Den prøjsiske Indenrigsminister om Optanterne. I Følge Tel. til Ritz. Bur. ankede den danske Slesviger Lassen i Gaar i Deputeretkammeret over Landraadernes Optræden imod de Danske i Nordslesvig med Hensyn til Militærtjenester. Indenrigsministeren beklagede, at Sagen ikke var gjort til Gjenstand for en Interpellation Han havde i saa Fald kunnet være til Tjeneste med et bedre Materiale. Sagen angik den Bestemmelse, i Følge hvilken Sønner af saadanne Optanter, der have varigt Ophold i Nordslesvig, naar de ere blevne 20 Aar gamle, maa afgjøre med sig selv, om de ville høre til Danmark eller Tyskland, og afgive Erklæring derom. I første Tilfælde maa de udvandre den 1ste April, i sidste Tilfælde derimod maa de opfylde deres Værnepligt. Denne Bestemmelse vilde i det hele finde Anvendelse paa 4 til 500 Personer, medens der i de 5 nordslesvigske Kredse i alt fandtes 25,000 Udlændinge i en Befolkning, der tæller 250,000 Sjæle. Overfør et saadant Misforhold maatte Staten varetage sin Interesse. Bestemmelsen var ikke bleven truffen, uden at den danske Regering i Fortrolighed var bleven underrettet derom, hvorhos det var blevet paavist den, at den trufne Forholdsregel ikke udsprang af nogen Animositet imod Danmark. For at undgaa unødvendig Haardhed havde Regeringen ikke forlangt øjeblikkelig Udvisning. Forholdsreglen havde ingen terroristisk Karakter, den havde alene til Øjemed at stille Befolkningen foran en ny Option. Dens indre Anledning var Regeringens Ønske om at værne om den preussiske Stats nationale Interesser. Det kunde ikke taales, at to Dele af en Befolkning, der levede under samme Forhold, vare stillede under forskjellige Retsvilkaar. At det unge danske Mandskab var fritaget for Militærtjeneste, havde ophidset det unge prøjsiske Mandskab og tildels foranlediget det til Udvandring. Det kunne Staten ikke taale, allermindst ved en Grænse overfor en blandet Befolkning.
Haenel anerkjendte den formelle cg malerielle Berettigelse af den af Regeringen trukne Forholdsregel og udtalte særlig sin Tilfredshed med, at den danske Regering i rette Tid var bleven underrettet om Bestemmelsen. Den gjensidige Ret maatte agtes, men der maatte ogsaa sikres et internationalt Forhold til Danmark, der svarede til den derværende dygtige Folk, stammes Betydning.
(Morgenbladet (København) 8. marts 1883).
Den tyske gesandt i København meddelte direktøren for udenrigsministeriet om Prøjsens forholdsregler om den tyske lægdsrulle.
Optanterne i Nordslesvig. Det tidligere i et Telegram omtalte Møde i det prøjsiske Deputeretkammer den 7de Marts refereres i tyske Blade som følger: Lassen bragte det danske Optantspørgsmaal under Forhandling og klagede over, at man i Aar uformodet havde forlangt, at Sønner af danske Optanter skulde aftjene deres Værnepligt eller i modsat Fald udvises. Han ønskede dernæst, at der ikke maatte blive lagt de Optanter, der virkelig havde opteret for Danmark og taget Bopæl der, men som nu igjen ønskede at erhværve prøjsisk Borgerret, Hindringer i Vejen. [Det var noget vanskeligt at følge hans Foredrag baade fra Referentlogen og i Salen, saa at Ministeren maatte gaa hen til Stenografernes Bord for at høre, hvad han sagde].
Minister v. Puttkamer: Jeg havde ingen Anelse om, at det ærede Medlem i Dag vilde bringe dette saa overordenlig vigtige Spørgsmaal, der netop er et Livsspørgsmaal for vor Stat, paa Tale. Han kan derfor ikke heller forlange at faa bestemt Svar af mig, som jeg vilde have kunnet give, hvis han var fremkommen med en Forespørgsel og havde rettet bestemt formulerede Spørgsmaal til mig. Hvad nu først angaar de Optanter, der er udvandrede til Danmark, men atter ønske at blive tyske, saa vil der med Hensyn hertil ikke beredes dem nogen Vanskelighed. Ogsaa den af den forrige Taler saa haardt dadlede Forholdsregel er netop bestemt til at klare alle tvivlsomme Forhold i Nordslesvig og sætte Befolkningen i Stand til at træffe et endeligt Valg mellem Prøjsen og Danmark. Forholdsreglen udgaar ikke fra underordnede Organer, men er efter vel overvejede Undersøgelser bleven truffet af den højeste Centralinstans. Den bestemmer, at de Sønner af danske Optanter i de fem nordslesvigske Kredse, hvis Værnepligt indtræder i Aar, enten skal melde sig til Stamrullen eller inden 1ste April forlade Landet. Wienerfredens Paragraf 19 var sikret de Nordslesvigere, der ønsker at beholde dansk Borgerret, den Mulighed inden 6 Aar ved Udvandring til Danmark at bevare deres gamle Borgerret. Denne Forskrift har man gjennemført med stor Mildhed, og man har behandlet mange Folk som danske, der blot havde erklæret, at de vilde udvandre til Danmark, uden nogensinde at gjøre Alvor deraf. Paa den anden Side er mange udvandrede Optanter igjen vendt tilbage og ligeledes hos os blevne betragtede som danske. I det hele bor der i de 5 nordslesvigske Distrikter, der herved kommer i Betragtning, og som tilsammen tæller 250,000 Indbyggere, 25,000 danske; altsaa er en Tiendedel af Indbyggerne Udlændinge. Men dette er for en moderne Kulturstat ikke nogen normal Tilstand, og vi kan ikke i Længden taale en saadan Gruppering af Udlændinge hos os, en saadan Stat i Staten. Vi har ikke, som det ærede Medlem sagde, uforberedt truffet vore Forholdsregler, saaledes behandler den prøjsiske Regering ikke internationale Forhold, men vi har i Forvejen i Fortrolighed sat den danske Regering i Kundskab om det forestaaende Skridt og derved ført Bevis for, at der ingenlunde i denne Forholdsregel ligger nogen Uvilje mod Danmarks Folk og Regering, men kun et fornuftigt Hensyn til vore egne Interesser. Den nuværende milde Behandling af de elsass-lothringske Optanter er netop bleven mulig derved, at der i Elsass Lothringen i 10 Aar har bestaaet et Forhold af samme Beskaffenhed som det, vi nu vil indføre i Nordslesvig. Om to Aar vilde Optanterne i Nordslesvig hverken efter vor Lovgivning være Prøjsere eller efter dansk Lovgivning danske, og ingen Stat vilde da mere kunne gjøre Fordring paa dem, hvis vi ikke ved den til vor Raadighed staaende Bestemmelse tvang dem til et Valg mellem Nationaliteter. Vi har dertil valgt en stræng juridisk Form, maaske en mangelfuld, men i hvert Fald den mildeste og mest hensynsfulde, det i det hele var muligt at vælge. Jeg tror, at Deputeretkammeret er det Sted, hvor Regeringens Fremgangsmaade bør vente Understøttelse fra alle Sider.
Lassen tror, at Ministeren især burde have undskyldt Regeringens Fremgangsmaade.
Puttkamer: Jeg har af Delikatesse ikke udviklet de nærmere Grunde. De ligger i den prøjsiske Stats nationale Interesse. Den nordslesvigske Befolkning bestaar af Optanter og Prøjsere. Begge har med Hensyn til den almindelige Værnepligt en forskjellig Ret. Optanternes Sønner spasere omkring i Landet, de behøver ikke at blive Soldater og udle dem af deres Aldersklasse, der ere blevne Soldater og aftjene deres Værnepligt. Denne Tilstand er uudholdelig. Jeg beklager endnu en Gang, at jeg ikke er forberedt paa dette Æmne, og det skulde glæde mig, om det ærede Medlem vilde bestemt formulere de enkelte Punkter og bringe dem frem, for at jeg kan gaa nærmere ind derpaa. Et Forslag om Afslutning blev vedtaget.
Hänel: Jeg konstaterer, at Flertallet har afskaaret Repræsentanten for Slesvig-Holsten Ordet i et Anliggende, som i dette Øjeblik er et evropæisk Spørgsmaal.
Puttkamer: Jeg konstaterer, at jeg har siddet ned under Afstemningen.
Viceformanden (v. Heeremann): Forhandlingerne er gjenoptaget. Det ærede Medlem har Ordet.
Hänel: Jeg takker den ærede Minister for den Venlighed, hvormed han har skaffet mig Ordet. Jeg har ønsket at konstatere, at jeg i det væsenlige deler Ministerens Standpunkt. Den prøjsiske Regering var fra et formelt og folkeretligt Synspunkt berettiget til sin Fremgangsmaade, og hverken den danske Regering eller den danske Folkerepræsentation eller den danske Presse har angrebet den prøjsiske Regerings formelle Berettigelse til at træffe de omhandlede Forholdsregler. Men i Virkeligheden er det dog en Kjendsgjerning, at der er lagt en stærk Haardhed for Dagen, der vistnok er en Følge af den Godmodighed og Skaansel, man tidligere saa længe har vist, og som ikke i Længden kunde opretholdes. Tidspunktet for den trufne Foranstaltning havde maaske kunnet skydes ud endnu nogen Tid, og navnlig kunde man have givet de unge Mennesker en længere Betænkningstid. Regeringen vil maaske i enkelte Tilfælde her tage Hensyn. Men den Stilling, de unge danske undtagelsesvis indtage, kan ikke opretholdes. Især har den Erklæring af Ministeren glædet mig, at den danske Regering har modtaget fortrolig Underretning om denne Forholdsregel. Netop Slesvig-Holstenerne har vist en afværgende Holdning over for den danske Regering. Ikke des mindre nyder den danske Stat der en overordenlig Anseelse og megen Sympati. Vi anse de danske for et særlig dygtigt Folkefærd, der i Retning af Skole og Selvstyre har ydet noget fortrinligt. Derfor ønsker vi, at det internationale Forhold til Danmark maa blive behandlet saa gunstigt som mulig. Vi vil bibringe den danske Regering den Overbevisning, at vi paa ingen Maade ønsker at forstyrre det fredelige Forhold til den.
(Morgenbladet (København) 10. marts 1883).
Hr. Lassen, Lysabild, den danskslesvigske Deputerede, der rejste Optantspørgsmaalet i det prøjsiske Deputeretkammer, er bleven særdeles stedmoderlig behandlet i de tyske Referater, der igjen ere gaaede over i de danske Blade og ogsaa have været Kilden for nærværende Blads Beretning. Efter de tyske Aviser maatte man tro, at Hr. Lassen i et Par korte Bemærkninger havde indskrænket sig til at anke over Pludseligheden i de prøjsiske Udvisningsforanstaltninger uden egenlig at berøre Spørgsmaalet om disses Retsmæssighed eller deres Overensstemmelse med de traktatmæssige Aftaler mellem Prøjsen og Danmark. Dette Indtryk stemmer ikke med de virkelige Forhold. Efter den stenografiske Beretning om Forhandlingen har Hr. Lassen indgaaende behandlet de Hovedpunkter, som maa komme i Betragtning ved Sagens Bedømmelse. Til Udfyldning af de mangelfulde Reterater, der hidtil have staaet til vor Raadighed, gjengive vi efter "Flensb. Avis" nedenstaaende Brudstykke af den stenografiske Beretning:
"Ved Artikel 19 i Fredstraktaten i Wien er det bestemt, at Undersaatter i de af Danmark afstaaede Landsdele kunne vælge at bevare deres Egenskab som danske Undersaatter. Det hedder videre, at de, der gjøre Brug af denne Bestemmelse, kunne beholde deres Ejendomme i de afstaaede Landsdele, og fremdeles, at de ikke maa skades eller forulempes fra nogen Side paa Grund af deres Valg. Senere er det efter Forslag af den internationale Kommission, der i 1872 traadte sammen i Aabenraa, fastsat, at de Undersaatter, der havde gjort Brug af Fredstraktatens Bestemmelse og være udvandrede til Danmark, atter kunne vende tilbage til de afstaaede Landsdele og tage Ophold der som danske Undersaatter.
Endvidere er der truffet den Overenskomst mellem den danske og prøjsiske Regering, at ogsaa Børn af saadanne Optanter, der vare vendte tilbage til Slesvig, skulde betragtes som danske Undersaatter, for saa vidt som de vare fødte før Optionen eller, som det hedder, for saa vidt de ved Optionen vare umyndige og undergivne Faderens Raadighed. Denne Bestemmelse er saa vidt jeg ved, ikke offenliggjort, men underhaanden ved man, at Sagen forholder sig saaledes. Der er ogsaa hidtil handlet i Overensstemmelse hermed: Undertiden ere saadanne danske Undersaatter blevne indkaldte til Militærtjeneste; men saa snart det har vist sig, at de vare Sønner af Optanter, og derfor maatte betragtes som danske Undersaatter, ere de atter givne fri.
Nu fremtræde paa en Gang nogle Landraader i det nordlige Slesvig med den Fordring til saadanne danske Undersaatter, der i Aar blive militærpligtige, altsaa tyve Aar gamle, at de uden videre skulle melde sig til den prøjsiske Stamrulle eller forlade Landet. Jeg kan tilføje, at der i de sidste Dage er gjort Alvor af Truselen; saaledes har i min Hjemstavn en dansk Undersaat, der ikke havde meldt sig, faaet Meddelelse om, at han maa forlade Landet inden 1ste April. Landraadernes Optræden i det nordlige Slesvig er, saa vidt jeg ved, i det hele kun rettet mod Børn af slesvigske Optanter, ikke saa meget imod saadanne danske Undersaatter, der maatte opholde sig der, men hvis Forældre bo i Danmark. Men om end saa er, synes den nævnte Optræden mig dog aldeles ubegrundet og heller ikke til at retfærdiggjøre; thi det forhold, det her drejer sig om, at nemlig danske Optantbørn kunne opholde sig i Hertugdømmerne uden at indkaldes til Militærtjeneste, er kun forbigaaende. Det drejer sig ikke om at fjærne en Mislighed, der vilde vare evigt! Forholdet vilde, om det end maaske kunde vare nogle Aar, ophøre af sig selv. Laandraadernes Adfærd staar efter min Anskuelse i den mest skærende Modsigelse til tidligere Afgjørelser. Den Fremgangsmaade, Regeringen hidtil har fulgt, beror jo dog, tror jeg, væsenlig paa internationale Afgjørelser; hvad der nu sker, er altsaa lige overfor Danmark en noget ejendommelig fremgangsmaade, som jeg her ikke nærmere skal karakterisere; men Fremgangsmaaden er ogsaa i højeste Grad i Modsigelse med Humanitet og Billighed, og havde den prøjsiske Statsregering maaske kunnet nære et Ønske om at forandre den nuværende Tilstand - hvilket jeg ingenlunde anser for nødvendigt - saa havde dette dog kunnet ske paa en anden Maade, navnlig først efter en Forhandling med den danske Regering. Thi hvorledes ere nu de danske Undersaatter stillede? Melde de sig ikke til den prøjsiske Stamrulle, saa jages de ud af Landet. Paa den anden Side kunne de egenlig ikke melde sig uden at overtræde de danske Militærlove. Den prøjsiske Regering havde dog i det mindste burdet handle saaledes. at man havde kunnet forberede sig paa hvad der skulde komme. Som Sagen nu staar rammes ikke blot de vedkommende militærpligtige. Vi, der blive tilbage, rammes lige saa meget; thi ogsaa vi have indrettet os efter de hidtilværende Forhold. Saa stor Hast havde det dog vel ikke med denne Sag. Om der end hist og her opholde sig nogle danske Undersaatter, saa opholde de sig der i god Tro; de have ikke vidst andet, end at det var dem tilladt og nu se de paa en Gang, at det skal vare anderledes.
Jeg tør da vel udtale det Ønske, det Haab og den Bøn lige over for Hr Ministeren, at han vil virke hen til, at den af mig skildrede Optræden af Landraader i det nordlige Slesvig hurtigst mulig standses. Jeg tror, at dette ogsiaa ligger i den kongelige Etatsregerings Interesse: thi det, der nu sker, smager stærkt af Vilkaarlighed, og en saadan fremgangsmaade kan, efter min Mening, ikke tjene til at have eller befæste den kongelige Regerings Anseelse."
Hr. Lassen sluttede saaledes: "Jeg indser ikke hvorfor saadanne Drillerier - thi saaledes kalder jeg det, altid skulle finde Sted mellem tyske og danske. Den prøjsiske Regering har det i sin Magt at forandre dette; men den har efter min Anskuelse ogsaa den Pligt at gjøre de fornødne Skridt dertil. Opfyldelsen af denne Pligt vil ikke være meget vanskelig. Vi gjør ikke store Fordringer, vi forlange kun hvad der efter vor Anskuelse tilkommer os som Ret, men Regeringen maa gjøre det imødekommende Skridt, fordi den lige overfor os danske har overskredet Maalet af hvad der er Ret. Vi kunne i politisk Henseende ikke handle anderledes, end vi hidtil har gjort. Vi forsvare kun hvad vi anse for vore bedste og helligste Rettigheder, for simple Menneskerettigheder, og det kunne vi ikke høre op med."
(Morgenbladet (København) 14. marts 1883).
Albert Hänel (1833-1918) var juraprofessor i Königsberg og 1863 i Kiel. Han var medlem af Nationalforeningen og af Fremskridtspartiet. I 1864 var han for Slesvigs og Holstens løsrivelse fra Danmark. Han blev herefter en af lederne for "Landspartiet" der ønskede tilslutning til Preussen. Han var 1867-1888 medlem af det preussiske underhus og 1867-1893 og 1898-1903 af den tyske rigsdag.
Robert Viktor von Puttkamer (1828-1900) havde siden 1854 været i statens tjeneste, og var personlig ven af Bismarck. I 1871 var han regeringspræsident i Gumbinnen, 1874 i Lothringen i Elsass-Lothringen. 1873-1891 var han medlem af rigsdagen som konservativ. I 1879 var han kultusminister, i 1881 indenrigsminister. Han udrensede de liberale embedsmænd til fordel for konservative.
Den af Puttkamer ønskede forespørgsel gik i opfyldelse i Rigsdagen. Men rigskanslerens repræsentant finansminister Scholz meddelte at den ikke ville blive besvaret, hvorefter alle forbundsrådets medlemmer forlod salen. Johannsen talte derfor uden deres tilstedeværelse. Optantspørgsmålet fortsatte derfor i 1884.
