Grønlandske Forhold. Nogle Bemærkninger.
af
forhenværende Læge i Nordgrønland
L. Chr. v. Haven.
- - -
Følgende Brudstykke af en af Jakobshavns bedste Fangeres Historie turde være et godt Bidrag til Grønlændernes Karakteristik. Hans Navn er Michel Casper, paa Grønlandsk kaldet Okabak: Den første Vinter, jeg opholdt mig i Landet, var hans Kone ikke blot en af de værste paa Pladsen i Henseende til Klæder og Renlighed, men ogsaa den, som oftest gav Møde i mit Kjøkken for at tigge. Næste Aar kom en Agent fra Hamborg for at faa Grønlændere med dertil. Okabak med Kone og to Smaapiger var blandt dem, som fulgte med ham. I Tyskland gjorde Hr. og Fru Okabak tilligemed de to unge Frøkener stormende Lykke, og Familien vendte næste Aar 1878, tilbage, i alle Henseender udmærket forsynet med Klæder, Uhr, Redskaber, et udmærket Telt, Masser af Legetøi og Billeder samt ca. 3000 Kroner. Den forhen mer end pjaltede Familie steg i Land i fuldstændig europæiske Klæder og fik sig kjøbt et godt, rummeligt dansk-grønlandsk Hus. Mandens Penge bleve imidlertid satte fast, saa han kun kunde faa lidt, efterhaanden som han trængte. Men hvorlænge var Adam i Paradis? I Løbet af et Par Maaneder var næsten alt solgt og Pengene derfor forbrugte til Kaffe o. l. Spiritus vare de rent gale efter, saa mangt et godt Stykke Tøi gik i den første Tid for en Snaps og nogle faa Øre. Han bød endog 40 Kr. for en Flaske Rom. Brænsel til Vinteren havde en slig Nabob naturligvis ikke havt Tid eller Lyst tid at sørge for. Kulden kom, og de begyndte at brænde væk af selve Husets Træværk og Tørvemure, saa kort efter Jul maatte de i en Sydøststorm krybe ud af det faldefærdige Hus og ty ind til en anden Familie. Næste Sommer solgte han en Del af Træværket og fik af Resterne købt et ganske lille grønlandsk Hus; han fik kjøbt en Hvalfangerslup, og da Vinteren atter kom, benyttede han Baadens Seil til Yderdør, saa det snart var aldeles ødelagt. Næste Sommer svigte de Hulet og flyttede ind til en anden Familie paa Pladsen, og de vare nu i alle Henseender lige saa snavsede og pjaltede som i 1876, Forskjellen var kun den, at Manden endnu har ca. 2000 Kroner, som han kun faar lidt af hver Uge, i den Tid Fangsten er daarlig. Han er selvfølgelig meget indigneret over, at han ikke kan faa Lov tit at sætte sine Penge overstyr. Manden er en dygtig Fanger, naar han ellers gider, og da han har Penge, kan han med sin bedste Villie ikke faa Fattighjælp, altsaa faar han nu Repartition. At Fangerne i den trange Tld ikke blot flaa Skindet af deres Kajak og sælge det for 75 Øre, men ogsaa brække Skaftet af deres Riffel for at sælge Løbet, som gammelt Jern, eller at de sælge en god Kobberkjedel som gammelt Metal, alt for at faa den kjære Kaffe, er langtfra ualmindeligt. Jeg kjender en dygtig Fanger, som fire Dage efter at have solgt Produkter for 10 Kroner, medens han altsaa ogsaa maa have havt en hel Del Kjød, atter ty, de til Forstanderen og sit Fattighjælp. Ja, jeg kunde endnu nævne mange Exempler, som ikke tyde paa, at Grønlænderne endnu er Stand til at styre sig selv, endsige hæves frem til mere ansvarsfulde stillinger.
- - -
Det er mig ubegribeligt, hvorfor der for enhver Pris skal holdes paa det grønlandske Sprog, da det jo tog i Virkeligheden ingen Betydning har, men tværtimod lægger Hindringer i Veien paa alle Maader for, at Folket kan gaa frem i Oplysning, og at de Danske i Landet kunne indvirke paa det. Det er en Kjendsgjerning, at Grønlændernes Børn med stor Lethed lære fremmede Sprog; hvorfor da ikke ogsaa lidt efter lidt søge at faa Dansk indført i Skolerne i Grønland? Skulde det være mere vanskeligt eller umuligt at gjennemføre her end paa Færøerne? Grønlandsk Erhverv kan jo dog lige saa godt drives derfor. Nu skulle derimod de Danske i Grønland sætte sig ind i et Sprog, som de aldrig lære til Fuldkommenhed, ja som Pluraliteten overhovedet aldrig lærer. De blive paa den Maade aldrig i Stand til at belære Grønlænderne, hvad sikkert mangen har ønsket, men ikke kunnet. Er det ikke et høist mærkeligt Fænomen, at næsten alle Grønlændere, som jævnlig komme i Berøring med engelske Hvalfangere, ikke blot snart lære at forstaa dem, men ogsaa lægge sig efter at tale lidt Engelsk, medens kun saare faa gjøre Forsøg paa at forstaa end sige tale Dansk. Flere Englændere have høilig forundret sig over, at Danmark ikke forlangte, at Grønlænderne skulde forstaa Dansk, en Fordring, som de overalt stille i deres Besiddelser.
- - -
Llghedsprincipet, som maa være en Hovedbetingelser for alle gamle Skikkes Vedligeholdelse, har gjort sin Nytte, forinden Grønlænderne kom i Berøring med andre Nationer; men nu maa det betragtes som aldeles forkasteligt. Mange gode gamle Skikke kunde ret være gavnligt atter at faa indført, f. Ex. at en Fanger har Forpligtelse til at oplære sine Sønner fra Barndommen i Kajakfangst og ikke som nu for en stor Del overdrage dette til Kajakskolerne - en Forstanderskabsinstitution, som nok forøvrigt nu er gaaet ind - eller at en Fanger er pligtig at sørge for sine gamle Forældre, hvillet nu i Reglen besørges af Forstanderskabet. At det store Fællesskab, som endnu hersker om Fangsten, kan være til Gavn, kan næppe nogen for Alvor mene. Naar man har set, hvor meget en Fanger selv faar af sin Fangst, og hvorledes enhver Pjalt, enhver Kvinde, ja selv ethvert Barn kaster sig over den og løber hver med sit Stykke, saa kan man nok forstaa, at det er næsten umuligt for en Fanger at komme videre. I det Hele tror jeg, at den Omstændighed, at en stor Del Grønlændere nu anvendes i Handelens Tjeneste, medens en anden meget stor Del lever af Haifangst, i den Grad har forrykket Forholdene, at mange gamle Skikke og Vedtægter vilde skade mere end gavne. Det var en betegnende Karakteristik, en tidligere grønlandsk Læge gav mig af Grønlænderne, da jeg før min Afreise talte med ham. Han sagde, at naar en Grønlænder havde en Biskøit og en Stump Tobak, laa han paa Fjeldene og kunde ikke begribe, at nogen gad gaa ud paa Fangst, om denne end var nok saa glimrende. Grønlænderne ere et godmodigt og i mange Henseender begavet Folk; men de ere paa den anden Side saa uselvstændige og staa i mange Retninger paa et saa barnligt Standpunkt, at de endnu bør styres og ledes af de Danske og tvinges til Orden, Økonomi og mere Driftighed.
- - -
(Nationaltidende 4. august 1882. Uddrag).
Godthaab. Efter et af den danske Polarekspedition taget Fotografi. Illustreret Tidende nr. 1209, 26. november 1882.
Grønlandske Forhold.
Nogle Bemarkninger
af
C. H. Rosen,
Sognepræst i Faareveile, forhen Missionær ved Julianehaab i Sydgrønland.
-----
Det fjerde Punkt, Hr. von Haven udtaler sin Misbilligelse over, er Bestræbelsen efter at indføre gode gamle grønlandske Skikke og Vedtægter i Samfundet, saaledes at de efterhaanden kunne blive som en ny Lov, der ordnede Samfundsforholdene deroppe. Det er en Misforstaaelse, at der efter de gamle grønlandske Skikke ikke skulde være en vis Myndighed tillagt visse af Samfundet anerkjendte overordnede Personer eller Autoriteter. Denne Myndighed udøvedes jo netop i sin forskjellige Gradation baade i Husene af Itoken, paa Pladsen af de Ældste og omfattende støre Bopladser dels as Angákut, dels af Generalforsamlingerne. Hr. von Haven overser, at det er kun de gode Skikke, man efter den nøieste Prøvelse af deres Virkning til Bedste for Samfundet vil søge vindicerede tilbage i deres tidligere lovskraftige Skikkelse. Og det er pudsigt nok, at samtidig med, at von Haven erklærer for ubrugelige de gamle grønlandske Skikke, der dog bevisligen før Egedes Tid udgjorde Grønlændersamfundets Love, som det befandt sig vel ved at følge, fremhæver han som nyttig for Samfundet den gamle europæiske Skik at stille de enkelte Koloniers Beboere under Kolonibestyrerens Diktatur, skjønt et sligt Regimente netop i Tidernes Løb har været skæbnesvangert for Grønlændersamfundet, der ikke havde Spor af Garanti for, at Bestemmelser fra den Kant vilde blive tagne i dets Favør, selv om Vedkommende havde Interesse for det, da det ikke er nogen let Sag at lede til at regjere et Samfund, tilmed naar dette Samfunds Ve og Vel, saaledes som Tilfældet er med Grønlænderne, ingenlunde kan bedømmes ved at anlægge en europæisk Maalestok.
---
Jeg kan af egen Erfaring forsikre ham og enhver, der muligen deler Anskuelser med ham i denne Sag, at det er meget vanskeligt at faa sine egne Børn til at tale Dansk i Grønland, da Børn stedse ligesom en Vægtskaal bøjer sig til den Side, hvorfra Paavirkningen er størst. Afset fra selve Umuligheden ved at arrangere dette Spørgsmaal efter von Havens Ønske af Mangel paa Lærerkræfter f. Ex. og især ved Udstederne, har Grønlændernes Sprog den store Betydning at være det eneste Samfundsbaand, der paa Grund af sin store Seighed ikke er blevet overskaaret i Tidernes Løb i Lighed med de andre Samfundsbaand. Det bærer Folkets Samsunds-Traditioner; og navnlig vilde dets aldeles enestaaende Terminologi for alt, hvad der vedrører Fangsten og de dertil forordne Redskaber og Kunstgreb, forgæves søge efter Ord i et hvilket som helst andet Sprog. Hvis de Danske i Grønland virkelig vilde stille den Fordring til Grønlænderne, at de skulde forstaa Dansk, vilde det vække en stor Harme hos Befolkningen, der elsker sit Sprog, og der vilde dog aldrig kunne opnaas uden et tarveligt Kjendskab hos nogle enkelte til enkelte danske Ord og Talemaader, saa at jeg ikke kan indse, at der paa denne Maade kunde aabnes en Vei for større Oplysning iblandt Grønlænderne. Nei! Lad Grønlænderne beholde deres Sprog, og udvælg saa enkelte af dem, de begavede Unge, hvilket jo ogsaa nu ske, for at lære dem Dansk. Denne Opgave vil ikke være umulig at løse og vil være fuldkommen tilstrækkelig til at opnaa det, som har været tilsigtet i at uddanne nogle af de bedste unge Kræfter til at overtage Bestyrelsen af Udsteder eller at fungere som Fartøisførere i Landet.
At tvinge Grønlænderne til Orden, Økonomi og mere Dristighed er Hr. von Havens andet Yndlingsforslag, og han mener, at saadan Tvang bedst lader sig iværksætte ved at paalægge Kolonibestyrerne at tvinge Grønlænderne til Flid og Sparsommelighed. Det er mig ubegribeligt, at et sligt Forslag kan fremføres af en Mand, der paastaar, at han har meget tilovers for Grønlænderne. Og hvorledes er det desuden muligt at fremtvinge Erhvervslyst? Helt usle Pjalte vilde alle Grønlænderne snart blive til, om sligt Forslag blev antaget, eller ogsaa vilde man snart høre om Vold og Selvtægt fra Grønlændernes Side, noget, der i saa Fald ikke var uberettiget. En helt anden Sag er det at anspore Erhvervslysten ved almindelige Foranstaltninger, der omfatte alle, saaledes som Tilfældet nu er med Repartitionsuddelingen. Hertil kunde mulig aarlige Kajak-Regattaer med anselige Præmier end yderligere tjene. Men at gjøre de fribaarne Grønlændere til Kolonibestyrernes (end sige Udliggernes) Slaver ved at give hine en slig Myndighed, vilde i Sandhed være aldeles forkasteligt, ikke at tale om, at enhver af disse Herrer vilde udstede sine Bud og Forbud uden den mindste Ensartethed, saa at der vilde afstedkommes en stor og ubeskrivelig Forvirring.
At der derimod, vel at mærke igjennem Forstanderskaberne som Mellemled og efter Direktoratets og andre Sagkyndiges Billigelse, af Ministeriet træffes visse Bestemmelser om Indhandling og Udhandling saavel af danske som af grønlandske Produkter, idet visse Indskrænkninger i saa Henseende muliggjøres, omfattende saavel Handelstiden som Varesorter og Varernes Mængde - Alt dette er ikke noget nyt, men flere Gange bragt i Forslag og delvis allerede bragt til Udførelse paa enkelte Steder, hvor Omstændighederne talte for slige Paabuds Indførelse.
-----
(Nationaltidende 18. august 1882. Uddrag).
Ideen kom fra ejeren af Hagenbecks Zoologiske Have i Hamborg, Carl Hagenbeck. Den norske kaptajn Adrian Jacobsen (briggen "Hvalfisken") tilbød at gøre det. Jacobsen sejlede til København og forelagde planen til den daværende direktør for Kongelige Grønlandske Handel, H. J. Rink. Han var mere end betænkelig ved at give tilladelsen. I stedet skrev Hagenbeck til regeringen og fik dens tilladelse. Det viste sig svært for Jacobsen at finde grønlændere som var interesseret. I Jakobshåb var bl.a. lægen C. von Haven, den stedlige missionær Rasmussen og købmand Fleischer imødekommende, og det lykkedes for Jacobsen at få lokket grønlændere med sig.
21. august 1877 kunne "Hvalfisken" afsejle med seks grønlændere: Hendrik Johan Jensen også kaldet Baronen og Kujagi, 17/9 1850-8/4 1920. Johanne Juditte Margrethe Poulsen, 5/12 1852 - 3/9 1911 gift med Michael Caspar Zacharias Poulsen også kaldet Okabak, 31/7 1845 - 17/2 1896 og deres to børn. Ane Katrine Lucie Birgitte 7/6 1874 - 3/8 1907. Regine Katrine Elisabeth 25/2 1876 - 6/1 1879 og endelig Hans Noahssen 1/5 1837-15/11 1888.
(Oplysninger fra artiklen Janni Andreassen: Baronens udlandsrejse 1877-78).
Hvad der bl.a. skete med grønlænderne, fremgår af nedenstående artikel:
Berlin, 6. april. (Fra eskimoerne i Berlins zoologiske have.) De voksne eskimoer i den zoologiske have blev i sidste uge afstøbt i gips af antropologen Dr. von der Horck. Først blev den mindste af eskimoerne, Kujangee, afstøbt i gips. Dette fandt sted i restaurantbygningen, i tolkeværelset. Kujangee blev lagt udstrakt på en seng. Efter at hans hoved og hals var blevet afdækket, blev de områder af hans ansigt, hvor hår voksede, gnidet ind i fedtstof. Et stykke fedtdyppet silkepapir blev placeret over hvert øje. Derefter blev hans ansigt og hage penslet med olie. Han var blevet lovet en fin lommekniv og nogle klingende mønter, hvis han ville ligge stille i den angivne stilling med lukkede øjne i cirka 10 minutter. Han skulle trække vejret gennem næseborene; hans ører forblev utildækkede, så tolken kunne tale med ham, hvis det var nødvendigt. Et lag gips, der var flere fingre tykt, blev placeret over hans ansigt. Kujangee forblev rolig, og gipsafstøbningen blev perfekt. Efter megen indsats lykkedes det også at overtale familiens overhoved, Okabak, til også at få lavet en gipsafstøbning. Okabak var i starten tilbageholdende med at deltage, da han havde lidt store lidelser i Paris ved samme lejlighed. Okabaks gipsafstøbning blev også fremragende. Modelløren gav ham en meget flot lommekniv, som glædede Okabak. Nu var opgaven at modellere den meget delikat rødmende inuitkvinde, Maggok. Forskellige genstande, såsom et pragtfuldt diadem rigt udsmykket med perler, et blåt silketørklæde osv., lå klar på bordet til den unge inuitkvinde. En amerikansk dame havde tilføjet et guldarmbånd til disse genstande. De smukke ting inspirerede Maggok til at få sit billede afstøbt i gips, og afstøbningen blev usædvanligt flot. Selv den højeste inuit, Kukkik, hvis racemæssige renhed man kunne sætte spørgsmålstegn ved, fik sit billede afstøbt i gips. Han modtog også en lommekniv. Læsset med deres skatte vendte inuitterne tilbage til deres hjem, kun for straks at genoptage deres travle produktion. Akabak, overvældet af glæde, snurrede endda rundt under vandet i sin kajak, en bedrift han meget sjældent udførte i Europa.
Billede fra artiklen "Eskimos in Berlin", Volksblatt. Eine Wochenzeitschrift mit Bildern. Jahrgang 1878, Nr. 21, S. 164–167. Fra Wikimedia.
Berlin, 6. April. (Von den Eskimos im Zoologischen Garten in Berlin.) Die erwachsenen Eskimos des Zoologischen Gartens wurden in voriger Woche durch den Anthropologen Dr. v. d. Horck in Gyps abgeformt. Zuerst wurde der kleinste der Eskimos, Kujangee, in Gyps geformt. Es geschah dies im Restaurationsgebäude in der Stube des Dolmetschers. Kujangee wurde lang ausgestreckt auf eine Bettstelle gelegt. Nachdem Kopf und Hals frei gemacht worden war, wurden diejenigen Stellen im Gesicht, wo Haar gewachsen war, mit Fett eingerieben. Auf jedes Auge lehte man ihm ein Stück in Fett getauchtes Seidenpapier. Dann wurde das Gesicht und Kinn mit Oel eingepinselt. Man hatt ihm ein schönes Taschenmesser und einige Klingende Münzen versprochen, wenn er ungefähr 10 Minuten mit geschlossenen Augen ruhig in der angegebenen Stellung liegen bleiiben würde. Er müsste aus den Naselöchern athmen; die Ohren blieben frei, damit der Dolmetscher nöthigenfalls mit ihm reden konnte. Es wurde ihm eine mehrere Fingere dicke Lage Gyps über das Gesicht gelegt. Ruhig hielt Kujangee aus, und die Gypsform gelang vorzüglich. Nach vielen Mühen gelang es auch, das Familienhaupt Okabak zym Gypsabformenlassen zu bewegen. Okabak wollte zuerst sich nicht sazu verstehen, weil er bei derselben Gelegenheit in Paris viel hat leiden müssen. Auch Abakaks Gypsabformung gelang vortrefflic. Der Modelleur schenkte ihm ein sehr schönes Taschenmesser, worüber Okabak sehr erfreut war. Nun handelte es sich darum, die sehr zart begaute Eskimofrau Maggok modellieren zu können. Verschiene Sachen, als ein prachtvolles Diadem mit Perlen reich besetzt, ein blauseidenes Halstuch etc. lag für die junge Eskimofrau auf dem Tisch bereit. Eine amerikanische Dame hatte diesen Sachen noch ein goldenes Armband hinzufügt. Die schönen Sachen bewogen Maggok, sich ebenfalls in Gyps abformen zu lassen, und der Abbruck gelang ganz vorzüglich. Auch der grösste Eskimo, Kukkik, dessen Rassenreinheit man anzweifeln möchte, wurde abgegypst. Er erhielt ebenfalls ein Taschenmesser. Mit ihren Schätzen beladen, kehrten die Eskimos in ihre Wohnung zurück, um sich gleich darauf wieder fleissig zu produzieren. Akabak drehte sich vor Freude sogar in seinem Kajak unter dem Wasser rund herum, ein Kunststück das er nur höchst selten in Europa zeigte.
(Augsburger Tagblatt. 7. april 1878)
