Tjenestepigeforhold. (Efterskrift til Politivennen)

Fra en Tjenestepige har vi modtaget Følgende :

Der er næppe nogen Stand, der tilnærmelsesvis er saa undertrykket, som den, hvortil jeg hører, men hvoraf kommer det? Simpelt hen af den Grund, at Herskaberne nu en Gang finder det i sin Orden at betragte os som Trældyr - ja, Udtrykket er stærkt, men for stærkt er det ikke, hvad Enhver vil sande, som nøjere kender Forholdet , og derfor heller ikke under os anden Frihed end den, som bliver disse til Del, og det endda knapt nok. Det er ikke fordi, at der altid er noget, som nødvendigvis maa udføres, nej, tvertimod, jeg er vis paa, at mangen Frue har spekuleret sig en Hovedpine til, bare for at udfinde noget, hvormed hun kunde holde sin Pige i Trædemøllen, hvilket derfor ogsaa sker ved at hun maa udføre de mest urimelige Ting. Kommer saa endelig Ens Fridag (og den kommer aldrig oftere end hver 14de Dag), saa maa man, som en pæn Pige, først gaa ind og spørge Fruen "om der er mere" eller naar man maa gaa, men træffer det sig nu saa uheldigt, at "Fruen sover" - og det træffer sig tidt - , ja, saa maa man naturligvis vente til hun faar udsovet, for at faa Tilladelse til at gaa, med andre Ord: man maa tage som Naade, hvad der tilkommer En som Ret, og faar man saa Tilladelsen, saa er den i Reglen ledsaget med et: "Lad mig se. - Du kommer ikke for sent hjem!" men har man virkelig en Aften været ude til Kl. 11, saa er Fanden løs den næste Dag, hvorimod man saa godt kan saa Lov til at vente til Klokken er 2-3 om Natten, naar Fruen eller Frøkenen er i Selskab. Sligt har intet at sige, man er jo dog "kun en Tjenestepige" og om en saadan maa man endelig ikke nære den forfængelige Tro, at hun behøver Nattesøvn !

Værst stillede med Hensyn til Nattesøvn tror jeg dog de Piger er, som har den tvivlsomme Lykke at tjene hos en Bager. Jeg har et specielt Kendskab til en Saadans Stilling og skal til Slutning fremdrage den: Hun maa op hver Morgen Kl. 6 og saa kan hun gaa og arbejde strængt den hele udslagne Dag, ja, der levnes hende næppe Tid til at spise, og det er ens baade Hellig og Sogn. Om Aftenen naar Klokken er 10 og alle andre Mennesker gaar i Seng, eller i alt Fald kan det om de vil, saa kan ogsaa hun "gaa hen og lægge sig", det vil sige paa Gulvet i Butiken, som hun har at skure inden hendes "Dagværk" er endt, og med dette, samt med at bringe Alt i Orden til næste Dag, gaar Tiden, saa hun aldrig kommer i Seng for Klokken er henad 1, efter en Arbejdsdag paa henimod 19 Timer, saa kan hun sove, for om 5 Timer at begynde forfra! Saaledes er Forholdene og saa ved disse Fruer dog ikke alt det Onde de skal sige om os (Skældsord vil jeg nu slet ikke tale om), men taler bestandig om , hvor uforskammede vi er, ja, de skriver saagar Bøger om, hvorledes de skal faa "en god" Tjenestepige.

(Social-Demokraten 10. maj 1877).

Districtssygepleieforeningen. (Efterskrift til Politivennen)

Districtssygepleieforeningen har ifølge Meddelelse i "Philantropisk Ugeblad" udgivet sin Aarsberetning for Aaret fra 1ste Februar 1876 til 31te Januar 1877.

Districtssygepleieforeningen, hvis Formaal er at uddanne Sygepleiersker og anvende dem i Særdeleshed til at pleie fattige Syge, begyndte sin Virksomhed i Sundbyerne paa Amager i Sommeren 1874 og vandt efterhaanden mere og mere Anerkjendelse. Sagen gjorde et ikke ubetydeligt Fremskrift derved, at der i Begyndelsen af afvigte Aar blev oprettet et nyt District paa Christianshavn, som har været i Virksomhed siden Februar 1876. Christianshavns District begyndte i Februar Maaned 1876 sin Virksomhed med 2 Sygepleiersker, af hvilke den ene dog snart blev angreben af Skarlagensfeber og i nogle Maaneder var ude af Stand til at forrette Tjeneste. I Mai Maaned overtog Forstanderinden, Frøken E. Povelsen, sin Plads; kort efter antoges en tredie Sygepleierske og senere i Aarets Løb to, saaledes at Districtet ved det nye Aars Begyndelse, den 1ste Februar 1877, kunde fortsætte sin Virksomhed med fem Sygepleiersker, der ligesom Forstanderinden og hendes Medhjælperske, Frøken Olrik, have Bolig i Districtets Hjem, Overgade oven Vandet Nr. 62. Districtet har i det Hele kunnet afgive 233 Nattevagter og 569 Dagvagter til Sygepleien i Byen. Hjælpen er saa godt som udelukkende ydet til Kvinder (kun for een mandlig Syg kom der Anmodning om Pleie) og var fordeelt paa 49 forskjellige Familier. Medens der hidtil ikke er nægtet Hjælp til nogen fattig Familie paa Christianshavn, der anmodede derom, har Foreningen jevnlig modtaget Anmodninger andetseds fra, uden at man kunde eller turde indlade sig paa at udstrække Hjælpen videre. Forsaavidt Fattigpleien har tilladet det, har Foreningen ogsaa paataget sig Sygepleie i velstaaende Familier, men har da stedse modtaget et passende Vederlag derfor.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. maj 1877).

Sygeplejeforeningen var bl.a. blevet til på initiaiv af sygeplejersken Ida Anna Helene Johnsen, født Jessen (1844-1924).  Hun blev 1866 optaget som elev på Diakonissestiftelsen og uddannede sig til sygeplejerske under forstanderinde Louise Conring. I 1868 blev hun ansat som stuekone på Almindelig Hospital som den første "dannede kvinde" hvor hun arbejdede under overlæge Ludvig Israel Brandes (se andets på bloggen) som arbejdede på at reformere sygeplejen. Hun blev i 1870 gift med sygehuspræsten Johan Vilhelm Johnsen og måtte som gift kone opgive stillingen på sygehuset. 

I 1870'erne oprettede hun Danmarks første sygeplejeforening som ansatte fire hjemmesygeplejersker i Sundby. Der blev også oprettet en på Christianshavn. De blev finansieret af både kontingent og offentlige midler, bl. a. fra overlæge Brandes og fabrikant L. P. Holmblad i Sundby. Da manden Johan Johnsen blev sognepræst i Vamdrup i midten af 1870'erne flyttede hun med. Der var da ansat 11 hjemmesygeplejersker, og sygeplejeforeningerne. Hun flyttede til København efter manden død i 1887 og blev klasselotterikollektrice, skrev artikler til Dansk Kvindesamfunds blad Kvinden og Samfundet og udgav sin selvbiografi Mellem to Tidsaldre i 1915.

Et lille Bethesda.

Ude paa Christianshavn er der et Hjem, som, da det for 12 Aar siden blev stiftet, fik Navnet Bethesda. Det er det Hjem, hvor de Søstre, som arbeide i Districtssygepleieforeningens Tjeneste, boe. Den, som i sin Tid gav Hjemmet dette Navn, knyttede vist nok allerførst dertil det kjærlige Ønske, at det for dem, som skulde boe der, maatte blive et ret Barmhjertighedens Huus, hvor de af Guds Naade maatte hente ny Styrke og ny Lyst til daglig at gaae ud til deres Gjerning: at pleie fattige Syge. Men ved Siden deraf laa sikkert ogsaa den Tanke, at det lille Hjem for mange Andre end dets egne Beboere maatte blive et Barmhjertighedens Huus, som efter Herrens Ord skulde aabne sine Døre, ikke for "rige Naboer, som kunne give Vederlag", men for Saadanne, "som Intet have at betale med: Fattige, Halte, Krøblinge og Blinde". Fra dette lille Hjem skulde ogsaa mangen Vederkvægelse bringes til de Syge.

Saaledes have vi, som nu i 12 Aar have havt Hjemmets daglige Drift under Hænder, opfattet Tanken med at kalde Hjemmet Bethesda, og efter denne Opfattelse have vi arbeidet med det dobbelte Maal for Øie. Og vi have havt den Glæde al see, at det lille Hjem af Mange, foruden os, som boe i det, er blevet betragtet som et godt Sted, et Sted, hvor de Smaa, Fattige, Fortrykte og Svage frit kunde gaae ind og ud og for en Stund sinde Ly og Hygge; et Sted, som delte sit Brød med den Fattige, som kom til dets Dør, og endelig et Sted, hvorfra smaa Gaver bleve bragte til de Syge; men aldrig er der i alle disse Aar særlig opfordret til at yde Bidrag til denne Side af Virksomheden. Enkelte kjærlige Mennesker have uopfordret ved Juletid sendt forskjellige Gaver med den særlige Bestemmelse at anvendes til vore Fattige og Syge, og fra en skjult Kilde er stadig flydt Bidrag hertil. Den allerstørste Del af Udgifterne derved er dog bleven baaren af Districtssygepleieforettingen selv, og saaledes har denne Side af Virksomheden hidtil ligesom kunnet skjule sig bag Districtssygepleieforeningens Hovedformaal: at pleie fattige Syge paa Christianshavn og i Sundbyerne paa Amager.

Helst skulde denne Virksomhed være bleven i sit Skjul, kun kjendt af dem, der virkes for, thi jo mindre der kan tales og skrives om den Slags Ting, destobedre. Det er kun den bydende Nødvendighed, der driver til at opgive dette Skjul, da Districtssygepleieforeningens Midler ikke længer strække til at dække de Aar for Aar større Huusholdningsudgifter, som udkrævedes, naar idetmindste ligesaa mange som Hjemmets egne Beboere skulde mættes, og der ellers ogsaa paa anden Maade skulde hjælpes lidt for de Fattige og Syge. Districtssygepleieforeningens Bestyrelse har derfor med Beklagelse seet sig nødsaget til at nedsætte Huusholdningspengene saaledes, at der fra Foreningen nu kun ydes Alt, hvad der behøves til Hjemmets egne Beboere i alle Maader, men intetsomhelst til, at Hjemmet, som hidtil, kan være et Tilflugtssted for den Fattige.

Vi som leve og arbeide i og udenfor Hjemmet, og som nu i 12 Aar have havt den dobbelte Opgave for Øie og under Hænder, og for hvem det staaer saa fast, at "de To maae ikke skilles ad", vi kunne nu ikke Andet end sende det hjertelige Spørgsmaal ud til kjærlige Mennesker nær og fjern: Kunne I ikke have Lyst til at sende os Gaver enten een Gang for alle eller i aarlige eller maanedlige Bidrag, saa at vi som hidtil kunne holde Hjemmets Døre aabne for de Fattige og Fortrykte, af hvilke vi i vor Gjerning herude lære stedse flere og flere at kjende, samt ikke blot yde fri Sygepleje, men ogsaa paa anden Maade hjælpe lidt i de fattige Hjem?

Enhver, der kjender til disse Forhold, veed hvor svært, ja næsten umuligt det kan være for Sygeplejersken at yde Pleie paa Steder, hvor ofte det Allernødvendigste mangler, naar hun ikke fra Hjemmel kan bringe lidt Hjælp med. Det er kun høist ugjerne jeg har draget denne lille, stille, beskedne Sag frem for Offentligheden, men jeg kan ikke see paa, at den synker i Grav, uden at jeg idetmindste maa gjøre et Forsøg paa at holde den ilive. Saa trøster jeg mig da til at sende disse Linier ud i Verden, fuldelig forvisset om, at Han, som er en Herre ogsaa over Sølvet og Guldet og Menneskenes Hjerter, kan bøie Hjerter henimod denne Sag, saa at de faae Lyst til at støtte den, og det lille Hjem saaledes kan vedblive at virke efter sit gode Navns dobbelte Betydning.

Gaver bedes tilsendt Hjemmets Forstanderinde, underskreven

Emma Povelsen,

Prindsessegade 28. C.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. april 1888. 2. udgave)

Emma Povelsen. Hun var datter af rektor Povelsen fra Sorø. Hun var med fra 1865 i optagelseshuset i Gothersgade. (Regitze Barner: Minder fra mit liv og gjerning, bind 1, s. 142. 1911)

I august 1891 udsendte Emma Povelsen en lignende appel hvor hun oplyste at der indkom 500 kr. Men dog ikke nok, så hun igen måtte appellere til offentligheden om bidrag. Distriktssygepleieforeningen skiftede i 1896 navn til "Sygepleieforening for Christianshavn og Sundbyerne".

Mordforsøg. (Efterskrift til Politivennen)

Attenteret Mord. ("Nordj. Folkebl.".) Da Forpagteren af Thorstedlund Hovedgaard afvigte Løverdag Aften omtrent Kl. 11 kjørte gjennem Rold Skov til sit Hjem, styrtede pludselig et aldeles nøgent Fruentimmer ud fra Skoven mod Vognen, anraabende om Hjælp, idet hun, medens hun i Hast blev bedækket med Klæder og Tæpper, forklarede, at hun af sin Mand, af Navn Søren Faldager fra Landsbyen Skaarup, var bleven lokket ud i Skoven, under Paaskud af en Kjøretour til en Naboby. Inde i en Grantykning i en afsides Deel af Skoven havde Manden faaet hende af Vognen, afført hende Klæderne og dernæst villet kvæle hende i Tøilerne, som han havde taget af Hesten, idet han samtidig jog Kjøretøiet bort og forklarede Konen, at det var hans Hensigt at dræbe først hende og dernæst sig selv. Idet han bukkede sig efter Tøjlerne for at begynde Udførelsen af sin forfærdelige Gjermng, lykkedes det Konen at rive sig løs og undslippe gjennem de tætte Graner. Forfulgt af Manden var den ulykkelige Kone løbet rundt i den mørke Skov uden at kjende Sti eller Vei, indtil hun hørte den Vogn komme som hun nu havde naaet. Saa hurtigt det lod sig giøre, blev den stakkels af Angst og Kulde rystende og af Buske ilde tilredte Kone kjørt til Thorstedlund. Folk fra den nærliggende Skovriddergaard allarmerede og Skoven gjennemsøgt for om muligt at finde Manden, eftersom det allerede inden Mødet med Konen antrufne Kjøretøi bekræftede i alt Fald den deelvise Rigtighed af hendes Fremstilling. Det lykkedes ogsaa snart at finde og anholde Manden som derpaa under Bevogtning blev transportere til sin nærmeste Øvrighed, Sognefogden i Ravnkilde, idet hans Forklaring væsentlig samstemmede med Konens, kun med den Forskjel, at de Begge havde været enige om at gjøre en Ende paa Livet. Iøvrigt var han ved sin Paagribelse lidt beskjænket, men meget rolig og satte sig ikke til Modværge, men angav, at han var isærd med at tage Livet af sig selv, da man fandt ham. Den næste Dag fandtes ogsaa Konens voldeligen iturevne Klæder samt Hestens Tømme midt i en Grantykning i Skoven, men Sagens rette Sammenhæng bliver neppe nogensinde beviislig opklaret, thi da Manden samme Dags Formiddag var bleven forhørt af vedkommende Herredsfoged, blev han foreløbig frigiven, hvorpaa han gik hjem og hængte sig. Manden havde et meget slet Ry og har forødt den største Deel af den sælles Formue; allerede den foregaaende Dag har han efter Konens Forklaring forsøgt et Mordattentat paa hende i deres Hjem, og Konen, der er 31 Aar gl. og paa hvem der ikke skal være noget Videre at sige, sidder nu alene hjemme med 7 Børn, hvoraf det yngste kun er en Maaned gammelt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. maj 1877).

Hvad der kan tildrage sig i vore Dage. Fra Støvring skrives den 1ste Maj til "Aalb. Stiftst.": Et afskyeligt Mordforsøg, efterfulgt af Selvmord, er i disse Dag udøvet her paa Egnen af en i Skaarup bosiddende Mand, tidligere Gaardejer i Aarestrup. Den Omtalte var meget drikfældig og har i flere Aar lidt af Delirium. Han levede daarligt sammen med Konen, hvem han ofte mishandlede, uden at hun nogensinde har søgt at unddrage sig hans raa Behandling, hvorimod hun taalmodigt har fundet sig i sin Husbonds Grusomheder. Paa Grund af sine gale Streger - paa ét Aar bortødslede han f. Eks. ca. 2000 Kr. - blev han gjort umyndig efter Begæring af sin Hustrues Slægtninge. Det varede dog ikke længe for Hustruen igen skaffede sin Husbond den tabte Myndighed. For et Par Dage siden, da Vanvidet var over ham, trak han Konen ind i Tørvehuset og forsøgte paa at aflive hende ved at snøre hende et Reb om Halsen. Ved hendes Nødraab kom nogle af Børnene - af hvilke denne Familie har 6-7, det mindste kun 7 Uger gl. - og Konen slap saaledes fra ham denne Gang. - Nu havde han det Uheld, at den ene af hans Heste døde, og som sædvanligt skulde Flasken trøste ham i hans Sorg. Han bad da i Lørdags Aftes sin Kone at følge med sig til en rig Mand i Ersted, hvor han havde faaet Løfte paa Laan af nogle Penge, der dog ikke vilde blive ham betalte uden i hendes Paasyn. De kørte ad Vejen til Ersted igennem Thorstedlund Skov. Det blev Aften, imedens de endnu var i Skoven, og Manden drejede fra den rette Vej og kørte ind i Granskoven, som kun var lidet befærdet. Paa Konens Protest imod at køre denne skumle Vej, bød Manden hende holde Mund. Omtrent Kl. 10 holdt Manden stille, stod af Vognen og trak Konen med sig. Her forsøgte han da paa den skammeligste Maade at aflive sin Hustru. Han rev alle hendes Klæder fra hende og greb et Stykke af Tømmen, hvilket han forsøgte at faa viklet hende om Halsen, og hun skulde saaledes være klynget op i et Træ. Det lykkedes den stakkels Kone at slippe fra ham, før han fik Rebet bundet om hendes Hals, og blødende af de Læsioner, han havde tilføjet hende, løb hun fortvivlet og næsten forkommet af Kulde, hen imod en befærdet Vej raabende om Hjælp. Til al Held for hende kom en af Egnens Godsejere kørende gennem Skoven paa Vejen til sit Hjem. Han hørte hendes hjertegribende Skrig og fik snart Øje paa den flygtende Kone, der var saa forfrossen, at hun næppe kunde tale. Godsejeren indhyllede hende i sin Pels, og tog hende med hjem, hvor hun snart kom nogenlunde til sig selv ester den gode Pleje, der blev hende tildel. Man sendte Folk ind i Skoven for at oplede Ugerningsmanden. Han fandtes endnu beruset, men det lod til, at Galskaben var gaaet noget over. Han ytrede sin Glæde over, at disse Folk var komne ud at opsøge ham; hvis ikke der var kommet Folk til ham, var han bange for ikke at kunne have modstaaet Fristelsen til at aflive sig. Han foregav, da man spurgte ham, hvor hans Kone var, at hun var løbet bort fra ham, da han var ved at klynge hende op i et Træ; men han paastod, at det var en "Aftale mellem dem, da de forlode Hjemmet", at de ikke mere vilde gense hverken Børn eller Hjem, men aflive sig ved Hængning. Da Godsejeren nogenlunde havde faaet omtalte stakkels Kone bragt lidt til Kræfter, befordrede han hende til Sognefogden i Ravnkilde og tog paa Hjemvejen derfra om til Ugerningsmandens Bolig for at se til Børnene. Denne var imidlertid af Sognefogden i Ravnkilde bleven sendt hjem efter Ordre fra Herredsfogden i Hobro, Justitsraad Christensen - som tilfældigt opholdt sig paa Egnen - med det Paalæg, at skulle tage sig Noget for. Dette Paalæg udførte han ved at hænge sig i sit Tørvehus, hvor Børnene fandt ham. Sognefogden kom for at skære ham ned og der gik Bud efter Justitsraad Christensen, men endnu i Mandags Aftes Kl. 1 var Justitsraaden ikke kommen til Skaarup, og Manden laa derfor endnu paa en Tørvestabel. Den stakkels Kone er næsten fortvivlet; hun har nok Kreature, men ingen Fourage, og 7 nøgne Børn, men intet Brød til dem. - Det synes underligt, at vedkommende Øvrighedsperson ikke har funden Anledning til at skride ind itide paa en mere energisk Maade, navnlig da Børnene ogsaa har været udsatte for Overlast, og da et konstateret Mordforsøg dog mindst maa foranledige, at Ugerningsmanden bliver gjort foreløbig uskadelig.

(Social-Demokraten 4. maj 1877).

Foreningen til Dyrenes Beskyttelse. (Efterskrift til Politivennen)

afholdt i Aftes sin første aarlige Generalforsamling. der var besøgt af over 100 Mennesker. Skolebestyrer S. G. Møller valgtes til Ordstyrer. Bestyrelsesmedlem Kammerraad Lembcke meddelte Regnskabet, der viste en Indtægt af 2347 Kr. og en Udgift af 1360 Kr., og aflagde Beretning om Foreningens Virksomhed i 1870. Resultaterne vare vel hidtil ikke store og iøjnefaldende men det maatte erindres, at Foreningen var ung og Sagen temmelig ny her i Landet. Et væsenligt Udbytte var dog vundet derved, at Folk havde begyndt at tænke over Sagen; thi det meste Dyrplageri, der fandt Sted, blev begaaet af Tankeløshed. Bestyrelsen havde navnlig virket ved Henvendelser til forskellige Avtoriteter, særlig Politiet, og Selskaber. Den havde saaledes rettet sin Opmærksomhed paa Kreaturtransporten paa Jernbaner og Dampskibe, hvor der fandt meget Dyrplageri Sted; særlig vare de sjællandske Jernbaner saa mangelfuldt forsynede med Materiel, at Dyrene lide særdeles meget ved Transporten, idet de førtes paa aabne Vogne uden nogen som helst Beskyttelse. Selskabet havde ikke vist sig tilbøjeligt til at imødekomme Foreningens Ønsker. Paa Statsbanerne bleve Kreaturer i Reglen befordrede i lukkede, velventilerede Vogne. Fremdeles havde man opfordret Kjøbenhavns Politi til at have sin Opmærksomhed henvendt paa Drivning af Kreaturer fra Havnen til Trommesalen og som Middel mod Kvægdrivernes Mishandling af Tyrene forestaaet Oprettelsen af een Kvægdriverexpedition. Man havde anmodet Kjøbenhavns Magistrat om en Forandring af Torveordenen derhen, at det blev Slagterne paa Gammeltorv tilladt at fraspænde deres Heste, hvilket de nu ikke havde Lov til. Politiet i Kjøbenhavn og Omegn var bleven anmodet om at føre Tilsyn med Indkjørsler til Bygninger under Opførelse. Med megen Beklagelse havde Bestyrelsen af Borgerrepræsentationens Forhandlinger set, at det endnu kunde have lange Udsigter med Indrettelsen af et nyt Kvægtorv til Afløsning af Trommesalen, der var en ligefrem Skandale for Byen. Paa en Henvendelse til Politiet om Bemyndigelse for Medlemmer af Foreningen til at paatale Dyrplageri var intet Svar indløbet; men det vilde dog være i høj Grad beklageligt, om Politiet ikke skulde ville modtage en saadan Hjælp. Foreningen havde udgivet et Skrift og  tilskrevet Lærerne omkring i Landet om at virke for Sagen. En Kvindeforening, der allerede talte omtrent 400 Medlemmer,  var stiftet med det Formaal at modarbejde Dyrplageri i Husholdningen; af denne Forening var udgivet i 12,000 Exemplarer en Anvisning til at slagte Dyrene paa den hurtigste og mindst smertefulde Maade. - Sluttelig rettede Taleren en varm Tak til Kongehuset for den Interesse, det havde vist Foreningen, navnlig ved den paa Kristiansborg Slot i Marts Maaned stedfundne Præmieuddeling, hvor Hans Majestæt Kongen, Foreningens høje Protektor, præsiderede, og hvor Hendes Højhed Prinsesse Thyra naadig havde opfyldt sit Tilsagn om at uddele Præmierne og havde gjort det paa en Maade, der drog alles Hjærter til hende. - Efter at Regnskabet var godkjendt, gjenvalgtes de 10 af Bestyrelsens Medlemmer; som 11te Medlem valgtes Vognmandsforeningens Formand, Hr. Jørgensen, i Stedet for Korpsdyrlæge Vestring, der ønskede sig fritaget for Valg. - Foreningen talte ved Nytaar 1241 Medlemmer, senere ere 280 indtraadte, saa den nu tæller 1521. Kvindeforeningen har som nævnt omtrent 400 Medlemmer.

Efter Generalforsamlingen indledede Cand. polit. Rumohr en Diskussion om, hvad der skal forstaas ved Dyrplageri. Han besvarede Spørgsmaalet derhen, at Dyrplageri altid vilde efterlade Mærker paa Dyret, legemlige eller sjælelig. Kreaturhandler Buchardt indvendte, at Dyr meget godt kunde mishandles, uden at det efterlod synlige Mærker, f. Ex. ved Transport paa Jernbaner. Proprietær Hasselbach sluttede sig hertil og indvendte yderligere mod Rumohr, at et Dyr ofte kunde være "mærket", uden at Dyrplageri havde fundet Sted. f. Ex. naar en ustyrlig Hest bar Mærker af Pidskeslag, som havde været nødvendige for at tæmme den. Dyrplageri er: enhver unødvendig Lidelse, der tilføjes et Dyr (Hør! Hør'.). Efter kortere Bemærkninger sluttedes Forhandlingen. - Paa Forslag af Folketingsmand, Overretsprok. Leth bevidnede Forsamlingen Bestyrelsen sin Tak ved at rejse sig op.

(Morgenbladet (København) 2. maj 1877).

Kryger og Højre. (Efterskrift til Politivennen)

Vi have aldrig næret Illusioner om vort unge Højre. Vi vide, hvor det er, og efter hvilken Kurs det styrer, naar man er kommen frem alene ved at være sin nationalliberale Faders Søn eller ved at gnide sig op ad Magthaverne, saa maa Bevarelsen af Magten være Livets eneste og højeste Maal. Vi vente intet stort og ædelt af en Ungdom, der i Tyveearsalderen har gjennemløbet alle Standpunkter for tilsidst at forraade dem alle. Men om de gamle have vi en Gang været naive nok til at tro, at der dog i det mindste var een Sag, som de uskadt havde reddet ud af deres Livs Skibbrud. Vi tænke paa den nordslesvigske Sag.

"Fædrelandet" har i Lørdags belært os om, at ogsaa dette er en Illusion. Vi kjende de Anstrængelser, som det unge kjøbenhavnske Højre udfolder for at forvandle de danske Nordslesvigere til en Flok nationalliberale Fanatikere, for hvem Partisagen staar over Folkesagen; men vi mindes ikke, at "Fædrel." har deltaget i eller billiget denne beklagelige Agitation. Hr. Ploug har undertiden villet tage Kryger  til Indtægt, hvor han troede, han kunde benyttes i Kampen mod Venstre; men det syntes dog kun at være ubevogtede Øjeblikkes Indfald. Naar Kryger protesterede mod at blive hvirvlet med ind i vore Partikampe, har Hr. Ploug tiet. Vi gik i vor Uskyldighed omkring og mente, at der dog var dem i Højre, der virkelig følte, hvad de skylde en Mand, der har sat sit Liv ind paa at skaffe vort Land tilbage, hvad det ved Tidernes Ugunst og nationalliberalt Letsind har tabt.

Saa meget mere har "Fædrl."s Optræden i Lørdags maattet overraske os. Det falder over Hr. Kryger, først fordi han i "Morgenbladet" har takket for Telegrammer fra Venstremøder, dernæst fordi han den 19de April har tilladt sig at bringe det nordslesvigske Spørgsmaal frem i den tydske Rigsdag. Den førstnævnte Anke skulle vi lade ligge uden at tænke videre over dens Forbindelse med den sidste, der er af en langt alvorligere Art. Hr. Kryger maa høre, at han er gaaet, om ikke "udenfor", saa dog "nær Grænsen af hans bestemte og ansvarsfulde Opgave"; hvad han har gjort, kan man ikke "ubetinget glæde" sig ved eller "fuldkommen billige", der kunde let være afstedkommet stor Skade, men heldigvis - det er Meningen, om Udtrykket end er formet mindre hensynsløst - var Lykken bedre end Forstanden, den tydske Regering blev ikke ikke "udæsket og fornærmet" og hele Udbyttet er dette: "Lad os være taknemlige for, at lidt maaske er vundet ved Windhorsts Udtalelse og ikke det mindste tabt ved Bülows."

Saaledes lyder offenlig Takken til Kryger fra den ham mest velsindede Del af den danske Regeringspresse. De Nationalliberale takke deres Gud, naar Kryger blot ikke gjør Skade. Man forestille sig da, hvorledes han bag Kulisserne behandles af en Negering og et Diplomati, der aldrig har forstaaet at iagttage det Hensyn, der skyldes Nordslesvigernes Ordfører. Man vil paa denne utilbørlige Maade fra Kjøbenhavn hovmesterere en Mand, uden hvis Virksomhed vore Diplomater næppe havde haft mindste Grund under deres Fødder, og man forlanger af Kryger, der er blevet stor og har udrettet noget, fordi han aldrig har kjendt Smaadiplomaternes Korthusberegninger og ængstelige Hensyn, at han nu skal lade sig indsnøre i disse Hensyn, fordi de ledende Kredse i Kjøbenhavn tro det gavnligt for deres Politik. Man glemmer i sin Iver, hvilket Vaaben der gives Udlandet imod ham, naar det kan sige, at ikke Gang hans Landsmænd billige hans Færd. En Presse, der atter og atter har hidset Stemningen i Tydskland op imod os ved sit hadefulde, drillende og udfordrende Sprog, taler til Kryger om det farlige i at "udæske og fornærme den tydske Regering". Hvis Kryger var en buldrende Nationalliberal, der prædikede Had og Fjendskab mod Tydskland, skulde vi intet have imod, at han lagdes i Lænker; men Kryger er en rolig og sindig Talsmand for en fredelig Løsning af det Spørgsmaal, som er os og vor Nabo imellem, han udæsker ingen, men har tvært imod ved sin jævne og ærlige Optræden aftvunget selv sine værste Modstandere Agtelse og Anerkjendelse. Det brydsomme og lidet haabefulde Hverv, som Nordslesvig har givet ham, og som forlængst vilde have trættet en spinkel diplomatisk Natur, har han røgtet med en Tro og en Udholdenhed, som kun en nordslesvigsk Bonde vilde have Kræfter til, og er der maaske end langt til det endelige Maal, har hans Virksomhed dog allerede  baaret Frugter, som hen og hans danske Landsmænd kunne glædes ved: flere og flere Medlemmer af den tydske Rigsdag anerkjende vor Ret, og det nordslesvigske Spørgsmaal er levende i det tydske Folks Bevidsthed. Derfor skal han ikke angribes eller bringes en Tak saa kjølig, at den lyder som en Bebrejdelse; han skal ikke skydes til Side eller forvandles til en parlamentarisk Quaade. Hans Kryger har erhværvet sig en Ret, som ingen kan rokke, til at gaa i Spidsen, hvor det gjælder den nordslesvigske Befolkning; for Sagens Skyld haabe vi, at han altid vil havde denne Plads, og i dette Haab bringe vi ham vor fulde, ubetingede og hjærtelige Tak for hans selvstændige og mandige Optræden.

(Morgenbladet (København) 2. maj 1877).