Grønlandske Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

Grønlandske Forhold. Nogle Bemærkninger. 

af
forhenværende Læge i Nordgrønland
L. Chr. v. Haven.

- - -

Følgende Brudstykke af en af Jakobshavns bedste Fangeres Historie turde være et godt Bidrag til Grønlændernes Karakteristik. Hans Navn er Michel Casper, paa Grønlandsk kaldet Okabak: Den første Vinter, jeg opholdt mig i Landet, var hans Kone ikke blot en af de værste paa Pladsen i Henseende til Klæder og Renlighed, men ogsaa den, som oftest gav Møde i mit Kjøkken for at tigge. Næste Aar kom en Agent fra Hamborg for at faa Grønlændere med dertil. Okabak med Kone og to Smaapiger var blandt dem, som fulgte med ham. I Tyskland gjorde Hr. og Fru Okabak tilligemed de to unge Frøkener stormende Lykke, og Familien vendte næste Aar 1878, tilbage, i alle Henseender udmærket forsynet med Klæder, Uhr, Redskaber, et udmærket Telt, Masser af Legetøi og Billeder samt ca. 3000 Kroner. Den forhen mer end pjaltede Familie steg i Land i fuldstændig europæiske Klæder og fik sig kjøbt et godt, rummeligt dansk-grønlandsk Hus. Mandens Penge bleve imidlertid satte fast, saa han kun kunde faa lidt, efterhaanden som han trængte. Men hvorlænge var Adam i Paradis? I Løbet af et Par Maaneder var næsten alt solgt og Pengene derfor forbrugte til Kaffe o. l. Spiritus vare de rent gale efter, saa mangt et godt Stykke Tøi gik i den første Tid for en Snaps og nogle faa Øre. Han bød endog 40 Kr. for en Flaske Rom. Brænsel til Vinteren havde en slig Nabob naturligvis ikke havt Tid eller Lyst tid at sørge for. Kulden kom, og de begyndte at brænde væk af selve Husets Træværk og Tørvemure, saa kort efter Jul maatte de i en Sydøststorm krybe ud af det faldefærdige Hus og ty ind til en anden Familie. Næste Sommer solgte han en Del af Træværket og fik af Resterne købt et ganske lille grønlandsk Hus; han fik kjøbt en Hvalfangerslup, og da Vinteren atter kom, benyttede han Baadens Seil til Yderdør, saa det snart var aldeles ødelagt. Næste Sommer svigte de Hulet og flyttede ind til en anden Familie paa Pladsen, og de vare nu i alle Henseender lige saa snavsede og pjaltede som i 1876, Forskjellen var kun den, at Manden endnu har ca. 2000 Kroner, som han kun faar lidt af hver Uge, i den Tid Fangsten er daarlig. Han er selvfølgelig meget indigneret over, at han ikke kan faa Lov tit at sætte sine Penge overstyr. Manden er en dygtig Fanger, naar han ellers gider, og da han har Penge, kan han med sin bedste Villie ikke faa Fattighjælp, altsaa faar han nu Repartition. At Fangerne i den trange Tld ikke blot flaa Skindet af deres Kajak og sælge det for 75 Øre, men ogsaa brække Skaftet af deres Riffel for at sælge Løbet, som gammelt Jern, eller at de sælge en god Kobberkjedel som gammelt Metal, alt for at faa den kjære Kaffe, er langtfra ualmindeligt. Jeg kjender en dygtig Fanger, som fire Dage efter at have solgt Produkter for 10 Kroner, medens han altsaa ogsaa maa have havt en hel Del Kjød, atter ty, de til Forstanderen og sit Fattighjælp. Ja, jeg kunde endnu nævne mange Exempler, som ikke tyde paa, at Grønlænderne endnu er Stand til at styre sig selv, endsige hæves frem til mere ansvarsfulde stillinger.

- - -

Det er mig ubegribeligt, hvorfor der for enhver Pris skal holdes paa det grønlandske Sprog, da det jo tog i Virkeligheden ingen Betydning har, men tværtimod lægger Hindringer i Veien paa alle Maader for, at Folket kan gaa frem i Oplysning, og at de Danske i Landet kunne indvirke paa det. Det er en Kjendsgjerning, at Grønlændernes Børn med stor Lethed lære fremmede Sprog; hvorfor da ikke ogsaa lidt efter lidt søge at faa Dansk indført i  Skolerne i Grønland? Skulde det være mere vanskeligt eller umuligt at gjennemføre her end paa Færøerne? Grønlandsk Erhverv kan jo dog lige saa godt drives derfor. Nu skulle derimod de Danske i Grønland sætte sig ind i et Sprog, som de aldrig lære til Fuldkommenhed, ja som Pluraliteten overhovedet aldrig lærer. De blive paa den Maade aldrig i Stand til at belære Grønlænderne, hvad sikkert mangen har ønsket, men ikke kunnet. Er det ikke et høist mærkeligt Fænomen, at næsten alle Grønlændere, som jævnlig komme i Berøring med engelske Hvalfangere, ikke blot snart lære at forstaa dem, men ogsaa lægge sig efter at tale lidt Engelsk, medens kun saare faa gjøre Forsøg paa at forstaa end sige tale Dansk. Flere Englændere have høilig forundret sig over, at Danmark ikke forlangte, at Grønlænderne skulde forstaa Dansk, en Fordring, som de overalt stille i deres Besiddelser.

- - -

Llghedsprincipet, som maa være en Hovedbetingelser for alle gamle Skikkes Vedligeholdelse, har gjort sin Nytte, forinden Grønlænderne kom i Berøring med andre Nationer; men nu maa det betragtes som aldeles forkasteligt. Mange gode gamle Skikke kunde ret være gavnligt atter at faa indført, f. Ex. at en Fanger har Forpligtelse til at oplære sine Sønner fra Barndommen i Kajakfangst og ikke som nu for en stor Del overdrage dette til Kajakskolerne - en Forstanderskabsinstitution, som nok forøvrigt nu er gaaet ind - eller at en Fanger er pligtig at sørge for sine gamle Forældre, hvillet nu i Reglen besørges af Forstanderskabet. At det store Fællesskab, som endnu hersker om Fangsten, kan være til Gavn, kan næppe nogen for Alvor mene. Naar man har set, hvor meget en Fanger selv faar af sin Fangst, og hvorledes enhver Pjalt, enhver Kvinde, ja selv ethvert Barn kaster sig over den og løber hver med sit Stykke, saa kan man nok forstaa, at det er næsten umuligt for en Fanger at komme videre. I det Hele tror jeg, at den Omstændighed, at en stor Del Grønlændere nu anvendes i Handelens Tjeneste, medens en anden meget stor Del lever af Haifangst, i den Grad har forrykket Forholdene, at mange gamle Skikke og Vedtægter vilde skade mere end gavne. Det var en betegnende Karakteristik, en tidligere grønlandsk Læge gav mig af Grønlænderne, da jeg før min Afreise talte med ham. Han sagde, at naar en Grønlænder havde en Biskøit og en Stump Tobak, laa han paa Fjeldene og kunde ikke begribe, at nogen gad gaa ud paa Fangst, om denne end var nok saa glimrende. Grønlænderne ere et godmodigt og i mange Henseender begavet Folk; men de ere paa den anden Side saa uselvstændige og staa i mange Retninger paa et saa barnligt Standpunkt, at de endnu bør styres og ledes af de Danske og tvinges til Orden, Økonomi og mere Driftighed. 

- - -

(Nationaltidende 4. august 1882. Uddrag).

Godthaab. Efter et af den danske Polarekspedition taget Fotografi. Illustreret Tidende nr. 1209, 26. november 1882.

Grønlandske Forhold.

Nogle Bemarkninger

af

C. H. Rosen,

Sognepræst i Faareveile, forhen Missionær ved Julianehaab i Sydgrønland.

-----

Det fjerde Punkt, Hr. von Haven udtaler sin Misbilligelse over, er Bestræbelsen efter at indføre gode gamle grønlandske Skikke og Vedtægter i Samfundet, saaledes at de efterhaanden kunne blive som en ny Lov, der ordnede Samfundsforholdene deroppe. Det er en Misforstaaelse, at der efter de gamle grønlandske Skikke ikke skulde være en vis Myndighed tillagt visse af Samfundet anerkjendte overordnede Personer eller Autoriteter. Denne Myndighed udøvedes jo netop i sin forskjellige Gradation baade i Husene af Itoken, paa Pladsen af de Ældste og omfattende støre Bopladser dels as Angákut, dels af Generalforsamlingerne. Hr. von Haven overser, at det er kun de gode Skikke, man efter den nøieste Prøvelse af deres Virkning til Bedste for Samfundet vil søge vindicerede tilbage i deres tidligere lovskraftige Skikkelse. Og det er pudsigt nok, at samtidig med, at von Haven erklærer for ubrugelige de gamle grønlandske Skikke, der dog bevisligen før Egedes Tid udgjorde Grønlændersamfundets Love, som det befandt sig vel ved at følge, fremhæver han som nyttig for Samfundet den gamle europæiske Skik at stille de enkelte Koloniers Beboere under Kolonibestyrerens Diktatur, skjønt et sligt Regimente netop i Tidernes Løb har været skæbnesvangert for Grønlændersamfundet, der ikke havde Spor af Garanti for, at Bestemmelser fra den Kant vilde blive tagne i dets Favør, selv om Vedkommende havde Interesse for det, da det ikke er nogen let Sag at lede til at regjere et Samfund, tilmed naar dette Samfunds Ve og Vel, saaledes som Tilfældet er med Grønlænderne, ingenlunde kan bedømmes ved at anlægge en europæisk Maalestok.

---

Jeg kan af egen Erfaring forsikre ham og enhver, der muligen deler Anskuelser med ham i denne Sag, at det er meget vanskeligt at faa sine egne Børn til at tale Dansk i Grønland, da Børn stedse ligesom en Vægtskaal bøjer sig til den Side, hvorfra Paavirkningen er størst. Afset fra selve Umuligheden ved at arrangere dette Spørgsmaal efter von Havens Ønske af Mangel paa Lærerkræfter f. Ex. og især ved Udstederne, har Grønlændernes Sprog den store Betydning at være det eneste Samfundsbaand, der paa Grund af sin store Seighed ikke er blevet overskaaret i Tidernes Løb i Lighed med de andre Samfundsbaand. Det bærer Folkets Samsunds-Traditioner; og navnlig vilde dets aldeles enestaaende Terminologi for alt, hvad der vedrører Fangsten og de dertil forordne Redskaber og Kunstgreb, forgæves søge efter Ord i et hvilket som helst andet Sprog. Hvis de Danske i Grønland virkelig vilde stille den Fordring til Grønlænderne, at de skulde forstaa Dansk, vilde det vække en stor Harme hos Befolkningen, der elsker sit Sprog, og der vilde dog aldrig kunne opnaas uden et tarveligt Kjendskab hos nogle enkelte til enkelte danske Ord og Talemaader, saa at jeg ikke kan indse, at der paa denne Maade kunde aabnes en Vei for større Oplysning iblandt Grønlænderne. Nei! Lad Grønlænderne beholde deres Sprog, og udvælg saa enkelte af dem, de begavede Unge, hvilket jo ogsaa nu ske, for at lære dem Dansk. Denne Opgave vil ikke være umulig at løse og vil være fuldkommen tilstrækkelig til at opnaa det, som har været tilsigtet i at uddanne nogle af de bedste unge Kræfter til at overtage Bestyrelsen af Udsteder eller at fungere som Fartøisførere i Landet.

At tvinge Grønlænderne til Orden, Økonomi og mere Dristighed er Hr. von Havens andet Yndlingsforslag, og han mener, at saadan Tvang bedst lader sig iværksætte ved at paalægge Kolonibestyrerne at tvinge Grønlænderne til Flid og Sparsommelighed. Det er mig ubegribeligt, at et sligt Forslag kan fremføres af en Mand, der paastaar, at han har meget tilovers for Grønlænderne. Og hvorledes er det desuden muligt at fremtvinge Erhvervslyst? Helt usle Pjalte vilde alle Grønlænderne snart blive til, om sligt Forslag blev antaget, eller ogsaa vilde man snart høre om Vold og Selvtægt fra Grønlændernes Side, noget, der i saa Fald ikke var uberettiget. En helt anden Sag er det at anspore Erhvervslysten ved almindelige Foranstaltninger, der omfatte alle, saaledes som Tilfældet nu er med Repartitionsuddelingen. Hertil kunde mulig aarlige Kajak-Regattaer med anselige Præmier end yderligere tjene. Men at gjøre de fribaarne Grønlændere til Kolonibestyrernes (end sige Udliggernes) Slaver ved at give hine en slig Myndighed, vilde i Sandhed være aldeles forkasteligt, ikke at tale om, at enhver af disse Herrer vilde udstede sine Bud og Forbud uden den mindste Ensartethed, saa at der vilde afstedkommes en stor og ubeskrivelig Forvirring.

At der derimod, vel at mærke igjennem Forstanderskaberne som Mellemled og efter Direktoratets og andre Sagkyndiges Billigelse, af Ministeriet træffes visse Bestemmelser om Indhandling og Udhandling saavel af danske som af grønlandske Produkter, idet visse Indskrænkninger i saa Henseende muliggjøres, omfattende saavel Handelstiden som Varesorter og Varernes Mængde - Alt dette er ikke noget nyt, men flere Gange bragt i Forslag og delvis allerede bragt til Udførelse paa enkelte Steder, hvor Omstændighederne talte for slige Paabuds Indførelse.

-----

(Nationaltidende 18. august 1882. Uddrag).

Ideen kom fra ejeren af Hagenbecks Zoologiske Have i Hamborg, Carl Hagenbeck. Den norske kaptajn Adrian Jacobsen (briggen "Hvalfisken") tilbød at gøre det. Jacobsen sejlede til København og forelagde planen til den daværende direktør for Kongelige Grønlandske Handel, H. J. Rink. Han var mere end betænkelig ved at give tilladelsen. I stedet skrev Hagenbeck til regeringen og  fik dens tilladelse. Det viste sig svært for Jacobsen at finde grønlændere som var interesseret. I Jakobshåb var bl.a. lægen C. von Haven, den stedlige missionær Rasmussen og købmand Fleischer imødekommende, og det lykkedes for Jacobsen at få lokket grønlændere med sig. 

21. august 1877 kunne "Hvalfisken" afsejle med seks grønlændere: Hendrik Johan Jensen også kaldet Baronen og Kujagi, 17/9 1850-8/4 1920. Johanne Juditte Margrethe Poulsen, 5/12 1852 - 3/9 1911 gift med Michael Caspar Zacharias Poulsen også kaldet Okabak, 31/7 1845 - 17/2 1896 og deres to børn. Ane Katrine Lucie Birgitte 7/6 1874 - 3/8 1907. Regine Katrine Elisabeth 25/2 1876 - 6/1 1879 og endelig Hans Noahssen 1/5 1837-15/11 1888.

 (Oplysninger fra artiklen Janni Andreassen: Baronens udlandsrejse 1877-78). 

Hvad der bl.a. skete med grønlænderne, fremgår af nedenstående artikel:

Berlin, 6. april. (Fra eskimoerne i Berlins zoologiske have.) De voksne eskimoer i den zoologiske have blev i sidste uge afstøbt i gips af antropologen Dr. von der Horck. Først blev den mindste af eskimoerne, Kujangee, afstøbt i gips. Dette fandt sted i restaurantbygningen, i tolkeværelset. Kujangee blev lagt udstrakt på en seng. Efter at hans hoved og hals var blevet afdækket, blev de områder af hans ansigt, hvor hår voksede, gnidet ind i fedtstof. Et stykke fedtdyppet silkepapir blev placeret over hvert øje. Derefter blev hans ansigt og hage penslet med olie. Han var blevet lovet en fin lommekniv og nogle klingende mønter, hvis han ville ligge stille i den angivne stilling med lukkede øjne i cirka 10 minutter. Han skulle trække vejret gennem næseborene; hans ører forblev utildækkede, så tolken kunne tale med ham, hvis det var nødvendigt. Et lag gips, der var flere fingre tykt, blev placeret over hans ansigt. Kujangee forblev rolig, og gipsafstøbningen blev perfekt. Efter megen indsats lykkedes det også at overtale familiens overhoved, Okabak, til også at få lavet en gipsafstøbning. Okabak var i starten tilbageholdende med at deltage, da han havde lidt store lidelser i Paris ved samme lejlighed. Okabaks gipsafstøbning blev også fremragende. Modelløren gav ham en meget flot lommekniv, som glædede Okabak. Nu var opgaven at modellere den meget delikat rødmende inuitkvinde, Maggok. Forskellige genstande, såsom et pragtfuldt diadem rigt udsmykket med perler, et blåt silketørklæde osv., lå klar på bordet til den unge inuitkvinde. En amerikansk dame havde tilføjet et guldarmbånd til disse genstande. De smukke ting inspirerede Maggok til at få sit billede afstøbt i gips, og afstøbningen blev usædvanligt flot. Selv den højeste inuit, Kukkik, hvis racemæssige renhed man kunne sætte spørgsmålstegn ved, fik sit billede afstøbt i gips. Han modtog også en lommekniv. Læsset med deres skatte vendte inuitterne tilbage til deres hjem, kun for straks at genoptage deres travle produktion. Akabak, overvældet af glæde, snurrede endda rundt under vandet i sin kajak, en bedrift han meget sjældent udførte i Europa.

Billede fra artiklen "Eskimos in Berlin", Volksblatt. Eine Wochenzeitschrift mit Bildern. Jahrgang 1878, Nr. 21, S. 164–167. Fra Wikimedia.

Berlin, 6. April. (Von den Eskimos im Zoologischen Garten in Berlin.) Die erwachsenen Eskimos des Zoologischen Gartens wurden in voriger Woche durch den Anthropologen Dr. v. d. Horck in Gyps abgeformt. Zuerst wurde der kleinste der Eskimos, Kujangee, in Gyps geformt. Es geschah dies im Restaurationsgebäude in der Stube des Dolmetschers. Kujangee wurde lang ausgestreckt auf eine Bettstelle gelegt. Nachdem Kopf und Hals frei gemacht worden war, wurden diejenigen Stellen im Gesicht, wo Haar gewachsen war, mit Fett eingerieben. Auf jedes Auge lehte man ihm ein Stück in Fett getauchtes Seidenpapier. Dann wurde das Gesicht und Kinn mit Oel eingepinselt. Man hatt ihm ein schönes Taschenmesser und einige Klingende Münzen versprochen, wenn er ungefähr 10 Minuten mit geschlossenen Augen ruhig in der angegebenen Stellung liegen bleiiben würde. Er müsste aus den Naselöchern athmen; die Ohren blieben frei, damit der Dolmetscher nöthigenfalls mit ihm reden konnte. Es wurde ihm eine mehrere Fingere dicke Lage Gyps über das Gesicht gelegt. Ruhig hielt Kujangee aus, und die Gypsform gelang vorzüglich. Nach vielen Mühen gelang es auch, das Familienhaupt Okabak zym Gypsabformenlassen zu bewegen. Okabak wollte zuerst sich nicht sazu verstehen, weil er bei derselben Gelegenheit in Paris viel hat leiden müssen. Auch Abakaks Gypsabformung gelang vortrefflic. Der Modelleur schenkte ihm ein sehr schönes Taschenmesser, worüber Okabak sehr erfreut war. Nun handelte es sich darum, die sehr zart begaute Eskimofrau Maggok modellieren zu können. Verschiene Sachen, als ein prachtvolles Diadem mit Perlen reich besetzt, ein blauseidenes Halstuch etc. lag für die junge Eskimofrau auf dem Tisch bereit. Eine amerikanische Dame hatte diesen Sachen noch ein goldenes Armband hinzufügt. Die schönen Sachen bewogen Maggok, sich ebenfalls in Gyps abformen zu lassen, und der Abbruck gelang ganz vorzüglich. Auch der grösste Eskimo, Kukkik, dessen Rassenreinheit man anzweifeln möchte, wurde abgegypst. Er erhielt ebenfalls ein Taschenmesser. Mit ihren Schätzen beladen, kehrten die Eskimos in ihre Wohnung zurück, um sich gleich darauf wieder fleissig zu produzieren. Akabak drehte sich vor Freude sogar in seinem Kajak unter dem Wasser rund herum, ein Kunststück das er nur höchst selten in Europa zeigte.

(Augsburger Tagblatt. 7. april 1878)

Kaptajn Hallas (7): Død 1882. (Efterskrift til Politivennen)

Dødsfald. Svendborg den 31te August. (Fra vor Meddeler.) Et Dødsfald, der vistnok vil vække Deltagelse i vide Kredse, er indtruffet her idag, idet Kaptajn Fred. Ferd. Georg Conrad Hallas, vor dygtige Fattiginspektør, er død imorges Kl. 9 af en Blærebetændelse, efter temmelig haarde Lidelser. Den Afdøde har havt et temmelig bevæget Liv. Han var født i Fredericia den 28de Oktober 1814, men blev opdraget i Slesvig, hvor han allerede 1821 traadte ind i Hæren som Tambur, en meget ung Alder opnaaede han at blive Furer, og allerede i en Alder af 19 Aar var han Lærer ved Underofficersskolen. Da Krigen 1848 brød ud, kom hans Lokalkundskab til Slesvigs Omegn den danske Hær til Nytte, og lige som han ved Revuen paa Lerbæk Mark af Frederik den Syvende fik overrakt Dannebrogsmændenes Hæderstegn, saaledes blev han i et af Krigens første Aar Premierløjtnant og laa efter Krigen i nogle Aar i Rendsborg, hvor han var Adjudant hos Scharffenberg. Efter at være udtraadt af Hæren med Kaptajns Rang, blev han i 1858 Husfoged og Branddirektør i Neumünster Amt, hvilken Stilling han beklædte til 1864, da han paany indtraadte i Tjeneste og laa i Kjøbenhavn som Bataillonschef ved Centralskolen. I Aaret 1869 blev han ansat her som Fattiginspektør, og har ved sin sjældne Dygtighed og Iver bragt Fattigvæsenet ind i en udmærket Gang. Det var under hans Auspicier, at den fortrinlige Fattiggaard her blev bygget og Fattigvæsenet næsten helt omordnet. Det skal ogsaa siges om ham, at han ikke alene ved sin Forretningsdygtighed var skikket til sin Post; under hans tilsyneladende noget barske Optræden skjulte der sig en inderlig varm, altid levende Følelse for Fattiges Lidelser, hvad de, der kjendte ham, ikke kunde undgaae at mærke. Han kan som Fattiginspektør vanskeligt erstattes, skjønt hans Eftermand vil faae det lettere end ham. Han var Frimurer af hos Rang, saavidt vides. Formand for den herværende Instruktionsloge, og først ved ham har Frimureriet her i Byen faaet den Udvikling, som det nu har. Han var Botaniker og havde en levende Sans for Havedyrkning; af den Plet Jord, som var tillagt hans Bolig paa Fattiggaarden, har han skabt en ganske dejlig Have. Han efterlader sig ti Børn og en Enke, med hvem han om et Par Aar kunde have holdt Guldbryllup.

(Fyens Stiftstidende 1. august 1882).

Den omtalte have var prydhave og en nyttehave i romantisk stil: slyngende stier, staudebede og rindende vand. Mens prydhaven var kun for inspektøren og hans familie, var nyttehaven var en vigtig og integreret del af Fattiggården. De mange grøntsager blev brugt i køkkenet og indgik i de forskellige måltider. På den måde sparede Fattiggården mange penge. En lille del af haven eksisterer stadig, mens hovedparten er inddraget til veje og boliger.

I 1881 havde fattigvæsnet (fattiggårdens 38 lemmer og udenfor gården 17 familier fordelt på 22 enkeltpersoner og 36 børn, fremmede fattige ), arbejdsanstalten og sygehuset et budget på omkring 24.000 kr. Fattiggården fungerede til 1961 som en anstalt, hvor beboerne mistede deres frihed. 1961- 1974 blev den omdannet til forsorgshjem hvor opholdet bag murene i princippet var frivilligt. 

Vandalisme paa Garnisons Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Natten mellem Lørdag og Søndag er der i Følge "Nt." paa Garnisons Kirkegaard øvet en raa Voldsdaad. Nogle Personer have trængt ind paa Kirkegaarden, hvad der ikke er synderlig vanskeligt, og have med Magt sønderbrudt flere Mindesmærker. Ved Mindesmærket over Olaf Rye stod en Marmorplade over en Søn af Helten, og den have Voldsmændene fuldstændig knust, som det synes, ved at slaa den mod det smukke Mindesmærke. Om de ogsaa, som det fortælles, have søgt at omstyrte selve Monumentet, kan ikke afgøres. En Plade, som stod paa den afdøde Sanger Faaborgs Grav er ligeledes slaaet itu. To Monumenter, det ene paa Bødkermester Reesens Grav, det andet tilhørende Frøken Petersen, ere fremdeles blevne sønderbrudte. Voldsmændene have desuden anrettet Ufred paa en Del andre Gravsteder, idet de have væltet Marmorplader og lignende, men Kirkegaardens Opsynspersonale har allerede fjærnet Sporene heraf, og kun den værste Skade er endnu synlig. En Mand, der bor i Nærheden, har meddelt, at der om Morgenen fandtes Flaskeskaar paa Kirkegaarden. Politiet foretog straks en Undersøgelse paa Stedet og vil forhaabenlig bidrage sit til, at den Usikkerhed, som siges at herske om Natten paa Østerglacis og Omegn, vil blive hævet. Adgangen til Kirkegaarden er i øvrigt paa sine Steder ogsaa lovlig let; man kan saaledes i Nærheden af Oplagsskuret paa dens vestlige Del se Børn krybe over Plankeværket for at spare sig Ulejligheden med at gaa om ad Kastelsvejen.

(Social-Demokraten 1. august 1882)

Begravelse på Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

For et halvt år siden gik jeg en formiddag en tur ud på Vestre Kirkegård. Der var netop en begravelse. En simpel, sort fyrretræskiste, kun smykket af to kranse. Jeg trådte nærmere hen til følget, der kun bestod af en ung pige og et ungt menneske, rimeligvis et par forlovede. Tog jeg fejl? - Nej, det var jo den lille pige fra kvistkamret, og den døde var hendes moder, der endelig havde fundet den ro og hvile, hun ikke fandt i livet. Jeg blottede uvilkårligt mit hoved, da kisten sænkedes ned, idet jeg sendte et "Hvil sødt!" til den døde, og et "til lykke" til de to forlovede,

René.

(Social-Demokraten, 19. juli 1882.)

Ane Marie Grønnings Mord på Caspar Høje "Hodde" 1882. (Efterskrift til Politivennen)

Ane Marie Grønning var født 29. juli 1836. Hun døde 1901. Moderen Kirsten Marie Grønning skal ifølge Evald Tang Kristensen have været af rakkerslægt, hun havde med Anders Sørensen et andet barn Christen Andersen ("Sunds-Amerikaneren") som tilbragte det meste af sit liv i fængsel. Kirsten var under fattigvæsnet, og Ane Marie blev opdraget hos en arbejdsmand i Sunds. Hun kom ud at tjene som 16 årig. Efter 3½ år blev hun gravid, barnet døde i fattighuset 1½ år gammel. 20 år gammel mødte hun Caspar Nielsen "Hodde", som sagdes at være af "natmandsfolket", med hvem hun strejfede om fra efteråret 1857.

Efter ca. 15 år begyndte han at drikke heftigt og begyndte at mishandle hende. Parret var barnløst. 1857 blev Ane Marie straffet for tyveri med 2 gange 5 dages vand og brød. Herefter fulgte hele 12 gange: bl. a. 1861 for samme og løsgængeri med 1 års forbedringshus i Viborg. 1867 for bedrageri, 6 gange 5 dage vand og brød, 1870 med 2 gange 5 dage vand og brød for løsgængeri, og senere 8 dage for betleri. 1871 med 2 gange 5 dage, 1878 med 6 gange 5 dage, 1880 med 2 gange 5 dage, 1881 med 3 gange 5 dage og 4 gange 5 dage, 1882 med 4 gange 5 dage. 

Mordet i Deibjerg. Fra Skjern skrives der til os den 14. Juli. Det Fruentimmer, der var mistænkt for at have myrdet Kasper Høje, blev, nogle Dage efter at Liget var fundet, paagreben i Skarrild Sogn. Hun hedder Anna Marie Grønne og har efter Sigende i nogle og treti Aar levet sammen med den Afdøde, der paa sin Omflakken ernærede sig som Blikkenslager og Kjedelflikker, en Tilværelse, der ganske svarer til de bekjendte Tateres, skjønt det "Kjæltringpar", her er Tale om, ikke skal være af Talerslægten. I en af Byerne underveis havde Fruentimmeret været inde hos en Høker og der ladet sig forlyde med: "at hun kunde ikke forstaa, hvor Kasper blev af; man skulde da ikke tro, at han var kommen galt afsted?" ligesom hun ogsaa bemærkede, at han havde 17 Kroner hos sig, hvorhos han udtalte Frygt for, at nogen skulde have slaaet ham ihjel for at faa fat i Pengene. Nogle Dage før Liget fandtes, havde Parret opholdt sig sammen paa Deibjerg Hede, hvor de jævnlig havde et Slags Tilhold, og man havde da hørt dem skændes meget hæslig. Skjønt der saaledes var Grund til stærk Mistanke mod Fruentimmeret, nægtede hun dog standhaftig al vide noget om Sagen. Hun blev ført til Skjern Arresthus og underkastet et skarpt Forhør, ligesom hun ogsaa blev konfronteret med det stærkt forraadnede Lig, men man kom ingen Vei med hende. "Det er da sært, I kan tro om mig, at jeg skulde have slaaet Kasper ihjel!" sagde hun. "det kunde saamænd da aldrig falde mig Ind" osv. Hun lod i det Hele taget til at være af en yderst forstokket Natur og har vel sagtens heller ikke været saa uvant med at komme for Retten. Men saa lykkedes det Politibetjent Erichsen fra Ringkjøbing, der er bekjendt som en særdeles dygtig Politimand, at faa Mordersken til at bekjende, efter at han havde faaet Adgang til hende I Fængslet, og hun lagde nu ikke længer Skjul paa Forbrydelsen og dens nærmere Omstændigheder i sin Tilstaaelse, som hun aflagde for Herredsfogden. De udtalte Formodninger om, at Kasper Høje var slaael ihjel med den ved Siden af ham liggende Sten, bekræftede sig. Han var skrækkelig forslaaet. Ansigtet og Brystet var knust og Øinene slaaede ud af Hovedet. Et Rygte om, at han i Forveien skulde have faaet Gift, viste sig ugrundet, efter at Liget var blevet obduceret. Mordersken er et middelhøit, grimt Fruentimmer, med et veirbidt, brunet og rynket Ansigt. Hun har, efter hvad man kan skjønne, begaaet Forbrydelsen nærmest for at kunne tilegne sig de førnævnte 17 Kroner, rimeligvis ogsaa for at blive sin Ledsager kvit. Det er en Historie af lignende Art, som den Carit Etlar fortæller om Kirsten Rider, der slog to af sine Mænd ihjel og begravede dem ude ved Huset, en lille Hytte paa Deibjerg Hede, der endnu vises som "Kjen' Rivvers" Bopæl, den gamle Taterkvinde som Sten Blicher besøgte, og som viste ham de myrdede Mænds Skeletter. Nu er vel den gamle Taterslægt i Deibjerg uddød eller forsvunden, og om der findes Efterkommere, ere de i alt Fald ikke længer regnede for Tatere, eller "Kjæltringer", som de her benævnes. Spor af Nedstammelsen forefindes dog i visse Navne som ere tagne fra Dyrelivet, f. Ex. Hund, Kat, Mus. En omstreifende Person ved Navn Kasper Kat var for ikke lang Tid siden kjendt her paa Egnen og regnedes for at være af Taterslægt. Men Begivenheden med det nylig stedfundne Mord henleder Tanken paa svundne Tider, idet vi gjøres bekjendt med et Nutidens Taterpar, hvis Færd saa ganske ligner de gamle "Kjæltringers" og tillige har det tilfælles med disse, at de holde til paa Deibjerg Hede.

(Nationaltidende 15. juli 1882. 2. udgave).

Der hentydes formentlig til Carit Etlars fortællinger om taterne, bl. a. "Abraham Musen og hans Sønner*)" og "En smuk Historie". Her fortalte han at han var en tur med Steen Blicher Taterkvinden Kirsten Rivers Hytte.

Casper Hodde var som yngre høj af vækst, blondt hår, blå øjne, sort overskæg og mørk ansigtsfarve. Foto: Ludvig Mylius Erichsen bog ”Den Jyske Hede før og nu”. 

Mordet begik hun den 23. juni 1882 ved en lille høj på Dejbjerg Hede. 

Mordet i Deibjerg. Fra Skjern skrives der til os d. 14. August. Det hed sig for nylig, at den arresterede Morderske, Anne Marie Grønne. tilligemed den ihjelslagne Kaspar Høje, vare af Taterslægten, men efter hvad jeg siden har bragt i Erfaring, skal dette ikke være Tilfældet. Rigtignok lader Kaspar Høje til at have været langt ude beslægtet med Kvembjergfolkene i Deibjerg idet han var i Familie med en anden, tidligere meget bekjendt Omstrefser ved Navn Kaspar Kat, der skal stamme fra Dejbjerg men om egenligt "Taterblod' kan der ikke være Tale. De gamle "Kvembiergfolk", "Dejbjerg-Rakkerne" have ikke længer Efterkommere, hvis Slægtskab med dem kan paavises, og man vil forgæves søge efter den brunlige Talerlød og de mørke Øine. Mordersken er født i Sunds, Gjellerup Sogn hvor hun i sin Ungdom har været i Tjeneste hos Herredsfogden. Hvorledes hun er kommen ind paa det omstreifende Liv, vides ikke ret, men hun maa vel have været af en urolig og vild Natur og er saa kommen i slet Selskab. Forskjellige Aarsager og Omstændigheder kunne saa have været medvirkende. Men hun har t de sidste 25 Aar levet sammen med den Myrdede og i Forening med ham streifet omkring paa "Kieltringvis". Dygtig fordrukken var han, og hun har ligeledes yndet at tage sig en Taar. Der opkom nu jævnlig Uenighed mellem Parret, og navnlig i den sidste Tid havde Kasper været meget umedgjørlig. Mordersken fortæller, at han ofte truede med at ville "stikke hende ihjel med sin Kniv", og der var tillige en Mand i Røgind ved Ringkjøbing, mod hvis Liv han udstødte Trusler. Hos denne Mand havde de undertiden Tilhold. Og saa havde hun slaaet Kasper ihjel, for at redde sit eget Liv! Ret interessant er det, hvad man fortæller, at Mordersken kom ind til hin før omtalte Mand i Røgind og sagde til ham "Ja, nu er jeg da kommen af med Kasper!" "Hvordan det?" spurgte Manden. "Jeg har slaaet ham ihjel!" svarede hun, som om det var den naturligste Ting af Verden. Det var nærmest denne Uforsigtighed, det skyldtes, at man fik hende overbevist om Forbrydelsen, thi det rygtedes, at hun lavde sagt saadan og saadan til hin Mand. Og Politibetjent Erichsen i Ringkjøbing kjørte da straks til Røgind, tog Manden med, og derpaa afsted til Fængslet i Skjern. Da de begge traadte ind til Fangen, blegnede hun, og nu lykkedes det at faa Tilstaaelsen frem. Ved sin Anholdelse var hun yderst fræk og uforsagt og talte livlig med de hende ledsagende Retsbetjente. Stedets og Omegnens Geistlige besøge hende i Fængslet, men det tør være meget tvivlsomt, om hun føler nogen Anger eller har noget klart Begreb om det strafværdige i, hvad hun har gjort. Noget Kjendskab til Religionen har han jo nok, da hun har gaaet i en Almueskole og er konfirmeret, ligesom andre, men det er klart, at den moralske Følelse har maattet sløres betydelig under det fordærvelige, usle Liv, hun har ført.

(Nationaltidende 16. august 1882. 2. udgave).

Dementiet om at hun skulle være tater synes at have været forgæves. Hun er senere såvel i bøger som avisartikler blevet beskrevet som mere eller mindre tater, endda fuldblodstater.

Ane Marie Grønning. Billede fra Ludvig Mylius Erichsen: Den jydske hede før og nu. I kapitlet: Rakkerliv og kæltringelatin, Ane Marie Grønning, side 496.

Ane Marie Grønne blev af Bølling-Nørre Herredsret idømt livsstraf for mordet på Casper Nielsen, hvilket stadfæstedes ved Viborg overret i december 1882. Højesteret stadfæstede dommen den 6. marts 1883. Hun blev ved kongelig resolution benådet med livstid i tugthuset. En straf hun startede at afsone den 20. april 1883. "Hun er et lille magert Fruentimmer med et godlidende Ansigt og intet i hendes Væsen tyder særlig paa Forbryderanlæget. Hun var iført en pæn Hvergarnskjole...", stod der ved den lejlighed i flere aviser.

Før den nye straffelov fra 1866 udstedtes domme hovedsagelig med hjemmel i Christian V.s Danske Lov fra 1683. Den var præget af den strenge og straffende gammeltestamentlige Gud. Mosaisk ret fra Moseloven lå til grund for retsopfattelsen. Grundtanken var "øje for øje og tand for tand”. Danske Lov befæstede denne holdning. Dens 6. bog "Om misgerninger” er bygget systematisk op over de ti bud og en række afstraffelsesformer følger nøje Moselovens bestemmelser.

I tugthuset skal hun have været ilsindet, brutal og drikfældig. Men opførte sig dog tilfredsstillende efter fængslets forskrifter i 8 år indtil august 1891. Så drak hun sig fuld et par gange og blev nedsat 2 måneder i 2. klasse. I februar 1893 gentog det sig, og hun måtte starte forfra i klasse 1. I 1896 blev konstateret en underlivssvulst så stor som et mandshoved. 

I 1897 blev hun af helbredsårsager løsladt og bl. a. Herning Folkeblad kunne meddele at hun opholdt sig der på egnen. I september 1899 fik hun 30 dages tvangsarbejde for betleri og løsgængeri. Hun vendte 1899 hjem til hendes hytte i Gjellerup. Her måtte hun op stærkt beruset. Hun blev beskrevet med ar og skrammer overalt i hovedet, håret i tynde tjavser og skrammer. Hun genoptog forbindelsen med andre drukkenbolte fra fattiganstalten, bl. a. Søren Hampen med hvem hun skal have levet et temmelig vildt liv. Resten af livet henlevede hun tilsyneladende en noget nær en konstant rus. Ane Marie Grønning døde 15. maj 1901, 64 år gammel på Sunds fattiggård.

Taterkvinden.

Mordet paa Dejbjerg Hede den 23. Juni 1882

Af Mylius Erichsens Værk: Den jyske Hede.

- - -

Som dette antyder, er Marie Grønnings Levnedsløb saa spændende som nogen Roman. Forfatteren har aflagt hende et Besøg i Sommeren 1899

i hendes Hytte

i Gjellerup, hvor hun levede sammen med et fordrukkent Vrag, Søren Hampen. Om Besøget hos Marie Grønning og hendes sørgelige Skæbne beretter Forfatteren:

Hun fandt en halvfyldt Brændevinsflaske frem af en Dragkisteskuffe og skyndede ivrigt paa os, at vi skulde skylle en Slurk i os, inden "ham der henne" vaagnede. Men da vi meddelte hende, at vi var Totalafholdsmænd, grinede hun fjollet og drak selv et Par vældige Mundfulde, mens hun holdt Øie med et Menneske, der laa afklædt paa nogle sammensømmede Fjæl, som afskildrede en Trekant af Værelset, henne i det bageste Hjørne af Hyttens eneste Stue og dannede et Sengested med et Par Puder og smudsige Lagener, som eneste Indhold.

"Det er Søren", sagde hun, "han er fuld i Dag, var Jer for ham, for han er dvalsk og slaar saa møj Satans haardt, naar det Sind kommer over ham. Det er fra ham, se her" - og hun ragede over sit skrammede Ansigt. Vi vidste i Forvejen om Søren Hampen, at han var en frygtelig Drukkenbolt, en Mand langt oppe i Halvfjerdserne, en falleret Gaardmand, som i sin Tid havde været en Aarrække i Amerika og som nu var til Fattigforsørgelse i samme Kommune, hvor Ane Marie hørte hjemme. De havde hurtigt fundet hinanden de to, strax efter hendes Løsladelse, og havde paa Trods af alle Hensyn indgaaet et illegitimt Fællesskab, der formodentlig havde sine Tillokkelser, siden de nu paa andet Aar delte Bord og Seng, men som daglig udadtil kun forekom som en endeløs Rade af Brændevinskæferter afsluttede med blodige Slagsmaal og en kort tung Slummer oven paa for at faa Kræfterne samlede til ny Batailler.

"Ja! Æh-haakl' raabte Søren inde fra Sengen og spyttede langt ud paa Guldet. "Hun har været ved mig i to Aar, a vil godt vær' hin' kvit, men hun vil ett' fra mig de Skidt!"

"Hold di' Kjæw derind', Søren Hampen! Din fordrukken Svin!"

"Aa e, hun er saa gjøv (kær) for mig. Naar hun faar si' Søndagsklæder paa, saa skal a lov, te hun har en køn Fasown, den Støk!" Søren talte med kælen Stemme.

Men Ane Marie viste hans Smiger fra sig: "Du er Satanknusemæ en Svin, om der er Sviner til!"

Søren ligger uden rigtig at høre efter og rumsterer og synger for sig selv henne i Sengen, og Ane Marie, der er bleven en ringe Smule mere klarhjærnet, begynder at fortælle os Brudstykker af sin Livshistorie, set i formildet Skær. Man mærker, hun er Part i Sagen. Dog - man kan jo ogsaa skylde Skarn for Uret! Hun sukker ofte ind imellem og har tilsidst Taarer i sine blalkede Øjne. 

Marie Grønnings Historie.

"A er uægte Barn. Mi' Mor tjente paa Høiris, det var der, hun var bleven besoven, men æ Mand vild' ett kendes ved hverken hin eller mig. Mi' Mor tog hjem og kom paa æ Fattighus i Sunds. A gik i Skole og blev konfirmeret i Gjellerup, saa kom a ud og tjen'. A tjent i 3 Aar i Sunds, de sagde al'sammen, te var den kønnest Pige i æ hele Sogn. De sagde', det var Synd; for ham, der lokket mig, vild' ett gift' sig med mig. Saa død' mi' lille Barn den am' Aar. Saa var a væk i syv Nar, saaen ude omkring . . . a traf sammen med Kasper i Sunds Fattighus. I 25 Aar paa 2 Dage nær var vi sammen, vi ku' ha' faat en Slags Sølvbryllup . . . Aa-e Gud, lad ingen døje det, som a har døjet . . . Herre Jesus, hvad a har gennemgaaet! Et Aar sad a i Arrest ved Skern-Bro, hele 14 Aar beholdt de mig paa Kristianshavn ... gid a endda var død . . . men af vil ett paa a Fattighus, a er saa kyw a'et, de vil ett vaer' god ved mig. A had'et saa godt paa Kristianshavn, a har aldrig haft det saa godt i mi' Dage. A vild' ønsk, a var der igen . . ." 

Her brister Ane Marie i Graad. Hendes Livsskæbne, der ogsaa blot er den gamle Historie om en følsomt Børneopdragelse som Forskole til Forbryderbanen, om vort Landsbyfattigvæsens elendige Tilstand, har ikke rørt hende nær saa dybt som Længslen efter Straffeanstalten, hvor hun befandt sig vel.

Hun sidder stille lidt og falder hen i sine Fængselsminder. Saa ryster hun paa Hovedet og siger:

"Aa-e, a er saa træt og saa mat . . En sølle Levnet . . . A faar kun 1 Krone om Ugen til Underhold, og de 23 Øre tar Søren fra mig til Tobak. Vi binder end lidt Limer (Lyngkoste), Søren og mig. Og saa skal a gaa og tigge til Resten . . . . Han er en Skarn ved mig . . . Kasper var ogsaa en stor Skarn ved mig, det ved alle og enhver.

Han slog mig.

hver Gang han havde faaet Brændevin; saa fik di ingen Børn, a fik jo Omslag i'et og det gik fra mig . . . Det sidste Aar, som vi gik sammen, var der en anden Kvind', som vilde ha ham. Det var An' Mari' Mæster, hun ha' rent forgjort ham. Hun slog mig den her storere Flæl' i mi' Hoved, det blev syet sammen. Hun sagde til mig en Gang: Du kummer ett levend' fra mig, hvis Du et lar mig faa Kasper ... Og Kasper blev saa sær ond ved mig . . . Saa en Dag paa Dejbjerg Hede ga' a ham en Slav i hans Hoved - det har han ett' ka' taalt . . . Aa-e, Herre Jesus, hvad a har gennemgaaet! . . . De sat' mig fast i Skern Bro, og "æ Poleti" fra Ringkøbing blev hentet og fik mig til at bekende . . . Aa-e Herre Jesus ja, saa sølle et Liv a har haft'.

Hvor besynderligt! Her sad jeg hos denne Morderske og hørte hende give Grundene for sit Fald, og jeg syntes slet ikke, hun havde nogen Skyld. Det var min egen Fader - "æ Poleti" fra Ringkøbing, der havde faaet hendes Tilstaaelse, jeg huskede godt nu, hvorledes han havde opsporet, at Ane Marie Natten efter Drabet var kommen vandrende fra Deibjerg til Røgind og havde søgt Ly i det Hus, hvor nu Rakkerpakket Severin Kat og Stivert agerede samfundsnyttige Hededyrkere, og at hun paa deres Spørgsmaal om, hvor Kasper var henne, først havde svaret undvigende, men dernæst i en ophidset Tone havde fortalt, at han laa "godt nok" ude i Deibjerg Hede, det Skarn, og endelig, at hun i den nærliggende Nymølle Papirfabrik havde solgt gamle Klude, der omsider blev fundne frem og genkendte som Dele af de Klæder, Kasper bar Dagen før Drabet, og som utvivlsomt var bleven revne af Liget. Jeg vidste, hvor mange Snarer min Fader havde maattet lægge for Arrestantinden, før hun gik til Bekendelse. Og alligevel syntes jeg, at den Institution, den Stat, i hvis Tjeneste min Fader handlede, at den - og ikke Arrestantinden - alene bar Skylden for hendes Ulykke. Thi led ikke hun, som saa mangen anden, under de fortvivlede Samfundsforhold, hvori hun var voxet op, og blev ikke hun, der var den sidste Morder blandt Danmarks Rakkerfolk, et Offer for de Fordomme, hvorefter endnu helt op i vore Dage de danske Bedsteborgere og Muldbønder har behandlet Hedeegnens Omstrejfere og Staten straffet dem, skønt det gennem flere Aarhundreder havde været Parolen, at man snarere burde hjælpe dem over i Borgersamfundet end isolere dem ud derfra!

Ane Marie Grønning var født og voxet op paa den forkerte Side af Skillelinjen midt i Sumpen. Det var hendes Ulykke. Samfundet byggede hende ingen Bro over til det betryggede Land. Det maa vel være Samfundets Fejl - og af Ansvaret for hendes Forlis har da Samfundet sin Part at bære.

(Kolding Social-Demokrat  23. november 1903. Uddrag).

Udover denne artikel stammer mange af de supplerende oplysninger i dette indslag stammer fra Ludvig Mylius Erichsen: Den jydske hede før og nu. 1903. I kapitlet: Rakkerliv og kæltringelatin, Ane Marie Grønning, side 496-504.