Af *)
Johan Schmidt,
Forvalter ved Ivigtut Kryolithbrud fra 1861-65.
Der har Alt i nogen Tid været skrevet ikke Lidet om de grønlandske Forhold, dog, som det synes, vel meget inde paa det personlige Gebet. En rolig Drøftelse af Forholdene for at komme til Forstaaelse af, hvad der maate forekomme mest formaalstjenligt, vilde formenlig være Sagen gavnligere, thi under de stedfindene Forhold gjælder det netop om, at Mand, som kiende Grønland, holde sammen for at frembringe det bedst mulige Resultat.
Det staar nemlig fast, som erkjendt fra alle Sider, at de grønlandske forhold i Henseende til de Indfødtes Stilling er saa slet som vel muligt, og at disse ulykkelige Tilstande ubetinget skyldes de fremmedes uheldige Indflydelse. En Kjendsgjerning er det, at de Indfødtes oprindelige Sæder og Skikke ere nedbrudte, at deres tidligere Virkekraft er lammet, at de Unges Uddannelse ikke drives med den tidligere Kraft o. s. v. o. s. v., hvorhos saavel Telte som Baadetøi, Kajakker og Konebaade forsømmes som Følge af et til Yderlighed gaaende Salg til Handelen, ja det er i mange Tilfælde endog er gaaet saa vidt, at de have solgt Alt, saaledes at te end ikke have kunnet vedligeholde den for det barske Klima saa nødvendige Klædedragt. Hvor i tidligere Tid de Indfødte førte et Liv i Tilfredshed med deres Forhold og have været i Stand til selv at sørge for deres Udkomme, hersker nu Nød og Elendighed, og krav stilles til Understøttelse eller Fattighjælp, der stadig maa ydes i ikke ringe Udstrækning.
At Grønlænderne ere gaaede saaledes Tilbage, at de nu kun ere en Skygge af, hvad de tidligere har været, skyldes ene og alene Handelen med dem - det nytter ikke at skjule dette, det kan ligesaa godt bestemt udtales. Ved Handelen er der aabnet den Enkelte Adgang til at erholdte saadanne Sager, som for ham ikke kunne betegnes som stort andet end Luxusgjenstande, saasom tobak, Kaffe, Sukker, Tøier, Skydevaaben m. m., ja hvoraf flere endog ere ligefrem til Fordærv for ham. Ved Opnaaelsen af Skydevaaben har han saalede fuldstændig udryddet Rensdyrene, der tidligere udgjorde et vigtigt Led i de grønlandske Forhold - man erindre sig blot, at der paa mindre end 1 Aar blev nedlagt flere Tusinde af disse Dyr, for hvis Bevarelse der burde have været gjort alt, hvortil kommer, at Sælerne forskræmmes fra Fjordene ved Skydevaabnene, saa at de maa søges længer til Søs. Endvidere skal til Exempel nævnes en Handelsgjenstand, nemlig Kaffen, der kulndesynes uskadelig, men naar det ses, hvor forfalden Grønlænderen er dertil, hvorledes han, naar han har faaet Smag for Kaffe, efterat have solgt alt, hvad han har kunnet sælge, endog har grebet til at skille sig ved de allernødvendigste Gjenstande for at tilfredsstille sin Lyst, maa man tilstaa, at det havde været bedre, om der ikke var givet Anvisning paa Kaffe. Der skal ganske anderledes solid Kost til for at gjøre Fangstmanden skikket til at staa imod. naar han skal ligge ude helt Dagen i sin lille Kajak. Som det saaledes er gaaet med Hensyn til de nævnte Tilfælde, gaae det i det Hele taget. Der er ved Handelen aabnet de Indfødte en Adgang til for dem hidtil ukendte og for den overveiende Del ikke nødvendige Sager. De ere blevne vænnede til for deres solide og for dem selv uundværlige Varer, saasom Spæk, Skind, Fjer og tørret Fisk, m. m. at tiltuske sig Luksusgjenstande, og denne Handel har antaget et Omfang, som er til absolut Fordærv for de Indfødte. Ligesom Drankeren sælger det allermest nødvendige for at skaffe sig Spiritus, saaledes sælger Grønlænderen kun altfor ofte det sidste Stykke, som det er muligt at faa afsat, for at tilfredsstille de Laster. For unødvendige Ting sælger han de Skind, hvoraf han skal forfærdige Kajaken til sin Dreng til tidlig Øvelse for denne, for derigjennem i Forbindelse med videre Uddannelse at gjøres til en dygtig Fangstmand - og hvoraf han skal bygge sin Konebaad, der er nødvendig for ham, for om Foraaret at kunne drage ud til sin Fiskeplads, og uden hvilken Familierne fra de forskiellige Pladser ikke kunde komme til hverandre. For at tilfredsstille Øieblikkets Lyst sælger han alt, selv de Skind, som han skal lave Klæder af, og det hører ikke til Undtagelserne, at Varer, som en Indfødt har solgt tidligere, kjøbes igjen af ham paa Kredit til næste Fangstperiode, fordi han ikke paa nogen Maade kan undvære dem.
Men den Omstændighed, at de Indfødte saaledes have faaet Smag for, hvad der gjennem Handelen bydes dem, bevirker netop, at de flokkes omkring Handelspladserne og forbliver der; denne Forøgelse af Befolkningen paa enkelte Steder gjør imidlertid, at Udbyttet bliver mindre for den enkelte, samtidig med, at han maa anspænde sine Kræfter mere, og da nu dertil en betydelig Del af hans Fangst gaar med til at tilfredsstille de nye Tilbøieligheder, bliver Følgen Forarmelse, Nød og Elendighed. De Personer, der i Handelens Tjeneste afgaa til Grønland, gjøre ikke dette uden af Hensyn til egen Fordel for saa i den kortest mulige Tid at erhverve saa meget, at de ved Hjemkomsten kunne leve deraf. Men Procenterne af det indkiøbte udgjør nu den væsenligste Del af Lønningen, og deres Interesse er det altsaa, at der kjøbes saa meget som muligt; der spørges altsaa ikke, om Grønlænderne selv mulig vil komme til at mangle, der kjøbes blot.
Theodor Fischer: Eskimo. Anskuelsesbillede. 1870. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Saaledes er det gaaet i en Aarrække, saaledes gaar det i Øieblikket, og saaledes vil det fremdeles gaa, saalænge Handelen existerer, thi at faa indført faste Lønninger saa store, at de kunne friste nogen til at udstaa Besværlighederne ved Livet i Grønland, vil næppe nogensinde lykkes. Jeg forudsætter saa forøvrigt, at alle Handelens Funktionærer ere strængt redelige Mand, der yde Grønlænderne, hvor der virkelig tilkommer dem, at de f. Ex,, naar Grønlænderen leverer et første Klasses Skind, yder ham Vederlag for det som saadant og ikke for et anden Klasses og lignende.
At der i Handelens Forhold til Grønlænderne er noget absolut galt til Stede, er ubestrideligt, og det er dette og ikke andet, der Iigger bag ved, naar Dr. Rink har villet søge at udvirke Handelen skilt fra Administationen, for ved Hjælp af denne sidste, hvilket siges at være Dr. Rincks Tanke, "at gjøre Grønlænderne til Grønlændere igjen". Jeg vil omskrive denne Sætning til: "paany at gøre Grønlænderne til Eskimoer", for at de kunne leve som selvstændige Væsner i Grønland; men dette vil næppe kunne naas gjennem Forstanderskaberne eller Grønlænderhiemmet i Kjøbenhavn. Tanken om at fremhjælpe Grønlænderen ved Oplæring i Grønlænderhjemmet i Kjøbenhavn vil ganske vist ikke svare til Hensigten. For at være Grønlænder, eller Eskimo er det nødvendigt, at den Indfødte fra Barn læres at blive dygtig i sit Kald, nøisom og haardfør, men det naar han kun ved fra sin tidligste Ungdom at færdes paa Havet, hvorfra han skal hente alt det, han behøver til sit og Familiens Underhold. Saadant kan ikke læres ham her i Kjøbenhavn; den Tid, han skulle bruge til sin Udvikling i den Retning, vilde ved et Ophold herhjemme gaa tabt for ham, hvortil kommer, at han, efter et Ophold herhjemme, hvor Forholdene i alle Maader ere saa forskjellige fra, hvad han er vant til, let vil være uskikket til Livet i Grønland. At bringe Civilisationen og Naturmennesket under en Hat kan ikke lade sig gjøre. I Kampen mellem Civilisationen og Naturmennesket maa dette gaa til Grunde; det er sørgeligt, men det er en Sætning, som stadig har bekræftet sig. Se blot hen til Indianernes Stilling i Amerika; har det været muligt at bringe ham ind under Civilisationen, uagtet Naturforholdene ikke lægge Hindringer i Veien derfor som i Grønland? I Amerika med dets store Frugtbarhed og Rigdom paa andre Produkter, hvor et Samliv og fælles Erhverv var muligt, har Indianeren ikke kunnet trives, men er gaaet til Grunde, og kan forudses at forsvinde om ikke lang Tid. Det samme vil blive Eskimoens Lod i Grønland, naar Valpladsen ikke overlades ham; de forløbne Aar have godtgjort, at de Indfødte ere i meget stærk Tilbagegang. At oplære ham under de herværende Forhold kan aldrig gjøre ham til Naturmenneske igjen, til "Eskimo", og kun som saadan kan han leve i Grønland. Gjennem Opholdet her at ville drage den Indfødte over i andre Stillinger, mulig ogsaa i Handelens, bør ikke i nogen Maade ske, thi derved formindskes Fangstmændenes og Forsørgernes Antal, og kun en forøget Byrde paalægges de andre. Forstanderskaberne ville næppe nogensinde kunne lægge Baand paa Grønlændernes nye Tilbøieligheder.
Det nytter ikke at tale til Drankeren om Æresfølelse, Selvbevidsthed, Kappelyst, eller i det hele taget at sige til ham: "Du maa ikke drikke," saa længe han kan faa Spiritus, thi han vil i de ni af de ti Tilfælde vedblive at drikke. Saaledes vil det ogsaa gaa med Grønlænderen i hans Forhold til Handelen, han er en Gang bleven vant til gjennem Handelen for sine solide og for ham selv uundværlige Varer at kunne tiltuske sig visse Sager, der i og for sig kun ere Luxusartikler for ham, men som han - Erfaringen har vist det, og det lader sig derfor ikke benægte - som oftest blotter sig aldeles for at erholde. Ingen Adskillelse af Handel og Administration vil derfor nytte. Saa længe Handelen existerer, ødelægger Grønlænderen gjennem den sig selv. Det er Handelen med dens Ulæmper og Uretfærdigheder, der har bragt den Indfødte bort fra det Standpunkt af Fuldkommenhed, som han indtog ved Egedes Tid.
I tidligere Tider, da de Indfødte kun havde sig selv og Grønland at sørge for, behøvede de kun at tage ud i godt Veir, de havde endda rigeligt: for nu under Handelen ikke alene selv med Familie at skulle leve, men ved Siden deraf ogsaa føde og vedligeholde det uhyre Maskineri, hvoraf Handelen bestaar - den hele Institution opretholdes jo udelukkende af, hvad Handelen med de Indfødte indbringer - maa han trælle som en Slave; han maa gaa ud, hvorledes Veiret end er, og hvert Aar ankommer der et ikke ringe Antal Fangstmænd.
En Adskillelse af Administration og Handel vil kun lægge yderligere Byrder paa den indfødte - thi jo mere kompliceret Maskineriet bliver, desmere maa han trælle for at skaffe Opholdet til det forøgede Personale.
Handelen er det Skær, hvorpaa Dr. Rink efter 30 Aars virken for Grønlænderne er grundstødt, og hvorpaa vel sagtens ligeledes Direktør Horring vil strande; det er ved Handelsstederne, at den Indfødte er udsat for alle Fristelserne, og det er kun ved at holde ham borte derfra, at han kan føres tilbage til sit tidligere frie og selvstændige Liv, kort sagt blive Eskimo igjen. Der er endnu mange Jndfødte, som bo paa afsides Steder langs med Kysten; disse maa de 11 Maaneder af Aaret leve Handelen foruden, og de kunne det ogsaa den 12. Maaned.
At Handelen skulde være nødvendig for Grønlænderne, vil næppe nogen, som kjender Forholdene, holde paa at paastaa; den har i virkeligheden kun skadet dem og vil, saa længe den bestaar, vedblivende gjøre det. At Handelen med Grønlænderne kan give et "meget betydeligt Overskud", paa samme Tid, som det fra alle Sider erkjendes, at Grønlænderne gaa tilbage og lever i Nød og Elendighed, viser noksom den Uretfærdighed, der begaas mod dem ved denne Handlen, der bringer dem til Betlerstaven, men afgiver betydeligt Overskud til Statskassen.
Enten maa Handelen eller Eskimoen forsvinde fra Grønland! - ophører Handelen, vil den Indfødte blive, men vedbliver Handelen, gaar Eskimoen aldeles til Grunde og vil forsvinde. Lærere, Udliggere, Fartøisførere og Arbejdere i Handelens Tjeneste kunne erholdes for Penge, en dygtig Fangstmand kan ikke kjøbes, om man saa vilde betale nok saa meget. Forsvinder Eskimoen, bliver intet tilbage, thi den Fremmede kan ikke leve her og drive Fangsten i hans Sted.
At give Love med det for Øie at søge den tidligere Tilstand kaldt tilbage, nytter ikke, saa længe Handelen bestaar ved Siden af, lige saa lidt som der kan være Tale om Indførelsen af en Retsordning med de Fremmede. Hvad enten Forskrifterne for Administrationen af Grønland foreslaas af Enkeltmand eller maaske af Folkerepresentationen, vil det kun blive Experimenter, lige som alt det tidligere. Nei? lad Grønlænderen selv sørge for sin Ret, han fornærmer ingen. Vi derimod have, og vedblive at fornærme Grønlænderen, saa længe Handelen finder Sted.
At der maa gjøres noget for at rive Grønlænderne ud af deres nuværende elendige Tilstand, derom ere alle enige. Men naar saa er Tilfældet, nytter det ikke at gjøre Skridtet halvt. Skal Eskimoen reddes, maa Skridtet gjøres fuldtud, Handelen maa fortrække; det er en Æressag for Danmark at gjøre godt, hvad 150 Aar have forbrudt.
Lad Videnskaben og Missionen tage Grønlands Sag i Hænde; opret en Station i Nordgrønland og en i Sydgrønland, den ene deraf som meteorologisk Station, hvortil Expeditioner, forliste Skibsmandskaber og andre kunde støtte sig, og send nidkjære Missionærer herop, som ville finde sig i de Savn, der ville være en uundgaaelig Følge af det hele Ophold der, ikke som nu Kandidater, der i Haab om et godt Embede hjemme trække sig tilbage efter et femaarigt Ophold i Grønland, i hvilken Tid de næppe have faaet lært at forstaa eller gjøre sig forstaaelig for de Indfødte. En Uddannelse af indfødte Kvinder til Missionens Tjeneste vilde formentlig ikke være uden Betydning. Lad Stationen og Missionærerne være i Besiddelse af Ting, som de Indfødte kunne bruge uden at skade sig selv, men ogsaa kun saadanne, saasom Kogekjedler, simple, stærke Tøier, Traad, Synaale, Værktøi, Søm og Skruer - og lad dem da for disse Ting tiltuske sig saadanne Varer af den Indfødte, som han uden Skade kan undvære, nemlig: Ræveskind, Edderfugleskind og Dun. Hertil kræves ikke Handelens storartede Maskineri; dette vil kunne ske gjennem Missionen.
"Grønlandske Handel" er den Kræftskade, som tærer paa den Indfødtes Livskraft; kan den ikke bortskæres, er Eskimoen uigjenkaldelig dødsdømt. Lad da gaa, som Kaptain Bluhme spaar, at det vil gaa under Direkter Horring: jo galere, ja bedre. Pinen vil da blive kortere for den stakkels Eskimo med hans af Naturen godmodige og prægtige Karakter - men Ære vil Danmark ikke have deraf.
En Ting er imidlertid given, og det er, at enhver kan ønske Dr. Rink til Lykke med, at han har sin Afsked, thi gaae det galt, kan han sige: "det er ikke mig,", og vanskelig vil Bevis kunne føres for, at han fra sin Virksomhed maa tage Part i Resultatet.
*) henligget længere Tid af Mangel paa Plads.
(Nationaltidende 4. juni 1883, 2. udgave).
