Folkethingsvalget i Københavns 5te Kreds. (Efterskrift til Politivennen).

Folketingsvalget den 24. maj 1881. Valget blev udskrevet i utide af Estrup. 

Møder i Kjøbenhavns 5te Kreds. Paa Foranledning af Arbejderforeningen "Herolden" (Brix' Socialister) blev der i Tirsdags Aftes holdt Møde i Forsamlingsbygningen i Rømersgade. Hensigten med det skulde i Følge en Udtalelse i Bladet "Herolden" være at Skrædermester P. Holm blev betragtet som Arbejdernes Kandidat ved Valget i 5te Kreds. Men da det efter en længere Forhandling kom til Afstemning, viste det sig, at over Halvdelen af Forsamlingen var stemt for Hr Holms Kandidatur *). - I Onsdags Aftens afholdt Skrædermester P. Holm et Møde, hvortil der indfandt sig flere Deltagere, end Suhmsgadens Skoles Gymnastiksal kunde rumme. Hr. Holm udviklede sit Valgprogram: Misbilligelse af Regeringens Stilling til de tre Opløsningsspørgsmaal. Modstand mod forøgede Udgifter til Militærvæsen og særlig til Kjøbenhavns Befæstning, men derimod Fremme af saadanne Reformer, som komme den store Befolkning til Gode. Han vilde betragte sig som Repræsentant for Arbejderne, Haandværkerne, de mindre Næringsdrivende og den øvrige Middelstand og gjøre, hvad der stod i hans Magt for at fremme disses Interesser. Lejlighedsvis protesterede han imod, at Kejsermordet i Rusland stod i nogen som helst Forbindelse med Socialdemokratiet. Taleren og hans Parti betragtede Mord som afskyelige Forbrydelser og gjorde det ikke mindre, fordi de udøvedes mod Fyrster. "Vi fordømmer saadanne Handlinger og foragte dem, som gjøre sig skyldige deri". - Derefter talte Pianosortearbejder Holst, Gartner Johansen, Skomager Hørdum og Snedker Hansen til Anbefaling for Hr. Holm. Kontorist Mortensen spurgte om Kandidatens Stilling til en eventuel Skat paa bajersk Øl og fik til Svar, at Holm kun vilde stemme for en saadan Skat, naar der blev givet Skattelettelser for andre Levnetsmidler. - Ved Afstemningen erklærede hele Forsamlingen (paa 4 nær) sig for Hr. Holms Kandidatur.

*) Det er alligevel klart nok, at hverken Hr Brix eller Foreningen "Herolden" vil støtte Hr. Holms Valg. 

(Morgenbladet (København) 20. maj 1881).

Den 20. maj meddelte bestyrelsen for den københavnske afdeling af Grundlovsværneforeningen at et møde i denne afdeling havde anbefalet at stemme på P. Holm

Suhmsgade Skole. Carl Stenders Kunstforlag (1888-1995). Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

I 5te Kreds vil Skræder P. Holm stille sig som Socialisternes Candidat mod Professor Goos. Den Seir, som Professor Goos ved sidste Valg vandt over Modkandidaten, fhv. Kjøbmand Mundberg, vil sikkert gjentage sig denne Gang, efterat Hr. Goos i Folkethinget har havt Leilighed til at vise sin fremragende Betydning for dettes Virksomhed og sit klare Standpunkt. Vi opfordre imidlertid Vælgerne til, hvor trygge de end fole sig paa Goos' Valg, dog at indfinde sig og afvente den skriftlige Afstemning, som kan forlanges inden et Qvarteer efter den mundtlige Forhandlings Slutning. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. maj 1881. 2. udgave. Uddrag).

5te Kreds.

Valgforhandlingerne i denne Kreds aabnedes af Valgbestyrelsens Formand, Professor Holbech, der efter at have udtalt sin Beklagelse over, at Kredsen endnu ikke var bleven ideelt og udtalt Haab om, at dette maatte være sikret, inden Vælgerne atter samledes til Valg, udbragte et Leve Kongen og Grundloven, der besvaredes med ni Gange gjentagne Hurraraab. Han oplæste dernæst det aabne Brev om Valgenes Afholdelse og meddeelte, at der havde meldt sig to Candidater, nemlig Professor, Dr. juris E. Goos og Skrædermester P. Holm. Han gav derpaa Ordet til Professor Holten.

Professor Holten anbefalede Goos og udtalte, at det var som Formand i Arbeiderforeningen, at han anbefalede Goos som en frihedssindet Mand, hvem Arbeidernes Sag laa paa Hjerte, og som en arbejdsdygtig Mand, af hvilket Folkethinget trængte til mange. 

Goos havde haabet, at Regjeringens Forslag om Kredsenes Deling vilde være kommet til et gunstigt Resultat ; men desværre var Forslaget trodt Høires beredvillige Stilling dertil ikke kommen længere end til en Betænkning i Sessionens allersidste Dage. Som Svar paa det Spørgsmaal, om Opløsningen havde en gyldig Grund, kunde med Rette anføres Udbyttet af det Arbeide, der var forelagt Folkethinget. Det var kun faa gavnlige Resultater, der var opnaaet. Nogle faa Love vedrørende Communicationsmidlerne, etikette andre mindre vigtige Love, samt endelig den militaire Straffelov var det Eneste, der var udrettet. Sidstnævnte Lov var ubetinget et stort Fremskridt i Sammenligning med de tidligere barbariske Straffemidler. Men der maa dog fordres, at der udrettes mere i vore altfor lange Samlinger, end at der vedtages en enkelt gavnlig Lov. Hvad var Grunden til, at den sidste Rigsdagsperiode havde været saa gold? Det aabne Brev havde sagt det. Evnen og Villien hos Folkethinget som Heelhed havde været det Hæmmende, og Aarsagen til denne Mangel var at søge i Venstres indbyrdes Stridigheder og Frygten for Valgenes Udfald hos disse. Ogsaa de mange Demonstrationsforslag havde hindret Arbeidernes Fremadskriden. Derfor var det naturligt, at Vælgerne ventede paa det befriende Ord. Han omtalte derpaa Stridighederne paa Finantsloven, hvorom det allerede tidlig var sagt, at man ikke kunde komme til Enighed. Venstre vilde ikke indrømme del Mindste af Betydning, og Regjeringen kunde ikke fravige sin Stilling til de omstridte Punkter. Om nu Stillingen ved de nye Valg vilde blive forbedret, derom kunde Intet bestemt siges, men vist var det, at Vælgerne idag vilde udtale, at de ønskede Arbeide af deres Rigsdagsmænd. Taleren udtalte dernæst, at hans Stilling til Forsvarssagen endnu nar den samme som for 8 Maaneder siden. Børsudvalgets Udtalelser havde hans fulde Tilslutning. Han ønskede ogsaa Underviisningsspørgsmaalet fremmet. Hans Standpunkt var: Fremskridt og ingen Stillestaaen. (Bravo!)

Skomager Hørdum anbefalede Hr. Holm som en dygtig og nidkjær Repræsentant for Arbejderstanden og de mindre Næringsdrivende.

Skrædermester P. Holm ansaae det for berettiget, at Arbejderstanden og Haandværkerne fik sin Repræsentant paa Thinge. Han angreb Ministeriet for dets Stilling til  Oplysningsspørgsmaalene. Vi gav altfor meget ud til vort Forsvarfvæsen og hindrede derved andre vigtige Reformers Fremme. Kjøbenhavns Befæstning var han en bestemt Modstander af, idet Handelen derved vilde blive taget over til Sverige, og vi kunde dog  alligevel ikke, trods alle Udgifter, hævde vor Selvstændighed, hvis en Fjende angreb os. Heller ikke med Hensyn til Dyrtidstillæget til Embeds- og Bestillingsmænd kunde han være enig med Regjeringen, da Embedsmændene allerede havde Tilstrækkeligt. Universitetets Stilling til Samfundet, som den nu forefindes, var han en principiel Modstander af, da man nægtede begavede Mænd med udprægede demokratiske Anskuelser Adgang til Universitetets Lærerposter. Sluttelig bad han Arbeiderne og Middelstanden ikke at vedblive at vente paa en Repræsentant i Folkethinget, indtil dette behagede at dele Kredsen. (Bravo?)

Bagermester Embcken spurgte begge Candidater, om de vilde virke hen til ved Lærlingelovens Behandling, at der kom Bestemmelse om, at Lærlingene ikke maatte anvendes til Natarbejde. Han spurgte Goos, om denne havde holdt sit Løfte, at bringe denne Sag paa Bane under Lærlingelovens Behandling.

Grosserer Muus rettede paa mange Industridrivendes og Handlendes Vegne en Forespørgsel til Candidaterne om deres Stilling til de økonomiske Reformer.

Goos besvarede den første Interpellants Forespørgsel bekræftende. Angaaende en Toldrevision vilde han have en saglig Behandling og ansaae ikke Forskjellen mellem Børsadressens og Regjeringens Standpunkter for saa stor, at man ikke let kunde komme til et for de Handlende og Industridrivende gunstigt Resultat.

Holm vilde være villig til at efterkomme Forespørgernes Ønske.

Bygningssnedker L. Jensen ønskede at vide, om Candidaterne vilde virke hen til Indførelsen af en normal Arbeidsdag og Søndagsarbeidets Afskaffelse.

Snedker P. Hansen bad Goos forklare, hvorfor Estrup havde været nødt til at udstede den provisoriske Finantslov og udtalte sig for Krigens Afskaffelse.

Goos vilde gjøre Alt til, at den umodne Mand blev beskyttet, men vilde ikke hindre kraftige, arbejdsdygtige Mænd i at skaffe sig det tneest mulige ud af deres Arbeide. Der kunde indtræde Forhold, hvor et Ministerium blev nødt til at gribe til abnorme Forholdsregler; om disse vare berettigede eller ikke, maatte Rigsretten afgjøre.

Holm vilde virke hen til at afskaffe Søndagsarbejdet og til Indførelsen af en Normalarbeidsdag.

Malermester Schønning spurgte, om Candidaterne vilde virke for tvungne Svendeprøver, Indførelse af Voldgiftsretter og en Revision af Næringsloven.

Goos var gunstig stemt for Voldgiftsretters Indførelse. De to andre Spørgsmaal hængte nøie sammen; vi burde bygge videre paa Principerne i Næringsloven af 1857, men til Indførelsen af tvungne Svendeprøver burde vi ikke endnu gaae.

Holm ønskede Voldgiftsretter og vilde virke for en Revision af Næringsloven.

Efterat endnu nogle mindre væsentlige Forespørgsler vare blevne besvarede, og efterat de to Candidater havde haft Ordet for afsluttende Bemærkninger, skred man til Kaaring, der gav til Resultat, at Skrædermester Holm erklæredes for valgt. Professor Goos forlangte skriftlig Afstemning. Der udbragtes dernæst gjentagne Gange et Leve for Professor Holbæk. Forsamlingen var efterhaanden voxet til c. 15,000. og trods den store Mængde herskede der fuldstændig Ro under Forhandlingerne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. maj 1881. 2. udgave. Uddrag).

Valget gik ikke som Estrup formentlig havde håbet, nemlig at samle Højre og få flere medlemmer i Folketinget. Venstre gik frem.

Sankt Croix: Domme 1881. (Efterskrift til Politivennen).

Kommissionens domme over oprørerne fra "The Fireburn" i november 1878 på St. Croix faldt i slutningen af 1880, og gik ret ubemærket hen i den danske presse.  Først da sagen den 23. maj 1881 var nået til Højesteret, blev sagerne mere udførligt omtalt. Dommen stadfæstede kommissionens dom over de 403 arresterede: De 40 blev dødsdømt. 

Coaling Girls. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Højesteretssagen mod Negerne paa St. Croix, der var foranlediget ved Oprøret i 1878, sluttedes i Gaar. Vor indskrænkede Plads tillader os ikke i Dag at fremsætte denne Sags vidtløftige Præmiser, og vi indskrænker os derfor til at anføre nedenstaaende, idet vi forbeholder os at komme tilbage til denne Sag: 

Kommissionen har havt under Behandling et Antal af 403 Arrestanter, af hvilke 272 oprindelig overleveredes til Kommissionen, da den den 4de November 1873 sammentraadte. 8 af de ved Oprøret virksomste Negere vare allerede blevne dømte fra Livet ved den, medens Oprøret stod paa, under den paa Øen herskende Belejringstilstand af Guvernøren anordnede Standret; en Del havde sat Livet til under deres fortsatte Deltagelse i Opstanden, og endelig er der død 23 Arrestanter, fornæmlig under den i Fængslet paa Richmond i Forsommeren 1879 herskende Skørbugs-Epidemi og dens Smitter. 

Ved den af Kommissærerne den 2den September 1880 afsagte Dom vare samtlige 39 Tiltalte (deraf 5 Fruentimmer) ansete med livsstraf. Højesteret hvor Sagen begyndte den 9de ds., afsagde følgende Dom i samme. 

Højesteret stadfæstede den indankede Dom, idet den deri for hver enkelt Tiltaltes Vedkommende givne Begrundelse af dette Resultat i alt Væsenligt tiltraadtes af Højesteret.

(Social-Demokraten, 24. maj 1881)

View of Peters Farm Hospital, Christiansted, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Bloddommene over Negrene paa St. Croix.

Højesteret har fornylig, hvad vi kort meddelte gennem en Nyhedsnotits, behandlet Sagen mod de Negre, som ved den sidste større Rejsning paa St. Croix satte sig op mod Planterne.

Man vil erindre, at Negrenes Opstand bevirkedes ved, at de var misfornøjede med deres Lønningsvilkaar. I hele Sommeren 1878 havde Gæringen stadig taget til iblandt dem. Det var nemlig blevet Skik paa Plantagerne, at disses Ejere kun fæstede det højst nødvendige Antal Arbejdere paa de ordinære Aarsfæstedage i Oktober, saaledes at Plantagerne sædvanlige Arbejde lige netop kunne bestrides; i den travle tid derimod antog man flere Arbejdere som Daglejere. Følgen af denne Fremgangsmaade blev nu, at Aarslønningerne sank, eller i hvert Tilfælde ikke holdt Skridt med, hvad der bødes paa Naboøerne, navnlig de engelske. Det er klart, naar Efterspørgslen efter Arbejdere er ringere, bliver ogsaa Lønningerne ringere, hvilket end mere blev Tilfældet paa St. Croix, hvor man afskar Negrene, trods deres bestemte Ønske, Muligheden af at udvandre til andre Landomraader. I den travle Tid maatte Planterne imidlertid antage Daglejere, og for disse blev da Lønnen paa Grund af den almindelige Efterspørgsel højere. Forholdet stillede sig saaledes, at de Aarsfæstede modtog 10 Cents pr. Dag, medens Daglejerne erholdt det dobbelte. Dette System bragte Misfornøjelse ind blandt Negrene; de Aarsfæstede blev forbitrede over den forholdsvis ringere Løn, de modtog, og Daglejerne harmedes over, at de saasnart Arbejdet var sluttet, uden videre afskedigedes. Naturligvis indsaa Negrene, at den brugte Metode fra Planternes Side i Et og Alt bragte dem Tab.

At Aarsagen til Opstanden udelukkende maa søges i Lønningsvilkaarene, udviser med tydelige og klare Ord Beretningen fra den Domstol, som behandlede Sagen mod Negrene; der udtales nemlig i hin: Grundene til Rejsningen har man søgt i forskællige Omstændigheder, saaledes havde der i Sommerens Løb været Misfornøjelse hos Negrene paa Plantagerne, væsenlig fremkaldt ved at Benyttelse af Arbejde ved Daglejere tog stærkt Overhaand; medens den faste Arbejder ved sin aarlige Kontrakt var bunden til at arbejde visse daglige Timer for 10 Cents pr. Dag, kunde saaledes en Daglejer jævnlig tjene 20 Cents pr. Dag uden at være flittigere end hin; senere hen, da Høsten lakkede ad Enden, var der ingen Brug for saa mange Daglejere, og da greb Misfornøjelsen disse.

Queen Street, Frederiksted, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Oprøret brød ud paa den aarlige Fæstedag 1ste Oktober. Den ydre Anledning gaves ved, at Politiavtoriteterne i Frederikssted, som det synes, paa en temmelig brutal Maade behandlede en beruset Neger.  Vi skal ikke gennemgaa alle Enkeltheder ved Bevægelsen, men kun erindre om, at Negrene vel afbrændte en Del Plantager, dog uden paa et Par Undtagelser nær, at udøve Drab. Militæret derimod nedslog for Fode væk alle og enhver Neger, de kunde træffe paa, og i de følgende Dage efter selve Oprørsdagen gjorde Soldaterne tilligemed Planterne formelig Jagt paa de Ulykkelige, dræbende Enhver, der formentes at have taget Del i Rejsningen. Dernæst nedsattes en Standret, bestaaende af Overdommer Rosenstand og Politimestrene Forsberg og Nyssum, hvilken i Dagene fra den 6te Oktober til den 12te, altsaa i Løbet af 6 Dage afsagde og lod eksekvere ikke mindre end 12 Dødsdomme. Da Standretten mentes at have opfyldt sit civilisatoriske Hverv, nedsattes ved kongelig Resolution den 25de s. M. en Kommission atter bestaaende af Overdommer Rosenstand og Politimester Forsberg samt en ny Mand Politimester Sarauw. Denne Kommission havde den Opgave at føre ordenlig Sag mod de Negre, som endnu sad under Varetægt. Den 4de November s. A, traadte Kommissionen sammen, og omtrent 2 Aar efter, den 2den September 1880, var den færdig med sine Arbejder. Af de Tiltalte fældte den Dødsdom over ikke mindre end 40 Personer, deriblandt 4 Kvinder, og denne Masse-Dom har nu været inde for Højesteret, idet Kommissionen ikke saaledes som Standretten havde Myndighed til at lade Dommene eksekvere, og Høiesteret har stadfæstet disse 40 Bloddomme. En af de Dømte er imidlertid død under Sagens Gang, men de 39 er fremdeles tilbage til Bødlen.

Endnu maa det erindres, at 23 af de ulykkelige Negre døde i Fængslet paa Grund af Skørbug, at dømme efter al den Haardhed, der i det Hele taget fra de danske Avtoriteters Side er blevet udvist mod de Sorte, vil maaske da mangen nok tro paa Grund af slet Behandling. Under Opstanden blev endvidere i den vilde Jagt paa Negrene disse nedskudte i Hundredevis, saa man maa sige, at de danske Myndigheder er gaaet frem efter værre Maalestok end de franske Myndigheder mod Kommunarderne, naar man tager Landomraadets og Befolkningens Størrelse i Betragtning; ja, selv de tyrkiste Paschaer har ikke tilnærmelsesvis vist slig en Griskhed efter at fælde Dødsdomme over de oprørske Bulgarere eller Albanesere. Rusland, der hidtil har haft de fleste Dødsdomme at opvise, er nu aldeles overfløjet af det estrupske Danmark.

Og har der været Grund til dette Barbari? Har der været virkelig Grund til at nedskyde Hundreder at Negere paa en Parforcejagt, at skyde 12 ved Standretsdomme, at lade 24 dø i usunde Fængsler og fælde Dødsdomme over 39? 

Dødsdomme er i det Hele taget fordømmelige og kan under ingen Omstændigheder forsvares; kun overfor overlagt Mord af nedrige Motiver oprøres maaske Følelsen minder, naar Nedkommende maa bøde med Livet; paa St. Croix var der imidlertid slet ikke Tale om slige Mord fra Negrenes Side. I alt blev der af Negrene dræbt, saavidt vi erindre, 3 Personer; men dette skete under den almindelige Tumult og Ophidselse, og de bestemte Gerningsmænd har man ikke fundet. Negrenes egenlige Forbrydelse er deres Afbrænden af forskjellige Ejendomme, men herfor kan man da ikke dømme dem fra Livet.

Spoling på håndrok. Arbejde i Horsens Tugthus. Findes i: Statsfængslet i Horsens: Ældre fotografier af bygninger og interiører (1900-1920). Rigsarkivet. Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.0 Generic.

Den barbariske Jagt paa Negrene var ligesaa uhjemlet, ti Negrene var slet ikke bevæbnede, saa man kunde sige, at man maatte kæmpe fortvivlet. Kommissionsberetningen meddeler selv  efter "DbI." følgende: "Fremgangsmaaden ved Overfaldene paa Plantagerne var næsten overalt der samme. Med et Par selvbestaltede Førere, i Reglen bevæbnede med en gammel Vagtmandssabel, en Møggreb, en Harpun eller en Sukkerøkse sat paa Skaft eller en Kørepisk - i et Par Tilfælde en Bøsse, funden paa en Plantage og med en eller to Skal-Blæsere i Spidsen, drog Banden fra 50 indtil et Par Hundrede - undertiden, naar Banden paa sin Gang havde faaet stor Tilgang, flere Hundreder - Negre, Mandfolk og Fruentimmer og Børn, alle forsynede med Knipler, Stokke eller Økser, frem imod Plantagen, undertiden i en vild Sværm, raabende, strigende og hujende." Og disse Folk, man kunde jage fra hinanden ved løst Skud i Luften, fandt man det rettest at skyde paa. Hertil kommer endnu, hvad ikke maa glemmes, at Negrene næsten alle var berusede som Følge af Nydelsen af det Rom, de forefandt paa plantagerne; og saa Negrenes Dannelse, deres Uvidenhed og den Undertrykkelse, de havde været Genstand for fra Planternes Side, mon alt dette ikke havde kunnet tale formildende til deres Dommere, berusede Folk regnes jo ellers efter danske Love for utilregnelige.

Den rette Fremgangsmaade overfor Negrene havde været, om man havde hørt deres Klager, om Avtoriteterne havde lagt sig imellem ved det nye System for Antagelsen af Arbejdere, som Planterne havde sat i Gang. Man kunde have lagt sig imellem paa den Maade, at man havde forskaffet Negrene Lejlighed til at udvandre til andre Øer, hvor de til højere Pris kunde fæste sig bort. Men hvad har de danske Avtoriteter gjort? De har paa enhver Maade støttet de despotiske og dovne Plantageejere, der svindler de Penge bort, deres sorte Arbejder surt tjener til dem, i et luksuriøst Liv, mest i andre Lande; medens Negrene blev hundsede paa enhver Maade, afskaaren fra at vandre ud, og tilsidst nedskydes og dødsdommes over en lav Sko. Det estrupske Regeringsparti har Tilskud og Understøttelse, selv gennem provisoriske Bevillinger, til Plantageejerne: til Neger-Arbejderne vanker Kugler og Krudt i Livet naar de finde Tilstandenes Tryk uudholdelige.

De 39 Bloddomme skal vel efter Reglen ind for Kongens Prøvelse, og vi finder det troligt, at de ikke vil blive underskrevne, Kongen staa jo over Klasserne og kender ikke Klassehadet: men kunde alligevel ikke en at Rigsdagsmedlemmerne interpellere Ministeriet angaaende Huseringen paa St. Croix, det var paa sin Plads, og det er Folkerepræsentanternes Pligt at have Øje med, hvad Avtoriteterne byder Befolkningen, mest i saadanne Tilfælde, hvor Befolkningen er afskaaren fra at klage deres Sag selv, og det kan vi vel Alle være enige om, de ulykkelige Neger-Arbejdere mest er.

(Social-Demokraten 4. juni 1881.)

Hair Dressing. Arbejdere på St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Efter domsafsigelse var det op til kongen (Christian 9.) hvad der skulle ske med de dømte. I august 1881 blev livsstraffene for 39 deltagere (en var i mellemtiden død i fængslet) i oprøret nedsat til tugthusarbejde (Horsens Tugthus) på livstid for bl.a. "Queen" Mary Thomas, "Agnes" Axeline Elizabeth Salomon, Mathilda Mc. Bean.

Eftergivelse af Livsstraf. Den ved Højesterets Dom af 32. Maj d. A. 39 Deltagere i Opstanden paa St. Croix i Oktober Maaned 1878 idømte Livsstraf har det paa Finansministeriets derom nedlagte Forestilling behaget H. Maj. Kongen ved kgl. Resolution af 3. d. A. allernaadigst at formilde saaledes, at følgende 5 hensættes til Tugthusarbejde paa Livstid, nemlig: James Emanuel Benjamin, kaldet Mannie, Axeline Elizabeth Salomon, kaldet Agnes, Mathilde Mc. Bean, Joseph Bowell og Mary Thomas, og at følgende 34 hensættes til Stafarbejde paa Kongens Naade, nemlig: Joseph William, John Samuel, Thomas James, James Griffith, Rebecca Frederik, John Hodge, George Henry, Francis Harrison, Emanuel Jacob, David Cameron, Susanne Abrahamson, kaldet Bottom Belly, Joseph Spencer, Hans Christian, John Thomas Sobers, Christopher Samuel, George Michael, Thomas Chitchlow, William James, George Callender, Henry England, William Arnold, William Barnes, George Simmons, Richard Gibbs, kaldet Sealy, Edward Lewis, Henry Barker, Joseph Briggs, William Henry, Christian MArtin, Wren Gittens, George Cambridge, James Cox, Johannes Samuel, kaldet Bamberg, og Joseph James.

(Fredericia Dagblad, 22. august 1881.)

English Adult School Procession. Christiansted, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Af notitser i forskellige dagblade fremgik året efter, i slutningen af juli 1882, at "fire negerinder" var ankommet med barkskibet "Thea" for at udstå den dem idømte straf af tugthusarbejde på livstid for deres deltagelse i oprøret på St. Croix, i Kvindefængslet på Christianshavn. 

Redaktør Emil Wiinblad. (Efterskrift til Politivennen)

Meb nærværende Numer overtager jeg Ledelsen af "Social-Demokratens" Redaktion i Overensstemmelse med Forenings-Repræsentanternes næsten enstemmige Beslutning paa Kontrahentmødet den 27de April.

Dels ved et tidligere Medlem at vor Redaktion, dels gennem en Del af Provinspressen er det blevet antydet, at mit Valg til den Plads, jeg hermed tiltræder, var ensbetydende med en Forandring af Bladets Politik. Jeg skal hertil erklære, at Bladets Politik, saa vidt man ved denne forstaar Bladets Anskuelser om, hvorledes Arbejderspørgsmaalet tænkes løst til Held for Arbejderstanden og Samfundet i det Hele, ingen Forandringer vil undergaa under min Ledelse, og det saa meget mere som den politiske Opfattelse, at Arbejderspørgsmaalet skal løses gennem Reformer ved Hjælp af den almindelige Valgret og under Iagttagelse af alle Hensyn til de bestaaende Love, ikke er nogen Enkeltmands Politik, men hele det Partis Politik, for hvilket "Social-Demokraten" er Organ.

Hvad jeg imidlertid ved min Virksomhed vil stræbe ikke at forandre, men at udvikle og forcere er Agitationen for Arbejderpartiets Principer. Jeg føler mig inderlig overbevist om, at vor Sag er saa god, vor Politik saa hensynsfuld og besindig og vore principielle Fordringer om Samfundets Reorganisation saa nøje i Overensstemmelse med Retfærdigheden, at den store Almenhed efterhaanden maa slutte sig til os, naar der fra vor Side kun bliver udfoldet en ihærdig og kraftig Virksomhed for at gøre vore Medborgere bekendt med, hvad vi vil, og hvorledes vi vil det. Denne agitatoriske Virksomhed skal være min Opgave, saa vidt og saa længe mine Kræfter slaa til og saa længe jeg besidder mit Partis Tillid.

Ved Siden af denne Opgave og i Forbindelse med den vil jeg saa vidt muligt i højere Grad end tidligere søge at gøre "Social-Demokraten" til et fyldigt Organ for Arbejderstandens rent faglige Interesser, lige som jeg vil tilstræbe en Samvirken med samlige de fri Fagforeninger, der i politisk og økonomisk Henseende slutter sig til nærværende Blad. Det er med god Grund blevet beklaget, at de saglige Foreninger for Øjeblikket staar mindre stærke end tidligere, og det er vel saaledes, at disse Fagforeninger kun kan rejses og styrkes, naar dcn rette Stemning dertil kommer over de respektive Fag; men saa vidt et Arbejderorgan kan bidrage til at skabe en saadan Stemning og saa vidt det er muligt gennem et Blad at øve Indflydelse paa de faglige Forhold i det Hele taget, saa vidt skal denne Virksomhed i Fremtiden blive udøvet af "Social-Demokraten".

Jeg tror for Tiden at turde støtte mig til den Antagelse, at jeg har mine Medarbejderes og Meningsfællers Sympati, for saa vidt de kender mig. Hvis jeg, idet jeg tiltræder denne ansvarsfulde Plads ved "Social-Demokraten", har noget personlig i Formaal, nogen personlig Hensigt, saa er det kun den at gøre mig fortjent til den Tillid, man viser mig. Hvorvidt mine Evner strækker, derom kan jeg ikke dømme; men det vil jeg love, at hvad en god Vilje og oprigtig Kærlighed til Arbejdersagen kan udrette, det skal under min Ledelse blive udrettet for nærværende Blad.

Den 7de Maj 1881.
E. Wiinblad

(Social-Demokraten 8. maj 1881).

Redaktionsskiftet skete efter at en af bladet redaktører, Mundberg der også var partiets kandidat til folketingsvalget i 5. kreds i 1880, havde trukket sig såvel fra redaktionen som fra partiet. Hans redegørelse for dette skridt stod i Social-Demokraten 6. maj 1881. Han havde egentlig allerede trukket sig i august 1877 pga. en afstemning som gik ham imod, men blev i sommeren 1879 opfordret til at fortsætte ved bladet. Mundberg havde sagt at han ikke kunne fortsætte hvis Wiinblad blev valgt, og da det skete den 27. april 1881, valgte han at udtræde. I erklæringen meddelte han at partiet ikke længere synes at bakke op om hans linje, hvor han trak sig. Kontrolkomiteen beklagede hans afgang og mente han havde misforstået hvad der var sket.

Typografen Emil Wiinblad (1854-1935) havde siden 1876 været ansat på Social-Demokraten hvor han også skrev artikler. Med hans tiltræden var den tumultiske tilstand som redaktionen hidtil havde haft, forbi. Han var redaktør 1881-1911 og i den periode udviklede bladet sig fra en lille, snævert agiterende avis til et masseorgan. Wiinblad var medlem af Folketinget 1895-1928 og af Landstinget 1928-35.

Ligbrændingssagen. (Efterskrift til Politivennen)

Ligbrændingssagen synes at ville gaa rask fremad. Den Forening, der har stillet sig denne Sags Fremme som sit Formaal, tæller efter Prof. Howitz's Udsagn i Borgerrepræsentationen allerede ca 800 Medlemmer, skjønt den kun har bestaaet i en knap Maaned og endnu ikke har udfoldet udadgaaende Virkiomhed. Nu er Bevægelsen ogsaa i Færd med at brede sig til Provinserne, idet der bliver dannet Filialer i alle Byer i Danmark, hvor der viser sig Stemning derfor. Fra flere af Provinsbyerne meldes der livlig Deltagelse, saaledes fra Odense og Helsingør, og det er ganske naturligt, at Befolkningen i de mindre Byer maa være særlig bekymret for Kirkegaardenes Indflydelse, da de som oftest staa ved Valget mellem at anlægge kostbare Vandværker eller at drikke Brøndvand, der direkte er blandet med Afløbet fra Kirkegaardene, og derved udsætte sig for farlige Sygdomme. Det er da ogsaa en idelig tilbagevendende Klage, at Epidemier, navnlig Tyfusepidemier, opstaa paa denne Maade. Saaledes finder man i Helsingørs Aviser for 1877 Beretning om en Tyfusepidemi, der af Lægerne tilskreves Kirkegaardens Indflydelse; i Hillerød opstod en Tyfusepidemi paa samme Tid, som der blev foretaget en Bortgravning af en Del af Raadstuebakken, som tidligere havde tjent til Kirkegaard osv. 

Lægerne have, som ventelig, sluttet sig varmt til Bestræbelsen for at indføre Ligbrænding, og lige som man blandt Medlemmerne af Foreningen kan finde Navnene paa næsten alle betydeligere Læger i Kjøbenhavn, saaledes har nu ogsaa Lægestandens to Organer i Pressen, "Ugeskrift for Læger" og "Hospitalstidende", udtalt deres Samstemning med Foreningens Program. I Ugeskrift for Læger hedder det saaledes: "Man maa nu ubetinget indrømme, at Ligbrændingen er den eneste Behandlingsmaade af Ligene, som samtidig med at være praklisk anvendelig tillige opfylde Hygiejnens Krav fuldt ud. Og da tilmed de Indvendinger af religiøs og retsmedicinsk Natur, som man har gjort gjældende mod den, ikke have nogen videre Betydning, kunne vi for vor Del fuldstændig slutte os til det Haab, at Ligbrænding kan blive den hyppigst anvendte Ligbegængelse." 

Endnu mere uforbeholdent udtaler Hospitalstidende sig, der slutter sin Omtale af Foreningen for Ligbrænding med følgende Ord: "Man kan saaledes kun ønske, at det maa lykkes Foreningen for Ligbrænding at naa sit Maal, og vi skulle opfordre vore Kolleger til at støtte den baade ved at træde ind i Foreningen og derved gjøre det klart, at dens Formaal billiges af Alle, der have Interesse for Sundhedsplejen, og ved at bekæmpe de Betænkeligheder og Fordomme hos Publikum, der ville rejse sig mod denne, som mod enhver anden betydelig Reform. 

En Omstændighed, der lover godt for, at Sagen lader sig realisere i en ikke altfor fjærn Fremtid er den, at Gejstligheden, i alt Fald uden for Danmark, har stillet sig venlig lige over for den. Hos os føle en stor Del Præster sig formodentlig bundne ved de i øvrig lidet betydende Udtalelser, Biskop Martensen har ladet falde imod Ligbrænding. Men som Exempler paa Imødekommen fra den protestantiske Gejstligheds Side kan nævnes, at i München blev der paa Forespørgsel fra Autoriteterne svaret, at for at udføre Ligbrænding i Overensstemmelse med den protestantiske Ritus vilde der kun behøves en ringe Ændring i de liturgiske Former. I England udtalte Lord Biskoppen af Manchester i Oktober 1879 offenligt, at han nylig havde indviet en ny Kirkegaard for denne By, der laa 5 (engelske) Mile fra Byens Centrum, og havde kostet denne l.800 000 Kroner. Han var derved bleven bragt paa den Tanke, at det var en lang Vej for de Fattige at bringe deres Afdøde, og at det var et meget stort Stykke Land, som poa denne Maade var unddraget Dyrkningen, og som nu intet frembragte. "Ingen fornuftig Tro kan gaa ud paa, at den kristelige Lære paa noget Punkt skulde berøres af den Maade, paa hvilken eller den Tid i hvilken dette vort dødelige Legeme smuldrer til Støv og gaa Opløsningen i Møde. Jeg indrømmer, at mine Instinkter og Følelser - rimeligvis mere paa Grund af Vane og gamle Tankeforbindelser end af nogen anden Grund - sætte sig noget imod den Tanke, at brænde Ligene. Men disse Følelser ere maaske ulogiske og ufornuftige. Sir Henry Thompson har fremstillet Sagen i en rolig og gjennemtænkt Afhandling og han viser, hvor lidt Grund der er til de noget sygelige Følelser, som ofte gjøre sig gjældende med Hensyn til hele Spørgsmaalet om Behandlingen af de Døde. Jeg vil henlede Opmærksomheden paa, at Sagen snart maa tages under Overvejelse. Kirkegaardene ere nu i Færd med at blive ikke blot en Vanskelighed, en betydelig Udgift og en stor Ulæmpe for Befolkningen, men en virkelig Fare."

(Morgenbladet (København) 30. april 1881).

Arveprinsesse Caroline (4: Boet gøres op). Efterskrift til Politivennen)

Den 19. April.

Til det Kjøbenhavn, som forsvinder, hørte "Arveprinsessen", der i Tirsdags Aftes kjørtes ud til Kongegravene i Roskilde. Man havde rigtignok vænnet sig til at betragte hende som forsvunden for længe siden, thi man saa hende jo aldrig færdes i Gaderne og Promenaderne saaledes som i Prins Ferdinands Dage; men medens hun laa paa sit Yderste kom mangt et gammelt og glemt Træk af hendes Liv atter paa Omtale og hertil knyttede sig nogle ny hentede fra Sottesengen. Her stal kun nævnes et Par Exempler. Prinsessen besøgte jevnlig Teatrene med sin Gemal, skjønt hun ikke skal have havt megen Sans for Skuespil. En Gang - fortælles der - fik hun sig et lille Blund under Forestillingen. Det var i et af Sekondteatrene, hvor der netop den Aften opførtes "Orfeus i Underverdenen." Da Frederik Madsen traadte ind som Hans Styx og som sædvanlig modtoges med Jubel og Latter vaagnede Prinsessen, og gjort bekjendt med, at den agerende Skuespiller, sit ynkelige Udvortes uagtet, er en fordums Prins, skal hun have udbrudt: "Saa, det er en Prins, ja saa maa vi jo se paa ham." Da man meddelte hende Enkedronningens Død stal hun have ment, at Dronningen havde vist sig for eftergivende overfor Døden. "Hun kunde godt have stredet imod lidt endnu" - skal hun have sagt. Paa sit Yderste skal hun ikke have vist megen Uro, og der fortælles om den Kulde, hvormed hun modtog Biskop Martensens Trøst. Men i intet af alt, hvad der fortælles, er der noget, der taler ufordelagtigt om hendes Karakter. Som det var naturligt efter Hendes Stilling og Alder nærede hun afgjort Utilbøjelighed for det ny, men Hendes Kjærlighed til det gamle var ikke blandet med den uædle Konservatisme, der med Misundelse iagttager, at meget af det, der hidtil har ligget goldt og øde, i et Folk faar Livskraft og Fremvæxt. Om hendes oprigtige Hengivenhed for Land og Folk er der ingen Tvivl. Et smukt Vidnesbyrd i saa Henseende var det jo, at hun i Koleraaaret troligt delte Faren med den Befolkning, med hvilken hun hidtil havde delt Livets Omskiftelser. De Pøbeloptøjer, som fandt Sted, da hendes Lig førtes ud af Byen, vare derfor saa ubeføjede som tænkes kunde; men desværre synes den afskyelige Skik, at støje og larme, saa snart der er det mindste Usædvanlige paa Færde, at høre til det Kjøbenhavn, der ikke forsvinder.

(Aarhus Amtstidende 20. april 1881).

Den 9. april 1881 fyldte Christian 9. 63 år, og flagning og fejring foregik som vanligt. Den 13. april 1881 blev hun bisat i Roskilde domkirke. Arveprinsessens jordefærd kostede statskassen 16.428 kr. Herefter var det tid til at gøre boet op efter arveprins Ferdinand.

Bredgade 42. Bernstorff Palæ. Hvor Caroline og Ferdinand boede, tæt på Amalienborg.

- Det hedder, at den engelske Legation skal være Liebhaver til Arveprinsesse Carolines Palais i Bredgade, naar dette bliver stillet til Auktion, hvilket sandsynligvis først vil ske om nogen Tid, idet der er opstaaet Uenighed mellem Bolt og Statskassen, som Ejer af Christian den Syvendes Palais om Ejendomsretten til en Del af Arveprinsessens Have, et Stridsspørgsmaal, der ikke har saa ringe Betydning for Ejendommens Værdi i det Hele, idet denne meget vil afhænge af Grundens Udstrækning, Arealet er i de til Arveprinsens Creditorer udstedte Obligationer angivet til 10,500 Kvadratalen, hvilket i Byens fornemste Kvarter, og for sig repræsenterer en betydelig Kapital. Den i Privatbanken deponerede Hovedobligation, som Arveprinsessen udstedte til Dækning af sin Gemals Gjæld, er dateret den 8de Februar 1865 og lyder paa 400,000 Kr. med Pant i det hende af Frederik den Sjette ved hendes Ægtepagt af 27de Juli 1829, thinglæst 3die Marts 1856. skjænkede "Palais med tilhørende Husgeraad, Meubler og Inventarium, samt andre Effekter, derunder oqsaa Juveler og Pretiosa". Obligationerne have oprykkende Panteret etter Bankheftelsen (der udgjør 9000 Kr.) og 200,000 Kr.. som skyldes til Østifternes Kreditforening. Bygningerne ere assurerede for 252,000 Kr., og hele Palaiset med Grund blev i 1864 vurderet 450.000 Kr. Meubler, Juveler etc. bleve vurderede til 246,000 Kr., og de ere assurerede for 250.000 Kr. Ihændehaveren af de for Hovedobligationerne udstedte Partialobligationer have saaledes god Udsigt til at faa hele deres Tilgodehavende udbetalt, af hvilket de siden 1865 have saaet 5 pCt. i Rente. Disse Kreditorers Obligationer have Mærket A, men der ere ogsaa Obligationer af Litr. B, som først senere komme i Betragtning, naar de andre ere fyldestgjorte. Hvorvidt disse ville saa Dækning, vil bero paa, om Boet vil give noget Overskud ved Afhændelser udenfor det Pantsatte. Ved Pantsætningen har Arveprinsessen udtrykkelig indtaget de Gjenstande, hun vilde testamentere bort som Gaver, til Erindring om hende og hendes Gemal.

(Slagelse-Posten 30. april 1881).

- Det er et ejendommeligt Indblik, man gjennem den i disse Dage afholdte Auktion efter Arveprinsesse Caroline faar i en forsvunden Tids Levnedssæt. Da den enevældige Konge udstyrede sin Datter til hendes Bryllup med Prins Fredrik Ferdinand, da var det først og fremmest de ydre Tegn paa Kongemagtens Pomp og Glans, han tænkte paa at forsyne hende med. Der findes saaledes endog i Palæet en Tronstol, betrukken med rød falmet Silke, men tydeligst træder Tendensen dog frem i det store Sølvservice med de mange Sølvtallerkener, som nu have været til Auktion. Tallerknerne ere fri for enhver kunstnerisk Prydelse med Undtagelse af det kongelige Vaaben; thi det var ikke paa det Kunstneriske, Vægten blev lagt, men paa det Imponerende og Massive. Derfor træffer man heller ikke egenlige Kunstsager i Palæet; naar Porcellænet eller Broncesagerne nu have faaet Kunstværdi, er det, fordi Tiden har ført det med sig, og ikke, fordi de ere blevne anskaffede af Hensyn hertil. Derimod er det interessant at se, hvorledes næst efter Hensynet til Hoffets Pragt ogsaa hos "Borger-kongen" Hensynet til det Nyttige har gjort sig gjældende. Der er en hel Afdeling af Prinsessens Efterladenskaber, som endnu ikke er kommen til Auktion, men som paa sin Vis er ikke mindre karakteristisk end dem, der nu ere til Auktion. Det er hendes Kjøkkensager. Disses Antal er legio; Prinsessen skulde være godt forsynet, og hun er bleven velsignet med Fade, Pader, Gryder, Krukker og Potter efter en storartet Maalestok. Alt dette Kjøkkentøj er desuden helt forskjelligt fra det moderne; Metalgenstandene ere af Kobber og have en ikke ringe Værdi, og dernæst repræsenterer Stenkrukker, Jydepotter og Lign. vore Dages Jern- og Fajancekar. Denne Samling vil sikkert, naar den henad Efteraaret kommer til Auktion, ogsaa vække megen Interesse, om end naturligvis ikke saamegen som den nu bortauktionerede, der stadig foraarsager Trængsel i Palæet. Kataloget, der var trykt i et betydeligt Antal Exemplarer, har endog, hvad der er noget Enestaaende ved et Auktionskatalog, maattet trykkes i 2det Oplag.

(Viborg Stifts-Tidende 27. juni 1881).

Det er almindelig kendt, at den i 1870 afdøde Prins Ferdinand havde en meget betydelig Gæld, der hovedsagelig var kommen paa mindre heldige Hænder. Den Maade, hvorpaa den nu afdøde Arveprinsesse Caroline overtog og forvaltede sin Gemals Gæld, var et smukt Vidnesbyrd om Prinsessens Karakter. De i sin Tid udstedte "Partialobligationer" vare ved Prinsessens Død væsentlig bleve samlede paa en enkelt meget bekjendt Kjøbenhavnsk Forretningsmands Haand, og denne har if. en Korrespondent gjort en - pekuniært taget - glimrende Forretning, idet hele Gælden ved Salget af Prinsessens Efterladenskaber bliver dækket.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Avertissementstidende for Lyngby, Gjentofte, Søllerød, 16. august 1881).

Flere auktioner fulgte. Den i oktober 1881 indbragte 126.800 kr. Palæet i Bredgade blev overdraget til kong Georg af Grækenland, som brugte det når han en sjælden gang kom på besøg, indtil han blev myrdet i 1913. Trods det uhyre beløb der kom ud af auktionerne - 827.000 kr - var det ikke nok til at dække hele den gæld som parret havde oparbejdet, især pga Ferdinands ødsle levevis.