16 juni 2023

Bicykler. (Efterskrift til Politivennen)

Om at forbyde Brugen af Bicykler. Enhver, der har færdedes i Kjøbenhavn og Omegn i de senere Aar, vil have havt Leilighed til at bemærke, at det i England og Frankrig saa almindelig benyttede Kjøre- eller Ridetøi, som kaldes en "Bicykle", ogsaa har faaet betydelig Indpas hos os. Dette Befordringsmiddel har efterhaanden fra en kluntet og upraktisk Form udviklet sig til en høi Grad af Fuldendthed. Selve Redskabets Former maa tiltale ikke alene den almindelige Skønhedssans, men i endnu høiere Grad Sansen for det i teknisk Henseende fuldendte. Det udmærker sig samtidig ved Lethed og Styrke; Hjulenes Bevægelse om Akslerne i Kugleleier. Egernes Befæstelse, Styringen, Kautschukringen om Hjulene osv. er noget af det mest elegante, gjennemtænkte og hensigtsmæssige, man kan tænke sig. Som Følge heraf giver Redskabet Rytteren Leilighed til at udfolde en høi Grad af Elegance, Hurtighed og Smidighed i Bevægelserne. Det er et oplivende Syn at se en øvet og velskabt Bicykle-Rytter bevæge sig henad Landevejen, lette, lydløst, utvungne og naturlige Bevægelser, en smuk, rank Holdning hos Rytteren, ingen Overanstrængelse, en Hastighed, der kan maale sig med den hurtigst kjørende Vogns eller stærkest ridende Rytters, alt dette maa tiltale enhver, som har mindste Sans for Plastik og for tekniske Fremskridt, særlig paa Befordringvæsenets Omraade. 

Men hertil kommer endnu en meget væsenlig Faktor, som anbefaler Brugen af dette Befordringsmiddel. Det er i sin nuværende fuldendte Form ikke længere et Legetøi eller et blot Sports-Redskab. Det er i Virkeligheden et Befordringsmiddel af en betydelig praktisk Brugbarhed. Den, der er indøvet i Brugen af disse Bicykler, har derved et Middel til - i alt Fald i civiliserede Distrikter med gode, haarde Landeveie - at tilbagelægge Distancer, større end han kan gjøre det ved Hjælp af Heste. Vi læste nylig om en Velocipederytter i Wien, som tilbagelagde en Strækning af over 4 danske Mil i Timen; Beretningerne fra England og Amerika melde om endnu større Hurtighed. Medlemmerne af den herværende Bicykleklub - som dog endnu er i sin Barndom - kunne med stor Lethed kjøre fra Kjøbenhavn til Helsingør og tilbage igjen paa en Dag og endda være hjemme til deres Middag Kl. 5-6. Jeg fjender en Bicyklerytter, som har redel fra Sorø til Kjøbenhavn paa en Eftermiddag. Paa gode Veie - altsaa særlig i store Byers Omegn - kan en Bicykle yde sin Eier aldeles den samme Tjeneste i Retning af Befordring som en dygtig Ridehest; ja jeg tvivler meget paa, at en Hesterytter vil kunne følge en Bicyklerytter paa en længere Tur paa en god Landevei. Den sidste vil komme til Maalet baade hurtigere og mindre anstrængt end Hesterytteren. Dertil kommer, at Bicyklen har den store Fordel fremfor Hesten, at den ikke som denne koster noget til Foder, Pasning, Assurance etc.; den bliver ikke syg, den har ikke Nykker, den slaar ikke bagud, den behøver ej at tilrides, den passer sig selv og forholder sig rolig og stille, naar Rytteren ønsker at staa af og bruge sine Ben paa Jorden. Anskaffelsesprisen er mindre end Prisen paa en ordenlig Hest, og ved god Behandling varer en Bicykle fuldt saa længe som en Hest. Der kan ikke være mindste Tvivl om, at alle disse Fortrin ville medføre, at Bicyklen efterhaanden vil faa en udbredt praktisk Anvendelse, særlig i Postvæsenets Tjeneste paa Landet. Den afgiver ubetinget det billigste Befordringsmiddel for en enkelt Person (næstefter de saakaldte "Apostlene« Heste", som ikke i Retning af Hurtighed tilfredsstille Nutidens Fordringer). Det er vist ikke for meget sagt, at denne Fremtoning paa Befordringsvæsenets Omraade vil komme til at afløse Brugen af Rideheste overalt, hvor Landeveienes Tilstand tillader det.

(Nationaltidende 2. juli 1882. Uddrag)


Annonce i Morgenbladet (København) 16. juli 1882. Bicyklen ("væltepeter") havde et stort forhjul for at der ikke skulle trædes så hurtigt rundt i pedalerne ved høj fart. Den vejede omkring 30 kg. Den kom til Danmark omkring 1875. I 1882 var der flere hundrede - den produceredes også her. Den cykelmodel som er mest almindelig i dag ("safety-cyklen") med to lige store hjul, tandhjul og kæde kom i 1888. Den blev forbedret med luftfyldte dæk og oppumpelige slanger.

15 juni 2023

Fra Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

(Korrespondancer til "Nationaltidende".)

St. Kroix, den 13. Juni 1882. 

Tørt, tørt, forfærdelig tørt Alle Vegne sukke vi her efter Regn. Kun et Par Cisterner her i Byen have endnu noget Vand tilbage, næsten alle de andre ere tomme, saa her vil meget snart blive følelig Mangel paa Drikkevand, men der er næsten heller ikke en eneste Gang iaar faldet saa megen Regn paa en Gang, at der har kunnet komme noget af Betydning i Cisternerne. Paa Landet er Manglen paa Regn ogsaa meget følelig, uagtet Jorden dog endnu i en ringe Dybde er temmelig fugtig som en Følge af den gode Regn ifjor. De ældre Rør, Rotunerne, staa derfor godt, thi deres Rødder kunne naa Fugtigheden, men de unge Planter, der først skulle til at skyde Rødder, dø bort i Tusindvis. Imidlertid er det endda ikke for sent, en god Regn vil endnu kunne redde meget, og da Høsten ikke er fuldstændig forbi, kan der endnu skaffes nye Planttops i Stedet for de døde. Det lakker dog snart mod Enden med Høsten, Faktoriet har stanset 3 af sine 5 Stationer, nemlig "Fairplane", "Glynn" og "Princes«", fordi de omkring dem liggende Plantager ikke have flere Rør at levere, men med desto større Kraft er der taget fat paa de 2 tilbageværende Stationer, "Barren Spot" og "Peters Rest", hvor der arbeides Dag og Nat for at holde Hovedfabriken forsynet med Saft; dog ventes disse Stationer ogsaa snart at ville stanse, og i Begyndelsen af næste Maaned, Juli, er Faktoriets Kampagne vistnok færdig. 

Imigrationsspørgsmaalet er atter traadt frem i Forgrunden, denne Gang fordi der foreligger et bestemt Tilbud fra Kaptain Gerstenberg, der fører en her liggende Bark "Michelle Selchau". Han har tilbudt at bringe e. 400 Kinesere her til Øen saa snart som muligt, mod at der betales ham 30 Dollars for hver og desuden gives hver Kineser et Forskud af 15 Dollars til at kjøbe de allernødvendigste Klæder førend deres Afreise fra Kina. Et saadant Tilbud skulde man synes, Planterne burde modtage med aabne Arme, men da det paa et Møde mellem Planterne og Kaptainen blev oplyst, at der var et Par enkelte Smaaposter, Kaptainen ogsaa vilde have godtgjort, der høit regnet kunde beløbe sig til 8 Dollars for hver Arbeider, mente Planterne, at de ikke kunde bestemme sig. Der vil derfor blive sammenkaldt et nyt Møde, hvor Tilbudet skal enten endelig modtages eller forkastes. Hvis Planterne imidlertid ikke gaa ind derpaa, hvad vel er det sandsynligste, naar man kjender dem nærmere, bør al den megen Tale om Trang til emigration ophøre. Billigere faa de nemlig ingen fremmede Arbejdere hertil Øen, og ved afg-aud fra dette Tilbud løbe de aldeles ingen Risiko, da Kaptainen ikke forlanger Betaling, førend han landsætter Folkene her paa Øen.

Ogsaa i denne Maaned har der fundet flere Ildebrande Sted paa Landet og rimeligvis alle af tilfældig Oprindelse, ved at Gnister Ira Skorstenen ere faldne i de tørre Blade, der bedække Jorden paa de afskaarne Rørstykker.

Atter iaftes var der en større Ildebrand paa Landet, idet al den tørre Magos, der laa omkring Faktoriets Station ved Plantagen "Princes", er brændt. Heldigvis var det meget stille, ellers kunde let langt større Ulykke være sket. Nu er Skaden ikke stor; denne Magos skulde nemlig have været anvendt til Gødning, men dertil kan ogsaa Asken bruges; dog dækker den naturligvis ikke Jorden mod Solens brændende Straaler.

Ifølge hertil indløben Efterretning er en af Øens driftigste Kjøbmand, nemlig amerikansk Vicekonsul i Frederikssted. B. Junghans død paa Reisen til Amerika. Han havde i lang Tid været meget syg og reiste for at gjenvinde sit Helbred. Han var en dansk Mand. der oprindelig havde været Planter, men senere aabnede en Handel i Frederikssted. Ved Oprøret led han meget betydelige Tab, men gik saa i Kompagni med en Kjøbmand Raven paa St. Thomas, og de udvidede i Forening Forretningen saa betydelig, at der findes et Hus i hver af Byerne; de eiede i Forening flere Planlager. Junghans var ogsaa Medlem af Kolonialraadet.

(Nationaltidende 29. juni 1882. 2. udgave).

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

Der foreligger 9de Aarsberetning, som omfatter Tidsrummet fra 1ste Mai 1881 til 30te April 1882. Skoleaaret begyndte med 20 Piger. I Aarets Løb afgik 13 og tilkom 18, saa at Antallet den 1ste Mai 1882 udgjorde 25 Piger. Af de 13 afgik 8 som fuldt uddannede Tjenestepiger i et toaarigt Cursus med anvist Condition; 5 forlode Skolen uden fuld Uddannelse. I Løbet af afvigte Mai er Grev Holstein til Holsteinborg udtraadt af Bestyrelsen, og i hans Sted indtraadt Khrr. Johannsen, som er valgt til Formand. Ved Aarsfesten, der som sædvanlig afholdtes paa Kronprindsessens Fødselsdag, modtog 3 af Skolens tidligere Piger, der siden deres Udgang uafbrudt have tjent i 5 Aar hos det samme Herskab, en Præmie af 20 Kr. Ved Skoleaarets Begyndelse havdes en contant Beholdning af 1939 Kr. 75 Ø., og ved Aarets Slutning var den 275 Kr. 41 Ø. større. Det er det første Aar, i hvilket Skolen har virket med et Overskud. En Sammenstilling for de 3 sidste Aar viser, at Skolens Indtægter hvert Aar have været i Stigning, der ikke alene hidrører fra Gaver og Medlemsbidrag, men tillige fra Skolens Driftsindtægter. Udgifterne have ligeledes været i Stigning, hvilket forsaavidt er en Selvfølge, som de større Indtægter af Pensionatet og Middagsabonnementet, som Skolen især i det sidste Aar har bragt tilveje, betingede dermed forbundne Udgifter. I dette sidste Aar ere de samlede Udgifter imidlertid kun stegne ud over Udgiften i det foregaaende Aar med ca. 139 Kr., medens Indtægten paa samme Tid er stegen med ca. 2733 Kr. Naar al Indtægt og Udgift medregnes, have 21 Piger og Elever i Regnskabsaaret kostet Skolen 9553 Kr. eller 454 Kr. pr. Pige. Naar Skolen skal holde fast ved sin philanthropiske Bestemmelse, kunne Contingenterne ikke sættes høiere, end de for Tiden ere, nemlig for Pigerne mellem 100 Kr., dog i et begrændset Antal, og 20 Kr. maanedlig uden Beklædning, og for Eleverne 40 Kr. maanedlig, hvorfor Gaver og aarlige Bidrag fremdeles maa bibeholdes. Hds. kgl. H. Kronprindsesse Louise betaler, foruden et aarligt Contingent af 400 Kr., endvidere for tvende Fripladser a 240 Kr. Skolen agter ligeledes i Aarets Løb at oprette 2 Fripladser, der skulde vedblive at bestaae, saalænge Skolens pecuniaire Forhold tillade det. Skolen vil saaledes ved dette Aars Udgang have 4 Fripladser. De 9553 Kr. for Piger og Elever vare i det sidste Aar bestridte saaledes: Contingenterne 5145 Kr., Gaver og aarlige Bidrag 4375 Kr. og en extraordinair Indtægt 33 Kr. Skolens Eiendom i Emiliegade er taxeret til 60,000 Kr. og Inventariet assureret for 6000 Kr. Prioritetsgjælden er 47,029 Kr. Der er i Aarets Løb paa samme afdraget 789 kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. juni 1882. 2. udgave)

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Raa Opførsel paa en Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Den 16. ds. blev en ældre Kone begravet paa Frederiksberg gamle Kirkegaard ved Kirken. Da Liget var sænket i Graven og Præsten efter at have forrettet Jordpaakastelsen havde forladt Kirkegaarden, hørte nogle Personer af det temmelig talrige Følge en i Kiøbenhavn boende Detailhandlerske, der stod i deres Nærhed, sige "Hvor bliver Carl af, han vilde spytte paa Graven", og straks derefter steg den Afdødes 54 Aar gamle Søn op paa Graven og spyttede ned paa Kisten, hvorefter det fornævnte Fruentimmer fjernede sig, idet hun sagde: "Se saa, nu kan hun ligge med alle sine Forbandelser", hvorhos hun derefter brugte i høi Grad uhøviske Udtryk mod den Afdødes Søns fraskilte Hustru, der var til Stede paa Kirkegaarden. Det Passerede vakte naturligvis stor Forbitrelse, men det lykkedes dog at forhindre, at der blev lagt Haand paa Sønnen og det nævnte Fruentimmer. Sagen blev derefter anmeldt for Politiet, og i det derefter afholdte Forhør vedgik Sønnen at have spyttet paa Moderens Kiste efter forudgaaet Overlæg, fordi hans Moder efter hans Mening i hendes levende Live havde behandlet ham meget slet. Ifølge § 47 i Politivedtægt for Frederiksberg Kommunes Bydistrikt maa paa Kirkegaard ingen med Hensyn til Stedet upassende Opførsel finde sted, og Sønnen erlagde derfor den for Overtrædelser af Vedtægtens Bestemmelser fastsatte største Bøde, nemlig 100 Kr., medens Detailhandlersken betalte en Bøde af 20 Kr.

(Nationaltidende 27. juni 1882).

Forbryderen Erik Holger Lønholt. (Efterskrift til Politivennen)

Erik Holger Lønholt (8. november 1862-?) kom som 9 årig på Det Kongelige Opfostringshus. Efter konfirmationen kom han fire år i skibsbygningslære. Han havde forskellige arbejder indtil 1881. Det år blev han dømt til et års forbedringshusarbejde for bedrageri, tyveri og falsk. Han havde bl.a. stjålet bøger af forfattere som H. C. Andersen, Carit Etlar, Heinrich Heine og Bjørnstjerne Bjørnson. 70 blev aldrig fundet igen.

Juni 1882 var han volontør hos smørgrosserer Carl Christian Kjær, hvilket betød at han de første seks måneder skulle arbejde gratis. Derefter fik han 25 kr. om måneden. 


Kjøbenhavns Politi har udstedt en Efterlysning om Kontorist Erik Holger Lønholt, ledsaget af hans Fotografiportræt. Den ham betroede Pengesum, 19,800 Kr., hvormed han Lørdagen den 18de d. M. undveg herfra, bestod for største Delen af danske 500-Kr.-Sedler. Ved den hidtil anstillede Eftersøgelse er det godtgjort, at han har tilbragt Natten mellem Mandagen den 19de og Tirsdagen den 20de d. M. i Helsingborg under Navnet Carl Christian Fischer og den følgende Nat i Eslöf, som han antages at have forladt Onsdagen den 21de Kl. 9 Fm., men det er hidtil ikke lykkedes at forfølge hans Spor videre derfra Han er født her i Staden, 19 Aar gl., af Middelhøjde, har blond Haar, langagtigt Ansigt, noget bredt foroven og nubret efter Filipenser, tyk Næse, lille Mund med tykke Læber. Hans Paaklædning lader sig ikke med Sikkerhed angive, men han er set i mørk Vest med gule Knapper og med Dobbeltlorgnet med blaa Glas og har ved Afrejsen fra Eslöf bortkastet sin høje Hat og kjøbt sig en sort Silkekaskjet Han har i Helsingør kjøbt sig et nyt Sølv Cylinderur, en uægte Guldkjæde og Medaillon. Han han efterladt sig en Del Visitkort lydende paa Løjtnant Ciré Tlohnöll i hans Navn læst omvendt), under hvilket Navn han altsaa maaske vil optræde Der er al Grund til at antage, at han endnu besinder sig i Sverig.

Ligesom man i sin Tid troede at se Anders Sjællænder alle Vegne, da han allerede længe havde befundet sig ovre i Holsten, saaledes mangler det naturligvis heller ikke paa Folk, der have set Lønholt, og hver Dag hedder det sig, at han er fanget snart her snart der. I Jylland har man set en Person, der ikke kan være nogen anden end den Efterlyste. Kold. Folk. har nemlig fra god Kilde modtaget følgende: Erik Lønholt er Natten mellem Onsdag og Torsdag passeret igjennem Kolding med Iltoget fra Fredericia til Vamdrup i en 3die Klasses Kupé. Han var iført Skjødefrakke og Rejsehue, der var trukken langt ned, og havde Billet til Altona; han opførte sig meget flot og ugenert overfor sine Medrejsende, hvem han bød Cigarer og fortalte, at han var Sømand, der havde faaet Hyre fra Hamborg og nu rejste dertil for med et Skib at sejle til Kina; han fremviste tillige nogle Fotografier af Negere og foregav at have været i Afrika; nogle Æventyr, som han fortalte, blev af en Medrejsende gjenkjendte som tagne fra Stanleys Rejsebeskrivelse Fyren var gjenkjendt af Banepersonalet i Fredericia, men det lod ham dog passere, idet det indskrænkede sig til at telegrafere til Kolding og Vamdrup, men ingen af disse Steder har der været Politi til Stede, lige saa lidt som i Fredericia, og Fyren er saaledes uhindret passeret videre syd paa.

(Morgenbladet (København) 25. juni 1882).


Album: “3. Erik Holger Lønholt, 19 Aar. Rømt 17/6 73 med 20,000 Kr. anh. i Berlin, efter udstaaet Straf udvandret til Amerika.” Bagside: “Erik Holger Lønholt 19 Aar gl født i Kjøbenhavn, er den 17/6 73 rømdt med 20.000 Kr., blev anholdt i Berlin, efter udstaaet Straf udvandret til Amerika.” Fotograf: Theodor Bloch, Fotograf Frederiksborg, Helsingørgade no 59 og Helsingør, Steengade 60 [Han er ikke nævnt i hverken journalen eller politisaglisten fra Helsingør Byfoged]. Genealogisk Forlag.

Pengene havde han fået på følgende måde: Efter at have forladt Salomonsens firma, opdagede han at der manglede 100 kroner. Han havde før overvejet at flygte til udlandet når han fik et større pengebeløb at flygte til udlandet. Han hævede 15.800 i Landmandsbanken. 

Med en funden blanket hvor der var trykt "Kommunehospitalet" gik han ind i en urmagerbutik, gjorde nogle indkøb og udfærdigede en blanket adresseret til grosserer Kjær og udgav sig som "J. P. Petersen, Kvartermand" (en stilling som slet ikke fandtes på kommunehospitalet). I denne rolle meddelte han at Erik Lønholt var blevet indlagt med en større pengesum. Disse kunne grosserer Kjær hente på hospitalet. Han fik en arbejdsmand som han mødte på gaden, til at aflevere det falske dokument til grossereren.

Pengetyven Erik Lønholdt er ikke, som et Telegram i Gaar meldte, funden. Det unge Menneske, der blev arresteret om Natten i Hotel Fønix i Malmø, viste sig nemlig at være aldeles sagesløs. Han havde været i Besøg hos nogle Slægtninge i Sverig, og paa Hjemvejen til Kjøbenhavn, hvor han bor, tog han ind i det nævnte Hotel. Her blev han "gjenkjendt" af en Hotelpige, og den Omstændighed, at han laasede Døren til sit Værelse, var naturligvis nn meget mistænkelig. Der gik Bud efter Politiet, den formentlig Lønholt blev banket op af Sengen og strax taget i skarpt Forhør, efter at man dog først havde forvisset sig om, at han ikke bar ladte Vaaben paa sig. I Begyndelsen nægtede han alt, men formodenlig maa han være bleven kjed af de mange paatrængende Spørgsmaal, thi sluttelig erklærede han, at han var Lønholt; man kunde jo føre ham over til Kjøbenhavn, saa fik man nok fuldt Lys i Sagen. Imidlertid fandtes de 19,800 Kr. ikke hos ham, kun nogle faa Kroner; men da det unge Menneske nu en Gang var begyndt at "tilstaa", saa forklarede han, at Pengene vare gjemte i en Villa ved Kjøbenhavn. Telegram herom afgik strax til Kjøbenhavns Politi, nogle Opdagelsesbetjente sendtes hurtig ud til den opgivne Villa, hvis Beboere naturligvis bleve meget forbavsede over dette Besøg; de kjendte ikke andet til Lønholt, end hvad de havde hørt gjennem Aviserne. Saa maatte der atter et Par Betjente over til Malmø . og de opdagede, at den Arresterede ikke var Lønholt, hvorfor han strax løslodes og fik Lov til at rejse - hjem til sin paa Villaen boende Familie. Hvor den rigtige Lønholt er, staar saaledes endnu uopklaret hen. Man har i øvrigt nu ogsaa set ham ved Skjelskør. I Aarhus har man drevet det til at arrestere et Menneske, der lignede ham. 

(Morgenbladet (København) 28. juni 1882).


Under flugten gennem Sjælland blev han genkendt af politiet i Helsingør. Dem undslap han ved at Han udgive sig for at være søn af forhenværende minister Fischer. Han kom 19. juni via Helsingborg og Eslöv til Ystad. Den 21. juni rejste han til Stettin og derfra til Berlin. Under navnet Constructeur Carl Chr. Fischer boede han på "Hotel Deutscher Kaiser". Han bad hotelværten opbevare 3.000 Reichsmark. 

I et brev fra 23. juni 1882 til boghandler Gad spurgte han efter priser på "Nordisk Conversatjons-Lexicon, Kants  sidste filosofiske Afhandling over Livet og Mark Twains samlede Skrifter". Desuden bad han om en optegnelse over "nyere filosofiske Skrifter af mindeværdige Forfattere". Brevet var underskrevet C. Chr. Fischer. I et andet brev fra 24. juni 1882 til kæresten Dagmar Kræfting, som blev sendt den den københavnsk systue hvor han arbejdede, underskrevet Erik skrev han at han savnede hende, og håbede at hun en dag ville blive hans hustru. Han nævnte sin forbrydelse: "Set fra et ganske almindeligt borgerligt Standpunkt, var det vistnok en stor og grusom Forbrydelse, jeg begik; og jeg er af den Grund enig med det samme borgerlige Samfund om, at jeg fortjener dens dybeste Foragt. Ser vi imidlertid Sagen fra en anden Side, saa følger deraf, at vi ogsaa faar en anden Mening om den." Han skrev at årsagen var bitter nød og fattigdom. "en Ting er jeg overbevist om, kjære Dagmar! og det er: at dersom der er en retfærdig Gud til i Himlen (hvad jeg jo ikke ved) for hvem en Million er lige saa stor en Sum som den ringeste Kobbermynt, at han da ved, at jeg ikke har haft til Hensigt at gjøre noget Menneske ulykkelig".


Kjøbenhavn. d. 3. Juli. Udleveringen til de danske Autoriteter af den i Berlin paagrebne forbryder, Erik Lønholt, vil ikke kunne gaa saa hurtigt for sig, som vistnok Mange have troet, idet der ved saadanne Lejligheder maa iagttages visse Formaliteter, som udkræve en ikke ringe Tid. Som tidligere omtalt, finder Udlevering af Forbrydere Sted ad diplomatisk Vej, og i Preussen fordres det, at der herfra skal være udstedt et Arrestdekret tilligemed en Opgivelse af, hvilke Bestemmelser i Straffeloven den Paagjældende skal aktioneres efter (i nærværende Tilfælde Tyveri og formentlig ogsaa Falsk). Disse Aktstykker maa oversættes paa Tysk og tilstilles de preussiske Autoriteter. Arrestdekretet angaaende Lønholt udfærdiges af Kjøbenhavns Krtminal- og Politiret og skal derefter sendes til Justitsministeriet, som atter tilstiller Udenrigsministeriet det, hvorpaa dette sender Aktstykkerne til den danske Gesandt i Berlin med Anmodning om at begjære Lønholt udleveret af det preussiske Udenrigsministerium. Endelig maa dette selvfølgelig først forespørge sig hos det preussiske Justitsministerium, og muligt skal den Paagjældende endog formelt fremstilles for Retten i Berlin, forinden den preussiske Regering kan tage Beslutning om Udleveringen. Man vil saaledes se, at det er en temmelig vidtløftig Historie, men paa den anden Side kan der jo ikke hengaa ret mange Dage mellem hvert af Sagens forskjellige Trin; et Par Uger efter Paagribelsen kan dog let medgaa, inden Udleveringen kan finde Sled. Forøvrigt er Interessen for den Lønholtske Affære, der tidligere optog vort Publikum saa stærkt, nu efter Paagribelsen ifærd med at forsvinde; tilmed da det nu har vist sig, at han er ikke Andet end en ganske almindelig Forbryder, der ikke engang har lagt nogen synderlig Snildhed for Dagen i sine Bestræbelser for at undgaa Politiets Forfølgelser. De, der have havt med ham at gjøre, da han for et Aars Tid siden begik forstjellige Tyverier, skildre ham ogsaa som et Menneske af en aldeles overfladisk Karakter og uden Energi samt som en Person, der er fuld af Løgn og allerede har været demoraliseret fra Barn af. Han betraadte Forbryderbanen med at gjøre flere Indbrud om Dagen i et Bibliothek, der bestyredes af en Lærer i Nyboder, som netop havde vist ham megen Omhu og Velvillie og paa flere Maader taget sig af ham. Han stjal en stor Mængde Bøger fra Bibliotheket og solgte dem til forskjellige Boghøkere heri Staden, og kort efter røvede han midt paa Dagen fra en Uhrmager paa Nørrebro et Udhængsskab, hvori der fandtes en stor Del kostbare Uhre. Med stor Frækhed bar han Skabet op paa Trappen, svøbte et Klæde om det og forsvandt derpaa med det stjaalne Gods. Alt dette blev bemærket af flere Forbigaaende, som imidlertid bleve duperede af den Ugenerthed, hvormed han gik tilværks, idet de antoge, at han hørte til Uhrmagerens Folk. En stor Del af Uhrene pantsatte han hos nogle Pantelaanere i Kjøbenhavn, og med Resten begav han sig i en Sejlbaad, som han tog ved Kysten, over til Helsingborg, hvor det ligeledes lykkedes ham at pantsætte og sælge en Del af de stjaalne Koster. Han blev imidlertid her anholdt af Havnepolitiet, idet det ogsaa var bleven anmeldt til Helsingborg, at en dansk Sejlbaad var bleven stjaalen, og man greb ham, da han var ifærd med at forlade Helsingborg i Baaden, som det faldt ham meget vanskeligt at manøvrere med, hvorved det svenske Politis Opmærksomhed blev henvendt paa ham. Politiet udfoldede ogsaa ved denne Lejlighed en energisk Virksomhed, og det lykkedes det at bringe samtlige stjaalne Uhre tilveje, deriblandt endog et, som var bleven solgt til en Skibskapitajn, der derpaa var afsejlet til England. Den Opførsel, som Lønholt viste, da han derefter blev stillet for Kriminalretten i Kjøbenhavn, var saaledes, at han øjensynlig slet ikke følte sig nedtrykt af den Dom, der forestod ham, og Forhørsdommeren maatte endog oftere irettesætte ham, fordi han tillod sig at le i Retten. Han blev dengang dømt til 1 Aars Forbedringshusarbejde, hvilket han afsonede med 8 Maaneders Cellefængsel, men for den nye Forbrydelse, han nu har begaaet, vil han ikke slippe saa let.

(Slagelse-Posten 4. juli 1882).


Han blev taget den 28. juni 1882 af opdagelsesbetjent Duncker og to tyske betjente udenfor hotellet:"Guten Morgen, Herr Lønholt.". Hertil svarede han "Nix Lønholt!", hvorefter den anden betjent sagde: "Guten Morgen denn, Herr Fischer." og konfronterede Erik med et vellignende fotografi af ham, hvorefter han tilstod. Han var endnu i besiddelse af ca. kr. 19.000 i danske og tyske penge, men havde brugt resten. For at dække tabet blev Eriks ejendele solgt. Det fremgår af retsprotokollerne en liste over de ejendele som han havde med sig til Berlin. Hver eneste lille genstand blev afhændet til diverse betjente og kommissærer, ja selv Eriks hårvand blev solgt - for 75 øre til en kommissær v. Hillesen!

Den 1. juli 1882 forsøgte Erik at hænge sig i undersøgelsesarresten i Berlin. Men det blev opdaget af en opsynsmand og han blev under stort besvær bragt til live igen. Den 10. juli 1882 førtes han hjem til Danmark. Her blev han først stillet for kriminal- og politiretten i København. Hans forklaringer i retten var i enkelte mindre væsentlige punkter ikke helt pålidelige, bl.a. nægtede han sig tidligere tiltalt og straffet, men i sin helhed blev de lagt til grund for afgørelsen. 

Kjøbenhavn den 10de Juli. Forbryderen Erik Lønholt er imorges, ført af den Overpolitibetjent, der fik ham paagreben i Berlin, kommen hertil med Dampskibet fra Stettin. Det var rygtedes paa Toldboden, at han var i Vente, og en stor Del Nysgjerrige havde derfor samlet sig for at faae ham at see, naar han blev ført i Land. Han var iført den samme graae Dragt, hvori han i de første Dage af sin Omflakken blev seet i Nordsjælland, og hans Ydre frembød i det Hele ikke nogetsomhelst Mærkeligt. Det er en lille, temmelig spinkel Person, af et meget ubetydeligt Udseende, og i alt Fald ved første Øjekast er det ikke muligt i hans Fysiognomi at opdage Noget, der tyder paa en forbryderisk Natur. I Formiddags begyndte man paa Politikamret at optage Rapport over ham, og endnu til langt hen paa Eftermiddagen var man ikke færdig dermed. Iøvrigt kan der næppe fremkomme meget Nyt af Interesse ved Forhørene, da Forbrydelsen og hans temmelig planløse Omstrejfen allerede i Forvejen i det Væsenlige ere bekjendte. Efter Forlydende skal det ved Politiforhøret være blevet oplyst, at Lønholt paa sin Flugt endog tre Gange har været i Helsingør, uden at det lykkedes det derværende Politi at paagribe ham, idet han ikke blot overnattede der den første Nat efter Tyveriet og et Par Dage derefter slap over med Dampskibet til Helsingborg - som tidligere omtalt - , men endog den mellemliggende Dag gik tilbage fra Hornbæk til Helsingør, hvorfra han med Banetoget kjørte til Fredensborg. I Berlin lader det til, at en af Opvarterne i det Hotel, hvor han logerede, havde fattet Mistanke til Fyren, og at han vilde være stuppen bort, dersom Politiet blot var kommet nogle Øjeblikke senere til Hotellet.

(Fyns Stiftstidende 11. juli 1882)


Erik Lønholt blev dømt til to års forbedringshusarbejde den 30. september 1882. Dommen blev anket og stadfæstet i Højesteret den 2. januar 1883.

Forsøgt Undvigelse af Forbryderen Lønholt. Forbryderen Erik Lønholt, der har apelleret sin Sag - til Højesteret, og som derfor endnu hensidder i Kjøbenhavns Arresthus, undveg i Følge "B. T." i Lørdags Aften fra dette, men blev umiddelbart efter atter paagreben. De nærmere Omstændigheder ved denne Undvigelse ere følgende: Da vedkommende Arrestbetjent om Aftenen omtrent Kl. 7 3/4 kom op til den Fængselscelle i 3die Etage, hvor Lønholt hensad, for at slaa den i Væggen fastgjorte Seng ned, og havde aabnet Døren, kastede Arrestanten en Krukke Vand, der henstaar i enhver Celle, i Ansigtet paa ham og benyttede sig af Betjentens herved fremkaldte Forvirring til at smutte ud af Døren og slaa denne i efter sig. Lønholt styrtede derpaa ned ad Trappen til Stueetagen og raabte til Opsynet her om at komme hans Kollega til Hjælp, der pludselig havde faaet Krampe. Imedens Opsynet efterkom denne Opfordring, smuttede Lønholt ud i Gaarden, ringede indvendig fra paa Porten, og skjulte sig derpaa hurtig i et lille Aflukke ved Siden af, hvorpaa han, da Portneren lukkede op, sprang frem, skubbede denne til Side og saaledes slap ud paa Nytorv. Herfra tog Arrestanten Vejen gjennem den saakaldte Slutteriport, hvor den der posterede Betjent, en ældre Mand, vel greb ham, men ikke kunde holde fast, saa at Lønholt slap fri og fortsatte Løbet op ad Kattesundet. Betjenten ilede efter, raabende: "Stop ham!", og da Lønholt omtrent var naaet op til Frederiksberggade, greb en Tømrersvend, der blev opmærksom paa Raabene og saa et Menneske komme løbende uden Hovedbedækning, fat i ham. Lønholt søgte ved Slag efter Tømrersvenden at befri sig fra denne, men da det var en haandfast Mand, kastede han den undvegne Arrestant til Jorden. "Lad mig gaa, lad mig gaa, jeg er Lønholt, jeg er virkelig Lønholt!" udbrød han nu, da han mærkede, at han var overmandet, men Tømrersvenden vedblev roligt at holde ham nede, indtil der kom flere Folk til, og Lønholt blev derpaa, ledsaget af en Mængde Mennesker, af Tømrersvenden transporteret tilbage til Arresthuset, hvortil han ankom ikke mange Minuter efter Undvigelsen. Han blev atter indsat i en Celle, hvorhos der blev truffet extraordinære Forsigtighedsforholdsregler fra Opsynets Side for at forhindre gjentagne Flugtforsøg.

(Lolland-Falsters Folketidende 11. oktober 1882).


Ifølge teksten til fotoet til forbryderalbum ovenfor skal han efter udstået straf være udvandret til USA.

Se Lise Lyng Falkenberg: Nyhedsformidling - gemt og glemt i skillingstryk (2003). Side 29-37

Sagen blev kendt gennem skillingsviser. Her synes det at være scenen hvor han blev arresteret udenfor hotellet i Berlin.