Den centrale Sukkerfabrik paa St. Croix. (Efterskrift til Politivennen).

På kolonirådsmøder i juni og begyndelsen af juli 1878 fremlagdes de mange problemer såsom nedbrud på den centrale sukkerfabrik, standsning i produktionen osv. Også i avisen den 29. juni 1878 udtryktes bekymringer om fabrikken. En læser skrev følgende:

To the Editor of the "St. Croix Avis.'

Dear Sir,

Allow me in behalf of myself and others to thank you for the private reports of the Proceedings of the Colonial Council, you kindly furnish us with; if even they are not quite as long, perhaps in a few instances not so correct, as the official Reports, still it is in many instances preferable to receive a speedy and short resume of those proceedings that the public generally feel an interest in instead of waiting until the matter is half forgotten. In fact I have reason to believe that many who have not patience to read the long official reports, read the short private ones.

I candidly acknowledge that I waited with anxiety for Wednesday's Paper, hoping to find there a resume of last Monday's meeting. You are, Mr. Editor, aware that, of late there have been circulating a great many dreadful reports about the Central Factories, and that these reports working in the dark, have even gone so far as to condemn them altogether and to prophesy a great failure and that the works would sooner or later be sold as old iron, and I do believe these reports have done much harm. They reached their height after the Order of the Day for last Monday's Meetings had been sent round, in which the Govornment asked for authorisation to use an amount of $ 15,000 to take shares in the Central Factories. Although I am from long experience pretty well acquainted with the different ways reports are got up, and carried about, the different, not exactly harmless motives for spreading them, I know how much I can believe of them. Still, as in this case the opinion seemed to be so very much against the Factories I thought, according to the old proverb "no smoke without fire," that a very serious misfortune for the whole country was to be expected, as I do believe that the future of our Island is to a great extent dependent on the succes of the Factories; but Mr. Editor after having read your report of the Proceedings in the Council. I have come to a different result. My old confidence in the Factories has been strengthened.

I see from the reports that the Factories have met with a great many difficulties in the shape of breakages and other accidents to the machinery. Was this not to be expected? (In what condition is the Machinery on many of our Estates?) But I do not see any one state that the difficulties are of such a nature that they cannot be got over; on the contrary I see such expressions from His Excellency Governor Garde as the following:

"There was no longer any question that the system of the Factory was a good and profitable one. Its managers had proved their competence to overcome difficulties. The sugar made was unequaled. The Factory is solvent not withstanding the many difficulties. He had no doubt that in future the Factory would be able to work without assistance " May I now ask if any serious thinking men could for one moment suppose that His Excellency, who has taken such a vital interest in the erection ot Factories, should not be thoroughly acquainted with the real state of affairs, and that his statement was not the only correct one ?

Next we see the Chairman of the Council giving explanations to the members, which seem to a great extent to have been called forth by the reports in circulation. We find him speaking very seriously to the members about their responsibility, stating that only such members could vote for the money asked for us had confidence in the future of the Factory. At the same time he states that he had heard nothing whatever to justify the belief that it was a failure. We find him furthermore alluding to the great confidence the Council has shown, even until lately, reminding them of the great loans we have had from home on the strength of the Factory, loans which I have no doubt have to a great extent saved this island from utter ruin in our days of trial. Such are the expressions of the Chairman of the Council, who has, we know, been from the very commenaeineut the Chairman of the Central Factory Committee.

After the Chairman's speech we see no other speech from any member in that meeting, but we see the whole Council went into Committee in which explanations were asked for and given by the managers of the Factory. Afterwards two meetings were held and the Bill was adopted with 9 votes against 1. What passed in the Committee we do not see, nor if the one member who voted against the bill gave any reason fordoing so Perhaps the official Report may give further explanation of such interesting details.

We see in the Governor's speech the following passage "His Excellency further regretted the absence of so many members today especially of those who perhaps entertained opinions against the Factory. If there were any such members, they ought to have felt themselves bound to attend to-day and give utterance to their feelings. The only right way was to speak out such things boldly and clearly, so that elucidations may be given, and every member thus be able to judge for himself" These were true words. Many of the absent members are opposed to the Factories and could have given any good and sound reasons why they should not be supported and held up I know not. If so I regret the absence for the same reasons as stated by His Excellency. I feel no doubt that those members have felt very sorry themselves at having been prevented from attending the meeting. One thing we all know is this, that many a member has often left the Council's meetings with quite different views about matters than he had before the meeting, before he heard the different elucidations given during the discussions. What we often find is this; that measures laid before the Council are condemned before hand by private individuals who are not thoroughly acquainted with the circumstances and who go so far as to try to influence members of the Council in favour of opinions more or less loose, thus forgetting that members of the Council are bound by oath to act and vote according to their best conviction, and not to be guided by the prevailing opinion among their constituents, which often changes from one day to another.

To come to a close Mr. Editor it seems quite clear to me that after this msetiug any serious thinking mail must put less confidence than ever in the last reports circulating about the Factory and class them more or less with the report we heard some time ago that one of the stations had sunk. Until the contrary of what has been stated in the Council on Monday has been proved by practical and intelligent men who can be supposed to have a clear idea of the whole management and working of the Factory, I for my part shall knowing that "all beginning is difficult" still entertain the best hope in regard to the Factory, that it will overcome its difficulties and have a bright future, and likewise that every inhabitant will soon learn to see the benefits that can be derived from its success, and thus as far as he can, will give his support to this no doubt ery important undertaking. When the Factory is well established I feel no doubt that the labour question nd all other pending questions will be solved in a smooth oud satisfactory manner.

Yours truly

OBSERVER.

26th June 1878.

(St. Croix Avis 29. juni 1878).

Den 21. august 1878 kunne "The Avis" konstatere at fabrikken på intet tidspunkt havde kunnet levere de 23 tons sukker om dagen som ledelsen havde forsikret guvernøren om. Der var ikke flere penge at tage af til at få fabrikken på fode. 

Et møde i Christiansted den 26. august 1878 for plantageejere og andre lignende endte med en resolution som udtrykte håb om at fabrikken kunne komme op at køre.

Fra den offentlige Politiret. (Efterskrift til Politivennen)

Efterat der fra forskellige Sider var indledet Klage over, at der paa Fælleden, navnlig paa den saakaldte Lammefælled, jævnlig forefaldt Slagsmaal mellem en Mængde Drenge, der under Kampen ikke alene brugte Kjæppe, men ogsaa Steen, som kastedes saa uforsigtigt, at en stor Deel fløi ud over de tilstødende Veie til Ulempe for de Forbipasserende, lykkedes det tilsidst Politiet at faae fat i nogle af Urostifterne, mod hvem der derpaa blev indledet Undersøgelse. Efterhaanden bleve flere og flere Drenge inddragne under Sagen, der tilsidse omfattede nogle og tredsindstyve Tiltalte i en Alder mellem 11 og 18 Aar. Af de tilveiebragte Oplysninger fremgik det, at disse Kampe havde fundet Sted i Løbet af Marts og April Maaneder, og at nogle af Drengene havde deeltaget i 8 saadanne større Slagsmaal, der oprindelig vare begyndte mellem Drenge fra Ryesgade og Fredensgade, men hvortil senere de nærliggende Arbeiderboliger paa Jagtvejen og ved Østerbrogade havde leveret et talrigt kontingent af Deeltagere. Det var desuden bleven meddeelt Politiet, at 3 voxne Mandspersoner, tilsyneladende Vognmandskarle, skulde have været tilstede ved disse Slagsmaal og først have hidset Drengene paa hinanden, men senere selv deeltaget i Kampene. Disse Personer havde det imidlertid ikke været muligt at udfinde. De fleste af Deeltagerne i disse Slagsmaal havde været bevæbnede med Kjæppe og Steen, hentede fra Træbeplantningerne i Omegnen og de langs Veiene værende Skjærvebunker, og medens det ikke blev oplyst, at nogen tilfældig Passerende var bleven saaret af de kastede Steen, fremgik det derimod, at adskillige af Deeltagerne havde faaet Læsioner; en enkelt Dreng var saaledes bleven ramt i venstre Tinding af en Steen, og Slaget havde været saa kraftigt, at han besvimede og maatte drenges til sit Kjem, hvor han laa syg i nogen Tid. Idet Sagen selvfølgelig blev hævet for de Tiltaltes Vedkommende, for hvis Deelagtighed i de nævnte Optøier der ikke var tilveiebragt tilstrækkeligt Beviis, afgjordes den iøvrigt saaledes, at der paalagdes 24 Drenge, der alle havde fyldt det 15de Sar, hver en Bøde af 30 Kr., medens 27 Tiltalte, der ikke havde naaet 15 Sars Alderen, bleve straffede med Riis.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. juni 1878).

Tegner Knud Gamborg (1828-1900): Nørregade, når drengene gå fra Skole på Nørregade. Illustreret Tidende nr. 1014, 2. marts 1879. Det kongelige Bibliotek. Det må være drenge fra Sankt Petri Skole. På muren et vejskilt for Sankt Pedersstræde.

Alfred Jørgensen, fritænkeren. (Efterskrift til Politivennen)

I juni 1878 døde Alfred Jørgensen. Han er på flere måder interessant: han optrådte som medlem af Fritænkerforeningen, han spillede en mærkværdig rolle i arbejderbevægelsens tidligste år og så var hans søster Augusta Jørgensen (1853-1924) gift med Louis Pio. 

Augusta havde i  efteråret 1871 meldt sig ind i den danske afdeling af den socialistiske Internationale, og blev formandinde for den kvindelige sektion. Hun påstod at Louis Pio opfordrede hende til at henvende sig til Karl Marx. 

Alfred Jørgensen skal efter politispioners rapporter have bestilt "en fane, blodrød og 3 en halv alen bred" et par dage før slaget på Fælleden 5. maj 1872 hos flaghandler Mørck ved Kongens Nytorv. 

Da Louis Pio blev arresteret 5. maj 1872, blev Augusta Jørgensen forkvinde for damekomitéen der sørgede for hans forplejning i varetægtsfængslet. Augusta Jørgensen nævnes i Brandes' dagbog december 1872, og fremkom i foråret 1874 med det ejendommelige ønske at han gjorde hende gravid. Som tilhørende de finere klasser, og hun kun arbejder, kunne han ikke imødegå det. Det kunne derimod Louis Pio, med hvem hun fik en datter, Sylvia i november 1876. Kirkebogen anfører at Augusta var ugift, "som barnefader blev udlagt Louis Pio, cand.phil., ungkarl". Sylvia selv fastholdt som voksen, at hun var født i november 1878 i Chicago. 

I 1875 var der begyndt i Social-Demokraten at være små mødeindkaldelser til dannelse af Fritænkerforeningen, den 10. september 1875 således vedtagelse af love. Mødested var Gothersgade 129 hos Jacobsen. Ofte underskrevet af snedker A. Winther som var en ledende skikkelse inden for foreningen. Af andre medlemmer nævnes R. Jensen, Fr. A. Hertz, O. Jensen, Jantzen, Stemelt, Lundqvist, Zimmermann, possementmager Jensen, Palm, Chr. Schjødt. 

I 1876 begyndte foreningen at holde offentlige møder, bl.a. om hvordan man blev fritænker, om gudtilbedelsen og kongegalskaben. Af aktiviteter kan nævnes at man i december 1876 opfordrede RIgsdagen til at Grundlovens §3 ophæves, den om at Folkekirkens religion er den evangelisk-lutherske mm., samt ophævelse af de paragraffer i straffeloven som angår forhånelse af Folkekirkens religion. Foreningen foreslog fuldstændig og uindskrænket religionsfrihed med bortryddelsen af straffelovens § 156, ophævelse af helligdagsanordningen. I september 1878 startede foreningen månedsbladet "Den frie Tanke: Ugeblad for Behandling af religiøse og videnskabelige Spørgsmaal." Det udkom 1878-1883

Opfordring til samtlige Medlemmer af Fritænkerforeningen.

Da foreningsmedlem nr. 111, journalist Alfred Jørgensen, er afgået ved døden fredag den 14. ds., og begravelsen finder sted i dag, tirsdag den 18. ds. kl. 1 fra kapellet på kommunehospitalet, opfordres ethvert medlem at møde ovennævnte tid og sted.

Det bemærkes, at foreningens ordfører, A. Winther, holder talen ved graven.

Bestyrelsen For Fritænkerforeningen.

( Social-Demokraten, 18. juni 1878.)

Socialisterne har mistet deres bekendteste digter, idet nemlig “journalist” Alfred Jørgensen er død i fredags på Kommunehospitalet, hvorfra han skal begraves i morgen, tirsdag. Han var oprindelig smedelærling, men efter at et gloende jernstykke havde berøvet ham synet på det ene øje, gik han i købmandslære, og var netop bleven svend, da det socialistiske røre begyndte herhjemme. Han skrev ret kvikke vers og helligede nu sin lyre til de store “principper”, Pio forfægtede. En kort tid var han nominel redaktør af “Socialisten”, men opgav snart journalistiken for at være pavillondigter, dvs. viseforfatter for sangerinder, hvoraf han ernærede sig i de sidste år. Partiet vil næppe savne ham, og dets organ omtalte ikke i går hans dødsfald med et eneste ord. Hans søster, Augusta Jørgensen, er om bekendt blevet gift med Louis Pio i Amerika.

(Aalborg Stiftstidende og Adresseavis ..., tirsdag 18. juni 1878.)

Opfordring til alle Fritænkere.

Da Fritænkerforenings-Medlem nr. 111, journalist Alfred Jørgensens begravelse er udsat til torsdag den 20. ds. Kl. 12:30 pr. fra kapellet på Assistents Kirkegård, opfordres alle til at møde ovennævnte tid og sted.

Ifølge en efterladt skriftlig begæring af den afdøde, holder ordføreren for Fritænkerforeningen, A. Winther, en tale ved graven.

Bestyrelsen for Fritænkerforeningen.

(Social-Demokraten, 19. juni 1878.)

At min kære søn, Alfred Jørgensen, er afgået ved døden den 14. ds., efter 3 års tiltagende brystsyge, bekendtgøres herved af hans moder og søskende.

Marie Jørgensen.

Begravelsen finder Sted torsdagen den 20. ds. kl. 12:30 præcis, fra kapellet paa Assistents Kirkegaard.

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 19. juni 1878.)

Begravelse med forhindringer.

For nogle dage siden læstes i “Social-Demokr.” en bekendtgørelse om, at et medlem af “Fritænkerforeningen”, journalist Alfred Jørgensen, skulle jordes på Assistenskirkegården tirsdag middag og at nævnte forenings “ordfører”, snedker Winther i henhold til et af den afdøde udtalt ønske ville tale ved graven. Der indfandt sig et betydeligt følge, men jordfæstelsen kunne ikke istandbringes den dag, fordi - graven ikke var færdig. Der blev anstillet betragtninger over denne “hændelse”, men man kom ikke til noget Resultat, og næste morgen bekendtgjordes det, at begravelsen var udsat til i går Kl. 12:30. Denne gang gik følget (og de nysgerrige) ikke forgæves. Ledsaget af en rød fane bares liget fra kapellet til den fugtige grav, om hvilken der samlede sig et par hundrede mennesker. Pastor Sommerfeldt talte kort og smukt om livet efter døden, kastede de tre skovle jord på kisten og bad Herrens bøn under dyb stilhed. Lidt efter fremtrådte snedker Winther og erklærede, at han havde givet den afdøde det løfte at udtale ved graven, at den jordede havde levet og var død som fritænker. Jørgensen troede ikke på et liv efter døden og havde ikke levet herfor; men han havde levet for sine medmennesker og, efter talerens udsagn, ofte gavnet og glædet dem. Derfor bragte taleren ham en tak. Nu afsang en kvartet en firstemmig sørgesang, og følget spredte sig i stilhed.

g.

(Morgenbladet, 21. juni 1878.)

I går begravedes på Assistenskirkegård den såkaldte “journalist”, socialist og fritænker Alfred Jørgensen, ved hvilken lejlighed der forekom en ejendommelig skandale. Efter at jordfæstelsen var til ende og den fungerende præst havde forladt stedet, trådte en person hen foran graven og holdt en længere tale, hvori han med kynisk råhed fornægtede al mulig religion og lovpriste og velsignede den afdøde, fordi han ligeledes havde været en sådan fornægter. Forhåbentlig vil politiet finde den vedkommende og ved at statuere et advarende eksempel sørge for, at vore kirkegårde for fremtiden kunne fritages for sådanne forargelige optrin.

(Dagens Nyheder, 21. juni 1878.)

I Folketidenden, 26. juni 1878, kan man læse en artikel om Fritænkerforeningen. Skribenten er stærkt imod gudsfornægteri, og angiver to eksempler. Her er det ene:

Nylig døde et medlem af Foreningen journalist Alfred Jørgensen, fhv. redaktør af “Socialdemokraten”. Han har skrevet flere sange såsom den: “Til Kamp vort Løsen det er givet, Til Kamp mod Kapitalens Magt. Til Kamp mod Æren og for Livet, Vor Nød og Retfærd staar paa Vagt.” Men han kunne ikke holde styr paa sin ungdom og sit varme blod; det lagde ham tidligt i graven, hvilket just ikke er nogen praktisk anbefaling for gudsfornægtelse  i livet.

På sin dødsseng skal han have forlangt, at snedker Winther, der er formand for hin forening, skulle tale ved hans grav. At dette ville ske, kundgjordes forud i “Social-Demokraten”; men da Alfred Jørgensen skulle begraves på fattigkirkegården ved Valby, fik Foreningen begravelsen udsat og foranstaltede ham nu begravet for betaling på Assistenskirkegård. Det averteredes da påny, at snedker Winther ville tale ved graven. Et par hundred mennesker fulgte, og en socialistisk fane var med. Hospitalspastor Sommerfeldt holdt en lang tale i kapellet og en lignende ved graven om saligheden efter døden og livet i himlen som trøst for dette livs trængsler, specielt anvendt på den afdøde og hans efterladte. Der sluttedes med et fadervor og de tre spader jord. Pastorens tale og bevægelser var a la blomstergråd. Omtrent hele følget beholdt dog hatten på, hvor man ellers plejer at tage den af under bønnen. Så snart pastoren var gået ned, steg snedker Winther op og talte. Den afdøde var - sagde han - død uden at tro på noget liv efter dette, og det havde W. lovet ham at sige ved hans grav; for han ville begraves, som han havde levet. Talen var mat og kort; der blev sunget en sang, et farvel som dog kun de nærmeststående kunne høre. Da pastoren gik, fulgte jeg ham, uagtet jeg kun var mødt i arbejdsdragt og med mit værktøj i hånden. Jeg spurgte ham, hvorledes det kunne stemme med vor religion at holde sådan en tale over og kaste jord på en, som i bladene forud var erklæret som gudsfornægter. Han svarede, at han kun havde talt, som han plejede, og i øvrigt måtte jeg henvende mig til kirkestyrelsen. Jeg sagde ham, at når han påtog sig et sådant hverv og lagde en kristelig betydning deri, hvad jeg ikke gjorde, kunne han ikke fritages for personlig skyld. Det var en skandale, hvad der her var sket; for derved skadedes folkekirken i folks omdømme. Jeg talte ivrigt og heftigt for at gøre et indtryk, da jeg mærkede, han var aldeles flegmatisk, men jeg nåede ikke at få ham varm. Ved begravelsen var opdagelsespoliti til stede.

Foreningen fortsatte sit arbejde  nogle år endnu. Social-Demokraten kunne 19. marts 1880 berette at den oprettede en søndagsskole med undervisning i naturhistorie, historie, fysik og kemi. Bal afholdes for at skaffe penge. Fra dette år synes også en hr. Rasmussen at have overtaget Winthers formandspost i foreningen. Social-Demokraten, 2. maj 1880 meddelte at han var rejst til udlandet og at politiet ville anholde ham. I 1881 blev der indledt kriminelle undersøgelse mod Winther pga sine udtalelser. Foreningen synes at have holdt en række offentlige møder et års tids endnu hvorefter såvel forening som tidsskrift synes at være ophørt.

Augusta Jørgensen blev gift 1878 med Louis Pio med hvem hun fik en datter 1876. New York Passenger List oplyser at Louis Pio, 32, merchant, "Mrs. Pio", 24, wife, "Infant Pio, F[e]male", 1, ankom med skibet "State of Indiana" fra Glasgow til New York 12. april 1877, sammen med familien Geleff. Her blev de gift og barnet døbt. Datteren, Sylvia Pio oplyste senere (og det står på hendes gravsten) at være født i 1878, ikke 1876.

Jesuskirken blev indviet d. 15. november 1891. Kirken er meget utraditionel i sin indretning og har af nogle været kritiseret for at være blasfemisk, Carl Jacobsen var selv karakteriseret af sin egen præst som en fritænker. Pudsigt er det, at der sidder et pentagram på alteret, og bagsiden af kirken er prydet med to søjler og en bue med nogle af tegnene fra dyrekredsen mejslet ind, som er båret af hovederne af hhv. ”Den Grønne Mand” og ”Den Hornede Gud”. Toppen af buen bærer et ligebenet kors med et omvendt pentagram.

Læs også indslagene om Sylvia Pio.

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole har i 1877 kunnet udføre sin Gjerning uden at blive hindret ved Sygdom eller andre ydre Ulemper, men dens Tilværelse er saa truet, at Bestyrelsen alvorlig har maattet overveje, om den ikke burde ophæve Skolen, da den arbejder med betydelig Underbalance. Det Maal, man ved Skolene Stiftelse for 7 Aar siden satte sig, nemlig at uddanne unge Piger til praktisk dygtige Tjenestepiger og vordende Husmødre, har maa osaet, thi de omtrent 50 Piger, der hidtil ere udgaaede fra den, have alle strax faaet Pladser og have viist sig i Stand til at udfylde dem. Andragender om Optagelse i Skolen og Efterspørgsel efter Piger fra den ere derfor ogsaa stadig tiltagne of overstige nn langt, hvad Skolen kan præstere. Det har fremdeles viist sig, at de egenlige Driftsindtægter kunne dække Driftsudgifterne, men derimod er Pigernes Arbejde ikke tilstrækkeligt til at betale Huslejen. Skolen begyndte først i et lejet Lokale, men det viste sig snart, at det var forbundet med store Ulemper at bo tilleje, og man byggede da et eget Hus, idet man haabede paa, at den offenlige Godgjørenhed vilde støtte en Institution, der arbejder for et saa gavnligt Formaal som at gjøre unge Piger dygtige til deres Gjerning. Dette Haab er tildels slaaet fejl, idet de aarlige Bidrag langtfra ere tilstrækkelige til at dække Udgifterne ved Forrentningen og Afbetalingen af den paadragne Byggegjæld, der endnu udgjør 44 800 Kr., samt ved de aarlige Skatter. Bestyrelsen har dog besluttet endnu i 2 Aar at fortsætte Driften efter en noget indskrænket Maalestok, saaledes at Udgifterne kunde formindskes samtidig med at man søger at skaffe forøgede Indtægter. Den retter derfor en indtrængende Opfordring til Alle, om at hjælpe den, saa den ikke skal blive nødt til at opgive en nyttig Virksombed, som den har viist hidtil at kunne udføre paa en fyldestgjørende Maade - Ifjor bleve 9 Elever uddannede, og disse have alle faaet Pladser. Regnskabet udviser en Udgift af 5395 Kr. hvoraf 1500 Kr. til Forstanderinden, 400 Kr. i Skatter, 2106 Kr. i Renter og 1052 Kr. i Afdrag paa Gjæld. Disse Udgifter have kan kunnet dækkes ved at realisere en som Gave modtaget Obligation paa 2000 Kr., thi de øvrige Indtægter, der bestaa i Betaling at Pensionatet 692 Kr., Bidrag dele stadige dels een Gang for alle 2980 Kr., Overskud af en Koncert 390 Kr. m. m., have ikke værst tilstrækkelige dertil. Bestyrelsen bestaar for Tiden af Fru H. Ewaldsen, Fru M. Friederichsen, Stiftsdame W. Tillisch, Oberst Arnholtz, Gehejmeraad Classen, Etatsraad H. A. Clausen, Pastor Ewaldsen, Skoleinspektør Hoffmann og Oberst Olufsen.

(Fædrelandet 8. juni 1878).

I november 1879 indstillede tre af Københavns større jødiske forretningsmænd deres bidrag til skolen da de ikke ville støtte en skole der brugte et kors som flag. Chr. Evaldsen forsvarede sig med at dette ikke kunne være ubekendt da der hver morgen og aften holdtes andagt med eleverne. Formanden Holstein-Holsteinborg måtte senere erklære at skolen  udelukkende havde praktiske formål, ikke konfessionelle. Men samtidig dog fulgte den lære som var i overensstemmelse med folkekirkens forskrifter.

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Arbejderspørgsmaalet i Dansk Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

To the Editor of the "St Croix Avis. "

Mr. Editor,

At a time like the present, when there appears to he a prospect that the island will rise again from the depressed condition which a succession of bad years has brought upon it, it seems to me that among many other subjects there is one which in a high degree calls for the particular and thoughtful attention both of the authorities and the public, a matter which affects essentially the future of the colony. I refer to the Labour Question, to the future relations between employers and the labourers on estates, and it is my opinion that a quiet and rational public discussion of the subject would be very beneficial.

It is not many years since that one could scarcely touch on the subjeet of the labour regulations without giving offence, especially to the more prominent and influential planters of the time. Still less could one venture to propose the abolition of those regulations, or the substitution of others more suitable to the present age. During the last few years however a very considerable change has come over the line of thought which the planters follow on this subject. Now it is not enough that the Government has fixed a time within which the present regulations will be abolished and replaced by new ones; but we frequently hear the planters expressing a wish that they were already abolished. It is even said that they cannot stand many months longer, and we hear loud complaints that the erection of the Central Factory has (as indeed must have been foreseen) interfered seriously with the definite relations of employer and labourer. A change has thus been already brought about which should at once be regulated in a legal way, if we would avoid mischievous and in some degree incalculable consequences.

Although not a planter and not acquainted with the details, I have no doubt that the greater number of the complaints which we hear are justified by the facts, and I only see one way to stop the evil at once, which is to bring the matter into public discusssion. Let our authorities, planters and more experienced and prominent citizens work together, having regard to the rights and interests of all parties. To allow the matter to continue for a longer time to drift on in its own way, to be content with discussing it in private circles, and complaining against the authorities, who apparently are expected to initiate everything, is not satisfactory. In the mean time one party is working against another, and the system of bribing the labourers is said to be flourishing, a system which can only increase the evil complained of.

It appears to me that many of our colonists are inclined to look to the Government for everything, but omit to lend a helping hand themselves; in short, are inclined to overlook their duty as members of the community to labour to the best of their abilities for the common good as well as for their own individual interest.

It certainly must be admitted to be well known that our labouring people, and especially the natives, are a quiet and, with good treatment, easily managed people. We have before seen sudden and important changes introduced without any serious disturbance. We have hitherto escaped that pest of most countries "strikes".

Ought not these fortunate circumstances to be appreciated and ought they not to call on our prominent men to take such measures as shall lead to a wise, liberal, and gradual passage from the present labour laws to others which in a longer or shorter time shall replace the "old"

The successful solution of this problem deeply concerns the future welfare of the Island, for nobody will deny that a gradual change in so serious and important a matter is much to be preferred to a sudden change which might produce an indefinite amount of mischief.

There is no doubt that the Authorities concerned have for some time given this important matter n considerable degree of attention, and we shall no doubt soon see preliminary steps taken for settling it, say by the appointment of a Commission or such like; but it cannot be otherwise than helpful in the matter that it should be publicly discussed, and that those who are acquainted thoroughly with the working of the labour regulations would contribute to the best of heir ability to point out the defects of those regulations, and show what should he substituted for them so as to be satisfactory to all the parties concerned.

So far as you Mr. Editor may share view similar to those above set forth, I would beg you to publish them, in the hope that you as well us others who may write on the subject will treat it with that fulness and completeness which its importance deserves.

Yours truly. A COLONIST.

(St. Croix Avis 5. juni 1878).