Holger Aagaard Hammerich (1845-1915). (Efterskrift til Politivennen)

Holger Aagaard Hammerich var en dansk ingeniør, etatsråd, borgerrepræsentant og folketingsmedlem for Højre 1890-1915. Hammerich medvirkede til loven om oprettelsen af Københavns Frihavn i 1891 og dens arkitektoniske udformning, hvor Langeliniekajen med Østmolen blev anlagt som beskyttelse af Frihavnens bassiner. Desuden var Hammerich sammen med havnebygmester H.C.V. Møller medansvarlig for udformningen af Langelinieanlægget med park (af H.A. Flindt), broer og lystbådehavn. Dette anlæg er dog i dag noget amputeret som følge af Kastellets rekonstruktion.

Ifølge Gregers Dirckinck Holmfeld: "På sporet af København" fik Holger Hammerich ideen til "Boulevardbanen" den 21. juli 1885 hvor han havde taget en fridag fordi hans kone skulle føde. Fra ide til handling gik der 30 år, og Hammerich selv døde før der kørte tog 1. december 1917. Jorden fra de 8 meter høje volde og 9 meter dybe tunnel endte ved Kalvebod Strand hvor Politigården og det hedengangne Postgirokontor blev opført, samt i Svanemølleparken hvor Svanemølleværket og luksusvillaer blev opført.

Holger Hammerich udtrykte betænkning i 1891 i forbindelse med kommunal valgret til kvinder. Han sagde: 

"Det vil ikke være naturligt at give gifte kvinder valgret, for de udøver denne ret gennem deres ægtemand. Altså er de kvinder, som er kommet på deres rette hylde, nemlig ægteskabet, udelukket fra valgretten. Til gengæld giver vi stemmeret til de kvinder, som ikke har nogen mand, og som derfor ganske naturligt må være misfornøjede med verden og forholdene. Dermed vil vi få et nyt vælgerkorps, som gennemgående er på de misfornøjedes side. Det kan aldrig være heldigt, og der er tilmed ingen mulighed for at rette op på disse kvinders misfornøjelse. Vi kan jo ikke give enkerne deres mænd tilbage eller skaffe de ugifte kvinder ægtemænd..."

Vore vestindiske Øer

Glædelige Efterretninger fra vore vestindiske Øer.

Etatsraad Hammerich fortæller om sin Rejse.

Søndag Aften vendte de tre Vestindiefarere, Etatsraad Hammerich, Administrator Larsen-Landorph og Grosserer Holger Petersen tilbage fra deres to Maaneders Rejse til de vestindiske Øer.

En af vore Hovedstadsmedarbejdere har bedt Etatsraad Hammerich om at fortælle lidt om Turen, en Anmodning, som beredvilligt blev efterkommet.

"Det var," siger Hr. Hammerich, "en meget tilfredsstillende og fornøjelig Rejse. Vi havde jævnt godt Vejr paa Sørejsen - heldigvis. Vi førte om Bord en dejlig fredelig og uforstyrret Tilværelse.

Vi tog herfra den 11. December og naaede St. Thomas Nytaarsmorgen. Der var vi foreløbig kun en Dag og tog med samme Skib til St. Croix, hvor vi landede næste Morgen.

Her maatte vi begrænse vor Opgave til et fyldigt Besøg paa Planteselskabets Ejendomme. Dagen gik paa den Maade, at vi om Morgenen tog til Plantagerne og først vendte hjem til en sen Middag. Efter den drøftede vi saa, hvad vi havde set.

Forholdene var i det Hele tilfredsstillende, uagtet saa vedholdende Tørkeaar som dem, der har hersket, efter at Plantageselskabet havde overtaget disse Ejendomme, næppe tidligere havde været kendt. Allevegne er Arbejdet med at bringe disse ganske forsømte Ejendomme paa Kode lykkedes godt. Det var en Fornøjelse at se det altsammen.

Hovedproduktionen er Bomuld. Bakkerne, som ikke egner sig hertil, benyttes til Græskultur. Her drives Kvægavl, som synes at lykkes godt. Kvægracen er forbedret med gode Avlsdyr, bl. a. med danske Tyre og Køer. Ogsaa en Hingst og nogle Hopper er ført fra Danmark derover til Forbedring af Hestene, særlig fornøjeligt var det at de store Landstrækninger med andre Ejere, som ved vort sidste Besøg laa hen som værdiløst Buskland. De mødte os nu som frodige Bomuldsmarker. og det var aabenbart, at de paagældende Ejere var blevet opmuntrede til at optage Bomulds-dyrkningen ved at se de gode Resultater af Planteselskabets Virksomhed. Man kan godt sige, at i det hele taget den Ihærdighed, hvormed der fra dansk Side er taget fat paa Afhjælpningen af St. Croix Landbrug, ikke blot af Selskabets, men ogsaa af andre Danske er blevet efterfulgt og har faaet stor Betydning for Øen.

Det var ogsaa en Fornøjelse at besøge Spedalskhedshospitalet samt de Plejehjem for forældreløse Børn og de Asyler for forsømte Smaabørn, som skyldes dansk Initiativ, Støtte hjemmefra og opofrende Ledelse ved unge danske Kvinder.

Vi besøgte ogsaa den Skole, der skal give en videregaaende Undervisning end den offentlige Kommeneskole og som allerede i Aar vil kunne afslutte Undervisningen med Mellemskoleeksamen. Med denne kan de unge gaa over til gymnasiet og andre videregaaende Skoler her hjemme.

Medens Undervisningen i det hele foregaar paa Engelsk, lærer Eleverne efterhaanden saa meget dansk, at Undervisningen i Historie og Geografi kan foregaa paa Dansk alene, Eleverne er baade Danske, Kreoler, Mulatter og helt sorte. Det er en mangefarvet Forsamling.

Fra St. Croix kom vi paa en meget heldig Maade til St. Jan, idet vi en Nat sejlede dertil med Orlogsmanden "Ingolf". Paa St. Jan besøgte vi Selskabets derværende Plantere og hørte med Glæde om den vellykkede Drift, Kammerherre Castenschiolds store Plantage er kommen i.

Samme Aften, som vi om Morgenen kom til St. Jan, naaede vi St. Thomas, hvor vi kun opholdt os i fire Dage. Vi fik her det Indtryk, at der var vækst i Skibstrafiken og gode Udsigter for Fremtiden, især efter at Panamakanalen bliver færdig og aabnes for Skibsfarten. Det ventes at ville ske i 1914. Med Henblik herpaa paabegyndes der i Aar et ret betydeligt Opmudringsarbejde, tjenende til Forbedring af St. Thomas Havn.

Hjemrejsen, som vi begyndte den 28. Januar, gik godt. Vi naaede le Havre i Fredags Morges og kom efter et kort Ophold i Paris til København Søndag Aften.

(Aarhuus Stifts-Tidende 14.februar 1911).

Fotograf Bertel Christian Budtz Müller (1837-1884): Holger Hammerich (1845-1915). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I forbindelse med grundlovsforslaget 1912 hvor kvinders stemmeret indgik, mente Holger Hammerich at der burde knyttes en stemmepligt til kvindernes stemmeret. Muligvis fordi de "anstændige" højrekvinder måtte gøre vold på sig selv for at stemme. I afslutningsdebatten i 1915 præciserede Hammerich at partiet ikke stemte ja til kvindevalgret "fordi vi betragter den som en menneskerettighed, thi det gør vi ikke".

Hvorledes jeg blev Politiker

(Af Folketingsmand H. Hammerich.)

Ugebladet "Tiden" har spurgt Formanden for Folketingets Højre, Hr. Etatsraad Hammerich, om, hvorledes han blev aktiv Politiker og faaet følgende Svar:

Min Interesse for og mit Syn paa politiske Forhold er vokset op under Samliv med de betydelige Mænd, der var knyttede til mit Hjem: Monrad, Fenger, Ploug, og fremfor alt Hall. Jeg følte mig som hørende fuldtud til de Rationalliberale, med det Liberale som Nr. 2, det Nationale som Nr. 1. Danmark til Ejderen stod for mig som det, der maatte være Hovedmaalet for vor Politik.

Saa langt Historien rækker, har Landet mellem Ejderen og Dannevirke været baade vor naturlige og vor nationale Grænse, syd for Ejderen er Folket tysk, nord for Dannevirke er det dansk. Fraregnet nogle indvandrede, er de, der har følt sig dragne mod Syd, kun fortyskede Danske. Vor Ret var derfor uomtvistelig; men Retten blev i 1864 lamslaaet af Magten.

Fra 1864 har jeg set vor Bestaaen som selvstændig Stat truet; det for mig afgørende blev derfor, at vi rustede os til det Forsvar, vi maatte være forberedte paa at føre. Det var min Overbevisning, at den for os afgørende Kamp næste Gang vilde blive ført paa Sjælland, og at i et Forsvar af Hovedstaden vilde ligesom i 1659 Afgørelsen falde.

I hvilke Rækker jeg med en stor Tilbøjelighed overfor den sande Frihed og den sunde Lighed var endt, ved jeg ikke, hvis ikke mit uafviselige Krav om et Forsvar med Københavns Befæstning som det centrale og Venstres Stilling hertil havde drevet mig stadig fastere over i Højres Rækker.

Direkte Del i politisk Virksomhed tog jeg først, da jeg i Nakskov blev Medlem af Højreforeningens Bestyrelse. Jeg havde dog ingen Tanke om selv at søge Valg til Rigsdagen, hvad jeg fik Lejlighed til at slaa fast paa min Fødselsdag den 20de November 1886.

Jeg saa den Dag nogle Venner hos mig, og maatte gaa fra Bordet, da der blev meldt en Mand, som endelig maatte have en kort Samtale med mig. Manden var Malermester Jensen, der anmodede mig om at være Højres Kandidat paa Christianshavn. Min Fader havde været Kredsens Repræsentant i den grundlovgivende Rigsdag; som født og opvokset derude, var jeg endnu kendt af mange; jeg var bleven kendt i Hovedstaden ved mit Banegaardsforslag; derfor henvendte man sig til mig, og Jensen indestod for, at jeg vilde blive valgt, en Udtalelse, hvis Rigtighed Hans eget Valg kort efter bekræftede. Jeg sagde Nej, hvad jeg, efter at have sovet paa det, næste Dag gentog, klar som jeg altid havde været paa, at jeg hverken havde Lyst eller særlig Evne til at blive aktiv Politiker.

En Maanedstid efter traadte en lille, firskaaren Mand, som jeg ikke før havde mødt, ind ad min Dør: "Jeg er Professor Matzen, kommer efter Telegram fra Nakskov om, at Kredsen er truet; Ingeniør Hammerich er den, der bedst vil kunne holde den." Mit Svar blev det samme som til Hr. Jensen, idet jeg dog af Hensyn til Sagen og Opfordringen fra mine Venner i Nakskov erklærede mig villig til at tage derover og støtte den Kandidat, man enedes om, som burde være enten gamle Steffensen eller Provst Lund.

Hvordan Prof. Matzens Telegram til Nakskov lød, mindes jeg ikke, kun det ved jeg, at det stemte ikke ret med min Udtalelse til ham; thi da jeg kom derover, fandt jeg mig i Bladene proklameret som Højres Kandidat. Jeg kom da under et Pres, og mine politiske Venners Udtalelse: "De er den eneste, der kan samle Kredsens Højre om Københavns Befæstning", bevægede mig til at tage imod Kandidaturen. Det er saaledes halvt med Voldtægt, at jeg i 1887 kom ind i den aktive Politik.

Fra Valgkampagnen i 1887 har jeg mange Minder, der saa godt som alle er af den mindre hyggelige Art, om hvilke man først efter svundne Aar siger med Æneas: Et hoc olim Meminisse juvabit *). Jeg vil dog friske op et fra et stort, af min Modkandidat Niels Neergaard foranstaltet, Møde, hvor Christen Berg mødte som Hans, Johs. Hage som min Adjutant. Der var mødt saa mange Landboere, at det straks blev forlagt ned i Harmoniens snesjapfyldte Gaard. Først talte, saa vidt jeg mindes, Berg og derefter Neergaard, og det var vist ham, der endte med at spørge mig, om jeg ogsaa vilde støtte Ministeriet Estrup, hvis det gik til en provisorisk Befæstning. Talerne blev holdt fra en Vognbund, og da jeg ad en lang Vogntrappe gik op til den, sølende mig, som om jeg var ved at betræde et Skaffot, trak Johannes Hage mig i Frakken og sagde, saa Berg hørte det: "De maa ikke svare Ja paa det Spørgsmaal, Neergaard stillede."

Jeg kom snart ind paa Fæstningen og Københavns Forsvar i 1659, som havde bidraget til, at Frederik III havde mægtet at knække Adelens Magt. Venstre Bønderne skulde i vore Dage vogte sig, at det ikke skulde gaa dem ligesaa, derfor vilde jeg haabe, at Venstre vilde gaa i sig selv; men fastholdt det sin Modstand, vilde jeg takke Ministeriet Estrup, Hvis det gennemførte Befæstningen, ogsaa naar det maatte ty til Provisorier, som jeg da vilde være med til at lade prøve for en Rigsret. Saavidt jeg ved, var Carl Wagner den eneste, der foruden mig i 1837 bestemt udtalte sig for den provisoriske Fæstning.

Denne Udtalelse blev under Kampagnen et stadigt Angrebsvaaben mod mig. Jeg tror ikke, at det fældede mig, men jeg ved, at det havde sin store Del i, at jeg ved en festlig Sammenkomst efter Valget med et Par Hundrede af mine Vælgere lovede at stille mig ved næste Valg, og at de lovede at skaffe mig valgt; et Løfte, som blev holdt i Januar 1890, hvor Københavns Befæstning gennem Provisorier nu var et fait accompli.

Det var med ærlig Villie, at jeg ved Valget gav Løfte om at bekæmpe Venstres Forsøg paa at tvinge Folketings Parlamentarismen frem gennem Visnepolitik og Finanslovnægtelse, at jeg nægtede at holde min Haand over Fattigmandssnaps, og fremfor alt var der ærlig Villie bag mit Løfte om at støtte Ministeriet i dets Maal: i Københavns Befæstning at skaffe os et nødvendigt Led i Landets Forsvar. Paa denne Stilling blev jeg da ogsaa valgt med ligesaa mange Stemmers Overtal (ca. 150), som Undertal, der i 1887 havde fældet mig. Saadan er jeg kommen ind i de aktive Politikeres Række.

H. Hammerich.

*) Ogsaa dette kan det en Gang blive en Fornøjelse at mindes.

(Bornholms Avis og Amtstidende 17. juli 1915).

Holger Hammerich

Det er en af vor politiske Verdens mest tiltalende Skikkelser, der med Folketingsmand, Etatsraad Hammerich er forsvundet. Det kan vel ikke siges, at han spillede nogen ligefrem stor politisk Rolle; men hans fremtrædende Karakteregenskaber gav ham alligevel i afgørende Øjeblikke en Indflydelse, der var større end de flestes, og han var af dem, der al Tid højnede den Forsamling, hvori han sad. Dygtig Fagmand, som han var, interesserede han sig først og fremmest for Realiteterne og Tingenes saglige Behandling, og hans noble, stærkt kultiverede Personlighed gav stedse hans Bidrag til Behandlingen den største Vægt.

Og først og sidst bør det huskes, at han i en Tid, hvor Klasse- og Standsinteresserne trænger saa stærkt paa, var en af dem, der al Tid havde selve Samfundets, Nationens Tarv for Øje. Derfor traf man ogsaa H. Hammerich som Medarbejder over alt. hvor det var de store Hensyn, der skulde tages, og hvor der krævedes Horisont og Uegennytte for at være med. Nævnes kan jo blot hans varme Interesse for Forsøgene paa at faa noget ud af Dansk Vestindien.

Holger Hammerich var født paa Kristianshavn den 20. November 1845, Søn af Professor, Dr. phil. M. I. Hammerich. Han blev Student 1863, studerede først nogle Aar Medicin, begyndte derefter i 1868 at studere Ingeniørvidenskab, studerede til 1871, var fra dette Aar til 1874 Civilingeniør i Nordamerika. Efter Hjemkomsten i 1874 var han Ingeniør ved Sydfynske Bane til 1876, derefter Medindehaver af Tuxen og Hammerichs Maskinfabrik i Nakskov til 1881 og endvidere Ingeniør ved De danske Sukkerfabriker fra 1881 til 1885. Hans Interesse for Sukkerindustrien var levende, og han gjorde i sin Tid et stort Arbejde for at faa Fart i denne saa betydningsfulde Produktion.

Omtrent paa dette Tidspunkt traadte han ind i det politiske Liv. Fra 1887 til 1893 var han Borgerrepræsentant i København. I 1890 stillede han sig i Nakskovkredsen, som han repræsenterede til 1895, da han ombyttede den med Københavns 6. Kreds, som han siden har holdt, i de senere Aar med et overvældende Stemmeflertal. Han var Medlem af Bestyrelserne for bl. a. Ny Carlsbergfondet, Foreningen for national Kunst, Plantageselskabet Dansk Vestindien, Spritfabriken Fortuna, et Par Eksportselskaber osv. Desuden sad han i Direktionen for Kolindsund og for Kallehave Jernbaneselskab, var Medlem af Bikubens Repræsentantskab og Formand for Carl Lunds Fabriker. Som Ingeniør har han gennem Tiderne ydet betydelige Bidrag til Udviklingen af Københavns Havne- og Banegaardsforhold.

I 1876 ægtede han en Datter af Læge Mølmark i Svendborg.

Da Hammerich 20. Januar i Aar kunde sejre 25 Aars Jubilæum som Folketingsmand, fremsatte han selv i "Bert. Tid. " nogle interessante Udtalelser om sin politiske Virksomhed. Han fortæller, hvorledes en lille firskaaren Mand, som han ikke før havde mødt. En Dag traadte ind til ham og sagde- "Jeg er Professor Matzen, kommer efter Telegram fra Nakskov om, at Kredsen er truet, Ingeniør Hammerich er den eneste, som maaske kan holde den". Hammerich mente dog ikke at kunne stille sig. "idet jeg dog", skriver han, "erklærede mig villig til at tage derover og støtte den Kandidat, man enedes om, som burde være enten gamle Steffensen eller Provst Lund. Hvordan Prof. Matzens Svar til Nakskov lød, mindes jeg ikke, men det stemte ikke helt med min Udtalelse til ham, thi da jeg kom derover fandt jeg mig i Bladene proklameret som Højres Kandidat. Jeg kom da under et Pres, og mine politiske Venners Udtalelse: "De er den eneste, der kan samle Kredsens Højre om Københavns Befæstning", bevægede mig til at tage imod Kandidaturen. Det er saaledes halvt med Voldtægt, at jeg kom ind i Politik".

Han blev dog ikke valgt den Gang - i 1887 - men kom igen i 1890 og sejrede. Han siger selv herom: 

"Det var med ærlig Villie, at jeg ved Valget gav Løfte om at bekæmpe Venstres Forsøg paa at tvinge Folketingsparlamentarismen igennem ved Visnepoliiik og Finanslovnægtelse, at jeg nægtede at holde min Haand over Fattigmands Snaps, og fremfor alt var der ærlig Villie bag mit Løste om at støtte Ministeriet i dels Maal, i Københavns Befæstning at skaffe os et nødvendigt Led i Landels Forsvar. Paa denne Stilling blev jeg da ogsaa valgt med et godt Overtal af Stemmer og kom dermed ind i den aktive Politik.

Mit Syn paa politiske Forhold er vokset frem under Samliv med de betydelige Mænd, der var knyttede til mit Hjem: Monrad, Fenger og fremfor alt Hall. Jeg følte mig som hørende fuldtud til de National-Liberale, med det nationale som Nr. 1, det Liberale som Nr. 2. Hvor jeg med en stor Tilbøjelighed overfor den sande Frihed og den sunde Lighed var endt, ved jeg ikke, hvis ikke mit uafviselige Krav om et Forsvar med Københavns Befæstning som det Centrale. og Venstres Stilling hertil havde drevet mig stadig fastere over i Højres Rækker, under hvilke jeg har kæmpet.

Som aktiv Politiker fik jeg hurtigt del Grundsyn, at det i Politik gælder om at faa det bedst mulige ud af de til enhver Tid foreliggende Forhold. Jeg har derfor ikke kunnet følge dem, der vil nøjes med at vaske sine Hænder i Uskyldighedens Bad og slaa sig til Ro med at protestere mod det, de finder forkasteligt. Som Regel er man ikke dækket, selv om mon nok saa meget kan sige: "I det, som her sker, er jeg uden Ansvar".

Del sidste er særdeles betegnende for den politiske Linie, Hammerich fulgte lige ned til den sidste Tid

*

For kun et Par Dage siden havde jeg - skriver Redaktør Asger Karstensen i "Frederiksborg Amtstidende" - en Samtale med Etatsraad Hammerich om et indre Partianliggende. Han var som altid optaget - fra dette Møde til det næste og derfra til den og den. Jeg bemærkede ogsaa ved denne Lejlighed, al han var ældedes stærkt. Han var træt.

Overfor mig gennemgik han hele sit Syn paa Danmarks Stilling til Verdenskrigen og til de kommende Forhandlinger om dens Afslutning.

"Jeg bevarer", sagde han, "Haabet og Troen. Jeg er ikke i Tvivl om, hvad der vil ske, hvis Centralmagterne sejrer, og jeg er inderlig overbevist om det rigtige i det Syn, jeg har paa Danmarks Stilling, hvis de allierede sejrer og Timen skulde slaa for de nationale Frigørelser. Af Hensyn til denne min Opfattelse ønsker jeg endnu en Gang at modtage Valg - helst gik jeg igen ud af Rigsdagen, naar Verdensdramaet er spillet til Ende. Jeg venter ikke Freden for tidligst i Efteraaret 1916".

'

I Søndags var Etatsraad Hammelich ude at spadsere, og var bl. a. ude for at se paa et Maleri af sig selv.

Da han kom hjem, var der endnu intet al mærke, men ud paa Aftenen blev han mindre veltilpas og gik Iil Sengs. Han vilde dog paa ingen Maade tillade, at der blev hentet Læge.

Om Morgenen Kl. 8, da han var ved at staa op, fik han et Besvimelsesanfald og hans Hustru tilkaldte nu Huslægen, Dr. Fenger.

Da denne kom til Stede, erklærede han, at det var meget alvorligt, og ved 5-Tiden døde Hammerich.

Det var en Underlivsforblødning, der blev Dødsaarsagen.

Etatsraad Hammerich led iøvrigt af en ret fremskreden Aareforkalkning.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 5. oktober 1915).

Hammerich død.

Ret uventet er Folkethingsinand for Københavns 6. Kreds, H. Hammerich, død i Gaar Eftermiddags efter et kortvarigt Sygeleje, omtrent 70 Aar gammel.

Der rømmes op i dansk Politiks Personel. Grev Frijs træder ud af aktiv Tjeneste. Lars Dinesen følges nu i Graven af Hammerich. Den gamle Tids Mænd forsvinder. Ny Tider staar med den ny Grundlov for Døren.

Hammerich har haft Sæde i Folkethinget i over 25 Aar. Fra 1890 til 1895 repræsenterede han Nakskovkredsen, hvor han havde besejret N. Neergaard, og derpaa Københavns 6. Kreds uafbrudt i 20 Aar. Det kneb i 1901, da han kun sejrede med 22 Stemmers Flertal, men først Venstres Frafald og derpaa denne Valgkreds Bebyggelse i stadig mere bourgeoismæssig Retning gjorde ham ved de senere Valg uovervindelig.

Hammerich var Højremand, ivrig Militarist og udpræget Toldbeskyttelsesmand. Men der var dog i hans Person og Politik Mindelser fra hans nationalliberale Afstamning. Han fulgte Estrup, men var glad ved Forliget i 1894 og deltog i Forberedelserne til det. Han var virksom ved Udarbejdelsen af den ny Valgkredslov af 1895, hvor han gærne vilde have givet København en Kreds til, men ikke magtede det. Han forhandlede gerne med de gamle Moderate og senere med J. C. Christensen - med hvem en noget gammeldagsfarvet Nationalopfattelse gav ham Berøringspunkter. Men han var heller ikke bange for i visse Situationer at forhandle med Radikale og Socialdemokrater. Som den udprægede Byrepræsentant og Industrimand han var, søgte han Byernes Interesser nogenlunde varetaget. Dette var Baggrunden for hans Forsøg paa at naa til et Grundlovsforlig i Foraaret 1914, og det var Hammerich, der - efter at Red. Asger Karstensen havde taget det første Initiativ i Begyndelsen af indeværende Aar førte Ellinger, Poul Rasmusen og Abrahamsen til Zahle og fik de afsluttende Grundlovsforhandlinger i Gang.

Det var Venstres Valglov, der oprørte ham. Den krænkede Byernes Retfærdighedskrav og den vilde ved det bundne Omvalg have gjort Højre til Reserve for det Christensenske Venstre, og den Lod ønskede Hammerich, trods alle nationale og militære Berøringspunkter med J. C. Christensen, Ikke Højre beskaaret.

Tilsyneladende var Hammerich en noget naiv Mand og som Taler meget ubehjælpsom. Men søgte man i det stenografiske Referat med noget Besvær Talens Mening, var der ikke saa sjælden Politik deri. Og skønt oftest Lars Dinesens Modpart i Højres indre Gruppekævl, var han Ikke fremmed for Kulissepolitik og en vis Forslagenhed. Men han manglede Karakterens Stejlhed og Viljens Styrke. Han vilde i for høj Grad være gode Venner med alle. I 1909 gjorde han - ligeledes inspireret af eller i Forbindelse med Asg. Karstensen - et Tilløb til at faa Højre ind i en fornuftig Kurs i Forfatningssagen, men han bøjede af overfor Modstanden i Højre Og søgte paa en efter vor Mening ikke helt værdig Maade at bortfortolke sine ganske vist utroligt knudrede Ord, hvis Mening dog i den paagældende Situation Ikke var til at tage fejl af, og som heller ikke blev misforstaaede.

Hammerich var Formand for Højres Valggruppe i Folkethinget. En Tid var han Formand for Højres Arbejder- og Vælgerforening i København. Fra 1887 til 93 havde han Sæde i Borgerrepræsentationen. Han interesserede sig tidligt for Forholdstalsvalgmaaden, men han vilde købe den saa billigt som muligt, og den Gang troede han endnu at kunne faa den forbundet med et Toklassevalgsystem. Paa dette i Forbindelse med andre reaktionære Planer knækkede Højre Halsen i 1893, de første Socialdemokrater og Liberale valgtes ind i Borgerrepræsentationen og Hammerich selv faldt.

Af Fag Ingeniør havde han Sæde i en Mængde industrielle Foretagender. Personligt var Holger Hammerich en yderst elskværdig og omgængelig Mand, hvem hans Rigsdagskolleger, enten de var hans Meningsfæller eller Modstandere, vil mindes med Sympati og Agtelse.

(Social-Demokraten 5. oktober 1915).

Holger Hammerich som Ingeniør.

Holger Hammerich er pludselig gaaet bort. Hans mange Venner ville med dyb Sorg skilles fra ham, og altid mindes hans brave, trofaste og elskelige Personlighed. Han kæmpede stadig trofast for sine Idealer, og der var gennem Aarene altid noget saa rent, fint og nobelt over ham, at han vandt selv sine politiske Modstandere Sympati - andre Modstandere havde han næppe. Hans Virksomhed som Politiker vil jeg lade andre udtale sig om, men skal indskrænke mig til kort at berøre hans Virksomhed som Ingeniør.

Der blev noget spredt over hans Uddannelse, idet han pludselig opgav sine Studier paa polyteknisk Læreanstalt for at drage til Nordamerika. Her virkede han ved forskellige Arbejder og erhvervede Kundskaber og et vidt Syn under Paavirkning af de storartede Anlæg, han lærte at kende, ligesom han fik Blik for den friske umiddelbare Opfattelse, der er ejendommelig for saa mange amerikanske Værker og Konstruktioner.

Efter Tilbagekomsten virkede han en Tid som Jernbaneingeniør, en Tid som Fabrikant og samtidig agiterede han for Indførelsen af Sukkerroedyrkningen paa Lolland, hvorved han banede Vej for de danske Sukkerfabrikers Tilblivelse. Først derefter kom Ingeniøren i ham ret til Gennembrud.

Det er ikke geniale Detailler eller Konstruktioner, der var hans Styrke; men derimod Ideerne i store Træk til Løsning af vanskelige Problemer. Jeg behøver blot at nævne hans udmærkede Idé til Anlæg af en ForbindeIsesbane gennem Boulevarden mellem en østre Station og en vestre Centralstation, hvorved de mangeaarige Forhandlinger om Ordningen af de kjøbenhavnske Banegaardsforhold fik en ganske ny Impuls og Planen blev med forskellige Ændringer Grundlaget for den nu under Udførelse værende Ordning.

Nævnes bør ogsaa hans Idé til Omordningen af Aarhus Banegaardsforhold. Selv om dette Projekt, navnlig paa Grund af sin Kostbarbed, næppe kommer til Udførelse, betegner det ogsaa en uventet Løsning, der i alt Fald tiltaler ved sit fine og storslaaede Syn paa disse Forhold.

At Hammerichs Navn ogsaa er knyttet til forskellige Privatbaner, turde være bekendt.

Da Planen om Frihavnsanlæget kom frem, greb dette Spørgsmaal straks hans Interesse, og i Rigsdagen og andetsteds støttede han Sagen med den Energi, han altid lagde i Sager, der havde større almen Betydning.

Hammerich havde, som bekendt, stor Kunstsans. Dette Forhold blandede sig ogsaa jevnlig ind i hans Planer til Ingeniørarbejder. Eksempelvis kan anføres, at han under sin Syslen med Frihavnsplanen med al Magt kastede sig ind i at kombinere denne Plan med Ordningen af det Langelinieanlæg, som er blevet Kjøbenhavns mest ejendommelige og skønneste Parkanlæg. Det skyldes i alt væsentligt hans Udkast.

Hammerich vil savnes meget, og hans Fædreland staar paa mange Mander i Taknemlighedsgæld til ham.

Ch. Ambt.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 5. oktober 1915).

Etatsraad Hammerich.

Don 20de Novbr. 1845. - Den 4de Oktbr. 1915.

Uventet kom igaar Budskabet om Folketingsmand, Etatsrnad Hammerichs Død. For et Par Dage siden færdedes han som sædvanlig, selv da han følte sig noget træt og syg, men ingen anede, at det allerede dengang saa hurtigt bar mod Døden.

Etatsraad Hammerich traadte som 45-aarig Mand i 1890 ind i den aktive Politik, idet han ved Valget den 21de Januar valgtes til Folketingsmand for Nakskovkredsen, hvor han allerede havde søgt Valg i 1887. I 1892 genvalgtes han, men I 1895 opstilledes han i Kjøbenhavns 6te Kreds, hvis dygtige Repræsentant paa Tinge han siden da uafbrudt har været.

Ved Siden af sin politiske Virksomhed, hvorom kendte Politikere udtaler sig andetsteds her i Bladet, har Hammerichs Arbejde paa Rigsdagen navnlig samlet sig om Sager, som vedrørte hans Fagvidenskab, og han har paa dette Omraade med Ære knyttet sit Navn til Løsningen af to ikke alene for sin Fødeby, men ogsaa for hele Landet vigtige Spørgsmaal: Kjøbenhavns Frihavn og Omordningen af Kjøbenhavns Banegaardsforhold.

Allerede i 185 fremsatte Hammerich sin interessante, tildels paa helt nyt Syn baserede Plan til Omordningen af Kjøbenhavns Banegaardsforhold, og gennem mange Aar arbejdede han med en usædvanlig Interesse og Energi paa at naa en endelig Løsning, hvad der ogsaa lykkedes ham. I den Plan, som nu gennemføres, spores Hammerichs Ideer paa de afgørende Punkter.

Den anden store Opgave, hvis Løsning Hammerich har knyttet sit Navn til, og hvor hans Genialitet har sat sine Spor, er som nævnt Frihavnens Anlæg og det dermed i Forbindelse staaende Spørgsmaal om Frihavnsanlægets Omgivelser. Da Loven om Frihavnen var vedtaget, fremsatte Hammerich den Plan til den nye Langelinie, som siden blev realiseret. Der var mange Vanskeligheder forbundne med dens Gennemførelse, som Hammerich, der dengang paa samme Tid var Medlem af Folketinget og Borgerrepræsentationen, af Havneraedet og Frihavnens Bestyrelse, imidlertid forstod at overvinde.

Fra 1891, indtil den nye Lov om Kjøbenhavns Havns Bestyrelse traadte i Kraft, var Hammerich Medlem af Havneraadet, først som valgt af Landstinget, senere som udnævnt af Kongen; ogsaa i Havnebestyrelsen havde Hammerich Sæde som udnævnt Medlem af Ministeren for Offentlige Arbejder.

Fra 1887-93 var Hammerich Medlem af Borgerrepræsentationen og fra 1911-13 Formand for Højres Arbejder- og Vælgerforening. 

Med Etatsraad Hammerich er en i høj Grad fædrelandssindet Mand, en nobel, dygtig og indsigtsfuld Politiker gaaet bort. Et flittigt og virksomt Liv har fundet sin Afslutning.

Landstingsmand Piper:

Meddelelsen om Etatsraad Hammerichs Død kom som et Lyn fra en klar Himmel. For kun to Dage siden var vi sammen og talte om det, der altid laa ham stærkest paa Sinde: Danmarks Vel.

Etatsraad Hammerich var en af de Mænd, jeg har truffet i det offentlige Liv, som jeg satte mest Pris paa. Hans fine og noble Karakter, forenet med stor Beskedenhed og Offervillighed, maatte nødvendigvis vække Sympati og gøre ham til en afholdt Medarbejder.

Det var hans varme Fædrelandskærlighed, der i sin Tid drog ham ind i det politiske Liv; det var ogsaa denne Stjerne der var ledende for ham i Hele hans Gerning og for de Beslutninger, han tog. 

Hammerich var en af de Rigsdagsmænd, der tilførte Rigsdagen et betydeligt Fond af speciel teknisk Indsigt, der i høj Grad kom Lovgivningsmagten tilgode og vil blive savnet i Fremtiden. Han var en flittig og samvittighedsfuld Mand, der selvstændig dannede sig sin Overbevisning om de Sager, der blev ham betroede, men han var tillige en forhandlingsvillig Mand, der kunde respektere andres Anskuelser og søgte gennem Forhandling at opnaa det bedst mulige Resultat.

Vort Parti og vort Fædreland har med ham atter mistet en af sine bedste Sønner.

E. Piper.

Folketingsmand Ellinger:

I Folketingets Højre havde vi i sin Tid to fremragende Teknikere: Niels Andersen og Holger Hammerich, og begge har de udrettet et overordentlig dygtigt Arbejde paa deres Felt, et Arbejde, som er anerkendt af alle deres Rigsdagskolleger; de saa ikke altid ens paa en Sag, og saaledes stillede Andersen sig ret køligt til Gennemførelsen af en tidsvarende Udvikling af Kjøbenhavns Banegaardsforhold, medens Hammerich som bekendt er den egentlige Fader til Planen herfor. Fælles for dem var den varme Interesse, de nærede for Landets Forsvar; dette var altid i deres Tanker, og hver paa sin Vis har gjort sit bedste for at oplyse Befolkningen om, hvor afgørende vigtigt det er at have det i Orden.

Var Hammerich noget langsom og ubehjælpsom i sin Tale, saa var han hurtig og grundig i sit Arbejde, og han var rig paa Ideer, ogsaa udenfor Ingeniørfaget; han har saaledes formet Tanken om at bevare Enmandskredsene til Folketinget (og dette forlangtesl) og dog nærme sig til Forholdstalsvalg, nemlig gennem Tillægsmandaternes Indførelse; og han har saaledes ydet sit store Bidrag Hl Fremskaffelsen af et retfærdigt sammensat Folketing. , 

Det saglige Arbejde paa Rigsdagen Interesserede Hammerich mest, og han havde den Lykke at udrette noget, der vil sætte Spor længe. Han følte derhos stærkt det personlige Ansvar og kunde ikke slaa sig til Ro med det unægtelig lette Ræsonnement, at naar man ikke gaar med til en Sag, saa har man intet Ansvar for den; thi han var klar over, at man da har Ansvaret for, at det gode, man ved sin Medvirkning kunde have indført, aldrig bliver gennemført, og at der med Rette senere vilde falde haarde Bebrejdelser for Mangel paa Klarsyn og Fremsyn.

Hammerich var en ridderlig Karakter, en fremragende Dygtighed, en varmhjertet og offervillig Patriot - maatte vore politiske Partier sætte en Ære i at tilføre det offentlige Liv Mænd af en saadan Støbning, at de pynter paa det og skaber det Respekt, fordi de repræsenterer det bedste i Folket,

H. O. G. Ellinger

Folketingsmand Poul Rasmussen:

Efter Systemskiftet blev Etatsraad Hammerich af mange betragtet som Repræsentant for den mest yderliggaaende Konservatisme - en Politiker med hvem en Forhandling vanskelig kunde føre til et positivt Resultat. Intet var dog mindre rigtigt.

Hammerich havde med stor Iver bekæmpet den daværende Regerings Skattelovforslag, som han - udpræget Højrepræsentant, som han var, fandt uretfærdigt. Og naar han tog sig af en Sag, omfattede han den med stor Varme. I Virkeligheden var Hammerich i udpræget Grad en Kompromissets Mand, der fremfor alt ikke ønskede Kamp alene for Kampens Skyld.

Faa var som han utilfreds med, at Grundlovskampen tilspidsedes, han havde ønsket den Sag løst allerede for Aar tilbage, og det er jo Offentligheden bekendt, hvorledes han senere gennem det Hammerich Rottbøllske Forslag virkede for en Overenskomst i 1914.

I det nu afsluttede Grundlovsforlig havde han en væsentlig Andel. Det var ham, der rettede den første Henvendelse til Konseilspræsidenten om en Forhandling.

Sammen med Hammerich sad jeg gennem flere Aar i Bestyrelsen for den interparlamentariske Gruppe.

Her tog han Ivrigt Del i Arbejdet, og navnlig havde han Interesse for Samarbejdet mellem de tre nordiske Landes Politikere, af hvilke han, efter det sidste Møde her i Byen, samlede en Kreds i sit gæstfrie Hjem. Jeg fik her et Indtryk af den Sympati og Forstaaelse, hvormed ogsaa Normænd og Svenskere omfattede ham.

Mange af os har i Hammerich mistet en god og trofast Ven, det offentlige Liv en loyal Politiker og Fædrelandet en trofast og offervillig Søn.

Poul  Pasmusen.

Etatsraad Hammerich og Dansk Vestindien.

Forbindelsen mellem Etatsraad Hammerich og de dansk vestindiske Øer skriver sig fra den Tid, da Forhandlingerne om Øernes Afstaaelse sidst stod paa.

Da hans Fædrelandssind ikke kunde forlige sig med Tanken om, at Danmark frivillig skulde skille sig af med de vestindiske Besiddelser, vore sidste Tropekolonier, kastede han sig med hele aln Energi ind i Arbejdet for at forhindre dette. Nogle af hans bedste Rigsdagstaler kom frem under de politiske Forhandlinger herom, Taler, hvori hans varme Fædrelandssind fandt Udtryk.

Men han lod det ikke blive ved Ord. Da Salgsforhandlingeme endelig var opgivne, tog han sin store Del i Arbejdet for at fremhjælpe Øerne. Han blev en af de ledende Mænd i Plantageselskabet "Dansk Vestindien", Medlem af Selskabets Bestyrelse, og deltog ogsaa paa mange andre Omraader i Arbejdet for Øerne Opkomst. Han gjorde sig ved Rejser til Øerne bekendt med Forholdene der og stillede sine rige Evner og store Arbejdskraft til Raadighed for dette Arbejde.

Forholdenes Udvikling i Dansk Vestindien bragte ham mange Skuffelser, men desuagtet holdt hans Følelser for de tre smaa Tropeøer sig til hans sidste Time Med ham har Dansk Vestindien mistet en god og virksom Ven.

L. C. Helweg-Larsen.

*

Etatsraad Hammerieh var født den 20de November 1815 her i Byen som Søn af Professor, Forstander for Borgerdydskolen pan Christianshavn, Dr. phil. M. I. Hammerich og Hustru. I 1863 blev han Student og studerede derefter i nogle Aar Medicin og senere fra 1868-71 Ingeniørvidenskab. Fra 1871-74 var Hammerich Civilingeniør i Nordamerika og blev etter sin Hjemkomst Inventar ved sydfynske Jernhane (1874-76). 1876 -81 var han Medindehaver at Tuxen og Hammerichs Maskinfabrik i Nakskov og fra 1881-85 Ingeniør ved De danske Sukkerfabriker.

*

Etatsraad Hammerich var Medlem af Bestyrelserne for Ny Carlsbergfondet, Foreningen for National Kunst, Kjøbenhavns Frihavn, Plantageselskabet Dansk Vestindien, Spritfabriken Fortuna, Kjøbenhavns Mælkeforsyning, Crown Butter Export Co. og United Export Co., endvidere var han Medlem af Direktionerne for Kolindsund og Kattehave Jernbaneselskaber, af Centralkomitéen af 1909 og af Bikubens Repræsentantskab samt Formand i Bestyrelserne for Carl Lunds Fabriker, Titan og Fanø Vesterhavsbad.

*

Vort Parti og vort Fædreland har med ham atter mistet en af sine bedste Søn. Etatsraad Hammerich efterlader sig Hustru, født Mølmark, samt 4 Sønner og 3 Døtre. Af Sønnerne er to Fuldmægtige henholdsvis i Arbejderforsikringsraadet og paa Stege Byfogedkontor. Af Døtrene er den ene Malerinden, Frk. Magdalene Hammerich.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. oktober 1915).

Et monument er rejst for Hammerich på Langelinie. Det er tegnet af Heinrich Wenck (ham med Københavns Hovedbanegård samt talrige andre stationer) og udført af Anders Bundgaard (ham med Gefionspringvandet 1908) og afsløret den 9. november 1918, rejst af venner af ingeniøren. På monumentet står der: Ingeniøren Holger Hammerich fremsatte 1895 Planen til Langelinieanlægget i tilslutning til Frihavnen. Rejst af Venner 1918". Hammerichsgade langs Boulevardbanen er opkaldt efter Holger Hammerich.

Holger Aagard Hammerich og Pauline Hammerich, Vestre Kirkegård, Afdeling A, rk. 3, nr. 1. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Direktør Hans Jensen, Riga. (Efterskrift til Politivennen)

Fra udstillingen i Riga. Fra Riga skrives til "Natt.": Ved den Udstilling, som for Tiden afholdes i Riga i Anledning af Byens 700-aarige Bestaaen, har dansk Ingeniørkunst vundet en smuk Sejr. Det store Aktieselskab "Richard Pohle" har nemlig for Dampmaskiner faaet Udstillingens højeste Udmærkelse, eller Byen Rigas første Ærespræmie. Denne Fabriks ledende Direktør er vor Landsmand Ingeniør Hans Jensen, R. af Dbg.; han har haft en væsentlig Part i Udstillingens Tilblivelse og er tillige en af de ledende Mænd i denne vellykkede Udstillings Forvaltning.

Desværre synes man i Danmark kun at have liden Interesse for Udstillingen her, som virkelig i flere Henseender er interessant. Riga har haft og har endnu en ikke ringe merkantil Interesse for Danmark, og da Forbindelsen er bekvem og billig, kan man kun tilraade en Tur hertil.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 25. juli 1901).

En Nyborgenser i Udlandet.

Direktør Hans Jensen i Riga kunde ifølge "Rigasche Rundschau" den 6te Maj fejre 25 Aarsdagen for sin Ansættelse ved Richard Pohles store Fabrik, hvis Leder han nu er. Hr. Hans Jensen er født i Nyborg, men rejste, efterat han havde taget Officersexamen, til Tydskland, hvor han uddannede sig til Ingeniør ved en Fabrik i Achen. Derfra kaldtes han saa til Riga, og det skal næsten udelukkende skyldes ham, at Richard Pohles Fabrik er arbejdet op til dens nuværende Betydning, ligesom Hr. Jensen i det Hele nyder stor Anseelse og Indflydelse i Byen. Som en Anerkjendelse af den smukke Maade, hvorpaa han har repræsenteret sit Fædreland ude i det Fremmede, er han udnævnt til Ridder af Dannebrog.

(Fyens Stiftstidende 12. maj 1905).

Dødsfald.

Direktør Hans Jensen, Leder af Richard Pohles store Maskinfabrik i Riga er under et midlertidigt Ophold her i Byen afgaaet ved Døden. Han var kommet hertil for at søge nogen Rekreation og underkaste sig en lettere Operation for en Blærelidelse paa Professor Schous Klinik. En Blodprop efter Operationen gjorde Ende paa hans Liv.

Det er en fremragende Dansker, der hor er gaaet bort, en Mand, der ved sin Dygtighed og Loyalitet gjorde det danske Navn agtet i Udlandet, og en Mand, der, skont han i mere end en Menneskealder arbejdede i Rusland og naaede en meget fremragende Stilling i dette Land, dog aldrig tabte Interessen tor og Kærligheden til det gamle Fædreland.

De mange Danske, der baade hjemme og i Riga er kommet i Forbindelse med Direktør Jensen, vil modtage Budskabet om hans Død med dyb Vemod.

Direktør Jensen kom til Rusland for ca. 35 Aar siden, efter herhjemme og i Tyskland at have uddannet sig til Maskintekniker og Ingeniør. Ved sin sejge Arbejdsomhed, utrættelige Energi og store Administrationsevner, steg han lidt efter lidt fra den ene betroede Stilling til den anden i de Virksomheder, han viede sine Kræfter. Efterat være blevet knyttet til den Pohleske Maskinfabrik fandt han sit egentlige Felt, og nu ved sin Død var han en af den store russiske Østersøbys mest fremragende Industrimænd.

Af hans mange Tillidshverv kan nævnes Stillingen som Formand i Rigas Fabrikantforening, den russiske Regering havde gjort ham til Præses for Arbejderulykkesforsikringen i de baltiske Provinser, han var Medlem af d en russiske Krigsindustrikommission og Administrator for en stor Waggonfabrik i St. Petersborg. Af den danske Regering blev ban allerede for flere Aar siden hædret med Ridderkorset.

Direktør Hans Jensen var Brodér til Burmeister & Wains kendte og ansete Arbejdschef, Driftsbestyrer A. Jensen. Han efterlader Hustru og Børn i Riga. Hans Lig vil rimeligvis blive jordfæstet i denne by efter Krigen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. august 1915)

Dødsfald. Direktør Hans Jensen, Lederen af Pohles Maskinfabrik i Riga, er i disse Dage under et Besøg i Danmark afgaaet ved døden efter en Operation paa Professor Jens Schous Klinik. Direktør Jensen, der var uddannet som Maskintekniker og Ingeniør, tog ifl. "Natt." i Begyndelsen af Firserne til Rusland, og ved sin Dygtighed og sit Administrationstalent skabte han sig en yderst anset Stilling ved Pohles Maskinfabrik i Riga, ligesom han nød betydelig Anseelse og beklædte en Række Tillidshverv i russiske Industrikredse. - Den Afdøde var Ridder af Dbg.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 23. august 1915).

Begravelsen blev udsat i 5 Aar

I det store Kapel paa Vestre Kirkegaard har man i de sidste fem Aar kunnet se en Kiste, paa hvis Laag der var henstillet Planter, saa det saa ud som en lille Have. Nu i disse Dage er denne Kiste endelig blevet bragt bort og afsendt til Riga. I Kisten findes de jordiske Levninger af Direktør, Ingeniør Hans Jensen, som døde pludselig i København i 1915, da han var kommen paa besøg fra Riga, hvor han havde været bosiddende i 30 Aar og havde oparbejdet en meget betydelig Virksomhed. Det var hans Ønske at blive begravet i Riga, i den Grav, hvori hans Hustru allerede længe har hvilet. Men Krigen gjorde det umuligt at overføre hans Kiste. Og først nu er dette sket.

(Roskilde Avis 1. december 1920)

Nikolaj Kirkebygning. (Efterskrift til Politivennen).

Den nye Sct. Nicolai Kirke

Tale ved Grundstensnedlæggelsen

af

Departementschef P. N. Rentzmann

Den ny St. Nicolai Kirke. Efter Arkitekt Ambergs Forslag.

Kjøbenhavns højtærede Kommunalbestyrelse! Ærede Damer og Herrer!

Jeg byder Alle, som har vist mig den Tillid og Ære at samles med mig idag, et hjerteligt Velkommen.

Ved Indmuringen af Grundstenen i denne kommunale Kirkebygning, som i det Ydre opføres i samme Stil og nøjagtig de samme Dimensioner som den oprindelige St. Nicolai Kirke havde paa Reformationens Tid, har jeg fundet det rettest at indlede denne Handling med Tonerne til Martin Luthers Sejrssalme "Vor Gud han er saa fast en Borg", hvortil han ogsaa har skrevet Musiken. Reformationens Lære forkyndtes første Gang i denne Kirke, kort efter at den var undergaaet en større Ombygning, efter Kong Christian II's Henvendelse derom i 1519 til Luther, som hidsendtc Magister Reinhardt. Han kom hertil i 1520, men det varede kun kort, da han ikke var det danske Sprog mægtig. Først i August Maaned 1529 under Kong Frederik I talte den danskfødte Reformator Hans Tausen i Nicolai Kirke, og dansk Salmesang lød første Gang i Hovedstaden i denne Kirke.

De ved Udgravningen forefundne Fundamenter af den afbrændte Kirke viste sig alle tjenlige til Paabygning, og den nye Bygning har faaet nøjagtig samme Længde og Bredde som den oprindelige Kirke, hvori Hans Tausen prædikede. Da hver Pille var nogle Tommer længere, og Ydermuren strakte sig ca. 3 Alen længere mod Øst end forudsat, er den nye Kirkebygning bleven ca. 8 Alen længere end angivet paa de indleverede Tegninger. Hovedskibet er 58 Alen langt og strækker sig ind i de nu nedbrudte indvendige Slagterboder.

Derimod vilde en Genopførelse af det under Kong Christian IV opførte Kor med Kapeller have naact ind i Nicolaigade Husrækker følgelig umuligt at genopføre.

Afstanden fra den nye Bygning til Nicolaigades Husrække er ca. 30 Alen, til Vingaardsstrædes Husrække ca. 36 Alen og til Lille Kongensgades Husrække ca. 40 Alen. Kirken kommer altsaa til at ligge paa en rummelig Plads.

Lehnssekretær, Departementschef P. N. Rentzmann.

Grundstens - Indmuring har jeg ikke villet undlade, da det er en ældgammel Skik ved større offentlige Byggeforetagender, og der knytter sig - som bekendt - i Haandværkerkredse den Tro dertil, at Murværket ellers giver sig, saaledes som det nylig er kommet til Orde ved Thorvaldsens Museum, hvor ingen Grundsten blev lagt. Hertil var imidlertid Aarsagen, at der ikke opførtes en Nybygning, idet Museet er en Ombygning al en tidligere Bygning. Her er det en ny Kirkebygning, som opføres paa den for Aarhundreder siden til Kirkebygning indviede Jord.

Naar Grundstenen ikke som sædvanlig blev lagt straks efter Fundamenteringens Fuldførelse og de forste Murpartiers Opførelse, skyldes det Vejrliget i Vinter, som gjorde Byggepladsen til et Uføre. Ved at udsætte Grundstenens Indsætning til et senere Tidspunkt, f. Eks. til nu, da Bygningen er opført i sin fulde Højde med tydelig Afskildring af Hovedskib, Sideskibe og Sidekapeller samt Etageadskillelse i Hovedskib og Sidekapeller, og da Taarnels indvendige Forandring næsten er fuldført, er det opnaaet, at hele Byggeforetagendet og dets Anvendelse bliver mere forstaaeligt.

Da Kommunalbestyrelsens Godkendelse af Pladsens Bebyggelse efter mit derom i 1913 indgivne Andragende altsaa ikke ligger mere end 2 Aar tilbage og derfor i al Almindelighed turde være bekendt, vil jeg indskrænke mig til i korte Træk at gengive Sagens Gang.

Min oprindelige Plan om Pladsens Bebyggelse med en Kirkebygning som den afbrændte skriver sig fra et den 12te Juni 1902 notarialiter oprettet Fællestestamente, hvori min dalevende, senere i 1910 afdøde Søster, Frøken Ida Rentzmann, og jeg gensidig bandt vore Formuer til dette Formaal, selvfølgelig da tænkt til egentlig kirkelig Brug. Der gik imidlertid kun faa Aar, da vi indsaa, at dette neppe lod sig gøre, fordi der ingen kirkelig Trang var dertil, og vi besluttede derfor, at Kirkebygningen ikke udelukkende skulde være til dette Brug, men f. Eks. til oplysende Foredrag, og et af Sidekapellerne til Bibellæsning og Forsamling for Holmens Sogns Menighed, hvortil det tidligere Nicolai Sogn i det væsentlige er henlagt, saa meget mere som Holmens Sogn ikke har noget Menighedshus, som f. Eks. Helligaandskirken, som har Helligaandshuset. Vi fulgte med Opmærksomhed enhver Plan om Pladsens Anvendelse. Der var nok af Projekter. Det eneste aktuelle var formodentlig Pladsens og Taarnets Afhændelse til Staten til Opførelse af en Telegrafbygning. Det var i Vinteren 1905-06, men Planen blev imødegaaet baade fra et historisk og et sagligt Synspunkt, f. Eks. af Stadsarkitekten, hvorefter Salget ikke blev vedtaget af Borgerrepræsentationen.

Det var derhos vort Ønske at faa Kirkebygningen opført, medens vi levede og selv have den Tilfredsstillelse at se den. En ydre Anledning hertil var det prægtige Spir, som Brygger, Dr. Carl Jacobsen i Aarene 1908-09 fik rejst paa Taarnet efter Professor Ambergs pietetsfulde Tegninger, medens det massive Taarn ved Kommunens egen Foranstaltning samtidig blev grundig istandsat.

Ideen til en kommunal Kirkebygning i den foreliggende Form fik jeg fra Forhandlingerne i Borgerrepræsentantsamlingen i Maj 1911 i Anledning af det fra Grundejere ved Nicolai Taam indgivne Andragende om Slagterbodernes Fjernelse fra Pladsen. Jeg bad da Spirets Arkitekt, Professor Amberg, til hvem jeg alt i 1910 havde henvendt mig, om at samarbejde Tegningerne i Overensstemmelse hermed, altsaa i det Ydre en Kirkebygning, som efter min Formening er den eneste Bygningsart, som i arkitektonisk Henseende kan slutte sig til Taarnet, og som, opført i den oprindelige Stil. med historisk Berettigelse vil Staa som et monumentalt Mindesmærke om Reformationens Indførelse her i Landet, og i det Indre til Forsamlings- og Foredragssal, Bymuseum og Folkebibliotek, alt under kommunal Styrelse. Arkitekten tog straks fat og afleverede Planen Skuddag 29de Februar 1912. Den beroede bos mig til i Marts 1913, da jeg af Overretssagfører Carl Recker som fra sin nævnte borgerlige Virksomhed kendte Testamentet og mit Ønske om at faa det udført, medens dog jeg var i Live, fik at vide, at der var berammet et Møde i det Udvalg, som i 1911 var nedsat om Slagterbodernes Fjernelse og Pladsens Anvendelse, saa at Tiden nu formentlig var inde. Jeg udbad mig en Tilladelse til at maatte forelægge Planen for Borgmesteren for Magistratens 2den Afdeling, Hr. Borgmester Jensen, under hvis Forretningsomraade Pladsen sorterer, og for Udvalget, som da bestod af følgende 7 Borgerrepræsentanter: Landstingsmand Chr. Christiansen, Tømrer From Petersen, Detailhandler C. F. Sørensen, Overretssagfører Becker og Viktualiehandler Joh. Nielsen samt 2 senere udtraadte Borgerrepræsentanter. Grosserer, Frk. Reruq og nuværende Indenrigsminister Rode. Efter de Udtalser, som da fremkom fra Borgmester Jensen og fra Udvalget, særlig sidstnævnte Medlem, blev det foreslaaet at dele den 32 Alen høje Hovedhal (Kirkens Hovedskib) i to Etager for at skaffe bedre Plads til Bymuseet, saaledes at den øverste Etage,  11½  Alen høj, blev Museum, en Opgave Arkitekten saa at sige omgaaende løste.

Herefter indgav jeg 18de Juni 1913 mit Andragende til Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse; ved Skrivelse 24de s. M. forelagde Magistraten det med Anbefaling for Borgerrepræsentationen, som i Samlingens sidste Aføde 30te s. M. modtog Tilbudet.

Efter de Forhandlinger, som i Vinteren 1913-14 fandt Sted med Folkebibliotekernes Hovedbestyrelse, blev Planen atter ændret, idet der, i Stedet for et Kredsfolkebibliotek i Sidekapellerne, foresloges indrettet et stort Centralfolkebibliotek, hvortil begge Sideskibe i Bygningen tillige maatte anvendes, saa at kun Hovedskibet benvttes til Foredrags- og Forsamlingssal. Planens Omarbejdelse, der vil medføre Sideskibenes Adskillelse fra Hovedskibet ved kunstnerisk udført Træpaneler og store Vinduer, blev færdig i Forsommeren 1914.

Herefter bliver Bygningens Indretning saaledes:

Hovedskibet: Den underste Hal, Hovedhallen, til Forsamlings- og Foredragssal, 58 Al. lang, 13½ Al. bred, 20 Alen høj. Den øverste Hal til Bymuseet samme Længde og Breilde, 11½ Al. høj. Loftet i begge Haller bliver Hvælvinger i armeret Beton.

Sideskibene, afskildrede fra Hovedskibet, forneden med smukke Træpaneler, foroven med Vinduer af Antikgins, er hvert 47 Al. lange, 8 Al. brede og 12 Al. høje, begge med Hvælvinger af ai moret Beton.

I det nordre, til Lille Kongensgade. Avislæsestue, Katalogiseringsrum og anden Virksomhed for Folkebibliotekets Personale.

I det søndre, mod Vingaardsstræde: Udlaanssal med Forhal (aabne Hylder tilgængelige for Publikum). I Sakristiet Stadsbibliotekarens Kontor, tillige Værelse for Foredragsholdere.

Sidekapellerne er hver delt i 2 Etager altsaa 4 Sale. hver 19 Al. lang 11 Al. bred og 6 A. bøje.

Det nordre: Stuen: Læsesal med Haandbibliotek. 1ste Sal til Børnebibliotek og Læsestue, med særlig Opgang. Det søndre: Stuen: Hovedbibliotekets Bogsal med Ekspedition til Kredsbibliotekeme (med særlig Indgang). I Kælderen indrettes Bogbinderværksted. 1ste Sal til Bestyrelsens Værelser.

Taarnet: Hovedindgang og eneste Indgang med Garderobe og Toilet tilvenstre. Tilhøjre fører en bred og bekvem Trappe med flere Afsatser, først til Orgelpulpituret ind til Ilovedhallen, derpaa til en Sal i selve Taarnet med Vindue til Admiralgade, 12½ Al. lang, 3 Al. brad og 11 Al. bøj, og derfra videre op fil den store Bvmuseeumshal i Hovedskibet hvortil vil blive en særlig dekorativ Indgang (en Forhal).

Salen i Taarnet var oprindelig tænkt anvendt til Bymuseet, men da dette maa antages at faa rigelig Plads i oftnævnte Hovedlial mej Forhal og paa Væggene i Forsamlingshallen og paa Trappernes talrige Afsatser m. v., bar jeg udtalt mig for, at Taarnværelset benyttes paa bestemte, et Par Gange ugentlig. Tider til Bibellæsning og Menighedsmøde for et begrænset Antal af Holmens Sogns Beboere. Egentlige kirkelige Foredrag, ligeledes til bestemte ugentlige Timer, for Sognets Beboere, holdes som ethvert andet oplysende Foredrag i Hovedhallen efter Samraad indenfor Styrelsen,

Byggeforetagendets Arkitekt, Professor Amberg, har med overlegen Dygtighed løst sin Opgave paa en saadnn kunstnerisk, praktisk og - hvad jeg lægger særlig Vægt paa - historisk-pietetsfuld Maade, at Bygningen vil staa som et af de bedste Eksempler paa dansk Bygningskunst fra Begyndelsen af dette Aarhundrede. Jeg var ikke kunnet henvende mig til en Arkitekt. der bedre end han har forstaaet at omsætte mine Tanker, først i Tegninger og derpaa i Mursten, Tømmer, Beton, Kobber og andet Bygningsmateriale.

Det være mig nu tilladt fra dette Sted at udtale min oprigtige og bedste Tak for den forstaaende Imødekommenhed, jeg altid har mødt og møder hos Kjøbenhavns højtærede Kommunalbestyrelse, saavel Magistrat som Borgerrepræsentation. Særlig retter jeg min Tak til Borgmesteren for 2den Afdeling. Hr. Borgmester Jensen havde straks den mest fuldkomne Forstaaelse af Planen, og har vist sig i Besiddelse af en aldeles enestaaende Evne til at føre Sagen igennem, og han har paa ethvert af Sagens Omraader, ogsaa dem, der ligger udenfor hans Forretningsomraade, givet mig de bedste Raad. Ligeledes takker jeg de ærede Medlemmer af Udvalget om Pladsen, nuværende og forhenværende Borgerrepræsentanter. Ændringen om Etageadskillelsen i Hovedskibet vil give Bymuseet en pompøs stor og lys Sal uden at forringe Foredragssalens Brugbarhed, muligt endog forbedre den i akustisk Henseende. Endelig takker jeg Borgmesteren for 1ste Afdeling som Formand for Folkebibliotekernes Hovedbestyrelse for Oprettelsen af et Centralbibliotek, det første her i Hovedstaden og Landet; det vil forhøje Bygningens samfundsnyttige Anvendelse.

Inden jeg skrider til Indmuringen, vil jeg ud fra mit Standpunkt hævde, at der ingen Modsigelse er i Genopførelse af en Kirke, som ikke anvendes til de sædvanlige kirkelige Handlinger. I andre Lande, f. Eks. Schweiz, England, de nordamerikanske Fristater, benyttes Kirker ogsaa til andre Øjemed. I tidligere Tider samledes Byens Borgere netop bl. a. i Nicolai Kirke til Møder i andre Øjemed. En Kirkebygning er kun en ydre Form. Udbredelse af Kundskab om den kristne Lære sker ligesaavel gennem Prædikener som paa anden oplysende Maade. Dette er ikke noget nyt, men har altid været vedkendt. Det er saaledes udtalt i det Salmevers: "Aand over Aander". som den norske Biskop Johan Nordal Brun skrev for over 100 Aar siden, og hvori det som en Gerning, man bør stræbe hen til at udføre i Livet, siges: "Bygge Guds Kirke oplyse hans Folk". Hver Gang jeg i Holmens Kirke hører denne Salme - hvortil Musiken vil blive spillet efter Indmuringen - tænker jeg paa den Naade, som forundes mig ved at være sat i Stand til at opføre denne Kirkebygning og paa dens Anvendelse ved Kommunens Hjælp til god og nyttig Oplysning. Selvfølgelig derunder Kundskab om Guds Ord, som det læres os i Bibelen, bande det gamle og det nye Testamente.

Det er mit inderlige Ønske som mit faste Haab, at Bygningens Anvendelse i Oplysningens Tjeneste maa bidrage sit til, at der maa opvokse en Slægt, som forstaar, at Livets Lykke opnaas gennem et sundt, fordrageligt og godt Familieliv, ved Arbejde, hver i sin Gerning, stor eller lille, ved Nøjsomhed og Sparsommelighed, der fører til Uafhængighed, og at Livets Fylde ikke beror paa ophobede Rigdomme til Luksusbrug. men i Aandens Kraft og Styrke, og at den - som Salmisten siger - maa være Guds Kærligheds Tolk i vort Hjerte - en Slægt, som føler sit Ansvar baade for Gud og for Mennesker i en stadig Pligtopfyldeise og med en god Samvittighed.

Det Dokument, for hvilket indmuringen skal dække, om Gud vil, forhaabentlig i Aarhundreder, lyder saaledes:

Gengivelse af brevet:

I Aar 1915 blev 14' August i Hs. Maj. Kong Christian X' 3. Regeringsaar indsattes i Overværelse af Københavns Kommunalbestyrelse, Grundstenen i St. Nicolai Kirke under dens Genopførelse til Kommunal Anvendelse som Forsamlings- og Foredragssal, Folkebibliotek og Bymusæum, i Henhold til det af Lenssekretær, Departementschef P. N. Rentzmann - paa Grundlag af hans og i 1910 afdøde Søster Frøken Ida Rentzmann's Fællesbestemmelse af 12' Juni 1902 - i Borgerrepræsentantsamnlingen 1913 og 1914 fremsatte Tilbud og i Overensstemmelse med de af Arkitekt, Professor H. C. Amberg indarbejdede Planer og Tegninger.

Stadens Overpræsident: Kammerherre de Jonquieres, 

Borgmestrene: Jensen, Fr. Andersen, Gram og Philipsen,

Borgerrepræsentationens Formand: Landsthingsmand Chr. Christiansen,

Næstformændene: OVerretssagfører Carl Becker og Læge Fru Harbou Hoff.

Grundstens-Indmuringen foretoges af Bygherren, Overpræsident og Borgerrepræsentationens Formand, bistaaet af Bygmesteren.

Samme Dag hejstes Krandsen paa Bygningens Tag med Rytterspiret. Byggearbejder paabegyndtes i Efteraaret 1914. 

Konduktør ved Byggeforetagendet er overdraget følgende:

(Herefter følger navnene, se teksten herunder)

Saa genrejses denne Kirkebygning Gud til Ære, Medborgere til Gavn.

St. Nicolai Kirke og Plads.

Den lille Højtidelighed igaar i Departementschef Rentzmanns kommunale Gave-Kirke kan vel betragtes som det egentlige Punktum i Nicolais Begrædelses Dagbog. Vi var jo nok kommen til det sidste Kapitel, da Kommunen for et Par Aar siden havde modtaget Gaven og givet sin Tilladelse til, at Pladsen blev anvendt og en Bygning opført efter Hr. Bentzmanns og lians Arkitekts Forslag, men Beseglingen foregik igaar. Det at Kransen hejses paa en Nybygning, er vel noget i samme Retning som den borgerlige Side af Konfirmationen for et Menneskebarn: Nu begynder den mere selvstændige Tilværelse. Og for den nye St. Nicolai Kirke blev Dagen igaar yderligere højtidelig ved Grundstens-Indmuringen paa selve det Sted, hvor i sin Tid Hans Tausen for første Gang talte paa Dansk for Kjøbenhavns Befolkning.

Afslutningen paa den sørgelige Vanrøgts-Periode er ikke kommen for tidlig. Det vil for en kommende Slægt maaske lyde som et mærkeligt Eventyr, at dens Fædre i den - som man vel vil sige - stærkt æstetisk interesserede Stad saa længe taalte et sort Stempel som Blikboderne og "Maven" med Tilbehør i Byens Midte ved Foden af et skønt og ærværdigt gammelt Taarn. Men naar de samtidig erindrer sig, hvad disse Fædres Fadre gjorde ved Byens gamle Volde og Porte med mere, vil de maaske kunne forstaa det.

Om Formaalet med den nye Bygning, der nu ved den smukke Gave fra Departementschef Rentzmann og hans afdøde Søster, Frøken Ida Rentzmann, er under Opførelse, vil Læserne faa Oplysning gennem Hr. R.s Tale igaar, der i dette Numer af "Berlingske Tidende" gengives efter hana Manuskript. I det Ydre er Bygningen t det væsentlige en Gengivelse af den gamle St. Nicolai Kirke, der sammen med Spiret -og en god Del af Byen Kjøbenhavn - blev ødelagt i 1795 ved en af de mange Ildsvaader, der hørte til de nogenlunde regelmæssigt tilbagevendende Begivenheder i vor lille, gamle Residens- og Hovedstad. Her skal da nærmest gives en kort populær-historisk Udsigt over den Trængsels-Tid for Kirke og Plads, som nu forhaabentlig er afsluttet.

Den hellige Nicolai har muligvis været de Søfarende en god Værnehelgen. Sit eget Kirkehus værgede han kun maadeligt mod Himlens Vejr; men det var da forresten først efter, at det var bleven den danske Reformations Moderkirke, at Ulykkerne begyndte at hjemsøge det. I Aaret 1560 slog Lynet ned i Spiret, der faldt ned i Kirken og sønderslog Hvælvinger og Højalter, og da Christoffer Walkendorff 30 Aar efter med Støtte af Christian IV havde faaet rejst Spiret paany, varede det kun andre 30 Aar, inden Stormen tog det, og der gik igen en Menneskealder, førend Taarnet atter blev kronet med et Spir, til hvis øverste Tinde der var 304 Fod. Og saa kom altsaa, godt 100 Aar derefter, Branden, som tog Spiret og ødelagde Kirken saa grundigt, at man besluttede at rive den helt ned.

Det varede forresten en rum Tid, inden denne Beslutning blev udført, da man ikke en Gang kunde skaffe Penge dertil - endsige til en Genopførelse - og Ruin og Plads henlaa i en Snes Aar i en Tilstand, der efter samtidige Billeder og Skildringer maa have været ganske malerisk omend ikke rigtig værdig for en Hoved- og Residensstad. Ruinerne forvitredes mere og mere, Gravmæler og Epitaphier blev slaaede itu og Kisterne solgte efter Vægt. Vandet stod om Vinteren over Gulv og Kirkegaard, og endelig maatte man til at jævne Kirkens Ruders med Jorden, medens det kullede Taarn blev bevaret som Brandvagts-Station. Om de forskellige Planer om Genopførelse af Kirken eller Udnyttelse af Pladsen i denne Periode skal blot nævnes P. Meyns Forslag om Opbygning i antikiseret Stil (det gamle Raadhus, Frue Kirke) og C. F. Hansens Projekt om at indrette Butiker i Ruinerne og lave Markedskedsplads udenom. Markedsplads blev der forresten af sig sig, idet der efterhaanden paa den ryddede Tomt ved Taarnets Fod rejste sig Telte og Boder, hvor der handledes med Grønsager og Kød; og som det fremgaar af hosstaaende Gengivelse af et Stik fra 1828 har der i denne Periode rørt sig et ganske pittoresk omend sagtens noget tilfældigt og i hygiejnisk Henseende mindre tilfredsstillende Liv.

Prospekt af Nicolai Taarn og Omgivelser 1828. (Efter Tegning af Batty. Stikket af H. R. Smith).

Omkring 1845 stivnede dette i de berømmelige, endnu eksisterende Slagterboder, der kostede 92,000 Rigsdaler at opføre, og som i Aarenes Løb blev en fast, kommunal Indtægtskilde, der tilførte Byens Kasse det svimlende aarlige beløb af godt en halv Snes Tusind Kroner (!). Med stor Pietet værnede man derefter i henimod 3/4 Aarhundrede om dette ejendommelige arkitektoniske Monument og det borgerlige Erhverv, det husede, medens man samtidig udnyttede Taarnet, foruden til brandstation, til Materialskur, offentlig Nødtørftsanstalt og til Udleje til en Flytteforretning, som "besørgede alt." Pladsen var iøvrigt nu ved Grundsalg og bebyggelse (Nikolaigade) bleven stærkt beskaaret.

Tid efter anden dukkede der Planer op, dels om Genopførelse af Kirken (efter Tegning af Amberg) dels om Omordning og Udnyttelse af Pladsen med Projekter om forskellig bebyggelse, Opførelse af Telegrafbygning, Badeanstalt m. m., - flere af dem afgjort uheldige, andre meget tiltalende og kønne; men da det afgørende Ord jo nu længst er sagt i Sagen, har de kun akademisk Interesse, og det vil være overflødigt at omtale dem. Kun bør nævnes Etatsraad Dahlerups smukke Plan (der gik ud paa Replantning, et Par smaa Tilbygninger til Taarnet og en Tillempning af Husfacaderne om Pladsen) samt Arkitekt Clemmensens to præglige, om en overlegen Sans for Pladskunst vidnende Forslag, der begge tog Sigte paa en (større eller mindre) Gennembrydning ud til Østergade og sin sidste Form Opførelsen af et Bygningsværk til arkitektonisk Støtte for Taarnet, der paa dette Tidspunkt var bleven forsynet med Brygger Jacobsens af Professor Amberg udførte Spir.

Etatsraad J. V: Dahlerups Forslag.

Som et bittert Kuriosum kan nævnes at der i Clemmensens første Forslag blev henvist til, at man ligeover i Østergade, hvorfra der ved Rydningen vilde blive frit Indblik til Pladsen, vilde have "Efterslægten"s smukke, gamle Gaard - Kjøbenhavns bedste gamle Bygning, der, selvfølgelig, som bekendt senere er konverteret i en moderne Forretningsejendom. Clemmensens sidste Forslag, der fremkom paa "Forskønnelsesforeningen"s Initiativ, havde faaet sin endelige Udformning, dels under Hensyn til, at der nu var kommen Spir paa Taarnet, dels for at udnytte noget af Pladsen lil Bebyggelse. Uden at gaa den senere, nu realiserede Udnyttelses-Plan for nær, kan det vel nok siges, at Clemmensens Plan syntes noget nær den ideale, Udtrykket for en dybt kultiveret kyndig og smagssikker Kunstners Tanker. - Da Brygger Jacobsens Spir var sat paa det gamle Taarn, var det klart, at let maaatte bære mod Slutningen af Slagterbodernes og "Maven"s Æra. Selve Spiret var forøvrigt, hvad man vel ikke har glemt endnu, straks et Modsigelsens Tegn. Det gamle Taarn var jo dejligt, som det stod, i al sin Fornedrelse. Et gammelt vejrbidt, fast og sluttet Monument, med sine røde Mure og sin djærve Murkrone et ærværdigt Belfrey, der stod sikkert og trodsigt paa Jorden. Naturligvis kunde man henvise lil den Skønheds-Forøgelse for Byens Silhouet, det nye Spir betegnede, men for mange var det, som om denne rundhaandede og højtstræbende Tilførsel var et Tab. De mistede noget, der var dem kært, og som de mente, de skulde haft Lov til at beholde.

Arkitekt  A. Clemmensens Forslag. Set fra Passagen ved Østergade.

Imidlertid lod det til, at Spiret for Alvor havde pirret ved Magistratens Samvittighed med Hensyn til Bevarelse af Slagterboderne. Medens det høje kommunale Rand ikke mente at kunne tage Stilling til Clemmensens Projekt, syslede det dog med Tankerne om at faa Pladsen reguleret, og saa kom i Sommeren 1913 i egentligste Forstand som en Foræring - Departementschef Rentzmanns Tilbud i Form af en Henvendelse lil Magistraten om Tilladelse til at lade opføre "en kommunal Kirkebygning i Forbindelse med Nikolai Taarn", at anvende efter den af Bestyrelsen (Medlemmer af Borgerrepræsentation i Forening med Giveren) nærmere trufne Bestemmelse efter dens Hovedformaal: Forsamlings- og Foredragssal, Bymuseum og Folkebibliotek. Bygningen, der i det Ydre skulde fremtræde som en Kirkebygning, skulde opføres efter Tegning af Professor Amberg i samme Stil som den oprindelige Kirke.

I sin første Udformning tog Tanken om Gaven - saaledes som Departementschef Rentzmann og hans dalevende Søster, Frøken Ida Rentzmann, allerede l 1902 fattede den - Sigte paa Oprettelsen af et Fond ved deres samlede Formue, bestemt til eventuelt med Renter og Renters Rente efter 20 Aars Forløb at anvendes til Genopførelsen af Nikolai Kirke, "hvor Reformationens Lære først prædikedes og Guds Ord først lød i Tale og Sang paa vort Modersmaal i vor Fødeby". Senere omformedes denne Tanke til Opførelse, endnu medens Giverne var i Live, af en Kirkebygning til Anvendelse som ovenfor nævnt. Og da Frk. Rentzmann imidlertid var afgaaet ved Dø»len, rettede Departementschefen den ovenomtalte Henvendelse til Kommunalbestyrelsen, der med Tak besluttede at modtage den ejendommelige og storstilede Gave.

- Og nu staar altsaa den nye "St. Nicolai Kirke", som dens Giver udtrykkelig ønsker den betegnet, paa det Sted, hvor det gamle middelalderlige Kirkehus stod. "Som et monumentalt historisk Mindesmærke om den Kirke, hvori Reformationens Lære første Gang blev forkyndt i Hovedstaden." Man vil kunne indvende, at Replica-Bygværker sjeldent bliver kønne, navnlig da, naar dø maa skrues ind i ændrede Forhold, og at det med Hensyn til Formaalet vilde have været mere logisk, om Nybygningen var bleven enten helt Kirke eller - maaske bedre endnu helt Folkebibliotek, et Omraade, hvor vi endnu vilde kunne tage ved Lære fra yngre Samfund. Hvad det Ydre angaar, er det dog endnu for tidligt at dømme, og her vil Tiden hjælpe. Med Hensyn til Bestemmeisen vil det vel vise sig, at der nok bliver Brug for Husrummet - vi har ingen Overflod derpaa her i Byen, og naar Verden engang faar Tid til at tænke paa andet end paa at ødelægge sig selv, stiller vel det aandelige Opbygnings-Arbejde overalt sine omfattende Krav.

Og det bør nu i alt Fald siges i Omtalen af den nye Bygning, som igaar har hejst Kransen over Spærene: At den har fjernet en Hæslighed, en styg og skæmmende Plet fra Byens Hjerte. Og at der ved den Gave, der har muliggjort dette, er givet et smukt og stort Udtryk for Borgersind og ærbødig Kærlighed til den By, vi alle elsker og er stolte af - men som vi ikke altid og alle har værnet, som vi burde.

H. 

Den ny Kirkebygning.

Hovedindgangen til St. Nicolai Kirke, der nu ved Departementschef Rentzmann Gave i ny Skikkelse opstaar af Gruset, bliver gennem den store Port mod Admiralgade under Statuen af St. Nicolai med Skibet. Taarnet, hvor den gamle Trappe langs Siderne er erstattet med en ny, bred Trappe der fører op til Bymuseumssalen og Orgelpulpituret i den store, gamle Bue, er en Forhal, hvori bl. a. er opstillet en Gravsten over en af Kirkens gamle Præster og Spidsen af det gamle Spir, der tidligere er fundet ved en Bygningsudgravning.

Foredragssalen, der optager den underste Del af Kirkebygningens Hovedskib i hele dettes I.ængde, ligger lidt højere end Gadens Plan og bliver 30 m lang, 11 M m bred og 7 m høj, med 5 Nicher til hver Side. Ved Egetræs Paneler, der foroven ved blyindfattede Ruder udfylder Loftsbuerne, adskilles Salen fra Sideskibene, der forbeholdes Kommunens Folkebiblioteker. Sideskibene faar Loft med Krydshvælvinger under Halvtaget medens Rummene i Tilbygningerne deles i to Etager med Bjælkeloft.

Ovenover Forhallen er der i Taarnet en Sal med stort Vindue ud mod Admiralgade, Den er nærmest bestemt til Malerier, henhørende under Bymuseet; under dette indgaar iøvrigt forskellige Dele af Taarnrummet.

Ovenover Orgelrummet er Adgangen, gennem en af røde Munkesten opmuret Forhal til Bymuseet, hvis Hovedsal er 7½ m høj og 9 m bred, forsynet med Loft mod Krydshvælvinger af armeret Beton. Indgangen til Salen er gennem en spidsbuet Portal mod Kjøbenhavns Byvaaben.

I Kirkebygningens østre Gavl, mod Vingaardsstræde, er et 15 m højt, sandstensindammet Vindue med blyindfattede Ruder. Her er to smaa Trappetaarne, ligesom Ryttersplret dækkede mod Kobber. Det lille Spir krones med en af Professor Amborg udført Vindfløj mod Kors.

Kirkens Arkitekt er, som bekendt, Prof H. C. Amberg; som Konduktør har Arkitekt J. Martin Petersen haft den daglige Ledelse af Byggearbejdet. Murerarbejdet udføres nf Murermestrene Philip Hanen og J. Jeppesen, Tømrerarbejdet af Tømrermester K. Winther, Hvælvingerne og Etageudskillelserne af Murermester A. J. Børgesen, Stenhuggerarbejdet af Stenhuggermestrene Brødrene Larsen, Kohberdækkerarbejdet af Kobberdækker L. Hannibal, Snedkerarbejdet af Snedkermester Hjalmar Christensen, Smedearbejdet af Smedemester J. P. C. Jensen & Sønner, Glarrnesterarbojdet af Glarmestor H. A. G. Fledelius, Malerarbejdet af Malermestrene Petersen & Andersen, Varmeindretningen er konstrueret af Ingeniør P. Danstrup og udføres af Bonnesen & Danstrup.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15, august 1915)

Rentzmann boede til sin død i 1923 i en lejlighed i kirkebygningen. Den er nu indrettet som restaurant Mavens 1. sal. Se indslag her på bloggen.

Kirkesalen blev efter Rentzmanns død hvert år anvendt til borgerlige konfirmationer i en årrække - altså et ikke-kirkeligt formål. 

I forbindelse med 100-året for kirkens indvielse, november 2017 fremstillede jeg en præsentation som viser før og nu fotoer af kirkens indre, dengang der var Hovedbibliotek (1917-1957).

Skudt sig paa sin Hustrus Grav. (Efterskrift til Politivennen)

Et Drama på Vestre Kirkegård

Sent i går eftermiddag er der ude på Vestre Kirkegård udspillet et drama, idet en ældre mand har gjort ende på sit liv ved at skyde sig på sin hustrus grav.

Den ulykkelige selvmorders navn er Lars Peter Christensen, han var cigarmager og boede i Aabenraa Nr. 8, 3. Sal. Først i denne måned mistede han sin gamle hustru, med hvem han havde levet det lykkeligste familieliv i mange år. Han var dybt nedbøjet af sorg over tabet af hende. Og til sidst har sorgen ganske taget magten fra ham, så han i sin fortvivlelse har besluttet at dø.

Ingen har hørt skuddet ude på kirkegården. Men i aftes lige før denne skulle lukkes, fandt man ham liggende på hustruens grav med en revolverkugle i tindingen.

Han var stendød.

( Aftenbladet 29. juli 1915)

Det nye store Elektricitetsværk. (Efterskrift til Politivennen)

Det opfyldte Areal syd for Kalvebod Brygge, hvor Elektricitetsværket skal bygges.

Ved fælles Arrangement mellem Kommunen, Havnevæsenet og Statsbanerne vedtoges det for nogle Aar siden, at Havnevæsenet skulde opfylde et Areal i Kalvebodstrand bag Jærnbanemes Centralværksteder.

Falden fremkom ved Uddybninger i Havnen, og allerede i Fjor var Opfyldningen af ca. 80,000 Kvadratalen tilendebragt.

Dette store Areal benyttes for Tiden af et stort Handelsfirma til Tørring af Klipfisk.

Naar Udvalget, der for kort Tid siden er nedsat af Kommunalbestyrelsen. har afsluttet sit Arbejde vil det sikkert blive vedtaget herude at opføre det store Elektricitetsværk, som det stigende Elektricitetsforbrug kræver.

De nu eksisterende Værker er bragt op til den største Ydeevne og har alligevel ofte vanskeligt ved at levere tilstrækkelig Strøm.

Det forelagte Forslag gaar ud paa at etablere en stor Kraftstation, hvorfra der skal leveres Højspændingsstrøm paa 6000 Volt, som saa skal transformeres paa de nuværende Værker, der saaledes bliver Understationer.

I Udvalget undersøges for Tiden Muligheden af at anvende Diesel, motorer ved Værkerne; men disse egner sig særlig for mindre Værker, og sandsynligvis vil det blive Dampturbiner, der vil blive anvendt.

Af Hensyn til Kultilførselen og det store Forbrug af Vand, foreslaas det at bygge Værket ved Kalvebodstrand. Omkostningerne ved Opførelsen anslaas til ca. 3 Miil. 450.000 Kr.

(Social-Demokraten  25. april 1915).

Foto fra Social-Demokraten 24. august 1917 som viser elektricitetsværket under opførelse. Fundamentet blev sikret ved nedramning af ca. 600 betonstøbte pæle.