Rejsende Haandværkssvende. (Efterskrift til Politivennen)

Det Udvalg af Retsbetjente, der for nogen Tid siden blev nedsat ved et Møde, som forskellige Politimestre og Lign. holdt paa Universitetet her i Byen, og som skulde tage Spørgsmaalet om Foranstaltninger mod de vandrende Haandværkssvende under Overvejelse, har anmodet samtlige Politimestre her i Landet om at meddele statistiske Oplysninger om Forholdene som de nu er. Fra Kolding Jurisdiktion foreligger der nu en saadan Meddelelse. Medens det samtlige Antal af Viserede i 1875 var 582, hvoraf 580 Haandværkssvende, udgjordede i 1880 1749, hvoraf 1740 Haandværkssvende. Kun en meget ringe Del af dem har faaet Arbejde i Kolding, medens de andre, maatte drage videre. I 1875 anholdtes i Kolding og Omegn 24 Personer for Løsgængeri eller Betleri, hvoraf 10 var Haandværkssvende. men i 1880 udgjorde de tilsvarende Tal 66 og 42. Det fremgaar heraf, at Arbejdsløsheden og dermed den almindelige Nød er i en uafbrudt frygtelig Stigen. I fem Aar er Antallet af de Ulykkelige, der af Mangel paa Erhverv har maattet gribe til Vandrestaven, steget til det Tredobbelte. Denne Opgørelse taler bedre end mange Ord om den Skæbne Arbejderstanden gaar i Møde, hvis den ikke i Tide slutter sig sammen til et enigt politisk Parti, der ved en kraftig Deltagelse i Lovgivningen ophæver de bestaaende slette Forhold og sætter nye og bedre Tilstande i Stedet.

(Social-Demokraten 18. november 1881).

Mishandling af sin Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

Ejeren af Stedet Nr. 7 i Raadmandsgade paakaldte den 27de September d. A. Politiets Assistance imod en i Stedet boende Smedesvend Rasmus Peter Jensen, ogsaa kaldet Henriksen, fordi denne paa en højst oprørende Maade mishandlede sin Hustru. Manden blev ført til Politistationen og arresteret. Det oplystes under Sagen, at Ægtefolkene, af hvilke Arrestanten er 28 Aar gl., have været gifte i omtrent 6 Aar og have 4 Børn. Fra Begyndelsen af Ægteskabet har Arrestanten været ond imod sin Hustru, navnlig naar han var beruset, men han blev senere værre og pryglede hende jævnlig uden Anledning fra hendes Side, mindst en Gang om Maaneden; ofte har hun da maattet søge Bistand hos Politiet, men er hver Gang gaaet i Forbøn for ham. Medens Arrestanten omtales som drikfældig, raa og uopdragen, skildres Konen derimod som en blid, skikkelig Kone og god Moder, som man ofte har hørt paa en klagende, bønlig Maade anmode Manden om at være skikkelig, ligesom hendes Hjem var rent og pænt. Den 25de September kom Arrestanten hjem med tre hans Hustru fuldstændig ubekjendte Personer, med hvem han sad og drak, og i Kaadhed spillede han Bold med sit et halvt Aar gamle Barn, som flere Gange var nær ved at falde fra ham paa Gulvet, medens hans Hustru af Frygt for Prygl ikke turde sige noget til ham. Da det blev Sengetid, tillod han de tre Mandspersoner at forblive hos sig om Natten, og Hustruen maatte med sit mindste Barn gaa hjem til sin svigermoder, hvor hun forblev om Natten, overladende de to andre Børn til de fire drukne Mandfolk Et Par Dage efter kom Arrestanten hjem med to Mandspersoner, og de vare alle tre noget beskænkede, men Arrestanten var dog fuldstændig tilregnelig; hans Hustru fortalte ham, at deres Barn var sygt, og hertil ytrede han da: "Gid det var død". Da hans Hustru nu bebrejdede ham, at han ønskede Barnet død, tog han uden videre Anledning fat i hende og slog hende med sin knyttede Haand i Øjet; vel blev Synet ikke beskadiget, men Slaget forvoldte Konen betydelige Smerter. Arrestanten, der to Gange er straffet for Tyveri, senest med Fængsel paa Vand og Brød i 5 Gange 5 Dage, blev ved Rettens Dom anset efter Straffelovens § 202 med lige Fængsel i 4 Gange 5 Dage.

(Morgenbladet (København) 16. november 1881).

Fra Vodrofsvej. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! Tillad mig gennem Deres ærede Blad at henlede det Offenliges Opmærksomhed paa en Vejstrækning, som i fugtigt Vejr frembyder et Uføre, der søger sin Mage. Enhver, som er saa uheldig, daglig at skulle passere den nævnte Vej, altsaa i al Slags Vejr, vil ikke kunne undlade at udstøde et Hjertesuk ved Tanken om den Hensynsløshed, hvormed de to Tredjedele af Vejen, der strækker sig fra Niels Ebbesensvej til Gyldenløvesgade, blive behandlede. En Passage, som forbinder Nørre- og Vesterbro og tildels benyttes af Sporvognstrafiken, er naturligvis af meget stor Betydning for Færdslen, og det vækker lige frem Forargelse, at se en Vej, med en saadan Udstrækning, ligge saaledes forladt og upaaagtet af det Offenlige. Men hvad kan da være Grunden til, at en af Hovedforbindelseslinjerne mellem to saa befærdede Kvarterer vedblivende befinde sig i en saadan Tilstand? Dette vil for enhver uindviet synes gaadefuldt. De nævnte to Tredjedele, ere jo, som bekendt, ikke regel mæssigt bebyggede, og henhøre af den Grund ikke under det Offenliges direkte Tilsyn. De store, ubebyggede Arealer, der befinde sig paa begge Sider af Strækningen fra Niels Ebbesensvej til den lidt forbi Martinsvej beliggende Bom, der saa ubarmhjertig forbyder Gennemkørslen, tilhører nemlig en Privatmand, Kaptejn Ramm, hvem denne Stræknings Vedligeholdelse saaledes paahviler. Man ser heri et staaende Bevis paa de Ulemper for ven offenlige Færdsel, der flyde af, at saadanne store Vejstrækninger ere i private Hænder. De nævnte Arealer udlejes for Tiden til Oplags- og Tømmerpladser. Der vil saaledes ikke være Udsigt til i en nærmere Fremtid at saa denne forladte Strækning brolagt. Men noget burde der dog virkelig foretages, for nogenlunde at forebygge de Ulemper, der nu saa ugenert lægges i Vejen for den store Færdsel. Da Indsenderen af disse Linjer i Forgaars passerede den ulykkelige Vejstrækning, opdagede han pludselig 1 - en Mand med at skovle Mudder fra Korevejen op i en Trillebør! Det er alt, hvad Kaptejnen har tilovers for denne vigtige Passage! Der synes saaledes at være rigelig Anledning til for det Offenlige at skride ind og ofre lidt paa denne Vejs Regulering og Belæggelse med Skærver og Asfalt, saa den dog i det Mindste kunde blive nogenlunde fremkommelig; den nuværende Tilstand med sin sparsomme Belysning, er jo ligefrem utaalelig, og Enhver vil vistnok være det Offenlige taknemmelig for de Kroner, som det maatte anvende herpaa. Maatte disse Linjer bidrage til, at Sagen med det Første tages under Overvejelse og at der maatte blive truffet Arrangement, skulde det meget glæde Deres ærbødige H. H.

(Social-Demokraten 10. november 1881).

Ingeborg Krüger om sin Broder. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn, den 9. november 1881.

Valget i Nordslesvig. I F. Telegr. til R. B fik Lassen i Haderslev 282 Stemmer.

Ingeborg Krüger har i "Dannevirke" for i Mandags indrykket en længere Redegjørelse for sin afdøde Broders Stilling til Valget i første Kreds Det fremgaar deraf, at Krüger var fast besluttet paa at trække sig tilbage og var enig med Junggreen i Hensigtsmæssigheden af, at der blev holdt et Møde i den Anledning. Junggreen besøgte Krüger for at være sikker paa hans Bifald, og om dette Besøg hedder det i Skrivelsen: De to Mænd talede først ene tilsammen; senere kom Hr. Junggreen og bad mig at være Vidne til min Broders Udtalelser med Hensyn til det Møde, førstnævnte havde besluttet og ordnet af Valgmænd, der skulde drøfte Valgspørgsmalet. Det var jo paa den Maade min Broder selv helst vilde have Sagen ordnet og gav ham dertil sit enige Samtykke i mit Paahør; han vidste ikke, hvem af de ledende Mænd, der i Forening med Hr. Junggreen havde besluttet Mødet, men han troede, det maatte vinde Bifald hos alle Vælgerne. Derefter udtalte han til Hr. Junggreen: "Hvis jeg lever til den Tid, vil det glæde mig, om jeg kunde støtte den Mand, I vælge med de Raad, jeg efter min lange Livserfaring kunde medgive ham; jeg vilde da kunne forberede ham paa meget uventet, der vil møde ham, og anbefale ham til de Mand der have skjænket mig Tillid og ydet min Sag retfærdig Anerkjendelse!" Endvidere tilføjede han: "Kunne I ikke blive enige, saa er der, hvis jeg lever, dog altid det Raad tilbage, at I i det sidste Øjeblik om det behøves, kunne samle Stemmerne om mit Navn". De samme Udtalelser har flere af hans Vælgere, der have talt med ham om Valgsagen hørt ham enslydende udtale.

I denne sidste Yttring maa dog ikke lægges den Betydning, at den danske Sags Talsmand Hans Krüger endnu med Døden paa Læberne vægrede sig ved at slippe det Banner, der var ham betroet, hvilket udtales i "Flensborg Avis" Nr. 227 af "En Røst paa den anden Side Grænsepælene". .

Dette var ikke Tilfældet. Hvis det ikke havde været hans Mening snart at overgive sit Banner til sin Arvtager ledsaget af sit gode Raad. som han udtalte til Hr. Junggreen og flere af sine Venner, af hvem det vil finde Bekræftelse, da vilde hans Ord jo intet have at betyde og paa det kunde man altid stole; thi han var sanddru og rummede i sit Hjerte ikke Skygge af Ærgjerrighed eller Misundelse, lige saa lidt som han nogen Sinde søgte at fremme sin Sag ved uværdige Midler eller ved Krogveje; han udtalte sig ligesaa ærlig overfor sin Ven som overfor sin Modstander; og det var ene ved denne aabne Færd han saa længe bevarede sine Vælgeres Tillid paa sin ansvarsfulde Post.

Hans A. Krügers Gravmæle paa Bevtoft Kirkegaard. Illustreret Tidende nr. 1216, 14. januar 1883.

Efter at have omtalt den Modstand, som Indvarslingen af dette Møde den 2den Avgust havde vakt, fortsætter Artiklen:

Den gjentagne skriftlige Erklæring af min Broder, der saa ofte har været henvist til, og som især var vildledende for alle, efter som den første ej var bleven dementeret, skylder jeg Sandheden her at fremføre Motivet til, og den begrunder og sig da alene paa, at Hr. Gustav Johannsen en Dag kort før Mødet kom hertil i Sendelse fra Hr. Junggreen, der samme Dag havde telegraferet efter ham og bedt ham tage herud til min Broder for at anmode ham om atter at give sit Samtykke til Mødet, hvilket han mente, vilde kunne støtte ham. Min Broder indvendte først: "Jeg har jo ikke dementeret min første Erklæring, og kan saaledes ikke indse, at det gjøres fornødent", hvilket Johannsen ogsaa set fra den Side, indrømmede, men bemærkede, at han havde fundet Hr. Junggreen i den beklageligste Tilstand, fortvivlet og nedtrykt over al den Opposttion, dette Møde havde fremkaldt, som han med sin ærlige Villie havde virket hen til; ja tilføjede endogsaa, at han var saa modløs, at han næppe selv turde aabne Mødet og bivaane det og af den Grund alene for at berolige Hr. Junggren, bad han min Broder afgive den sidste Erklæring, som han kun af kjærligt Hensyn til Hr. Junggreen paa den Maade indvilligede i.

Men, bemærkede han: Jeg sidder i en svag og hjælpeløs Tilstand og kan hverken skrive eller diktere. Dette tilbød da Hr. Johannsen at ville gjøre, naar min Broder vilde underskrive sit Navn. Han gik da ind i en anden Stue og skrev, medens jeg bragte den Syge til Sengs. Derefter gik jeg ind til Johannsen, der læste for mig, hvad han havde skrevet ; jeg bemærkede, at Ordet Samraad maatte han helst stryge, da jeg frygtede, at min Broder, der altid vejede sine Ord, ikke vilde underskrive det, da dette Ord mere kunde opfattes som en Tilkjendegivelse af, at min Broder havde været meddelagtig i at planlægge og ordne Mødet, hvilket jo ikke var Tilfældet. Hr Johannsen vilde dog forsøge det og gik ind til min Broder, der ikke gjorde nogen Indvending der, men underskrev sit Navn paa Sengen. Senere da Hr. Johannsen var rejst og jeg sad inde i Stuen hos min Broder, udtalte han: Jeg kan nu hverken skrive eller diktere mere, jeg kan ikke mere ordne mine Tanker eller forhandle om noget; jeg har jo sagt det saa længe, jeg kan ikke mere have med nogen Ting at gjøre, sig det til dem alle.

Hermed var det altsaa givet, at min Broder havde naaet det Punkt af sit Liv, hvor hans politiske Gjerning maatte standse, og at han for sidste Gang havde tjent Sagen med sit Navn. For dem, der med et uhildet Blik vil se paa Sagen og tro mine Ord, haaber jeg det lidt omhandlede Spørgsmaal maa være løst: "hvorfor vilde Krüger ikke tale med Hr. Junggreen?"

Frøken Krüger afviser med Misbilligelse Hr. Poulsens Ytringer om, at Junggren ikke kunde lade den syge Mand dø i Fred og ender sin Artikel saaledes: Allermest maa jeg beklage samt misbillige de i den sidste Tid saa stærkt udprægede og forhaanende Udfordringer til Hans Lassen, hvilke jeg heller ikke tror vilde have vundet Bifald hos den besindige og alvorligere Del af Befolkningen, der hidindtil under tvivlsomme og trykkende Forhold ved sit prøvede Blik samt sunde Omdømme stedse har forstaaet klart at skjelne og finde det for Sagen rette og værdigste Maal. Den faste Holdning, Hans Lassen her har vist, ved ikke at vige Pladsen for de gjentagne Opfordringer, der have lydt til ham, kan jeg ikke undlade at yde min fulde Anerkjendelse. Al krænkende Omtale gjør tilvisse i første Øjeblik et saarende Indtryk, men er man besjælet af den rette og sande Følelse for den Sag, man tjener, taber Smerten dog snart sin Braad, og man føler sig derefter endmere styrket til med stille Ro taalmodig at bære enhver personlig Haan og Krænkelse, Sagen frembyder, hvilket min rige Erfaring, under lignende alvorligere og tunge Prøvelser ofte har overtydet mig om. Senere møder den politiske Mand dybere gaaende Spørgsmaal og flere prøvende og alvorlige Øjeblikke, der udfordrer mere Mod og større Kræfter, og om det her maa være mig tilladt at henvise til den hedengangne Formand, da tror jeg at han mulig paa dette Omraade kan staa sin Arvtager til Exempel; thi heri besad han vist sin bedste Styrke, og om jeg tør kalde det, hans meste Fortjeneste; at han under de stadig vexlende Perioder af hans lange politiske Liv, stedse stod fast. igjennem mørke Tider og alvorsfulde Øjeblikke svigtede Modet ham ikke. Han bar stedse med Styrke, hvad hans Stilling bød ham. Og naar da lysere Tider derefter atter oprandt, hvor mange hædrende Beviser ofte bleve ham til Del, da fristedes hans Hjerte lige saa lidt til Hovmod; han gik sin jævne Gang, og den faste Holdning samt stærke Tro, som han nærede til vor store Livssag, var det, der med en fast Villie og udholdende Trofasthed under en højere Magts Styrelse ledede ham til nogenlunde at finde sin Vej og følge sit Maal under skiftende og vanskelige Forhold.

Og naar hans Vælgere nu snart gjentagende skulle give Møde paa det Sted, hvor hans Stemme for saa ofte og enigt har lydt, gid Mindet om deres gamle Fører da for sidste Gang i trofast Enighed atter der maa knytte dem sammen, at de under en forsonende Stemning og ledede af samme varme og alvorlige Følelse som hidindtil, maa nedlægge deres Stemme i Valgurnen for derfra at kunne afgive et levende Vidnesbyrd om, at det lille haardtprøvede Folk i udholdende Enighed staar fast i Kampen for sin fælles store Livssag, thi kun da faar Stemmen sin rette Betydning.

Hertil maa jeg endnu knytte min dybtfølte Tak til alle den kjære afdøde Broders Vælgere fjern og nær, og beder jeg dem modtage samme som kun et ringe Udtryk for al den inderlige og varme Følelse, hvormed han selv saa ofte bevæget udtalte at være dem sin Tak skyldig saa vel for den vedvarende Tillid som trofaste Hengivenhed, hvormed de stedse havde fulgt ham paa hans lange politiske Bane, hvilket han stærkt betonede havde været hans bedste og kraftigste Støtte under hans ofte strænge og vanskelige Hværv. Og maa jeg her endnu tillade mig at vedføje en sidste Bøn til hans samtlige Vælgere. At hvis de, som der oftere har været hentydet til, kjærligt ville hædre hans Minde, det da maa ske i den Aand, han selv helst kunde have ønsket det, ikke ved Mindefester eller paa den Maade, men mere ved trofaste og enige at slutte sig om den Mand, der nu snart skal være hans Arvtager. Da gives saaledes ham i Arv hans Formands bedste Eje, der stedse vil styrke hans Mod samt støtte hans ansvarsfulde Gjerning. Selv fremme vi da forenede vort fælles store Maal, og rejse den nu i Fred hvilende Mand det bedste og varigste Minde.

Bevtoft, den 4de November 1881

J. Krüger

(Morgenbladet (København) 9. november 1881).

Gustav Johannsen (tv). Hans Lassen af Lysabild (th). Illustreret Tidende nr. 1157, 27. november 1881

Skoler paa Frederiksberg. (Efterskrift til Politivennen)

Frederiksberg Sogneskoler, hvis Antal, som bekendt, i indeværende Aar er bleven forøget med en ny, nemlig Skolen paa Godthaabsvejen, som er den 5te i Rækken, kunne bestandig glæde sig ved en meget stærk Tilgang, der viser sig et være langt større, end Kommunebestyrelsen har paaregnet. En af Grundene hertil, maa uden Tvivl søges deri, at ogsaa de bedre stillede Arbejdere og Smaahandlende lade deres Børn søge Skolerne, da de private, som findes paa Frederiksberg, ere altfor dyre, og af den Grund kun kan søges af Rigmændenes Børn. Der skal nemlig en god Pung til, for at kunne betale 8 a 10 Kr. maanedlig, alene i Skolepenge; naar man nu véd, at der hertil endvidere kommer Brændselspenge og de bestandige Udgifter til Boger og Skolerekvisiter, Garderobe m. m., saa kan man sige sig selv, at ingen nok saa hæderlig og stræblom Arbejder tør vove at tænke paa, at lade sine Børn søge disse Skoler. Han har altsaa intet Valg, men maa stiltiende betro Barnets Opdragelse til Sogneskolen. Ulemperne ved den stærke Tilgang vise sig fornemmelig ved Skolen paa Niels Ebbejens Vej, Lokalerne er altfor saa til at kunne optage den Masse Børn, som hvert Halvaar søges indskrevne. Denne Indskrivning finder Sted 1ste Maj og 1ste November, og det har vist sig, at Børn, om efter deres Alder og Kundskaber vare kvalificerede til en Oprykning i en Højere Klasse, har maattet vente et halvt eller helt Aar derpaa, hvilket selvfølgelig kan sætte Barnet tilbage i dets Erhvervelse af Kundskaber. For at raade Bod paa denne Ulempe skal der efter Forlydende være søgt Tilladelse til at udvide Skolen paa Niels Ebbesens Vej, hvor Tilgangen, rimeligvis paa Grund af Skolens nærmere Beliggenhed ved København, synes at være størst. Det til Skolekommissionen indgivne Andragende om Skolens Udvidelse gik ud paa at forøge den mindre Annexbygning med en tredje Etage. Men herom vilde den velvise Bygningskommisssion intet høre og gav i sin Visdom et bestemt Afslag. Det maa derfor beklages, al vedkommende Kommunalavtoriteter, der i sin Tid havde med Skolens Opførelse at gjøre, ikke har havt det fornødne Blik paa Fremtiden og dens Krav, men derimod ladet sig lede af utidigt Kniberi.

(Social-Demokraten 6. november 1881).