I en indberetning fra den norske præst, pastor Sigvald Skovlan, om en rejse, foretaget med offentligt stipendium for at studere idiotsagen, skriver præsten: “Det er et eget indtryk, man har tilbage fra en sådan rejse. Billeder af den menneskelige elendighed stillede sig levende frem for erindringen, men parrede med det velgørende syn af en energisk og opofrende kamp, som kirke og kristendom have rejst og fører for at befri og lindre naturens mest stedmoderlig udrustede individer.
Jeg kan ikke lade være at sammenfatte indtrykket i form af en begivenhed, der mødte mig i GI. Bakkehus' Idiotanstalt i København. Det var fastelavnsmandag. Man havde haft den forekommenhed også at indbyde mig. Midt iblandt den støjende skare der begav sig ud til Valby for at trække hovedet af gåsen (en folkeleg), slap jeg ind i den afstængte idiotanstalt. Hele lærerpersonalet samt de talrige oppassere og vogtersker var samlede. Af idioterne var de allerfleste i fuld pynt til stede; kun de uroligste i asylet turde ikke slippes ud. Der gaves i dagens anledning to små skuespil i anstaltens rummelige gymnastiksal, hvor alt var afdelt og indrettet som et miniatureteater af første rang. Der var sørget for håndsprøjter og sikkerhedsolielamper mod mulig ildløs - man havde teaterbranden i Wien i frisk minde. Orkestret bestod af en dame, der gav numre på et flygel. Med unge studenter i herre- og til dels damerollerne gik skuespillene fortræffeligt. Direktøren gjorde den for uindviede overraskende bemærkning: "I morgen ville alle disse - og han pegede på idioterne, som sad måbende på bænkene, højlig interesserede og oplivede - nynne alle disse melodier efter". Der var håndklap og bifaldslatter.
Efter skuespillet spadserede alle de indbudte i den store spisesal, hvor en smuk anretning var serveret. Stemningen var lutter liv og glæde. Da opdager bestyreren med sit øvede blik nogle trækninger og rystelser, der gik over en af de tilstedeværende damers ansigt. Han giver et vink, og hun føres ud i et sideværelse. Han kalder en tilstedeværende mediciner til og iler efter. Damen er ramt af et hjerneslag. Hun er for nogle år tilbage blevet strammet af en idiot, og denne skræk har foranlediget en hjerneblødhed, der allerede et par gange har ytret sig i krampeslag. Selskabet fortsattes, men stemningen er dæmpet. Lægen er hentet; men den lidende dame er uden bevidsthed imidlertid er gymnastiksalen allerede ryddet, og idioterne svinger sig af hjertenslyst. Dans, et underligt syn! Situationen - den skærende modsætning mellem det mørke sygeværelse med den døende kvinde og den idiotisk hendansende, åndssløve sværm - blev mig for pinlig, og jeg forlod stedet. Endnu samme nat, inden tummelen var stille, døde damen af krampeslag, uden mere at være vågnet til bevidsthed. Indtrykket er visselig uhyggeligt. Det er således af åndssvagesagen i det hele. Da jeg første gang blev indladt gennem porten i Idiotanstalten i København, mødte mig skærende, hvinende skrig oppe fra korridorerne. Det var en epileptisk idiotisk, der just havde et tilfælde. Sligt hører til dagens orden i en større anstalt. Det skræmmer ikke mere de øvede og tilvante. Men indenfor en slig anstalts døre og vægge er der nok af det, som i begyndelsen angriber sanser og nerver. Der må visselig kald og opofrelse til for at øve tålmodighedens gerning blandt de åndssvage."
(Slagelse-Posten, 28. november 1882, 2. udgave).
Se også online-udgaven af E. V. Rolsted: Aandssvageanstalten paa Gamle Bakkehus 1855-1905.
