Lov om Forandring i Kolonialloven for de dansk-vestindiske Øer. (Efterskrift til Politivennen).

Folketinget Møde d. 5. Februar Kl. 1.

Dagsorden :

- - -

2) 1ste Behandling af Forslag til Lov om Forandring i Kolonialloven for de dansk-vestindiske Øer af 27de November 1863 og om Hærstyrken sammesteds.

Konseilspræsidenten: Hvorfor han meget maatte anbefale dette Lovforslag, var navnlig Hensynet til Øernes Sikkerhed idet det jo klart har vist sig, at Øerne ikke med den hidtilværende Militærstyrke har kunnet modstaa Oprør og Uorden. Statskassen bør overtage samtlige Udgifter ved Øernes Militærvæsen imod at det Hele paa Øerne tilstedeværende Krigsmateriel, kun selve Forterne undtagne, fra samme Tid overgaar i Statskassens Eje uden noget Vederlag til Kolonialkasserne. Hvis Øerne ikke saaledes sikres, da kan man ikke vente at dygtige Embedsmænd ville søge Ansættelse dersteds. Det var uforsvarligt at hjemkalde det Orlogsskib som er stationeret for Tiden ved Øerne

Tvermoes: --- (udeladt i dette uddrag)

Th. Nielsen vilde foretrække at oprette et Politikorps paa Øerne, ti hvad skulde Soldater gavne mere paa dette Sted. Han vilde ikke gaa ind paa at forøge Statsudgifterne til Øerne, som der allerede var ofret store Miljoner Kroner paa og hvor saavel de administrative som pekuniære Forhold vare saa usikre. Han skildrede de sociale Forhold paa Øerne som meget slette. Meget sjældent vare Negre og Negerinder gift sammen, de fleste levede paa polsk, med Præsternes og Øvrighedens Samtykke. Børn gaa kun i Skole fra det 6te til det 10de Aar med 4 Timers daglig Undervisning. Der er kun 50-60 Personer paa Øerne som besidder Ejendom, Resten ejer slet Intet. Øerne bør fuldstændig reformeres i social og økonomisk Henseende og det var Forslag i saa Henseende, som Ministeren burde fremkomme med og ikke en blot Omordning af Militærvæsenet. Det var i det Hele taget usikkert om Øen St. Croix egnede sig til Sukkerdyrkningen, sligt burde undersøges nøje før man ofrede flere Penge paa Øen. Det var uforsvarligt, at Øvrigheden dér lagde Hindringer ivejen for Negrenes Udvandring. Han vilde modsætte sig Lovforslaget.

Finansministeren ønskede helst den vestindiske Hærstyrke sammensat af Frivillige og hvervede og vilde helst undgaa at udkommandere Officerer og Underofficerer. Hvis det skulde vise sig at Øen ikke egnede sig til Sukkerdyrkning, saa var det endnu vigtigere at have mange Soldater, for at holde Styr paa Negerne, som var uden Erhverv. Hvis man fandt det rettere, kunde gerne Militærstyrken kaldes Politikorps. Man havde bedømt Planterne for strængt. Sagen var den, at disse havde havt altfor god Tro til den sorte Befolkning. Hvad Bebrejdelserne mod Øvrigheden overfor Oprøret angaar, da kunde der ikke have været udrette meget med de 74 Mand, som var hele Militærstyrken. De sociale og økonomiske Forhold blandt Befolkningen lode sig ikke let ordne og burde helst holdes uden for denne Sag. Han bekræftede, at de fleste Negere leve sammen uden Ægteskab og befinde dem vel derved, selv med de bedre stillede var saadant Tilfældet. At der under Oprøret har været Mangel paa Lighed for Loven, vilde han ikke benægte. .

Styrup kunde bevidne at Negerne slet ikke kunde regere dem selv, men maatte stadig være under Kommando og det var Uret at kalde Negernes Herrer for Tyranner. De fleste Negere paa Øerne kan baade læse og skrive og de kan ogsaa rejse, men vender som oftest tilbage til Hjemmet. Planterne ville han ikke tage i Forsvar, de havde ladet Plantagerne slet bestyre og selv forødet Indtægterne i Europas og Amerikas store Steder. Der skulde ikke laanes af Statskassen, men naar de ikke kunde bestaa, saa lad dem gaa fallit og Ejendommen blive solgt. Ro og Orden maatte der sørges for, ti ellers vilde ingen Pengemænd have med Øerne at gøre. Forøvrigt kunde en Arbejder leve bedre derovre end som her i Landet. Han maatte sande at 11/12 af Negerinderne levede med Mænd uden Ægteskab.

Berg tvivlede ikke om, at der var meget daddelværdigt i de vestindiske Forhold. Dette Lovforslag var af megen Betydning og han kunde ikke bifalde det. Det lod til at Regeringen ikke vidste andet Raad mod Øernes mislige Forhold, end at gribe til Skatten. Negerne var et godmodigt Folkefærd, og de hvide Arbejdere havde ikke taalt nær saa megen Mishandling og Forurettelse i saa lang Tid - uden at tage blodig Hævn. Regeringen fulgte en fejl Politik i denne Sag og den burde paa en hel anden Maade søge at ordne Forholdene paa Øerne. Han rettede grundige og strenge Klager mod Regeringen og Øvrigheden derovre, baade fra tidligere Tid og i Nutiden.

Her afbrød Formanden Mødet.

Næste Møde afholdes i Morgen (Lørdag) Kl. 1.

---

(Social-Demokraten 6. februar 1880. Uddrag).

Stürups andet indlæg blev i Morgenposten refereret således:

Stürup ønskede, at Th. Nielsen havde levet imellem Negrene, saa vilde han have en anden Opfattelse af dem. Negrene kunde ikke leve uden Kommando og forstod ikke at styre sig selv. Det var en afgjort Kjendsgjerning. Tilstanden var ligesaa god om ikke bedre paa vore Øer end paa de andre vestindiske Øer. "Onkel Toms Hytte" var kun en forskruet Kvinderoman, der fremstillede Negrene som Engle og os andre som Djævle. Negrene vare bl. a. ikke for Ægteskabet, navnlig ikke Fruentimmerne, der vilde have Frihed til at forlade deres Mænd, det vidste Taleren af egen Erfaring som dansk Kansul (Munterhed). Skylden for St. Croixs Tilbagegang laa dog væsenligst hos Plantageejerne, og dem vilde han ikke gaa ind paa at hjælpe. Deres Ejendomme vilde nok finde Kjøbere med Kapital og Dygtighed, men ikke uden at der blev sørget for Orden og Sikkerhed. Men i saa Fald kunde enhver Mand, der vilde arbejde, tjene sit Brød derovre ligesaa godt som i Danmark.

(Morgenbladet (København) 6. februar 1880).

Stürup havde været konsul, dog ikke i Caribien, men vicekonsul i Venezuela 1861-1877 og konsul for Venezuela i Danmark fra 1877. Så han har formentlig ikke haft nogen erfaring med befolkningen på St. Croix.

Folketinget Møde d. 7. Februar Kl. 1.

Dagsorden:

1) Fortsættelse af 1ste Behandling af Forslag til Lov om Forandring i Kolonialloven for de dansk-vestindiske Øer og om Hærstyrken paa disse.

Th. Nielsen maatte atter gentage, at der faktisk lagdes Negerne mange Hindringer i Vejen for at komme bort fra Øerne. Hvis det skulde vise sig at Øerne ikke egner sig til Sukkerdyrkning, da bør Regeringen sende Skibe til at overføre Negrene til andre Lande. I Følge den kongelige Kommissions Betænkning er det endvidere faktisk, at de indvandrede Negere befandtes at være langt bedre oplyste, end de Indfødte. Han troede ikke at Negerne var saa raa og vilde, som Styrup anførte, maaske var Negerne i Sydamerika endnu værre undertrykt og Planterne dersteds mere tyranniske. At det ikke var muligt for Nogen at have Ejendom og være selvstændige, maatte han betvivle, ti sagde man ikke i 1780 om Bonden: "var Bonden ikke bunden saa var han værre end Hunden". I Nordamerika var Negerne stemmeberettigede og mange af dem dannede og betroede Mænd. Ligheden for Loven var krænket derved, at de Hvide krævede de Sorte til at bøje dem for Arbejdsregulativerne, medens de selv ikke overholdt disse. Han havde hørt at efter Standretten var sat, har Planterne privat holdt Rettergang og ladet skyde Negere, "er de dragne til Ansvar derfor?" Endvidere at der endnu hensad mange Negere i Fængsler, hvilke endnu ikke var forhørt. Han ansaa hele Styrelsen paa Øerne for uduelig og ansaa beretttiget Misfornøjelse som Aarsag til Oprøret.

Konseilspræsidenten: Det har forlænge siden været offentlig bekendtgjort, hvormange Negere der blev skudt efter Dom, saavidt han mindes var Antallet 12. Om nogle private Domstole paa samme Tid, var ham Intet bekendt. Naar Th. Nielsen havde stemplet Standretten som slet sammensat og især for et Par af dens Medlemmers Vedkommende, da var dette en uberettiget Klage, som nødig skulde høres i Rigsdagssalen (hør! hør! fra Højre). Maaske ønskede Th. N. at Standretten skulde have været sammensat af baade Sorte og Hvide, Halvdelen hver. Negerne var ikke saa godmodige, bl. A. havde 100 Negere under Oprøret, myrdet 2 værgeløse danske Soldater. Ministeren havde modtaget et Brev fra en Del Negere paa St. Kroix, hvori der skrives at det ikke kunde nytte at Danmark sendte Soldater til Øen, ti de vilde blive dræbte efterhaands, tilsyneladende af den gule Feber, men i Virkeligheden af Negernes Gift. Forresten vilde han ikke benægte, at der ogsaa af de Hvide under Oprøret er begaaet Eksesser og at der med Hensyn til Oprørets Aarsag har været Fejl paa begge Sider. Berg havde dadlet ham for hans Finansforvaltning, især vedrørende Øerne. Statsrevisionen vil imidlertid snart opklare denne Sags Sammenhæng. Han havde aldrig tænkt at gøre denne Sag, til et Partispørgsmaal. Freden paa Øerne maatte sikres og Politi eller Soldater forøges, enten saa det skal kaldes Stokkeregimente eller Misgreb.

R. Clausen dadlede denne Politik med Politi og Militær. Der burde sørges for Opdragelse og Undervisning samt Jordens Dyrkning. Hvis Tyskland vilde tage en af Øerne i Bytte for en Part af Slesvig, saa burde Regeringen gaa ind derpaa.

Tvermoes takkede Ministeren for hans Oplysninger om Sagen. Han forsvarede Lovforslaget og med Hensyn til Planen om at udstykke Jorderne paa Øerne som Selvejendom for Negrene, da havde han engang spurgt en "Neger om hvad han vilde foretage sig som Parthaver i en saadan Sukkerplantage, Negeren svaredej "Jeg tror jeg vil stjæle fra de Andre". En Borgervæbning paa Øerne var ikke tilstrækkelig til at opretholde Ro og Orden.

Styrup paastod, at Negerne blive behandlede bedre i Sydamerika end i Nordamerika og paa Øerne, men i Tømme maatte de holdes. I 1853 foretog en Del Negere et Tog fra en lille By i Venezuela til en anden i det "socialistiske" Øjemed at plyndre. Styrup var med at modtage dem med Skydevaaben, hvorpaa de løb tilbage til deres egen By. Han spurgte en af Negerne, hvorledes disse kunde finde paa sligt, og Svaret lød, at "det var for Kommers", "Saaledes er Negerne".

Berg udtalte sig om Finansforholdene ved Statens Stilling til Øerne og beklagede det Uføre, som Regeringen efterhaanden har ført hele dette Forhold ind i. Om det var muligt at redde Øerne i økonomisk Henseende, var baade uoplyst og meget tvivlsomt.

Konseilspræsidenten havde taget alle de Forholdsregler som det var muligt at udtænke, for at hjelpe paa Øernes - ganske vist uheldige - Status. Han kunde ikke se Forholdene derovre i saa mørkt et Lys, som Berg havde fremstillet. Han fremkom med Oplysninger om flere af Plantagernes Tilstand og Værdi, hvoraf det fremgik at Stillingen ikke var saa haabløs som skildret, men sikkert maatte der Hjelp til. Først og fremmest maa Øerne tilsikres ordnede Tilstande og dertil er Lovforslaget et betydeligt Skridt.

Sagen gik uden Afstemning til Behandling og et Udvalg paa 9 Medlemmer.

---

(Social-Demokraten 8. februar 1880).

Ubekendt fotograf: Thomas Nielsen (1838-1895). Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Christen Berg og Thomas Nielsen repræsenterede Venstre, mens Julius Styrup og Carl Tvermoes repræsenterede Højre:

Christen Berg eller Chresten Berg (1829-1891) sad i Folketinget 1866-1891. I starten for Det Nationale Venstre, 1870 for Det forenede Venstre. Da dette i 1878 deltes i en "moderat" og en "folkelig" gruppe, tilsluttede han sig den sidste i 1879.

Thomas Nielsen (1838-1895) var indtil 1877 lærer. Han stiftede 1865 han Vejle Amts Folkeblad. Han blev valgt til Folketinget  for Venstre 1869-1887, herefter til Landstinget 1887-1895.  Først for Det forenede Venstre hvor han talte mod ministeriet og det nationalliberale parti. Medlem af Det forenede Venstres bestyrelse, og modstander af ministeriet Estrup som han opfattede som bærer af standsprivilegier og som udtryk for en enkelt klasses magtsyge.

Julius Peter Adam Stürup (1820-1896) var medlem af Folketinget fra 1879 til 1881. Han havde været guldgraver i Australien 1853-1856 (se bogen Tre Aar fra Hjemmet eller Min Reise til Australien, 1857). Fra 1858 i Caracas, Venezuela hvor han var arbejdede for en bror der var apoteker og generalkonsul. I 1859 var han apoteker i Puerto Cabello circa 200 km vest for Caracas. Han tjente godt og var dansk vicekonsul 1861-1877. (Ved hjemkomst til København blev konsul for Venezuela. Han var valgt for Højre til Folketinget. Ved valget maj 1881 valgte kredsen i stedet Venstre-manden N.K. Nielsen-Grøn. I 1883 tilsluttede han sig de liberale men blev ikke genvalgt. 

Carl Madsenius Wilhelm Tvermoes (1830-1898) var i 1848 sekondløjtnant, deltog i Treårskrigen, bl. a. slaget ved Isted 1850. 1849 premierløjtnant. Mellem krigene var han i Generalstaben og ledede 1858-61 militære rekognosceringer i Holsten. 1864 souschef ved 3., derefter stabschef ved 2. division. Chef for krigsføringsdepotet 1867-70. 1870 oberst og chef for Generalstabens taktiske Afdeling. 1879 bataljonschef, 1880 regimentschef. Han endte i 1891 som generalløjtnant og chef for 1. Generalkommando. Han sad i Folketinget for Højre 1872-1892.

Drikfældige skoledrenge. (Efterskrift til Politivennen)

Under en Sag ved den offenlige Politiret fremkom Sigteise mod Værtshusholder Nielsen, Kristenbernikovstræde 7, for at have tilladt, at der i hans Beværtning udskjænkedes berusende Drikke til Børn. Politiet foretog nærmere Undersøgelse, og det oplystes, at 4 Drenge, i en Alder af mellem 10 og 13 Aar, tilligemed et Par andre Drenge, som ikke have været til at opspørge, havde den 13de f. M. været i nævnte Beværtning og der drukket 7 halve Flasker Bajerskøl, 7 Snapse Brændevin og Kaffe med 2 Snapse Rom i hver Kop. Flere af disse Drenge havde tidligere ofte været i den paagjældende Beværtning og der nydt Bajerskøl, Kaffe med Rom i og Toddy. De indfandt sig i Reglen i Beværtningen, naar de om Eftermiddagen gik fra Skole, og det var let at se, at de vare Skoleelever, da de medbragte deres Skolebøger. Værten havde saa godt som altid været til Stede i Lokalet, og det var med hans Vidende, at Drengene bleve beværtede med berusende Drikke. Det oplystes derhos, at en af de omtalte Drenge om Aftenen paa den ovenfor nævnte Dag var bleven truffen liggende paa Gaden i beruset Tilstand. Efter ved en Forbigaaendes Foranstaltning at være bragt til nærmeste Politistation havde han her i en Timeslid lidt of Opkastning, der gik over til Kramp trækninger og var i den Tilstand bleven bragt til sine Forældres Hjem. For at have overtraadt Politivedtægtens § 68, der forbyder i offenlige Beværtningslokaker at udskjænke stærke eller berusende Drikke til Børn, betalte Værtshusholder Nielsen i Mindelighed en Bøde af 30 Kr.

For et lignende Forhold, men udøvet i et noget mindre Omfang, vedtog Værtshusholder Hansen, Gammelmønt 7, i mindeligbed en Bøde af 25 Kr.

(Morgenbladet (København) 5. februar 1880).

Hans Lassen i den prøjsiske Landdag. (Efterskrift til Politivennen).

Nordslesvigs Repræsentation i den Prøjsiske Landdag vil nu undergaa den delvise Forandring, hvorom der allerede var Tale kort efter Valget af H. Lassen, Lysabild, i 2den slesvigske Valgkreds. Hr Lassen har i "Dannevirke" af 17de dS. rettet en Henvendelse til sine Vælgere, hvori det hedder: "Det er vistnok mine Vælgere saa nogenlunde bekjendt, at jeg, da jeg lod mig vælge og modtog Valget til Medlem af den prøjsiske Landdags 2det Kammer, ogsaa agtede og ønskede at tage en mere aktiv Del i alle Kamrets Forhandlinger, end hidtil var sket fra Nordslesvigernes Side, og at jeg for mit Vedkommende var beredt til at underkaste mig de Betingelser, som den prøjsiske Forfatning foreskriver for, at en saadan Deltagelse overhoved kan finde Sted. Skjønt jeg udtrykkelig har forbeholdt mig aldeles frie Hænder, har jeg dog den Gang ikke lagt Skjul paa, at jeg, under de nuværende, ved Traktaten af 11. Oktober 1878 i en væsenlig Grad forandrede Forhold, ansaa det for rigtigst og heldigst, at der blev gjort en slig Forandring i vor Fremgangsmaade, ikke fordi jeg billiger, hvad der er sket, eller fordi jeg i mindste Maade har forandret mine politiske Anskuelser og Ønsker, men fordi jeg ansaa et sligt Skridt som aldeles nødvendigt, for at vi kunde faa Lejlighed til paa en muligst virksom Maade og paa rette Sted at værne om vore Interesser, saavel de politiske som de materielle. I disse mine Anskuelser er hidtil ikke foregaaet nogen Forandring; jeg anser det endnu som rigtigst og klogest, at ogsaa de nordslesvigske Repræsentant indtage deres Pladser i Deputeretkamret, selv om de derfor maa ofre deres personlige Følelser, for at ikke Nordslesvigerne vedblivende stal være uden Indflydelse paa Afgjørelsen af de forskjellige materielle Anliggender, og for at vi kunne være i Stand til overalt og ved enhver given Lejlighed at værne om det, hvorpaa vort Fremtidshaab nu maa være bygget, om vor Nationalitet, vort Sprog og den almindelige Folkeret." Naar Hr. Lassen hidtil har forholdt sig aldeles passiv i sin Stilling som Medlem af det prøjsiske Deputerelkammer, har det sin Grund dels deri, at Provinslanddagens ordinære Samling, i hvilken han ikke vilde opgive sit Sæde, faldt sammen med den første Periode af den prøjsiske Landdag, dels i andre Omstændigheder, hvorover han ikke selv var Herre.

I samme Blad for den 20de ds. retter en anonym Indsender fra 1ste Valgkreds, hvor Krüger er valgt, et nærgaaende Angreb paa Hr. Lassen, hvori der bl. a. siges: "Traktaten af 11te Oktbr. har ikke haft den Virkning paa os, at vi af denne ere blevne overbeviste om, at det er en stor Fejltagelse af vor Repræsentant, at han ikke har kunnet kjøbe sit Sæde i den prøjsiske Landdag ved at aflægge Eden. Den har ikke for os haft en saa knusende Overbevisningskraft, at vi efter dennes Tilblivelse kaste os i Støvet, bede om Forladelse for vort tidligere Forhold og ydmyg kysse den venlige tydske Haand, der i Skikkelse af denne Traktat rækkes os i Stedet for Paragraf 5 i Pragfreden."

(Morgenbladet (København) 22. januar 1880).

Krüger havde offentligt udtalt at han selv ikke ville skifte standpunkt, men overlod til det Hans Lassen at handle som han fandt det rigtigst. Hans Lassens beslutning var første gang et brud på den edsnægtelse som var sket siden 1866. I april udtalte Junggreen at noget lignende. Krügers rolle var af helbredsårsager udspillet. I de kommende år skabte det en diskussion og krise om hvem der skulle afløse Krüger. Det kulminerede ved valget i 1881 hvor Junggreen vandt over Lassen i Haderslev Amt, mens Lassen vandt i Sønderborg Amt. Dog således at Hans Lassen samlet fik et komfortabel flertal.

Den vestindiske Hærstyrke. (Efterskrift til Politivennen)

Finansministerens Forslag om en Forøgelse af den vestindiske Hærstyrke er tiltraadt af Landstingsudvalgets Flertal (Berg, Carstensen (Ordfører), Haffner og Schlegel) dog saaledes, at den foreslaaede Styrke nedsættes fra 221 til 195 Mand, men at det til Gjengjæld bestemmes, at der skal holdes et fast Stationsskib i Vestindien. Med Hensyn til Forslagets Bestemmelse om, at Kolonialraadenes lovgivende Myndighed i militære Sager skal ophøre, bemærker Flertallet: "hvad endelig angaar Sagens politiske Side, nemlig den Begrænsning i Kolonialraadenes Myndighedsomraade, som fastsattes i Lovforslagets § 1, og som nu er tiltraadt af vedkommende Kolonialraad, da nærer Udvalgets Flertal ingensomhelst Bekymring, eftersom det ikke kan frigjøre sig for det Indtryk, at den saakaldte Selvstyrelse, som Øerne have haft siden 1863, var en Gave af en noget tvivlsom Beskaffenhed og ikke er bleven benyttet paa nogen heldig Maade i forskjellige Retninger. Flertallet vilde derfor med Tilfredsstillelse have modtaget et Forslag om en fuldstændig Ophævelse af Kolonialloven for alle ikke kommunale Anliggender." - Mindretallet (R. Rasmussen) skjønner ikke, at der er Anledning til at forøge Hærstyrken, og fraraader Lovforslagets Fremme. Det finder i Kommissionsbetænkningen Støtte for, at Arbejderne ikke ere et ustyrligt, ildesindet Folk, samt for, at den nuværende Militærstyrke fuldt betrygger Ordenens Opretholdelse, saa at der nu, da Arbejdsregulativerne ere ophævede, kun staar tilbage at indføre en tidssvarende Beskatning. Fremdeles fraraader Mindretallet bestemt at udrede af Statskassen 300,000 Kr. aarlig og 60,000 Kr en Gang for alle til en Befolknings Velvære, hvis danske Sindelag er tvivlsomt, og antager iøvrigt, at Personer af Øernes egen Befolkning maa kunne benyttes til Militærtjenesten, i Stedet for at benytte danske Mænd, der ikke kunne taale Klimaet. 

(Morgenbladet (København) 13. januar 1880).

Ubekendt fotograf: Christiansfort. Årstal angivet 1860-1940. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Carl Edvard Melms. (Efterskrift til Politivennen).

Tyveri. Carl Edvard Melms, der forhen oftere er straffet, gik Fredagen den 2den Novbr. f. A. om Middagen for at faae Leilighed til at stjæle ind i et til katholsk Gudstjeneste benyttet Locale, der er indrettet i den den herværende katholske Menighed tilhørende Eiendom i Ny Kongensgade Nr 17. I dette Locale, der ikkun optager Stueetagen i Baghuset til Eiendommen, medens de øvrige Dele af samme benyttes til Skole, Beboelse og Udleie, holdes vel daglig Gudstjeneste i Forbindelse med Skriftemaal og Communion, men der foretages ikke Daab, og det kan derfor ikke ansees som en Kirke. Localet var aabent, da Tiltalte begav sig derind, og han forefandt der to ved Alteret hensatte, den katholske Menighed tilhørende Ringeapparater, der benyttedes ved Gudstjenesten, og som han tilvendte sig i den Tanke, at Apparaternes 3 Klokker vare af Sølv; disse Klokker løsgjorde han, og efter at have forhørt sig hos et Par Guldsmede om deres Værdi, solgte han dem til en Jernkræmmer for 30 Øre, som han brugte til Fortæring; Apparaterne bortkastede han. Disse i Forening med Klokkerne, der atter bleve bragte tilstede, vurderedes tilsamnen til 10 Kr. Endvidere tilegnede Tiltalte sig en Bønnebog, af Værdi 1 Kr. hvilken Bog var glemt i Localet paa et saadant Sled, nemlig en Bænk, at den, da han tog den, maatte betragtes som ude af Eierens Besiddelse, og i Forhold til Tiltalte som Hittegods. Efter det saaledes Oplyste skjønnede Criminalretten, at Tyveriet af Ringeapparaterne ikke kunde tilregnes Arrestanten som grovt Tyveri, og i Betragtning af, at han nu vilde være at dømme for sjette Gang begaaet simpelt Tyveri, fastsattes Straffen til Tugthuusarbeide i 4 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. januar 1880).

Carl Edvard Melms er omtalt her på bloggen for et indslag om 12. oktober 1869.

12. marts 1880:

Nr. 06. Højesteretssagfører Hansen
contra
Carl Edvard Melms (Defensor Buntzen).
der tiltales for Tyveri.

Criminal- og Politirettens Dom af 6te Januar 1880: "Arrestanten Carl Edvard Melms bor straffes med Tugthusarbeide i 4 Aar og udrede denne Actions Omkostninger, derunder Salairer til Actor og Defensor, Prokuratorerne Delbanco og Kaas, 15 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Høiesterets Dom.

Med Bemærkning, at der ikke lindes Anvendelse for Straffelovens 217, idet Tiltaltes Forhold ved at tilvende S14 den i den indankede Dom ommeldte, paa en Bænk i Capellet glemte, Bønnebog ogsaa bliver at betragte som Tyveri, vil Dommen i Henhold til de iøvrigt i samme anførte Grunde — hvorved endnu kun bemærkes, at Tyverierne ere udførte den 2den November f. A. — være at stadfæste.

Thi kjendes for Ret:

Criminal- og Politirettens Dom bor ved Magt at stande. 1 Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte til Høiesteretssagfører Hansen og Etatsraad Buntzen 30 Kroner til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Under nærværende mod Arrestanten Carl Edvard Melms for Tyveri anlagte Sag er det ved hans egen med det iøvrigt Oplyste stemmende Tilstaaelse bevist, at han den 2den f. M. har fra et til katholsk Gudstjeneste benyttet Lokale, der er indrettet i den, den fornævnte katholske Menighed tilhørende Eiendom Ny Kongensgade Nr. 17, og hvortil Adgangen dengang var aaben, stjaalet to bemeldte Menighed tilhørende, til Brug ved Gudstjenesten bestemte Ringeapparater, tilsammen af Værdi 10 Kr., som vare hensatte ved Alteret, samt tilegnet sig en Hubert Adolf Wasserfall tilhørende Bønnebog af Værdi 1 Kr., der var glemt i Lokalet paa et saadant Sted, at den, da Arrestanten tog den, maatte betragtes som ude af Eierens Besiddelse og i Forhold til Arrestanten som Hittegods. Da det ommeldte Lokale, der ikkun optager Stueetagen i Baghuset til ovennævnte Eiendom, medens de øvrige Dele af Eiendommen benyttes til Skole, Beboelse og Udleie, og hvori vel daglig holdes Gudstjeneste i Forbindelse med Skriftemaal og Kommunion men ikke foretages Daab, ikke kan ansees som en Kirke, vil Tyveriet af Ringeapparaterne ikke kunne tilregnes Arrestanten som grovt, og denne, der er født den 14de December 1833 og oftere forhen er straffet, senest ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extrarets Dom af 12te December 1874 efter Straffelovens § 232 for 5te Gang begaaet simpelt Tyveri med Tugthusarbeide i 3 Aar, vil nu være at dømme efter samme Lovbestemmelse for 6te Gang begaaet simpelt Tyveri, og idet den i Sagen udstedte Actionsordre ikke findes derfor al være til Hinder, efter Lovens § 247 efter Omstændighederne til lige Arbeide i 4 Aar."

(Højesteretstidende 1880-1881).