Et Besøg hos de Husvilde. (Efterskrift til Politivennen)

Der staar 1400 Lejligheder ledige
i København, 136 Familjer ind-
lagdes paa Ladegaardens Hus-
vildeafdeling i Aarets Løb.

Husly er i vort Klima næsten ligesaa nødvendigt som Brød; men der findes i vor By Tusender, hvis Stilling er saa ussel, hvis Arbejde er saa problematisk og kortvarigt, at de hvert Øjeblik er udsatte for at komme til at mangle begge Dele. Vi har nylig her i Bladet talt om den københavnske Fattigdom og med bestemte Talstørrelser godtgjort dens forfærdelige Udstrækning, i Dag vil vi dvæle ved en enkelt Side af den: Husvildeforholdene. Ja det forbavser maaske den Læser, der ikke nøjere kender de Fattiges Kaar, at henved halvandet hundrede Familjer med omtrent seks hundrede Personer i Aarets Løb har maattet søge Husly paa Fattiggaarden, al den Stund man kun læser i Bladene om Husvilde ved Flyttedagstider, og det da i Reglen hedder "5 a ti Familjer indlagdes paa Afdelingen for Husvilde". Men de Fattige blive ligesaa godt husvilde paa enhver anden Tid af Aaret som netop i April og Oktober. Hvad har vel ogsaa de Mennesker at gøre med halvaarlige Flyttedage, som leje maaneds-, uge-, ja endog dagevis? Nej! Det er hver Dag eller i al Fald hver anden, at Fattiggaardens Porte aabnes for at modtage en hjemløs og ulykkelig Proletarfamilje, hvis Forsørger er arbejdsløs. Naar Arbejderen har været med til at opføre en Kaserne ude paa Broerne eller et Palads i Byens sine Kvarterer, da har han vel saa længe Arbejdet staar paa en Løn, der med Nød kan række til Føde, Klæder og Husly; men siden, efter at Bygningen er færdig og han ikke er heldig nok til at finde ny Beskæftigelse, da kan han med en tom Pung særdeles nemt komme til at staa paa Gaden, komme til at staa udenfor det Hus, som han selv har slæbt Murstenene til, ønskende sig blot et lille bitte Værelse til sig og sine. Men vi lever vel at mærke i Udbytningens mest gyldne Tidsalder, og bør ikke undre os over, at En saar, medens en Anden høster. Dog, Samfundet føler, at det har en Pligt overfor de Ulykkelige, og det la'r Fattigvæsnet sørge for - nogle Staldrum paa Ladegaarden til de Husvilde! 

Der er ikke noget morsomt ved at forelage en Runde omkring i Husvildeafdelingen, men Besøg af denne Art maa gøres; de Fattige har lidt længe nok i Tavshed, og det moderne Bourgeoisi mener for en stor Del at have gjort sin Skyldighed ved at betale Fattigskatten, overladende Resten til "de dertil bestaltede Myndigheder". Det er derfor nødvendigt, at vi snart her, snart der undersøger Forholdene, og at vi gør os til Tolk for de af vore Medmennesker, som efterhaanden bliver sløve og stumme af lutter Usselhed og Savn. I dette Øjemed besøgle vi Husvildeafdelingen i Gaar. Inspektøren gav os en Kvartermester til Fører og Vandringen begyndte. Fra Baas til Baas, fra Stue til Stue, gik vi omkring overalt stødende paa den samme pjaltede Elendighed. Nogle Familjer (nede i Stueetagen) havde hver sin Stue med fælles Ildsted, men ovenpaa er der en lang Række Baase, afskildrede fra hinanden ved en Bræddevæg, som kun naar til Væggens halve Højde, og en Kakkelovn skal selv i den haardeste Vinter kunne opvarme alle tredive Baase. Man har Alting saa dejligt fælles her, især i Baasene, naar Belægningen er stor, enhver Familje paa "Salen" véd nøjagtigt, hvad den anden foretager sig, og den temmelig uundværlige Behagelighed, at have noget for sig selv, er altsaa nægtet de Familjer, der bo her. Lad os saa gaa indenfor, det lader ikke til, at man kender synderlig til Laas eller Slaa. Rummet er ikke stort, men det behøves ikke heller for Møblernes Skyld, thi Bohavet er sædvanlig meget ringe, og hvad der er, er en for underlig Samling as Invalider: halve Borde, skæve Senge, Stole uden Sæder eller Rygstød, og saa fremdeles. Og nu Menneskene, der bor derinde. Ak! hvor deres nedtrykte kummer fulde Væsen kan skære En i Hjærtet; dér ligger en Kone, nogle og tredive Aar gammel, i Sengen, Ansigtet er stærkt afmagret og hendes Øjne fortæller en Historie om bitter Kummer. Hun er syg, og Kvartermesteren raader hende til at melde sig hos Lægen; men vi tror næppe hun tager Raadet til Følge; thi hun ved ret godt, at ligesom Manglen paa Ernæring har gjort hende syg, saa er det ogsaa en kraftig Føde, som hun trænger til for at blive rask. Medicin og Piller alene kan Intet udrette. Vor Fører spørger hende dernæst, om Manden ingen Arbejde har faaet. Nej, nej, der er rent galt, i de sidste otte Dage har han Alt i Alt bragt en Krone hjem, og De kan nok selv regne ud, siger hun, at det er umuligt for mig med de tre Børn at leve en hel Uge af den. I det samme gjorde det mindste Barn, der laa i Sengen hos Moderen, en Bevægelse over imod hende for at saa Bryst, og vi hører hende sige til den lille Staktel: Ja, min Putte, Du maa gærne suge, men der er saamænd ikke noget. Nabokonen, en fattig, nedbøjet Kvinde, kom nu ind og hjalp den Syge, idet hun atter og atter mumlede for sig selv: Ja, den Fattigdom, den Fattigdom! Vi forlod dem for at se de andre "Lejligheder"; den gamle Kvartermester, som i tyve Aar har været ansat derude, er øjensynlig greben af den nys oplevede Scene, man siger nok at Synet af megen Fattigdom hærder, men denne Elendighed maa røre det mest stivnede Hjerte. Hvor vi kom hen paa "Afdelingen" var det den samme Nød og Jammer; smudsigt var der, og det kunde vel ikke være anderledes, hvor Beboerne ikke engang har Raad til at købe lidt grøn Sæbe og Soda; thi det eneste, der ydes de Husvilde, er det tomme Rum. Det nødtørftigste Bohave, Føde og Brændsel maa de selv om. Med tungt Hjærte gik vi over Gaarden, der forbinder Husvildeafdelingen med den øvrige Del af Ladegaarden; vi vilde nemlig tale lidt med Inspektøren. Undervejs bemærkede vor Fører, at han egenlig ikke kan se, hvad Nytte Husvildeafdelingen gør, da de fleste Familjer dog ikke er i Stand til at skaffe sig andet Opholdssted førend Fattigvæsnet giver dem Penge til Husleje, og denne Hjælp lige saa godt kunde være ydet først som sidst. Vi er imidlertid kommen hen til Kontoret og bliver vist ind til Inspektøren. Det er en aldrende Mand, men livlig og energisk, han er af den gamle Skole uden dog at være saa fuldblods Bureaukrat, som det jævnlig er Tilfælde med vore Embedsmænd. Samtalen kom hurtig i Gang og Æmnet er selvfølgelig Fattigdommen. Inspektøren siger: Min Mening er, at de Forhold vi her inde kommer i saa nær Berøring med, væsenlig skyldes den Omstændighed, at Tilbudet af Arbejdskraft er betydelig større end Efterspørgslen. Industriens Udvikling har ført det med sig, og især er Arbejds- og Daglejerklassen vokset uforholdsmæssig. Anstalten har da ogsaa sin talrigste Tilgang netop fra denne Klasse, i hvilken tillige Drikfældigheden spiller en ikke ringe Rolle, men det er ikke saa besynderligt at den jævne Arbejder søger til Værtshuset mere end ønskeligt er, da vort moderne Fabriksvæsen jo også har bevirket, at den unge Pige ingen Fordannelse faar i Husmoderlighed, og derfor ikke heller er skikket til, naar hun bliver gift med en Arbejder, at gøre ham Hjemmet hyggeligt; saa er det, at han drives hen til Værtshuset. Da vi taler om Fattigdom, fortsatte Inspektøren, maa jeg sige Dem, at Folk i Almindelighed ikke kender den saaledes, som jeg og Andre, der har den for Øje daglig. Jeg kan fortælle Dem om et Par Husvilde. Mand og Kone, det var ærlige Folk og de havde gjort sig al tænkelig Umage for at staa paa egne Ben, men det var umuligt for dem at opdrive noget Arbejde. De kom endelig herind som Husvilde, det var første Gang Fattigvæsenet havde med dem at gøre. Og hvor de Mennesker havde stridt, oo, det var en Ynk at se dem. I tre Døgn havde de sultet fuldstændig, og da Pjalterne blev taget af Konen for at hun kunde faa lidt bedre Tøi paa, da saa man et ligefremt Skelet, Kroppen bestod af intet andet end Ben og Skind. Saadan gaar det ofte og det værste er, at Fattigdommen bringer Menneskene til gradvis at tabe Agtelsen for deres eget Menneskeværd; ser De, min Herre, det kan ikke nytte, at man forarges over Snavset og Urenligheden hos Fattigfolk, de ejer mangen Gang kun én Skjorte, og har hverken Brændsel til at varme Vandet, eller andre Vaskerekvisiter. Og naar De nu spørger mig, hvad jeg mener om de Akkomodationer, der bydes de Husvilde, kan jeg kun svare Dem: Det er sandt nok meget tarveligt her, men gaa over i de store Arbejderkaserner, og De vil finde lignende Forhold; havde vi det lidt bedre, frygter jeg for, at de Fattige gjorde sig husvilde for at komme paa "Afdelingen".

Der var ikke stort at sige til Ræsonnementet. Vi har hørt Inspektørerne ved vore Fængsler argumentere paa samme Vis. Men et Samfund, der ikke tør give sine Husvilde en menneskelig Bolig, eller Arrestanterne en menneskelig Kost, da Tilgangen ellers vilde blive for stor, det Samfund har baade dømt og fordømt sig selv. 

Omtrent halvandet Hundrede Familjer vare husvilde i Aarets Løb; der staar ti Gange saa mange Lejligheder ledige af Mangel paa Lejere.

(Social-Demokraten 4. februar 1883).

Ligbrændingsspørgsmaalet. (Efterskrift til Politivennen)

Det Andragende om Tilladelse til at oprette en Ligbrændingsanstalt i København, der for nogen Tid siden blev indsendt til Folkethinget af Ligbrændingsforeningen for Danmark, som tæller ca. 2000 Medlemmer, var til Behandling i Thingets Møde i Onsdags. Da dette Andragende angaar en Forholdsregel af stor hygiejnisk Betydning, og da den nævnte Forening i sin Midte tæller en Del af de Folk, der ellers i Tykt og Tyndt følger den nuværende Regering, kan det have en dobbelt Interesse at se, hvorledes de Estrupske Statsklogskaber, Nellemann og Scavenius, har stillet sig dertil.

At der hos den Sidstnævnte ikke var store Ting at vente, hverken for dette eller for noget som helst andet Fremskridt, kunde man omtrent sige sig selv paa Forhaand. En Personlighed, der skal staa i Spidsen for Oplysningsvæsnet, og dog til Trods for alle videnskabelige Opdagelser forlanger det fastslaaet som en Læresætning, at Verden kun har bestaaet i 5 a 6000 Aar, blot fordi nogle Præster og de gamle Jøder, der har skrevet de 5 Mosebøger, siger det, er naturligvis altfor stupid til at turde give de "Troende" Anledning til "Forargelse", ved at lade Legemerne blive til Aske, i Stedet for, som Præsten siger, til Jord. Justitsministeren turde ikke røre ved Sagen; maaske frygter han for, at det skal gaa ham ligesom Kauffmann og Fischer, dersom han foretog sig noget, der ikke fandt Naade for visse Folks Øjne. Han krøb derfor bag ved Kultusministeren, og denne maatte atter gaa ti Biskopperne for at forhøre sig om, hvorledes de stillede sig til Spørgsmaalet.

Nu er det jo en bekendt Sag, at det danske Præsteskab i Almindelighed, og i Særdeleshed jo højere man kommer op, med feberagtig Kraftanstrængelse holder paa det Gamle, om det er aldrig saa ravgalt eller pilraaddent. Biskoppernes Svar blev derfor ogsaa dette, at naar der staar skrevet: af Jord er Du kommet, til Jord skal Du blive, osv., saa kan det selvfølgelig ikke tillades Nogen at blive til Aske, og derfor skal de 2000 Medborgere, der har Lyst til at disponere over deres Legemer paa en anden Maade end Skik og Brug er i øjeblikket, tvinges til at lade sig æde op af Maddiker, med Udsigt til efter deres Død at paaføre deres forhenværende Medmennesker adskillige Sygdomme.

Hr. Scavenius vilde derfor paa ingen Maade vide af noget Fremskridt at sige eller have det mindste med Andragendet at bestille, hvad der for Andre staar som noget selvindlysende, nemlig at Ligbrændingen af hygiejnisk Grund har umaadelige Fortrin frem for den nuværende Begravelsesmaade, kunde han aldeles ikke saa ind i sit Hovede. Biskopperne vilde nu en Gang ikke have Ligbrændingen tilladt og dermed Basta. Det lod til, at en Koleraepidemi nødvendigvis maa decimere Befolkningen og banke paa Døren hos Ekscellencen, forinden han kan begribe, at Ligbrænding er noget, der under alle Omstændigheder maa tillades og at der helst bør stræbes hen til, at den bliver den almindelige Begravelsesmaade.

I det Hele taget er de Argumenter, der blev fremført imod Ligbrændingen, noget af det jammerligste, vi mindes at have hørt selv af Estrups Følgesvende. Ligbrændingen vilde vække Forargelse, mente Kultusministeren, og der var ingen Stemning derfor hos Befolkningen. En Ligbrænding i mindre Skala havde ingen hygiejnisk Betydning, og i stort Omfang maatte den paa ingen Maade tillades, derfor skulde den ogsaa forbydes i det Smaa.

Hvad Forargelsen angaar, da vil en Ligbrænding selvfølgelig kunne være en lige saa smuk og alvorlig Handling som nogen som helst Begravelse, men sammenlignet med de Ubemidledes Begravelsesmaade, t. Eks. ude paa Vestre Kirkegaard, hvor man vader i Mudder til op over Anklerne, og hvor Ligene stuves sammes i en Grøft, under Tiden halv fyldt med Dynd eller Vand, er det ligefrem latterligt at tale om Forargelse ved Ligbrænding. Befolkningens store Flertal vil altid i en Begravelse, hvad enten den foregaar ved Ligbrænding eller paa anden Maade, se en alvorlig Handling, selv om Alverdens Prælater og godsejerlige Kultusministre gør nok saa store Anstrængelser i Retning af Folkefordummelsen. Den offenlige Mening er ellers Noget, som vor "grundlovstro" Regering just ikke plejer at tage ret meget Hensyn til, og Hr. Scavenius kender efter al Rimelighed ikke det Mindste til Folkestemningen, hvad Denne Sag angaar. Desuden foreligger der jo kun et Andragende fra ca. 2000 Medborgere om at have Frihed til at disponere over deres egne Legemer i Deres Medmenneskers Sundheds Interesse, uden Hensyn til Folkestemningen, af hvilken Grund det er fuldstændigt intetsigende at blande den offenlige Mening ind i Denne Sag. Det latterlige træder endnu mere frem, naar man lægger Mærke til, at Frygten for at Ligbrænding skulde blive almindelig, og at altsaa den offenlige Mening skulde vise sig at være gunstig stemt derfor, var en af Grundene til, at Hr. Scavenius stillede sig saa affejende overfor Andragerne.

Med 50 St. mod 3 vedtoges Andragendets Henvisning til Justits- og Kultusministrene, og der kommer det naturligvis til at ligge og "visne", thi hvad Hensyn der i disse "højere Regioner" bliver taget til Folkethingets Stemning, har man set adskillige Beviser paa. Naar man dernæst begynder at rende til Biskopper og Præster for at hente Raad i hygiejniske Anliggender, saa ved man omtrent, hvad man kan vente sig.

"Dagbladet" havde i Torsdags en Notits angaaende denne Sag, i hvilken det hed, at Kultusministeren stillede sig "kølig" overfor den. Saa vidt kan det gaa med "Disciplinen" i Højre. Efter at Hr. Goos, der jo er Formand for Ligbrændingsselskabet og som forsvarede Andragendet i Folkethinget, var blevet skolemestereret dygtigt as Hr. Scavenius, gik han hjem og lod skrive i sit Blad - ikke at Kultusministeren med Hænder og Fødder modsatte sig Andragendet og brugte de latterlige Motiver dertil, nej, han lod blot skrive, at Ministeren stillede sig "kølig" til sagen.

(Social-Demokraten 2. februar 1883).

Holmens Kirke. Begravelse. Illustreret Tidende 1862. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Forholdene ved bryggeriet Karlsberg. (Efterskrift til Politivennen)

En Indsender skriver i "Dgsav.": Ved Udgravningen af Kældere fra Bryggerierne paa "Karlsberg" (gl. og ny K.) føres Jordfylden bort paa nogle nykonstruerede Jerntipvogne ad en Skinnevej. Denne strækker sig fra Bakkehøjden ved "Karlsberg" over Vesterfælledvej, de derværende Magistratsjorder, over Enghavevej til Pladserne i Nærheden af Gasværket ved Kalveboderne. Derved bliver det muligt at læsse Vognene ved "Karlsberg" og ved deres egen Vægt at lade dem rutsche med Jernbanefart det første Stykke Vej til ned over Vestersfælledvej, og da der kædes 5, 6 og flere Vogne sammen, sker det med en anselig fart. Paa et saadant Træn befandt sig i Gaar ved et Bremseapparat en fører mellem to af Vognene, da der ved en Hindring paa den meget primitivt nedlagte Skinnevej bevirkedes, at den forreste Vogn gik ud af Sporet og løb fast; de andre Vogne løb da paa den forreste og knuste Benet paa den der placerede Mand, der i en ynkelig Tilstand blev bragt paa Hospitalet. Man maa forundre sig over, at der ved denne Transport ikke oftere er sket Uheld, da Skinnevejen er meget primitiv, farten stærk og førerne stadig ses springe af de i fart værende Vogntræn for at tilhæfte Hesteforspandet (én Hest), der skal trække det sidste Stykke Vej, hvilket sker for at spare Hestekraft. Da Daglønnen her vist kun er ringe - nogle Jordarbejdere ved samme foretagende (Nedbrydning af gamle Jernbanevold) meddelte, at de i Akkordarbejde kunde tjene fra Kl. 6 1/4 Morgen til Aften 2 Kr. - er der al Grund til at spørge, om der ydes saadanne Arbejdere nogen som helst Sikkerhed ved den Art farlig Beskæftigelse. Og hvorledes kan det i det hele taget tillades at lægge en Skinnevej over en Vej paa Københavns Grund og befare Skinnevejen med rivende fart uden nogen Afspærring, saaledes som det finder Sted ved Vesterfælledvej? Burde saadan en Skinnevej ikke forsvarlig indhegnes ? Der er vel placeret en Mand indenfor Hegnet ved Vesterfælledvej, men at han ikke kan erstatte alt, hvad der mangler, synes indlysende. Vejen befares af mange Fodgængere fra Nabolaget og fra Vestre Kirkegaard og i sidste Sommer af badebesøgende til Kalveboderne, da dette Uvæsen ogsaa fandt Sted.

(Social-Demokraten 30. januar 1883).

Fotograf Oluf Werner Jørgensen (1853-1922): Æresboligen og Gl. Carlsberg set over banegraven. 1865-1922. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fra Bryggeriet Valby til Ny Carlsberg. (Efterskrift til Politivennen)

Da der her i byen har været udspredt det løgnagtige rygte at jeg blandede skibsøl i det af mig forhandlede bajerskøl fra bryggeriet "Valby" ved København, og da dette rygte støttede sig på at der var forskel i kuløren på det af mig aftappede og det af en anden forhandler her i byen aftappede og fra samme bryggeri leverede øl, skal jeg tillade mig at meddele følgende uddrag af et brev, som bryggeriet "Valby"s ejer, hr. C. Jacobsen jun. har tilskrevet mig: "... forskellen i kuløren af øllet ligger i at det har været tappet i to forskellige kældre hvor der desværre var difference på maltkuløren, og vil De derfor ved næste bestilling erfare at dette ikke mere er tilfældet."

Idet jeg meddeler ovenstående, skal jeg blot tilføje at jeg herefter uden skånsel agter at bringe for retten enhver der ved udspredelsen af sådanne løgne søger at undergrave min borgerlige ære.

Ringsted den 7. juni 1882.

Ærbødigst Ole Nielsen

(Folketidenden - Ringsted, 7. juni 1882).

I begyndelsen af dette år udløber den kontrakt der hidtil har eksisteret mellem de to bayerske ølbryggerier: Gl. Carlsberg og Bryggeriet Valby. Den nærmeste følge heraf vil if. en korrespondent være, at ejeren af det sidstnævnte bryggeri, hr. C: Jacobsen jun., vil tage fat på eksporten af bayersk øl som han hidtil har været forhindret i at drive, og han er i denne tid stærkt beskæftiget med forberedelserne hertil, idet han dels har gjort en større bestilling af de flasker der skal benyttes til eksport og som både er større og stærkere end de almindelige, og dels er i færd med anlægget af en stor aftapningsanstalt. Bryggeriet Gl. Carlsberg har, som bekendt, i en længere årrække drevet en meget betydelig eksportforretning, og dets øl er godt kendt så at sige på alle punkter af jordkloden, både hos de skævøjede kinesere, de barske yankeer og ved Amazon- og La Plataflodens bredder. Det er de to ansete handelshuse Moses & Søn G. Melchior i København og H. Pontoppidan i Hamborg der er fabrikkens agenter i denne forretning.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Lyngby Avis, 18. januar 1883. Aarhus Amtstidende, 24. januar 1883).

Varemærker

Reg, 1883 nr. 100. Anmeldt den 14. juli 1883 af Carl Christian Hilman Jacobsen, brygger, Ny Carlsberg, Valby, Hvidovre Sogn. To koncentriske ovaler der er delt ud ved en tværsover midten anlagt votivtavle, hvorpå står ordet Lagerøl mellem to hagekors. Den inderste oval er skraveret med vandrette carmoisinrøde linjer og i det øverste felt er anbragt et hagekors af samme farve, hvorunder står: Vare-mærke; det underste felt er bestemt til optagelse af vedkommende forhandlers navn m.m. I rummet mellem ovalerne står ovenover votivtavlen Bryggeriets navn Ny Carlsberg og nedenunder stedbetegnelsen Kjøbenhavn. Mærket anvendes som flaskeetikette til lagerøl.

Reg. 1883 nr. 101. Anmeldt den 26. juli 1883 af samme. To koncentriske cirkler; i den inderste cirkel der er dobbelt, er anbragt et hagekors med en cirkelformet figur i hver af de af fligene dannede firkanter; under korset står: Trade Mark. Det brede rum mellem de to cirkler er ved to mindre hagekors delt i to afdelinger til anbringelse af inskriptioner. Mærket anbringes på fustager, kasser og anden emballage for øl.

Kontoret for indregistrering af varemærker, København.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 1. august 1883).

Frederik Hartvig (1856-1929): Gamle Carlsberg, 1885. Tårnet, porten og bygningen i baggrunden eksisterer stadig, om end omgivelserne er noget anderledes. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Frederik Hartvig (1856-1929): Ny Carlsberg, 1885. Ikke meget er som på tegningen på Ny Carlsbergvej. Bl.a. er Elefantporten og Glyptoteket kommet til senere, ligesom de små hus i baggrunden er erstattet. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Retssag om et Ægteskabs Ophævelse som Følge af Ægteskabsbrud. (Efterskrift til Politivennen)

Efter meddelt Bevilling til fri Proces havde Citantinden Fru A. af København med sin beskikkede Sagfører, Overretssagfører Plockross, under en ved Københavns Amts nordre Birks ordinære Ret anlagt Sag paastaaet det mellem hende og Indstævnte, forhenværende Brændevinsbrænder, for Tiden i Herløv Sogn, indgaaede Ægteskab ophævet paa Grund af at sidstnævnte havde gjort sig skyldig i Ægteskabsbrud, samt Indstævnte tilpligtet at udrede alle af Sagen flydende Omkostninger efter Reglerne for benificerede Sager, der under Salær til Overretssagfører Plockross, hvilket i ethvert Fald paastodes betalt af det Offentlige. Indstævnte procederede derimod til Frifindelse med Tillæg af Sagens Omkostninger, idet han benægtede at have gjort sig skyldig i det af Citantinden paasigtede Forhold. Til Oplysning om det af Indnævnte formentlig begaaede Ægteskabsbrud havde Citantinden tilvejebragt edelige Vidnesbyrd af en Skrædermester og dennes Hustru samt af 2 under Københavns Politi ansatte Betjente, der paa Grund af en af Citantinden til Politiet gjort Anmeldelse havde anstillet en Undersøgelse. Selv om der nu, efter hvad der ved denne Undersøgelse og Vidnernes Forklaring var oplyst om Indstævntes Forhold til en her i Byen boende Enkefrue i Slutningen af Aaret 1880 og i Begyndelsen af Aaret 1881, maatte være Føje til at statuere, at han allerede den Gang havde gjort sig skyldig i Ægteskabsbrud, vilde Citantinden dog ikke herpaa kunne støtte noget Krav paa at erholde sit Ægteskab ophævet, idet hun, efter at Samlivet mellem hende og Indstævnte var blevet afbrudt i 1879, paany havde samlevet med ham fra April til December Maaned 1881 uagtet hun, som det efter Proceduren maatte antages, ikke var uvidende om det mellem Indstævnte og fornævnte Enkefrue tidligere stedfundne Forhold. Dette vilde imidlertid blive uden Indflydelse paa Sagens Afgørelse, idet det ikke skønnedes rettere end at der, ved Alt, hvad der dels efter Indstævntes egen Fremstilling, dels i Følge de nævnte Vidneforklaringer, forelaa om hans Samliv med den nævnte Enkefrue ogsaa efter den gentagne Afbrydelse af Parternes ægteskabelige Samliv, var tilvejebragt et efter Bestemmelserne i D. L. 3-16-13-1 tilstrækkeligt Bevis for, at Indstævnte, i alt Fald efter at Samlivet mellem Parterne atter var blevet bævet, havde gjort sig skyldig i Ægteskabsbrud. Da Indstævnte derhos ikke havde paavist, at Citantinden havde gjort sig skyldig i noget Forhold, der kunde afgive Undskyldningsgrund for det fra hans Side begaaede Ægteskabsbrud, idet hun meget mere havde produceret Attest for, at hun i Ægteskabstiden havde ført en sædelig Vandel, vilde Paastanden om Ægteskabets Ophævelse være at tage til Følge, hvorhos Indstævnte paalagdes at betale Sagens Omkostninger samt Prokuratorens Salær med 30 Kr.

(Social-Dempokraten 11. januar 1883).

Fotograf Anders Werner Andersen (1877-1940): Herlev. 1911. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.