Alfred Jørgensen, fritænkeren. (Efterskrift til Politivennen)

I juni 1878 døde Alfred Jørgensen. Han er på flere måder interessant: han optrådte som medlem af Fritænkerforeningen, han spillede en mærkværdig rolle i arbejderbevægelsens tidligste år og så var hans søster Augusta Jørgensen (1853-1924) gift med Louis Pio. 

Augusta havde i  efteråret 1871 meldt sig ind i den danske afdeling af den socialistiske Internationale, og blev formandinde for den kvindelige sektion. Hun påstod at Louis Pio opfordrede hende til at henvende sig til Karl Marx. 

Alfred Jørgensen skal efter politispioners rapporter have bestilt "en fane, blodrød og 3 en halv alen bred" et par dage før slaget på Fælleden 5. maj 1872 hos flaghandler Mørck ved Kongens Nytorv. 

Da Louis Pio blev arresteret 5. maj 1872, blev Augusta Jørgensen forkvinde for damekomitéen der sørgede for hans forplejning i varetægtsfængslet. Augusta Jørgensen nævnes i Brandes' dagbog december 1872, og fremkom i foråret 1874 med det ejendommelige ønske at han gjorde hende gravid. Som tilhørende de finere klasser, og hun kun arbejder, kunne han ikke imødegå det. Det kunne derimod Louis Pio, med hvem hun fik en datter, Sylvia i november 1876. Kirkebogen anfører at Augusta var ugift, "som barnefader blev udlagt Louis Pio, cand.phil., ungkarl". Sylvia selv fastholdt som voksen, at hun var født i november 1878 i Chicago. 

I 1875 var der begyndt i Social-Demokraten at være små mødeindkaldelser til dannelse af Fritænkerforeningen, den 10. september 1875 således vedtagelse af love. Mødested var Gothersgade 129 hos Jacobsen. Ofte underskrevet af snedker A. Winther som var en ledende skikkelse inden for foreningen. Af andre medlemmer nævnes R. Jensen, Fr. A. Hertz, O. Jensen, Jantzen, Stemelt, Lundqvist, Zimmermann, possementmager Jensen, Palm, Chr. Schjødt. 

I 1876 begyndte foreningen at holde offentlige møder, bl.a. om hvordan man blev fritænker, om gudtilbedelsen og kongegalskaben. Af aktiviteter kan nævnes at man i december 1876 opfordrede RIgsdagen til at Grundlovens §3 ophæves, den om at Folkekirkens religion er den evangelisk-lutherske mm., samt ophævelse af de paragraffer i straffeloven som angår forhånelse af Folkekirkens religion. Foreningen foreslog fuldstændig og uindskrænket religionsfrihed med bortryddelsen af straffelovens § 156, ophævelse af helligdagsanordningen. I september 1878 startede foreningen månedsbladet "Den frie Tanke: Ugeblad for Behandling af religiøse og videnskabelige Spørgsmaal." Det udkom 1878-1883

Opfordring til samtlige Medlemmer af Fritænkerforeningen.

Da foreningsmedlem nr. 111, journalist Alfred Jørgensen, er afgået ved døden fredag den 14. ds., og begravelsen finder sted i dag, tirsdag den 18. ds. kl. 1 fra kapellet på kommunehospitalet, opfordres ethvert medlem at møde ovennævnte tid og sted.

Det bemærkes, at foreningens ordfører, A. Winther, holder talen ved graven.

Bestyrelsen For Fritænkerforeningen.

( Social-Demokraten, 18. juni 1878.)

Socialisterne har mistet deres bekendteste digter, idet nemlig “journalist” Alfred Jørgensen er død i fredags på Kommunehospitalet, hvorfra han skal begraves i morgen, tirsdag. Han var oprindelig smedelærling, men efter at et gloende jernstykke havde berøvet ham synet på det ene øje, gik han i købmandslære, og var netop bleven svend, da det socialistiske røre begyndte herhjemme. Han skrev ret kvikke vers og helligede nu sin lyre til de store “principper”, Pio forfægtede. En kort tid var han nominel redaktør af “Socialisten”, men opgav snart journalistiken for at være pavillondigter, dvs. viseforfatter for sangerinder, hvoraf han ernærede sig i de sidste år. Partiet vil næppe savne ham, og dets organ omtalte ikke i går hans dødsfald med et eneste ord. Hans søster, Augusta Jørgensen, er om bekendt blevet gift med Louis Pio i Amerika.

(Aalborg Stiftstidende og Adresseavis ..., tirsdag 18. juni 1878.)

Opfordring til alle Fritænkere.

Da Fritænkerforenings-Medlem nr. 111, journalist Alfred Jørgensens begravelse er udsat til torsdag den 20. ds. Kl. 12:30 pr. fra kapellet på Assistents Kirkegård, opfordres alle til at møde ovennævnte tid og sted.

Ifølge en efterladt skriftlig begæring af den afdøde, holder ordføreren for Fritænkerforeningen, A. Winther, en tale ved graven.

Bestyrelsen for Fritænkerforeningen.

(Social-Demokraten, 19. juni 1878.)

At min kære søn, Alfred Jørgensen, er afgået ved døden den 14. ds., efter 3 års tiltagende brystsyge, bekendtgøres herved af hans moder og søskende.

Marie Jørgensen.

Begravelsen finder Sted torsdagen den 20. ds. kl. 12:30 præcis, fra kapellet paa Assistents Kirkegaard.

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 19. juni 1878.)

Begravelse med forhindringer.

For nogle dage siden læstes i “Social-Demokr.” en bekendtgørelse om, at et medlem af “Fritænkerforeningen”, journalist Alfred Jørgensen, skulle jordes på Assistenskirkegården tirsdag middag og at nævnte forenings “ordfører”, snedker Winther i henhold til et af den afdøde udtalt ønske ville tale ved graven. Der indfandt sig et betydeligt følge, men jordfæstelsen kunne ikke istandbringes den dag, fordi - graven ikke var færdig. Der blev anstillet betragtninger over denne “hændelse”, men man kom ikke til noget Resultat, og næste morgen bekendtgjordes det, at begravelsen var udsat til i går Kl. 12:30. Denne gang gik følget (og de nysgerrige) ikke forgæves. Ledsaget af en rød fane bares liget fra kapellet til den fugtige grav, om hvilken der samlede sig et par hundrede mennesker. Pastor Sommerfeldt talte kort og smukt om livet efter døden, kastede de tre skovle jord på kisten og bad Herrens bøn under dyb stilhed. Lidt efter fremtrådte snedker Winther og erklærede, at han havde givet den afdøde det løfte at udtale ved graven, at den jordede havde levet og var død som fritænker. Jørgensen troede ikke på et liv efter døden og havde ikke levet herfor; men han havde levet for sine medmennesker og, efter talerens udsagn, ofte gavnet og glædet dem. Derfor bragte taleren ham en tak. Nu afsang en kvartet en firstemmig sørgesang, og følget spredte sig i stilhed.

g.

(Morgenbladet, 21. juni 1878.)

I går begravedes på Assistenskirkegård den såkaldte “journalist”, socialist og fritænker Alfred Jørgensen, ved hvilken lejlighed der forekom en ejendommelig skandale. Efter at jordfæstelsen var til ende og den fungerende præst havde forladt stedet, trådte en person hen foran graven og holdt en længere tale, hvori han med kynisk råhed fornægtede al mulig religion og lovpriste og velsignede den afdøde, fordi han ligeledes havde været en sådan fornægter. Forhåbentlig vil politiet finde den vedkommende og ved at statuere et advarende eksempel sørge for, at vore kirkegårde for fremtiden kunne fritages for sådanne forargelige optrin.

(Dagens Nyheder, 21. juni 1878.)

I Folketidenden, 26. juni 1878, kan man læse en artikel om Fritænkerforeningen. Skribenten er stærkt imod gudsfornægteri, og angiver to eksempler. Her er det ene:

Nylig døde et medlem af Foreningen journalist Alfred Jørgensen, fhv. redaktør af “Socialdemokraten”. Han har skrevet flere sange såsom den: “Til Kamp vort Løsen det er givet, Til Kamp mod Kapitalens Magt. Til Kamp mod Æren og for Livet, Vor Nød og Retfærd staar paa Vagt.” Men han kunne ikke holde styr paa sin ungdom og sit varme blod; det lagde ham tidligt i graven, hvilket just ikke er nogen praktisk anbefaling for gudsfornægtelse  i livet.

På sin dødsseng skal han have forlangt, at snedker Winther, der er formand for hin forening, skulle tale ved hans grav. At dette ville ske, kundgjordes forud i “Social-Demokraten”; men da Alfred Jørgensen skulle begraves på fattigkirkegården ved Valby, fik Foreningen begravelsen udsat og foranstaltede ham nu begravet for betaling på Assistenskirkegård. Det averteredes da påny, at snedker Winther ville tale ved graven. Et par hundred mennesker fulgte, og en socialistisk fane var med. Hospitalspastor Sommerfeldt holdt en lang tale i kapellet og en lignende ved graven om saligheden efter døden og livet i himlen som trøst for dette livs trængsler, specielt anvendt på den afdøde og hans efterladte. Der sluttedes med et fadervor og de tre spader jord. Pastorens tale og bevægelser var a la blomstergråd. Omtrent hele følget beholdt dog hatten på, hvor man ellers plejer at tage den af under bønnen. Så snart pastoren var gået ned, steg snedker Winther op og talte. Den afdøde var - sagde han - død uden at tro på noget liv efter dette, og det havde W. lovet ham at sige ved hans grav; for han ville begraves, som han havde levet. Talen var mat og kort; der blev sunget en sang, et farvel som dog kun de nærmeststående kunne høre. Da pastoren gik, fulgte jeg ham, uagtet jeg kun var mødt i arbejdsdragt og med mit værktøj i hånden. Jeg spurgte ham, hvorledes det kunne stemme med vor religion at holde sådan en tale over og kaste jord på en, som i bladene forud var erklæret som gudsfornægter. Han svarede, at han kun havde talt, som han plejede, og i øvrigt måtte jeg henvende mig til kirkestyrelsen. Jeg sagde ham, at når han påtog sig et sådant hverv og lagde en kristelig betydning deri, hvad jeg ikke gjorde, kunne han ikke fritages for personlig skyld. Det var en skandale, hvad der her var sket; for derved skadedes folkekirken i folks omdømme. Jeg talte ivrigt og heftigt for at gøre et indtryk, da jeg mærkede, han var aldeles flegmatisk, men jeg nåede ikke at få ham varm. Ved begravelsen var opdagelsespoliti til stede.

Foreningen fortsatte sit arbejde  nogle år endnu. Social-Demokraten kunne 19. marts 1880 berette at den oprettede en søndagsskole med undervisning i naturhistorie, historie, fysik og kemi. Bal afholdes for at skaffe penge. Fra dette år synes også en hr. Rasmussen at have overtaget Winthers formandspost i foreningen. Social-Demokraten, 2. maj 1880 meddelte at han var rejst til udlandet og at politiet ville anholde ham. I 1881 blev der indledt kriminelle undersøgelse mod Winther pga sine udtalelser. Foreningen synes at have holdt en række offentlige møder et års tids endnu hvorefter såvel forening som tidsskrift synes at være ophørt.

Augusta Jørgensen blev gift 1878 med Louis Pio med hvem hun fik en datter 1876. New York Passenger List oplyser at Louis Pio, 32, merchant, "Mrs. Pio", 24, wife, "Infant Pio, F[e]male", 1, ankom med skibet "State of Indiana" fra Glasgow til New York 12. april 1877, sammen med familien Geleff. Her blev de gift og barnet døbt. Datteren, Sylvia Pio oplyste senere (og det står på hendes gravsten) at være født i 1878, ikke 1876.

Jesuskirken blev indviet d. 15. november 1891. Kirken er meget utraditionel i sin indretning og har af nogle været kritiseret for at være blasfemisk, Carl Jacobsen var selv karakteriseret af sin egen præst som en fritænker. Pudsigt er det, at der sidder et pentagram på alteret, og bagsiden af kirken er prydet med to søjler og en bue med nogle af tegnene fra dyrekredsen mejslet ind, som er båret af hovederne af hhv. ”Den Grønne Mand” og ”Den Hornede Gud”. Toppen af buen bærer et ligebenet kors med et omvendt pentagram.

Læs også indslagene om Sylvia Pio.

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole har i 1877 kunnet udføre sin Gjerning uden at blive hindret ved Sygdom eller andre ydre Ulemper, men dens Tilværelse er saa truet, at Bestyrelsen alvorlig har maattet overveje, om den ikke burde ophæve Skolen, da den arbejder med betydelig Underbalance. Det Maal, man ved Skolene Stiftelse for 7 Aar siden satte sig, nemlig at uddanne unge Piger til praktisk dygtige Tjenestepiger og vordende Husmødre, har maa osaet, thi de omtrent 50 Piger, der hidtil ere udgaaede fra den, have alle strax faaet Pladser og have viist sig i Stand til at udfylde dem. Andragender om Optagelse i Skolen og Efterspørgsel efter Piger fra den ere derfor ogsaa stadig tiltagne of overstige nn langt, hvad Skolen kan præstere. Det har fremdeles viist sig, at de egenlige Driftsindtægter kunne dække Driftsudgifterne, men derimod er Pigernes Arbejde ikke tilstrækkeligt til at betale Huslejen. Skolen begyndte først i et lejet Lokale, men det viste sig snart, at det var forbundet med store Ulemper at bo tilleje, og man byggede da et eget Hus, idet man haabede paa, at den offenlige Godgjørenhed vilde støtte en Institution, der arbejder for et saa gavnligt Formaal som at gjøre unge Piger dygtige til deres Gjerning. Dette Haab er tildels slaaet fejl, idet de aarlige Bidrag langtfra ere tilstrækkelige til at dække Udgifterne ved Forrentningen og Afbetalingen af den paadragne Byggegjæld, der endnu udgjør 44 800 Kr., samt ved de aarlige Skatter. Bestyrelsen har dog besluttet endnu i 2 Aar at fortsætte Driften efter en noget indskrænket Maalestok, saaledes at Udgifterne kunde formindskes samtidig med at man søger at skaffe forøgede Indtægter. Den retter derfor en indtrængende Opfordring til Alle, om at hjælpe den, saa den ikke skal blive nødt til at opgive en nyttig Virksombed, som den har viist hidtil at kunne udføre paa en fyldestgjørende Maade - Ifjor bleve 9 Elever uddannede, og disse have alle faaet Pladser. Regnskabet udviser en Udgift af 5395 Kr. hvoraf 1500 Kr. til Forstanderinden, 400 Kr. i Skatter, 2106 Kr. i Renter og 1052 Kr. i Afdrag paa Gjæld. Disse Udgifter have kan kunnet dækkes ved at realisere en som Gave modtaget Obligation paa 2000 Kr., thi de øvrige Indtægter, der bestaa i Betaling at Pensionatet 692 Kr., Bidrag dele stadige dels een Gang for alle 2980 Kr., Overskud af en Koncert 390 Kr. m. m., have ikke værst tilstrækkelige dertil. Bestyrelsen bestaar for Tiden af Fru H. Ewaldsen, Fru M. Friederichsen, Stiftsdame W. Tillisch, Oberst Arnholtz, Gehejmeraad Classen, Etatsraad H. A. Clausen, Pastor Ewaldsen, Skoleinspektør Hoffmann og Oberst Olufsen.

(Fædrelandet 8. juni 1878).

I november 1879 indstillede tre af Københavns større jødiske forretningsmænd deres bidrag til skolen da de ikke ville støtte en skole der brugte et kors som flag. Chr. Evaldsen forsvarede sig med at dette ikke kunne være ubekendt da der hver morgen og aften holdtes andagt med eleverne. Formanden Holstein-Holsteinborg måtte senere erklære at skolen  udelukkende havde praktiske formål, ikke konfessionelle. Men samtidig dog fulgte den lære som var i overensstemmelse med folkekirkens forskrifter.

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Arbejderspørgsmaalet i Dansk Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

To the Editor of the "St Croix Avis. "

Mr. Editor,

At a time like the present, when there appears to he a prospect that the island will rise again from the depressed condition which a succession of bad years has brought upon it, it seems to me that among many other subjects there is one which in a high degree calls for the particular and thoughtful attention both of the authorities and the public, a matter which affects essentially the future of the colony. I refer to the Labour Question, to the future relations between employers and the labourers on estates, and it is my opinion that a quiet and rational public discussion of the subject would be very beneficial.

It is not many years since that one could scarcely touch on the subjeet of the labour regulations without giving offence, especially to the more prominent and influential planters of the time. Still less could one venture to propose the abolition of those regulations, or the substitution of others more suitable to the present age. During the last few years however a very considerable change has come over the line of thought which the planters follow on this subject. Now it is not enough that the Government has fixed a time within which the present regulations will be abolished and replaced by new ones; but we frequently hear the planters expressing a wish that they were already abolished. It is even said that they cannot stand many months longer, and we hear loud complaints that the erection of the Central Factory has (as indeed must have been foreseen) interfered seriously with the definite relations of employer and labourer. A change has thus been already brought about which should at once be regulated in a legal way, if we would avoid mischievous and in some degree incalculable consequences.

Although not a planter and not acquainted with the details, I have no doubt that the greater number of the complaints which we hear are justified by the facts, and I only see one way to stop the evil at once, which is to bring the matter into public discusssion. Let our authorities, planters and more experienced and prominent citizens work together, having regard to the rights and interests of all parties. To allow the matter to continue for a longer time to drift on in its own way, to be content with discussing it in private circles, and complaining against the authorities, who apparently are expected to initiate everything, is not satisfactory. In the mean time one party is working against another, and the system of bribing the labourers is said to be flourishing, a system which can only increase the evil complained of.

It appears to me that many of our colonists are inclined to look to the Government for everything, but omit to lend a helping hand themselves; in short, are inclined to overlook their duty as members of the community to labour to the best of their abilities for the common good as well as for their own individual interest.

It certainly must be admitted to be well known that our labouring people, and especially the natives, are a quiet and, with good treatment, easily managed people. We have before seen sudden and important changes introduced without any serious disturbance. We have hitherto escaped that pest of most countries "strikes".

Ought not these fortunate circumstances to be appreciated and ought they not to call on our prominent men to take such measures as shall lead to a wise, liberal, and gradual passage from the present labour laws to others which in a longer or shorter time shall replace the "old"

The successful solution of this problem deeply concerns the future welfare of the Island, for nobody will deny that a gradual change in so serious and important a matter is much to be preferred to a sudden change which might produce an indefinite amount of mischief.

There is no doubt that the Authorities concerned have for some time given this important matter n considerable degree of attention, and we shall no doubt soon see preliminary steps taken for settling it, say by the appointment of a Commission or such like; but it cannot be otherwise than helpful in the matter that it should be publicly discussed, and that those who are acquainted thoroughly with the working of the labour regulations would contribute to the best of heir ability to point out the defects of those regulations, and show what should he substituted for them so as to be satisfactory to all the parties concerned.

So far as you Mr. Editor may share view similar to those above set forth, I would beg you to publish them, in the hope that you as well us others who may write on the subject will treat it with that fulness and completeness which its importance deserves.

Yours truly. A COLONIST.

(St. Croix Avis 5. juni 1878).

Indbrudstyv. (Efterskrift til Politivennen)

Indbrudstyveri m. m. En Nat i Midten af Septbr. Maaned f. A. Kl. mellem 11 og 12 begav Arrestanten Hans August Vogel sig i den Hensigt at stjæle hen til Eiendommen Nr. 98 paa Nørrebrogade, og da han fra den Tid, han havde tjent en sammesteds boende Bagermester, vidste, at et af de derværende Vinduer, der vendte ud mod Thranes Vei, ikke kunde lukkes, trak han dette op, krøb op i Vindueskarmen og tilvendte sig staaende i denne ved at række en Arm ind i et af en Bagersvend benyttet Værelse et indenfor staaende Par Støvler, af Værdi 7 Kr. Natten mellem den 30te og 31te December f. A. indfandt Arrestanten sig atter i samme Øiemed sammesteds og stjal paa samme Maade som ovenfor anført fra Vindueskarmen igien et Par Støvler, af Værdi 8 Kr., hvorpaa han steg ned i det indenfor værende Værelse, hvor han tilvendte sig 8 Kr., der laa i en anden Vindueskarm. Da Arrestanten Natten mellem den 22de og 23de Januar d. A. gik forbi ovennævnte Eiendom og blev opmærksom paa, at et af de øverste Vinduer i et imod Nørrebrogade vendende Vinduesfag ikke var rigtig lukket, besluttede han strax at begaae Tyveri i Værelset indenfor, der benyttedes til Spisestue. I denne Hensigt krøb han op paa en Solbænk udenfor Vinduet, aabnede dette og tog ved at række Armen ind gjennem Vinduesaabningen Krogen af det nederste Vindue hvilket han de, paa tog heelt ud at Karmen og satte det ned paa Gaden. Arrestanten krøb derefter gjennem den herved frembragte Aabning ind i Værelset, hvor han tilegnede sig 1 a 2 Kr. i Smaapenge, der laa i en Kasse, samt en Kaabe og nogle Skeer, i det Hele til en Værdi af 96 Kr. Efterat Arrestanten havde gjort sig de kjendt med Lokaliteterne i en Detailhandlers i Eiendommen Nr. 63 i Gothersgade værende Lager- og Forretningskiælder og havde bestemt sig til at begaa Tyveri her, begav han sig Natten mellem den 3die og 4de Januar d. A. ind i denne Eiendom, hvor han holdt sig skiult i en Kjældergang indtil Klokken mellem 12 og 1, da Porten var lukket, og han antog, at Beboerne sov. Han smurte derpaa noget Sæbe, han iforveien i dette Øiemed havde kiøbt, paa noget Papir, som han derefter klistrede paa en Vinduesrude i Lagerkjælderen og slog Ruden itu. Giennem den herved tilvejebragte Aabning aftog han Vindueskrogene, aabnede Vinduet og krøb gjennem dette ned i Kiælderen, hvor han stial en Frakke og 2 To, klæder af Værdi 4 Kr., gik derpaa ind i den i Localet værende Boutik, hvis Pengeskuffe han opbrød ved Hiælp af en medbragt Kniv og bemægtigede sig de deriværende Penge, mellem 10 og 11 Kr. samt stjal desuden i Boutiken en Dunk Anchiovis og 2 Flasker Liqueur til en Værdi af 3 Kr. 30 Øre. Kort efter begik Arrestanten atter Indbrudstyveri i den ommeldte Kjælder ved, efter først forgiæves at have forsøgt paa at opbryde en Dør, at trække et Vindue, hvis Kroge ikke vare paasatte, op og stige ned i Kiælderen. Udbyttet af dette Tyveri var et Uhr, en Tobakspibe, en Uhrkiæde, en Kniv og omtrent 12 Pd Smør, ialt af Værdi 34 Kr. 66 Øre. Foruden et Par paa to under Opførelse værende Bygninger begaaede simple Tyverier havde Arresstanten desuden gjort sig skyldig i Bedrageri ved uden vedkommende Eiers Vidende og Villie at have til egen Fordeel pantsat et ham af denne betroet Uhr af Værdi 24 Kr. Arrestanten, der er 24 Aar gl., blev ved Criminal- og Politirettens Dom anseet med 2 Aars Forbedringshusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. juni 1878).

Thranesvej var opkaldt efter en af grundejerne i området, grosserer L. E. Thrane. I 1885 blev den omdøbt til Sjællandsgade.

“Hans August Vogel, født i Munkbrarup S: i Slesvig 30/10 53; Bagersv:; str: 1/6 78 med 2 Aars Forbdh: for grove Tyverier, navnlig ved at bore og smøre grøn Sæbe paa Vinduer. Mist: Prot: L. 278.” [1878]. Genealogisk Forlag. 

Fyens Folkebank. (Efterskrift til Politivennen)

Engeldrup Klædefabrik og Fyens Folkebank. Fra Odense telegraferes i Gaar til Ritz Bur. efter "Fyns Stiftstid.": I Anledning at Branden af Engeldrupværk Klædefabrik har Herredsfoged Jørgensen (Bogense) arresteret 2 af Bestyrerne, nemlig Bogholder ved Folkebanken i Odense Gregersen og Kjøbmand Jørgen Nielsen af Bogense samt desuden en Gaardeier og en Slagter. Undersøgelsen har derhos ført til, at Politimestren i Odense har arresteret 2 af Folkebankens Bestyrere, Bankdirektør, Handskemager Larsen og Boghandler Rasmus Nielsen som mistænkte for mislig Omgang i Pengeomsætninger og Forfalskning at Vexler.

For saa vidt angaar Fyns Folkebank have vi fra anden Side modtaget føkgende Meddelelser: At Bankens Aktiekapital, der er 400,000 Kr. stor, skal efter en foreløbig Kalkule en Del være tabt, hvor meget er endnu ikke med Sikkerhed oplyst. Flere af Bankens Funktionærer skulle staa i Gjæld til Banken, Direktør Larsen saaledes, efter hvad man hidtil veed, for ca. 80,000 Kr; men i hvert Fald for en betydelig Del af dette Beløb har Banken formentlig Sikkerhed i Vexler og andre Papirer. Om Bogholder Gregersens og Boghandler Rasm. Nielsens Engagements, der ogsaa skulde være forholdsvis betydelige, foreligger ikke fuldstændige Oplysninger. Saa vidt vor Meddeler har kunnet erfare, bestaar den omtelegraferede mislige Omgang i Pengeomsætningerne i de nævnte Gjældsforhold til Banken; noget Vexelfalsk skal derimod, saavidt ham bekjendt, ikke foreligge. Om Tab for Bankens Kreditorer meldes intet, og man venter, at Banken vil kunne fortsætte sin Virksomhed. Offenlighedens Indskriden har vel fremkaldt et stærkt Tilløb med Fordring om Udbetaling af de indsatte Penge; men da der er gjort Skridt til at skafte Banken Støtte - man nævner et Par Hundredtusinde Kroner haaber man, at den kan klare Øjeblikkets Vanskeligheder.

(Morgenbladet (København) 1. juni 1878).

Fyns Folkebank. I Gaar Eftermiddags afholdtes et Møde af Bankens Interessenter, hvorom et Tlgr. til Ritz. B. meddeler følgende: Kancelliraad Borch dirigerede. Sagfører Knudsen fra Svendborg meddelte paa Bestyrelsens Vegne Udfaldet af en foreløbig Opgjørelse, der var foretagen med Assistance af Bogholder ved Handelsbanken Hertz. Debitiverne ere: Kassekonto 7818 Kr. 92 Øre, Kredit i løbende Regning 506,633 Kr. 81 Øre, Obligations- og Møntkonto 138,291 Kr. 28 Øre, Udlaanskonto 63,200 Kr., personlige Konti (væsenligst de Fængsledes, Bestyrerne Handskemager Larsen og Boghandler R. Nielsen, samt Bogholder Gregersen) 192,513 Kr. 48 Øre, diskonterede Vexler 262,218 Kr. 86; Øre, udenlandske Vexler 9491 Kr. 28 Øre. Omkostningskonto 4968 Kr. 29 Øre, Inventariekonto 2563 Kr. 68 Øre, Bankens Ejendom 77,453 Kr 71 Øre, Summa 1,295, 153 Kr. 34 Øre. Kreditiver: Aktiekonto 400,000 Kr., Filialkonto 85,125 Kr. 76 Øre, Foliokonto 2273 Kr. 2 Øre, Indlaanskonto 513,003 Kr. 56 Øre. Sparekassekonto 223,587 Kr. 80 Øre, Interessekonto 9775 Kr. 22 Øre, Provisionskonto 481 Kr. 30 Øre, Reservefondskonto 29,135 Kr. 2 Øre, Udbyttekonto 1771 Kr. 66 Øre, Balance 1,265,153 Kr. 34 Øre. Forventet Tab: Paa Kredit i løbende Regning 140,000 Kr, Obligations- og Møntkonto 70,000 Kr., Udlaanskonto 14,000 Kr., diskonterede Vexler 10,000 Kr., diverse personlige Konti 433,000 Kr. Hele Tabet altsaa 697,000 Kr. eller foruden Aktiekapitalen og Reservefonden endnu 268,000 Kr. Denne Opgjørelse gjælder kun Hovedbanken i Odense, ikke Filialerne i Svendborg, Assens og Bogense. Knudsen fraraadede at overgive Banken til Skifterettens Behandling, før nærmere Beslutning var tagen paa en extraordinær Generalforsamling. Folketingsmand Tange gjorde Rede for Kontrolkomiteens Virksomhed. Den var i sin Undersøgelse ikke naaet til de personlige Konti. Han foreslog Sparerne og dem, der havde gjort Indskud, at lade afskrive 25 pCt. Derved kunde Banken mulig blive solvent. Fallit vilde medføre langt større Tab. Under en ny valgt, paalidelig Bestyrelse kunde der mulig være Haab om at saa tegnet en Garantifond til Fortsættelse af Virksomheden og en lempelig Afvikling. Kontrollen havde været vanskeliggjort ved Lovens tidligere mangelfulde Bestemmelser. Regnelærer Hanseen angreb stærkt baade Bestyrelsen og Kontrolkomiteen. Han anbefalede at overgive Banken strax til Skifteretten og søge Ministeriet om et Kommissorium, for at faa en lempelig Afvikling forsøgt. Lærer Appelt fra Ryslinge anbefalede Tanges Forslag og at tegne Garantiaktier a 100 Kr. Bogholder Hertz sluttede sig til Knudsen. En Fallit vilde medføre langt større Tab. Han havde i Tirsdags strax set, at Aktiekapitalen var tabt, og derfor strax tilraadet at standse Udbetalingerne. Folketingsmand Kl. Berntsen anbefalede Knudsens og Tanges Forslag. Ved Haandsoprækning viste der sig i Forsamlingen et langt overvejende Flettal for Afskrivning af 25 pCt. og Nedsættelse af et Udvalg til Overvejelse af nærmere Forslag til en Generalforsamling, sigtende til en lempelig Afvikling. Til Medlemmer af Udvalget valgtes: Kancelliraad Borch, Folketingsmand Kl. Berntsen, Boghandler Milo, Amtsraadsmedlem Niels Olsen og Bankdirektør Prøvensen. Mødet sluttedes med el Leve for Dirigenten.

Under Forhandlingen oplystes det, at de store Tab væsenligst ere foranledigede ved Børsspil med tydske Papirer.

(Morgenbladet (København) 9. juni 1878).

Fyens Folkebank var forbundet med Venstre-folk. "Engeldrupværk" (Grindløse Sogn ved Bogense) nedbrændte Natten mellem den 23. og 24. Maj 1878. Den havde været uldspinderi, dels som klædefabrik og tilsidst skindgarveri. Den oprindelige ejer, en gårdejer i Engeldrup, havde i 1876 måttet optage lån i "Fyns Folkebank" mod prioritetspanteret. 12 nordfynske gårdejere kom til at hæfte solidarisk uden at de anede hvad det betød. Årsagen til branden blev aldrig opklaret. Men alt var forsikret til langt over værdien i et oldenburgsk Forsikringsselskab hvor Købmand J. Nielsen var agent. Formanden,  og bogholder i "Fyns Folkebank", direktør Larsen og medlemmerne af bankbestyrelsen havde optaget store lån uden sikkerhed og kautionerede gensidigt over for hinanden. En undersøgelse af en sagkyndig fra Landmandsbanken i Kjøbenhavn viste en underbalance på ca. 600,000 Kr., 200,000 Kr. mere end hele aktiekapitalen. Den 8. juni standsedes udbetalingerne. "Engeldrupværk" havde en gæld til Fyens Folkebank på 85.000 kr., tabet blev ca. 5700 Kr. Aktieselskabet "Engeldrupværks" nordfynske bønder hæftede for beløbet. Aktierne var ikke blot spildt, men medførte tab på flere andre tusinde kroner. En bonde i Særslev Sogn måtte betale over  26.000 Kr., mere end han havde, og måtte sælge gården og med sin familie flytte ind i et jordløst. Konen begik selvmord kort tid efter.

Sagen fortsatte i retsvæsnet og nåede til Højesteret i 1882. Søg op Fyens Folkebank for øvrige artikler.