Retssag om et Ægteskabs Ophævelse som Følge af Ægteskabsbrud. (Efterskrift til Politivennen)

Efter meddelt Bevilling til fri Proces havde Citantinden Fru A. af København med sin beskikkede Sagfører, Overretssagfører Plockross, under en ved Københavns Amts nordre Birks ordinære Ret anlagt Sag paastaaet det mellem hende og Indstævnte, forhenværende Brændevinsbrænder, for Tiden i Herløv Sogn, indgaaede Ægteskab ophævet paa Grund af at sidstnævnte havde gjort sig skyldig i Ægteskabsbrud, samt Indstævnte tilpligtet at udrede alle af Sagen flydende Omkostninger efter Reglerne for benificerede Sager, der under Salær til Overretssagfører Plockross, hvilket i ethvert Fald paastodes betalt af det Offentlige. Indstævnte procederede derimod til Frifindelse med Tillæg af Sagens Omkostninger, idet han benægtede at have gjort sig skyldig i det af Citantinden paasigtede Forhold. Til Oplysning om det af Indnævnte formentlig begaaede Ægteskabsbrud havde Citantinden tilvejebragt edelige Vidnesbyrd af en Skrædermester og dennes Hustru samt af 2 under Københavns Politi ansatte Betjente, der paa Grund af en af Citantinden til Politiet gjort Anmeldelse havde anstillet en Undersøgelse. Selv om der nu, efter hvad der ved denne Undersøgelse og Vidnernes Forklaring var oplyst om Indstævntes Forhold til en her i Byen boende Enkefrue i Slutningen af Aaret 1880 og i Begyndelsen af Aaret 1881, maatte være Føje til at statuere, at han allerede den Gang havde gjort sig skyldig i Ægteskabsbrud, vilde Citantinden dog ikke herpaa kunne støtte noget Krav paa at erholde sit Ægteskab ophævet, idet hun, efter at Samlivet mellem hende og Indstævnte var blevet afbrudt i 1879, paany havde samlevet med ham fra April til December Maaned 1881 uagtet hun, som det efter Proceduren maatte antages, ikke var uvidende om det mellem Indstævnte og fornævnte Enkefrue tidligere stedfundne Forhold. Dette vilde imidlertid blive uden Indflydelse paa Sagens Afgørelse, idet det ikke skønnedes rettere end at der, ved Alt, hvad der dels efter Indstævntes egen Fremstilling, dels i Følge de nævnte Vidneforklaringer, forelaa om hans Samliv med den nævnte Enkefrue ogsaa efter den gentagne Afbrydelse af Parternes ægteskabelige Samliv, var tilvejebragt et efter Bestemmelserne i D. L. 3-16-13-1 tilstrækkeligt Bevis for, at Indstævnte, i alt Fald efter at Samlivet mellem Parterne atter var blevet bævet, havde gjort sig skyldig i Ægteskabsbrud. Da Indstævnte derhos ikke havde paavist, at Citantinden havde gjort sig skyldig i noget Forhold, der kunde afgive Undskyldningsgrund for det fra hans Side begaaede Ægteskabsbrud, idet hun meget mere havde produceret Attest for, at hun i Ægteskabstiden havde ført en sædelig Vandel, vilde Paastanden om Ægteskabets Ophævelse være at tage til Følge, hvorhos Indstævnte paalagdes at betale Sagens Omkostninger samt Prokuratorens Salær med 30 Kr.

(Social-Dempokraten 11. januar 1883).

Fotograf Anders Werner Andersen (1877-1940): Herlev. 1911. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nytaarsaften i Allinge 1882. (Efterskrift til Politivennen)

Del er er saare utaknemligt Hverv, skrives der fra Allinge til "Bornh. Av", at staa ved Politikorpset i Allinge, idet man, uden at tale om det ubehagelige i paa en Høitidsaften at skulle traske om paa Gaden i 5 a 6 Timer, udsætter sig for de mest demoraliserede Personers Had og Hævnlyst. En hel Del Folk, som man mente sig berettigede til al regne nellem "bedre Folk", undslog sig for at være Politiet behjælpelig med at Iøse dets vanskelige Opgave at skaffe Ro eg Orden tilveie, uagtet det regnede ned med antændte Dynamitfænghætter imod og omkring Politiet og Skud knaldede rundt om dette fra en Flok paa henved 100 Personer (Pøbel tør man vel ikke kalde dem under Et, da der som sagt var Mænd imellem, som man jo ellers maa regne til "bedre Folk"). Der var endogsaa en Mand af Byraader, der tilkjendegav sin Nærværelse ved, at han, da en Næsvis Slyngel giorde Mine til Angreb paa Politiet, høit og tydelig irettesatte dette, fordi en af Mandskabet med sin Haand førte ham med sig. Man kunde næsten fristes til at tro, at Politikorpset var udkommanderet for at more disse hæderlige Mænd ved at staa som Skive for Tumultanternes Skud og Fænghætter, hvilke sidste især regnede ned over dem. En af Tumultuanterne, der fandtes i Besiddelse af Skydevaaben, blev paagreben, da han var i Færd med at angribe Politibetjenten; men en tredie Person var saa tjenstvillig at snappe og løbe bort med Skydevaabnet. Den første blev sat i Hullet, hvor barmhjertge Sjæle efter Sigende vederkvægede ham med 3 Pægle Brændevin og nogle Rundtenommer; men da han alligevel holdt et fælt Spektakel, blev han efter ca. en Timestids Forløb atter sat paa fri Fod og kunde gjenoptage den afbrudte Fornøielse.

(Nationaltidende 6. januar 1883).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt (1866-1931): Allinge Havn. 1890-1931. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Besøg i Idiotanstalten. (Efterskrift til Politivennen).

I en indberetning fra den norske præst, pastor Sigvald Skovlan, om en rejse, foretaget med offentligt stipendium for at studere idiotsagen, skriver præsten: “Det er et eget indtryk, man har tilbage fra en sådan rejse. Billeder af den menneskelige elendighed stillede sig levende frem for erindringen, men parrede med det velgørende syn af en energisk og opofrende kamp, som kirke og kristendom have rejst og fører for at befri og lindre naturens mest stedmoderlig udrustede individer.

Jeg kan ikke lade være at sammenfatte indtrykket i form af en begivenhed, der mødte mig i GI. Bakkehus' Idiotanstalt i København. Det var fastelavnsmandag. Man havde haft den forekommenhed også at indbyde mig. Midt iblandt den støjende skare der begav sig ud til Valby for at trække hovedet af gåsen (en folkeleg), slap jeg ind i den afstængte idiotanstalt. Hele lærerpersonalet samt de talrige oppassere og vogtersker var samlede. Af idioterne var de allerfleste i fuld pynt til stede; kun de uroligste i asylet turde ikke slippes ud. Der gaves i dagens anledning to små skuespil i anstaltens rummelige gymnastiksal, hvor alt var afdelt og indrettet som et miniatureteater af første rang. Der var sørget for håndsprøjter og sikkerhedsolielamper mod mulig ildløs - man havde teaterbranden i Wien i frisk minde. Orkestret bestod af en dame, der gav numre på et flygel. Med unge studenter i herre- og til dels damerollerne gik skuespillene fortræffeligt. Direktøren gjorde den for uindviede overraskende bemærkning: "I morgen ville alle disse - og han pegede på idioterne, som sad måbende på bænkene, højlig interesserede og oplivede - nynne alle disse melodier efter". Der var håndklap og bifaldslatter.

"Idiotanstalten"

Efter skuespillet spadserede alle de indbudte i den store spisesal, hvor en smuk anretning var serveret. Stemningen var lutter liv og glæde. Da opdager bestyreren med sit øvede blik nogle trækninger og rystelser, der gik over en af de tilstedeværende damers ansigt. Han giver et vink, og hun føres ud i et sideværelse. Han kalder en tilstedeværende mediciner til og iler efter. Damen er ramt af et hjerneslag. Hun er for nogle år tilbage blevet strammet af en idiot, og denne skræk har foranlediget en hjerneblødhed, der allerede et par gange har ytret sig i krampeslag. Selskabet fortsattes, men stemningen er dæmpet. Lægen er hentet; men den lidende dame er uden bevidsthed imidlertid er gymnastiksalen allerede ryddet, og idioterne svinger sig af hjertenslyst. Dans, et underligt syn! Situationen - den skærende modsætning mellem det mørke sygeværelse med den døende kvinde og den idiotisk hendansende, åndssløve sværm - blev mig for pinlig, og jeg forlod stedet. Endnu samme nat, inden tummelen var stille, døde damen af krampeslag, uden mere at være vågnet til bevidsthed. Indtrykket er visselig uhyggeligt. Det er således af åndssvagesagen i det hele. Da jeg første gang blev indladt gennem porten i Idiotanstalten i København, mødte mig skærende, hvinende skrig oppe fra korridorerne. Det var en epileptisk idiotisk, der just havde et tilfælde. Sligt hører til dagens orden i en større anstalt. Det skræmmer ikke mere de øvede og tilvante. Men indenfor en slig anstalts døre og vægge er der nok af det, som i begyndelsen angriber sanser og nerver. Der må visselig kald og opofrelse til for at øve tålmodighedens gerning blandt de åndssvage."

(Slagelse-Posten, 28. november 1882, 2. udgave).

Se også online-udgaven af E. V. Rolsted: Aandssvageanstalten paa Gamle Bakkehus 1855-1905.

"Idiotanstalten" ved "Gamle Bakkehuus". Illustreret Tidende, 2. december 1860,

Vestindiske Forhold. (Brev fra Vestindien). (Efterskrift tl Politivennen)

Det var bekjendt herude, at Oberst Arendrup, da han gik ind paa at modtage den ham tilbudte Post som Guvernør, stillede som Betingelse, at han skulde have et Aar til at sætte sig ind i Forholdene, inden han fremkom med nogen Indstilling om vore forkvaklede Anliggender. Vi vidste ogsaa, at Hs. Excellence Finansministeren særlig havde forbeholdt sig Afgjørelsen af et enkelt af disse Forhold, nemlig Ordningen af Overadministrationen. Med Bekymring have vi imidlertid set den nævnte Betænkningsfrist udløbe, uden at der er fremkommet noget, som tyder paa en Forandring til det bedre. Og dog er der saa overmaade meget, der trænger til en giennemgribende Reform.

Der er for det første Arbejderforholdene. Ved Anordningerne af 24de Oktober 1879 fik disse vel en Slags Ordning, men denne var aldeles ikke egnet til at skabe en heldig Overgang fra den ved Opstanden i 1878 fremkaldte Tilstand. Der er snarere større Usikkerhed og flere Forviklinger end under de gamle Arbejdsregulativer. De nævnte Anordninger ere paa gode Veje til at blive aldeles ignorerede, og Hr. Arendrup har ved Politiforanstaltninger og lignende midlertidige Udveje maattet slikke paa hele dette Værk for blot at tilvejebringe en arbejdsdygtig Tilstand paa Øerne. For landarbejdernes Vedkommende er der dog ét Skridt, som man nu er i Færd med at gjennemføre, der vistnok ikke vil forfejle sin Virkning, jeg mener Udlodningen af smaa Parceller Jord til Arbejderne. Men den rette Forstaaelse af og Evne til at bruge Friheden kommer ikke til en Befolkning som vor Landalmue med en Plet Jord alene eller med Frihedens ydre Former Der maa skabes Hjærter og Samvittigheder bos vore Negre, og det er ingen let Opgave, mindst for et, Nyankommen, om end Guvernør Arendrup er kommen med den bedste Villie.

I nær Forbindelse med dette Spørgsmaal staar Skolevæsenet. Det er en Sag, som i den nærmeste Fremtid maa finde sin Løsning paa en eller Anden Maade. Men ethvert Forsøg paa at gjennemføre Skoletvang vil efter Forholdene her utvivlsomt strande, og dersom man ikke vil følge Exemplet fra de engelsk-vestindiske Øer og i det mindste for Landalmuens Vedkommende overdrage Skolen til Menighederne mod et passende Tilskud fra det Offenlige, kommer der intet ud deraf. De sidst afholdte Examiner ved Landskolerne have ikke vist noget heldigt Resultat.

Vort Fattigvæsen er i den kummerligste Forfatning. Det almindelige er, at de Fattige faa udbetalt en vestindisk Daler om Maaneden. Hermed bestrides Huslejen, deres øvrige Fornødenheder sørge de selv for. At der heraf er opstaaet et omfattende og forkasteligt Tiggeri siger sig næsten selv. Men dersom man vilde raade os til at oprette Fattighuse, saa kunde det være et meget vakkert Raad, naar der blot var den fjærneste Mulighed for at følge det. Men det er der ikke. Bekostningen er ganske uoverkommelig for vore Forhold: den nuværende Ordning eller Mangel paa Ordning har i hvert Fald den Fordel at være billig ; men Arbejdshuse med Beklædning. Kost, Vask, stadig Pleje osv. vilde langt overstige vore Kræfter Og det Udbytte, der skulde vindes ved Lemmernes Arbejde, vilde blive lig Nul. Man behøver blot at komme paa Politikammeret en Dag, naar de maanedlige Udbetalinger finder Sted, og man vil faa et Begreb om, af hvilket Stof den Befolkning bestaar, som vilde komme til at ligge paa Fattighuset. Planen om Fattighuse har ogsaa været forsøgt andet Steds paa de vestindiske Øer, men den er mislykket. Noget maa der imidlertid gjøres, navnlig for at holde de saa hyppigt forekommende vederstyggelige Sygdomme (Spedalskhed m. m.) borte fra den øvrige Befolkning. Det er gruopvækkende at se, hvorledes endog spæde Børn ikke blot faa Lov til at omgaas, men ligefrem anbetros til saadanne Befængte.

Som andre Forhold, der vente paa deres Reformator, skal jeg blot nævne Vejvæsenet, Brandvæsenet, Fængselsvæsenet. For den sidstnævnte Posts Vedkommende er der vel sørget for en bedre Anvendelse af Fangerne dels til at rydde Land og plante Græs paa de saakaldte offenlige Grunde, dels til Rydning m. m. for Private, og Fangerne ere ogsaa i det hele med Hensyn til deres Arbejde komne under en fornuftigere Ledelse, men der mangler dog endnu Sikkerhed bl. andet mod saadanne Kombinationer som de, der førte til Tilstedekomsten af de bekjendte "Oprørsdøttre", for hvilke det Offenlige har maattet overtage baade Paterniteten og Alimentationen. Retsplejen og Politiforvaltningen svarer naturligvis ikke længer til de aldeles forandrede Forhold. Politiet magter paa ingen Maade de Pligter, som navnlig de forandrede Arbejdsforhold stiller til det. Politimesteren bør ikke tillige være Underdommer, Skifteforvalter, Avktionsholder, Notarius m. m., og Politiet burde have en anden mere regelmæssig Organisation.

Af større finansiel Betydning er Militærvæsenet, en Sag, hvortil Guvernøren ganske vist ikke kan tage Initiativet. Det Forslag, der i sin Tid forelagdes Rigsdagen om Statens Overtagelse af Militærudgifterne, naaede som bekjendt ikke ud over de allerførste Stadier. Og dog er det saa, at dette Spørgsmaal maa ordnes og ordnes snarest muligt, dersom St. Kroix skal kunne bære sig som Kommune. Det er utvivlsomt, at disse Udgifter kunne taale nogen Nedsættelse, en gjennemført Sparsommelighed kunne de i hvert Fald taale. At anskaffe kostbare Heste er en Overdaadighed, og det er mere end dette, naar de kort efter maa kasseres.

Hansen & Weller: Christian Arendrup (1837-1913). Officer guvernør i Vestindien. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Jeg kommer endelig til Embedsforholdene, som jeg tillader mig at sige et Par Ord om med Frygt for, at man hjemme skal anse det for altfor dristigt, at vi vove en Mening herude om noget, som man naturligvis i og udenfor Ministeriet forstaar at vurdere langt bedre end vi. Hs. Excellense Finansministeren har i al Fald i Kraft af denne Evne til at vurdere Folk paa den senere Tid udfoldet en betydelig Iver for at forsyne os med "ny og friste Kræfter", hvorom vi have Lov til at haabe, at de ville svare til Forventningerne og vise sig den Forøgelse i Pensionsbyrden værd, som deres Udnævnelse har medført. At det ikke er juridisk Indsigt, det skorter os paa, vil man forstaa, naar vi alene ved Overøvrighedskontoret paa St. Kroix have tre Jurister (1 Sekretær og 2 Fuldmægtige) foruden den juridisk uddannede Præsident. Der er endvidere ved Kontoret en Løjtnant som Assistent og 3-4 Skrivere foruden Extraskriverne. Paa St. Thomas er der ved Guvernementet 2 Jurister (1 Sekretær og I Fuldmægtig) og 3 Skrivere. Regeringen paa St. Croix maa saaledes utvivlsomt være i den bedste juridiske Orden, og man kan forstaa, at Chefen med en saadan Assistance har Tid nok at anvende paa sin Yndlingssyssel: Byens Beplantning og Ryddeliggjørelse samt Land- og Strandpromenaders Anlæg.

Herved kommer vi naturlig til Overøvrighedsposten paa St. Croix, et af de Forhold, Hr. Estrup har forbeholdt sig Afgjørelsen af. Det man vel nu anses for givet, at det umulig gaar an at lade St. Croix uden egen Overøvrighed. Den i sin Tid drøftede Plan om at lægge Øen ind under en for St. Thomas og St. Jan fælles Overbestyrelse forsvares ikke længer af nogen. Men efter den Vending, Tingene have taget paa St. Thomas, er der ikke en Gang nogen virkelig Nødvendighed for, at Guvernementet har sit Sæde paa denne Ø. Det bør forlægges til St. Croix. De forskjelligartede Forhold her. Vigtigheden af, at de opstaaende Spørgsmaal faa en stedlig, endelig og hurtig Afgjørelse, og ikke mindst den Betydning, det har, at Forhandlingerne med Kolonialraadet ledes paa Regeringens Vegne med fornøden Alvor og Paalidelighed, alt dette kræver med Styrke, at Regeringens ofsicielle Repræsentant vender tilbage til St. Croix. Som bekjendt blev Forlæggelsen af Guvernementet til St. Thomas iværksat, uden at St. Croix fik Lejlighed til at udtale sig derover, Oen har lidt meget mere herved, end man er villig til at indrømme. Om St. Thomas i saa Fald kunde undvære lokal Overøvrighed er et Spørgsmaal, som jeg ikke skal udtale mig om.

Den nuværende midlertidige Ordning paa St. Croix bør under alle Omstændigheder have en Ende. Øen regeres nu paa halvandet Aar af Hr. v. Brakle som konstitueret Præsident. Det anses for en offenlig Hemmelighed herude, at Hr. Etatsraad Stakeman, der indtil 1881 beklædte Overøvrighedsposten paa St. Croix, trak sig tilbage "paa Grund af Alderdom" umiddelbart efter visse Forestillinger, som fra hans Side vare indgivne til Regeringen, og som berørte dels den daværende Guvernør Garde, dels Etatsraadens egen Sekretær, nævnte Justitsraad v. Brakle. Som bekjendt trak ogsaa Guvernør Garde sig tilbage "paa Grund af Alderdom", men forinden havde han at træffe midlertidig (Foranstaltning saavel til Guvernørpostens som Præsidentskabets foreløbige Bestridelse, og til almindelig Bestyrtelse konstituerede han Hr. v. Brakle som Præsident Af alle her paa Øen, der overraskedes ved denne Udnævnelse, opfattedes Hr. v. Brakles Præsidentskab som noget aldeles forbigaaende, og vi bestyrkedes heri af flere sammenstødende Omstændigheder. Saaledes hørte vi, at det kort efter fra Ministeriet udtrykkelig var paalagt Hr. v. B. at tilføje "konst." (konstitueret) ved sin Underskrift paa officielle Udfærdigelser, vi mærkede os, at hans Konstitution alene angik Præsidentskabet og ikke tillige Viceguvernementet, og at den Ordensregn, der gjorde Guvernementssekretæren og 4 andre til Riddere af Dannebrog, ikke ramte Hr. v. Brakle. Nu er der imidlertid gaaet halvandet Aar, og Hr. v. B. er fremdeles Præsident, ganske vist kun med halv Gage, men dog med fulde Taffelpenge og fri Bolig i det "pragtfulde" Guvernementshus. Af private Breve fra Kjøbenhavn høre vi, at Guvernør Arendrup har gjort sin Indstilling, men vi vente stadig forgjæves paa Finansministerens Afgjørelse.

Hr. v. Brakle hører ikke til de "ny og friske Kræfter". Han er Student fra 1839 og juridisk Kandidat (med haud.) fra 1846, altsaa en aldrende Mand nu Efter at have været Godsejer i Danmark en Del Aar, hvorved han blev bekjendt med godsejerlige Naboer som den nuværende Finansminister, dukkede han i 40 Aars Alderen op herude med en Udnævnelse som Sekretær under Guvernementet i Lommen, og skjønt der ikke var stort for ham at gjøre, blev han modtagen, som vi modtage alt det Personale, der sendes os fra Kjøbenhavn, uden Hensyn til om vi have Brug for det, og uden Hensyn til om vi have haft Bud efter det. I 1872 blev han saa anbragt paa St. Croix som Præsidentskabssekretær, og det maa vel, skønt vi ikke fatte det, være hans Tjenester i denne Stilling, der nu har konstitueret ham paa Præsidentstolen.

Hvorom al Ting er, saa beklæder Præsidenten paa St. Croix en Stilling, som ikke i Længden lader sig udføre ved en Kraft, der som en rent midlertidig Nødhjælp er tagen af, hvad der var for Haanden. Til denne Post er det bedste ikke for godt. Allerede Stillingen i Kolonialraadet kræver en Mand med Anseelse og Avtoritet og med Omløb nok til at finde et fornuftigt Svar paa et simpelt Spørgmaal. Det er derfor vort Haab, at det maa lykkes Finansministeren at finde den rette Mand og at finde ham lidt snart. Selvfølgelig ere vi herude i vort lille Samfund ganske anderledes afhængige af vore Embedsmænd end hjemme, hvor en stærk offenlig Mening og en mægtig Presse baade er i Stand til at tilskynde og holde igjen. Og naar vi først have faaet vore Embedsmænd, saa klage vi ikke let over dem. Thi dels have vi en Følelse af at der hjemme er saare ringe Interesse for vore Klager og maaske mindst, hvor vi snarest skulde vente det modsatte, og dels er det en vanskelig Ting at bedømme de personlige Forhold i Vestindien ovre i Kjøbenhavn Naar der paa Klagen følger en "konfidentiel" Indberetning fra Embedsmanden, som Klagerne ikke se, og som udvikler de personlige og rænkefulde Motiver, der have sat den misfornøjede Rebel op imod hans Øvrighed, saa er det vist kun altfor naturligt, at Ministeren søger Afgjørelsen i denne konsidentielle Indberetning, og at Enden paa det bliver Nul eller endog yderligere Ulejlighed for den selvkaldede Reformator. Jeg skal derfor nøjes med at udtale et beskedent Ønske om, at vor Præsident, naar vi en Gang faar en - det ske snart - maa blive en Mand med nogen Betydning, der har Betingelsen for at vinde offenlig og privat Tillid og Agtelse.

Det vilde ikke være rigtigt at slutte dette lange Hjærtesuk uden et Par Ord om vor øjeblikkelige økonomiske Stilling. Efter flere Aars ret heldigt Vejrlig og deraf følgende god Høst har Øen nu igjen været hjemsøgt af 8 Maaneders Tørke, der i en bedrøvelig Grad nedslaar Forventningerne for i Aar. Fælleskogeriet har i dets sidste Kampagne havt et meget gunstigt Udbytte. Resultatet vil dog først foreligge en Gang i Januar, naar Generalforsamlingen er bleven afholdte, men det anses dog allerede nu for givet, at der trods det gode Udbytte dog ikke vil blive mere tilovers, efter at Driftsomkostningerne ere trukne fra, end det Beløb, der udfordres til Renter og Afdrag til Statskassen Derimod kunne Præferenceaktierne ikke vente Betaling, skjønt de hidrøre fra Gjæld, som Kogeriet skylder for Sukkerrør, der ere leverede for flere Aar siden. Til Aktionærerne bliver der heller ingen Renter, skjønt de have Udbytte til gode for flere Aar. Kolonialkassen er ganske vist Garant, men den er jo fallit, og de faa Penge, der komme ind, have andet Steds Ærinde f. Ex. til Gageforhøjelser, Bygningsreparationer og andre Formaal, hvorom der, som om alt her i Verden, kan være delte Meninger. Om den finansielle Forvaltning i Vestindien mindes jeg dog kun at have hørt ên Mening.

(Morgenbladet (København) 17. november 1882).

Kristianshavns Kanal. (Efterskrift til Politivennen)

Som i sin Tid omtalt, modtog Indenrigsministeren i Slutningen af Marts d. A. et Andragende fra en Del Beboere af Kristianshavn, der daglig passere den nævnte Kanal eller bo i Nærheden af denne, om, at Forholdene ved Kanalen snarest maa blive tagne under Overveielse og særlig, at der allerede i afvigte Foraar maatte blive foretaget cn grundig Oprensning af kanalen, der Aaret rundt, men navnlig i den varme Sommertid, udbreder en uudholdelig og i sanitær Henseende meget skadelig Stank. Andragerne henledede Opmærksomheden paa, at Kloaker og andre underjordiske Afløb udmunde i Kanalen, hvorved Spildevandet afsætter Bundfald i Kanalen, navnlig paa den sydøstlige Side af Børnehusbroen. Paa dette Sted laa endog Mudder og Slam i Sommeren 1881 høiere end Kanalens Udløb og dannede en fuldstændig Mudderbanke, der ved Lavvande var fuldstændig tør og udbredte en saadan Stank, at den hindrede de Omboende i at aabne deres Vinduer for at faa frisk Luft. En da af Havnevæsenet mellem de to Broer foretagen Oprensning var saa overfladisk, at Forholdene ikke bleve forbedrede. De anbefalede derfor, at man skulde overveie, om Kloakerne ikke ved Amagerbros Ombygning kunde af denne Vei ledes mod Syd ad Kløvermarken i Stedetfor til Kanalen, og endelig anbefalede de en Tilkastning af Kanalen fra Vilders Kanal til tysk Plads, da Kanalen ikke er til nogensomhelst Nytte, og i ethvert Fald er den Nytte, den yder et Par Firmaer som Færselsvei, aldeles forsvindende overfor den Skade, den gjør, dels i sanitær Henseende, dels ved at besværliggjore Færslen, med Hensyn til hvilken de oplyste, at der alene fra Amager mellem Kl. 6 Morgen og 8 Aften daglig passerer ca. 12,000 Fodgængere og 1400 Kjøretøier. Ministeriet afæskede derefter Havnekaptainen en Erklæring. I denne udtales det, at det paa ingen Maade kan antages, at den Stank, som sagdes at opstaa fra Kanalen om Sommeren, skriver sig fra Mudderet paa Kanalens Bund, men at den, for saa vidt den er stærkere end den Stank, som i de varme Maaneder af og til mærkes gjennem hele Havnen, naar der ikke er Strøm gjennem denne, vistnok maa antages at hidrøre fra Kloakløbene, særlig fra dem nord for Børnehusbroen, hvor Vanddybden er meget ubetydelig, saa at selv en mindre Ansamling af Mudder naar op til Vandets Overflade. Hvis sanitære Grunde stærkt tale for en Tilkastning paa den fornævnte Strækning, er der fra Havnevæsenets Side ingen Nødvendighed til at modsætte sig den, men Udgiften herved maa selvfølgelig blive fuldstændig uvedkommende for Havnevasenet, der i Ingen Henseende har nogen Interesse af Tilkastningen, medens denne tværtimod vil berøve den endel Plads, navnlig til Vinterliggen. Havnekaptajnen tror iøvrigt ikke, at man for at faa Ulemperne fjernede noget, behøver at tilkaste Kanalen, men man bør søge den reguleret noget saa vel i Breden som i Dybden. En betydelig Forbedring i saa Henseende vil ske ved den vedtagne Ombygning af Snorrebroen, hvis faste Landpiller, der indskrænke Strømprofilet i Broen til en Brede af ca. 25 Fod, ville blive helt bortgravede, og en ligesaa betydelig Forbedring vilde det være, hvis Børnehusbroen maatte blive ombygget saaledes, at ogsaa dens faste Landpiller bleve bortgravede, men en saadan Ombygning maatte ligeledes blive Havnevasenet uvedkommende.

Karel Sedivy: Fra Kristianshavns Kanal. Illustreret Tidende nr. 1264, 16. december 1883

Sagen blev derefter den 20. September sendt til Magistraten fra Ministeriet, som, næst at meddele, at det af Hensyn til denne Sags Afgjørelse havde stillet Arbeiderne ved Snorrebroens Ombygning i Bero indtil videre, havde sluttet sig til Havnekaptainens Anskuelser. Magistraten sendte derefter Sagen til Stadsingeniøren, som den 23. f. M. afgav sin Erklæring, hvori han oplyser, at Spildevandet af Mangel paa det fornødne Fald ikke kan føres ud til Stranden paa Amagers Østkyst. Kloakerne maa altsaa blive, hvor de ere, men da bliver det ogsaa nødvendigt ligesom nu at sørge for, at Kanalerne blive gjennemstrømmede af saa store Vandmængder, at de kunne holde sig fri for Bundfald. For at dette kan ske paa den simpleste og bedste Maade, bør hele Kanalen fremdeles bibeholdes aaben, som den er, men dog helst noget reguleret for yderligere at forøge Strømløbet gjennem Kanalerne og derved formindske Mængden af de bundfældte Masser. Iøvrigt er han enig med Havnekaptainen, at en væsenlig Forbedring vil naas ved Snorrebroens Omgjøring, og at det næste Skridt bør vare en Regulering og Udvidelse af Strømløbet under Børnehusbroen, men han kan ikke gaa ind paa, at disse Arbeider ikke skulle vedkomme Havnevæsenet, men alene Kjøbenhavns Kommune, thi denne har jo ikke noget med Havnens og Kanalernes Renholdelse at gjøre. Magistraten udtaler derefter ved Skrivelse af 2. ds., at da en væsenlig Forbedring vil ske ved Snorrebroene Omdygning, maa den anse det for tilstrækkeligt, at der jævnlig foretages en Oprensning af Kanalen, navnlig af dennes sydlige Del i en Udstrømning af ca. 600 Fod ned mod tysk Plads. Iøvrigt er Magistraten enig med stadsingeniøren om det Heldige i en Regulering af Løbet under Børnehusbroen og det uhjemlede i Havnekaptainens Paastand om, at Udgiften derved skulde være Havnevæsenet uvedkommende.

(Nationaltidende 15. november 1882).

Ukendt fotograf: Christianshavns Kanal, Overgaden Oven Vandet ved Wilders Plads. Set fra Snorrebroen mod nord. 1887. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.