Sankt Croix: Juni 1883. (Efterskrift til Politivennen).

Udover omtaler af de mange penge som hvert år blev afsat på finansloven til plantageejerne på De Vestindiske øer, er der ikke meget at hente i avisarkiverne. Her er et udvalg af artikler frem mod strejken i 1915/16 og den endelige afhændelse af øerne under 1. Verdenskrig. 

Et Møde af Plantere holdtes den 19de Maj i West End for at tage under Overvejelse, hvad der var at gjøre for at skaffe bedre og billigere Arbejdere og fremme Indvandringen af saadanne. Næsten alle Øens Plantere vare tilstede, og fra alle Sider klagedes der over de forhaandenværende Arbejderes Utilbøjelighed til at arbejde stadig og ordentlig. Om Mandagen drive de næsten altid, undertiden ogsaa om Tirsdagen, og Lørdag har altid været betragtet som normal Fridag. Naar man gjør dem Forestillinger i saa Henseende, gaa de uden videre deres Vej, da de med Lethed kunne faa Arbejde andetsteds. Arbejdslønnen er stadig stigende, hvad der imidlertid kun bidrager til, at de tage sig saa mange flere Fridage. Det eneste Middel herimod vilde være Indvandring af Arbejdere fra de andre vestindiske Øer, og Forsamlingen overdrog det til en Komite paa fire Medlemmer at træffe de fornødne Foranstaltninger til ved Hjælp af Agenter at iværksætte en saadan.

(Dagbladet (København), 14. juni 1883 (uddrag)

Arbejdere på St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

(Uddrag fra et længere brev fra Vestindien, afsnit om landarbejderne:)

Paa St. Croix har Regeringen nu begyndt en Udstykning af Jord fra Statsplantagen Work & Rest i Haab om derved at vække Lysten hos den arbejdende Klasse til at erhverve Jordejendomme og saaledes knytte den til Stedet. Det er dog meget tvivlsomt, om Forsøget vil falde heldig Ud. Saalænge Regn og frugtbare Tider vilde indtræde, vil Negeren nok blive ved Jorden, men kommer Tørhed og Misvæxt, taber Han strax Modet og opgiver Ævret. Overhovedet har han endnu ikke lært at indse Nødvendigheden af at tænke paa den Dag i morgen og saalænge det ikke lykkes at gjøre ham dette indlysende, saa længe faar man ham heller ikke til i gode Aar at samle Modstandskraft til de kommende daarlige Aar. Af denne Grund er det ogsaa, at Øen lider under en Mangel paa Arbejdskraft, der Aar for Aar bliver føleligere og nu er ledet to alvorlige Overvejelser fra Planternes Side om Indførelse af fremmede Arbejdere til Øen. I Virkeligheden er Arbejdskraften paa Øen ikke utilstrækkelig til dens Behov, men Negerne paa Landet ville ikke arbejde, og Autoriteterne synes at staa magtesløse overfor dem, uagtet det dog er vitterligt, at de ikke paa lovlig Maade forskaffe sig, hvad de behøve til Livets Ophold. Om nu en Immigration vil hjælpe paa dette Forhold og skabe den attraaede Konkurrence, er vist noget problematisk, medmindre man da vil beslutte sig til at gaa energisk tilværks mod alle de vagabonderende Individer blandt Arbejderbefolkningen og lade dem ramme af Løsgængerloven. Men hertil vil atter udfordres at virksomt Landpoliti og Oprettelse af Tvangsarbejdsanstalter, og ingen af Delene vil kunne tilvejebringes uden Anvendelse al Pengemidler, der ikke haves til Raadighed. Vil da Staten paany træde hjælpende til? det er det store Spørgsmaal.

(Dagbladet (København), 27. juni 1883)

Washing clothes at Harden Gut. Arbejdere på St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Ladegaardsaaens uhyggelige Tilstand. (Efterskrift til Politivennen)

Naar Sommeren kommer og der bliver Varme i Luften, sænker nævnte brede Rendesten, der skal tilføre Kjøbenhavnerne en god Del af deres Drikkevand, sin grumsede Vandflade et Par Fod, og det bliver nu vitterligt for alle, hvad denne gaadefulde Afløbsrende skjuler i sit Dyb. Potteskaar, Ølflasker, gamle Kasseroller, Fiskeben, raadne Støvler, Teglsten, Mursten, iturevne Kurve, druknede Hunde og Kattekillinger osv., altsammen hvilende blødt i en eiendommelig Slags sortagtig og fedtet Dynd af samme Art som det, man i gamle Dage kunde se Kloakerne føre ud ved Langelinje. Forleden Dag havde Indsenderen af disse Linjer et frydefuldt Syn. Et af de fattige Børn fra Rabarberlandet, der havde været beskjæftiget med den yndede Syssel, som alle Børnene der omkring stadig udøver, nemlig med at vaske sine Fødder i Aaen, var snublet og faldet om i Vandet. Da Barnet ikke turde gaa hjem i den Tilstand, dets Klæder befandt sig i, trak det ganske sindigt sine faa Pjalter af og hængte sin alt andet end propre Skjorte til Tørring paa en Pæl i Nærheden af Bangerts Bro. Og der sad nu det uskyldige Væsen i den mest paradisiske Tilstand, man kan tanke sig, og ventede til Tøjet blev tørt. Hvor længe skal vi andre vente, inden det falder Kjøbenhavns Kommune ind at faa den Aa kastet til og afløst af en underjordisk muret Vandledning? K. K.

(Morgenbladet (København) 5. juni 1883).

Grønlandske Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

Af *)
Johan Schmidt,
Forvalter ved Ivigtut Kryolithbrud fra 1861-65.

Der har Alt i nogen Tid været skrevet ikke Lidet om de grønlandske Forhold, dog, som det synes, vel meget inde paa det personlige Gebet. En rolig Drøftelse af Forholdene for at komme til Forstaaelse af, hvad der maate forekomme mest formaalstjenligt, vilde formenlig være Sagen gavnligere, thi under de stedfindene Forhold gjælder det netop om, at Mand, som kiende Grønland, holde sammen for at frembringe det bedst mulige Resultat.

Det staar nemlig fast, som erkjendt fra alle Sider, at de grønlandske forhold i Henseende til de Indfødtes Stilling er saa slet som vel muligt, og at disse ulykkelige Tilstande ubetinget skyldes de fremmedes uheldige  Indflydelse. En Kjendsgjerning er det, at de Indfødtes oprindelige Sæder og Skikke ere nedbrudte, at deres tidligere Virkekraft er lammet, at de Unges Uddannelse ikke drives med den tidligere Kraft o. s. v. o. s. v., hvorhos saavel Telte som Baadetøi, Kajakker og Konebaade forsømmes som Følge af et til Yderlighed gaaende Salg til Handelen, ja det er i mange Tilfælde endog er gaaet saa vidt, at de have solgt Alt, saaledes at te end ikke have kunnet vedligeholde den for det barske Klima saa nødvendige Klædedragt. Hvor i tidligere Tid de Indfødte førte et Liv i Tilfredshed med deres Forhold og have været i Stand til selv at sørge for deres Udkomme, hersker nu Nød og Elendighed, og krav stilles til Understøttelse eller Fattighjælp, der stadig maa ydes i ikke ringe Udstrækning.

At Grønlænderne ere gaaede saaledes Tilbage, at de nu kun ere en Skygge af, hvad de tidligere har været, skyldes ene og alene Handelen med dem - det nytter ikke at skjule dette, det kan ligesaa godt bestemt udtales. Ved Handelen er der aabnet den Enkelte Adgang til at erholdte saadanne Sager, som for ham ikke kunne betegnes som stort andet end Luxusgjenstande, saasom tobak, Kaffe, Sukker, Tøier, Skydevaaben m. m., ja hvoraf flere endog ere ligefrem til Fordærv for ham. Ved Opnaaelsen af Skydevaaben har han saalede fuldstændig udryddet Rensdyrene, der tidligere udgjorde et vigtigt Led i de grønlandske Forhold - man erindre sig blot, at der paa mindre end 1 Aar blev nedlagt flere Tusinde af disse Dyr, for hvis Bevarelse der burde have været gjort alt, hvortil kommer, at Sælerne forskræmmes fra Fjordene ved Skydevaabnene, saa at de maa søges længer til Søs. Endvidere skal til Exempel nævnes en Handelsgjenstand, nemlig Kaffen, der kulndesynes uskadelig, men naar det ses, hvor forfalden Grønlænderen er dertil, hvorledes han, naar han har faaet Smag for Kaffe, efterat have solgt alt, hvad han har kunnet sælge, endog har grebet til at skille sig ved de allernødvendigste Gjenstande for at tilfredsstille sin Lyst, maa man tilstaa, at det havde været bedre, om der ikke var givet Anvisning paa Kaffe. Der skal ganske anderledes solid Kost til for at gjøre Fangstmanden skikket til at staa imod. naar han skal ligge ude helt Dagen i sin lille Kajak. Som det saaledes er gaaet med Hensyn til de nævnte Tilfælde, gaae det i det Hele taget. Der er ved Handelen aabnet de Indfødte en Adgang til for dem hidtil ukendte og for den overveiende Del ikke nødvendige Sager. De ere blevne vænnede til for deres solide og for dem selv uundværlige Varer, saasom Spæk, Skind, Fjer og tørret Fisk, m. m. at tiltuske sig Luksusgjenstande, og denne Handel har antaget et Omfang, som er til absolut Fordærv for de Indfødte. Ligesom Drankeren sælger det allermest nødvendige for at skaffe sig Spiritus, saaledes sælger Grønlænderen kun altfor ofte det sidste Stykke, som det er muligt at faa afsat, for at tilfredsstille de Laster. For unødvendige Ting sælger han de Skind, hvoraf han skal forfærdige Kajaken til sin Dreng til tidlig Øvelse for denne, for derigjennem i Forbindelse med videre Uddannelse at gjøres til en dygtig Fangstmand - og hvoraf han skal bygge sin Konebaad, der er nødvendig for ham, for om Foraaret at kunne drage ud til sin Fiskeplads, og uden hvilken Familierne fra de forskiellige Pladser ikke kunde komme til hverandre. For at tilfredsstille Øieblikkets Lyst sælger han alt, selv de Skind, som han skal lave Klæder af, og det hører ikke til Undtagelserne, at Varer, som en Indfødt har solgt tidligere, kjøbes igjen af ham paa Kredit til næste Fangstperiode, fordi han ikke paa nogen Maade kan undvære dem.

Men den Omstændighed, at de Indfødte saaledes have faaet Smag for, hvad der gjennem Handelen bydes dem, bevirker netop, at de flokkes omkring Handelspladserne og forbliver der; denne Forøgelse af Befolkningen paa enkelte Steder gjør imidlertid, at Udbyttet bliver mindre for den enkelte, samtidig med, at han maa anspænde sine Kræfter mere, og da nu dertil en betydelig Del af hans Fangst gaar med til at tilfredsstille de nye Tilbøieligheder, bliver Følgen Forarmelse, Nød og Elendighed. De Personer, der i Handelens Tjeneste afgaa til Grønland, gjøre ikke dette uden af Hensyn til egen Fordel for saa i den kortest mulige Tid at erhverve saa meget, at de ved Hjemkomsten kunne leve deraf. Men Procenterne af det indkiøbte udgjør nu den væsenligste Del af Lønningen, og deres Interesse er det altsaa, at der kjøbes saa meget som muligt; der spørges altsaa ikke, om Grønlænderne selv mulig vil komme til at mangle, der kjøbes blot.

Theodor Fischer: Eskimo. Anskuelsesbillede. 1870. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Saaledes er det gaaet i en Aarrække, saaledes gaar det i Øieblikket, og saaledes vil det fremdeles gaa, saalænge Handelen existerer, thi at faa indført faste Lønninger saa store, at de kunne friste nogen til at udstaa Besværlighederne ved Livet i Grønland, vil næppe nogensinde lykkes. Jeg forudsætter saa forøvrigt, at alle Handelens Funktionærer ere strængt redelige Mand, der yde Grønlænderne, hvor der virkelig tilkommer dem, at de f. Ex,, naar Grønlænderen leverer et første Klasses Skind, yder ham Vederlag for det som saadant og ikke for et anden Klasses og lignende.

At der i Handelens Forhold til Grønlænderne er noget absolut galt til Stede, er ubestrideligt, og det er dette og ikke andet, der Iigger bag ved, naar Dr. Rink har villet søge at udvirke Handelen skilt fra Administationen, for ved Hjælp af denne sidste, hvilket siges at være Dr. Rincks Tanke, "at gjøre Grønlænderne til Grønlændere igjen". Jeg vil omskrive denne Sætning til: "paany at gøre Grønlænderne til Eskimoer", for at de kunne leve som selvstændige Væsner i Grønland; men dette vil næppe kunne naas gjennem Forstanderskaberne eller Grønlænderhiemmet i Kjøbenhavn. Tanken om at fremhjælpe Grønlænderen ved Oplæring i Grønlænderhjemmet i Kjøbenhavn vil ganske vist ikke svare til Hensigten. For at være Grønlænder, eller Eskimo er det nødvendigt, at den Indfødte fra Barn læres at blive dygtig i sit Kald, nøisom og haardfør, men det naar han kun ved fra sin tidligste Ungdom at færdes paa Havet, hvorfra han skal hente alt det, han behøver til sit og Familiens Underhold. Saadant kan ikke læres ham her i Kjøbenhavn; den Tid, han skulle bruge til sin Udvikling i den Retning, vilde ved et Ophold herhjemme gaa tabt for ham, hvortil kommer, at han, efter et Ophold herhjemme, hvor Forholdene i alle Maader ere saa forskjellige fra, hvad han er vant til, let vil være uskikket til Livet i Grønland. At bringe Civilisationen og Naturmennesket under en Hat kan ikke lade sig gjøre. I Kampen mellem Civilisationen og Naturmennesket maa dette gaa til Grunde; det er sørgeligt, men det er en Sætning, som stadig har bekræftet sig. Se blot hen til Indianernes Stilling i Amerika; har det været muligt at bringe ham ind under Civilisationen, uagtet Naturforholdene ikke lægge Hindringer i Veien derfor som i Grønland? I Amerika med dets store Frugtbarhed og Rigdom paa andre Produkter, hvor et Samliv og fælles Erhverv var muligt, har Indianeren ikke kunnet trives, men er gaaet til Grunde, og kan forudses at forsvinde om ikke lang Tid. Det samme vil blive Eskimoens Lod i Grønland, naar Valpladsen ikke overlades ham; de forløbne Aar have godtgjort, at de Indfødte ere i meget stærk Tilbagegang. At oplære ham under de herværende Forhold kan aldrig gjøre ham til Naturmenneske igjen, til "Eskimo", og kun som saadan kan han leve i Grønland. Gjennem Opholdet her at ville drage den Indfødte over i andre Stillinger, mulig ogsaa i Handelens, bør ikke i nogen Maade ske, thi derved formindskes Fangstmændenes og Forsørgernes Antal, og kun en forøget Byrde paalægges de andre. Forstanderskaberne ville næppe nogensinde kunne lægge Baand paa Grønlændernes nye Tilbøieligheder.

Det nytter ikke at tale til Drankeren om Æresfølelse, Selvbevidsthed, Kappelyst, eller i det hele taget at sige til ham: "Du maa ikke drikke," saa længe han kan faa Spiritus, thi han vil i de ni af de ti Tilfælde vedblive at drikke. Saaledes vil det ogsaa gaa med Grønlænderen i hans Forhold til Handelen, han er en Gang bleven vant til gjennem Handelen for sine solide og for ham selv uundværlige Varer at kunne tiltuske sig visse Sager, der i og for sig kun ere Luxusartikler for ham, men som han - Erfaringen har vist det, og det lader sig derfor ikke benægte - som oftest blotter sig aldeles for at erholde. Ingen Adskillelse af Handel og Administration vil derfor nytte. Saa længe Handelen existerer, ødelægger Grønlænderen gjennem den sig selv. Det er Handelen med dens Ulæmper og Uretfærdigheder, der har bragt den Indfødte bort fra det Standpunkt af Fuldkommenhed, som han indtog ved Egedes Tid.

I tidligere Tider, da de Indfødte kun havde sig selv og Grønland at sørge for, behøvede de kun at tage ud i godt Veir, de havde endda rigeligt: for nu under Handelen ikke alene selv med Familie at skulle leve, men ved Siden deraf ogsaa føde og vedligeholde det uhyre Maskineri, hvoraf Handelen bestaar - den hele Institution opretholdes jo udelukkende af, hvad Handelen med de Indfødte indbringer - maa han trælle som en Slave; han maa gaa ud, hvorledes Veiret end er, og hvert Aar ankommer der et ikke ringe Antal Fangstmænd.

En Adskillelse af Administration og Handel vil kun lægge yderligere Byrder paa den indfødte - thi jo mere kompliceret Maskineriet bliver, desmere maa han trælle for at skaffe Opholdet til det forøgede Personale.

Handelen er det Skær, hvorpaa Dr. Rink efter 30 Aars virken for Grønlænderne er grundstødt, og hvorpaa vel sagtens ligeledes Direktør Horring vil strande; det er  ved Handelsstederne, at den Indfødte er udsat for alle Fristelserne, og det er kun ved at holde ham borte derfra, at han kan føres tilbage til sit tidligere frie og selvstændige Liv, kort sagt blive Eskimo igjen. Der er endnu mange Jndfødte, som bo paa afsides Steder langs med Kysten; disse maa de 11 Maaneder af Aaret leve Handelen foruden, og de kunne det ogsaa den 12. Maaned.

At Handelen skulde være nødvendig for Grønlænderne, vil næppe nogen, som kjender Forholdene, holde paa at paastaa; den har i virkeligheden kun skadet dem og vil, saa længe den bestaar, vedblivende gjøre det. At Handelen med Grønlænderne kan give et "meget betydeligt Overskud", paa samme Tid, som det fra alle Sider erkjendes, at Grønlænderne gaa tilbage og lever i Nød og Elendighed, viser noksom den Uretfærdighed, der begaas mod dem ved denne Handlen, der bringer dem til Betlerstaven, men afgiver betydeligt Overskud til Statskassen.

Enten maa Handelen eller Eskimoen forsvinde fra Grønland! - ophører Handelen, vil den Indfødte blive, men vedbliver Handelen, gaar Eskimoen aldeles til Grunde og vil forsvinde. Lærere, Udliggere, Fartøisførere og Arbejdere i Handelens Tjeneste kunne erholdes for Penge, en dygtig Fangstmand kan ikke kjøbes, om man saa vilde betale nok saa meget. Forsvinder Eskimoen, bliver intet tilbage, thi den Fremmede kan ikke leve her og drive Fangsten i hans Sted.

At give Love med det for Øie at søge den tidligere Tilstand kaldt tilbage, nytter ikke, saa længe Handelen bestaar ved Siden af, lige saa lidt som der kan være Tale om Indførelsen af en Retsordning med de Fremmede. Hvad enten Forskrifterne for Administrationen af Grønland foreslaas af Enkeltmand eller maaske af Folkerepresentationen, vil det kun blive Experimenter, lige som alt det tidligere. Nei? lad Grønlænderen selv sørge for sin Ret, han fornærmer ingen. Vi derimod have, og vedblive at fornærme Grønlænderen, saa længe Handelen finder Sted.

At der maa gjøres noget for at rive Grønlænderne ud af deres nuværende elendige Tilstand, derom ere alle enige. Men naar saa er Tilfældet, nytter det ikke at gjøre Skridtet halvt. Skal Eskimoen reddes, maa Skridtet gjøres fuldtud, Handelen maa fortrække; det er en Æressag for Danmark at gjøre godt, hvad 150 Aar have forbrudt.

Lad Videnskaben og Missionen tage Grønlands Sag i Hænde; opret en Station i Nordgrønland og en i Sydgrønland, den ene deraf som meteorologisk Station, hvortil Expeditioner, forliste Skibsmandskaber og andre kunde støtte sig, og send nidkjære Missionærer herop, som ville finde sig i de Savn, der ville være en uundgaaelig Følge af det hele Ophold der, ikke som nu Kandidater, der i Haab om et godt Embede hjemme trække sig tilbage efter et femaarigt Ophold i Grønland, i hvilken Tid de næppe have faaet lært at forstaa eller gjøre sig forstaaelig for de Indfødte. En Uddannelse af indfødte Kvinder til Missionens Tjeneste vilde formentlig ikke være uden Betydning. Lad Stationen og Missionærerne være i Besiddelse af Ting, som de Indfødte kunne bruge uden at skade sig selv, men ogsaa kun saadanne, saasom Kogekjedler, simple, stærke Tøier, Traad, Synaale, Værktøi, Søm og Skruer - og lad dem da for disse Ting tiltuske sig saadanne Varer af den Indfødte, som han uden Skade kan undvære, nemlig: Ræveskind, Edderfugleskind og Dun. Hertil kræves ikke Handelens storartede Maskineri; dette vil kunne ske gjennem Missionen.

"Grønlandske Handel" er den Kræftskade, som tærer paa den Indfødtes Livskraft; kan den ikke bortskæres, er Eskimoen uigjenkaldelig dødsdømt. Lad da gaa, som Kaptain Bluhme spaar, at det vil gaa under Direkter Horring: jo galere, ja bedre. Pinen vil da blive kortere for den stakkels Eskimo med hans af Naturen godmodige og prægtige Karakter - men Ære vil Danmark ikke have deraf.

En Ting er imidlertid given, og det er, at enhver kan ønske Dr. Rink til Lykke med, at han har sin Afsked, thi gaae det galt, kan han sige: "det er ikke mig,", og vanskelig vil Bevis kunne føres for, at han fra sin Virksomhed maa tage Part i Resultatet.

*) henligget længere Tid af Mangel paa Plads.

(Nationaltidende 4. juni 1883, 2. udgave).

Fra det Kjøbenhavn, der forsvinder. (Efterskrift til Politivennen)

For Tiden nedbrydes de sidste Rester af Hovedbygningen Paa Ejendommen "Østerholm", paa hvis Enemærker Arbeiderbyggeforeningen imellem Østerfarimagsgade og Sortedams Sø har opbygget et helt Kvarter af smukke Arbeiderboliger med forhaver.

Da i Frederik den Tredies Tid Kjøbenhavns Vold imellem Nørre- og Østerport var bleven fuldført, laa der, imellem Glaciet og Sortedamssø, hvis Kyst den Gang uindiget bugtede sig i sin naturlige, uregelmæssige Form. en Kjøbenhavns Kommune tilhørende øde Mark, bestaaende af Smaaholme, omgivne af Tuer og Morads, medens Siv og Rør voksede frodig langt ud i den mudrede SØ. Op til Østerbro havde en Mand ved Navn Girand en Have, som strakle sig til Nærheden af den nuværende Elbagade. For at beskytte denne Have mod Søens Vand, byggede han langs Bredden paa dette lille Stykke en Dæmning, som kaldtes Girandsdam, og denne Dæmning, der tillige var en Sti, er det ældste Stykke af Stierne langs Søerne. Paa en Parcel af denne Have blev senere bygget et Hus, der længer frem i Tiden blev kaldet "Elba", og hvorefter endelig, da det fornylig blev nedbrudt for at give Plads for nye Anlæg, Elbagade, der er udstukket over Havens Grund, har taget Navn.

Endnu l den sidste Halvdel af forrige Aarhundrede vare Kaktofler, eller Poteter, som de kaldtes, næsten ukjendte hos os, idetmindste blandt Almuen. Men paa den Tid kom her  til fra Tyskland en Mand ved Navn Reeh, som forstod sig paa Dyrkningen af denne Rodfrugt, og han fik for en billig Betaling af Magistraten en Del af Marken, imellem Sortedams Sø og Farimagsveien, hvorpaa han byggede slg et Hus, som efter Jorden, hvorpaa det stod, fik Navnet Østerholm. Paa de derværende Holme dyrkede han sine Kartofler, og det varede ikke længe, lnden Kjøbenhavnerne fik saadan Smag for disse Knolde, at de i Hobetal formelig bestormede Gartner Reeh, "Katoffelmanden", som han almindelig kaldtes. Senere delte Reeh Jorden Imellem sine Sønner, saaledes at en af dem fik Hovedparcellen og en anden en Parcel paa over 7 Tønder Land nærmest den saakaldle Peymanns Rende, som ved Komunehospitalet fører Vandet fra Søen til Fæstningsgraven, hvor han byggede sig et lille straatækket Hus, som han kaldte Rørholm efter Marken, hvori det laa.

Men saa kom Overfaldet 1807. For at aabne Fæstningens Kanoner frit Spillerum, skulde Husene i det nævnte Terrain nedbrændes. Med Bygningerne indenfor Sortedams Sø lykkedes det og Reeh maatte staa paa sin Post paa Volden og se, hvorledes hans Eiendom gik op i Luer, men da Brandfolkene med deres Begkrandse og Redskaber ogsaa vilde antænde Husene paa Blegdamsvelen, bleve de modlagne af de engelske Krlgsfolk, Hanoveranere og Skotter, der vare komne først, og drevne tilbage med Musketkugler.

Straks efter at Englænderne vare dragne bort, blev Husene bag Sortedams Sø opbyggede igjen, og ved den Leilighed blev den smukke Alle plantet, der førte fra Østerholm til Øster Farimagsgade, og som først nylig er falden for Øksen. Noget senere fik Parcelstedet Girands Have efter Kaiser Napoleons Eksil Navnet Elba. Allerede for mere end hundrede Aar siden førte, langs Peblingesøens Inderside, fra Nørrebrogade til Ladegaardsaaen en af Kjøbenhavnerne meget benyttet Spadserersti, kaldet "Kjærlighedsstien", Ligeledes førte fra Nørrebrogade langs Sortedams Sø en, om end ubanet, men dog med Træer beplantet Sti til Peymanns Rende; men her stoppede den, lukket med et rødmalet Led, saa man Ikke kunde komme længere, og det samme var Tilfældet med "Girandsdam" ved den anden Ende af Sortedams Sø. Der var ogsaa et Led, som lukkede for Passagen. Disse Stier vare nemlig kun færselsveie for Magistratens Folk, der skulde høste Rør og Siv i Søen. Saaledes vare Forholdene langt op i vort Aarhundrede. Først ved Aar 1817 blev gjort Begyndelse til Anlæg til en Sti langs Indersiden af St. Jørgens Sø, og kort Tid efter blev ogsaa Stien tangs Sortedams Sø anlagt og aabnet for almindelig Passage. Siden den Tid blev samtlige Stier indenfor Seerne kaldte "Kjærlighedsstierne;" stundom har man dog kaldt de to af disse Stier henholdsvis for Ægteskabsstien og Skilsmissestien.

Maler Johannes Wilhelm Zillen (1824-1870): Rørholm i Rørholmsgade. 1850-1870. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I Tidens Løb blev Hovedparcellen Østerholm atter udstykket og beboet af Voldmester Reeh, og Hovedbygningen paa denne Parcel, et brædeforskallet Bindingsværkshus, er det eneste, som nu er tilbage af alt det Gamle, thi ligesom Elba er ogsaa Rørholm nedbrudt for at give Plads for nye Anlæg. I Modsætning tll Østerholm, der stadig har været eiet af den Reehske Famille, indtil en Sønnesøn af hin "Kartoffelmand", Handelsgartner Reeh nu for nylig har solgt den til Arbeiderbyggeforeningen for at bebygges, har Rørholm været i mange Hænder. Efter hin Reeh eiedes den af Gartner Bostrup, af ham kjøbte Kommandør Schonheyder den for 16,000 Kroner. Derpaa kjøbte Gartner Grimmenstein den og opførte et Hus, som sidst stod paa Ejendommen, og i 1845 kjøbte Gartner Meldola det hele for 31,200 Kroner. Allerede for 30 Aar siden begyndte Tanken om Byens Udvidelse og Sølvgadens Forlængelse at røre sig, og Meldola udkastede i den Anledning et Project til Rørholms Udstykning og Bebyggelse. Men der var rigtignok den Ting iveien, at Ejendommen laa Indenfor Demarkationslinjen, som den Gang netop løb langs Kjærlighedsstien, og Følgen deraf var, at Projektet var indskrænket til at omfatte lave Bindingsværksbygninger, tilmed behæftet med den Servitut, at de uden Erstatning skulde nedbrydes af Eieren, om Fjenden kom for Staden. Der blev forsøgt med en Auktion, men der var kun Lysthavende til to Parceller, og Prisen var ikke høiere end 40 Øre (20 Skilling) for Kvadratalen. Til Sammenligning kan anføres, at Prisen paa Rørholms Grund nu er 25 Kroner pr. Kvadratalen, saa hele Eiendommen for Tiden er over et Par Millioner Kroner værd. Efter Rørholm er en af Gaderne, Rørholmsgade, kaldt og en anden, Webersgade, er opkaldt efter den sidste Eier; der er derfor vel næppe nogen Tvivl om, at en af de Gader, der løbe over Østerholms Jorder, vil blive kaldet Østerholmsgade og en anden Reehsgade efter den Mand, som fra først af har bebygget dette Terræn, og hvis Æt siden har befolket det,

L. Both

(Nationaltidende 1. juni 1883).

En ejendom på Østersøgade er opkaldt efter Rørholm.

Tyendesag. (Efterskrift til Politivennen)

Den 6. September f. A. bad en Tjenestepige sin Husbond om Tilladelse til at besørge et Ærinde for at træffe Aftale om en ny Kondition, hvilket Husbonden bestemt afslog med Tilføiende, at hvis hun alligevel gik, skulde hun straks forlade hans Tjeneste; desuagtet gik hun noget efter og kom først sent tilbage, idet hun for uden at træffe Aftale om den nye Tjeneste havde besøgt en Slægtning for at raadføre sig angaaende Husbondens ommeldte Tilkjendegivelse, og blev da definitivt bortvist af Husbonden. - Han nægtede hende at gaa, dels fordi hun Dagen iforveien havde havt Udgangstilladelse, dels fordi der var haardt Brug for hende hjemme, og han vil saaledes have havt lovlig Grund til at bortvise hende af Tjenesten, saa meget mere, som hun, efter at Udgangstilladelsen var nægtet hende, udtrykkelig vægrede sig ved at  udføre et af hende forlangt Arbeide, at gjøre et Værelse i Stand til et Spilleparti om Aftenen. Ligesom det Arbeide, hun vægrede sig ved at udføre, efter dets Beskaffenhed ikke kan antages at have været af videre Betydning, saa lidt som Husbonden kan antages paa Grund af denne Vægring at have bortvist hende, idet han fra først af kun har søgt at begrunde sin Ret til Bortvisningen paa, at hun gik bort uden Tilladelse, saaledes findes dette nysnævnte hendes Forhold ikke at kunne henføres under Tyendelovens Paragraf 41 nr. 5, men i al Fald kun at have kunnet paadrage hende Ansvar efter bemeldte Lovs Paragraf 26, hvorom der dog ikke er Spørgsmaal under nærværende af hende - der var fæstet til at tjene ham fra 1. Mai til 1. November f. A - imod ham til Betaling af Resten for den vedtagne Tjenestetid m. v. anlagt Sag. Som Følge at foranførte, samt da henses Paastand, forsaavidt den er tage tilfølge ved Politiretsdommen - ved hvilken Husbonden er tilpligtet at betale hende 30 Kr. i Restløn og de af hende paastaaede Kostpenge med 36 Kr. 66 Øre - har Hjemmel i Tyendelovens Paragraf 40, er Politiretsdommen stadfæstet ved Overrettens Dom.

(Nationaltidende 31. maj 1883).