Grønlandske Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

Af *)
Johan Schmidt,
Forvalter ved Ivigtut Kryolithbrud fra 1861-65.

Der har Alt i nogen Tid været skrevet ikke Lidet om de grønlandske Forhold, dog, som det synes, vel meget inde paa det personlige Gebet. En rolig Drøftelse af Forholdene for at komme til Forstaaelse af, hvad der maate forekomme mest formaalstjenligt, vilde formenlig være Sagen gavnligere, thi under de stedfindene Forhold gjælder det netop om, at Mand, som kiende Grønland, holde sammen for at frembringe det bedst mulige Resultat.

Det staar nemlig fast, som erkjendt fra alle Sider, at de grønlandske forhold i Henseende til de Indfødtes Stilling er saa slet som vel muligt, og at disse ulykkelige Tilstande ubetinget skyldes de fremmedes uheldige  Indflydelse. En Kjendsgjerning er det, at de Indfødtes oprindelige Sæder og Skikke ere nedbrudte, at deres tidligere Virkekraft er lammet, at de Unges Uddannelse ikke drives med den tidligere Kraft o. s. v. o. s. v., hvorhos saavel Telte som Baadetøi, Kajakker og Konebaade forsømmes som Følge af et til Yderlighed gaaende Salg til Handelen, ja det er i mange Tilfælde endog er gaaet saa vidt, at de have solgt Alt, saaledes at te end ikke have kunnet vedligeholde den for det barske Klima saa nødvendige Klædedragt. Hvor i tidligere Tid de Indfødte førte et Liv i Tilfredshed med deres Forhold og have været i Stand til selv at sørge for deres Udkomme, hersker nu Nød og Elendighed, og krav stilles til Understøttelse eller Fattighjælp, der stadig maa ydes i ikke ringe Udstrækning.

At Grønlænderne ere gaaede saaledes Tilbage, at de nu kun ere en Skygge af, hvad de tidligere har været, skyldes ene og alene Handelen med dem - det nytter ikke at skjule dette, det kan ligesaa godt bestemt udtales. Ved Handelen er der aabnet den Enkelte Adgang til at erholdte saadanne Sager, som for ham ikke kunne betegnes som stort andet end Luxusgjenstande, saasom tobak, Kaffe, Sukker, Tøier, Skydevaaben m. m., ja hvoraf flere endog ere ligefrem til Fordærv for ham. Ved Opnaaelsen af Skydevaaben har han saalede fuldstændig udryddet Rensdyrene, der tidligere udgjorde et vigtigt Led i de grønlandske Forhold - man erindre sig blot, at der paa mindre end 1 Aar blev nedlagt flere Tusinde af disse Dyr, for hvis Bevarelse der burde have været gjort alt, hvortil kommer, at Sælerne forskræmmes fra Fjordene ved Skydevaabnene, saa at de maa søges længer til Søs. Endvidere skal til Exempel nævnes en Handelsgjenstand, nemlig Kaffen, der kulndesynes uskadelig, men naar det ses, hvor forfalden Grønlænderen er dertil, hvorledes han, naar han har faaet Smag for Kaffe, efterat have solgt alt, hvad han har kunnet sælge, endog har grebet til at skille sig ved de allernødvendigste Gjenstande for at tilfredsstille sin Lyst, maa man tilstaa, at det havde været bedre, om der ikke var givet Anvisning paa Kaffe. Der skal ganske anderledes solid Kost til for at gjøre Fangstmanden skikket til at staa imod. naar han skal ligge ude helt Dagen i sin lille Kajak. Som det saaledes er gaaet med Hensyn til de nævnte Tilfælde, gaae det i det Hele taget. Der er ved Handelen aabnet de Indfødte en Adgang til for dem hidtil ukendte og for den overveiende Del ikke nødvendige Sager. De ere blevne vænnede til for deres solide og for dem selv uundværlige Varer, saasom Spæk, Skind, Fjer og tørret Fisk, m. m. at tiltuske sig Luksusgjenstande, og denne Handel har antaget et Omfang, som er til absolut Fordærv for de Indfødte. Ligesom Drankeren sælger det allermest nødvendige for at skaffe sig Spiritus, saaledes sælger Grønlænderen kun altfor ofte det sidste Stykke, som det er muligt at faa afsat, for at tilfredsstille de Laster. For unødvendige Ting sælger han de Skind, hvoraf han skal forfærdige Kajaken til sin Dreng til tidlig Øvelse for denne, for derigjennem i Forbindelse med videre Uddannelse at gjøres til en dygtig Fangstmand - og hvoraf han skal bygge sin Konebaad, der er nødvendig for ham, for om Foraaret at kunne drage ud til sin Fiskeplads, og uden hvilken Familierne fra de forskiellige Pladser ikke kunde komme til hverandre. For at tilfredsstille Øieblikkets Lyst sælger han alt, selv de Skind, som han skal lave Klæder af, og det hører ikke til Undtagelserne, at Varer, som en Indfødt har solgt tidligere, kjøbes igjen af ham paa Kredit til næste Fangstperiode, fordi han ikke paa nogen Maade kan undvære dem.

Men den Omstændighed, at de Indfødte saaledes have faaet Smag for, hvad der gjennem Handelen bydes dem, bevirker netop, at de flokkes omkring Handelspladserne og forbliver der; denne Forøgelse af Befolkningen paa enkelte Steder gjør imidlertid, at Udbyttet bliver mindre for den enkelte, samtidig med, at han maa anspænde sine Kræfter mere, og da nu dertil en betydelig Del af hans Fangst gaar med til at tilfredsstille de nye Tilbøieligheder, bliver Følgen Forarmelse, Nød og Elendighed. De Personer, der i Handelens Tjeneste afgaa til Grønland, gjøre ikke dette uden af Hensyn til egen Fordel for saa i den kortest mulige Tid at erhverve saa meget, at de ved Hjemkomsten kunne leve deraf. Men Procenterne af det indkiøbte udgjør nu den væsenligste Del af Lønningen, og deres Interesse er det altsaa, at der kjøbes saa meget som muligt; der spørges altsaa ikke, om Grønlænderne selv mulig vil komme til at mangle, der kjøbes blot.

Theodor Fischer: Eskimo. Anskuelsesbillede. 1870. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Saaledes er det gaaet i en Aarrække, saaledes gaar det i Øieblikket, og saaledes vil det fremdeles gaa, saalænge Handelen existerer, thi at faa indført faste Lønninger saa store, at de kunne friste nogen til at udstaa Besværlighederne ved Livet i Grønland, vil næppe nogensinde lykkes. Jeg forudsætter saa forøvrigt, at alle Handelens Funktionærer ere strængt redelige Mand, der yde Grønlænderne, hvor der virkelig tilkommer dem, at de f. Ex,, naar Grønlænderen leverer et første Klasses Skind, yder ham Vederlag for det som saadant og ikke for et anden Klasses og lignende.

At der i Handelens Forhold til Grønlænderne er noget absolut galt til Stede, er ubestrideligt, og det er dette og ikke andet, der Iigger bag ved, naar Dr. Rink har villet søge at udvirke Handelen skilt fra Administationen, for ved Hjælp af denne sidste, hvilket siges at være Dr. Rincks Tanke, "at gjøre Grønlænderne til Grønlændere igjen". Jeg vil omskrive denne Sætning til: "paany at gøre Grønlænderne til Eskimoer", for at de kunne leve som selvstændige Væsner i Grønland; men dette vil næppe kunne naas gjennem Forstanderskaberne eller Grønlænderhiemmet i Kjøbenhavn. Tanken om at fremhjælpe Grønlænderen ved Oplæring i Grønlænderhjemmet i Kjøbenhavn vil ganske vist ikke svare til Hensigten. For at være Grønlænder, eller Eskimo er det nødvendigt, at den Indfødte fra Barn læres at blive dygtig i sit Kald, nøisom og haardfør, men det naar han kun ved fra sin tidligste Ungdom at færdes paa Havet, hvorfra han skal hente alt det, han behøver til sit og Familiens Underhold. Saadant kan ikke læres ham her i Kjøbenhavn; den Tid, han skulle bruge til sin Udvikling i den Retning, vilde ved et Ophold herhjemme gaa tabt for ham, hvortil kommer, at han, efter et Ophold herhjemme, hvor Forholdene i alle Maader ere saa forskjellige fra, hvad han er vant til, let vil være uskikket til Livet i Grønland. At bringe Civilisationen og Naturmennesket under en Hat kan ikke lade sig gjøre. I Kampen mellem Civilisationen og Naturmennesket maa dette gaa til Grunde; det er sørgeligt, men det er en Sætning, som stadig har bekræftet sig. Se blot hen til Indianernes Stilling i Amerika; har det været muligt at bringe ham ind under Civilisationen, uagtet Naturforholdene ikke lægge Hindringer i Veien derfor som i Grønland? I Amerika med dets store Frugtbarhed og Rigdom paa andre Produkter, hvor et Samliv og fælles Erhverv var muligt, har Indianeren ikke kunnet trives, men er gaaet til Grunde, og kan forudses at forsvinde om ikke lang Tid. Det samme vil blive Eskimoens Lod i Grønland, naar Valpladsen ikke overlades ham; de forløbne Aar have godtgjort, at de Indfødte ere i meget stærk Tilbagegang. At oplære ham under de herværende Forhold kan aldrig gjøre ham til Naturmenneske igjen, til "Eskimo", og kun som saadan kan han leve i Grønland. Gjennem Opholdet her at ville drage den Indfødte over i andre Stillinger, mulig ogsaa i Handelens, bør ikke i nogen Maade ske, thi derved formindskes Fangstmændenes og Forsørgernes Antal, og kun en forøget Byrde paalægges de andre. Forstanderskaberne ville næppe nogensinde kunne lægge Baand paa Grønlændernes nye Tilbøieligheder.

Det nytter ikke at tale til Drankeren om Æresfølelse, Selvbevidsthed, Kappelyst, eller i det hele taget at sige til ham: "Du maa ikke drikke," saa længe han kan faa Spiritus, thi han vil i de ni af de ti Tilfælde vedblive at drikke. Saaledes vil det ogsaa gaa med Grønlænderen i hans Forhold til Handelen, han er en Gang bleven vant til gjennem Handelen for sine solide og for ham selv uundværlige Varer at kunne tiltuske sig visse Sager, der i og for sig kun ere Luxusartikler for ham, men som han - Erfaringen har vist det, og det lader sig derfor ikke benægte - som oftest blotter sig aldeles for at erholde. Ingen Adskillelse af Handel og Administration vil derfor nytte. Saa længe Handelen existerer, ødelægger Grønlænderen gjennem den sig selv. Det er Handelen med dens Ulæmper og Uretfærdigheder, der har bragt den Indfødte bort fra det Standpunkt af Fuldkommenhed, som han indtog ved Egedes Tid.

I tidligere Tider, da de Indfødte kun havde sig selv og Grønland at sørge for, behøvede de kun at tage ud i godt Veir, de havde endda rigeligt: for nu under Handelen ikke alene selv med Familie at skulle leve, men ved Siden deraf ogsaa føde og vedligeholde det uhyre Maskineri, hvoraf Handelen bestaar - den hele Institution opretholdes jo udelukkende af, hvad Handelen med de Indfødte indbringer - maa han trælle som en Slave; han maa gaa ud, hvorledes Veiret end er, og hvert Aar ankommer der et ikke ringe Antal Fangstmænd.

En Adskillelse af Administration og Handel vil kun lægge yderligere Byrder paa den indfødte - thi jo mere kompliceret Maskineriet bliver, desmere maa han trælle for at skaffe Opholdet til det forøgede Personale.

Handelen er det Skær, hvorpaa Dr. Rink efter 30 Aars virken for Grønlænderne er grundstødt, og hvorpaa vel sagtens ligeledes Direktør Horring vil strande; det er  ved Handelsstederne, at den Indfødte er udsat for alle Fristelserne, og det er kun ved at holde ham borte derfra, at han kan føres tilbage til sit tidligere frie og selvstændige Liv, kort sagt blive Eskimo igjen. Der er endnu mange Jndfødte, som bo paa afsides Steder langs med Kysten; disse maa de 11 Maaneder af Aaret leve Handelen foruden, og de kunne det ogsaa den 12. Maaned.

At Handelen skulde være nødvendig for Grønlænderne, vil næppe nogen, som kjender Forholdene, holde paa at paastaa; den har i virkeligheden kun skadet dem og vil, saa længe den bestaar, vedblivende gjøre det. At Handelen med Grønlænderne kan give et "meget betydeligt Overskud", paa samme Tid, som det fra alle Sider erkjendes, at Grønlænderne gaa tilbage og lever i Nød og Elendighed, viser noksom den Uretfærdighed, der begaas mod dem ved denne Handlen, der bringer dem til Betlerstaven, men afgiver betydeligt Overskud til Statskassen.

Enten maa Handelen eller Eskimoen forsvinde fra Grønland! - ophører Handelen, vil den Indfødte blive, men vedbliver Handelen, gaar Eskimoen aldeles til Grunde og vil forsvinde. Lærere, Udliggere, Fartøisførere og Arbejdere i Handelens Tjeneste kunne erholdes for Penge, en dygtig Fangstmand kan ikke kjøbes, om man saa vilde betale nok saa meget. Forsvinder Eskimoen, bliver intet tilbage, thi den Fremmede kan ikke leve her og drive Fangsten i hans Sted.

At give Love med det for Øie at søge den tidligere Tilstand kaldt tilbage, nytter ikke, saa længe Handelen bestaar ved Siden af, lige saa lidt som der kan være Tale om Indførelsen af en Retsordning med de Fremmede. Hvad enten Forskrifterne for Administrationen af Grønland foreslaas af Enkeltmand eller maaske af Folkerepresentationen, vil det kun blive Experimenter, lige som alt det tidligere. Nei? lad Grønlænderen selv sørge for sin Ret, han fornærmer ingen. Vi derimod have, og vedblive at fornærme Grønlænderen, saa længe Handelen finder Sted.

At der maa gjøres noget for at rive Grønlænderne ud af deres nuværende elendige Tilstand, derom ere alle enige. Men naar saa er Tilfældet, nytter det ikke at gjøre Skridtet halvt. Skal Eskimoen reddes, maa Skridtet gjøres fuldtud, Handelen maa fortrække; det er en Æressag for Danmark at gjøre godt, hvad 150 Aar have forbrudt.

Lad Videnskaben og Missionen tage Grønlands Sag i Hænde; opret en Station i Nordgrønland og en i Sydgrønland, den ene deraf som meteorologisk Station, hvortil Expeditioner, forliste Skibsmandskaber og andre kunde støtte sig, og send nidkjære Missionærer herop, som ville finde sig i de Savn, der ville være en uundgaaelig Følge af det hele Ophold der, ikke som nu Kandidater, der i Haab om et godt Embede hjemme trække sig tilbage efter et femaarigt Ophold i Grønland, i hvilken Tid de næppe have faaet lært at forstaa eller gjøre sig forstaaelig for de Indfødte. En Uddannelse af indfødte Kvinder til Missionens Tjeneste vilde formentlig ikke være uden Betydning. Lad Stationen og Missionærerne være i Besiddelse af Ting, som de Indfødte kunne bruge uden at skade sig selv, men ogsaa kun saadanne, saasom Kogekjedler, simple, stærke Tøier, Traad, Synaale, Værktøi, Søm og Skruer - og lad dem da for disse Ting tiltuske sig saadanne Varer af den Indfødte, som han uden Skade kan undvære, nemlig: Ræveskind, Edderfugleskind og Dun. Hertil kræves ikke Handelens storartede Maskineri; dette vil kunne ske gjennem Missionen.

"Grønlandske Handel" er den Kræftskade, som tærer paa den Indfødtes Livskraft; kan den ikke bortskæres, er Eskimoen uigjenkaldelig dødsdømt. Lad da gaa, som Kaptain Bluhme spaar, at det vil gaa under Direkter Horring: jo galere, ja bedre. Pinen vil da blive kortere for den stakkels Eskimo med hans af Naturen godmodige og prægtige Karakter - men Ære vil Danmark ikke have deraf.

En Ting er imidlertid given, og det er, at enhver kan ønske Dr. Rink til Lykke med, at han har sin Afsked, thi gaae det galt, kan han sige: "det er ikke mig,", og vanskelig vil Bevis kunne føres for, at han fra sin Virksomhed maa tage Part i Resultatet.

*) henligget længere Tid af Mangel paa Plads.

(Nationaltidende 4. juni 1883, 2. udgave).

Fra det Kjøbenhavn, der forsvinder. (Efterskrift til Politivennen)

For Tiden nedbrydes de sidste Rester af Hovedbygningen Paa Ejendommen "Østerholm", paa hvis Enemærker Arbeiderbyggeforeningen imellem Østerfarimagsgade og Sortedams Sø har opbygget et helt Kvarter af smukke Arbeiderboliger med forhaver.

Da i Frederik den Tredies Tid Kjøbenhavns Vold imellem Nørre- og Østerport var bleven fuldført, laa der, imellem Glaciet og Sortedamssø, hvis Kyst den Gang uindiget bugtede sig i sin naturlige, uregelmæssige Form. en Kjøbenhavns Kommune tilhørende øde Mark, bestaaende af Smaaholme, omgivne af Tuer og Morads, medens Siv og Rør voksede frodig langt ud i den mudrede SØ. Op til Østerbro havde en Mand ved Navn Girand en Have, som strakle sig til Nærheden af den nuværende Elbagade. For at beskytte denne Have mod Søens Vand, byggede han langs Bredden paa dette lille Stykke en Dæmning, som kaldtes Girandsdam, og denne Dæmning, der tillige var en Sti, er det ældste Stykke af Stierne langs Søerne. Paa en Parcel af denne Have blev senere bygget et Hus, der længer frem i Tiden blev kaldet "Elba", og hvorefter endelig, da det fornylig blev nedbrudt for at give Plads for nye Anlæg, Elbagade, der er udstukket over Havens Grund, har taget Navn.

Endnu l den sidste Halvdel af forrige Aarhundrede vare Kaktofler, eller Poteter, som de kaldtes, næsten ukjendte hos os, idetmindste blandt Almuen. Men paa den Tid kom her  til fra Tyskland en Mand ved Navn Reeh, som forstod sig paa Dyrkningen af denne Rodfrugt, og han fik for en billig Betaling af Magistraten en Del af Marken, imellem Sortedams Sø og Farimagsveien, hvorpaa han byggede slg et Hus, som efter Jorden, hvorpaa det stod, fik Navnet Østerholm. Paa de derværende Holme dyrkede han sine Kartofler, og det varede ikke længe, lnden Kjøbenhavnerne fik saadan Smag for disse Knolde, at de i Hobetal formelig bestormede Gartner Reeh, "Katoffelmanden", som han almindelig kaldtes. Senere delte Reeh Jorden Imellem sine Sønner, saaledes at en af dem fik Hovedparcellen og en anden en Parcel paa over 7 Tønder Land nærmest den saakaldle Peymanns Rende, som ved Komunehospitalet fører Vandet fra Søen til Fæstningsgraven, hvor han byggede sig et lille straatækket Hus, som han kaldte Rørholm efter Marken, hvori det laa.

Men saa kom Overfaldet 1807. For at aabne Fæstningens Kanoner frit Spillerum, skulde Husene i det nævnte Terrain nedbrændes. Med Bygningerne indenfor Sortedams Sø lykkedes det og Reeh maatte staa paa sin Post paa Volden og se, hvorledes hans Eiendom gik op i Luer, men da Brandfolkene med deres Begkrandse og Redskaber ogsaa vilde antænde Husene paa Blegdamsvelen, bleve de modlagne af de engelske Krlgsfolk, Hanoveranere og Skotter, der vare komne først, og drevne tilbage med Musketkugler.

Straks efter at Englænderne vare dragne bort, blev Husene bag Sortedams Sø opbyggede igjen, og ved den Leilighed blev den smukke Alle plantet, der førte fra Østerholm til Øster Farimagsgade, og som først nylig er falden for Øksen. Noget senere fik Parcelstedet Girands Have efter Kaiser Napoleons Eksil Navnet Elba. Allerede for mere end hundrede Aar siden førte, langs Peblingesøens Inderside, fra Nørrebrogade til Ladegaardsaaen en af Kjøbenhavnerne meget benyttet Spadserersti, kaldet "Kjærlighedsstien", Ligeledes førte fra Nørrebrogade langs Sortedams Sø en, om end ubanet, men dog med Træer beplantet Sti til Peymanns Rende; men her stoppede den, lukket med et rødmalet Led, saa man Ikke kunde komme længere, og det samme var Tilfældet med "Girandsdam" ved den anden Ende af Sortedams Sø. Der var ogsaa et Led, som lukkede for Passagen. Disse Stier vare nemlig kun færselsveie for Magistratens Folk, der skulde høste Rør og Siv i Søen. Saaledes vare Forholdene langt op i vort Aarhundrede. Først ved Aar 1817 blev gjort Begyndelse til Anlæg til en Sti langs Indersiden af St. Jørgens Sø, og kort Tid efter blev ogsaa Stien tangs Sortedams Sø anlagt og aabnet for almindelig Passage. Siden den Tid blev samtlige Stier indenfor Seerne kaldte "Kjærlighedsstierne;" stundom har man dog kaldt de to af disse Stier henholdsvis for Ægteskabsstien og Skilsmissestien.

Maler Johannes Wilhelm Zillen (1824-1870): Rørholm i Rørholmsgade. 1850-1870. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I Tidens Løb blev Hovedparcellen Østerholm atter udstykket og beboet af Voldmester Reeh, og Hovedbygningen paa denne Parcel, et brædeforskallet Bindingsværkshus, er det eneste, som nu er tilbage af alt det Gamle, thi ligesom Elba er ogsaa Rørholm nedbrudt for at give Plads for nye Anlæg. I Modsætning tll Østerholm, der stadig har været eiet af den Reehske Famille, indtil en Sønnesøn af hin "Kartoffelmand", Handelsgartner Reeh nu for nylig har solgt den til Arbeiderbyggeforeningen for at bebygges, har Rørholm været i mange Hænder. Efter hin Reeh eiedes den af Gartner Bostrup, af ham kjøbte Kommandør Schonheyder den for 16,000 Kroner. Derpaa kjøbte Gartner Grimmenstein den og opførte et Hus, som sidst stod paa Ejendommen, og i 1845 kjøbte Gartner Meldola det hele for 31,200 Kroner. Allerede for 30 Aar siden begyndte Tanken om Byens Udvidelse og Sølvgadens Forlængelse at røre sig, og Meldola udkastede i den Anledning et Project til Rørholms Udstykning og Bebyggelse. Men der var rigtignok den Ting iveien, at Ejendommen laa Indenfor Demarkationslinjen, som den Gang netop løb langs Kjærlighedsstien, og Følgen deraf var, at Projektet var indskrænket til at omfatte lave Bindingsværksbygninger, tilmed behæftet med den Servitut, at de uden Erstatning skulde nedbrydes af Eieren, om Fjenden kom for Staden. Der blev forsøgt med en Auktion, men der var kun Lysthavende til to Parceller, og Prisen var ikke høiere end 40 Øre (20 Skilling) for Kvadratalen. Til Sammenligning kan anføres, at Prisen paa Rørholms Grund nu er 25 Kroner pr. Kvadratalen, saa hele Eiendommen for Tiden er over et Par Millioner Kroner værd. Efter Rørholm er en af Gaderne, Rørholmsgade, kaldt og en anden, Webersgade, er opkaldt efter den sidste Eier; der er derfor vel næppe nogen Tvivl om, at en af de Gader, der løbe over Østerholms Jorder, vil blive kaldet Østerholmsgade og en anden Reehsgade efter den Mand, som fra først af har bebygget dette Terræn, og hvis Æt siden har befolket det,

L. Both

(Nationaltidende 1. juni 1883).

En ejendom på Østersøgade er opkaldt efter Rørholm.

Tyendesag. (Efterskrift til Politivennen)

Den 6. September f. A. bad en Tjenestepige sin Husbond om Tilladelse til at besørge et Ærinde for at træffe Aftale om en ny Kondition, hvilket Husbonden bestemt afslog med Tilføiende, at hvis hun alligevel gik, skulde hun straks forlade hans Tjeneste; desuagtet gik hun noget efter og kom først sent tilbage, idet hun for uden at træffe Aftale om den nye Tjeneste havde besøgt en Slægtning for at raadføre sig angaaende Husbondens ommeldte Tilkjendegivelse, og blev da definitivt bortvist af Husbonden. - Han nægtede hende at gaa, dels fordi hun Dagen iforveien havde havt Udgangstilladelse, dels fordi der var haardt Brug for hende hjemme, og han vil saaledes have havt lovlig Grund til at bortvise hende af Tjenesten, saa meget mere, som hun, efter at Udgangstilladelsen var nægtet hende, udtrykkelig vægrede sig ved at  udføre et af hende forlangt Arbeide, at gjøre et Værelse i Stand til et Spilleparti om Aftenen. Ligesom det Arbeide, hun vægrede sig ved at udføre, efter dets Beskaffenhed ikke kan antages at have været af videre Betydning, saa lidt som Husbonden kan antages paa Grund af denne Vægring at have bortvist hende, idet han fra først af kun har søgt at begrunde sin Ret til Bortvisningen paa, at hun gik bort uden Tilladelse, saaledes findes dette nysnævnte hendes Forhold ikke at kunne henføres under Tyendelovens Paragraf 41 nr. 5, men i al Fald kun at have kunnet paadrage hende Ansvar efter bemeldte Lovs Paragraf 26, hvorom der dog ikke er Spørgsmaal under nærværende af hende - der var fæstet til at tjene ham fra 1. Mai til 1. November f. A - imod ham til Betaling af Resten for den vedtagne Tjenestetid m. v. anlagt Sag. Som Følge at foranførte, samt da henses Paastand, forsaavidt den er tage tilfølge ved Politiretsdommen - ved hvilken Husbonden er tilpligtet at betale hende 30 Kr. i Restløn og de af hende paastaaede Kostpenge med 36 Kr. 66 Øre - har Hjemmel i Tyendelovens Paragraf 40, er Politiretsdommen stadfæstet ved Overrettens Dom.

(Nationaltidende 31. maj 1883).

Omnibuscentralen paa Amagertorv.

Fra det gamle København. En gammel mærkelig Ejendom, som er beliggende midt i den indre By, nemlig paa Amagertorv, er man i disse Dage i Færd med at nedrive. Endnu for godt og vel 20 Aar siden var denne Ejendom Centralstationen for Forbindelsen mellem København og Frederiksberg, idet de 6 Omnibus'er, som den Gang besørgede den hele Trafik, havde deres Udgangspunkt herfra. Nutiden, som er vant til at se Sporvogn paa Sporvogn frem og tilbage mellem "Runddelen" og Byen, kan kun vanskelig gøre sig det forstaaelig, at man den Gang undertiden maatte vente i Timevis paa en Omnibus, og dog var dette Tilfældet! thi af de 6 Køretøjer, som stod til Disposition, anvendtes de 4 til Forbindelsen ad Frederiksberg Alle, medens der kun havdes til Disposition ad Gl. Kongevej og ad Vesterbrogade forbi "Sorte Hest". I den lange, snævre Vognmandsgaard paa Amagertorv, der som en smal Gyde skærer sig ind mellem Naboejendommene, fandtes der ogsaa helt inde i det mørke Gaardsrum et Lokale, der bar det prangende Navn "Ventesal", men som i Virkeligheden ikke var andet end et uhyggeligt skummelt Rum, hvis hele Møblement bar et høist primitivt Præg. Her samledes ikke desto mindre taalmodigt det ventende Publikum. Til selve Omnibusserne var der ikke Plads inde i Gaarden; de holdt udenfor paa Gaden, og ved Trompetsignaler bekendtgjorde de for de Ventende, naar Afgangstiden endelig var kommen. Da Sporvognene i 1883 sattes i Gang mellem København og Frederiksberg, var de gamle Omnibusers Time slaaet; kun en kort Tid holdt de Konkurrencen ud, saa maatte de vige for Overmagten. Hermed var ogsaa til en vis Grad den gamle Ejendom dødsdømt. Nu er det hele Bygningskompleks ikke blot blevet solgt, ja endogsaa dyrt betalt, men rigtignok for aldeles at forsvinde for Tilværelsen. Det er nemlig Ejeren af Naboejendommen, som er Køberen, og det er hans Hensigt, naar Alt er jævnet med Jorden, da at sammenbygge den nye Ejendom med sin egen til en stor Gaard, et Byggeforetagende, der, inden det bliver fuldført, vil gaa op i over en halv Million Kroner.

(Social-Demokraten 13. maj 1883).

Ukendt fotograf: Amagertorv, Set fra Store Kirkestræde og Vimmelskaftet. Ill. Tidende skriver i Februar 1868 som [] til en tegning efter nærværende Fotografie. Amagertorv er Byens Censtrum, skriveriets Hovedstation, Østergade støder umiddelbart op til Torvet, og Rauten Gaard over det. Rauten ? Ja, det er den Strækning af Byens, paa hvilken unge Mandspersoner i meget smalle benklæder, med meget spidse kraver og meget brogede og meget smagløse Slips [forsæt] at fremvise disse Herligheder for beundrende unge Damer mellem femten og femogfyrre, der til gjengæld gjøre fordring paa Opmærksomhed for Nederdele af forsvindende Størrelse, og Overdele i [Chignons] af gruopvækkende Højde. Af Hensyn til Fremtidens Topografier skulle vi tilføie, at Rauten, nøjagitigt angivet, strækker sig fra Hjørnet af Skoubogade og Vimmelskaftet og ud til Grøningen. Som vi have set gaard går Rauten ligeover Amagertorv, og dette er som Følge deraf ogsaa stadigt besøgt af et udvalgt [...] Publikum. Men Skriveriet anfægter ikke [] og dets driftige Handelsaand og industrielle Liv o.s.v. Betegnelsen Rauten går ca Aar 1880 over til Strøget, som i kjøbenhavnske Jargon udtaltes Strøiet. I Baggr. midt i Billedet ses t.v. at de mellem Amagertorv Nr. 6 og Frederiksberg, kjørende Omnibusser. I Forgr. t.v. et Pissior og en Vandpost (Pumpen) med Drikkevand. 1867. Kbhbilleder. Public domain.

Studentermødet om Slesvig 8. Maj 1883. (Efterskrift til Politivennen)

Det almindelige studentermøde, som Studenterforeningen havde indbudt til i Gaar Aftes Kl 9, var særdeles talrig besøgt. Arbejderforeningens store Sal var propfuld af Mennesker. Kand. A. C Larsen aabnede Mødet og bad alle Udtalelser om Forholdet mellem Studenterforeningen og Studentersamfundet holdt tilbage ved denne Lejlighed. Han gav dernæst Ordet til Gehejmearkivar A. T. Jørgensen, som af Studenterforeningen var bleven opfordret til at holde et Foredrag om den danske Regering i Slesvig under Frederik den syvende. Det var ham ikke behageligt at tale offenlig herom, thi dels var den offenlige Fremtræden ham lidet tilvant og dels fristede den Behandling, andre Mænd havde modtaget ved offenlige Møder, ikke til at følge dem efter. I øvrigt savnede han ikke Kvalifikationer til at tale om det opgivne Emne, han Havde videnskabelig syslet med det omspurgte Afsnit af Historien og var ved Fødsel og Slægtskab stærkt knyttet til det Land, hvorom det drejede sig Han havde ikke overværet det Møde, paa hvilket Pingel havde indladt sig om det slesvigske Spørgsmaal, og skulde derfor ikke tage dennes Udtalelser til Udgangspunkt.

Tegner Julius (Juul) Ferdinand Møller (1857-1935): Rigsarkv. A. D. Jørgensen (1840-1897). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den Situation, som var givet ved Frederik den VIl's Tronbestigelse, var den, at det ved et kongeligt aabent Brev af Kristian den VIII var fastslaaet, at det danske Monarkis Ret til Slesvig var umisteligt, hvorledes det end gik med Kongedømmet. Med Hensyn til Holsten var det aabne Brevs Indhold ikke saa klart; det syntes som om Kristian den VIII havde Grund til at tro, at der her gjaldt noget andet, at der her var lovgivende Arvefølge Han vilde i sin Udvikling gaa ud fra, at Spørgsmaalet om Slesvigs Arvefølge var uangribelig uden iøvrigt nærmere at komme ind paa en Undersøgelse af dette Spørgsmaal, der for øvrigl var hans Specialitet, hvis nogen ønskede en indgaaende Drøftelse. Det første Stød til den slesvigholstenske Bevægelse var givet af Frederik VI ved Indførelsen af særlige Stænderforsamlinger for Hertugdømmerne samt ved indsættelsen af Fællesregeringen paa Gottorp. Det var meget hurtig gaaet ind i den almindelige Bevidsthed, at Forbindelsen havde gammel Hævd; men dette forholdt sig ikke saaledes, den indførtes først ved Stænderinstitutionen i 1834. Tidligere havde Slesvig haft særlig Administration og en særlig Overret, Holsten ligeledes, og det var først Frederik VI, der gjorde Forandring heri, uden vist at tænke paa, hvilke skjæbnesvangre Følger det kunde have. Nyere Forfattere vare enige i, at Slesvigholstenerne ikke havde haft noget retsligt Holdepunkt for Hertugdømmernes Udelelighed hvis denne Forbindelse ikke var kommen i Stand, og hvis Frederik VI i Stedet for at give Hertugdømmerne en fælles Administration, havde knyttet Slesvig til Danmark, vilde den nationale Bevægelse i Hertugdømmerne rimeligvis slet ikke været opstaaet. Saaledes var altsaa Stillingen ved Frederik VIl's Tronbestigelse. Ved aabent Brev af 28de Januar 1848 fik Hertugdømmerne medbestemmende Myndighed i Monarkiets Fællesanliggender. Disse bestod i Udenrigspolitiken, Hær og Flaade samt de Finanser, der vedkom Hæren og Flaaden. I denne Kongens første Regeringshandling laa et Program, meget forskjelliget fra Martsprogrammet. Betegnende var det ogsaa, at Kongen i sit Statsraad strax optog to Holstenere, Bardenfleth og Moltke. Men det blev ved Programmet, af selve Fællesforfatningen blev der intet, thi nu kom Martsbevægelsen, og Martsministeriet blev dannet. Dette var ingenlunde et rent Systemskifte, men kun et Kompromis mellem de ældre og nyere Anskuelser. Der optoges lige mange Helstatsmænd og Liberale, og de ældre havde endda Overtaget, idet kun to Liberale. Hvidt og Lehmann, fik Portefolier. Martsministeriets Program blev da ogsaa et Kompromis Program, i Følge hvilket Slesvig skulde være i uopløselig Forbindelse med Danmark, og Holsten i Personalunion med det. I Sommerers Løb rejste der sig imidlertid Vanskeligheder, og Ministeriet optog Tanken om Slesvigs Deling, men Kongen vilde ikke give sit Samtykke dertil, og man vendte tilbage til det gamle Program. Længere ud paa Efteraaret mente Ministeriet imidlertid, at det atter maatte optage Tanken om Slesvigs Deling, hvis England under Fredsforhandlingerne skulde fordre det; men dette foranledigede Martsministeriets Afgang, og nu traadte Novemberministeriet til. I dette var det nationale Parti kun repræsenteret ved to Medlemmer (Madvig og Clausen), de øvrige holdt paa Traditionen, og der under handledes altsaa paa Grundlag af Slesvigs Selvstændighed, og i Foraaret 1849 var Regeringen tvungen til at holde fast paa dette Program, da det angrebes stærkt fra tysk Side. Efter Vaabenstilstanden i 1849 stod man atter overfor Spørgsmaalet om, paa hvilket Grundlag Forhandlingen nu skulde indledes. Madvig og Clausen hævdede stærkt Nødvendigheden af Slesvigs Deling. Clausen holdt paa, at man hellere maatte staa af paa Landomraadet end paa den inderlige Forbindelse mellem Danmark og Nordslesvig og Madvig mente, at man, om man end vilde holde paa den gamle Grænse, dog burde indrømme Nationerne fuld Selvstændighed. Til dem sluttede sig nu Sponneck, der gjorde giældende, at Slesvig selv havde forbrudt sin Ret til at være selvstændigt, idet den ene Halvdel havde sluttet sig til Oprøret, og at Kongeriget, der ikke kunde gjennemføre Slesvigs Selvstændighed, havde Ret til at vælge imellem Helstaten eller Delingen. Da Enighed ikke kunde opnaas, indgav Clausen og Madvig deres Demission, men Spliden blev dog bilagt. Forhandlingen trak nu i Langdrag og man naaede ind i Aaret 1850. I den første Halvdel af Aaret forsøgtes forskjellige Kombinationer. Holstenerne henvendte sig direkte til Kronen og fremkom med deres sædvanlige Forlangende om et udeleligt Slesvig-Holsten. Herpaa kunde man selvfølgelig ikke indlade sig, og samtidig kom der da ogsaa fra Nordslesvig en Deputation, som protesterede mod denne Afgjørelse. Og da der nu ikke øjnedes anden Udvej, benyttede Regeringen sig af sin Ret til ved Magt at sætte sig i Besiddelse af Slesvig efter formelt at have sluttet Fred med Prøjsen den 2den Juli 1850. Samtidig henvendte man sig til Stormagterne med Begjæring om Garantier for Arvefølgen og i denne Henvendelse medtog man Holsten. Hvorfor man havde gjort dette, var ikke Taleren klart, det fremstilledes paa den Tid som noget, der fulgte ganske af sig selv. Ved dette Tidspunkt var Reaktionen skreden frem overalt i Evropa; den nationale Bevægelse havde man faaet Bugt med alle andre Steder, og man kunde altsaa nu henvende hele sin Opmærksomhed paa Danmark, og med en national Afgjørelse af vort Mellemværende med Tyskland vilde Holsten jo være bleven tilovers, saa der var ingen Stemning for et Slesvig til Eideren. Den sidste Halvdel af 1850 var heldig for os. Vi sejrede paa Valpladsen og ved den første Londoner Protokol blev Danmarks Integritet slaaet fast. I 1871 havde vi Notabelforsamlingen i Flensborg, men dens Afgjørelser ledede kun til at forøge Bevægelsen i Hertugdømmerne. Saa kom Proklamationen af 28de Januar 1852, der indførte Helstatsordningen, og den anden Londoner Protokol, der garanterede den nye Ordning. Der indførtes særlige Forfatninger for Hertugdømmerne, en for Slesvig og en for Holsten, og endelig fik vi Fællesforordningen af 1854, der kun var raadgivende og bestod af 20 kongevalgte og 30 valgte af Rigsdagen og hvori intet konstitutionelt var bleven tilbage. Som Kommentar hertil fulgte i Hertugdømmerne Pressesager. Forbud mod danske Blade, Rigsdagens Adresser, der ikke bleve besvarede osv. Oppositionen mod Regeringen voxede nu fra Dag til Dag og blev endelig saa stærk, at Regeringen i December 1854 maatte fortrække. Det er dog et Spørgsmaal, om denne Sejr for de Nationale var en virkelig Sejr. Det havde maaske været bedre, om Regeringen, der havde truffet saa mange Aftaler med Tyskland, havde faaet Tid til at gjennemføre en Ordning, hvordan denne end var bleven. For Hertugdømmernes Vedkommende opnaaedes kun, at Forhandlingerne fremdeles bleve uafgjorte. Ørsteds Fald skyldtes for Resten vistnok snarere personlige Intriger end Oppositionen, og det nye Ministerium betegnede da heller ikke nogen virkelig Systemforandring. Hall og Andræ fik dog gjennemført en Ændring i Fællesforfatningen, hvorved der tilsattes denne 30 umiddelbart valgte Medlemmer, og denne Forsamling blev nu virkelig konstitutionel; men Sammensætningen var alligevel uheldig, idet den altfor ensidig tog Hensyn til danske Interesser, og hele Konflikten kom nu til at hvile paa det danske nationale Parti. Holsten forlangte særlige Forfatninger, og da dette Ønske ikke blev efterkommet, optoges de Forhandlinger, som saa fortsattes indtil Udbrudet af den sidste Krig. Det maatte indrømmes, at Regeringens Stilling havde været overordenlig vanskelig. Overgangen fra det absolute til det indskrænkede Monarki havde ikke kunnet udskydes, men Vanskeligheden ved at gjennemføre den i et sammensat Land, hvor to Nationer mødes, ere betydelige. Hertil kom saa, at Kongestammen var i Færd med at dø ud, og at vi til Nabo havde en Stormagt, der stadig udvidede sit Landomraade og som følte sig kaldet til at interpellere i vor Sag. Paa Valpladsen er det en stor Fordel at være en Stormagt, og det er det ikke mindre ved de diplomatiske Underhandlinger. Det staar i dens Magt at drage Forhandlingerne i Langdrag, den kan altid vælge det beleilige Øieblik til at gribe ind i Begivenhederne, og naar man ser Aktstykkerne i den dansk tyske Strid, kan man ikke være i Tvivl om, at Prøjsen i fuldt Maal har benyttet sig af denne Fordel. Alle Aftaler vare trufne, naar Changerne vare for dens Sag. En Stormagt kan desuden ganske anderledes uddanne sine Diplomater; et lille Lands Diplomater kan aldrig i ren teknisk Henseende komme paa Side af dem. Af alle vore Udenrigsministre under Konflikten var kun en - Reedtz - Diplomat af Fag, og at vi i de 15-16 Aar, Striden stod paa, davde haft ni forskillige Udenrigsministre var jo i og for sig uheldigt. En saadan Række af Systemskifter maa nødvendigvis medføre megen Usikkerhed og der hvilede da ogsaa megen Usikkerhed over hele Fr. VII's Regering. Vi havde jo desuden ingen virkelige politiske Partier. Bondevennerne var et Rigsdagsparti, der ikke blandede sig i den almindelige Politik, og mellem de øvrige var der ingen skarp politisk Modsætning. Dertil kom at Kongen var en uberegnelig og upaalidelig Mand, der blandede personlige Forhold ind i sine Beslutninger. Alle disse Vanskeligheder maatte man holde sig for Øje ved Bedømmelsen af det slesvigske Spørgsmaal.

Taleren gik derefter over til at omtale Forholdene i Slesvig under den danske Administration. Som ung havde han været meget oppositionel, og det skulde indrømmes, at der i Slesvig fandtes mangfoldige uheldige Embedsmænd; men hvorfra skulde man tage en dygtig Embedsstand; man maatte jo formelig gaa paa Jagt efter Embedsmænd? Tyskerne vilde ikke tjene den danste Regering, og indfødte danske vare ikke tilstrækkelig inde i Forholdene. Særlig i den sidste Tid anstrængte Regeringen sig til det yderste for at faa Embedsmænd, der vare fødte i Hertugdømmerne. I det hele og store var det vanskeligt at lægge nogen væsenlig Skyld paa Enkeltmand. Der var fra den overordnede Administration gaaet frem med en Hensynsfuldhed og Humanitet, som enhver uhildet Kommission vilde finde paaskjønnnelsesværdig. Ved Ordningen af Sprogsagen var der gaaet liberalt frem. Clausen og Madvig voterede stadig i den Aand; den første anbefalede stadig den yderste Forsigtighed og strengeste Retfærdighed, og Madvig gik endog saa vidt at tilraade, at man skulde finde sig i, at der i Kirker og Skoler taltes ikke blot i det tyske Sprog men ogsaa i tysk Aand. Sprogreskriptet havde ganske vist ikke truffet nogen heldig geografisk Grænse. Det vakte særlig stærkt Anstød i Angel, men det var urimeligt at opfatte det som en Fornærmelse imod det tyske Folk. Naar man hermed sammenlignede Tyskernes Adfærd nu Slesvig eller i Elsas Lothringen, svandt det ind til intet. Taleren, der var født nord for Flensborg Fjord, havde selv faaet tysk Undervisning og han havde læst de tyske Forfattere, længe inden han gjorde sig bekjendt med de danske, men alligevel havde tysk altid været ham fremmed. Betydningen af Begivenhederne havde for ham været den, at han havde følt, at der fra dansk Side blev gjort noget for at bevare Slesvig. Havde vi givet Slip paa det ved fredelig Overenskomst, vilde Landet formentlig have været tabt for os ikke blot politisk min ogsaa nationalt. Fejlene ved Regeringen vare: Mangel paa politisk Sans oq politisk Bøjelighed; de gamle vilde ikke vide af nogen ny Grænse, de nationalliberale kunde ikke tænke sig nogen ny Samfundsordning uden konstitutionelle Former og konstitutionelle Garantier. Lidt Afslag paa begge Sider kunde have fjærnet mange Vanskeligheder. Vi burde tage Lære heraf, at ikke den Tid skulde komme, da man dømte os, som vi nu vilde dømme dem (Stærkt Bifald). 

Under Højesteretssagfører Zahles Ledelse begyndte Forhandlingen. Assessor Madvig var væsenlig enig med Jørgensen. Taleren havde været ansat i det slesvigske Ministerium; han kjendte godt til de Klager, der førtes over slesvigske Forhold og Embedsmænd, og maatte indrømme, at der var begaaet Fejl. Man tabte sig maaske ofte i Smaating, i Juristeri. Embedsstanden betragtede sig maaske vel meget omgivet af en Nimbus, som gjorde den fremmed for dens Omgivelser. Den Nølerpolitik, man fulgte den Gang, den overdrevne Forsigtighed, som iagttoges ved enhver paatænkt Forandring, skadede Slesvig, men det er ubilligt, naar der klages over den lokale Embedsstand. De slesvigske Embedsmænd stod gjennemgaaende nok saa høit som de danske. Taleren glædede sig over Jørgensens fordomsfrie Dom over hin Tids Historie; det var ikke de Fejl, der bleve begaaede den Gang, som skilte os af med Slesvig. Nej, der forelaa et Problem, som ikke kunde løses; om en Engel var kommet ned fra Himlen, havde han ikke kunnet ordne vort Forhold til Slesvig. Derfor er det uretfærdigt at tale om dem, "der skilte os af med Slesvig". Om vi havde beholdt Januarministeriet i sin Tid, om vi vare naaede ind paa at faa en Personalunion af 4 Stater (de tre Hertugdømmer og Kongeriget), havde det intet hjulpet. I det Tilfælde vilde Holsten og Lauenburg have kommet til at regere os. Tanken om Slesvigs Deling, som England interesserede sig for, og som vi nu godt kunne forsone os med, strandede i sin Tid paa Modstand ikke hos Kongen alene, men hos saa godt som hele Folket. Det vilde man slet ikke høre om, "det skal ej ske", lovede Konge og Folk hinanden. Daværende Minister Madvig stillede dog i Oktober 1850 et Forslag om at dele Slesvig omtrent ved Slien, men ingen støttede ham i Statsraadet. Heller ikke vore Modstandere, Østerig og Prøjsen, ønskede denne Losning. De vare mod enhver liberal Politik, de søgte at fjærne dem fra Regeringen her hiemme, som stode Bevægelsen i 1848 nær. I 1864 kom Tanken om Delingen frem igjen, den engelske Regering foreslog en saadan, den danske Regering optog Tanken, men England holdt ikke sit Løfte om at blive ved sit første Forslag. Taleren vilde indrømme Jørgensen, at man var gaaet lidt vel vidt i sin Iver for at bevare det danske Sprog i Slesvig, men efter at Bestemmelserne om Benyttelsen af dansk Sprog var optaget i den slesvigske Forfatning, var det en betænkelig Sag at røre ved dem. Hvordan vi end havde bestemt Sproggrænsen, vilde der nok have været Tyskere nord for den, som havde beklaget sig.

Professor Kr. Erslev havde ikke i Jørgensens fordomsfri Fremstilling fundet nogen stærk Opfordring til at tage Ordet; Madvigs Udtalelser kunde mere trænge til at imødegaas. Han takkede Jørgensen for hans klare Fremstilling af den Tilbagegang, den Ebbe, som havde præget vor indre og ydre Politik siden 48, saa at man mere og mere fjærnede sig fra de gode Tanker, som udtaltes i 1848. Uagtet alt, hvad Madvig havde sagt om Delingen, staar det dog fast, at der her forelaa en Løsning, som ikke blev prøvet. Det er vist nok, at der var Stemning herhjemme imod at gaa til en Deling, men hvordan var den opstaaet? At betragte Ejderen som Danmarks rette Grænse var egenlig ikke kjendt i Frederik den sjettes Tid. Det var en Tanke, som kun var ført ind i Folket af de liberale Stormænd fra Fyrrerne. Hvis denne Tanke senere beredte dem Vanskeligheder, saa maatte de takke sig selv derfor. Er der nogen logisk Nødvendighed for at sætte Ejderen som en national Grænse? Man kan mene, at vi have historisk Ret til en saadan Grænse og man kan maaste tvivle om denne Ret (Nej! Nej!), men en national Grænse kan Ejderen, som skiller Tyske fra Tvske, ikke være. Det er vanskeligt at vide, hvad der kunde have sket, hvis de Nationalliberale havde tænkt deres Tanker til Ende og arbejdet for at faa en virkelig national Grænse. Man kan ikke frikjende dem for et Ansvar, thi de byggede fra først af paa en kun halvt gjennemtænkt Tanke og de manglede politisk Bøjelighed til at lade sig udvikle med Tiden (Stærk Bifald, blandet med lidt Hyssen)

Gehejmeraad Madvig maatte i Modsætning til sin Søn hævde, at en Deling burde være forsøgt. Men Erslev havde Uret, naar han dadlede de Nationalliberale saa stærkt. Man maatte jo huske paa, at deres Fordring om Ejderen som Grænse var kun en Følge af Tyskernes Fordring om et "Schleswig Holstein meerumschlungen" med Kongeaaen til Grænse. Nordslesvigerne havde heller aldrig kunnet slutte sig til Tanken om Slesvigs Deling, en Mand som Kryger holdt i sin Tid stadig paa Slesvigs Udelelighed. Taleren, Clausen og Sponneck kunde intet udrette mod den almindelige Modstand mod Delingstanken, de maatte saa læmpe sig efter Forholdene. Nu have vi vel nok slaaet os Ejdergrænsen ud af Hovedet, men at blive den Tanke kvit paa en god Maade, vilde vist have været vanskeligt. I sin Tid var det ikke muligt at faa Folk til at indrømme det.

Madvigs Foredrag, som kun kunde høres af forholdsvis faa, hilsedes med stærkt Bifald. Dirigenten mente, at det passende kunde være et afsluttende Foredrag, og foreslog at de fremtidige Talere skulde indskrænke sig til at tale 10 Minuter.

Kand. Scharling takkede Madvig for hans Protest mod Erslevs Udtalelser; han kunde tydelig mærke, at Erslev havde ikke selv levet i den Tid, han talte om. Ploug turde ikke i 1862 optage Artikler, der anbefalede Slesvigs Deling, det vilde kun have ødelagt "Fædrelandet"

Provst Sich syntes, at det var ganske naturligt, at vi ikke vilde have Danmark delt i sin Tid; han mindede om, at Kampen for Sønderjylland ikke havde været forgjæves

Provst Grundtvig mindede om, siden vi aandelig havde vundet Slesvig, Kong Dan; Sagnet om ham var et af de første Udtryk for Ejdertanken. Hvis Erslev havde staaet Forpost ved Dannevirke, saaledes som Taleren havde gjort i 1850, da vilde han vist have talt paa en hel anden Maade. Han havde truffet mange danske i Slesvig, og i 1848-50 var den historiske Grænse ogsaa for en stor Del national. Han haabede, at den nationale Kamp for Slesvig skulde minde os om, at vi skulde leve for vort Folk, men ikke for almene kosmopolitiske Ideer (Bifald og Hyssen).

Dr. Fridericia kunde ikke forstaa, at man vilde frakjende de yngre Ret til at dømme om, hvad der er foregaaet før deres egen Levetid. Hvor bliver saa den hele historiske Videnskab af? Grundtvig havde ingen Grund til at tale om kosmopoliske Ideer. Taleren og hans Meningsfæller vilde ikke lade sig frakiende Navnet nationale. Det kommer tydeligere og tydeligere frem, at Eidertanken blev betragtet som et Udtryk for den nationale Bevægelse derhjemme i Halvtredserne og Treserne; de nationale seilede under et falsk Flag. Den Politik, vi førte over for Slesvig, stødte Evropa fra os; det er ikke rimeligt, at vi ved en Deling af Slesvig havde stødt Evropa. Det var lige saa naturligt for Tyskerne at ønske en national Afrunding mod Nord, som det er for os at ønske at forenes med vore Landsmænd i Nordslesvig. Og naar man nu siger, at Delingstanken næppe var lykkedes, maa man ikke glemme, at Eiderpolitiken jo heller ikke lykkedes. De danske Politikere burde have husket, at vi vare de svage.

Fotograf Mary Dorthea Frederikke Steen (1853-1939): Octavius Thomas Hansen (1838-1903) politiker, højesteretssagfører. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Højesteretssagf. Oct. Hansen kunde ikke forstaa, at Grundtvig i Anledning af, at Erslev forlangte en ren national Grænse, skulde give sig til at tale om kosmopolitiske Ideer. Prof. Grundtvig havde udgydt sit Blod for Fædrelandet paa Valpladsen, det var noget, som Taleren havde Respekt for, selv om man bagefter pralede lidt deraf .... (I Anledning af denne Yttring blev der en frygtelig Tummel).

Dirigenten opfordrede Taleren til at tage disse Ord tilbage.

Oct. Hansen: Naar Grundtvig vilde indrømme, at der i en Forsamling af danske Studenter ikke havde været Grund til at fremhæve egen Tapperhed, ellers ikke.

Dirigenten beklagede det forefaldne og opfordrede til at skifte Emne.

Oct Hansen: Hvad man havde trængt til i Slesvig var en virkelig praktisk Politiker.

Dr. Rosenberg: Eidergrænsen var voxet fast i det danske Folk fra Arilds i Tid og levendegiort af Digterne. Tabet af Slesvig var en "Skæbne", der havde ramt os.

Høiesteretsassessor Rimestad advarede Oct. Hansen og andre mod for rask at dømme de Mænd, som førte Underhandlinger med Tyskland i sin Tid. Det var forbavsende, "hvor nær" det havde været ved, at deres Politik var lykkedes. Quaade havde den 9de November 1863 meldt, at Bismarck da var rede til at gaa ind paa Tanken om et Ejder-Holsten og et Ejder-Danmark.

Assesor Madvig indrømmede, at Historien havde Ret til at dømme, men man skal være meget varsom i sin Dom over den nærmest foreaaaende Tid. Lad os arbeide i Enighed fremad og ikke forkjætre hinanden!

Dr. Hempel kunde ikke forstaa, hvorfor man vilde have de yngre med til en Diskussion, naar de ikke maatte faa Lov til at dømme. Han syntes, at det var stor Nøjsomhed, naar man trøstede sig over Tabet af Slesvig ved, at man havde vundet Slesvigernes Hiærter.

A. D. Jørgensen syntes, at der var gjort meget for en forsonlig Politik i overfor Slesvig under de stadige Udæskninger fra tysk Side. Det var rimeligt, at vi forsøgte at holde paa Slesvig saa længe som muligt, ellers vilde man have beskyldt os for Fejghed.

Dirigenten sluttede Mødet Kl. over et med cn Tak til Indlederen.

Paa Opfordring af A. C. Larsen raabte Forsamlingen et kraftigt Leve for den danske Studenterstands Æresmedlem Madvig.

(Morgenbladet (København) 9. maj 1883)

En forsideartikel på Morgenbladet (København) 11. maj 1883 kommenterede på mødet.

Nu kommer Sandhederne frem. Ved det almindelige Studentermøde, der, som omtalt i Gaar, afholdtes i Arbejderforeningens Festsal i Tirsdags, og hvor saadanne Mænd, som Gehejmeraad Madvig, Assessor Madvig, Gehejmearkivar Jørgensen, Professor Kr. Erslev, Professor Grundtvig, Kandidat Emil Elberling, Dr. Fredericia m. Fl. vare i Ilden, fik det national-liberale Parti nogle Sandheder at vide, som vel ikke ere nye; men, som man kan se, at der i Stilhed er gemt paa til ved given Lejlighed. Nu, da Ploug, ikke kan knalde saa rask med sin velkendte Pisk, og - da Billes hvasse Tunge og skarpe Pen ikke mere gør Tjeneste ved det nu Uge for Uge ynkeligere "Dagblad", nu kommer der Humør baade i gamle og unge Akademikere og Embedsmænd. Spørgsmaalet drejede sig om "det slesvigske Spørgsmaal" og Gehejmearkivar Jørgensen gav da den Oplysning om salig Frederik den 7de, at han var en "uberegnelig og upaalidelig Karakter", og at han var "et typisk Udtryk" for "den Uregelmæssighed", der havde hersket i Regeringen, altsaa i det nationale Partis stadig stiftende Ministerier. Dette er en Udtalelse, der fortjener at noteres; Skade, at den kommer saa sent frem af sit Skjul. Saa talte samme Gehejmearkivar og Assessor Madvig, der stedse begynder i Øst og ender i Vest, efter at have snuset rundt i Alt som en Kok i et Køkken, om de tidligere slesvigske Embedsmænd, og gav dent Attest for, at de stod paa et lige saa høit Trin som den øvrige Del her i Landet. Dette har nu ikke meget at sige, og dertil kommer, at det er Usandhed, thi det er en Kendsgerning, at netop de danske Embedsmænds Optræden i Slesvig har bidraget til, at Danmark tabte denne Landsdel. Paa mangfoldige Steder i Slesvig var Stemningen mod de danske Husfogder, Landfogder, Amtmænd og andre Øvrigheder saa hadefuld, at man af den Grund alene valgte Tysk for Dansk. Det har ogsaa senere vist sig, da Kongeriget efter 1864 blev oversvømmet af "betrængte Slesvigere", at disse, da de bleve ansatte i Embeder, her i Landet, vilde begynde at indføre den samme Tone her som i Hertugdømmet overfor Folk. Men den gik ikke, skønt vi ellers ikke er forvænte her i Danmark. Kig nu ned f. Eks. til Næstved, Vordingborg, ind i Odense og de mange Jurisdiktioner omkring denne By og flere andre Steder, saa vil man saa et Begreb om, hvorledes en Befolkning kan opdrage en Embedsmand, som mener, at hans Avtoritet sidder i de forgyldte Frakkeknapper og hans Myndighed i Guldtressen om Kasketten.

Professor Kr. Erslev fremkom med den drøje Sandhed, at der i "den danske Politik siden 1848 havde gjort sig en sørgelig Tilbagegang gældende", og at de ledende Mænd havde paa den Tid (de Nationalliberales Tid) ikke Mod til at tage Konsekvenserne, som nødvendigvis fulgte med sand Opfattelse af Nationaliteten, og det var disse Mænd (c: Monrad, Lehmann, Krieger, Hall, Bluhme og deres Medhjælpere Pressen, Ploug og Bille), som ved deres uklare Nationalitetsbegreber bar Ansvaret for den daværende Politik. - Se, saa rene Ord for Pengene fik Dhrr. Nationalliberale, men det generede dog Professor Grundtvig i den Grad, at han kaldte Erslev en ung Mand, som ikke kunde have nogen Mening om slige Ting, og Professoren talte videre om, at han havde været med i Krigen og "ofret Liv og Blod", hvilket gav Højesteretssagfører Octavius Hansen Anledning til at tale om Praleri og de mange Tilhørere Lejlighed til efter Behag at huje, hysse og komme med voldsomt Bifald.

Fotograf Olaf Gjørup (1861-1936) & Co.: journalist, forfatter, bibliotekar Rudolf Emil Elberling (1835-1927). Foto fra mellem 1896 og 1927. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kandidat Emil Elberling, der i flere Aar var knyttet til det afgangne "Fædrelandet", gav den interessante Meddelelse, at han i 1802 indstændig havde anmodet Ploug om blot i nogle Anmeldelses artikler at omtale Delingen af Slesvig ; men han turde ikke optage Artikler herom og havde tilføjet, "at hvis der kom et Ord frem "Fædrelandet" om denne Sag, vilde det være ruineret". Altsaa: den store Mand, Carl Ploug, der altid har slaaet om sig med sin Overbevisning, sine rene Hensigter som Politiker, han tør, ikke behandle et Spørgsmaal i sit Blad, som var et Livsspørgsmaal for Danmark den Gang, fordi han frygtede at miste sine Abonnenter.

Det er ret interessante Sandheder, som der her er fremkomne, og det viser os, hvorledes Partiinteresse og Egennytte stedse har været stillet i første Række. Medens det nationalliberale Parti, hvis Afløvning er det nuværende Højre, skaffede os af med de 3 Hertugdømmer, sørgede det for at tilrive sig Embederne og Magten over Pengekassen saa længe som mulig.

Mødet i Tirsdags var arrangeret af Højre for at protestere mod Dr. Pingels Udtalelser i Haandværkerforeningens Lokale og for at skabe en Stemning til Fordel for Partiet. Men det blev anderledes. De historiske Sandheder lader sig ikke bortforklare, og derfor blev Mødet en Fiasko, et Nederlag for Indbyderne. 

(Social-Demokraten 10. maj 1883).

Johan Nicolai Madvig (1804-1886) klassisk filolog og politiker. Rektor for Københavns Universitet i én toårig og fire etårige perioder i årene 1855 til 1879. Medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Han var medlem af Folketinget  4. december 1849 til 27. maj 1853. Medlem af Landstinget  3. juni 1853 til 28 august 1854 og fra 12. juli 1855 til 1. oktober 1874. Folketingets formand 1852-1853, og næstformand i Landstinget 1858-1863, 1866-1869 og 1870-1874. Valgt til Rigsrådet i 1856 og var dets præsident til 1863. Han var medlem af Rigsrådets Folketing fra 1864. Han stod som kultusminister bag skoleloven af 1850 for det lærde skolevæsen, der som den første lov havde den almene dannelse øverst i sin formålsparagraf. Gehejmekonferensråd i 1881. Madvigs Allé på Frederiksberg er opkaldt efter ham.

Johan Nikolai Agathon Madvig (1833-1919), søn af professor Johan Nicolai Madvig. 1857 volontør, 1859 assistent, 1861 kancellist og 1863 fuldmægtig i det slesvigske ministerium. Afgik 1864 ved ministeriets opløsning. Han beskæftigede sig derefter med de slesvigske arkivsager og arbejdede ved Inkorporationskommissionen samt for Justits- og Indenrigsministeriet i sagerne fra de inkorporerede slesvigske distrikter. 1871-72 udgiver af Lov- og Ministerialtidende. 1872 assessor i Københavns Kriminal- og Politiret, 1879 til assessor i Landsover- samt Hof- og Stadsretten. Fra 1885 var han tillige næstformand i Sø- og Handelsretten og 1891-1905 var han formand i denne ret.

Adolph Ditlev Jørgensen (1840-1897) var en dansk historiker og rigsarkivar. 1863 blev han ansat som hjælpelærer ved den lærde skole i Flensborg med løfte om at blive adjunkt og bibliotekar ved et påtænkt offentligt bibliotek for Slesvig, men afskedigedes efter krigen 1864 og vendte tilbage til København. 1869 assistent i Kongerigets arkiv, rentekammerafdelingen. 1874 blev han fuldmægtig, og ved C. F. Wegeners afgang blev han gehejmearkivar og overtog ledelsen af Kongerigets arkiv fra 1. januar 1883.

Kristian Sophus August Erslev (1852-1930). Professor ved Københavns Universitet i 1883-1916, rigsarkivar i 1916-1924 og formand for Carlsbergfondets bestyrelse i 1913-1926.

Octavius Thomas Hansen (1838-1903) Sagfører og politiker. 1869 blev han overrets- og 1874 højesteretssagfører. 1872 blev han valgt til Folketinget og genvalgt 1873 for en lille gruppe "de nationale Løsgængere" der i reglen stemte sammen med Mellempartiet. Han sluttede sig til oppositionen, og var 1880-90 forsvarer i en række politiske sager, mest for Venstre-folk. Hansen var senere på året med til at danne Den liberale Vælgerforening 1883 og var formand 1885 samt 1888-90 medlem af overbestyrelsen for Venstres organisation. 

Professor Svend Hersleb Grundtvig (1824-1883). Søn af N.F.S. Grundtvig. Ved udbruddet af Krigen 1848-51 meldte han sig som frivillig. Han blev løjtnant 17. juli 1848 og deltog ved Dybbøl og Isted. Efter krigen fortsatte han i hæren som À la suite. Han udtrådte 1863 som kaptajn. Under Krigen 1864 var han i seks måneder ved eksercerskolen i København og 1868-1879 kaptajn i forstærkningen.

Rudolf Emil Elberling (1835-1927) var forfatter, journalist og kvinderetsforkæmper. Han var medarbejder ved Fædrelandet i 1860-1882 og bibliotekar ved Rigsdagen 1880-1912. Han var medstifter af Den liberale Vælgerforening på Frederiksberg og formand 1883-86. Desuden medlem af Dansk Kvindesamfunds styrelse 1883-1887.

Studentersamfundets rolle som samlingssted for den akademiske opposition aftog ved slutningen af 1883 med det i november 1883 stiftede "Københavns liberale Vælgerforening” (bl. a. direktør G. A. Hagemann). I forbindelse med et suppleringsvalg til Folketinget i Københavns Amts 1. kreds samledes nogle mindre kredse af liberale højremænd, venstremænd og socialdemokrater i "De forenede liberale Vælgerforeninger for Frederiksberg" med bibliotekar Rudolf Emil Elberling som formand.