Mishandling af sin Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

Arrestanten B.,  der er Smedesvend, men i de sidste Aar har levet af tilfældigt Arbeide, og som tidligere er straffet 1 Gang for Tyveri med 2 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand Brød og 1 Gang for Vold mod Politiet med 2 Gange 5 Dages do., overbevistes under en ved kriminalretten behandlet Sag om at have gjort sig skyldig i Mishandling af sin Hustru under følgende Omstændigheder: I Begyndelsen af 1859 blev Arrestanten gift med sin nuværende Hustru, med hvem han har havt 8 Børn, af hvilke 3 leve. Forholdet mellem Ægtefolkene har allerede i en Række af Aar været slet, og i Aaret 1877 blev der indledet criminel Undersøgelse mod Arrestanten for Mishandling af hans Hustru, uden at dog Tiltale fandt Sted, idet Hustruen gik i Forbøn for ham. For 1 Aar siden bleve de separerede, men da Arrestanten ikke vilde holde sig borte fra Hustruen, som gjentagne Gange maatte paakalde Politiels Hjælp for at faae ham fjernet, indvilligede hun efter omtrent et Aars Forløb i at fornye Samlivet med ham, og siden den Tid have de igjen boet sammen. I Løbet af denne sidste Periode af deres Samliv har Arrestanten, som imidlertid var bleven mere og mere drikfældig og næsten aldrig fortjente Noget, men overlod til sin Hustru at skaffe det Fornødne til Familiens, og derunder hans eget Underhold, jævnlig med kortere eller længere Mellemrum mishandlet hende med voldsomme Slag med Hænderne, uden at hun dertil har givet anden Anledning, end at hun har bebreidet ham hans uordentlige Liv. Særlig har Arrestanten, som fra Juleaften f. A. til Nytaar gik i en stadig Ruus, øvet saadan Vold mod hende 2den Juledags Nat og Nytaarsaften samt en Dag i  Slutningen af Januar d. A. De Slag, Arrestanten saaledes har tilføret sin Hustru, have ingensinde havt nogen egentlig Skadelig Følge, men have derimod jevnlig efterladt Buler, Hævelser og Ømhed deels i Hovedet og deels paa andre Dele af Legemet. For dette Forhold blev Arrestanten ved ovennævnte Rets Dom anseet efter Straffelovens § 202 med 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. marts 1882).

Nakskovs Drikkevand. (Efterskrift til Politivennen)

En Ulæmpe, som Nakskov saa vel som det øvrige Lolland bestandig har lidt under, er i F. Loll -Falst, St, Mangelen paa godt Drikkevand, Paa Lolland savnes de store Sandlag, gjennem hvilke Vandet naturlig filtreres, og hvori det kan afsætte alle skadelige Plante- og Dyrestoffer, Naar man dertil boer i Nærheden af Stranden, hvor Jordbunden er saltholdig og dyndet, saa bliver Vandet endnu daarligere, I Byerne forværres disse Forhold endyderligere derved, at det Smuds og Affald, som uundgaaeligt samles, hvor en større Befolkning flokkes sammen, afgive skadelige Bestanddele, der tilføres Brønde og andre Vandbeholdninger. Af disse Grunde er Vandet i Nakskov mange Steder aldeles udrikkeligt, og selv naar det er kogt har det et saa uappetitligt plumret Udseende, at kun Nødvendigheden kan formaa Folk til at bruge det, Lolland afgiver derfor ogsaa en frodig Jordbund for mange Sygdomme, som næsten ikke kjendes i andre mere højtliggende og med godt Vand forsynede Egne af Danmark. I Nakskov er der ganske vist fra Byraadets Side gjort meget for ved gode Brønde at skaffe godt Vand, men de gode Brønde komme væsentligst kun de Nærmestboende til Nytte, Der gjøres derfor i denne Tid forberedende Skridt henimod Anlæggelsen af et Vandværk, som skal føre Vandet fra Vesterborg Sø til Nakskov, hvorved man altsaa i enhvert Hus uden Ulejlighed og forhaabentlig uden for stor Bekostning kan faa rent og godt Vand,

(Morgenbladet (København) 2. april 1882).

Christian Adolph Barfod Lønborg (5.9.1835-27.10.1916) fotograf, litograf: Østergade i Nakskov 1871. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Ferdinand Vilhelm Weikop og Emilie Marthine Myhre. (Efterskrift til Politivennen).

Mishandling af sin Hustru. Under en ved Criminalretten behandlet Sag tiltaltes Arrestanten Ferd. Vilh. Weikop, der tidligere er straffet med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød for overnævnte Lovovertrædelse. I Aaret 1862 blev Arrestanten gift og har siden samlevet med sin Hustru, med hvem han har 7 Børn, med Undtagelse af lidt over 1 Aar fra Slutningen af 1878 til Begyndelsen af 1880, i hvilken Tid de vare separerede, men efter Mandens Anmodning sluttede de igjen sammen. I Begyndelsen af Ægteskabet var Forholdet mellem Ægtefolkene godt, men i de sidste 8 Aar har det derimod været meget slet, idet Arrestanten forfaldt til Drik og forødte største Delen af sin Arbeidsfortjeneste til Svir, og naar Konen bebreidede ham hans uordentlige Liv og beklagede sig over, at han ikke bidrog Tilstrækkeligt til Familiens Underhold, mishandlede han hende hyppigt ja næsten daglig med Slag i Hovedet og paa Legemet, som jevnlig have efterladt mindre Saar og Skrammer, Contusioner og Hævelser, og dette uden anden Grund end hendes ovennævnte Bebreidelser. De mod Arrestantens Hustru saaledes udøvede Mishandlinger have dog ikke medført varige eller blivende Følger for hendes Helbred, og Arrestanten har ogsaa paastaaet, at det aldrig har været hans Hensigt at paaføre hende nogen egentlig Skade. Ved ovennævnte Rets Dom blev Arrestanten anseet efter Straffelovens § 202 med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. marts 1882).

Ferdinand Vilhelm Weikop (26. november 1839) blev 9. maj 1862 gift med Emilie Marthine Myhre (24. april 1839). Hun var født på fødselsstiftelsen. En arbejdsmand Ferdinand Vilhelm Weikop blev marts 1908 begravet på Vestre Kirkegård.

Om deres liv fortæller måske deres datter Olivia: Hun blev 1875 på Store Kongensgade 100. Som 5-årig kom hun på Børnehjemmet 1870 i Ryesgade 80 (1880). I 1883 annoncerede Ferdinand og Emilie efter en plejefamilie til det ene af deres børn. I 1890 boede Olivia på Grevinde Danner Stiftelsen i Jægerspris, sammen med sin 2 år ældre søster Agnes Emilie. Emilie døde året efter på Sankt Hans Hospital. I 1892 flyttede hun til Læsøegade 24, hun arbejdede som tjenestepige og buffetjomfru, og flyttede adskillige gange rundt i København. Ferdinand blev som ovenfor nævnt anholdt flere gange, for bedrageri (1876) og hustruvold (1882). Han fik fattighjælp i 1887 og 1890 fattiglem på Almindelig Hospital hvor han døde i 1908. Olivia kom 1912 ud for en trafikulykke, og boede på Lindevangs Alle 11 hos kunstmaleren Georg Achen og hans hustru Ane Cathrine Elisabeth Thiele. Hun blev udskrevet 8 måneder senere (29. april 1913) og flyttede til Elmegade 17, med en erstatning for en invaliderende benskade på 5.120 kr. I 1924 fik hun forsørgelse og fattighjælp. Hun døde i 1936 af brystkræft. 

Vesterbro 1882. (Efterskrift til Politivennen)

I starten af 1880'erne var der en del debat i aviserne om Stormgades forlængelse, anvendelsen af Sydhavnen og Tivoli. I en debatartikel omtales forholdene på Vesterbro således:

- - -

At der er stor Trang til en sydlig Forbindelse mellem Vesterbro og Byen, synes at maatte være aabenbart for Enhver, og det en Trang, som er af en langt større Betydning for Byen - ikke alene for "Westend" - end Tivoliøen og tilstødende Arealer. Den lange Forstad, som begynder omtrent ved Frihedsstøtten og ender ved sorte Hest, strækker sig i en Bredde af 1000 - Alen og har et stort Antal Gader mod Syd, der ere henimod 1000 Alen lange. Af disse indeholde Absalonsgade og Dannebrogsgade 50-60 Ejendomme, Saxogade 35, men denne saavelsom flere andre ville blive endnu længere end de to nysnævnte. Da disse Gader for en stor Del dannes af Bygninger med Smaalejligheder, findes her en talrig Befolkning sammenstuvet, som ingen Steder kan komme uden at gaa betydelige Omveje, eftersom Gaderne tildels ere uden Forbindelse indbyrdes og navnlig kun staa i Forbindelse med Byen ad Vesterbrogade I denne Hovedgade udmunde Roskilde Landevej med megen Bondekjørsel i Frederiksberg Allee og Gamle Kongevej med al Færdselen fra Sidevejene, men desuden maa al Færdselen fra Oplandet Syd fra Vesterbrogade ned ad denne Hovedgade; saaledes fra den store By Valby, for Fabrikkerne deromkring, ved Bakkegaardsvej og Vesterfælledvej. Carlsberg Bryggerier. Cikoriefabrikkerne, Cementfabrikken, et Jernstøberi, et Garveri, en Lervarefabrik, Bryggeriet i Rahbeks Allee, Frederiksholms Teglværker m. V. ligesom til den alt nu stærkt benyttede Vestre Kirkegaard; endvidere fra Forretningerne ved selve Stormgades Forlængelse, Gasværket, Kvægtorvet, flere kemiske Fabrikker, to store Sandpladser, Sten- og Tømmerpladse; endelig gaar ogsaa Meget af den betydelige og stadig voxende Trafik ved Gasværkhavnen om ad Vesterbrogade, ligesom fra Tømmerpladserne, da Gaden "Ved Kalvebodstrand", hvor tillige Havnebanen passerer, dels gaar meget afsides og dels paa sine Steder indsnevres betydelig. Det er en Uting, at at denne svære Kjørsel skal passere Hovedgaderne, saa meget mere, da den den derved føres ned ad de smalle Hovedgader inde i Byen. 

- - -

(Dagbladet (København) 2. marts 1882)

Nye Bygninger ved Vesterbroes Passage. Illustreret tidende 759, 12. april 1874.

Illustreret Tidendes version af Vesterbros Passage, nuværende Vesterbrogade. Set fra omkring Frihedssøjlen ind mod Rådhuspladsen, med Tivoli til højre i billedet. 1879/1880. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Nyvalgte Nordslesvigere i den tydske Rigsdag. (Efterskrift til Politivennen).

Fra Slesvig. --- Om Red. Gustav Johannsens Virksomhed i den tydske Rigsdag berettes i en Skrivelse fra Berlin af 23de Janar til "Flensb. Avis": Idag stod der to Sager paa Dagsordenen, der have local Interesse for 2den slesvigske Valgkreds. Den ene af disse Sager var Petitionen fra Aabenraa om at formaae Rigsdagen til at anbefale Rigskantsleren at give den i Petitionen ansøgte Tilladelse til at holde Transit-Trælager, og den anden var Petitionen angaaende Tilbagebetaling af den i sin Tid af forskjellige Kjøbmænd i Flensborg og andre Steder efterbetalte høiere Told paa Anchiovis. Begge Petitioner have særligt beskjæftiget den Deputerede Gustav Johannsen, da man fra Aabenraa havde betroet ham Sagen og fra Flensborg ligeledes havde indgivet en Petition gjennem ham til Rigsdagen. Petitionen fra Aabenraa faldt i Petitionscommissionen, til Trods for Johannsens Anbefaling af samme; men saa lykkedes det ham at faae, foruden den Deputerede for 1ste slesvigske Valgkreds, Hr. H. Lassen, 15 tildeels meget ansete Deputerede til at støtte et Andragende om alligevel at faae Sagen forhandlet i selve Rigsdagen, og idag maatte han nu forsvare Andragendet. Han paaviste, at der var Grunde nok, der talte for, at man anbefalede Petitionen til Bevilligelse, og endskjøndt det allerede var temmelig seent og Huset tilsyneladende træt, vandt han dog en meget stor Majoritet for sit Andragende. Han var saaledes heldig med sin første Optræden og modtog ogsaa fra en stor Deel Deputerede Lykønskning, da han forlod Talerstolen. Ogsaa den anden Sag om Anchovistolden gik heldigt, idet Huset næsten eenstemmig vedtog Petitionsudvalgets Forslag om at anbefale Rigskansleren at tage sig af Sagen eller Petenternes Ønske. I denne Sag talte kun Referenten og en Deputeret samt en Rigsregeringsrepræsentant. Johannsen havde, som tidligere meddeelt, talt for Petitionen i Petitionsudvalget, og da den mødte almindelig Velvillie, var det kun at spilde Tiden at tale mere i denne Sag.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. januar 1882. 2. udgave).

Fra Slesvig. Den Deputerede Lassen-Lysabild har, som allerede meddeelt, aflagt Eden paa den preussiske Forfatning, men paa samme Tid tilsendt Deputeretkamrets Formand en Skrivelse, hvori han fremhæver, at han paa ingen Maade har forandret sin Opfattelse af Nordslesvigs politiske og statsretslige Stilling og han fremdeles er i fuldstændig Overensstemmelse med hele den danske Befolkning i Nordslesvig. Det er kun, fordi Lassen troer at han ad denne Vei bedre kan værne om sine Vælgeres haardt truede nationale, politiske og materielle Interesser, at han har aflagt Eden.

Ogsaa den Deputerede Hørlyck, der ikke har aflagt Eden, meddeelte Præsidenten en Skrivelse af følgende Indhold: "I Henhold til behagelig Skrivelse af Dags Dato fra den høie Præsident i den preussiske Landdag tillader jeg mig herved at meddele, at jeg ikke seer mig i Stand til at aflægge den foreskrevne Forfatningsed, hvis Aarsag jeg i dag ikke møder i Forsamlingen. Grunden, hvorfor jeg ikke kan aflægge Eden, er hovedsagelig den samme som den tidligere nordslesvigske Repræsentaut Hr. Krüger har beraabt sig paa, navnlig, at den Befolkning, jeg repræsenterer, en dansk Befolkning, som ikke definitivt betragter sig som preussiske Undersaatter, saalænge Selvbestemmelsesretten med Hensyn til statretlige Forbindelse, som er givet i Artikel V i Pragfreden, ikke er kommet til Udførelse. Denne min Erklæring bedes den høie Præsident at meddele Forsamlingen. Ærbødigst A. D. Hørlyck."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. februar 1882).

Fra Hertugdømmerne. I Hertugdømmet Slesvigs danske Presse fortsættes Drøftelsen af det Skridt, den Deputerede Lassen har gjort ved at aflægge den Ed paa Forfatningen, der forlanges af Medlemmerne af den preussiske Landdag. Drøftelsen føres tildeels i en bitter Tone, hvad der er forstaaeligt, da Lassen ved Edsaflæggelsen er slaaet ind paa en Vei som Nordslesvigs Repræsentanter i Berlin hidtil ikke have betraadt. I "Dannevirke" holdes Protestpartiets Fane høit. Advocat E. Bekker i Aabenraa, som har stillet sig paa Lassen-Lysabilds Side og forsvaret Edsaflæggelsen, er bleven skarpt kritiseret derfor i nævnte Blad, som imidlertid har indrømmet ham Plads til adskillige Modbemærkninger. C. Bekker indrømmer i denne Replik, at Proteststadet førhen var det ene correcte. Forholdene have, efter hans Mening, imidlertid nu forandret sig i adskillige Henseender. Han deler ikke sine Landsmænds Tro paa en snarlig Gjenforening med Danmark, men har det faste Haab, at man i Nordslesvig ved samdrægtigt Arbeide og Offerberedviliighed vil kunne opretholde den nationale Existents. Han vil have, at man skal tage de fornødne praktiske Hensyn til de forhaandenværende Forhold og mener, at nye Forhold kræve nye Forholdsregler. At Eden aflægges, betegner E. Bekker som et tungt Offer, men Haabet om at kunne opnaae Noget og navnlig Udsigten til paa vedkommende Sted energisk at kunne føre de danske Slesvigeres Klager frem, driver til at bringe det. "Dvk." tager til Gjenmæle mod denne Replik, fastholder sine tidligere fremsatte Bemærkninger og betegner det som en aldeles ubeføiet Bebrejdelse, naar det er blevet sagt, at de Personer, der staae paa Proteststadet, skamslaae dem, der ville føre Slesvigernes nationale Kamp. "Dannevirke" deler fremdeles Menig med dem, der sige, at Nordslesvigs Repræsentanter ikke bør aflægge Ed i Befolkningens Navn.

I "Dannevirke" for 21de ds. tager atter Mads Jensen fra Jægerup Ordet imod dem, der ville forsvare Edsaflæggelsen. Han mener, at der i det Høieste for Nordslesvigerne derved kan vindes nogle smaa materielle Fordele, men at disse blive for dyrt kjøbte ved Edsaflæggelsen, der vil berøve Folket dets tidligere Ideal og Haab, der støttede sig til Nationens Selvbestemmelsesret, og som det bør fastholde, selv efterat Pragfredens Artikel V er ophævet efter Overeenskomst mellem Preussen og Østerrig.

Der synes kun at være ringe Sandsynlighed for, at Striden om Edsaflæggelsen for det Første vil standse. Da Edsaflæggelsesspørgsmaalet for nogle Aar siden drøftedes i den holstenske Presse, henvistes der bl. A. til de polske Deputerede, der alle havde aflagt Eden og ikke i mindste Maade derved syntes at have brudt hverken med deres Fortid eller med den nationale Agitation, der efter Cultusminister Gosslers Tilstaaelse har været saa virksom i Posen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. februar 1882).