Unge Tyve og Ladegaardslemmer. (Efterskrift til Politivennen)

En ung Tyvebande. I Forgaars paakjendtes i den offenlige Politiret en Sag imod 8 Drenge, der i en Alder fra 11-13 Aar i Løbet af November Maaned d. A. havde begaaet ialt 21 Tyverier og to Gange gjort Forsøg paa at stjæle. Med Undtagelse af et Tilfælde, i hvilket en af Drengene havde været alene om Udførelsen, vare de øvrige Tyverier udførte af flere eller færre i Forening efter foregaaende Aftale, og en af dem havde saaledes deltaget i 18 Tyverier samt i de to Forsøg. Tyverierne vare alle begaaede fra Steder, hvortil Adgangen var uhindret; blandt de Ting, Drengene stjal, var en Flaske Genever, som en af dem tog ved at række Armen ind gjennem en Trækrude, indenfor hvilken Flasken stod, og efterat være kommen i Besiddelse af den, drak han og de Drenge, der vare sammen med ham, af Indholdet; fra en Bager stjal de paa lignende Maade en Honningkage, fra en Vogn paa Gaden 6 Flasker Øl, fremdeles paa forskjellig Maade en Pakke Svovlstikker, en Daase Sardiner, som de dog kun kunde aabne saavidt at Olien flod ud, en Kniv, en Lampe, flere Sigtebrød, Langbrød, Vindruer og Kager. Fra en Uhrmager i Frederiksberggade forsøgte de at stjæle et til 80 Kr. vurderet Gulduhr, der beroede i et Udhængsskab, hvis Bagklædning var befæstet med en Krog, der var til at løfte af, saa at man, ved at holde Skabet ud fra Muren, kunde aabne det; men da Forsøget blev bemærket af en Dame, vovede Drengene ikke at fuldføre det. Fra to Slagterboder ved Nikolai Taarn stjal de 2 Stykker Kjød, med hvilke de begav sig ud paa Amager, idet de medbragte dels en Kasserolle, som de tidligere vare komne i Besiddelse af; dels et Fyrfad, som de saa Lejlighed til at stjæle paa Vejen derud. Bag et Gjærde paa en Mark indrettede de en Fyrplads, hvortil de samlede Brændsel, gjorde Fyr paa og stegte det medbragte Kjød, hvorefter de holdt Maaltid. Fra en Værtshusholder i Hyskenstræde stjal de en Underdel til en Fruentimmerkjole, hvilket Tyveri gav Anledning til Opdagelsen af dette og de øvrige Tyverier; en Tjenestepige havde nemlig set 2 af Drengene i Ejendommen, og da der umiddelbart efter Tyveriets Udførelse blev gjort Anmeldelse om samme til Politiet, blev en Politibetjent strax afsendt til Assistentshuset, hvor han traf en af Drengene netop i det Øjeblik, han var i Færd med at pantsætte Underdelen. Samtlige Drenge idømtes Straf af Ris, henholdsvis 25, 20, 15 og 10 Slag.

Indbrudstyveri og Løsgængeri. Den 23de Oktober d. A. fik Emanuel Christian Jacobsen og Oluf Villiam Albert Olsen Tilladelse til den Tag at forlade Ladegaarden - hvor de med sædvanligt Tilhold vare udlagte - for at kunne søge Arbejde; dog paalagdes det dem, at de skulde være tilbage Kl. 6 samme Dags Eftermiddag. De bleve imidlertid enige om at begaa Tyveri hos Olsens tidtigere Husbond, en Hørkræmmer i Peder Skramsgade, og undlode derfor at vende tilbage til Ladegaarden. Kl. 11 om Aftenen gik de hen i den paagjældende Ejendom, hvis Port stod aaben, og efter at være komne ind i Gaarden krøb de gjennem et aabentstaaende Vindue ned i Kjælderen, der stod i Forbindelse med Hørkræmmerens Butikslejlighed. Olsen, der var bekjendt med Lokaliteterne, vidste, at de herfra havde uhindret Adgang til hele Lejligheden, der ikke benyttedes til Natteophold af nogen og ikke stod i Forbindelse med nogen Beboelseslejlighed. Efter at have begivet sig ind i Butiken, aabnede de begge ved et Ryk med Hænderne den aflaasede Butiksskuffe og stjal ud af den de deriværende 83 Øre, og derefter tilvendte de sig fra et andet Rum i Lejligheden en Regnkappe og en Frakke. Det var imidlertid blevet bemærket, at de krøb ned i Kjælderen, og det lykkedes at paagribe dem begge, inden de havde forladt Gjerningsstedet. Begge Arrestanterne, der ere i en Alder af 23 Aar, og tidligere hver især have været straffede for Tyveri med Forbedringshnsarbejde, bleve ved Kriminalrettens Dom ansete hver især med Forbedringshusarbejde i 2½ Aar.

(Morgenbladet (København) 13. december 1877).

Frederik Abel Hammer. (Efterskrift til Politivennen)

Dødsfald. I Fredensborg døde igaar Oldingen Frederik Abel Hammer i en Alder af 86 3/4 Aar. Allerede i en tidlig Alder havde han staaet i Fædrelandsforsvarernes Rækker. Da Herregaardsskytterne 1807 bleve indkaldte, forlod, som Barfod fortæller, Kromand H. I. Hammer af Asminderød baade Hustru og Arne og stillede sig frivillig i deres Rækker. Han nøiedes ikke hermed, han medbragte sit eneste Barn, en Dreng paa henved femten Aar, vis paa, at den Fjende, som en af dem fik paa Kornet, skulde ikke tiere prale af sine Bedrifter. Ved det første Udfald bleve Bøilen og Snellen skudte af Drengens Bøsse, og for den Kugle, som gjorde dette, faldt hans Sidemand. "Gaae til Byen og hent en anden Bøsse, men kom strax igjen!" raabte Faderen. Ved det tredie Udfald saaredes denne Sidste i Armen og maatte holde Sengen, til Byen var overgivet. Den femtenaarige Søn maatte gaae ene til de følgende Udfald, men han gjorde det, og i Classens Have, hvor han forsilde mærkede Ordren til Tilbagetog, traadte tre engelske Jægere frem af deres Skjul og sendte ham paa kort Afstand deres Kugler, som han dog lykkelig undgik. I Bombardementsnætterne gjorde han stadig Voldtjeneste. Denne Dreng, som offentlig blev rost foran Troppernes Front af Commandanten, General Peyman, var den nu afdøde Frederik Abel Hammer, den Samme, som eenogfyrretyve Aar senere ukaldet stillede sig blandt de Herregaardsskytter, der frivillig droge i Kamp for Fædrelandet. Ligesom hans Fader i 1807 oplevede han ogsaa den Glæde at see sin Søn blandt de hæderkronede Krigere; han var nemlig Fader til Capitainlieuteuant Hammer, hvis Navn særlig er knyttet til det tappre Forsvar af Vesterhavsøerne i 1864. Afdøde Hammer var selv i sin høie Alder en usædvanlig kraftig og rørig Mand, der med Ufortrødenhed drev alskens Idræt. For et Par Aar siden kunde han endnu løbe paa Skøiter fra Fredensborg til Esrom og tilbage, en Strækning af c. 3 Miil. I 1809 var han bleven Dannebrogsmand, og i 1854 blev han decoreret med Ridderkorset.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. december 1877).

Fotograf Caroline Hammer (1832-1915): Krigsfrivillig, distriktskommisær Frederik Abel Hammer. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Datteren Caroline optog på familiens bopæl på Vesterhavsøerne en lang række fotografier der viser familien Hammers liv.

Under udfaldet i Classens Have i 1807 ramte Frederik Abel Hammer (1791-1877) på lang afstand den engelske general David Baird, hvem de andre skytter forgæves havde søgt at træffe. Den sårede general ønskede at se ham og forærede ham 2 guldindlagte pistoler og en pung med dukater. Hammer indtrådte i det nyoprettede Sjællandske ridende Jægerkorps og udmærkedes kort efter ved forsættelse til Guidekorpset. Steen Steensen Blichers digt "En ganske ny Vise om en Kromand og hans Søn" er om de to som hædredes 1809 med Sølvkorset.

Da krigen brød ud i 1848 meldte han sig frivilligt til tjeneste og deltog i felttogets sidste halvdel til det af ritmester Cai Hegermann-Lindencrone oprettede frivillige husareskadro. På grund af en øjenlidelse måtte han i slutningen af 1848 udtræde.

Hans Rudolf Hjort-Lorenzen. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmerne. I "Dannevirke" af 6te Decbr. tager Hr. Hiort-Lorentzen Afsked med Læserne. Han udtaler heri, at Spørgsmaalet om hans Undersaatsforhold, som har været svævende siden December 1876, er nu blevet afgjort af det preussiske Indenrigsministerium, som har vægret sig ved at anerkjende ham som preussisk Undersaat. Saasnart han faaer officiel Meddelelse om de Grunde, hvorpaa det preussiske Indenrigsministerium har har støttet sig, vil Offentligheden blive gjort bekjendt med dem. Kun saa meget kan han for Øieblikket oplyse, at Afgjørelsen nærmest har beroet paa en ubetydelig Formalitet, nemlig paa, at man i Berlin ikke har villet anerkjende en af ham i Aaret 1865 til den danske Regjering afgiven Flytningserklæring for gyldig. Ved Efterretningen om den trufne endelige Afgjørelse har han øjeblikkelig forlagt sin Bopæl til Kjøbenhavn, efterdi en politisk Virksomhed af den Art, som han siden Januar 1868 i Egenskab af Udgiver af "Dannevirke" og senere tillige af "Freja" har udfoldet i Nordslesvig, er uforenelig med hans nuværende undersaatlige Stilling. Den Omstændighed, at han af den preussiske Regjering betragtes som dansk Undersaat, gjør det til en Umulighed for ham at boe i Nordslesvig. Idet Hr. Hiort-Lorenzen tager Afsked med den store Læsekreds, som trofast har fulgt ham i ti Aar, da skeer det, udtaler han, med vemodige Følelser og med dyb Sorg over, at det ikke skal forundes ham paa samme Maade som hidtil at arbeide med paa det nationale Gjenfødelsesværk, indtil det saa længselsfuldt attraaede Maal, Pragfredens femte Artikels Udførelse, er naaet. Han skilles imidlertid fra sine Venner i Nordslesvig med den Bevidsthed, at han i de ti Aar, i hvilke det var faldet i hans Lod at være deres offentlige Røst, efter Evne har gjort sin Pligt, og at han har offret Velfærdssagen sine bedste Kræfter. Denne Bevidsthed tilligemed Overbevisningen om, at den nordslesvigske Befolkning i det Væsentlige har billiget hans offentlige Optræden, skal være den Lærepenge han tager med sig, saa længe til han atter frit kan vende tilbage til sit Hjem. Han beder alle gode Mænd i Nordslesvig, der have Øie for "Freja"s og "Dannevirke"s Betydning for den nationale Sag, at bevare Tilliden til dem usvækket og at stole paa, at de fremdeles ville blive ledede uforandret i den samme Aand, i hvilken de stiftedes for fyrretyve Aar siden, den Gang det nationale Liv i Nordslesvig vaagnede for aldrig at døe.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. december 1877).

Fotograf Thomas Hansen Thuesbøl (1852-1932): Hans Rudolf Hiort-Lorenzen (1832-1917). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kort efter ankomsten til København, fik Hjort-Lorenzen (1832-1917) en henvendelse fra C. Ferslew om at overtage redaktionen af Nationaltidende. Det udløste snart uenigheder med de to ledende medarbejdere ved Ferslews andet blad Dags-Telegrafen, som foreløbig løstes ved at Ferslew skilte sig af med Meyer og Wille gav Hiort-Lorentzen ledelsen af begge aviser. Emil Bjerring blev redaktionssekretær ved Nationaltidende. Heller ikke dette samarbejde fungerede optimalt og hans interesse for redaktionsarbejde kølnedes til fordel for hans genealogiske arbejde. Uenighederne betød at han i bitterhed i 1893 forlod redaktionsvirksomheden. 

Ved folketingsvalget 3. januar 1879 tabte Hjort-Lorenzen for Højre i Assens mod venstremanden Jørgen Pedersen (1841–1920) ved den mundtlige afstemning, men da Højre mobiliserede flere vælgere ved den skriftlige afstemning, valgtes han med 12 stemmers flertal. Dette valg blev kasseret af Folketinget, og ved omvalg i april fik Jørgen Pedersen et betydeligt flertal. 

Efter sin aviskarriere var han 1894-1917 stiftsskriver i Roskilde. 

Domme mod Husmænd. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdomme.

Onsdagen den 28de November.

Nr. 56. Huusmændene Anders Christensen m. Fl. (efter Befaling Brock) mod Sognepræsten for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, Pastor Barfoed, paa nævnte Præstekalds Vegne (Levinsen), bekræftende Citanternes Forpligtelse til af de Sildevaad, hvormed der fiskes fra de til Nautrup Pastoral hørende Sogne, at erlægge en aarlig Sildetiende. Ved Viborg Landsoverrets Dom af 6te Marts 1876 er kjendt for Ret: De Indstævnte, Huusmændene Anders Christiansen. Jørgen Sørensen og Morten Sørensen af Vile, Ungkarl Søren Larsen og Tjenestekarl Peter Jensen sammesteds, Huusmand Jens Jensen af Kybe samt Huusmand Jens Thøgersen af Nautrup, bør som Eiere af et Sildevaad, hvormed der fiskes fra Vile Sogn, være pligtige til, Een for Alle og Alle for Een, at levere til Nautrup, Sæby og Vile Præstekald aarlig 10 Ol Sild. Halvdelen deraf at erlægge for Nytaar vg Halvdelen om Foraaret, imod herfor at erholde en Flaske Brændeviin for hver 5 Ol Sild. Saa bør de og, Een for Alle og Alle for Een, til Citanten, Sognepræst for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, Pastor Barfoed, paa hans Formand Pastor Conradsens Vegne, betale et saadant Beløb, hvortil uvillige af Retten udmeldte Mænd maatte ansætte Værdien af 5 Ol Sild, at levere i Foraaret 1871, dog at Beløbet ikke kommer til at overstige 16 Kr. 66 Øre og ikke bliver mindre end 12 Kr. 91 Øre, tilligemed 4 pCt. aarlige Renter af dette Beløb fra den 20de Juli 1871, indtil Betaling skeer, m. M. Ved Salling Herreders Rets Dom af 28de Novbr. 1873 vare Citanterne frifundne for Indstævntes Tiltale.

Dom. Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Højesteret ophæves. Til Justitskassen betale Citanterne 2 Kr. Advocat Levinsen tillægges i Salarium for Højesteret 120 Kr., der udredes af det Offentlige.

Nr. 57. Huusmændene Niels Berthelsen og Villads Svenningensen Boel m. Fl. (efter Befaling Brock) contra Sogneraadet for Nautrup, Sæby og Vile Sogne ved det Formand og Skolelærer M. Sørensen paa Vile Skolelærerembeders Vegne (Levinsen), betræffende Citanternes Forpligtelse til af de Sildevaad, hvormed der fiskes fra fornævnte Sogne, at erlægge en Sildetiende. Ved Viborg Landsoverrets Dom af 21de Februar 1876 er kjendt for Ret: De Indstævnte, Huusmand Niels Berthelsen, Huusmand Villads Svenningsen Boel, Huusmand Christen Jensen Nygaard, Huusmand Peder Christian Laugesen, Huusmand Peder Laursen, Huusmand Niels Andreas Madsen, Fisker og Snedker Mikkel Andersen, Huusmand Peder Jacobsen og Huusmand Niels Christian Ssrensen, bør som Eiere af et Sildevaad, hvormed der fiskes fra Vile Sogn, være pligtige til, Een for Alle og Alle for Een, at levere til Vile Skolelærerembede aarlig 5 Ol Sild, Halvdelen deraf al erlægge for Nytaar og Halvdelen om Foraaret, imod herfor at erholde en Flaske Brændeviin for hver 5 Ol Sild. Saa bør de og Een for Alle og Alle for Een til Citanterne, Sogneraadet for Nautrup, Sæby og Vile Sogne og Skolelærer M. Sørensen i Vile paa bemeldte Skolelærerembedes Vegne, betale et saadant Beløb, hvortil uvillige af Retten udmeldte Mænd maatte ansætte Værdien af 2½ Ol Sild, at levere før Nytaar 1871, og 2½ Ol Sild at levere i Foraaret 1871, dog at Beløbet ikke kommer til at overstige 8 Kr. 33 Øre og ikke bliver mindre end 5 Kr. 45 Øre, tilligemed Renter af dette Beløb 4 pCt. aarlig fra den 11te Mai 1871, indtil Betaling skeer. Ved Salling Herreders Rets Dom af 23de Januar 1871 ere Citanterne frifundne for de Indstævntes Tiltale.

Dom. Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves. Til Justitskassen betale Citanterne 2 Kr. Advocat Levinsen tillægges i Solarium for Høiesteret 100 Kr., der udredes af det Offentlige.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. december 1877, 2. udgave).

Sildefiskeriet var Sæbys vigtigste erhverv på daværende tidspunkt idet ca. en tredjedel af indbyggerne levede af det. 

Højesteretsdom

Jørgen Sørensen m. Fl. (Adv. Brock)

contra

Sognepræsten for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder Pastor Barfoed paa nævnte Præstekalds Vegne (Adv.  Levinsen). 

(Afsagt den 28 Novbr. 1877).

Anset godtgjort, at der ifølge Alderstids Hævd tilkom et Præstekald som aarlig Afgift 10 Ol Sild af hvert Sildevaads Ejere imod en Modpræstation af en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild. Udredelsen paalagt Medejerne af Vaaddet solidarisk. 

Viborg Landsoverrets Dom af 6 Marts 1876 er saalydende:

Under denne Sag har daværende Sognepræst for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, Pastor Konradsen under Paaberaabelse af, at hans Embede fra gammel Tid har været berettiget til en saakaldet Sildetiende eller en aarlig Afgift af hvert Sildevaad, hvormed der fiskes fra de til Nautrup Pastorat hørende Sogne, af 10 Ol Sild, hvoraf Halvdelen erlægges før hver Nytaar og Halvdelen om Foraaret, men at de Indstævnte, Husmændene Anders Christensen, Jørgen Sørensen og Morten Sørensen af Vile, Ungkarl Søren Larsen og Tjenestekarl Peter Jensen sammesteds, Husmand Jens Jensen af Kybe samt Husmand Jens Thøgersen af Nautrup, der i Forening eje et Sildevaad, hvormed de have drevet Fiskeri fra Vile Sogn, have vægret sig ved at erlægge den ommeldte før Nytaar 1871 og i Foraaret s. A. forfaldne Afgift i 1ste Instans sagsøgt de Indstævnte til enten ved deres Formænd, fornævnte Anders Christensen og Jørgen Sørensen, eller in solidun dels at betale Erstatning for den nævnte ved Sagens Paabegyndelse resterende Ydelse med 8 Rd. 2 Mk. eller efter uvillige af Retten udmeldte Mænds Skjøn, dels fremtidig at udrede Ydelsen til Præstekaldet i det foranførte Omfang. Ved Underretsdommen ere de Indstævnte frifundne for Pastor Konradsens Tiltale og Citanten, Pastor Barfoed, der imidlertid har afløst Pastor Konradsen som Sognepræst for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, har nu indanket Sagen for Overretten, hvor han har paastaaet Underretsdommen forandret i Overensstemmelse med de af hans Formand i 1ste Instans nedlagte Paastande. De Indstævnte procedere derimod til Underretsdommens Stadfæstelse.

Efter Sagens Oplysninger findes i liber daticus for Nautrup, Sæby og Vile Sogne for Aaret 1799 antegnet blandt Præstekaldets Indtægter en Ydelse som det hedder 5 Ol Sild om Efteraaret og ligeledes om Foraaret af hvert Sildevaad, og denne Tiende, der atter nævnes i liber daticus ved Aaret 1833, hvor det bemærkes, at den ofte maatte erhverves ved Udpantning, findes derefter medregnet blandt Præstekaldets Indtægter i de for Aarene 1809, 1828, 1832, 1839, 1853 og 1863 affattede Vakanceberetninger, idet den ogsaa i disse Beretninger angives at bestaa af 10 Ol Sild af hvert Vaad, 5 om Efteraaret og 5 om Foraaret, ligesom dens Størrelse opgives paa samme Maade i et af Fiskerne i Nautrup, Sæby og Vile Sogne i Aaret 1865 til Justitsministeriet indgivet Andragende om Lettelse i samme. Provst Mygind, der var Sognepræst i Nautrup Pastorat fra 1832 til 1839, har derhos edelig forklaret, at han i sin Embedstid og efter hvad der er ham bekjendt ogsaa hans to Formænd i deres Embedstid, der maa antages at omfatte Tidsrummet fra 1809 til 1832, have oppebaaret en Sildetiende af 10 Ol Sild af hvert Sildevaad, som en Præsten tilkommende Rettighed, og at han vel erindrer, at der undertiden, især i knappe Fiskeaar, var Tale mellem Fiskerne om, at Fiskene kun ydedes som en Gave, men at han, saavidt han erindrer, altid fik Fiskene eller Erstatning i Penge, idet det dog forekommer ham, at Fiskerne i et enkelt Aar først betalte Tienden, efter at han havde begjært Udpantningsordre og underrettet dem derom. Ligeledes have to Mænd, der efter hinanden vare Sognepræster i Nautrup Pastorat i Tiden fra 1839 til 1863, edelig udsagt, at en Sildetiende af den ovennævnte Størrelse ogsaa er ydet dem i deres Embedstid, og at den dengang saavel af Fiskerne som af Præsten betragtedes som en denne tilkommende Rettighed, hvortil det ene Vidne navnlig har føjet, at han antoges at have en ubestridelig Ret til, naar Sildene eller Vederlag derfor efter den gængse Pris ikke ydedes i rette Tid, at inddrive samme ved Udpantning. Endelig have flere Beboere af Nautrup Pastorat, hvis Forklaringer tildels omfatte et Tidsrum af 60 Aar eller derover, edelig forklaret, at der i den af Vidnerne omforklarede Tid som det maa antages uden væsentlige Afbrydelser, idet navnlig et Vidne, der kan erindre, at Tienden er bleven ydet siden 1807, ikke har kunnet opgive mere end 1 Aar, hvori Præsten ikke har faaet Sild er blevet ydet Sildetiende til Sognepræsten, hvorhos enkelte Vidner have tilføjet, at de ogsaa have hørt Tiendens Ydelse omtale af ældre Folk, og vel have nogle af disse Vidner udsagt, at Præsten ikke hvert Aar har faaet det samme Kvantum Sild, samt at Sildene, efter Sigende eller saavidt Vidnerne vidste, kun vare en Gave, men dette er i bestemt Strid med Sagens øvrige Oplysninger, og navnlig er det aldeles uantageligt, at den ommeldte Tiende, der som meldt i officielle Beretninger om Kaldet er opført som en dette tilliggende Indtægt, og som, efter hvad der ovenfor er bemærket, maa antages oftere at være inddrevet ved Udpantning, skulde, som af Vidnerne forment, være en Villighedspræstation, for hvis Ydelse Fiskerne efter Godtbefindende kunde unddrage sig.

Det findes herefter at maatte anses godtgjort, at Nautrup Præstekald har erhvervet Ret til den omhandlede Afgift ved Alderstids Hævd, idet Retten til at oppebære samme dog efter Proceduren maa gjøres afhængig af, at der ligesom hidtil af Præsten ydes en Modpræstation af en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild, og da Afgiften efter det Anførte maa anses at hvile paa ethvert Sildevaad, hvormed der fiskes fra Pastoratet, ville de Indstævnte, som Ejere af et saadant, være at kjende pligtige til, mod at erholde den ovenmeldte Modpræstation in solidum at tilsvare Afgiften, uden at der navnlig kan gives dem Medhold i, at den skulde inddrives hos de enkelte Medejere i Forhold til deres, som det maa antages, meget forskjellige Andele i Ejendomsretten, ligesom ej heller Citantens Paastand om, at det paalægges Formændene for Interessentskabet at udrede Afgiften, kan tages til Følge. Ligeledes ville de Indstævnte, der ikke særlig have protesteret imod Citantens Berettigelse til paa hans Formand, Pastor Konradsens Vegne at indtale den ved Sagens Paabegyndelse forfaldne Afgift, in solidum være at tilpligte at betale Værdien af denne Afgift med 4 p. c. aarlige Renter heraf fra Forligsklagens Dato den 26 Juli 1871 indtil Betaling sker, men da de have gjort Indsigelse imod Størrelsen af det fordrede Vederlag, vil dette være at ansætte ved uvillige af Retten udmeldte Mænds Skjøn, dog at det ikke kommer til at overstige det af Citanten fordrede Beløb af 16 Kr. 66 Øre og ikke bliver mindre end 12 Kr. 91 Øre, hvilken Værdi de Indstævnte have erkjendt, at Afgiften har havt.

(Fortsættes)

(Ugeskrift for Retsvæsen 2. februar 1878)

Processens Omkostninger for begge Retter ville efter Omstændighederne være at ophæve, hvorhos der vil være at tillægge Citantens befalede Sagfører for Overretten, Kancelliraad Møller, og Pastor Konradsens befalede Sagfører for Underretten, Prokurator Pasbjerg, i Salær hver 60 Kr. og de til Optagelsen af forskjellige Thingsvidner for Pastor Konradsen beskikkede Sagførere, Prokuratorerne Terndrup, Langballe og Larsen, i Salær hver 8 Kr., hvilke Salærer blive at udrede af det Offentlige.

Under Sagens Behandling i 1ste Instans og den befalede Sagførelse for begge Retter, har intet Ophold, der vil bevirke Ansvar fundet Sted, og med Hensyn til de under Sagen fremlagte Dokumenter ses ingen anden Stempelovertrædelse end den i Underretsdommen ommeldte, at være begaaet.

Thi kjendes for Ret: De Indstævnte, Husmændene Anders Christensen, Jørgen Sørensen og Morten Sørensen af Vile, Ungkarl Søren Larsen og Tjenestekarl Peder Jensen sammesteds, Husmand Jens Jensen af Kybe samt Husmand Jens Thøgersen af Nautrup bør, som Ejere af et Sildevaad, hvormed der fiskes fra Vile Sogn, være pligtige til En for Alle og Alle for En at levere til Nautrup, Sæby og Vile Præstekald aarlig 10 Ol Sild, Halvdelen deraf at erlægge før Nytaar og Halvdelen om Foraaret, imod herfor at erholde en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild. Saa bør de og En for Alle og Alle for En til Citanten, Sognepræst for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, Pastor Barfoed, paa hans Formand, Pastor Konradsens Vegne, betale et saadant Beløb, hvortil uvillige af Retten udmeldte Mænd maatte ansætte Værdien af 5 Ol Sild at levere før Nytaar 1871 og 5 Ol Sild at levere i Foraaret 1871, dog at Beløbet ikke kommer til at overstige 16 Kr. 66 Øre og ikke bliver mindre end 12 Kr. 91 Øre, tilligemed 4 pCt. aarlige Renter af dette Beløb fra den 20 Juli 1871, indtil Betaling sker. Processens Omkostninger for begge Retter ophæves, og der tillægges Citantens beskikkede Sagfører for Overretten, Kancelliraad Møller, og Pastor Konradsens befalede Sagfører for Underretten, Prokurator Pasbjerg, i Salær hver 60 Kr., samt de for Pastor Konradsen til Optagelse af forskjellige Thingsvidner beskikkede Sagførere, Prokuratorerne Terndrup, Langballe og Larsen, i Salær hver 8 Kr., hvilke Salærer udredes af det Offentlige. Det Idømte at efterkommes inden 8 Uger efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

Højesterets Dom.

Ved kongelig Ordre af 17 Juli f. A. er Højesteret bemyndiget til at tage nærværende Sag under Paakjendelse, uanset at dens Gjenstand maatte befindes ikke at udgjøre summa appellabilis.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde maa det antages, at Nautrup, Sæby og Vile Præstekald har Ret til den under Sagen omhandlede aarlige Ydelse af 10 Ol Sild af det Sildevaad, hvormed der af Citanterne fiskes fra Vile Sogn. Som Følge heraf og da der efter den skete Indstævning og Proceduren for Højesteret ikke er Spørgsmaal om at prøve Dommens nærmere Bestemmelser om Afgiftens Udredelse, vil denne Dom efter Indstævntes Paastand være at stadfæste. Processens Omkostninger for Højesteret blive efter Sagens Omstændigheder at ophæve, og det Indstævntes beskikkede Sagfører for Højesteret tilkommende Salarium at udrede af det Offentlige.

Thi kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Højesteret ophæves. Til Justitskassen betale Citanterne 2 Kr. Advokat Levinsen tillægges i Salarium for Højesteret 120 Kr., der udredes af det Offentlige.

- - -

Sagen Nr. 57/1877. Husmændene Niels Berthelsen og Villads Svenningsen Boel m. Fl. (Adv.Brock)

contra

Sogneraadet for Nautrup, Sæby og Vile Sogneraad ved dets Formand, og Skolelærer Sørensen paa Vile Skolelærerembedes Vegne (Adv. Levinsen). 

Afsagt den 28 Novbr. 1877).

Anset godtgjort, at der ifølge Alderstids Hævd tilkom et Skolelærerembede som aarlig Afgift 5 Ol Sild af hvert Sildevaads Ejere imod en Modpræstation af en Flaske Brændevin. Udredelsen paalagt Medejerne af Vaaddet solidarisk.

Viborg Landsoverrets Dom af 21 Febr. 1876 er saalydende:

Under denne Sag have Citanterne, Sogneraadet for Nautrup Sæby og Vile Sogne og Skolelærer M. Sørensen i Vile paa Vile Skolelærerembedes Vegne, idet de have gjort gjældende, at bemeldte Embede fra gammel Tid har været berettiget til en saakaldet Sildetiende eller en aarlig Afgift af hvert Sildevaad, hvormed der fiskes fra Sognet, af 5 Ol Sild, hvoraf Halvdelen erlægges før hvert Nytaar og Halvdelen om Foraaret, men at de Indstævnte, Husmand Niels Berthelsen i Vile, Husmand Villads Svenningsen Boel sammesteds, Husmand Christen Jensen Nygaard sammesteds, Husmand Peder Chr. Laugesen i Kybe, Husmand Peder Laursen sammesteds, Husmand Niels Andreas Madsen sammesteds, Fisker og Snedker Mikkel Andersen i Nautrup eller nu i Fredsø, Husmand Peder Jacobsen i Nautrup og Husmand Niels Chr. Sørensen i Harre, der i Forening eje et Sildevaad, hvormed de have drevet Fiskeri fra Vile Sogn, have vægret sig ved at erlægge den ommeldte før Nytaar 1871 og i Foraaret s. A. forfaldne Afgift, i 1ste Instans sagsøgt de Indstævnte til enten ved deres Formænd, fornævnte Niels Berthelsen og Villads Svenningsen Boel, eller in solidum dels at betale Erstatning for den nævnte, ved Sagens Paabegyndelse resterende Ydelse med 4 Rd. 1 Mk. eller efter uvillige Mænds Skjøn, dels fremtidig at udrede Ydelsen til Skolelærerembedet i det foranførte Omfang. Ved Underretsdommen ere de Indstævnte frifuhdne for Citanternes Tiltale, og disse have nu indanket Sagen for Overretten, hvor de have gjentaget deres ovenanførte Paastande, medens de Indstævnte derimod procedere til Underretsdommens Stadfæstelse.

De Indstævnte maa anses at have erkjendt, at der i en længere Aarrække er af de Sildevaad, hvormed der fiskedes i Pastoratet, blevet erlagt en Ydelse af Sild til Skolelæreren eller efter at hvert af de tre Sogne efterhaanden har faaet sin særskilte Lærer, da til enhver af disse af de Vaad, der dreves i det paagjældende Sogn saavelsom ogsaa til Præsten, men de have gjort gjældende, at saadant ikke har fundet Sted ifølge nogen Fiskerne paahvilende Forpligtelse, men alene som en frivillig Gave, hvorhos de have benægtet, at Ydelsen, ialfald forsaavidt den har været udredet til Læreren i Vile hvor en selvstændig Lærer maa antages først at være bleven ansat i Aaret 1836 har været erlagt uafbrudt hvert Aar med det af Citanterne opgivne Kvantum, idet der efter deres Anbringende vel aldrig er leveret Mere, men undertiden Mindre, ligesom de endelig have paaberaabt sig, at Ydelsen har været betinget af en Modpræstation fra Lærerens Side af Mad og Brændevin, i hvilken sidste Henseende Citanterne iøvrigt have erklæret, at der Intet haves at erindre imod, at Forpligtelsen gjøres afhængig af en Modpræstation af en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild. Ved flere Vidners edelige Forklaringer maa det imidlertid anses godtgjort, at den ommeldte Ydelse til Skolelæreren det navnlig efter Vidnernes Forklaringer maa antages med de af Citanterne opgivne Kvantiteter henholdsvis før Nytaar og om Foraaret er bleven erlagt af hvert Sildevaad i et Tidsrum af mindst 40 Aar uden væsentlige Afbrydelser, idet der dog efter et Vidnes Forklaring var et Aar, i hvilket Skolelæreren ingen Sild fik, hvilket navnlig var begrundet i, at han paa Grund af det daarlige Fiskeri ingen forlangte, og vel gaa de paagjældende Vidners Forklaringer tillige ud paa, at Ydelsen efter Sigende eller efter hvad man antog, skulde være en Gave, men herpaa kan der, efter det lange Tidsrum og den Regelmæssighed i Henseende til Omfang og Leveringstid, hvormed den efter Vidnernes eget Udsagn er bleven erlagt, saa meget mindre lægges afgjørende Vægt, som de edelige Vidnesbyrd, der ere afgivne af 4 Mænd, der i det paagjældende Tidsrum have været Skolelærere i Pastoratet, gaa ud paa, at Ydelsen blev erlagt som en Skolelærerembedet tilkommende Rettighed, i hvilken Henseende navnlig tre af de Paagjældende have forklaret, at vedkommende Fiskere undertiden betalte dem Penge istedetfor Sild, hvilket navnlig efter den Enes Udsagn hændte, naar de havde opsat Ydelsen saa længe, at de ikke kunde præstere den.

Ligeledes have tre Mænd, der have været. Sognepræster i det nævnte Pastorat efter hinanden i Tiden fra 1832 til 1863, edelig forklaret, at der i deres Embedstid er af hvert Vaad, hvormed der fiskedes i Pastoratet, blevet leveret 5 ΟΙ Sild til Skolelæreren eller Skolelærerne, hvorhos to af disse Mænds Forklaringer særlig gaa ud paa, at denne Ydelse var en Læreren tilkommende Rettighed paa samme Maade, som en lignende Ydelse af 10 Ol Sild, der aarlig til de samme Tider erlagdes til Præsten, var en Ret for Præsteembedet.

I liber daticus for Nautrup, Sæby og Vile Pastorat, findes ogsaa for Aaret 1799 antegnet blandt Præstekaldets Indtægter en Ydelse som det hedder til 5 Ol Sild om Efteraaret og ligeledes om Foraaret af hvert Sildevaad, hvilken Indtægt ligeledes er opført for Aaret 1833 med Bemærkning, at denne Indtægt ofte maatte erhverves ved Udpantning ligesom det ifølge en i Gjenpart fremlagt Optegnelse af, hvad der i de modtagne Vakanceberetninger fra 1809 til 1863 indeholdes om Sildetienden til Præsteembedet i Nautrup, maa antages, at den ommeldte Indtægt for Præsteembedet stadigt i Vakanceberetningerne for Aarene 1809, 1828, 1832, 1839, 1853 og 1863 er anført som 10 Ol Sild af hvert Vaad. De sidstommeldte Oplysninger angaa nu vel alene Præstekaldets Ret til den til samme erlagte saakaldte Sildetiende, men da der iøvrigt er Føje til at antage, at Afgiften til Skolelæreren altid har været betragtet som staaende i et vist Forhold til den Afgift, der udrededes til Præsten hvorved bemærkes, at den hele Ydelse i et af Fiskerne i Aaret 1865 til vedkommende Ministerium indgivet Andragende om Lettelse i samme, betegnes som en Fisketiende, der var bleven udredet i mange Aar og som bestod af 15 Ol Sild af hvert Sildevaad, 10 Ol til Sognepræsten og 5 Ol til Skolelæreren findes de ommeldte Oplysninger dog i ikke ringe Grad at bestyrke den Antagelse, at Afgiften til Skolelæreren er bleven erlagt i et endnu langt længere Tisrum end i de c. 40 Aar, som de ovenommeldte Vidner have omforklaret og det saa meget mere som de Indstævnte end ikke have paaberaabt sig, at Afgiften til Præsten skulde have et andet eller bedre retsligt Grundlag end Afgiften til Skolelæreren.

Det findes herefter at maatte anses tilstrækkeligt godtgjort, at Skolelærerembedet har erhvervet Ret til den omhandlede Afgift ved Alderstids Hævd, og da Afgiften efter det Anførte maa anses at hvile paa ethvert Sildevaad, hvormed der fiskes fra Sognet, ville de Indstævnte, som Ejere af et saadant, være at kjende pligtige til, mod at erholde den ovenanførte Modpræstation af en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild, in solidum at tilsvare Afgiften, uden at der navnlig kan gives dem Medhold i, at Afgiften skulde inddrives hos de enkelte Medejere i Forhold til deres, som det maa antages, meget forskjellige Andele i Ejendomsretten, ligesom ej heller Citanternes Paastand om, at det paalægges Formændene for Interessentskabet at udrede Afgiften, kan tages til Følge. Ligeledes ville de Indstævnte in solidum være at tilpligte at betale Værdien af den ved Sagens Paabegyndelse forfaldne Afgift tilligemed Renter deraf 4 p. c. aarlig fra Forligsklagens Dato den 11 Maj 1871 indtil Betaling sker, men da de have gjort Indsigelse imod Størrelsen af det fordrede Vederlag, vil dette være at ansætte ved uvillige inden Retten udmeldte Mænds Skjøn, dog saaledes at det ikke kommer til at overstige det af Citanterne fordrede Beløb af 8 Kr. 33 Øre og ikke bliver mindre end 6 Kr. 45 Øre, hvilken Værdi de Indstævnte have erkjendt, at Afgiften har havt.

Processens Omkostninger for begge Retter ville efter Omstændighederne være at ophæve, hvorhos der vil være at tillægge den for Citanterne beskikkede Sagfører for Overretten, Prokurator Isaacsen, der tillige har været beskikket for dem til Optagelsen af et Thingsvidne for Underretten, i Salær 70 Kr., samt deres beskikkede Sagfører for Underretten, Prokurator Pasbjerg, i Salær 60 Kr. og de til Optagelsen af forskjellige Thingsvidner for Underretten for Citanterne beskikkede Sagførere, Prokuratorerne Terndrup, Langballe, Larsen og Schjellerup, i Salaær hver 8 Kr., hvilke Salærer samtlige blive at udrede af det Offentlige.

Under Sagens Behandling i 1ste Instans og den befalede Sagførelse for begge Retter har intet Ophold, som vil bevirke Ansvar, fundet Sted, og med Hensyn til de under Sagen fremlagte Dokumenter ses ingen Stempelovertrædelse at være begaaet.

Thi kjendes for Ret: De Indstævnte, Husmand Niels Berthelsen, Husmand Villads Svenningsen Boel, Husmand Christen Jensen Nygaard, Husmand Peder Chr. Laugesen, Husmand Peder Laursen, Husmand Niels Andreas Madsen, Fisker og Snedker Mikkel Andersen, Husmand Peder Jacobsen og Husmand Niels Chr. Sørensen bør som Ejere af et Sildevaad, hvormed der fiskes fra Vile Sogn, være pligtige til En for Alle og Alle for En at levere til Vile Skolelærerembede aarlig 5 Ol Sild, Halvdelen deraf at erlægge før Nytaar og Halvdelen om Foraaret, imod herfor at erholde en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild. Saa bør de og En for Alle og Alle for En til Citanterne, Sogneraadet for Nautrup, Sæby og Vile Sogne og Skolelærer M. Sørensen i Vile paa bemeldte Skolelærerembedes Vegne, betale et saadant Beløb, hvortil uvillige, inden Retten udmeldte Mænd maatte ansætte Værdien af 21,9 Ol Sild at levere før Nytaar 1871 og 21/2 Ol Sild at levere i Foraaret 1871, dog at Beløbet ikke kommer til at overstige 8 Kr. 33 Øre og ikke bliver mindre end 6 Kr. 45 Øre, tilligemed Renter af dette Beløb 4 p. c. aarlig fra den 11 Maj 1871 indtil Betaling sker.

Processens Omkostninger for begge Retter ophæves, og der tillægges den for Citanterne beskikkede Sagfører for Overretten, Prokurator Isaacsen i Salær 70 Kr. og deres beskikkede Sagfører for Underretten, Prokurator Pasbjerg, i Salær 60 Kr., samt de for Citanterne til Optagelsen af forskjellige Thingsvidner for Underretten beskikkede Sagførere, Prokuratorerne Terndrup, Langballe, Larsen og Schjellerup, i Salær hver 8 Kr., hvilke Salærer samtlige udredes af det Offentlige. Det Idømte at efterkommes inden 8 Uger efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

Højesterets Dom.

Ved kongelig Ordre af 17 Juli f. A. er Højesteret bemyndiget til at tage nærværende Sag under Paakjendelse, uanset at dens Gjenstand maatte befindes ikke at udgjøre summa appellabilis.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde maa det antages, at Vile Skolelærerembede har Ret til den under Sagen omhandlede aarlige Ydelse af 5 Ol Sild af det Sildevaad, hvormed der af Citanterne fiskes fra Vile Sogn. Som Følge heraf og da der efter den skete Indstævning og Proceduren for Højesteret ikke er Spørgsmaal om at prøve Dommens nærmere Bestemmelser om Afgiftens Udredelse, vil denne Dom efter de Indstævntes Paastand være at stadfæste. Processens Omkostninger for Højesteret blive efter Sagens Omstændigheder at ophæve, og det de Indstævntes beskikkede Sagfører for Højesteret tilkommende Salarium at udrede af det Offentlige.

Thi kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Højesteret ophæves. Til Justitskassen betale Citanterne 2 Kroner. Advokat Levinsen tillægges i Salarium for Højesteret 100 Kr., der udredes af det Offentlige.

(Ugeskrift for Retsvæsen 9. februar 1878)

Vilhelmine Elisabeth Kirstine Meinert (1857-1928). (Efterskrift til Politivennen)

Indbrudstyverier. Efterat Arrestantinden Vilhelmine Elisabeth Kirstine Meinert havde udstaaet en hende i Marts 1875 for Tyveri idømt Straf, rejste hun til Tydskland, men vendte i Begyndelsen af Juli d. A. atter tilbage her til Staden, hvor han i nogle Dage tog Ophold hos sin herboende Moder. Senere logerede Arrestantinden paa forskjellige Steder, uden at forskaffe sig noget lovligt Erhverv, men ernærede sig ved at stjæle. Ifølge hendes egen Tilstaaelse, der bestyrkes ved det iøvrigt Oplyste, har Arrestantinden saaledes i Tiden fra Midten af Juli d. A , indtil hun den 28de August sidstleden blev anholdt, dels her i Staden dels paa Frederiksberg begaaet ikke mindre end ialt 16 Tyverier, der med Undtagelse af et vare forbundne med Indbrud.

Tyverierne, som hun i Almindelighed forøvede om Eftermiddagen paa en Tid, da Beboerne vare fraværende, udførte hun paa den Maade, at hun ved Hjælp af falske Nøgler, der tildels hørte til hendes egen Lejlighed, oplukkede de aflaasede Døre til Gjerningsstederne, som dels vare Værelser dels Køkkener. Mellemdørene vare aabne, og kun paa et enkelt Sted aabnede hun vedkommende Ejendoms Gadedør med en falsk Nøgle. Efterat hun saaledes var kommen ind i Værelserne, gjennemsøgte hun de i samme værende Klædeskabe, Kommoder og Gjemmer og tilvendte sig af disse en Masse forskjellige  Klædningsstykker, Uhre, Guld- og Sølvgjenstande samt Fødevarer til en Værdi af omtrent 630 Kr. og desuden nogle Pengebeløb af ialt 25 à 26 Kr. Paa et Par Steder tilvendte hun sig Intet, fordi hun ikke fandt Noget, hun brød sig om. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden, der er 20 Aar gammel og tidligere 3 Gange har været straffet for Tyveri, nu anset med Forbedringshusarbejde i 2½ Aar.

(Fædrelandet 26. november 1877).

Kvindelig Indbrudstyv. Vilhelmine Elisabeth Kirstine Meinert, 23 Aar gl. og forhen flere Gange straffet, men kun een Gang efter sit 18de Aar, nemlig i 1877, ankom Onsdagen den 18de Februar hertil Staden efter et Ophold i Tydskland. Hun var den Gang uden Beskjæftigelse og uden Midler, hvorfor hun strax besluttede at skaffe sig Penge ved at stjæle. Hen paa Eftermiddagen den nævnte Dag begav hun sig op i Nr. 7 paa Amalievej og kom op paa Loftet, der var uaflaaset. Her stjal hun dels en Nøgle i den Hensigt at benytte den til senere Tyverier, dels en Del til Tørring ophængt Tøj, hvoraf noget senere blev fundet i hendes Logis, medens hun havde iført sig en Del deraf. To Dage senere, den 20de Februar om Eftermiddagen, gik hun ind i en Eiendom paa Østerbros Dossering, hvor hun var kjendt. Udenfor en Dør paa 2den Sal laa en Hund, som hun jog til Side; hun aabnede Døren med en Nøgle, hun vil have bragt med sig fra Tydskland, og tilvendte sig fra et uaflaaset Aflukke nogle Mandsklæder og en Nogle, i alt vurderede til 72 Kr. 50 Øre; derpaa begav sig med Kosterne ud af Ejendommen, som hun forlod ad Blegdamsvejen. Hun søgte nu at pantsætte de stjaalne Gjenstande hos en Pantelaaner i Aagade, men blev paa dennes Foranstaltning anholdt. Ved Kriminalrettens Dom blev hun anset efter Straffelovens § 230 1. Led, samt 2. Led. jfr. § 229 Nr. 1 med Forbedringshusarbejde i 18 Maaneder, idet alene den hende efter hendes 18de Aar overgaaede Dom havde Gjentagelsesvirkning. Imidlertid oplyse - som Aktor bemærkede i sit Indlæg - de hende tidligere overgaaede Domme hendes Hang til Tyveri, og de maatte i Forbindelse med den Dristighed, hun lagde for Dagen ved det ovenomhandlede Indbrudstyveri virke som skjærpende Moment ved Straffens Fastsættelse.

(Morgenbladet (København) 15. april 1880)

“Vilhelmine Elisab: Krist: Meinert, født i Kbhn: 27/11 57; løsl løsagtig Fabrikspige; str: 6 Gange, nemlig med 2½ Aars Forbdh: for 16 grove Tyverier med f: N: i Beboelser; Klæder, Guldtøi m.m. – See mist: Prot: J. 355. 229.” [1879]. Geneaologisk Forlag.

Tyveri. Arrestantinden Vilhelmine Elisabeth Kirstine Meinert. H.s Hustru, født i Virum den 27de November 1857, straffet flere Gange for Tyveri, inden hun fyldte 18 Aar. og derefter straffet ved Criminalrettens Domme af 24de November 1877 og 10de April 1880 henholdsviis efter Straffelovens § 228 og § 229 Nr. 4 jfr. tildeels § 46, med Forbedringshuusarbeide 2½ Aar, og efter samme Lovs § 230 1ste Led samt 2det Led. jfr. § 229 Nr. 4, med lige Arbeide i 18 Maaneder, var under en ved Kjøbenhavns Amt, søndre Birks Extraret anlagt Sag overbeviist om, at hun i Løbet af den sidste Maaned, inden hun den 9de f. M. blev anholdt, havde begaaet 4 forskjellige Tyverier, ved hvilke hun havde frastiaalet Skomager R.s Enke en Dyne, 2 Tallerkener, et Stolebetræk og 2 Kr. 25 Øre kontant, Partikulier S. Sengklæder og Lagener til Værdi 45 Kr., Værthuusholder K. en Dyne og Frøken H. et Gulduhr med Kjæde og en stor Deel Klædningsstykker af Værdi 80 Kr. Hun begik samtlige Tyverier om Dagen, de to fra aflaasede Kvistkamre og de to andre fra aflaasede Beboelsesleiligheder, idet hun under Beboernes Fraværelse skaffede sig Adgang til Kvistkamrene og til Lejlighederne ved at aabne Indgangsdørene med en Nøgle, der hørte til hendes og hendes Mands Leilighed. Hun bragte en betydelig Deel af Kosterne til sit Hjem, hvor hun indbildte sin Mand, der lever i gode økonomiske Kaar, at hun havde kjøbt dem paa Auctioner, hvorved hun fik ham til at give hende de Beløb, hun angav som Kjøbesum for Kosterne. Ved Rettens Dom blev hun anseet efter Straffelovens § 231, 2det Led, cfr. 229 Nr. 4, efter Omstændighederne med 4 Aars Tugthuusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1885).

Hun døde som fraskilt i marts 1928 og blev begravet på Bispebjerg Kirkegård i København