Magnetiseur Professor Hansen (I: Charles Hansen). (Efterskrift til Politivennen)

Carl Hansen blev født i Odense 1833. Hansen opholdt sig 1853-1863 i Australien, Mauritius og Kaplandet (som handelsmand). I Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 11. november 1863 findes en artikel om hans optræden på Odense Teater. I Middelfart Avis 13. november 1863, 16. november 1863 er nogle fortællinger om professor Hansen og magnetismen. Middelfart Avis 3. marts 1868 meddelte at Randers politi havde nedlagt forbud mod flere af hans forestillinger der ifølge avisen skulle have været vellykkede.

Hypnotiske fænomener blev beskrevet ca 1550 f. v. t. på en egyptisk papyrusrulle. Den tyske læge Franz Anton Mesmer (1734-1815) mente, at mennesker og universet var forbundet via en magnetisk kraft: animalsk magnetisme. Mennesket var omgivet af en usynlig, magnetisk fluidum. Ubalance i denne kunne føre til sygdomme og helbredes ved magnetisme. Da ordet hypnose ikke fandtes, kaldte han sig for "magnetisør". Senere afskrev han dog at det var en eksisterende kraft. 

Ordet hypnose blev opfundet af James Braid (1795-1860) efter det græske ord for søvn “hypnos”. I 1843 hævde han at der ikke var tale om noget hemmelighedsfuldt "magnetisk Fluidum" el. lign., men om en fysisk påvirkning af hjernen. I 1846 opgave han at se trance som en søvn, og mente at ordet var misvisende, men det hang ved. 

Fra 1879 beskæftigede han sig udelukkende som magnetisør. Han startede en rundrejse: Først til Holland hvor han fik en kølig modtagelse. Derefter til Tyskland, hvor han trods modstand overbeviste en del videnskabsmænd, fysiologer og læger om at han ikke var en humbugmager var. 

Den hidtil hemmelighedsfulde videnskab elektrobiologi er det felt hvor professor Hansen, den store dansker og en efterfølger til den verdensberømte Schwedenborg, bevæger sig med forbløffende sikkerhed. Professoren nyder et fornemt ry; han debuterede med enorm succes i forskellige dele af verden, senest i Frankrig, Holland, Sverige og Danmark. Aviserne i disse lande viede ham lange artikler fulde af den største ros, som kan ses på Teaterbureauet, for hans produktioner vender fuldstændig alles tankegang på hovedet. Hvis vi lægger professorens videnskabelige teori helt til side og kun beskæftiger os med fakta, finder vi følgende fastslåede kendsgerning: nemlig at når han først har bragt en person under indflydelse af sin iboende magnetiske kraft i kroppen, er flugt umulig, og den berørte person bliver et viljeløst redskab for hans hænder så længe professor Hansen finder det passende. - "Instinkt" er den vidunderlige kraft, som mesteren benytter sig af, og personen under hans trylleformular bliver intet andet end en maskine der ubetinget adlyder hans befalinger.

Der er helt sikkert mange der vil læse dette med vantro hovedrysten; til dem kan man kun appellere: "Gå, se og døm selv!" Og den der efter at have set det stadig forlader stedet lige så vantro som han kom, er simpelthen lavet af et andet stof end resten af ​​os mennesker. Mænd som professor Hansen udøvede sin magt på, forsøgte at modsætte sig, men et håndtryk, et ord - og de faldt i søvn, red på stole, bad på knæ og så videre og så videre. Ja, selv når de blev spurgt, kunne de ikke oplyse deres navne - for de havde glemt dem. At tænke sig, at folk med position og rang, med uddannelse, uden modstand ville underkaste sig professorens ordrer, hvor absurde de end måtte være, er utroligt, er latterligt, og alligevel er det sådan! -Den kraftfulde magnetiske kraft, der er iboende i denne mand – som, når han slipper den løs, tvinger folk til at udføre handlinger foran en stor folkemængde der meget ofte grænser til det uudsletteligt latterlige, handlinger, der er fuldstændig i strid med deres traditionelle smag og skikke – er uforklarlig for det tænkende sind. Professor Hansen er et fænomen blandt dødelige, hvis handlinger trodser vores fatteevne – mærkelige at se, endnu mærkeligere at være underlagt hans magt.

Die bis jetzt noch geheimissvolle Wissenschaft der Electro-Biologie ist das Feld, auf wlelchem sich Professor Hansen, der grosse Däne und ein Nachfolger jenes weltberühmten Schwedenborg, mit staunenerregender Sicherheit bewegt. - Der Professor bringt einen dedeutenden Ruf mit sich; er debütierte mit riesigem Erfaolge in verschiedenen Welttheilen; schliesslich in DFrankreich, Holland, Schweden und Dänemark. Die Zeitungen dieser Länder widmeten ihm seienlange Artikel voll der höchsten Anerkennung, welche im Theater Bureau einzusehen sind, denn seine Produktionen stellen den Ideengang eines jeden Menschen völlig aif den Kopf. Stellen wir des professors wissenschaftliche Theorie völlig bei Seite und beschäftigen uns nur mit den Thatsachen, so finden wir Folgendes feststehend, nämlich, dass falls er einmal einen Menschen unter den Einfluss seiner, den Körper einwohnenden magnetischen Kraft gebracht hat, ein Entrinnen unmöglich ist und der Beeinflusste ein willenlos Werkzeug seiner Hände wird, so lange wie es Professor Hansen eben für gut befindet. - Der "Instinkt" ist die wunderbare Kraft, von welcher der Meister Gebrauch macht und der unter dem Banne Stehende wird unter seinen Händen nur eine Maschine, die seinen Befehlen unbedingt Folke leistet.

Es gibt sicher Viele, die dieses mit ungläubigem Koffschütteln lesen werden; denen lässt sich nur berufen: "Gehet hin, seht und urtheilt selbst!" Und wer dann nach stattgefundener Anschauung noch so ungläubig fortgeht, wie er gekommen, der ist eben aus anderem Stoffe gemacht, wie wir übrigen Menschenkinder. Männer, an welchem Professor Hansen seine Gewalt übte, versuchten es, zu wiederstehen, aber ein Händedruck, ein Wort, - und sie fielen in Schlaf, ritten auf Stühlen, beteten knieend u. s. w. u. s. w. ja, sie konnten, selbst auf befragen ihren Namen nicht nennen, - denn sie hatten sie vergessen. - Zu denken, dass Leute von Stellung und Rang, von Erziehung sich willenlos den Anordnungen des Professors, seien dieselben auch noch so absurd, fügen ist unglaublich, ist lächerlich und dennoch ist es so! - Die mächtige magnetische Kraft, die diesem Manne innewohnt; die wenn er sie in Anwendung bringt, die Leute zwingt, Handlungen Angesichts einer zahlreichen Menschenmenge zu begehen, die sehr oft an's unauslöschlich Lächerliche streifen, die ihrem althergebrachten Geschmack und ihren Reigungen zu durchaus gar nicht entsprechen. - ist dem denkenden Geiste unerklärbar. Professor Hansen ist unter den Sterblichen ein Phänomen, dessen Handlungen über unser Begriffsvermögen gehen, - fremdartig, sie anzuschauen, noch fremdartiger bei dem Gedanken ihrer Macht unterworfen zu sein.

(Neueste Nachrichten 6. december 1879)

Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. december 1879 meldte at Carl Hansen var vendt tilbage til København efter "et sandt Triumphtog igjennem Tydskland"

Albertine Wiertz. (Efterskrift til Politivennen).

Albertine Wiertz blev født 18. december 1823. I 1834 boede hun sammen med moderen Karen Marie Nielsen (der muligvis nu var enke) i Prinsensgade og ernærede de 4 døtre med vask. I 1841 blev hun dømt for lommetyveri og ulovlig omgang med hittegods til 60 dages fængsel på sædvanlig fangekost. 1847 blev hun frifundet for anklage om lommetyveri, men dømt for ulovlig omgang med hittegods til 6 gange 5 dages fængsel på vand og brød, 1848 dømt for løsgængeri: 3 gange 5 dages fængsel på vand og brød. 1849 dømt for løsgængeri til 4 gange 5 dages fængsel på vand og brød. Hun blev gift 1851 med Johan Valentin (1827-?). 1850-1869 anholdt adskillige gange, men pga. benægtelse ofte frifundet. 

10. august 1869 blev hun grebet i lommetyveri. Hun boede da på Christianshavn og var da almindelig kendt som lommetyv. Hun forsøgte efter sædvane at benægte alt, men da beviserne var mange, tilstod hun en række tyverier fra 3 mark til 5 rigsdaler. Hendes mand anede tilsyneladende intet om det, ligesom deres 3 børn (i 1869 en datter på 19 og 2 yngre sønner). 

EN farlig Lommetyv. Kriminal- og Politiretten afsagde i Lørdags Dom i en Sag mod en af Kjøbenhavns farligste og snedigste Lommetyve, Arrestantinden Albertine Würtz, der som mistænkt i denne Anledning ofte har været arresteret, uden at det hidtil har lykkedes at faa hende straffet for en Mængde af hende i en Række af Aar begaaede Lommetyverier. Da Arrestantinden Tirsdagen den 10de August f. A. var i Torvegade for at se paa Indtogsfesten, traf hun paa et hende ubekjendt, bondeklædt Fruentimmer, med hvem hun for at faa Leilighed til at bestjæle hende indlod sig i Samtale, idet hun ytrede: "Folk trykke paa min Paraply, men trykke ikke paa Deres", hvorpaa hun stak Hovedet ind under Fruentimrets Paraply. Arrestantinden vedblev nu at følge med Fruentimret, trængte sig tæt op til hende og søgte paa Grund af den stærke Trængsel at bortlede hendes Opmærksomhed, hvorhos hun famlede ved hendes Kjole for at komme ned i hendes Lomme. To Politibetjente, der i længere Tid Hemmelig havde iagttaget Arrestantinden og dennes mistænkelige Bevægelser, sprang nu til, just som hendes venstre Haand var indviklet i det fremmede Fruentimmers Kjolefolder ved Lommen, og anholdt hende. Fredagen forinden, den 6te August, mødte Arrestantinden paa Hjørnet af Dronningens Tværgade en hende ligeledes ubekjendt Tjenestepige, med hvem hun ogsaa uden mindste Anledning indlod sig i Passiar. Medens hun afvendte Pigens Opmærksomhed ved uafbrudt at tale til hende, fik hun Leilighed til at stikke sin Haand ned i Pigens Lomme og ud af denne at stjæle en Sølvdaler. Arrestantinden, der allerede i flere Aar paa en planmæssig Maade havde begaaet en Mængde saadanne Lommetyverier, fulgte under Forhøret i Begyndelsen sit gamle Princip at negte og fremkom med forskjellige vaklende og modsigende Forklaringer. Efterat hun omsider havde tilstaaet de to foranførte Forbrydelser, bleve de mange tidligere Sager, hvori hun som mistænkt for Lommetyverier havde været arresteret, men som af Mangel paa Bevis formedelst hendes halsstarrige og vedholdende Benegtelse bleve hævede, uden at der blev anlagt Sag imod hende, paany fremdragne. Hun gik nu endelig ogsaa til Bekjendelse om de tidligere af hende forøvede Lommetyverier, og under den fortsatte Undersøgelse blev det bl. A. oplyst, at Arrestantinden omtrent siden 1841 havde gjort sig skyldig i mindst ca. 60 dels forsøgte, dels fuldbyrdede Lommetyverier, uden at hun dog bestemt har kunnet opgive enten disses Antal eller Betydet af de stjaalne Pengesummer. Saaledes havde hun bl. A. ifølge sin Tilstaaelse i Aaret 1858 stjaalet 100 Rd. af Lommen paa en Pige, der var kommen herover fra Fyen med sin Arvepart og skulde giftes, medens den Bestjaalne paastod at have ved den omhandlede Leilighed mistet 155 Rd. Lommetyverierne udførte Arrestantinden stedse paa samme Maade, nemlig saaledes, at hun gav sig i Kast med de Vedkommende - altid Fruentimmer - , og naar det var lykkedes hende at aflede deres Opmærksomhed fra, hvad der passerede, stak hun sin Haand ned i deres Kiolelommer og udtog af disse enten Penge eller Portemonnaier med saadanne. Ifølge Justitsministeriets Resolution af 6te December f. A. var Arrestantinden, der bl. A. har været straffet med 30 Dages Fængsel paa Vand og Brød, ogsaa sat under Tittale for de af hende for over 10 Aar siden begaaede Tyverier, og hun blev nu i Medfør af Straffelovens § 64 efter § 288, jvfr. § 46, idymt 2 Aars Forbedringshusarbeide.

(Dags-Telegraphen (København) 8. februar 1870)

I 1872 blev hun idømt 2½ års forbedringshusarbejde ved kriminal- og politiretten. I august 1879 med 3 års tugthusarbejde.

Nr. 230. Mandagen den 1ste December.

Advocat Levinsen

contra

Albertine Wiertz eller Wirtz, Valentins Enke (Defensor Bagger),

der tiltales for Tyveri.

Criminal- og Politirettens Dom af 23de August 1879: "Arrestantinden Albertine Wiertz eller Wirtz, Valentins Enke, bør straffes med Tugthusarbeide i 3 Aar samt betale Actionens Omkostninger, derunder Salairer til Actor og Defensor, Procuratorerne Christensen og Tvermoes 20 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Høiesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde, og idet de Høiesteret forelagte nye Oplysninger ikke kunne føre til et andet Resultat end det i Dommen antagne, kjendes for Ret:

Criminal og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte til Advocat Levinsen og Høiesteretssagfører Bagger 40 Kroner til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Arrestantinden Albertine Wiertz eller Wirtz, Valentins Enke, tiltales under nærværende Sag for Tyveri.

Den 26de April d. A. omtrent Kl. 11 anmeldte Arbeidsmand Hansens Hustru Karen Sophie Sørensen paa 2den Politistation, at der kort forinden var paa Gaden stjaalet ud af hendes Kjolelomme en Portemonnaie, indeholdende ca. 6 Kr., bestaaende af 2 dobbelte Kronestykker, et Kronestykke og mindre Mønter, og henledte hun Mistanken for at have begaaet dette Tyveri paa et Fruentimmer, af hvilket hun gav en Beskrivelse, som passede paa Arrestantinden, der var Politiet bekjendt som en oftere for Lommetyveri straffet Person. Ved den derpaa fulgte Anholdelse af Arrestantinden, der blev truffen i sit Hjem i Eiendommen Nr. 15 i Korsgaden, fandtes liggende paa en Kjøkkenhylde dersteds, en Portemonnaie, hvori der laa 2 dobbelte Kronestykker, 1 Kronestykke og 61 Øre.

Arbeidsmand Hansens Hustru har, idet hun bestemt har gjenkjendt fornævnte Portemonnaie som den hende med Indhold af Penge tilhørende og frastjaalne samt Arrestantinden som den af hende mistænkte Person, afgivet en Forklaring, der gaaer ud paa Følgende:

Da hun den ovennævnte Dag, faa Minutter efterat hun i en Boutik paa Kjøbmagergade havde lagt Portemonnaien med deri værende Penge i en udenpaa hendes Kjole paa hoire Side anbragt Lomme, gik gjennem Klareboderne og ved at passere et Sted i denne Gade, hvor der i Stueetagen var Udsalg af Straahatte, saa paa de i et Vindue udstillede Hatte, blev hun tiltalt af Arrestantinden med en Yttring om, at man dersteds kunde kjøbe billige Straahatte. Idet hun som Følge heraf standsede, stillede Arrestantinden sig hen ved hendes heire Side, omtalte først nogle af de nederst i Vinduet liggende Hatte som ikke passende for en ældre Kone, og henledte derpaa hendes Opmærksomhed paa nogle Hatte, der hang høiere oppe i Vinduet, som passende for hende. Hun kom derved til at see iveiret, hvorpaa Arrestantinden i rask Gang gik hen imod Kjøbmagergade, medens hun selv gik ned i en Boutik paa Hjørnet af Klareboderne og Springgade, hvor hun, idet hun vilde tage Portemonnaien op af Lommen, savnede den. Hun er vis paa, at hun i den Tid af ikke 10 Minutter, der hengik efter at hun havde lagt Portemonnaien i sin Lomme og til hun savnede den, ikke kan have tabt den, eftersom der ikke var noget Hul i Lommen, Portemonnaien laa i samme under hendes Lommetørklæde, hun selv ikke har havt Haanden i Lommen i den Tid, og endelig en lille Flaske, der samtidig laa i Lommen, endnu fandtes der, da Portemonnaien savnedes.

Hun har derhos erklæret, at Arrestantindens Forhold ved som anført at stille sig hen paa Siden af hende og indlade sig i Samtale med hende allerede strax vakte hendes Mistanke, men at hun dengang, glemmende at hun havde Penge hos sig, slog sig til Ro med, at hun ikke var i Besiddelse af Noget, der kunde stjæles, samt at hun er forvisset om, at Arrestantinden har benyttet det Øieblik, da hun fik hende til at see iveiret til at stjæle Portemonnaien ud af hendes Lomme. Hendes saaledes afgivne Forklaring har hun bekræftet med Ed og hendes tidligere Besiddelse af den omtalte Portemonnaie er bevidnet af hendes Broderdatter Alma Nielsen, der har gjenkjendt den som en, der tilhørte Hansens Hustru og, efter hvad hun veed, var denne foræret af hendes Mand, ligesom denne Sidste, Arbeidsmand Niels Hansen, har under Ed forklaret, at han gjenkjendte den som en, han har kjøbt og foræret sin Hustru, og endelig deres 8½-aarige Barn Karen Marie Hansen har gjenkjendt denne Portemonnaie som en, hun ofte havde baaret for sin Moder, naar hun var i Byen med denne.

Arrestantinden, der har nægtet at have stjaalet den heromtalte Portemonnaie med deri værende Penge, har om sin Besiddelse af disse Gjenstande afgivet følgende Forklaring:

Hun var den nævnte Dag gaaet fra sit Hjem i Korsgade for paa Vaisenhusapotheket at kjøbe en Salve, hun bruger for et sygt Ben, da hun, ankommen omtrent Kl. 11 til Hjørnet af Kjøbmagergade og Klareboderne, saa en Dame tabe denne Portemonnaie. Hun tog den da op og fulgte Damen gjennem Klareboderne til Montergade for at levere hende Portemonnaien tilbage, ifald hun skulde savne den, men da dette ikke var skeet, da hun naaede til Møntergade, eller som hun i 'et senere Forhør har forklaret da hun her tabte Damen af Sigte, gik hun tilbage til Kjøbmagergade og derfra uden at gaae ind paa Vaisenhusapotheket til sit Hjem i den Hensigt at aflevere Portemonnaien med deriværende Penge til Politiet, naar hun samme Dags Aften gik til Garnisonssygehuset, hvor hun dengang havde Tjeneste som Vaagekone. Hun vil ikke have afleveret Portemonnaien til den Dame, hun saa tabe den, fordi det forekom hende ikke at gaae an at tiltale denne paa Gaden, heller ikke have afleveret den med det Samme paa den i umiddelbar Nærhed af Montergade værende 2den Politistation, fordi hendes Ben smertede hende, og endelig ikke have udrettet det Erinde paa nævnte Apothek, i hvilket hun var gaaet fra Nørrebro til faa Skridt fra samme, af den Grund, at det pludselig faldt hende ind, at der paa den Tid af Dagen var saa mange Kunder tilstede paa dette Apothek, at hun foretrak at kjøbe Salven dersteds om Aftenen. Forøvrigt har hun erkjendt at have under dette sit Ophold i Klareboderne talt med en Dame udenfor det føromhandlede Straahatteudsalg om, at man dersteds kunde kjøbe billige Straahatte, men hun har erklæret, at Arbeidsmand Hansens Hustru hverken er den Dame, hun saa tabe Portemonnaien, eller den Dame, med hvem hun talte udenfor Hatteudsalget.

Til Kjøbenhavns Politi er ingen Anmeldelse gjort om, at der den 26de April d. A. skulde heri Staden være tabt en Portemonnaie.

Ved den dels ved Arrestantindens Anholdelse i Sagen dels Dagen efter foretagne Visitation i hendes Hjem fandtes sammesteds foruden den hidtil omtalte Portemonnaie en hæklet Pengepung og en med Perler broderet Portemonnaie, med Hensyn til hvilken Arrestantinden har forklaret, at hun har kjøbt Pungen, og at Portemonnaien er hende af en ubekjendt Sømand, for hvem hun havde vasket, givet i Betaling for et mindre Beløb, han var bleven hende skyldig. Arrestantindens Forklaringer om sin Hjemmel til disse Gjenstande ere imidlertid ubestyrkede, medens derimod Christiane Sophie Ipsen, Lunds Enke, har gjenkjendt sidstnævnte Portemonnaie som en, der tilhørte hende, og som flere Maaneder inden Arrestantindens Anholdelse tilligemed et i samme værende Beløb af 6 Kr. blev stjaalet ud af hendes udvendige Kjolelomme, medens hun en Dag stod uden for en Boghandlerboutik paa Østergade og saa paa de i Vinduerne udstillede Billeder, under Omstændigheder, der gjorde hende det utvivlsomt, at Tyveriet var begaaet af et Fruentimmer, som hun ikke saa nærmere paa, men som var af Størrelse som Arrestantinden, og som samtidig med at tale til hende om de udstillede Billeder trykkede sig tæt op ad hende paa den Side, hvor Lommen var anbragt. Hendes Datter Andrea Christine Lund har gjenkjendt Portemonnaien som hendes Moders Eiendom og forklaret, at det er hende selv, der har broderet Perlerne paa den, samt at hun sidst saa den i sin Moders Besiddelse samme Dag, denne mistede den, og saavel hun som Lunds Enke have bekræftet deres saaledes afgivne Forklaringer med Ed.

Arrestantinden er ved Kjøbenhavns Politiretsdom af 10de Marts 1841 anseet blandt Andet for Lommetyveri efter Forordningen 11te April 1840 § 1 jfr. § 29 og efter § 58 med Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 60 Dage og ved nærværende Rets Dom af 22de Juni 1847, hvorunder hun var tiltalt for Lommetyveri af en Pung med Penge, men kun overbevistes at have gjort sig skyldig i ulovlig Omgang med Hittegods med Hensyn til samme, anseet i Medfør af bemeldte Forordnings § 58 jfr. §§ 79, 22 og 25 som for 2den Gang begaaet Hæleri med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage. Ved Rettens Dom af 13de October 1849 blev hun i en Sag, hvorunder hun sigtedes for Lommetyveri af en Tegnebog med Penge eller ialfald ulovlig Omgang med Hittegods med Hensyn til samme, forsaavidt frifunden af Mangel paa Bevis, men iøvrigt dømt for Løsgængeri. Efter den Tid var Arrestantinden mange Gange under retslig Forfølgning som mistænkt for Lommetyveri, men undgik hver Gang at blive tiltalt herfor, eftersom der mod hendes Benægtelse ikke tilveiebragtes tilstrækkeligt Bevis for hendes Skyld, indtil hun under en mod hende i 1869 indledet Undersøgelse i Anledning af et Forsøg paa Lommetyveri, i hvilket hun var grebet omtrent paa fersk Gjerning, efter lang Tids haardnakket Nægtelse af Sandheden tilstod sig skyldig i dette Forsøg, saavelsom i et hende under Undersøgelsen paa sigtet fuldbyrdet Lommetyveri, i en stor Del af de Lommetyverier, for hvilke hun tidligere havde været mistænkt, og i det Lommetyveri, for hvilket hun var frifunden ved den ovennævnte Dom af 13de October 1849, samt derhos vedgik, at hun i saagodtsom alle de Aar, der vare hengaaede siden hun i 1841 blev straffet, havde begaaet og forsøgt at begaae Lommetyverier, og i saa Henseende forklaret, at alle de af hende saaledes vedgaaede Forbrydelsers Gjenstand altid havde været Penge, med eller uden Portemonnaier, deres Offre altid Fruentimmer, at hun havde begaaet dem alle paa Gaden, og altid indledet Udførelsen af dem paa den Maade, at hun ved at give sig i Samtale med den Vedkommende, hun agtede at bestjæle, havde søgt at afvende dennes Opmærksomhed fra hendes Forehavende. Hun blev som Følge heraf ved Rettens Dom af 5te Februar 1870 anseet efter Straffeloven, dels i Medfør af § 64 med en efter dens § 228 jfr. tildels § 46 lempet Tillægsstraf, dels efter bemeldte Lovs § 228 jfr. tildels § 46 med Forbedringshusarbeide i 2 Aar.

Senere er hun ved Rettens Dom af 19de October 1872 for et ganske under samme Omstændigheder begaaet Lommetyveri og efter en Undersøgelse, hvorunder hun atter en Tid, skjøndt gjenkjendt af 2 Personer søgte at tilbageholde Sandheden, anset efter Straffelovens § 230, 1ste Led med lige Arbeide i 212 Aar.

Naar Hensyn tages dels til den ovennævnte af Hansens Hustru afgivne edelige Forklaring og dels til de øvrige under Sagen foreliggende Oplysninger, deriblandt navnlig: om hendes tidligere Besiddelse af den i Arrestantindens Besiddelse fundne Portemonnaie; om det i samme forefundne Pengebeløbs Overensstemmelse saavel hvad Størrelse som hvad Montsort angaar, med hvad der af Hansens Hustru var meldt paa Stationen at være hende frastjaalet, samt om Arrestantindens Tilstedeværelse paa Gjerningsstedet i Forbindelse med det Ubestyrkede, Usammenhængende og Usandsynlige i Arrestantindens Forklaring om, hvorledes hun er kommen i Besiddelse af Portemonnaien, og naar tillige tages i Betragtning, hvad der er oplyst om Arrestantindens tidligere Forbrydelser, disses Art og Udførelsesmaade, hendes beviste Lognagtighed under tidligere mod hende indledede retslige Undersøgelser, i hvilke derhos sees, at Paaberaabendet om at have fundet en stjaalen Gjenstand er et, som før er benyttet af Arrestantinden, og endelig Arrestantindens Besiddelse af en anden Portemonnaie, med Hensyn til hvilken der er fremkommet en ikke ringe Formodning for, at den har været Gjenstand for et Lommetyveri skjønnes der at være tilveiebragt et i Medfør af Forordningen 8de September 1841 tilstrækkeligt Bevis for, at Arrestantinden under de af Hansens Hustru opgivne Omstændigheder har frastjaalet denne den oftmeldte Portemonnaie, der er vurderet til 25 Øre, med deriværende Pengebeløb af 5 Kr. 61 Øre, og Arrestantinden, der er født den 18de December 1823 og senest straffet som foranført, vil derfor nu være at ansee efter Straffelovens § 231, 1ste Led efter Omstændighederne med Tugthusarbeide i 3 Aar.«

(Højesteretstidende 1. december 1879. s. 517-521).

I den sidste folketælling hun optræder i (1880) ses hun at være straffefange på Børnehustorvet (Kvindefængslet). Hun optræder (desværre uden foto) i Genealogisk Forlags forbryderalbum.

Karel Sedivý (1860-1906) tegner, xylograf. Prindsessegade på Christianshavn. 1874 (i givet fald må kunstneren have været 14 år). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

St. Croix Fællessukkerkogerier. (Efterskrift til Politivennen)

"St. Croix Fællessukkerkogerier" holdt i Aftes Generalforsamling i Børsens Læsesal. Formanden Grev Frijs Frijsenborg, og Formanden for det indre Udvalg, Grosserer Tietgen, vare fraværende, Grosserer G. Petersen valgtes til Ordstyrer. Baron Rosenørn-Lehn (Udenrigsministeren) meddelte paa Bestyrelsens Vegne, at Regnskabet i Aar udviste et Underskud af 296,851 Kr, dertil kom et Tab paa ca. 10,000 Kr., idet Anlæget først sent sattes i Gang, Dele af Maskineriet idelig gik itu, og Sukkerørene vare af en maadelig Kvalitet. Det indbetalte Aktiebeløb udgjorde 1,070,000 Kr., Statens Laan var ved Regnskabets Afslutning 1,030,287 Kr.; som Betingelse for dette Laan havde Staten indsat en Kontrolkommission og gjennem denne godkjendt de afholdte Udgifter og indsendte Regninger. Anlægsudgifterne, 1,886,593 Kr. 77 Ø stod i nogenlunde Overensstemmelse med Udgifterne til lignende Anlæg paa de fransk-vestindiske Øer. Tabet ved det første Aars Drift var vel beklageligt, men dog ikke foruroligende for Fremtiden, da Driftsomkostningerne væsenlig vilde kunne indskrænkes. Kullene havde kostet 126,954 Kr., hvoraf for Fremtiden 2/3 kunde ventes sparet. Udbyttet af Sukker kunde ligeledes ventes forhøjet; fremdeles kunde betydelige Beløb ventes indvunden ved Forædling af Produktet og billigere Arbejdsløn. - Under 19de Septbr. 1878 androg Bestyrelsen hos Finansministeriet om et fornyet Statslaan; 15 Jan d. A. modtoges Ministeriets Tilsagn om et saadant. Da Bestyrelsen tillige havde faaet nye Aktier tegnede, blev det muligt at tilvejebringe de 700,000 Kr., som vare nødvendige til Arbejdets Fuldbyrdelse. Dog blev det ikke færdigt til den bestemte Tid, begrundet paa forskjellige uheldige Omstændigheder. Først i Slutningen af Maj kom Fabriken nogenlunde i Orden I Juni faldt saa voldsomme Regnskyl, at Driften maatte standses omtrent en Uge, og Sukkerrørene blev fordærvede Dog fortsattes Driften efter Prioritetshaverens og Garanternes bestemte Onske, saa længe det var muligt; 6te Septbr. standsede hele Fabrikationen paa Grund af Sukkerrørenes Ødelæggelse. Imidlertid havde der siden været en ikke ringe Fremgang i Fabrikationen. En lønnende Drift kunde dog først ventes, naar Fabriken blev regelmæssig forsynet med gode og modne Sukkerrør. Der var i Regskabsaaret forarbejdet 47 Mill. Pd. Sukkerrør, hvoraf var fremstillet over 14,000 Sække Sukker. Fabriken stod nu for første Gang parat til at begynde Kampagnen i rette Tid. Heller ikke i Aar kunde Fabriken dog vente at faa saa gode Sukkerør, som det maatte ønskes. Grosserer Melchior: Den aflagte Beretning var ikke glimrende i nogen Henseende; men paa Grund af de store Vanskeligheder, Fabriken havde hast at kæmpe med, kunde man vel dele Bestyrelsens betingede Haab om en bedre Fremtid. Hvis man imidlertid i Hovedsagen støttede sit Haab paa, at Planterne i Fremtiden vilde avle bedre Sukkerrør, var dette vist noget, som ikke kunde ventes. Derimod turde det haabes, at Fabriken væsenlig kunde indskrænke Udgifterne og forøge Mængden af det indvundne Sukker. Naar Beretningen idelig klagede over de daarlige Rør, syntes den indirekte at indeholde en stærk Dadel mod Planterne, en Dadel, som dog næppe var billig under de vanskelige Forhold, hvorunder de havde arbejdet. Det kunde forstaaes, at Planternes Bestræbelser, naar Fabrikerne kjøbte Rørene efter Vægt, gik ud paa at levere ikke de saftigste men de vægtigste Rør; en Fabrikbestyrelse maatte da betinge sig en vis Sukkerholdighed af Rørene. Fabrikant Hagemann erklærede, at det ikke havde været Bestyrelsens Mening at bebrejde Planterne noget. - Ordstyreren meddelte, at Etatsraad Tietgen efter Lodtrækning skulde udtræde af Bestyrelsen; paa Forslag af Grosserer Melchior gjenvalgtes han. Ligeledes gjenvalgtes Kontorchef Scholten og Grosserer Bramsen til Revisorer. Derefter godkjendtes Regnskabet.

(Morgenbladet (København) 30. november 1879).

Ubekendt fotograf: Sukkerfabrikken på plantagen Bethlehem på Sankt Croix. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

De dansk-vestindiske Øer. (Efterskrift til Politivennen).

Om Tilstanden paa St. Croix skriver en anden Korrespondent til os.

Øens Sukkermarker gjøre for Tiden et særdeles tiltalende Indtryk, prangende i det frodigste Lysegrønt. Afgrøden siges ogsaa at staa udmærket, bedre end i Mands Minde, kun skal Saften paa Grund af den stærke Hegn være for vandet. Øen gjennemkrydses at gode, jævne Veje. beplantede paa begge Sider med Palmetræer, og naar man ser den saa grøn og smilende, er der ikke Spor at opdage af Ulykkerne fra ifjor. Men naar man kommer nærmere til Plantagerne, ser man de nøgne, sværtede Mure fra Branden, og naar man taler med Planterne saa faar det rigtignok et andet Udseende, ikke fuldt saa smilende. Negerne synes at være rolige og skikkelige, men ville ikke arbejde. De tidligere tvungne Arbejderforhold ere blevne ophævede, og der er nu indført en ny Lov, særlig gaaende ud fra frie Aarskontrakter mellem Arbedsgivere og Arbejdere og tillige en strix vagrant law imod Løsgængere for at tvinge Negerne til at tage Arbejde. For Øjeblikket staar det saaledes, at Arbejderne vedblive at bo i deres Huse paa Plantagerne, skjønt de ikke have nogen Ret dertil, og Planterne ville foreløbig ikke kaste dem ud, idet de dels nødig ville miste Arbejderne og derfor give dem Tid til at sunde sig lidt, dels ikke tør gjøre det, da i saa Fald alle Landnegerne ville blive kastede paa Landevejen og blive Løsgængere. Og naar disses tal saaledes bliver Tusinder, er det vanskeligt at se, hvordan man skal kunne anvende Lovens Strenghed imod dem. Man har ikke Plads til at arrestere dem, saameget mere, som Richmond Fængslet endnu er fuldt al Fanger fra ifjor, hvis UndersøgeIse endnu ikke er endt! Sende dem bort Allesammen hverken vil eller kan man, hvorimod Øen vilde vinde meget ved Bortsendelsen af et Par hundrede engelske Negere, der satte ondt Blod i Befolkningen. Det menes, at det væsentlig skyldes disses Tyranni, at Striken er almindelig. Det vil nu vise sig, hvem der er stærkest. Man maa kun haabe, at forholdene maa blive ordnede uden Optøjer og Vold; thi meget Mere af den Slags kan Den vist ikke taale.

(Dagbladet (København) 5. november 1879)

Making the dirt fly. Hardengut. St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Om Forholdene paa St. Croix bringer "B. T." følgende opbyggelige Efterretning:

Oktober Maaned, som man havde imødeset med Spænding, er endelig kommen og har bragt os en gennemgaaende Arbejderstrejke over hele Landet. Ifølge de af Planterne i den saakaldte Planters Association trufne Bestemmelser er der blevet tilbudt Arbejderne efter 1ste Oktober 20 Cents om Dagen, frit Hus, Provisioner og Lægehjælp, men til Gengæld forlanges der, at de skulle binde sig for 12 Maaneder. Planterne holde strengt herpaa, fordi de frygte for ellers ikke at kunne stole paa at deres Arbejdere i Høstens travle Tid. Men Negrene ville ikke høre Tale derom, og der er saa godt som Ingen af dem gaaet ind derpaa. Paa Plantagerne hersker der omtrent Dødsstilhed. Man ringer regelmæssig med Klokken om Morgenen, venter til ingen Nytte. Arbejderne røre sig ikke af Stedet. Nogle af Plantagerne gerne i Nærheden af Frederikssted danne dog en Undtagelse, idet der paa disse fandtes Negere, hvis Kontrakter først udløbe i December, og som derfor af Politiet er blevne tvungne til at arbejde. 

Situationen er for Tiden meget spændt og Ingen véd hvad den nærmeste Fremtid vil bringe. Vi faar nu se hvorledes Politiet vil benytte Løsgængerloven; Guvernøren, der har opholdt sig her i den sidste Uge, skal have givet sine Ordrer desangaaende. Hvis man kan gennemføre 12 Maaneders Kontrakt, vil dette være bedst for Øen, men det vil vistnok falde haardt at faa Negrene tvungne dertil, og der vil, for at dette kan gennemføres, udfordres Sammenhold mellem Planterne. Om man med Sikkerhed kan stole paa et saadant, turde for den, der nøje kender Forholdene, ikke ubetinget være en afgjort Sag. En Enkelt af dem har allerede, til stor Forbitrelse (!) for de Andre, begyndt at arbejde igen med Negre paa Dagløn. Et andet Spørgsmaal er det iøvrigt, om ikke Gennemførelsen ved Tvang af den af Planterne opstillede Fordring vil være forstyrrende paa det gode Forhold, der burde eksistere mellem Forvalterne og Arbejderne.

(Social-Demokraten 6. november 1879.)

Forholdene paa de dansk-vestindiske Øer. "Dagbladet" meddeler til Oplysning om Tilstandene derovre stigende over alle Grænser hensynsløst Brev fra Frederikssted til "St. Thomas Times", dateret den 20de Oktober: 

"Arbejderne opfører sig meget ordenlig, og man nærer ingen Frygt for en Opstand. Beredne Nattepatroljer rykker hver Aften ud for at gennemstrejfe Landet og vender tilbage til Byerne om Morgenen. Planternes Opførsel mod Arbejderne har været meget prisværdig. De har tilladt dem at blive paa deres Plantager og bo i deres Huse uden at betale nogen Leje i en Maaned. De Arbejdere, der endnu vægre sig ved at arbejde, er forsultne og holder Livet oppe ved at tigge eller ved Hjælp af Grøntsager og Frugt fra Plantagerne. - Mange af dem, som troede, at de kunde komme bort med det engelske Orlogsskib, havde solgt Alt, hvad de ejede, Vogne, Heste, Bohave osv. De vil faa Lov til at blive paa Plantagerne til den 1ste Novbr., men hvis de da ikke vil arbejde, vil de blive jagede bort af Ejerne, og hvor de saa skal hen, ved man ikke ret. Vist er det, at der ikke paa Øen er noget Arbejdshus eller noget Fængsel, der kan rumme dem Alle. Arbejderne er vaklende i deres Forlangender, kun vil de ikke paa nogen Maade have Aarskontrakt. Planterne har tilbudt dem 20 Cents om Dagen, et lille Stykke Jord, frit Hus, fri Læge og Medicin, men holder paa Aarskontrakt, fordi de i den ser en Sikkerhed imod Strejker i Høsttiden. Lidt efter lidt opnaas der dog Overenskomster paa disse Betingelser, navnlig i Kristiansted-Distriktet. At Arbejderne paa St. Croix er bedre farne end paa nogle af Naboøerne, fremgaar deraf, at 5 Arbejdere med deres Familie er vendt tilbage efter at have forladt St. Croix i August og har sluttet Kontrakt paa de samme i Plantager, hvor de tidligere arbejdede."

Hvor kedeligt: Fængslerne kan ikke rumme dem Alle; men man kan jo - ikke sandt, det er det, der ønskes - skyde de stakkels Arbejdere ned ligesom sidst. Hvilket nederdrægtigt regimente der hersker derovre.

(Social-Demokraten 20. november 1879)

Estate Judith's Fance. St. Croix. D. W: I. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Et efterfølgende kommissionsarbejde fandt at landarbejdernes vilkår var urimelige hvad angik årskontrakterne, uigennemskueligt bødesystem som trak bøder fra arbejdernes løn, og plantagearbejdernes forhold til kvinderne. Heroverfor stod "negerens karakter". Hovedpunkterne af kommissionens rapport blev offentliggjort i Sanct Thomæ Tidende, 15. og 19. november 1879.

Spørgsmålet om at sælge øerne til USA var oppe igen. Af danskere på de vestindiske øer var fortrinsvis offentligt ansatte, resten af den hvide befolkning var af engelsk eller spansk oprindelse. De sorte havde ingen europæiske forbindelser.

Alvorlige Følger af Husklammeri. (Efterskrift til Politivennen)

I et Hus i Randers boede i F. Rand. Dgbl, to Familier L, og H, hver paa sin Side af en smal Gang med Kjøkkendørene lige over for hinanden. H's Kone tog en Dag Nøglen til Naboernes Kjøkkendør for at benytte den ved Lejlighed. L. havde hende stadig mistænkt for at have taget Nøglen. Da der siden opstod Klammeri imellem de to Familiers Børn, tog H.s Kone den gjemte Nøgle, lukkede L's aflaasede Kjøkkendør op med den og gav med et Spanskrør L's Søn en Revselse i L.s Lejlighed. L anlagde i den Anledning privat Sag imod hende ved Politiretten og førte som Vidne Fruentimmeret T, der imidlertid benægtede at have set noget; først da hun skulde aflægge Ed, erkjendte hun, at hun havde afgivet falsk Forklaring for Retten efter Anmodning af H.s Kone. De to Kvinder idømtes hver Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, Inden Dommen var falden, kom det en Aften til Skjænderi mellem H. og L,; da L, gjorde en Hentydning til H's Kone, som sad arresteret, hentede H. en Kølle, hvormed han bibragte L. et saa voldsomt Slag, at han strax segnede om; det viste sig siden, at han havde faaet et saa dybt Saar i Panden, at Pandebenet var blottet, L, der var hengiven til Drik, fik som Følge af Slaget nogle Dage efter Dilirium og blev indlagt paa Sygehuset, hvor han faa Dage efter døde. H, var imidlertid blevet arresteret. Fruentimmeret A, havde tilligemed H.s 9 Aar gamle Søn været Vidne lil Sammenstødet mellem L, og H, Hun benægtede imidlertid dette for Retten, men har senere maattet erkjende, at hun har afgivet falsk Forklaring. Hun vil nu faa en alvorlig Straf, ligesom H. har Strafarbejde i Udsigt,

(Morgenbladet (København) 11. november 1879).