16 juli 2023

Pingels Afskedigelse. (Efterskrift til Politivennen).

Dr. Pingels hensynsløse og slet motiverede Afskedigelse fra sin Embedsstilling er den af Ministeriet Estrups Synder, der senest vil blive glemt af den danske Arbejderstand.

Denne Afskedigelse er nemlig som et Slag mod Arbejderne, som et Slag mod Bestræbelserne for at hæve vor Stand. Den er et nyt og utvivlsomt Bevis for, at det Princip, der sidder ved Regeringen, er Principet om, at vi skal holdes nede, ikke alene i Armod, men i Uvidenhed, ikke alene i social Henseende, men ogsaa i politisk.

Hvad har nemlig foranlediget Dr. Pingels Afskedigelse?

Det er ikke hans religiøse Standpunkt, thi hans Udtalelser i saa Henseende er flere Aar gamle, og efter at disse var fremsatte, er han bleven forfremmet fra Adjunkt til Overlærer. Det er heller ikke hans politiske Anskuelser, thi han har ingensinde offenligt angrebet Regeringens Politik, skønt han naturligvis ikke sympatiserer med den. Det er hverken hans Fritænkeri eller Venstresind, der har fældet ham, thi intet af dette hævede ham over vore Dages Dusinmennesker! Nej, det Punkt, hvor han skilte sig ud fra Mængden, laa andet Sted. Deri laa det, at han, der var Videnskabsmand, anset og æret som en af de Bedste, ikke vilde lægge Skjul paa, at Arbejdernes Fordringer var berettigede, at han, der var velset i Salonerne, ikke undsaa sig ved at tage Plads blandt Mændene med de grove Klæder, at han, der var født mellem dem, der sætter Alt ind paa at undertrykke Arbejdernes Parti, ikke betænkte sig paa at tage en Del af dette Partis Opgave op, den Opgave at sprede sand Oplysning ud blandt Befolkningen.

Her var det, at han ragede frem blandt de Videnskabsmænd, der er Fritænkere, og de Politikere, der er venstresindede. Dette, at han følte for Arbejderne, i sit Hjærte led med dem, naar de led, sympatiserede med dem, naar de kæmpede, dette var hans Forbrydelse. Thi for Samfundets Magthavere er det en Forbrydelse, en virkelig strafværdig Forbrydelse, at staa paa Arbejdernes Side, selv om det er med nok saa stort Forbehold.

At Regeringen har ramt Dr. Pingel, fordi han foretrak at studere Arbejdersagen med Velvilje fremfor at knuse den, fordi han søgte at hæve Arbejderne i Stedet for at undertrykke dem, fremgaar af den Ihærdighed, hvormed man har jaget efter ethvert Spor af Forbindelse mellem ham og Socialdemokratiet. Der er gjort store Anstrængelser paa dette Omraade. Godsejer ministrene har sporet Politiet frem tit Kraftanstrængelser af alle Arter, medens "Dagbladet" og "Dagens Nyheder" som glammende Hunde har fulgt Herskabet i Hælene.

Og saa fandt man Festmaaltidet for de tyske Socialdemokrater, ved hvilket Dr. Pingel ikke var tilstede.

Det var Noget, som selv en Kyllingehjærne kunde begribe, at man for sin egen Skyld ikke burde afskedige en Mand, blot fordi han havde mere Sympati for Arbejderne, end Folk i hans Stilling finder det passende. "Arbejdervenlighed" er jo netop den store Frase, der dækker over saa mange af de herskende Klasers Forbrydelser, "Arbejdervenlighed" er jo bleven Stikordet baade paa Valgdagen og ved Champagnegilderne, det er et Prædikat, hvormed baade Godsejere og Skorstensbaroner pynter sig til Hverdagsbrug, og det vilde ødelægge Illusionen, hvis man jagede en Mand fra sit Embede, blot fordi han tog dette Ord som mere end Mundsvejr. Derfor maatte man have et vægtigere Argument, og man fandt det socialdemokratiske Festmaaltid, hvor Dr. Pingel ikke var til Stede.

Det socialdemokratiske Festmaaltid gaar igen som et Spøgelse i Rektor Bergmanns Skrivelser og i de kultusministerielle Svar. Man ved, at Dr. Pingel ikke var der tilstede; men han kunde have været der. Denne Mulighed er trukken frem, den skinner gennem Linjerne, og de ministerielle Betænkeligheder har ingen anden Vægt end denne kunstige Forudsætning. Naar ængstelige Højremænd føler sig beroligede ved Afskedigelsen, saa er det, fordi det foresvæver dem, at Hr. Pingel har spist og drukket sammen med de tyske Socialdemokrater, de synes at mindes, at "Dagbladet", "Dag. Nyh." og Kultusministeriet ikke har skrevet Andet, ikke har talt om Andet - og naaer deres Hukommelse saa langt, at de ogsaa erindrer, at hele denne Paastand viste sig at være grundløs, saa har de dog Fornemmelsen af, at det ikke vilde have undret dem, om den var bleven bekræftet.

Til Trods for, at Dr. Pingel ikke var blandt disse Mænd, som Tysklands Scavenius'er jager og forfølger, staar han dog i ængstelige Højremænds Øjne som Samfundsopløseren, som den hensynsløse Agitator, der udsaar Gift og vækker falske Forestillinger. Han staar der til Trods for sine Forbehold og Hensyn, blot fordi hans Sympati var ærlig og hans Virksomhed for Arbejderne vel ment.

Han kan maaske lære noget deraf, og Andre med. Hvis Angrebene paa Socialdemokraterne, disse vanærende, haanende og saarende Angreb, nogensinde har gjort det Indtryk paa ham blot tildels at være berettigede, blot at have en Skygge af Sandhed over sig, saa vil han nu erindre sine egne Indtryk med Beklagelse. Han er nu selv bleven behandlet efter en Undtagelseslov, ikke mindre uretfærdig end den, hvorunder det tyste Socialdemokrati kues, og han ved nu, at man kan blive ramt af den, selv om man ikke vil andet end godt, selv om man staar paa Højde af sin Tids Viden, selv om man gaar frem baade med Hensynsfuldhed og med Forstaaelse.

Dr. Pingel er bleven afskediget, fordi han vilde bidrage sit til at føre Arbejderne frem, og han er bleven afskediget som den, man ikke turde betro Børnenes Opdragelse. Dette er den dummeste Handling, som Ministeriet Estrup endnu har begaaet, thi den tænkende Offenlighed har nu saaet Syn for meget, der hidtil ikke har været den klar.

Nu vil den kunne forstaa, at naar Socialdemokratiet bekæmpes, forfølges og fornærmes, saa er det kun, fordi vort Parti kæmper for dem, der forurettes ved Samfundets nuværende Ordning.

* *

Vi har den Overbevisning, at Dr. Pingels Kærlighed til Arbejderne ikke er bleven svækket ved det Offer, han har maattet bringe dem - tværtimod! Vi haaber og tror, at den er bleven stærkere. Han føler, det tør vi sige, i dette Øjeblik mere for vor Stands Ve og Vel end nogensinde tidligere.

For saa vidt beklager vi ikke Afskedigelsen. Vi beklager den ikke, fordi den har frigivet en Mand, der netop udenfor sin Embedsstilling kan udrette meget for Udviklingen. Rigmandssønnerne i Metropolitanskolen har Lærere nok, men Arbejderne - for dem vil Ur. Pingels Virksomhed kunne blive til Velsignelse.

(Social-Demokraten 1. juli 1883).


Filolog, geolog, lærer, politiker. Johan Victorinus Pingel (1834-1919) blev dr. phil. 1864. Under studierne underviste han 1854-65 på v. Westens institut og var med i bestyrelsen af Strandmøllen 1865-69. I 1870'erne forlod han filologien til fordel for naturvidenskaben. Han var fra 1882 Studentersamfundet første formand. Hans synspunkter skabte stor harme i Højre. Da han i 1883 kontaktede tyske socialdemokrater under partiets kongres i København, henvendte Højre-folk sig til kultusministeriet som formanede Pingel til tage "de hensyn, som hans Embedsstilling i Følge de ham overordnede Myndigheders Anskuelse kræver". Da Pingel nægtede dette, blev han 21. juli 1883 afskediget med pension. 

Pingel gik herefter ind i politik. Han var i efteråret 1883 med til at stifte Københavns liberale venstreforening. I 1884 opstillede han for venstre i Århus og vandt over Højres kandidat. Ligeledes samarbejde han ved valget med Socialdemokratiet så de fik to mandater. Han ville samle venstre, bl. a. ved i 1886 at bidrage til foreningen af det Bergske og det Hørupske venstre. Han var hovedmanden bag loven om oprettelse af Danmarks geologiske undersøgelse 1888. 1891 trak han sig ud af politik. Efter 1892 helligede han sig filosofiske og geologiske studier. 

15 juli 2023

Retssag Udlevering af Barn. (Efterskrift til Politivennen)

 Landsover- samt Hof- og Stadsretsdomme

(Afsagte den 11. Juni 1883).

Retssag om et Barns Udlevering. Under 1. Juli 1875 meddeltes der en Gaardeier og hans daværende Hustru Bevilling til at leve separerede i Henseende til Bord og Seng paa de af dem vedtagne Vilkaar, i hvis 4. Post det hedder: "Deres Barns - Peder Nikolai født den 15. Mai 1874 - Pasning og Pleie overtages af Konen alene indtil dets 7. Aar, og betaler hertil Manden yderligere i de tre første Aar 40 Kr. aarlig. Ligeledes hvert Aars 1. Otober, første Gang 1. Oktober 1875." Ved allerhøieste Bevilling af 3. September 1878 blev Ægteskabet mellem de nævne Ægtefolk imidlertid fuldstændig ophævet paa de Bevillingen vedhæftede Vilkaar, i hvilke det blandt andet indeholdes, at Parterne vare blevne enige em Skilsmisse paa Vilkaar, at der til Sønnens Underhold betales som efter Separationsvilkaarernes 4. Post fremdeles 40 Kr. aarlig hvert Aars 1. Oktober til hans fyldte 7. Aar. Efter at bemeldte Ægtefællers ovenomhandlede Barn havde fyldt sit 7. Aar, ønskede Gaardmanden at overtage dets fremtidige Opdragelse, Pleie og Underhold, hvortil han som Barnets Fader formente sig berettiget fremfor dets Moder; men da denne nægtede at udlevere ham Barnet, paastod han hende under nærværende Sag tilpligtet under en daglig Bøde at udlevere ham Barnet til daglig Pleie, Underhold og Opdragelse, og at betale ham Sagens Omkostninger. Da hans Paastand ved Underretten ikke blev tagen til Følge, indankede Gaardeieren Sagen for Overretten, hvor han ligeledes nedlagde Paastand paa Barnets Udlevering. Hustruen havde som Grund for sin Frifindelse bl. a. anført, at hun ikke var rette Sagvolder, eftersom hun ikke havde Barnet hos sig idet dette med hendes og Gaardmandens Samtykke var anbragt i Pleie hos en ustævnt Trediemand, men Overretten fandt, at der ikke kunde tages noget Hensyn til denne Indsigelse, da hun ikke havde godtgjort, at hendes fraskilte Mand havde samtykket i saadan Anbringelse af Barnet. Vel havde hun nu heller ikke i nogen Henseende godtgjort Rigtigheden af sit Anbringende om, at det paa Separationstiden var en Aftale mellem hende og hendes fraskilte Mand, at Barnets Opdragelse skulde være overladt hende til dets Konfirmation; men det skjønnedes paa den anden Side ikke rettere, end at der maatte gives hende Medhold i, at de ovenomhandlede mellem Parterne vedtagne Vilkaar i ethvert Fald ikke, som af Manden paastaaet, kunde  forstaaes saaledes at han efter Barnets fyldte 7. Aar skulde have en udelukkende Bestemmelsesret over det, og da han ikke havde anført nogen Omstændighed, der kunde berettige ham til udelukkende at raade over Barnet, og der heller ikke i Lovgivningen fandtes nogen Bestemmelse, der kunde hjemle ham en saadan Ret, vilde hans Paastand om Barnets Udlevering ikke kunne tages til Følge, og blev Underretsdommen saaledes stadfæstet. 

(Nationaltidende 20. juni 1883).

Sankt Croix: Juni 1883. (Efterskrift til Politivennen).

Udover omtaler af de mange penge som hvert år blev afsat på finansloven til plantageejerne på De Vestindiske øer, er der ikke meget at hente i avisarkiverne. Her er et udvalg af artikler frem mod strejken i 1915/16 og den endelige afhændelse af øerne under 1. Verdenskrig. 


Et Møde af Plantere holdtes den 19de Maj i West End for at tage under Overvejelse, hvad der var at gjøre for at skaffe bedre og billigere Arbejdere og fremme Indvandringen af saadanne. Næsten alle Øens Plantere vare tilstede, og fra alle Sider klagedes der over de forhaandenværende Arbejderes Utilbøjelighed til at arbejde stadig og ordentlig. Om Mandagen drive de næsten altid, undertiden ogsaa om Tirsdagen, og Lørdag har altid været betragtet som normal Fridag. Naar man gjør dem Forestillinger i saa Henseende, gaa de uden videre deres Vej, da de med Lethed kunne faa Arbejde andetsteds. Arbejdslønnen er stadig stigende, hvad der imidlertid kun bidrager til, at de tage sig saa mange flere Fridage. Det eneste Middel herimod vilde være Indvandring af Arbejdere fra de andre vestindiske Øer, og Forsamlingen overdrog det til en Komite paa fire Medlemmer at træffe de fornødne Foranstaltninger til ved Hjælp af Agenter at iværksætte en saadan.

(Dagbladet (København), 14. juni 1883 (uddrag)

Arbejdere på St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.


(Uddrag fra et længere brev fra Vestindien, afsnit om landarbejderne:)

Paa St. Croix har Regeringen nu begyndt en Udstykning af Jord fra Statsplantagen Work & Rest i Haab om derved at vække Lysten hos den arbejdende Klasse til at erhverve Jordejendomme og saaledes knytte den til Stedet. Det er dog meget tvivlsomt, om Forsøget vil falde heldig Ud. Saalænge Regn og frugtbare Tider vilde indtræde, vil Negeren nok blive ved Jorden, men kommer Tørhed og Misvæxt, taber Han strax Modet og opgiver Ævret. Overhovedet har han endnu ikke lært at indse Nødvendigheden af at tænke paa den Dag i morgen og saalænge det ikke lykkes at gjøre ham dette indlysende, saa længe faar man ham heller ikke til i gode Aar at samle Modstandskraft til de kommende daarlige Aar. Af denne Grund er det ogsaa, at Øen lider under en Mangel paa Arbejdskraft, der Aar for Aar bliver føleligere og nu er ledet to alvorlige Overvejelser fra Planternes Side om Indførelse af fremmede Arbejdere til Øen. I Virkeligheden er Arbejdskraften paa Øen ikke utilstrækkelig til dens Behov, men Negerne paa Landet ville ikke arbejde, og Autoriteterne synes at staa magtesløse overfor dem, uagtet det dog er vitterligt, at de ikke paa lovlig Maade forskaffe sig, hvad de behøve til Livets Ophold. Om nu en Immigration vil hjælpe paa dette Forhold og skabe den attraaede Konkurrence, er vist noget problematisk, medmindre man da vil beslutte sig til at gaa energisk tilværks mod alle de vagabonderende Individer blandt Arbejderbefolkningen og lade dem ramme af Løsgængerloven. Men hertil vil atter udfordres at virksomt Landpoliti og Oprettelse af Tvangsarbejdsanstalter, og ingen af Delene vil kunne tilvejebringes uden Anvendelse al Pengemidler, der ikke haves til Raadighed. Vil da Staten paany træde hjælpende til? det er det store Spørgsmaal.

(Dagbladet (København), 27. juni 1883)

Washing clothes at Harden Gut. Arbejdere på St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

14 juli 2023

Ladegaardsaaens uhyggelige Tilstand. (Efterskrift til Politivennen)

Naar Sommeren kommer og der bliver Varme i Luften, sænker nævnte brede Rendesten, der skal tilføre Kjøbenhavnerne en god Del af deres Drikkevand, sin grumsede Vandflade et Par Fod, og det bliver nu vitterligt for alle, hvad denne gaadefulde Afløbsrende skjuler i sit Dyb. Potteskaar, Ølflasker, gamle Kasseroller, Fiskeben, raadne Støvler, Teglsten, Mursten, iturevne Kurve, druknede Hunde og Kattekillinger osv., altsammen hvilende blødt i en eiendommelig Slags sortagtig og fedtet Dynd af samme Art som det, man i gamle Dage kunde se Kloakerne føre ud ved Langelinje. Forleden Dag havde Indsenderen af disse Linjer et frydefuldt Syn. Et af de fattige Børn fra Rabarberlandet, der havde været beskjæftiget med den yndede Syssel, som alle Børnene der omkring stadig udøver, nemlig med at vaske sine Fødder i Aaen, var snublet og faldet om i Vandet. Da Barnet ikke turde gaa hjem i den Tilstand, dets Klæder befandt sig i, trak det ganske sindigt sine faa Pjalter af og hængte sin alt andet end propre Skjorte til Tørring paa en Pæl i Nærheden af Bangerts Bro. Og der sad nu det uskyldige Væsen i den mest paradisiske Tilstand, man kan tanke sig, og ventede til Tøjet blev tørt. Hvor længe skal vi andre vente, inden det falder Kjøbenhavns Kommune ind at faa den Aa kastet til og afløst af en underjordisk muret Vandledning? K. K.

(Morgenbladet (København) 5. juni 1883).

Grønlandske Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

Af *)
Johan Schmidt,
Forvalter ved Ivigtut Kryolithbrud fra 1861-65.

Der har Alt i nogen Tid været skrevet ikke Lidet om de grønlandske Forhold, dog, som det synes, vel meget inde paa det personlige Gebet. En rolig Drøftelse af Forholdene for at komme til Forstaaelse af, hvad der maate forekomme mest formaalstjenligt, vilde formenlig være Sagen gavnligere, thi under de stedfindene Forhold gjælder det netop om, at Mand, som kiende Grønland, holde sammen for at frembringe det bedst mulige Resultat.

Det staar nemlig fast, som erkjendt fra alle Sider, at de grønlandske forhold i Henseende til de Indfødtes Stilling er saa slet som vel muligt, og at disse ulykkelige Tilstande ubetinget skyldes de fremmedes uheldige  Indflydelse. En Kjendsgjerning er det, at de Indfødtes oprindelige Sæder og Skikke ere nedbrudte, at deres tidligere Virkekraft er lammet, at de Unges Uddannelse ikke drives med den tidligere Kraft o. s. v. o. s. v., hvorhos saavel Telte som Baadetøi, Kajakker og Konebaade forsømmes som Følge af et til Yderlighed gaaende Salg til Handelen, ja det er i mange Tilfælde endog er gaaet saa vidt, at de have solgt Alt, saaledes at te end ikke have kunnet vedligeholde den for det barske Klima saa nødvendige Klædedragt. Hvor i tidligere Tid de Indfødte førte et Liv i Tilfredshed med deres Forhold og have været i Stand til selv at sørge for deres Udkomme, hersker nu Nød og Elendighed, og krav stilles til Understøttelse eller Fattighjælp, der stadig maa ydes i ikke ringe Udstrækning.

At Grønlænderne ere gaaede saaledes Tilbage, at de nu kun ere en Skygge af, hvad de tidligere har været, skyldes ene og alene Handelen med dem - det nytter ikke at skjule dette, det kan ligesaa godt bestemt udtales. Ved Handelen er der aabnet den Enkelte Adgang til at erholdte saadanne Sager, som for ham ikke kunne betegnes som stort andet end Luxusgjenstande, saasom tobak, Kaffe, Sukker, Tøier, Skydevaaben m. m., ja hvoraf flere endog ere ligefrem til Fordærv for ham. Ved Opnaaelsen af Skydevaaben har han saalede fuldstændig udryddet Rensdyrene, der tidligere udgjorde et vigtigt Led i de grønlandske Forhold - man erindre sig blot, at der paa mindre end 1 Aar blev nedlagt flere Tusinde af disse Dyr, for hvis Bevarelse der burde have været gjort alt, hvortil kommer, at Sælerne forskræmmes fra Fjordene ved Skydevaabnene, saa at de maa søges længer til Søs. Endvidere skal til Exempel nævnes en Handelsgjenstand, nemlig Kaffen, der kulndesynes uskadelig, men naar det ses, hvor forfalden Grønlænderen er dertil, hvorledes han, naar han har faaet Smag for Kaffe, efterat have solgt alt, hvad han har kunnet sælge, endog har grebet til at skille sig ved de allernødvendigste Gjenstande for at tilfredsstille sin Lyst, maa man tilstaa, at det havde været bedre, om der ikke var givet Anvisning paa Kaffe. Der skal ganske anderledes solid Kost til for at gjøre Fangstmanden skikket til at staa imod. naar han skal ligge ude helt Dagen i sin lille Kajak. Som det saaledes er gaaet med Hensyn til de nævnte Tilfælde, gaae det i det Hele taget. Der er ved Handelen aabnet de Indfødte en Adgang til for dem hidtil ukendte og for den overveiende Del ikke nødvendige Sager. De ere blevne vænnede til for deres solide og for dem selv uundværlige Varer, saasom Spæk, Skind, Fjer og tørret Fisk, m. m. at tiltuske sig Luksusgjenstande, og denne Handel har antaget et Omfang, som er til absolut Fordærv for de Indfødte. Ligesom Drankeren sælger det allermest nødvendige for at skaffe sig Spiritus, saaledes sælger Grønlænderen kun altfor ofte det sidste Stykke, som det er muligt at faa afsat, for at tilfredsstille de Laster. For unødvendige Ting sælger han de Skind, hvoraf han skal forfærdige Kajaken til sin Dreng til tidlig Øvelse for denne, for derigjennem i Forbindelse med videre Uddannelse at gjøres til en dygtig Fangstmand - og hvoraf han skal bygge sin Konebaad, der er nødvendig for ham, for om Foraaret at kunne drage ud til sin Fiskeplads, og uden hvilken Familierne fra de forskiellige Pladser ikke kunde komme til hverandre. For at tilfredsstille Øieblikkets Lyst sælger han alt, selv de Skind, som han skal lave Klæder af, og det hører ikke til Undtagelserne, at Varer, som en Indfødt har solgt tidligere, kjøbes igjen af ham paa Kredit til næste Fangstperiode, fordi han ikke paa nogen Maade kan undvære dem.

Men den Omstændighed, at de Indfødte saaledes have faaet Smag for, hvad der gjennem Handelen bydes dem, bevirker netop, at de flokkes omkring Handelspladserne og forbliver der; denne Forøgelse af Befolkningen paa enkelte Steder gjør imidlertid, at Udbyttet bliver mindre for den enkelte, samtidig med, at han maa anspænde sine Kræfter mere, og da nu dertil en betydelig Del af hans Fangst gaar med til at tilfredsstille de nye Tilbøieligheder, bliver Følgen Forarmelse, Nød og Elendighed. De Personer, der i Handelens Tjeneste afgaa til Grønland, gjøre ikke dette uden af Hensyn til egen Fordel for saa i den kortest mulige Tid at erhverve saa meget, at de ved Hjemkomsten kunne leve deraf. Men Procenterne af det indkiøbte udgjør nu den væsenligste Del af Lønningen, og deres Interesse er det altsaa, at der kjøbes saa meget som muligt; der spørges altsaa ikke, om Grønlænderne selv mulig vil komme til at mangle, der kjøbes blot.

Theodor Fischer: Eskimo. Anskuelsesbillede. 1870. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Saaledes er det gaaet i en Aarrække, saaledes gaar det i Øieblikket, og saaledes vil det fremdeles gaa, saalænge Handelen existerer, thi at faa indført faste Lønninger saa store, at de kunne friste nogen til at udstaa Besværlighederne ved Livet i Grønland, vil næppe nogensinde lykkes. Jeg forudsætter saa forøvrigt, at alle Handelens Funktionærer ere strængt redelige Mand, der yde Grønlænderne, hvor der virkelig tilkommer dem, at de f. Ex,, naar Grønlænderen leverer et første Klasses Skind, yder ham Vederlag for det som saadant og ikke for et anden Klasses og lignende.

At der i Handelens Forhold til Grønlænderne er noget absolut galt til Stede, er ubestrideligt, og det er dette og ikke andet, der Iigger bag ved, naar Dr. Rink har villet søge at udvirke Handelen skilt fra Administationen, for ved Hjælp af denne sidste, hvilket siges at være Dr. Rincks Tanke, "at gjøre Grønlænderne til Grønlændere igjen". Jeg vil omskrive denne Sætning til: "paany at gøre Grønlænderne til Eskimoer", for at de kunne leve som selvstændige Væsner i Grønland; men dette vil næppe kunne naas gjennem Forstanderskaberne eller Grønlænderhiemmet i Kjøbenhavn. Tanken om at fremhjælpe Grønlænderen ved Oplæring i Grønlænderhjemmet i Kjøbenhavn vil ganske vist ikke svare til Hensigten. For at være Grønlænder, eller Eskimo er det nødvendigt, at den Indfødte fra Barn læres at blive dygtig i sit Kald, nøisom og haardfør, men det naar han kun ved fra sin tidligste Ungdom at færdes paa Havet, hvorfra han skal hente alt det, han behøver til sit og Familiens Underhold. Saadant kan ikke læres ham her i Kjøbenhavn; den Tid, han skulle bruge til sin Udvikling i den Retning, vilde ved et Ophold herhjemme gaa tabt for ham, hvortil kommer, at han, efter et Ophold herhjemme, hvor Forholdene i alle Maader ere saa forskjellige fra, hvad han er vant til, let vil være uskikket til Livet i Grønland. At bringe Civilisationen og Naturmennesket under en Hat kan ikke lade sig gjøre. I Kampen mellem Civilisationen og Naturmennesket maa dette gaa til Grunde; det er sørgeligt, men det er en Sætning, som stadig har bekræftet sig. Se blot hen til Indianernes Stilling i Amerika; har det været muligt at bringe ham ind under Civilisationen, uagtet Naturforholdene ikke lægge Hindringer i Veien derfor som i Grønland? I Amerika med dets store Frugtbarhed og Rigdom paa andre Produkter, hvor et Samliv og fælles Erhverv var muligt, har Indianeren ikke kunnet trives, men er gaaet til Grunde, og kan forudses at forsvinde om ikke lang Tid. Det samme vil blive Eskimoens Lod i Grønland, naar Valpladsen ikke overlades ham; de forløbne Aar have godtgjort, at de Indfødte ere i meget stærk Tilbagegang. At oplære ham under de herværende Forhold kan aldrig gjøre ham til Naturmenneske igjen, til "Eskimo", og kun som saadan kan han leve i Grønland. Gjennem Opholdet her at ville drage den Indfødte over i andre Stillinger, mulig ogsaa i Handelens, bør ikke i nogen Maade ske, thi derved formindskes Fangstmændenes og Forsørgernes Antal, og kun en forøget Byrde paalægges de andre. Forstanderskaberne ville næppe nogensinde kunne lægge Baand paa Grønlændernes nye Tilbøieligheder.

Det nytter ikke at tale til Drankeren om Æresfølelse, Selvbevidsthed, Kappelyst, eller i det hele taget at sige til ham: "Du maa ikke drikke," saa længe han kan faa Spiritus, thi han vil i de ni af de ti Tilfælde vedblive at drikke. Saaledes vil det ogsaa gaa med Grønlænderen i hans Forhold til Handelen, han er en Gang bleven vant til gjennem Handelen for sine solide og for ham selv uundværlige Varer at kunne tiltuske sig visse Sager, der i og for sig kun ere Luxusartikler for ham, men som han - Erfaringen har vist det, og det lader sig derfor ikke benægte - som oftest blotter sig aldeles for at erholde. Ingen Adskillelse af Handel og Administration vil derfor nytte. Saa længe Handelen existerer, ødelægger Grønlænderen gjennem den sig selv. Det er Handelen med dens Ulæmper og Uretfærdigheder, der har bragt den Indfødte bort fra det Standpunkt af Fuldkommenhed, som han indtog ved Egedes Tid.

I tidligere Tider, da de Indfødte kun havde sig selv og Grønland at sørge for, behøvede de kun at tage ud i godt Veir, de havde endda rigeligt: for nu under Handelen ikke alene selv med Familie at skulle leve, men ved Siden deraf ogsaa føde og vedligeholde det uhyre Maskineri, hvoraf Handelen bestaar - den hele Institution opretholdes jo udelukkende af, hvad Handelen med de Indfødte indbringer - maa han trælle som en Slave; han maa gaa ud, hvorledes Veiret end er, og hvert Aar ankommer der et ikke ringe Antal Fangstmænd.

En Adskillelse af Administration og Handel vil kun lægge yderligere Byrder paa den indfødte - thi jo mere kompliceret Maskineriet bliver, desmere maa han trælle for at skaffe Opholdet til det forøgede Personale.

Handelen er det Skær, hvorpaa Dr. Rink efter 30 Aars virken for Grønlænderne er grundstødt, og hvorpaa vel sagtens ligeledes Direktør Horring vil strande; det er  ved Handelsstederne, at den Indfødte er udsat for alle Fristelserne, og det er kun ved at holde ham borte derfra, at han kan føres tilbage til sit tidligere frie og selvstændige Liv, kort sagt blive Eskimo igjen. Der er endnu mange Jndfødte, som bo paa afsides Steder langs med Kysten; disse maa de 11 Maaneder af Aaret leve Handelen foruden, og de kunne det ogsaa den 12. Maaned.

At Handelen skulde være nødvendig for Grønlænderne, vil næppe nogen, som kjender Forholdene, holde paa at paastaa; den har i virkeligheden kun skadet dem og vil, saa længe den bestaar, vedblivende gjøre det. At Handelen med Grønlænderne kan give et "meget betydeligt Overskud", paa samme Tid, som det fra alle Sider erkjendes, at Grønlænderne gaa tilbage og lever i Nød og Elendighed, viser noksom den Uretfærdighed, der begaas mod dem ved denne Handlen, der bringer dem til Betlerstaven, men afgiver betydeligt Overskud til Statskassen.

Enten maa Handelen eller Eskimoen forsvinde fra Grønland! - ophører Handelen, vil den Indfødte blive, men vedbliver Handelen, gaar Eskimoen aldeles til Grunde og vil forsvinde. Lærere, Udliggere, Fartøisførere og Arbejdere i Handelens Tjeneste kunne erholdes for Penge, en dygtig Fangstmand kan ikke kjøbes, om man saa vilde betale nok saa meget. Forsvinder Eskimoen, bliver intet tilbage, thi den Fremmede kan ikke leve her og drive Fangsten i hans Sted.

At give Love med det for Øie at søge den tidligere Tilstand kaldt tilbage, nytter ikke, saa længe Handelen bestaar ved Siden af, lige saa lidt som der kan være Tale om Indførelsen af en Retsordning med de Fremmede. Hvad enten Forskrifterne for Administrationen af Grønland foreslaas af Enkeltmand eller maaske af Folkerepresentationen, vil det kun blive Experimenter, lige som alt det tidligere. Nei? lad Grønlænderen selv sørge for sin Ret, han fornærmer ingen. Vi derimod have, og vedblive at fornærme Grønlænderen, saa længe Handelen finder Sted.

At der maa gjøres noget for at rive Grønlænderne ud af deres nuværende elendige Tilstand, derom ere alle enige. Men naar saa er Tilfældet, nytter det ikke at gjøre Skridtet halvt. Skal Eskimoen reddes, maa Skridtet gjøres fuldtud, Handelen maa fortrække; det er en Æressag for Danmark at gjøre godt, hvad 150 Aar have forbrudt.

Lad Videnskaben og Missionen tage Grønlands Sag i Hænde; opret en Station i Nordgrønland og en i Sydgrønland, den ene deraf som meteorologisk Station, hvortil Expeditioner, forliste Skibsmandskaber og andre kunde støtte sig, og send nidkjære Missionærer herop, som ville finde sig i de Savn, der ville være en uundgaaelig Følge af det hele Ophold der, ikke som nu Kandidater, der i Haab om et godt Embede hjemme trække sig tilbage efter et femaarigt Ophold i Grønland, i hvilken Tid de næppe have faaet lært at forstaa eller gjøre sig forstaaelig for de Indfødte. En Uddannelse af indfødte Kvinder til Missionens Tjeneste vilde formentlig ikke være uden Betydning. Lad Stationen og Missionærerne være i Besiddelse af Ting, som de Indfødte kunne bruge uden at skade sig selv, men ogsaa kun saadanne, saasom Kogekjedler, simple, stærke Tøier, Traad, Synaale, Værktøi, Søm og Skruer - og lad dem da for disse Ting tiltuske sig saadanne Varer af den Indfødte, som han uden Skade kan undvære, nemlig: Ræveskind, Edderfugleskind og Dun. Hertil kræves ikke Handelens storartede Maskineri; dette vil kunne ske gjennem Missionen.

"Grønlandske Handel" er den Kræftskade, som tærer paa den Indfødtes Livskraft; kan den ikke bortskæres, er Eskimoen uigjenkaldelig dødsdømt. Lad da gaa, som Kaptain Bluhme spaar, at det vil gaa under Direkter Horring: jo galere, ja bedre. Pinen vil da blive kortere for den stakkels Eskimo med hans af Naturen godmodige og prægtige Karakter - men Ære vil Danmark ikke have deraf.

En Ting er imidlertid given, og det er, at enhver kan ønske Dr. Rink til Lykke med, at han har sin Afsked, thi gaae det galt, kan han sige: "det er ikke mig,", og vanskelig vil Bevis kunne føres for, at han fra sin Virksomhed maa tage Part i Resultatet.

*) henligget længere Tid af Mangel paa Plads.

(Nationaltidende 4. juni 1883, 2. udgave).