For Sypigerne. (Efterskrift til Politivennen)

"Slid - Slid - Slid!
naar Hanen galer i Gaard.
Og slid - slid - slid!
til Stjærnen paa Himlen staar
O, bedre al være Træl
hos Tyrken, hedensk og haard
hvor Frelse ej findes for Kvindesjæl
hvis dette er Kriftenmøs Kaar.

O, Mænd, som Søstre har!
O, Mænd med Moder og Viv!
Det er ikke lærred, I slider ud
det er Menneskeskabningers liv.
Stik - Stik - Stik!
I Fattigdom, Hunger og Smuds
syr jeg paa en Gang meb dobbelt Traad.
en Skjorte og Ligtøj derhos .

Slid - Slid - Slid!
Mit Arbejd gaar aldrig istaa.
og hvad er Lønnen? - Det tørre Brød,
og Pjalter og Søvn paa Straa,
et Loft fuldt af Huller, et nøgent Gulv.
en tom og glædesløs Vraa,
en Væg saa bar - al Pryd, den har,
er min Skygge, som falder berpaa

Med mødige Fingre smaa,
med Øjne, røde af Graad,
en Kvinde sad i Pjalter klædt
og brugte sin Naal og Traad
Stik - Stik - Stik!
I Smuds og Hunger og Trang;
og dog, med en Røst, som til Hjærtet gik,
- o, at hun stod for de Riges Blik! -
Hun "Sangen om Skjorten sang". 

(Thomas Hood: "Sangen om Skjorten". Oversat af H. C. Knudsen.)

I Morgen Aften er der Fest i Kasino: en splendid arrangeret Basar, hvis forhaabenlig store Udbytte skal gaa til de københavnske Sypiger. Disses Antal beløber sig til ikke mindre end 10,000.

Hvad der kommer ind i Morgen Aften skal anvendes til at skaffe gamle og svagelige syjomfruer fri Bolig, naar Hænder og Arme nægter deres Tjeneste, og Øjnene har stirret sig sløve under det Slid, som har fyldt deres fattige Liv. "Gensidig Hjælpeforening for kvindelige Haandarbejdere" har sat sig dette smukke Formaal - det bliver Offenlighedens Sag, om den vil kunne faa det realiseret.

Basaren giver en Lejlighed dertil. Lad den ikke gaa unyttet hen! Lad Amaliegade fyldes med en mægtig, valfartende Skare, som kan vise, at de, der daglig ved at slide Silkerober fra Syerskernes flittige Fingre, ogsaa forstaar at mindes disse stræbsomme, naar en slig Lejlighed tilbyder sig!

Der ligger saa uendelig meget i det Ord "for sypigerne". Faa kvindelige Haandværker er saa svækkende, saa triste - og saa daarlige som Syerskens. Man høre, hvad en Fagmand - Dr. Ulrik - har udtalt: "Det almindelige Arbejde for en Syerske er fra Kl. 8 Morgen til ti Aften, uden anden Afbrydelse, end at hun faar en Kop Kaffe og dertil nyder noget Brød. 10 Timer er ved stillesiddende Arbejde en meget lang Arbejdstid; men naar denne er uden nogen Afbrydelse, i et opvarmet, somme Tider slet ventileret Værelse, ja, undertiden t et overfyldt Rum, da er dette nødvendigvis i høj Grad skadeligt og maa medføre fordærvelige Følger for Helbreden, i Fald det fortsættes aarvis." Og fortsat gennem Aar bliver det, fra den tidligste, blomstrende Ungdom til ind i det hurtig afblegede og glædesløse Ægteskab: - Baade i de offenlige og de private skoler drages der omhyggelig Omsorg for, at den unge Pige ikke sidder for længe uafbrudt ved Arbejdet; men der er ofte ikke lang Tid imellem, at hun forlader skolen og begynder at arbejde paa en Systue. Og det er netop den Tid, hvor Anlæget til Blegsot med dens nervøse Onder er størst. Det er ikke nogen ligegyldig Sag for hele Samfundet, at der gøres noget for en god Sundhedstilstand i en saa talrig Klasse som den kvindelige Syarbejderstand. Det er kun de færreste, der bliver gamle Syjomfruer, og deres Tal er vel heller næppe stort, der ved Giftermaal kommer i saa heldige Forhold, at de ikke behøver ved Arbejde for Fremmede at yde noget Bidrag til Familjens Indtægter. Den største Del bliver gift med Professionister, Bestillingsmand osv. og vedbliver som Hustruer i det mindste en Tid lang at deltage ved Syarbejde for at tilvejebnnge det nødvendige til Familjens Underhold. Det er i en saadan Familje meget misligt, naar Konen, blegsottig og nervøs af overanstrængt stillesidden i sin Ungdom hvert Øjeblik forhindres i at udføre sit Arbejde." (Prof. L. J. Brandes: Syarbejdet. Et populært Foredrag 1870.) Ensformigt og enerverende er dette Arbejde  - saavel det, der udføres under Symaskinens øredøvende Raslen, som hvad der fremgaar af de spinkle Fingres nervøse Virksomhed, ofte febrilsk forceret, naar det gjælder at blive færdig i rette Tid : "Har man saaledes ilet, kort før man gik til Ro, vil i Reglen Søvnen være urolig og ikke rigtig kvægende", skriver Dr. Brandes; "man er da den næste Dag, naar man vaagner, træt og utilpas; det indvirker paa Humøret, man bliver irritabel eller tung i Sindet, og der gaar undertiden en hel Dag, inden man genvinder Ligevægten." Dette vil vel ingenlunde blive bestridt, al Sypigens Livsgjerning er sundhedsnedbrydende og humorsløvende i allerhøjeste Grad: vi har kyndige Lægers Udsagn om det første, og man behøver ikke at være nogen skarp Psykolog for i disse stakkels Væsner at se blege Støtter paa tabte Illusioners Grave. Og forøvrigt følger jo de to Ting al Tid ad Aandens Nedbrydelse med den legemlige Sundheds .... Men farlig er Sypigens Stilling i en anden Retning: der gives for hende en saa meget nemmere Maade at tjene Brødet paa end ved Dag ud og Dag ind at forfærdige prægtigt Udstyr til Pryd for de mange, der aldrig rører en Finger til noget og det er saa forklarligt, hvis en Sypige falder; thi hendes Stilling er i sig fristende som ingen anden. "Hvem," spørqer en fransk Forfatter, "vil vel kaste den første Sten paa den stakkels Syerske, som en skøn Aften tager en Venindes, en belle petites lange tilbudte Arm for under hendes Auspicier at gere det første Skridt ned ad Stigen ved en Tur langs Boulevarden ?"

I "Gensidig Hjælpeforening for kvindelige Haandarbejdere" findes omtrent halvandet Tusinde Medlemmer. Som Betingelse for at blive optaget er sat (§ 2): "(Medlem kan enhver Kvinde blive, der ernærer sig ved Syarbejde eller andet kvindeligt Haandarbejde saasom Strygning, Blomsterfabrikation o. lign under følgende Forudsætninger): . . . b. Hun maa ved 2 Medlemmers Underskrift paa hendes Henvendelse til Bestyrelsen om Optagelse godtgøre at føre en sædelig Vandel og være uberygtet." - Foreningen tildelte i Begyndelsen kun Sygehjælp; den har senere faaet oprettet en Stiftelse, der for en billig Leje giver omtrent et halvt Hundrede Syersker Husrum. Det er det store Publikum, som i Morgen Aften kan gøre alt til, at disse Lejligheder bliver til gratis Benyttelse for de gamle og opslidte:

"O, Mænd, som Søstre har!
O, Mænd med Moder og Viv!
Det er ikke Lærred, I slider ud -
Det er Menneskeskabningers Liv!"

Tænk paa Thomas Hoods "Song of tbe shirt" - og lad i Morgen Aften Pengene rulle, I Børsmatadorer og Handelsverdenens Heroer! Brus op i Eders pragtfulde Silke- og Musselinsham, I Mammons begunstigede Skødebørn, og lad Pengestykkerne glimre i den lysfyldte Hal og kaste et mat Genskær tilbage i de fattige Hjem, som saa disse straalende Hylstre blive til! Søg for en ringe Del at lette den tunge Livsgærning, som disse Skygger af unge Kvinder knuges under omkring i Smaagadernes Hummere og Kvistkamre; søg at drage saa mange som mulig bort fra Randen af det Prostitutionens stinkende Svælg, der gaber for deres Fødder. Husk bare det ene Ord, som fremmaner alle disse Billeder, det er for Sypigerne. C. F.

(Social-Demokraten 22. februar 1883).

Ukendt: Systue. Sypiger. Amerikavej 1899. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Thomas Hood "The Song of the Shirt" var fra 1843, skrevet til fru Biddell, enke og syerske i elendige forhold. Som så mange andre syerske levede hun af at sy skjorter og bukser for en arbejdsgiver af materialer som hun skulle købe. Hun pantsatte sine produkter for at kunne ernære sine børn. Hun endte på en arbejdsanstalt hvor hendes videre skæbne er ukendt. Digtet udkom anonymt i Punch og blev hurtigt meget kendt, og bidrog på samme måde som Charles Dickens til at gøre opmærksom på arbejdernes forhold. 

Arbejderkaserner i København (IV/V). Efterskrift til Politivennen)

 IV.

(Slutningsbetragtninger. )

De Karske have ikke Lægen behov, men de, som lide ilde.

Matth. Evang. Kap. 9. p. 12.

I de tre foregaaende Artikler har vi behandlet de københavnske Proletarkaserner gruppevis; vor Vandring er nu til Ende, og det vil da have sin Interesse at opgøre Regnskabet under Et. Desto større Ondet er, desto mere energisk maa Hjælpen være, og Beboelsesondet, d. v. s. de slette, usunde, overfyldte og svinske Kaserner, som Flertallet af Arbejderbefolkningen boer i, er netop et af de største Onder; thi det anretter utrættelig og uafbrudt saa megen Ulykke og Skade under mangfoldige forskellige Former, at man egentlig først ved dettes Ondes Ophævelse kan bedømme, hvor dybt dets Gift er trængt ind i vore livsforhold.

lad os da se, hvorledes samtlige Husstande her i Byen fordeler sig med Hensyn til Beboelsen.

Antallet af Familjer med Tyende udgjorde i Alt 9411, og da dette Tal falder fuldstændig sammen med det Antal af Familjer, der beboede 5 Værelser og derover: 9456, tør det siges at være et Udtryk for del Antal af Husstande, der hører til den vel situerede Del af Befolkningen. Antallet af Familjer, der havde logerende uden Tyende, var 5024. Af disse 5024 Husstande faldt den større Halvdel med 2822 paa Husstande paa 3-4 Værelser, dernæst kommer Husstandene paa 2 Værelser, hvoraf 1362 havde Logerende, og endelig Husstandene i l Værelse, af hvilke 162 (!) ligeledes var med logerende. Det sidste Tal er vel ringe i Forhold til samtlige Et-Værelses Husstande, men lejligheden er jo paa den anden Side indskrænket til el saadant Minimum af Plads, at selv disse 162 Husstande betegne den højeste Grad af Overbefolkning, idet det eneste . Værelse, Lejligheden indeholder, maa rumme ikke blot en Familje, men endogsaa fremmede Elementer udenfor denne!

Vi ser altsaa heraf, at Husstandene i 1 og 2 Værelses Lejlighederne indbefatte Halvdelen af samtlige Husstande, og dette peger hen paa en dyb Kløft i Samfundet, en Kløft, der vokser i Dybde, naar vi undersøger, hvor stor en Andel de spæde Børn henholdsvis udgør i de to Grupper af Husstande. Thi er det ikke saa, at Børnene i den spæde Alder mere end os Andre, som livet har hærdet, trænger til frisk Luft og Sollys, til et virkeligt sundt Opholdssted i det første Leveaar? Jo, det ved Enhver, men vor Beboelsesstatistik godtgør, at netop de Familjer, der har det største Antal af smaa Børn, bo under de mest indskrænkede Forhold og i de elendigste Boliger. Efter Folketællingen af 1880 fandtes der forholdsvis dobbelt saa mange Børn under 1 Aar i de Gader, der fortrinsvis eller udelukkende beboedes af Arbejderfamilier, som i de Gader, hvor 1 og 2 Værelses lejlighederne var i afgjort Mindretal, og det statistiske Tabelværk knytter følgende Bemærkning til dette Faktum: "Det fremgaar heraf, at den Andel Befolkningen under 1 Aar (de spæde Børn) udgør af den hele Befolkning, tiltager, jo tættere Befolkningen bor, jo mindre Plads den har, jo slettere Forhold den altsaa lever under. Antallet af Børn under 1 Aar udgør endvidere en større Andel os den hele Befolkning i Side- og Mellem husene end i Forhusene, og atter en større Andel af den hele Befolkning i Baghusene (!) end i Side og Mellemhusene, det vil sige, at jo mindre lys og Luft, der er i Befolkningens Boliger, des flere Børn sætter den i Verden." Uden her at ville indlade os paa nærmere at belyse den citerede Sætning, skal vi blot minde om det ene Faktum, at paa Grundlag af Dødelighedsberegningerne for København i Ti aaret 1870-80 viste det sig, at Dødeligheden for Befolkningen under 1 Aar var omtrent 9 Gange større end som Dødeligheden for Befolkingen som Helhed! Havde der nu tillige været ført en Statistik over Forældrenes Livsstiling og Beboelsesomstændigheder, tror vi, at der med Lethed kunde være leveret et Bevis for, at ligesom Fødselsprocenten er 1 Gang større i 1 og 2 Værelsers Lejlighederne end i 3-7 Værelses Lejlighederne, saaledes er ogsaa Dødelighedsprocenten for de spæde Børns Vedkommende i den første Art af lejligheder dobbelt saa stor som i den sidste. Men da Fattiges Børn nu en Gang er fødte, kan vi ikke andet end beklage den store Dødelighed hos dem, dels fordi livet kun har været en smertelig Kval for disse stakkels Væsner, dels fordi slige unyttige Fødsler undergraver Mødrenes Sundhed, virker nedtrykkende paa deres Sind, og endelig fordi saadanne Fødsler medfører et direkte for en Arbejderfamilje ikke ringe pekuniært Tab; thi de Penge og den Tid, der er anvendt paa Opfostringen af et menneskeligt Væsen, som dør inden det er i Stand til selv at erhverve sig Underholdet, maa fra et social-økonomisk Standpunkt betragtes som fuldstændig tabt. Af det her anførte antager vi, alder er givet Arbejderstanden endnu en vægtig Grund til at fordre bedre Beboelsessorhold end de, som Proletarkasernerne byder; thi disse sidste viser sig jo at være Barnemordere en gros. Men nu de ældre Børn og de Voksne! Hvor megen Sygdom og Elendighed fremkaldes ikke hos dem paa Grund af den forpestede Luft og Urenlighed, der udvikler sig og saa at sige groer fast i de Fattiges Huse, som fra Kælder til Kvist har lutter fattige Beboere? Nuvel, alene de sanitære Hensyn burde være tilstrækkelige til at fælde en Fordømmelsesdom over hele det System, hvorefter de rabarberlandske Arbejderkaserner opføres, og det er næppe for højt anslaaet, naar vi regner, at de tre Fjerdedele af Københavns Arbejderbefolkning bor i dyre og usunde i Stedet for i sunde og billige Boliger. At Husværterne skulde tage Initiativet til en Reform af Beboelsesforholdene tør man imidlertid ikke vente, de ærede Medlemmer af Grundejerforeningen er en egoistisk Race, og deres Hovedinteresse er at holde Huslejepriserne i Vejret. Er der da saa megen Fællesfølelse, saa megen Humanitet i det moderne Samfund, at vi kan vente en Forbedring tilvejebragt fra anden Side? Det vilde være ubilligt at nægte, at der er gjort noget for at skaffe Arbejderne bedre Beboelseskaar, og vi skal straks vise, hvad der er udrettet i denne Retning, men man vil tillige deraf se, at der i Forhold til Trangen kun er løst et lille, vistnok det mindste Stykke af Opgaven.

Af Arbejderboliger i København er opførte:

A. De ældste Arbejderboliger paa Kristianshavn.
B. Lægeforeningens Boliger paa Østerfælled.
C. De Classenske Boliger.
D. Boligerne ved Tagens Vej.
E. Boligerne i Nyboder.
F. De nyere Arbejderboliger paa Kristianshavn.
G. Byggeforeningens Boliger.
H. Alderdoms-Friboligerne.

I disse Boliger findes der tilsammen 1600 Familjer, der bebo 1 og 2 Værelses Lejligheder, men eftersom der i Følge Folketællingen er 24.000 1 og 2 Værelsers Husstande her i Staden, vil man se, at der ved de ovenfor nævnte Byggeforetagender indtil Dato kun er skaffet bedre Boliger for syv Procent af de smaa Husstande. Forud sætter vi dernæst, at denne Art Boliger vi forøges efter samme Maalestok som hidtil, kommer vi til et Resultat, der maaske kunne havc glædet Methusalem, men næppe vor Tids Arbejdere, hvis gennemsnitlige Livsvarighed yderligere forringes ved en sundhedsnedbrydende og opslidende Beskæftigelse. Der er nemlig henrunden 33 Aar siden de første Arbejderboliger opførtes her hjemme, og naar man i dette Tidsrum har skaffet syv Procent af den trængende Befolkning gode Boliger, maa der altsaa hengaa fjorten Gange saa lang en Tid, inden samtlige Familjer af den ubemidlede Klasse faar Andel i dette Gode. Men 14 Gange 33 Aar er lig med 462 Aar, og vi har paa denne Maade Udsigt til at Beboelsesreformen vil naa at blive helt gennemført i det Herrens Aar 2345! Dog, dette er selvfølgelig kun et Tankeeksperiment uden reel Betydning, thi "Arbejderboligerne" vil i Virkeligheden a ldrig komme hele den arbejdende Stand til Gode. Og vi skal forklare hvorfor 

(Sluttes)

*) Husstande l Militærkaserner, Stiftelser etc., ikke indbefattet.

(Social-Demokraten 21. februar 1883).

Arbejderkasernerne i København (III/V). (Efterskrift til Politivennen)

III

Paa Øster-, Vester- og Nørrebro.

I Aarene fra 1860-80 har København, som bekendt, udvidet sig meget stærkt; Folkemængden er steget med 80,000 Individer, og selvfølgelig maatte der bygges for at skaffe alle disse Tusinder Tag over Hovedet. Fem mægtige Kvarterer har rejst sig i denne Periode. Gammelholm og tildels Nørrevoldkvarteret er Bourgeoisiets Terræn; der finder man Gade paa blade, bestaaende af lutter herskabelige Pragtbygninger; i hver Etage bor som oftest kun en Familje. Syv a ni Værelser er det mindste, Herskabet kan hjælpe sig med, og saa klager Fruen endda jævnlig over den horribel indskrænkede Plads. Lejlighederne ere, som det hedder i "Berlingske Tidende"s Avertissementer, forsynede med alle Nutidens Bekvemmeligheder, saasom Bade-, Pige- og Pulterkamre, Strygestue, Vaske- og Viktualiekældere, Korridorer etc. men hvorfor beskrive dette Blads Læsere, hvorledes de Stores Boliger er indrettede, da det netop er Arbejderne, som har opført de stolte, fornemme Huse! Javel, Haandværkere af mange forskellige Fag har arbejdet flittigt og udholdende paa at skaffe Byen ny og elegante Bygningskomplekser, men Meningen var ikke, at de samme, som havde bygget, skulde bo der; vilde Arbejdet Sønner have Boliger, gjorde de bedst i at se sig om efter Noget ude i Forstæderne. Og saa var det at Murere, Tømrere, Snedkere, Smede og Malere drog til Nørre, til Vester, og omsider til Øster for atter at udfolde en travl Virksomhed. Derude gik det meget, meget raskere med at smække Husene op end i de fine Kvarterer, nar tog det ikke lang Tid med Pudsearbejdet ; thi Alt blev lavet saa saare simpelt og ligefremt. København fik sit Rabarberkvarter, men dette var blot Begyndelsen. Imellem Vesterbrogade og den gamle Jernbanevold gik det ogsaa rask med Opførelsen af Arbejderkaserner af samme Kaliber som Rabarberlandets, dog, det forslog altsammen ikke til vor Bys stadig voksende Proletariat. Grundene til Højre for Nørrebrogade paa Strækningen fra Assistens Kirkegaard til Utterslev toges i Brug, og dernæst mellem Øster- og Nørrebro med Ryesgade som Pulsaare. Saa vidt er man kommen indtil Dato; der hersker foreløbig ingen Vaaningsnød (i officiel Forstand); men set fra et humant Standpunkt kan det vistnok være mere end tvivlsomt, om det sidste Decenniums Byggeforetagender har været eller korrektere vil blive til Velsignelse for Arbejderne.

* * *

I to foregaaende Artikler har vi stillet de Arbejderkaserner til Skue, hvis Opførelse skriver sig fra en ældre Tid, og paavist, at de ere elendige, uskikkede til Bolig for Mennesker og at Lejen, Beboerne maa erlægge, staar i omvendt Forhold til Lejlighedernes Værd, saaledes at der for det usleste Værelse i Baghusets Kvist betales en betydelig højere Pris pr. Kvadratalen end for første Sals-Etagen i Forhuset. Her begrænser vi os til de moderne Arbejderkaserner, den kapitalistiske Produktions legitime Børn, og man vil ud af de Kendsgerninger, vi i det Følgende skulle anføre, kunne drage en Lære af overordenlig stor Betydning. Men lad os for vi gaa videre betragte en af Proletariatets ny Vaaninger. Det er et kolossalt Stykke Murværk, dette Hus. Indvendig er det ligesom en Kaserne. Forhuset har fem Etager, Sidebygningen seks. De ligne en Blok af raa sammenrørt Kalk, der er raadnet og smuldret ved Regnens Indflydelse; Sidemurenes smudsige Farve og sørgelige Nøgenhed minder om Fængselsmure, et gulladent Lag af Skimmel har lagt sig derpaa; ved Regnens Dryppen fra Taget er der langs nedad Murene fremstaaet lange Striber, der gaar helt ned til Stenbroen; kun Afløbsrenderne, der ved hver Etage danner Knæ, afbryder Murens ensartede Farve ved de Pletter, som det rustne Metal afsætter. Vinduerne viser nogle nøgne, blaagrønne Ruder, hist og her ituslagne. Fra øverst til nederst ser man kun smaa fattige Boliger, og gennem alle Aabninger kigger Elendigheden ud. For neden er der fire snævre Indgange, fire Huller i den nøgne Mur numererede A., B., C. og D. Vi gaar ind i Opgang D., Trappetrin og Rækværk er begroet med fedtet Snavs, Trappemuren ser ud som den havde været Genstand for et Bombardement; men det kommer af, at Kalken sidder saa løs. Der gaar lange Gange fra hver Afsats, og idet man passerer Dørene, kan man ikke undgaa at høre Stumper af de private Samtaler indenfor; saaledes gentager den samme Ensformighed sig for hver Etage; den eneste Afveksling er Numrene paa Dørene: 1, 2, 3 osv. ellers er Alt saa sørgelig ensartet som i et Fængsel eller Kloster. Kære Læser! Du bor maaske selv i en saadan Kaserne, og Vanen har gjort Dig fortrolig med den, saa at dens Uhyggelighed, dens hæslige Fysiognomi ikke piner Dig, men betragt denne Kæmpemurbrok en Dag, naar Vejret er smukt, og Du har været ude i den ri Natur, og der modtaget friske Skønhedsindtryk. Du vil da rigtig fatte, hvor vederstyggelig den Kule over Jorden er, som Du i Fællesskab med mere end et halvt Hundrede andre Familjer bebor.

* * *

At disse Kaserner er grimme, og at den store Sammenhobning af Arbejderhusholdninger er et betydeligt Onde, derom kan da vel Alle let blive enige; men indvender man saa, at de er bedre end de gamle, faldefærdige Rønner paa Kristianshavn og i den indre By, maa vi protestere imod, at der tillægges dette Argument for stor en Værd. For det Første er Materialet, hvoraf de moderne Proletarkaserner opføres, saa usselt, at de forfalder meget hurtigere end de gamle Bindingsværksbygninger, og endvidere er Et-Værelses Lejlighederne ved disse bleven indført eller overført til Nu- og Fremtiden som et naturligt Beboelsessystem for Arbejderstanden. Støttende os til Resultaterne af Folketællingen af 1880 vil vi føre Bevis for, at Beboelsesforholdene har forværret sig Tiaaret 1870-80. Det første Kendetegn er Beboelsestætheden:

Af samtlige 5078 beboede Eiendomme *) Aaret 1880 havde:

2860 Ejend. mindre end 2 Individer pr. 100 Kvadrat Al,
1726 Ejend. havde 2-4 Individer pr. 100 Kvadrat Al.
497 Ejend, havde 4 Jndiv. og derover pr, 100 Kvadrat AI,

Antallet af Ejendomme, i hvilke der boede fra 4 Individer og derover, udgjorde saaledes en Tiendedel af samtlige Ejendomme. Men Tabelværket til Københavns Statistik kalder allerede den Art af Ejendomme, som har fra 2-4 Individer paa hver 100 Kvadrat-Alen Etageareal, for "tæt beboede", medens de, der har 4 Indv. og der over pr. 100 Kvadrat Alen, omtales som Ejendomme, hvor der kun er levnet den nødvendigste Plads til hvert Individs Behov" (pg. XXVI), hvilket i Virkeligheden betyder Sammenstuvning. Men i det Tilfælde, at vore Beboelsesforhold havde udviklet sig henimod det bedre, er det klart, at denne Fremgang for det første vilde give sig Udtryk i en Aftagen af Antallet paa de tæt beboede Ejendomme; det modsatte er imidlertid sket.

Der har faktisk funden en Forøgelse Sted af Ejendomme med 4 Indv. og derover pr. 100 Kvadrat Alen, som langt overskrider det Normale. Vi nævnede ovenfor, at 10 pCt af samtlige Ejendomme i København kaldtes overbeboede i det statistiske Tabelværk, men lad os nu tage nogle nye Gader og se hvor stor en Procent af Ejendommene, der er overbeboede, d. v. s. med 4 Indv. og der over for 100 Alen Etageareal.

Allersgade .... 63 Procent.
Brohusgade .... 33  -
Knudsgade .... 66  -
Nordvestvej .... 33  -
Skyttegade .... 66  -
Thyrasgade . ... 50  -
Tjørnegade .... 33  -
Todesgade .... 23  -

Det andet Kendetegn er: Tallet af beboede Et -Værelses Lejligheder. Det ligger jo i Sagens Natur, at et enkelt Værelse kun afgiver en yderst tarvelig Beboelse for en hel Familje, da det baade i sanitær og sædelig Henseende er betænkeligt, at Personer af forskellig Alder og Køn spiser, drikker, arbejder og sover; alt i samme snævre Rum. I 1880 fandtes af Husstande beboede enkelte Værelser 8323, men Forøgelsen af Et Værelses Lejligheder fra 1870-80 andrager 2245. Heraf fremgaar altsaa, at de beboede Et-Værelses Lejligheder er stegen med noget over en Tredjedel (37 pCt.), medens Folkemængden i samme Tidsrum kun har forøget sig lidt mere end en Fjerdedel (26 pCt.); denne Kendsgerning viser saaledes, at der har fundet en Overgang fra To Værelses til Et-Værelses Lejligheder Sted.

Det tredje Kendetegn er: Husstandenes Størrelse (Personantallet) i Et-Værelses Lejlighederne. Antallet af Husstande paa 1 Person (ikke Logerende) med et Værelse hver var 1968, hvorimod der fandtes 6355 Husstande paa flere Personer (Familjer) boende i Et -Værelses Lejigheder. Forholdet bliver da, at en Fjerdedel af Værelserne beboedes af enkelte Personer, og de tre Fjerdedele af Familjer; men for at komme til Kundskab om, hvorvidt de i Tiden fra 1870-80 ny tilkommende Et-Værelses Lejligheder har tjent et større Antal Personer til Beboelse end det Gennemsnitlige, maa vi dele Værelserne i to Grupper, eftersom Husstanden bestod af en enkelt Person eller af Familjer. En Sammentælling paa Basis Heraf giver følgende Resultat. 

Enkelte Værelser med 1 Person 310 
Do, do med Familjer                  1935

Tilsammen                                  2245.

Det vil med andre Ord sige, at der af hvert Hundrede nye Værelser fandtes 80 med Familjer og 14 med enlige Personer, medens Forholdet stillede sig som 75 til 25 for samtlige 8323 Værelsers Vedkommende. Set fra dette Synspunkt har Forholdet atter her forværret sig i Perioden 1870-80; ligesom Et-Værelses Lejlighederne er tiltagne med en Tiendedel ud over Proportionen til Folkemængden, saaledes bebos disse nye Værelser ogsaa af lidt over en Tiendedel (11 pCt.) flere Mennesker.

Det fjerde Kendetegn er Antallet af store og samtidig tæt beboede Ejendomme. Spørgsmaalet bliver, om denne Art af Ejendomme er tiltagen ud over det Normale; hvis dette er sket, saa har vi sikkert Ret til ogsaa paa dette Punkt at hævde vor Paastand om, at Arbejdernes Boliger forværres.

Det samlede Antal af Ejendomme med 100 Individer og derover i hver, samt med over 4 Indv. pr. 100 Kvadrat Alen Etageareal udgjorde et Hundrede; af disse Hundrede Steder vare 40 opførte for Aaret 1860, medens de øvrige 00 Ejendomme alle ere byggede i Tidsrummet fra 1860-80. Der er altsaa i Løbet af tyve Aar kommen halvanden Gang saa mange, store, tætbefolkede Kaserner, som der forhen fandtes; men Folkemængden er kun vokset med lidt over en halv Gang (1800: 155,000 Indv. og i 1880: 234,000 Indv.). Udregner man det Procentvis, erholder man en Befolkningstilvækst af 50 Procent, men en Tilvækst af tætbeboede Arbejderkaserner paa 150 Procent! Det er et Onde af den farligste Art. Og nu det harmeligste: Disse Hundehuller i Forstædernes Arbejderkaserner koster næsten den samme aarlige Leje pr. Kvadratalen, som de eleganteste og sundeste Lejligheder i Byens fineste Kvarterer. Paa Gammelholm beløber den aarlige Leje pr. Kvadratalen Lejlighed sig til ca. 217 Øre, og gaar vi ud i Forstæderne stiller Forholdet sig som følger: 

Fra hvad Side vi end betragter Sagen bliver altsaa Resultatet det samme. De senere Aars Byggevirksomhed har været en Pengespekulation uden Stænk af Humanitets følelse **), de besiddelsesløse Arbejdere har maattet slide som Redskaber for Bygherrer, Værter og Prokuratorer, og nu har de den tvivlsomme Fornøjelse, at se deres Husholdninger raadne op i Fællesskab efter en større Maalestok end nogensinde tidligere.

*) Offenlige Stiftelser, Militærkaserner o. lign. ikke indbefattet.

**) De forskellige af private Selskaber opførte "Arbejderboliger" danner en Undtagelse, som vi i næste Artikel skal omtale.

(Social-Demokraten 16. februar 1883).

Kirkelig og borgerlig Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Det moralske Myndighedsmisbrug, som den med Staten forbundne Kirke udover overfor Befolkningen , finder i en væsenlig Grad sit Udtryk ved Daaben, ægtevielsen og Begravelsen. Saa længe Staten sikrer Præsterne disse tre Tilknytningspunkter med Befolkningen, ved hvilke de træder i nærmere Berøring med de enkelte Samfundsmedlemmer, saa længe er Kirken en Magt, der er i Stand til at trænge sig ind overalt, og ud over en Indflydelse, der næsten gør Religionsfriheden fuldstændig illusorisk.

Vel er vi komne saa vidt, at der ikke eksisterer nogen absolut Daabstvang, men da Religionsundervisningen hører til de tvungne Fag i de offenlige Skoler, og da Døbeattesten spiller en temmelig betydelig Rolle ved adskillige Lejligheder, saa er Daadstvangen alligevel indirekte til Stede, og Kirkens Magt og Indflydelse begynder da allerede paa de første Stadier af et Menneskes Liv.

Ved Ægtevielsen forholder det sig paa lignende Maade. Man har ganske vist Ret til under visse Forhold at indgaa borgerligt Ægteskab, men den Maade, hvorpaa dette er ordnet, gør, at Samfundsforholdene Iægger saa mange Hindringer i Vejen der for, at der alligevel eksisterer en moralsk Tvang til at benytte den kirkelige Vielse. Først naar det borgerlige Ægtestab bliver den egenlige og gyldige Form, og den kirkelige et Supplement dertil, som kan benyttes af Lysthavende, ophører Kirkens moralske Tvang; indtil da har Præsterne, ved det umiddelbare Forhold, hvori de staar til de vordende Ægtefolk og de nærmest Tilstede værende, en Magt til at blande sig ind i en Mængde Forhold og til at udøve en Pression, der undertiden bevidst, undertiden ubevidst, gør sig gældende senere i Livet.

Ved Begravelser er Præstens Nærværelse og Deltagelse i Ceremonien derimod absolut tvungen, og Kirkens Indblanding er der i visse Retninger i Stand til at udøve en endnu større Indflydelse, end ved de førstnævnte Lejligheder. I Modsætning til disse staar Præsten ved en Begravelse overfor Folk, som er grebne af Sorg over Tabet af en Forsørger, Slægtning eller Ven, og denne Stemning kan benyttes og bliver faktisk benyttet til at lade Vedkommende føle, at Kirken endnu ikke har givet Afkald paa sit nedarvede Formynderskab over Individerne. Ved Hjælp af den sørgmodige Stemning har Præsten, for saa vidt han besidder nogenlunde Talegaver dertil, det i sin Magt at tiltvinge sig en Adgang til Sindene, som fører til, at mange bøje sig under Kirkens Aag og dens Dogmer. Naar dette fandt Sted ad Frivillighedens Vej, vilde der selvfølgelig, og i Henhold til Individets Selvbestemmelsesret, intet være at indvende derimod, men enhver tvangsmæssig Paavirkning af Følelser, enhver Benyttelse i et bestemt Øjemed af Fortvivlelse eller Sorg, saaledes som den finder Sted ved Kirkens paatvungne Indblanding i Begravelsesceremonierne, er absolut forkastelig.

Mærkeligt nok finder den store Del af Befolkningen sig i denne Tvang, mange uden at tænke videre derover, andre finder set maaske endog fuldstændigt i sin Orden, at Præsten er selvskreven Deltager i enhver Begravelsesceremoni, og endelig hører man af og til, at der gives Folk, som finder Præstens Tale ved en Ligbaare i den Grad "trøsterig", at den nok kan være en offenlig Tak værd, foruden hvad den ellers har kostet.

Som saa meget andet i Verden har disse Opfattelser for en stor Del deres Grund i Vanens Magt. Det er det Nedarvede, der gør sin Indflydelse gældende paa Gemytterne og i dette som i saa mange andre Tilfælde bringer dem til at se paa Tingen, som paa noget, der altid har været og fremdeles vil vedblive at være saaledes.

At der virkelig kan gives præstelige Ligtaler, der maaske med Berettigelse bærer Prædikatet "trøsterige", skal vi ikke undlade at indrømme, men dette beror nærmest paa den religiøse Opfattelse, der er til Stede hos den Afdødes Familje, eller det Forhold, hvori Præsten staae til denne. Er Familjens religiøse Anskuelser overensstemmende med Præstens, eller denne har været en Omgangsven af den Afdøde og dennes Efterladte eller i alt Fald kender deres Forhold temmelig nøje, da vil en Præst selvfølgelig lige saa godt som en anden Taler være i Stand til at mildne Sorgen i Afskedens Øjeblik.

Dette hører imidlertid til de sjældnere Tilfælde. I Reglen er den religiøse Anskuelse saaledes, at Præsten, hvis han kendte den nøje, fra sit ortodokse Standpunkt maatte finde Anledning lil at holde en Tordentale i Stedet for en "trøsterig", og med Hensyn til Kendskabet til den Afdøde, da er det aldeles klart, at dette kun kan være til Stede overfor en ubetydelig Brøkdel af den Mængde, han mellem Aar og Dag ledsager til deres sidste Hvilested.

Præsternes Ligtaler er derfor ogsaa i Reglen alt andet end "trøsterige". Ser man bort fra ovenfor nævnte Tilfælde, i hvilket denne Benævnelse maaske vil kunne bruges, kan man omtrent inddele de præstelige Ligtaler i tre Hovedgrupper, nemlig dem, der holdes over afdøde Pengemænd eller Ligestillede, dem, der fremkommer, naar Præsten er vidende om, at den Afdøde har været Fritænker, etter en større Del af Følget nærer fritænkerske Anskuelser, og endelig ben Gruppe, som vi vil kalde almindelige Ligtaler.

I første Tilfælde er det en bekendt Sag, at der som oftest "fingres tykt paa", som man siger, og Talen bærer i Reglen Præget af at være en Forretning, der har givet et godt Udbytte. I Almindelighed kan man overfor Bourgeoisiet anvende Ordsproget: "Det er ikke alt Guld, som glimrer", og Dyden hører just ikke hjemme i Storborgersalonerne, hvor netop Lasterne i Reglen trives frodigt. Ofte er Rigdommene skrabet sammen ved ligefrem Aager, Udplyndring og Bedrageri, og er i de allerfleste Tilfælde erhvervede paa en Maade, der staar i absolut Modsætning til den kristelige Lære om Broderkærlighed. Alligevel har vi ingensinde bort andet end Lovtaler af Præstens Mund, naar han udfører sin Forretning ved en hedengangen Storborgers sidste Hvilested. At en saadan Tale muligvis kan være "trøstende" for de Efterladte, forinden de begynder at kævles om Arven, kan være muligt, men for de fleste Andre er den kun til Forargelse.

Langt mindre "trøstende" er de Taler, der holdes ved afdøde Fritænkeres Baare, for saa vidt som Præsten er vidende om den Afdødes religiøse Anskuelser. I Reglen benytter Præsten sig af sin Stilling til at fremmane alle Helvedes Rædsler, som venter dem, der ikke lig Faar vil løbe i Hælene paa "Herrens Tjenere". Det at tænke selvstændigt og at frigøre sig for hvad man selv anser for vrange Begreber, er jo som bekendt en af de største Forbrydelser i en ortodoks Præsts Øjne, og det Indtryk, Tilhørerne modtager, er i Reglen det, at Præstens Tale ved en saadan Lejlighed er malplaceret og at den giver Ceremonien Karakter af at være lige det stik Modsatte af hvad den burde være.

Vi vil nu vende os til de Taler, der kan betegnes med Udtrykket: de almindelige. De udgør Hovedmassen, idet de benyttes ved Jordfæstelsen af Folk af den ubemidlede og af Middelklassen, om hvilke intet ufordelagtigt er Præsten bekendt (d. v. s., at de ikke er Fritænkere), men som ikke kan afse tilstrækkelig Mønt til at blive delagtige i den for Pengemænd og andre Matadorer særlig bestemte rosende Omtale. En Del af disse Taler er fuldstændig holdt hen i Vejret, vævede efter samme Mønster, og Præsten slipper nemt over det personlige ved den gængse Erklæring, - at han ikke kender noget til den Afdøde, af hvilken Grund enhver Omtale af Personen eller Familjen bortfalder. Ikke sjældent lader Præsten det være nok med én Tale til tre a fire Personer ad Gangen, navnlig naar Ceremonien gælder Samfundets mest Tilsidesatte, de Fattige eller disses Børn.

I andre Tilfælde har Præsten gjort sig den Ulejlighed at skaffe sig et overfladisk Kundskab til den Afdøde, navnlig dennes sidste Sygeleje, Familjeforhold osv., og disse Ting blandes da ind i Talen i Reglen paa en aldeles fordømmelig Maade. Naar de Efterladte møder ved Baaren, opfyldte af Sorg over Tabet af et Familiemedlem, maaske Forsørgeren, betragter vi det som i høj Grad forkasteligt, at Præsten spænder de Ulykkelige paa Pinebænken ved bestandig at pirre op i det friske Saar, fremdrage Enkeltheder af den Afdødes Smertensleje, og andre Forhold, som nødvendigvis maa forøge Smerten, Savnet og Sorgen og gør Afskeden endnu bitrere end den i og for sig allerede er.

At en slig Benyttelse af Taleorganerne ikke fortjener at kaldes "trøstende", anse vi for at være en Selvfølge, lige saa lidt som den kirkelige Begravelse overhovedet er Andet end en tom indholdsløs Ceremoni, uden anden Betydning end den, at Kirken faar Lejlighed til at hævde sin Autoritet og lade Befolkningen føle, at den endnu besidder en Rest af sin fordums Magt. Vi undtager naturligvis de ovenfor antydede Tilfælde, hvor Præsten har staaet i Venskabsforhold til den Afdøde eller dennes Familje, ivor Overensstemmelse i Anskuelser eller andre Forhold gør, at Præstens Tale lige saa godt vil være paa sin Plads, som enhver anden Talers.

Hvor ulige smukkere er den borgerlige Begravelse da ikke ved Siden af den kirkelige i alle dens Afskygninger. Den købte Smiger vil bortfalde, Forbandelserne mod anderledes Tænkende vil man ikke kende noget til, eftersom den Afdødes Venner kun kan have til Formaal at mindes hans tidligere Virksomhed med Agtelse og ledsage ham til hans sidste Hvilested med en Tak for denne Virksomhed. I Stedet for al drage alle de smertelige Erindringer frem, og derved forøge Ulykkens Tyngde overfor de Efterladte, vil man søge at mildne Sorgen og formindske Savnet. Lad os tilbagekalde i Erindringen Louis Blaues og Gambettas Begravelse. Her var Kirken fuldstændig udelukket og kun Mænd, der stod de Afdøde nær, Repræsentanter for Folkeklasser, som skyldte dem en Tak, bragte dem i hjærtelige Ord deres sidste Farvel.

Man vil maaske paa dette som paa andre Omraader paastaa, at Folket her til Lands ikke er "modent" til, at den borgerlige Begravelse lader sig indføre, men denne Paastand holder lige saa lidt Stik her som i andre Tilfælde. Det er Friheden, der gør Folket modent, og ikke Tvangen, og atter mindst bidrager Kirkens Favntag hertil, ligesom det vist heller ikke kan forventes, at Kirken nogensinde vil erkende sit Formynderskab for at være overflødigt. Hvad der kan gennemføres i andre Lande, maa ogsaa kunne lade sig gennemføre her, hvis Lederne af vort Samfund ikke vil give sig selv det Skudsmaal, at de forsætlig har forsømt deres første og simpleste Pligter overfor Befolkningen. Der fordres jo desuden ikke, at den kirkelige Begravelse skal forbydes, men kun sideordnet med den at indføre den borgerlige, og at lade det blive afhængig af et fuldstændigt og virkelig frit Valg. hvilken Begravelsesmaade Enhver vil benytte. Lad da dem, der ønsker den kirkelige Begravelse, vedblive at benytte den, men lad os komme bort fra Kirkens tvangsmæssige Indblanding paa dette, som paa andre Omraader af Samfundslivet.

(Social-Demokraten 14. februar 1883).

Arbejderkasernerne i København (II/V). (Efterskrift til Politivennen)

De forskelligt Maader paa hvilke ugunstige Beboelsesforhold kunne give sig Udtryk, optræde ikke hver for sig, men de sammenhobes saaledes, at det bliver den samme Befolkning, der kommer til at lide under disse Forhold i alle de forskellige skikkelser, i hvilke de optræde.

(Tabelværk til Kbhvns Statistik Nr. 6. pag. XXV.)

lI.

Den, der ikke selv tilhører de fattige Lag af Befolkningen eller ved sin Livsgerning kommer i Berøring med disse, erhverver sig vanskelig noget Begreb om hvorledes det Inderste af den indre By, nemlig Baghusene, ser ud. De ligger jo ogsaa bagved Husene, godt skjulte for det overfladiske Blik, der ikke forarges over de Ting, som befinder sig udenfor dets Synsvidde. Men hos os, der nylig er vendt tilbage fra en Vandring gennem de københavnske Baghuse, er alle andre Tanker og Følelser trængt tilbage af et Ønske, et eneste brændende Ønske om at det maatte staa i vor Magt blot en enkelt Dag at lade Bag- og Forhuse skifte Plads, saa at hine elendige Arbejdets Lazarether kom til at staa frem i Gadelængde, skarpt belyst af det klare Dagskær, og vi tvivler ikke om, at mange Bedrestillede, der nu med Sindsro passerer Gaderne i den indre Byes Fattigkvarterer, vilde blegne af Forfærdelse og stum Rædsel.

Vi maa resignere; vort Ønske er af den Art, som kun Eventyrdigterne evner at opfylde, thi i det virkelige Liv er Tingene desværre som oftest saa grundmurede, at man ikke kan rokke dem ud af Pletten, og just derfor vedbliver de mere end halvraadne Baghuse at leve et Liv-i-Død til ubodelig Skade for Samfundet. Men noget formaar vi dog at gøre, om end vor Pens Kraft ringe i Forhold til Opgaven, der stilles den; vi vil forsøge paa Papiret at fremmane for Læserens Fantasi et svagt Billede af det vi har set.

Hvilken Gade og hvilket Hus skal vi vælge til en Begyndelse? Efter at vi har undersøgt over et hundrede forskellige Steder, staar vi omtrent raadvild med Hensyn til Valget; thi de ligner hverandre saa forfærdelig i Forfaldenhed. Der er Aabenraa; Adelgade; Borgergade; Brøndstræde, store og lille; Gl. Mønt; Helsingørsgade; Klerkegade; Kristenbernikowstræde; Lille Kongensgade; Lavendelstræde; Mikkelbryggersgade; Regnegade, store og lille; Rigensgade; Springgade; Smedensgang; Vognmagergade o. s. v. Nu, da vi har nævnt Listen, er det ligegyldigt hvilken vi tager som Type: de er Alle uværdige til at tjene som Boliger for Mennesker, og vi bryder os ikke om at lede Opmærksomheden hen paa nogle enkelte Ejendomme med Fare for derigennem at svække den fremkaldte Bevidsthed om Baghusondets store Udstrækning. Men vi ser allerede Skeptikerens spottende Smil, vi hører Publikum raabe paa konkrete Kendsgerninger. Meget godt; de ere til Tjeneste. Her er en lille Buket:

Aabenraa Nr. 18
Adelgade 37. (hvide Svane) og 80.
Borgergade Nr. 92.
Lavendelstræde Nr. 15.
Vognmagergade Nr. 3 og Nr. 27.

Vi gentager, at ovenstaaende Arbejderkaserner kun er nævnte eksempelvis, og at de har mangfoldige Sidestykker. Lad os saa gaa op i en af dem ude i Adelgade. Stedet ser jo fra Gaden slet ikke saa galt ud, det er sandt nok gammelt, men alene et Øjekast til første Sals Vinduer giver os en Følelse af, at der indenfor i de gamle Stuer hersker en jævn Hygge; man fristes til at tvivle om Muligheden af, at dette næsten respektable Hus skulde dække for et Pjaltenborg, og dog forholder det sig saa. Vi er kommen til at hade disse Forhuse, der er Skærmbrædt for Elendigheden, og som bidrage til at holde Illusionen oppe om, at vore Beboelsesforhold er passable. Nuvel, vi trænger gennem Forhuset, det skuffer os ikke længer, og bagved finder vi et forfaldent Bindingværks Skrumpel, hvis Døre er skæve og utætte. Vinduerne overklistrede med Papir, ituslagne Ruder stoppede med Klude. Der er to lave og snævre Indgange, Trappen ligger et Stykke inde i Gangen, som gennemskæres af en anden, stinkende Rendesten, der er næsten bælgmørkt, skønt det er midt paa Dagen, og vi stanser lidt for at Øjet kan blive fortrolig med Mørket. Det er ingen Trappegang, vi har foran os, men en stejl Stige; Husets fattige Beboere kalder den maaske for en Trappe, men det er et afgjort Misbrug af Sproget. Stigen fortsætter sig opad og dens Konstruktion bliver bestandig simplere, tilsidst staar vi oppe paa Loftet; de nøgne Tagsten værner kun daarlig mod den indtrængende Knibe, men heroppe boer vel heller Ingen? Jo, der lyder Stemmer indenfor nogle Brædder, som vi først antog for Loftsrum, og vi overbeviser os snart om, at der bor en Arbejderfamilie inde i et Aflukke, som en Rigmand knapt vilde finde godt nok til at stable sit Brænde i. Det er dog muligt, at de andre Lejligheder er bedre, og vi gaar derfor rundt i Huset fra Stue til Kvist. Men, disse Et-Værelses Lejligheder er alle ens; men hvorledes skal vi male deres Usselhed med Ord? Vi maa bede Læseren tage Indbildningskraften til Hjælp: Stil op fire Vægge, hvis Nøgenhed er kold og skiden, læg dernæst et snavset Gulv af raadne Brædder. Fyld dette Rum, hvis Loft er revnet, med "Fattiglugtens" ildesmagende Luft, møbler det med et haltende Bohave, som en Marskandiser vil betænke sig paa at stikke fem Kroner i, og man har et maadeligt Begreb om, hvorledes et Fattigmandshjem ser ud. I dette Værelse laa om Natten 9 Mennesker. Der stod i en Krog en skrøbelig dobbelt Seng, manglende hvad man ordenligvis forstaar ved Sengklæder; i den laa Manden og Konen, ved Fødderne af dem en tiaars Datter og et lille Barn. Paa noget Halm i et Hjørne saa vi to pjaltede Tæpper, der var Leje for fire. Til den niende var der en Slags Vugge. Saaledes fandt disse Mennesker Plads; hvorledes de fik Luft, det ved vi ikke. -

Hvor mange bo paa lignende Vis her i København? Det af Magistraten udgivne Statistiske Tabelværk Nr. 6 indeholder Svaret; efter dette fandtes der i Aaret 1880 ikke mindre end 6355 Husstande med Et-Værelses Lejligheder (deri ikke indbefattet Husstande med 1 Person). I Adelgade alene er der 427 Familjer, som hver maatte nøjes med I Værelse, og selv dette deltes med Logerende bos 7 Familier.

*

"Den samme Befolkning kommer til at lide under alle de forskellige Maader, hvor paa ugunstige Beboelsesforhoid kunne give sig Udtryk", siges der i vort Motto, og det agter vi nu ved Statistikens Hjælp at devise Rigtigheden af. Det gøres ogsaa høflig nødvendigt; thi vi høre kun alt for ofte, naar Talen er om usle Beboelsesforhold, at ikke blot den Rige, men selv den Fattige siger: "Ja, det er ganske vist nogle stemme Huller, disse Baghus Lejligheder, men man kan dog ikke forlange meget for en halv Snes Kroner pr. Maaned, og vi maa finde os i at bo, hvor der er billigt." Det er imidlertid en grundfalsk Anskuelse, Arbejderen har, i naar han tror, at han bor "billigt"; thi selv om man ikke tænker dybt nok til at se, at det skimlede Baghus stjæler den Kapital, der ligger gemt i Menneskets moralske og fysiske Kræfter, saa maa enhver Arbejder, der blot vil skænke nedenstaaende Talstørrelser en Smule Opmærksomhed, deraf let kunne indse, at han bor forholdsvis dyrere end nogen anden Samfundsklasse. Ved at udmaale den Flade *), som Forhusets første Sals Etage udgør i hver Ejendom en hel Gade igennem, og dernæst opføre den aarlige Leje, der betales af samtlige Forhuses første Sals Etager, har man set sig i Stand til at fastsætte med stor Nøjagtighed, hvormeget der i Gennemsnit betales for hver Kvadrat-Alen Huslejlighed om Aaret. En lignende Beregning har man dernæst anvendt overfor Kvisterne i Baghusene, og vi skal her anføre de Resultater, hvortil man er kommen, indskrænkende os til de mest karakteristiske af Hensyn til Pladsen.

Den aarlige Leje for hver Kv.-Alen udgør :

Disse Tal levere et uimodsigeligt Bevis for, at det er dyrest at bo paa Kvisten og i Baghuset! Beregner vi Forholdet gennemsnitsvis for de ni oven nævnte Gader, bliver Resultatet, at den mere velstaaende Lejer i Forhuset betaler 1 Kr. 94 Øre pr. Kvadrat Alen af en 1ste Sals Lejlighed, medens den fattige Arbejder oppe paa Kvisten i Baghuset giver 2 Kr. 77 Øre aarlig for hver Kvadrat-Alen af sit raadne Gulv. Og det er selvfølgelig ikke blot Kvisten i Baghuset, som Husejeren tjener forholdsvis mere paa end Forhusets Lejligheder. Vi kunne have ført Sammenligningen videre og godtgjort, at hver Fodsbred i Baghuset lige fra Kælder til Kvist betales dyrere end i Forhuset. Gaaden finder sin naturlige Løsning i det Faktum, at Lejlighederne i Baghusene ere meget mindre end i Forhuset; naar der f. Eks. bor to Familjer paa 1ste Sal til Gaden, finder man sandsynlig 4 a 6 Familjer paa 1ste Sal i den samme Ejendoms Baghus. I Fald man paa Grundlag af det ovenfor sagte vilde sige, at den Fattige betalte forholdsvis en Tredjedel mere for Husleje end den Bemidlede, kom maa det virkelige Forhold langt fra nær. Man maa nemlig erindre, at samtidig med at Lejen pr Kvadratalen fordyres, saa bliver Lejlighedens Kvalitet tillige ringere Det er aldeles ikke overdrevent, naar vi siger, at Kvistlejligheden i Baghuset, set fra et hvilket som helst Synspunkt, har en fire Gange ringere Værd end 1ste Sals-Etagen i Forhuset; Forskellen vilde da kun udjævnes ved, at Kvistarealet kostede fire Gange mindre end Arealet i Forhuset. Hvad denne Forskel vil betyde i pekuniær Henseende er let at se: En Kvadratalen i Forhuset koster gennemsnitlig 1 Kr. 94 Øre og Kvadratalen i den fire Gange ringere Baghuskvist vilde da staa i 48½ Øre, men Værten faar omtrent den seksdobbelte Betaling: 2 Kr 77 Øre! Forholdet viser sig i en endnu grellere Form, naar vi beregner den Difference, der fremkommer i Huslejen for en Familje, der bebor et enkelt Værelse, hvis Størrelse udgør ca. 32 Kvadrat-Alen, ti den Sum. der da erlægges i Overbetaling, beløber sig til 73 Kr. aarlig.

Man misforstaa os ikke! Vi ønsker mindst af Alle, at Lejen for Baghuslejligheder maatte blive nedsat med et Beløb, som det her antydede, og Sagen dermed stillet i Bero; ti disse Baghuse staar for os som en mægtig Hindring for Proletariatets Forædling; derfor hader vi dem af vor fulde Sjæl, og ønsker oprigtig deres snarlige Forsvinden. 

Men vi har fremført de ovenstaaende Tal for at vise Arbejderen, der bor i den indre Bys skjulte Arbejderkaserner, i Baghusene, at han under de nuværende Forhold betaler seks Gange for meget for en elendig. Luft og Lys manglende Bolig, og at han, da hans Penge vel mindst er lige saa gode som de Riges, og i ethvert Fald mere surt for tjente, har Ret til at fordre af Samfundet, at det giver ham en Bolig, hvis Værd staar i et bedre og retfærdigere Forhold til den Husleje, der kræves, end som Tilfældet er i Dag.

*) Herved forstaas hele Grundfladen i Etagen, indbefattet Gange, Trapperum, Murtykkelser o. Lign., der selvfølgelig kan være af forskellig Udstrækning i de forskellige Ejendomme, men dette er lidet betydende her med Hensyn til Materialets Benyttelse som Helhed.

(Social-Demokraten 11. februar 1883).