15 juni 2023

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

Der foreligger 9de Aarsberetning, som omfatter Tidsrummet fra 1ste Mai 1881 til 30te April 1882. Skoleaaret begyndte med 20 Piger. I Aarets Løb afgik 13 og tilkom 18, saa at Antallet den 1ste Mai 1882 udgjorde 25 Piger. Af de 13 afgik 8 som fuldt uddannede Tjenestepiger i et toaarigt Cursus med anvist Condition; 5 forlode Skolen uden fuld Uddannelse. I Løbet af afvigte Mai er Grev Holstein til Holsteinborg udtraadt af Bestyrelsen, og i hans Sted indtraadt Khrr. Johannsen, som er valgt til Formand. Ved Aarsfesten, der som sædvanlig afholdtes paa Kronprindsessens Fødselsdag, modtog 3 af Skolens tidligere Piger, der siden deres Udgang uafbrudt have tjent i 5 Aar hos det samme Herskab, en Præmie af 20 Kr. Ved Skoleaarets Begyndelse havdes en contant Beholdning af 1939 Kr. 75 Ø., og ved Aarets Slutning var den 275 Kr. 41 Ø. større. Det er det første Aar, i hvilket Skolen har virket med et Overskud. En Sammenstilling for de 3 sidste Aar viser, at Skolens Indtægter hvert Aar have været i Stigning, der ikke alene hidrører fra Gaver og Medlemsbidrag, men tillige fra Skolens Driftsindtægter. Udgifterne have ligeledes været i Stigning, hvilket forsaavidt er en Selvfølge, som de større Indtægter af Pensionatet og Middagsabonnementet, som Skolen især i det sidste Aar har bragt tilveje, betingede dermed forbundne Udgifter. I dette sidste Aar ere de samlede Udgifter imidlertid kun stegne ud over Udgiften i det foregaaende Aar med ca. 139 Kr., medens Indtægten paa samme Tid er stegen med ca. 2733 Kr. Naar al Indtægt og Udgift medregnes, have 21 Piger og Elever i Regnskabsaaret kostet Skolen 9553 Kr. eller 454 Kr. pr. Pige. Naar Skolen skal holde fast ved sin philanthropiske Bestemmelse, kunne Contingenterne ikke sættes høiere, end de for Tiden ere, nemlig for Pigerne mellem 100 Kr., dog i et begrændset Antal, og 20 Kr. maanedlig uden Beklædning, og for Eleverne 40 Kr. maanedlig, hvorfor Gaver og aarlige Bidrag fremdeles maa bibeholdes. Hds. kgl. H. Kronprindsesse Louise betaler, foruden et aarligt Contingent af 400 Kr., endvidere for tvende Fripladser a 240 Kr. Skolen agter ligeledes i Aarets Løb at oprette 2 Fripladser, der skulde vedblive at bestaae, saalænge Skolens pecuniaire Forhold tillade det. Skolen vil saaledes ved dette Aars Udgang have 4 Fripladser. De 9553 Kr. for Piger og Elever vare i det sidste Aar bestridte saaledes: Contingenterne 5145 Kr., Gaver og aarlige Bidrag 4375 Kr. og en extraordinair Indtægt 33 Kr. Skolens Eiendom i Emiliegade er taxeret til 60,000 Kr. og Inventariet assureret for 6000 Kr. Prioritetsgjælden er 47,029 Kr. Der er i Aarets Løb paa samme afdraget 789 kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. juni 1882. 2. udgave)

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Raa Opførsel paa en Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Den 16. ds. blev en ældre Kone begravet paa Frederiksberg gamle Kirkegaard ved Kirken. Da Liget var sænket i Graven og Præsten efter at have forrettet Jordpaakastelsen havde forladt Kirkegaarden, hørte nogle Personer af det temmelig talrige Følge en i Kiøbenhavn boende Detailhandlerske, der stod i deres Nærhed, sige "Hvor bliver Carl af, han vilde spytte paa Graven", og straks derefter steg den Afdødes 54 Aar gamle Søn op paa Graven og spyttede ned paa Kisten, hvorefter det fornævnte Fruentimmer fjernede sig, idet hun sagde: "Se saa, nu kan hun ligge med alle sine Forbandelser", hvorhos hun derefter brugte i høi Grad uhøviske Udtryk mod den Afdødes Søns fraskilte Hustru, der var til Stede paa Kirkegaarden. Det Passerede vakte naturligvis stor Forbitrelse, men det lykkedes dog at forhindre, at der blev lagt Haand paa Sønnen og det nævnte Fruentimmer. Sagen blev derefter anmeldt for Politiet, og i det derefter afholdte Forhør vedgik Sønnen at have spyttet paa Moderens Kiste efter forudgaaet Overlæg, fordi hans Moder efter hans Mening i hendes levende Live havde behandlet ham meget slet. Ifølge § 47 i Politivedtægt for Frederiksberg Kommunes Bydistrikt maa paa Kirkegaard ingen med Hensyn til Stedet upassende Opførsel finde sted, og Sønnen erlagde derfor den for Overtrædelser af Vedtægtens Bestemmelser fastsatte største Bøde, nemlig 100 Kr., medens Detailhandlersken betalte en Bøde af 20 Kr.

(Nationaltidende 27. juni 1882).

Forbryderen Erik Holger Lønholt. (Efterskrift til Politivennen)

Erik Holger Lønholt (8. november 1862-?) kom som 9 årig på Det Kongelige Opfostringshus. Efter konfirmationen kom han fire år i skibsbygningslære. Han havde forskellige arbejder indtil 1881. Det år blev han dømt til et års forbedringshusarbejde for bedrageri, tyveri og falsk. Han havde bl.a. stjålet bøger af forfattere som H. C. Andersen, Carit Etlar, Heinrich Heine og Bjørnstjerne Bjørnson. 70 blev aldrig fundet igen.

Juni 1882 var han volontør hos smørgrosserer Carl Christian Kjær, hvilket betød at han de første seks måneder skulle arbejde gratis. Derefter fik han 25 kr. om måneden. 


Kjøbenhavns Politi har udstedt en Efterlysning om Kontorist Erik Holger Lønholt, ledsaget af hans Fotografiportræt. Den ham betroede Pengesum, 19,800 Kr., hvormed han Lørdagen den 18de d. M. undveg herfra, bestod for største Delen af danske 500-Kr.-Sedler. Ved den hidtil anstillede Eftersøgelse er det godtgjort, at han har tilbragt Natten mellem Mandagen den 19de og Tirsdagen den 20de d. M. i Helsingborg under Navnet Carl Christian Fischer og den følgende Nat i Eslöf, som han antages at have forladt Onsdagen den 21de Kl. 9 Fm., men det er hidtil ikke lykkedes at forfølge hans Spor videre derfra Han er født her i Staden, 19 Aar gl., af Middelhøjde, har blond Haar, langagtigt Ansigt, noget bredt foroven og nubret efter Filipenser, tyk Næse, lille Mund med tykke Læber. Hans Paaklædning lader sig ikke med Sikkerhed angive, men han er set i mørk Vest med gule Knapper og med Dobbeltlorgnet med blaa Glas og har ved Afrejsen fra Eslöf bortkastet sin høje Hat og kjøbt sig en sort Silkekaskjet Han har i Helsingør kjøbt sig et nyt Sølv Cylinderur, en uægte Guldkjæde og Medaillon. Han han efterladt sig en Del Visitkort lydende paa Løjtnant Ciré Tlohnöll i hans Navn læst omvendt), under hvilket Navn han altsaa maaske vil optræde Der er al Grund til at antage, at han endnu besinder sig i Sverig.

Ligesom man i sin Tid troede at se Anders Sjællænder alle Vegne, da han allerede længe havde befundet sig ovre i Holsten, saaledes mangler det naturligvis heller ikke paa Folk, der have set Lønholt, og hver Dag hedder det sig, at han er fanget snart her snart der. I Jylland har man set en Person, der ikke kan være nogen anden end den Efterlyste. Kold. Folk. har nemlig fra god Kilde modtaget følgende: Erik Lønholt er Natten mellem Onsdag og Torsdag passeret igjennem Kolding med Iltoget fra Fredericia til Vamdrup i en 3die Klasses Kupé. Han var iført Skjødefrakke og Rejsehue, der var trukken langt ned, og havde Billet til Altona; han opførte sig meget flot og ugenert overfor sine Medrejsende, hvem han bød Cigarer og fortalte, at han var Sømand, der havde faaet Hyre fra Hamborg og nu rejste dertil for med et Skib at sejle til Kina; han fremviste tillige nogle Fotografier af Negere og foregav at have været i Afrika; nogle Æventyr, som han fortalte, blev af en Medrejsende gjenkjendte som tagne fra Stanleys Rejsebeskrivelse Fyren var gjenkjendt af Banepersonalet i Fredericia, men det lod ham dog passere, idet det indskrænkede sig til at telegrafere til Kolding og Vamdrup, men ingen af disse Steder har der været Politi til Stede, lige saa lidt som i Fredericia, og Fyren er saaledes uhindret passeret videre syd paa.

(Morgenbladet (København) 25. juni 1882).


Album: “3. Erik Holger Lønholt, 19 Aar. Rømt 17/6 73 med 20,000 Kr. anh. i Berlin, efter udstaaet Straf udvandret til Amerika.” Bagside: “Erik Holger Lønholt 19 Aar gl født i Kjøbenhavn, er den 17/6 73 rømdt med 20.000 Kr., blev anholdt i Berlin, efter udstaaet Straf udvandret til Amerika.” Fotograf: Theodor Bloch, Fotograf Frederiksborg, Helsingørgade no 59 og Helsingør, Steengade 60 [Han er ikke nævnt i hverken journalen eller politisaglisten fra Helsingør Byfoged]. Genealogisk Forlag.

Pengene havde han fået på følgende måde: Efter at have forladt Salomonsens firma, opdagede han at der manglede 100 kroner. Han havde før overvejet at flygte til udlandet når han fik et større pengebeløb at flygte til udlandet. Han hævede 15.800 i Landmandsbanken. 

Med en funden blanket hvor der var trykt "Kommunehospitalet" gik han ind i en urmagerbutik, gjorde nogle indkøb og udfærdigede en blanket adresseret til grosserer Kjær og udgav sig som "J. P. Petersen, Kvartermand" (en stilling som slet ikke fandtes på kommunehospitalet). I denne rolle meddelte han at Erik Lønholt var blevet indlagt med en større pengesum. Disse kunne grosserer Kjær hente på hospitalet. Han fik en arbejdsmand som han mødte på gaden, til at aflevere det falske dokument til grossereren.

Pengetyven Erik Lønholdt er ikke, som et Telegram i Gaar meldte, funden. Det unge Menneske, der blev arresteret om Natten i Hotel Fønix i Malmø, viste sig nemlig at være aldeles sagesløs. Han havde været i Besøg hos nogle Slægtninge i Sverig, og paa Hjemvejen til Kjøbenhavn, hvor han bor, tog han ind i det nævnte Hotel. Her blev han "gjenkjendt" af en Hotelpige, og den Omstændighed, at han laasede Døren til sit Værelse, var naturligvis nn meget mistænkelig. Der gik Bud efter Politiet, den formentlig Lønholt blev banket op af Sengen og strax taget i skarpt Forhør, efter at man dog først havde forvisset sig om, at han ikke bar ladte Vaaben paa sig. I Begyndelsen nægtede han alt, men formodenlig maa han være bleven kjed af de mange paatrængende Spørgsmaal, thi sluttelig erklærede han, at han var Lønholt; man kunde jo føre ham over til Kjøbenhavn, saa fik man nok fuldt Lys i Sagen. Imidlertid fandtes de 19,800 Kr. ikke hos ham, kun nogle faa Kroner; men da det unge Menneske nu en Gang var begyndt at "tilstaa", saa forklarede han, at Pengene vare gjemte i en Villa ved Kjøbenhavn. Telegram herom afgik strax til Kjøbenhavns Politi, nogle Opdagelsesbetjente sendtes hurtig ud til den opgivne Villa, hvis Beboere naturligvis bleve meget forbavsede over dette Besøg; de kjendte ikke andet til Lønholt, end hvad de havde hørt gjennem Aviserne. Saa maatte der atter et Par Betjente over til Malmø . og de opdagede, at den Arresterede ikke var Lønholt, hvorfor han strax løslodes og fik Lov til at rejse - hjem til sin paa Villaen boende Familie. Hvor den rigtige Lønholt er, staar saaledes endnu uopklaret hen. Man har i øvrigt nu ogsaa set ham ved Skjelskør. I Aarhus har man drevet det til at arrestere et Menneske, der lignede ham. 

(Morgenbladet (København) 28. juni 1882).


Under flugten gennem Sjælland blev han genkendt af politiet i Helsingør. Dem undslap han ved at Han udgive sig for at være søn af forhenværende minister Fischer. Han kom 19. juni via Helsingborg og Eslöv til Ystad. Den 21. juni rejste han til Stettin og derfra til Berlin. Under navnet Constructeur Carl Chr. Fischer boede han på "Hotel Deutscher Kaiser". Han bad hotelværten opbevare 3.000 Reichsmark. 

I et brev fra 23. juni 1882 til boghandler Gad spurgte han efter priser på "Nordisk Conversatjons-Lexicon, Kants  sidste filosofiske Afhandling over Livet og Mark Twains samlede Skrifter". Desuden bad han om en optegnelse over "nyere filosofiske Skrifter af mindeværdige Forfattere". Brevet var underskrevet C. Chr. Fischer. I et andet brev fra 24. juni 1882 til kæresten Dagmar Kræfting, som blev sendt den den københavnsk systue hvor han arbejdede, underskrevet Erik skrev han at han savnede hende, og håbede at hun en dag ville blive hans hustru. Han nævnte sin forbrydelse: "Set fra et ganske almindeligt borgerligt Standpunkt, var det vistnok en stor og grusom Forbrydelse, jeg begik; og jeg er af den Grund enig med det samme borgerlige Samfund om, at jeg fortjener dens dybeste Foragt. Ser vi imidlertid Sagen fra en anden Side, saa følger deraf, at vi ogsaa faar en anden Mening om den." Han skrev at årsagen var bitter nød og fattigdom. "en Ting er jeg overbevist om, kjære Dagmar! og det er: at dersom der er en retfærdig Gud til i Himlen (hvad jeg jo ikke ved) for hvem en Million er lige saa stor en Sum som den ringeste Kobbermynt, at han da ved, at jeg ikke har haft til Hensigt at gjøre noget Menneske ulykkelig".


Kjøbenhavn. d. 3. Juli. Udleveringen til de danske Autoriteter af den i Berlin paagrebne forbryder, Erik Lønholt, vil ikke kunne gaa saa hurtigt for sig, som vistnok Mange have troet, idet der ved saadanne Lejligheder maa iagttages visse Formaliteter, som udkræve en ikke ringe Tid. Som tidligere omtalt, finder Udlevering af Forbrydere Sted ad diplomatisk Vej, og i Preussen fordres det, at der herfra skal være udstedt et Arrestdekret tilligemed en Opgivelse af, hvilke Bestemmelser i Straffeloven den Paagjældende skal aktioneres efter (i nærværende Tilfælde Tyveri og formentlig ogsaa Falsk). Disse Aktstykker maa oversættes paa Tysk og tilstilles de preussiske Autoriteter. Arrestdekretet angaaende Lønholt udfærdiges af Kjøbenhavns Krtminal- og Politiret og skal derefter sendes til Justitsministeriet, som atter tilstiller Udenrigsministeriet det, hvorpaa dette sender Aktstykkerne til den danske Gesandt i Berlin med Anmodning om at begjære Lønholt udleveret af det preussiske Udenrigsministerium. Endelig maa dette selvfølgelig først forespørge sig hos det preussiske Justitsministerium, og muligt skal den Paagjældende endog formelt fremstilles for Retten i Berlin, forinden den preussiske Regering kan tage Beslutning om Udleveringen. Man vil saaledes se, at det er en temmelig vidtløftig Historie, men paa den anden Side kan der jo ikke hengaa ret mange Dage mellem hvert af Sagens forskjellige Trin; et Par Uger efter Paagribelsen kan dog let medgaa, inden Udleveringen kan finde Sled. Forøvrigt er Interessen for den Lønholtske Affære, der tidligere optog vort Publikum saa stærkt, nu efter Paagribelsen ifærd med at forsvinde; tilmed da det nu har vist sig, at han er ikke Andet end en ganske almindelig Forbryder, der ikke engang har lagt nogen synderlig Snildhed for Dagen i sine Bestræbelser for at undgaa Politiets Forfølgelser. De, der have havt med ham at gjøre, da han for et Aars Tid siden begik forstjellige Tyverier, skildre ham ogsaa som et Menneske af en aldeles overfladisk Karakter og uden Energi samt som en Person, der er fuld af Løgn og allerede har været demoraliseret fra Barn af. Han betraadte Forbryderbanen med at gjøre flere Indbrud om Dagen i et Bibliothek, der bestyredes af en Lærer i Nyboder, som netop havde vist ham megen Omhu og Velvillie og paa flere Maader taget sig af ham. Han stjal en stor Mængde Bøger fra Bibliotheket og solgte dem til forskjellige Boghøkere heri Staden, og kort efter røvede han midt paa Dagen fra en Uhrmager paa Nørrebro et Udhængsskab, hvori der fandtes en stor Del kostbare Uhre. Med stor Frækhed bar han Skabet op paa Trappen, svøbte et Klæde om det og forsvandt derpaa med det stjaalne Gods. Alt dette blev bemærket af flere Forbigaaende, som imidlertid bleve duperede af den Ugenerthed, hvormed han gik tilværks, idet de antoge, at han hørte til Uhrmagerens Folk. En stor Del af Uhrene pantsatte han hos nogle Pantelaanere i Kjøbenhavn, og med Resten begav han sig i en Sejlbaad, som han tog ved Kysten, over til Helsingborg, hvor det ligeledes lykkedes ham at pantsætte og sælge en Del af de stjaalne Koster. Han blev imidlertid her anholdt af Havnepolitiet, idet det ogsaa var bleven anmeldt til Helsingborg, at en dansk Sejlbaad var bleven stjaalen, og man greb ham, da han var ifærd med at forlade Helsingborg i Baaden, som det faldt ham meget vanskeligt at manøvrere med, hvorved det svenske Politis Opmærksomhed blev henvendt paa ham. Politiet udfoldede ogsaa ved denne Lejlighed en energisk Virksomhed, og det lykkedes det at bringe samtlige stjaalne Uhre tilveje, deriblandt endog et, som var bleven solgt til en Skibskapitajn, der derpaa var afsejlet til England. Den Opførsel, som Lønholt viste, da han derefter blev stillet for Kriminalretten i Kjøbenhavn, var saaledes, at han øjensynlig slet ikke følte sig nedtrykt af den Dom, der forestod ham, og Forhørsdommeren maatte endog oftere irettesætte ham, fordi han tillod sig at le i Retten. Han blev dengang dømt til 1 Aars Forbedringshusarbejde, hvilket han afsonede med 8 Maaneders Cellefængsel, men for den nye Forbrydelse, han nu har begaaet, vil han ikke slippe saa let.

(Slagelse-Posten 4. juli 1882).


Han blev taget den 28. juni 1882 af opdagelsesbetjent Duncker og to tyske betjente udenfor hotellet:"Guten Morgen, Herr Lønholt.". Hertil svarede han "Nix Lønholt!", hvorefter den anden betjent sagde: "Guten Morgen denn, Herr Fischer." og konfronterede Erik med et vellignende fotografi af ham, hvorefter han tilstod. Han var endnu i besiddelse af ca. kr. 19.000 i danske og tyske penge, men havde brugt resten. For at dække tabet blev Eriks ejendele solgt. Det fremgår af retsprotokollerne en liste over de ejendele som han havde med sig til Berlin. Hver eneste lille genstand blev afhændet til diverse betjente og kommissærer, ja selv Eriks hårvand blev solgt - for 75 øre til en kommissær v. Hillesen!

Den 1. juli 1882 forsøgte Erik at hænge sig i undersøgelsesarresten i Berlin. Men det blev opdaget af en opsynsmand og han blev under stort besvær bragt til live igen. Den 10. juli 1882 førtes han hjem til Danmark. Her blev han først stillet for kriminal- og politiretten i København. Hans forklaringer i retten var i enkelte mindre væsentlige punkter ikke helt pålidelige, bl.a. nægtede han sig tidligere tiltalt og straffet, men i sin helhed blev de lagt til grund for afgørelsen. 

Kjøbenhavn den 10de Juli. Forbryderen Erik Lønholt er imorges, ført af den Overpolitibetjent, der fik ham paagreben i Berlin, kommen hertil med Dampskibet fra Stettin. Det var rygtedes paa Toldboden, at han var i Vente, og en stor Del Nysgjerrige havde derfor samlet sig for at faae ham at see, naar han blev ført i Land. Han var iført den samme graae Dragt, hvori han i de første Dage af sin Omflakken blev seet i Nordsjælland, og hans Ydre frembød i det Hele ikke nogetsomhelst Mærkeligt. Det er en lille, temmelig spinkel Person, af et meget ubetydeligt Udseende, og i alt Fald ved første Øjekast er det ikke muligt i hans Fysiognomi at opdage Noget, der tyder paa en forbryderisk Natur. I Formiddags begyndte man paa Politikamret at optage Rapport over ham, og endnu til langt hen paa Eftermiddagen var man ikke færdig dermed. Iøvrigt kan der næppe fremkomme meget Nyt af Interesse ved Forhørene, da Forbrydelsen og hans temmelig planløse Omstrejfen allerede i Forvejen i det Væsenlige ere bekjendte. Efter Forlydende skal det ved Politiforhøret være blevet oplyst, at Lønholt paa sin Flugt endog tre Gange har været i Helsingør, uden at det lykkedes det derværende Politi at paagribe ham, idet han ikke blot overnattede der den første Nat efter Tyveriet og et Par Dage derefter slap over med Dampskibet til Helsingborg - som tidligere omtalt - , men endog den mellemliggende Dag gik tilbage fra Hornbæk til Helsingør, hvorfra han med Banetoget kjørte til Fredensborg. I Berlin lader det til, at en af Opvarterne i det Hotel, hvor han logerede, havde fattet Mistanke til Fyren, og at han vilde være stuppen bort, dersom Politiet blot var kommet nogle Øjeblikke senere til Hotellet.

(Fyns Stiftstidende 11. juli 1882)


Erik Lønholt blev dømt til to års forbedringshusarbejde den 30. september 1882. Dommen blev anket og stadfæstet i Højesteret den 2. januar 1883.

Forsøgt Undvigelse af Forbryderen Lønholt. Forbryderen Erik Lønholt, der har apelleret sin Sag - til Højesteret, og som derfor endnu hensidder i Kjøbenhavns Arresthus, undveg i Følge "B. T." i Lørdags Aften fra dette, men blev umiddelbart efter atter paagreben. De nærmere Omstændigheder ved denne Undvigelse ere følgende: Da vedkommende Arrestbetjent om Aftenen omtrent Kl. 7 3/4 kom op til den Fængselscelle i 3die Etage, hvor Lønholt hensad, for at slaa den i Væggen fastgjorte Seng ned, og havde aabnet Døren, kastede Arrestanten en Krukke Vand, der henstaar i enhver Celle, i Ansigtet paa ham og benyttede sig af Betjentens herved fremkaldte Forvirring til at smutte ud af Døren og slaa denne i efter sig. Lønholt styrtede derpaa ned ad Trappen til Stueetagen og raabte til Opsynet her om at komme hans Kollega til Hjælp, der pludselig havde faaet Krampe. Imedens Opsynet efterkom denne Opfordring, smuttede Lønholt ud i Gaarden, ringede indvendig fra paa Porten, og skjulte sig derpaa hurtig i et lille Aflukke ved Siden af, hvorpaa han, da Portneren lukkede op, sprang frem, skubbede denne til Side og saaledes slap ud paa Nytorv. Herfra tog Arrestanten Vejen gjennem den saakaldte Slutteriport, hvor den der posterede Betjent, en ældre Mand, vel greb ham, men ikke kunde holde fast, saa at Lønholt slap fri og fortsatte Løbet op ad Kattesundet. Betjenten ilede efter, raabende: "Stop ham!", og da Lønholt omtrent var naaet op til Frederiksberggade, greb en Tømrersvend, der blev opmærksom paa Raabene og saa et Menneske komme løbende uden Hovedbedækning, fat i ham. Lønholt søgte ved Slag efter Tømrersvenden at befri sig fra denne, men da det var en haandfast Mand, kastede han den undvegne Arrestant til Jorden. "Lad mig gaa, lad mig gaa, jeg er Lønholt, jeg er virkelig Lønholt!" udbrød han nu, da han mærkede, at han var overmandet, men Tømrersvenden vedblev roligt at holde ham nede, indtil der kom flere Folk til, og Lønholt blev derpaa, ledsaget af en Mængde Mennesker, af Tømrersvenden transporteret tilbage til Arresthuset, hvortil han ankom ikke mange Minuter efter Undvigelsen. Han blev atter indsat i en Celle, hvorhos der blev truffet extraordinære Forsigtighedsforholdsregler fra Opsynets Side for at forhindre gjentagne Flugtforsøg.

(Lolland-Falsters Folketidende 11. oktober 1882).


Ifølge teksten til fotoet til forbryderalbum ovenfor skal han efter udstået straf være udvandret til USA.

Se Lise Lyng Falkenberg: Nyhedsformidling - gemt og glemt i skillingstryk (2003). Side 29-37

Sagen blev kendt gennem skillingsviser. Her synes det at være scenen hvor han blev arresteret udenfor hotellet i Berlin. 

Optrin på Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

Fra København skrives til "Kolding Avis": Et sjældent udslag af råhed og brutalitet fandt sted i fredags ved en begravelse på Frederiksbergs Vestre Kirkegård. Da præsten havde forrettet jordpåkastelsen (den afdøde var en ældre kone) og derefter havde forladt graven, trådte en del af følget op på denne, for at kaste et blik ned på kisten. Mellem disse befandt sig også en af den afdødes sønner, og mens han stirrede ned på kisten, gav han sig pludselig til at spytte ned på den og udbrød: "Der ligger Du, Du gamle ..........." Denne hans opførsel vakte en så almindelig og berettiget indignation at det kun var med nød han undslap for at få en velfortjent korporlig revselse. Efter hvad vi erfarer er der fra det offentliges side gjort skridt for at undersøge sagen nærmere og derefter eventuelt anlægge sag mod den pågældende.

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger, 23. juni 1882)

Færdselen gjennem Østerport. (Efterskrift til Politivennen)

De, der jævnlig til Hest eller Vogns færdes gjennem Østerport, have Idelig Anledning til at ærgre sig over de aldeles utaalelige Forhold, som findes her. Broen og Gaden giennem den gamle Ravelin have den selv samme Brede som for 100 Aar siden, uagtet Færdselen er stegen i en Grad, man den Gang ikke havde nogen Anelse om. Breden er ikke større, end at to almindelige Vogne lige kunne kjøre forbi hinanden. Gadelinien gaar i Kurver, og kommer der en Sporvogn eller en militær Afdeling, eller sker der blot et lille Uheld, som at en Haandvogn gaar itu, eller en Vogn i Forbikjørselen taber et eller andet er der straks en Stansning. Jævnlig finder der Reparationer Sted, snart paa Stenbroen, snart paa Brodækket, og Arbeide gaar altid med en Sendrægtighed, som er aldeles utaalelig og gjør Færdselen endnu mere vanskelig. Jævnlig hændes det, at Hestene blive sky her; forleden Dag foer saaledes en Hest ind ved Fortoget mellem Fodgængerne; at der ikke skete nogen Ulykke skyldtes kun Rytterens Dygtighed. Saa godt som hele Dagen findes her en stærk Vognsfærdsel til eller fra den østlige Del af Byen, men i virkeligheden er Adgangen til og fra Byen mere ubekvem end ved den mindste Landsby i hele Kongeriget; endnu mere ubekvem end ved Amagerbro, hvor der omsider synes at skulle ske nogen Forandring til det bedre, efter at særlig Befolkningen paa Amager havde taget Sagen i sin Haand. Uagtet mangfoldige have følt og føle Ulemperne ved Færdselen gjennem Østerport, mindes vi ikke at have set, at der fra nogen Side er blot paatænkt at gjøre Skridt til at faa en Forandring gjennemført her. Kunde der være Udsigt til, at den almindelige Mening tog sig lidt af dette Forhold, var der maaske en Mulighed for, at Borgermester Ehlers' Inerti kunne brydes. Man saa jo nylig, hvilken Energi han udviklede i Haandværkssagen.

(Nationaltidende 22. juni 1882).

Fotograf Fritz Benzen: Østervold, Østerport Ravelins vagt. Ca. 1885 (på dette tidspunkt benyttet som underofficersbolig). Kbhbilleder. Public Domain.