Arveprindsesse Caroline (1793-1881). (Efterskrift til Politivennen)

Arveprinsesse Caroline (28. oktober 1793 - 31. marts 1881) var ældste datter af kong Frederik 6. og dronning Marie Sophie Frederikke. Hun var først kronprinsesse (kongens ældste ugifte datter). Ifølge Nationaltidende skal kejser Napoleon have været interesseret i at få hende gift med den svenske trønfølger, prins Carl August af Augustenborg. Frederik 6. var imod dette, og det hele løste sig af sig selv, idet Carl August døde maj 1810. Herefter var hun gift med sin onkel, prins Christian af Hessen til hans død i 1814. Heller ikke et giftetibud med hertugen af Clarence (den senere Vilhelm 4.) blev til noget, angiveligt pga Frederik 6.

I 1829 var hun ikke længere kronprinsesse, da hun blev gift med den senere arveprins Ferdinand (1792-1863). Hvorefter hun gik som arveprinsesse Caroline. Parret boede i et palæ i Bredgade 42, opført 1756 på hjørnet af Bredgade og Frederiksgade. Det var tegnet af arkitekt J. G. Rosenberg. I palæet befandt sig bl.a. fire gobeliner med motiver af Francois Boucher, og det øvrige interiør fra 1830 af G. F. Hetsch. De blev solgt af kong Georg af Grækenland, og ingen kender i dag deres skæbne. I 1921 overtog forsikringsselskabet Baltica bygningen.

Efter Ferdinands død gik en mindre del af tiden med at modtage inden- og udenlandske royale, fyrstelige og adelige personer, herunder lillesøsteren hertuginde Vilhelmine af Glücksborg, og besøg hos gæster i det kongelige palæ. En større del med folk der ville bede hende om penge. Hun skænkede lidt penge til forskellige velgørende formål. Bl.a. overtog hun efter sin mor protektoratet over frøkenklostret Vallø Stift i 1852.

Hun opnåede også at nogen lavede et digt om hende da hun blev 80 år:

Hendes kongelige Høihed

Arveprinsesse Caroline

d. 28de October 1873

Syvti Aa er Støvets Dage -
Otti ere Nordens Aar!
Nordens Aar, til Livets Dage,
Trylle en fornyet Vaar.

Fortids kjære Minder, alle,
Blomstre i dete dybe Sind -
Og de ere alle, alle.
Præntet dybt i Hjertet ind.

Og Kong Fred'rik Sjettes Datter
Har saa rigt et Hjertehjem,
At det ogsaa ømt omfatter
Hvad som gaaer mod Fremtid frem.

Fortid kommer her til Orde:
Fremtid være lys og ny!
Og den længste Aften vorde,
Som et venligt Morgengry!

Sophie Bohnhoff.

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 28. oktober 1873).

Caroline lagde navn til det stadig eksisterende "Arveprinsesse Carolines Børneasyl" i Århus i 1836. Det var oprettet på initiativ af biskop Jens Paludan-Müller, og fik tilladelse til at bruge hendes navn, samt 550 rigsdaler til indretning og drift fra arveprinsessen. Asylet modtog herefter årligt 640 kr. fra arveprinsessen, der bortfaldt ved hendes død. Asylet måtte herefter ud at bede om penge, 15-1600 kr. årligt. 

Måske Københavns ældste, stadig eksisterende hundekirkegård: Den består af en enkelt grav, den barnløse prinsesse Carolines hund Tello, som døde i 1865. Ifølge Bo Bramsen skal hun være gået rundt og rundt i haven så ofte vejret tillod til, indtil hun kunne sige at "nu er jeg gået Frederiksberg Alle igennem".

(Dannevirke, 6. juli 1878).

Hds. kgl. højh. hertuginde Vilhelmine af Glückborg forlod i fredags hovedstaden, ledsaget til Banegården af hele den kongelige familie. Den alderstegne hertuginde har efter hvad der meddeles os, haft megen fornøjelse af sit fire ugers ophold her i Danmark hos sin søster arveprinsesse Caroline, et besøg hun længe havde glædet sig til. Hendes kærestes udflugt her var en køretur til Frederiksberg Have med arveprinsessen.

(Nationaltidende, 3. august 1878, 2. udgave).

Besøget gentog sig i øvrigt årene efter.

Breve fra hovedstaden.

København den 23. juli

Arveprinsesse Caroline der nu er 86 år gammel, har i disse dage været medlem af det kjøbenhavnske Skydeselskab i 70 år, hvilket sjældne jubilæum naturligvis ikke er forblevet upåagtet. I næste uge er der imidlertid en anden mærkedag i prinsessens liv som har større betydning for hendes selv. Den 1. august oprinder nemlig hendes guldbryllupsdag, idet det var den 1. august 1829 at "kronprinsesse" Caroline ægtede prins Frederik Ferdinand, med hvem hun forundtes at leve sammen indtil 1863 eller i alt i 34 år. Hun havde tidligere (1812) været forlovet med sin 16 år ældre morbror (!) prins Christian af Hessen-Cassel, men han døde allerede i 1814. Da hun blev gift med prins Ferdinand, var hun 36  gammel. 

(Folketidenden, 24. juli 1879).

Fotograf E. Lange: Arveprinsesse Caroline (1793-1881). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I 1879 var hendes apanage 100.000 kr. Hun betalte 400 kr i indkomstskat.

At en hofintendant er konservativ har man set før, men fænomenet har måske sjældent vist sig i en så hjemlig skikkelse som i den allersidste tid. Denne bemærkning gør "Mrgbl." i anledning af en lille begivenhed ved arveprinsesse Carolines hof. Arveprinsessen er som bekendt et godt stykke oppe i firserne. Det er derfor let forståeligt at ledelsen af hendes lille hofholdning fuldstændig er overladt til andre. Således er det finansielle betroet prinsessens intendant, etatsråd Lindberg, om hvis vita ante acta kun vides at han tidligere har været på Liebes kontor, mens det henstår som en gisning at han oprindelig har været en opadstræbende dansk jurist. Derimod er intet vissere end at etatsråden i disse dage er blevet udnævnt til dannebrogsmand. Det almindelige personale ved arveprinsessens hof har kun meget små lønninger, 50 kr. månedlig på egen kost. I slutningen af 1879 fremsatte personalet et ærbødigt ønske om en lønningsforhøjelse. En af betjentene blev mistænkt for at være ophavsmand til oprøret og blev sagt ud af bestillingen, efter etatsrådens egne ytringer som følge af hans fri, for forholdene upassende anskuelser. Vedkommende var nemlig - abonnent på "Morgenbladet".

(Roskilde Dagblad, 10. februar 1880).

Hendes kongelige Højhed Arveprinsesse Caroline er i Følge Telegram til os fra Ritz. Bur. i Formiddag Kl. 9½ afgaaet ved Døden i Kjøbenhavn, 87½ Aar gl. Efterretningen om hendes Død kommer ikke uventet, da den betænkelige Vending, den højt bedagede Prinsesses Sygdom havde taget, maatte fjerne enhver Sandsynlighed for Helbredelse.

Den afdøde Arveprinsesse Caroline, der var ældste Datter af Kong Frederik den Sjette og Dronning Marie, blev født paa Christiansborg Slot den 28. Oktober 1793 og havde den 1. August 1829 Bryllup paa Frederiksberg Slot med den 1 Aar ældre Arveprins Frederik Ferdinand. som døde den 29. Juni 1863 i Kjøbenhavn efter et barnløst Ægteskab.

Det faldt ikke i den afdøde Prinsesses Lod at komme til at indtage nogen større Plads i Danmarks offenlige Liv, men hun havde Navn som en ædel og godgjørende Kvinde, der med rund Haand har hjulpet mange Trængende.

(Viborg Stifts-Tidende 31. marts 1881).

Hendes kgl. Højhed Arveprinsesse Caroline er ifølge et igaar Middag modtaget Telegram til os afgaaet ved Døden igaar Formiddags. Hendes kongelige Højhed Arveprinsesse Caroline havde trods sin høje Alderdom nydt en god Helbred indtil for et Par Maaneder siden. Den 25. Januar havde Prinsessen det Uheld at falde i et af Gemakkerne i sit Palais, dog som det efter Lægens omhyggelige Undersøgelser viste sig, uden at have taget Skade. Imidlertid havde dette Fald dog en mindre gunstig Indflydelse paa Forløbet af et let Ildebefindende, hvoraf Hendes kongelige Højhed den Gang led. Lægen fandt det derfor raadeligt, at Prinsessen holdt sig hjemme, og efter et Par Dages Forløb maatte Højstsamme ty til Sengen. Sygdommen antog dog ikke nogen egentlig faretruende Karakter, medens Kræfterne dog paa Grund af Prinsessens høje Alderdom aftog en Del. Imidlertid var Prinsessen dog i Løbet af Marts Maaned bleven saa vel, at hun kunde tilbringe den største Del af Dagen oven Senge, havde god Appetit og Søvn. Natten til den 21. Marts, hendes højsalige Moders Dødsdag, indtraadte der en mindre gunstig Vending i Sygdommen, forbunden med Ophidselse og Angst. De som en Følge hendes stærkt svundne Kræfter vare dog begyndte at restitueres, da der i de sidste Dage viste sig Symptomer paa et nær forestaaende Endeligt. Efter den sidste, i Tirsdags Aftes udstedte Bulletin, havde Prinsessen dog en taalelig Nat. Igaar Formiddags befandt hun sig saa vel, at hun ønskede at nyde sin sædvanlige Morgendrik. Efter at have nydt denne, lagde Hendes kongelige Højhed sig tilbage paa Puden, og næsten umærkeligt for de Omstaaende drog hun stille og uden Dødskamp sit sidste Suk. Prinsessen var i Dødstimen omgiven af sin Hofmesterinde, Gehejmeraadinde Pechlin, Hofdame Frk. Bluhme og Livlæge, Etatsraad Schytz, der i længere Tid har tilbragt Nætterne i Palaiet, samt hendes trofaste Sygeplejerske. 

Dødsbudskabet blev strax meddelt Kongefamilien, som under Arveprinsessens sidste Sygdom flere Gange om Dagen har besøgt, den højt skattede og afholdte Patient og i Onsdags Eftermiddag, da Tilstanden en  Stund var meget foruroligende, længe havde opholdt sig ved hendes Sygeleje. Umiddelbart efter at Budskabet var naaet til Amalienborg, indfandt Ds. Maj. Kongen og Dronningen, Ds. kgl. Højh. Kronprinsessen og Prins Valdemar samt Ds. H. Prinserne Vilhelm og Hans sig i Palæet i Bredgade for at dvæle nogle Øjeblikke ved den alderstegne Arveprinsesses Dødsleje.

I Folkethingets Gaarsmøde udtalte Formanden, Krabbe: Ved en Skrivelse fra Konsejlspræsidenten, har jeg modtaget Meddelelse om, at Hendes Kongelige Højhed. Arveprinsese Caroline i dag er afgaaet ved Døden. Sikkerlig bør dette betragtes som en Forløsning for Hende; men ikke mindre sikkert vil Efterretningen om Kong Frederik den Sjettes alderstegne Datters Bortgang blive modtagen med den Sympathiens Vemod, som skyldes baade Hendes ærværdige Personlighed og Hendes Stilling som Medlem af Kongehuset. Medlemmerne hørte staaende paa denne Udtalelse af Formanden.

Efterretningen om Prinsessens Død udbredte sig i Følge "B. T." hurtig i Hovedstaden, hvor der derefter fra offentlige og private Bygninger samt fra skibene flagedes paa halv Stang.

(Fredericia Dagblad 1. april 1881).

Kjøbenhavn, den 31. Marts.

Kongehusets ældste Medlem, Hds. kgl. H. Arveprinsesse Caroline er i Formiddags Kl. 9½, afgaaet ved Døden i sit Palais i Bredgade, henimod 87½, Aar gammel. Denne Begivenhed omtales idag i "Berlingske Tidende" i følgende smukke og sande Artikel, der fremhæver de mest karakteristiske Træk af Prinsessen og hendes Liv:

"Med den idag hensovede Arveprinsesse Caroline er der atter svundet et af de levende Minder fra en Periode i vor Historie, som omfatter Størstedelen af et Aarhundrede. 

Arveprinsessen, der var født den 28de Oktober 1793, var Kong Frederik den Sjettes tredie Barn - hun fulgte efter en kun kort levende Broder og Søster - og hilsedes med Glæde af Folket, skjøndt hun var en Kronprinsesse, og ikke en Kronprins. Hendes Fødsel faldt i den for Danmark hæderlige og lykkelige Tid, hvormed Hendes Fader tiltraadte sit Regentskab og dermed indviede en ny Æra. Til Lærer fik hun i Aarene 1803-10 den danske Patriot Frederik Høegh Guldberg, og saavel hendes kongelige Fader som denne Lærer skyldes det, at hun ingensinde under Hoffets Ophold i det tyske Kiel fra 1805-10 glemte sin Herkomst som dansk Prinsesse; thi dansk i Sjæl og Sind var og forblev hun til det Sidste.

Da der efter hendes Konfirmation blev Tale om en Formæling, faldt Valget paa Hendes Morbroder, Prins Christian af Hessen. Dennes Sygdom og Død samt Sønderrivelsen af Forbindelsen med Norge i Aaret 1814 svarede imidlertid kun lidet til de lykkelige Udsigter, med hvilke Frederik den Sjettes Tidsalder var begyndt. Der kom dog snart roligere Dage. Prinsesse Caroline levede hos sine høje Forældre i Kjøbenhavn og paa Frederiksberg, og det blev af hele Folket bemærket, hvorledes hun mere og mere udviklede sig efter sin Faders Forbillede og efter ham arvede de Egenskaber, som selv under de for Landet tungeste Prøvelser gjorde ham saa elsket og afholdt. Det var den samme ejendommelige Ligefremhed, den samme ukunstlede Naturlighed, den samme jævne Ærlighed i Sind og Væsen.

Atter i denne Periode var der Tale om Prinsessens Formæling, og der meldes endog om ærefulde Tilbud fra Udlandet; men den Afdøde, som elskede Fædrelandet og Fædrehuset over alt Andet, forblev her, hvor hun var sødt og baaren, og formælede sig den 1ste August 1829 med Prins Ferdinand, for hvem hun ved sin Besindighed og faste Karakter blev en god og trofast Støtte. Hvor højagtet den Afdøde var ogsaa af dem, der ikke hørte til Kongehusets Venner, f. Ex. Prinsen af Noer, er senere bleven bekjendt af et Brev fra ham til Broderen.

Den ophøjede Stilling, hun hidtil havde indtaget som Kronprinsesse, maatte selvfølgelig undergaa en Forandring ved Hendes kongelige Faders Død den 3die December 1839. Kong Christian den Ottendes Søn blev nu Kronprins og hans Gemalinde Kronprinsesse. Men den afdøde forstod med en saadan Værdighed at træde tilbage til en lavere Rang, at hun snarere vandt end tabte derved i den offentlige Mening. Ogsaa de Prøvelser, som fulgte efter Kong Christian den Ottendes Død, forstod hun at bære med Værdighed, navnlig Tabet af sin dyrebare Moder, som hensov i Aaret 1852. 

Men Prøvelsens Dage vare endnu ikke tilende. Ved Prins Ferdinands Død den 29de Juni 1863 blev Prinsesse Caroline Enke og arvede som saadan Byrder, hun ikke vilde unddrage sig, og som der udfordredes en ikke ringe Selvfornægtelse til at bære.

Men selv i den høje Alder, som den Afdøde nu havde naaet, svigtede Karakterens Fasthed hende ikke. Da store og tunge Ulykker brød ind over Folk og Land kort efter Kong Frederik den Syvendes uventede Død, havde Prinsessen nylig fyldt "Støvets Aar", og Sandsernes, navnlig Hørelsens Svækkelse mindede hende stærkt derom. Men trods Alt, hvad der personlig tyngede paa hende, forstod hun med Kraft at bære, hvad der ikke kunde være anderledes. Paa den anden Side glædedes hendes milde Hjærte ved at se det foryngede Kongehus skyde nye og kraftigt Skud og træde i nær Forbindelse med mægtige Throner. og denne velgjørende Følelse bestyrkedes yderligere ved den udmærkede Højagtelse og Hengivenhed, som det nye Kongehus aldrig undlod at lægge for Dagen for den alderstegne Arveprinsesse.

Saaledes tilbragte den Afdøde en næsten attenaarig Enkestand.

Den i sin Tid saa elskede Prinsesse Charlotte Amalie, Kong Frederik den Fjerdes Datter, blev 76 Aar og bevarede Mindet om fire Konger; men Arveprinsesse Caroline opnaaede en Alder af henved 88 Aar, og med hende hensov det levende Minde om fem danske Konger."

Prinsessen, der endnu for et Par Maaneder siden var ved god Helbred, havde henimod Slutningen af Januar dette Aar det Uheld at falde i et af Gemakkerne i sit Palais, og denne Omstændighed i Forbindelse med en Forkjølelse nødte hende en Tid lang til at holde Sengen, men derefter kom hun atter til Kræfter, indtil der pludselig paa hendes Moders Dødsdag den 21de Marts indtraf et stærkt Tilbagefald. I Formiddags havde Prinsessen imidlertid med god Appetit drukket sin Morgenkaffe og havde netop forlangt endnu en Kop, da hun pludselig sank tilbage i Sengen og drog sit sidste Suk uden nogen Dødskamp, saa at det næsten var umærkeligt for de Omstaaende. Foruden Prinsessens Sygeplejerske vare tilstede Hendes Hofmesterinde, Gehejmeraadinde Pechlin, Hofdamen Frk. Bluhme og Livlægen, Etatsraad Schytz Den kongelige Familie, som strax fik Underretning om Prinsessens Død, indfandt sig kort efter og dvælede nogle Øjeblikke ved hendes Dødsleje. Begivenheden omtaltes i Folkethingets Dagsmøde med følgende smukke Ord af Formanden, Borgmester Krabbe: "Ved en Skrivelse fra Konsejlspræsidenten har jeg modtaget Meddelelse om, at HdS. kgl. H. Arveprinsesse Caroline idag er afgaaet ved Døden. Sikkerlig bør dette betragtes som en Forløsning for hende; men ikke mindre sikkert vil Efterretningen om Kong Frederik den Sjettes alderstegne Datters Bortgang blive modtagen med den Sympathiens Vemod, som skyldes baade hendes ærværdige Personlighed og hendes Stilling som Medlem as Kongehuset." Medlemmerne viste deres Tilslutning til Formandens Ord ved at rejse sig under hans Udtalelse, og en lignende Meddelelse kan ventes fra Landsthingets Formand, naar dette Thing holder Møde imorgen. Efterretningen om Prinsessens Død kom hurtigt ud i Byen, og der flages idag paa halv Stang fra de offentlige og en stor Mængde private Bygninger samt fra Skibene, ligesom endvidere det kongelige Theater holdes lukket. Da Prins Ferdinand døde i 1363, blev der iøvrigt kun udstedt Forbud mod offentlige Forlystelser paa selve Bisættelsesdagen, hvorhos der blev paabudt Ringning med Kirkeklokkerne rundt om i hele Landet en Time daglig, indtil Bisættelsen havde sundet Sted, og lignende Foranstaltninger ville formodentlig blive trufne ved denne Lejlighed. Til de Oplysninger, som "B. T." bringer om Prinsessen« Liv, skulle vi endnu føje nogle enkelte Notitser. Prinsesse Caroline blev, som ovenfor nævnt, født den 28de Oktober 1793, hvorom "Berl. Tid." samme Dag indeholdt følgende Meddelelse: "Idag Morgen Kl. 4'½ Slet blev HdS. kgl. H. Kronprinsesse Marie Sophia Friderica lykkelig forløst med en Prinsesse, hvilket derefter Kl. 7 Slet blev fra Tøjhusbatteriet, Kjøbenhavns og Christianshavns Volde bekjendtgjort med 27 Kanonskud fra hvert Sted. Kl. 8 blev opført Musique paa Slots-Altanen ud til Ridebanen af Pauker og Trompere ved Garden til Hest og Hautboisterne af Garden til Fods, om Eftermiddagen var Gratulations-Kur hos Hs. kgl. H. Kronprinsen." Prinsessens Forældre boede den Gang, som det vil ses af Ovenstaaende, ligesom Christian den Syvende paa Christiansborg, hvor de endnu havde Bolig, da Slottet brændte den 26de Februar 1794. Det lille Barn var den Gang nær ved at indebrænde, idet man under Flugten fra det brændende Slot i Forvirringens første Øjeblik havde glemt hende. I Aaret 1830 havde Prinsessen et slemt Uheld, idet hun en Aften kom for nær til et Lys, hvorved der kom Ild i hendes Kappe, saa at hun blev forbrændt i Ansigtet, hvilket efterlod flere vansirende Ar. Hendes Apanage af Statskassen udgjorde, saa vidt vi erindre, 116,000 Kr., og desuden oppebar Prinsessen efter sin Faders Død en efterhaanden stigende aarlig Indtægt af en Tantine, en Livsforsikringsanstalt, i hvilken Renterne af de indskudte Kapitaler bleve fordelte til de Indskrevne, saa at disse kom til at oppebære større og større Indtægter, efterhaanden som deres Antal indskrænkedes ved dødelig Afgang iblandt de Indskrevne. For nogle saa Aar siden var Antallet af de i denne Tantine indskrevne Personer sunket ned til nogle ganske saa (saavidt vi vide 16), og i Overensstemmelse med Tantinens Statuter blev den hele Kapital da delt imellem disse, hvorved der tilfaldt Prinsesse Caroline en ikke ubetydelig Sum, der vistnok ikke kan komme hendes Mands Kreditorer tilgode. Efter Prins Ferdinands Død har Prinsesse Caroline aarlig betalt Renter og et vist Beløb til Amortisation af hans Gjæld, og efter det ved Prinsens Død trufne Arrangement vil Palaiet i Bredgade og Størstedelen af hendes Indbo nu tilfalde Prinsens Kreditorer.

(Slagelse-Posten 1. april 1881).

Arveprinsesse Caroline. I disse Dage fortælles følgende Anekdote i Kjøbenhavn: Da Biskop Martensen for nogen Tid siden aflagde den gamle Arveprinsesse et Besøg ved hendes Sygeleje, spurgte hun, om Biskoppen troede, hun kunde blive salig. Dette var han i Stand til at kunne forsikre Hendes kongelige Højhed. Arveprinsessen spurgte da videre, om hun nu ogsaa kunde være sikker paa at træffe sin afdøde Mand, Prins Ferdinand, men da Hans Højærværdighed ikke med samme Vished turde afgive Forsikring herom, blev Hds. kgl. Højhed meget fornærmet, kaldte paa Kammerfrøkenen og udbrød hidsigt: "Hent mig Pastor Pauli, Martensen skal gaa, Martensen skal gaa!" (Fs. Td.)

(Vendsyssel Tidende 6. april 1881).

Den 19. April.

Til det Kjøbenhavn, som forsvinder, hørte "Arveprinsessen", der i Tirsdags Aftes kjørtes ud til Kongegravene i Roskilde. Man havde rigtignok vænnet sig til at betragte hende som forsvunden for længe siden, thi man saa hende jo aldrig færdes i Gaderne og Promenaderne saaledes som i Prins Ferdinands Dage; men medens hun laa paa sit Yderste kom mangt et gammelt og glemt Træk af hendes Liv atter paa Omtale og hertil knyttede sig nogle ny hentede fra Sottesengen. Her stal kun nævnes et Par Exempler. Prinsessen besøgte jevnlig Teatrene med sin Gemal, skjønt hun ikke skal have havt megen Sans for Skuespil. En Gang - fortælles der - fik hun sig et lille Blund under Forestillingen. Det var i et af Sekondteatrene, hvor der netop den Aften opførtes "Orfeus i Underverdenen." Da Frederik Madsen traadte ind som Hans Styx og som sædvanlig modtoges med Jubel og Latter vaagnede Prinsessen, og gjort bekjendt med, at den agerende Skuespiller, sit ynkelige Udvortes uagtet, er en fordums Prins, skal hun have udbrudt: "Saa, det er en Prins, ja saa maa vi jo se paa ham." Da man meddelte hende Enkedronningens Død stal hun have ment, at Dronningen havde vist sig for eftergivende overfor Døden. "Hun kunde godt have stredet imod lidt endnu" - skal hun have sagt. Paa sit Yderste skal hun ikke have vist megen Uro, og der fortælles om den Kulde, hvormed hun modtog Biskop Martensens Trøst. Men i intet af alt, hvad der fortælles, er der noget, der taler ufordelagtigt om hendes Karakter. Som det var naturligt efter Hendes Stilling og Alder nærede hun afgjort Utilbøjelighed for det ny, men Hendes Kjærlighed til det gamle var ikke blandet med den uædle Konservatisme, der med Misundelse iagttager, at meget af det, der hidtil har ligget goldt og øde, i et Folk faar Livskraft og Fremvæxt. Om hendes oprigtige Hengivenhed for Land og Folk er der ingen Tvivl. Et smukt Vidnesbyrd i saa Henseende var det jo, at hun i Koleraaaret troligt delte Faren med den Befolkning, med hvilken hun hidtil havde delt Livets Omskiftelser. De Pøbeloptøjer, som fandt Sted, da hendes Lig førtes ud af Byen, vare derfor saa ubeføjede som tænkes kunde; men desværre synes den afskyelige Skik, at støje og larme, saa snart der er det mindste Usædvanlige paa Færde, at høre til det Kjøbenhavn, der ikke forsvinder.

(Aarhus Amtstidende 20. april 1881).

Den 9. april 1881 fyldte Christian 9. 63 år, og flagning og fejring foregik som vanligt. Den 13. april 1881 blev hun bisat i Roskilde domkirke. Arveprinsessens jordefærd kostede statskassen 16.428 kr. Herefter var det tid til at gøre boet op efter arveprins Ferdinand.

Bredgade 42. Bernstorff Palæ. Hvor Caroline og Ferdinand boede, tæt på Amalienborg.

- Det hedder, at den engelske Legation skal være Liebhaver til Arveprinsesse Carolines Palais i Bredgade, naar dette bliver stillet til Auktion, hvilket sandsynligvis først vil ske om nogen Trd, idet der er opstaaet Uenighed mellem Bolt og Statskassen, som Ejer af Christian den Syvendes Palais om Ejendomsretten til en Del af Arveprinsessens Have, et Stridsspørgsmaal, der ikke har saa ringe Betydning for Ejendommens Værdi i det Hele, idet denne meget vil afhænge af Grundens Udstrækning, Arealet er i de til Arveprinsens Creditorer udstedte Obligationer angivet til 10,500 Kvadratalen, hvilket i Byens fornemste Kvarter, og for sig repræsenterer en betydelig Kapital. Den i Privatbanken deponerede Hovedobligaiion, som Arveprinsessen udstedte til Dækning af sin Gemals Gjæld, er dateret den 8de Februar 1865 og lyder paa 400,000 Kr. med Pant i det hende af Frederik den Sjette ved hendes Ægtepagt af 27de Juli 1829, thinglæst 3die Marts 1856. skjænkede "Palais med tilhørende Husgeraad, Meubler og Inventarium, samt andre Effekter, derunder oqsaa Juveler og Pretiosa". Obligationerne have oprykkende Panteret etter Bankheftelsen (der udgjør 9000 Kr.) og 200,000 Kr.. som skyldes til Østifternes Kreditforening. Bygningerne ere assurerede for 252,000 Kr., og hele Palaiset med Grund blev i 1864 vurderet 450.000 Kr. Meubler, Juveler etc. bleve vurderede til 246,000 Kr., og de ere assurerede for 250.000 Kr. Ihændehaveren af de for Hovedobligationerne udstedte Partialobligationer have saaledes god Udsigt til at faa hele deres Tilgodehavende udbetalt, af hvilket de siden 1865 have saaet 5 pCt. i Rente. Disse Kreditorers Obligationer have Mærkel A, men der ere ogsaa Obligationer af Litr. B, som først senere komme i Betragtning, naar de andre ere fyldestgjorte. Hvorvidt disse ville saa Dækning, vil bero paa, om Boet vil give noget Overskud ved Afhændelser udenfor det Pantsatte. Ved Pantsætningen har Arveprinsessen udtrykkelig indtaget de Gjenstande, hun vilde testamentere bort som Gaver, til Erindring om hende og hendes Gemal.

(Slagelse-Posten 30. april 1881).

- Det er et ejendommeligt Indblik, man gjennem den i disse Tage afholdte Auktion efter Arveprinsesse Caroline faar i en forsvunden Tids Levnedssæt. Da den enevældige Konge udstyrede sin Datter til hendes Bryllup med Prins Fredrik Ferdinand, da var det først og fremmest de ydre Tegn paa Kongemagtens Pomp og Glans, han tænkte paa at forsyne hende med. Der findes saaledes endog i Palæet en Tronstol, betrukken med rød falmet Silke, men tydeligst træder Tendensen dog frem i det store Sølvservice med de mange Sølvtallerkener, som nu have været til Auktion. Tallerknerne ere fri for enhver kunstnerisk Prydelse med Undtagelse af det kongelige Vaaben; thi det var ikke paa det Kunstneriske, Vægten blev lagt, men paa det Imponerende og Massive. Derfor træffer man heller ikke egenlige Kunstsager i Palæet; naar Porcellænet eller Broncesagerne nu have faaet Kunstværdi, er det, fordi Tiden har ført det med sig, og ikke, fordi de ere blevne anskaffede af Hensyn hertil. Derimod er det interessant at se, hvorledes næst efter Hensynet til Hoffets Pragt ogsaa hos "Borger-kongen" Hensynet til det Nyttige har gjort sig gjældende. Der er en hel Afdeling af Prinsessens Efterladenskaber, som endnu ikke er kommen til Auktion, men som paa sin Vis er ikke mindre karakteristisk end dem, der nu ere til Auktion. Det er hendes Kjøkkensager. Disses Antal er legio; Prinsessen skulde være godt forsynet, og hun er bleven velsignet med Fade, Pader, Gryder, Krukker og Potter efter en storartet Maalestok. Alt dette Kjøkkentøj er desuden helt forskjelligt fra det moderne; Metalgenstandene ere af Kobber og have en ikke ringe Værdi, og dernæst repræsenterer Stenkrukker, Jydepotter og Lign. vore Dages Jern- og Fajancekar. Denne Samling vil sikkert, naar den henad Efteraaret kommer til Auktion, ogsaa vække megen Interesse, om end naturligvis ikke saamegen som den nu bortauktionerede, der stadig foraarsager Trængsel i Palæet. Kataloget, der var trykt i et betydeligt Antal Exemplarer, har endog, hvad der er noget Enestaaende ved et Auktionskatalog, maattet trykkes i 2det Oplag.

(Viborg Stifts-Tidende 27. juni 1881).

Det er almindelig kendt, at den i 1870 afdøde Prins Ferdinand havde en meget betydelig Gæld, der hovedsagelig var kommen paa mindre heldige Hænder. Den Maade, hvorpaa den nu afdøde Arveprinsesse Caroline overtog og forvaltede sin Gemals Gæld, var et smukt Vidnesbyrd om Prinsessens Karakter. De i sin Tid udstedte "Partialobligationer" vare ved Prinsessens Død væsentlig bleve samlede paa en enkelt meget bekjendt Kjøbenhavnsk Forretningsmands Haand, og denne har if. en Korrespondent gjort en - pekuniært taget - glimrende Forretning, idet hele Gælden ved Salget af Prinsessens Efterladenskaber bliver dækket.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Avertissementstidende for Lyngby, Gjentofte, Søllerød, 16. august 1881).

Flere auktioner fulgte. Den i oktober 1881 indbragte 126.800 kr. Palæet i Bredgade blev overdraget til kong Georg af Grækenland, som brugte det når han en sjælden gang kom på besøg, indtil han blev myrdet i 1913. Trods det uhyre beløb der kom ud af auktionerne - 827.000 kr - var det ikke nok til at dække hele den gæld som parret havde oparbejdet, især pga Ferdinands ødsle levevis.

Enkedronning Caroline Amalie. (Efterskrift til Politivennen)

Det er et stort spand af år den afdødes liv omfatter, og det er et tidsrum, i hvilket Danmark som stat har lidt så hård en medfart og så store tab som næsten ingensinde førhen i historien. Der var over Caroline Amalie for os bestandig et minde, og et ærværdigt og smukt minde, om svundne tider. Hun var den enevældige konges enke og havde vaner som sådan - man tænker på hendes firspændige køretøj uden kusk men med jockeyer og med forriddere langt foran vognen - men hun var tillige det milde, landsfaderlige regimentes efterlevende dronning. Uden oprindelig at have synderlig kendskab til eller forståelse af det folks trang, i hvis spidse hun stod ved en åndfuld mands side, havde hun en følelse af at være sit lands moder, og hun nærede en aldrig svigtende kærlighed til Danmark. Hun fik dog alt som hun blev en gammel kvinde bestandig bedre kendskab til adskillige af de livsrørelser, som omgav hende - man tænker på hendes venskab for Grundtvig og pastor Rørdam i Lyngby - og blandt det gammelt-kongelige sølv og guld, der prydede hendes sale, kunne friske unge planter fra de sidste dage finde plads. Hendes sind var religiøst og skulle der i hendes tankesæt plantes unge skud ind, måtte det ske ad religionens vej. Hun har næppe forstået meget af, hvad det danske folk politisk ville, men hun kunne føle med det folk, som hun levede blandt. Tiden var løbet hende forbi, men hun beholdt den ungdom i sit hjerte, som hendes kærlighed til land og rige gav. Hendes venskab for børn var en bekendt sag. Derfra skriver de fleste af hende grundlagte eller støttede institutioner sig: Asyler og velgjørende selskaber. Hendes godgørenhed var det hele stor og større ofte, sagde man, end hendes forholdsvis ikke rige midler tillod hende. Når man derfor i hendes skønne ansigtstræk og ædle skikkelse så efterskæret af en svunden kongemagt, var det også den vennesæle kvinde huskede, og som vandt hjerterne. Det er rigtigt, at der nu sørges med krep og snip for den døde dronning - hun ville ikke have kunnet begribe, at sligt kunne undværes - der vil også blive sørget uden disse ydre tegn.

Enkedronning Caroline Amalie (1796-1881). Christian 8's ægtefælle. Fotograf Georg Emil Hansen (1833-1891). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Men når nu dette er så, hvad skal så det påbud til, som er udgået om landesorg indtil videre? Lad den afdøde enkedronning Caroline Amalie få al den officielle hyldest som følger af hendes stilling, og som ved denne lejlighed vil blive ydet af et langt ærligere sind end det ofte ellers er tilfældet; men hvad tjener det til at belægge landet med en tynge af fremkunstlet stilhed? Mener man derved at fæste mindet om den afdøde dronning dybere i trofaste sind? En underlig tro! Og de folk, som pekuniært ikke kunne tåle denne tilstand af landesorg, har man tænkt på dem? Skulle de lide, fordi de tjene deres brød i et letsindig øjemeds tjeneste? Man handler urigtigt i dette, og man handler ikke i den afdøde milde dronnings ånd. Kunne hun høre, at en eneste stakkels positivspiller i København, hvem man havde forbudt at spille i gårdene, skulle sulte, fordi hun nød officiel ære i sin grav, ville hun i samme nu give befaling til at holde inde med sorgen. Vi taler ikke de letsindige fornøjelsers sag, men vi taler en stor mængde menneskers sag, som ikke er således stillede i samfundet, at de have råd til at være med i denne art af sorg, som "befalingen" lyder på. Og vi taler den store mængde fornuftige og hæderlige menneskers sag, der forstår at være ærbødige overfor døden og at tage kongehusets sorg så vel som enhver anden ærlig sorg, uden at de derfor have lyst til at tage del i det udtryk for sorgen, som er befalet, men som ingen rod har i den almindelige bevidsthed. Danmark sørger ikke over sin afdøde enkedronning på den personlige måde, at skuespil og kunstnydelser overhovedet derfor med et kunne blive tant her i landet. Jo før altså det tryk bliver hævet, som denne landesorg "indtil videre" har lagt på os alle, jo bedre. Det smukke minde, som enkedronning Caroline Amalie har sat sig selv i Danmark, vil ikke lide noget skår derved.

(Morgenbladet (København), 11. marts 1881).

Dobbeltmordet i Kleitrup (6): Seistrup om Henrettelsen af Rasmus Mørke 1881. (Efterskrift til Politivennen)

Den 5te Januar 1881 om Morgenen Kl. 4 3/4 kjørte jeg fra Hobro for ved Kleitrup at udføre Exekutionen over den dødsdømte Forbryder. Allerede ved min Ankomst til Retterpladsen var Skafottet omringet af en Del Mennesker, som den tilstedeværende Militærstyrke havde Møje med at holde i Ave. Mine Forberedelser til Exekutionen vare snart udførte, og efterat jeg havde opholdt mig paa Retterstedet c. 1 Time, ankom den dødsdømte Forbryder kjørende — en undersætsig Mand med rødligt Skjæg — eskorteret af ridende Bønder, bevæbnede med Kjeppe. Forbryderen besteg Skafottet med sikkre Skridt, lidt bleg men tilsyneladende aldeles rolig og fattet; en Politiofficiant befriede ham fra Haandjernene, og Forbryderen henvendte sig derefter med blottet Hoved til Byfogden. Denne oplæste derpaa for den forsamlede Mængde Rasmus Pedersens Dom med høj og tydelig Rost, og efter at dette var udført, blev Forbryderen henvist til den tilstedeværende Gejstlige. Dagen i Forvejen havde Forbryderen nydt Alterens Sakramente i sin Arrest og var vel der ogsaa bleven mindet om sin nærforestaaende Død. Den Gejstlige talte længe og inderligt med Forbryderen, der bevarede sin Ro; kun var han stadig meget bleg og enkelte Suk pressede sig gjennem hans Bryst. Da den Gejstlige havde endt sin Tale til ham, blev Forbryderen henvist til mig, han gav mig Haanden og jeg gjengjældte hans Haandtryk. Derpaa bad han mig om Tilladelse til at bede sit Fadervor, hvilket jeg selvfølgelig indvilligede i, og understøttet og vejledet af Provsten bad han derpaa med Inderlighed« sit Fadervor. Da denne Bøn var forrettet, henvendte Forbryderen sig igjen til mig, for at jeg kunde forrette Exekutionen, han blev lagt tilrette paa Blokken og faa Sekunder efter var Rasmus Pedersen Mørke ikke mere blandt de Levendes Tal.

Alt var foregaaet med den største Ro og Orden, og dyb Taushed fra den forsamlede Mængde ledsagede Exekutionen. Og Forbryderen havde ogsaa ved sin dybe Anger og sin Gudhengivenhed vundet Stemningen hos det tidligere forbittrede Folk. Den Ro, hvormed Forbryderen udspurgte mig om, paa hvilken Maade han skulde lcegge sig tilrette paa Blokken, og den Sikkerhed, hvormed han selv foretog en Del af sin Afklædning, overbeviste mig om, at han var beredt til at vandre herfra som en angerfuld Synder, der har erholdt Tilgivelse as Gud og sine Medmennesker. Ved Afklædningen søgte han at skjule en Gjenstand paa Brystet, som alt for hans Bestigelse af Skafottet havde været gjemt der. Det var et lille religiøst Skrift, formodentlig fra den indre Mission, et Skrift, hvoraf Forbryderen maaske har hentet Trøst og Mod til at ga'a sin sørgelige Død imøde. Ligeledes den Inderlighed, han viste overfor sin beskikkede Sjælesorger, Hans Højærværdighed Provst H., vandt Publikums Hjerter for den angrende Forbryder. Han hvilede saaledes sit Hoved mod Provstens Bryst, omfavnede denne og knælede endelig, idet Præsten, med sine Hænder paa hans Hoved, velsignede ham. Denne Scene gjorde et stort og mægtigt Indtryk ved sin Højtidelighed paa den forsamlede Menneskemængde.

Efter at Henrettelsen var udført, blev det afsjælede Legeme lagt i den tilstedeværende Kiste, der under Exekutioueus Udførelse havde henstaaet under Skafottet i et tilgittret Rum. Derpaa blev Kistens Laag fastskruet og 6 Mand bar denne ned fra Skafottet og anbragte den paa en tilstedeværende Vogn, for at den kunde blive ført til den i Nærheden af Skafottet liggende Kleitrup Kirkegaard. Kisten blev, efter at Vognen havde sat sig i Bevægelse, fulgt af en Del af den tilstedeværende Militærstyrke som Eskorte. Ligeledes vare alle Indgange til Kirkegaarden besatte af Militser for at forhindre, at Uvedkommende trængte sig derind og forstyrrede den sidste Handling. 

- - -

Da de til selve Exekutionens Udførelse nødvendige Rekvisiter ere min Ejendom og af mig afkjøbte min Formand i Embedet, er det en Selvfølge, at de befinde sig i mit Værge. Dette anføres her, da flere Blade have yttret deres Forundring derover. Ligeledes have Bladene berettet, at der skulde være Kviksølv i Øxen; dette maa jeg bestemt benægte. 

(Theodor Seistrup: Efterretninger om Dobbeltmorderen Rasmus Pedersen Mørke og hans Henrettelse i Kleistup den 5te Januar 1881 s. 13-16. Udgivet 1881)

Seistrups værk udkom indenfor en uge efter henrettelsen. Fx kunne en annonce i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 17. januar 1881 oplyse at værket kunne købes for 25 øre hos Sørensen, Vesterbrogade 126. 42 år efter erindrede Seistrup henrettelsen i et interview. 

Af Skarpretterens Erindring.

- - -

Rasmus Mørkes Henrettelse.

--- Dagen før Henrettelsen var berammet, og Herredsfoged Christensen havde skrevet til mig om at komme til Hobro nogle Dage i Forvejen. Man havde meddelt mig:

- Vi har ingen Ting gjort! Vil De træffe de fornødne Foranstaltninger?

- Godt! erklærede jeg. Det skal ske!

- Der vil blive stillet Vogn til Deres Disposition! tilføjede Herredsfogden.

Som sagt. Herredskontoret havde forud korresponderet med mig om Sagen. Derfor var alle Foranstaltninger blevet truffet. Jeg havde forlangt Militær - og da Henrettelsen skulde gaa for sig, stod der opstillet et Kompagni fra 8. Bataillon paa Kleitrup Mark. Alt var i det hele taget klappet og klart! Jeg havde hørt, at Henrettelsen skulde foregaa i en Dal og havde derfor forlangt et Skafot opstillet. Da jeg tog ud for at lage Stedet i Øjesyn, mødte jeg en Vogn med det Tømmer, hvoraf Skafottet skulde opføres.

Herredsfoged Christensen var meget benauet. Det var den første Dødsdom, han havde afsagt. Da han om Morgenen kom til Retterstedet, traf han mig med min Mad og Snaps.

- Har De Appetit? spurgte han forbauset.

- Ja. det ved Gud, jeg har!

- Jeg føler mig saa daarlig!

Og det var ogsaa rigtigt. Han kunde ikke engang spænde sin Dolk paa, saa stærkt rystede han.

Mellem Soldaterne var iøvrigt en af mine gamle Tjenestekammerater.

- Hvor kan du gøre det? spurgte han med Rædsel lysende i sine Øjne.

- Hvorfor dog ikke? 

- Jeg tør ikke se paa del! Jeg lukker mine Øjne!

- Naah mente jeg.

Da Eksekutionen var fuldført, vendte jeg mig om og saa min gamle Soldaterkammerat ind i Øjnene:

- Hvad er det med dig. Storm, du ser jo endnu!

- Ja. det er jo ikke saa slemt!

- Nej, vist er det ej! Det er jo kun min Pligt, jeg har udført.

Om selve Henrettelsen er der kun det at sige, at den gik. som den skulde. Rasmus Mørke havde ellers været en værre Krabat lige til det sidste, selv i Fængslet.

- Send mig den og den Præst - havde han forlangt. Han kan fortælle mig, hvor der har været Bryllup og Barnedaab.

Jeg tror forøvrigt ogsaa, at man havde efterkommet den dødsdømtes Ønske og givet ham Præsten med Bryllupperne og Barnedaaben.

Men Humøret var dog tilsidst gaaet af Rasmus. Da han ankom til Retterstedet, var han næsten halvdød af Skræk.

Den næste Forbryder, som det blev min Pligt at henrette - Anders Sjællænder - holdt sig mere tapper.

(Holstebro Dagblad 27. juni 1923. Uddrag).

Dobbeltmordet i Kleitrup (5): Henrettelsen af Rasmus Pedersen Mørke den 5te Januar 1881. (Efterskrift til Politivennen)

Henrettelsen i Kleitrup. Skarpretteren er ifølge "Hobro Av." din 3. ds. indtruffen til Hobro med to Medhjælpere, og de nødvendige Arbeider, som skulle foretages paa Pladsen, hvor den uhyggelige Retfærdighedshandling skal foregaa, ere paabegyndte. Saavel Politimesteren som Skarpretteren have været i Kleitrup for at give de i saa Henseende nødvendige Anvisninger og Ordrer. Efter Forlydende slal den Dødsdømte have en Forudfølelse af, at hans Tid snart er omme, og være meget nedtrykt. Idag skulde han taget til Alters af Provst Hansen, der, som det hedder, ifølge Delinkventens Anmodning ligeledes vil staa ham ved Siden i Dødsøieblikket. For at overholde Orden ved Henrettelsen afmarcherede der ifølge "Vib. Stiftst." fra Viborg Garnison i Morges et skarpt Kommando under Kaptain Worm, en Premierløitnant, en Stabssergent, en Oversergent, to Sergenter, en Korporaler, to Reservespillemænd og 50 Menige.

(Nationaltidende 4. januar 1881. 2. udgave)

Provst Hansen, Hobro havde konfirmeret Rasmus og anså ham ikke for den forhærdede og onde forbryder som andre ville gøre ham til. Ifølge Hansen virkede Rasmus som et ulykkeligt og angrende menneske, som i vild fortvivlelse havde gjort en forfærdelig forbrydelse, og hvis sjæl pintes af ugerningen, og som var bange for ikke at finde Guds nåde efter døden. Provsten var ikke i tvivl og udtalte: "Rasmus Mørke dør som en troende og angrende kristen."

Morderen Rasmus Mørke. Efter modtagen Meddelelse vil Morderen Rasmus Mørkes Henrettelse foregaa i Kleitrup paa Gjerningsstedet, Onsdag den 5. Januar 1881 Kl 8½ Morgen. Arrestanten skal ingenlunde have vist Tegn til Anger eller Længsel efter Exekutionens Fuldbyrdelse, hvad heller ikke hans fornylig stedfundne Udflugt fra Fængslet tyder paa, men har siden Dommens Forkyndelse baaret en mærkelig Ligegyldighed. Naar Exekutionen først finder Sted den 5. Januar, medens Dommen under 22. denne Maaned skal være forkyndt, formenes det at have sin Grund i, at den forhaanden værende Julehøitid har lagt Hindringer i veien for Forbryderens Forberedelse til Døden; den Præst, der skal berede Domfældte og meddele ham Alterens Sakramente, skal saaledes først idag Mandag se sig i Stand hertil. Skjønt det synes utroligt, saa forlyder dog, at det paa Grund af manglende officiel Oplysning have været forbundet med Vanskelighed at træffe den fornødne Aftale med Skarpretteren, ja det hedder endog, at Politiet først har været henvist til en Skarpretter i Horsens, men modtog den Efterretning, at Paagældende for flere Aar siden er død. En Afdeling Militær vil efter Forlydende være til Stede ved Exekutionen for at forhindre Uorden.

(Dags-Telegraphen (København) 4. januar 1881).

Om Morderen Rasmus Pedersen Mørkes Henrettelse skriver "Vib. Stiftet." af 5te Januar: I Henhold til Hs. Majestæts allerhøjeste Sanktion blev den Arrestanten Rasmus Pedersen med Tilnavn Mørke ved Højesteret idømte Livsstraf for i Sommeren 1879 at have myrdet Detailhandler P. Pedersen i Kleitrup og dennes Tjenestekarl Anders Jensen Bødker fuldbyrdet i Formiddags Kl. 8½. Paa en Hedeparcel c. Miil fra Gjerningsstedel var der i de for udgaaende Dage reist et Skafot og i Morges tidlig ordnede Skarpretteren og hans Hjælper det Fornødne i Anledning af Executionen. Efter at Byfoged Christensen fra Hobro, Provst Hansen fra Spendrup og Distriktslæge Magnus vare ankomne, kom Arrestanten kjørende i lukket Vogn til Retterstedet, Vognen eskorteret af ridende Bønderkarle. Kl. 8½ blev Arrestanten af de sammen med ham i Vognen siddende 2 Betjente ført op paa Skafottet, hvor hans Lænker strax bleve løste, og derefter oplæste Politimesteren Conclusionerne af de i de trende Instantser afsagte Domme samt Hs. Majestæts Sanction. Arrestanten blev nu ført hen til Provst Hansen, der i de foregaaende Dage ofte havde talt med ham i Fængslet og igaar havde meddeelt ham Alterens Sacramente og som var den eneste Geistlige, med hvem Rasmus Pedersen vilde tale, og efter at Provsten en kort Stund havde talt med ham og yderligere forberedt ham til Døden, blev han overgivet til Skarpretteren. Denne, iført sort Kjole og hvide Glacehandsker, i Forbindelse med Hjælperen afførte ham nu Frakken og Vesten samt blottede Halsen, og efter at den Geistlige atter havde talt nogle faa Ord - hvilke ikke kunde høres - til Rasmus Pedersen, lagde denne sig paa et til Blokken stødende Skraaplan, Hovedet blev lagt paa Blokken, to Bøiler lagte over Halsen og paa et af Underdommeren givet Vink tog Skarpretteren nu Øxen og med et kraftigt Slag skilte han Hovedet fra Kroppen. Hans sørgelige Hverv var nu endt og Hjælperen tog Hovedet og viste det frem for Mængden til alle Sider. En sort Kiste blev derefter bragt op paa Skafottet, Liget lagt deri og derpaa kjørt til Kleitrup Kirkegaard, hvor det blev begravet, altsaa paa samme Kirkegaard som de 2 Myrdedes Lig. Efter sikkert Forlydende havde Provst Hansen igaar telegrapheret til Hs. Maj. Kongen og anraabt om Benaadning for R. Pedersen, men forgjæves. R. Pedersen var, navnlig medens han afførtes Klæderne, meget rystet og tilsyneladende bevæget under Samtalen med den Geistlige, for hvem han skal have udtalt en oprigtig Anger. Provst Hansen var ogsaa meget bevæget under denne hans sidste Samtale med ham, og var det R. Pedersens udtrykkelige Ønske at han vilde følge ham paa hans sidste Vandring. Skarpretteren optraadte paa en rolig og værdig Maade, endskjønt det var den første Dødsdom, han exekverede. Hele Handlingen varede kun et Kvarteerstid. En uoverskuelig Menneskemasse, formeentlig 7 a 8000 havde samlet sig, og de Forreste stode umiddelbart op til Skafottet, kun en Række Militair imellem. Ikke alene saaes paa Veiene umaadelige Vognrækker, men en Mængde Fodgjængere saavel fra Randers, Hobro og Viborg og endog Mange langvejs fra, og af disse vare allerede Mange komne dertil igaar. Uagtet Forsamlingen var saa talrig, herskede der god Ro og Orden og hverken Beværtningstelte, Spektakel eller Lignende virkede forstyrrende ind i den alvorlige og gribende Handling.

(Skive Avis 6. januar 1881).

Henrettelsen ved Kleitrup. Denne saa sørgelige, men heldigvis sjældne Begivenhed havde sat en Mængde Mennesker i Bevægelse; alt ses Midnat, skrives der til os, strømmede man til den lille Landsby fra alle Sider, og henad Morgenstunden vare alle Delt lcrtil paa den sidste halve Mil opfyldte af Gaaende, Ridende og Kjørende, som alle bevægede sig mod det samme Maal, Retterstedet, der laa omtrent en halv Fjerdingvej nordvest for Kleitrup Kirke, vest for Kleitrup Sø, paa et Bakkedrag, der bølgeformt, skraaner ned mod Øst til Søens Bred. Her var Skafottet opreist paa den øverste Del af Skraaningen, et Bræddegulv paa Pæle i omtrent 2 Alens Høide, omgivet af et lavt Rækværk, saaledes at det fra alle Sider kunde overskues ganske tydeligt i den stille, klare Frostluft. Herom samledes tættere og tættere den store Menneskemasse, der mest bestod af Landboere og en Del Kjøbstadfolk fra de nærmest liggende Byer, adskillige endog langveis fra, samt nogle Kvinder af den simplere Almue. 

Da Klokken var lidt over 8, ankom Forbryderen fra Hobro i lukket Vogn sammen med et Par Politibetjente; Vognens vinduer vare tilhyllede for Mængdens nysgjerrige Blikke, og den blev eskorteret af nogle beredne vander. Paa Skafottet befandt sig allerede Herredsfogden, Justitsraad Christensen fra Hobro, Provst Hansen fra Spentrup, Distriktslæge Magnus fra Hobro, Skarpretteren og hans Hjælper samt nogle Retsbetjente, alle i Embedsdragt. Efter at Vognen var kommen frem til Trappen, aabnede sig her den Kordon af Infanteri fra Viborg, som sluttede Kreds nærmest om Skafottet, og bestemt paa Slaget 8,30 aabnedes Vogndøren; Delikventen gik, ledsaget af de to Betjente, fast og rolig op ad Trappen og frem i Forgrunden mod Vest, lag Hatten af og vendte sig til Dommeren, Herredsfoged Christensen, som høit og tydelig med fast Stemme oplæste Dommen, gav ham Haanden og traadte lidt tilbage. Derefter traadte Præsten hen til ham, lagde sin Haand paa hans Skulder og førte i nogle Minuter en meget dæmpet Samtale med ham. Delinkventen syntes under denne Samtale meget bevæget, lagde sine Hænder let om Præsten, bøiede sig ind mod denne, saa at Hovedet laa ind til hans Bryst, derefter knælede han ned, og medens Præstens Haand hvilede paa hans Hoved, bad de en Bøn sammen. 

Da han derefter reiste sig, og Præsten havde givet ham Haanden, traadte han et Skridt til Siden hen imod Skarpretteren, som bad ham bede sit Fadervor; og opreist, rolig med foldede Hænder, med Ansigten ud over Menneskemassen og Øinene opad, bad han sin sidste Bøn. Paa et Vink af Skarpretteren og ved dennes Hjælp afførte han sig saa i et Nu noget Tøi, Skjorten blev bøiet til Side, han lagde sig paa Blokken med Hovedet mod Vest, et Par Bøiler spændtes over hans Hals og Skuldre, hurtig, fast og sikkert greb Skarpretteren sin Økse, den blinkede, faldt, og man hørte et dumpt Slag, da var alt - Kl. 8,37, i mindre Tid end et Sekund - Hovedet skilt fra Kroppen, og det løftedes op mod Tilskuerne, medens Blodet strømmede ud over det sandbestrøede Gulv. I Løbet af 1 til 2 Minuter saas nogle Trækninger paa Lemmerne og Hovedet. 

Umiddelbart derefter blev Liget lagt i den hosstaaende, simple, sorte Ligkiste, sat paa en Vogn og ledsaget af Retsbetjentene, Militæret og en Del Tilskuere kørt til Kleitrup Kirkegaard og med det samme begravet. Dommen var fuldbyrdet, den saa meget omfatte frygtede raa Forbryder, Rasmus Petersen Mørke, der ved sin grusomme Misgjerning havde vakt saa megen Rædsel i det Samfund, hvis forvildede ulykkelige Søn han var, havde nu lidt Lovens Straf. Den hele Udførelse af Dommen fra først til sidst foregik meget hurtig og med en Ro, Orden og Sikkerhed, som meget bidrag til at dæmpe og mildne det rædselsfulde Indtryk af det Skue, man her var Vidne til. Fra Forbryderen gik frem for Dommeren indtil Øksen faldt, stod de fleste af de mangfoldige Tilskuere med blottede Hoveder; der herskede overalt og alle en forunderlig høitidelig, alvorsfuld Ro og Stilhed, og den paagaende frostklare Vinterdags dæmrende Morgenstar kastede et dertil harmonerende Lys over den hele Scene og det skjønne storslaaede jydske Landskab, hvor den store Menneskemasse paa 6 til 7000 Mennesker i lidt Afstand ligesom synes at svinde sammen til et lille lavt mørkt Krat af Egepurrer saaledes som man hist og her kan se disse mellem de store nøgne Bakker. Umiddelbart efter Henrettelsen, da Liget førtes fra Skafottet, brød Solens første gyldne Straaler frem med en sjælden Glød og lagde en straalende Glans ud over det smukke Vinterlandskab, medens de mange Mennesker som mørke Punkler, Rækker af Grupper spredtes til alle Sider.

- En anden Meddeler skriver til os: Delinkventen var saavel paa Veien til Skafottet som paa selve dette, ogsaa under Oplæsningen af Dødsdommen og Forberedelsen, fuldstændig, ja endog beundringsværdig rolig og fattet, om end dybt bevæget. Han hjalp endog Skarpretteren med at trække Frakken af sig. I det Hele gjorde Delinkventen Indtryk af at være fuldstændig forberedt til at forsonet med Døden. Rasmus Petersen Mørke var c. 35 Aar gl. og født i Mørke mellem Aarhus og Ryum af Arbeiderfolk. Siden sit 7. Aar, da hans Moder boer, har han været ude at tjene, først som Dreng og senere som Karl. Delinkventen har saaledes fra sin tidligste Barndom uden Tilsyn - Faderen blev nemlig kort efter straffet med Strafarbeide - været overladt til Fremmede og har som Følge deraf faaet en høist tarvelig Opdragelse og aandelig Udvikling. Saa længe Arrestanten ernærede sig som Tjenestekarl, gik det ham ret godt; men da han for nogle Aar siden lærte Engdræning og i den Anledning kom til at flakke omkring, skeiede han ud, blev forfalden til Drik og Kortspil. Følgen heraf var, at han kom i Pengenød, forgreb sig paa andres Eiendom og blev tiltalt og straffet for Tyveri. Dette var det første Skridt paa Forbrydelsens Bane. Senere har han dog skikket sig forsaavidt vel, som han ikke har lidt nogen Tiltale eller Straf. Denne Forsømmelse i Arrestantens Opdragelse og det slette Exempel i Hjemmet, han har havt for Øie, maa i ikke ringe Grad diskulpere ham. Paa den anden Side var jo hans Forbrydelse af en særdeles afskyelig Beskaffenhed nemlig et rent Rovmord, udøvet paa en barbarisk Maade, og efter modent Overlæg. Hans Beslutning om at udføre Mordet har endog været saa stærk, at han udførte det, umiddelbart efter at han en Gang var bleven forhindret deri. Sluttelig fortjener den smukke og gribende Maade, hvorpaa hans Sjælesørger forberedte ham, at omtales ligesaavel som den Ro og Sikkerhed hvormed Skarpretteren udførte sit sørgelige Hverv.

- "Vib. Stiftstid." vil vide, at Provst Hansen den 4. ds. havde telegraferet til Kongen og anraabt om Benaadning, men forgjæves.

(Nationaltidende 6. januar 1881. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Angaaende Henrettelsen i Kleitrup skrives endvidere til "Jyllp.": Allerede Tirsdag Formiddag begyndte Folk at strømme til Hobro og Landsbyerne i Omegnen, og Tirsdag Aften vare alle Hoteller og Gjæstgiverier i Hobro overfyldte med Mennesker, der vare rejste dertil fra hele Jylland, og endogsaa flere fra Kjøbenhavn, for den næste Morgen at overvære Henrettelsen i Kleitrup Det var derfor med Nød og neppe at jeg fik Plads paa et af Hotellerne, og det skyldtes alene en af "Jyllandsposten"s Venners Velvillie, at jeg havde faaet sikret mig en Plads paa en Vogn den følgende Morgen. Hobro havde fuldstændig skiftet Udseende. I de ellers saa øde og tomme Gader bølgede der hele Natten en stor Menneskemasse - tildels Mennesker, som ingen Logis havde - og Hotellernes Gjæstestuer vare overfyldte. 

Her taltes naturligvis ikke om Andet end den forestaaende store Begivenhed. Man vidste saameget at fortælle om Forbryderen Rasmus Pedersen Mørkes Sindstilstand og Opførsel og idethele taget om Alt, hvad der stod i Forbindelse med den forestaaende Henrettelse. Dødsdommen var bleven Forbryderen forkyndt den 22de Decbr., men man sagde, at Byens Politimester, Justitsraad Christensen havde udtalt til Rasmus Mørke - som han almindeligvis kaldtes - at han rimeligvis vilde blive benaadet; den 27de Decbr. skal det imidlertid være bleven meddelt Forbryderen, at han ikke vilde blive benaadet, og at Exekutionen skulde foregaa den 5. Januar. Denne Efterretning havde tilsyneladende ikke fremkaldt nogen stærk Sindsbevægelse hos Rasmus Mørke; han har siden den Dag spist, drukket og sovet godt og regelmæssigt, og han viste indtil i Mandags ikke nogen overdreven stærk Anger eller Angst. I Mandags bad han, om han ikke maatte tale med Byens tidligere Præst, Provst Hansen - nuværende Præst i Spentrup - og overfor ham skal han have viist sig meget angerfuld. I Tirsdags modtog han Alterets Sakramente og samtalede derefter længe med Provsten. Derefter skal han have ytret Tilfredshed med, at han skulde dø.

Efter gammel Skik har en dødsdømt Forbryder Lov til efter Forgodtbefindende at rekvirere Spise og Drikkevarer i de sidste 24 Timer før Exekutionen, og Rasmus Mørke havde da ogsaa et meget bestemt Ønske, som blev opfyldt, og som bestod i, at han Onsdag Morgen tidlig gjerne vilde have en Ret sød Sagosuppe og Beufsteg. Siden Morderens Undvigelse i Decbr. Maaned har Politiet været meget bange for, at han skulde løbe bort, og for at sikre sig derimod har han siden siddet lænket baade paa Hænder og Fødder og med to Mand til Bevogtning inde i Cellen. Forøvrigt var nu Stemningen saavel i Hobro som ogsaa ude i Landet slaaet om til Gunst for Morderen, og de Fleste nærede Haab om, at han i sidste Øieblik skulde blive benaadet.

Det fortaltes af Alle, hvem jeg talte med derom, at den Kjøbmand Peder Pedersen, som Mørke havde dræbt, var en ilde berygtet og slet Person, der flere Gange havde "slaaet" Rasmus Mørke for hans møisommeligt tjente Penge og Klæder, hvorfor denne ogsaa havde fattet et stærkt Had til Kjøbmanden, og lige til den sidste Dag angrede Forbryderen ikke, at han havde myrdet ham, hvorimod han lige fra han blev paagrebet har beklaget, at han "havde været nødt" til at myrde Tjenestekarlen.

Skarpretteren, Hr. Seistrup, var ankommen til Hobro Tirsdag Middag sammen med to Medhjælpere og havde derpaa begivet sig til Kleitrup for at føre Tilsyn med Opførelsen af Skafottet. Skarpretterøxen, som man sagde skulde være den samme, hvormed Struense var bleven henrettet, blev forevist paa Hotellet til nogle Enkelte. Det er en meget smuk og kostbar Øxe med et langt sort Skaft. Selve Øxen er af blankt poleret Staal af Form som en Slagterøxe med et bredt Blad, en smal Hals og et stort Hoved, der er hult og fyldt med Kviksølv, hvorfor den har en meget stor Vægt. Den opbevares i en særlig Kasse eller et Etui. Seistrup er en Mand af Middelhøide, kraftig bygget med et meget fast og sikkert Blik; han har tidligere været Politibetjent i Kjøbenhavn og siden Sergent i Armeen, hvorfra han overtog Stillingen som Skarpretter, der efter Sigende er lønnet med 2000 Kr. om Aaret og 100 Kr. for hver Henrettelse, han foretager. For nogle Dage siden var det Rygte bleven udspredt heri Landet, at han havde frasagt sig Bestillingen nu, da han skulde foretage sin første uhyggelige Embedsgjerning; dette Rygte var imidlertid falsk, men det havde bevirket, at Politikontoret i Hobro i Mandags og Tirsdags modtog 20-30 Breve, der indeholdt Tilbud om at udføre Henrettelsen, da Seistrup jo havde frasagt sig Bestillingen. Forøvrigt herskede der overalt stor Indignation over, at Exekutionen var bleven forhalet saalænge efter Dommens Forkyndelse for Delinkventen, og det Eneste, der blev anført som Undskyldning, var, at man ikke kunde blive færdig med Forberedelserne til Henrettelsen før Jul, idet det navnlig havde voldt endel Vanskeliglighed at faa fat paa Skarpretteren! Viborg Amt havde henvendt sig til Justitsministeriet for at faa Oplysning om hvorledes det skulde forholde sig i saa Henseende, og Ministeriet havde henvist det til en Skarpretter, der var død for flere Aar siden, og først langt om længe fik man den nuværende Skarpretters Bopæl opsporet.

Tirsdag Nat kom Hobro ikke til Ro før langt ud paa Morgenstunden, og selv da herskede der livligt Røre paa Hotellerne, hvor de Reisende, som ikke kunde faa Natteleje, fik Lov til al sidde og spille Kort o. L.

Kl. 5 Onsdag Morgen vare Alle paa Benene. Vognene kjørte i lange Rækker gjennem Byen og standsede udenfor Hotellerne, hvorfra de endnu søvndrukne Reisende kom famlende ud i den mørke Nat. Det var en kold Frostnat, stjerneklar og stille. I rask Fart bevægede det lange Vogntog - omtrent 300 Vogne - sig henad Veien til Klestrup. Nogle faa Vogne foran min kjørte den lukkede Wienervogn, hvori Delinkventen blev befordret. Klokken 4 om Morgenen tidlig var han bleven vækket af en kort Søvn. Han vaskede sig, klædte sig paa, fik rent Linned paa, spiste sin Sagosuppe og Beufsteg og blev derefter ført ind i Vognen sammen med to Politibetjente, hvorpaa Vinduesgardinerne bleve trukne for, medens Politibetjentene paa hele Veien indtil Daggry holdt et Lys tændt i Vognen. Denne var omgiven af tre Ryttere der fra Egnen, bevæbnede med Knortekjæppe; man fortalte, at Justitsraad Christensen havde glemt at rekvirere Dragoner fra Randers til Eskorte. 

I den stjerneklare Nats dæmrende Belysning passerede Vogntoget Landsbyen Nørre Ousild, Herregaarden "Tjele" osv., og overalt bevægede en stor Menneskemængde sig fremad i samme Retning som Vogntoget. Først Kl. 8 naaede vi Kleitrup. Vognene gjorde Holdt i Nærheden af Retterstedet, som var anbragt paa en Mark, der tilhørte den myrdede Peder Pedersen. En uoverskuelig Menneskemængde havde allerede samlet sig udenom Skafottet, der var placeret i en Lavning med mindre Skraaninger op til to Sider. Her var bygget en med Rækværk omgiven Forhøining, omtrent 10 Alen i Kvadrat og hævet ca. 2½ Alen over Jorden; paa denne var Blokken stillet, den bestaaer af et skraat, ca. 3 Alen langt Brædt, hvis ene Ende hviler paa selve Blokken, der er temmelig smal, og hvorpaa der er anbragt to Jernbøiler. 

Om Skafottet var draget en Kordon af Infanteri, et Kommando paa cirka 60 Mand af 6te Bataillon under Befaling af Kapt. Worm. Paa Skafottet befandt sig Politimesteren, Justitsraad Christensen i Gaia-Uniform, Distriktslæge Magnus, Provst Hansen, Skarpretteren og hans Medhjælper. I dæmpet Samtale gik de op og ned paa Skafottet og spejdede eller Vognen, der skulde bringe Delinkventen. Endelig kom denne langsomt kjørende hen over den ujevne, frosne Pløjejord og arbeidede sig kun med Besvær gjennem Menneskemassen til Trappen op til Skafottet. Her gjorde den Holdt og blev holdende i ca. 10 Minutter, af hvilken Grund var det mig umuligt at udfinde, medmindre det skulde være fordi Klokken ikke var fuldt Halvni. Endelig gav Politimesteren Ordre til at føre Delinkventen op. Vogndøren blev aabnet, og Rasmus Mørke traadte ud ledsaget af de to Politibetjente, der havde siddet hos ham i Vognen.

Der indtraadte pludselig Dødsstilhed over hele den samlede Menneskemasse, som for et Øieblik siden havde larmet og summet. Delinkventen gik med temmelig sikre Skridt opad Trappetrinene, han var noget bleg og noget krumbøjet, men svarede tydeligt og bestemt "Ja", da Dommeren spurgte ham, om han vilde tilstaa, at han havde begaaet de to Mord. Derefter traadte han sammen med Dommeren hen til Rækværket, hvor Dødsdommen blev oplæst af Dommeren, medens den Dødsdømte ufravendt saae Dommeren ind i Ansigtet. Da Dommen var læst op, vendte Forbryderen sig om imod Præsten, som derpaa talte i nogle Minutter dæmpet med ham. Nu kunde man først spore nogen Sindsbevægelse hos den Dødsdømte, han omfavnede gjentagne Gange Præsten, medens Taarerne løb ham ned ad Kinderne, og Knæerne begyndte at ryste under ham. Kort efter faldt han paa Knæ og modtog Velsignelsen, hvorpaa han gik hen til Skarpretteren, gav ham Haanden og vexlede nogle Ord med ham. Dødsangsten gjorde sig imidlertid mere og mere synligt gjældende hos ham, han rystede over hele Kroppen og kunde ikke selv afføre sig sin Frakke og Vest, hvorfor Skarpretterens Medhjælper maatte hjælpe ham dermed. Med et Ryk blev Skjorten bag Nakken revet over og krænget tilbage. Endnu engang vendte han sig om imod Præsten, trykkede hans Haand og lagde sig derfter med foldede Hænder og Blikket vendt opad ned paa Blokken. 

I en Fart traadte Bøddelknægtene til og slog Jernbøilerne paa Blokken ned over hans Hais. Imidlertid havde Skarpretteren taget sin Overfrakke af, løftet Øxen op af dens Etui og stod nu iført hvide Handsker, sort Spidskjole, dybt udringet Vest, en blændende hvid Skjorte og Slips parat til at føre det dræbende Slag. Præsten, som havde holdt Forbryderen i Haanden indtil nu, vendte sig bort. Det var et forfærdeligt Øieblik. Skarpretteren hævede Øxen, den foer ned som et Lyn, Slaget faldt, - og Retfærdigheden var skeet Fyldest. Skarpretteren traadte tilbage, lagde Øxen fra sig, trak de hvide Handsker af og kastede dem bort, hvorefter han atter iførte sig sin Overfrakke, Ikke en Muskel havde bevæget sig i hans haarde Ansigt, maaske var han bleven lidt bleg, da han tog Øxen, men Blikket var nu som før fast og bestemt, og Slaget førtes med en sikker Haand. Øieblikket efter traadte Bøddelknægtene hen til Blokken, greb det afhugne Hoved ved Haarene, løftede det op og viste det rundt til alle Sider. I det Sekund, der var hengaaet, efterat Hovedet var faldet, havde Ansigtet fuldstændig skiftet Farve. Teinten, der før var meget bleg, var nu bleven grønliggul, Øinene stod aabne, og Munden var fast lukket til. Derefter blev Hovedel atter lagt ned foran Kroppen, hvorfra Blodet strømmede ud.

I flere Minutter stod hele den forsamlede Mængde som bedøvet, ogsaa oppe paa Skafottet stod de derværende Herrer maalløse. I samme Øieblik hævede Solen sig i al sin straalende Glands over Skovene og belyste det smukke Landskab med Kleitrup Sø i Forgrunden. Paa et Vink af Politimesteren blev Ligkisten baaren op, og medens Bøddelknægten tørrede Øxen af, tog to tilkaldte Bønder den døde Krop op fra Blokken, tumlede noget med den, inden de kunde faa den lagt ned i Kisten, og greb derpaa Hovedet, som blev lagt ned mellem Ligets Ben. Kisten blev hurtigt stenet til, og derefter kom 5-6 Bønder - deriblandt efter Sigende den Henrettedes Fader og Broder - op paa Skafottet og bar Kisten ned paa en Fjælevogn, der var kisel op foran Skafottet. Vognen kjørte nu langsomt bort. eskorteret af Soldalerne. Hermed var Exekutionen forbi, øvrighedspersonerne forlod Skafottet.

En stor Del Mennesker blev imidlertid staaende omkring Skafottet, medens Andre fulgte med Vognen op paa Kirkegaarden, hove Liget blev begravet i den ene Ende af Kiekegaarden, medens der i den anden Ende var reist et efter Egnens Forhold pragtfuldt Monument for det ene af hans Ofre, Kjøbmand Petersen. Henrettelsen overværedes af ca. 5666 Menuester og Kl- 'Jþÿ  10 satte de fleste Vogne sig atter i Bevægelse ad Hobro til, og de hjemførte vist mg n, som ikke af den sørgelige .Netloerbighcrshandling havde modtaget et lige saa uudsletteligt som uhyggeligt Indtryk.

(Thisted Amtsavis 7. januar 1881. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

At der skulle have været kviksølv i øksen, blev benægtet af Seistrup i sin pjece om henrettelsen udgivet ugen efter.

Rasmus blev begravet lige inden for kirkegårdsdiget på kirkegårdens nordøstlige hjørne - uden præst, ritualer osv., men dog i indviet jord.

Henrettelsen i Klestrup.

Hr. Redaktør! Lad mig som Øjenvidne give Dem en Beretning om Henrettelsen i Klestrup. Sagen kan i sin Ualmindelighed vistnok i og for sig have Krav paa Deres Læseres Opmærksomhed, og det turde være, at den rent faktiske Fremstilling af Begivenheden vil være et ikke uvigtigt Bidrag til den Bestræbelses Fremme, som jeg tør formode, at De ikke er nogen Modstander af, Bestræbelsen for at afskaffe de offenlige Henrettelser. Spørgsmaalet om selve Dødsstraffens Tilladelighed eller Hensigtsmæssighed skal jeg ikke komme ind paa, det forekommer mig at være for stort et Spørgsmaal til med Held at kunne behandles af en Lægmand Men om det gode eller uheldige ved denne Strafs Offenlighed tillader jeg mig at have en Mening efter nu at have overværet en saadan Strafs offenlige Fuldbyrdelse. Og jeg vil da strax sige, at jeg er vis paa, at var denne Fuldbyrdelse foregaaet i Kjøbenhavns umiddelbare Nærhed, saa at Hovedstaden var bleven Vidne til og Deltager i det skandaløse og pinligt unyttige, som sker ved denne Lejlighed, saa maatte den nu stedfundne Henrettelse have været den sidste, som skete under de gamle Former. Nu er det Hobro, som direkte har erfaret, hvad en offenlig Henrettelse vil sige - det vejer noget mindre. Mit Ønske er, at det dog ikke maa veje altfor lidt.

Som man veed, øvedes Rasmus Pedersen Mørkes Dobbeltmord i Landsbyen Klejtrup 2 Mil fra Hobro for omtrent 7 Fjerdingaar siden. Den Dødsstraf, Forbryderen idømtes, skulde i Følge Lov eller gammel Praxis fuldbyrdes paa selve Gjerningsstedet, og Bestemmelsen om Offenlighed var ved denne Lejlighed bleven saa fuldstændig efterkommet, at det hele Land i god Tid gjennem Aviserne vidste Dagen og Klokkeslettet. (I Frankrig, hvor man ligeledes endnu har Bestemmelsen om Offenlighed, søger man at gjøre dens Virkninger saa saa som muligt ved ikke at give Publikum Underretning om, naar Henrettelsen skal foregaa). Og om end ikke det hele Land havde fulgt den indirekte Opfordring til at overvære det lovbefalede Skuespil, som Aviserne havde indeholdt, var der dog mødt Repræsentanter fra saa godt som alle Egne i Landet. Mest var naturligvis det nordlige Jylland repræsenteret. Fra Aalborg-, Thisted-, Viborg-, Holstebro-, Sæby-, Grenaa-, Mariager-, Randers-, Aarhuskanten osv. var der Dagen forud kommet saa store Skarer til Hobro, at der ikke kunde være Tale om at huse for Natten de ankomne Gjæster. I Byens Gjæstgiversteder og (ikke saa) Beværtninger var der stuvende fuldt, og Folk tilbragte Natten og den for nogles Vedkommende ufrivillige Vagt med at svire. Overalt var der Støj, og Byens Hovedgade gjenlød efter Midnat af Sang og drukne Folks Tale. Der var en særegen Ophidselse over de svirende Mennesker; de var ikke vilde. Humøret var fortrinligt, men mig bevidst har jeg aldrig hørt en saa støjende Munterhed som denne Nat i Hobro. Det var, som om de, der larmede, en Gang for alle havde gjort op med sig selv, "at de vare Situationens Herrer; de stilfærdige Mennesker spillede ingen Rolle. Det varede ved bogstavelig den hele Nat. Fra Klokken 4 begyndte saa Udvandringen af Byen af dem, som enten ikke havde Raad til at kjøre, eller som ikke havde kunnet skaffe sig Kjøretøjer. Det meste af hvad der fandtes af Befordringsmidler i Byen, havde alt længe i Førvejen været optaget, og Resten blev til høje Priser revet bort denne sidste Dag før Henrettelsen. Man vandrede i tætte Skarer og sang af fuld Hals Soldaterviser og andre glade Melodier. Fra Klokken 5 begyndte Vognene at rulle. Jeg kjørte Klokken 6.

Det var stille Frost og stjerneklart, og jeg iagttog ualmindelig mange Stjerneskud, medens jeg kjørte. Min Kusk fortalte mig, at Delinkventen var kjørt noget før vi i en lukket Vogn, der var eskorteret af fire som Politibetjente fungerende Ryttere. I Vognen hos ham sad Arrestforvareren og to Vogtere. Efterhaanden som vi kom frem paa de mørke Veje, passerede vi Vogne og en Mængde Fodgængere, der nu havde ophørt at synge, og da den smukke Vinterdag gryede, kunde man overalt ind over det jævnt bakkede Terræn se smaa og store Grupper af ilfærdige Mennesker samle sig ned imod Hovedvejen, brugende Benene for ikke at komme for sent. Omtrent en halv Mil fra Bestemmelsesstedet - Skafottet var rejst næsten en Fjerdingvej paa den anden Side Klejtrup - naaede vi en lang Queu af Vogne, der kjørte Fod for Fod, og det var nu saa lyst, at man utydelig kunde skimte en Vogn i Spidsen af det lange Tog, eskorteret af Ryttere. Toget bevægede sig rundt om Klejtrup Sø i en stor Bue, og overalt hvor der var Plads mellem Vognene var der tykt med Folk. Paa Siderne af den langsomt kjørende Vognrække skjød en Strøm af Mennesker sig frem, løbende eller gaaende, nogle med Huen i Haanden for at kjøle Panden under Anstrængelserne, og i Reglen tavse som ilfærdige Mennesker ere, men man hørte ogsaa Raab, Spørgsmaal og Svar, og efterhaanden som flere og flere fuldt pakkede Vogne sluttede sig til Toget, faldt der Vræl ind af forsvirede Folk; men det hørte op, da det blev helt lyst, og alle kunde se, at Toget, vi var i, var Rasmus Pedersens Følge. Min Kusk viste mig Gaarden, hvor Ugjerningen var sket, og den nye Gaard, som en af den Myrdedes Arvinger havde opført, og Samtalen drejede sig om Morderen, om Folks Skræk for ham. da han var udbrudt, om hvad hans Tanker vel nu kunde være paa denne hans sidste Kjøretur. Vi kom endelig imellem de flade Bakker Vest for Søen til den ene Vognpark efter den anden; Folk havde forladt Vognene for at skyde Gjenvej til det Sted. hvor Skafottet var, og tilsidst blev man stoppet af Mænd til Hest med Politiskilt. Vognene maatte ikke komme længere frem. Da var Kl. 8. og Solen var lige ved at komme frem. Det havde været lyst i henved len Time. Midt i et Mylder af Mennesker holdt Vognen, omgivet af de civilklædte Ryttere, som man gjorde Nar ad for deres tarvelige Udseende, man vilde have haft Dragoner. Gardinerne var trukne for, og en Politiofficiant, ledsaget af en lille Kommando Soldater, forhandlede med Kusken om Maaden, hvorpaa Vognen over de frosne Marker skulde komme frem til Skafottet. 

Selve Skafottet kunde nu tydelig ses i en Fordybning mellem amfitheatralsk skraanende Bakker paa de tre Sider. Folk stod tæt stuvede paa Skraaningerne, og i Kapløb stormede en Mængde forsinkede Mennesker, gamle Mænd og Koner og enkelte Børn over Markerne, for dog endnu at opnaa en taalelig Plads. Jordens frosne Overflade brast i brede Strækninger under de tunge Trin, og Folk æltede i Søle til op over Anklerne. Det gav Anledning til adskillig Munterhed. Endelig kom der nogenlunde Ro omkring Skafottet, de fleste foretrak de lidt fjærnere beliggende Skraaninger, hvorfra Oversigten var bedre, jeg blev nær ved Skafottet, ved Opgangen til dette Her kæmpede man for den opnaaede Plads med en ols sindig Sejghed, jeg stod mellem lutter Bønder fra Omegnen, og da saa den lukkede Vogn med Soldaterne og de civile Ryttere med Politiskiltene kom frem, langsomt banende sig Vej gjennem Mængden, ophørte Samtalerne om, hvad man saa paa Skafottet: Skarpretteren, hans Medhjælper, Politimesteren, Præsten, Distriktslægen og nu og da en Politibetjent. Bestandig var det Skarpretteren den ene udpegede for den anden, og Blokken samt Brædtet. hvorpaa Delinkventen skulde ligge. Øxen laa noget derfra dækket af et Klæde.

Endelig holdt Vognen for Skafottets Fod. Arrestforvareren steg ud og forhandlede med Politimesteren paa Skafottet; man ventede endnu i nogle Minuter. Saa gav Politimesteren Ordre præcis Kl. 8½. Rasmus Pedersen Mørke steg ud af Vognen med Haandjern om begge Haandled, gik rolig op ad Trappen ledsaget af Arrestforvareren og de to Vogtere fra Vognen. Paa Skafottet blev Haandjernene tagne af ham. Han var iført mørke Benklæder, sort Frakke, Krave med Halsbind og Kasket Han var en undersætsig Skikkelse, meget bleg og svagt bøjet. Rundt om Ansigtet groede et studset, stærkt rødt Skjæg, hans Haar var blond og rigeligt, og som man senere kunde se skilt med en vis Sirlighed midt i Panden. Alle hans Bevægelser vare naturlige, og som hos en noget svækket, kraftig og smidig Mand. Han havde ubetinget et frastødende Ydre, smaa Øjne med et stikkende Blik. Umiddelbart efter at Haandjernene vare tagne af ham. førtes han hen foran Politimesteren, som han ærbødig hilste med blottet Hoved. Fra et Hjørne af det, som maatte kaldes Skafottets Facade, der hvor Blokken fandtes, blev Dommen læst op af Politimesteren samt det kongelige Reskript, som befalede Dødsdommens Fuldbyrdelse, og Rasmus Mørke stod hos med Ryggen mod Blokken og hørte ydmyg paa Oplæsningen. Da denne var sluttet, talte han med Præsten vist i fem Minuter. Blodet gik ved denne Lejlighed Rasmus Mørke op i Kinderne og han græd, og af og til knugede han sig ind til Præsten stadig med sin Kasket i højre Haand. Den Gejstlige læste tilsidst, saa vidt jeg veed, Trosbekendelsen op for ham, og efter en inderlig Omfavnelse blev han overgivet til Skarpretteren. Denne, der er en kraftig bygget, smuk Mand paa næppe fyrretyve Aar, og som var iført sort Kjole, hvidt Halsbind og hvide Handsker og nu var barhovedet, traadte raskt henimod Rasmus Mørke, og de to gav hinanden Haanden. Den Dødsdømte bad om Tilladelse til at bede stt Fadervor, og Skarpretteren traadte med en hjærtelig Gestus tilbage, medens den Dømte og Præsten højt bade Fadervor sammen. Efter dette vendte Rasmus Mørke sig paany mod Skarpretteren, der nu med sin Medhjælpers Bistand afførte ham Frakken, Vest, Halsbind og Krave samt løsnede det Bændel, der ved en Løbegang holdt Skjorten sammen i Halsen. Med en ordnende Haand lagde Skarpretteren den udringede Skjorte ned om den Dømtes Skuldre. Rasmus Mørke spurgte saa, om han skulde lægge sig paa Maven paa Skraabrædtet, som han saa foran sig ved Blokken. Skarpretteren bejaede det og førte ham rolig til Brædtet. I samme Nu, som Mørke lidt tungt havde lagt sig, var Bøjlen spændt om hans Hals, og umiddelbart efter føjede Skarpretteren Bøjlen om Skuldrene til. For at faa den klemt fast var det nødvendigt at trykke Rasmus Mørkes brede Ryg en Del ned, og i denne Bevægelse af Skarpretterens Haand laa tydeligere, end noget Ord kunde sige det, at dette Legeme alt hørte en død Mand til. Det var en Henrettelse inden den, der fulgte paa, som gjorde sit Indtryk Fra den sidste Bøjles Fastgjørelse vendte Skarpretteren sig med en forhenværende Underofficers Lethed og Hurtighed i Bevægelser til Øxen, som laa to Skridt derfra. Det tunge Instrument beskrev et kort Fald i Luften, paaskyndet af et Par kraftige Armes Tryk, og med en Lyd, hvis afskylig bløde Art sidder i mine Øren, var Hovedet skilt fra Kroppen, og Skarpretteren trak med en lille Dvælen Øxen til sig; den lod en Tomme dybt i Egeblokken. Medhjælperen, der stod foran til Siden ved Blokken, greb Hovedet, der var trillet et Par Alen frem, ved Haarene og viste det højt løftet ud til Folk, vendende sig langsomt rundt til alle Sider. Det stod vi rolig og saa paa! - Den døde Krop laa plat paa Bænken med et Ben til hver Side, uden nogensomhelst synlig Trækning, men i Rasmus Mørkes afhuggede Hoved, hvorfra Øjnene stirrede aabne og opmærksomme paa os, skete der Trækninger, der vedblev endnu efter at Hovedet var blevet sat ned paa Gulvet. Medens Skarpretteren trak Overfrakken paa og bedækkede Hovedet med sin guldtressede Kasket, vaskede Medhjælperen Øxen af med en stor Svamp. Da var Klokken 12 Minuter over halv ni. Alle forblev fremdeles paa Skafottet, og der hengik en mig uforklarlig Tid, inden Kisten blev bragt op, og det hovedløse Legeme taget fra Brædtet og lagt i Kisten. Imidlertid stod Folk og stirrede paa Kroppen, som viste det uhyre Saar ud imod de tæt besætte amfitheatralske Skraaninger. Da saa fire Mænd havde bragt Kisten op paa Skafottet, blev Kroppen med nogen Tumlen og Usikkerhed anbragt i denne, og Medhjælperen placerede - Hovedet, som det var hans Specialitet at behandle, mellem Benene paa Liget. Laaget blev smækket til, og Kisten baaret  ned paa en aaben Vogn, der ledsaget af en lille Militæreskorte kørte Kisten til den nærliggende Klejtrup Kirkegaard, hvor, saa vidt jeg veed. Begravelsen foregik umiddelbartfester. Jeg beregnede de Tilstedeværendes Tal til 5-61)00, men Kyndige regnede med langt større Tal; over 7000 har der imidlertid sikkert ikke været til Stede.

Da der ved Skafottet ikke var mere at se, spredtes Folk langsomt, de fleste bleve ved de mangfoldige paa forskjellige Steder holdende Vogne, og en munter Frokostering begyndte alle Vegne. Solen skinnede da paa de af Rim bedækkede Marker og Lyngbakker og gjorde Egnens alvorlige Skjonhed paa en egen Maade mild og ren, særlig nede ved Soen, hvor det i Millioner af smaa Isflager glimrede af Guldblink gjennem Rimens matte, om Sølvmor mindende Overtræk. Medens jeg gik omkring der nede, kunde jeg ikke lade være at anstille den noget ørkesløse Betragtning paany om Modsætningen mellem den livløse Natur og Menneskene, og jeg kunde ikke blive fri for et Indtryk, jeg havde faaet af en Mo'rlille, der en Tid havde staaet ved Siden af mig i Stimlen tæt ved Skafottet. Hendes Næse var gaaet halvt af i Sygdom, og hun næsten græd af Utaalmodighed over, at hun ikke kunde se saa meget, som de højere Folk, der stod om hende. Som sagt jeg holdt mere af den livløse Natur end af de Folk, der spiste og drak saa tappert rundt omkring mig og diskuterede om det lange Stykke af Halsen, der var fulgt med Hovedet, da det faldt. Der er en gammel Regel om, at man ikke skal give Forargelse, den holder Lovgivningen sig ikke efterrettelig i dette Tilfælde.

Det har interesseret mig at faa at vide, hvorledes Rasmus Pedersen Mørke forholdt sig, umiddelbart inden han skulde tiltræde sin lange Tur til Skafottet, og jeg kan med nogenlunde Sikkerhed for dets Rigtighed meddele følgende: Dagen forud havde han modtaget Alterens Sakramente af Provst Hansen, hans Sjælesorger og Ven under hele den sidste Periode af Fængslingen, og der kan næppe være Tvivl om, at Rasmus Mørke døde som en troende og angrende Kristen. Ud paa Aftenen gjorde han et Forsøg paa at skrive til en nær Slægtning, men opgav atter Forsøget, han kunde ikke samle sig til denne Gjerning. Fra Klokken 1-3 sov han, derefter fuldendte han stt Brev. Klokken 5 var Provsten hos ham og gav ham den sidste Trøst med paa Vejen, og da han kort før Kl. 6 førtes ud i den ventende Vogn, var han fuldstændig rolig og fattet. Da han i Vognen hørte Støjen af de mange Mennesker, som vare samlede paa Torvet, ytrede han til sine Bevogtere, at disse Mennesker jo maatte komme for sent, naar de nu først begave sig paa Vejen. Derefter forholdt han sig tavs, indtil Vognen kjørte gjennem Klejtrup By. Han sagde da, at han selv ikte kunde begribe, at han kunde være saa rolig. Han talte saa igjen ikke, før han holdt ved Skafottets Fod. Der kiggede han ud mellem de tiltrukne Gardiner og spurgte Bogteine om, hvad de enkelte Ting, som han saa paa Skafottet, skulde benyttes til. Den tildækkede Øxe vakte navnlig hans Opmærksomhed; men hans Bevogtere havde ikke Mod til at sige ham, hvad det var, der laa under Klædet.

E. Skram.

(Morgenbladet (København) 7. januar 1881)

Forfatteren Erik Skram skrev på daværende tidspunkt anmeldeleser m.m. for Morgenbladet, så det er nærliggende at antage at det er ham. Erik Skram overværede også Seistrups henrettelse af Anders Sjællænder året efter, 22. november 1882 på Sølvbjerghøj, Lolland. Her huggede Seistrup 3 gange før hovedet var skilt fra kroppen. 

Ved Henrettelsen i Kleitrup i Onsdags saaes iblandt den uhyre Menneskemasse, der nær og fjern fra var strømmer sammen, ikke saa faa Qvinder, ja selv Børn, som man holdt op over Mængden for at de kunde see det uhyggelige Optrin. At lade Børn overvære slige Begivenheder - skriver Vib. Stifstd. - er ligefrem oprørende, og Forældre, der bære sig saaledes ad, handle alt Andel end forsvarligt. Et Spørgsmaal, som naturligt paatrænger sig Enhver, der paa nært Hold har fulgt Forberedelserne til og overværet Henrettelsen, er, om man ikke fremtidigt bør see at komme ind paa den samme Vei, som f. Ex. følges i England, hvor Executionerne finde Sted i Fængselsgaarden eller paa et ikke offentligt Sted, saa at kun de vedkommende Embedsmænd og Straffens Fuldbyrdere ere tilstede. Det hele Apparat, der her i Landet ved slige sørgelige Handlinger, sættes i Bevægelse, er saa uhyggeligt for Egnens Beboere, hvor Forbrydelsen er begaaet og hvor Executionen derfor finder Sted, at det paa en Maade ogsaa kommer over dem som en Straf, ialtfald som en Begivenhed, der i høi Grad griber uhyggeligt ind i deres daglige Liv, og det burde man dog være fri for. - (Afskaf Dødsstraffen, saa falder det Uhyggelige bort af sig selv.) 

I "Jyllp."'s lange Beskrivelse af Henrettelsen ved Kleitrup meddeles ibl. a. følgende interessante Factum. Efter gammel Skik har en dødsdømt Forbryder Lov til efter Forgodtbefindende at reqvirere Spise og Drikkevarer i de sidste 24 Timer før Executionen, og Rasmus Mørke havde da ogsaa et meget beskedent Ønske, som blev opfyldt, og som bestod i, at han Onsdag Morgen tidligt gjerne vilde have en Ret sød Sagosuppe og Beufsteg. - Der oplyses ikke, om der var Svedsker i Sagosuppen og Kartofler og bra' mange Løg til Beuf'en, eller hvilke Drikkevarer han nød til denne Morgenmad; men han gik saaledes dog ikke fastende til Døden.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 7. januar 1881).