vort Parti, som vi ovenfor har udtalt, nu vil organisere sig saaledes i alle dets Anliggender, at Mistilliden derved berøves en Grundvold at staa paa.

Den Stemning, der har været til Stede paa de Møder, der siden i Fredags er holdt i Anledning af den Situation, der foreligger, giver os al Grund til at haabe, at den Mistillid, der naturlig i Øieblikket er til Stede hos adskillige Medlemmer af vort Parti, vil vise sig at være ugrundet og at det Samme vil blive Tilfældet med vore Modstanderes Glæde.

Tiden er nu for Haanden, da det skal vise sig, om vort Partis Medlemmer er principtro Socialdemokrater eller ikke. Enhver principtro Socialdemokrat vil nu slutte sig inderligere til Foreningernes og Partiets Organ end nogenside tidligere, i Erkendelse af, at Socialdemokratiets Fremtid her i Landet afhænger af den Fasthed, hvormed nu Partiets Medlemmer slutter sig sammen om det socialdemokratiske Princip.

(Social-Demokraten 27. marts 1877).

Ud over ca 5 manglende numre i de to næste uger opretholdt Social-Demokraten udgivelsen af et nummer om dagen. Men den daværende samfundskrise betød små lønninger så arbejderne ikke havde råd til at betale fagforeningskontingent. Da Folketinget i  foråret 1877 nedstemte regeringens finanslovsforslag, sendte og Estrup tinget hjem og udstedte en finanslov på egen hånd uden vedtagelse af rigsdagen. Arbejderbevægelsen gik ind i en nedgangsperiode: Mange fagforeninger blev opløst, mange forlod partiet. Det begyndte at vende i februar 1878 med dannelsen af Socialdemokratisk Forbund hvor blev parti og fagbevægelse blev adskilt. Partiets ledere valgtes fra arbejdernes rækker.