Arbejdsstuer for Børn paa Christianshavn. (Efterskrift til Politivennen)

I Søkvæsthuset paa Kristianshavn havde der i Søndags Eftermiddags indfundet sig en lille Forsamling af Mænd, Kvinder og Børn, for at høre Kaptejn, Folketingsmand Paulsen afgive Beretning om Arbejdsstuernes Virksomhed. Paulsen indledede med en Bemærkning om. at Staterne foreholdt sig i afventende overfor det store økonomiske Spørgsmaal, og de kunde gjøre det med Føje, thi en stor Mængde private Personer og Foreninger havde frivillig paataget sig at gjøre Forarbejdet. Kristianshavns Arbejdsstuer var ikke noget nyt hos os. De havde deres Forbillede i Arbejdsstuerne i St. Stefans Sogn paa Nørrebro. Tanken om deres Oprettelse skyldtes Dampmøller Prior, der havde henvendt sig til Taleren og forskjellige andre, hvorefter man i April 1879 havde besluttet at skride til Værket. Maalet var. at give Børnene Varme, Arbejde og passende Adspredelse udenfor Skoletiden for derved at vænne dem til Orden og afholde dem fra at løbe om paa Gaden. Marineministeriet havde overladt tre Lokaler i Søkvæsthuset til fri Afbenyttelse, og her aabnedes Arbejdsstuerne den 1ste Maj 1879 med Børn. Hensigten var at optage alle Børn i Alderen mellem 7 og 14 Aar, men det havde vist sig, at Stuerne sjælden besøgtes af Børn over 10 eller 11 Aars Alderen, fordi disse Børn som oftest kunde finde Beskjæftigelse i Fabrikerne. Pigerne oplærtes i Syning, Strikning og lignende. Drengene i at forfærdige Klædesko, Papirsposer, Straahatte samt udskaarne Sager; desuden bleve Drengene underviste i Tegning. Hvad der forarbejdedes blev fordelt mellem Børnene ved Juletid. Man tog det dog ikke strængt med Arbejdet; der holdtes hyppigt Hvil. Arbejdsstuernes Midler vare ikke store. Uagtet man havde Lokalet frit medgik der dog aarlig over 2000 Kr til Udgifter, hvilke Penge skulde søges hos enkelte Stiftelser og Privatpersoner, da man endnu ikke mente at have opnaaet et saadant Resultat, at man turde rette en almindelig Appel til Publikum. Til Julen gaves der Børnene Juletræ, og om Sommeren kom de en Gang imellem i det Grønne. Det daglige Tilsyn førtes af Enkefru Kleine, og Undervisningen lededes af hende samt af Frøknerne Kleine og Hellner. Disse Damer vare fastlønnede. Oversergeant Sichlou, der havde Inspektionen over Stuerne, underviste uden Vederlag Drengene i Tegning. I Fjor var Gjennemsnitsantallet af Børn 80 om Dagen, i Aar havde det daglige Antal været 119, deraf 68 Piger og 51 Drenge. Efter en Opfordring til efter Evne at støtte den begyndte Virksomhed, meddelte Taleren, at Bestyrelsen for Lærlingeforeningen vilde tage et særligt Hensyn til Bestyrelsens Anbefaling for Børn, der ønskedes oplært i et Haandværk. Sluttelig udtalte Kapt. Paulsen et Haab om, at Arbejdsstuerne skulde blive en Mønsterskole for lignende Skoler Landet rundt. Oversergent Sichlou opfordrede indtrængende Forældrene til saa meget som muligt at skaane deres Børn for Fabriksarbejde og i Stedet at sende dem til Arbejdsstuerne.

En Del fremlagte Elevarbejder vidnede om virkelig Fremgang og navnlig om, at der i Arbejdsstuerne holdes strængt paa Properhed og Orden.

(Morgenbladet (København) 3. maj 1881).

Et udsat Barn. (Efterskrift til Politivennen)

En Tjenestepige, Ane Kirstine Jensen, der udenfor Ægteskab havde født 4 Børn, af hvilket det sidste fødtes den 16de Februar 1879, havde ikke af dettes Fader, hvis Opholdssted var hende ubekjendt, modtaget noget Bidrag til dets Underhold, og hun maatte derfor selv forsørge det. For omtrent 3/4 Aar siden fik hun Barnet anbragt i Pleje, men da hun efter 1ste November f. A., paa hvilken Tid hun atler var frugtsommelig, ikke havde fast Tjeneste, men maatte ernære sig ved Vask og Rengjøring, der knap indbragte hende Fortjeneste nok til Kost og Logis for hende selv, saa hun sig fra Oktober Maaned ikke i Stand til at betale Plejepengene for Barnet, 8 Kr. om Maaneden, og Mandagen den 24de Januar d. A bragte Plejeforældrene hende derfor Barnet tilbage i hendes Logis. Hendes Værtinde tilkjendegav hende da, at hun ikke kunde have Barnet hos sig, og den næste Dag gik hun derfor hen til en Dame, der tidligere havde talt om at kunne skaffe en Familie, der vilde antage sig Barnet, men Familien vilde ikke modtage det, saa længe det ikke fuldstændig var helbredet for Kighosten, hvoraf det i længere Tid havde lidt. Tiltalte besluttede da at udsætte Barnet, skjønt hun følte sig ulykkelig derved, da hun holdt af Barnet, der var et smukt og velskabt Pigebarn. Sin Beslutning udførte hun samme Dag, idet hun, efter at have klædt Barnet varmt paa. Kl. 6-7, da Mørket var faldet paa, gik ud med det. Efter at hun var gaaet igjennem forskjellige Gader, og Barnet var kaldet i Søvn, bestemte hun sig til at hensætte det paa det næstnederste Trappetrin indenfor Gadedøren i Ejendommen Nr. 33 i Kompagnistræde, og efter at have gjort det, trak hun den ene af de to Halvdøre, af hvilke Gadedøren bestod, til; der var ikke Lys paa Trappen, men hun sørgede for at sætte Barnet saaledes, at det kunde ses fra Gaden ved det Lys, der faldt fra denne. Ejendommen er temmelig stor, og der er Laaneforretning i Stuen, hvorfor Trappen er meget befærdet. Tiltalte antog at have sikret sig, at Barnet snart vilde blive fundet, hvor det laa, og at en eller anden mulig vilde tage sig af det eller i al Fald aflevere det til Politiet, og hun begav sig af Frygt for at blive opdaget til sit Logis, uden at afvente, hvilken Barnets Skjæbne vilde blive. Henad Kl. 7 blev Barnet i en forfrossen Tilstand fundet af en af Husets Beboere, der tog det op i sin Lejlighed, hvor det, efter at være opvarmet og have spist, viste sig livligt og tilsyneladende rask; han afleverede det Dagen efter paa Politiets Hovedstation, der lod det anbringe paa et Arbejdshus, hvorfra det den 29de f. M. blev udlagt paa Dronning Louises Børnehospital; her henlaa det, lidende af Bronchitis, indtil det den 15de Februar blev udskreven som fuldstændig helbredet. Moderen blev kort efter anholdt af Politiet og tilstod sin Gjerning. Kriminalretten har nu paa- dømt Sagen og anset hende ester Straffelovens § 197 *) med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.

*) Straffelovens § 197 lyder saaledes: "Den, som udsætter et spædt Barn eller forlader en under hans Varetægt staaende Person i hjælpeløs Tilstand, straffes med Forbedringshusarbejde eller under formildende Omstændigheder, navnlig hvis Gjerningen ikke har medført Fare for den Paagjældendes Liv eller Helbred, med Fængsel, ikke under 2 Maaneders simpelt Fængsel. Har Handlingen medført det udsatte Barns eller den forladte Persons Død eller en betydelig Legemsbeskadigelse (§ 204), uden at dette dog har været tilsigtet, kan Straffen stige til Tugthusarbejde i 12 Aar "

(Morgenbladet (København) 1. april 1881).

Den omtalte trappe i Kompagnistræde kan have været den i bygningen helt til højre (Galathea-Kroen). Foto Erik Nicolaisen Høy. Kbhbilleder.

Arveprinsesse Caroline (2: Død). (Efterskrift til Politivennen)

Hendes kongelige Højhed Arveprinsesse Caroline er i Følge Telegram til os fra Ritz. Bur. i Formiddag Kl. 9½ afgaaet ved Døden i Kjøbenhavn, 87½ Aar gl. Efterretningen om hendes Død kommer ikke uventet, da den betænkelige Vending, den højt bedagede Prinsesses Sygdom havde taget, maatte fjerne enhver Sandsynlighed for Helbredelse.

Den afdøde Arveprinsesse Caroline, der var ældste Datter af Kong Frederik den Sjette og Dronning Marie, blev født paa Christiansborg Slot den 28. Oktober 1793 og havde den 1. August 1829 Bryllup paa Frederiksberg Slot med den 1 Aar ældre Arveprins Frederik Ferdinand. som døde den 29. Juni 1863 i Kjøbenhavn efter et barnløst Ægteskab.

Det faldt ikke i den afdøde Prinsesses Lod at komme til at indtage nogen større Plads i Danmarks offenlige Liv, men hun havde Navn som en ædel og godgjørende Kvinde, der med rund Haand har hjulpet mange Trængende.

(Viborg Stifts-Tidende 31. marts 1881).

Hendes kgl. Højhed Arveprinsesse Caroline er ifølge et igaar Middag modtaget Telegram til os afgaaet ved Døden igaar Formiddags. Hendes kongelige Højhed Arveprinsesse Caroline havde trods sin høje Alderdom nydt en god Helbred indtil for et Par Maaneder siden. Den 25. Januar havde Prinsessen det Uheld at falde i et af Gemakkerne i sit Palais, dog som det efter Lægens omhyggelige Undersøgelser viste sig, uden at have taget Skade. Imidlertid havde dette Fald dog en mindre gunstig Indflydelse paa Forløbet af et let Ildebefindende, hvoraf Hendes kongelige Højhed den Gang led. Lægen fandt det derfor raadeligt, at Prinsessen holdt sig hjemme, og efter et Par Dages Forløb maatte Højstsamme ty til Sengen. Sygdommen antog dog ikke nogen egentlig faretruende Karakter, medens Kræfterne dog paa Grund af Prinsessens høje Alderdom aftog en Del. Imidlertid var Prinsessen dog i Løbet af Marts Maaned bleven saa vel, at hun kunde tilbringe den største Del af Dagen oven Senge, havde god Appetit og Søvn. Natten til den 21. Marts, hendes højsalige Moders Dødsdag, indtraadte der en mindre gunstig Vending i Sygdommen, forbunden med Ophidselse og Angst. De som en Følge hendes stærkt svundne Kræfter vare dog begyndte at restitueres, da der i de sidste Dage viste sig Symptomer paa et nær forestaaende Endeligt. Efter den sidste, i Tirsdags Aftes udstedte Bulletin, havde Prinsessen dog en taalelig Nat. Igaar Formiddags befandt hun sig saa vel, at hun ønskede at nyde sin sædvanlige Morgendrik. Efter at have nydt denne, lagde Hendes kongelige Højhed sig tilbage paa Puden, og næsten umærkeligt for de Omstaaende drog hun stille og uden Dødskamp sit sidste Suk. Prinsessen var i Dødstimen omgiven af sin Hofmesterinde, Gehejmeraadinde Pechlin, Hofdame Frk. Bluhme og Livlæge, Etatsraad Schytz, der i længere Tid har tilbragt Nætterne i Palaiet, samt hendes trofaste Sygeplejerske. 

Dødsbudskabet blev strax meddelt Kongefamilien, som under Arveprinsessens sidste Sygdom flere Gange om Dagen har besøgt, den højt skattede og afholdte Patient og i Onsdags Eftermiddag, da Tilstanden en  Stund var meget foruroligende, længe havde opholdt sig ved hendes Sygeleje. Umiddelbart efter at Budskabet var naaet til Amalienborg, indfandt Ds. Maj. Kongen og Dronningen, Ds. kgl. Højh. Kronprinsessen og Prins Valdemar samt Ds. H. Prinserne Vilhelm og Hans sig i Palæet i Bredgade for at dvæle nogle Øjeblikke ved den alderstegne Arveprinsesses Dødsleje.

I Folkethingets Gaarsmøde udtalte Formanden, Krabbe: Ved en Skrivelse fra Konsejlspræsidenten, har jeg modtaget Meddelelse om, at Hendes Kongelige Højhed. Arveprinsese Caroline i dag er afgaaet ved Døden. Sikkerlig bør dette betragtes som en Forløsning for Hende; men ikke mindre sikkert vil Efterretningen om Kong Frederik den Sjettes alderstegne Datters Bortgang blive modtagen med den Sympathiens Vemod, som skyldes baade Hendes ærværdige Personlighed og Hendes Stilling som Medlem af Kongehuset. Medlemmerne hørte staaende paa denne Udtalelse af Formanden.

Efterretningen om Prinsessens Død udbredte sig i Følge "B. T." hurtig i Hovedstaden, hvor der derefter fra offentlige og private Bygninger samt fra skibene flagedes paa halv Stang.

(Fredericia Dagblad 1. april 1881).

Kjøbenhavn, den 31. Marts.

Kongehusets ældste Medlem, Hds. kgl. H. Arveprinsesse Caroline er i Formiddags Kl. 9½, afgaaet ved Døden i sit Palais i Bredgade, henimod 87½, Aar gammel. Denne Begivenhed omtales idag i "Berlingske Tidende" i følgende smukke og sande Artikel, der fremhæver de mest karakteristiske Træk af Prinsessen og hendes Liv:

"Med den idag hensovede Arveprinsesse Caroline er der atter svundet et af de levende Minder fra en Periode i vor Historie, som omfatter Størstedelen af et Aarhundrede. 

Arveprinsessen, der var født den 28de Oktober 1793, var Kong Frederik den Sjettes tredie Barn - hun fulgte efter en kun kort levende Broder og Søster - og hilsedes med Glæde af Folket, skjøndt hun var en Kronprinsesse, og ikke en Kronprins. Hendes Fødsel faldt i den for Danmark hæderlige og lykkelige Tid, hvormed Hendes Fader tiltraadte sit Regentskab og dermed indviede en ny Æra. Til Lærer fik hun i Aarene 1803-10 den danske Patriot Frederik Høegh Guldberg, og saavel hendes kongelige Fader som denne Lærer skyldes det, at hun ingensinde under Hoffets Ophold i det tyske Kiel fra 1805-10 glemte sin Herkomst som dansk Prinsesse; thi dansk i Sjæl og Sind var og forblev hun til det Sidste.

Da der efter hendes Konfirmation blev Tale om en Formæling, faldt Valget paa Hendes Morbroder, Prins Christian af Hessen. Dennes Sygdom og Død samt Sønderrivelsen af Forbindelsen med Norge i Aaret 1814 svarede imidlertid kun lidet til de lykkelige Udsigter, med hvilke Frederik den Sjettes Tidsalder var begyndt. Der kom dog snart roligere Dage. Prinsesse Caroline levede hos sine høje Forældre i Kjøbenhavn og paa Frederiksberg, og det blev af hele Folket bemærket, hvorledes hun mere og mere udviklede sig efter sin Faders Forbillede og efter ham arvede de Egenskaber, som selv under de for Landet tungeste Prøvelser gjorde ham saa elsket og afholdt. Det var den samme ejendommelige Ligefremhed, den samme ukunstlede Naturlighed, den samme jævne Ærlighed i Sind og Væsen.

Atter i denne Periode var der Tale om Prinsessens Formæling, og der meldes endog om ærefulde Tilbud fra Udlandet; men den Afdøde, som elskede Fædrelandet og Fædrehuset over alt Andet, forblev her, hvor hun var sødt og baaren, og formælede sig den 1ste August 1829 med Prins Ferdinand, for hvem hun ved sin Besindighed og faste Karakter blev en god og trofast Støtte. Hvor højagtet den Afdøde var ogsaa af dem, der ikke hørte til Kongehusets Venner, f. Ex. Prinsen af Noer, er senere bleven bekjendt af et Brev fra ham til Broderen.

Den ophøjede Stilling, hun hidtil havde indtaget som Kronprinsesse, maatte selvfølgelig undergaa en Forandring ved Hendes kongelige Faders Død den 3die December 1839. Kong Christian den Ottendes Søn blev nu Kronprins og hans Gemalinde Kronprinsesse. Men den afdøde forstod med en saadan Værdighed at træde tilbage til en lavere Rang, at hun snarere vandt end tabte derved i den offentlige Mening. Ogsaa de Prøvelser, som fulgte efter Kong Christian den Ottendes Død, forstod hun at bære med Værdighed, navnlig Tabet af sin dyrebare Moder, som hensov i Aaret 1852. 

Men Prøvelsens Dage vare endnu ikke tilende. Ved Prins Ferdinands Død den 29de Juni 1863 blev Prinsesse Caroline Enke og arvede som saadan Byrder, hun ikke vilde unddrage sig, og som der udfordredes en ikke ringe Selvfornægtelse til at bære.

Men selv i den høje Alder, som den Afdøde nu havde naaet, svigtede Karakterens Fasthed hende ikke. Da store og tunge Ulykker brød ind over Folk og Land kort efter Kong Frederik den Syvendes uventede Død, havde Prinsessen nylig fyldt "Støvets Aar", og Sandsernes, navnlig Hørelsens Svækkelse mindede hende stærkt derom. Men trods Alt, hvad der personlig tyngede paa hende, forstod hun med Kraft at bære, hvad der ikke kunde være anderledes. Paa den anden Side glædedes hendes milde Hjærte ved at se det foryngede Kongehus skyde nye og kraftigt Skud og træde i nær Forbindelse med mægtige Throner. og denne velgjørende Følelse bestyrkedes yderligere ved den udmærkede Højagtelse og Hengivenhed, som det nye Kongehus aldrig undlod at lægge for Dagen for den alderstegne Arveprinsesse.

Saaledes tilbragte den Afdøde en næsten attenaarig Enkestand.

Den i sin Tid saa elskede Prinsesse Charlotte Amalie, Kong Frederik den Fjerdes Datter, blev 76 Aar og bevarede Mindet om fire Konger; men Arveprinsesse Caroline opnaaede en Alder af henved 88 Aar, og med hende hensov det levende Minde om fem danske Konger."

Prinsessen, der endnu for et Par Maaneder siden var ved god Helbred, havde henimod Slutningen af Januar dette Aar det Uheld at falde i et af Gemakkerne i sit Palais, og denne Omstændighed i Forbindelse med en Forkjølelse nødte hende en Tid lang til at holde Sengen, men derefter kom hun atter til Kræfter, indtil der pludselig paa hendes Moders Dødsdag den 21de Marts indtraf et stærkt Tilbagefald. I Formiddags havde Prinsessen imidlertid med god Appetit drukket sin Morgenkaffe og havde netop forlangt endnu en Kop, da hun pludselig sank tilbage i Sengen og drog sit sidste Suk uden nogen Dødskamp, saa at det næsten var umærkeligt for de Omstaaende. Foruden Prinsessens Sygeplejerske vare tilstede Hendes Hofmesterinde, Gehejmeraadinde Pechlin, Hofdamen Frk. Bluhme og Livlægen, Etatsraad Schytz Den kongelige Familie, som strax fik Underretning om Prinsessens Død, indfandt sig kort efter og dvælede nogle Øjeblikke ved hendes Dødsleje. Begivenheden omtaltes i Folkethingets Dagsmøde med følgende smukke Ord af Formanden, Borgmester Krabbe: "Ved en Skrivelse fra Konsejlspræsidenten har jeg modtaget Meddelelse om, at HdS. kgl. H. Arveprinsesse Caroline idag er afgaaet ved Døden. Sikkerlig bør dette betragtes som en Forløsning for hende; men ikke mindre sikkert vil Efterretningen om Kong Frederik den Sjettes alderstegne Datters Bortgang blive modtagen med den Sympathiens Vemod, som skyldes baade hendes ærværdige Personlighed og hendes Stilling som Medlem as Kongehuset." Medlemmerne viste deres Tilslutning til Formandens Ord ved at rejse sig under hans Udtalelse, og en lignende Meddelelse kan ventes fra Landsthingets Formand, naar dette Thing holder Møde imorgen. Efterretningen om Prinsessens Død kom hurtigt ud i Byen, og der flages idag paa halv Stang fra de offentlige og en stor Mængde private Bygninger samt fra Skibene, ligesom endvidere det kongelige Theater holdes lukket. Da Prins Ferdinand døde i 1363, blev der iøvrigt kun udstedt Forbud mod offentlige Forlystelser paa selve Bisættelsesdagen, hvorhos der blev paabudt Ringning med Kirkeklokkerne rundt om i hele Landet en Time daglig, indtil Bisættelsen havde sundet Sted, og lignende Foranstaltninger ville formodentlig blive trufne ved denne Lejlighed. Til de Oplysninger, som "B. T." bringer om Prinsessen« Liv, skulle vi endnu føje nogle enkelte Notitser. Prinsesse Caroline blev, som ovenfor nævnt, født den 28de Oktober 1793, hvorom "Berl. Tid." samme Dag indeholdt følgende Meddelelse: "Idag Morgen Kl. 4'½ Slet blev HdS. kgl. H. Kronprinsesse Marie Sophia Friderica lykkelig forløst med en Prinsesse, hvilket derefter Kl. 7 Slet blev fra Tøjhusbatteriet, Kjøbenhavns og Christianshavns Volde bekjendtgjort med 27 Kanonskud fra hvert Sted. Kl. 8 blev opført Musique paa Slots-Altanen ud til Ridebanen af Pauker og Trompere ved Garden til Hest og Hautboisterne af Garden til Fods, om Eftermiddagen var Gratulations-Kur hos Hs. kgl. H. Kronprinsen." Prinsessens Forældre boede den Gang, som det vil ses af Ovenstaaende, ligesom Christian den Syvende paa Christiansborg, hvor de endnu havde Bolig, da Slottet brændte den 26de Februar 1794. Det lille Barn var den Gang nær ved at indebrænde, idet man under Flugten fra det brændende Slot i Forvirringens første Øjeblik havde glemt hende. I Aaret 1830 havde Prinsessen et slemt Uheld, idet hun en Aften kom for nær til et Lys, hvorved der kom Ild i hendes Kappe, saa at hun blev forbrændt i Ansigtet, hvilket efterlod flere vansirende Ar. Hendes Apanage af Statskassen udgjorde, saa vidt vi erindre, 116,000 Kr., og desuden oppebar Prinsessen efter sin Faders Død en efterhaanden stigende aarlig Indtægt af en Tantine, en Livsforsikringsanstalt, i hvilken Renterne af de indskudte Kapitaler bleve fordelte til de Indskrevne, saa at disse kom til at oppebære større og større Indtægter, efterhaanden som deres Antal indskrænkedes ved dødelig Afgang iblandt de Indskrevne. For nogle saa Aar siden var Antallet af de i denne Tantine indskrevne Personer sunket ned til nogle ganske saa (saavidt vi vide 16), og i Overensstemmelse med Tantinens Statuter blev den hele Kapital da delt imellem disse, hvorved der tilfaldt Prinsesse Caroline en ikke ubetydelig Sum, der vistnok ikke kan komme hendes Mands Kreditorer tilgode. Efter Prins Ferdinands Død har Prinsesse Caroline aarlig betalt Renter og et vist Beløb til Amortisation af hans Gjæld, og efter det ved Prinsens Død trufne Arrangement vil Palaiet i Bredgade og Størstedelen af hendes Indbo nu tilfalde Prinsens Kreditorer.

(Slagelse-Posten 1. april 1881).

Arveprinsesse Caroline. I disse Dage fortælles følgende Anekdote i Kjøbenhavn: Da Biskop Martensen for nogen Tid siden aflagde den gamle Arveprinsesse et Besøg ved hendes Sygeleje, spurgte hun, om Biskoppen troede, hun kunde blive salig. Dette var han i Stand til at kunne forsikre Hendes kongelige Højhed. Arveprinsessen spurgte da videre, om hun nu ogsaa kunde være sikker paa at træffe sin afdøde Mand, Prins Ferdinand, men da Hans Højærværdighed ikke med samme Vished turde afgive Forsikring herom, blev Hds. kgl. Højhed meget fornærmet, kaldte paa Kammerfrøkenen og udbrød hidsigt: "Hent mig Pastor Pauli, Martensen skal gaa, Martensen skal gaa!" (Fs. Td.)

(Vendsyssel Tidende 6. april 1881).

Undvegne Ladegaardslemmer. (Efterskrift til Politivennen)

I Slutningen af forrige Aar befandt sig paa Ladegaarden bl. a. den 22-aarige Christian Emil Larsen og den 24-aarige Peter Petersen, begge tidligere straffede Personer og senest anset med Tvangsarbejde i Anstalten. Denne Straf var kun for en Del afsonet, da de d. 31te Decbr. bleve flyttede ud i Anstaltens Gaard, hvor de bleve enige om at undvige. De begav sig strax op paa Sovesalen, hvor de iførte sig deres egne Klæder under Tvangshusdragten, stege derpaa over det Plankeværk, der omgiver Gaarden, og kom ud paa en Mark; men imidlertid var deres Flugt bleven bemærket, og man gav sig til at søge efter dem. Saasnart de mærkede dette, skiltes de ad og flakkede om i nogen Tid. De afførte sig Ladegaardsklæderne, som de senere hen paa Aftenen kastede over Plankeværket ind i Anstaltens Gaard. Natten tilbragte de i en Gadedør paa Bernstorffs Vej. Næste Dag, Nytaarsdag, gik de til Byen, hvor de om Formiddagen kom forbi Metropolitanskolen, hvis Gadedør netop stod paa Klem. Paa Larsens Forslag gik de ind i Entreen for at søge Overtøj og fandt indenfor Døren 3 Vinterfrakker og 3 Hatte. Larsen iførte sig den ene Frakke og Hat og lod sin egen Hue blive tilbage; Petersen tog de 2 andre frakker og satte begge de 2 andre Hatte paa Hovedet, hvorpaa begge begav sig hen i en Gadedør for at ordne deres Paaklædning; en af de stjaalne Hatte blev henkastet i en Gadedør i store Kannikestræde. I Løbet af de følgende Dage pantsatte de Frakkerne for 33 Kr. Samtlige de stjaalne Gjenstande vurderedes senere til 98 Kr. 50 Øre. Forinden dette Tyveri havde Larsen, d er ved Undvigelsen var blottet for Penge, tilbetlet sig 50 Øre, og for en Deel heraf kjøbte den 1½ Pægel Brændevin, som han nød i Forening med sin Kammerat. Den 6te Januar om Eftermiddagen blev Larsen antruffen paa Vestergade og ført til Politikammeret, og kort efter traf 2 Politibetjente ligeledes Petersen i Larsbjørnstræde; de foreviste ham Politiskiltet og opfordrede ham til at følge med til Politikammeret, men det nægtede han, og skjønt han kjendte den ene af Betjentene som Opdagelsesbetjent, slog han ham for Brystet, og iturev hans Frakke, sparkede begge Betjentene op ad Benene og modsatte sig Anholdelsen af alle Kræfter, saa at han kun ved yderligere tilkaldt Hjælp blev bragt paa Politikammeret. Ogsaa her slog og sparkede han om sig, samt bed en Politibetjent i den højre Haand; dog blev der ikke ved den udviste Vold tilføjet nogen af de Paagjældende nogen Legemsskade af Betydning. Ved Kriminalrettens Dom bleve Arrestanterne ansete med Forbedringshusarbesde, Petersen i 3½ Aar og Larsen i 2 Aar, hvorhos Petersen dømtes til at betale Kjøbenhavns Politi 25 Kr. i Erstatning for den Beskadigelse, der var tilføjet den ene Politibetjents Frakke.

(Morgenbladet (København) 17. marts 1881).

Fra Københavns vestre Gasværk. (Efterskrift til Politivennen).

Forund mig, Hr. Redaktør! Plads i Deres ærede Blad for et Par Bemærkninger fra Københavns Vestre Gasværk. At Belysningen og Brændselet, der skal haves derfra, undertiden er drøjt at bekomme, er der vist Flere der maa føle, men Arbejderen, der fabrikerer det, føler det vist haardest, og især i disse Tider, hvor der er nok af Arbejdskraft. Da den meste Arbejdskraft udfordres om Vinteren, er der nok der er glade ved at have et Par Maaneders Beskæftigelse, og saa tager de mod Løn og Behandling som bliver dem budt. Af denne Grund kan jo Bestyrer Howitz fremvise saa store Besparelser paa Arbejdskraften, som han har gjort i de sidste Aar; men om Hr. Bestyrer Howitz og hans Driftsinspektør kan tilkomme hele Æren, maa Læserne bedømme. Jeg med Flere tror, at Arbejderne tilkommer deres Del; men lad os gaa videre.

Skal der spares paa Arbejdskraften, som den nu er, er Resultatet det, at de, der arbejder saavel paa Pladsen som i Retorthuset har maattet dele Byrden af Arbejdet og været den despotiske Fremgangsmaade underkastet, som Inspektøren udviser.

At de Arbejdere, som har arbejdet flere Aar i Retorthuset, dels har taget Skade paa Helbreden og dels er ukendt med Forholdene der, er indlysende, og at der snart kan blive noget at udsætte paa en Mand. Da lyder det ikke glædeligt for Manden at han skal paa Pladsen ag afskediges med det første.

Men da der betales en lille Pension efter 10 Aars Arbejde i Værket, saa mener Inspektøren formodenlig at denne kan spares, og han har derfor bestandig yngre Arbejdskraft.

Enhver vil dog vistnok indrømme, at Arbejdet paa Københavns Gasværk, hvor man er udsat for Brud baade paa Sundhed og Lemmer, og hele Aaret igennem, saavel Dag som Nat, er haardt og meget anstrængende. Men det sørgeligste er, at hvis lidt Uheld indtræffer i Familjen. Vedkommende da straks stal være henvist til at banke paa Fattigforstanderens Dør.

At kalde sig fri Mand maa Enhver i disse Tider give Afkald paa, som vil holde Arbejde der. Selv om der findes en human Formand, der vilde forsvare en Arbejder, bliver han straks afbrudt af Entreprenøren: at Sligt ønsker han ikke mere overfor Arbejderen. Han udtrykker sig stadigt med, at han bliver snydt paa Arbejdskraften; men kan en Mand, der til Tider bliver affordret baade 18 og 24 Timers haardt Arbejde, naar han tænker paa Løn og Arbejde, kan han til enhver Tid have Lyst til at gøre sin Pligt?

Hvis Hr. Howitz og hans Inspektører vilde erindre, at Arbejderen har Kød og Blod som de selv, og at man stal leve med sin Familje, da vilde de vist være de første til at opfylde deres Pligt som humane Arbejdsgiver.

En Gasværksarbejder.

(Social-Demokraten 13. marts 1881).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt (1866-1931: Koksknuser på Vestre Gasværk. 1916. Omend fotoet er taget 35 år efter artikel, synes bygninger de samme. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.