En moderne Arbejdskøber. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt de Fordele, Skibstømrerne har opnaaet i Løbet af de sidste 5 Aar, er der ogsaa den, at Søndagsarbejdet betales med en Fjerdedels højere Dagløn end Hverdagsarbejde. Jeg tror at kunne fremhæve, al Flertallet af Haandværkerne betragter Søndagsarbejdet som Noget, man helst burde undgaa, og Flertallet af Skibstømrerne nære den samme Mening. I de fleste Fag findes der imidlertid Onder, der med den bedste Vilje ikke kan undgaas, og saaledes gaar det ogsaa med Søndagsarbejdet ved Skibsbyggerier; det kan ikke altid undgaas, og det har derfor været vor Opgave at sikre os et Vederlags derfor, som er afpasset efter det Offer, vi maa bringe, ved at give Afkald paa den eneste Dag, der er os levner til at nyde Familielivet. Københavns Skibstømrere er saa overbeviste om det rigtige og retfærdige i denne Ordning af Lønningen, at de hellere vil give Afkald paa alt Søn- og Helligdagsarbejde end at taale nogen Nedsættelse af Lønnen. For saa vidt er alt Godt, og man hengav sig til det tillidsfulde Haab, at al Fare var fjernet for lang Tid; men Skibstømrerne har kun alt for snart erfaret, at de ikke har Grund til at lægge Hænderne i Skødet.

En Del af Holmens faste Skibstømrere har saaledes fundet det passende at tage Arbejde om Søndagen paa Strandpromenadens Skibsværft, som tilhører Skibsbygmester E. Lautrup, for en Dagløn, der er 50 Øre under den Daglon, som blev vedtaget ved Afslutningen af Skibstømrerstrejken, og hvilken den samme Mester ved sin Underskrift er gaaet ind paa at ville overholde, og dertil kommer, at ovennævnte Tømmermænd arbejder en Time længere, end der er fastsat. Facit bliver altsaa, at disse Mænd modtager en Løn, der er 1 Kr. 96 Øre lavere end den, de tilkommer for Søndagen med en Times Overarbejde. Det kan ikke nægtes, at det er en ganske artig Dagløn Hr. Lautrup derved har opnaaet for sig selv, næmlig omtrent 40 Kr. paa disse 20 Mand. - Vi vil dog ikke videre beskæftige os med Lautrup, da vi af Erfaring véd at det kun baader lidt; han er som alle andre Storborgere, der aldrig har været henvist til at ernære sig ved deres Hænders Gerning, hensynsløs og egenkærlig. Hidindtil har man dog troet, at han var ordholdende, men de sidste Dages Begivenheder fritager os for den Illusion. Men hvorledes forholder det sig med disse Tømmermænd, der paa en saa skændig Maade bryder Staven over Københavns private Tømmermænd? Er deres Stilling i den Grad trykkende, at man derved kunde undskylde deres Handlemaade? Dette kan dog ikke være Tilfældet, da det ligger nær at antage, at de saa vilde have indgivet en Begæring om en Forhøjelse af Lønnen; hvilket forøvrigt vilde have været langt mere paa sin Plads end den famøse Tillidsadresse, der efter Forlydende har cirkuleret til Underskrift dersteds, og som ifølge Ryglet har modtaget ikke saa faa Underskrifter.

Det er en Selvfølge, at Ingen kunde have noget imod at Holmens faste Skibsrømrere tager det Arbejde, der tilbyder sig for dem, naar de kun erholder samme Vederlag derfor, som de private Skibstømrere; men at Arbejdere, der ved særlige Forhold er sikrede Arbejde, over for mindre heldigt stillede Medarbejdere, taler ikke til Gunst for disse Mænds Karakter. Vel vilde det være i høj Grad urigtigt, at dømme alle Holmens faste Skibsbyggere efter disse 20 Mænds Optræden, men dog kan det ikke nægtes, at det er et sørgeligt Vidnesbyrd om del kammeratlige Forhold paa Nyholm. Vi vil nu ikke yderligere omtale disse Mænd, da deres Optræden, særlig paa denne Tid, da flere private Skibsbyggere er uden Beskæftigelse, er af den Art, at vi ikke vil spilde mere Tid derpaa, men vil nu overlade til deres mere hæderlige Kammerater at dømme i denne Sag. Vor Dom er Foragt baade for dem, der har modtaget, og dem, der har ydet Arbejde i dette Tilfælde.

Flere Skibstømrere.

(Social-Demokraten 12. maj 1877).

Tjenestepigeforhold. (Efterskrift til Politivennen)

Fra en Tjenestepige har vi modtaget Følgende :

Der er næppe nogen Stand, der tilnærmelsesvis er saa undertrykket, som den, hvortil jeg hører, men hvoraf kommer det? Simpelt hen af den Grund, at Herskaberne nu en Gang finder det i sin Orden at betragte os som Trældyr - ja, Udtrykket er stærkt, men for stærkt er det ikke, hvad Enhver vil sande, som nøjere kender Forholdet , og derfor heller ikke under os anden Frihed end den, som bliver disse til Del, og det endda knapt nok. Det er ikke fordi, at der altid er noget, som nødvendigvis maa udføres, nej, tvertimod, jeg er vis paa, at mangen Frue har spekuleret sig en Hovedpine til, bare for at udfinde noget, hvormed hun kunde holde sin Pige i Trædemøllen, hvilket derfor ogsaa sker ved at hun maa udføre de mest urimelige Ting. Kommer saa endelig Ens Fridag (og den kommer aldrig oftere end hver 14de Dag), saa maa man, som en pæn Pige, først gaa ind og spørge Fruen "om der er mere" eller naar man maa gaa, men træffer det sig nu saa uheldigt, at "Fruen sover" - og det træffer sig tidt - , ja, saa maa man naturligvis vente til hun faar udsovet, for at faa Tilladelse til at gaa, med andre Ord: man maa tage som Naade, hvad der tilkommer En som Ret, og faar man saa Tilladelsen, saa er den i Reglen ledsaget med et: "Lad mig se. - Du kommer ikke for sent hjem!" men har man virkelig en Aften været ude til Kl. 11, saa er Fanden løs den næste Dag, hvorimod man saa godt kan saa Lov til at vente til Klokken er 2-3 om Natten, naar Fruen eller Frøkenen er i Selskab. Sligt har intet at sige, man er jo dog "kun en Tjenestepige" og om en saadan maa man endelig ikke nære den forfængelige Tro, at hun behøver Nattesøvn !

Værst stillede med Hensyn til Nattesøvn tror jeg dog de Piger er, som har den tvivlsomme Lykke at tjene hos en Bager. Jeg har et specielt Kendskab til en Saadans Stilling og skal til Slutning fremdrage den: Hun maa op hver Morgen Kl. 6 og saa kan hun gaa og arbejde strængt den hele udslagne Dag, ja, der levnes hende næppe Tid til at spise, og det er ens baade Hellig og Sogn. Om Aftenen naar Klokken er 10 og alle andre Mennesker gaar i Seng, eller i alt Fald kan det om de vil, saa kan ogsaa hun "gaa hen og lægge sig", det vil sige paa Gulvet i Butiken, som hun har at skure inden hendes "Dagværk" er endt, og med dette, samt med at bringe Alt i Orden til næste Dag, gaar Tiden, saa hun aldrig kommer i Seng for Klokken er henad 1, efter en Arbejdsdag paa henimod 19 Timer, saa kan hun sove, for om 5 Timer at begynde forfra! Saaledes er Forholdene og saa ved disse Fruer dog ikke alt det Onde de skal sige om os (Skældsord vil jeg nu slet ikke tale om), men taler bestandig om , hvor uforskammede vi er, ja, de skriver saagar Bøger om, hvorledes de skal faa "en god" Tjenestepige.

(Social-Demokraten 10. maj 1877).

Districtssygepleieforeningen. (Efterskrift til Politivennen)

Districtssygepleieforeningen har ifølge Meddelelse i "Philantropisk Ugeblad" udgivet sin Aarsberetning for Aaret fra 1ste Februar 1876 til 31te Januar 1877.

Districtssygepleieforeningen, hvis Formaal er at uddanne Sygepleiersker og anvende dem i Særdeleshed til at pleie fattige Syge, begyndte sin Virksomhed i Sundbyerne paa Amager i Sommeren 1874 og vandt efterhaanden mere og mere Anerkjendelse. Sagen gjorde et ikke ubetydeligt Fremskrift derved, at der i Begyndelsen af afvigte Aar blev oprettet et nyt District paa Christianshavn, som har været i Virksomhed siden Februar 1876. Christianshavns District begyndte i Februar Maaned 1876 sin Virksomhed med 2 Sygepleiersker, af hvilke den ene dog snart blev angreben af Skarlagensfeber og i nogle Maaneder var ude af Stand til at forrette Tjeneste. I Mai Maaned overtog Forstanderinden, Frøken E. Povelsen, sin Plads; kort efter antoges en tredie Sygepleierske og senere i Aarets Løb to, saaledes at Districtet ved det nye Aars Begyndelse, den 1ste Februar 1877, kunde fortsætte sin Virksomhed med fem Sygepleiersker, der ligesom Forstanderinden og hendes Medhjælperske, Frøken Olrik, have Bolig i Districtets Hjem, Overgade oven Vandet Nr. 62. Districtet har i det Hele kunnet afgive 233 Nattevagter og 569 Dagvagter til Sygepleien i Byen. Hjælpen er saa godt som udelukkende ydet til Kvinder (kun for een mandlig Syg kom der Anmodning om Pleie) og var fordeelt paa 49 forskjellige Familier. Medens der hidtil ikke er nægtet Hjælp til nogen fattig Familie paa Christianshavn, der anmodede derom, har Foreningen jevnlig modtaget Anmodninger andetseds fra, uden at man kunde eller turde indlade sig paa at udstrække Hjælpen videre. Forsaavidt Fattigpleien har tilladet det, har Foreningen ogsaa paataget sig Sygepleie i velstaaende Familier, men har da stedse modtaget et passende Vederlag derfor.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. maj 1877).

Sygeplejeforeningen var bl.a. blevet til på initiaiv af sygeplejersken Ida Anna Helene Johnsen, født Jessen (1844-1924).  Hun blev 1866 optaget som elev på Diakonissestiftelsen og uddannede sig til sygeplejerske under forstanderinde Louise Conring. I 1868 blev hun ansat som stuekone på Almindelig Hospital som den første "dannede kvinde" hvor hun arbejdede under overlæge Ludvig Israel Brandes (se andets på bloggen) som arbejdede på at reformere sygeplejen. Hun blev i 1870 gift med sygehuspræsten Johan Vilhelm Johnsen og måtte som gift kone opgive stillingen på sygehuset. 

I 1870'erne oprettede hun Danmarks første sygeplejeforening som ansatte fire hjemmesygeplejersker i Sundby. Der blev også oprettet en på Christianshavn. De blev finansieret af både kontingent og offentlige midler, bl. a. fra overlæge Brandes og fabrikant L. P. Holmblad i Sundby. Da manden Johan Johnsen blev sognepræst i Vamdrup i midten af 1870'erne flyttede hun med. Der var da ansat 11 hjemmesygeplejersker, og sygeplejeforeningerne. Hun flyttede til København efter manden død i 1887 og blev klasselotterikollektrice, skrev artikler til Dansk Kvindesamfunds blad Kvinden og Samfundet og udgav sin selvbiografi Mellem to Tidsaldre i 1915.

Et lille Bethesda.

Ude paa Christianshavn er der et Hjem, som, da det for 12 Aar siden blev stiftet, fik Navnet Bethesda. Det er det Hjem, hvor de Søstre, som arbeide i Districtssygepleieforeningens Tjeneste, boe. Den, som i sin Tid gav Hjemmet dette Navn, knyttede vist nok allerførst dertil det kjærlige Ønske, at det for dem, som skulde boe der, maatte blive et ret Barmhjertighedens Huus, hvor de af Guds Naade maatte hente ny Styrke og ny Lyst til daglig at gaae ud til deres Gjerning: at pleie fattige Syge. Men ved Siden deraf laa sikkert ogsaa den Tanke, at det lille Hjem for mange Andre end dets egne Beboere maatte blive et Barmhjertighedens Huus, som efter Herrens Ord skulde aabne sine Døre, ikke for "rige Naboer, som kunne give Vederlag", men for Saadanne, "som Intet have at betale med: Fattige, Halte, Krøblinge og Blinde". Fra dette lille Hjem skulde ogsaa mangen Vederkvægelse bringes til de Syge.

Saaledes have vi, som nu i 12 Aar have havt Hjemmets daglige Drift under Hænder, opfattet Tanken med at kalde Hjemmet Bethesda, og efter denne Opfattelse have vi arbeidet med det dobbelte Maal for Øie. Og vi have havt den Glæde al see, at det lille Hjem af Mange, foruden os, som boe i det, er blevet betragtet som et godt Sted, et Sted, hvor de Smaa, Fattige, Fortrykte og Svage frit kunde gaae ind og ud og for en Stund sinde Ly og Hygge; et Sted, som delte sit Brød med den Fattige, som kom til dets Dør, og endelig et Sted, hvorfra smaa Gaver bleve bragte til de Syge; men aldrig er der i alle disse Aar særlig opfordret til at yde Bidrag til denne Side af Virksomheden. Enkelte kjærlige Mennesker have uopfordret ved Juletid sendt forskjellige Gaver med den særlige Bestemmelse at anvendes til vore Fattige og Syge, og fra en skjult Kilde er stadig flydt Bidrag hertil. Den allerstørste Del af Udgifterne derved er dog bleven baaren af Districtssygepleieforettingen selv, og saaledes har denne Side af Virksomheden hidtil ligesom kunnet skjule sig bag Districtssygepleieforeningens Hovedformaal: at pleie fattige Syge paa Christianshavn og i Sundbyerne paa Amager.

Helst skulde denne Virksomhed være bleven i sit Skjul, kun kjendt af dem, der virkes for, thi jo mindre der kan tales og skrives om den Slags Ting, destobedre. Det er kun den bydende Nødvendighed, der driver til at opgive dette Skjul, da Districtssygepleieforeningens Midler ikke længer strække til at dække de Aar for Aar større Huusholdningsudgifter, som udkrævedes, naar idetmindste ligesaa mange som Hjemmets egne Beboere skulde mættes, og der ellers ogsaa paa anden Maade skulde hjælpes lidt for de Fattige og Syge. Districtssygepleieforeningens Bestyrelse har derfor med Beklagelse seet sig nødsaget til at nedsætte Huusholdningspengene saaledes, at der fra Foreningen nu kun ydes Alt, hvad der behøves til Hjemmets egne Beboere i alle Maader, men intetsomhelst til, at Hjemmet, som hidtil, kan være et Tilflugtssted for den Fattige.

Vi som leve og arbeide i og udenfor Hjemmet, og som nu i 12 Aar have havt den dobbelte Opgave for Øie og under Hænder, og for hvem det staaer saa fast, at "de To maae ikke skilles ad", vi kunne nu ikke Andet end sende det hjertelige Spørgsmaal ud til kjærlige Mennesker nær og fjern: Kunne I ikke have Lyst til at sende os Gaver enten een Gang for alle eller i aarlige eller maanedlige Bidrag, saa at vi som hidtil kunne holde Hjemmets Døre aabne for de Fattige og Fortrykte, af hvilke vi i vor Gjerning herude lære stedse flere og flere at kjende, samt ikke blot yde fri Sygepleje, men ogsaa paa anden Maade hjælpe lidt i de fattige Hjem?

Enhver, der kjender til disse Forhold, veed hvor svært, ja næsten umuligt det kan være for Sygeplejersken at yde Pleie paa Steder, hvor ofte det Allernødvendigste mangler, naar hun ikke fra Hjemmel kan bringe lidt Hjælp med. Det er kun høist ugjerne jeg har draget denne lille, stille, beskedne Sag frem for Offentligheden, men jeg kan ikke see paa, at den synker i Grav, uden at jeg idetmindste maa gjøre et Forsøg paa at holde den ilive. Saa trøster jeg mig da til at sende disse Linier ud i Verden, fuldelig forvisset om, at Han, som er en Herre ogsaa over Sølvet og Guldet og Menneskenes Hjerter, kan bøie Hjerter henimod denne Sag, saa at de faae Lyst til at støtte den, og det lille Hjem saaledes kan vedblive at virke efter sit gode Navns dobbelte Betydning.

Gaver bedes tilsendt Hjemmets Forstanderinde, underskreven

Emma Povelsen,

Prindsessegade 28. C.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. april 1888. 2. udgave)

Emma Povelsen. Hun var datter af rektor Povelsen fra Sorø. Hun var med fra 1865 i optagelseshuset i Gothersgade. (Regitze Barner: Minder fra mit liv og gjerning, bind 1, s. 142. 1911)

I august 1891 udsendte Emma Povelsen en lignende appel hvor hun oplyste at der indkom 500 kr. Men dog ikke nok, så hun igen måtte appellere til offentligheden om bidrag. Distriktssygepleieforeningen skiftede i 1896 navn til "Sygepleieforening for Christianshavn og Sundbyerne".

Mordforsøg. (Efterskrift til Politivennen)

Attenteret Mord. ("Nordj. Folkebl.".) Da Forpagteren af Thorstedlund Hovedgaard afvigte Løverdag Aften omtrent Kl. 11 kjørte gjennem Rold Skov til sit Hjem, styrtede pludselig et aldeles nøgent Fruentimmer ud fra Skoven mod Vognen, anraabende om Hjælp, idet hun, medens hun i Hast blev bedækket med Klæder og Tæpper, forklarede, at hun af sin Mand, af Navn Søren Faldager fra Landsbyen Skaarup, var bleven lokket ud i Skoven, under Paaskud af en Kjøretour til en Naboby. Inde i en Grantykning i en afsides Deel af Skoven havde Manden faaet hende af Vognen, afført hende Klæderne og dernæst villet kvæle hende i Tøilerne, som han havde taget af Hesten, idet han samtidig jog Kjøretøiet bort og forklarede Konen, at det var hans Hensigt at dræbe først hende og dernæst sig selv. Idet han bukkede sig efter Tøjlerne for at begynde Udførelsen af sin forfærdelige Gjermng, lykkedes det Konen at rive sig løs og undslippe gjennem de tætte Graner. Forfulgt af Manden var den ulykkelige Kone løbet rundt i den mørke Skov uden at kjende Sti eller Vei, indtil hun hørte den Vogn komme som hun nu havde naaet. Saa hurtigt det lod sig giøre, blev den stakkels af Angst og Kulde rystende og af Buske ilde tilredte Kone kjørt til Thorstedlund. Folk fra den nærliggende Skovriddergaard allarmerede og Skoven gjennemsøgt for om muligt at finde Manden, eftersom det allerede inden Mødet med Konen antrufne Kjøretøi bekræftede i alt Fald den deelvise Rigtighed af hendes Fremstilling. Det lykkedes ogsaa snart at finde og anholde Manden som derpaa under Bevogtning blev transportere til sin nærmeste Øvrighed, Sognefogden i Ravnkilde, idet hans Forklaring væsentlig samstemmede med Konens, kun med den Forskjel, at de Begge havde været enige om at gjøre en Ende paa Livet. Iøvrigt var han ved sin Paagribelse lidt beskjænket, men meget rolig og satte sig ikke til Modværge, men angav, at han var isærd med at tage Livet af sig selv, da man fandt ham. Den næste Dag fandtes ogsaa Konens voldeligen iturevne Klæder samt Hestens Tømme midt i en Grantykning i Skoven, men Sagens rette Sammenhæng bliver neppe nogensinde beviislig opklaret, thi da Manden samme Dags Formiddag var bleven forhørt af vedkommende Herredsfoged, blev han foreløbig frigiven, hvorpaa han gik hjem og hængte sig. Manden havde et meget slet Ry og har forødt den største Deel af den sælles Formue; allerede den foregaaende Dag har han efter Konens Forklaring forsøgt et Mordattentat paa hende i deres Hjem, og Konen, der er 31 Aar gl. og paa hvem der ikke skal være noget Videre at sige, sidder nu alene hjemme med 7 Børn, hvoraf det yngste kun er en Maaned gammelt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. maj 1877).

Hvad der kan tildrage sig i vore Dage. Fra Støvring skrives den 1ste Maj til "Aalb. Stiftst.": Et afskyeligt Mordforsøg, efterfulgt af Selvmord, er i disse Dag udøvet her paa Egnen af en i Skaarup bosiddende Mand, tidligere Gaardejer i Aarestrup. Den Omtalte var meget drikfældig og har i flere Aar lidt af Delirium. Han levede daarligt sammen med Konen, hvem han ofte mishandlede, uden at hun nogensinde har søgt at unddrage sig hans raa Behandling, hvorimod hun taalmodigt har fundet sig i sin Husbonds Grusomheder. Paa Grund af sine gale Streger - paa ét Aar bortødslede han f. Eks. ca. 2000 Kr. - blev han gjort umyndig efter Begæring af sin Hustrues Slægtninge. Det varede dog ikke længe for Hustruen igen skaffede sin Husbond den tabte Myndighed. For et Par Dage siden, da Vanvidet var over ham, trak han Konen ind i Tørvehuset og forsøgte paa at aflive hende ved at snøre hende et Reb om Halsen. Ved hendes Nødraab kom nogle af Børnene - af hvilke denne Familie har 6-7, det mindste kun 7 Uger gl. - og Konen slap saaledes fra ham denne Gang. - Nu havde han det Uheld, at den ene af hans Heste døde, og som sædvanligt skulde Flasken trøste ham i hans Sorg. Han bad da i Lørdags Aftes sin Kone at følge med sig til en rig Mand i Ersted, hvor han havde faaet Løfte paa Laan af nogle Penge, der dog ikke vilde blive ham betalte uden i hendes Paasyn. De kørte ad Vejen til Ersted igennem Thorstedlund Skov. Det blev Aften, imedens de endnu var i Skoven, og Manden drejede fra den rette Vej og kørte ind i Granskoven, som kun var lidet befærdet. Paa Konens Protest imod at køre denne skumle Vej, bød Manden hende holde Mund. Omtrent Kl. 10 holdt Manden stille, stod af Vognen og trak Konen med sig. Her forsøgte han da paa den skammeligste Maade at aflive sin Hustru. Han rev alle hendes Klæder fra hende og greb et Stykke af Tømmen, hvilket han forsøgte at faa viklet hende om Halsen, og hun skulde saaledes være klynget op i et Træ. Det lykkedes den stakkels Kone at slippe fra ham, før han fik Rebet bundet om hendes Hals, og blødende af de Læsioner, han havde tilføjet hende, løb hun fortvivlet og næsten forkommet af Kulde, hen imod en befærdet Vej raabende om Hjælp. Til al Held for hende kom en af Egnens Godsejere kørende gennem Skoven paa Vejen til sit Hjem. Han hørte hendes hjertegribende Skrig og fik snart Øje paa den flygtende Kone, der var saa forfrossen, at hun næppe kunde tale. Godsejeren indhyllede hende i sin Pels, og tog hende med hjem, hvor hun snart kom nogenlunde til sig selv ester den gode Pleje, der blev hende tildel. Man sendte Folk ind i Skoven for at oplede Ugerningsmanden. Han fandtes endnu beruset, men det lod til, at Galskaben var gaaet noget over. Han ytrede sin Glæde over, at disse Folk var komne ud at opsøge ham; hvis ikke der var kommet Folk til ham, var han bange for ikke at kunne have modstaaet Fristelsen til at aflive sig. Han foregav, da man spurgte ham, hvor hans Kone var, at hun var løbet bort fra ham, da han var ved at klynge hende op i et Træ; men han paastod, at det var en "Aftale mellem dem, da de forlode Hjemmet", at de ikke mere vilde gense hverken Børn eller Hjem, men aflive sig ved Hængning. Da Godsejeren nogenlunde havde faaet omtalte stakkels Kone bragt lidt til Kræfter, befordrede han hende til Sognefogden i Ravnkilde og tog paa Hjemvejen derfra om til Ugerningsmandens Bolig for at se til Børnene. Denne var imidlertid af Sognefogden i Ravnkilde bleven sendt hjem efter Ordre fra Herredsfogden i Hobro, Justitsraad Christensen - som tilfældigt opholdt sig paa Egnen - med det Paalæg, at skulle tage sig Noget for. Dette Paalæg udførte han ved at hænge sig i sit Tørvehus, hvor Børnene fandt ham. Sognefogden kom for at skære ham ned og der gik Bud efter Justitsraad Christensen, men endnu i Mandags Aftes Kl. 1 var Justitsraaden ikke kommen til Skaarup, og Manden laa derfor endnu paa en Tørvestabel. Den stakkels Kone er næsten fortvivlet; hun har nok Kreature, men ingen Fourage, og 7 nøgne Børn, men intet Brød til dem. - Det synes underligt, at vedkommende Øvrighedsperson ikke har funden Anledning til at skride ind itide paa en mere energisk Maade, navnlig da Børnene ogsaa har været udsatte for Overlast, og da et konstateret Mordforsøg dog mindst maa foranledige, at Ugerningsmanden bliver gjort foreløbig uskadelig.

(Social-Demokraten 4. maj 1877).

Foreningen til Dyrenes Beskyttelse. (Efterskrift til Politivennen)

afholdt i Aftes sin første aarlige Generalforsamling. der var besøgt af over 100 Mennesker. Skolebestyrer S. G. Møller valgtes til Ordstyrer. Bestyrelsesmedlem Kammerraad Lembcke meddelte Regnskabet, der viste en Indtægt af 2347 Kr. og en Udgift af 1360 Kr., og aflagde Beretning om Foreningens Virksomhed i 1870. Resultaterne vare vel hidtil ikke store og iøjnefaldende men det maatte erindres, at Foreningen var ung og Sagen temmelig ny her i Landet. Et væsenligt Udbytte var dog vundet derved, at Folk havde begyndt at tænke over Sagen; thi det meste Dyrplageri, der fandt Sted, blev begaaet af Tankeløshed. Bestyrelsen havde navnlig virket ved Henvendelser til forskellige Avtoriteter, særlig Politiet, og Selskaber. Den havde saaledes rettet sin Opmærksomhed paa Kreaturtransporten paa Jernbaner og Dampskibe, hvor der fandt meget Dyrplageri Sted; særlig vare de sjællandske Jernbaner saa mangelfuldt forsynede med Materiel, at Dyrene lide særdeles meget ved Transporten, idet de førtes paa aabne Vogne uden nogen som helst Beskyttelse. Selskabet havde ikke vist sig tilbøjeligt til at imødekomme Foreningens Ønsker. Paa Statsbanerne bleve Kreaturer i Reglen befordrede i lukkede, velventilerede Vogne. Fremdeles havde man opfordret Kjøbenhavns Politi til at have sin Opmærksomhed henvendt paa Drivning af Kreaturer fra Havnen til Trommesalen og som Middel mod Kvægdrivernes Mishandling af Tyrene forestaaet Oprettelsen af een Kvægdriverexpedition. Man havde anmodet Kjøbenhavns Magistrat om en Forandring af Torveordenen derhen, at det blev Slagterne paa Gammeltorv tilladt at fraspænde deres Heste, hvilket de nu ikke havde Lov til. Politiet i Kjøbenhavn og Omegn var bleven anmodet om at føre Tilsyn med Indkjørsler til Bygninger under Opførelse. Med megen Beklagelse havde Bestyrelsen af Borgerrepræsentationens Forhandlinger set, at det endnu kunde have lange Udsigter med Indrettelsen af et nyt Kvægtorv til Afløsning af Trommesalen, der var en ligefrem Skandale for Byen. Paa en Henvendelse til Politiet om Bemyndigelse for Medlemmer af Foreningen til at paatale Dyrplageri var intet Svar indløbet; men det vilde dog være i høj Grad beklageligt, om Politiet ikke skulde ville modtage en saadan Hjælp. Foreningen havde udgivet et Skrift og  tilskrevet Lærerne omkring i Landet om at virke for Sagen. En Kvindeforening, der allerede talte omtrent 400 Medlemmer,  var stiftet med det Formaal at modarbejde Dyrplageri i Husholdningen; af denne Forening var udgivet i 12,000 Exemplarer en Anvisning til at slagte Dyrene paa den hurtigste og mindst smertefulde Maade. - Sluttelig rettede Taleren en varm Tak til Kongehuset for den Interesse, det havde vist Foreningen, navnlig ved den paa Kristiansborg Slot i Marts Maaned stedfundne Præmieuddeling, hvor Hans Majestæt Kongen, Foreningens høje Protektor, præsiderede, og hvor Hendes Højhed Prinsesse Thyra naadig havde opfyldt sit Tilsagn om at uddele Præmierne og havde gjort det paa en Maade, der drog alles Hjærter til hende. - Efter at Regnskabet var godkjendt, gjenvalgtes de 10 af Bestyrelsens Medlemmer; som 11te Medlem valgtes Vognmandsforeningens Formand, Hr. Jørgensen, i Stedet for Korpsdyrlæge Vestring, der ønskede sig fritaget for Valg. - Foreningen talte ved Nytaar 1241 Medlemmer, senere ere 280 indtraadte, saa den nu tæller 1521. Kvindeforeningen har som nævnt omtrent 400 Medlemmer.

Efter Generalforsamlingen indledede Cand. polit. Rumohr en Diskussion om, hvad der skal forstaas ved Dyrplageri. Han besvarede Spørgsmaalet derhen, at Dyrplageri altid vilde efterlade Mærker paa Dyret, legemlige eller sjælelig. Kreaturhandler Buchardt indvendte, at Dyr meget godt kunde mishandles, uden at det efterlod synlige Mærker, f. Ex. ved Transport paa Jernbaner. Proprietær Hasselbach sluttede sig hertil og indvendte yderligere mod Rumohr, at et Dyr ofte kunde være "mærket", uden at Dyrplageri havde fundet Sted. f. Ex. naar en ustyrlig Hest bar Mærker af Pidskeslag, som havde været nødvendige for at tæmme den. Dyrplageri er: enhver unødvendig Lidelse, der tilføjes et Dyr (Hør! Hør'.). Efter kortere Bemærkninger sluttedes Forhandlingen. - Paa Forslag af Folketingsmand, Overretsprok. Leth bevidnede Forsamlingen Bestyrelsen sin Tak ved at rejse sig op.

(Morgenbladet (København) 2. maj 1877).