Om Grønlænderne og de til deres Bedste sigtende Foranstaltninger. (Efterskrift til Politivennen)

af

H. Rink,

fhv. Direktør for den kgl. grønlandske Handel.

I en Artikel i "Ugeskrift for Læger" for 4. Marts d. A. har fhv. Læge i Nordgrønland v. Haven givet en Skildring af Grønlændernes Tilstand, der i Betragtning af de trøstesløse Oplysninger, han giver, næppe kan siges at have vakt den Opmærksomhed, som den fortjener. Thi dersom den skulde være ensidig eller feilagtig, bør den modsiges, er den derimod rigtig, maa Læseren jo dog for Alvor spørge, hvad der er blevet af det Værgemaal, som Danmark har paataget sig for at fortsætte Egedes Værk, og som det endnu hyppig roses for: hvad have Grønlænderne faaet i Erstatning for i halvandet hundrede Aar stadig at have skaffet ikke faa Danske deres Livsophold, for at have modtaget mange af disse med Gjæstfrihed og skaffet dem et venligt Hjem i deres fattige Land? - ikke at tale om de Penge, som de i en Række af Aar have indbetalt i den danske Statskasse. Efter i 34 Aar at have syslet med grønlandske Anliggender, for Størstedelen i selve Grinland, har jeg i Anledning af, at jeg for nylig har opgivet min Embedsvirksomhed, paatænkt at udtale mig om de her berørte Spørgsmaal i et særskilt lille Skrift, men føler mig dog nu opfordret til foreløbig i al Korthed at belyse dem for en større Kreds af Læsere end den, jeg ellers vil kunne gjøre Regning paa.

For da straks at skride til Hovedsagen kan det bevidnes, at hvad v. Haven siger om Tilstanden blandt Grønlænderne i Almindelighed, et hverken mere eller mindre end Sandhed, og enhver Ven af Grønlænderne bør formentlig takke ham for hans Udtalelser. Der gives vistnok endnu mange Undtagelser, og hervpa maa vi grunde vort Haab om Fremtiden, men det er Sandhed, at Boliger, Klæder og Levemaade blandt Grønlænderne i Almindelighed i Tidernes Løb ere blevne saa forværrede, at de Indfødte i denne Tilstand ikke mere ville være i Stand til at modstaa det strænge Klima og derfor maa gaa til Grunde, hvis ingen Forandring indtræder. Naar vi nu ville undersøge Oprindelsen til denne skrøkkelige Elendighed, som v. Haven giver os et Indblik i, maa vi ikke søge den i enkelte tilfældige Onder eller Feilgreb, og vi maa gaa langt tilbage i Tiden, og det er egentlig et i al sin tilsyneladende Ringhed omfattende kulturhistorisk Spørgsmaal, vi her have for os, men hvad Hovedsagen angaar, kan jeg dog ogsaa fatte mig i Korthed.

Læge, kolonibestyrer Christian Nicolai Rudolph (1811-1882), tegner, litograf Edvard Westerberg, Edvard (1824-1865): Colonien Omenak. 1850-1865. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Naar Talen er om Fattigdom, ligger det jo temmelig nær at give Monopolhandelen og dens Varepriser Skylden for dette Onde. I Virkeligheden kan det ogsaa vel med Rette paastaas, at den vigtigste, nærmeste Anledning til Fattigdommen er den, at der udføres for mange af de Produkter af Landet, som udgjøre Grønlændernes egne vigtigste Livsfornødenheder. Men paa den anden Side kan der ogsaa paavises, at det er Grønlænderne selv, der ønske at afgive disse Produkter, at der i Bytte for disse bydes dem de Varesorter, som de selv helst ville have, og at Varepriserne nu ere saa favorable for Grønland, som de store Vanskeligheder ved Omsætningen tillade, hvorhos selv en betydelig Forbedring af dem næppe vilde have den ringeste Indflydelse paa Velstanden. Der kan altsaa, naar man gaar ud fra den Forudsætning, at der skal banes Grønlænderne Adgang til at omsætte deres Produkter efter Behag, næppe tillægges Handelen i egentlig Forstand nogen væsenlig Del i denne beklagelige Tilstand. Men Monopolhandelen er ikke den eneste Særegenhed ved Grønlands Stilllng som Del af den danske Stat. Det er en bekjendt Sag, at naar der er Tale om denne Landsdels Administration, kan der strængt talt ikke anføres andre offenlige Indretninger som bestaaende der end "Mission" og "Handel". Naar undtages nogle først i de senere Aar Indførte og ganske foreløbige Bestemmelser, spørger man forgæves efter Domstols, Lov og Ret samt kommunale Indretinger. Det forholder sig virkelig saa, at der kun har existeret Love for de Fremmede, som opholde stg i Landet, ikke for dets egenlige Indbyggere. Havde det været i Koloniernes tidligste Aar, vilde dette næppe være paafaldende, men nu efter over hundrede Aars Forløb, og naar man betænker den gamle Regel "Med Lov skal man Land bygge", turde der være Grund til Formodning om, at der her er en væsenlig Mangel, som maaske kunde bidrage til at forklare, hvorledes den nuværende sørgelige Tilstand er opstaaet.

Det gav allerede fra først af Anledning til en gjennemgaaende Misforstaaelse, naar de tidligste Forfattere om Grønlænderne paastod, at disse hverken havde Love eller Øvrighed. Rigtignok tilføiedes der, at der havdes Skikke og Vedtægter, men der blev ikke lagt fornøden Vægt paa, at disse havde den samme Betydning for Samfundets Bestaaen som Love i civiliserede Lande, og at den patriarkalske Myndighed traadte i Øvrigheds Sted. En Hovedgrund til denne feilagtige Opfattelse af de Indfødtes Samfundsorden var vel de for et Jagtfolk særegne Eiendomsforhold, der slet ikke forstodes af de Fremmede, men mere eller mindre betragtedes som et regelløst Standpunkt. Vistnok herskede der et vist Fællesskab, men dette var ingenlunde regelløst. Det var begrænset ved særskilte Regler for Optagelse i Familien eller Forsørgerpligt, for Samliv mellem Husfæller og mellem Beboerne af den samme Vinterplads, og hertil kom, at ved Siden af en ubegrænset Frihed i visse Retninger vare Individerne med Hensyn til deres private Liv mere bundne ved Skik og Vedtægt end i civiliserede Samfund. Fremfor alt var det farefulde og besværlige Erhverv paa Havet at sætte i Lighed med en almindelig Værnepligt, og de Regler, der gjaldt derfor, og i hvilke de Ældre stadig maatte undervise de Unge, kunde fylde en hel Bog. All dette var mere eller mindre at betragte som Grønlændernes Love, og det var denne Lov, som styrkede det Indbyrdes Sammenhold, ved hvilket det blev muligt at føre en tilfreds Tilværelse i Egne, hvor ingen anden Nation uden store Hjælpemidler fra andre Lande er i Stand til endog blot midlertidig at friste Livet. Man skulde nu tro, at den mangeaarige Forbindelse med Europæerne maatte have medført Lettelser og Forbedringer ved dette Erhverv, men de Hjælpemidler, det derved har vundet, ere ikke at regne for noget i Modsætning til, hvad det i den samme Forbindelse har tabt, og endnu ere de gamle grønlandske Opfindelser, Kajakker, Konebaade og Telte, saaledes som de var for 1000 Aar siden, en nødvendig Betingelse for Familiernes Velstand. Der havde derfor tilvisse været Grund til straks fra først af at værne om Grønlændernes Skikke og Vedtægter og havde dem som Love, og man kan ikke drage nogen Sammenligning mellem de Lande, i hvilke de oprindelige Jagtfolk fortrænges for at afløses af Agerdyrkere, og Grønland, hvor ingen Europæer kan leve uden i et og alt at støtte sig til et vist Antal Indfødte, som have vedligeholdt deres ældgamle Erhverv og Levmaade.

Fotograf Louis Rousseau (1811-1874): Portræt af en kvinde. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den af Egede grundede Kolonisation var som bekjendt kun et Missionsforetagende, idet Handelen, som blev knyttet dertil, kun var beregnet paa at tilveiebringe nye Midler til Missionens Underhold. Handelen blev derfor først ogsaa, saavidt det lod sig gjøre, overdraget til Private, hvorved Regjeringen jo tillige tilkjendegav, at den ikke vilde blande sig i Grønlændernes Skikke og Samfundsorden, uden for saa vidt som Omvendelsen til Kristendommen førte det med sig. Men dette var lettere sagt end overholdt og faldt i Praxis ganske anderledes ud. Thi baade i Missionens og i Handelens Tjeneste maatte der jo bosætte sig Europæere i Landet, og disse fornægtede allermindst her deres Natur at ville regiere over de Indfødte i Kolonilandene. Begunstiget ved Grønlændernes fredelige Karakter blev Anerkjendelsen af Europæernes Autoritet snart befæstet ved Traditionen. Den tyske Missionær i det sydligste, og den danske Haandværker i det nordligste Grønland ville lige godt regjere over de Indfødte, som de satte« imellem. Der var selvfølgelig heller ikke Tale om at respektere Skikke og Vedtægter, enhver nyankommen Europæer ansaa sig som Lovgiver, den ene bedre end den anden. Men hertil kom, at der ved Handelen med de Fremmede fremkaldtes en Forstyrrelse i Eiendomsforholdene, idet de Produkter, som solgtes, unddroges det ved Skikkene hjemlede Fællesskab, uden at Samfundet havde Garanti for, at Sælgeren ikke lige fuldt benyttede sig af Fællesskabet for selv al nyde godt af andres Fangst. Det samme maatte blive Tilfældet med Hensyn til de Personer, der udrettede Tjeneste for de Fremmede paa det fælles Erhvervs Bekostning .

Læge, polarforsker Elisha Kent Kane (1820-1857) Portrait of Ootuniah. 1856. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Efter at Regjeringen i de første halvhundrede Aar efter Egede slet ikke havde blandet sig i Grønlændernes Samfundsanliggender uden ved at underholde Missionen, blev der, da Monopolhandelen for stadig var overtaget af Staten, udfærdiget en Instruks for Handelens Betiente, i Særdeleshed "Kiøbmændene". Af dennes 15 Poster omhandler den ene "Grønlænderne", over hvilke Kjøbmændene hver for sit Distrikt installeres som Øvrighed. Denne ret kuriøse Anordning overdrager Kjøbmanden et fuldstændigt Regimente med et vist patriakalsk Anstrøg. Grønlændernes egne Vedtægter ignoreres ganske, Kjøbmanden skal veilede dem med Hensyn til de forskjellige Aarstiders rette Benyttelse, en forstandig Levevis osv., og naar de begaa grovere Forseelser, tilføies der, "straffes de efter Omstændighederne og Forbrydelsens Beskaffenhed". Alle disse Forskrifter viste sig selvfølgelig kun lidet praktiske. Kjøbmanden havde jo ikke den fornødne Indsigt i Grønlændernes Erhverv, som ingen forstaar sig paa uden de selv, og han havde desuden tilstrækkeligt at varelage som Handelsbestyrer. Det viste sig ogsaa snart, at den kongelige Handels Overbestyrelse i Moderlandet paa lignende Maade kun skænkede den civilisatoriske Del af sin Opgave liden Opmærksomhed. Staten kunde vel ved at overtoge Handelen have de to forskiellige Formaal for Øie, men den burde ikke overdrage det samme Firma, det samme Kontor at varetage de dertil sigtende Forretninger. Man kan være temmelig vis paa, at af de for hinanden saa modsatte Hverv vil det, som hurtigst og lettest lover et tilsyneladende Udbytte, som kan kaste Glans over Institutionen, ganske fortrænge det andet. Saaledes gik det ogsaa her: at kunne hjembringe større og større Ladninger Tran og Skind fra Grønland blev i Virkeligheden det vigtigste Formaal, medens man ganske oversaa, at den forøgebe Indhandling ikke beroede paa en forøget Vinskibelighed, men tilveiebragtes derved, at Indbyggerne mere og mere blottede sig for deres egne Livsfornødenheder for at kunne tilbytte sig fremmede Varer, der kun vare til saare kortvarig Nytte for dem. Thi alt eftersom Agtelsen for gammel Slik og den Indbyrdes Disciplin blandt Grønlænderne slappedes, voksede Tilbøieligheden til Øieblikkets Nydelser. Naar det blandt Skikkene var Retten at nyre Godt af Fællesskabet, som vedligeholdt sig bedst, fandt Producenten jo mindre og mindre sin Regning ved at spare. Ifølge ovennævnte Instrux skulde der vises stor Varsomhed med at udhandle dansk Proviant til Grønlænderne, men i Aarenes Løb bleve alle hertil sigtende Indskrænkninger hævede. Derhos forøgedes Handelspladsenes Antal; til de oprindelige 10 eller 12 Kolonier er der efterhaanden føiet 50 Filialer eller Udliggersteder, for at de vidtadspredte Producenter overalt saa snart som muligt kunde indlevere Spæk og Skind af de fangne Sælhunde paa Handelen. Naar hertil endelig føies, at Handelens Regnskabsførere i Grønland alle lønnedes med Procenter af de hjemsendte Produkter, vil det kunne indses, hvorledes den administrerende i Direktions Virksomhed omsider kunde tage en udelukkende merkantil Retning.

Den fuldkomne Mangel paa tilbørligt Hensyn til Samfundstilstanden, gav sig ogsaa tilkjende ved Benyttelsen af Befolkningens Arbeidskraft. Det Net af Etablissementer, ved hvilke Produkterne skulde sammenskrabes i smaa Portioner over den udstrakte Kyst, fordrede et forholdsvis stort Apparat af Arbeidskraft saa vel som af Bygninger og Transportfartøier. Efter at man fra først af havde maattet anvende Danske til al offenlig Tjeneste, fandt man dog allerede tidlig paa ogsaa at benytte Grønlændere. Men den traditionelle Forestilling om, at det maatte være Europæerne, som skulde være de regjerende, har herved lige indtil vor Tid givet sig konsekvent tilkjende, selv paa de ubetydeligste Omraader. Til alt simpelt Arbeide, som hverken kræves Uddannelse eller var forbundet med Myndighed eller Ansvar, tog man aldrig i Betænkning at anvende Grønlændere baade i fast Tjeneste og som leiede Folk, uagtet de derved unddroges det nationale Erhverv, men til Stillinger, som udkrævede en nok saa ringe Bemyndigelse, har man endnu indtil vore Dage kun af Forlegenhed for Danske anvendt Grønlænderne. Dette gjælder særlig om de saakaldte Udliggere eller Bestyrerne af Filialpladserne, thi de ere jo paa Grund af disses afsides Beliggenhed Kolonibestyrernes Repræsentanter i de mindre Distrikter. Hertil har man især brugt danske Haandværkere, som for en temmelig ringe Løn lod sig antage til Tjeneste i Grønland. Men mærkelig nok kommer hertil ogsaa Fartøisførere, som besørge Transportvæsenet langs Kysterne med indfødt Mandskab! thi man ved jo dog saa godt som over hele Verden, at Grønlænderne selv bedst forstaa sig paa at færdes i disse Farvande.

Naar man nu sammenholder disse Træk med Grønlændernes Tilstand for Monopolhandelens Oprettelse, da de endog kunde forene sig om at drive selvstændig Hvalfangst med deres selvopfundne Redskaber, og da en livlig Samfærdsel fandt Sted med indbyrdes Byttehandel langs Kysten, giver alene dette et saa mistrøstende Indblik i den af Selvvirksomhed kuende Indflydelse, de have været udsatte for. Men det maa tillige betænkes, at hine tilsyneladende ringe Spørgsmaal om Udliggere og Fartøisførere ere af den allerstørste Betydning for det lille grønlandske Samfund i Fremtiden. Ved Monopolet er dette tilligemed Handelens herfra udgaaende Funktionær i den største Afhængighed af Overbestyrelsen i Moderlandet. Naar denne derfor i Gjerningen viser, at den anser Grønlændere for ubrugelige til Udliggere og Fartøisførere, saa længe man kan faa Danske dertil, sattes der derved et Stempel paa hele den indfødte Befolkning i Almindelighed! thi herefter rette Europæerne i Grønland sig, og efter disse atter Grønlænderne. Det er ikke paa Inspektionerne og Kolonibestyrerne i Grønland, at Ansvaret for denne mangelfulde Tilstand falder tilbage. I Modsætning hertil har Missionen allerede for over hundrede Aar siden begyndt at anvende indfødte Lærere eller Kateketer og har nu i meget lang Tid vistnok kun ganske undtagelsesvis benytter Danske til saadan Tjeneste. Det er derhos bevislig en Fordom, at kristelig Skolelærdom og bogrig Syssel skulde være uforenelig med Grønlændernes Næringsvei og Levemaade. De tidligere Kateketer valgtes blandt Erhververe, som tilfældig havde havt mere end sædvanlig Lyst til Læsning. Der fandtes blandt dem ansete og duelige Kajaksangere, sande Hædersmænd i enhver Henseende, og de udførte deres Lærergjerning nærmest som et Æreshverv. Nu oplæres de vordende Kateketer paa Seminariet, hvor de ogsaa stadig holder til at øve sig i Kajakkens Brug. I de seneste Aar har man ogsaa søgt at uddanne indfødte Præster. Men saalænge de ovennævnte nedtrykkende Indflydelser gjøre sig gjældende paa Samfundet gjennem den verdslige Bestyrelse, er der næppe Udsigt til, at indfødte Præster ville kunne havde den til deres Embede svarende Selvstændighed, ligesom Undervisningens og Oplysningens Fremme vil finde en Begrænsning ved Fattigdommen.

Ved at indrette Lægeembederne i Grønland har man mere eller mindre havt Distriktslægerne i Danmark for Øie og er derved kommen til at berede de til Grønland udgaaende Læger Skuffelser og Vanskeligheder, som man her hjemme ingen Forestilling giør sig om. Først med Hensyn til Kommunikationen tør det nok paastaas, at en i Danmark bosat Læge lettere kunde komme til Patienter, der vare fordelte paa tre fremmede Verdensdele, end den grønlandske Læge kan komme omkring til Patienterne i sit Distrikt. Hertil kommer Ukyndighed i Sproget. Grønlændernes Ligegyldighed ved at følge Lægens Ordre og endelig de Boligers Beskaffenhed, i hvilke Patienternes Kur og Pleie skal foretages, og af hvilke v. Haven har givet en ligesaa sand som gruopvækkende Skildring. Saavel han som andre have tilraadet som den eneste Udvei under disse store Vanskeligheder at indrette passende Sygestuer paa forskjellige Bopladser og ansætte indfødt Sygeplejersker, som i dette Øiemed havde modtaget Uddannelse paa et Hospital i Danmark.

Efter at vi saaledes have gennemgaaet de forskiellige Indflydelser, det grønlandske Samfund har været udsat for, kunde der nok spørges, hvorledes der alligevel kunde medgaa saa lang Tid, inden de uheldige Virkninger ret gav sig tilkjende. Aarsagen dertil var først Landets spredte Beboelse. De Indfødte have i Reglen været fordelte paa over et halvt hundrede Bopladse, og det var længe i Hovedsagen kun, hvor der boede Europæere, at de gamle Skikke paavirkedes. Dernæst var det først i 1830-40, at Provianthandelen blev givet helt fri. Men med alt det bliver dog den Seighed, hvormed Befolkningen selv endnu i sin Fornedrelse har kunnet trodse de nævnte Indflydelser, mærkelig. Særlig er det forbausende at se, hvor mange Mennesker enkelte duelige Fangere ere i Stand til at ernære, og hvorledes andre kjæmpe for at holde sig opreist midt iblandt deres fattige Omgivelser. Med usvækket Mod give de sig endnu daglig i Kast med de Farer og naturlige Vanskeligheder, som deres Gjerning fører med sig, men værre er det at holde Stand i Kampen mod den Usselhed og Ligegyldighed, der møder den i deres Hjem. Naar den tarvelige Hygge, som dette skulde byde dem, savnes af Mangel paa Hustugt og Orden, saa synke ogsaa de omsider sammen, henfalde til Tungsind og finde sig i, at deres Hulvasen forfalder.

Efterhaanden blev det indlysende, at Levningerne af Grønlændernes Skikke og Vedtægter ikke stod til at redde, uden alt man støttede sig til de bedre Kræfter, som endnu fandtes blandt Grønlænderne selv. Man indsaa, at Aarsagen til Tilbagegangen maatte søges deri, at det ikke var de dueligste Indfødte, men Fremmede af de forskjelligste Samfundsklasser i fjerne Lande, som vare komne til at regjere. Anledningen til at foretage en Forandring opstod derved, at der paa Grund af Epidemier og Hungersnød blev givet fornyede Bestemmelser om, at Handelen gjennem sine Regnskabsførere skulde uddele Hjælp i Trangstid efler de saakaldte Sultekost- og Udborgningslister dels gratis, dels paa Kredit. Efter Sagernes hidtilværende Gang var der al Rimelighed for, at hele Befolkningen efterhaanden vilde blive afhængig af denne Hjælp, og delt i smaa Samfund, der hver for sig sammenhobede sig om en af de mange, dels af Udliggerne, dels af Kolonibestyrerne selv forvaltede Handelspladser, og bebyrdede sig med i den ene Aarstid at skulle afbetale den Gjæld, de havde paadraget sig i den anden. Med denne Udsigt for Øie var det, at nogle i Grønland ansatte Danske, der havde været Vidne til den store Elendighed, som især paa visse Bopladser var indtraadt, indgav et Forslag om Oprettelse af Forstanderskaber, i hvilke udvalgte Indfødte skulde deltage, og som næst efter Varetagelsen af al Slags Understøttelse skulde søge at gjenoplive gammel Skik og virke til Indførelsen af en efter de nuværende Omstændigheder offenlig, lovlig Orden. Det var jo paa den ene Side indlysende, at en saadan Orden maatte grundes og indføres af Grønlænderne selv, men paa den anden Side, at de nu ikke mere vare i Stand til at forene sig derom uden Veiledning dertil fra de Danskes Side. Forslaget blev først forsøgt paa en høist ufuldkommen Maade og mødte mange Hindringer baade i Moderlandet og i Grønland, indtil det siden 1872 har været gennemført efter en nogenlunde fast Plan. Ligesom Institutionen endnu kun er ordnet efter "foreløbige Bestemmelser", er den selvfølgelig ogsaa endnu saare ufuldkommen, for saa vidt som den skal være afpasser efter Grønlændernes Begreber og Evner! men det tør med Føie paastaas, at den overalt har vakt deres Interesse og Eftertanke, ligesom ogsaa de i de senere Aar deri deltagende Danske samvittighedsfuldt have udført det dermed forbundne ikke ringe Arbeide. Et Udkast til en Veiledning i grønlandske Vedtægter og Skikke er bleven sammenstillet af forskjellige Udtalelser derom fra mange Indfødte og sendt til Grønland i 1881 for at underkastes dertil udvalgte Indfødtes Betænkning i de forskjellige Distrikter. Hvad endelig Forstanderskabets Pengemidler angaar, da bleve deres Indtægter beregnede som en Afgift af, hvad der indhandledes ved hver Koloni, og Udgifterne tillige ordnede med det Formaal for Øie, at Institutionens Økonomi kunde give en Forestilling om Selvbeskatning. Men foreløbig er der vist stor Varsomhed med Udgifterne, og som en Følge heraf have disse separate Kasser nu opsparet en Formue af ialt henved 200,000 Kr.

Spørgsmaalet om indfødte Forstandere maatte føre til det for omtalte Spørgsmaal om Indfødte i offenlig Tjeneste. Det er jo indlysende, at naar Regjeringen opfordrer Grønlænderne til af deres egen Midte at vælge Forstandere, som skulle udgjøre deres nærmeste Øvrighed, kan den ikke godt paa samme Tid vedblive at søge Udliggere og Fartøisførere blandt Arbejdere og Søfolk i Danmark, fordi Grønlændere som saadanne ikke besidde Anseelse nok til at kunde beklæde disse Stillinger. Uagtet der blandt de danske Udliggere i Grønland findes hæderlige Mand, som maa siges at have virket til Gavn for deres nærmeste grønlandske Kreds, kan dog ingen indfødt Myndighed drives ved Siden af dem. Kun naar Udliggeren er en for sin Stilling særlig uddannet Indfødt, kan der ved Samvirken mellem ham og Forstanderen samt Kateketen paa den samme Plads ventes gjenoprettet en patriarkalsk Ordning efter gammel Skik. Det har nu viist sig ved Erfaring, at de Grønlændere, som saaledes i offenlig Tjeneste skulle udgjøre et Slags Mellemled mellem deres Landsmænd og Europæerne, bedst kunne erhverve den fornødne Uddannelse dertil ved et Ophold i Danmark. Planen hertil er i de seneste Aar bleven gjenoptaget. Man tænkte derved paa at lade de unge Grønlændere, som kom hertil, nærmest lære et Haandværk, men, alt som de viste Anlæg til Regnskabsføring og god Økonomi, tillige at lade dem lære, hvad de behøvede for at kunne bestyre et Udliggerstade. Det vigtigste var vel, at der derved lige overfor deres Landsmænd gaves dem Vidnesbyrd om, at de ved fornøden Stræbsomhed kunde opnaa at stilles lige med Danske, og at de lige overfor Europæerne kunde repræsentere deres Landsmænd paa en værdig Maade. Af disse Grunde mente man ogsaa, at Fartøisførere kunde fuldende deres Uddannelse ved i nogle Vintre at arbeide paa Skibsværfter her, medene de om Sommeren gjorde Reiser med Handelens Skibe. Endelig kunde maaske unge Ægtefolk opholde sig her paa den Maade, at Manden uddannede sig paa en af de nævnte Maader, medens Hustruen oplærtes som Sygepleierske. For paa en Gang at kunne opnaa disse Øiemed, og hvad dermed muligen kunde forbindes, blev der i 1879 foreslaaet at anskaffe en særegen Bygning til et Grønlandshjem hernede. Indenrigsministeriet bevilgede dertil 24,000 Kr af de omtalte separate Midler. Bygningen blev derefter opført og tagen i Brug i Februar 1880 af 8 grønlandske Lærlinge.

De her omhandlede Foranstaltninger til Grønlændernes Bedste ville imidlertid aldrig kunne opnaa deres Bestemmelse, hvis de ikke faa en sagkyndig Ledelse her i Moderlandet, en Ledelse, der er grundet paa langvarig Erfaring og paa den Interesse for det af saa faa kjendte grønlandske Samfund, som kun et længere Ophold i Grønland kan give. Allerede i 1840 foreslog en af Regjeringen nedsat Kommission enstemmig at oprette en permanent Kommission, som uafhængig af Handelen kunde varetage Grønlændernes Interesser. Der blev intet Hensyn taget til dette Forslag. Imidlertid have vi set, i hvor høi Grad det kunde have fortjent at komme i Betragtning. Det har jo vist sig, at om end Handelens Direktion eller, som den senere kaldtes, Direktorat upaaklagelig opfyldte sit Hverv som Kommissionær og Skibsrheder for Grønland og for Statskassen, har det dog i Egenskab af Grønlændernes Formynder eller Værge været en forfeilet og allerede for lang Tid siden fuldkommen forældet Institution. I Aaret 1863 udtalte Indenrigsministeren sig ogsaa udtrykkelig for en Adskillelse af Administrationen fra Handelen. Af Forfattere kan nævnes en af Grønlændernes faa Talsmand her i Hjemmet, Captain E. Bluhme, som ved sit Skrift "Fra et Ophold i Grønland 1863-64" har udviklet den samme Tanke, om end efter en vel vidtgaaende Plan. I Aaret 1873 indgav Handelens Direktør et Forslag til Indenrigsministeriet om at gjenoptage Planen fra 1840 om end i en meget moderat Form, men fik Afslag derpaa. I 1875 fornyede han Forslaget, men uden Resultat. Endelig i 1877 billigede Ministeriet ifølge en yderligere motiveret Indstilling, om ikke Oprettelsen af en Kommission, saa dog Udnævnelsen af visse sagkyndige Konsulenter, som Direktøren kunde holde Møder og raadføre sig med i Spørgsmaal, der ikke henhørte under Handelen eller Missionen. Denne Foranstaltning var selvfølgelig endnu meget ufuldkommen. Hensigten med Forslaget var, ganske at udsondre Sager vedkommende Varetagelsen af Grønlændernes Samfundsanliggender fra Handelens Kontorer, hvor de have vist sig ikke at høre hjemme. Handelens Direktør burde vel være Medlem af Kommissionen, men selv om han havde megen grønlandsk Erfaring, burde han dog ikke være dens Formand. Imidlertid kunde dog Ministeriets Resolution danne Overgangen til en formentlig mere naturlig Ordning i Fremtiden, og for saa vidt mulig at forberede en saadan vedtaget der paa det første Møde, under Forudsætning af at Indenrigsministeriet intet vilde indvende derimod, en Forretningsorden, ved hvilken Direktøren paatog sig visse Forpligtelser ovefor de øvrige Deltagere, og man blev enig om blandt Medlemmerne indbyrdes at betegne sig som "Kommissionen for Grønlændernes Anliggender".

(Nationaltidende 12. maj 1882).

Geolog, præst Julian Edward Tennison-Woods (1832-1889): Frederickshaab Greenland. Paamiut. 1860. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Artiklen er udgivet kort tid efter Rink forlod posten som direktør for Den Kongelige Grønlandske Handel. En stilling han havde haft siden 1871. Rink havde da grundlagt Grønlænderhjemmet, se indslaget En Grønlænderkoloni i Kjøbenhavn. Han skrev i 1879 "Om grønlandske Skikke og vedtægter". 

Samtidens konservative administration i Danmark opfattede Rinks tanker som fikse ideer og ham selv som en besværlig forhandler. En modartikel blev kort efter offentliggjort i Nationaltidende. Denne modvilje førte formentlig til at han opsagde sin stilling i 1882 og flyttede til sin eneste datter, som boede i Christiania (Oslo). Her døde han elleve år senere. 

Herefter blev det han havde opnået, afviklet: Kommissionen der skulle rådgive direktoratet, havde ingen midler til at gøre sig gældende og Grønlænderhjemmet blev nedlagt i 1896. 

Hans kone Signe Rink, født Møller skrev bøger om grønlændernes liv og deres forhold til de danske. I Norge fortsatte han med at udgive bøger om Grønland. 

Han fik i 1956 opkaldt en gade efter sig i Aalborg. Det Grønlandske Selskab indstiftede i 1960 Rink-medaljen og er siden med uregelmæssige mellemrum blevet uddelt. 

En biografi om Rink af Pia Rink blev udgivet i 2019: "Grønland blev hans skæbne – Om H. J. Rink og hans tid".

Fra Faareflokken. (Efterskrift til Politivennen)

Den indre Mission har bildt Nutiden ind, at der var umaadelig Trang til Kirker, Kirker og flere Kirker, og derfor har man i den senere Tid ogsaa set den ene af den Slags Bygninger rejse sig efter den anden. Hvor stor Trangen imidlertid har været ser man bedst deraf, at der i Reglen er tomt Hus hos Præsterne; kun ved ekstraordinære Lejligheder, ved Konfirmationer, Bryllupper, Begravelser o. Lign., naar der er Toiletter at betragte og Stads at se paa, er "Hyrderne" i Stand til at samle "Faarene" om sig i et nogenlunde passende Antal. 

Hvor bedrøveligt det kan gaa havde en herværende Præst forleden Dag rig Lejlighed til at erfare. Han skulde prædike i Bethelskibet, og da det var Regnvejr lod han sig køre til Kirken i en Droske, som han havde lejet i Timevis. Da han kom til "Skibet" var det aldeles tomt for Mennesker, og det varede noget, inden en enkelt, drivvaad Person traadte ind og stiltiende tog Plads i en Krog. Da det ikke lod til, at der vilde komme Flere, mente Præsten, at det kunde være passende at begynde. Han holdt da sin Prædiken og sluttede med et Par Ord om, at det maaske havde varet noget længe. "Det gør ikke Noget", svarede Tilhøreren, "jeg er jo lejet i Timevis - det var Præstens egen Droskekusk, der havde foretrukket at sidde i Læ og vente paa sin Kunde

(Social-Demokraten 18. maj 1882).

Explosionen paa Donse Krudtmølle 17de Mai 1882. (Efterskrift til Politivennen)

Donse Krudtmølle. 

Som meddelt i Torsdags er Donse Krudtmølle, der ligger lidt nord for Birkerød, sprunget i Luften i Tirsdags. Af de stedlige Blade hidsætter vi følgende nærmere Beretning om denne sørgelige Begivenhed.

Nærmer man sig øst fra Fabrikens Ruiner, kommer man dem temmelig nær, forinden man faar Øje paa dem. Navnet "Donse" eller "Duntze" kommer af dyng, diung, vaad, fugtig, klam c: blød Bund, og Værket ligger paa lav, formodenlig tidligere moseagtig Grund. Men allerede langt fra Værket sporer man Ødelæggelsen. Man træffer saaledes, længe før Fabriken kommer til Syne, u Brandtomter. Paa den ene stod forhen Smed Beckers Vaaningshus; nu er der saa vel af Stedet som af Bohave kun en halv Snes forbrændte Bjælkestumper tilbage. Manden var i Hillerød, da Eksplosionen foregik og Gnister derfra tændte Huset; Konen var i Besøg i Nærheden; de fik Intet reddet, ikke en Gang Mandens Forretningsbøger. Meddeleren heraf traf Konen paa Brandtomten. "Jeg har ikke været nede ved Donse efter Ulykken", sagde hun, "jeg vil ikke se det; jeg har faaet nok af Donse; min Fader blev dræbt dernede ved en Eksplosion, nu er vort Sted brændt, og vi havde kun assureret saa lidt". Paa den anden Side af Vejen findes det Sted, hvor Ole Jeppesens Enke boede. Heller ikke her har Ilden sparet Noget, og hun havde næsten Intet assureret. I Søndags blev hendes Mand jordet. I Tirsdags nedbrændte hendes Hus, og hendes Søn, Niels Olsen, der arbejdede paa Fabriken, blev haardt kvæstet. Hvert Skridt man gør hernede, bliver Beretning, der gives om denne eller hin Enkelthed af Episoden, anraaber Godgørenheden, Barmhjærtigheden, og det maa haabes, at det ikke vil vare længe, inden en Komite dannes for at skaffe Hjælp.

Skønt man endnu ved disse Steder er mange hundrede Alen fra Fabriken, begynte Markerne her at bære Vidne om Eksplosionens Omfang. Man fyldes uvilkaarlig med Respekt for Krudtets uhyre Magt. Men Krudtet eksploderer jo ogsaa med en Kraft af mindst 5000 Atmosfærer. Det vil sige, den udviklede Gas vil fylde omtrent 2500 Gange saa meget som det afbrændte Krudt. Tænkte man sig altsaa, at Krudtet eksploderede i det samme Rum, som det netop kunde fylde, vilde Dampene give en Spænding af omtrent 2500 Atmosfærer; imidlertid vilde Slukkerne, hvis Forsøget virkelig kunde gøres, udfylde omtrent det halve Rum, og Spændingen vilde da blive dobbelt saa stor som nævnet, altsaa lig omtrent 5000 Atmosfærers Tryk, eller vel endnu meget større, da en Del af Slakkerne vilde fordampe ved den høje Varmegrad.

Markerne ere oversaaede med Sten og Bjælkestykker fra Fabriken, Alt mere eller mindre sværtet af Krudtrøgen, navnlig med Bjælker, der ofte ere af flere Alens Længde. Her vil blive et ikke ringe Arbejde med at fjærne dem, da de selvfølgelig ikke kunne blive liggende i Sæden til Høsten. I den nærliggende Skov ere store Grene knækkede af Lufttrykket. 

Dettes Virkninger viser sig voldsommere, jo nærmere man kommer Fabriken. Dennes Have er ilde tilredt. Et Sted finder man fire store Træer halvt omstyrtede, et af dem bogstavelig revet op af Jorden tillige med sin dog temmelig kolossale Rod. En stor Ask er skaaret midt over af en kolossal Kampesten. Ud paa Marken uden for er slængt en Sten saa stor, at 3-4 Mand kunde behøves for at løfte den lidt. Træer og alt Træværk er hvidgraat af Støv. I Grenene hænge store Stykker Tøi, mulig deriblandt Levningerne af to unge Pigers Klædninger. Disse Piger arbejdede i Møllen og de bleve slyngede herover, begge døde, og især den ene blev, formodenlig derved, at hun slyngedes mod Træerne, saa ilde tilredt som Tilfældet var. Hendes gamle Fader, Kristian Larsen af Isterød Storskov, maatte samle hende op i smaa Stykker; endnu i Onsdags Aftes gik han der og fandt Lemmer af hende. Der gaves os de mest gruopvækkende Skildringer af dette hans tunge Hværv. Stakkels Mand: Den Del af Havens Stakit og Plankeværk, der vendte ud imod Fabriken. er paa lange Strækninger som blæst bort. Alt, hvad der var saa nær, er ikke alene splintret, men som malet i Millioner Smaastumper, der bedække Jorden der omkring og gøre det vanskeligt at finde Grænserne for, hvor Fabrikens Bygninger stod. Den samme Knusningsproces have alle de Bygninger, hvor Krudtoplagene fandtes, undergaaet; man kan kun faa at vide, hvor de vare.

Disse Bygninger vare dels Tørrestuen, dels de dermed i Forbindelse staaende Magasiner, og endelig det nærliggende Hus, hvor de tvende dræbte Piger, Kirstine Larsen og Marie Andersen, vare sysselsatte med at pakke Krudtet i Karduser. Et uhyre Antal Etiketter til disse, faa dog hele, de fleste i Smaastumper, betegne, hvor dette Hus stod, og vise de Besøgende Billedet af Donse, som det har været. Mulig faar vi snart ogsaa Billeder af det i dets nuværende Skikkelse; her synes i alt Fald at være Noget at gøre for en Fotograf; et mere rystende Skue skal man længe lede om. I den nævnte Tørrestue antages Eksplosionen at være opkommen. En Mand. der befandt sig i Nærheden og saa Fabriken, idet den eksploderede, antog det, skønt han naturligvis blev aldeles bedøvet, men det taler tillige herfor, at Skaden er saa stor, idet de Bygninger, der vare af Træ, næppe ved at springe i Luften vilde have spredt Ulykken saa vidt omkring, men Tørrestuen var af Grundmur. Denne benyttedes til at tørre Krudtet, naar det i øvrigt er færdigt; det anbringes da paa Hylder af let Tøi eller Lignende, op igennem hvilket der stiger opvarmet Luft. I det tilstødende Magasin opbevaredes netop et ganske ualmindelig stort Kvantum Krudt. Der fabrikeredes nok omtrent 20,000 Pund ad Gangen, og et saadant Kvantum laa færdigt til Afsendelse, medens et lignende Kvantum var under Arbejde. 5000 Pund eller 50 Tønder kubisk Krudt var bestemt for Marinen, der netop i de Dage skulde have havt en Officer derud for at lægge den sidste Haand paa Tønderne, før de forsendtes, ved at modtage og forsegle dem. Han skulde have været der ud den Dag, men kom ved et Tilfælde ikke af Sled - til Held for ham. Apropos, om Forseglingen! Man fortalte Meddeleren, at man lige til for kort Tid siden har foretaget denne med - Lys og Gas. Nu havde man dog omsider indført den Forsigtighedsregel at presse Seglene i en Tang og i Bly. Desværre reddede den forøgede Forsigtighed ikke Værket. Den nævnte Officers Held minder os ellers om, hvad en ældre Mand fortalte paa Stedet. Han havde i en tidligere Ejers Tid besørget et Ærinde paa Værket, og da han var Haandværker, bad man ham hjælpe med Reparationen af en Maskine i en af Møllerne; man bad ham holde noget smæltet Bly paa et nærmere betegnet Sted. Manden betakkede sig dog og gik sin Vej; Eksperimentet med Bly blev udført, og - vedkommende Mølle sprang i Luften. - Hvor de nævnte Bygninger, navnlig Magasinet, har staaet, findes dybe Huller i Jorden med indtil en Snes Alen i Omkreds og et Par Alen dybe. Man gætter paa, at det var været en Art Kældere eller Rum under Gulvene, men oplyses om, at det kun er Virkninger af Eksplosionen.

Af de Fabriks-Bygninger, der ikke indeholdt Krudtoplag, staar der hist og her Levninger, skønt med enkelte Undtagelser ikke mange eller store. De dele sig i to Dele, den gamle Fabrik, der drives med Vandkraft, og den ny, der drives med Damp. Tildels bevarede ere den sidstes Maskinbygninger. De to, der rummede Dampkedlen og Dampmaskinen, ligne vel nærmest Korthuse, der ere rystede sammen, Maskinerne og noget af Murene staa dog, og Maskinerne menes at være nogenlunde uskadte. Derimod ere Møllerne, Polerstuerne og 3 Sidelænger fuldkommen ødelagte, tildels nedbrændte til Grunden, medens det dog vistnok maa siges, at den største Skade er foraarsaget ved eksplosionen og det deraf fremkaldte Lufttryk. Dette har saaledes næsten aldeles ødelagt det store Vaaningshus og den tilstødende Staldlænge. Murene ere revnede, Taget slaaet itu og i Færd med at falde, Ruderne alle slaaede ud, nogle Vinduer hænge paa ét Hængsel, andre ere helt knuste. Ved et af disse sidste plejede Ejerens Hustru at sidde med sit Haandarbejde - nu var hun heldigvis gaaet ud i et afsides Hus, hvor der var Rullestue. De i Værelserne værende Møbler vare tildels ødelagte.

Eksplosionen skete i Tirsdags imellem Kl. 5 og 6 og forplantede sig med Lynets Hurtighed fra Sted til Sted. Der hørtes 5 voldsomme Knald efter hinanden, og straks efter stode de nedbrændte Bygninger i Lue. Paa Værket arbejdede 8 Personer, og af disse kom de 6 tilskade. Havde den syvende, Fyrbøderen, været paa sin sædvanlige Plas, havde Døden været ham vis, men han slap nu med at blive kastet et Stykke bort uden at lide nogen Molest. Ejeren var ikke nærværende i Øjeblikket, og hans tvende Sønner, der ellers opholde sig paa Fabriken, samt hans Datter var i Hillerød. Hans Hustru var som allerede nævnt tillige med Folkene i Rullestuen og slap derved uskadte. En Mand ved Navn Hans Olsen, der nylig havde faaet arbejde paa Værket, dræbtes, han efterlader sig en stor Famiie, han kastedes fra sit Arbejdssted over paa den modsatte Side af Vaaningshuset; tre Mænd saaredes og indlagdes paa Usserød Sygehus. Den ene af dem, Andreas Bentzen, fik den ene Arm sat af og siges nu at være død. Han er i hvert Fald opgiven af Lægerne. En anden af dem Hans Mortensen, som var sysselsat i den Mølle, der dreves ved Vandkraft, søgte, da han anede Uraad, at springe i den forbiløbende Aa, men Eksplosionen naade ham dog og kvæstede ham. I Alt er ved denne Ulykke 3 Mennesker dræbt og 3 haardt saarede.

Naturligvis har Lufttrykket ogsaa gjort Skade paa fjærnere liggende Bygninger, hvoraf flere er brændt. I Gunnerød sprang Vinduer i Masse. Et Sted stod en Mand ved Vinduet, da seks Ruder sprang og saarede ham i Ansigtet. Næsten paa ethvert Hus, man passerer, ses Spor af Ødelæggelsen. Hist er en stor Revne i Muren, her ses Taget løftet osv. Hvis det ikke kan betragtes som Brandskade, der erstattes af Brandassurancen, ville flere Smaafolk lide et Tab derved.

Man kan i disse Dage se en talrig Mængde Besøgende vandre omkring iblandt Ruinerne, hvilket dog ikke ganske er uden Fare, idet der mulig endnu findes Kasser med 10-20 Pund Krudt, der ikke er eksploderede. I Onsdags sprang 4 saadanne Kasser, og endnu i Torsdags havde man ingen Sikkerhed for, at der ikke var Ild hist eller her.

Ejeren havde assureret Vaaningshuset og tilliggende Bygninger for omtrent 30,200 Kr., men lider desuagtet et stort Tab, da Værket selvfølgelig ikke havde kunnet assureres.

(Social-Demokraten 21. maj 1882).

Maskinhuset paa Donse Krudtværk efter Explosionen. Illustreret Tidende nr. 1183, 28. maj 1882.

Artikel af Henrik Cavling (1858-1933):

Lyngby, 18. Maj.

Kun faa Eftermiddage var saa stille som den, lys og foraarsmild kastede Solen sine Straaler paa Skred hen over Moser og Engdrag; og Bøgens gamle ærværdige Hoved spejlede sin ny grønne Klædning i Dammen, hvori vi fiskede. Mærkelig nok, at ingen Maler har set denne "Donse store Dam", ti her er et af de yndigste Punkter i Nordsælland, skønt det ikke har noget udover de bekendte Faktorer i et nordsællandsk Landskab: Skov og Sø med en Slugt til Højre og Venstre, som lukkes af et langstrakt Bakkedrag. Men der hviler en egen Stemning over disse gamle Bøge og den spejlblanke Indsø, der er usigelig Fred og Harmoni.

Bøgene runde sig lige ned i Vandet, saa de synes at løbe i et med deres Spejlbillede, og Bakkerne, som lukker for udsigten, synes at smælte sammen med Horisonten. Paa et saadant Sted vilde den hellige Birgitte have bygget et Kloster, om hun havde set det. Den mere praktiske end religiøse Dronning Louise byggede her 1704 et Krudtværk.

Dette Krudtværk forstyrrer dog ikke Dalens Fred. Fra Vejen ses kun mellem Lindene den lille tarvelige Hovedbygning med sin gammelagtige Taarnspids. Bagved i Haven ligger udstrakt over et stort Terræn de mange Fabrikbygninger; men derinde fra høres ingen Støj, alt gaar stille og lydløst; selv Arbejderne maa gaa med Filtsko, da haardt Fodtøj ved Frektion kunde frembringe en Gnist ─ og her hvor man laver det Pulver, der behersker Verden, her frygter man for den mindste Ildfunke.

Er det ikke en ejendommelig Ironi, at der her i denne skønne Dal, foran den smilende Sø, skal findes en Fabrik af det djævlske Sprængstof?

Det var dog ikke herom, vi talte, medens vi laa der i det saftige Græs og smøgede vor Pibe, og Medestængerne fik passe sig selv. Jeg tror, vi laa og holdt Paréer paa Monrads Valg eller noget lignende.

Bag os laa Fabrikken. Havestuedøren stod aaben. Ejerens to Sønner og Datter var lige kørt til Frederiksborg, medens Ejeren selv, Hr. Chr. Drohse, i det samme gik over paa Nabogaarden i et Ærinde. Hvilken Haand førte alle disse fra Hjemmet og frelste dem fra Eksplosionen? Hvor underligt ogsaa, at Fruen og Pigen netop samtidig gik over i det noget afsidesliggende Rullehus, og at en gammel Arbejder paa Fabrikken faldt paa et Ærinde over i Huggehuset. Og hvor meget mere mærkeligt, at en af Arbejderne, som - efter hvad han har fortalt mig i Dag - idet han paa dette Klokkeslæt lagde sin Haand paa Krudtmagasinets Dør, kom til at tænke paa, at han havde tabt sin Urnøgle udenfor Kulhuset, vaklede et Øjeblik, om han skulde gaa ud og lede efter den ─ gik, og slap med nogle ubetydelige Læsioner.

De færreste i Danmark vidste vel i dette Øjeblik, hvor Donse Krudtmølle laa, og ingen gad vel hellere vide det. Og i næste Minut skulde der fra denne lille Dals Skød udslynges en Hilsen, der bragte største Delen af Sælland til at ryste. Og den ukendte Fabriks Navn skulde fare gennem hundrede Telegraftraade, staa med fede Typer i alle Blade; denne ubekendte Fabrik som Folkene i Nabosognet næppe nok kendte af Navn.

Dette minder i forminsket Maalestok om disse ubekendte Punkter, som pludselig bliver verdenshistoriske, fordi to Hære mødes og levere et Slag der. Hvem kendte for hundrede Aar siden Austerliz eller Waterloo?

Og mod denne Dal, hvorover nu Skovfuglene sorgløse kredsede, skulde i næste Øjeblik tusende Blikke rettes, Tusender af Mennesker skulde ile derhen, halvtredje hundrede Centner Krudt der bagved manglede kun sin Gnist.

Hvorfra mon den kom?

Ligesom samtidige Replikker i et Skuespil ikke kan oplæses af en enkelt, saaledes kan det følgende ikke heller beskrives. Der maatte hundrede Penne skrive paa en Gang, og det maatte alt sammen læses i et Sekund, - og vilde dog være et svagt Billede af hint Sekunds Rædsel, et Sekund, der forvandlede den smukke Idyl til en frygtelig Tragedie.

Det syntes med et at blive saa blikstille. Naturen blev ligesom forstenet, som forud for et Tordenskrald - da med et krymper Jordsmonnet sig, sitrer et Øjeblik, gynger og bølger paany ─ og se! Under et rystende Knald, som ikke kan beskrives, dundrende frygtelig hult gennem de milelange Slugter, kastes op fra Dalens Skød 7 Bygninger med Tag, Vægge, Bjælkelag og Grundsten, Maskiner, Kedler, Vandværk og kort sagt alt - og ud over dette syder som en flydende Flom af Lava en Røg, sort som Kul, bævende sig op som et kæmpemæssigt Træ, hvis Krone bliver bredere og bredere og ligesom Nebukadnesars i Drømmen søger at række mod Himmelbuen; men i det kulsorte Træ ser man hvirvle tusende Ildfunker som travle Myg, og ud gennem dets Krone farer, kastet af en usynlig Haand, Kæmpestene paa flere Alens Diameter, Murstykker, Bjælker, Spær, oprykkede Træer, Jord, Grus og Brokker, Jærnpander, Staalvalser ─ og Mennesker.

Husk, der var halvtredje hundrede Centner Krudt.

I Fabrikkens venstre Fløj arbejdede to sekstenaarige Piger. Muntre og glade havde de et Øjeblik før talt om Pinseballet med den Arbejder, der blev frelst, og den ene havde prøvet de smaa røde Saffianssko, hun skulde danse med.

Hun havde endnu ikke faaet dem af, da Eksplosionen skete. Disse ulykkelige blev kastede en strækning som fra Holmens Bro, op i Luften, over Det kgl. Teater og ned i Nyhavn ─ hvilken rædsom Luftfart! Der i den anden Ende af Haven har et Træ fanget den ene, hun er bleven knust mod dets Grene og er falden ned. Den anden unge Pige er fløjet over Træerne og maa i Luften have været udsat for en Eksplosion, ti hun fandtes i mange Stykker rundt om i Havens indre Lavning. Men oppe i Luften har de faret forbi den ulykkelige Arbejder, der fra Øst til Vest blev kastet ud over en Græsmark, hvor han fandtes Side om Side med en kæmpemæssig Graasten, Han har mistet Fødderne og Halvdelen af Hovedet, Hjærnen er flikket helt ud af den hvide hule Skal, og hans Legeme er saa tæt, saa tæt spækket med Træsplinter. Ud af de forrevne Bukser stikker Benpiberne.

Rundt om det kæmpemæssige Træ, der breder sig og stiger, hvirvler gulbleg Taage, hed som en Samum, kvælende tung. Og kløver Øjet denne Taage, finder det i Stedet for de grønne Skraaninger et skident Lagen af Brokker og Grus.

Er det umuligt at beskrive selve Katastrofen, saa er det dog langt mere umuligt at beskrive, hvad der umiddelbart fulgte efter.

Rundt fra Bakkerne strømmer fra de omliggende Byer Mænd til, nogle barhovede, nogle uden Træsko, andre, som er løbet fra Hest og Harve og endnu holder Pisken i Haanden. Bag efter dem Kvinderne, Børnene, kort alt levende - de skriger ikke, de raaber ikke, men deres Ansigter er forstenede af Rædsel.

Oppe i Bondebyen, en halv Fjerdingvej borte, staar Luerne ud af Taget paa de to Huse, som er antændte af Eksplosionen. Denne Bagatel ænses ikke.

Og over dette frygtelige Panorama kaster Solen sit smilende Skin.

I næste Nu forvandles Skuespillet.

Det sorte Træ rykkes over ved Roden, hæver sig op imod Ætheren som en kolossal Ballon, som et mørkt Banner, der i ti Miles Omkreds viser, at Jordskælvet udgik fra denne Dal.

Utallige strømmer til, Rædslen viger for Driften til at handle. Der raabes og skriges; Kvinderne græder, Børnene hyler og løse Heste stejler hen over Bankerne.

Den sorte Søjle breder sig som en Paraply over Dalen, rugende mørk, en Luftstrømning faar fat under den, puster Støvet ud, og ind strømmer Folk paa den Tomt, hvor Donse Krudtmølle har staaet.

Ti der er end ikke en Levning tilbage deraf. Hvor Bygningerne har staaet, er en dyb Grube, selv de store Grundsten er kastet i Luften, og man ser med Undren, at en af de største er fløjet op i den nærliggende Lund og har kastet et Asketræ over Ende, knækket det ved Roden som en Svovlstik. Tilhøjre eksploderer endnu af og til en Krudtkasse. Man advarer og raaber, og ingen vover sig derhen - dog en! Men det er en Mand, hvis glansløse Øjne søger hans Datters Lig. Det er den ene Pige. Paa Spidsen af en gammel Bøg, hvis Grene er afrevne, hænger nogle Pjalter af en Kjole, han kender dem, det er hendes. Lidt til venstre mellem Slagger og Smuds finder han hende.

Jeg skal ikke beskrive dette Optrin, som jeg blev syg ved at se.

Der var Legestue oppe i Gunnerup i Søndags. En ung, smuk Pige med lange lyse Flætninger dansede munter og glad til den lyse Morgen; en jovial gammel Husmand sad paa Træbænken og saa til, glad og maaske lidt stolt over sin Datters Lykke. Nu staar han her.

Jeg beundrer ham, at han ikke segner sammen. Jeg finder det at være en næsten umenneskelig Styrke, at han kunde samle sin unge Datter op Stykke for Stykke og selv trille hende hjem paa en Skubkarre ─ men han vilde det. Som en afsindig leder han efter hver Trevl, kun hendes ene Haand mangler. Dagen efter fandt han den bag Gærdet. En fin lille hvid Haand, revet af ved Albuen, Fingrene krampagtigt sammenknugede, under de smaa Negle en Blodsdraabe.

Min Lidenskab havde den Dag været Monrads Valg - men jeg glemte Middelfart.

Man kommer næsten til at tro paa Anelser, naar man hører, at denne unge Pige om Morgenen ikke vilde gaa til sit Arbejde, vilde næsten med Vold blive hjemme uden at have nogen Grund; - og da hun gik, sagde hun, at det var sidste Gang, hun vilde gaa derned.

Men nu: alle Ansigter er stivnede af Skræk paa disse gruelige Tomter, ingen Taarer. Rundtom ny Rædsler. Henne mod Nord, hvor det endnu af og til eksploderer, samler man den anden Pige op i et Lagen. Oppe paa Marken lægger man de splittede Rester af Arbejderen i en hvid, halvfærdig Ligkiste, ovenpaa ham noget Halm, og fra Skuepladsens Forgrund bærer man lemlæstede Stakler ud paa Vognene. En har faaet spaltet sin Arm fra øverst til nederst, en anden er forhullet i Ansigtet, Øjnene ikke til at opdage, en tredje synes at være en uformelig Masse.

Og rundt fra alle Veje myldrer Vogne med skummende Forspand, over Markerne Mennesker ─ ny Rædsel, forvirrede Spørgsmaal, afsindig Glæde over at se en kær frelst.

Og det er kun faa Øjeblikke siden, at vi hvilede her som i et Fredens Tempel.

Af de utallige Episoder fortæller jeg kun én, fordi den saa smukt karakteriserer forholdet imellem Hr. Drohse og hans Arbejdere.

Paa en Træstub sidder en gammel 73-aarig Mand og græder, græder som et Barn. Vi spørger ham, om han har mistet nogle af sine Paarørende.

"Nej, aa Gud nej!" siger han. "Men hvad skal det blive til med "Manden". Nu har jeg arbejdet her i 41 Aar - og jeg kender jo Manden - Gud velsigne ham for hver Dag - men nu er han jo fattig som jeg - Herregud, at det skulde ende saadan!"

Og den gamle græd inderlig.

Jeg bemærker kun, at denne Mands simple Hus, der ligger paa den anden Side af Vejen, er lige saa ødelagt som alle andre Bygninger i en Fjerdingmils Omkreds, d. v. s. Lofter og Vægge er revnede, Ruderne sprungne, Gavlene faldet ned osv. osv. Men paa dette tænker den fattige Arbejder ikke; han har kun Tanker for "Manden". Det er i Ulykken, at man faar den rigtige Tak for sine gode Gerninger.

*

Til Slutning kun ét: Kunde ikke Du, som gjorde saa meget godt for de "vandlidte Finner", Du som sender Uldtøj til Zuluerne, kunde Du ikke ogsaa have Hjærte til at give disse Ulykkelige en Gave?

*

"Dags-Avisen"s Redaktion er villig til at modtage Pengebidrag til de skadelidte ved Eksplosionen paa Donse Krudtfabrik. Bidragene modtages paa Bladets Ekspeditionskontor: Trinitatis Kirkeplads.

Red.

(Dags-Avisen 20. maj 1882)

Stuehuset paa Donse efter Explosionen. Illustreret Tidende nr. 1183, 28. maj 1882.

En Krudtmølles Endelig.

Naturstudie af Holger Drachmann.

(Her efter "Morgenbladet".)

Rungsted den 17de Mai.

Just som vi havde relst os fra Middagsbordet i Gaar, hørte vi Ruderne klirre. Nogle Folk, som stod ude i Gaarden, fornam et fjernt Drøn, en underlig Lyd. som de ikke ret kunde gjøre sig fortrolig med. Vi holdt alle paa en Jordrystelse. Folk kom ind fra Marken; de havde seet en tyk Røg vælte pludselig op i den og den Retning.

Det var Donse Krudtmølle, som var sprunget i Luften.

Vi gik i Dag til Hørsholm. tog en Vogn og lod os kjøre derud.

Hvad man i Grunden vil see sligt for? - I Hørsholm forsynede Vognmand, Kudsk, Bekjendte paa Gaderne os med Detailler. Tre Mennesker dræbt paa Stedet, tre bragt paa Sygehuset, deraf en Mand amputeret, død efter Amputeringen. Eieren stort Tab, Møllen sprunget allerede flere Gange; Pokker skulde eie saadan en Mølle, endsige arbeide der.

Ja. Pokker! det er nu saa nemt at sige. Men Eieren har sat sin Kapital og sine tekniske Indsigter i Foretagendet; han boer paa sin egen Vulkan og deler Faren med sine Folk. Det gjør de færreste Arbeidsherrer. Og Arbejdsmanden der paa Stedet? ja han "gaaer paa Møllen"; han skal leve, og hans Familie med ham! han og de voxne Børn gaaer paa Møllen - og i Luften med den.

Vi kjørte derud. Man bør see sligt. Man bør nu og da indprente sig, hvor vag den Grændse er, der skiller Liv og Død, hvor hurtigt det hele gaaer: en Gnist, en øieblikkelig Udvikling af Varme, - og Velfærd, Fremtid, Liv og Lemmer er ikke mere.

Den yndigste Vei man kan tænke sig, den smukkeste Aarstid, og den skjønneste Tid paa Dagen, henad Solnedgang. Sjæl-Søen fremblinker af sine Skovomgivelser, Kornlærkerne sidde i de fiintløvede Træer paa Kanten af Leien og støde deres dirrende Tone fra sig som gjennem et lille Messinginstrument. Den nordlige Vind - denne hærgende Satan - har lagt sig; Støvet fra Vognhjulene staaer ganske stille langs Grøften og drysser sit Pudder over Buskene: alt er fredeligt, fornøieligt og kjønt, - kun Ravnene ere ikke kjønne. Hvad siger man om Stumpeløse-Skov? Man vilde ikke gjerne lade et Maimaanedsdigt trykke med den Overskrift.

Vi forlade Chausseen og følge Markveien op over Bakkerne. Dernede i Lavningen ligger Donse, en deilig Plet, hvortil der valfartes om Sommeren, en spejlblank Dam, omrammet af lys Bøgeskov, bagved granbevoxede Bakker, det hele i dette Øieblik i et afdæmpet, diskret Solnedgangsskjær. Det er nok ikke værd at lyse for meget op her.

Ødelæggelsen tager sin Begyndelse. Paa hver Side af Veien en Brandtomt; her sængede Taget paa et Huus under de nedfaldende Flager, og Blæsten drev Ilden tværs over Veien, og Gjenbohuset gik med. Nogle Beboere af disse Udflytterhuse og Beboelsessteder drive underligt søgende omkring, eller staae stille og iagttage Vognen med lange, tomme Blikke. Det er, som Skrækken endnu holder sig lammende over Egnen. Ruderne ere knuste i næsten alle de Smaahuse, vi passerede langs Veien, og i de fjernere liggende Gaarde kunne vi iagttage det samme. Sengklæder, Dyner, Forklæder ere stoppede i Hullerne.

Endnu ere vi en tusind Alen fra Stedet. Langs Siderne af Veien, inde over Markerne, oppe i Træerne see vi forkullede Plankestumper. Der er som saaet med Muurbrokker rundt omkring. Saa lade vi Vognen holde og stige ud. Der ligger den spejlblanke Mølledam, en heel lille Indsø med en træbevoxet Ø midt ude, Skoven med sit lyse Bøgeløv omkring den. En Dæmning, beplantet med ærværdige Kastanietræer, hvorunder en Bænk - ret egnet til Aftenro for en dristig Mand, der ryger sin Pibe i den stille Luft og lytter til Fabrikens sikkre, mekaniske Gang

Den gammeldags venlige Bygning med sine hvidkalkede Mure og sit røde Teiltag, hvor Eieren bød mange Gjæster et gammeldags Velkommen - den er en Ruin. Der er luftet ud derinde: ydermurene staae endnu. Kun den. der har leet en Vandflods, en Hvirvelstorms eller et Bombardements Virkninger, har her Begrebet paa rede Haand. Men det er i al Fald en Ruin, og ligesaa er Staldbygningen og de nøgne ydermure af en Ladebygning bagved. Man kan see, hvad det oprindelig har været. Der er noget at holde sig til endnu: nøgne Tagspær, knuste Tegl, sprængte Mure, sønderslagne Ruder.

Anderledes, naar man arbelder sig over Gaardens Gruusdynger op igjennem Haven. Et ubeskriveligt Syn.

I en Sænkning mellem Haven paa den ene Side og Kværnhusene, Maskin- og Værkstedsbygningerne paa den anden Side, løber Mølleaaen, en dyb Rende, beplantet langs Siderne med Træer. Træerne ere oprevne eller bøiede hid og did., skoldede, afbarkede og ligesom oversmurte med Kakkelovnssværte.

Kun den massive Maskinskorsteen og de vældige kantstillede Kværne staae opreist; alt andet, Møllehjuul, Drev, Plankeværker, Tømmervægge, Dampmaskinens enkelte Dele, ligger spredt, væltet, henslængt, vredet, knaset og maset henad Jorden, ind og op imellem Træerne, pløiet ned i Fordybninger, bastet sammen, . . . Sproget eier ikke Betegnelser for Halvdelen af de Maader, hvorpaa Ting kunne ødelægges.

Hvis man vil søge "Møllerne", da faaer man kun de sodede Kværnstene at see, som endnu støttes af forkullet Tømmergestalt, alt overtrukket med en Skorpe af Krudtslam. At søge efter Tørrestuer, Kardussturene, Magasinerne, - det nytter ikke. Her laae en Række Bygninger. Magasiner med Kjældere under, og deri laae tyve tusind Pund Krudt. Ikke engang Kjælderne er der Spor af, ikke saa meget som Grundstenene. Kun vældige Fordybninger i Jordsmonnet, ligesom feiede af en Hvirvelvinds Kost; og af Grundstenene ligger en enkelt paa en 800-1000 Pund, langt oppe i Bakken, hvor den som et rikocheterende Projektil har oprodet Jorden Stød paa Stød i en lang, lige Bane.

Dette kan ikke kaldes Ruiner Det er et afsvedet, nøgent Terræn, en raseret Plads. Igaar endnu fandt flittige Hænder Brødet her. Idag er det et Øde, hvorover en Orkan er faret, ladende Død og Tilintetgjørelse bag sig. Naar Menneskets Snille voxer, og det tager Elementerne i sit Sold, saa voxer Ansvaret: Naturmagterne taale ingen  Regelmæssigheder. Bland Trækul, Svovl og Salpeter sammen - og Du er Herre over Liv og Død. Begaae en eneste Uagtsomhed - og den Magt, Du har skabt, river Dig midt over.

Efterhaanden sænker Skumringen sig. Kun i Nordvest er et sitrende Skjær blevet tilbage Fra Stigbordene og de smaa Fald langs den dybe Kværnrende høre vi Vandet risle mellem Ødelæggelsen. Vi møde Eieren. Vi beklage den Ulykke, der har ført os hid. Han svarer ved at bøie Hovedet, og saa viser han os omkring. Han er en slagen Mand; det staaer skrevet i hans Øine; og man hører det paa Stemmens brudte Tone. Han gaaer langsomt, han er allerede tilaars, men Trinene var sikkert mere elastiske igaar for det ulykkelige Øieblik. Han har været en virksom Mand, en energisk Arbeider, der har baaret Stød paa Stød, kæmpet imod pekuniære Vanskeligheder, og omsider overvundet dem. Han var just paa Veie til at blive en rig Mand. Han havde - nei, vi ville ikke sige opfundet Krudtet, thi det kunde være en ubetimelig Vittighed, men han havde opdaget en ny Slags storkornet Krudt, særlig til Marinens Brug. Alt var i opgaaende her, nye Maskiner, udvidet Drift; han kunne see sin Alderdom sikret, - og saa: et Glimt, et Brag, alt styrtet sammen. Intet assureret; Assurancepræmien saa uhyre høi, om der i det hele kunde tegnes nogen. Det synes, at Staten burde træde hjælpende til her. Den udbytter hans Opfindelse, den flotter et privat Foretagende ved at afkjøbe ham hans Produkt. Den burde vel ikke lade hans Ruin blive fuldstændig - siden vi nu en Gang skal have det Krudt

Han skulde netop igaar have afleveret halvhundred Centner, som var bestilt. Han gik og ventede den Officeer, som skulde afhente det. Var Officeren kommen en Time tidligere, saa havde efter al Beregning begge Mænd været paa Pladsen, da Explosionen skete. Nu havde han netop i Ventetiden slaaet et lille Slag opover Bakkerne til en Nabo. Han kom ud fra denne og vilde gaae nedefter, da Katastrofen forefaldt. - Hvad han følte i det Øieblik? hvad han tænkte? - Han tænkte ikke, han følte Jorden bæve under sig, medens Stumper og Stykker regnede ned omkring ham. Omtrent saa længe, som man kan tælle til ti - naar man tæller hurtigt. Han styrtede fremefter og ned til Beboelseslejligheden. Hans Kone og Pigerne havde tilfældigvis været i Rullekjælderen. Ovenpaa i Stuerne var alt knuust og nedstyrtet. Begge de aldrende Ægtefolk havde tænkt hinanden ynkeligt omkomne. Man kan forestille sig Gjensynet.

Han gaaer langsomt med os hen over Tomterne. Han har paa en stilfærdig, dæmpet Maade meddeelt os disse Enkelheder. Imellem Ruinerne omkring Maskinhuset og Værkstederne faaer han Øie paa nogle unge Bønderkarle, den ene dampende paa sin Pibe, den anden tændende sin Cigar. Han gaaer hastig frem nogle Skridt, hans Stemme dirrer, men han behersker sig og spørger de,. om de da ville omkomme - thi disse Ruiner kunne styrte heelt sammen i næste Øieblik - og hvorledes de kunne vove at tænde Ild her - her paa Pladsen, hvor der endnu ligger Krudt i Grunden ?

De luske af, og vi begive os videre med Eieren op paa den øverste Deel af Bakken, hvor den store Steen ligger, og hvor den ene af de dræbte Mænd fandtes, rygende af Krudtslam, og med knuust Hjerneskal. Jeg lagde Mærke til hans Stemme, da han tiltalte Karlene; der var ligesom Rædslen deri fra igaar. Skade at man ikke kan spørge Menneskene ligefrem om alt. Jeg vilde da have spurgt ham, under hvilke Tanker han havde tilbragt Natten. Paa Øinene kunde man see, at der ikke havde været Søvn i dem.

En af vort Selskab fortalte ham - efter hvad man sagde i Hørsholm - at den amputerede Mand var død paa Sygehuset. 

Er de sikker derpaa? spurgte han strax, og hans Stemme skjælvede uvilkaarligt. Han tilføjede sagte, lige som hen for sig selv: Det var vel det bedste!

Der var en dyb Medfølelse med de Ulykkelige i disse faa Ord. Dersom han havde været en velnæret Fabrikant, der havde beboet en smuk Lilla fjernt fra sine sodede Arbeidsfolk og nu havde fvaferet omkring med os og sagt disse Ord, saa vilde jeg nødig have gaaet her og hørt paa dem, Men han var tarvelig klædt, han boede paa sin egen Vulkan. Dør om Dør med den frygtelige Fare; kun et Tilfælde havde frelst ham, og her i Gruset laae hans eget Erhverv - sammen med hans Arbeideres.

Han hilste og bød Godnat, idet han trykkede enhver af os i Haanden. Vi trykkede deeltagende til.

Saa kom vi ned til Vognen. Omkring den stod nogle Bønderkoner, ganske tause, lige som afventende. Jeg saae paa en af dem og spurgte varsomt, om hun havde mistet nogen ved denne Ulykke ?

Nei - men den Kone. som gaaer der henne paa Veien, see hun er Mo'er til den ene af Pigerne, som de fandt dernede i Grøften. See, Pigen hun var da boret heelt ind i Jorden, men saa temmelig heel var hun da, for det var kun noget af Ansigtet og en Fod, der manglede. Men den anden Pige . . . her standsede hun og pegede op paa et høit, bladløst Træ - jeg troer et Asketræ - inde over Ladebygningens Ruiner. Kan De see deroppe? Det er et Stykke af hendes Kjole, som hænger der endnu; og hvis det ikte var mørkt, saa kunde De ogsaa see noget af hendes Haar. For hun blev revet heelt i Stumper og Stykker; og hendes Fa'er kom kjørende igaar med bare Kroppen i en Kurv paa en Trillebør. Og idag har de søgt efter Armene og Benene - men de har nok ikke fundet Fingrene endnu - og de vil da ikke lægge hende i Kiste, førend de faaer alt med, hvad som er hendes . . .

Jeg staaer og seer paa denne Kone. Hun fortæller det, som en Dreng kunde fortælle, at hans Drage var revet itu. Saa seer jeg ud over den spejlblanke Dam, hvor den mørknende Himmel speiler en enkelt klar Lysstribe ned i, hvor den tause Skov med sine fine Linier staaer rundt omkring, saa harmonisk følelsesløs, saa udeeltagende skjøn, - denne Natur, som vi tilbede, som vore Digtere have lært os at tilbede, og som ikke kommer os i Møde, naar vi juble - ikke har et eneste Ord til os, naar vi sørge - hvis hemmelighedsfulde Lov vi maaskee kun formaae at tilegne os, naar vi som den væbne os mod al Menneskelivets Jubel og eod alle dets Taarer.

Saa kjøre vi, og Bondekonen bliver staaende for at fortælle det næste Hold om Hænder, Fødder og Fingre.

(Roskilde Avis 23. maj 1882).

Del af skovbørnehaven (1971) Krudthus, Stumpedyssevej 60. Såvel denne som den nærliggende Krudhusvej har navn efter Krudtmøllen, men ellers er det svært at se hvor den lå. På bygningen står 1896. Bygningerne var oprindelig skovfogedens. Foto Erik Nicolaisen Høy (2021).

Eksplosionen.

Som naturligt er har Ulykkestilfældet i Tirsdags, ved at Donse Krudtmølle sprang i Luften, vakt Bestyrtelse og Deltagelse rundt om i Landet. En af vore bekendte Digtere har udtalt sig derom, en Pengeindsamling er sat i Scene, cg Bladene har indeholdt detaillerede Skildringer af hele den sørgelige Begivenhed.

Det er ikke første Gang, at der har været Eksplosion paa Donse Krudtværk, tværtimod har Værket en hel Række Begivenheder ar den Slags at se tilbage paa, og det følger ogsaa af sig selv, at Fabrikationen af det farlige Stof, som tilvirkes dernede, idelig maa medføre Fare. Saa meget sørgeligere er det derfor, at de hyppige Eksplosioner, som Gang efter Gang koster Arbejderne Liv eller Lemmer, ikke endnu har hidført fuldt forsvarlige Sikkerhedsforanstaltninger. Det vidner ikke om stor Samvittighedsfuldhed hos de Magthavere, til hvis "Fornøjelse" ved Krig, Jagt og Salutering den største Mængde af Krudtet tilvirkes, at Arbejderne uden anden Grund end umotiveret Sparsommelighed skal udsættes for større og mere overhængende Fare end nødvendigt og dette til en ussel Løn af 3 Kr. pr. Dag.

Donse Krudtværk ejes af en Privatmand, som naturligvis i sin Forretning er underkastet den samme skæbnesvangre Konkurrence, som trykker hele Arbejderstandens Virksomhed. Han skal producere billigt og maa selvfølgelig spare ogsaa paa de Omraader, hvor Sparsommelighed kan blive ensbetydende med Arbejdernes Død og hans egen Ruin. Det er imidlertid Staten, til hvilken han leverer den største Mængde Krudt, og hvad er derfor naturligere, end at Staten selv overtog Krudtværket og, da der som en Følge heraf ikke længere kunde være Tale om Konkurrence, drev det paa en saadan Maade, at Arbejdernes Liv var betrygget i saa Høi Grad som muligt.

Blandt de Forsigtighedsforanstaltninger, som kunde lade sig gennemføre, hvis Staten selv overtog Produktionen, skal vi nævne to. For det Første den altid kun at have et meget lille Oplag Krudt ved Værket, og for det Andet Anvendelsen af en stræng Renlighed. Hvad det Første angaar, da er vel Ingen blind for Farligheden ved store Krudtoplag. Hvad der gjorde den sidste Eksplosion saa ødelæggende var det, at der henlaa 25,000 Pund Krudt og ventede paa at blive afsat til Staten. Herimod kan en privat Producent vanskelig værge sig, medens det Offenlige derimod med en Smule god Vilje vil kunne føre det færdige Stof bort i smaa Partier til Opbevaring i Krudtmagasinerne.

Renlighed ved Krudttilvirkningen er ligeledes af allerstørste Betydning; men en stræng Renholdelse af Fabrikslokalerne og den omliggende Grund vil naturligvis fordyre Fabrikationen betydeligt, hvorfor den, som skal producere billigt, vil nødes til at se gennem Fingre med en hel Del i den Retning. Ved Tilvirkningen af Sprængstoftet lægger der sig store Masser af Krudtstøv ikke alene inde i Møllerne paa alle Redskaber, i Vindueskarmene, paa Gulvet og i alle Sprækker, men ogsaa uden for paa Jorden. Krudtstøvet er brandfarligt i endnu højere Grad end selve Krudtet, og en varm Solstraale gennem en Rude kan være tilstrækkelig til at tænde det an. Støvet lægger sig som en Ledning overalt, og den mindste Ildgnist bevirker Brand, som med Lynets Hurtighed føres til Krudtet. Herimod er, som oven for antydet, en meget skarp Renholdelse det virkningsfuldeste Middel; Møllerne maa jævnlig standses og udluftes, men dette medfører naturligvis Tab, som den, der er prisgiven den hensynsløse Konkurrence, ikke kan underkaste sig. Her, som i alle andre Tilfælde viser det herskende økonomiske Princip sig at være i Uoverensstemmelse ikke alene med Arbejderstandens Tarv, men ogsaa med de ulige heldigere stillede Fabrikanters virkelige Interesse.

Vedbliver Donse Krudtværk at være privat Ejendom, og skal det, naar det atter bygges op, drives for en enkelt af Konkurrencen trykket Mands Ansvar og Risiko, da vil Katastrofen i Tirsdags om kortere eller længere Tid gentage sig. Vi kan derfor kun paa det bestemteste tilraade, at Staten overtager Møllerne dernede, saa længe Befolkningen endnu er uvidende nok til at tro, at den store Produktion af Krudt hører til Staternes Fornødenheder.

* * *

Vi antydede foran, at Hr. Holger Drachmann havde gjort Ulykken til Genstand for Omtale. I hans Artikel om denne Begivenhed er der et Par Udtalelser, som vi føle Trang til at ledsage med en Bemærkning.

Hr. Drachmann har været nede ved Ruinerne af de bortsprængte Møller, og da han sidder til Vogns for at køre hjem, henvender han sig til nogle i Rærheden staaende Bønderkoner og spørger varsomt en af dem, om hun havde mistet nogen ved Ulykken. Det har hun ikke, men hun viser ham Moderen til en af de unge Piger, som blev dræbt ved denne Lejlighed; hun fortæller om de lemlæstede Lig, om Faderen, som opsamler de splittede Stykker af sin Datter, fordi han ikke vil lægge hende i Kisten, før han har Alt med, som er hendes. Digteren siger om det Indtryk han fik af Fortællerinden : "Jeg staar og ser paa denne Kone. Hun fortæller det, som en Dreng kunde fortælle, at hans Drage var revet itu".

Hvad der støder Hr. Drachmann er Ligegyldigheden. Han selv er grebet og rystet af Ulykken og forhaabenlig føle det store Flertal af dem, til hvem Beretningen om de dræbte og lemlæstede Arbejdere er trængt hen, deres Hjærter grebne af samme Gysen og Medlidenhed. Unge og kraftige og saa pludselig revet bort fra Forældre eller Hustru og Børn, revet bort maaske midt i en Spøg, og saa Ligene: blodige, sønderrevne Rester af Mennesker.

Og dog! Hvad er saa denne Begivenhed med hele dens Rædsel overfor Krigene, disse umaadelige Menneskeslagterier, som med koldt Blod arrangeres af hensynsløse Magthavere, maaske blot for at aflede Opmærksomheden fra deres egen elendige Regering og for at give en generende Opposition andet at tænke paa. Hvad er det Tal paa Dræbte og Saarede, som Krudteksplositionen i Tirsdags fører frem, imod det, som Slagterierne ved Plewna, ved Sadowa og Sedan, og hvad alle disse Blodmarker hedder, kan møde op med? Ingen beklager i højere Grad end vi de Lidelser, de Lemlæstelser og frygtelige Dødsmaader, til hvilke den nuværende Maade at drive Industri paa altfor ofte fordømmer Arbejderne; men hvor er de Lidelser, der kan sammenlignes med dem, hvortil Slagmarkerne har været Vidne? Tusinder af unge Mennesker, kraftige og blomstrende kommanderes ud imod hverandre, ikke en af dem har en virkelig Fjende paa den anden Side, og dog styrter de mod hverandre, drevne frem af Kolbeslag, i Vildelse og Dødsangst knuser og flænger de hvers andre, eller de staar stillede op som villieløse Redskaber, medens Kanoner og Mitraliøser skyder dem ned og flænger dem Kødet fra Kroppen. De ligger hen i Dynger med de gabende Saar og de knuste Lemmer, de trædes ned af Mængden, der styrker over dem, den villieløse Mængde, der maaske styrter ved næste Skridt for at knuses og søndertrædes som de selv Slagmarkens Lidelser lader sig ikke skildre, de møder frem i alle Former, i de hæsligste Skikkelser, og hvilken ærlig Mand vover at hævde deres Nødvendighed? Krigene er kun fremkaldt af de enkelte Herskeres Magtvanvid, disse Herskere, som Folket endnu er dumt og stupidt nok til al give Gudernes Rang. Ingen, Ingen vil fra et lidenskabsløst og fornuftigt Standpunkt kunne forsvare disse Menneskeslagterier, disse grusomme Scener af Blod, - Brand. Død og Ødelæggelse, der arrangeres som oftest kun for at holde en elendig Stymper paa den Trone, som han vanærer.

Eksplosionen ved Donse Krudtmølle er et Ulykkestilfælde, for hvilket Ingen direkte bærer Ansvaret; det forsoner En ved de stakkels Arbejderes Lig, at ingen hensynsløs Gerningsmand staar dag ved. Men ved Krigene, ved Dyngerne af de Tusinder Lig, ved Brandtomterne af de før saa smilende Byer, der kan man pege paa Morderne og Brandstifterne; men Ingen rører dem, thi de er hellige og ukrænkelige.

Hr. Drachmann harmes over Bondekonens Ligegyldighed; men hvem bærer Ansvaret for den haarde Skal, der endnu ligger over en Del af Folkets bedre Følelser? Det gør han selv og hans Lige! Hvorfor skriver Digterne krigsgale Sange? Hvorfor idealiserer Malerne Krigens Vederstyggeligheder? Hvorfor rejser Billedhuggerne Mindesmærker over de Konger, der har ladet de fleste Mennesker dræbe? Hvorfor i det Hele taget forretter Intelligensen Slavetjeneste hos den brutale Magt i Stedet for at styrte den ved at forædle Folket?

Lær Mængden at sympatisere med Lidelserne, ogsaa naar det er Kejserne, der forvolder dem; lær Mængden at protestere mod Grusomheder, ogsaa naar disse skyldes Magthaverne, saa vil der komme en bedre Aand over Folket.

(Social-Demokraten 23. maj 1882).

Kirkelte Hegn ved Store Donsedam, Krudhusvej tæt på slusen. I forgrunden huset Donsevej 25 (1825). Foto Erik Nicolaisen Høy, 2015.

Krudtværket var anlagt 1704 som kongelig ejendom. Fra 1765 var det privat. Det blev drevet af en vandmølle i Donse Å. Eksplosionen var ikke den første. Bl. a. blev den tyske krudtmester Christian Roosen dræbt ved en eksplosion i maj 1737. Ved eksplosionen den 16. maj 1882 blev krudtværksarbejder og husmand Hans Olsen (29 år) dræbt. Han var gift og havde to børn. Desuden de to piger Ane Kirstine Larsen (16 år) og Ane Marie Andersen (15 år) som var i gang med at fylde krudt i karduser. Tre kvæstedes. På sygehuset i Usserød fik Andreas Bentsen amputeret højre arm. Værket, avlsbygningerne og beboelseshuset nedbrændte. Virkningerne kunne mærkes en mil væk ved rystelser og knusning af vinduesruder. Som noget nyt blev begivenheden dækket af journalister: Henrik Cavling og Holger Drachmann. Værket blev også efter 1882 udsat for eksplosioner: I 1891 sprang vandmøllen og en træbygning med paptag i luften. En mand blev dræbt. og blev lukket 1910. 

Smed Johan Gottfried Becker (1830-1915) boede i et af de tre huse, som nedbrændte til grunden, sammen med sin kone og tre børn samt konens mor. Han var han taget til København for at forny sin klasselotteriseddel. Bedstemoderen var alene hjemme og alt, hvad hun reddede, var en sengedyne. De tre børn forblev ugifte. To søstre Marie (1870-1955) og Kirstine Becker (1867-1942) boede en del år på Hækkevej i Usserød.

I dag kan man se kanalerne, der ledte vandet ind til de store møllehjul. Ved mølledammen er et møllehus på samme sted som krudtmøllens. I 1997 forsvandt de sidste rester af de 3 meter store møllehjul og et af de 5 meter høje transmissionstårne. Længst væk fra mølledammen findes fundamentet til en af bygningerne, og ligeledes jordvolden der af sikkerheds hensyn var almindelig omkring husene.

Fra "Vestre Kirkegaard". (Efterskrift til Politivennen)

Vi har fået meddelelse om en tildragelse på Vestre Kirkegård, som kaster et nyt ejendommeligt lys over vort bekendte kommunale smøleri. Forrige mandag den 1. maj ankom nemlig et Ligfølge til nævnte kirkegård for at overvære begravelsen af en afdød smed H., men hvor stor var ikke følgets forbavselse, da det af graverkarlen fik den meddelelse, at han ikke fra begravelseskontoret havde modtaget nogen ordre om at grave en grav til et voksent lig. Efter længere tids talen frem og tilbage og først efter at den imidlertid ankomne præst erklærede, at den afdødes familie havde bragt alt det fornødne i orden, besluttede graverkarlen sig til at opkaste graven, hvilket bevirkede, at følget fik lov til at vente 2 timer ud over den fastsatte tid, inden det kunne forlade kirkegården. 

Vi spørger nu: hvorledes kan det gå til, at begravelseskontoret, som jo får betaling for sit arbejde, ikke bedre røgter sit hverv end det er sket i omtalte og måske mange lignende tilfælde? Tror kontoret måske, at arbejderne, af hvilket dette følge tilfældigvis bestod, har råd til at ofre flere arbejdsdage, for at løbe til nar for de herrer, der ikke kan overkomme at udfylde en lille lap papir med nogle bogstaver? Det ville naturligvis være for meget at vente af de overordnede myndigheder at få denne sag undersøgt og vedkommende skyldige draget til ansvar, men så meget burde der dog kunne forlanges af dem, at de søger at forebygge disse misligheder for fremtiden. 

(Social-Demokraten 7. maj 1882.)

Forhandling af spirituøse Drikke i København. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Magistratens Skrivelse af 13de September 1880 rejstes Spørgsmaalet om Beværtningsnæringens Ordning, Forhandling og Udskænkning af Spirituosa o. s. v. her i Byen. Borgerrepræsentationen nedsatte i den Anledning en Kommission, som kom til at bestaa af d'Hrr. Crone, Fenger, Giødesen, Hansen (Formand), Jensen, Kayser, Knudsen, Mannheimer, Møller, Schleisner og Syndergaard, og disse har nu fremsat følgende Forslag: Den har opstillet en betydelig Indskrænkning i Beværtningsstedernes Antal som en Hovedopgave og i Forbindelse dermed bedre Orden og større Tilsyn med de tilbageblivende Beværtninger, hvorimod den ikke har tilsigtet en Fordyrelse af Spirituosa, da et saadant Skridt maa være Statens Sag. Med Hensyn til Værtshusholdernæringen foreslaas der som Betingelser for Borgerskab 35 Aars Alder, Vidnesbyrd om godt Rygte og Sikkerhed efter Magistratens Skøn, samt maaske Forsørgelsesret i København. Antallet bør bringes ned til én Værtshusholder for hver 800 Indbyggere. Der er for Tiden 1350 Værtshusholdere, men deres Antal vilde efter Forslaget bringes ned til 300. Afgiften bør betydelig forhøjes; Rettigheden bør kun gives for tre Aar, men kan paaregnes fornyet, naar Vedkommende er værdig dertil.

Tænkes Ordningen gennemført inden 1890, bør der indtil videre opstilles følgende Regler: Der meddeles indtil videre intet nyt Værtshusholderborgerskab. Den aarlige Afgift forhøjes fra 1. Januar 1884 til 200 Kr. Kommunalbestyrelsen kan tilbyde dem, der ville give Afkald paa deres nuværende Ret, et Beløb af f. Eks. 300 Kr. Af Konditorier findes der nu 30. Dette Tal bør være Grænsen, og Afgiften for 1883 sættes til 200 Kr. og bør senere søges forøget.

Af Restaurationer findes der nu 60,  af Gæstgiverier 115. Disse Tal bør danne den fremtidige Grænse, særlig for at forebygge, at Grænsen for den øvrige Beværtningsnæring skal kunne omgaas ved at erhverve disse Arter af Borgerskab; hertil kræves dog for Gæstgiverier Lovhjemmel. Afgiften foreslaas foreløbig sat til henholdsvis 200 og 400 Kr.

Høkere, mener Kommissionen, bør fremtidig ikke have Ret til Udskænkning af Øl og Brændevin ved Disken for staaende Kunder, hvorhos denne Ret for de ca. 200, der have den, bør ophøre med 1885. Indtil da bør den nuværende Afgift af 10 Kr. forhøjes.

Endvidere anbefales Oprettelsen af en Del offenlige Bespisningssteder, som med Held ere forsøgte andre Steder. De skulle være fordelte over hele Byen og paa passende Steder i hensigtsmæssige Lokaler, hvor der beværtes med al Slags kold og varm Spise, The, Kaffe, Øl, men hvor Vin eller Spirituosa hverken maa udskænkes eller forhandles. Blade og Aviser bør forefindes (Læsestuer); Kortspil maa ikke finde Sted. De bør holdes aabne fra Kl. 5 Morgen til 11 Aften. For saadan Virksomhed maatte kræves de almindelige Borgerskabsbetingelser, 25 Aars Alder osv.; Næringsadkomsten skulde betales som Borgerskab af 2. Klasse (138 Kr.), men kun meddeles Personer, som efter Magistratens Skøn dertil findes egnede, og som afgive behørig Betryggelse mod Misbrug, og kun naar det paagældende Lokale er befundet egnet til Øjemedet. Der vil selvfølgelig ikke komme til al paahvile denne Næring nogen aarlig Afgift; heller ikke skulde den underkastes Tal-Begrænsningen for Beværtningsnæringerne. For saa vidt et Selskab maatte danne sig til Oprettelsen af slige Bespisningssteder (mulig forbundne med Bogsamlinger), kunde Kommunen give et saadant Selskab særlig Støtte ved i de første Aar at yde Selskabet et nærmere bestemt aarlig Tilskud til disse Etablissementers Drift.

Endvidere har Kommissionen stillet Forslag til Politivedtægten, der angaar Lokalernes Renlighed og Orden. Det bestemmes fremdeles, at berusende Drikke ikke maa udskænkes til Personer under 18 Aar eller til Berusede, ej heller til Gæster, der ere begyndt at blive berusede eller til Personer, om hvem det vides, at de ere henlagte i Fattigvæsenets Stiftelser. Ingen maa vise sig kendelig berusede paa Gade eller offenlig Sted. Værten skal i lukket Vogn hjembringe dem, der ere blevne berusede hos ham. Værten maa ikke tillade Udbetaling af Arbejdsløn eller Hyre i hans Lokaler. Finder Slagsmaal eller Lign. Sted i en Beværtning, kan Politiet forlange den lukket for den Dag. Forstyrrende Støj kan Politiet forbyde, ligesom kvindelig Medhjælp til Opvartning - Værtens Hustru undtagen. Offenlige Beværtningssteder skulle holdes lukkede fra 12-4 om Natten, og i den Tid maa ingen Gæst opholde sig der. Sluttede Selskaber er dog udelukket fra denne Bestemmelse.

Nogle af Kommissionens Medlemmer udtale sig endvidere for Ansættelse under Magistraten af en Mand, der skal føre Tilsyn med Beværtningsvæsenet og dermed beslægtede Forhold, indgive Beretninger om Tilstanden og foreslaa nye Foranstaltninger.

I Vedtægten af 12te Juni 1858 foreslaas en Forandring, hvorefter Høkere ikke skulde kunne faa Ret til Udskænkning af Øl og Brændevin paa Stedet. De nuværende Høkere skulle dog beholde den af dem erhvervede Ret til Udløbet af Aaret 1885.

Hvad angaar offenlige Danselokaler, da foreslaas, at disse ikke maa holdes aabne efter Kl. 12 Midnat. Ved saadanne Lokaler maa der ikke findes særskilte, ved Dør, Forhæng eller paa anden Maade lukkede Rum til Beværtning af eller Ophold for de Besøgende.

Bevilling til Logishuse skal kun kunne meddeles, naar der i den Lejlighed, som dertil agtes benyttet, findes særlig Adgang, som ikke berøre Skænkestuen, til Sovelokalerne. Betalingen for Natteleje maa ikke modtages i Skænkestuen.

De oven for anførte Forslag foreslaar Kommissionen skulle vedtages straks. Derhos indstiller den, at Sagen i sin Helhed underkastes en almindelig Behandling i Kommunalbestyrelsen, saaledes at det overdrages Magistraten senere at fremsætte nærmere Forslag til til de Foranstaltninger, som Kommissionen yderligere anser for nødvendige til Forholdenes videre Udvikling. Disse Forslag gaa bl. A. ud paa, at der skal gives skarpere Bestemmelser om Antallet af Udsalgssteder for Spirituosa, ikke forbunden med Udskænkning, og gives nøjere Bestemmelser om Udskænkningslokalernes Beskaffenhed og hele Indretning, Beliggenhed, Størrelse etc. 

I de Kommissionsbetænkningen ledsagende Oplysninger meddeles der bl. A., at der i 10 af Beværtningsstederne for Tiden gives musikalske Aftenunderholdninger, dog ere kun 4 af disse egenlige Sangerindelokaler; det gennemsnitlige Antal af Besøgende er for disse sidstes Vedkommende henholdsvis 450, 250, 200 og 150, for de øvrige ca. 50 daglig.

Med Hensyn til de offenlige Danselokaler oplyses, at Antallet er 6, og det ene af disse er forsynet med særskilte Kabinetter, hvorimod dette ikke er Tilfældet for de øvriges Vedkommende. Der afholdes Dans tre Gange ugenlig, de to Aftener til Kl. 1 og den ene til Kl. 12. Det gennemsnitlige Antal af Besøgende hver Aften stiller sig saaledes : i "Figaro" 100.500, i "Fønix" 100-400, i "Aftenstjernen" 100-300, i "Kjæden" 200-800, i "Vega" og "Valkyrien" 50-300.

Siden Vinteren 1870-71 indtil 1879-80 er der aarlig afholdt henholdsvis 16, 19. 20, 21, 23, 20, 22, 17, 20 og 23 offenlige Maskerader, der have været besøgte gennemsnitlig af 100-300 og for et enkelt Lokale (Kasinos) Vedkommende af 400-1000 Personer hver Gang.

Antallet af Herberger og Logishuse er 85 med Plads til 1581 Personer. Af disse Lokaler ere 69 særlig for Søfolk (af hvilke 628 kunne optages), Haandværkere og andre Rejsende, der kunne modtages i et Antal af 458), medens I I ere egenlige Nattelogishuse med Sengeplads til ialt 495 Individer. Hver enkelt Nattelogisghus er beregnet til 5 a 120 Personer, der erlægge en Betaling af 25 eller 35 Ø. pr. Nat. For de Logishuses Vedkommende, som søges af Søfolk, besørges Opvartningen 16 Steder udelukkende af Kvinder, 21 Steder af Mænd og 5 Steder tildels af Mænd, tildels af Kvinder. 10 af Værterne give sig tillige af med Forhyring af Søfolk i større Omfang (de sidste Aar gennemsnitlig 5000 Individer), medens flere andre lejlighedsvis befatte sig hermed.

For at forhindre de Ulemper, som ere forbundne med, at mange Personer, navnlig Søfolk, ere henviste til at opholde sig paa Værtshuse for at træffes af dem, der ville søge deres Arbejde, anser Kommissionen det for meget ønskeligt, om der kunde træffes den Ordning, at intet Beværtningssted, hvor der udskænkes Spirituosa, maa findes paa nogen Arbejdsplads eller i dens umiddelbare Nærhed, men den erkender, at praktiske Hensyn hindre en saadan Ordning. Derimod tilraader den bestemt Forbud mod, at Arbejdsløn eller Hyre udbetales paa saadanne Steder, hvilket vil virke ikke lidet dæmpende paa Beværternes Redebonhed til uden kontant Betaling at udskænke til Arbejdere og Søfolk. Kommissionen har tillige ved sine Undersøgelser bragt i Erfaring, at der i de Beværtningssteder, hvor der samles mange Arbejdere, spilles Kort i stort Omfang, og at der spilles om Drikkevarer.

Det behøver næppe nogen nærmere Forklaring, i hvor høj Grad denne Omstændighed befordrer overdreven Nydelse af Spirituosa; dels forlænger Spillet Opholdet paa Beværtningsstedet, dels bliver Resultatet af hvert Spil, at den Tabende giver "en Omgang" til alle Medspillende, og man vilde derfor anse det heldigt, om et Forbud kunde udstedes mod, at der drives Kortspil paa offenlige Værtshuse. Efter den bestaaende Lovgivning er imidlertid saadant Spil i Almindeligbed tilladt, og der vil næppe kunne opnaas nogen Forandring heri, hvorfor Kommissionen, hvor meget den end beklager det paaankede Forbold, har afholdt sig fra at stille noget Forslag vedrørende dette Punkt.

I Logishusene finder paa store Steder Adgangen til Soveværelserne Sted gennem Skænkestuen, hvor først Betalingen for den kommende Nat erlægges og dernæst Resten af Paagældendes Penge jævnlig medgaar til Drikkevarer, som han dels selv nyder, dels maa traktere de øvrige Gæster med. For at raade Bod paa dette højst beklagelige Forhold turde det, da et Forbud mod Udskænkning af Spirituosa paa disse Steder - hvad der vilde være det ønskeligste - lige saa lidt tør paaregnes, som i de oven for nævnte Tilfælde, være det mest praktiske, at fastsætte, at ethvert Logishus skulde have en særskilt Adgang til Sovelokalerne, saaledes at Ingen for at naa til disse var nødt til at passere Udskænkningsstuen, ligesom det maatte forbydes, at Betaling for Logiet erlagdes i sidstnævnte Lokale.

(Social-Demokraten 26. april 1882).