Militærlejren ved Hald. (Efterskrift til Politivennen)

Lejren ved Hald har den 15de ds. taget sin Begyndelse. Kronprinsen, der er Øverstbefalende, har rettet en Henvendelse til det i Lejren deltagende Mandskab, hvori han opfordrer til ikke at sky nogen Anstrængelse, men underkaste sig "enhver Fordring, som Bevarelsen af Disciplinens faste Baand stiller". Disse Disciplinens faste Baand har allerede krævet to Ofre. - "Silkeborg Avis" meddeler næmlig :

"I Gaar (den 17de ds.) Middags marscherede 7de Bataljon, der garnisonerer i Nyborg, her igennem Byen (Silkeborg) paa Turen til Lejren ved Hald. Den kom fra Brædstrup og Omegn og blev indkvarteret i Balle, Seiling og omliggende Byer. - Paa Marschen hertil indtraf den beklagelige Begivenhed i Bataljonen at en Reservespillemand, der efter Sigende led af Krampeanfald, angik ved Døden. Han havde nok kun gaaet en halvanden Mils Vej, da han begyndte at sakke bag ud; men da man troede, at hans Mathed var fingeret, fik han ikke Lov at køre. Han maatte altsaa, til Dels understøttet af et Par Kammerater, vedblive at marschere indtil han her uden for Byen ikke kunde slæbe sig længere og derfor blev lagt paa en Vogn. Paa denne opgav han imidlertid straks efter Aanden, hvorpaa hans Lig blev ført til det herværende Sygehus. - Den Afdøde skal vare en Sønderjyde ved Navn Klausen."

Hvad mon det er for en "man", der "troede", at Spillemandens Mathed var fingeret, og som rimeligvis har foranlediget et ligefremt Drab af en aldeles uskyldig Medborger? Og mon den Slags Handlinger uden nogen videre Vanskelighed kan passere den offenlige Mening og Justitsen? I saa Fald tør vi nok sige, at man er fejl underrettet, naar man vaastaar, at "de gode gamle Tider kommer aldrig mere igen". 

- Om det andet Dødsfald, der er indtruffet paa Marschen til Lejren, meddeler "Aalb. Stiftst." Følgende: 

"Da 9de Bataljon vaa sin Marsch til Lejren i Forgaars henved Kl. 11 næsten var naaet til Hjedsbæk Kro, hvor den skulde holde Hvil for at modtage Indkvarteringsbilletter, blev Menig af 2det Kompagni, Snedkersvend Joh. Chr. Christensen, Søn af Snedker Christensen i Hjørring, der om Morgenen, da han forlod Flødal, hvor han den foregaaende Nat havde været indkvarteret, havde været aldeles rask, overfaldet af et Ildebefindende, der nødte ham til at træde nd af Geleddet. Han kom straks under Lægebehandling, idet han blev optaget i Lægens Vogn og transporteret til Albæk, hvor Staben havde sit Kvarter, men trods al anvendt Omhu afgik han her imellem Kl. 3 og 4 ved Døden efter den af Lægen afgivne Erklæring som Følge af en Hjærneforblødning. Den Afdøde ledsagedes hertil af Sergent Petersen, der fra Støvring Station havde ladet telegrafere til Vedkommendes i Hjorring boende Fader, som i Gaar modtog den Afdøde og førte Liget med sig til Hjørring. Der kan i dette Tilfælde ikke være Tale om nogen Overanstrængelse, ti Ulykken skete, som anført, kort før Ankomsten til den kun 3½ a 4 Mil herfra beliggende Hjedsbæk Kro, hvortil Batalionen var naaet efter en Marsch paa 2 Dage."

Selv om der, som "Aalb. Stiftst." siger, ikke i dette Tilfælde kan være Tale om nogen særegen Overanstrængelse eller noget Tyranni fra de Befalendes Side, er det indtrukne Dødsfald jo dog en Følge af Marschen i den stærke Solhede.

(Social-Demokraten 20. juni 1877).

Fra Viborg skrives til "Jyllp." Den Strid, der i de senere Lejraar har været ført mellem Lejrkommankantskabet og de civile Myndigheder, næmlig en Indrømmelse af Holdeplads for Kapervogne og andre Vogte paa Lejren Territorium og om Benyttelsen af de gennem Lejren forende offenlige Veje, idet nemlig Kommandanskabet formente at have Ret til at instruere de Vejfarende, om hvorvidt de maatte køre i Trav eller opholde for at afsætte og optage Passagerer og Lignende, skal nu være endt, idet der efter sikkert Forlydende skal være faldet en ministeriel Resolution, i Følge hvilken Alt, hvad der passerer paa de gennem Lejren førende offenlige Veje, er de militære Myndigheder uvedkommende, men alene sorterer under Politiet, saaledes at de Vejfarende alene har at rette sig efter dettes Ordre. Derimod skal Spørgsmaalet om Indrømmelse af Holdeplads paa Lejrens Territorium være overladt til Lejrkommandantskabets Bestemmelse, og saavidt vides skal den i Aar fungerende Lejrkommandant. Oberst Heramb, "ikke være villig til at imødekomme det almindelige Ønske af Hensyn til eventuel Forstyrrelse af Freden indenfor Hærens Kamperlinje". Holdepladsen vil altsaa blive ved Siden af Rytterilejren, udenfor Lejrens Territorium, 

(Social-Demokraten 21. juni 1877).

Koloniraadsmøde paa St. Croix 4. Juni 1877. (Efterskrift til Politivennen)

REMARKS.

It is now beyond a doubt, that the crop of the Island again this year will not only be considerably below an average crop, but will also be far below what it was expected to be in the commencement of the year; in consequence thereof many Estates are again bare of means to continue cultivation, as all the returns of the crop made goes to cover bureau-advances received last year. Applications have therefore been made to the Presidency to endeavour that the Colonial treasury be placed in a position to assist planters needing advances for carrying on their cultivation.

Under existing circumstances in order to avoid that the exeptions made from all qvarters to keep up Sugar cultivation in the Island should be abortive, and in order to prevent that the change, now about to be carried out at a very heavy cost in the manufacture of the staple production of the Island should become unavailing, by estates going out of cultivation or coming to a temporary stoppage from the impossibility of procuring mean to go on, it is necesary that the Public again this year comes to the assistance of the parties. 

The Presidency has therefore, with the approval of the Government, framed the above Money Bill for a grant of an amount to meet advances to planters for the month of June to August this year. The Presidency will take care that these advances be contiued within the smallest possible limits, and in viev of the pecuniary state of the Colonial Treasury the advances will only be given for the amounts requisite for paying the money wages to labourers; it is expected that provisions will be supplied by merchants on bureau-right in the crop coordinate with the Colonial Treasury.

The President introduced the Bill. He thought he could take it for granted that not only the advisibility but also the necessity of the measure which he now had the honour to submit to the Council is so generally admitted, that it might be superfluous for him to incroach on the patience of the Council by entering largely on the merits of the ease. On the other hand, it would, perhaps, not be showing due sense of the important of a matter of this kind, if we were tacitly to submit this measure to the Council, because he entertained the conviction that the Council would be unanimously in favour of it. This duty of making some additional remarks, besides those appended to the Bill, on this subject, is increased by the circumstance, that the monies to be applied for bureau are not the property of the Treasury, but have to be obtained by borrowing, and in eudeavoring to get this assistance, we have again solely to depend on the good will of the Government and legislative Assemblies in the Mother Country. There is, besides, one circumstance to which, although not willing to enter into too many details, he would draw attention, because it not only serves to explain why we have here to have so frequently recourse to measures of this kind, but also holds out encouragement for the future of the Island. What he here alludes to is the nature of the staple production of the Island and the manner in which it is dealt with to obtain a return from it. The Island is so subject to dry weather that the only article that can he grown here with success, is the Sugar Cane; it would be useless to think of substituting any other tropical production, which in itself might have the same or even greater value; for, the climatic relations here would not allow it; neither tobacco, vanilla, nor cocoa, would pay, simply because they would not thrive here in the dry weather; and to speak of a whole community of upwards of 23,000 souls in their present state of civilization drawing their subsistence from the planting of yams, potatoes, etc., would be simply absurd. The cane is the only plant capable of standing hard weather, and it has also this advantage, that under ordinary circumstances and with proper care it is able to supply all the requirements for keeping the population in a state of well being and comfort. But it has one drawback, viz. that while mostly all other products may be exported advantageously without being fabricated, the cane in its natural state has no practical use, but has to undergo extensive and complicated treatment, requiring heavy expenses for buildings, machinery, etc. The system here followed in rubricating the product has always been, that the person producing the cane, had to procure the necessary machinery, originally is quite a primitive manner, then in the form of cattle mills, after that wind mills, and finally the more expensive steam mills. The consequence of this is, that the produce is worked up on only 76 Estates; while in 1815 the number was still 150. When, then, the number of Estates at work is so small, and when the whole population is dependent on them, it becomes a matter of concern that no estatt should go out of cutivation. If any one were to suppose, that the bureau advances given for several years from the Colonial 'Treasury are given for the individual benefit of the owner, it would be a mistake; advances are given to the estate, for the purpose of preventing its abandonment, as, evidently, every one that goes out of cultivation, entails a loss to the Island. In some cases a neighbouring proprietor may purchase at a low price, with a view of working the most fertile and best situated part of the island with his own Estate, but most frequently the buildings are allowed to decay and the island turned out for pasturage. Further, the matter of the Central Factory is now approaching its solution; when it is caried out, the probability of estates being of necessity placed out of cultivation, or being cultivated under neighbouring estates, will be less; - When everybody can cultivate canes and can sell them to the Factory, it would be very unwise, not to exert every possible means to keep up Estates, until the Factory can commence its operations. Thus it would be difficult to see, how the gradual decay and ruin of the island could in the long run be prevented, if the system of convening the cane into sugar &x. were always to remain as hitherto, and it might then have been a matter of doubt whether it were proper to continue the system of keeping up Estates by repented loans with no other prospect of improvement but that of better weather. But for several years the attention of the whole island has been directed towards a radical change in the treatment of the cane, and with this change in view it would have been unpardonable on the part of Government not to strain every nerve for preventing any Estate from being abandoned. He felt sure that the advantage of manufacturing [x] common establishment, to which every producer, large or small, could deliver his canes in their raw state and get its eqnivalent in ready money, would not be confined to getting a larger quantity and an improved quality of sugar out of the same quantity of canes, but that the effects on the distribution and consequently on the extent, of cultivated land would after a few years prove as beneficial to the general prosperity. After years of anxious expectation we are now daily approaching the realisation of that important enterprise, it least on the part of the island, and when it succeeds here, the rest will follow. He could not take upon himself to say, that the Company would in a direct manner render the bureau system superfluous by making itself advances to the planters, to be liquidated by the canes delivered, but be considered it probable, as soon as it shows itself, that the enterprise is really a profitable one, for of course in that case the greater the quantity of cases delivered the greater the profit to the shareholders, and thence a strong motive for the Central Factory to encourage the cane-growers. He woold now beg leave to state, that ever since 1869-70 to the present time there have been made bureau advances from the Colonial Treasury, the amount of wltioli up to May 187t was s. $463,000. During the first three wars of his period the advances were repaid in full with interest, but with 1872-73 came the first of the destructive years we have gone through, and the result is, that of the advances up to May 1876 there remains about $70,000 unpaid, of which $27,770 are lost and between $8000, and 9000 are looked upon as more or less doubtful, the remainder being secured in Estates. Thus, if we add the doubtful claims to what is actually lost, we arrive at the sum of $38,000 as the cost at which the system has been carried on for those five years. If honorable Members will look at the list of Estates which have been supported during these years of trouble, they will acknowledge, that he is very moderate indeed, when he asserts, that more than one half of the number, and among them some of the best Estates of the island would have been thrown out of cultivation, and although we have got, as it is, poverty enough from these bad years, the loss of $38,000 is not worth notice, if we compare with it the various effects of the whole island, which would have ensued, if 16 or 17 Estates had been abandoned. Situated as we have been, it would not even have been a remedy, to turn the Estates into the Dialing Couris, for the Dealing Masters would have had the same difficulty in procuring the means for the Administration expenses, whereas the properties are now in a position to take advantage of the change in the weather which in the order of nature must come, and of the Central Factory which will be ready for receiving the canes now growing. 

After some remarks from several Members, it was proposed by 1st Member for Christiansted (Lemming ) to refer the Money Bill to a Committee of 3 Members, which was adopted with 9 votes against 6.

(St. Croix Avis 9. juni 1877).

Ubekendt fotograf: Guvernementshuset i Charlotte Amalie på Sankt Thomas. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Opsynet ved Kongens Have. (Efterskrift til Politivennen)

I den saakaldte Kongens Have findes en hel Del Opsynsmænd. En af disse, nemlig den, som den 4de Juni havde Opsvn ved Indgangen fra Kronprinsessegade, gjorde sig særlig fortjent til Opmærksomhed hos højere Vedkommende, idet han udviste en Kone med en Barnevogn, hvilket han jo havde Ret til, da hun ingen Tegn havde; men tillige at overdænge hende med en Ladning Skældsord og Trusler er dog for grovt. At en saadan Person hor Lov til at skælde en Kone ud, som af Uvidenhed kommer disse priviligerede Enemærker for nær, beviser en Uopdragenhed, som er grænseløs, og at han tillige truer ad hende med sin Stok, er endnu grovere, ja det er en ligefrem slyngelagtig Opførsel, som vist allerede vilde være trukken frem for Offenligheden af En eller Anden af alle de tilstedeværende Tilhørere, dersom den var udvist mod en Anden end netop en Arbejders Kone.

Det henstilles nu til Havens "høje, styrende Herrer", om det ikke var rigtigt, at Opsynsmændene gennemgik et Kursus i Humanitet, og dernæst, at der blev opslaaet Plakater ved Indgangene til Haven med Underretning til Publikum om, at Ingen maa køre derind uden Tegn, da det ikke er godt for Alle at lugte, hvad Bestemmelser der er taget for en saakaldet "offenlig Have", som er skænket til Byens Indbyggeres Fornøjelse og ikke til Indtægt for Vedkommende.

En Tilskuer ved nævnte Lejlighed.

(Social-Demokraten 7. juni 1877).

I Kongens Have. Illustreret Tidende 945, 4. november 1877.

Ane Cecilie Petersen og Emilie Kristine Frank. (Efterskrift til Politivennen)

Ane Cecilie Petersen (1822-?) var datter af en konstabel i artilleriet. Hun var 8 år da han blev afskediget som 53-årig og herefter levede af en beskeden pension. Han var i de sidste år drikfældig. Moderen var lam i den ene hånd og døde 52 år gammel da Ane Cecilie var 14 år gammel. Hun levede alene med faderen i 4 år. Parret fik 12 børn. Kun 4 blev voksne. 2 sønner blev straffede, kom gentagne gange i straffeanstalt og døde unge. En 3. søn forsvandt i Jylland. Da faderen blev afskediget, var Ane Cecile det eneste barn hjemme og han sendte hende ud for at betle. Når det ikke lykkedes, blev hun straffet. Hun begyndte derfor at stjæle med faderens viden. Hun var blevet straffet 4 gange siden hun var 14 år. Hun var kæreste med bl. a. en bondekarl fra Storeheddinge. Da faderen døde begyndte hun at at stjæle. 22 år gammel blev hun arresteret (januar 1844) og fik 2 års arrest hvorefter hun i 1846 sad i Straffeanstalt i 5 år. Hun var i 1846 blevet involveret i et større hæler- og tyvenetværk, se særskilt afsnit. 

Et par måneder efter hun blev løsladt i 1851 idømtes hun ved kriminal- og politiretten 2 års forbedringshusarbejde for bestjæle sit herskab. 

Efter løsladelsen i 1853 ernærede sig ved vask og rengøring. I 1855 blev hun gravid med en snedkersvend. Hun var en tid på Ladegården. Hun blev gift i 1856 med en mand som forsørgede hende. Han var dog stærkt drikfældig, forsømte sit Arbejde og døde af druk 1861. Barnet var allerede dødt. Hun begyndte igen at stjæle, blev taget og idømt 5 års Straffeanstalt. Hun levede igen af vask efter løsladelsen i slutningen af 1866, kom sammen med en arbejdsmand Fritze - og begyndte igen at stjæle. I begyndelsen af 1869 blev arresteret og inddømt til 10 år i straffeanstalt. Efter løsladelsen i 1875 var hun på fri fod henved 1 år, i hvilket hun atter stjal, nu sammen med Emilie Kirstine Franck.

Emilie Kirstine Franck (1839-?) var født i en børnerig arbejderfamilie hvoraf 7 børn blev voksne. Alle ustraffede. Da hun var 8 år, blev hus udsat til husfolk i Slangerup. Efter 2 år kom hun til en familie på Bornholm indtil hun blev konfirmeret. Herefter kom hun ud at tjene i 3 1/2. Hvorefter hun tog til København for at tjene 1/2 Aar. Hun kom så til en gård i Vendsyssel i et år, derefter ny tjeneste i Hjørring. Her stjal hun nogle pynteting i en butik, blev opdaget og straffet. Efter et år stjal hun igen i en butik, hvorfor hun fik 1 år i Viborg Tugthus. Herefter blev hun sendt tilbage til Bornholm, derfra til København og fik tjeneste hos en fæstemand på Jægerspris. En murersvend der arbejdede på slottet, gjorde hende gravid. Hun stjal et par støvler og et par trætøfler, og blev idømt 4 år i Straffeanstalten:

Tyveri. Emilie Kirstine Franck - der er født den 6te Mai 1839 og senest i 1862 anseet med Forbedringshuusarbeide i 1 Aar - kom den 1ste November, efterat have fratraadt en Kondition paa Frederikspriis, hertil Staden, hvor hun tog Ophold hos sin Moder. Den 3die November om Eftermiddagen gik hun ned til Skomagermester Rosted i Løvstræde for at kjøbe et Par Støvler, og eflerat have passet forskjellige Par, forlod hun Udsalget uden at kjøbe Noget. Strax efter hendes bortgang savnede Mesteren et Par brunelsstøvler, af Værdi 8 Mk., hvorfor han lod sin Læredreng gaae efter Fruentimmeret, hvem han ogsaa fik Øie paa og fulgte efter til Pedermadsensgang, hvor hun gik ind i Nr. 4. Drengen rapporterede det til Mester, der i Forening med en Politibetjent og Drengen gik til det betegnede Sted, hvor Pigen blev antruffen, og fandtes Støvlerne i hendes Kjolelomme. Samme Dags Middag havde Pigen været nede i Frederiksberggade og handlet med Enken Nielsen om Trætøfler, men ingen kjøbt, hvorimod hun saae Leilighed til at stjæle et Par umagede dito, af Værdi 2 Mk., og som ogsaa bleve fundne hos hende. Arrestantinden blev af Kriminal- og Politiretten nu dømt til Forbedringshuusarbeide i 4 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. januar 1864)

“Ane Cecilie Petersen, Becks Enke, født og hjemmehørende i Kbhvn:; er straffet ofte og 3 Gange med Forbedringshusarbeide for Tyveri; et ualmindeligt tyvagtigt Frt:; stjæler især fra uaflaasede Kjøkkener.” [1866-1867]. Genealogisk Forlag.

Hun blev løsladt i 1868, besluttet på ikke at stjæle mere. Hun fik tjeneste og fik i løbet af 6 år 4 børn med forskellige Mænd. Så tjenesten blev afbrudt. Fødslerne fandt dels sted på Fødselsstiftelsen dels hos en broder. På nær et barn døde alle. Hun lejede et kvistkammer og ernærede sig af vask og rengøring i 3 år. 

I 1869 fødte Emilie Kristine Franck en dreng på Fødselsstiftelsen. Den Kgl. Fødsels- og Plejestiftelse, udsætterprotokoller. Tekst: Til Moderen Emilie Kirstine Franck  ugift f: har for 4 år siden født udenfor Stift.  fød 6 maj 1839 p. den kgl. fødselsstiftelse, har tjent dels heri Staden dels på Landet sidst fra 1/5 1868 p. "Christiansminde" pr Jægerspris - hvor hun er besvangret - derefter været i København; hun tager med barnet til Sundbyøster p. Amager hos arbmd. Franck.  26/6 69 til Borgergaden Nr 46, 4 sal til gaden hos Enken Paludan.

I mellemtiden havde Ane Cecilie fortsat sin virksomhed:

- Atter er en Sag bleven paadømt af Kriminal- og Politiretten, hvorunder to Fruentimmer optræde som Kvistkammertyve. Det var nemlig mellem Arrestantinderne Charlotte Amalie Hansen, Bürgers Hustru, og Ane Cecilie Petersen, Bechs Enke, allerede i Slutningen af forrige Aar blevet aftalt, at den Førstnævnte, om det nødvendiggjordes, ved Indbrud skulde stjæle, hvorsomhelst Leilighed dertil gaves, og at den Sidste i Reglen skulde gjøre det Stjaalne i Penge til fælles Bedste; men ved denne hendes Medvirksomhed, navnlig ved Pantsætning af det Stjaalne, bleve Tyverierne opdagede, og en Del af det Stjaalne bragt tilstede. Det blev saaledes under Sagen oplyst, at Bürgers Hustru i Slutningen af forrige og i Begyndelsen af dette Aar alene havde begaaet 4 Tyverier, af hvilke hun udførte de to, nemlig i Eiendommene Nr. 31 paa Nørregade og Nr. 2 paa Hjørnet af Baggesensgade og Vesselsgade, paa den Maade, at hun om Dagen skaffede sig Adgang til Kvistværelserne sammesteds ved paa det første Sted at aabne Værelsets aflaasede Dør med en falsk Nøgle og paa det sidste Sted ved at itubryde den for Værelsets der anbragte Hængelaas. Ved disse Tyverier fik hun et Udbytte af 3 Muffer, 3 lodne Kraver og endel Klædningsstykker m. m. til en Værdi af i det Hele 71 Rd. 2 Mk. 8 Sk. Efter den mellem hende og Arrestantindcn Beck trufne Aftale om at stjæle i fælles Interesse, saaledes at Tyverierne skulde udføres af Bürgers Hustru, og at Arrestantinden Bech skulde modtage de Stjaalne og gjøre dette i Penge, havde Bürgers Hustru desuden i Begyndelsen af indeværende Aar udført 14 andre Tyverier, af hvilke 9 vare forbundne med Indbrud, paa samme Maade som ovenanført. Ved disse Tyverier havde hun stjaalet foruden Klædningsstykker og Dækketøi forskjellige andre Ting, hvis samlede Værdi udgjorde 96 Rd. 4 Mk. 8 Sk. Da Arrestantinderne vare blevne enige om at begaa det foran anførte Tyveri i et Sted paa Hjørnet af Baggesensgade og Vesselsgade, og en Person ved Ravn Vilhelm Julius Fritze, der dengang levede sammen med Arrestantinden Bech, havde hørt paa deres herom trufne Aftale, fulgte han paa Opfordring med dem og forsynede Arrestantinden Bech i dette Øiemed med et Jernspiger, hvormed hun frabrød Krampen paa en Hængelaas, med hvilken Døren til et Kvistkammer var aflukket, medens Arrestantinden Bürger stod ved Siden af, og Arrestanten Fritze stod udenfor paa Gaden for at holde Vagt samt var behjælpelig med al borlbringe det Stjaalne. For sin Ulejlighed herved og ved under et af Arrestantinden Bürger udført Tyveri i Blaagaardsgade at bortbære et af hende dersteds stjaalet Stykke Lærred havde Fritze modtaget en Vest og nydt Spise- og Drikkevarer, som begge Arrestantinderne bød ham, uagtet han vidste, at Vesten var stjaalen. og nærede Mistanke om, at de ikke vare komne i Besiddelse af de af ham modtagne Fødemidler paa lovlig Maade. Arrestantinderne og Arrestanten, der vare i en Alder af henholdvis 39, 46 og 44 Aar, og som alle før have været straffede, bleve af Kriminal- og Politiretten idømte Tugthusarbeide, Arrestantinderne hver især i 6 Aar, og Arrestanten i 3 Aar.

(Dags-Telegraphen (København) 14. august 1869)

Som antydet ovenfor mødte Emilie Kristine Franck tilfældig i nr. 34 Cecilie Petersen, som hun kendte fra Straffeanstalten. Hun må da have udstået sin tugthusstraf på 6 år. Ane Cecilie fik hende igen ind på forbryderbanen på samme vis som hun havde samarbejdet med Charlotte Amalie Hansen - dog med byttede roller: Mens Cecilie (der var kendt af politiet) udførte tyverier, bar Emilie tyvekosterne til pantelånerne. Efter 3 uger blev de anholdt. Under forhørene erkendte Emilie at hun havde svært ved at afholde sig fra at stjæle fra butikker, men at hun af kærlighed til hendes sidste Barn (der var anbragt på Bøggildgård) og hendes familien havde holdt sig fra at stjæle indtil hun mødte Cecilie Petersen. 

Høiesteretsdomne.

Høiesterets 2den Session.

Mandagen den 2den October.

Nr. 165. Etatsraad Buntzen mod Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen, Bechs Enke for Tyveri (Defensor Levinsen). Ved Kjøbenhavns Criminal- og Politirets Dom af 15de Juli 1876 ere de Tiltalte dømte til at hensættes til Tugthuusarbeide, Førstnævnte i 6 og Sidstnævnte i 10 Aar.

Dom. Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Etatsraad Buntzen oq Advocat Levinsen for Høiesteret betale de Tiltalte, Een for Begge og Begge for Een, 50 Kr. til hver.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. oktober 1876, 2. udgave).

Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen blev indsat i Kvindefængslet 7. oktober 1876. De var ved Højesteret 2. oktober 1876 ( se tekst nedenfor) idømt straffearbejde (tugthus) i henholdsvis 6 og 10 år.. Under retssagen sad de arresteret 1/2 år. En gift søster besøger jævnligt Emilie.

Højesteretsdomme.

(Fortsættelse, se forr. Aarg. p. 1172).

1876

Ved Dom at 2 Oktober 1876 i Sagen Nr. 1) imod Arrestantinderne Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen, Becks Enke, stadfæstede Højesteret i Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde, dog med Bemærkning, at der ikke i nærværende Sag for Bechs Enkes Vedkommende findes Anvendelse for Bestemmelsen i Straffelovens § 241, 2det Stykke", Kriminal- og Politirettens Dom af 15 Juli 1876, af hvis Præmisser sidste Stykke er saalydende:

Af Arrestantinderne er Arrestantinden Franck, der er født den 6 Maj 1839, tidligere straffet 3 Gange for Tyveri, senest ved denne Rets Dom af 16 Januar 1864 efter Forordningen 11 April 1840 § 15 med Forbedringshusarbejde i 4 Aar, hvilken Straf hun havde udstaaet den 21 Januar 1868, og Arrestantinden Becks Enke, der er født d. 14 August 1822, forhen straffet mange Gange, navnlig for Ejendomsindgreb, senest ved samme Rets Dom af 10 August 1869 i Henhold til Straffelovens § 54 efter sammes § 232 jfr. tildels § 229 Nr. 4 1ste Led for simpelt og grovt Tyveri 4de Gang begaaet med Tugthusarbejde i 6 Aar. De ville saaledes nu blive at dømme efter bemeldte Lovs § 232 jfr. tildels § 229 Nr. 4 sammenholdt for Arrestantinden Becks Enkes Vedkommende tildels med § 54, Arrestantinden Becks Enke for 5te Gang begaaet grovt og simpelt Tyveri og Arrestantinden Franck for 4de Gang begaaet simpelt og grovt Tyveri samt Sidstnævnte tillige i Medfør af nysnævnte Lovs § 241 1ste Stykke efter dens § 238 som for Hæleri 4de Gang begaaet, hvorhos de Tyverier, for hvilke Arrestantinden Becks Enke nu dømmes, ville, da hun ved en inden den kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret d. 27 December 1845 afsagt Dom er, foruden for Tyveri, bleven dømt for Hæleri, i Overensstemmelse med den ovennævnte Lovs § 241 2det Stykke blive at tilregne hende efter § 238 som Hæleri 5te Gang begaaet, og findes Straffen at kunne bestemmes til Tugthusarbejde for Arrestantinden Becks Enke i 10 Aar og for Arrestantinden Franck i 6 Aar.

*) H. R. T. 1876-77 p. 236.

(Ugeskrift for Retsvæsen, 1877, s. 108-109)

“Emilie Kirstine Franck, født her 6/5 39; str: sidst 2/11 76 med 6 Aar Tugthus for Delagtighed i en Mængde grove Qvistkt: Mist. Prot. G 172. 366”. [1882] Genealogisk Forlag.

I artiklen: Grethe Ilsøe i Tugt- og forbedringshus. Kvindelige straffefanger 1871-1885. I: Bur, Kan, kan ikke Vil, vil ikke. Kvindelig i perspektiv, 1996, S. 19-23, hvor dette indslags kommentarer er hentet, følger herefter en gennemgang af Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersens ophold i tugthuset. 

Emilie Kirstine Franck blev løsladt den 7. oktober 1882. Hun fik besøg i alt 5 gange i løbet af de 6 år i Kvindefængslet. Hver gang af et eller 2 familiemedlemmer (søster, bror og svigerinde). Hun skrev med tilladelse 4 breve til søsteren, 3 til broderen, 2 til sønnen, der som nævnt på hendes generalieblad opholdt sig på opdragelsesanstalten Bøgildgaard i Viborg Amt, og 3 til forstanderen på samme Bøgildgaard. 

Cecilie Petersen modtog derimod hverken besøg eller skrev et eneste brev i sin 10 år lange fangetid. Hun må være løsladt omkring 1886. Derfor kan det være en anden Ane Cecilie Petersen som fik en dom i 1893. Hvis det var hende, var hun omkring de 70 år:

Højesteretsdomme.

Mandagen den 6te Februar,

- - -

Nr. 357. Høiesteretssagfører Salomon mod Emilie Kirstine Franck for Tyveri eller Hæleri (Defensor Lunn). Ved Criminal- og Politirettens Dom af 19de November 1892 er Tiltalte dømt til at hensættes til Tugthuusarbeide i 8 Aar.

Dom. Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte til Høiesteretssagførerne Salomon og Lunn 56 Kr. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. februar 1893).

Tiltale for Barnefødsel i Dølgsmaal og for at have ombragt sit Barn. (Efterskrift til Politivennen)

Efterat en herværende i Anledning af ovennævnte Forbrydelser arresteret Tjenestepige var bleven besvangret ved en Haandværkssvend og var kommen til Vished om sin frugtsommelige Tilstand, erklærede han ved en senere Sammenkomst med hende, at han ikke var Fader til hendes Barn. Herover blev hun meget ulykkelig, men tænkte dog ikke da eller senere før Fødselen paa at føde i Dølgsmaal eller paa at ombringe Barnet, hvorimod hun havde gjort de foreløbige fornødne Forberedelser til Fødselen. Først da den Tanke under selve Fødselen paatrængte sig hende, at hun vilde være ude af Stand til at forsørge Barnet, besluttede hun at dræbe det, hvis det bragtes levende til Verden, I denne Hensigt tog hun - efter at have ladet Barnet ligge ved Siden af sig omtrent '½ Time efter dets Fødsel, i hvilket Tidsrum hun hørte det græde - med sin venstre Haands Tommel- og Pegefinger foran om Barnets Hals og trykkede lidt, hvorefter Barnet hørte op med at græde og med at trække Vejret. Hun svøbte derpaa Barnet ind i noget Linned og lagde det under Dynen i sin Seng, hvor hun lod det ligge, indtil en senere tilstedebragt Jordemoder var kommen. Morgenen efter Fødselen stod hun op og begyndte paa sine daglige Sysler, men gik paa Grund af Mathed med sit Herskabs Tilladelse igjen i Seng, og da hendes Søster samme Dag indfandt sig hos hende, tilstod hun for denne, at hun havde født et Barn og kvalt det, hvorfor Søsteren fik en Jordemoder bragt tilstede, ved hvis Foranstaltning Arrestantinden og Barnets Lig blev bragt til den kongelige Fødsels- og Plejestiftelse. I Følge den legale Obduktion af Barnets Lig maatte det antages godtgjort, at Barnets Død var bevirket ved Arrestantindens Tryk paa dets Hals og at hun saaledes maatte betragtes som den forsætlige Aarsag til dets Død. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden idømt 2 Aars Forbedringshusarbejde.

(Folkets Avis - København 26. maj 1877)