Kaptajn Hallas (7): Død 1882. (Efterskrift til Politivennen)

Dødsfald. Svendborg den 31te August. (Fra vor Meddeler.) Et Dødsfald, der vistnok vil vække Deltagelse i vide Kredse, er indtruffet her idag, idet Kaptajn Fred. Ferd. Georg Conrad Hallas, vor dygtige Fattiginspektør, er død imorges Kl. 9 af en Blærebetændelse, efter temmelig haarde Lidelser. Den Afdøde har havt et temmelig bevæget Liv. Han var født i Fredericia den 28de Oktober 1814, men blev opdraget i Slesvig, hvor han allerede 1821 traadte ind i Hæren som Tambur, en meget ung Alder opnaaede han at blive Furer, og allerede i en Alder af 19 Aar var han Lærer ved Underofficersskolen. Da Krigen 1848 brød ud, kom hans Lokalkundskab til Slesvigs Omegn den danske Hær til Nytte, og lige som han ved Revuen paa Lerbæk Mark af Frederik den Syvende fik overrakt Dannebrogsmændenes Hæderstegn, saaledes blev han i et af Krigens første Aar Premierløjtnant og laa efter Krigen i nogle Aar i Rendsborg, hvor han var Adjudant hos Scharffenberg. Efter at være udtraadt af Hæren med Kaptajns Rang, blev han i 1858 Husfoged og Branddirektør i Neumünster Amt, hvilken Stilling han beklædte til 1864, da han paany indtraadte i Tjeneste og laa i Kjøbenhavn som Bataillonschef ved Centralskolen. I Aaret 1869 blev han ansat her som Fattiginspektør, og har ved sin sjældne Dygtighed og Iver bragt Fattigvæsenet ind i en udmærket Gang. Det var under hans Auspicier, at den fortrinlige Fattiggaard her blev bygget og Fattigvæsenet næsten helt omordnet. Det skal ogsaa siges om ham, at han ikke alene ved sin Forretningsdygtighed var skikket til sin Post; under hans tilsyneladende noget barske Optræden skjulte der sig en inderlig varm, altid levende Følelse for Fattiges Lidelser, hvad de, der kjendte ham, ikke kunde undgaae at mærke. Han kan som Fattiginspektør vanskeligt erstattes, skjønt hans Eftermand vil faae det lettere end ham. Han var Frimurer af hos Rang, saavidt vides. Formand for den herværende Instruktionsloge, og først ved ham har Frimureriet her i Byen faaet den Udvikling, som det nu har. Han var Botaniker og havde en levende Sans for Havedyrkning; af den Plet Jord, som var tillagt hans Bolig paa Fattiggaarden, har han skabt en ganske dejlig Have. Han efterlader sig ti Børn og en Enke, med hvem han om et Par Aar kunde have holdt Guldbryllup.

(Fyens Stiftstidende 1. august 1882).

Den omtalte have var prydhave og en nyttehave i romantisk stil: slyngende stier, staudebede og rindende vand. Mens prydhaven var kun for inspektøren og hans familie, var nyttehaven var en vigtig og integreret del af Fattiggården. De mange grøntsager blev brugt i køkkenet og indgik i de forskellige måltider. På den måde sparede Fattiggården mange penge. En lille del af haven eksisterer stadig, mens hovedparten er inddraget til veje og boliger.

I 1881 havde fattigvæsnet (fattiggårdens 38 lemmer og udenfor gården 17 familier fordelt på 22 enkeltpersoner og 36 børn, fremmede fattige ), arbejdsanstalten og sygehuset et budget på omkring 24.000 kr. Fattiggården fungerede til 1961 som en anstalt, hvor beboerne mistede deres frihed. 1961- 1974 blev den omdannet til forsorgshjem hvor opholdet bag murene i princippet var frivilligt. 

Vandalisme paa Garnisons Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Natten mellem Lørdag og Søndag er der i Følge "Nt." paa Garnisons Kirkegaard øvet en raa Voldsdaad. Nogle Personer have trængt ind paa Kirkegaarden, hvad der ikke er synderlig vanskeligt, og have med Magt sønderbrudt flere Mindesmærker. Ved Mindesmærket over Olaf Rye stod en Marmorplade over en Søn af Helten, og den have Voldsmændene fuldstændig knust, som det synes, ved at slaa den mod det smukke Mindesmærke. Om de ogsaa, som det fortælles, have søgt at omstyrte selve Monumentet, kan ikke afgøres. En Plade, som stod paa den afdøde Sanger Faaborgs Grav er ligeledes slaaet itu. To Monumenter, det ene paa Bødkermester Reesens Grav, det andet tilhørende Frøken Petersen, ere fremdeles blevne sønderbrudte. Voldsmændene have desuden anrettet Ufred paa en Del andre Gravsteder, idet de have væltet Marmorplader og lignende, men Kirkegaardens Opsynspersonale har allerede fjærnet Sporene heraf, og kun den værste Skade er endnu synlig. En Mand, der bor i Nærheden, har meddelt, at der om Morgenen fandtes Flaskeskaar paa Kirkegaarden. Politiet foretog straks en Undersøgelse paa Stedet og vil forhaabenlig bidrage sit til, at den Usikkerhed, som siges at herske om Natten paa Østerglacis og Omegn, vil blive hævet. Adgangen til Kirkegaarden er i øvrigt paa sine Steder ogsaa lovlig let; man kan saaledes i Nærheden af Oplagsskuret paa dens vestlige Del se Børn krybe over Plankeværket for at spare sig Ulejligheden med at gaa om ad Kastelsvejen.

(Social-Demokraten 1. august 1882)

Begravelse på Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

For et halvt år siden gik jeg en formiddag en tur ud på Vestre Kirkegård. Der var netop en begravelse. En simpel, sort fyrretræskiste, kun smykket af to kranse. Jeg trådte nærmere hen til følget, der kun bestod af en ung pige og et ungt menneske, rimeligvis et par forlovede. Tog jeg fejl? - Nej, det var jo den lille pige fra kvistkamret, og den døde var hendes moder, der endelig havde fundet den ro og hvile, hun ikke fandt i livet. Jeg blottede uvilkårligt mit hoved, da kisten sænkedes ned, idet jeg sendte et "Hvil sødt!" til den døde, og et "til lykke" til de to forlovede,

René.

(Social-Demokraten, 19. juli 1882.)

Ane Marie Grønnings Mord på Caspar Høje "Hodde" 1882. (Efterskrift til Politivennen)

Ane Marie Grønning var født 29. juli 1836. Hun døde 1901. Moderen Kirsten Marie Grønning skal ifølge Evald Tang Kristensen have været af rakkerslægt, hun havde med Anders Sørensen et andet barn Christen Andersen ("Sunds-Amerikaneren") som tilbragte det meste af sit liv i fængsel. Kirsten var under fattigvæsnet, og Ane Marie blev opdraget hos en arbejdsmand i Sunds. Hun kom ud at tjene som 16 årig. Efter 3½ år blev hun gravid, barnet døde i fattighuset 1½ år gammel. 20 år gammel mødte hun Caspar Nielsen "Hodde", som sagdes at være af "natmandsfolket", med hvem hun strejfede om fra efteråret 1857.

Efter ca. 15 år begyndte han at drikke heftigt og begyndte at mishandle hende. Parret var barnløst. 1857 blev Ane Marie straffet for tyveri med 2 gange 5 dages vand og brød. Herefter fulgte hele 12 gange: bl. a. 1861 for samme og løsgængeri med 1 års forbedringshus i Viborg. 1867 for bedrageri, 6 gange 5 dage vand og brød, 1870 med 2 gange 5 dage vand og brød for løsgængeri, og senere 8 dage for betleri. 1871 med 2 gange 5 dage, 1878 med 6 gange 5 dage, 1880 med 2 gange 5 dage, 1881 med 3 gange 5 dage og 4 gange 5 dage, 1882 med 4 gange 5 dage. 

Mordet i Deibjerg. Fra Skjern skrives der til os den 14. Juli. Det Fruentimmer, der var mistænkt for at have myrdet Kasper Høje, blev, nogle Dage efter at Liget var fundet, paagreben i Skarrild Sogn. Hun hedder Anna Marie Grønne og har efter Sigende i nogle og treti Aar levet sammen med den Afdøde, der paa sin Omflakken ernærede sig som Blikkenslager og Kjedelflikker, en Tilværelse, der ganske svarer til de bekjendte Tateres, skjønt det "Kjæltringpar", her er Tale om, ikke skal være af Talerslægten. I en af Byerne underveis havde Fruentimmeret været inde hos en Høker og der ladet sig forlyde med: "at hun kunde ikke forstaa, hvor Kasper blev af; man skulde da ikke tro, at han var kommen galt afsted?" ligesom hun ogsaa bemærkede, at han havde 17 Kroner hos sig, hvorhos han udtalte Frygt for, at nogen skulde have slaaet ham ihjel for at faa fat i Pengene. Nogle Dage før Liget fandtes, havde Parret opholdt sig sammen paa Deibjerg Hede, hvor de jævnlig havde et Slags Tilhold, og man havde da hørt dem skændes meget hæslig. Skjønt der saaledes var Grund til stærk Mistanke mod Fruentimmeret, nægtede hun dog standhaftig al vide noget om Sagen. Hun blev ført til Skjern Arresthus og underkastet et skarpt Forhør, ligesom hun ogsaa blev konfronteret med det stærkt forraadnede Lig, men man kom ingen Vei med hende. "Det er da sært, I kan tro om mig, at jeg skulde have slaaet Kasper ihjel!" sagde hun. "det kunde saamænd da aldrig falde mig Ind" osv. Hun lod i det Hele taget til at være af en yderst forstokket Natur og har vel sagtens heller ikke været saa uvant med at komme for Retten. Men saa lykkedes det Politibetjent Erichsen fra Ringkjøbing, der er bekjendt som en særdeles dygtig Politimand, at faa Mordersken til at bekjende, efter at han havde faaet Adgang til hende I Fængslet, og hun lagde nu ikke længer Skjul paa Forbrydelsen og dens nærmere Omstændigheder i sin Tilstaaelse, som hun aflagde for Herredsfogden. De udtalte Formodninger om, at Kasper Høje var slaael ihjel med den ved Siden af ham liggende Sten, bekræftede sig. Han var skrækkelig forslaaet. Ansigtet og Brystet var knust og Øinene slaaede ud af Hovedet. Et Rygte om, at han i Forveien skulde have faaet Gift, viste sig ugrundet, efter at Liget var blevet obduceret. Mordersken er et middelhøit, grimt Fruentimmer, med et veirbidt, brunet og rynket Ansigt. Hun har, efter hvad man kan skjønne, begaaet Forbrydelsen nærmest for at kunne tilegne sig de førnævnte 17 Kroner, rimeligvis ogsaa for at blive sin Ledsager kvit. Det er en Historie af lignende Art, som den Carit Etlar fortæller om Kirsten Rider, der slog to af sine Mænd ihjel og begravede dem ude ved Huset, en lille Hytte paa Deibjerg Hede, der endnu vises som "Kjen' Rivvers" Bopæl, den gamle Taterkvinde som Sten Blicher besøgte, og som viste ham de myrdede Mænds Skeletter. Nu er vel den gamle Taterslægt i Deibjerg uddød eller forsvunden, og om der findes Efterkommere, ere de i alt Fald ikke længer regnede for Tatere, eller "Kjæltringer", som de her benævnes. Spor af Nedstammelsen forefindes dog i visse Navne som ere tagne fra Dyrelivet, f. Ex. Hund, Kat, Mus. En omstreifende Person ved Navn Kasper Kat var for ikke lang Tid siden kjendt her paa Egnen og regnedes for at være af Taterslægt. Men Begivenheden med det nylig stedfundne Mord henleder Tanken paa svundne Tider, idet vi gjøres bekjendt med et Nutidens Taterpar, hvis Færd saa ganske ligner de gamle "Kjæltringers" og tillige har det tilfælles med disse, at de holde til paa Deibjerg Hede.

(Nationaltidende 15. juli 1882. 2. udgave).

Der hentydes formentlig til Carit Etlars fortællinger om taterne, bl. a. "Abraham Musen og hans Sønner*)" og "En smuk Historie". Her fortalte han at han var en tur med Steen Blicher Taterkvinden Kirsten Rivers Hytte.

Casper Hodde var som yngre høj af vækst, blondt hår, blå øjne, sort overskæg og mørk ansigtsfarve. Foto: Ludvig Mylius Erichsen bog ”Den Jyske Hede før og nu”. 

Mordet begik hun den 23. juni 1882 ved en lille høj på Dejbjerg Hede. 

Mordet i Deibjerg. Fra Skjern skrives der til os d. 14. August. Det hed sig for nylig, at den arresterede Morderske, Anne Marie Grønne. tilligemed den ihjelslagne Kaspar Høje, vare af Taterslægten, men efter hvad jeg siden har bragt i Erfaring, skal dette ikke være Tilfældet. Rigtignok lader Kaspar Høje til at have været langt ude beslægtet med Kvembjergfolkene i Deibjerg idet han var i Familie med en anden, tidligere meget bekjendt Omstrefser ved Navn Kaspar Kat, der skal stamme fra Dejbjerg men om egenligt "Taterblod' kan der ikke være Tale. De gamle "Kvembiergfolk", "Dejbjerg-Rakkerne" have ikke længer Efterkommere, hvis Slægtskab med dem kan paavises, og man vil forgæves søge efter den brunlige Talerlød og de mørke Øine. Mordersken er født i Sunds, Gjellerup Sogn hvor hun i sin Ungdom har været i Tjeneste hos Herredsfogden. Hvorledes hun er kommen ind paa det omstreifende Liv, vides ikke ret, men hun maa vel have været af en urolig og vild Natur og er saa kommen i slet Selskab. Forskjellige Aarsager og Omstændigheder kunne saa have været medvirkende. Men hun har t de sidste 25 Aar levet sammen med den Myrdede og i Forening med ham streifet omkring paa "Kieltringvis". Dygtig fordrukken var han, og hun har ligeledes yndet at tage sig en Taar. Der opkom nu jævnlig Uenighed mellem Parret, og navnlig i den sidste Tid havde Kasper været meget umedgjørlig. Mordersken fortæller, at han ofte truede med at ville "stikke hende ihjel med sin Kniv", og der var tillige en Mand i Røgind ved Ringkjøbing, mod hvis Liv han udstødte Trusler. Hos denne Mand havde de undertiden Tilhold. Og saa havde hun slaaet Kasper ihjel, for at redde sit eget Liv! Ret interessant er det, hvad man fortæller, at Mordersken kom ind til hin før omtalte Mand i Røgind og sagde til ham "Ja, nu er jeg da kommen af med Kasper!" "Hvordan det?" spurgte Manden. "Jeg har slaaet ham ihjel!" svarede hun, som om det var den naturligste Ting af Verden. Det var nærmest denne Uforsigtighed, det skyldtes, at man fik hende overbevist om Forbrydelsen, thi det rygtedes, at hun lavde sagt saadan og saadan til hin Mand. Og Politibetjent Erichsen i Ringkjøbing kjørte da straks til Røgind, tog Manden med, og derpaa afsted til Fængslet i Skjern. Da de begge traadte ind til Fangen, blegnede hun, og nu lykkedes det at faa Tilstaaelsen frem. Ved sin Anholdelse var hun yderst fræk og uforsagt og talte livlig med de hende ledsagende Retsbetjente. Stedets og Omegnens Geistlige besøge hende i Fængslet, men det tør være meget tvivlsomt, om hun føler nogen Anger eller har noget klart Begreb om det strafværdige i, hvad hun har gjort. Noget Kjendskab til Religionen har han jo nok, da hun har gaaet i en Almueskole og er konfirmeret, ligesom andre, men det er klart, at den moralske Følelse har maattet sløres betydelig under det fordærvelige, usle Liv, hun har ført.

(Nationaltidende 16. august 1882. 2. udgave).

Dementiet om at hun skulle være tater synes at have været forgæves. Hun er senere såvel i bøger som avisartikler blevet beskrevet som mere eller mindre tater, endda fuldblodstater.

Ane Marie Grønning. Billede fra Ludvig Mylius Erichsen: Den jydske hede før og nu. I kapitlet: Rakkerliv og kæltringelatin, Ane Marie Grønning, side 496.

Ane Marie Grønne blev af Bølling-Nørre Herredsret idømt livsstraf for mordet på Casper Nielsen, hvilket stadfæstedes ved Viborg overret i december 1882. Højesteret stadfæstede dommen den 6. marts 1883. Hun blev ved kongelig resolution benådet med livstid i tugthuset. En straf hun startede at afsone den 20. april 1883. "Hun er et lille magert Fruentimmer med et godlidende Ansigt og intet i hendes Væsen tyder særlig paa Forbryderanlæget. Hun var iført en pæn Hvergarnskjole...", stod der ved den lejlighed i flere aviser.

Før den nye straffelov fra 1866 udstedtes domme hovedsagelig med hjemmel i Christian V.s Danske Lov fra 1683. Den var præget af den strenge og straffende gammeltestamentlige Gud. Mosaisk ret fra Moseloven lå til grund for retsopfattelsen. Grundtanken var "øje for øje og tand for tand”. Danske Lov befæstede denne holdning. Dens 6. bog "Om misgerninger” er bygget systematisk op over de ti bud og en række afstraffelsesformer følger nøje Moselovens bestemmelser.

I tugthuset skal hun have været ilsindet, brutal og drikfældig. Men opførte sig dog tilfredsstillende efter fængslets forskrifter i 8 år indtil august 1891. Så drak hun sig fuld et par gange og blev nedsat 2 måneder i 2. klasse. I februar 1893 gentog det sig, og hun måtte starte forfra i klasse 1. I 1896 blev konstateret en underlivssvulst så stor som et mandshoved. 

I 1897 blev hun af helbredsårsager løsladt og bl. a. Herning Folkeblad kunne meddele at hun opholdt sig der på egnen. I september 1899 fik hun 30 dages tvangsarbejde for betleri og løsgængeri. Hun vendte 1899 hjem til hendes hytte i Gjellerup. Her måtte hun op stærkt beruset. Hun blev beskrevet med ar og skrammer overalt i hovedet, håret i tynde tjavser og skrammer. Hun genoptog forbindelsen med andre drukkenbolte fra fattiganstalten, bl. a. Søren Hampen med hvem hun skal have levet et temmelig vildt liv. Resten af livet henlevede hun tilsyneladende en noget nær en konstant rus. Ane Marie Grønning døde 15. maj 1901, 64 år gammel på Sunds fattiggård.

Taterkvinden.

Mordet paa Dejbjerg Hede den 23. Juni 1882

Af Mylius Erichsens Værk: Den jyske Hede.

- - -

Som dette antyder, er Marie Grønnings Levnedsløb saa spændende som nogen Roman. Forfatteren har aflagt hende et Besøg i Sommeren 1899

i hendes Hytte

i Gjellerup, hvor hun levede sammen med et fordrukkent Vrag, Søren Hampen. Om Besøget hos Marie Grønning og hendes sørgelige Skæbne beretter Forfatteren:

Hun fandt en halvfyldt Brændevinsflaske frem af en Dragkisteskuffe og skyndede ivrigt paa os, at vi skulde skylle en Slurk i os, inden "ham der henne" vaagnede. Men da vi meddelte hende, at vi var Totalafholdsmænd, grinede hun fjollet og drak selv et Par vældige Mundfulde, mens hun holdt Øie med et Menneske, der laa afklædt paa nogle sammensømmede Fjæl, som afskildrede en Trekant af Værelset, henne i det bageste Hjørne af Hyttens eneste Stue og dannede et Sengested med et Par Puder og smudsige Lagener, som eneste Indhold.

"Det er Søren", sagde hun, "han er fuld i Dag, var Jer for ham, for han er dvalsk og slaar saa møj Satans haardt, naar det Sind kommer over ham. Det er fra ham, se her" - og hun ragede over sit skrammede Ansigt. Vi vidste i Forvejen om Søren Hampen, at han var en frygtelig Drukkenbolt, en Mand langt oppe i Halvfjerdserne, en falleret Gaardmand, som i sin Tid havde været en Aarrække i Amerika og som nu var til Fattigforsørgelse i samme Kommune, hvor Ane Marie hørte hjemme. De havde hurtigt fundet hinanden de to, strax efter hendes Løsladelse, og havde paa Trods af alle Hensyn indgaaet et illegitimt Fællesskab, der formodentlig havde sine Tillokkelser, siden de nu paa andet Aar delte Bord og Seng, men som daglig udadtil kun forekom som en endeløs Rade af Brændevinskæferter afsluttede med blodige Slagsmaal og en kort tung Slummer oven paa for at faa Kræfterne samlede til ny Batailler.

"Ja! Æh-haakl' raabte Søren inde fra Sengen og spyttede langt ud paa Guldet. "Hun har været ved mig i to Aar, a vil godt vær' hin' kvit, men hun vil ett' fra mig de Skidt!"

"Hold di' Kjæw derind', Søren Hampen! Din fordrukken Svin!"

"Aa e, hun er saa gjøv (kær) for mig. Naar hun faar si' Søndagsklæder paa, saa skal a lov, te hun har en køn Fasown, den Støk!" Søren talte med kælen Stemme.

Men Ane Marie viste hans Smiger fra sig: "Du er Satanknusemæ en Svin, om der er Sviner til!"

Søren ligger uden rigtig at høre efter og rumsterer og synger for sig selv henne i Sengen, og Ane Marie, der er bleven en ringe Smule mere klarhjærnet, begynder at fortælle os Brudstykker af sin Livshistorie, set i formildet Skær. Man mærker, hun er Part i Sagen. Dog - man kan jo ogsaa skylde Skarn for Uret! Hun sukker ofte ind imellem og har tilsidst Taarer i sine blalkede Øjne. 

Marie Grønnings Historie.

"A er uægte Barn. Mi' Mor tjente paa Høiris, det var der, hun var bleven besoven, men æ Mand vild' ett kendes ved hverken hin eller mig. Mi' Mor tog hjem og kom paa æ Fattighus i Sunds. A gik i Skole og blev konfirmeret i Gjellerup, saa kom a ud og tjen'. A tjent i 3 Aar i Sunds, de sagde al'sammen, te var den kønnest Pige i æ hele Sogn. De sagde', det var Synd; for ham, der lokket mig, vild' ett gift' sig med mig. Saa død' mi' lille Barn den am' Aar. Saa var a væk i syv Nar, saaen ude omkring . . . a traf sammen med Kasper i Sunds Fattighus. I 25 Aar paa 2 Dage nær var vi sammen, vi ku' ha' faat en Slags Sølvbryllup . . . Aa-e Gud, lad ingen døje det, som a har døjet . . . Herre Jesus, hvad a har gennemgaaet! Et Aar sad a i Arrest ved Skern-Bro, hele 14 Aar beholdt de mig paa Kristianshavn ... gid a endda var død . . . men af vil ett paa a Fattighus, a er saa kyw a'et, de vil ett vaer' god ved mig. A had'et saa godt paa Kristianshavn, a har aldrig haft det saa godt i mi' Dage. A vild' ønsk, a var der igen . . ." 

Her brister Ane Marie i Graad. Hendes Livsskæbne, der ogsaa blot er den gamle Historie om en følsomt Børneopdragelse som Forskole til Forbryderbanen, om vort Landsbyfattigvæsens elendige Tilstand, har ikke rørt hende nær saa dybt som Længslen efter Straffeanstalten, hvor hun befandt sig vel.

Hun sidder stille lidt og falder hen i sine Fængselsminder. Saa ryster hun paa Hovedet og siger:

"Aa-e, a er saa træt og saa mat . . En sølle Levnet . . . A faar kun 1 Krone om Ugen til Underhold, og de 23 Øre tar Søren fra mig til Tobak. Vi binder end lidt Limer (Lyngkoste), Søren og mig. Og saa skal a gaa og tigge til Resten . . . . Han er en Skarn ved mig . . . Kasper var ogsaa en stor Skarn ved mig, det ved alle og enhver.

Han slog mig.

hver Gang han havde faaet Brændevin; saa fik di ingen Børn, a fik jo Omslag i'et og det gik fra mig . . . Det sidste Aar, som vi gik sammen, var der en anden Kvind', som vilde ha ham. Det var An' Mari' Mæster, hun ha' rent forgjort ham. Hun slog mig den her storere Flæl' i mi' Hoved, det blev syet sammen. Hun sagde til mig en Gang: Du kummer ett levend' fra mig, hvis Du et lar mig faa Kasper ... Og Kasper blev saa sær ond ved mig . . . Saa en Dag paa Dejbjerg Hede ga' a ham en Slav i hans Hoved - det har han ett' ka' taalt . . . Aa-e, Herre Jesus, hvad a har gennemgaaet! . . . De sat' mig fast i Skern Bro, og "æ Poleti" fra Ringkøbing blev hentet og fik mig til at bekende . . . Aa-e Herre Jesus ja, saa sølle et Liv a har haft'.

Hvor besynderligt! Her sad jeg hos denne Morderske og hørte hende give Grundene for sit Fald, og jeg syntes slet ikke, hun havde nogen Skyld. Det var min egen Fader - "æ Poleti" fra Ringkøbing, der havde faaet hendes Tilstaaelse, jeg huskede godt nu, hvorledes han havde opsporet, at Ane Marie Natten efter Drabet var kommen vandrende fra Deibjerg til Røgind og havde søgt Ly i det Hus, hvor nu Rakkerpakket Severin Kat og Stivert agerede samfundsnyttige Hededyrkere, og at hun paa deres Spørgsmaal om, hvor Kasper var henne, først havde svaret undvigende, men dernæst i en ophidset Tone havde fortalt, at han laa "godt nok" ude i Deibjerg Hede, det Skarn, og endelig, at hun i den nærliggende Nymølle Papirfabrik havde solgt gamle Klude, der omsider blev fundne frem og genkendte som Dele af de Klæder, Kasper bar Dagen før Drabet, og som utvivlsomt var bleven revne af Liget. Jeg vidste, hvor mange Snarer min Fader havde maattet lægge for Arrestantinden, før hun gik til Bekendelse. Og alligevel syntes jeg, at den Institution, den Stat, i hvis Tjeneste min Fader handlede, at den - og ikke Arrestantinden - alene bar Skylden for hendes Ulykke. Thi led ikke hun, som saa mangen anden, under de fortvivlede Samfundsforhold, hvori hun var voxet op, og blev ikke hun, der var den sidste Morder blandt Danmarks Rakkerfolk, et Offer for de Fordomme, hvorefter endnu helt op i vore Dage de danske Bedsteborgere og Muldbønder har behandlet Hedeegnens Omstrejfere og Staten straffet dem, skønt det gennem flere Aarhundreder havde været Parolen, at man snarere burde hjælpe dem over i Borgersamfundet end isolere dem ud derfra!

Ane Marie Grønning var født og voxet op paa den forkerte Side af Skillelinjen midt i Sumpen. Det var hendes Ulykke. Samfundet byggede hende ingen Bro over til det betryggede Land. Det maa vel være Samfundets Fejl - og af Ansvaret for hendes Forlis har da Samfundet sin Part at bære.

(Kolding Social-Demokrat  23. november 1903. Uddrag).

Udover denne artikel stammer mange af de supplerende oplysninger i dette indslag stammer fra Ludvig Mylius Erichsen: Den jydske hede før og nu. 1903. I kapitlet: Rakkerliv og kæltringelatin, Ane Marie Grønning, side 496-504.

Frederiks Hospital. (Efterskrift til Politivennen)

Underlige Skæbnens Ironi! I den fine Ende at Byen, i Amaliegade, findes en forunderlig Blanding af Ejendomme og Beboere, som stille denne Verdens Modsætninger skarpt overfor hinanden og ligesom fremhæve hverandre. Man skulde virkelig tro, at man havde tænkt paa de: franske Ordspil: "les extrémes se touchent", da man anlagde denne Gade, i den Grad berører Modsætningerne hinanden. Kan man tænke sig en forunderligere Blanding, end Teater, Ministerboliger. Kongeborge, Palæer, en Fødsels- og Plejestiftelse, Frederiks Hospital og "Almindeligheden", byggede op af eller ved Siden af hinanden? Er det en Tanke eller et Tilfælde, at alle disse fyrstelige Personer, høje Øvrighedspersoner, Godsejere og Rigmænd og hele det letsindige og forlystelsessyge Publikum, fra deres Vinduer og hver Gang de komme ud i Gaden, skulle mindes om det menneskelige Livs Elendighed og dets mærkelige, ofte bratte Omskiftelser? Vejen fra Kasinomaskeraden til Fødselsstiftelsen, fra de polstrede Lænestole og de fine Retter i Godsejersalonen til Smertenslejet paa Frederiks Hospital, og fra den forlorne Grosserers flotte Middagsgilder til Armoden paa Almindeligt Hospital, er ikke lang. Dette har vel vort Lands Regenter tænkt paa, og under Frederik den 5te blev Frederiks Hospital indviet 1757, og 1785 oprettede Dronning Juliane Marie Fødsels- og Plejestiftelsen. Vi ville i Dag tale lidt om Frederiks Hospital, der i mange Retninger staar tilbage for de Fordringer, som Nutiden stiller til et Hospital af første Klasse, baade i Henseende til Indretning og Patienternes Behandling. Det er jo endnu i frisk Minde, hvorledes Professor Saxtorph paa den lumpneste Maade af Verden behandlede en Patient, som paa Grund deraf afgik ved Døden, og skønt det er sagt ham paa den utvetydigste Maade, at han er en Skam for Hospitalet, og at man ingen Agtelse har for ham, saa bliver han dog, hvor han er og blæser det Hele et Stykke. Men det gaar vel ogsaa til en Tid.

Hospitalet har i Alt 61 Fællesstuer med 377 Senge, hvoraf 181 hører til den medicinske og 166 til de kirurgiske Afdelinger, og 30 Senge ere fælles for alle 4 Afdelinger. Tillige er der 10 Officiantværelser samt 3 Lejligheder paa 2 Værelser. Hospitalet ejer af egne Legatmidler over 3 Millioner Kroner, sorterer under Kultusministerier, har en Direktion paa 7 Medlemmer, 4 Overlæger, 4 Reservelæger og 8 Kandidater samt et Inspecktionskontor og et Bogholder- og Kasererkontor.

Enhver Syg, der ikke henhører under Forsørgelse af Københavns Fattigvæsen og som ikke lider af Børnekopper, Kolera, Dysenteri, Tyfus, gl. Benskade, Fnat, Skurv samt kronisk Hudsygdom, Sindssvaghed, Kræft, Syfilis, kroniske Sygdomme og Alderdomsvaghed, kan blive indlagt paa Hospitalet enten mod Betaling eller gratis og under Betingelse at Tilvejebringelsen at forskellige Attester om Uformuenhed og Hjemsted.

Hospitalet er beliggende paa en højst uhumsk Grund og i flere Henteender upraktisk indrettet. Det er kun undtagelsesvis at finde egenlig sunde, lyse og rummelige Lokaler paa dette Hospital, tværtimod er det største Antal af Fællesstuer mørke, usunde og temmelig smaa, dertil har man ved flere af dem opført eller indrettet ildelugtende Klosetter, som bragte forpestet Lugt ind i Stuerne. Ventilationen er i det Hele taget meget slet, og den forholdsvis store Dødelighed, der finder Sted paa de medicinske Afdelinger kan vistnok finde en medvirkende Grund dertil i den slette Luft, der hersker paa Stuerne.

Man er i Almindelighed tilbøjelig til at tro, at der paa en Hospitalsstue for Syge hersker megen Ro, og vaages over, at Patienterne bliver saa lidt anstrængte som muligt; men heri lager man fejl, i det mindste for det Hospitals Vedkommende, som vi her omtale. Kl. 5 om Morgenen begynder Vaagekonen at tumle og støje og indtil Kl. 8½ foregaar Servering af Morgendrikken, Rengøring af stuen for aabne Vinduer og i Træk, hvilket maaske skal styrke Nerverne. Hen ad Kl. 9 kommer en Reservelæge eller Kandidat forat undersøge de Syge og spørge til deres Befindende, og naar dette er sket, kommer Overlægen, en Professor med 3, 4 og flere Herrer etter sig. Han foretager omtrent samme Manøvre som Reservelægen og gør følgende interessante Spørgsmaal til den Syge:

De er syg? - Ja!
De er ikke rask? - Nej! 
Hvad sejler De? - Pause.
Hvor gør det ondt? -
Kan De spise? - Ja, nej!
Har Medicinen hjulpen? - Nej!
Saa tager vi en anden!

Denne scene gentager sig hver Dag, og naar dette meningsløse og overfladiske Tilsyn er forbi Kl. 10 eller 10½, saa begynder Fremmedbesøgene, og for at Patienten ikke skal spise sig en Sygdom til i Middagsmaden Kl. 12, faar han Frokost Kl. 11. Endelig man da saa sig en Middagslur; men da denne ofte bliver forstyrret ved andre Patienters Sygelighed og Fremmedbesøgene atter begynder Kl. 3 og vedvarer til Kl. 6, saa kan man nok forestille sig, hvilken Ro en Syg faar i Løbet af Dagen. Efter Kl. 6. naar Theen er nydt, har Stuekonen en Uendelighed at besørge og vimse omkring efter og naar endelig Natten begynder, kan man ligge og vente i Timevis paa Lægens Aftenbesøg, der maa rette sig efter hans Hjemkomst fra Middagsselskaber, Koncerter eller anden Lignende, som er langt vigtigere end den Syges Ro. Hvorledes Natten kan være paa en Stue, hvor en halv Snes syge Mennesker afløser hverandre med Hosten, Stønnen og andre Udbrud af et forpint Legeme og en sørgmodig Sjæls Tilstand, kan man let indse.

Hospitalet er bygget i en Firkant med sammenhængende Fløje, saa i Tilfælde af en Ildebrand vil dette Element gøre en udmærket Høst og lægge hele Bygningen øde; de tvende Gange, der har været Ildløs paa Hospitalet, kan man takke Tilfældet mere end Forstanden og Omsorgen for, at der ingen egentlige Ulykker er sket. Men hvorledes man under de nuværende usle Forhold vil bære sig ad med at frelse alle de Syge under en saadan Begivenhed og det gennem lange og smalle Gange ned af Trapper og ud at smalle Døre, er os en Gaade. En nedsat Kommission har udarbejdet et Forslag til en Ombygning og Omordning af Forholdene paa Hospitalet, og det maa da være at haabe, at Foranstaltninger til Frelse af de Syge under slige Ulykker maa blive trufne.

* * *

Naar en Syg indlægges paa Hospitalet, og til dette medfører sin Garderobe, hvilket i de allerfleste Tilfælde finder Sted, da Patienten jo enten selv kan gaa til Sygelejet eller lade sig køre dertil, saa bliver hans Klædningsstykker afleveret til en Stuekone, der besørger dem anbragte paa et fælles Opbevaringssted. Man er jo dog berettiget til at antage, at Hospitalets Personale skal behandle disse fremmede Ejendele men Omhu; dog heri tager man Fejl. Hospitalet bemaler dem med et Kridtmærke eller klistrer en Seddel paa dem, hænger dem, uden at befri dem fra Støv og Smuds, hen paa et fugtigt Sted, hvor de som oftest er halvt eller helt ødelagte, naar man skal bruge dem igen. Dette kan imidlertid undgaas, naar man vil lukke sin Portemonnaie op; en Genstand, der i øvrigt kan gøre Underværker dér, som ved saa mange andre Lejligheder her i Livet. Er det en fritliggende, en ubemidlet Patient, som er indlagt paa Hospitalet, og til dette har afleveret sine Klæder, saa beholder det disse i Tilfælde af Patientens Død. som et Slags Pederlag for Kur og Pleje. At Hospitalet er berettiget dertil, er der næppe nogen Tvivl om; men at det er en Smaalighed uden derom er alle Lige, derom er alle temmelig  enige.

Forplejningen, som naturligvis maa rette sig efter den Syges Helbredstilstand, kan man ikke med Rette klage over, baade Brød, Mælk, Kød og Fist er gode. om end ikke bedste Varer; men den skødesløse og ikke altid probre Maade, paa hvilken Maden bliver serveret, fortjener Anke, en Anke, der i Forening med flere andre vilde forstumme, naar der førtes et ordentligt og samvittighedsfuldt Tilsyn med Stuekonerne og med Køkkenet. Naar Lægerne om Formiddagen har aflagt deres Visit, er Patienterne overgivet alene til en Stuekones Omsorg. Ingen Inspektør eller anden tilsynshavende Embedsmand aflægger noget Besøg den hele lange Dag paa Stuen, hvor Stuekonen skalter og valter som hun vil. Hvortil en saadan manglende Kontrol kan føre paa en Stue, hvor Patienterne er overladt til en mindre velvillig Stuekone, skulle vi omtale, idet vi dog bemærker, at vi er temmelig overbeviste om, at hverken Læger eller Inspektionen har noget Begreb om, hvad en saadan Kone kan finde paa. Kan dette være en Undskyldning for de overordnede Embedsmand, saa har vi intet imod, at de betragter Udtalelsen som saadan. Det skulde meget glæde os, om disse Linjer maatte give Anledning til en Undersøgelse og eventuel Revision af Stuekonernes Virksomhed og Opførsel; vi er overbeviste om, at Hospitalet kun gavner sig selv ved en saadan Revision, som tillige er en Pligt mod de mange syge Mennesker, som Hospitaler huser mellem Aar og Dag.

Paa en af Stuerne er og har i flere Aar været ansat en Madam E., en raa Natur med et stridbart og lunefuldt Sind, hvilket en ublid Skæbne ikke har gjort mildere. Hun har den Opfattelse af sin Stilling, at Patienter paa et Hospital skal behandles som Soldater paa en Kaserne; hun fører en fuldstændig Kommando paa sin Stue, og er ikke bange for at bruge Skældsord mod en Syg, som paa en eller anden Maade har paadraget sig hendes Mishag. Af hendes lange Synderegister skulle vi anføre 3 Eksempler paa hendes utilbørlige Opførsel, hvilke karakteriserer hende tilstrækkeligt. En Sømand, som led af Lungebetændelse i meget høj Grad, blev indbragt paa hendes Stue; han fantaserede stærkt og vilde hvert Øjeblik op. En Morgen var bemeldte elskværdige Stuekone gaaet sin Vej, og lod, som saa ofte, Patienter ligge for "Lud og koldt Pand". Sømanden rasede stærkt og gjorde flere Forsøg paa at springe ud af Sengen; de andre Patienter klemtede paa deres Vandglas - Hospitalet har nemlig ikke Raad til at holde Bordklokker, det foretrækker at faa Vandglassene masede hvert Øjeblik - ; men Madamen, som nød sin Morgenkaffe, lod Sømanden rase og Glassene klemte. En lidt i Bedring værende Mæslingepatient stod op og fik Neptuns syge Søn til Ro. Da Stuekonen endelig kom, lod hun som om Ingenting var sket, ja havde endog den Dristighed, at beklage sig over, at der ikke var bleven kaldt paa hende. En syg Student, som i længere Tid havde ligget med Mæslinger, fik en lettere Hjærnebetændelse, som dog var stærk nok til at fremkalde en meget hæslig Fantaseren, der gjorde hans Tilstand saare betænkelig. En Formiddag laa han i uafbrudte Smerter og raabte af og til højt; herover kom Madamen i Harnisk og overfusede det stakkels utilregnelige og syge Menneske med en Strøm af Skældsord og Uartigheder i den Grad, at en anden Patient med berettiget Indignation maalte hende med samme Maal, som hun benyttede overfor Studenten, og truede hende med Klage til Professoren. Saa holdt hun sit "blide" Sind i Tømme. Man forestille sig nu slige Scener paa et Hospital, og den uheldige Virkning disse have paa syge Mennesker, der alle trænge til Fred, Ro og venlig Omgang. Endelig skulle vi omtale det sidste af de tre Eksempler paa Konens utilbørlige Færd. En af en pinlig Nervesygdom og slet Fordøjelse lidende Patient skulde i Følge Lægens Anordning have et Klysma, og da dette endnu ikke var sket hen ad Aften og Patienten led betydelige Smerter, bad han Stuekonen om at faa det besørget. Hvad nu Grunden dertil kan have været eller ikke hun blev "gal i Hovedet" og var uforsigtig nok til ude i Køkkenet at lade sig forlyde med, at Patienten skulde faa et Klysma, "der skulde virke baade for og bag". - Hun kastede et skarpt Pulver i Sprøjten, og den intet Ondt anende Syge fik heftig Diarrhoe og Opkastninger, ledsaget af Mavekrampe, der boldt sig hele den følgende Nat.

Til en saadan Kone er Patienterne overladt; er Professor With, som er hendes nærmeste Foresatte, ikke i Kundskab om denne Stuekones uforsvarlige Handlemaade, saa ved han den nu, og ønsker han Bevisligheder for Rigtigheden af, hvad her er skrevet, saa skal vi med Fornøjelse aflevere dem i hans Hænder. Den her omtalte Stuekone er maaske et enestaaende Eksemvel paa Brutalitet, og vi undrer os over, at hun ikke hører til Hr. Saxtorps Afdeling; thi under hans Ægide kunne hun faa god Anvendelse for sin Raahed og Lunefuldhed, hvad hun sikkert tørster efter. Hun skal imidlertid ikke omtales som et Eksempel paa Stuekoner i Almindelighed; thi det er os bekendt, at Hospitalet har flere flinke og venlige Koner, som forstaa deres Gerning, og udfører den med god og ærlig Vilje og Sind. 

Det er en stor Fejl ved Frederiks Hospital, at Overlægerne ved dette maa sprede deres Kræfter paa mange Hverv. Thi foruden dette betydelige Embede, er de tillige Professorer ved Universitetet og maa holde Forelæsninger og vejlede det store Antal medicinske Studerende. Hvert enkelt af disse Hverv vilde, naar det skulde passes ordentlig, være i Stand til at udfylde en arbejdsdygtig Mands hele Tid. Og dog have de Herrer Overlæger ved Siden af disse to Embeder en meget betydelig privat Praksis, der naturligvis ikke passes daarligst. Denne Spreden af Kræfterne og disse forskelligartede Interesser, som her kolliderer med hverandre, bidrager ganske naturligt til, at enten den ene eller den anden Gren af Lægens Virksomhed negligeres i højere eller mindre Grad til Skade snart for Lægevirksomheden paa Hospitalet, snart for Lærergerningen ved Universitetet. - Paa Frederiks Hospital er det navnlig Tilsynet med de underordnede Funktionærer, der lider, og derved hele den daglige medicinale Forplejning. Dersom Overlægerne og Lægerne i det Hele anede, hvad der daglig foregaar paa Stuerne af Misbrug af Medikamenter, Overtrædelse eller Tilsidesættelse af Forskrifter o. s. v., saa vilde de maaske deri finde Grunden til mange Sygdommes Langvarighed.

Det vilde være meget ønskeligt om Hospitalets Direktion tog dette Forhold under Overvejelse og fik et skærpet og samvittighedsfuldt dagligt Tilsyn indrettet paa Stuerne.

Da der, som i sorrige Artikel omtalt, forestaar en Forandring i Hospitalets Indretning, er det jo nu til ingen Nytte at omtale forbigangne Skrøbeligheder ved denne; kun tillade vi os at henlede Opmærksombeden paa to Ting, nemlig den nuværende Blanding af de forskellige Patienter paa én Stue. Imellem Nervesyge og Brystpatienter findes Tyfus, Mæslinger og andre smitsomme Syge og døer en Patient, kan de tilbageværende paa Stuen forlystes i 12 Timer, ofte længere, med et Lig, som man end ikke af egen Drift tildækker.

Forhaabentlig vil en Udvidelse af Lokalerne raade Bod paa disse to uhyggelige Forhold.

(Social-Demokraten 14. juli 1882).

Ukendt fotograf: Det Kongelige Frederiks Hospital, Bredgade 66-70. Stue EEE, Afdeling A. Ca. 1908. Bagsidetekst: Frk Luja, td med frk. Sabro, prof. [Gamm?] Mouritzen, Frk. Hjort. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder. Fotoet er taget over 20 år senere end artiklen og opstillingen arrangeret.